Tilbake til søkeresultater
icon: innl Om teksten 
Vis/skjul utskriftsknapper
type: orig of Icon  Juele-Stue
   
[Titelblad]
   
[Rolleliste]

  collapse section icon
[Tekst]
   
Scene 1
   
Scene 2
   
Scene 3
   
Scene 4
   
Scene 5
   
Scene 6
   
Scene 7
   
Scene 8
   
Scene 9
   
Scene 10
   
Scene 11
   
Scene 12
   
Scene 13

collapse section icon Skjul alle | Vis alle expand section icon
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
|N7r
Scen. 1.
Leonora.
Ach denne Dag har været mig saa lang som toe andre; Kierlighed er dog en Passion som overgaar alle Passioner. Den er ligesom et oprørt Hav, hvilket jo meer det indskrænkes og indknibes jo meer bruser det; Ach Leander! du kom til min Ulykke at boe i dette *Naboe-Lav, saa jeg maa see den Person hver Dag for Øjene, som min gamle Mands *Mistænkelighed hindrer mig at *nyde Omgiengelse med; ald min Trøst bestaar der udi at jeg kand faa et og andet *angenem Brev fra ham, hvor udi hand udøser sine *Protestationer, som tiene ikke til andet end til en *Olie at formeere Ilden, og bringe mig i Fortvilelse; vi har *spundet paa adskillige Intriguer for at komme sammen, men alt har hidindtil været forgieves; skal der gives nogen Lejlighed til at nyde den i saa lang Tid forventende Lykke at tale med ham i Enrom, saa skal det være i denne *Juele-Stue, vi holder i Aften. Pernille, som jeg *har aabenbaret denne Kierlighed, staar nu udi Døren for at *vare mig ad, naar hand gaar forbi som hand gierne *i agt tager ved denne Tid, hvilken ved Breve er bestemt mellem os, for at faa hinanden at see igiennem Vinduet; thi jeg tør ikke engang lukke |N7vVinduet op *af Frygt min Mand skal komme i det samme; men den Frygt den Tvang, langt fra at giøre Kierligheden kaald, er dens rette *Tønder; men der seer jeg de komme.
Scen. 2.
Pernille. Leonora.
Pernille.
*Madam! *lav jer nu til, *paa Øjeblikket kommer *Monsieur Leander, 3 stærke Hosten er Signalen. Da maa *I *lade ham ind i Forstuen for at giøre Aftale.
Leonora.
Ej! Pernille det tør jeg ikke giøre *for mit Lif. *End om min Mand kommer i det samme?
Pernille.
Lad kun mig sørge derfor, saa snart hand kommer, løber jeg ind, og holder *Vatter med Sladder; jeg har *lavet mig paa en heel Sæk fuld af Snak at holde ham saa længe op med, som I behøver Tid til at tale nogle fornødne Ord med Leander.
Leonora.
Men undertiden vil hand ingen Snak høre.
Pernille.
Jeg vil heller ingen Snak høre *af hende; meener Madamen at jeg ikke vel *overlegger mine Sager? jeg veed nok hvad Snak *Karlen gid hørt; meener I at jeg vil fortælle ham *Aviser? at *Regenten er død, at *Meri|N8rveis har faaet hug i Tyrkiet, at *den Spanske Sølv-Flode er ankommen, at *Prinds EudemiusPrinds Eudemius]]Prinds Eudemius]] A a, Prinds Eugenius B C Prinds Eudemius] A a, Prinds Eugenius B C har vundet Sejer over *Duc de Vendosme. Nej jeg vil fortælle ham noget Kielling-Sladder som hand gierne spidser Øren til; jeg vil sige ham at der er fød en Kalv med *Top paa Hovedet og *Falbelader paa Beenene, saa begynder hand strax at moralisere, og *væve over Tidernes Ondskab over Pragt og Stads – Men der hører jeg hand hoster udenfor: spring ud og tag imod ham; nu springer jeg ind til Vatter.
Scen. 3.
Leander. Leonora.
Leonora *kommer indledende med ham; de staar ved Gangen begge toe.
Leander paa Knæ.
Ach! allersødeste Leonora, er det mueligt at jeg efter saa lang Forventelse skal have den Lykke at –
Leonora.
Ach min hierte Leander! *stat op, vi har ikke lang Tid til at *præludere. Jeg er forsikret om jer Kierlighed, lad os *overlegge hvordan vi skal *stille vore Sager an i Aften i Juele-Stuen. Jeg veed at jer Vert og Vert-Inde blir *budne, men jeg er ikke forsikret om at I blir buden.
Leander.
Blir jeg ikke buden saa kommer jeg af |N8vmig selv og *agter ingen suure Miner. Min Vert og Vert-Inde tar mig med under den *Prætext, at de kand ikke lade mig være hiemme alleene.
Leonora.
Det gaar an. Men veed de noget af vore Sager?
Leander.
Jeg har aldrig talet noget der om, men min Vert-Inde har dog merket noget der af; thi hun sagde *forgangen: Vi kommer nok i Juele-Stue *med det første til vor Naboe Jeronymus, saa faaer I den Lykke at kysse den skiønne Leonora paa Haanden; jeg falt der paa udi Taushed, men saadan Taushed der foraarsages af en *overvettes Glæde; hun smilede derpaa, og sagde: jeg saa vel som min Mand har nok lugtet Lunten; hvad vi kand være hannem til Tienniste giør vi med største Fornøjelse; jeg takkede der paa og aabenbarede mit Hierte, thi det er Folk som er mig tro til Døden, og elsker mig meer end deres egen Broder.
