Tilbake til søkeresultater
Tekststatus:
Kommentarer er under udarbejdelse (s. 1-10 og s. 143-168 er færdigkommenteret)

no previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
|1
Ludvig Holbergs
Tredje Brev
Til En Højvelbaaren
Herre

Da De til stadighed har berømmet *mine sysler og mit slid, understøttet og opmuntret mig, synes De med rette at være blevet fortørnet paa mig, fordi jeg har paataget mig den besværlige *stilling som kvæstor ved vort universitet uden at have raadspurgt Dem, hvis mening og henstillinger jeg plejer at lade mig lede af. Denne forvandling, der fra filosof har gjort mig til kvæstor, forekommer Dem ligesaa pudsig som den tidligere, der *gjorde mig fra korporal til filosof. De formoder, *at jeg vil sende Minerva min afskedsbegæring, da jeg har stillet min hele arbejdskraft til raadighed for Merkur. |2Det har De ogsaa haft grund til at formode, thi
*hvor faar digtning vel plads, hvis man ikke ofrer den alting?
Jeg betragtede ogsaa mig selv som desertør fra muserne, da jeg var ganske klar over, *at menneskene kun sjældent kan paatage sig saa forskellige og modsatte opgaver. Da jeg efter denne forvandling saa, at jeg – optaget af nye opgaver – ikke kunde faa tid til mine tidligere sysler, *prøvede jeg at ægge andre til at skrive digte ved at udsætte smaa belønninger. Med dette paafund haabede jeg at formilde dem, der ikke betænkte sig paa i musernes navn at anklage mig for desertation. Jeg troede dog, at man ikke kunde bebrejde mig, at jeg efter næsten 40 aars vedvarende anstrengelser omsider *krævede min afsked og ønskede *at trække mig tilbage. Naar man har gjort tjeneste saa mange aar, plejer man dog lovligt og uden at blive beskyldt for magelighed at *faa sin afsked. Idet jeg nu lagde dette slør over min nye livsførelse *og satte alle ikke praktiske sysler tilside, hang jeg i nogle maaneder udelukkende over regnskabsbøgerne. *Med vold kan naturen slaas ud; men den vender dog atter tilbage: min gamle lyst til studierne, der en tid lang blev trængt tilbage, |3kunde ikke undertrykkes. Gnisterne blev liggende gemt under asken og fik snart ilden til igen at flamme op. *Kort og godt: *jeg blev igen mig selv, ja, man kunde ligefrem tale om en sygdom i sindet, da digteren jo siger:
*umættelig sygelig lyst til at skrive
sidder i hjertet uhjælpelig fast.
Det er jo ligesaa svært helt at slukke denne brand, som det er at befri dem fra deres last, der engang har givet sig brændevinen i vold. Merkur og Minerva deler mig altsaa imellem sig. Ham dyrker jeg for at gøre min pligt, hende for at stille mig selv tilfreds. Siden mine bøger sælges godt og anses for nyttige, og da jeg paa en maade synes at fremme begge guders tarv, formoder jeg, at de begge er mig naadige. Desuden er jeg aldrig mere glødende optaget af mine studier end i december og juni, da forretninger, *regnskaber, brevskrivning og *det stadige spektakel i retten drager mine tanker bort fra mit eget, men samtidig ægger mig til at gaa videre med mine studier. *Ligesom opdæmmede vandmasser bruser saa meget voldsommere, naar sluserne aabnes, saaledes virker beskæftigelse med noget ganske modsat paa en og samme tid hæmmende og opmuntrende paa sysler som mine. |4Sandheden heraf viser de arbejder, jeg har forfattet i min kvæstortid, og som jeg i dette brev skal give en oversigt over.
*I mit foregaaende brev stillede jeg en Kirkehistorie paa dansk i udsigt. Dette arbejde, som jeg af lige anførte grunde en tid lang havde ladet ligge, tog jeg nu omsider op igen, og efter at have lagt sidste haand paa det, udgav jeg det under titlen: *Almindelig Kirke-Historie fra Christendommens første Begyndelse til Lutheri Reformation, i to bind i kvart. Paa eet aar blev samtlige eksemplarer udsolgt, og kort efter udkom der en ny udgave paa boghandler Jacob Preuss’ forlag. De kunde maaske undre Dem over denne fremgang i betragtning af, at emnet er saa kendt og saa ofte behandlet. Vi har jo allerede længe døjet under massen af universalhistorier, og de sagkyndige gaber ved det blotte navn. Der er dog forskellige forhold, som begunstigede denne bog. For det første: den anses for at være upartisk. Kirkefædrene kritiseres ofte, kætterne berømmes undertiden, og selv paverne i Rom faar deres fortjente anerkendelse. For det andet: da den verdslige historie |5stadig ses i sammenhæng med den hellige historie, sættes begivenhederne i forbindelse med hinanden. Afslutningen paa fortællingen om eet forhold er udgangspunkt for den følgende, og de virkelige grunde til kætterier, uroligheder og forfølgelser afdækkes modsat de aarbøger, som beretter begivenhederne mellem hinanden uden angivelse af deres aarsager og i stedet for en historisk fremstilling fremlægger simple lister over kætterier. For det tredje: jeg har lagt særlig vægt paa udredningen af de kirkelige samfunds oprindelse. Til hvert aarhundredes historie knyttes en oversigt over kirkens og videnskabens stilling. Dette og andet mere har gjort det i sig selv kendte emne værd at læse og ligesom fornyet det. Dette er dog ikke min egen bedømmelse, men jeg henviser til andres. *Arbejdets fremgang viser, at de, der maatte oversætte dette historiske værk, ikke vil spilde deres slid og slæb. Selv med det mest kendte og ofte *opkogte stof kan en historiker gøre sig læseværdig, og det er bekendt, med hvor stort held *Pufendorf, Bossuet og andre har forfattet historiske sammendrag. Det maadehold, jeg hele tiden har fastholdt ved at gaa mellemvejen mellem *Gotfried Arnold og visse altfor rigoristiske lutheranere, har ikke smagt alle. Det er de forfatteres skæbne, |6der – uden at være bundet af partihensyn – alene søger den historiske sandhed.
Da jeg havde afsluttet dette anstrengende arbejde og jeg paa grund af min legemlige skrøbelighed ikke mente at kunne paatage mig flere, *besluttede jeg ved udsættelse af belønninger at prøve den læsende ungdoms kræfter, og paa bestemte tider af aaret at forelægge dem visse moralske emner, der skulde behandles paa vers. Dette paafund syntes de fleste godt om, skønt der dog ogsaa var dem, der – paa grund af ideens nyhed – mente, at det var noget, som kun et ørkesløst menneske havde kunnet finde paa. Udbyttet af dette foretagende var fem prøver, der blev trykt og nu *er i alles hænder. *Tilskyndet af mit eksempel stillede ogsaa andre yndere af litteraturen andre opgaver under samme betingelser. Følgen af disse opmuntringer var, at nye og hidtil ukendte digtere, som ikke var klare over deres egne evner, fremtraadte for at vinde en belønning. Nu er dog denne øvelsesplads lukket. I begyndelsen er interessen for det meste levende, men gløden plejer lidt efter lidt at slukkes. Hvis saadanne øvelser skulde blive genoptaget, anser jeg det derfor for nødvendigt, at udsende nye opfordringer med nye vilkaar, saa at ikke alene unge mennesker, men ogsaa modne mænd kan tilskyndes til at indsende prøver.
|7Under disse væddekampe gik jeg dog ikke selv ledig. *Jeg søgte – i kappestrid med Plutarch – at skrive sammenlignende levnedsbeskrivelser af berømte mænd. Foran skildringen af hver to berømtheder staar der smaa afhandlinger om visse dyder eller lyder, hvortil de paagældendes egne handlinger *har givet stoffet. Derpaa følger deres historie og tilsidst kommer der en sammenligning mellem dem efter Plutarchs mønster. Heltene er for største delen asiater og indianere, hvis bedrifter er ukendte. Jeg skal ikke komme nærmere ind paa dette værk, da det er *oversat til tysk og saaledes ogsaa kendt i udlandet. Andre maa skønne om, hvorvidt jeg nogenlunde har naaet den forfatter, jeg i dette arbejde har til forbillede. Selv mener jeg, at det – under hensyntagen til hans dømmekraft, materialets rigdom, det græske sprogs glans og skrivefriheden – er ubesindigt at sammenligne ham og mig. Skrivefriheden i sig selv bevirker, at vor tids historikere og forfattere af biografier er de gamle underlegne, *nu da lejeskribenter og snyltere overdriver alt som med et pust fra en pestbefængt stjerne og fordærver læsernes dom ved deres evige smigren, saa at de historiske værker, der skrives efter den sanddru oldtids forbillede, |8nu til dags anses for satirer eller smædeskrifter. *Journalerne i Hamborg og Leipzig viser, hvor gunstigt dette lille arbejde blev modtaget af nabofolkene. Det er mig en glæde at have fortjent denne anerkendelse fra oprigtige mænd og kyndige dommere, især da jeg end ikke kendte dem af navn.
Under arbejdet paa dette værk udgav jeg en kortfattet *Beskrivelse af Bergen i Norge, hvor skæbnen lod mig fødes. Man fandt værket ligesaa morsomt som nyttigt, da denne by i sin tid har været plaget af *forskellige indre stridigheder, der gentagne gange har fremkaldt borgerkrige og derfor giver historieskrivningen rigt stof.
Af disse mine seneste arbejder fremgaar det, *at jeg nu havde ladet digtning og skæmtende skrifter fare og udelukkende vendt mig mod opgaver, der synes bedre at passe sig for en gammel mand. Saaledes mente jeg at det svarede bedst til min alder og *vore alvorlige tider. *Af den aarsag prøvede jeg helt at undertrykke min bekendte Underjordiske Rejse, der nu læses paa mange sprog, men som er skrevet for adskillige aar siden. Selvom mine venner fandt denne roman ligesaa uskyldig som fornøjelig og uafladelig opfordrede mig til at udgive den, |9lod jeg mig dog ikke rokke, og min modstand kunde – trods alle opfordringer – ikke overvindes. Da det omsider kom en forlægger for øre, at jeg havde et manuskript liggende, hvoraf en udgiver kunde faa en sikker vinding, meldte han sig som køber og vedblev at trænge ind paa mig med talrige bønner, indtil han omsider fik mig det fravristet. *Salget skete dog kun paa den betingelse, at han skulle lade værket censurere før udgivelsen, og at han skulde hemmeligholde forfatterens navn. Selvom bogen jo kun indeholder uskyldig spøg og et helt moralsk system – dog krydret med vid, som arbejdets natur kræver det – ønskede jeg dog ikke, da jeg nu engang havde vendt mig mod lutter vægtige og alvorlige emner at udsætte mig for kritik fra visse *strenge dommere, der væmmes ved alt det, der er fornøjeligt og smukt, dadler det og anser det for uværdigt for en kristen. Jeg var bange for, at man skulde mene, at jeg i disse alvorlige tider, nu da jeg var ved at komme op i aarene, var blevet kaad og var begyndt at gaa i barndom. Jeg var bange for de dumme og taabelige udlægninger, som moralske fortællinger og sindrige spøgefuldheder ofte |10bliver udsat for, naar de forekommer en aller anden generende og ubehagelige, især da jeg var i fremrykket alder og stadig syg. Det gik da ogsaa omtrent som jeg havde ventet. Det første og eneste eksemplar, der kom hertil fra Tyskland, *satte hele byen paa den anden ende. Vidt og bredt hørte man folk snakke og komme med vrangvillige udtydninger, især dog fra dem, der ikke havde læst bogen. Indholdet blev forfalsket med talløse forklaringer og tilføjelser, og hele historien blev i den grad lavet om, at jeg troede, det var et nyt værk og en anden forfatter. Saa oprørte var man, indtil bogen kom i hænderne paa kloge og nøgterne bedømmere; da lagde uvejret sig lidt efter lidt, og flertallet kom igen til deres sunde fornuft. Jeg siger flertallet; der findes nemlig en bestemt slags mennesker, der aner hemmeligheder i de allertydeligste sager og leder efter nøgler. Disse konsekvente nøglesøgere er *de farligste insekter i den litterære verden. *De gør sig unødige bekymringer og tilskriver forfatterne deres egne drømmerier. For dog paa en maade at stille dette dybsindige folkefærd tilfreds, udleverer jeg her værkets nøgler ærligt og redeligt.
|11Hjemme i Norge finder man en del mennesker af begge køn, der taler dristigt om deres samkvem med trolde og underjordiske, og som aflægger deres saligheds ed paa, at de underjordiske har bortført dem til høje og bjerghuler. Disse taabelige mennesker, der har givet min roman stof og indhold, bliver gjort til latter i dens helt: Niels Klim. De personer, der optræder rundt om i bogen, er saa mange og saa forskellige, at de udgør en hel haandbog i menneskekundskab. Derfor kan der gives ligesaa mange nøgler, som der er sider i bogen. Jeg vedgaar, at den kan kaldes en satire takket være den bidende stil, hvormed lasterne skildres. Da mine vaaben rettes mod hele mennneskeslægten, er det imidlertid en satire, der passer for en filosof. Muligvis vil andre finde stilen altfor tilbageholdende, frygtsom og kraftesløs, skønt den art værkers natur kræver, at den skal være spids og samtidig stikke og more. Man maa dog passe omhyggeligt paa, at forfatterne holder sig indenfor de rette grænser og ikke angriber enkeltpersoner, men hele menneskeslægten. Hvis de retter sig efter denne regel, satiriserer de ikke, men belærer, saarer ikke, men helbreder. Jo rummeligere en satire er, |12jo mindre fortjener den navn af satire. Det er mere undskyldeligt at revse hele menneskeslægten end et enkelt folkeslag, mere undskyldeligt at revse hele folket end een familie; endelig er den satire mindre bitter, der spotter en hel familie, end den, der siger:
Rufinus dufter af mundvand, Gorgonius stinker af stalden.
