|274
Christianus 3.
Den Femte Konge af den Oldenborgske Stamme.
Man skulde tænke, at ved Christiani 2. Fængsel, og
Prinds Johannis Rigets forvirrede Tilstand efter Friderici I.
Død.Død, Rigerne skulde have været satte udi en ønskelig Fred og Roelighed, men
da begyndte allerførst de Tragœdier at gaae for Alvor for sig, hvilke bragte Dannemark fast
udi samme Tilstand, som det var under Kong Christoffer 2, da Fremmede oversvæmmede
Landet og deelede Provincerne imellem sig, og den eene Undersaatt hvessede Sværdet mod den
anden til Samtliges Fordervelse; saa at man kand sige, at Christianus 2. har aldrig været
meere formidabel for Riget, end da han sadd udi Fængsel. Den forvirrede Tilstand, Riget
geraadede udi, siger Pontanus, blev for ud viiset ved *tvende Cometer, |275hvoraf den eene lod sig see strax for Friderici I. Død, og den anden noget
efter samme Konges dødelige Afgang.
(a)
Den Højsalige Konge efterlod sig 4 Sønner, nemlig: Christian, Hans, Adolph
og Friderik. Den ældste Christian var fød af Margrævinde Anna af Brandenborg, de andre af
den Pomerske Hertuginde Sophia. Efter de gamle brugelige Successions Love syntes vel Riget
at tilfalde den Ældste og Førstefødde, og var det at ønske, at Stænderne, uden at
subtilisere for meget, strax havde beqvemmet sig til at antage ham,
thi de havde derved forekommet mange store Ulykker; Men Conjuncturerne vare da saa
slibrige, at der kunde efter Kongens Død ikke ventes andet end en Polsk og forvirret
Rigs-Dag. Adelens Myndighed var under Friderico I. kommen paa den højeste Spidse, saa at
hver Herremand ansaae sig, som den, udi hvis Magt det stod, at give Riget bort til
hvem ham lystede. Hvorudover mange, endskiøndt de havde Tvistighed om
Konge-Vall.intet at sige paa de Kongelige Børn, og at de noksom forud kunde see,
at de af Hertug Christian kunde forvente sig et mildt og lyksaligt Regimente, saa syntes
dem dog, for at lade see, at de vare virkelige Electores eller Vall-Herrer, at man
eengang kunde vige fra den banede Vej, og gaae de Kongelige Børn reent forbi, saaledes,
at den tilkommende Konge alleene kunde kaldes deres Hænders Gierning, og at ikke Æt og
Blod, men alleene deres Velgierning og et frit Vall banede ham Vej til Thronen. Andre
derimod holdte fore, at de kunde, for at maintenere deres Vall-Rettighed, giøre et
*Hysteron Proteron med de Kongelige Børn, og gaae den Ældste forbi, alleene fordi han var den
Ældste, paa det at hans Vall ikke skulde have Skin af at være Succession. Mange af Almuen
vare den landflygtige Konge endda gunstige, og de fleeste af Geistligheden ansaae den
ældste Prinds Christian, som den der vilde følge sin Faders Fodspor udi Religions Sager,
hvorpaa han allereede havde ladet see Prøver udi Førstendømmene, saa at de under ham ikke
kunde vente sig andet end deres Regimentes Forstyrrelse. Udi saadan Tilstand var Riget, og
saaledes vare Gemytterne dannede, da den store Rigs-Dag efter Kong Fride-|276riks Død gik for sig, hvilken ikke kunde holdes uden Forvirrelse,
og endes uden med ingen Frugt i Henseende til de Sygdommer, Stænderne laborerede af, saa
at Pontanus havde ikke haft nødigt at fremføre de foromtalte tvende Cometer, som Forbud
til forestaaende Uheld, eftersom der vare meere sikkere Politiske Aspecter, hvoraf man
u-fejlbarligen kunde see, at Storm og U-væjr vilde rejse sig.
Rigs-Dagen blev berammet strax efter Kong Frideriks Død paa en St. Hans
Rigs-Dag.Dag 1533. Paa samme Rigs-Dag bleve først foretagne
Religions Sager. Og fremførede da Bisperne deres *Gravamina imod de Verdslige Stænder af
forrige Regiering, forlangende først, at det udi Kong Frideriks Tid indførte Kiætterie
maatte Handel om Religions-Sager.afskaffes og udrøddes, og at
den gamle Romerske Religion maatte fremdeeles alleene haandhæves. Dernæst at den
Odenseiske Recess af 1527 maatte corrigeres, efterdi Adelen udi samme Recess havde faaet
Hals og Haand og alle 40 Marks Sager med deres Bønder og Tienere, ligesaa frit som Kronen
og Bisperne havde deres, hvorved de, nemligen Bisperne, meenede sig at være fornærmede udi
deres Jurisdiction. Endeligen paastode de, at, saasom ovenmeldte Odenseiske Recess havde
forsikret dem om, at de skulde blive ved deres Stikte, og beholde deres Indkomster
ubeskaarne, og de Lutherske ikke desmindre havde ved Kongens Tilladelse bemægtiget sig et og andet Geistligt *Beneficium, at da saadant igien maatte
restitueres. Dette En Recess giort til Reformationens
Undertrykkelse.foredroge Bisperne med saadan Iver og Myndighed, at de Verdslige
Stænder ikke understode sig at afslaae deres Forlangende, der blev derfore giort en nye
Recess, hvorudi de Roman-Catholske igien bleve beskyttede, og de Evangeliske fortrængede.
(a)
Efterat dette var forrettet, tog man for at handle om et nyt Konge-Vall,
Hertug Handel om Konge-Vall.Christian havde saa vel udi sit
eget som udi sine Brødres Navn affærdiget til Rigs-Dagen Wolf Pogwisk og Melchior Rantzov,
for at føre Stænderne til Gemytte det Løfte de havde giort hans Fader, at antage en af hans
Sønner til Konge, iligemaade at forestille dem de Velgierninger, den Højsalige |277Konge havde beviiset Riget, i sær Adelen, som han havde begavet med
saa mange herlige Privilegier. Gesanterne De Holstenske Gesantere
recommendere Friderici I. Børn.nævnede ingen af de Kongelige Prindser, men lode det
tillstille Stændernes gode Villie, hvilken af dem de til Konge vilde antage. De erindrede
ogsaa, at det var fornødent at skride til et hastigt Konge-Vall, saasom det var farligt,
at lade Riget være længe uden Hovet, sær, eftersom den fangne Konge endda havde mange
Tilhængere, som vilde betiene sig af Thronens Vacance, for at styrte Riget udi nye
U-roelighed igien. Med saadanne Instruxer skikkede Hertug Christian disse Gesantere til
Rigs-Dagen, og, saasom han derved ikke søgte sin egen Interesse, ej heller, endskiønt han
var den Ældste og Førstefødde, forlangede noget Fortrin for sine Brødre, kunde man deraf
see hans Ydmyghed, og liden Begierlighed efter verdslig Ære, hvorudover ogsaa Hertug Christians Ydmyghed.Philippus Melanchton udi sine publiqve
Lectioner afmalede ham, som et Munster paa en god Regent. En skreven Christiani 3.
Historie siger,
(a) at paa denne Rigsdag Christiani 2.
Gesantere ogsaa lode sig indfinde, for at recommendere den fangne Konges Interesse, og at
de samme vidtløftigen undskyldte hans forrige Regiering, og forsikrede om et naadigt og
mildt Regimente. Men de trykte Krøniker mælde intet der om; Det synes ej heller troeligt,
at hans Gesantere ere blevne antagne til Audience.
Efter at Religions Sagerne, som sagt er, vare afgiorte, begyndte man at
raadslaae om et nyt Konge-Vall, og hvilken af Kong Frideriks Sønner de skulde udvælge til
Konge, og blev da udi Gesanternes Nærværelse Rigets Seil, som var brugt under Kong
Friderik, sønderbrudt, for at lade see, at man udi Konge-Vallet vilde have frie Hænder.
(b) Bisperne, som frygtede sig for Hertug
Christian, efterdi han allereede Bisperne giøre Forslag om den
mellemste Broder Johan.havde ladet see saa stor Iver for Reformationens
Forfremmelse, foresloge strax den anden Broder Johannem, foregivende, at han efter første
Fødselens Rett var den nærmeste til Thronen, efterdi han var en fød Konge-Søn.
(c) Da derimod Christian var ikkun en fød Hertugs Søn, |278saasom han var
bragt til Verden, førend hans Fader blev Konge; de sagde ydermeere, at Hertug Christian udi
hans Ungdom havde ført et u-ordentligt Levnet, og at hans Hr. Fader ikke havde været
fornøyet med ham, saa vel i den Henseende, som fordi han havde giftet sig imod hans Villie.
Videre Prætext til Hertug Christians Forbigaaelse.allegerede
de, at Hertug Christian kunde ansees som en Fremmed, der differerede fra de Danske baade
udi Sprog og Levemaade, efterdi han var opdragen uden Riget, da derimod den yngre Broder
Johannes kunde ansees som rett Dansk, efterdi han var opdragen i Dannemark.
(a) Dette brugte de til Prætext for at
udlukke den Ældste fra Successionen, hvor vel den hemmelige Motiv, som de der til havde,
var, at den Evangeliske Lærdom ingen videre Fremgang skulde have i Riget, og de havde i
sinde at opdrage den unge Hertug Hans udi den Catholske Religion, saasom han endda ikke
selv formedelst sin Alder kunde forestaae Regieringen. De verdslige Stænder De verdslige stænders Argumenter i faveur af Hertug Christian.derimod
paastode, at man skulde udvelge Hertug Christian, saasom Riget behøvede en Regent,
der var kommen til Aar og Alder: de foregave ogsaa, at det hindrede ham ikke, at han ej var
fød Konge-Søn, eftersom der handledes om et frit Vall, hvor udi de verdslige Stænder
raisonnerede bedre end Bisperne, hvis Argument, som de toge af første Fødsels Rett,
destruerede deres eget Principium om Vallrettighed. Ydermeere sagde de, at, endskiønt
Hertug Christian havde været noget vild udi Ungdommen, havde han dog saaledes ved Alderen
tiltaget udi Dyd og ordentligt Levnet, at man udi ham kunde være forsikret om at faae en
særdeles god Konge. Men Bisperne vilde ingenlunde have Hertug Christian, og derfore, som
de merkede, at deres forrige Argumenter ikke kunde holde Stik, søgte de i det ringeste at
forhale Tiden, foregivende, at det var Riget ikke tienligt at skride til et nyt
Konge-Vall, førend de raadførede sig med Norges Riges Raad derom, eftersom man havde lært
af Erfarenhed, at Norge ellers der af kunde tage Anledning til at afsondre sig fra
Dannemark; Vallet opsættes et Aar.herudover blev besluttet,
at opsætte Konge-Vallet et heelt Aar til St. Hans Dag igien, og imidlertid at raadføre sig
med de Norske, og tillige med dem at udvælge sig |279en
tilfælles Konge for begge Riger. Derpaa blev handlet om at udvælge en af de Fornemmeste af
Adelen, der imidlertid kunde forestaae Regieringen. Stædernes Magistrat, besynderlig
Kiøbenhavns og Malmøes, blev hentet af Raadet, og formanet, at holdeholde]holde] hol- A holde] hol- A
BorgerskabetBorgerskabet]Borgerskabet] B, Borgeskabet A; Borgeskabet SS Borgerskabet] B, Borgeskabet A; Borgeskabet SS udi
Lydighed, og at have Øye paa alting, i fald nogen Urolighed skulde reise sig. Hvilket de
ogsaa lovede, men, hvor vel de saadant meenede, viisede Udgangen.
(a)
Adskillige af de forsamlede Herrer vare ilde fornøyede med denne Opsættelse,
Nogles Protestation mod denne Opsættelse.besynderligen
Mogens Giøe, og Erik Banner, hvilke ginge vrede fra Rigsdagen, og sagde, at Herredagen var berammet for et Konge-Vall, og at det var Riget ikke tienligt
at være længe uden Hovet. Men at Bisperne saae meere paa deres egen Fordeel, end paa
Rigets Nytte og derfor havde hindret Raadets gode Forsæt. De protesterede endeligen mod
hvad som besluttet var, og gave tilkiende, at de ikke vilde være Rigs-Dagen hæves.ansvarlige for den Uheld, som Riget ved saadan Forhalning kunde
geraade udi: hvorpaa en hver reisede til sit Hiem, og den fornemste Part af Adelen fuldte
dem efter.
Efter at ForsamlingenForsamlingen]Forsamlingen] Forsamligen A Forsamlingen] Forsamligen A saaledes var adsplided, traade Bisperne med deres
Tilhængere videre udi Raad sammen, og besluttede eenstæmmigen at udvælge Hertug Hans til
Konge. Samme Prinds var da ikkun 8 Aar gammel, hvorudover de søgte Bispernes Complot i Faveur af Hertug Johan.at faae ham udi deres Hænder, for at
opdrage ham i den Catholske Religion, og til den Ende beskikkede Hr. Oluf Rosenkrantz til
Valløe at være hans Hoffmester, og Peder Svave at være hans *Informator. Dette Bispernes
Foretagende haver forført adskillige fremmede Skribentere til at troe, at samme Hertug
Hans virkeligen var bleven udvaldt af Raadet til Konge i Dannemark; men, at saadant aldrig
er skeet, har Christianus 3 udi det Aar 1538 tilkiende givet ved et udførligt Skrift til
Gottorp.
Foruden den Præcaution, Bisperne toge at udelukke Hertug Christian fra
Forfølgelse imod de Evangeliske.Riget, arbeidede de ogsaa paa
at betiene sig af denne Leilighed og Thronens Vacance, for at oprette deres faldne Sager,
til hvilken Ende de paastode, at den Kiøbenhavnske Recess, hvor-|280om nyligen er talt, maatte efterleves, og *Mag. Hans Taussen, som den, der
først havde udspredet den Lutherske Lærdom, maatte straffes. De erholdte ogsaa efter lang
Paastand, at bemeldte Mag. Taussen blev citered at møde paa Kiøbenhavns Raadhuus, hvor der
blev fældet en Dom over ham af saadan Indhold: at saasom han havde for nogle Aar siden
ladet et Skandskrift udgaae, hvorudi han havde kaldet Bisperne Tyranner og Bedragere, item
bemægtiget sig med sit Anhang de fleeste Kirker i Kiøbenhavn, sær St. Nicolai, ja talet
Biskop Joachim Rønnov haanligen til udi Rigets Raads Nærværelse, og endeligen, at han
havde skrevet imod Sacramentets Brug, saa blev fundet for gott, at han skulde forviises
Siællands Stikt; Og, udi hvilket andet Stikt i Jydland eller Fyen han kom, skulde han
intet skrive eller prædike uden Bispernes Villie og Samtykke.