Leonora.
Det er da got, kiere Leander, *efterdi de ere ham tro, at vi har dem udi Led-tog med; men hvad skal vi *ophitte for at komme udi Eenrom sammen?
Leander.
Vi vil *liggeligge]ligge] A, lægge B C ligge] A, lægge B C Hovederne sammen, og ophitte en Juule-Leeg, som kand give os Lejlighed dertil.
|N9r
Leonora.
Men der hører jeg min Mand komme. Vi maa skilles ad.
Leander.
Saa maa jeg da tage Afskeed mod min Villie denne gang, *Adieu saa lenge allerkieriste Leonora, og vær forsikret at –
Leonora.
Ach Monsieur jeg er forsikret, Adieu.
Scen. 4.
Pernille. Leonora.
Pernille.
*Nu Madam fik I ham i Tale?
Leonora.
Ja vist Pernille! men hvorfor kom du saa hastig tilbage, jeg lod ham løbe saa snart jeg hørte det rørte ved Døren; thi jeg tænkte at det var min Mand.
Pernille.
Havde jeg tænkt derpaa skulle jeg have *biet noget længer, men jeg er bange Madam! at jeg har giordt en Fandens Gierning.
Leonora.
*Hvi saa?
Pernille.
*Vor Far er bleven saa gudfrygtig af den Historie jeg fortalte ham om den Kalv som var fød, saa jeg er bange at Juule-Stuen blir *opsat.
|N9v
Leonora.
Hvis saa er, saa har du *spillet din Rulle forbandet, det gaar ofte saa til at naar man tænker at narre andre, blir man selv narret, men det kand *snart giøres got igien, naar du siger ham at det var en falsk Beretning.
Pernille.
Ej det gaar *min Troe ikke an, thi jeg har svoret paa for ham at jeg saae Kalven med Top og Falbelader med mine egne Øjen.
Leonora.
Ja saa har du giordt en Fandens Gierning, og *vi ere ikke ilde opskiørtet; men sagde hand da, at vi faaer ingen Juulestue?
Pernille.
Nej det sagde hand *endelig ikke, men hand begynte strax at tale om *Assembleer og Galskaber, som burte afskaffes;afskaffes;]afskaffes;] akskaffes/ A afskaffes;] akskaffes/ A hvis hand er falden udi de Griller, saa maa Madamen opmuntre ham igien til at holde Lystighed.
Leonora.
Jo! jo! det var vist den rette Maade at *forderve Leegen paa; nej taler hand der om, saa maa jeg *stille mig an som jeg gandske *ikke er derfor; thi en gammel Mand der har en ung Kone, jo meer hand tænker hun er *indgetogen, jo meere Frihed gir hand hende. Jeg troer dog at det ingen Fare skal have, thi hvis vi ingen Juulestue fik, *gik vor gamle Faster reent af Skindet, thi hun |N10r*holder alle *slige Ceremonier for Troens Artikler; *mand fik hende ikke at spise uden der var *Hellig 3 Kongers Lys paa Bordet; men der er min Mand, løb du hen og *snak for Faster.
Scen. 5.
Jeronimus. Leonora.
Jeronimus.
*Naar Verden staar til Paaske, saa skal jeg *give min Hals, de *Topper, Fabler, Favoriter ere ikke andet end *Lucifers Paafund.
Leonora.
Hvad er paa færde lille Mand?
Jeronimus.
Mand seer et Tegn efter et andet, og dog er mand lige gall.
Leonora.
Er der noget ont *vederfaret lille Mand?
Jeronimus.
Hør, min Hierte, I giør mig en Tienneste, om I vil gaa med *rund Hue herefter, og lade jer Klær skiere efter den Mode, som min gamle Syster Magdelone bruger.
Leonora.
Men min allerkieriste lille Mand! om I vil *examinere mine Klæer mod *Fasters, skal I *befinde at hendes er meere kostbar.
Jeronimus.
Sagen bestaar ikke derudi, *min Dukke, Kostbarheden giør hverken til eller fra; men |N10vdisse forbandede nye *Inventioner, disse Toppe, disse Fabler, disse Favoriter, som voris *ærlige Forfædre *intet har vidst at sige af, det er en syndig *Dragt, som er Aarsag til all den Ulykke der skeer i Verden.
Leonora.
Vidste jeg det var Synd, *min Hierte Mand, ville jeg gierne *legge det af altsammen.
Jeronimus.
Vi vil ikke troe Synden, førend vi *vares ved Tegn, og da er det *forsilde; her er jo nyelig fød en Kalv med Top, Favoriter og Fabler.
Leonora.
Men kand man *forlade sig paa at det er sant?
Jeronimus.
*Gid jeg faar en U-lykke er det ikke sant. Pernille tillige med andre got Folk her i *Æbeltoft har jo seet Kalven; hør min Hierte! hvad jeg vil sige, jeg er gandske ikke i Humeur at holde Juulestue i Aften.
Leonora.
Har den Historie om Kalven skrekket jer derfra?
Jeronimus.
Nej aldeles ikke, thi det er ikke den første Historie; men jeg har *eftertænkt det nøje, og finder at disse Juulestuer og Juule-Leeg fører intet got med sig.
|N11r
Leonora.