Min Underjordiske Rejse regnes med rette, til de spøgefulde filosofiske værker, som altid har været betragtet som tilladte, fordi dens personskildring kan tilpasses paa ethvert folkeslag. Der behøves altsaa ingen nøgle, hvor porten staar aaben, og ingen opløsning, hvor der ingen knude er. Ikke desmindre skal jeg til glæde for nøglesøgerne forklare indholdet ved at vise, hvad det er, der i denne fortælling morer, stikker og belærer. Skønt hele fortællingen blot er et udgangspunkt for moralske forskrifter og overvejelser, er den dog lutter morskab. Som jeg lige har nævnt, stammer indholdet fra visse taabelige landsmænds snak om deres samkvem med de underjordiske. Det hedder sig, at fortællingens helt er styrtet ned til en underjordisk verden. Dette paafund er prisværdigt paa grund af dets nyhed. Hans |13forbløffende og omvekslende skæbne interesserer og morer læseren. Der optræder mærkelige skabninger af en saadan beskaffenhed, at ingen – det er alle enige om – har tænkt sig dem: talende træer og fornuftbegavede musikinstrumenter. Fortællingens slutning gør et dybt indtryk paa læseren, da grundlæggeren af et monarki paa en halv time forvandles til en fattig baccalaureus philosophiæ. Der er derfor nogle mennesker, der læser bogen om igen udelukkende for fornøjelsens skyld og for at faa tiden til at gaa. Det er altsammen løjer, men dog ikke rene løjer, da de lokker dem til at læse, som væmmes ved altfor strikse formaninger; ligesom Trimalchio har ladet sætte et ur paa sin gravsten, for at enhver, der vilde vide klokkeslettet, med eller mod sin vilje maatte læse hans navn, saaledes krydrer man alvor med spøg til glæde for dem, der kun interesserer sig for de rene løjer. Hvis fiskeren ikke sætter den madding paa krogen, han veed de smaa fisk bider paa, faar han lov til at sidde paa sit skær uden haab om fangst. Paa samme maade har navnkundige filosoffer mange gange fundet paa vittige og festlige historier for at indskærpe de moralske forskrifter, som det derved bliver tillokkende at lytte til. |14Hvad angaar morallæren, der er bogens hovedemne, er de personer, der optræder rundt i den, for største delen tilsyneladende naturstridige; dyder og lyder er af den art, at vi ofte lader os narre af deres ydre og favner Juno i stedet for skyen. Størst vægt er der lagt paa skildringen af deres karakter, hvis ildhu lover alt, og som hurtigt faar fat paa en sag, men ikke ser til bunds i den. Den slags mennesker plejer vi at hæve til skyerne; men det potuanske folk sammenligner dem med ørkesløse spadserende, da de med al deres emsighed intet udretter. Men kloge mennesker, som vurderer deres egne kræfter og opgavernes vanskelighed og følgelig er langsomme og ængstelige og gaar frem med skildpaddeskridt, dem plejer vi at kalde dorske og dumme. Af begge disse karakterer gives der et billede ved skildringen af potuanerne og martianerne. Vor Klim bliver derfor anset for en klods, der ikke duer til noget, det ene sted, som følge af hans hurtige, det andet sted som følge af hans langsomme fatteevne. De øvrige træk er af samme beskaffenhed. Alt hvad der møder vor Klim, som vurderer dyder og lyder ud fra vor almindelige opfattelse, er tilsyneladende naturstridigt, og |15hvad han ved første øjekast misbilliger, det beundrer, priser og berømmer han efter alvorlig overvejelse. Hensigten med næsten hele værket er følgelig at udrydde almindelige vildfarelser og at sondre omhyggeligt mellem dyders og lyders ydre skin og de virkelige dyder og lyder. De fleste moralister skriger sig næsten hæse i deres kamp mod griskhed, vellyst, ødselhed og andre af den slags laster, men det er kun at koge gamle sandheder op for hundrede gang og at gentage, hvad Gud og hvermand veed. Det er ikke andet end klingende ord, som rammer ørene, men ikke bevæger hjerterne. De rette lærere er dem, der omstyrter og kuldkaster de forkerte meninger og holder fast ved de rette, og som angriber de gængse vildfarelser og afslører de forlorne dyder. Hvis en eller anden skulde mene, at jeg skryder for meget af mig selv, maa han vide, at jeg ikke taler om værket, men blot om værkets formaal. Jeg mener, det er en filosofs pligt at belære, snarere end at raabe op eller uden vid og sans at rase mod de laster, synderne selv erkender. Dette er hensigten med min romans lærdomme; om forfatterens kunst og kunnen maa andre dømme. Det er blot umagen værd at minde om, at hvis man |16sammenligner dette lille arbejde med visse andre glimrende romaner og finder mit mat og kraftesløst, saa maa man vide, at forfatterne ikke har samme kaar allevegne. I Tyskland, Frankrig og navnlig i England staar det enhver frit at komme frem med alt, hvad der falder ham ind. Hvor man ikke lænkebinder fremragende begavelser er det lettere at lægge dømmekraft og evner for dagen end her i vort Norden, hvor vi lider under den strengeste censur, hvoraf følgen bliver, at forfatterens arbejdskraft lammes og hans vaaben sløves. Selvom der i vore lande skulde opstaa digtere og filosoffer, der kunde maale sig med englænderne, vilde de dog neppe modnes. Den løber, der stræber mod maalet gennem torne og ad ubanede og farlige veje, naar det senere end den, der løber hurtigt ad jævne og fremkommelige veje; men det bør lægges ikke fødderne, men vejene til last. Ingen synger smukt under lærerens ferle. Man maa være fri for frygt, bekymring og uro, hvis man skal bruge sine kræfter:
... mæt er Horats, naar han raser bacchantisk.
Herhjemme er det digternes største besvær at lægge baand paa deres fyrighed, for at ikke mistroiske og stive censorer skal skaffe dem bryderier paa halsen. |17Jeg erklærer højt og helligt, at jeg under mit arbejde paa denne rejseskildring har slettet talløse vittige bemærkninger, talløse smukke vendinger for ikke at støde an og faa udseende af at sigte til bestemte personer. Trods denne forsigtighed har jeg ikke kunnet undgaa ubillig kritik. Behandlingen af mine tidligere spøgefulde skrifter har givet mig en tilstrækkelig klar forstaaelse af visse landsmænds tankegang, og jeg bestemte mig derfor til at overlade møl og maddiker mit aandsfoster. Hvorom alting er: ingen lovtaler, ingen opmuntringer skal overtale mig til at vise mig mere paa denne kampplads eller til endnu engang at sejle i disse farvande. Den slags beskæftigelse vil jeg overlade andre, hvis skuldre er stærkere end mine, og den plet, mit tidligere virke har sat paa mig, vil jeg hellere vaske af ved agtværdig tilbagetrukkenhed og ved intet at foretage mig. Jeg har først og fremmest passet paa ikke at give præsteskabet mindste lejlighed til at gribe til vaaben imod mig; med det folkefærd holder jeg fred, belært af erfaring, at
intet er som de himmelskes vrede at frygte.
Der er bestemt ingen, der nødigere hører deres fejl opregnede end de, der offentligt tordner mod andres fejl, og ingen forfølger andre mere bittert end de, som til enhver tid har skraalet op imod forfølgelser. Nogle mig ildesindede skraalhalse rustede sig straks imod mig. |18Som gale styrtede de byen rundt og udstrøede deres taabelige og urimelige fortolkninger dør for dør. Men da de mærkede, at kun faa fæstede tiltro til dem, og da de forstod, at man let kunde faa ligesaa mange satirer ud af deres udtalelser, hvis en eller anden vilde udlægge dem paa en ubillig maade, tav de omsider stille, enten fordi de blev trætte af at løbe omkring, eller fordi de blev forskrækket over disse advarsler. Det er ogsaa den almindelige mening, at de stod bag den urimelige og forvrængede kritik, der fremkom i Göttingen. Det kan jeg dog ikke paastaa med sikkerhed, og jeg har ikke anset det for umagen værd omhyggeligt at opspore de virkelige ophavsmænd. Der var ogsaa nogle mennesker, der ansporede mig til at tilbagevise deres tarvelige bagvaskelser; jeg mener dog ikke, at man skal fægte med slette mennesker med skældsord, fordi man kun opnaar at blive deres ligemand og staldbroder ved at bruge samme og lignende ord som de. Jeg ønsker mig tillykke med, at jeg har faaet bugt med mine følelser. Jeg siger blot, at det lader til at være ude med den lærde stand, naar folk af den støbning ikke alene skriver bøger, men ogsaa spiller kritikere. Bedømmelsen hos andre folkeslag viser, hvor gunstigt mit lille arbejde blev modtaget der. Da bogen kort efter blev læst paa fem sprog, viser dens fremgang, |19at den nød samme yndest der, som den havde vundet i sit hjemland. Kritikken i visse andre journaler var mig heller ikke ubehagelig. Kritikerne fandt, at fablen i romanen var et fint og sindrigt paafund, men mente, at jeg havde forset mig mod sandsynligheden. Da de finder, at disse pletter maa tilgives forfatteren, kræver retsindighedens lov, at jeg tilgiver dem denne dom med samme venlighed. Blot vil jeg med de højlærde herrers tilladelse sige, at andre anser disse pletter for ligesaa mange finesser. Det er nemlig et af romanens formaal at latterliggøre visse forfattere, der i deres beskrivelser af fjerne egne har bundet os saa mange uhyrligheder paa ærmet. De to fortaler til min rejsebog røber dette formaal. Endvidere: naar vi forestiller os en anden verden, bør vi ikke anse noget for utroligt. Den der er født paa Serifus, siger Cicero, og aldrig har forladt denne ø, hvor han kun har set søde smaa harer og ræve, vilde ikke tro, at der i den virkelige verden er løver og pantere til; hvis man fortalte ham om elefanten, vilde han ovenikøbet tro, at man gjorde nar af ham. Hvis en eller anden tilfældigvis skulde blive bortført til Saturn, Juppiter, maanen eller en anden planet |20og vilde beskrive vor verden, vilde kritikerne paa disse planeter uden tvivl fælde samme dom. De vilde sige, at forfatteren uden hensyn til sandsynligheden havde opdigtet nogle uhyrer, der ikke fandtes i naturen. De vilde ved synet af en menneskelig skikkelse maabe og sige den ene gang efter den anden:
Se, hvor sær en person, hvor værdig en kunstmalers tavle!
Der er nogle mennesker, der i mit lille værk finder en vis frodig indbildningskraft og visse fornuftige formaninger, men som stempler visse spøgefuldheder som mindre passende for en gammel mand og en filosof; men lad dem, der ikke veed, at de mest indsigtsfulde, mest uangribelige, mest alvorlige forfattere gang paa gang har skrevet om den slags ting, lad dem undre sig over, at forfatteren spøger paa den maade. Jeg stoler dog paa, at man uden besvær kan faa dem, der veed, hvilke og hvor store forfatteres eksempel jeg følger, til at indrømme, at jeg kun fejler i selskab med andre, hvis spøgefulde værker man fortjener ros for at kappes med. Der er to maader at spøge paa: den ene er grovkornet, nærgaaende, skamløs, uanstændig, den anden er fin, høflig, sindrig, vittig, af den art, sokratikernes bøger rummer saa mange eksempler paa. Der findes ogsaa mange vittige udtalelser af mange forskellige mænd, som f. eks. den samling, Cato har udarbejdet og som kaldes ἀποφθέγματα. |21Cicero siger derfor: selv i spøg ser man gnist af det fornemme sind.
Disse kritikere er dog ret maadeholdne, og da man ikke kan diskutere smagen, harmes jeg af den grund ikke paa nogen af dem. Jeg indrømmer endogsaa, at man ikke bør lade haant om advarsler fra dem, der veed, hvor svært det er at bryde sig helskindet vej gennem dette tjørnekrat, og som derfor har fraraadet en gammel skrøbelig mand at skrive den slags værker. Saadan er dog nu engang den menneskelige natur, at vi modigt og glade lader os dræbe, for at vort navn og ry kan leve udover døden, at vi modigt lader ørene skære af os, for at andre kan høre lovtaler over vort mod; thi forventningen om berømmelse ikke blot i en nærmere, men ogsaa i en fjernere fremtid og efter døden er en stor vederkvægelse, en stor trøst for den, der strider og stræber efter ære, og det gælder ikke alene ved store, men ogsaa ved lettere arbejder. Jeg betænkte mig dog selv længe paa at vove mig ud paa dette hav, der saa ofte havde truet mig med forlis; men da mine venner forsikrede mig, at man ikke burde kaste vrag paa dette arbejde, og at det ikke vilde vække uro, lod jeg mig omsider overtale. Bogens skemt og |22dens fabel var det, der mest ængstede mig. Nogle mennesker siger sandheden knurrende, andre smilende; begge parter stræber mod samme maal, omend ad forskellige veje; men det, der hos de første kaldes nidkærhed, faar hos de sidste navn af løssluppenhed. Naar de med fabler og fortællinger angriber lasterne, aner den læser,
hvis skyld faar hans sjæl til at gyse,
at det er ham, der bliver hudflettet.
Jeg har lettest ved at tilgive dem, der angriber mig med mine egne vaaben, og som plejer at argumentere saadan: Forfatteren hakker ved enhver lejlighed paa de stive moralister, og dog optræder han stadigvæk selv som moralist. Han dadler de laster, han selv er hengiven til; enten maa han holde op med at skrive eller først forbedre sig selv; enten maa han holde op med at spotte andre moralister eller selv undlade at moralisere for ikke at give det udseende af, at han vil anmasse sig eneret paa moralen. Disse mennesker svarer jeg saadan: Der er intet, der fortjener større respekt end aabent at vedgaa sine egne fejl; det er begyndelsen til at forbedre sig, og det bør man rose hos enhver filosof. Paa samme maade har ogsaa de anmeldere udtalt sig, som har bedømt mine arbejder. |23I Neue Hamburgische Berichte von gelehrten Sachen for 1732 omtales jeg med følgende ord: Die Laster, Misbräuche und übele Gewohnheiten läßet er so wenig an sich selbst als an andere ungestraft. Og paa samme maade andetsteds: Wann er seinen eigenen Character entwirft, macht er sich kein Bedencken sich selbst Zuweilen durchzunehmen.
Altsaa: den, som oprigtigt tilstaar sine egne fejl og ikke betænker sig paa at nævne sig selv med rette navn, kan man ikke dadle, naar han angriber menneskeslægtens fejl. Med henblik paa den anden indvending, har jeg i mine breve tilstrækkelig klart oplyst, hvad jeg har tilstræbt med mine værker. Jeg har slaaet fast, at hensigten med dem er, ikke at optræde som kritiker, men at give nogle prøver i den mere udsøgte litteratur, og at stræbe efter, at mit fædreland kunde have noget at pege paa overfor kritik fra dem, der i sin tid har bebrejdet os en vis mangel indenfor denne litteratur. I de litterære genrer, der kræver braad og galde, strør jeg salt; saaledes kræver jo opgavens natur og nødvendigheden. Naar det forholder sig saadan, maa man snarere spørge, hvorfor forfatteren skriver komedier, satirer og moralske fabler, end hvorfor han bruger den skarpe udtryksform. Hvis det er det, man bebrejder mig, |24vil man faa at gøre med de mere civiliserede folkeslag, med de navnkundigste filosoffer og med Sokrates selv. Men hvis man lader sig overbevise ved saa mange eksempler og derfor frygter for at fordømme denne maade at skrive paa, maa man anerkende nødvendigheden af salt og braad. En komedie uden salt, en satire uden braad er som en vogn uden hjul. Derfor: enten maa man fordømme det ene fuldstændigt eller finde sig i det andet. Dog maa forfatterne vogte sig for under skin af moralske formaninger at sværme raat og uhæmmet og for skummende af hævngerrigt raseri at angribe deres modstandere, en beskyldning, alle frikender mig for, som har læst mine skæmtende skrifter med aabne øjne. Jeg har ogsaa selv anstrengt mig for ved stadige advarsler at skræmme forfatterne fra at skrive skandskrifter og smædevers; og i fortalerne til mine skrifter har jeg ofte fordømt mig selv, fordi jeg har været lidt for voldsom ved imødegaaelse af visse folks beskyldninger, omend det er tilladt efter krigens lov og plejer at undskyldes ved nødværgeretten. I sandhed: hvis det blot drejede sig om at skrive skandskrifter og smædevers, saa erklærer jeg, at jeg vilde være den sidste blandt mine medborgere, som kunde drives dertil ved belønninger eller opfordringer; det anser jeg for uværdigt ikke blot for en filosof, men |25for ethvert anstændigt menneske. Ja: gid det var den eneste fejl, mine kritikere kunne bebrejde mig, at jeg under opdigtede navne har angrebet menneskeslægtens fejl, eller at jeg i lystige digterværker har fremsat moralske formaninger. Nej, jeg tynges under mange andre fejl, som jeg atter og atter selv har afsløret med en næsten dadelværdig aabenhed. Men dette maa være nok om min Underjordiske Rejse, der vil blive mit sidste værk af den art. Den lille bog blev snart oversat til forskellige sprog. Jeg var dog selv aarsag til, at den først saa sent blev gengivet paa dansk. De fleste danskere er jo nemlig velbevandrede i tysk, og jeg ansaa det for utilraadeligt at udsætte moralske og for største delen paradoxale forskrifter for massens bagvendte kritik. Hvad andre fatter og læser med udbytte, faar den neppe øje paa med briller. Her kan man med føje anvende følgende fabel: Da en muldvarp hørte, at menneskene brugte briller, bad den sin moder om at købe den saadan nogle øjenhylstre; men moderen svarede: Du skal ikke tragte efter noget, der strider mod din natur min datter! Menneskene har nytte af briller; men muldvarpe har ingen brug for dem.
|26Efter afslutningen af dette arbejde vendte jeg mig mod mere alvorlige opgaver. Jeg tænkte paa at skrive et historisk værk, men var længe i tvivl om, hvilken del af historien jeg skulde tage for mig. Jeg betragtede baade den almene historie og særlige omraader, og besluttede mig omsider til at skrive en fuldstændig jødefolkets historie. Grunden til, at jeg fik mest lyst til at behandle dette emne, var følgende: Blandt saa mange store mænd, der har prøvet deres kræfter paa dette folks gamle traditioner og historie, er der ingen, der har givet en sammenhængende skildring af dette folks historie fra den første begyndelse ned til vore dage. Josephus begynder med verdens skabelse og gaar videre til templets ødelæggelse. Blandt vore dages forfattere er de mest kendte Prideaux og Basnage. Den første har kun skildret det afsnit af historien, der strækker sig fra begyndelsen af det babylonske fangenskab til Kristi tid. Den sidste begynder, hvor den første slutter. Derfor maa de, der studerer den jødiske historie, benytte alle tre forfattere, hvis de vil kende folkets historie fra først til sidst. Til bedste for dem fremstillede jeg i eet bind folkets vigtigste hændelser, levevis, love og hvad der var værd at bemærke sig hos de nævnte forfattere. |27Medens jeg var beskæftiget med dette arbejde, udkom der en fransk bog med titlen Histoire du Peuple de Dieu i ti bind i kvart. Jeg troede, at mit slid og slæb var spildt, da jeg formodede, at det drejede sig om en fuldstændig jødefolkets historie. Min ængstelse forsvandt dog, da jeg fik bogen i hænde. Den behandlede kun Det gamle Testamentes historie, hvis man overhovedet kan bruge ordet historie om den paa grund af den udenomssnak og de opdigtede taler, den er fuld af, og som har ladet den svulme op til den størrelse. Ufordøjede tankestumper foredrages med honningsøde, rullende ord. Man skulde have troet, at Adam, Noah og de andre patriarker havde levet i Paris eller Versailles i vore dage. Saa vel friserede er deres ord og saa kunstlede deres taler, for ikke at tale om andre forlorenheder, som denne bog er fyldt med, og som læserne faar kvalme af.