(a) Denne Dom blev fældet Mag. Taussen forviises Siællands
Stiftaf Rigets Marsk Tyge Krabbe med endeel andre Herremænd, hvis Navne ere udi
Dommen indførte, og finder jeg ikke, at Mag. Taussen gaves Tid til at svare paa Bispernes
Beskyldninger, hvilket giver tilkiende, at Bisperne da spillede Mestere, og at det havde
været ude med den Evangeliske Troe udi Riget, hvis dette Interregnum havde varet længe.
Almuen, som mestendeels var Lutersk, blev ilde tilfreds med saadan Opførsel, hvorudi man
handlede lige imod det, som var besluttet paa den store Herredag til Odense. Hertug Christian kom det ogsaa underligt for, at hans yngre Broder
skulde ham foretrækkes, dog lod han sig ikke merke med nogen Fortrydelse, paa det han ikke
skulde siges at misunde sin Broder hans Lykke. Een stor Deel af Adelen gav ogsaa deres
Fortrydelse tilkiende, saa vel i henseende til religionen, som Konge-Vallet. Kort at sige,
der reisede sig Misfornøyelse over alt, sær udi Kiøbenhavn, hvor Kiøbenhavns Borgere tage Mag. Taussen i Forsvar.Borgerne samlede dem bevæbnede paa
gammel Torv, for at beskytte Mag. Hans Taussen. Endeel af Raadet blev udskikket til dem
for at stille saadant Oprør, men forgiæves, hvorudover, saa som man frygtede, at denne
Allarm vilde have farlige Sviter, fandt man for got at love Borgerne Sikkerhed for deres
Prædikant. Da |281Raadsherrerne ginge ned af Raadhuuset,
geleidede Mag. Taussen Biskop Rønnov lige til Bispegaarden, for at hindre at ham intet Ont
skulde vederfares af Almuen. Hvorudover Joachim Rønnov gav Mag: Taussen sin Haand uden for
Bispegaarden, og takkede ham for saadan Velgierning. Ikke desmindre stod dog den Dom, som
engang falden var, ved Magt. Men, som Kiøbenhavns Borgere ingenlunde vilde miste deres
Prædikant, og en stor Deel af Adelen, som havde antaget den Evangeliske Lærdom, ej heller
saadant vilde tilstede, arbeydede man paa et Forlig mellem Bispen og Mag. Forliig mellem Bisp Rønnow og Mag. Taussen.Taussen, og dertil
betienede sig af Hr. Mogens Gøe, Erik Banner og Knud Gyldenstierne, hvilke overtalede
Bispen at være meere lemfeldig med Mag. Taussen og de Lutherske. Et Forlig blev derfor til
veje bragt, efter at Mag. Taussen ved et aabed Brev reverserede sig ikke at bruge
Skieldsord udi sine Prædikener imod den Roman-Catholske Geistlighed, iligemaade at være
Bisp Rønnov troe og lydig.
(a) For dette maatte ogsaa Mogens Gøe cavere, som kand sees af hans Brev,
dateret til Bistrup. Og var det besynderlig i Regard af denne Mogens Gøe, at Biskopen lod
sig bevæge til Forlig, efterdi han tilforn havde været forlovet med hans Dotter Jomfru
Birgitta Gøe.
(b) Saa at denne Jomfrue, som
Bispen synes at have været forliebt udi, denne gang foraarsagede, at den Evangeliske Troe
paa samme Tid ikke gandske gik under. Denne Particularitet findes hos en gammel Skribent,
hvilken man des meere kand fæste Troe til, efterdi han selv var Roman-Catholsk, og levede
paa samme Tider.
(c)
Medens disse Religions og Stats Tvistigheder ginge for sig udi Dannemark,
Oprindelse til den saa kaldte Grævens Krig.myntedes der paa
en Feide udenlands, som for Alvor brød ud efterfølgende Aar, og nær bragte Riget udi
yderste Fordervelse. Denne Krig, som gemeenligen kaldes Grevens Krig |282efter Grev Christopher af Oldenborg, foraarsagede saadan Uheld i Riget, at
det siden er bleven et Ordsprog: Du kommer i Grævens Tid, naar man spaaer een noget Ont. De fornemstefornemste]fornemste] A B; fornemmeste SS fornemste] A B; fornemmeste SS Instrumenter dertil vare, foruden bemeldte Græve
Hoved-Personerne udi den paafuldte Tragœdie.Christopher, 2
Lybekkere, neml: Marcus Mejer og Jørgen Wüllenvæber, og 2 boesatte Tydske Mænd udi
Dannemark, nemlig Jørgen Mynter og Ambrosius Bogbinder. Marcus Mejer var først en Smed af
Haandverk, og boede udi Hamborg. Efter at han nogen Tid havde øvet det Haandverk, slog han
sig til Krigen, hvorved han saaledes avancerede, at, da de Lybske skikkede 600 Mænd
Hielpe-Tropper til Ungarn imod Tørken, blev Marcus Mejer satt til Anfører over samme Folk.
Men, som Marcus Mejer og hans Portrait.dette Tog blev
indstillet, satt han sig ned udi Lybek, og derefter tienede Kong Friderik udi Beleiringen
for Kiøbenhavn. Han giftede sig med en Borgemesters Enke udi Lybek, og endeligen blev
Borgemester udi samme Stad. Han var en hurtig og uroelig Mand, som af hans Historie
videre skal sees. Hvor stor Talent samme Mand har haft at insinuere sig, sees der af, at,
da han engang blev med sit Skib dreven til de Engelske Køster, og arrestered i Engeland,
snakkede han sig ikke alleene løs igien, men blev ogsaa af Henrico 8. beæret med en
Ridder-Orden. Der meenes da, at han for samme Konge giorde Forslag om at underkaste
Dannemark hans Herredom, hvorom videre skal tales siden.
(a)
Jürgen Wullenvæber var en veltalend, dristig og uroelig Mand,
(b) og ved disse Jürgen
Wullenweber.qvaliteter ikke alleene banede sig Vey til Borgermesterskab udi
Lybek, men regierede Staden med fast Kongelig Myndighed. Marcus Meyer ansaae ham som en
beqvem Mand at have i Ledtog med sig, og derfor recommenderede ham først til at blive
Raadmand, i hvilken Post han neppe havde været en Maanetværet en Maanet]]været en Maanet]] været A, været et Aar B; været en Maanet SS været en Maanet] været A, været et Aar B; været en Maanet SS ,
førend han blev Borgemester. Han
kunde ved sin Veltalendhed dreje de Lybske ligesom han vilde. Alting gik igiennem hans
Hovet, saa at Raadet og hans Colleger i hans Tid havde intet at sige, thi han stolede paa
sine Qvaliteter, hvorved han havde for-|283hvervet sig
den gemeene Mands Yndest, og foragtede Raadet og hans Colleger. Han var særdeeles Autor til
den store Krig imellem Dannemark og Lybek, og til alle de Ulykker, som deraf reisede
sig.
Hvad Ambrosius Bogbinder angaaer, da finder jeg intet i Historien om hans
Ambrosius Bogbinder.Opkomst. Jeg seer alleene, at han var
en Fremmed, der satt sig ned udi Dannemark, hvor han blev Borgemester udi Kiøbenhavn. Han
signaliserede sig udi det Aar 1531. ved at nedslaae og synderhugge Tavler og Billeder udi
vor Frue Kirke, hvoraf man seer, at han har været en stor Hader af den Romerske Religion.
Jürgen Wullenwæber betienede sig af ham for at bringe Riget udi Forvirrelse, hvortil han
ogsaa lod sig mesterligen bruge.
Jürgen Mynter var en Westphalinger af Geburth, og blev Borgemester udi
Jürgen Mynter.Malmøe. Han var Sted-Fader til den udi Kong
Frideriks Historie omtalte Claus Kniphof, som foruroeligede Søen, og
blev rettet udi Hamborg. Jürgen Mynter var en duelig og dristig Mand. Udi hvilken Estime han
var hos Kong Friderik sees der af, at høystbemeldte Konge forlehnede ham med Borrebye, og
slog ham til Ridder. Han blev, som de fleeste fremmede Embeds Mænd paa de Tider, en
skadelig Mand for Riget. Det eeneste Gode, han giorde, var, at han funderede en Almisse
udi Malmøe for de Penge, som han vilde udløse sin Stedsøn Claus Kniphoff af Fængsel med. Om
det kand ellers kaldes en god Gierning, at ville give til GUd det som man ubilligen har
berøvet Menneskerne; Thi der holdes for, at han havde samlet sine Midler alleene ved Aager
og store Renter.
(a) Autor til det Skrift,
kaldet: *Seditiones Civitatum Daniæ, giver samme Mand et meget hesligt portrait, sigende;
at Simon Magus, Sylla og Catilina vare samlede udi hans Person.
(b)
Disse fire Mænd vare de fornemste Hoveder til de paafølgende Uroeligheder;
thi Græve Christopher af Oldenborg.Græv Christopher af
Oldenborg, som Krigen |284fik Navn af, var ikkun et
Instrument, som de betienede sig af, og som exeqverede hvad de udi deres Cabinetter
besluttede.
Nu skrider jeg til Krigen, som havde saadan Begyndelse. Jeg har viiset udi
Kong Frideriks Historie, at Højstbemeldte Konge havde forbudet Hollænderne Farten igiennem
Sundet, efterdi de assisterede Kong Christian 2 med Folk og Skibe, men at Hollænderne
siden, da de fulde til Føje, finge Frihed at fare paa Øster-Søen igien. Over dette bare
Lybekkerne Fortrydelse, og, efter at de forgiæves havde besværget sig derover udi
Dannemark, udrustede de en Flode af 24 Skibe, som blev betroed til Marcus Mejer med Ordre
at overfalde og optage Hollandske Skibe, hvor han kunde treffe dem. Men Floden blev af
Storm dreven til Engelland, hvor Marcus Mejer af Kong Henrik 8. blev anholden. Men ved
Hansestædernes Forbøn blev han ikke Mejer og Wullenwebers Opførsel og
Anslag.alleene løsgiven, men end ogsaa slagen til Ridder, som sagt er. Da han
kom tilbage fra Engelland igien, tog han en Lybsk Borgemester-Enke til Ægte, og derpaa
selv blev giort til Borgemester udi Lybek, og som han havde store Desseins i Hovedet, og
merkede, at han behøvede en beqvem Medhielper, recommenderede han ovenomtalte Jürgen
Wullenweber først til at blive Raadmand, og strax derpaa Borgemester. Disse tvende
uroelige og Martialske Borgemestere toge sig strax all Myndighed til, og, paa det at
Raadet skulde ikke være dem til Hinder i deres Desseins, som de ginge frugtsommelige med,
indbildte de Almuen, at Papisteriet i Staden aldrig kunde afskaffes, saa længe som de
gamle Raads-Herrer vare i Raadet; hvorudover de magede det saa, at det gamle Raad blev
afskaffet, og et nyt Raad af deres Tilhængere blev stiftet igien, og blev deres Exempel
efterfuldt udi andre Wendiske Stæder.
Efterat dette var skeet, opmuntrede de Staden til at
fremture med Fiendlighed Wullenwebers Paastand paa den Kiøbenhavnske
Rigs-dag.imod Holland. Marcus Mejer blev da atter skikket med en Flode til
Vester-Søen for at hindre Hollænderne at passere igiennem Sundet, og Jürgen Wullenwæber
blev skikket til den Herre-Dag, som efter Kong Frideriks Død blev holden i Kiøbenhavn med
Ordre, at handle med Rigets Raad om Hollændernes Udelukkelse fra Øster-Søen, som de havde
paastaaet udi Friderici I. Tid. En ligeledes Begiæring havde ogsaa de Lybske giort |285til Kong Gustav udi Sverrig: Men han afslog deres
Forlangende, foregivende, at, eftersom Kongen af Dannemark, hans Allieret, havde tilladt
Hollænderne Farten igiennem Sundet, saa kunde han saadant ikke forbyde dem: tilmed var
Sejladsen fri for alle, og, hvis han tenterede noget saadant imod Hollænderne, var det at
befrygte, at de vilde bruge Repressalier imod de Svenske. Dette Svar ophidsede saaledes de
Lybske Gesantere, at de bebreidede Gustavo Utaknemmelighed, og lode sig forlyde, at det
var ved deres Hielp, at han var kommen paa Thronen. Ja dette gik saa vidt, at de arbejdede
paa at stifte Oprør udi Sverrig, og til den Ende holdte hemmelige Conferencer med Græven
af Hoja, som havde Kong Gustavi Søster, og var forlehnet med Viborg udi Finland,
(a) overtalede ham ogsaa til at
indtræde udi Forbund med sig. Men, da han derover blev mistænkt, stillede De Lybske søge at stifte Oprør i Sverrig. han sig an, som han var
bleven syg, og rejsede til Lybek under Prætext at medicinere i Tydskland.