Mig skal det være lige kiert. I veed vel selv *hvor lidet jeg er af Verden. I skal finde faae *slige unge Koner som jeg; thi jeg var tilfreds der var aldrig Dants eller Spill i Verden, min Fornøjelse er at sidde hiemme ved mit Arbeid, og *see min lille Mand til gode.
Jeronimus.
Jeg veed det nok, min Dukke, I er Exempel for alle unge Koner i Æbeltoft; den beste Ting jeg har giort i Verden, er at jeg har udvalt saadan dydig Siæl til Ægte-Fælle.
Leonora.
Jeg kand ikke begribe hvordan fornuftige Folk finder Behag udi Juule-Leeg; det kand være got nok for Børn, men det burde foraarsage Væmmelse *til*til]*til] A a, for B C *til] A a, for B C Folk som er kommen til Alder.
Jeronimus.
Disse samme Juule-Leeg har ogsaa undertiden nogle onde *Suiter.
Leonora.
Baade Juule-Leeg og andre store Selskabe, min Hierte, jeg er aldeeles ikke for dem, var det ikke for at behage min Mand, kom jeg aldrig ud herefter.
Jeronimus.
Nej min Dukke! hun maa ikke dog gandske *slaa sig fra Verden, man maa have no|N11vgen Fornøjelse *iblant. Unge Mennisker kand ellers *falde udi Melancholie.
Leonora.
Jeg blir min Troe altid melancholisk udi Selskab, og fordriver den igien med *Eenlighed.
Jeronimus.
Ja! ja det er got nok min Hierte! men alting *til Maade, *ellers er det mig kiert, at I ikke er for denne Juulestue i Aften. Jeg vil lidt ud og høre hvad min Søster siger derom. Ved sig selv naar hand gaar ud: Hvilken ærlig Mand der har saadan en Kone som jeg, hand maa holde sin Bryllupsdag hvert Aar som en Fest.
Scen. 6.
Leonora alleene.
Hvilken Ulykke Pernille har ikke bragt os i ved sin *Geskeftighed, men jeg haaber at Faster faar ham nok paa andre Tanker igien; havde jeg nu *disputeret ham imod saa havde hand blevet verre, og *formeeret sig hundrede Mistanker, men nu spiller jeg mit Kort saaledes, at hand skal self tigge mig om Juulestue, og det skal heede at jeg giør det alleene for at føje ham.
|N12r
Scen. 7.
Jeronimus. Magdelone.
Jeronimus.
Ingen Snak min Syster! jeg vil ingen Juulestue *vide af at sige: saadant tiener ikke til andet end at bringe Folk i *Bekostning, og *endes med det som ikke duer.
Magdelone.
Ach kiere Broer! det er min Troe ikke jer Alvor.
Jeronimus.
Jo! min Troe er det mit Alvor, jeg har seet alt for mange Exempler paa saadant Galskab, gid jeg havde en Daler for hver Piges Jomfrudom der er *gaaet af Stabelen ved saadanne Lejligheder.
Magdelone.
Men det er dog en god gammel vedtagen Skik.
Jeronimus.
Det er en gammel Skik min Syster men ingen god.
Magdelone.
Jeg har altid hørt at det gik bedre til i Gamledage end nu omstunder; hvorfor skulle vi ikke træde i vore Forfædres Fodspor; I skulle have seet min Hierte Broer! hvilken Juulestue der var *til Møllerens i Gaaer; hvorfor skal vi *være mindre end hand?
|N12v
Jeronimus.
Vi skal ikke være mindre men klogere, til med kand vi ikke rette os efter Mølleren, hand har andre *Accidentzer end vi, hand kand æde Juule-Kager det heele Aar igiennem.
Magdelone.
Jeg siger det, min Troe, ikke for den Lyst jeg har der til, men for jere kiere Børns skyld.
Jeronimus.
Ja! ja der har vi det, gif kun skyld paa Børnene.
Magdelone.
Men min kiere Broer! hvad vil vore Naboer tænke om os, naar vi ingen Juulestue faar i Aar; de vil tænke at vi ere *kommen af Troen og see os an som *Tyrker og Hedninger. (Hun græder.)
Jeronimus.
Hvilken forbandet Snak. Er det at forandre Troen at afskaffe Galskab?
Magdelone.
I kalder det Galskab, min hierte Jeronimus! jeg kiender mange der har ogsaa foragtet slige gode gamle Sædvaner, men det er gaaet dem ilde i Verden.
Jeronimus.
Og jeg kiender mange, der har foragtet saadant, og det er gaaet dem meget vel i Verden.
|O1r
Magdelone.
Hvordan gik det ikke *Christopher von Bremen, der altid loe, naar hans Kone bragte Hellig 3 Konge Lys ind paa Bordet; Manden var saa frisk som en af os, men ret som hand stod og fæstede Seelen til Buxerne døde hand.
Jeronimus.
*Du skal nok see hand aldrig *havde død, hvis hand havde vildet brende Hellig Tre Konge Lys.
Magdelone.
Hvorledes gik det ikke Jeremias *Tobakspinder der ikke med saa meget som med en *Sød-grød vilde *holde Juule-Aftener fra andre Aftener, og levede som en Hedning heele Juulen igiennem; hand fik jo paa sin Alderdom stor Hierte-Sorg, thi 3 af hans Sønner blef en efter anden *rejicered til Attestatz.
Jeronimus.
Havde de *læset bedre over de *Slyngele, saa havde de nok gaaet fri; thi jeg kiender dem der har faaet *Laudabilem, og dog aldrig æder Grød. Bilder du dig ind at man skal æde Grød, før man gaar til Attestatz.
