Tilbake til søkeresultater
Tekststatus:
Kommentering pågår

   

   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
Ep. 357
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   


previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistola CCCLVII.
Til * *
De store Sørge-Spil, som udi forrige Seculo bleve forestillede udi Engelland, nemlig Caroli I. Mord, de Bevægelser, som nær havde styrtet hans Søn Carl II. udi samme Uhæld, og den paafulte uformodentlige Forandring, som satt ham i Stand, uden Hinder at erhverve et u-omskrænket Herredom, og at skille det heele Engelske Folk ved deres Religion og Frihed, tilskrives gemeenligen Kongernes Foretagende imod Landets Privilegier og Grund-Love og Undersaatternes Stivhed i at beskytte dem. Man kand ikke negte, at Grundvold jo derved blev lagt til de store Bevægelser: Men det var just ikke saadant foretagende, som styrtede Stor-Britannien udi yderste Forvirrelse og Fordervelse; thi Bitterheden var ikke saa meget imellem Kongerne og Undersaatterne, som imellem Undersaatterne indbyrdes. Man maa med Fliid udstudere den Engelske Kirke-Historie, for at finde de fornemmeste Motiver hertil. Udi Jacobi I. Caroli I. og Caroli II. Tiid vare tvende Hoved-Secter, nemlig Biskopelige og Presbyterianer. Af de samme bestoed Landets Styrke. Disse tvende Secter havde Tvistigheder med hinanden om Kirke-Regimentets Indrettelse, saasom de første vilde, at Kirken skulde regieres ved Biskoper, de sidste, ved Presbyteros, eller de æld|195ste Præste. Men de vare eenige med hinanden udi den Civile Regiering, saa at de eene saavel som de andre arbeydede paa at conservere Regieringens Form, som den havde været udi Dronning Elisabeths Tiid. Hvorudover alle de Bevægelser, som af dem bleve opreysede, sigtede alleene til saadant Maal: Dog søgte ingen af dem i Følge deraf at forandre det Civile Regimente, eller at lade Tingen komme til Extremitet. Foruden disse tvende Hoved-Secter vare 2 mindre, nemlig Roman-Catholske og Independenter. Disse arbeydede paa Regimentets totale Forandring. De første, saasom de merkede, at Kongerne af det Stuartske Huus favoriserede den Romerske Religion, arbeydede paa at forskaffe Regenterne en absolut Eenevolds Magt. De sidste, saasom de vare Hadere af all Subordination, søgte reent at kuldkaste den Kongelige Myndighed, med hvilken de meenede deres Religion ikke kunde bestaae. Saasom begge vare ikkun ringe udi Tall og Anseelse, heldst de sidste, som ogsaa af Kongerne vare forhadte, saa syntes de tvende Hoved-Secter at have sig for dem lidet at befrygte. Men, u-anseet deres Afmægtighed, spillede de dog omsider Mestere. Independenterne, en ringe og foragtet Hob, der bestod mestendeels af Drømmere, Sværmere og saadanne, som kaldes Folk af det 5te Monarchie, satte i Verk det første Sørge-Spill, og bemægtigede sig Regieringen ved saadant Middel: De merkede, at de, ved at gaae aabenbar til Verks, intet kunde udrette, og derfore søgte at skiule sig under een af de store |196Secters Vinger, og, saasom Presbyterianerne udi det langvarige Parlament, som tvistede med Carl. I. vare de Folkerigeste, sloge de sig til samme Sect, endeel i Henseende til dens Styrke, endeel og efterdi de udi Religions-Principiis nærmede sig mere til Præsbyterianerne end til de Biskoppelige, skiønt de hadede de eene ligesaa meget som de andre. De faa Independenter, som da vare Lemmer af bemeldte Parlament, stillede sig an som ivrige Presbyterianer, og alleene ved at tale