(b) Marcus Mejer opmuntrede ogsaa den
bekiendte Steen Stures Søn, Svante Sture, at stræbe efter den Svenske Krone. Men denne
gode Herre, som ikke vilde bryde sin Troeskabs-Eed, vegrede sig for at træde udi saadan
slags Handel med Lybek. Han svarede derfor Marcus Mejer, at saadant var ham og ingen ærlig
Undersaatt anstændigt; tilmed vilde han ikke styrte sig og sine Venner i nogen Ulykke. Han
havde ej heller Lyst til at miste sit Fædrene Arve-Gods i Sverrig; Hvor paa Mejer brød ind
udi hans Tale og sagde: Vi Herrer af Lybek ere rige og mægtige, hvad I mister, ville vi
give Eder 4re dobbelt igien. Men Sture blev ved sit gode Forsætt,
(c) saa at der blev intet af denne Handel. Af
dette sees, hvor meget entreprenant Regieringen udi Lybek da var, og hvor meget det var
dem anliggende, at udelukke Hollænderne fra den Øster-Søeske Handel; thi, saasom
Hansestæderne hidindtil havde været Mestere over Handelen, og de nu merkede, at de vilde
faae store Rivaler udi Nederlænderne, som vare hurtige og til Commerce særdeeles
be-|286qvemme Folk, og under Keyser Carl 5. havde meget
taget til udi Handelen, saa laae dem intet meere paa Hiertet, end at qvæle den
Nederlandske Handel udi dens Fødsel. Udi den henseende havde de fattet saadant bittert Had
imod Kong Christian 2. efterdi han befodrede den Nederlandske Handel.
For samme Aarsags Skyld vare de ogsaa blevne Kong Friderik ugunstige, og endeligen for
samme Aarsags Skyld begyndte de den store Krig imod Dannemark, til hvis Historie jeg nu
skrider.
Efter at Jürgen Wullenvæber havde opholdet sig 10 Uger udi Dannemark, og
imidlertid med Hænder og Fødder arbeidet paa at udvirke et Forbud imod Hollændernes
Handel, fik han omsider af Raadet saadant Svar: at, saasom Riget var uden Konge, kunde man
ikke indlade sig udi Vitløftighed med det Burgundiske Huus. Derforuden blev ham tilkiende
givet, at man havde skikket Gesandtere til Regentinden udi Nederlandene, at handle om Fred
og Anstand med Riget, hvorudover man paa samme Tid ikke kunde beslutte noget Fiendtligt.
Og, hvad de Løfter, som Kong Friderik havde giort Staden Lybek, angik, da ophørdte de
samme ved hans Død, og det stod paa, om den, som blev udvaldt i hans Sted, vilde forbinde
sig der til.
(a) Af dette Svar blev Wullenvæber heel
fortørnet, opregnede de Tienester, Hansestæderne havde Item udi
Dannemarkbeviiset Riget imod Kong Christian, og besluttede at føre Riget i
Fortræd, hvor til han meenede paa samme Tid at have best Leilighed, efterdi han udi de 10
Uger, han havde opholdet sig udi Kiøbenhavn, havde merket i hvilken slet Tilstand
Dannemark var, formedelst den Splid og U-eenighed, som regierede iblant Stænderne. Førend
han forlod Staden, havde han hemmelig Conference med Ambrosio Bogbinder, Borgemester i
Kiøbenhavn, og Jørgen Mynter, som ellers kaldes Jørgen Kock,
(b)
Borgemester i Malmøe, hvilke begge, saasom de vare Udlændinge, lovede, at, naar de Complot med Jørgen Mynter og Ambrosius Bogbinder.Lybske komme
med deres Flode, skulde Kiøbenhavn og Malmøe staae dem aabne for, og at de siden vilde
giøre Opstand til at indtage Riget, fordrive Adelen og Bisperne, og at indføre Lutheri
Lærdom udi alle Stæder. Wullenvæber derimod |287forsikrede dem
om Hansestædernes Protection og Beskyttelse. Ved disse Mænds Venskab vandt Wullenvæber
ikke lidet, i sær ved Jørgen Mynters, efterdi han var i stor Agt hos Rigets Raad, vidste
alle deres Hemmeligheder, og derforuden var en særdeles listig og forslagen Mand. Medens
dette skeede, havde Hertug Christian, som opholdt sig udi Holsten, faaet Kundskab om den
U-eenighed, som var iblant Raadet om Konge-Vallet, item at Magnus Gøe og Erik Banner
besynderligen havde recommandered ham, hvorudover han skrev dem til, at de videre vilde
befodre hans Interesse, lovende dem et mildt og naadigt Regimente, og forsikrede, at han
ikke alleene vilde confirmere Adelen de Hærligheder, som hans *Sl. Hr. Fader havde givet
dem, men endogsaa legge fleere der til. Hand vidnede ellers, at, hvis de heller vilde have
hans Broder Johannem til Konge, skulde han ingen Hinder giøre dem der udi, han raadede og
formanede dem alleene, at, som Riget ikke kunde længe være uden
Hovet, de betimmeligen vilde skride til et Konge-Vall.
Saasom den første Herre-Dag til Kiøbenhavn var løben frugtesløs af,
Herre-dag til Odense.forsamlede Stænderne sig paa en nye til
Odense udi samme Aar, saa vel for at handle om et Konge-Vall igien, som efterdi
Gesandterne nemlig Otto Krumpen, Melkior Rantzov, og Volfgang Utenhoff, som havde været
skikkede til Nederlandene, vare komne tilbage igien. De samme havde sluttet et Fordrag til
Gent saaledes, at imellem Gentiske Fordrag.Nederlandene,
Dannemark, Norge og Førstendømmene skulde være 30 Aars Stilstand, og at Hollænderne
imidlertid skulde have fri Fart igiennem Sundet, naar de betalte Kronens Told og
Rettighed; hvis Dannemark eller Norge derfor blev anfægtet med Krig, skulde Regentinden
komme dem til Hielp med 6 Orlog-Skibe, hvilke paa hendes egen Bekostning skulde
underholdes saa længe som Krigen varede. Dette Forbund sigtede paa Hansestæderne, af
hvilke Rigerne intet got kunde vente sig formedelst de Trudseler, de havde ladet falde,
saa at det var fornødent at bestyrke sig med Hielp og Alliance. Saaledes seer man, at
Stats Conjuncturerne udi Dannemark merkeligen vare blevne forandrede. For nyeligen siden
betienede man sig af Hansestædernes Hielp imod Hollænderne. Nu der imod foreenede man sig
med |288Hollænderne af Frygt for Hansestædernes Klagemaal der over.Hansestæderne. De sidste lagde Riget saadant til
Last, og bebreidede de Danske denne Opførsel, som en Utaknemmelighed. Men det var ikke
Rigets Interesse at lægge sig ud med alle Nationer for at skaffe Hansestæderne Monopolium
i Østersøen. Man havde tilforn forbudet Hollænderne Farten igiennem Sundet, efterdi de
assisterede Kong Christian imod Riget, men, da de siden fulde til Føye, og søgte Rigets
Venskab igien, ophørede all Prætext til saadant videre Forbud, saa at Lybekkerne bleve
Dannemarks Fiender, efterdi de mod Natur og Folke-Ret ikke vilde forhindre andre Nationer
at seile over det store Hav, som bør være aabet for alle.
Paa samme Herre-Dag til Odense blev ogsaa fundet for got at skikke til
Riget søger at bestørke sig mod Lybek.Sverrig Truid Ulstand,
Vincentius Lunge og Axel Juul, for at stifte Forbund imellem Dannemark og Sverrig,
iligemaade at handle med Hertug Christians Legater om Venskab og Foreening imellem Riget
og Førstendømmene, og blev der Aaret efter 1534.giort et
Fordrag til Rensborg, hvorudi Riget og Førstendømmene lovede hinanden indbyrdes Hielp,
naar nogen af dem blev fiendtligen overfalden, og skulde dette Forbund vare saa længe
nogen af Kong Frideriks Blod og Stamme er til og bliver Forbund med
Holsteen.Konge i Dannemark, hvor af man seer, at Hertug Christian lagde
Grundvold til sin tilkommende Promotion, og i det ringeste forbandt Stænderne til at
antage en af Kong Frideriks Sønner. Dette Fordrag blev forfattet paa Dansk og Tydsk, og
findes underskrevet og forseilet af Rigets og Førstendømmenes Raad, item af Hertug
Christian for sig, og paa sine umyndige Brødres Vegne.
(a) Den Legation, som blev skikket til Sverrig,
udvirkede ogsaa et Fordrag imellem Rigerne, saaledes, at Sverrig skulde komme Dannemark
til hielp med 800 Mænd, naar fornøden giordtes, og Dannemark og Norge skulde komme Sverrig
til Hielp med 1000 Mænd.
(b) Til dette
Item med Sverrig Forbund fandtes Gustavus des villigere,
efterdi de Lybske havde ladet falde samme Trudseler imod Dannemark, som imod Sverrig. Og,
saasom af deres store Udrustning de Nordiske Ri-|289ger
truedes med en Storm, kunde man vente, at den lige saasnart skulde treffe Sverrig som
Dannemark, thi adskillige Svenske Kiøbmænds Skibe vare arresterede udi Lybek, Gustavus
havde ogsaa faaet Kundskab om den Stempling som de Lybske Gesantere havde giort imod
Regieringen i Sverrig, hvorudover han ikke alleene fandt for got at holde Venskab med
Dannemark, men lod ogsaa anholde alle Lybske Kiøbmænds Skibe og deres Gods udi
Sverrig.
Saadanne vare Conjuncturerne udi Norden, og saadanne Mesures tog Dannemark
for at imodstaae den Storm, som man truedes med, og syntes det, at Riget efter slige
Anstalter ingen Aarsag havde at frygte sig for Hansestædernes Anfald; Men det havde været
bedre at forsyne Riget med et Hovet, der kunde holde Undersaatterne Rigets indvortes Svaghed.i Eenighed, og læge de indvortes Svagheder, hvor af
det laborerede; thi man maa bestyrke sig med fremmede Alliancer saa meget som man vil, saa
kand et Rige, hvorudi Splid og U-eenighed regierer, ikke ansees anderledes end et svagt og
magteløst Legeme, omgivet med tykke Pandser og Harnisk. Dette merkede den listige Jørgen
Wullenvæber, og derfor, endskiønt han havde ligesaa stor Appetit paa Sverrig, besluttede
dog at bruge Hansestædernes Magt imod Dannemark, hvis indvortes Skrøbelighed og Fejl han
nøje havde udstuderet.
Efterat bemeldte Wullenwæber var kommen tilbage fra Dannemark til Lybek
igien, fornam han, at Hamborgerne arbejdede paa et Forliig mellem de Lybske og
NederlænderneNederlænderne]Nederlænderne] B, Nederlændere A Nederlænderne] B, Nederlændere A : Dette stod denne Martialske Mand ikke an, hvorudover, da et Mode til den
Ende var berammet udi Fasten 1534 til Hamborg, kom Wullenweber tillige med Marcus Mejer
indridende udi Hamborg med Harnisk, udslagne Faner, og mange Ryttere, og det ligesom til
en Strid, thi de lode Trompeter og Skalmejer blæse for sig, saa at Raadet udi Hamborg bar
Fortrydelse derover, helst som der vare tilstede tvende Burgundiske Ambassadeurs, neml:
Georgius Biskopen af Brixia, og Maximilianus, hvilke kunde ansee saadant militaire Indtog,
som en Bravade for dem. De tvende Lybske Borgemesteres Forsætt var at til intet giøre den
foretagne Handel, med mindre de |290Burgundiske eller
Nederlandske vilde beqvemme sig til at renoncere paa Handelen udi Øster-Søen, men de
merkede, at de andre Hansestædiske Deputerede vare føjelige og
begierlige efter at treffe et Forliig, hvorudover Mejer og Wullenwæber bleve saa
forbittrede, at de pludseligen forlode Modet, og ilede til Lybek igien, hvor de lode
eendeel saavel Raads-Herrer, som fornemme Borgere kaste i Fængsel. Hamborgerne tillige med
de tilbage værende Lybske Deputerede fremturede dog ikke des mindre i at bringe et Forliig
til Veje, hvilket ogsaa blev sluttet saaledes: at der imellem de Nederlandske og
Hansestæderne skulde være 4 Aars Stilstand. Imidlertid skulde enhver have Frihed at handle
og seile, hvor han vilde. Medens de Burgundiske Gesandtere forhandlede dette udi Hamborg,
skikkede de til Dannemark Keiserens Ratification paa det Gentiske Fordrag, skreve der hos,
at de gierne havde seet, at Dannemark havde skikket deputerede til Hamborg, for at bivaane
den forehavde Handel med Lybek: Men, i hvor det gik, skulde dog Riget blive indsluttet udi
samme Fordrag.
Freden mellem Nederlandene og Lybek var neppe sluttet, førend de tvende
uroelige Den Greviske Krigs Begyndelse.Borgemestere Marcus
Mejer og Jürgen Wullenvæber brøde frem med det, som de længe havde gaaet frugtsommelige
med, nemlig at paaføre Dannemark Krig efter den Plan, som de havde giort med Jürgen Mynter
og Ambrosio Bogbinder. For at bekomme Prætæxt til saadan Krig, foregave de, at den blev
foretagen, for at entledige den fangne Kong Christian af sit Fængsel udi Sønderborg, og at
sætte ham paa Thronen igien, og, paa det at den kunde føres med Eftertryk, havde de Bud
efter Grev Christopher af Oldenborg, som var den fangne Konges Blodsforvanter.
(a)
Samme Grev Grev Christoffers Caracteer.Christopher var da Canonicus udi Cøln, og førde Titul af Greve af Oldenborg,
skiønt han ejede intet udi Grevskabet uden et Kloster. Han var ellers en vel studeret
Herre, og profiterede den Evangeliske Troe, som han havde lært af Lutheri og Melanchtons
Skrifter, var ogsaa vel øvet udi Krigs-Sager, thi han havde bivaanet det store Slag ved
|291Frankenhausen.