Magdelone.
Hvordan gik det ikke Hendrik *Smør-Blomsters Døttre?
|O1v
Jeronimus.
Hvordan gik det ikke Hendrik Paaske-Lillies, Hendrik Smør-Kringels, Hendrik Suurkaals Døttre, hvilken forbandet Snak! hvilke Exempler! Hendrik Smør-Blomsters Døttre *kandske mistede deris Jomfrudom udi en Juulestue; jeg er gal at jeg snakker meere derom.
Magdelone.
Hvordan gik det ikke Christopher *Oldfux?
Jeronimus.
Jeg veed min Troe ikke hvordan det gik, hverken Christopher Oldfux eller *Jungfux, men det veed jeg at I faar ingen Juulestue dette Aar, thi foruden det jeg har sagt, har jeg mine *Raisons aparte. (Gaar ud.)
Scen. 8.
Magdelone. Pernille.
Magdelone grædende bitterlig.
Ach! Ach jeg ælendige Menniske! gid jeg var i Jorden, nu har jeg levet i 45 Aar, men aldrig har nogen Juul været saa *maver for mig som denne, hvorfor skal man slæbe og trælle i Verden naar man ikke maa have nogen Lystighed *iblant; alle vore Naboer *stime, saa at vi kand høre dem den heele Nat, og vi alleene skal leve ligesom vi vare midt udi *Fasten. (Hun græder endnu.)
Pernille.
Hvorfor græder Madamen?
|O2r
Magdelone.
Ach! Pernille jeg har Aarsag til at græde; hvo der har saadan en vanskelig Broer som jeg, maa nok –
Pernille.
Jeg troer ikke *Vatter har været saa ubesindig, at hand har *slaget sin Syster?
Magdelone.
Nej! det er det som verre er, hand vil ingen Juulestue have i Aften.
Pernille.
Ingen Juulestue?
De græder begge toe.
Pernille.
*Gid Fanden tiene her i Huset længer paa den Maade, jeg vil heller miste min Løn.
Magdelone.
Jeg kand forsikre dig Pernille! at det var ligesom en stak mig en Knif i Hiertet, da jeg hørte det. Vort Huus vil komme i Foragt over heele Æbeltoft derved.
Pernille.
Jeg var saa viß paa at vi skulle have Juulestue, at jeg allereede har bedet Møllerens Datter hid.
Magdelone.
Ja blir det ikke en *u-dødelig Spot og Skam for vort heele Huus. Skam faa den der har *ført vor Far saadant i Hovedet.
Pernille.
Naar Arv faar at høre dette, vil hand |O2vikke blive bedre til Mode end vi andre; hand har øvet sig stakkels Karl den heele Eftermiddag paa at være *Juule-Buck.
Magdelone.
Stakkels Karl! hand vil blive gandske Mod-løs.
Pernille.
Madamen skulle ikke troe hvor *profect hand kand agere Juule-Buck, *lige, ligesaa lifagtig som man saae *en ret Juule-Buck.
Magdelone.
Ach! tal ikke meere derom, mit Hierte brister naar jeg tænker derpaa.
Pernille.
Men om Faster giorde sig *end u-mag at overtale Vatter.
Magdelone.
Det hielper ikke Pernille! om jeg falt paa *minmin]min] A, mine B C min] A, mine B C Knæ.
(De græder begge toe.)
Scen. 9.
Arv. Magdelone. Pernille.
*Arv, svøbt udi et hvit Lagen med toe Horn i Panden, stiller sig an at skræmme de andre.
De blir ved at græde.
Arv.
Blif ikke bange Madam! græd ikke, det er mig. Kiender I mig nu?
Tar Klædet fra.
|O3r
Pernille.
Jo vi kiendte dig nok, det er noget andet vi græder for, du skal ikke *smøre dig paa Juule-Leegen i Aften.
Arv.
Hvi saa?
Pernille.
Vi faar ingen Juulestue.
Arv.
Gid *Drollen splide saadan Snak. Hvem vil forbyde os det?
Pernille.
Vatter har faat Griller, og svoret paa – Ach –
De græder alle tre.
Arv.
Drollen splide mig ad om jeg ikke tør spørge Vatter hvem hand indbilder sig at vi tiener hos, om vi tiener hos Tyrker eller Hedninger.
Magdelone.
Du vinder intet andet dermed, Arv! end en *banket Trøje.
Pernille.
Men jeg tænker paa noget Madam! *end om vi sætter Børnene ud paa at plave ham?
Magdelone.
Skulle noget hielpe saa skulle det.
Pernille.
Jeg vil min Troe *oppaa Skoelen, og |O3vgive mig i Kast med *Skoele-Mesteren.
Arv.
Du kand love ham et Favnetag derfor.
Pernille.
*Holdt du *ikkun din Mund, Skoele-Mesteren og jeg kiender hinanden nok.
Arv.
Det maatte *og være en slet Stue-Pige der ikke kiendte Skoele-Mesteren.
Pernille gaar bort.
Scen. 10.
Jeronimus. Magdelone. Arv.
Jeronimus.
Hvad Fanden er dette for en *Postur?
Arv.
Jeg er Juul-Bock Hosbond!
Jeronimus gir ham et Ørefigen.
*Est du Juule-Buck?
Arv tumlende.
Nej, Hosbond, jeg er ikke Juule-Buk.
Jeronimus.
Hvad skal dette betyde?
Arv.
Jeg vilde *ikkuns giøre mig til Juule-Buck.
Jeronimus gir ham end et Ørefigen.
Vilde du kun giøre dig til Juule-Buck?
Arv.
Nej jeg vilde ikke giøre mig til Juule-Buck.
|O4r
Magdelone.
Ej! min hierte Broer! *I har Synd af at slaa den stakkels Dreng paa en Hellig-Aften.
Jeronimus.