For at vende tilbage til emnet, saa indrømmer jeg, at størstedelen har jeg disse tre forfattere at takke for. I skildringen af patriarkernes levned har jeg laant meget fra *den glimrende historie, der er forfattet af et engelsk selskab. Da jeg kun havde de første to bind, og da andet bind kun |28naar til Sauls tid, har jeg som mine eneste førere i det følgende benyttet Det gamle Testamentes hellige bøger tilligemed Josephus indtil det israelitiske riges undergang, hvor Prideaux begynder; men selvom jeg til kongernes historie har savnet andre hjælpemidler, anser man dog ikke dette afsnit af mit værk for trægt og tørt sammenlignet med andre afsnit.
Bortset fra de nævnte forfattere har jeg raadspurgt de mest kendte skribenter, der er bedst hjemme i oldtidsforhold: Philo, Cunæus, Lightfoot, Vitringa, Richard Simon, Spencer, Reland, Selden, Salomon Ben Virgæ, Gantz, Bartolocci og andre saavel kristne som jøder, hvis vidnesbyrd fylder min bogs marginer. Det sidste aarhundredes historie er i høj grad blevet belyst af Schudt, som er udførligere end Basnage og noterer forskellige af hans vildfarelser. Mit værk fremkom i to bind i kvart. Da trykningen blev temmelig kostbar som følge af bogens omfang, var jeg længe i tvivl, om jeg efter skik og brug skulde sikre mig ved prænumeration; men da jeg overvejede, hvor misbrugt denne fremgangsmaade er, der allerede gaar saa vidt, at den ser ud som tiggeri, udgav jeg bogen paa dens egen risiko. |29Man kan dog undskylde de forfattere, der bruger disse midler, naar det drejer sig om store værker, der er kostbare at fremstille. Men man indbyder nu om stunder al verden til at prænumerere paa arbejder, der kun fylder nogle faa sider. Det er, som om forfatteren vilde sige: Giv mig en skilling i Guds navn. Da jeg ser den slags prænumerationer fortsætte i det uendelige, er jeg bange for, at de skal udstrækkes til købmænd, haandværkere og tilsidst til løsagtige kvinder, saa at det ender med, at selv de kun maa trykkes og sælge efter prænumeration.
Det er de værker, jeg har skrevet i den tid, jeg har været kvæstor. Selvom mine byrdefulde forretninger har lagt besvær nok paa mig, ser det dog ud til, at jeg har anvendt min tid alene paa muserne. Fordi jeg har en saa brændende lyst til videnskabelige sysler, har visse folk troet, at jeg vilde tage mine pligter som kvæstor ganske let. Jeg veed dog, at jeg ikke har forsømt noget som helst i den retning, da jeg mener, at det ene bør gøres, og det andet ikke forsømmes. Ingen videnskabelige sysler er saa vigtige, at man maa svigte sin embedspligt, som disse sysler netop paalægger os at varetage med største samvittighedsfuldhed. Jeg dyrker videnskaben, saa ofte økonomien slipper mig. Jeg mener, det er en del af filosofien at lægge videnskaben til side, |30naar nødvendige forretninger kalder en andetstedshen. De fleste sysler, der optog mig i min grønne ungdom, beskæftiger mig stadigvæk i min alderdom, bortset fra, at jeg nu hellere øser af kilderne end søger bækkene. Der er dog kun faa bøger, der behager mig, og jeg er lige saa led ved de middelmaadige som ved de rent taabelige. Hvis jeg var helt uden gode bøger, vilde jeg hellere læse det rene vrøvl end ligegyldige skrifter. Da jeg engang var nødsaget til at overnatte i en kro udenfor byen og ingen bøger havde ved haanden, undersøgte jeg omhyggeligt værtens bibliotek og efter afholdt session udvalgte jeg Uglspils historie som det mindste onde af den hele dynge af ligegyldigheder. Da jeg altsaa kun bryder mig om gode bøger, lider jeg ofte under mangel paa læsning. Jeg føler, at min læselyst slappes, da jeg tit og ofte nødsages til at læse udmærkede bøger, som jeg kender i forvejen. Der findes dog forfattere, jeg aldrig bliver træt af at læse. Grotius’ de Jure Belli et Pacis er mig altid ny, selvom den forlængst har mistet nyhedens tiltrækning. Han har jævnet vejen for morallæren og haft utallige efterfølgere, uden at nogen har naaet ham. |31Hvert af hans ord er en grundsætning, hver forskrift et orakel. Han skriver i en saa ophøjet stil, at man skulle tro, at han var en af de fineste oldtidsforfattere. Sporene af hans lære vil derfor blive staaende i al evighed. Blandt de latinske forfattere anser jeg Petronius Arbiter for den største kunstner, da han forekommer mig at have ydet det ypperste i enhver genre. Det fortællende stof hos Petronius er klart og rent og flyder som mælk, saa at han gør selve Livius rangen stridig. De digte, der findes rundt i hans værk, synes at være en Vergil værdige. De satiriske afsnit er skarpe og samtidig lystige. Allevegne ser man glimt af en saa overdaadig fantasi, at han overgaar samtlige komiske forfattere. Petronius er desuden den eneste, der viser os folkesproget og giver os et billede af dum snakkesalighed. Man skulde have troet, at han i lange tider havde
levet imellem matroser og tyve og bortløbne slaver
sammen med ligkistesnedkre og bødler,
naar han gengiver de komiske bemærkninger, Trimalchios middagsgæster strør om sig med. Men da han er en anstødelig forfatter, maa han ikke falde i hænderne paa ungdommen.
|32Om de latinske digtere vil De og jeg i al evighed være uenige. De klynger Dem til Vergil, jeg hænger af hele mit hjerte ved Ovid. De følger de mest fremtrædende kritikeres dom; jeg retter mig efter mit eget hovede. Jeg tror, at jeg farer vild; men det er en vildfarelse, jeg ikke hidtil har kunnet overvinde. Ovid forekommer stadigvæk uopnaaelig; afvekslende stiger han snart op i højderne, snart daler han igen. Han skifter fra højt til lavt, fra knaphed til fylde, fra spøg til alvor. Hans digterevne er altomfattende. Hans Metamorfoser er skrevet i en sublim stil, men samtidig i saa flydende, saa fine og utvungne vers, at det kan anbefales begyndere at læse ham. Sammenlign Ovids digte med andre digteres vers, og De vil se, hvor de maa pine og plage sig selv. De vil – som Horats siger – viden om kun se
levn af en adsplittet digter.
Det er dog blot ved sin sublime stil Ovids digtning adskiller sig fra prosa. Prosodien, der er digternes kval, plager ikke ham. Han er ikke ængstelig; det er som om han aldrig følte sig bunden af metrikken; han gaar lige frem, ikke som de andre,
... der stiller det bagest i rækken,
som dog burde staa først, og omvendt det forreste bagest.
|33Den naturlige ordstilling bevarer han ikke blot i sine kærlighedsdigte, sine sørgedigte og breve, men ogsaa i de mest glimrende beskrivelser i Metamorfoserne. Hvor han er mest revet med, er han mest behersket. Versekunstens regler, brugen af tider og maader, der for andre digtere er lige saa mange anstødssten under vejs, standser ikke ham. Der er derfor ingen digter, der har naaet Ovid i sublim stil og samtidig i naturlig jævnhed. Den klarhed, andre har stræbt efter i et to- eller fireliniet vers, medens sveden haglede ned ad dem og de gumlede paa deres negle, den skaber han uden besvær i hele bøger. Kort og godt: Ovid er en digter, som kun naturen kan frembringe, og som man kan sige har været musernes kælebarn. Jeg vil dog ikke strides med dem, der tildeler Virgil førstepladsen; men de nutidige kritikere, der taler saa køligt om Ovid og sætter ham under Horats, Lucan og andre digtere, dem er jeg gnaven paa.
Man kan tænke sig forskellige grunde til, at visse folk læser Ovid med en saadan kølighed. *For 15 aar siden nævnede jeg nogle af dem i en offentlig tale. Det ligger udenfor min hensigt her at fremføre dem igen; |34jeg vil blot sige, at denne uvilje kan komme af for hyppig læsning af Ovid. Han er i alles hænder, hans metamorfoser er blevet læst, genlæst og gentaget saa ofte af digtere, malere og billedhuggere, af ustuderede og studerede folk, at man er blevet led og ked af ham. Han har faaet samme skæbne som den musik, nutidens musikere ledes ved, fordi den takket være sin sødme og harmoni er blevet spillet i tide og utide, medens de til gengæld glæder sig over disharmoniske og skurrende lyde. Det gaar som med agerhøns, som man til at begynde med spiser med stor appetit, men som man bliver ked af, naar man faar dem for ofte. De fleste af Ovids digte ligner epigrammer. De er udarbejdede med saa stor en kunst og saa stor en finhed, at de allesammen samtidig synes at være skrevet i prosa. Saa gennemført klare er de.
Juvenal er jeg saa fortrolig med, at jeg næsten kan ham udenad. Jeg foretrækker hans satirer for Horats’; hos ham er der ganske vist mere festlighed, men hos Juvenal større styrke i stilen, mere skarphed. Horats morer, Juvenal stikker. Horats gaar blot gennem barken, men Juvenal trænger helt ind i marven og lader braadden blive siddende i læsernes sind. Dertil kommer, at Juvenals morallære er mere omfattende, medens Horats |35blot holder sig til bestemte fejl og gentager sig selv. Juvenal holder sig til sagen, Horats fortaber sig altid i digressioner. I sin første satire gør han nar af menneskenes ustadighed, men gaar kort efter løs paa deres griskhed. I sin tredje satire dadler han dem, som ser andres fejl og lukker øjnene for deres egne; men lidt efter glider han over til stoikerne, som hævder, at alle fejl er lige alvorlige, og saaledes videre i de andre satirer. Jeg maa dog indrømme, at der rundt om hos Horats findes ting, som vidner om den fineste dømmekraft. Men han er ikke altid sig selv: hvad enten man betragter stilen eller stoffet, er han mere vægelsindet end Tigellius, som han selv morer sig over. Da han har saa svært ved at forme sine vers, forekommer det mig, at han ikke af natur er digter, men at han har tilegnet sig sin færdighed. Til syvende og sidst: da Horats er tilhænger af Epikurs morallære, angriber han forsynet og anbefaler dyden alene for nyttens skyld. Hvad morallæren angaar, kan man følgelig snarere anbefale Juvenal, der taler ærbødigt og sundt om Gud og formaalet med gode gerninger og fremsætter tanker, der ikke vilde være en kristen uværdige.
Jeg sætter Plautus højere end Terents; og jeg skifter ikke mening, selvom jeg skulde krænke Horats’ skygge. |36Terents er ganske vist lydefri, medens Plautus er fuld af pletter; men jeg foretrækker et smukt ansigt med pletter fremfor et almindeligt uden pletter. Terents kan kun anbefales paa grund af hans omhyggelige stil og hans rene diktion, ellers kan han ingenlunde sammenlignes med Plautus. Hvad enten man tænker paa indholdet eller paa personlighedens styrke, eller paa hans vid og munterhed – hvad der er komediedigtningens sjæl – er Plautus uforlignelig. De franske oversættelser af nogle af Plautus’ komedier, som f. eks. Amphithryo, Menæchmi, Aulularia, Mostellaria, anses derfor for at være de bedste blandt de moderne komedier, og de er en pryd for vore teatre. Jeg vilde ikke have svært ved at udbrede mig mere om disse to komediedigtere, da jeg selv har skrevet 25 komedier og følgelig kan anses for en tilstrækkelig sagkyndig dommer; men mit brevs snævre rammer tillader mig ikke at sige mere. Jeg vil blot bemærke, at hos Plautus funkler den blændende festlighed, der gør komedier værd at se og læse, og som ingen andre end Molière har naaet. De komedier, der siden hans dage er kommet frem, er for det meste matte og uvittige, og har udelukkende kunnet tiltale franskmændenes fordærvede smag, som den er i dag. |37Nutidens komediedigtere er tilfredse, naar de kan give nogle træge dialoger form af en komedie og dele den op i tre eller fem akter. Naar komedieskriverne har gjort det, mener de, at man ikke kan forlange mere.
Mine kritikere har bemærket, at jeg i mine epigrammer har Martial til forbillede, i mine breve den yngre Plinius; det fragaar jeg ikke. Hvad Martial angaar, saa er hans værk – bortset fra de uanstændige steder – et sandt mønster paa epigramdigtning. Hvad angaar Plinius, er han en forfatter, jeg aldrig kan blive træt af at læse. Hvis jeg ikke var bange for Ciceronianernes vrede, vilde jeg foretrække Plinius for Cicero i hans breve. Det turde dog være at tale for døve øren. Jeg veed jo meget vel, hvor slemt et kætteri det er at sætte den førende guldalderforfatter under en sølvalderforfatter. Jeg indrømmer, at det lyder urimeligt, og jeg vedgaar, at jeg ofte drejer af fra alfarvej. Jeg følger mit eget hovede, som gang paa gang faar mig til at gaa imod strømmen. Menneskenes smag er forskellig. Plinius’ og Senecas skrifter forekommer mig mere slebne end Ciceros. Jeg tror, at Cicero har skrevet løs; men af den aarsag berømmer man ham ganske særligt. |38Ciceronianerne kalder det naturlig skønhed, som andre kan give navn af skødesløshed. De faar ondt, naar noget er slebet og smager af slid og slæb; derfor siger de, at sølvalderforfatterne er udartede og staar tilbage for guldalderens. Saadan dømmer Qvintilian, der stempler Seneca og mellem linierne Plinius som sprogfordærvere hos romerne, ligesom Cicero stempler Demetrius fra Faleron hos grækerne, ret som om det at skærpe sin pen var det samme som at ødelægge stilen og svække udtrykkets styrke. Vi følger ofte blindt traditionen; den ene abe faar den anden til at gabe. Forestil Dem, at den yngre Plinius og Seneca havde skrevet i guldalderen og Cicero i sølvalderen, og jeg tør vædde, hvad det skal være paa at De vilde dømme helt anderledes. Jeg har for ikke længe siden i et særligt arbejde forsøgt at udvikle denne paastand nærmere; men beskæftigelse med andre ting har hindret mig i at gennemføre min plan.