(a) Han havde ogsaa været udi den Tyrkiske
Krig, da Solimannus brød ind i Ungern. Han lod sig letteligen overtale til at agere
General udi denne Krig, endeel efterdi ham blev foreholdet, at det var en prisværdig
Gierning, at befrie en betrængt Konge, som var hans Blodsforvant, af et haanligt Fængsel,
eendeel ogsaa, efterdi man erkyndigede ham om den hemmelig Correspondence, Borgemesterne i
Lybek havde udi Dannemark, sær udi de vigtigste Stæder Kiøbenhavn og Malmøe, hvis Porte
Jürgen Mynter og Ambrosius Bogbinder havde lovet at aabne, saa snart den Lybske Flode
ankom. De foregave ogsaa, at det skulde være dem ligesaa lett, at sætte Kong Christian paa
Thronen igien udi Dannemark, som var uden Hovet, og plaged med indvortes Splid og
Ueenighed, som det tilforn havde været dem lett at giøre Gustavum til
Konge i Sverrig. Endeligen foreholdte de ham, at saadan hans Gierning vilde være Keiser
Carl og Christiani 2. Svogre behagelig. Saadan Farve satte da Lybekerne paa denne Krig,
skiønt de intet mindre ønskede, end at see en Konge paa Thronen igien, der havde været
deres bitterste Fiende, og som de nyeligen tilforn udi Manifester havde skieldet for en
Tyran. Men, hvor urimelig end denne Motiv var, saa maatte den dog tiene i deres Kram,
efterdi de derved forhaabede at bringe udi Harnisk den fangne Konges Tilhængere, og derved
formeere den Forvirrelse som Riget tilforne var udi.
Hamelman udi Grev Christophers Historie siger, at Greven blev ved Skrivelse
fra Kong Christian 2. selv ombedet at føre denne Krig, men andre Historier melde intet
derom.
(b) Men enten dette Tilbud skeede af de Lybske,
eller af Christiano 2., Han kommer til Lybek.saa betænkte
Greven sig ikke at tage derimod, sær saasom han var en fattig Potentat, der intet havde at
risquere uden den pure Titul, og, om Udfaldet var gott, og han kunde nyde den Ære at sætte
den fangne Konge paa Thronen igien, haabede han at faae enten en god Skilling, eller et
Stykke Land for Umagen.
(c)
|292Alt dette blev drevet ved de tvende uroelige Borgemestere alleene, thi, da
Greve Christopher kom til Lybek, fornam han at ingen vidste af denne Handel uden Marcus
Mejer og Jürgen Wullenvæber. Ved hans Ankomst gave de allerførst deres Forsætt tilkiende,
og derudi strax fandt Bifald af Almuen, som gierne ønskede en Krig, for at tvinge Riget
til at tilstæde dem Handelen alleene. Det Anslag, som tilforn var hemmeligen drevet, blev
da raadslaget om aabenbare udi den heele Stads Navn, og blev Paatager
sig at føre Krigen imod Dannemark.da besluttet, at Greven skulde hverve Folk paa
Stadens Bekostning, og imidlertid holde Sagen hemmelig, indtil han kom tilbage, da skulde
ham notificeres, hvad videre var at foretage. Efter at Greven havde hvervet 4000
Lands-Knegte, og bragt dem til Lybek, skrev han Hertug Christian af Holsten til,
begiærende at vide, af hvad Aarsag Kong Christian sadd fangen paa Sønderborg, rett ligesom
han kunde være Hans skrivelse til Hertug Christian.fremmet i
en Sag som var heele Europa bekiendt, og som Lybek havde allermeest contribueret til.
Videre beklagede han i samme Brev, at Kongens Fængsel var skeet imod Haand og Seil, og
given Leide, og begiærede, at han maatte sættes i Frihed igien, hvis ikke, fandt han sig,
som den fangne Konges Blods-Forvandt foraarsaget til at tage sig hans Sag an. Endeligen
foreholdt han Hertugen, hvor ubilligt og uanstændigt det var for ham, at holde sin egen
Fætter og Konge udi et haanligt Fængsel.
Hertugen svarede at Kongen var arrestered paa de Danskes, Svenskes og
særdeeles hans egne Principalers de Lybskes Beskyldninger, hvorudover det stod ikke i hans Magt, at lade ham løs igien. Derpaa affærdigede Greven en anden
Skrivelse, hvorudi han repeterer det forrige, og blues ikke ved at sige, at denne Sag var
Lybek og andre Søe-Stæder meest angaaende, saasom deres Deputerede havde undertegnet den
fangne Konges Leide-Brev, da Historien dog viser, at Kong Friderik selv var tvivlraadig,
om han skulde anholde Kong Christian eller ej, men at de Wendiske Stæder allermest dreve
paa hans Fængsel. Endeligen slutter han sit Brev,
(a)
dermed, at han for den fangne Konges Befrielse |293vilde
opofre Liv og sin Velfærd, som ungefær kunde beløbe sig til det Kloster, han ejede udi
Oldenborg, saa at det heele Brev er Comique og latterligt fra Begyndelsen til Enden.
Men paa det at Dannemark, hvor paa Krigen fornemmeligen sigtede, ikke saa
hastigen skulde allarmeres over denne Opførsel, skikkede han paa samme Tid et Brev til
Rigets Raad, hvorudi han foregav, at Krigen sigtede alleene paa Holsten, hvor Grev Christoffers Brev til Rigets Raad. Kongen sad fangen og ikke
paa Dannemark. Udi dette Brev
(a) declamerer han end
hæftigere for den fangne Konge, og afmaler hans Fængsel som et Tyrannie imod Guds Lov og
den Christelige Troe. Saaledes vide Mennesker at betiene sig af Guds Navn til at besmykke
deres Interesse; thi denne Nidkierhed grundede sig alleene paa den Gage, den fattige Greve
ventede sig af Hanse-Stæderne, for at agere deres General; thi man finder ikke, at han
nogen Tid tilforn har ladet sig merke med ringeste Protestation imod Kongens Fængsel.
Førend disse Breve bleve affærdigede, havde han ladet et Patent udgaae til
Almuen udi Holsten, hvorudi han giver sit Forsæt tilkiende, og begiærer, at de ville give
ham fri Passage, saa fremt de ikke med Mord og Brand ville besøges. Og efter at Indfald udi Holsten.dette var skeed giorde han tillige med Marcus
Mejer et hastigt Indfald udi Holsten, hvor han bemægtigede sig Eutin, Trittow, Pløen,
belejrede Segeberg og satt Landet i Brandskatt. Dette Indfald skeede ikke saa meget for at
indtage Holsten, som for at hindre Holstenerne at undsætte Dannemark, hvilket Rige var
udvalt til Krigens Sæde, og hvor man var forvissed om, at de fornemmeste Stæder skulde
blive dem overleverede. Hertug Christian, da han fik Kundskab om dette Angreb, rustede han
sig af all Magt til Førstendømmernes Forsvar, skrev ogsaa til Dannemarks Raad, og
begiærede Hielp af Riget efter det nyligen giorte Forbund, hvilken Hielp blev ham ogsaa
accordered. Dette var just hvad de Lybske tragtede efter, hvorudover deres Den Lybske Krigs-Flode gaaer til DannemarkGeneral Grev
Christopher, efter at han havde satt Ild paa Segeberg, begav sig ilende til Traminde, hvor
han indskibede 4000 Mænd med Skiøtt og Amunition, og |294seilede til Dannemark geleidet af de tvende omtalte Borgemestere, hvilke vare Directeurs
for denne Krig. Rostok og Wismar assisterede de Lybske udi dette Tog, thi, hvorvel bemeldte Stæder ingen synderlig Lyst havde til saadan unødig Fejde, saa
havde dog den gemeene Almue, og de 60 Mænd af det nye Raad efter Mejers og Wullenvæbers
Tilskyndelse bragt dem udi Harnisk.
Den Lybske Flode blev allerførst seet af Andreas Bilde, som havde Møen i
Forlehning. Samme Bilde affærdigede strax Skrivelse til Bisp Joachim Rønnov, ladende ham
vide, at han var bleven vaer 23 Orlog-Skibe under Møen, og raadende at forsyne Kiøbenhavn
med Soldater, som laae indqvarterede ved Nestved, saasom det var at befrygte, at samme
Flode vilde overfalde Riget. Men saadant kom for sildig, og Kiøbenhavn blev funden blottet
for Soldater, eftersom de Tropper, som der tilforn laae, vare skikkede til Holsten, og man
kunde ikke faae andre samlede, førend Fienden allereede var kommen ind udi Landet.
Saa snart Borgemesteren udi Malmøe, Jürgen Mynter, fik Kundskab om de
Lybskes Indfald udi Holsten, affærdigede han Bud til Mogens Gyldenstierne, som var
Gouverneur paa Malmøe Slott, ladende ham kierligen bede, at han ubesværget vilde komme paa
Raadhuuset for at overlegge med Borgemester og Raad om en Sag af Vigtighed. Gyldenstierne,
som intet Ont formodede, begav sig did hen, men, da han kom paa Raadhuuset, blev han efter
Jürgen Mynters Ordre arrestered; Almuen blev der paa strax bragt udi Harnisk, saa at man
anfaldt Slottet og brød det ned i Malmøes Slott forraskes.Grund.
Nogle Danske Herremænd, hvor iblant var Truid Ulstand, og Claus Podebusk, som intet
vidste af denne Handel, da de komme fra Kiøbenhavn til Malmøe, bleve de grebne udi deres
Herberger, og fangne bortførte: ja alle Adelige Børn som ginge i Skole sammesteds, bleve
ogsaa arresterede, og udi 9 Uger anholdne. For at besmykke denne Execution, skrev
Borgemester og Raad udi Malmøe Herr Tyge Krabbe, Dannemarks Riges Marsk til, ladende ham
vide, at de udi Malmøe havde antaget Lutheri Lærdom, og, som Rigets Raad havde ladet udgaae
en Recess mod deres Religion, og de fornumme, at deres Prædikan|295tere for Religionens Skyld bleve forfuldte udi Kiøbenhavn, havde de
formedelst slige Aarsagers Skyld bemægtiget sig det Slott, som Kong Friderik og Rigets
Raad havde ladet bygge imod det Jürgen Mynters Apologie
derfor.Løfte og de Privilegier, som Staden vare givne, da den overgav sig udi
deres Hænder. Saadanne Motiver betienede Jürgen Mynter sig af, for at bringe Almuen og
Raadet i Malmøe paa sin Side, og at komme dem til at troe, at alt dette skeede for
Religionens Skyld, da det dog alleene var for at overlevere Staden til Lybekerne efter den
Convention, som var giort med Wullenvæber.
Mynter lod sig ikke nøje med at have stiftet Oprør udi Malmøe, og
bemægtiget sig samme Stad. Han søgte ogsaa at spille samme Puds med Kiøbenhavns Slott, og
at forraske Johan Urne, som derudi commanderede. I den Henseende begav han sig hemmeligen
til Kiøbenhavn, og skiulede sig med en Hob bevæbnede Folk udi Ambrosii Bogbinders Huus, agtende at bemægtige sig Johan Urnes Person, og at overfalde ham
paa Gaden. Men, som Urne gik altid med et stort Følge, kunde Mynter Mynters Anslag mod Kiøbenhavns Slott mislinger.ikke fuldbringe sit Forsætt.
Saasom dette Anslag nu ikke vilde gelinge, bød han sig selv til Giæst paa Slottet, og
meenede der at bortsnappe ham, thi det var dem ikkun om hans Person og Slottet at giøre,
eftersom Staden og Almuen i Kiøbenhavn vare udi Ambrosii Bogbinders Interesse. Men han
fandt Johan Urne saa stærk, og Slotts-Portene saa vel bemandede, at han ogsaa denne gang
med uforrettet Sag maatte gaae tilbage. Hvitfeld meener, at Urne lod ham frit gaa ned af
Slottet igien, for ikke at bryde Jus hospitii, eller Giæste-Rætten; Men det er rimeligere,
at han ikke torde lægge Haand paa denne mægtige Mand, hvis Fængsel han forud kunde see
vilde bringe den hele Stad i Oprør.
Dette skeede førend den Lybske Søe-Magt arriverede til Dannemark, men, da
Grev Christoffer giør Landgang paa Siælland.Floden ankom i
Sundet, tog Jürgen Mynter Masken reent af, begav sig til Græv Christophers Skibe, og
bivaanede de Lybskes Landgang, som skeede ved Skovs-Hovet, hvor han gratulerede Grevens
Ankomst, og underrettede ham om Rigets Tilstand.
(a) Efterat Tropperne vare debarqverede,
rykte Gre-|296ven lige mod Roskild, hvor han af samme
Stads Borgere lod sig hylde paa Kong Christians Vegne, thi han truede at ødelegge Staden i
Grund, hvis de ikke vilde beqvemme sig dertil, og da øvede han strax meere end Kongelig
Myndighed, i det han giorde Erke-Bisp Gustav Trolle til Indtager
adskillige Stæder.Biskop udi Roskild. Thi de virkelige Konger lode sig alleene
nøje med at confirmere de Bisper, som Capitlerne udvalte. Førend han forlod Roskild,
forstyrrede han Harritzborg og Bistrup, og plyndrede Bispe-Gaarden, hvorpaa han begav sig
til Kiøge, hvilken han bemægtigede sig tillige med Søeholm og Steege paa Møen.
Medens Greven var i Roskild, opholdt den Roskildske Bisp Joachim Rønnov
(a) sig udi
Kiøbenhavn. Samme Bisp, hvor vel han var Kong Frideriks Huus lidet bevaagen, saa dog,
efterdi hans Stikt blev bortgivet til en anden, havde han liden AarsagAarsag]Aarsag] Arsag A Aarsag] Arsag A til at glæde sig
ved Greve Christophers Ankomst, hvorudover hans egen Interesse drev ham til Ærlighed, og
at formane Kiøbenhavns Borgere til tapper Modstand, bydende sig til at ville opofre Liv og
Blod med dem. Men Borgerskabet, som lidet elskede samme Prælat, og derforuden af Jürgen
Mynter og Ambrosio Bisp Rønnov formaner Kiøbenhavns Borgere til
Troeskab.Bogbinder vare allereede forførte, vilde ikke høre ham, men tvertimod
truede ham paa Livet. Hvorudover han flygtede hemmeligen af Staden, og var det ikke uden
med stor Nød at han undkom med Livet; thi Borgerne satte saa sterkt efter ham, at, da
Slotts-Herren Johan Urne lod føre en Kiste over Gaden paa Slottet,
lode de aabne samme Kiste, saasom de meenede, at Rønnov laae skiult derudi. Eendel Danske
Herremænd, som samme Tid laae i Kiøbenhavn, hvor iblant var Rigets Marsk, Tyge Krabbe,
toge ogsaa Flugten, af Frygt for at falde i Borgerskabets Hænder. Men Joachim Rønnov kom
strax tilbage igien forsynet med Grevens Lejde, og lod Kiøbenhavns Borgere viide, at han
var lige sindet med dem. Jeg finder ikke hvad som har drevet ham til den-|297ne hastige Forandring, uden hans egen Ustadighed, og at han har
holdet Sadler om igien og falder til Greven.det sikkerst at
hænge ved det stærkeste Partie. Maaskee at Greven da lovede for Penge og gode Ord at give
ham Roskilde Stikt tilbage igien; thi Historien viiser, at han siden saalte ham
Bispe-Stolen igien for 10000 Mark Danske; saa at Erke-Bisp Trolle maatte lade sig nøje med
Odense Bispe-Stoel, efterdi han ikke kunde bringe saa mange Penge til Veje, hvoraf man
seer, at det var denne gode Greve ikke saa meget at giøre om at befodre Kong Christians
Interesse, som at legge sig en Skilling til gode.