*Fort hen du Slyngel! og tag dig en Bog og læs i: det er nok saa got.
Arv gaar grædende bort.
Der er *mare ingen i den heele Gade, der læser et Guds Ord Juule-Aften.
Scen. 11.
Jeronimus. Magdelone.
Jeronimus.
I burte min Syster *betage mig det Arbeide, og have viset ham bort med et Par Ørefigen, førend jeg kom.
Magdelone.
Jeg veed ikke, min hierte Broer, hvorfor vore Folk maa ikke saa vel have Lystighed som andre.
Jeronimus.
I skulle giøre jer self ogsaa til *Juule-Gied det skulle ikke *lade saadan en gammel Kone ilde.
Magdelone.
Jeg veed ikke hvorfor vi skal være meere Udskud end andre Folk i Byen.
Jeronimus.
*See om nogen fornemme Folk holder Juulestue.
|O4v
Magdelone
Skal vi følge fornemme Folkes *Noder, da skal vi ikke tractere Folk *med uden Snus-Tobak og Lyk-Ønskninger.
Jeronimus.
Juulestuer ere *og gandske *aflagde i Kiøbenhavn.
Magdelone.
Vil I *regne Kiøbenhavn, jeg har hørt af Skole-Mesteren at Troen trykker ikke Folk meget der, her er en Karl som er nylig kommen fra Kiøbenhavn, hand har slet ingen Troe; hand troer ikke engang at *Doctor Morten har *forordnet at man skal æde Gaas Mortens Aften; ja hand siger at Jorden er *rund som et Eeg, hvilket er den *arrigste Løgn som kand være til.
Jeronimus.
*Det duer endelig ikke, men vi vil ikke snakke meere derom, kald Skole-Mesteren og Børnene need, jeg vil høre om de har lært noget *artigt til denne Fest.
Magdelone gaar ud.
Jeronimus sætter sig need med en Kurv *Dukke-Tøj ved Bordet.
Det er Kunst at *deele Gaver ud blant Børn, saa alle kand blive fornøjet; denne *Hest med Fløjten i Rumpen skal Christopher have, Vognen hvem skal jeg give den? den vil jeg give lille Henning; Peer skal ha|O5rve *Fiolen, thi jeg troer at der skal blive enen]en] en- A (bindestreg fra følgende linjeudgang ved sætterfejl placeret her)en] en- A (bindestreg fra følgende linjeudgang ved sætterfejl placeret her) Spillemand af ham, Else skal have VuggenVuggen]Vuggen] Vug gen A; (ved linjeskift, jf. foregående note)Vuggen] Vug gen A; (ved linjeskift, jf. foregående note) med Barnet udi, thi *det første Piger blir saa gammel at de kand tale saa tænker de paa Giftermaal og Vugge; Marie du skal lade dig nøje med *Piben. Ej jeg havde nær glemt lille Anne, hun skal have *Dingeldangen med Bielderne paa; men der seer jeg dem komme med Skole-Mesteren.
Scen. 12.
*Skolemesteren med Børnene. Jeronimus. Magdelone. Pernille.
Børnene gaar *Par for Par og Skole-Mesteren slutter Troppen med et *Riis i den ene Haand og en Bog i den anden Haand, *rangerer Børnene i en Rad, giør en *Pedantisk *Complement og saadan Lyk-Ønskning:
*Bort Uhelds fæle Sky, bort sorte-vinged Taage,
Bryd Morgenrøde frem, blink Soel blif ved at vaage,
*Svem Velstand over os ret som en *Nilus Floed,
Fald over os som Dug, og fæst i Huset Roed,
Lad Lykken over os din Kraft som Bække flyde
Som Fuglene paa Qvist –
Repeterer det samme og graver udi Lommen.
|O5v
Jeronimus.
Kand man ikke *hitte et Riim derpaa som for Exempel – At *kaage maa vor Gryde.
Skole-Mesteren.
Nej jeg maa begynde *fra Førstningen igien.
Repeterer det forige
At alle maa sig fryde.
Gid Vatter og Mutter det *altidens vel gaar
Gid *en ny Plante de i Huset hvert Aar faarfaar]faar] a B C, saar A faar] a B C, saar A
Gid Øll og Brendviin de i Kielder aldrig savne
Gid Fisk og Kiød og Smør for deres Kiøkken *stavne
Gid Korn i Hobetal maa staa paa deres Loft
Saa længe som en Siæl er til i Ebeltoft.
Jeronimus tar til Hatten.
Hand skal have Tack Skole-Mester, det var et deiligt Vers, hand har vel *haft megen Umag dermed.
Pernille.
Det havde kostet en anden stor Hoved-Bryden; men Alting *staar for Skole-Mesteren.
Jeronimus.
Men hvad *artigt har Børnene lærdt til denne Fest? forgangen Aar vidste de saa mange artige *Sprikworter, kand de ogsaa nogle i Aar?
|O6r
Skole-Mesteren.
Ja de kand, vil Vatter høre Sprikworter eller Spørsmaal?
Jeronimus.
Begge ere gode, lad Arv komme her ind, at hand kand høre paa hvordan smaa Børn kand giøre ham til Skamme.
Pernille springer efter Arv som kommer ind og staar med foldede Hænder og hører derpaa.
Jeronimus.
Skole-Mester! spør først Arv og lad siden een af Børnen *beskieme ham.
Skole-Mesteren.
Arv! hvem var det som raabte saa sterkt at man kunde høre ham over heele Verden?
Arv klaaende sig i Hovedet.
Det var en – – – en Juule-Bock.
Jeronimus.
Den Juule-Buck ligger ham endnu i Hovedet.
Skole-Mesteren.
