Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistola CCXCVI.
Til * *
Jeg takker for sidste Skrivelse. Du mælder derudi, at du nyeligen haver været i Selskab med en ung Cavallier, der talede hæftigen mod vore Skue-Spill, saavel Originaler, som Molieres oversatte Comœdier, som forestilles paa vor Skue-Plads, og at han dog erklærede derhos, at samme Comœdier kunde være meget gode paa de Tider, som de først ere skrevne, men at de passe sig aldeles ikke paa vor Alder, saasom Smagen er gandske bleven forandret udi Frankrige. Jeg mærker heraf, at dette Kiætterie begynder ogsaa at tage Overhaand udi Provincierne. Jeg kalder det Kiætterie, og regner det iblant et af de selsomste, og som meest kand bringe et orthodox Blod i Bevægelse, og kand jeg sige, at, saa lemfældig som jeg er mod andre Kiættere, saa ivrig er jeg mod disse vore Parisiske Catecheter og Petits Maitres. Jeg haver Medlidenhed med de første, efterdi de holde det for en Pligt at forkaste Lærdomme, som de meene at stride mod Skriften og Fornuften, men giver intet Qvarteer til de sidste, efterdi de renoncere paa deres egen Fornuft, og grunde deres Smag alleene paa Parisiske Petits Maitres Phantasier. De meene dermed at vise sig meere klarseende end andre, skiønt intet kand tiene til større Beviis paa Stupiditet: |468Thi, at rose uden at smage, at troe uden at begribe, og at tale uden at tænke, er noget som nærmer sig til Mechanismum, og som kand skille en ved Borgerskab udi alle menneskelige Societeter. Thi hvad kand tiene til større Beviis paa Stupiditet end at ville sige: det er ikke Skik meere udi Paris at sætte sin Hatt paa Hovedet udi Frost-Veyr, eller: det er ikke Mode meer at sige hvad meenes ved det Franske Hoff, derfor maa det ogsaa her afskaffes. Du vil maaskee sige, at min Orthodoxie herudi gaaer for vidt, og at jeg optændes af en Persecutions Geist, som jeg ofte haver lastet hos andre. Jeg kand med Taalmodighed høre vildfarende Meeninger, naar de belægges med Argumenter enten stærke eller svage; men at høre Folk bryste sig af daarlige Meeninger alleene, efterdi de ere udi Moden, og ligesom tilstaae, at de ville vildfare, alleene for at giøre visse andre Mennesker Selskab, erMennesker Selskab, er]Mennesker Selskab, er] Menneskers Selskaber A; Mennesker Selskab, er Bruun Mennesker Selskab, er] Menneskers Selskaber A; Mennesker Selskab, er Bruun noget, som er utaaleligt: Dog gaaer min Intollerance ikke videre end at belee deslige Mennesker. Til deres Forsvar kand vel giøres saadan Indvending: Frankrige er et polered Land, og Paris er en Stad, hvorudi galante Videnskaber meest have floreret: Det er der, hvor Skue-Spill allerførst ere satte udi ret Form, og hvor man haver seet de største Poëter, Comœdie- og Tragœdie-Skrivere. Efterdi det nu er klart og af andre Nationer tilstaaes, saa kand man jo ikke regne det vore unge Cavalliers til Last, om de søge at udcopiere hvad som de der udi deslige Ziirligheder see at være forestillet, og det efter gamle Nationers Exempel, hvilke fordum rejsede til |469Athenen, hvor de lode sig ligesom fornye, og derfra komme tilbage omstøbte i en anden Form. Men man maa herved anmærke dette, at de Parisiske Petits Maitres, saasom Theatra fornemmeligen af dem underholdes, have paa nogen Tiid spillet Mestere, og tvunget saavel Autores at skrive, som Acteurerne at agere efter deres Hoveder, og at rette dem efter deres u-rimelige Smag. Derover haver jeg selv dagligen hørt fornuftige gamle Pariser at besværge sig, og alle have ønsket at see de gamle Skue-Spill igien fornyede, og bragte i den