Efterat Greven havde bemægtiget sig Kiøge, affærdigede han Bud til
Kiøbenhavn, og lod opfodre Staden paa Kong Christians Vegne. Borgerne, som allereede vare
forførte, fandtes ikke u-villige dertil; Men, for at i agt tage en slags *Bienseance, lode
som de toge saadant i Betænkning, sigende, at de kunde ikke overgive Staden uden de saae,
at Kong Christian var først paa fri Fod. Hvorpaa Greven lod dem svare, at dette Tog var
alleene skeed for Kongens Befrielse, og at de kunde være forsikrede om, at hans Fængsel
ikke længe skulde vare. Og da skikkede Borgerskabet Kiøbenhavns
Overgivelse.8 Mænd til Kiøge for at handle med Greven om Stadens Overgivelse,
endskiønt en ved Navn Johannes Cammerarius søgte ved en bevægelig Tale at holde dem der
fra.
(a) Der blev en Convention giort med slige
Vilkor, at Staden skulde beholde sine gamle Friheder og Privilegier, alt det Gods, som
laae paa en Miil Vejs nær omkring Staden, skulde den gives og indrømmes. Indbyggerne
skulde beskiermes udi deres Religion, som var grundet paa Lutheri Lærdom. Efterat dette
var accorderet, Grevens Indtog udi samme Hoved-Stad.giorde
Greven sit Indtog udi Kiøbenhavn den 16 Julii, og med stor Pragt blev imodtagen efter den
Anstalt, som Ambrosius Bogbinder dertil havde giort. Derpaa blev Slottet strax angrebet,
hvor Johan Urne agtede først at forsvare sig til det yderste, men det varede ikke længe,
førend han efterfuldte Stadens Exempel: Hvitfeld siger, at han dertil blev tvungen af sit
eget Folk, men, eftersom Greven strax derpaa Johan Urne overgiver
Slottet.forlehnede ham med alt Kronens Gods i Gudme Herret udi Fyen, synes det, at
denne Overgivelse ikke aldeeles har været saa |298tvungen, som
foregives. Ved Kiøbenhavns Erobring fik Greven tillige med Rigets Flode, Magaziner og
Pak-Huuse i Hænder, hvorved han blev satt i Stand at føre Krigen med des større Eftertryk.
Ambrosius Bogbinder tillige med hans Collega, Hans Bøse, udvirkede da
hos Greven, at det gamle Raad i Kiøbenhavn blev afskaffet, og at nye Borgemestere og
Raadmænd bleve beskikkede i deres Sted, og, som disse 2 Mænd ikke glemmede at recommandere
deres Tilhængere, saa erhvervede de sig en absolut Magt og Myndighed udi Staden.
Efterat dette var forrettet, lod Greven beramme et Mode til Ringsted, hvor
alle Mode til Ringsted.Stænder bleve beordrede at lade sig
indfinde, Borgere og Bønder fandtes villige dertil, og der aflagde Troeskabs Eed til Kong
Christian 2. De fleeste derimod af Adelen bleve borte. Hvorudover Greven blev saa
fortørnet, at han truede dem med Mord og Brand, udskikkede ogsaa nogle af sine Folk,
hvortil slog sig den Siellandske Almue, som plyndrede Herregaardene, hvorudover Adelen
blev saa Modløs, at den letteligen af Biskop Rønnov lod sig overtale til at adlyde Greven
(a).
Da Raadet udi Jylland fik Tidender om Kiøbenhavns Overgivelse, affærdigede
de Skrivelse til Borgermester og Raad udi Malmøe, ej vidende, at den ogsaa var udi Grev
Christophers Hænder, og forsikrede Staden, at den skulde blive u-anfægted ved den
Evangeliske Lærdom, iligemaade at de fleeste af Adelen var til Sinds at udvælge Hertug
Christian til Konge. Hvoraf sees, at bemeldte Hertug endda ingen Det
Jydske Raads Skrivelse til Malmøe.Forsikring havde faaet om Kronen, og kand man
derfore ikke vel fatte det, som Hvitfeld melder om Bisp Rønnov, at han i Begyndelsen
formanede Kiøbenhavns Borgere at holde deres Troskabs Eed, iligemaade at adskillige Danske
Hoffsinder søgte Lejde af Greven at rejse igiennem Landet til deres rette Herre Hertug
Christian, thi der var endda intet Skridd giort til Hertugens Vall, langt mindre var der
aflagt nogen Troeskabs Eed: Tvertimod Bisperne og en stor Deel af Adelen havde besluttet
at antage den yngre Broder Johannem til Konge, hvilket var Aarsag, at Almuen og
Kiøbstæderne vare misfornøjede med |299Regieringen, og at de
fandtes saa villige at falde til Grev Christopher, som forsikrede at beskierme dem ved den
Evangeliske Troe, hvorudover dette kand henføres til Skribentens U-agtsomhed.U-agtsomhed.]U-agtsomhed.] B, U-agtsomhed A U-agtsomhed.] B, U-agtsomhed A
Hr. Oluf
Rosenkrantz, som var Hertug Johannis Hofmester, og da med den unge Herre opholdt sig udi
Nyborg Hertug Johannes flygter fra Fyen.i Fyen, dristede sig
da ikke at forblive udi Landet efter Kiøbenhavns Overgivelse, men flygtede udi
Bønder-Klæder til Sønderborg, hvor han lod Hertugen give i Forvaring til Ditlef
Brockdorff, og selv begav sig tilbage til Nyborg igien.
Greve Christopher spillede saaledes Mester udi Siælland, hvor han uden
synderlig Møje havde erobret de vigtigste Stæder, og der ladet sig hylde paa Kong
Christians Vegne. Efter saadan Fremgang skikkede han Bud til Indbyggerne i Skaane, og
truede Landet med Mord og Brand, hvis de ikke efter Malmøes og Kiøbenhavns Exempler
beqvemmede sig i Tide til Lydighed. Af saadan Undsigelse blev den Skaanske Adel saa
forsagt, at den strax begiærede at conferere med Greven, og, da frit
Lejde var dem givet, affærdigede de Tyge Krabbe,
(a) Holger Gregersen, Axel Heele
Skaane falder til Greven.Ugerup og Knud Bilde til Grev Christopher, til hvilken
de paa den heele Skaanske Adels Vegne aflagde Troeskabs Eed. Derpaa begav
Greven sig til Malmøe, hvis Borgere han lod bevæbne og med sig føre videre ind udi Landet.
Paa en Høy uden for Lund mødte ham den gandske Skaanske Adel med Borgere og Bønder, hvilke
svore ham Troeskab paa Kong Christians Vegne. Efter saadan forrettet Sag rejsede han til
Malmøe igien, gelejdet af det Siællandske og Skaanske Raad, item af Jürgen Mynter og
Malmøes Borgere, som fuldte ham med udslagne Faner. Ved sin Tilbagekomst udi Malmøe øvede
han Kongelige Regalier, gav Staden alle de Byer, som ligge en Miil omkring, ligesom han
tilforn havde giort med Kiøbenhavn, og forlehnede Bisp Rønnov med SorøeSorøe]Sorøe] B, Serøe A Sorøe] B, Serøe A , lod ogsaa slaae
Rhinske Gylden og smaa Myndt, paa hvis eene Side |300stod Kong
Christians Navn, og paa den anden Side hans eget. Og, som han havde fundet saa stort
Tilløb udi Dannemark, lod han tilskrive det Norske Raad, formanede dem efter de Danskes
Exempel ogsaa at hylde Kong Christian, og lovede dem at deres Privilegier og Friheder
skulde blive dem ubeskaarne, og at det sidste Affald fra Kong Christian skulde ikke regnes
dem til Onde: Men jeg finder ikke, at de Norske besvarede samme Skrivelse. Lolland og
Falster og Langeland Item Lolland og Falster.derimod biede
ikke til de bleve anmodede, men Borgerskabet og Almuen oprejsede sig, saa snart den Lybske
Flode ankom, og sloge sig til Grev Christophers Parti.
Derpaa lode de Lybske et Skrift ved Trykken udgaae, hvorudi de tilkiende
gave De Lybske publicere et Skrift om Aarsagen til denne Krig.af
hvad Aarsag de havde paaført Riget og Førstendømmene Krig. (1.) Efterdi Kong Christian
var bleven fængslet imod givet Leide. (2.) At Adelen udi Førstendømmene havde altid
tragtet efter deres Fordervelse. (3.) At de havde beviset Dannemark store Velgierninger,
men derfor vare blevne ilde belønnede. (4.) At Tolden udi Holsten er bleven forhøjet. (5.)
At Kong Friderik havde lovet dem Hielp imod Hollænderne, men at de havde ingen Hielp
kunnet bekomme. &c.
Det er sandelig forunderligt, at en Stad som Lybek med en haandfuld af Folk
turde understaae sig at anfalde et mægtigt Rige, og langt forunderligere at see en
Province efter den anden at give sig under et haanligt Aag; Men, naar man Hvad som foraarsagede de Lybskes Fremgang.betragter Rigets
Situation paa samme Tider, kand saadan Forundring ophøre. Bønderne, helst udi Siælland,
vare den fangne Konge særdeles bevaagne, og ansaae ham, som deres Friheds Beskytter. De
fleeste Kiøbstæder vare ligesaa sindede, efterdi han stedse havde arbejdet paa deres
Opkomst og Handelens Forfremmelse. Bisperne, som Religionens Forandring havde opirret mod
Kong Friderik, ansaae Kong Christian, som den der kunde retablere den
Romerske Religion igien. Og hvad Adelen angik, saa vare de vel alle derudi eenige, at de
havde Afskye for den fangne Konge, men Religionen havde satt Splid iblant dem, saa at de,
som vare Lutherske, vilde have Hertug Christian, men de Catholske den umyndige Prinds
Johannem til Konge. Disse sidste droge Linie med Bisperne derudi at ville have en Konge
|301af den Romerske Religion, og var dette Parti meest
Aarsag til den store Opstand, som skeede udi Jyderne beslutte at
udvælge Hertug Christian til Konge.Kiøbstæderne. Udi Jylland derimod gik det langt
anderledes til; der forsamlede Adelen sig og besluttede, for at hindre videre Uheld, at
forsyne Riget udi Tide med et Hovet, og at udvælge Hertug Christian til Konge. De greebe
eenstemmigen til denne Resolution, eendeel fordi Rigets Tilstand det udfodrede, eendeel
ogsaa, efterdi Højstbemeldte Hertug havde en anseelig Krigs-Magt paa Beenene, hvorved han
ikke alleene havde forsvaret Førstendømmene, men end ogsaa forflyttet Krigen indtil Lybeks
Muure, og det paa saadan Maade:
Da Hertug Christian fik Kundskab om de Lybskes Indfald udi Holsteen, og at
de havde bemægtiget sig Eutin, skikkede han Johan Rantzov med nogle Tropper for at
igientage Eutin og andre Stæder. Samme tappere Herre tog strax Eutin tilbage, iligemaade
Trittov, Segeborg og Pløen, hvilke af Grevens Folk bleve forladte. Hertugen lod sig ikke
nøje med at have reenset Holsten fra Fienderne, men søgte at Hertug
Christians Bedrifter paa Lybek. forflytte Krigen ind udi deres egne Lande; til
den Ende rykte han selv med sin heele Krigshær for Traminde, som han erobrede den 21
Junii, og som Traminde er et Slott, der ligger udi Munden af Traven ikke langt fra
Lybek, kunde saadant ikke andet end jage en yderlig Skræk ind udi Staden. Efterat Hertugen
havde erobret Traminde, lod han ogsaa indtage en Skandse kalden Muggeberg, som laae strax
derved, og, for at sætte Lybekkerne Kniven i Struben, søgte at giøre en Broe over Traven.
Dette stræbede de Lybekske at hindre, og derfore giorde et Udfald af Staden paa Hertugens
Folk, men de fleeste bleve nedsablede, og de øvrige fuldte udi Hertugens Hænder.
(a) Medens Lybek var udi denne Beængstelse
komme Borgemesterne, Marcus Mejer og Jürgen Wullenwæber, tilbage. De samme merkede udi
hvilken Staden Lybek beængsted.Fare Staden vilde staae, om de
Holstenske kunde fuldfærdige Broen, og bemæstrede sig begge Sider af Floden, og derfor
søgte af all Magt saadant at forhindre. Men Broen blev fuldfærdiget og Hertugens Folk
bemægtigede sig den 12 Octobr. Slukop, som var en Havn, hvor de Lybske laae, og der satte
Ild paa en stor Hob, saavel store |302som smaae Fartøy;
saaledes blev Lybek beleired og stod i Fare for at falde i Fiendens Hænder paa samme Tid,
som den tragtede at bringe Dannemark under Fødder.