Christoffer, Henning, Peer, Marie, Anne, hvem var det som raabte saa højt at man kunde hørehøre]høre] a B C, hore A (måske læderet type)høre] a B C, hore A (måske læderet type) det over all Verden?
*Tuti.
Det var et *Asen i Arken, hvor heele Verden var indslutted.
Jeronimus.
*Fy dig an du lange Slyngel! *de kand læse for dig.
|O6v
Skole-Mesteren.
Arv! hvor langt er der herfra til *Glas-Himlen?
Arv.
Der er *7 Mile herfra til *Mariager.
Skole-Mesteren.
Christopher, Henning, Peer, Else, Marie, Anne, hvor langt er der herfra til Glas-HimmelenGlas-Himmelen]Glas-Himmelen] a B C, Glas-Himmele A Glas-Himmelen] a B C, Glas-Himmele A ?
Tuti.
Saa langt som der er fra Glashimmelen til Crystal-Himmelen.
Jeronimus.
Hør Børn *peger Finger af Arv.
De peger alle Finger af ham.
Skole-Mesteren.
Arv! hvor mange Himle er der?
Arv.
Der er en Himmel paa hver Seng, og der er ligesaa mange Himle som der er Senge.
Skole-Mesteren.
Christopher, Henning, Peer, Else, Marie, Anne, hvor mange Himle er der?
Tuti.
Der er 7 Himle den eene lige højt fra den anden.
Jeronimus.
Peger ham ud igien.
Børnene.
Æ – Æ – Æ – – – –
|O7r
Skole-Mesteren.
Christopher den første Himmel?
Christopher.
Den blaae Himmel.
Scole-Mesteren.
Henning den anden Himmel?
Henning.
Melke-Himmelen.
Skole-Mesteren.
Peer den tredie Himmel?
Peer.
Glas-Himmelen.
Skole-Mesteren.
*Folder jere Hænder smukt naar I examineres.
De folder Hænderne.
Skole-Mesteren.
Else! den fierde Himmel?
Else.
Chrystal-Himmelen.
Skole-Mesteren.
Marie! den femte Himmel?
Marie.
Diamant-Himmelen.
Skole-Mesteren.
Anne! den siette Himmel?
Anne.
Perle-Himmelen.
Jeronimus.
Der er jo endnu een –
|O7v
Skole-Mesteren.
Arv! den syvende Himmel?
Arv.
Det er den som er *nest den ottende.
Jeronimus.
Det er *den rette Dosmer. Hand seer aldrig i en Bog Aaret igiennem og veed derfor ikke meer end enen]en] A B C, mgl. i a en] A B C, mgl. i a *Tyrk eller Hedning; kand de *svare til fleere Spørsmaal Skole-Mester?
Skole-Mester.
Ja. Arv! hvad er det som er saa rund som et Eeg, og saa langt som en Kirke-Veg?
Arv (sagte.)
Gid *Drollen splide ham ad med hans Spørsmaal. (højt) Det er en Tobaks-Pibe, Hovedet er rund og Halen er lang.
Skole-Mesteren.
Christopher, Henning, Peer, Else, Marie, Anne, hvad er saa rundt som et Eeg og saa langt som en Kirke-Veg?
Tuti.
Et *Traae-Nøgle! thi naar man *vinder det op er det saa langt som en Kirke-Veg.
Jeronimus.
*Peger Arv ud igien, Børn!
Børnene.
Æ – – Æ – – Æ – – –
Jeronimus.
Jeg takker Skole-Mester paa mine Børens Vegne. Jeg seer at I anvender Flid |O8rpaa dem, I skal have en *raisonabel Nyt-Aars-Gave. Jeronimus deeler ud Dukke-Tøjet til Børnene. *Gaar nu kun ind i *Amme-Stuen, og *værer smuk skikkelig, jeg havde tænkt at holde Juulestue, men jeg har for visse Aarsager Skyld *betænkt mig igien. Børnen græder. Ja! jeg kand ikke hielpe jer, Børnlille, jeg vil ikke have saadan Galskab oftere i mit Huus, jeg er ikke derfor, og jer Moer langt mindre.
Vender dem Rygen.
Pernille.
Saa! hen og *plager ham.
Børnene *henge ved ham og raabe paa Juulestue.
Jeronimus.
*Gir jer tilfreds Børnlille! nu har I faaet Duk-Tøj at *spille med.
Børnen holde paa ham igien og raabe Juulestue.
Jeronimus.
Spør kun jer Skole-Mester ad, om det er *tienligt. Hvad siger hand? Hr. *Proceptor!
Skole-Mesteren.
*Plinius, en klog og skarpsindig *Herrmand udi Rom, taler meget *zierlig om Spil og Leeg saaledes: *Anima fulturis Corporis Ni|O8vtitur, og paa et andet Sted: *Graves seriosqve mores lusibus jocisqve distinguere identidem soleo Det er, jeg *sætter undertiden for mit Legems Sundheds Skyld min *Gravitatem og Ærbarhed til og øver Børne-Leeg.
Pernille.
Den Mand har talet som en Engel.
Skole-Mesteren.
Der som nu saadan en ærbar Herremand i Rom har fundet det *nødig for sig og sin Person anstendig, hvor langt meere nødigt og anstendigtanstendigt]anstendigt] a, anstend gt A, anstændigt B C anstendigt] a, anstend gt A, anstændigt B C er det ikke for os i Æbeltoft. Jeg self legger dette dertil, at, eftersom Nisser og Underjorske Folk *drive store Fester bort med Klagen og Hylen, eftersom de ingen Deel har der udi, saa bør vi, for at lade see, at vi har Part der udi, glæde og fryde os; thi ligesom den *Fugl Phœnix, som findes i Arabien, lever tusinde Aar udi Eensomhed, og opbrender sig self saa snart hun udlegger en Unge *paa det hun ikke skal leve udi *Societet og Samqvem med andre af sin Art, saa bør vi Mennisker der imod, for at lade see at vi ikke slægte paa saadan u-mælende Creatur, holde Samqvem og Lystigheder. *ἌνθρωποςLystigheder. *Ἄνθρωπος]Lystigheder. *Ἄνθρωπος] Lystigheder ἄνθροπος A, Lystigheder/ ἄνθροπος a, Lystigheder. ἄνθροπος B, Lystigheder. Ἄνθροπος C; Lystigheder. Ἄνθρωπος Boye Lystigheder. *Ἄνθρωπος] Lystigheder ἄνθροπος A, Lystigheder/ ἄνθροπος a, Lystigheder. ἄνθροπος B, Lystigheder. Ἄνθροπος C; Lystigheder. Ἄνθρωπος Boye siger Aristoteles ἔστι ζῷονζῷον]ζῷον] ζῶον A ζῷον] ζῶον A πολιτικὸν id est: homo est animal sociabile, og derfor, ligesom *Paradiis Fuglen –