Form igien, som de havde udi Molieres Tiid. De have alle for mig bekiendt de nu brugelige Skue-Spills Maverhed, og tilstaaet, at de nye Stykker, som nu giøres, ingen Lignelse have af Skue-Spill, saasom derudi findes hverken Historier, vel udførte Characterer, bevægelige Catastropher eller den Festivitet, som haver giort Plauti og Molieres Comœdier saa behagelige. Jeg haver sagt, at de Parisiske Petits Maitres have giort sig Mestere af de Franske Theatris, og det ved tvende Midler: Thi først, saasom de have meest Penge at udøse, saa underholdes Skue-Pladserne fornemmeligen af dem. For det andet mage de det ved deres Bulder og Piben, at et godt Stykke, som ikke er efter deres selsomme Smag, bliver forkastet, og at Acteurerne i Begyndelsen eller midt udi Actionen maa ophøre. Jeg fordømmer ikke Parisiske Rejser; thi Paris er en Stad, hvorudi man kand lære meget Godt: Men vore unge Herrer rejse ikke did hen for at omgaaes med fornuftige Mænd og Philosophis, efter den |470Romerske Ungdoms Exempel, som udi saadant Forsæt begav sig til Athenen: De rejse didhen for at conversere Stadens petits Maitres; disse ere deres Lærere og Professores, af hvis Omgiængelse de støbes udi saadan Form, at de komme gandske vanskabte til Fæderne-Landet igien; saa at man kand sige, at de rejse til samme Stad ikke for at forfremmes udi Videnskaber, men for at udcopiere Ungdommens Daarligheder, som der findes, og hvilke fornuftige Parisier selv ansee som Originaler af Daarlighed, ja som fordærvelige Insecter, der hindre og ødelegge alt hvad som er godt og sundt. Det er derfor ingen Under, at vore unge Personer, som med saadanne MaximerMaximer]Maximer] Magaziner A; Maximer Bruun Maximer] Magaziner A; Maximer Bruun komme tilbage, vrage alt hvad som de see og høre udi Fæderne-Landet, og kand man derfor let begribe, hvi de sættes i Bevægelse af saadant Skue-Spill, som Jean de France, hvorudi de see deres Daarligheder livagtigen afmalede, og hvoraf de lære, hvor ilde de have anvendt deres udenlandske Rejser. Jeg holder for, at samme Comœdie kand ikke spilles for ofte. Jeg holder ogsaa for, at Spectacler aldrig kand komme i Stand igien, med mindre den Smag, som man havde i Molieres Tiid, igien fornyes, og med mindre samme store Comœdie-SkriversComœdie-Skrivers]Comœdie-Skrivers] Comœdie Skrivers A; Comœdie-Skrivers Bruun Comœdie-Skrivers] Comœdie Skrivers A; Comœdie-Skrivers Bruun Skue-Spill blive en Plan for andre Autores. Det er saadan Plan, hvorefter jeg mig udi mine Skue-Spill haver rettet, og det er den Smag, jeg haver søgt igien at fornye, hvilket saavel udenlandske som indenlandske Folk have lagt mig til Berømmelse. Jeg haaber derfore, at min Herre ikke lader sig bevæge af vore unge |471Dansk-Franske Cavalliers Critiqver, og forandrer sin Smag derefter; thi ingen er mindre competent Dommere end Personer, som føre Pølse-Snak udi ziirlig Stiil, som tale uden at tænke, og hvilke man kand ansee som et slags Machiner og  Marionetter , hvilke heller bør tiene os til Divertissement end ansees som autentiqve Lærere. Dette Brev beder jeg dog, at min Herre ikke fremviser til nogen; thi jeg vil heller have et heelt Regiment Dragoner paa Halsen end een eeneste petit Maitre. Hvad jeg ellers herom haver skrevet, er af en Patriotisk Iver, hvilken jeg, desverre, ikke kand skille mig ved, hvor meget jeg end arbejder derpaa. Dersom jeg vidste at der paa Apotheket var nogen Recept, hvormed saadan Iver enten kunde forkølnes eller fordrives, skulde jeg tilkiøbe mig den, hvor dyrt den end kom til at staae. Jeg forbliver &c.
 
 
 
xxx
xxx