hæftigen imod den Misbrug, som Kongerne havde giort af deres Myndighed, spillede deres Rulle med saadan Konst, at Presbyterianerne ansaae dem som de redeligste og tilligemed kiekkeste Patrioter, ja som de beqvemmeste Redskabe, de kunde betiene sig af til Beskyttelse af Rigets Grund-Love og Undersaatternes Privilegier. Saasom de nu ved saadan Opførsel bleve anseede som de fornemmeste Stytter udi samme Parlament, erhvervede de sig underunder]under] uder A under] uder A den listige Cromwels Discipline meer og meere Anseelse, saa at deres Raad af Mængden, som bestod af Presbyterianer, gemeenligen blev fult. Cromwel, Independenternes Hoved, da han dette merkede, tog han derved Anledning til at oprette den Machine, hvorved Regieringen skulde kuldkastes. Saasom han ved sin ugemeene Forstand, ved udvortes Devotion og simuleret brændende Iver for Presbyterianernes Interesse havde erhvervet sig de fleeste Parlaments-Herrers Tilliid, og han tilligemed var General Lieutenant udi den Kriigs-Magt, som var udi Parlamentets Tieneste imod Kongen, søgte han |197at besætte alle vacante Pladser udi Armeen med Independentiske Officiers, og de igien hvervede Soldater af samme Sect, saa at inden kort Tiid fast den heele Kriigs-Magt bestod af lutter Sværmere og saadanne Folk, der holdte sig for Instrumenter, som af GUd vare udvaldte til at kuldkaste det Kongelige Regimente. Dette altsammen blev drevet med saadan Konst og Simulation, at General Fairfax, som var en ivrig Presbyterianer, meende, at intet var sikkere end at følge Cromwels Raad; og Parlamentet merkede ikke, at man havde arbejdet paa dets Undergang, førend det var forsilde at forekomme den. Thi, da Øjnene omsider aabnedes paa dets Lemmer, og de søgte at hemme Independenternes tilvoxende Magt, kom Cromwel med sin devote Kriigs-Hær dem paa Halsen, hvilken rensede Parlamentet fra alle sine Modstandere, som han kaldte Ukrud og ildesindede Personer, saa at dette heele Corpus, som blev reduceret til et Under-Huus alleene, blev tillige med Armeen independentisk, og han derved kom i Stand at skille Kongen ved Livet, og at kuldkaste Regieringen, som og skeede. Man seer heraf, at det er ubilligt at tilskrive den Engelske Nations naturlige Tilbøyeligheder det, som ved særdeles Hændelser og selsomme Conjuncturer er skeed. Det er dog ikke troligt, at dette Sørge-Spill havde kunnet være bragt til Fuldkommenhed, hvis Independenterne ikke havde haft til Læremester og Anfører en saadan Mand som Oliver Cromwel, en af de største Genier, som er at finde udi gamle og nye Historier, hvilken saaledes vidste at føre sig |198Conjuncturerne til Nytte, at han giorde mueligt og satte i Verk det, som syntes gandske umueligt, thi man kand sige, at han med en Haand fuld af Folk undertvang Engeland, Skottland og Irrland, og med samme Haand fuld af Folk holdt bestandigen alle tre Riger udi Ave. Intet tiener meere til Beviis paa denne Mands store Qvaliteter, intet beviser ogsaa meere tydeligen, hvad jeg ofte haver anmerket, om de Virkninger, som flyde af Enthusiasmo; thi den fanatiske Affect, hvormed Kriigs-Folkene vare slagne, og hvorudi Cromwel med Konst og udvortes Devotion holdt dem stedse varme, giorde dem med deres Anfører u-overvindelige. De Roman-Catholske efterfuldte udi Caroli 2. Tiid Independenternes Exempel, og derved tilveyebragte en fast lige saa uventelig Forandring udi Regieringen, som sees af efterfølgende. Da Regieringen ved Cromwels Død blev forandret igien, og Carl. 