Jeronimus.
Nok! nok Skole-Mester, jeg hører nok at jeg maa *give mig tabt; den Lignelse om |O9rden Fugl Phœnix slog mig særdeles; jeg vil da *tilstede at man holder Juulestue; nu I smaa Rollinger! *glæder jer nu og takker jer Skole-Mester derfor.
Børnene hopper og skriger af Glæde.
Jeronimus til Leonore.
Min Hierte Kone! jeg veed at I *skytter ikke meget om Lystighed. Er det jer imod, saa vil jeg endnu blive ved mit første Forsæt.
Leonora.
Jeg saae gierne, sant at sige, at der blef intet af, *men som vi allerede har bedet vore Naboer, maa jeg for den Aarsag skyld beqveme mig dertil.
Pernille.
Ach den deilige Fugl Phænix. Andre Fugle er kun *Carnalier at reigne mod den.
Jeronimus.
*Laver da til rette og bringer et *Hellig tre Konge Lys ind.
Leonora.
Ja, skal det være saa er det nu høj Tid, thi vi har Naboerne paa Halsen førend vi veed Ord deraf.
De sætter alting til rette, og Arv kommer ind, og sætter Hellig 3 Konge Lys paa Bordet.
Scen. 13.
De fremmede kommer ind, og gratulerer een efter en anden, *somme af dem har |O9v*underlig Skikkelse og Klæde-Dragt. Endelig kommer ogsaa Leanders Vert og Vertinde med Leander som er vel klædt.
Verten.
Min Herr Jeronimus! saavel som Madamen, *tar ikke ilde op at vi har taget en god Ven med os, hand er som vor Broder i Huset og Fremmed her paa Stædet, derfor vil vi gierne unde ham nogen Fornøjelse.
Jeronimus.
Hand er os hjertelig velkommen.
Leander.
Monsieur og Madame! jeg beder ydmygst at min Dristighed ikke ilde optages. Min Vert og Vert-Inde har forsikret mig, at Herr Jeronimus var *alt for artig at fortryde paa saadant. Jeg er fremmed her *paa Stæden, og har ingen Tids-Fordrif, uden hvad disse gode Folk forskaffer mig.
Medens hand giør disse Complementer vender Leonora ham Ryggen.
Jeronimus.
Vend ikke den fremmede Mand Ryggen. Min stakkels Kone er meget undseelig for fremmede Mandfolk.
Leander.
Allerskiønneste Madam! jeg priser *hende lyksalig i det hun har faaet saadan *raisonabel Mand, der langt fra at have hende mistænkt for hendes Skiønhed, tar tvertimod self Fornøjelse i at see hende omgaaes med unge Karle.
|O10r
Jeronimus.
For Eengangs Skyld, Monsieur, for Eengangs Skyld.
Leander.
Thi skiønne Leonora –
Jeronimus.
Det Ord, skiønne, Monsieur! *staar ikke min Kone an, thi hun *prætenderer ikke at være skiøn. Det er hende nok at hun behager mig.
Leander.
Thi siger jeg dersom – – – – –
Jeronimus.
Nu har vi nok. Vi ere *eenfoldige Folk Monsieur og forstaar os ikke paa *Complementationer, vær saa god og sid her ned hos min Syster.
Leonora.
Lille Mand, jeg kand ikke lide den Karl *for min Død.
Jeronimus.
*Det vil ikke sige, I maa dog holde gode Miner.
Leonora.
Der er jo ingen som har bedet ham komme hid.
Jeronimus.
Vi maa dog *begegne ham høflig for vore Naboers skyld, i hvis Huus hand logerer.
Leonora.
Jeg hader disse unge *Straten-Junckere |O10vsom en Pest. Merkede I ikke hvor fortrydelig hand blef derover at I drog ham fra mig, og satte ham hos gamle Faster.
Jeronimus.
Det skulde giøre mig ont at have givet ham Anledning til Misfornøjelse.
Leonora.
Jo meer misfornøjet hand er, jo kierere er det mig.
Jeronimus.
Nej, nej, ikke saa. *Vi maa lade see at vi veed at leve. Nu vil jeg at I skal sidde sammen, for at vise at hand er os velkommen.
Leonora.
Min hierte Mand! jeg beder kierlig derom, at jeg ikke maa sidde hos ham.
Jeronimus.
Nu, nu, giør mig den Fornøjelse for visse Aarsagers skyld.
Leonora.
Ach min hierte Mand! saa er jeg ikke i Humeur den heele Aften.
Jeronimus.
Ja hvis det bringer jer af Humeur, min Dukke! saa vil jeg ikke tvinge jer.
Leonora.
Jeg kommer dog mod min Villie for hans Vert og Vert-Indes skyld at sidde hos ham.
Jeronimus.
Det er sant min Dukke, I giør vel der i.
Hun sidder need hos Leander.
|O11r
Jeronimus sagte.
*Faa jeg Skam om der er saadan Kone til i den heele Bye. Nu sidder den stakkels Kone lige som *i Harnisk og tvinger sig for min skyld, haa, haa.