De fleste mener, at jeg kun har et overfladisk kendskab til græsk. Jeg læser ikke desmindre de græske historikere uden besvær, og hele tolv forfattere, deriblandt Diodorus Siculus, har jeg læst fra ende til anden. Jeg mener dog, at jeg ikke engang har betraadt dette sprogs tærskel, da jeg ikke kan grammatikken. |39Af digterne har jeg blot læst Aristofanes’ to første komedier, men hele Iliaden flere gange. Da min svage dømmekraft ofte fører mig imod strømmen, maa jeg vedgaa, at jeg ikke i Homer ser det, andre ser. Jeg holder mig til mellemvejen mellem ‘Homerpiskerne’ og hans blinde dyrkere. Jeg beundrer med de fleste kritikere Homers stil og geni, og jeg anbefaler de studerende hans digt som det græske sprogs sande udspring. Derimod kan jeg ikke med visse Homerelskere faa øje paa den skat og den høst, der skal være saa værdifuld for talere, statsmænd og generaler. Jeg kan f. eks. ikke tilraade en general midt i kampens hede at gaa for at ordne sine private sager, saadan som Hektor gør; jeg kan ej heller anbefale talerne Nestors taler, som ofte har lokket sveden frem paa min pande. Jeg vil ikke tale om den almene viden, Homers fornemste dyrkere har opdaget hos ham, men som jeg dog ikke kan faa øje paa – saa langsomt opfatter jeg. Jeg følger blot mit eget skøn, og vil ikke forstyrre nogens cirkler. Det er jo urimeligt og taabeligt at erklære andre krig og ruste sig paa grund af en meningsforskel. Ret til at have en anden mening
|40kræver jeg selv og indrømmer andre.
Blandt græske forfattere vejer efter min mening Plutarch alle andre op, og jeg bliver aldrig ked af at læse ham. Han alene rummer et helt skatkammer af oldtidens viden.
Moderne forfattere læser jeg sjældent mere end een gang. De eneste historikere, jeg vender tilbage til, er Humphrey Prideaux, Burnet, Pêre Daniel og Rapin Thoyras. Da de to sidste er de mest fremtrædende i vore dage, har jeg læst dem begge opmærksomt og kritisk. Naar man sammenligner dette fornemme kritikerpar indbyrdes, giver næsten alle kritikere Rapin prisen; jeg kan dog ikke uden videre slutte mig til dem. Efter mit skøn
svæver Sejren i tvivl om, hvem der er størst af de tvende.
Rapin forekommer mig mest paalidelig, Daniel mest vidende. Saa langt Rymers Acta publica naar, som i høj grad belyser Englands historie og hjælper med til at rette andres vildfarelser, er Rapin overlegen, da mange af hans oplysninger er øst af de reneste kilder; men naar disse Acta standser, griber han som en skibbrudden til det første det bedste og |41følger undertiden tarvelige historikere, som han ofte citerer kun med navn, men uden bogens titel og sidetal, som f. eks. Camden, Backer, du Chesne osv. Der er desuden store huller i Elizabeths og Jacob I’s levnedsbeskrivelser, som man maa udfylde fra andre skribenter. Størstedelen af Carl I’s historie er udelukkende hentet fra Rushwords samlinger og indeholder en forvirret blanding af kongelige anordninger, parlamentsbeslutninger og breve, der ganske vist er meget oplysende, men som de mere betydeligere historikere plejer at henvise til værkets slutning. Pêre Daniel synes derimod at have undersøgt alle rigets krinkelkroge og gemmesteder, før han skred til værket; han anfører nemlig rundt omkring samtidige forfattere og de mænds dagbøger, som indeholder deres egne handlinger. Rapin, der er mest interesseret i den meget vigtige del af historien, der angaar love og statens forfatning, enten forbigaar krige eller omtaler dem hastigt og overfladisk. Pêre Daniel lægger derimod mere vægt paa krigeriske begivenheder og taler vidt og bredt om ganske ligegyldige ting helt ned til de mindste skærmydsler. Jeg synes derfor, at Rapin har begaaet en fejl ved sine udeladelser, men Daniel ved sin overflod. Man kunde have troet, at Rapin var munk, Daniel kriger, skønt |42Rapin har været med i krigene, medens Daniel levede og døde som jesuit. Man kan derfor med rette kritisere dem begge: Rapin, fordi han ikke tager hensyn til krigene, som han forstod sig paa, Daniel, fordi han især udbreder sig om det, han mangler indsigt i. Forestil Dem Rapin som munk, Daniel som kaptajn, og begge vil være at undskylde. Jeg vil ganske vist ikke berøve Rapin den ros, han fortjener paa grund af sin skarpe dømmekraft og sin sandhedskærlighed; jeg siger blot, at Pêre Daniels historie har krævet større anstrengelse, at forfatteren er gaaet bedre udrustet til sit arbejde. Hvis han havde skrevet ikke Frankrigs historie, men Englands, der er den frodigste af alle kendte, og som ingen forfatter kan gøre kedelig, er der ikke tvivl om, at han vilde have opnaaet en rimeligere bedømmelse. Indholdet gør ofte forfatteren interessant. Kritikerne tager ofte fejl, naar de ikke tager hensyn til det stof, historikeren behandler, og hvis afvekslende rigdom bøder paa forfatterens mangler. Hertil kommer, at man maa tage den tid og det sted i betragtning, hvor bogen er affattet. I de fleste lande indsnævres skrivefriheden, men i England maa man hejse alle sejl, |43og den frygt, der lægger andre i lænker, foruroliger ikke englænderne.
Hvor megen tid jeg har anvendt paa moralfilosofien, viser de moralske arbejder, jeg har offentliggjort. Andre videnskaber gør os til mennesker, men den gør os menneskelige og leder os ind paa vejen til et fredeligt, roligt, stilfærdigt og lykkeligt liv. Hvad andet kan man kalde lærdom – siger Cicero – end det, der hjælper os til at føre et lykkeligt liv. Man anser ganske vist i almindelighed de mennesker for mere indsigtsfulde, der anvender deres tid paa at læse digterne, eller som slider med geometri, aritmetik, astronomi; men de har større ret til dette navn, som lægger vægt paa livskunsten. Thi moralfilosofien leder os gennem livet, ansporer til at handle rigtigt, fordriver lasterne: den er moder til byer, samler de spredte mennesker i et livsfællesskab og forener dem indbyrdes først ved boliger, dernæst ved ægteskaber; den opfinder love, den lærer os optræden og orden. Derfor er jeg dette studium dybt hengiven. Mine fremskridt skylder jeg dog ikke saa meget min læsning, som min tænkning, og jeg taler mindre med bøger end med mig selv. Det er ikke altid andres øjne, man har brug for, naar man vil efterforske alt dette. |44De gamles moralsystemer kender jeg til bunds, Cicero, Seneca og Plutarch læser jeg gang paa gang. Af de moderne kender jeg imidlertid kun faa. Jeg giver hellere nyttige formaninger og raad i form af lystige dialoger og komedier end strengt og bydende som en skolemester. Jeg angriber ikke vor tids levevis og deklamerer ikke mod lasterne, men bestræber mig for at afsløre de almindelige fejl; det første er efter min mening en opgave for en prædikant, det andet for en filosof. Til at overbevise de vildfarende følger jeg Sokrates’ metode: jeg angriber ikke fæstningerne direkte, men gennem minegange. Jeg fravrister folk sandhedserkendelse ved hjælp af digtning, fortællinger og lignelser. Jeg havde saaledes held med at overbevise en ven, hvis utaalmodighed jeg ikke med fornuftsgrunde kunde komme til livs, ved at fortælle ham historien om de forskelligt formede øjne fra min Underjordiske Rejse. Man anser mig dog ikke for filosof, fordi jeg ikke kender filosoffernes sprog, derfor siger jeg min mening tydeligt og ligetil. Jo mere uklart man taler, jo finere en filosof gaar man for at være. Der er folk, der nødig læser andet end det, de ikke forstaar. Riv de fjer af, vor tids lærde er saa stolte af, |45og stryg alle omsvøb, velfriserede og kunstlede talemaader, og det vil vise sig, at visse værker, der i almindelighed anses for de mest fuldendte, er fattige, kedsommelige og saftløse. Mange forfattere, som nu forbløffer os under læsningen, vilde, hvis de havde fremsat deres lærdomme i simpelt og jævnt sprog, ikke vise sig saa værdifulde, som de forekommer dem, der kun skænker klingende ord deres opmærksomhed. Den svulstige stil, deres uklare og uforstaaelige talemaader, deres filosofiske fagudtryk gør, at det, der i sig selv er middelmaadigt, vurderes som apollinske orakler.
Jeg sætter Montaigne højt paa grund af hans oprigtighed, og vilde sætte ham endnu højere, hvis han havde talt mindre om sig selv. Hans paradoxer kan jeg godt lide. Ved paradoxer forstaar jeg paastande, der med virkningsfulde eller i det mindste sandsynlige grunde angriber almindelig anerkendte forestillinger, der ligesom har faaet borgerret. Hvis paradoxerne imidlertid ikke er af den art, er der intet, jeg mere afskyer. Derfor er jeg ilde tilpas ved forfatteren af det lille skrift om de menneskelige dyders forlorenhed (de la fausseté des vertus humaines). Han forvandler nemlig alle dyder til ligesaa mange laster; han mener, at ydmyghed udspringer af hovmod og maadehold af egenkærlighed. |46Menneskelig klogskab gør han saaledes til latter, fordi hovedløse handlinger ofte faar det heldigste udfald; men hans eksempler viser kun, at udfaldet ikke altid svarer til planen. Naar han skal bevise sine andre paradoxer, er han ligesaa uheldig. Den der fremsætter den slags paradoxer og forsvarer dem med ligesaa taabelige grunde, er en hovedløs projektmager, der ikke er meget bedre end et ganske almindeligt fæhovede.
Ellers morer paradoxer mig, hvis de fremføres med forstand, som f. eks. af Montaigne, Malebranche, Charon og af filosoffen fra Rotterdam. Adskillige af den sidstes paastande faar med grund kristne til at gyse. Slet og godt er blandet sammen; og det usande sandsynliggøres ved forfatterens behændighed og faar læseren til at tænke sig om. Det er velbekendt, hvormange lærde Bayles paastand om det ondes oprindelse har faaet til at spidse deres pen, hvormange stridigheder den har fremkaldt med vor tids forsvarere af troen, især med Jean Leclerc, der med et enormt lærdomsapparat og med al den styrke, hans begavelse sidder inde med, har angrebet filosoffen fra Rotterdams theser. At optræde som mægler mellem saa fremragende mænd anser jeg for taabeligt. At fortsætte denne tvist er kun |47at gentage, hvad Leclerc har fremført, og hvortil der intet er at føje. Striden var jo saa heftig, at han blev tvunget til at falde tilbage paa Origines’ lære som paa en skanse.
Den er det anker, som fast holder hans nødstedte skude.
Jeg siger blot, at det forekommer mig taabeligt at ville angribe troen paa Guds godhed ud fra de skrøbeligheder og fejl, der er menneskene medfødt. Gud har skabt forskellige ting. Den ene er mere fuldkommen end den anden; men hver for sig er de fuldkomne i deres art. Mennesket er fuldkomment som menneske, fluen er fuldkommen som flue. Hvis mennesket sammenligner sig med englene, sukker det over sin skæbne og ufuldkommenhed; hvis det sammenligner sig med visse dyr, beklager det sig over sit korte liv. Theofrast skal paa sit dødsleje have anklaget naturen, fordi den havde givet hjorte og vagtler et langt liv, skønt det ikke betød noget for dem, men menneskene et saa kort liv, skønt det betød saa overordentligt meget for dem. Tænker mennesket derimod paa orme og insekter, saa rejser det kammen og betragter sig som det mest fuldkomne værk. Fluernes skæbne er tilsyneladende at komme til verden om sommeren, for snart efter at dø af kulde eller for menneskehaand. Og dog, hvis de sammenligner sig med orme eller muldvarpe eller med de smaadyr, |48Aristoteles siger kun lever een dag, saa at det, der dør i sin ottende time, dør i en fremrykket alder, vilde de mene, at de levede længe; de vilde svulme af hovmod i den tro, at verden var skabt for dem alene paa grund af deres fremragende form. Der findes dog i selve de levende væseners uensartethed – ligesom i landenes forskellige udseende og egenskab – en skønhed, som priser skabelsesværket og gør indtryk paa og forbavser beskueren. Hvordan det nu end er med menneskenes skæbne, som Bayle afmaler saa trist, er det sikkert, at næsten ingen ønsker at dø. Jeg har kendt fattige gamle koner, der var affældige af sygdom og alder, men som rystede, blot man nævnede døden. Naar jeg tænker paa alt det, undrer jeg mig over, at Bayles these om de to principper har kunnet fremkalde saa stor uro. Man beviser nemlig intet ud fra det skabtes forskellige lod, medmindre man vilde sige, at fluerne, fordi de er mindre anseelige end løverne, og bly, fordi det er tarveligere end guld, maa afledes af det ondes princip. Man kan paa en maade her anvende et vittigt svar af en præst, som blandt sine tilhørere havde en pukkelrygget. Da han hørte præsten hævde, at alt hvad Gud har skabt, var godt, sagde han til ham, da han steg ned af prædikestolen: |49Se paa den pukkel, jeg er født med, og indrøm saa, at ikke alt, hvad Gud har skabt, er godt. Præsten svarede: Du er velskabt nok, af en pukkelrygget at være. Dette svar var nu ment spøgefuldt, om det end ikke var helt ved siden af: Hvis alle mennesker var født pukkelryggede, vilde man ikke af den grund kunne udsætte noget paa Guds godhed. Nogle dyr har han skabt til at svømme; og han har bestemt, at de skulde bo i vandet. Andre har han skabt til at flyve; og han har bestemt, at de skulde leve under aaben himmel. Nogle dyr har han skabt til at krybe, andre til at gaa, af dem igen nogle til at leve hver for sig, andre til at leve i flok. Nogle har han skabt til vilddyr, andre til tamdyr, nogle til at leve skjult og under jorden. Ethvert dyr er fuldkomment i sin art. Jeg indrømmer ganske vist, at menneskene kunde være skabt mere fuldkomne; jeg indrømmer ogsaa, at de kunde være skabt syndefri; jeg indrømmer endelig, at Gud i sin særlige naade kunde bevirke, at de ikke overtraadte hans love. Men hvis de var skabt syndefri, vilde de være enten engle eller maskiner; og hvis Gud ved stadig indgriben hindrede lovovertrædelser, vilde han høre op med at være lovgiver, høre op med at være dommer: at give en lov og samtidig i kraft af sin almagt hindre |50Mennesket i at overtræde den, vilde jo rumme en modsigelse. Hvad straffen over de ugudelige angaar, vil man med Leclerc ganske ligefremt kunne svare: at Gud intet vil gøre, der strider mod hans retfærdighed og godhed, og at enhver dommer uden at gøre noget skaar i sin retfærdighed og sanddruhed kan slaa af paa sine trusler og mildne sine straffe. Anderledes er det med belønninger, som man engang har lovet og derfor maa udrede til sidste hvid.