Denne Hurtighed og store Fremgang imod Rigets Fiender bragte Hertugen udi
saadan Reputation, at den Jydske Adel ansaae ham som den eeneste, der kunde oprette det faldne Rige igien. Herr Mogens Gøe, samt det verdslige Rigets
Raad lod derfor til den 4. Julii forskrive Bisperne, samt den heele AdelAdel]Adel] B, Adelen A Adel] B, Adelen A at møde ved
Skanderborg for at raadslaae om Rigets Tarv. Da de vare forsamlede, lode de verdslige
Hertug Christian udvælges af den Jydske Adel.Raad
forestille at man udi denne Rigets Forvirrelse maatte see sig udi en Hast om et Hoved, og
at de ikke vare tiente med en ung Konge, men med en som havde Alder og Forfarendhed,
hvorpaa de fleeste gave deres Stemme paa Hertug Christian. Eendeel af Bisperne begyndte da
igien at chicanere, saasom de frygtede at ved Hertug Christians Promotion den Lutherske
Troe vilde blive den herskende udi Riget, og deres Herredom forstyrres, hvilket, da den
gemeene Adel merkede, løbe de til Raadet, og raabte, at de endeligen vilde have Hertug
Christian til Konge, og lode sig forlyde med, at hvo der understod sig til at hindre hans
Vall, den skulde blive deres Fiende. Herudover blev Hertugen eenstæmmigen udvaldt til
Konge, og bleve da Tyge Krumpen Bisp af Børglum, Ivar Munk, Electus til Ribe, Mogens Gøe
Rigets Hoffmester Ambassade til ham affærdiged.og Ove Lunge
affærdigede til Holsten for at offerere Hertugen Dannemarks Krone, og der hos begiære, at
han vilde stadfæste Rigets Stænder deres Privilegier og Friheder.
Da saadant blev rygtet udi Fyen, forsamlede den Fynske Adel sig udi
Hellesøe Kirke ved Odense, og der iligemaade besluttede at antage Hertug Christian til
Konge, hvorpaa de skikkede Johan Friis af Hesselager til Jylland for at følge med de
Jydske Deputerede til Holsten. Udi den Instrux, som den Fynske Adel gav bemeldte Johan
Den Fynske Adel efterfølger samme Exempel.Friis var blant
andet dette:
(a)
At han skulde forestille den udvaldte Konge, at saasom Fyen ligger imellem Siælland og
Jylland, kunde Riget, om samme Øe blev af Fien-|303den
indtagen, derved geraade i stor Ulejlighed, hvorudover det var nødigt at forsyne og
bestyrke Øen med Krigsfolk i Tide. Johan Friis reisede med saadan Hast, at han kom til
Jylland førend de Jydske Deputerede vare borte, saa at han begav sig i Følge med dem. Da de
samtlige komme til Holsten, skreve de Hertugen til, som laae for Lybek, at de havde Ærinde
til ham fra Rigets Raad. Men, saasom der alle Tider findes Folk, som ved saadanne
Lejligheder søge at insinuere sig, saa havde en Fynsk Herre-Mand ved Navn Just Urne taget
Vejen forud, og erkyndiget Hertugen om Hans Promotion, saa at han vidste Brevets Indhold
førend han fik det. Endeligen anlangede de Deputerede, hvilke gave tilkiende, at han var
udvaldt til Konge i Dannemark, og begiærede, at han vilde komme Riget til Undsættning.
Hertugen takkede dem da for deres Velvillighed, forsikkrede alle skriftligen om deres
Privilegier, og lod udstæde tvende Exemplarier der af, et til de Jydske Deputerede, og et
andet til Johan Friis.
Derpaa begav den udvaldte Konge sig til Jylland, hvor han til Horsens af
Stænderne blev hyldet, og gav han da et Brev fra sig, hvorudi
han forsikkrede Adel og Christ. 3. Forskrivelse.Almue i
Jylland om deres Privilegier og Ejendomme,
(a) og lovede det samme til Indbyggerne udi Fyen, Sielland, Lolland og Falster,
naar samme Øer bleve reensede fra Fienderne. Og er det her hvor med den oft citerede
Skibyeske Krønike ender, hvilken u-anseet Autoris store Bitterhed, saa vel mod de sidste
Konger som andre brave Betænkning over den Skibyske skrevne Krønik,
som her ender. Mænd, dog i visse Maader kand æstimeres, efterdi den er skreven
udi Friderici I. og Christiani 3. Tid, og indeholder adskillige Particulariteter, som ikke
findes udi trykte Bøgger. Det er troligt, at Autor har ikke dristet sig til at lade den
komme for Lyset: thi den blev funden indmuuret bag Alteret i Skiby Kirke-Muur udi Siælland
Aar 1650 og det ved en særdeeles Hendelse, da en bankede paa Muuren og fornam at det
var tomt inden for.
Derpaa lod Kong Christian notificere sin Udvælgelse til Kong Gustav af
Sverrig, og begierede, at han vilde være ham behiel-|304pelig udi at igientage de frafaldne Provincier, hvor til Gustavus lod sig finde villig,
efterdi Lybekerne havde opirret Sverrig, ligesaa vel som Dannemark.
Hyldingen skeede paa Marken under aaben Himmel, hvor Adelen og Almuen paa
Knæe og med oprakte Hænder aflagde Troeskabs-Eed. Men, som Raadet kunde ikke saa hastig
komme overeens om Haandfæstningens Indrættelse, saa blev fundet for Kong Christian hyldes i Jylland.gott, at man imidlertid skulde lade sig nøje
med ovenmeldte Kongelige Forsikkrings-Brev, og at den udvaldte Konge lovede, naar Riget var
bragt i Roelighed igien, at confirmere hans Herr Faders Haandfæstning. Der blev ogsaa
besluttet, at Bisperne og Geistligheden skulde beholde deres Embeder og Indkomster indtil
videre. Item at Religions-Tvistigheder skulde ophøre og at de Roman-Catholske, saa vel som
de Lutherske, skulde uforhindret øve deres Guds-Tieneste.
(a)
Noget efter dette var forrettet udi Jylland, komme der Tidender til Kolding
om stor Oprør og Forvirrelse udi Fyen, hvor Borgere og Bønder efter Grev Christophers
Tilskyndelse reisede sig op imod Adelen, ihielsloge adskillige af dem, og satte Ild paa
deres Herre-Gaarde. Hvor stor Forvirrelse der da paa samme Tid var, kand sees Almuens Opstand i Fyen.der af, at Bønder og Haandværksmænd
agerede Generaler; thi en Skredder af Odensee indtog Dallum Kloster, og en Bonde, ved Navn
Hans Lunde, bemægtigede sig Hagenskov. Eendeel af Adelen salverede sig med Flugten, og
andre bleve tvungne til at sværge Kong Christian 2. og Greven. Udi denne elendige Tilstand
blev den udvalte Konge beden om Hielp af den betrængte Adel. Kongen lod sig ikke forsømme,
men skikkede et Antall Ryttere og Fodfolk, samt nogle af den Jydske Adel, til Fyen; Af
dette lode dog Borgerne og Bønderne sig ikke forskrække, men ginge de Kongelige i møde, og leverede dem et Feltslag paa Farskov Bierg. Men Kongens Folk
beholdt Overhaand, og heele Fyen gik der paa Kong Christian tilhaande, og aflagde
Troeskabs-Eed til Johan Rantzov og Johan Friis paa Kongens Vegne. Men Grev Christoffer
skikkede kort derefter Kiernen af sin Krigs-|305Magt over
til Fyen ved Grev Christopher bemægtiger sig Fyen.Kierteminde,
hvilke ved nogle Borgeres Forræderie bleve mod Dagbrækningen indladne udi Nyborg,
og derpaa bestormede Slottet. Derpaa spreedede de sig videre ud, og bemægtigede sig den
heele Øe.
Hamborg med nogle andre Wendiske Stæder tog sig da for at arbeide paa et
Forliig mellem Riget og Lybek. Kong Christian fandtes ikke uvillig dertil, og Handel om Fred.affærdigede til Hamborg Doct. Ditlef Reventlou, med
Mogens Munk, Johan Friis, og Wulff Utenhoff; Men der blev intet udvirket, saasom Lybek
endda ingen Lyst havde til Fred, hvilket man deraf kunde see, at de paa samme Tid
continuerede ivrigen med deres Værvinger.
Nu er det Tid at jeg vender mig til Grev Christopher igien, som jeg forlod
allevegne triumpherende paa de Danske Øer, og udi Skaane. Intet stod tilbage uden Jyllands
Reduction, men det var den vanskeligste Knude at løse, eendeel efterdi Jylland er Landets
Styrke, eendeel ogsaa efterdi samme Province da havde et Hovet og Konge, der foruden den
Jydske Adel, som fandtes villig at følge hans Standart, kunde tilveje bringe gode
Krigsfolk fra Førstendommene. Men uanseet disse Greven giør
Forsøg paa Jylland.Vanskeligheder, tragtede dog Greven, opmuntred af sin forrige
Lykke, at giøre et Forsøg paa Jylland. Til den Ende, da han kom tilbage fra Malmøe, tog
han i Tieneste nogle gamle Fribyttere, hvor iblant den fornemste var Commendeur Clement,
som da gemeenligen blev kalden Skipper Clement. Den samme havde tilforn ladet sig bruge
Skipper Clemments Fejde. til Søes udi Christiani 2. Tieneste,
tillige med den bekiendte Claus Kniphoff, som for nogle Aar siden blev rettet udi Hamborg.
Denne forvovne Søe-Hane affærdigede han da med tvende Skibe og et Antall Krigsfolk til
Nørre-Jylland for at stifte Oprør sammesteds. Han kom først til Aalborg, bemægtigede sig
samme Stad, og tvang Peder Lykke som havde Slottet inde, at overgive det. Derpaa reisede
han heele Vensyssel igiennem, og tog allevegne Indbyggerne i Eed paa den fangne Konges
vegne. Herudover forsamlede den Jydske Adel sig til Randers, og efter at de havde faaet
300 Ryttere paa Beenene, marcherede under Anførsel af Holger Rosenkrantz og Erik Banner
lige imod Aalborg. |306Men Commendeur Clement møtte dem med
6000 Bønder som han havde samlet af Vensyssel. Denne store Mængde jog ikke liden Skræk ind
udi Adelen, og mange holdte for at det var daarligt at vove Feld-Slag imod saa ulige Magt,
men, som dette var kommet saa vidt at man enten maatte aabenbare med Skamme tage Flugten
eller holde Stand, besluttede de at forsøge Lykken, stolende paa, at de havde kun med raae
og u-erfarne Bønder at bestille. En stor Uheld for Adelen var at de
havde nogle bløde Agre at passere, førend de komme Slag ved
Aalborg.til Fienden. Udi disse Agre bleve eendeel stikkende, og andre fulde
omkring med Hestene, hvilket da Bønderne saae, angrebe de dem med saadan Fyrighed, at de
omkomme de fleeste, og nødede de Øvrige at redde sig med Flugten.
Commandeur Clement forfuldte sin Sejer, oprejsede Bønder allevegne udi
Viborg Stikt, og halvdeelen af Riber Stikt, og plyndredeplyndrede]plyndrede] B, plyndrede, A plyndrede] B, plyndrede, A
adskillige Herregaarde, hvorpaa
han begav sig for Randers udi Tanke, at bemægtige sig samme Stad; men som de, der vare
undkomne af Slaget, vare did hen flygtede, og adskillige andre Tropper havde stødt sig
til dem, fandt Commandeuren ikke for got at angribe Staden, helst saasom han intet Skytt
havde med sig, saa at han med sin Bondehær begav sig tilbage til Aalborg igien. Imidlertid
blev arbejdet paa Fred mellem Holsten og Lybek, hvilken saavel Kongen som Staden ønskede.
Staden, efterdi den ved mindste Bevægelse udi Holsten frygtede at see sig paa nye belejret
igien, og Kongen, paa det han kunde trække sin heele Magt fra Førstendømmene, Riget til
Beskiermelse. Til denne Fred at megle, lode sig indfinde Hertug Henrich af Meklenborg,
med Landgræviske, Fred mellem Holsten og Lybek.Hamborgske og
Lüneborgske Gesantere, og blev da et Fordrag sluttet saaledes, at der imellem Holsten og
Lybek skulde være en bestandig Fred, og den eene skulde herefter ikke tilføje den anden
nogen Skade. Lybek skulde ogsaa ikke hielpe Grev Christopher af Oldenborg uden mod de
Danske alleene. Denne Fred notificerede Kongen til Sverrig, givende Kong Gustav tillige
med tilkiende, at han nu vilde føre sin beste Magt ind udi Dannemark, nemlig 2000 Ryttere,
og 19 Compagnier Fodfolk, og bad samme Konge, at han vilde forstrække ham med |307fleere Penge, og at staae ham bi udi
en Sag, som angik deres tilfælles Interesse.
Efterat denne Fred var sluttet, finge begge Parter Frihed at agere med ald
deres Magt udi Dannemark, som da blev Krigens Sæde alleene. De Lybske lode strax skikke de
beste Folk de havde i Staden Grev Christopher til Hielp, Kongen iligemaade bragte Kiernen
af sine Tropper fra Holsten ind udi Jylland, og gav Commando over den heele Krigshær,
saavel af Danske som Holstener, til Johan Rantzov og Erik Banner. Denne Krigs-Magt rykte
lige mod Aalborg, hvilken strax blev belejred, og De Kongelige erobre
Aalborg med Storm.udi første Angreeb bestormet den 18 Decembr. En haard
Execution skeede da udi den erobrede Stad, thi man nedsablede alt hvad som derinde
fandtes, foruden Qvinder og Børn. 2000 Bønder bleve ihielslagne, og de øvrige flygtede til
Vensyssel. Commandeur Clemment, da han fornam at Staden var bestormet, satt han sig paa en
Hest og søgte at undflye, men en Bonde-Karl ved Navn Jesper Rimand fuldte efter ham med
saadan Hurtighed, at han fik ham i Hænder, og bragte ham fangen til Commandeur Clemment fanges og rettes.Aalborg, hvorfra han blev skikket til
Colding, hvor han sadd forvaret indtil 1536. da han omsider blev halshuggen og lagt paa
4re Stegle. En Bly-Krone blev ogsaa til Spott satt paa hans Hoved,
efterdi han havde ladet sig hylde af Almuen. Saadant Endeligt fik Commandeur Clemment, en
af de største Søe-Mænd paa de Tider. Han havde længe staaet i Tieneste hos Kong Friderik,
som øverste Skipper, hvilket Hans Historie og Caracteer.maa
have svaret til en Commandeurs eller Schoutbynachts Post nu omstunder. Men han undløb
siden med et af de største Orlogs Skibe, antog Tieneste tillige med Claus Kniphoff hos den
landflygtige Konge, og foruroeligede Søen en lang Tid. Omsider lod han sig bruge til dette
Tog paa Jylland, hvilket endtes med saadan Tragœdie. Den Bonde som greeb ham, blev
forlehnet med en Gaard udi store Waarde for sig og sine Børn.
