Tilbake til søkeresultater
Tekststatus:
Kommentering pågår

   

   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
Ep. 283
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   


previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistola CCLXXXIII.
Til * *Til * *]Til * *] Til A Til * *] Til A
Du forlanger af mig at vide det beqvemmeste Danske Ord, hvormed en *petit Maitre kand betegnes. Jeg haver længe forgiæves grundet derpaa: Jeg haver ogsaa raadført mig med andre, som ere kyndige i det Danske Sprog; men ingen haver kundet hitte paa et Ord, som haver fornøjet mig. Nogle meene, at paa en petit Maitre best kunde passe sig det Danske Ord Spradebasse. Men saadant Ord befatter ikkun en liden Deel af de mange Qvaliteter, som en petit Maitre besidder. Vor tilfælles Ven Theodorus meener, at en petit Maitre allerbeqvemmest paa Dansk kunde kaldes en tobeenet *Oldenborer, saasom fast ingen Dyr, sværme, støje og *incommodere meere end saadanne Insecter. Men det Ord er ligesaa ufuldkommet som det forrige, ja end meere, ikke at tale om en Oldenborer støjer og incommoderer *ikkun om Sommeren, da en petit Maitre derimod snurrer og incommoderer det heele Aar igiennem, og er meest forstyrret om Vinteren, naar de fleeste Opvartninger skee udi store Herrers Forstuer, og naar *Spectacler eller Skue-Spill forestilles, hvorved Lejlighed gives at lade deres Qvaliteter rett fremskinne. Paa de første Steder ved deres ædle *Fripostighed, *alamodiske Klæde-Dragt, afpassede Skrit og andet, |422hvorved de stræbe at vise sig at være en *Qvint Essence af et Lands Indbyggere, og at have udrøddet alt, hvad som haver mindste Overeensstemmelse med det, som er gemeent og borgerligt: Paa de andre Steder ved at *decidere paa Skue-Pladserne udi alt hvad, som de høre og ikke høre, og som *beskikkede Censores med en souveraine Myndighed at fordømme hvad som andre bifalde, og igien at bifalde hvad som andre finde ingen Behag udi. Disse og adskillige andre Egenskaber, hvorved en petit Maitre distingveres fra andre Mennesker, foraarsage, at det er vanskeligt at finde et beqvemt Ord udi vort Sprog, og var det at ønske, at det var ligesaa vanskeligt at finde Personerne selv. Men paa deslige Creature haves et temmeligt Forraad, og er det venteligt, at denne Æt aldrig vil formindskes, saalænge som frie *Fart er imellem andre Stæder og Paris, hvorfra aarligen komme Recruter. Thi Paris er det rette Stæd, hvor saadanne Producter egentligen voxe, og hvorhen andre Landes Ungdom rejser for at udcopiere Originalerene, hvorudi de forunderligen succedere. Ordet Petit Maitre er ellers ikke gammelt: Man meener, at det kom i Brug udi *Hertug Mazarins Tiid, som var en Søn af *Marechal de la Meiellerage, som fik *Bestalling paa at være *Grand-Maitre de l’ Artiglerie. Thi man mærker, at man gav Navn af Petits Maitres til unge Hoffmænd, som vare udi Alder med samme Hertug eller Grand-Maitre, og som efterabede ham i Opførsel. Siden er dette Navn givet til alle dem, som have *distingveret sig ved fornemme |423sen, og – – som have paastaaet at være Dommere udi sindrige Skrifter, sær Skue-Spill, hvorudi de forkaste alt hvad som ikke er efter deres alamodiske Smag: Derefter have, saavel Skribentere, som *Acteurs været tvungne at rette sig, og er det Aarsag, at de Parisiske Skue-Pladse ere bragte udi den slette Tilstand, som de nu findes at være udi. Thi disse petits Maitres giøre sig en Ære af, at fordømme de beste Stykker alleene, efterdi gamle fornuftige Folk derudi finde Smag, endskiønt ingen er *ubeqvemmere at dømme om Skue-Spill end de, som, medens *Actionerne vare, have meere deres Øjen og Attention henvendte til Fruentimmer-Logerne end til