Derpaa begyndes *Juule-Leeg med Pant.
Skole-Mesteren faar en Dom at hand skal synge en Viise; Arv faar en Dom at hand skal bevise Jeronimus en Høflighed og en U-høflighed, hvorpaa hand giør ham først en *Compliment med Ansigtet, siden en bagvendt med Rumpen; Pernille faar en Dom at hun skal gaa ud med et Mandfolk hvem hun lyster for at tælle Stiernene. Hun tar sin *Galant, hvilken leder hende fremmest paa *Theatrum og siger: Min søde Pernille! lad os gaa op paa Høe-Loftet sammen, thi jo højere vi ere, jo bedre kand vi see Stiernene. Pernille siger det er natuurligt; de gaar ud tilsammen, imidlertid *continueres. *Arv kommer indridende kulled i Ansigtet, med en Pind i Munden, hvorpaa staar toe Lys, ridende paa toe Karle som vende Rumpene *til en anden; Børnene blive bange og begynde at skrige. Jeronimus siger at de skal *give sig tilfreds, og at det er Arv. Efter at dette *Spectacul er til Ende kommer Pernille med sin Galant ind igien.
|O11v
Jeronimus.
I got Folk var noget længe ude at tælle Stiernerne.
Pernille *strygende sig om Munden.
Ja, Fatter! *detdet]det] A a, der B C det] A a, der B C er *min Troe en Hob Stierner paa Himmelen.
Leonora tar Jeronimus til Side.
Hør min Hierte, lad os ikke spille meere disse Leege med Pant. Det kunde hende sig at den *abgeschmakte Karl som jeg sidder hos blef dømt til at kysse mig, og saa blef derder]der] A B C, mgl. i a der] A B C, mgl. i a *Fortrydelse, thi det er noget som jeg aldeeles ikke *beqvemer mig til.
Jeronimus.
Jeg saae det heller ikke gierne, sant at sige. Men hvad Spill skal vi da hitte paa?
Leonora.
Lad os spille *blinde Bock, det er *et reent Spill og tillige med lystigt.
Jeronimus.
Ja, lige som jer behager. HørHør]Hør] a B C, Har A Hør] a B C, Har A I gode Venner nu vil vi leege blinde Bock.
Pernille.
Det er min Troe min beste Leeg. Jeg vil nok først være *blinde Gied.
Leonora tar Pernille *frem paa Theatred og binder for hendes Øjen.
Pernille.
Madam! nu binder hun for sterk, thi dersomdersom]dersom] a B C, derrsom A dersom] a B C, derrsom A jeg ikke kand see noget, kand jeg jo ikke faa fat paa Vatter, som vi har *over|O12rlagt med Leander. Nu er det got, nu kand jeg see saa meget som jeg har *nødig.
Hun gaar lidt om og leeder, og endelig faar fat paa Jeronimus, hvilken *ikke vil deran, førend heele Compagniet med Bøn *nøder ham dertil.
Medens Jeronimus er blinde Bock gaaer Leonora og Leander frem paa Theatred.
Leander.
Ach yndigste Leonora, nu er den ønskelige Tid kommen som vi har giort os saa megen U-mag for at opnaae.
Leonora.
*Gak strax ud i Gangen. Jeg vil møde jer der igiennem en anden Vej.
Leander gaar ud af en Side og Leonora siden af en anden. Midlertid gaar Jeronimus blinde Bock og Pernille *mager det saa, at hand ikke faar fat paa nogen, thi naar hand er nær ved nogen, raaber Pernille at hand skal vende sig om. Omsider blir hand *fortrydelig *efterdi det varer saa længe og løser Kluden fra, da savner hand sin Kone og Leander, løber ud og kommer indtrekkende med dem, raabende:
Haa haa *kydske *Lucretia! var det derfor at jeg skulde agere blinde Bock? og du *Monsieur Jean de France *du skal betale mig Leegen. Jeg skal lære dig at ligge paa Knæ for en brav Mands Kone.
|O12v
Griber ham i Struben. Leanders Vert og Vert-Inden *faar Jeronimus i Haaret. Den ene vil *tage den andens Parti an, saa det heele Selskab kommer i Klammeri. Børnene skrige. Jeronimus ligger paa Gulvet og raaber *Gevalt, de andre lige saa. Skole-Mesteren kryber under Bordet. *Vægter-Pibene høres, derpaa Vægterne komme ind og raabe:
*paa Raadstuen I Hunde allesammen, er det at holde Juul hellig. Veed I ikke hvad som nyelig er *oplæset af Øvrigheden?
Jeronimus.
De vil myrde mig i mit eget Huus.
Leanders Vert.
Vi tænkte at her boede en skikkelig Mand, men det er en Morder.
Vægterne.
*Fort, fort, paa Raadstuen allesammen, i Morgen skal vi faa at høre hvordan Sagen henger sammen. Vil du fort du gamle *Snaphane.
De trekker dem alle ud. *Fruentimmeret og Børnene følge efter. Skole-Mesteren som sidder under Bordet, kiger frem, reiser sig endelig op og siger til *Spectatores:
Vær saa god at tage saaledes til takke med denne Juulestue. Hvis de forbandede Vægtere ikke havde været, skulde den have varet længer, og det skulde ikke have bleven derved: men! ja I kand nok self tænke hvad jeg vil sige.
 
 
 
xxx
xxx