Det er velkendt, med hvor stor iver, der udartede til raseri, denne thesis er blevet drøftet. Man undrer sig over, at mænd, der ellers forstod at beherske sig og som hidtil havde været præget af maadehold, bekæmpede hinanden genstridigt med ukvemsord uden hensyn til de moralske forskrifter, de selv havde givet. De lod sig dog ægge paa samme maade som i sin tid Pompejus og Cæsar, af hvilke den første ikke kunde erkende nogen som sin ligemand, den sidste ingen som sin overmand. Bayle og Leclerc blev den aldrende lærde stats ligesom sidste stridsmænd. Leclerc var den kyndigste, Bayle den sindrigeste. Begge skrev enorme værker. Leclerc var den lærdeste, da han var udmærket hjemme i baade de hellige og de verdslige sprog; men Bayle førte en behændigere pen. Man kunde have troet, |51at Bayle havde levet sit liv ved fyrstehoffer; saa stor en glans, saa stor en elegance funkler overalt i hans skrifter; og der er intet, der smager af det skolestøv, han er vokset op i. Jeg kalder dem den aldrende lærde stats sidste helte. Selvom vor tid jo ikke er saa udpint, at den ikke stadig kan frembringe højtbegavede og lærde mænd, turde dog ingen nægte, at det gaar tilbage med videnskaberne, naar man mindes de vidunderlige genier, en tidligere tid har frembragt.
Kræfterne svinder nu hen, og styrken er borte.
Aarsagerne til denne tilbagegang har jeg udviklet i mit første brev. Derfor vil jeg ikke gentage dem her. Jeg vil blot sige, at vor tids kyndige i stedet for den ære og de belønninger, fortidens forskere nød, maa frygte den lod, digteren Eumolpus fik, saa at de kan klage med ham: Vi kender det bifald, vore evner møder.
Lad mæcener opstaa: en Virgil vil da atter man finde,
og en Ovid vil paany stige af muldjordens skød.
Det er den væsentligste aarsag til denne forringelse. Andre kan nævne andre aarsager; men jeg mener, at boglige sysler i ikke ringe grad hæmmes |52af den strenge bogcensur, der bevirker, at man ikke kan vente sig andet end det, der er slapt, lavt, krybende, udmarvet, trægt og svagt. Takket være censorernes enten frygtsomhed eller uvidenhed eller slette smag bliver de bedste bøger ofte undertrykt eller de værdifuldeste tanker strøget. Derfor mener forfatterne, at de gør bedre i at kvæle deres aandsfostre under selve fødslen eller at gøre dem føde for møl og maddiker end at lade dem mishandle censorerne. Hvis man skulde være i tvivl om virkningen af al den censur, behøver man blot at sammenligne de bøger, der har været udsat for denne tortur, med dem, der er trykt uden censur, og man vil se, hvor stor en forskel der er paa skidt og kanel. Det Imprimatur, der plejer at sættes foran i bøgerne, betyder samme, som hvis censor vilde sige: Se her er en bog, som ikke indeholder andet end tankestumper, ligegyldigheder og ting, som er saa ofte gentaget af andre, at man faar kvalme af dem, eller: Dette værk maa trykkes, da det kun indeholder visse almindelige sandheder og meninger, der er godkendt i vor stat. Man peger ganske vist paa visse tøjlesløse forfattere, der maa tæmmes med den slags lænker; men af to onder maa man vælge det mindste, thi den gavn, man har |53af denne forsigtighedsforanstaltning er ubetydelig, sammenlignet med den fortræd, der flyder af den. Vort Norden frembringer herlige begavelser; men de vil neppe – efter mit skøn – modnes, før disse hæmninger ryddes af vejen, og før alle rester af den gamle middelalderlige surdejg er fjernet fuldstændigt. Jo mere slebent et folk er, des mere overbærende er det overfor sine forfattere. Virkningen af denne overbærenhed kommer frem i Frankrig, hvor der paa Ludvig XIV’s tid opstod talere, filosoffer og digtere, hvis værker vor tids forfattere beundrer og søger at kappes med – men til ingen nytte. Da skrivefriheden blev indsnævret ved strenge bestemmelser, og talerne, digterne ja selv komediedigterne blev underkastet en strengere censur, da
styrtede samtlige slanger af haaret, og krigslurens
klange tonede hæst ...
Den svenske boglige verden begynder nu at løfte hovedet, da panseret viger for kjortlen; men selv om man – som det hedder – vilde sætte alle sejl til, spaar jeg dog kun ringe fremgang, saalænge den gamle censur fortsætter med ligesom at bidsle begavelserne. At der intet maa skrives mod religionen og god moral, anser jeg |54for en nødvendig sikkerhedsforanstaltning; men den udstrækkes i det uendelige af censorerne, der ofte støder an, hvor der ingen anstødssten er, og stamper mod alt, som er uvant og ikke helt fortærsket. Jeg kunde have ønsket, at al censur kun var indstiftet med den opgave; at censorerne skal passe, at den lærde stat ikke kommer i vanry paa grund af trivielle, tarvelige og eftergjorte skrifter. Følgen af en saadan bestemmelse vilde blive at nogle faa fremragende og vor tid værdige arbejder vilde straale over os i stedet for de tørre annaler og beskidte bogsider, som tarvelige skribenter paanøder os, og under hvis byrde vi er ved at segne.
Paa grund af den foregivne lovtale over metafysikken, jeg for nogle aar siden holdt, mener nogle mennesker, at jeg er en bitter fjende af dette studium. Man mente, at jeg dengang snarere holdt en ligprædiken over den end sang dens pris. Men ved metafysik forstod jeg en fortegnelse over termini og subtile distinktioner, som disputatorerne misbruger paa katedrene for at lægge snarer for deres modstandere. Tager man derimod metafysik i en anden betydning, anser jeg den for et studium, der passer sig for en filosof. Jeg læser selv hyppigt metafysiske bøger, omend jeg maa indrømme, at jeg ikke er naaet vidt i den videnskab. Jeg møder nemlig mysterier, |55der – trods al overvejelse – stedse bliver ved med at være mysterier. Jeg veed ganske vist, at metafysikken ikke forekommer visse teologer og kristne filosoffer videre vanskelig; de definerer jo roligt engles og aanders natur. Derfor siger Tertullian: En hvilkensomhelst kristen haandværker kan baade finde og vise os Gud. Det lader til, at Simonides har optraadt mere beskedent: Da tyrannen over Sicilien Hiero havde paalagt ham at beskrive Gud, udbad han sig betænkningstid i een dag og derpaa i to dage. Da han flere gange havde fordoblet antallet af dage, og Hiero forundret spurgte om grunden, svarede han: Fordi opgaven forekommer mig mere og mere dunkel, jo længere jeg overvejer. Det vilde være at ønske, om dyrkerne af den ypperste filosofi vilde efterligne den beskedenhed og forsigtighed, Newton viser i matematikken, dvs. at de paa forhaand skulde afholde sig fra demonstrationer og ikke definere sjælens og aandernes væsen og natur. Jeg kunde have ønsket, at de vilde opgive deres undersøgelser af aandernes egenskab, af sjælenes form, af deres virkemaade, hvordan de bliver til, om de føres videre ved forplantningen, hvordan de tænker udenfor legemet, hvorledes deres skikkelse er, om |56den er saadan som den fremstilles for skoledrenge i Orbis Pictus, om de er udelelige, om de har udstrækning eller tre dimensioner osv. – jeg kunde have ønsket, siger jeg, at de lod disse undersøgelser fare, som kun plager sindene, og paa hvilke omraader vi er ganske blinde, og i stedet blot vilde se paa virkninger og fænomener; jeg kunde have ønsket, at de udtalte sig mere beskedent om de mest indviklede forhold, hvis natur det hverken har betydning for mennesker at efterspore, eller menneskets tanke kan gætte og fatte, og de skulde snarere gentage digterens ord:
Gid dog min skidne dragt ej var mig stedse til hinder.
Nærmere skulde jeg da mine guddomme skue.
Virkningen af denne forsigtighed vilde være, at vi kun vilde vide lidt, men i det mindste noget sikkert, og lade utallige usikre paastande fare.
... Hvis du vil gøre ukendt kendt
med tankens hjælp, da gør du intet andet end
at stride for at være sindssyg med fornuft.
Den polemiske eller systematiske teologi har jeg beskæftiget mig saa lidt med, at jeg maaske vilde dumpe, hvis jeg indstillede mig til teologisk eksamen. Til gengæld er jeg godt hjemme i den jødiske historie og kirkehistorien, og kristendommens |57læresætninger har jeg studeret med største omhu. Og fremdeles da jeg anser det for et menneskes pligt at undersøge alt, læser jeg afvekslende kætterske og rettroende bøger. Alt hvad englænderne i vore dage har spyet ud mod religionen, har jeg læst fra ende til anden. Men de bekymringer, som Toland, Collins, Tindal, Whoolstone, The Moral Philosopher osv. har vakt i mit sind, har andre energiske forkæmpere for kristendommen faaet lykkeligt bugt med. Alt hvad man kan finde paa af fromt og ufromt, kommer i dag over havet og fragtes fra den engelske ø over til vore strande. Hvis man sammenligner Hobbes og Spinoza med Whoolstone, optræder de ædrueligt og maadeholdent, medens han skamløst og frækt styrter sig over religionen. Læsning af den slags bøger plejer ganske vist at tegnes en til last, da det røber, at man løber efter alt nyt; men det viser samtidigt, at man tænker paa sin sjæl og er bekymret for sin frelse. Vi løfter dem til skyerne, der paatager sig alle mulige anstrengelser og udsætter sig for alle mulige farer for at opdage et ukendt land; men vi dadler og fordømmer dem, der er ængstelige for, |58hvordan det skal gaa dem efter døden, og som derfor udforsker alle veje, prøver alle have for at naa i havn i det forjættede land. De fleste bliver – som Cicero siger – ført ligesom et uvejr til en eller anden opfattelse og bliver saa hængende ved den som ved en klippe. Dem plejer vi at rose og regner dem ofte med blandt helgerne. Det er dog en ros, der tilfalder de slappe, skødesløse og dovne. Den, der ikke finder det umagen værd omhyggeligt at udforske de veje, der fører til den evige salighed, synes kun i ringe grad at adskille sig fra dyrene. Men hvordan kan de opfylde deres pligt, der bliver hængende i det samme dynd? Eller hvordan kan de kaldes troende, som aldrig undersøger, hvad de skal tro? Kætteri i forbindelse med undersøgelse er mere undskyldeligt end rettroenhed uden undersøgelse. Den der tror ret uden undersøgelse og uden forudgaaende tvivl, han tror ret ved et slumpetræf og kan følgelig vente belønning ved et slumpetræf; men den, der anspænder alle sine kræfter, undersøger alt, prøver alle beviser for at lokke sandheden frem, hans forsøg maa dog roses, selvom han ikke finder sandheden, og han vil kunne haabe paa en mild dom af den højeste dommer i himmelen, der dømmer helt anderledes end |59menneskene. Det er derfor klart, hvor uretfærdigt vi bærer os ad ved at dømme de mennesker, der med bekymring eftersporer sandheden dvs. dem, der ved at sammenligne gode og slette bøger bestræber sig for at faa sandheden frem. Undersøgelse er stræben efter erkendelse og undersøgelsens maal er at finde sandheden eller ἀπόδειξις. Da fornuften fører fra det forstaaede frem til det, der ikke er forstaaet, veed jeg ikke – siger Cicero – hvordan det kan være, at de fleste foretrækker at fare vild og paa det mest haardnakkede at forsvare den tro, de har fattet kærlighed til, frem for at undersøge, hvad der kan siges med den største tryghed. Jeg vægrer mig ikke ved med dette sindelag at læse bøger, der bekæmper religionen, og jeg vurderer deres anstrengelser højt, der har held med at løse knuderne. Overfor vildfarende er jeg yderst overbærende og dømmer kun dem, der strengt fordømmer andre. Der er tre grundsætninger i religionen, som jeg ubønhørligt holder fast ved: 1. intet at tro, der strider mod sanserne og gaar imod almindelige forestillinger, 2. ikke at slutte mig til nogen paastand, der er uforenelig med grundlaget for den tro, jeg bekender mig til, 3. at forkaste alt, hvad der ikke kan forenes med Guds egenskaber. Derfor vilde alene dogmet om transsubstantiationen for bestandig holde mig borte fra den katolske opfattelse af |60nadveren, da jeg hverken kan eller bør nægte at stole paa mine øjne og sanser. Den der gaar imod almindelige forestillinger, gør nemlig alt flydende, ustadigt og usikkert. Derfor skyer jeg læren om intolerance, som de første reformatorer bebrejdede katolikerne, da den nedbryder grundlaget for den reformerede religion. Derfor gyser jeg ogsaa for dogmet om den absolutte forudbestemmelse, da det forekommer mig at gøre Gud til syndens ophav. Jeg kan heller ikke slutte mig til dem, der uden forskel fordømmer hedningerne, og som dømmer Sokrates, Epiktet, Aristides og andre retsindige mænd til evige pinsler. Jeg vil intet fællesskab have med dem, der tænker sig Gud saadan. Jeg tror paa en Gud, der er algod og menneskeslægtens ven. En streng og unaadig Gud lader jeg andre dyrke. Udfra samme betragtning vil jeg ogsaa til enhver tid ligge i strid med dem, der raaber op mod uskyldige fornøjelser, tilraader sørgmodighed og anser trælleagtig frygt for en kristelig dyd. Hvad er det andet end at forvandle en god og mild fader til en streng og vrangvillig herre og skabe en altid tordnende Jupiter |61eller en manikæisk gud.
I definitionen af fromhed er jeg uenig med visse folk. De kalder den frygt for Gud, jeg kalder den kærlighed til Gud forbundet med ærbødighed. Deres fejlagtige definition bevirker, at sørgmodighed ofte forveksles med fromhed. Jeg tror, at man bør dyrke Gud med sønlig kærlighed og ikke med trælleagtig frygt. Desuden forekommer disse menneskers strenghed mig ubelejlig, da de gør kristendommens aag tungere paa en tid, hvor saa mange nye himmelstormere gør oprør mod religionen og tordner mod gejstlighedens magt og arbejder paa at undergrave religionen og erobre himmelen. Denne forvirrede situation kræver snarere maadehold end strenghed. Et saadant maadehold, som klogskabens lov fordrer, udviser den engelske gejstlighed, og med dette skjold afværger den fjendernes vaaben.
Modstaar du bacchantinden, naar hun sværmer om,
du den afsindige gør mer’ afsindig kun.