Skue-Pladsen. Navnet var i Førstningen alleene indskrænket til unge *Ædelmænd, men nu gives det ogsaa til alamodiske Borger-Sønner, hvilke man udi Frankrige kalder les petitspetits]petits] pietis A; petits Bruun, petis SS petits] pietis A; petits Bruun, petis SS maitres des Tuilleries, og som man hos os kand kalde *Kræmmer-Junkere. Det er ikke at beskrive, hvor *net vore Junkere have udcopieret de Parisiske, hvorvel det er troeligt, at det haver kostet mange stor Umage: Thi Naturen coopererer ikke saa stærkt hos andre Nationer, som hos de Franske, hvorudover een Autor siger, at en Fransk ung Person kand i Hast uden Møje blive en petit Maitre, og at enhver anden kand ikke blive det, endskiønt han vil. *Beloc haver giort en Satire over Petits Maitres, og man kand sige, at intet kand give rigere *Materie til Skiemt: Thi man seer udi dem ikke alleene en Samling af alle slags Daarligheder, men man seer dem ogsaa at bryste sig af Vanskabninger, som af |424Zirater og Prydelser. De belee og foragte alle andre, og af alle andre igien belees og foragtes; naar andre have været udi Selskab med petits Maitres, vide hine nok at fortælle om disses *Daarlighed, og disse igien om hines *Impolitesse: Thi en petit Maitre er dannet til at criticere og at criticeres, at giøre Satirer, og at give Materie dertil. Den er, som en Fransk Poët siger: Animal Critiqvant, Critiqvé, Critiqvable. En petit Maitre er narrisk, og vil synes end naragtigere end han virkeligen er; hans Manerer ere en Samling af Politesse og Grovheder. Han taler meget og tænker fast intet. *Paleprat siger, at en petit Maitre er et Creature, som ikke gaaer frem efter en ret Linie, thi det er gemeent og borgerligt. Ligesom *Carthusian-Munke tale aldrig, saa taler en petit Maitre stedse, men siger intet: Med mindre man vil kalde Tale den Lyd som høres om hans Peruque, Tabacs-Daase, Spanskrør, Handsker og Complimenter, hvoraf man lærer intet meere end af det Bulder, som hans *Carosse giør paa Gaden. Saadanne og andre Beskrivelser giøres over Petits Maitres af fornuftige Franske Skribentere. Jeg haver sagt, at Ordet er ikke gammelt: Men deraf følger ikke, at Folket *jo kand være ældre, skiønt betegned med andre Navne. Kejser Nero havde ved sit Hoff et slags petits Maitres, som beloe Senecam, som en Pedant. Det er troeligt, at Seneca paa sin Side ikke mindre haver beleet dem igien. Naar du alt dette sammenlægger, seer du hvor vanskeligt det er at finde et beqvemt Ord, hvorved slige Personer kand betegnes. Til Slutning maa jeg antegne det, at |425petits Maitres ere ikke lige dannede udi alle Land: Vore Nordiske petits Maitre have udcopieret de Parisiske, saa at der er ingen anden Forskiæl mellem dem, uden den, som kand være mellem Originaler og Copier. Udi andre Lande derimod findes stor Forskiæl mellem de samme. En nye Autor haver viset hvormeget de Franske *differere fra de Engelske petits Maitres. En Fransk petits Maitres Kiendemerke, siger han, er afpassed Klæde-Dragt, en pyntet Tale, liden *Geist, megen Snak, og en Hierne udtømmet og blottet forfor]for] fra A; fra Bruun, for SS for] fra A; fra Bruun, for SS alt hvad som kand kaldes sund Sands. En Engelsk petit Maitre derimod distingveres ved en kort Peryk uden Pudder, ved et Tørklæde om Halsen i Steden for Halsklud, ved grov og *gemeen Tale, ved at *affectere den groveste og gemeeneste Almues Sæder og Levemaade; saa at en Fransk petit Maitre kand lignes ved en Abe, og en Engelsk ved en Biørn: Det synes i saa Maade, at begge arbejde paa at opføre sig saaledes, at man ikke skal tage dem for at være Mennesker. Saa vidt samme Autor, hvis *Afrisning kand holdes at være gandske rigtig. Jeg forbliver &c.
 
 
 
xxx
xxx