Tilbake til søkeresultater
Tekststatus:
Kommentering pågår

2 forekomster av galimathias
[Fjern søkemarkeringer]

  

  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 
Ep. 310
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  


previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistola CCCX.
Til * *
Jeg gav udi min sidste Skrivelse min Meening tilkiende om de Domme, som adskillige Christne have fældet over de gamle Philosophers øvede Dyder, hvilke de have anseet som Laster, efterdi de flyde af Forfængeligheds Kilder, saa at om ikke Belønning saa dog Begiærlighed til Roes haver været Tønder til deres Heroiske Gierninger. Jeg haver viset, at saadan Critiqve kand tilbage drives paa dem selv; thi, hvis enhver vil ikkun nøje raadføre sig med sig selv, om han alleene øver Dyder alleene fordi de ere Dyder, og uden ringeste Henseende hverken til Belønning eller til Roes stræber at tvinge alle sine Lyster og Tilbøjeligheder, og bestandigen fører Kriig med sin egen Natur, saa vil han finde, at Dommen er ilde grundet, ja at det Mundheld: Nemlig, man maa elske Dyd alleene efterdi det er Dyd, er en puur  Galimathias next hit, som maa regnes iblandt de prægtige og intet betydende Talemaader, som Stoici fordum have betient sig af, og mange Christne Lærere endnu bruge, men ikke practicere det selv; thi, at øve Dyd uden saadan Henseende, er gandske uforstaaeligt; ja man kand derom sige ligesom om lærdom, nemlig, at all Videnskab er intet, hvis en anden ikke veed, at du besidder den (scire tuum, |34nihil est, nisi te scire hoc sciat alter). Man kand ikke begribe Verdens Skabning og GUds store Gierninger selv, med mindre man tillegger GUD et vist Henseende, nemlig sin Herligheds Manifestation, Forskiellen alleene er, at, saasom GUD er det allerhelligste Væsen, saa flyder saadant Sigte af reenere og helligere Kilder end skrøbelige Menneskers. Vi maa ej saaledes konstle paa Morale, at vi i Steden for at opbygge dermed, giøre det latterligt. Det synes, at GUD selv igiendriver saadan Lærdom, og viser dens Ugrund, naar han for Dyder og gode Gierninger setter saavel timelige som evige Belønninger, naar han siger: Hædre dine Forældre, at det maa gaae dig længe vel paa Jorden; naar han siger: Lad dit Lys skinne for Mennesker, og naar han byder os ved Dyders Øvelse at opmuntre andre dertil. Saasom nu dette ikke kand skee, uden at man tilligemed erhverver sig Roes og Berømmelse, og det eene er en naturlig Følge af det andet, saa sees deraf, at ovenanførte Lærdom er ugrundet og uforstaaelig. Jeg forbliver &c.
 
 
 
xxx
xxx