Jeg beder kun sjældent, da jeg mener, at dyrkelsen af Gud ikke saa meget bestaar i bønner, som i handlinger, i lydighed og i forbedring af ens eget levned. Jeg ser daglige bønner forenet med daglige synder, og |62det lader til, at de fleste beder flittigt, for at kunne synde des mere ustraffet, eller synder flittigt, for at kunne bede des mere glødende. Jeg taler ikke om hyklerne – deres andægtighed forstaar vi let – men om den mekaniske andægtighed hos dem, der beder til bestemte, tider og synder til bestemte tider. Det har længe været mig ubegribeligt, da jeg saa at bønner og salmesang fordobledes sammen med synderne, og at begge dele fulgtes ad skridt for skridt. Men jeg har omsider afsløret hemmeligheden, da jeg saa nogle betragte denne dyrkelse med munden som en gengæld eller en afregning med Gud. Da det jo ikke er videre besværligt at bevæge læberne, men vanskeligt at bekæmpe lysterne og at overvinde lidenskaberne, vælger de det letteste i den tro, at man ved en saadan adfærd saa nogenlunde kan opfylde et kristent menneskes pligt; men man risikerer, at Gud kun saa nogenlunde vil gengælde denne dyrkelse. Det er i al fald mere trygt at tie helt stille end stadigvæk at bede om tilgivelse for de synder, man har i sinde kort efter at begaa igen. Derfor sagde Bion under et uvejr til nogle sømænd, der af skræk for at forlise bad brændende: Ti dog stille, for at Gud ikke skal høre, hvor I er!
|63Det er, hvad jeg kan bebrejde andre, og andre mig. Hvorvidt de grundsætninger, jeg har fremsat, er kætterske, overlader jeg til Deres og andres bedømmelse. Hvis det er kætteri, er det mit eneste. I de grundlæggende trosartikler viger jeg ikke en fingersbredde fra den rette kirkes tro, og hvis jeg gjorde det, vilde jeg aabent vedgaa det, da jeg mener, at intet er hæsligere og mere upassende for et menneske og en kristen end hykleri. De skrupler, der opstaar ved min læsning af forbudte bøger, lader jeg kun mine venner vide, og ved deres bistand løser jeg lykkeligt de fleste knuder. Da livet er kort
og alderen melder sit komme,
anser jeg det for umagen værd at søge til bunds i alt og udforske det rette grundlag for aabenbaringen. Jeg veed vel, at man for det meste dadler dem, der følger denne fromme skik; men da Guds domme er rimeligere end Menneskers, haaber jeg, at denne forskning ikke vil være den himmelske dommer ukær, fordi den alene udspringer af bekymring og omsorg for fremtiden. Det gør mig ondt for England, og jeg misbilliger den tøjlesløse frihed, hvormed man angriber aabenbaringen, især da det ser ud til, at dette onde breder sig mere og mere dag for |64dag. Det gør mig dog mere ondt for Spanien, Italien og andre lande, hvor friheden i religiøse spørgsmaal indskrænkes og forstanden lægges i lænker, hvoraf følgen bliver, at de af staten anerkendte grundsætninger drages i tvivl og en hemmelig og derfor gyseligere vantro trænger ind i sindene. I Spanien f. eks., hvor der tilsyneladende er ligesaa mange helgener som mennesker, synes der at være flere kristne, medens der maaske i virkeligheden er flere i England. Englænderne kommer nemlig aabent frem med det, der ligger dem paa sinde, *da de anser det for forargeligt at have noget rede paa læberne og andet skjult i hjertet, medens spanierne – enten af skræk for straf eller i haab om fordel – hykler for Gud og ofte med ild og sværd udbreder den religion, de afskyer i deres hjerter. Forestil Dem, hvordan de to folkeslag kommer til at se ud i Guds øjne, han som trænger ind i hjertets fjerneste afkroge. Lad dem paa den yderste dag møde for domstolen, der med fromt sind har forsket i den hellige skrift, men som paa grund af deres skrøbelige dømmekraft er faret vild paa visse punkter; og lad ogsaa de andre møde, der enten af ligegyldighed ikke har villet overveje dette saa vægtige spørgsmaal, eller som i stilhed ler ad den religion, de aabenlyst bekender sig til, og som med digterens ord
|65dølger saa fromt, hvad de bærer i hjertet.
Lad dem møde, siger jeg, for Guds domstol, og det vil ikke være svært at gætte kendelsen,
naar fra sin straalende borg, den højeste dommer beskuer
menneskers levned og synd for at lære dem nøje at kende.
Mange iøjnefaldende eksempler paa hyklerisk fromhed kan man se i Spanien, hvor denne ækle forstillelse gaar videre fra fædre til efterkommere, og hvor man har afsløret præster, biskopper, ja selv inkvisitorer som hemmelige jøder.
Jeg fordømmer ganske vist ingen, der ønsker at frelses; jeg fordømmer snarere dem, der aabent hos andre dadler det, de i det stille selv billiger, eller som offentligt bekender, hvad de selv i det stille ler ad. Det første er at fare vild, hvad der er menneskeligt; men det andet er aabent at holde Gud for nar, og det kræver i straf. For ikke aabenlyst at faa udseende af at dække over kættere skelner jeg mellem dem, der farer vild i ond eller i god tro. De første fordømmer jeg, hvis de overhovedet findes; de sidste har jeg ondt af, med mindre de maaske dristigt udspreder deres vildfarelser, at hvilken grund de kan straffes som forstyrrere af den offentlige ro. Kun fra dette synspunkt kan intolerance undskyldes. Alt hvad der forstyrrer samfundet, maa undertrykkes ved samfundets love. Derfor straffer staternes ledere med rette mord, rov, tyveri |66og den slags forbrydelser; men andre laster som griskhed, utaknemmelighed, fraadseri, ødselhed, vrangmeninger hører ikke ind under deres domstol, men kommer kun for Guds alene. Den hellige skrift viser ganske vist, at afgudsdyrkelse er blevet straffet med døden; men det var det teokratiske herredømme, som jøderne levede under, der medførte denne strenghed. Dyrkelse af hedenske guder betød nemlig oprør mod Gud, jødefolkets konge. At dyrke fremmede guder var altsaa for dem det samme som at ringeagte den borgerlige magt, hvilket maatte føre til samfundets ødelæggelse. Derfor blev selv mindre misgerninger ofte straffet strengt, medens større forblev ustraffet, da de mere var af teoretisk end af praktisk natur. Man bar saaledes over med sadukæerne, der benægtede opstandelsen og aandernes tilværelse, medens der var fastsat livsstraf for den ringeste krænkelse af ceremonierne. Det er derfor klart, hvem det er, jeg udelukker fra tolerancens velgerning, nemlig kun dem, der hylder grundsætninger, der gaar imod den verdslige magt. Jeg udelukker katolikker, da de selv er intolerante og ved vold og underfundighed |67søger at udbrede deres lære. Jeg udelukker sværmere, da de vægrer sig ved edeligt at forpligte sig til lydighed og spreder samvittighedens slør over deres trods.
Matematik har jeg ikke interesseret mig for. Den højere fysik ligger mig dog meget paa sinde, og jeg læser ivrigt, hvad der er skrevet om dette emne, og hvad jeg kan forstaa. Da jeg er i tvivl om rigtigheden af Descartes’ og Newtons grundsætninger, har jeg ikke sluttet mig til nogen af dem. Descartes’ hvirvelteori kan jeg dog ikke slaa af tankerne; hans teori om hvirvlerne er jo saa let, at selv børn og gamle koner kan begribe, at solens omdrejning nødvendigvis maa have en saadan virkning. Newtons tiltrækning betragter derimod uvidende og ukyndige som en magisk kraft, og de kan kun med nød og neppe forstaa, hvordan solen, der udslynger saa mange ildstrømme samtidig kan tiltrække planeterne og knytte dem til sig, da det strider mod naturens orden at blæse og have mel i munden paa een og samme gang. Da Descartes’ hypotese er rimeligere og langt lettere forstaaelig, og da vi ikke kan tilskrive planeternes cirkelbevægelse mere sandsynlige aarsager, mener jeg følgelig, at vi bør holde os til denne hypotese, og at hvis der |68indtræffer visse fænomener, der synes at omstyrte den, som f. eks. kometernes elliptiske bevægelse og andet af den slags, saa maa det henføres til andre skjulte aarsager eller til visse for kometerne særegne egenskaber. Jeg skal ikke sige mere herom, da jeg ikke er nogen kompetent dommer om dette emne. Jeg vil kun tilføje, at kometernes anomali ikke strider mindre mod Newtons system end mod Descartes’ hvirvler. Hvis nemlig spørgsmaalet er, hvordan kometerne kan bevæge sig ligeud, medens de andre legemer ruller rundt om solen i en cirkelbevægelse, saa vil et andet ligesaa besværligt spørgsmaal plage Newtons tilhængere, hvordan nemlig en komet, naar den er kommet i nærheden af solen, igen kan stige og fortsætte sin bane, hvis nemlig solen trækker legemerne, vilde den i kraft af tiltrækningen helt opsluge en komet, der kommer den ret nær. Newton har ganske vist forudset indvendinger mod tyngdeloven og af den grund ladet det staa enhver frit, om de vil bruge ordet tiltrækning eller impuls. Det kommer imidlertid ud paa det samme. Dog maa man berømme beskedenheden hos denne saa skarpsindige mand, der – skønt han havde flere øjne end Argus – dog erkendte, at der er hemmeligheder, den menneskelige tanke ikke kan magte. De efterfølgende matematikere har dog hentet vand fra Newtons kilder |69til at vande deres haver med, og mange af Descartes’ tanker har efterhaanden mistet deres popularitet.
Min pligt som kvæstor gør ofte afbræk i de sysler, jeg har en naturlig trang til, fordi den ofte tvinger mig til at tilbringe hele dage med kedelige sager; at underskrive kvitteringer, føre regnskaber og skrive en mængde, men ganske illiterære breve. Mit jordegods gør ogsaa afbræk i mine sysler. Det er Dem jo bekendt, at jeg for nogle aar siden har købt en herregaard paa Sjælland ved navn Brorup. Bøndernes klager og naboernes besværinger plager mig uafbrudt; de bortleder dog min opmærksomhed mere end lægger beslag paa den. Jeg sørger omhyggeligt for ikke at blive indviklet i de processer, der er en følge af jordegodsbesiddelsen. Hvis der opstaar stridigheder, prøver jeg at bilægge dem ved et venskabeligt forlig; men man kommer ikke langt paa landet ved at optræde paa den maade. Forholdene der kræver nemlig et andet liv, en anden optræden. I byen lever jeg som filosof, jævnt og ligetil; men jeg tager ud paa landet i rustning. Filosofi og moral lader jeg ligge i acciseboden ved Vesterport, indtil jeg kommer tilbage. Efter at jeg er blevet godsejer, fører jeg derfor |70et dobbeltliv: som filosof i byen, som krigsmand paa landet. I byen forsvarer jeg mig mod mine modstandere med ord, men paa landet med vaaben. Jeg forsøgte ganske vist i begyndelsen at dæmpe bølgerne ved en forekommende og venlig optræden og ved at tigge mig frem med bønner, men erfaringen lærte mig, at man kun ægger bønderne ved at bære sig saadan ad. Af den grund støtter jeg mig ude paa landet snarere til juristerne end til filosofferne. Naboerne troede, at jeg var dybt begravet i bøgerne, at de ustraffet kunde drille mig og aabenlyst gøre mig til latter. De prøvede derfor paa at finde ud af, hvordan jeg var, og hvor langt min taalmodighed gik, ved at smigre mig, true mig og ved andre kunster, som bønderne er mestre i; men da de saa, at jeg ikke var helt vaabenløs, men passede tilstrækkelig omhyggeligt paa, sluttede de vaabenhvile og snart efter fred. Under denne livsform kommer man nok ud for adskillige nedslaaende og ukærkomne oplevelser, og man faar atter og atter ubehagelige budskaber, f.eks., at
af sygdom er gederne døde,
kornet har narret ens haab, og studen er død foran ploven.
Paa den anden side er der dog ogsaa meget, der glæder og opmuntrer en. Efter min mening findes der intet, der er mere behageligt, mere agtværdigt og mere passende for en filosof end at dyrke jorden. Det er ogsaa |71en følge af min karakter, at selv bøndernes sludren og aabenhjertige snakkeglæde fornøjer mig mere end de lærdes friserede taler. Da jeg blev ejer af godset, var alt forfaldent; men lidt efter lidt kommer der orden i tingene, det faldne rejser sig igen, og alting blomstrer rent misundelsesværdigt. Hver gang jeg ser tilbage og sammenligner mit gods’ tidligere tilstand med dets nuværende, føler jeg en dyb glæde. Jeg er glad over, at jeg paa den maade har opfyldt en god borgers pligter, og over blandt saa mange ødelæggere, der lader deres ejendomme forfalde og alt gaa til grunde, at have formet en raa og uordnet masse og at have givet bønderne, der i sin tid sukkede under et tungt aag, en bedre skæbne.
De skavanker, der for det meste følger med alderdommen, mærker jeg allerede tydeligt. I sin tid var jeg modig, nu bliver jeg frygtsom. Hvad jeg den gang søgte, det undgaar jeg nu helst. Den gang var jeg selskabelig, nu sætter jeg pris paa ensomhed. Min lystighed er blevet efterfulgt af barskhed. Mit glatte ansigt er blevet rynket. Hvad jeg i sin tid glædede mig over, det er jeg nu led og ked af: i sin tid blev jeg grebet af musikkens sødme; nu lader den yndigste musik mig kold. |72Og, hvad der er det sikreste tegn paa den tilstundende alderdom: jeg har mere fornøjelse af smaasnak end af lærde samtaler. Hvis man f. eks. begynder at tale om betydningsfulde ting, f. eks. om krigen mellem tyrker og perser, triplealliancen, den pragmatiske sanktion, om kejser- eller pavevalget og andet af den slags, som i sin tid fik mig til at spidse øren, saa gaber jeg nu og lytter til dem, der taler om dagligdags ting, f. eks. om nabostridigheder, barsler, forlovelser, bryllupper, mødomsforlis osv. Hvad mine venner især lægger mærke til som et sikkert varsel om den truende alderdom er, at bedrøvelige budskaber, tab og trusler fra mine modstandere gør et stærkt indtryk paa mig, og at et hvilkensomhelst uvant fænomen faar mig til at ryste, som om jeg havde set en komet. Den skavank har nogle mennesker ogsaa lagt mærke til i min ungdom og manddom og af den grund ment, at jeg blot med ord har tillistet mig navn af filosof. Jeg maa indrømme at jeg aldrig i praksis har været filosof. Jeg har ogsaa oprigtigt vedgaaet, at jeg er tilbøjelig til vrede, opfarenhed og andre fejl. Vanen, der plejer at gøre en haardhudet, har ikke i tilstrækkelig grad rustet mig mod alle |73skæbnens eller naturens angreb. Jeg veed nok, at man ved filosofiens hjælp kan værge sig mod og ringeagte ikke alene smertens pileskud, men ogsaa mod skæbnens lynnedslag. Derfor læser jeg hyppigt filosofiske bøger; jeg ser, at alle siderne er stopfulde af beviser og fornuftgrunde, jeg ser saa mange eksempler, at man ikke kan tænke sig flere; men jeg kommer dog ikke ved læsning ret langt overfor pludselige anfald.
Nogle filosoffer siger ganske vist: Hvad man kan lægge fra sig, kan man ogsaa lade være med at tage sig paa; men ingen kan sig værge mod indtrykkets kraft. Ingen kan hindre det uformodede i at virke paa os.
Taaber og viismænd kan frygten i lige grad gribe og lamme;
rædselens første stød rammer i hjertet enhver,
dog med den forskel, at snart den viise sig evner at rejse,
medens en dumrian bli’r liggende der, hvor han faldt.
Det er til ingen nytte at prale af stoisk ufølsomhed og at tro, at man kan rive alle følelser ud af sit sind; vi er jo ikke hugget i marmor eller skaaret af egetræ. Det første anfald, især hvis det kommer uventet, lammer selv de viise; men en forudgaaende overvejelse af mulige ulykker mildner deres komme. Derfor siger digteren: |74
ej skal uventet sorg mig ramme uberedt.
Da ingen kan hindre sindsbevægelserne i at opstaa, maa man følgelig undskylde dem, hvis vædsker ved en pludselig ophidselse frembringer gæring i legemet. Naar vædskerne plager mig, mærker jeg gæringens styrke og kan ikke falde til ro, før blodet efter det første anfald gærer af og de adsplittede dele af sindet atter tvinges paa plads. Til ingen nytte søger man at hæmme et feberanfald ved at læse Sokrates, Cicero eller Seneca. Naar det opstaaede uvejr faar raset ud og smerten har mistet sin første styrke, saa er de midler nyttige, der hindrer ondet i at blusse op igen. Naar heden taber sig og jeg faar min fornuft og tænkeevne igen, ler jeg ad min taabelighed og ruster mig for ikke at lade mig overvinde af vrede eller angst. I dette tilfælde gør filosofien sin virkning, saa at jeg kan sige med Cicero: Ligesom der findes mange slags midler mod slangegift, og ligesom kløgt og flid hjælper os mod fattigdommens ulykker, og skamfølelse og undseelse mod vellystige udskejelser, saaledes har vi ved Guds naade og gave faaet filosofien til hjælp mod den bidende smerte. Det er nok for en mand at hindre ulykken i |75at blusse op igen, naar dens styrke er ved at tabe sig; men det er kvindagtigt helt at lade sig overvinde af smerten. Det er det, digteren mener, naar han siger:
Klage over skæbnen tør en mand, men ikke klynke vildt.