De Oprørske Bønder i Jylland, som havde efterfuldt Commandeur Clemment,
bleve siden tiltalede til Lands-Tinget, fordi de uden all Aarsag havde brudt den Eed De oprørske Bønders Straf.de nyeligen havde aflagt til Kong
Christian udi Horsens, og bleve de for Lands-Tinget dømte |308udi Kongens U-naade paa Liv og Gods, dog bleve de tagne til Naade igien, efterat de
havde givet en stærk Revers fra sig, hvorudi de forpligtede sig til en stedsevarende
Troeskab, og bekiendte, at have forbrudt alt deres Bønder Gods og Ejendom, saa at det stod
til Kongen om han vilde give dem det tilbage. Fra denne Tid kand man holde for at Jordegne
Bonde Vilkor er blevne deterioreret i Jylland, og at Bønderne, som tilforne ejede deres
Jorde frie og franke, maatte siden give en Kiendelse deraf til næstliggende Herre-Gaarde,
og det til Straf for dette Oprør, og Autoris Betænkning
derover.bestyrkes jeg i denne Meening af det som Arent Berntsen skriver derom,
nemlig, at der for Skipper Clemments Fejde var ingen Forskiæl paa Adels Gods, og Jordegne
Bønders Gods, uden at Jordegne Bønder gave Stud og Leding, det er, betalede Skat. Thi
eftersom deres Vilkor er bleven slettere siden Skipper Clemments Fejde, synes det rimeligt,
at Adelen har taget Lejlighed af deres Oprør, at bringe dem under et vist slags Herredom,
saa at hver Jordegen Bonde, som tilforn var gandske frie, har maatt erkiende den næste
Herremand for sit Herskab, og forbundet sig til en aarlig Kiendelse af sin Gaard, som den
siden ikke har ejet pleno jure, og have de fleeste endnu deres Ejendom paa samme Maade,
skiønt de selv ikke vide hvorfor. Dette kand holdes for en Epocha eller særdeles Tids
Regning udi den Jydske Bonde Historie, og vil jeg til videre Oplysning her anføre eendeel
af den da givne Revers, som lyder saaledes.
Vi Underskrevne, giøre vitterligt, og kiendes med dette vort aabne meenige
Bøndernes Revers.Herreds-Brev, at, efterdi vi os med Liv og
Gods forseet og forbrudt have mod den Stormægtigste og Højbaarne Første og Herre, Herr
Christian med GUds Naade udvaldt Konge til Dannemark, rett Arving til Norge, Hertug udi
Slesvig og Holsten, &c. udi saa Maade, at vi Skipper Clemment, Skipper Thomes, og deres
Parti udi denne Tid hyldet have imod den Eed vi med Meenige Landets
Indbyggere Hans Naades Kongl. Højmægtighed udi Horsens |309lovet og tilsvoret have; da efter slig Lejlighed og formedelst samme vor U-troeskab og
Forseelse, og for at igienløse vort Liv, have vi opladet og afhændet fra os og vore
Arvinger til Hans Kongl. Majestets og hans Naades Efterkommere Konger i Dannemark alt vort
Bønder-Gods og Ejendom, og bekiende det samme at være forbrudt Gods, uden hvad hans
Kongl. Højmægtighed os mildeligen benaade vil. Ydermeere forpligte vi os &c.
Vel findes at Jordegne Bønder igienkiøbte deres Gaarde for Penge, og derved
Betænkning derover.igienbekomme deres Jordegne Friheder,
men hvorvel Historien intet taler derom, saa er det dog troeligt, at de der ved tabte
noget af deres Ejendoms Herlighed, thi den Forandring som er skeed med Jordegne
Bønder-Gods i Jylland kand ikke henføres til anden Tid. Vel synes det vanskeligt at troe,
at en Konge som nys var kommen til Regieringen udi et Rige, hvis halve Deel var endda i
Fiendens Hænder, turde driste sig til at misfornøje et heelt Lands Almue. Men han
insinuerede sig derimod desmeere hos Adelen ved samme Gierning, efter hvis Tilskyndelse
det er troeligt, at han greb til denne Resolution, efterdi man seer, at den Herlighed som
Bønderne tabte, blev lagd til Herre-Gaardene. Andre Fæste-Bønder bleve straffede paa
Penge, og maatte enhver give Penge efter sin Lejlighed og Formue.
Af Jyllands saa hastige Reduction og Kongens Fremgang, merkede Grev
Congres mellem Kongen og Greven i Colding.Christoffer at
Dannemarks Erobring vilde blive ham vanskeligere end han havde bildet sig ind. Hvorudover
han arbejdede paa et Forlig, og til den Ende personlig lod sig indfinde hos Kongen udi
Kolding for at tale derom. Kongen bød da Greven en Sum Penge til, at han skulde staa fra
sit Forsætt, og forlade Riget igien. Greven derimod paastoed at den fangne Konge skulde
erlediges, og Rigerne deeles saaledes, at Kong Christian skulde beholde Jylland og
Førstendommerne. Den fangne Konge derimod Norge, Siælland, Skaane, Fyen og Smaalandene.
Men Kong Christian vilde ingenlunde tilstede det, hvorudover dette Mode løb frugtesløs
af.
|310Saa snart Grev Christopher kom tilbage til Siælland igien, lod han
forskrive en Herre-dag udi Kiøbenhavn.Herre-Dag til
Kiøbenhavn, hvor den største Deel af den Skaanske og Siællandske Adel mødte. Da de vare
opkomne til Greven, forestillede han dem sin Penge-Mangel, og begiærede at de godvilligen
vilde komme ham til Hielp med deres Fruers og Døttres Guldkiæder, Smykker, Klenodier og
Sølv, hvor af han vilde slaae Penge for at fornøje Krigsfolket, og at stille dem tilfreds
at de ikke selv skulde tage sig Rett til. Der til turde vel Adelen ikke sige nej,
hvorudover de lovede ham en stor Sum Penge; Men hvad Fruentimrets *Pretiosa angik, da bade
de der udi at blive forskaanede, saasom de ingen Magt havde derover, og Qvindekiønnet
derforuden blant alle Nationer, hvordan Tiderne end kunde være, beholdte deres Klenodier
ubeskaarne. Dette Afslag foraarsagede Fortrydelse blant Borgerskabet
og Almuen. Jürgen Mynter og Almuen udi Sielland ophidses paa nye
imod Adelen.Ambrosius Bogbinder komme strax med det nye Raad, hvoraf alle vare
deres Tilhængere, op paa Slottet, og der lode falde store Trudsler mod Adelen, som de
kaldte Tyranner, og tilskreve dem alle de Ulykker som Riget var geraadet udi, eftersom de
havde stødt Kong Christian 2. fra Thronen. Ja deres Bitterhed gik saa vit, at de begiærede
at de maatte gribes og straffes, saa at Greven havde stor Møje ved saadant at hindre, og
Borgemesterne ginge vrede og med Trudsler ned af Slottet. Dette jog saadan Skræk blant
Raadet og Adelen, at de turde ikke gaae ned udi Staden igien af Frygt for Overfald. Greven
forsikkrede dem vel om, at de i den Fald intet havde at befrygte sig, men de troede ikke
paa hans Ord, efterdi de holdte for at han spillede under Dække med Almuen. Udi hvilken
Tanke de bleve bestyrkede, da Bønder og Borgere allevegne røvede deres Herregaarde,
hvormed Greven stedse saae igiennem Fingre. Af dette altsammen sees, at denne Feide var
egentlig en Krig mellem Adel og Almue, og at Almuen over det heele Rige var den fangne
Konge bevaagen.
Hidindtil havde Greve Christopher spillet Mester udi Dannemark, men nu
Grev Christophers Lykke tager af.begyndte hans Soel at
dale, og hans Parti dagligen at svækkes, hvortil var adskillige Aarsager. Riget havde nu
faaet en Konge, hvilken ved sin Lykke og Hurtighed havde bragt |311sine Vaaben i stor Reputation, og som var forsynet med gamle forfarne
Tropper, foruden Indbyggerne i Jylland, hvilke, besynderligen Adelen, stode alle for ham
som en Mand. Greven derimod havde vel heele Skaane med alle Danske Øer udi Aarsag dertil.Hænder, men havde giort sig saa forhadt hos den
heele Adel, at, endskiøndt de af Frygt for Almuen, og det fremmede Krigsfolk lode sig
bruge i hans Tieneste, maatte han dog ideligen have Øje paa dem, saasom han vel vidste at
de intet gott Hierte bare til ham. Derforuden begyndte ogsaa Kong Gustav af Sverrig
at bevæge sig i Faveur af den udvaldte Konge, hvilket foraarsagede, at den undertrykte
Adel, sær i Skaane, tog Masken af, og bleve af hemmelige aabenbare Grevens Fiender, saa at
man af slige Conjuncturer lett kunde fatte, hvad Udgang denne Krig vilde faae.
Dett var imod Enden af dette Aar at Kong Gustav af Sverrig rustede sig imod
Kierlig Forbindelse mellem Dannemark og Sverrig.Grev
Christoffer, for at tage Skaane tilbage paa den udvalte Konges Vegne. En rar og merkelig
Ting udi den Nordiske Historie, at see en Svensk Konge udi Harnisk for at beskytte en
Dansk Konges Throne. Saadan usædvanlig Foreening imellem toe stridende Riger foraarsagede
de Lybskes hofmodige Opførsel, i det de lagde sig ud med alle Potentater, og lode sig
saaledes forblinde, og ligesom fortrylle af deres tvende uroelige Borgemestere, at de ikke
kunde see deres egen Interesse. Foruden denne Aarsag kand man tilskrive Rigernes saa
kierlige Foreening Kongerne selv; thi, aldrig havde man paa en Tid seet meere dydige Konger
paa de Nordiske Throner end Christianum 3. og Gustavum I.; thi, enhver af dem kand tiene
til et Mynster i Dyder og fornuftigt Regimente for alle Potentater.
Kongens af Sverrig Udrustning giorde Kong Christian faaer Undsætning
fra Sverrig. i Begyndelsen den Skaanske Adels Vilkor end slettere end tilforn,
saasom Greven troede at det var efter deres Tilskyndelse Sverrig bragtes i Harnisk.
Hvorudover han ved Marcus Mejer og Greven af Hoja holdt Skaane under haard Discipline, og
besværgede alle Stæder med haarde Besættninger; Ja Jørgen Mynter understod sig at legge
Haand paa Torben Bilde, *Electum udi Lund, og føre ham fængslet til Greven, hvilken satt
ham under haard Forvaring udi Landskrone, og derved forbittrede ikke lidet Geistligheden
imod sig.
|312Bemeldte Greve da han fornam at de Svenske vare komne bevæbnede til de
Skaanske Grændser, lod han forskrive den heele Skaanske Adel til Landskrone. Adelen
forsamlede sig da 500 Hæste sterke under Anførsel af Axel Brade og Christoffer Hvitfeld,
og vare i Begyndelsen Tvivlraadige om de skulde adlyde Grevens Ordre eller ej: Men, da de
merkede at man havde ondt i Sinde med dem, og at Torben Bilde var fængsled, sloge de sig
til de Svenske, og lovede at giøre et med Kong Gustav paa den udvalte Konges Vegne.
Saaledes endtes dette Aar 1534, som af adskillige Hendelser nu var glad, nu bedrøvet for
Riget, og derudi besynderligen lykkeligt at mod Fridericus 2.
fødes.Julii Maanedts Begyndelse blev fød til Hadersleb for Christiano 3. en
Søn kalden Friderik, som siden regierede udi Dannemark under det Navn af Friderik 2, og
blev en af de nyttigste Konger dette Rige har haft.
Efterfølgende Aar 1535 er ikke mindre merkværdigt end dette forbigangne;
Imod Begyndelsen af Aaret toge de Svenske sig for at belejre Halmstad, hvilken Stad de
stormede 2de gange til, men begge gange bleve afslagne.
(a) Men, da de lavede sig til den tredie
Storm, skikkede Borgerskabet deres Borgemestere ud til dem, for at De
Svenske erobre Halmstad.høre under hvis Navn de angrebe Staden, og udi hvad
Meening de derfore vare komne, og, da dem blev sagt, at det var paa den udvalte Konges
Vegne, svarede Borgemesteren, at han og Stadens Indbyggere vilde holde sig til den som
Dannemarks Riges Raad havde udvalt, hvorpaa Halmstad blev overgiven,
(b) paa de Conditioner at den skulde holdes den udvalte Konge
tilhaande, hvilket sees af den Capitulation, som findes i den oft citerede Gustavi I.
Historie.
(c) Derefter begave 1535.sig de Svenske tillige
med de Danske, som havde stødt til dem, videre ind udi Landet, og toge den Skaanske Adel
allevegne udi Christia-|313ni 3. Eed. Grev Christoffer
søgte af all Magt at hindre deres Fremgang, og til den Ende fik en anseelig Magt paa
Beenene. Da blev der holdet et Feldslag ved Helsingborg, hvorudi de conjungerede Svenske og Danske erholdte en fuldkommen Sejer den 20 Dag efter Juul.
Udi dette Slag ved Helsingborg. Slag blev den navnkundige
Felt-Herre Marcus Mejer fangen tillige med Michael Blik og Peter von Geldern
(a) som var Hertugens af Geldern naturlige Søn.