2. kom udi Besiddelse af sin Fæderne Throne, spillede de Biskopelige, som af Protestanter, meest havde været det Kongelige Huus bevaagne, igien Mestere. De Roman-Catholske saae sig derfor ved Kongens Restitution at have lidet vundet, saasom de Biskopelige, Protestanter saavelsom Presbyterianer, hvorvel de indbyrdes vare u-eenige, vare dog eenige i at hindre den Romerske Religions Fremgang udi Stor-Britannien. De arbejdede derfor paa at fomentere den Jalousie, som regierede imellem de tvende Hoved-Secter, og søgte at overtale Kongen, som hemmeligen var Roman-Catholsk, at unde Religions fri Øvelse, til alle dem, |199som vare uden for den herskende Kirke. De havde derved et tredobbelt Sigte, nemlig først at sætte desstørre Spliid imellem de tvende Hoved-Secter, hvorved dem Leylighed kunde gives at fiske udi rørt Vand; dernest at forbinde sig Presbyterianerne, som tillige med dem vare undertrykkede, og endelig derved at erhverve dem selv den Romerske Religions fri Øvelse. Presbyterianerne og alle andre Protestanter, som vare uden for den herskende Engelske Kirke, glædede sig strax over dette Forslag: Men, da de omsider merkede, hvortil dette sigtede, nemlig at befordre den Romerske Religion ved at befatte alle Secter under det Navn af Dissenters, blev deres Glæde forvandlet til Bedrøvelse; Hvorudover de søgte at foreene sig med de Biskopelige imod tilfælles Fiender; de Biskopelige, som derudi funde en Fornødenhed, vare villige hertil, og derfore af all Magt paastode, at under det Ord Dissenters eller af dem, som differerede fra den herskende Religion maatte alleene forstaaes Presbyterianer, og ingenlunde andre, sær de Roman-Catholske: saa at derfore disse sidste ved denne Intrigue intet andet udvirkede end at befodre Venskab og Eenighed imellem de tvende Hoved-Religioner, hvilket var directè imod deres Interesse. Men paafølgende Conjuncturer gave Anledning til nye Intriguer, som lykkedes bedre for dem, og det saaledes: Saasom den Fortrolighed, hvilken ved denne Leylighed blev stiftet imellem de Biskopelige og PresbyterianerPresbyterianer]Presbyterianer] Rresbyterianer A Presbyterianer] Rresbyterianer A , tilvoxede meer og meer, saa at det da værende Parlament, som bestod mestendeels af Biskopelige, søgte |200at beskytte Presbyterianerne af all Magt for at bestyrke sig desmeere imod deres tilfælles Fiender, begyndte Bisper og Prælater at see suurt dertil, bildende sig ind, at Parlamentet stræbede at bringe Presbyterianismum udi samme Anseelse igien, som den havde været udi Cromwels Tiid. Dette merkede de Roman-Catholske ikke saa snart, førend de bestyrkede Bisperne udi saadan deres Mistanke. De forestillede dem, at Parlamentet var bleven Presbyterianisk, at den herskende Religion stod udi Fare, og at Landet vilde styrtes udi forrige Forvirrelse, hvis saadant betimeligen ikke blev forekommet, og hvis man ikke holdt Presbyterianerne stedse under Aaget; de foregave, at intet Middel dertil var bedre end at forøge den Kongelige Myndighed, som Presbyterianerne stedse havde søgt at indskrænke. Disse Forestillinger havde den Virkning, at en stor Mængde af den herskende Religion bildte sig ind, at Kirken stod virkelig i Fare, og at det sikkerste Middel til at forekomme den Uhæld, som man truedes med, var at indrømme Kongen en absolut Myndighed. Den herskende Religion blev saaledes deelt udi tvende Secter, som siden have været bekiendte under de Navne af Torys og Wighs, hvoraf de første ansee