Det er ret for ham; men taarens trøst er skænket kvinden kun.
I mine tidligere breve har jeg tilstaaet mine skrøbeligheder oprigtigt. Nogle af dem har tiden gjort det af med, men dog kun saaledes, at der – i forbindelse med alderen – er kommet andre i deres sted. Tiderne ændres og vi med dem. Udryddelse af een fejl er ofte oprindelse til en ny. Hvad de fleste af mine dyder og lyder angaar, er jeg dog den samme, som jeg altid har været.
Jeg har sagt, at jeg i sin tid var uforfærdet, men at jeg nu paa grund af min alder bliver frygtsom. Der er dog blevet noget tilbage af mit gamle mod og med mellemrum dukker det op. Jeg forsvarer mig stadigvæk tappert mod mine modstanderes angreb. Jeg er kun bange for de hellige, der udæsker mig under dække af religionen. Ved synet af dem kaster jeg skælvende mine vaaben og flygter fejgt, da jeg af erfaring veed, hvor frygtelig de himmelskes vrede er, hvor haardnakket deres had, og hvor heldige de plejer at være i deres krige. |76
Gudernes harme mig gør mere bange end hyrdernes hunde.
Lider jeg uret, jeg tror, mig kun times min ret.
Jeg har altid afskyet hykleri paa det skarpeste, og jeg er stadig saa aabenhjertig, at man bebrejder mig det. Der er dog dem, der mener, at jeg i mine skrifter smigrer det andet køn; men hvis de vilde undersøge, hvad jeg har skrevet til kønnets fordel, vil det blive klart, at jeg ikke har optraadt som smigrer, men som retfærdig dommer og forsvarer. Jeg har slaaet fast, at de fleste fejl, der anses for ejendommelige for dette køn, ikke kommer af naturen, men af oplæring, og at natur ofte blandes sammen med opdragelse. Jeg har slaaet fast, at vi vilde se mandlige dyder straale hos de fleste kvinder, hvis de fra barnsben var blevet opdraget som mænd. Jeg har slaaet fast, at de fleste rettigheder, som mænd tillægger sig, mere bygger paa skik og brug end paa naturlig ret. Jeg har paavist, at man snarere bør tage hensyn til evner end til navne, og at kvinderne ikke alene paa grund af deres fødsel bør udelukkes fra alle de hverv, der kræver hovede, da vi af eksempler lærer, at deres begavelse er saa smidig, at de ikke savner evne til at varetage baade deres egne og det offentliges sager.
Jeg smigrer |77altsaa ikke kvindekønnet; men jeg maaler begge køn med samme alen uden hensyn til navn eller fødsel. Hvis jeg f. eks. havde bemærket, at en søster bedre kunde holde paa en hemmelighed end hendes broder, vilde jeg delagtiggøre hende i mine planer og ikke ham; hvis jeg mærkede, at hun var dygtigere i forretninger, vilde jeg bære mig ad paa samme maade. Naar man upartisk giver enhver sit, smigrer man ikke for nogen. Man maa snarere stemple dem som smigrere, der i ord og skrift slesker for sig selv og for deres eget køn og forfølger og gennemhegler det vaabenløse køn. De fleste mennesker holder med det sejrende parti, men jeg med det besejrede og underkuede. Det første er det sikreste, det sidste det mest agtværdige. Ud fra dette ene synspunkt tager jeg altsaa parti for det andet køn, som jeg iøvrigt aldrig har givet mig i vold. Derom vidner mine ensomme nætter, derom vidner mit stadige ungkarleliv. Mine venner tilskynder mig ofte til at gifte mig. I reglen afviser jeg dem med en spøg, idet jeg snart skyder mig ind under mine manglende kundskaber i eksperimentalfysikken, snart med min tilstundende alderdom. I reglen plejer jeg at argumentere saaledes: Før mit fyrretyvende aar var jeg ikke i stand til at gifte mig, og efter |78den tid var jeg ude af stand til det. I sin tid var jeg bange for armod, nu for overflødighedshorn, et onde, jeg har tilfælles med de fleste af mine landsmænd, der paa grund af fattigdom ikke kan gifte sig, før det gaar nedad med dem og deres alder har gjort dem utjenstdygtige. Hvis jeg altsaa i min alder skulde se mig om efter en kone, vilde det ikke blive mig, der giftede mig med hende, men hende, der giftede sig med mig. Det er det slør, jeg plejer at kaste over mit ungkarleliv; men den virkelige grund er min altfor kræsne og nøjeregnende karakter. Huslige bekymringer skræmmer mig, ligesom forskellige mindre væsentlige ting, andre tager sig let, men som jeg ikke kan holde ud. Hvis jeg skulde gaa paa frierfødder, vilde jeg iøvrigt ikke lægge skjul paa mine skrøbeligheder, der – selvom de for det meste kun betyder lidt – dog er saa mange, at de vilde afskrække enhvilkensomhelst pige eller enke fra at indlade sig i ægteskab med mig. For ikke saa længe siden spurgte en enke mig, om jeg havde forpligtet mig til et stedsevarende ungkarleliv. Jeg svarede dertil, at jeg ikke havde lovet noget, men at der var mange ting, der bandt mig til ungkarlelivet, og at jeg gjorde mig mange tanker, der hindrede mig i at gifte mig, selvom jeg saa vilde. Dertil svarede hun: De ubehageligheder, ægteskabet fører med sig, opvejes af utallige behageligheder. En dygtig og retskaffen hustru bøder paa |79forskellige besværligheder og paatager sig husførelsens byrder halvt eller helt. Tilsidst begyndte hun at udbrede sig over ægtestandens glæder, hvor store de var og hvor mange, hvordan de spredte alle skyer og fjernede alle besværligheder. Jeg svarede, at en tresaarig mand kun mærkede ægteskabets ubehageligheder, men ikke dets glæder. Da hun omsider bad mig om at nævne de besværligheder, jeg var mest bange for, spurgte jeg hende, om hun maaske snorkede om natten; og da hun forsikrede, at hun var meget slem til at snorke, sagde jeg: Alene paa grund af denne ringe ubekvemmelighed vilde jeg give Eder løbepas! Med disse ord gik jeg min vej, og *hun var lige ved at revne af latter.
Af disse grunde lever jeg ugift, og det er sandsynligt, at jeg vil blive ved med det, selvom det skulde falde i min lod at leve længere. Jeg planter kun træer for at synes at have bidraget lidt til jordens frodighed. Jeg skriver ogsaaa bøger, da jeg ikke kan sætte børn i verden; paa den maade gør jeg en del af min pligt, da jeg ikke formaar at gøre den fuldt ud. Vi kan ikke alle sammen gøre alting. Jeg priser den borger, der løser begge opgaver fyldestgørende. Det ene bør jo gøres, og det andet ikke forsømmes. Jeg har angivet grundene til mit eneboerliv, for at man skal høre op med at plage mig af den grund. Der er |80ogsaa andet, som mine venner udsætter paa mig; men hvis de kendte de skjulte aarsager til min væremaade, vilde de høre op med at plage mig og tilstaa, at jeg i reglen handler, ikke efter øjeblikkelig tilskyndelse, men med overlæg. Jeg strør saaledes om mig med spøgefuldheder og giver mig af med lystige arbejder, da jeg kræver det som lægemiddel, naar mit tungsind er ved at overvælde mig. Jeg spæger mig, da en simpel og almindelig levevis bekommer mig bedst. Jeg lever tilbagetrukket og ensomt, da ro er næring og vederkvægelse for min sjæl; jeg er aldrig mindre alene, end naar jeg er alene. Jeg holder ikke lakaj, da jeg betragter en tjener som et huskors og et ubekvemt møbel. Af helbredshensyn gaar jeg til fods, og jeg lever ugift, da jeg aner, at jeg vil have svært ved at finde mig i de vanskeligheder, ægtestanden fører med sig. Den, der faar en hustru, lider – bortset fra de for alle fælles vanskeligheder – under en særlig elendighed, fordi ikke alene hans egne genvordigheder og bekymringer piner ham, men ogsaa hans hustrus og hele hans husstands. Han kan jo hverken i sind eller tanke rive sig løs fra hende som han er forenet med ved ægteskabets snævreste baand.
|81De undrer Dem over, at jeg foretrækker byen for landet, skønt jeg sætter tilbagetrukkenhed og ro saa højt; men det er selve min længsel efter ro, der holder mig tilbage i hovedstaden, hvor jeg lever, som om jeg var ganske alene. I landsbyer og smaabyer plages vi af partikævl, ondsindet sladder og andre ubehageligheder, der er sjældnere i store byer, hvor man er saa optaget af sine egne forretninger, at man kun sjældent blander sig i andres sager, medens folk paa landet har tid og anledning nok til at skabe uro og fortrædeligheder.
Vandet raadner jo let, naar det forbliver i ro.
Det har jeg erfaret i den egn, hvor mit gods ligger, og hvor jeg bliver nødsaget til at leve forsigtigere end i selve hovedstaden.
Da jeg altid har opfordret til tolerance, har jeg et daarligt rygte blandt visse stivsindede teologer, der stadigvæk er indædte tilhængere af intolerancens grundsætninger, som selv mere maadeholdne katolikker nu er bange at vedkende sig aabenlyst. De formoder, at jeg forsvarer visse af vor tids mennesker, som man mener i hemmelighed misbilliger de hellige ceremonier. Jeg har tvertimod fra jeg kom til skels aar og alder anset tolerance for en sand kristelig dyd og ment, at den er i overensstemmelse med Kristi lære og den evangeliske |82tro, saaledes som det fremgaar af forskellige formaninger, der findes rundt om i mine arbejder fra de sidste tyve aar. At opgive denne grundsætning er at undergrave protestantismens grundvold og at udsætte os for de samme vaaben, som vi i sin tid selv brugte mod katolikkerne. Hertil maa man føje, at Kristi morallære, hvis fortrin religionens bitreste fjender erkender, og som de ikke engang vover at kny ad, gøres urimelig og ringere end samtlige filosoffers lærdomme, hvis vi farstaar ordene: Nød dem til at gaa ind bogstaveligt.
Der er mennesker, der har vredet et og andet ud af mine skrifter, som kan bringe præsterne i kog, og de mener følgelig, at gejstligheden ikke er mig venligsindet. De tager helt fejl, da jeg viser præsterne al rimelig ærbødighed som forkyndere af Guds ord. Hvis de er gode mennesker, fortjener de efter min mening baade ærbødighed og kærlighed. Hvis de ikke er det, viser jeg dem dog offentligt ærbødighed paa grund af det embedes hellighed, de beklæder. Ved denne adfærd følger jeg en gammel kones eksempel. Da præsten gik ned ad prædikestolen, sagde hun til ham: Jeg |83takker Ham for de fromme og grundige formaninger, Han har givet os. Gud give, at Hans liv maa svare til Hans ord! Gott gebe Ihnen die Gnade, dass sie selbst darnach leben mögen. Jeg slutter mig ikke til dem, der til stadighed skraaler op mod præsterne, og som mener, at deres indtægter bør formindskes. For mig maa de tjene til et pænt og rigeligt udkomme. Man maa jo tage sig iagt for, at de ikke som følge af trange kaar skal blive udsat for folks spot som tiggermunkene eller søge sig andre smudsige indtægter, der ikke anstaar sig deres hellige embede. Naar de sidder i trange kaar og lever af almisser fra fremmede kan de neppe passe deres embede ordentligt. Man tager altsaa fejl, hvis man mener, at jeg er præsterne ildesindet. Jeg undgaar kun dem, der anmasser sig navn af at være hellig, for at beklikke gode mænds rygte. Men lad mig vende tilbage til mit emne!
Der er mennesker, der ogsaa bebrejder mig, at jeg ikke har talt ærbødigt nok om universitetet og lærde selskaber, navlig da det saa ud til, at jeg – skønt universitetslærer – besudler min egen rede. Tvertimod: jeg strides ikke med andre lærde om studierne, men om maaden |84at studere. I min Underjordiske Rejse henviser jeg disputereøvelserne til cirkus. Jeg misbilliger visse akademiske skikke, som faar tilskuerne til at le, og jeg har kun spot tilovers for visse vanskelige ligegyldigheder og indholdsløse studier, der indtager en førsteplads ved visse læreanstalter. Det er dog ikke videnskaben, jeg bekæmper med min kritik, men videnskabsmændenes fejl. Den viser snarere, at jeg dyrker muserne i sandhed og ærefrygt; den godtgør, at jeg er ængstelig for, at videnskaben skal blive til latter og foragt paa grund af en bagvendt maade at studere paa og takket være visse ceremonier, som giver den et skær af gøgl. En alvorlig indvending mod visse akademiske love er, at det er noget, man har fundet paa i middelalderen, hvis uvidenhed vi nu til dags studser over, og hvis optræden, skikke og studier vi ikke kan læse uden at le. Alting syder, og auditorier og katedre genlyder af larm og støj; men naar saa det hele er overstaaet, finder vi, at der alligevel ikke er kommet noget ud af postyret. Jeg har derfor altid ønsket en tidssvarende reform. Jeg kunde ønske, at støjen blev erstattet af stilhed, snakkelysten af eftertanke. Jeg kunde ønske, at man i stedet for doktorer og magistre med deres |85forelæsninger havde ligesaa mange responsorer dvs. folk, der ikke valgte og forsvarede theser efter deres eget hovede, men som besvarede studenternes spørgsmaal. Af denne ordning vilde der flyde to goder: tilhørerne vilde faa svar paa deres spørgsmaal, og ingen vilde paatage sig *lærergerningen, før han var fuldstændig udlært, og før han havde naaet den fulde modenhed i den videnskab, han agtede at undervise i.
Det havde været ønskeligt, om der paa renæssancetiden samtidig med teologen Luther paa det politiske og videnskabelige omraade var opstaaet en Luther, der i verdslige anliggender kunde have udført det samme som han paa det kirkelige omraade, ved helt at bortfalde den middelalderlige surdejg og lægge en helbredende haand paa de vildfarelser, den tids mørke havde medført. Der er stadig meget at reformere, da man blot har afgrenet vildfarelserne, men ikke revet deres rødder op. De universiteter, som skylder middelalderen deres oprindelse, har brug for lægemidler, saa at videnskaberne kan dyrkes med mindre staahej og større nytte. De i Frankrig og England nylig grundlagte akademier, viser, hvor nødvendige saadanne reformer er. Deres love i er en modsætning til lovene ved de universiteter, hvor de unge skal sværge paa deres læreres ord, og |86hvor deres evner ikke bliver afslebne og deres smag snarere fordærves, og hvor man lærer meget, man snart maa lære sig af med igen. De, der strømmer til universiteterne som til markeder for nyttige kundskaber, vender hjem belæssede med forskellige varer, ganske vist mere vidende, men ikke bedre og mere dannede, da deres gamle fordomme snarere er blevet øgede end fjernede, hvad der bør være det, der skiller de lærde fra almindelige mennesker. De gamle fordomme maa udryddes, og de unges hjerner blive som ubeskrevne blade, førend de fyldes med lærdom. Hvis man ikke iagttager denne forsigtighedsregel, tror de, at intet er sandt, med mindre det kan henføres til den trosretning, de nu engang har tilmeldt sig.
Heraf fremgaar det, at det kun skyldes visse spøgefuldheder, der findes rundt om i mine skrifter, naar man – med urette – angriber mig som hader af studeringer. Mine utrættelige anstrengelser, mængden af de værker, jeg har udgivet, og de belønninger, hvormed jeg har opmuntret andre til at skrive, røber snarere varme end kulde, ærbødighed snarere end ringeagt. Naar man tror, at jeg skriver for vindings skyld, tager man fejl; der har nemlig tilbudt sig andre muligheder, hvorved jeg kunde have skaffet mig større indkomster med mindre besvær; og den omhu, jeg har anvendt paa |87mine arbejder, viser, at det ikke har været vindelyst, der har opflammet min trang til at skrive. De mest lovende muligheder for at tjene penge har jeg ladet glide mig af hænde, da jeg troede, at de satte bom for mine studier; jeg har jo altid ment, at den tid var spildt, der ikke blev anvendt paa boglige sysler.