Presbyterianerne, som den Engelske Kirkes farligste Rivaler; de andre derimod ere meere moderate, holdende for, at det er ikke Presbyterianerne men de Roman-Catholske, som man maa vogte sig for. Efter at den Engelske Kirke eller den herskende Religion saaledes var bleven deelt udi tvende Secter, |201nemlig Torys og Wighs, og de første holdte det for deres Interesse, at forøge den Kongelige Myndighed, saae Carl II. sig ved denne Hændelse udi Stand at iverksætte det, som han selv og hans Formænd længe havde gaaet frugtsommelige med. Han dristede sig derfore ikke alleene til at cassere Paralamentet, men endogsaa at skille alle Communiteter ved deres Chartres eller Friheder, og understod sig ingen at tale derimod, saasom han var understøttet af den heele Geistlighed og alle Torys, hvilke, endskiønt de ikke vare de tallriigste, saa vare de dog de anseeligste og mægtigste Folk udi Riget. Alting gik derpaa udi fuld Galop efter Kongens Villie, og efter de Roman-Catholskes Anslag, saa at de Torys ikke ret mærkede deres Forblindelse, førend i Jacobi II. Tiid, da samme Konge tog Masqven reent af, og visede tydeligen, hvortil man havde sigtet ved at saae U-eenigheds Sæd iblandt Lemmerne af den herskende Kirke; nemlig, at forvandle Regieringen af et indskrænket til et u-omskrænket Herredom, og i Følge deraf at bringe Stor-Britannien under det Pavelige Aag igien. Men udi denne slibrige Tilstand aabnedes Øynene paa dem, saa at de giorde Stilstand med Wighs og bleve eenige med dem at bestyrke sig med fremmed Hielp, og at kalde Princen af Oranien til Undsætning, hvorpaa fuldte den store Revolution, som er bekiendt, hvilken skillede Kong Jacob ved Zepter og Krone. Man seer heraf, hvad som til de store Bevægelser haver været de rette Aarsager, hvilke |202enhver, som ikkun løsligen læser den Engelske Historie, ikke giver Agt paa. Thi man tilskriver dem enten Kongernes Foretagende imod Landets Grund-Love og Folkets Privilegier, eller de Tvistigheder, som regierede imellem de tvende store Religions Secter, da dog ingen af de Aarsager kunde have bragt Tingen til den Yderlighed, saasom de Undersaatters Sigte, som var Landets Styrke, gik alleene til at indskrænke, men ikke at kuldkaste Regieringen. Bitterheden imod det langvarige Parlament og Carl I. var saa stor, at deraf avledes en indbyrdes Kriig, hvilken udi nogle Aar blev ført med stor Blods Udgydelse, men da Kongen omsider blev fangen og faldt udi Parlamentets Hænder, indlod man sig udi Tractat med ham, stipulerede sig alleene Sikkerhed for Religion og Privilegier, og forlangede Caution derfor. Regieringen havde derfor aldrig bleven kuldkastet, langt mindre Kongen skildt ved Livet, ey heller havde hans tvende Successores kunnet forvandle Regimentet til et u-omskrænket Herredom, hvis Tvistigheder havde udi Almindelighed alleene været imellem Kongen og Undersaatterne, eller imellem de tvende Religions Hoved-Secter; thi ingen af dem fandt sin Regning ved at bringe Tingen til saadan Yderlighed. Men den forunderlige Machine blev dreven af nogle smaa og fast usynlige Hiul. En Haand fuld af Folk, som bestod af Drømmere og Sværmere, som med Behændighed vidste at spille deres Rulle, tilveyebragte det første Sørge-Spill, og de Roman-Ca|203tholske, som neppe udgiorde den tusinde Deel af Nationen, foraarsagede den sidste Catastrophe. Man seer heraf, at de vildfare, som af disse Hendelser giøre Characteer paa det Engelske Folkes Naturell og Egenskab. Jeg forbliver &c.
 
 
 
xxx
xxx