Med denne min brændende trang til at læse og lære, mener jeg dog ikke at have udrettet noget, og selvom nogle mennesker kalder mig flittig, mener jeg dog selv, at jeg har været ganske ørkesløs; hvis man vilde sammenligne mig med andre store mænd, saa rødmer jeg over min søvnighed og sløvhed. De vedvarende sygdomme, der plager mig, hæmmer min arbejdslyst. Det er især hovedpine, der byder mig at stoppe op. Den generer ganske vist alle mennesker, men dog mest den, der giver sig af med boglige sysler. Da menneskene ikke kan undgaa sygdomme, vilde jeg, hvis jeg havde magt til at fordele dem, overlade hovedpinen til kvinder og folk, hvis beskæftigelse ikke kræver hovedbrud, eller til flove skribenter, som vi har altfor mange af.
Hvis jeg har indlagt mig nogen fortjeneste af litteraturen, er det den, at jeg har anstrengt mig for at udrydde smagen for trivialiteter og pedanteri. Jeg blev tidligt fortrolig med engelsk og fransk litteratur |88og prøvede derfor ikke saa meget paa at skrive lærd som paa at udtrykke mig elegant. Jeg kan uden at prale sige, jeg blandt mine landsmænd er næsten den første, der har skrevet nogenlunde overskuelige historiske værker i stedet for tørre og usammenhængende aarbøger, og jeg har ligesom genopvakt interessen her i Norden for moralske studier, der indtil da havde ligget begravet. Der er nogle mennesker, som erkender dette og følgelig roser mine forsøg; de undrer sig blot over, at en mand, der lever saa roligt, som altid er sygelig og paa vej til at ældes, at han aldrig bliver voksen, men prøver sine kræfter paa skæmtedigte og lystige komedier. Det er tvertimod netop mine legemlige og sjælelige sygdomme, der driver mig til denne beskæftigelse som til et lægemiddel; og jeg fraraader ikke andre brugen af dette middel. Der var engang en mand, der bebrejdede mig denne beskæftigelse med følgende ord: Hvorfor skriver du spøgefulde værker, naar du fører saa strengt et liv, hvortil jeg svarede: Hvorfor skriver du triste og skrækindjagende digte, naar du lever saa lystigt?
Mine legemlige skrøbeligheder afbryder mig ganske vist uafbrudt i mine sysler og arbejder; men de har samtidig paa sin vis fremmet dem. De onder, der stadig plager mig, har tvunget mig til at føre næsten en eneboertilværelse, saa at jeg lever ligesom afsondret i en by, der er saa rig paa |89afbrydelser og tillokkelser, midt i den rummel, som rettergang og hofliv fører med sig, midt i støjen fra trompeter og trommer og midt i talløse andre besværligheder, der plejer at forstyrre videnskabelige sysler, og som holdes for uundgaaelige i handelsstæder og befæstede byer. Stormænds tærskler slider jeg ikke, da jeg tidligt – tilfreds med min lod – har givet afkald paa skyggebilleder og tomme titler, som andre jager efter. Hvis stormændene bortgav legemlig sundhed og ikke alene titler, æresposter og andre fordele, vilde jeg som en ydmyg ansøger til stadighed vandre rundt i deres forværelser; men da de ikke kan give mig den, holder jeg mig hjemme og dyrker alene videnskaben. Man mener, at jeg har lært noget af englænderne naar jeg bærer mig saadan ad. De plejede i sin tid at sige om mit udseende: He looks as an English Man dvs. han ser ud som en englænder. Det er dog snarere min karakter, der er engelsk. Englænderne synes om mig, og omvendt jeg om dem, som jeg paa en ejendommelig maade syntes at ligne i adfærd og sysler, da jeg aabenhjertigt kommer frem med alt det, der optager mine tanker, og da jeg nipper til alt, der ser ud til at være sandt, og som derfor gør mest indtryk paa mig.
|90Nu paa mine gamle dage bliver jeg ved med at leve ligesaa tarveligt, som jeg vænnede mig til i min ungdom; og jeg bryder mig ikke om mine venners stadige opfordringer til at leve lidt mere standsmæssigt. De tror, at maadehold er det samme som at spæge sig, og derfor tuder de mig uafbrudt ørene fulde med den nordiske filosofis forskrifter, der anbefaler en flittig syslen med mad og drikke. Det kalder de at drage omsorg for sit legeme, men jeg at ødelægge det, da erfaringen lærer os, at det snarere er vellevned, der svækker legemet end maadehold, hvad mit eget eksempel viser rigtigheden af. For 40 aar siden var jeg saa skrøbelig, at mine venner spaaede mig en pludselig død, hvis jeg ikke spiste dobbelt saa meget, som jeg plejede. De fleste af disse prædikanter, som saa ivrigt drog omsorg for deres legeme, er nu forlængst døde og borte; men jeg, der holder mig til min gamle vane, og »spæger mig«, lever stadig og »af det rene ingenting«. De mennesker, der holder sig til middelvejen, bærer sig bedst ad: man bør spise for at leve, ikke leve for at spise. Den, der aldrig føjer sin madlyst, er ligesaa dadelværdig som den, der indrømmer den alt. Man maa bebrejde dem begge, at de bærer had til deres legeme. Man maa derfor kun spise og drikke |91saa meget, at man holder sine kræfter vedlige, ikke nedbryder dem, saaledes som de gør saa i udmærket, der holder sig til middelvejen i legemlige og aandelige anstrengelser. Menneskelivet er jo, som Cato siger, som et sværd. Hvis man bruger det, slides det; hvis man ikke bruger det, ødelægger rusten det. Paa samme maade ser vi menneskene slide sig op ved at bruge sig; men hvis de ikke bruger sig, medfører uvirksomhed og sløvhed endnu større skade.
Nogle mennesker ler ad mig, fordi jeg samler mig formue, især da jeg er ugift, og da jeg sandsynligvis dør uden efterkommere. Det tager jeg dem ikke ilde op; jeg ler nemlig lejlighedsvis ad mig selv. Jeg har prøvet begge dele: baade fattigdom og rigdom. Da jeg manglede penge, var der ingen bekymringer, som nagede mig.
Tomhændet paa min vej jeg sang i røveres nærhed.
Som rig plages jeg af mange bekymringer, ængstelser og sorger. Da jeg hverken kan eller tør gøre mig til gode, mærker jeg kun de besværligheder, rigdom skaffer en paa halsen, men ikke behagelighederne. Det ser derfor ud til, at man med rette gør sig lystig over mig; men hvis jeg vilde indsætte en af spottefuglene til arving, vilde han dog ikke bede sig fri for den bekymring, sorg, ængstelse og de andre besværligheder, der følger med rigdommen. |92I stedet for spottefugle vilde man faa at se ligesaa mange gabende ravne og snyltere parat til de fleste tjenester. Det vilde blive klart, at den kritik, de formaninger og stikpiller, de slaar om sig med, udelukkende flyder af misundelse. Vi foregiver ofte foragt for de ting, vi ikke kan faa i vor magt, ligesom det hedder sig om ræven, der sagde, at den fik ondt af jordbær, da den saa vejen spærret til den godbid, dens tænder løb i vand efter. De, der ler ad mig som paaholdende, de ler samtidig ad de fleste mennesker; de ler ogsaa ad sig selv. Kun ødsle mennesker, folk som Catilina, Lucullus og Apicius, forekommer mig at have større ret til at le; men naar de angriber sparsommelige og paaholdende mænd, gør de sig i endnu højere grad selv til skydeskive. Hvis paaholdenhed virkelig er dumhed, saa fortjener ødselhed navn af galskab. Vi har svært ved at forstaa, hvordan gamle mennesker paa gravens rand kan samle sig rigdomme, der ikke vil komme dem til nytte. Hvad er mere meningsløst end at samle flere rejsepenge, jo kortere resten af vejen er. Vi har dog endnu vanskeligere ved at forstaa, hvordan fattigfolk kan bortødsle deres penge, medens de dog kunde beskytte sig mod elendighed, sult og vanry, hvis de blot holdt fornuftig hus med deres ejendom. De første planter træer, der ikke bliver dem selv, men andre til nytte; de sidste |93fælder træer, saa at de selv til sin tid sammen med andre maa undvære frugterne, og de spiser et fint middagsmaaltid, saa at de maa nøjes med et ringere aftensmaaltid eller rent ud sulte. De riges sparsommelighed faar folk til at le, de fattiges ødselhed til at have ondt af dem. Man kunde kalde begge dele for sygdomme, den ene feber, den anden galskab.
Min legemlige beskaffenhed nøder mig til at føre et sparsommeligt og nøjsomt liv; enhver overdrivelse er af det onde og truer mig ufejlbarligt med sygdom. Derfor spiser jeg til middag, saaledes at jeg ogsaa har appetit til aftensmaden; og jeg gaar til fods for at bevare mit helbred. At erhverve sig midler paa hæderlig vis og at bevare, hvad man har erhvervet, viser, at man er en fornuftig mand, og det er en god borgers pligt. Jeg maa ganske vist indrømme, at forudseenhed er prisværdigere for en familiefader end for en ungkarl. Men hvad! om det nu faldt mig ind at gifte mig. Det er jo en lyst, der som en pludselig sygdom ofte uventet angriber mine landsmænd og samtidig i eet nu faar bugt med dem. Jeg skal ikke nævne andre tilfældigheder, som menneskelivet er udsat for, og som raader en til at tænke paa fremtiden. Hertil maa man saa føje, at da jeg har bestræbt mig paa at belære folk ligesaa meget ved mit liv som ved mine skrifter, saa er mit gode eksempel ligesaa paakrævet som mine formaninger. Hvis det var faldet i min lod at blive født i Spanien, hvor man spæger |94sig, og hvor man kun lever af luften, vilde jeg med ord og eksempel anspore folk til at leve højt og flot. I vort Norden, hvor man paa det mest ærbødige dyrker Ceres og Bacchus, er der brug for andre forskrifter, andre eksempler. Hvis det er en taabelighed at leve med fremtiden for øje og at gaa i skole hos myrerne, maa man i lige grad dadle familiefaderen og ungkarlen. Den betragtning, familiefaderen lægger som et slør over sin paaholdenhed: at hans overlevende børn skal have meget, at de kan leve pænt og agtværdigt, den er i en filosofs øjne fuldkommen intetsigende. Døden bryder jo alle baand; i det andet liv turde der ej heller blive tale om jordiske ting. Den slags tant vil forsvinde i paradiset, med mindre vi – som andet godtfolk – vil antage, at man lever i himmelen som paa jorden. Til syvende og sidst: man kan ikke sige, at den dør uden afkom, der gør staten til sin arving.
Naar jeg taler saa meget om mine midler, vilde man maaske anse mig for rig. Jeg er dog hverken rig eller fattig. Min formue er vokset saa meget, at jeg kunde tillade mig en større levefod. Dette var mine ønskers maal. Den lever jo forudseende og klogt, der ikke lader udsigten til hæderlig og tilladt vinding glide sig af hænde, men som |95ved given lejlighed er saa betænkt paa egen fordel, at han i nødens stund kan holde sig sulten fra livet. Den mand, der ikke er tilfreds med det, men bliver ved med at lægge daler paa daler, saa at hans formue vokser i det uendelige, ham kalder jeg ikke en forudseende husholder, men en fedtet gnier. Gud fri mig for denne sot! Min formue er erhvervet ved arbejde og bevaret ved maadehold, og jeg agter at bruge det, jeg lovlig har erhvervet, paa en saadan maade, at jeg kan være det bekendt. En del anvender jeg til forbedringer paa mit gods, og resten vil jeg sætte fast til offentlighedens tarv, saa at eftertiden kan kalde mig ikke saa meget besidder som blot forvalter af min formue.
Min legemlige skrøbelighed er den samme som i min ungdom. Jeg plages af de samme sygdomme, som jeg fik bugt med, saalænge jeg var ung, ved afholdenhed, arbejde og stadig bevægelse, men da disse samme skavanker bliver mere og mere tyngende, har jeg svært ved – efterhaanden som aarene gaar – at holde dem nede alene ved min viljekraft. Hvad er nemlig bedre og gavnligere naar man ikke er legemlig stærk, end at sørge for at være i det mindste sjælelig stærk, hvis da ellers legemet har brug for sjælens ledelse, og sjælen for legemets tjeneste.
Jeg føler mig altid syg, men kan dog ikke finde ud af sygdommens væsen. Jeg mener |96selv, at intet er mere sundt for mig end kinabark, men tør ikke – mod lægernes raad – bruge det daglig, især fordi jeg ikke kender denne barks natur. Hvis den har den egenskab at opsuge den skarpe væske, vilde jeg ikke betænke mig paa at indtage en daglig dosis; men hvis den blot kan standse gæringen, anser jeg barken for ikke blot unyttig, men ogsaa for skadelig. Et lægemiddel, der kun hæmmer, men ikke fjerner en skavank, bevirker jo blot, at sygdommen vender tilbage med des større styrke. Jeg er derfor stadig syg og bliver samtidig ældre og ældre, og jeg lever maaske længe, fordi jeg er syg. Mit daarlige helbred tvinger mig til at leve tarveligt, og det forlænger mit liv, selvom det er et sølle liv. Min legemlige tilstand svarer til mine sanser og min smag. Begge dele er nemlig noget for sig. Ligesom jeg ledes ved det, der behager andre, saaledes har mit legeme gavn af det, der skader andres. Jeg føler mig nemlig aldrig mere rask, end naar jeg lider af forstoppelse, eller naar jeg plages af søvnløshed og ligger vaagen om natten.
Jeg hænger over bøgerne, som jeg altid har gjort; men jeg har kun ringe gavn af min læsning. Alt det, jeg prøver paa at huske, glemmer jeg lige med det samme, og jeg har svært |97ved at huske navnene paa de almindeligste ting. Hvis De derfor spørger mig, hvorfor jeg læser, vil jeg give det samme svar, som engang en vittig professor gjorde. Han holdt forelæsning for tomme bænke i sit auditorium, og da man spurgte »hvorfor«, svarede han, at han læste for Gud og embedet. Hvad det er, der driver mig til at forske, har jeg sagt i dette epigram:
min grund til at forske
findes i forskningen selv. Den er alene min løn.
Min hukommelse er et sold, som lader alt løbe igennem, især alt historisk stof. Udtalelser og gloser svinder bort for mig, og gang paa gang leder jeg efter mit eget navn. Jeg bliver derfor ikke klogere af at læse. Det, jeg har lært i min ungdom, sidder derimod urokkeligt fast dybt i min sjæl. Paa andre omraader, der ikke kræver hukommelse, gør jeg dog endnu i nogen grad fremskridt; men jeg modnes mere ved at tænke end ved at læse. Jeg bestræber mig for at lære mig selv at kende, og for at lære menneskene at kende, saavel de enkelte som hele folkeslag. Da jeg paa mine udenlandsrejser interesserede mig mere for mennesker end for biblioteker, har jeg skaffet mig en ret udstrakt viden om de fleste europæiske folkeslags egenskaber.
De har ofte |98opfordret mig til – som andre udenlandsrejsende – at pynte paa mine rejsebeskrivelser med skildringer af den art. Jeg har dog paa det bestemteste frabedt og frabeder mig stadig denne altfor farlige og vanskelige opgave. Lad mig paa dette ene punkt modsætte mig Dem, om end med den samme ærbødighed, hvormed jeg paa alle andre punkter retter mig efter Dem. Men da De i Deres sidste brev gentager denne anmodning og ledsager Deres bønner med trusler, er jeg bange for at forekomme Dem, jeg skylder saa uendelig meget, umedgørlig og utaknemmelig. Jeg vil derfor ganske kort berøre nogle væsentlige ting.
 
 
 
xxx
xxx