Jørgen Marcus Mejer fanges.Mynter, som var med udi Slaget,
tog Flugten, og salverede sig i en Baad. Grev Christophers Krigshær bestod vel af et
færdigt og kiækt Folk, men de andre vare stærkere paa Rytterie, hvilket da Kong Gustavus,
som var udi egen høje Person med udi Slaget, merkede, søgte han, som en gammel forfaren
Felt-Herre, at føre sig den Fordeel til Nytte, og satt med sit eget og det Skaanske
Rytterie saa sterk an paa det fiendtlige Fodfolk, at han med en Hast spreedede det ad, og
banede sig Vej til Sejeren. Medens dette Slag stod ved Helsingborg, havde Rigets Marsk,
Tyge Krabbe, Slottet inde paa Grev Christoffers Vegne, ikke des mindre, da Jørgen Mynter
vilde begive sig did hen, lod han skyde af Slottet paa ham. Dette blev af Grevens Folk
lagt ham til Last, saasom han paa samme Tid stod udi Grevens Eed paa den fangne Konges
Vegne. Men Marsken undskyldte sig der med, at det var Lybske Tropper, som Jørgen Mynter
førdte med sig, og at han alleene havde aflagt Troeskabs-Eed til Grev Christoffer, men
ikke til dem. Men det havde været bedre, i Steden for at bruge saadan subtilitet, at have
undskyldt sig paa en anden Maade, nemlig, at han af Greven havde været tvungen til at
sigte imod sit eget Fædreneland, og derfor nu ved given Lejlighed søgte at følge den
Skaanske Adels Exempel. Dog finder man, at Marsken var saa Scrupuleux udi denne Sag, at
han siden lod forspørge sig hos Rigets Raad, om han derudi havde giort imod sin Pligt, og
blev han da erklæret angerløs, og som den der intet havde giort imod en ærlig Patriots
Pligt.
Efter denne Sejer var erholden imod de Lybske, blev Christoffer Hvitfeld
skikket til Kolding for at tilbringe Kong Christian saa-|314dan god Tidende, og tillige med at begiere nogle Hielpe-Tropper, saasom man
havde i Sinde at belejre Malmøe. Kongen accorderede dem strax saadant, og lod skikke dem
et Regiment under Anførsel af Albert von Beltzik, hvorudover man kom i Stand at belejre
baade Malmøe og Landskrone, hvilket ogsaa skeede, skiønt begge Stæder udholdte Belejringen
længer end man havde troet, hvorom videre siden. Udi denne Tilstand kunde Grev Christoffer
ikke være Grev Christoffer udi slet Tilstand.uden i stor
Bekymring. Et stor Skaar var giort i hans Reputation, hans Krigs-Hær var slagen, den heele
Skaanske Adel frafalden, og han saae sig imellem tvende Konger, hvoraf enhver udi
Tapperhed og Krigs-Erfarenhed var hans Mester. Udi denne Beængstelse begav han sig til
Siællandsfars Landsting, geleided af Kiøbenhavns Borgere, og did hen lod forskrive Adel og
Almuen af Siælland, for at overlegge med dem, hvorledes Krigen kunde fortsættes, og at
sætte Landet i Skatt. Almuen og Borgerne lode sig godvilligen indfinde, men Adelen ikke
uden med Svøben over Hovedet, og i sær af Frygt for Kiøbenhavns
Borgere, hvilke alle vare den fangne Den Siællandske Almues
Forbittrelse mod Adelen.Konge bevaagne, og derfore vare anseede ligesom Grevens
Lif-Garder. Den Forbittrelse, de bare til Adelen, gik indtil Brutalitet, hvorpaa de samme
Tid gave en merkelig Prøve, thi, da Frue Anna Møenstrup besværgede sig for Greven over de
Lybske Krigsfolk og Borgerne, og viisede hvor stor Urett de havde tilføjet hende og andre
af Fru Anna Møenstrup myrdes af Kiøbenhavns Borgere.Adelen,
bleve Kiøbenhavns Borgere der af saa ophidsede, at de ihielsloge hende paa Landstinget. En
Barbarisk Gierning, helst imod et Fruentimmer og en Dame af den Dyd og Anseelse, der havde
været Hofmesterinde hos de Danske Dronninger i 3 Kongers Tid. Deres Bitterhed stilledes
ikke ved dette Mord, de agtede ogsaa ligeledes at opofre tvende hendes Jomfruer, hvilket
ogsaa havde skeet, hvis ikke nogle af Grevens Folk havde bragt dem i Skiul paa
Kirke-Taarnet.
(a)
For denne Gierning maatte siden nogle af Kiøbenhavns Borgere række Halsen. Jeg finder
ellers ikke hvad videre der blev forrettet paa Lands-|315Tinget. Det er troeligt, at Greven trøstesløs er gaaen derfra igien, eller at Adelen af
Frygt har lovet meere end den agtede at holde.
Den udvalte Konge havde i Begyndelsen af dette Aar skikket Ove Lunge og
Ivar Juul til Kong Gustav, med Begiæring, at han mod Foraaret vilde skikke en Flode udi
Øster-Søen for at afskiære Kiøbenhavn, Malmøe og Landskrone all Tilførsel, efterdi han
havde i Sinde at belejre disse 3 Stæder. De samme havde ogsaa Ordre at begive sig til
Norge for at formaae samme Riges Raad til at foreene sig med den Jydske og Skaanske Adel.
De Norske forsamlede sig derfor ved Pindse-Tider til Den
Syndenfieldske Adel i Norge beqvemmer sig til at antage Christ. 3.Opsloe, og der
besluttede at hylde Kong Christian, hvilket den Syndenfieldske Adel, som der var
forsamled, lod Erke-Bisp Olaf af Trundhiem viide.
(a) Men, som de dette giorde uden Erke-Bispens Nærværelse og paa samme Tid, som
han havde forskrevet en Herre-Dag til Trundhiem, bar Erke-Bispen derover Fortrydelse, saa
at han siden afsondrede sig fra de andre.
Jeg har tilforn antegnet, at den bekiendte Marcus Mejer blev fangen udi
Slaget Tvistighed mellem de Danske og Svenske om hvis Fange Marcus
Mejer skulde være. ved Helsingborg. Efter samme Slag reisede sig Tvistighed
mellem de Danske og Svenske, hvem den Fangne skulde tilhøre. De Svenske formeenede sig at
have Rett der til, eftersom den største Deel af den foreenede Krigs-Hær bestoed af
Svenske. De Danske derimod foregave, at han var deres Fange, efterdi han var indflygtet
udi Klosteret i Helsingborg, og erklærede at han gav sig fangen til de Danske. Efter at
længe der om var tvisted, foreenede man sig saaledes derom, at han skulde sættes i
Forvaring udi Warbierg indtil videre.
(b) Midlertid kunde begge Herrer handle om
hvis Fange han skulde være. Dog betingede de Danske sig dette, at
hvis han blev Svensk Fange Marcus Mejer føres til Warbierg.skulde
han forskaanes paa Livet, hvoraf sees, at de Svenske maa have været end meere
ophidsed imod denne Mand. Da han kom til Warbierg, blev han holden heel skikkeligen under
Truid Ulstands Varetægt, |316hvilken lod ham undertiden ride
paa Jagt med sig, og lod i all Ting see en Estime for ham i Henseende til hans Forstand og
Erfarenhed udi Krigs-Sager. Men denne onde og listige Mand belønnede ham ilde for slige
Velgierninger. Da han blev bragt til Warbierg, var Staden udi saadan Tilstand: Slottet,
hvor Truid Ulstand commanderede, holdt Kongens Parti, og Byen Grevens, hvorudover der var
Frygt og Usikkerhed paa begge Sider, og kand man derfore ikke begribe hvorfor man udvaldte
saadant Sted til en Fange af den Vigtighed. Marcus Mejer, som udforskede Tilstanden, søgte
strax at føre sig den til Nytte. Han raadede Truid Ulstand strax at slutte en Stillstand
med Byen, hvilket ogsaa skeede. Men, medens Stilstanden varede, overlagde han med en Præst
og nogle Tydske paa Slottet, hvorledes man skulde practisere nogle af Byens Soldater ind
Den fangne Marcus Mejer forrasker Warbiergs Slott.paa
Slottet. Dette skeede ogsaa, og hen ved 80 Mænd komme paa Reeb-Stier ind paa Slottet. Ved
deres Ankomst fandt Marcus Mejer sig i Stand at sætte sit Forsætt i Verk, og derfore
uformodentligen anfalt Besættningen og ihielslog alle dem, som han kunde overkomme, saa at
det var ikke uden med stor Møje, at Truid Ulstand reddede sin egen Person. Dette skeede
den 9. Martii og bemægtigede denne farlige Mand sig saaledes Slottet med Truid Ulstands
Frue og 6 Børn,
(a) samt en anseelig Hob Guld og Sølv, som der laae
forvaret, Slottet holdt han Grev Christoffer tilgode, hvilken strax lod det forsyne med
Proviant og andre fornødne Ting. Truid Ulstand skrev der paa Greven til, og begiærede, at
hans Frue og Børn maatte blive ham igien tilstillede, men Greven vilde saadant ikke
tilstede, med mindre han kunde udvirke hos Kong Gustav at Wulf Gyler, som var rømt af
samme Konges Tieneste, maatte faae sin Hustrue og Børn fra Stokholm. Hvilket Kong Gustav
bevilgede, hvorpaa Herr Truid Ulstands Frue kom løs igien.
(b) Foruden denne Fordeel
erobrede ogsaa Greven paa samme Tid Kallundborg.
Men, uanseet alt dette, forværredes hans Sager dagligen, og |317levede han i FrygtFrygt]Frygt] Frʎgt A Frygt] Frʎgt A at see lige saadan Revolution udi Siælland som
udi Skaane. Denne Frygt drev Greven lader fængsle alle Danske
Herremænd i Kiøbenhavn.ham til den desperate Resolution, at lægge Haand paa alle
de Herremænd, som vare i Kiøbenhavn, og bleve da fængslede Anders Bilde, Johan Urne,
Christopher Gyldenstierne, Knud Hendriksen, Erik Christophersen, Knud Pedersen, Thomas
Sture, med mange andre. Han gav ogsaa Ordre til at anholde alle dem, som man kunde treffe
paa andre Stæder udi Siælland og i Smaalandene. Om han ogsaa lagde Haand paa Bisperne, derom taler Historien intet. Man seer dog, at de samme frygtede sig
for lige Skiebne; thi Bisp Joachim Rønnov af Roskild tog udi denne Forfølgelse Flugten til
Jylland, og der aflagde Troeskabs-Eed til Kong Christian. Mange af de forfuldte
Herre-Mænd retirerede sig til Dragsholms Slott, hvorudover Greven lod Slottet belejre ved
Johan von der Hoja; men de Belejrede giorde en saadan Modstand, at han med uforrettet Sag
maatte gaa tilbagetilbage]tilbage] tibage A tilbage] tibage A .
Af disse Conjuncturer kunde de Lybske merke hvad Udgang denne Krig vilde
faae De Lybske udvælge Hertug Albert af Meklenborg til
General.under Grev Christophers Anførsel, hvorfore de begyndte at see sig om en
anden General, og til den Ende handlede med Hertug Albert af Meklenborg om at føre Krigen
for dem udi Dannemark, hvortil samme Hertug Albert ikke længe lod sig bede af dem, saasom
han af Naturen var genejet til Uroelighed. Til denne Forandring drev dem eendeel den
Misfornøjelse de havde fattet over Grevens Conduite, eendeel ogsaa, efter som de vilde
have en General af større Anseelse og Myndighed. Hertugen lod sig tillige med Jørgen
Wullenvæber indfinde i Kiøbenhavn Mariæ Besøgelses Dag, og tog sin Residence paa
Bispe-Gaarden, hvor nu Universitetet er. Han bragte ellers Samme
Hertugs Opførsel.ikke fleere Folk med sig end et Compagnie Fodfolk og 40
Ryttere, men derimod en heel Hob Jagt-Hunde og Redskab som til Jagten var nødigt, ligesom
han var kommen til Dannemark heller for at jage Harer og Hiorte, end for at agere General.
(a) Og vidner Autor
til Amiral Skrams Historie, at bemeldte Amiral, blant andre Priser som han giorde, fangede
en Skude, som var laden med Mynder |318og Støvere, hvilke
Hertug Albert havde forskrevet til sin Divertissement paa Amager.
(a) Borgerne udi Kiøbenhavn glædede sig ved hans
Ankomst ikke saa meget af Misfornøjelse over Greven, som af Begierlighed til Forandring.
Greven derimod var ilde fornøjet Jalousie mellem Grev Christopher og
Hertug Albert.der med, saasom han ingen Collega vilde have, langt mindre en
Superieur; vel reed han ham i møde og ledsagede ham ind udi Kiøbenhavn, men han vilde ikke
indlade ham paa Slottet,
(b) hvorudover, da Wullenvæber drev paa at
Krigsfolket skulde antages udi Hertug Alberts Eed, vilde Greven ikke entledige dem af den
Eed, de tilforn havde svoret ham. Og da de Lybske lovede at give ham Roeskilde Biskops
Stikt for der med at stille ham tilfreds, og bevæge ham til at overdrage Hertugen
Commando, vilde han ej heller lade sig overtale. Denne Misforstand blev dog omsider hæved,
skiøndt Historien ikke melder om paa hvad Maade. Man seer alleene, at de begge siden have
ført Commando, og at begges Navn udi Placater ere anførte, saa at det er troeligt, at
Greven siden har ladet sig nøje med den anden Grad udi Regimentet.
Saasom Grev Christopher da var udi Penge-Trang, og
Landet begyndte at blive u-villigt til Skatter at contribuere, skikkede han sin Flode til
Sundet for at presse Told af de fremmede Skibe. Og som paa samme Tid arriverede 70
Hollandske Skibe, lod han ikke alleene fodre Told af de samme, men end ogsaa udplyndre
Skibene. Denne hans Forhold gav Rigets Marsk Tyge Krabbe strax Kong Christian tilkiende,
og begierede at han, saasaa]saa] B, saa saa A saa] B, saa saa A
snart mueligt, vilde komme over til Siælland Kongen sender en Krigsmagt til Fyen.medens Misforstanden mellem Hertugen og
Greven end varede, og for alting see til, at han kunde blive Søen mægtig. Kongen lod
derfore samle alle de Fartøje han kunde overkomme udi Kolding, Flensborg og andre Stæder,
og dermed om Natte Tider satt sin Krigshær i Land paa Fyen under Allesøe. Da Grevens Folk,
som holdte Strand-Vagt, det merkede, lode de alle Borgere og Bønder forsamle til
Middelfart og Odense for at hindre de Kongelige at komme videre ind udi Landet. Men Kong
Christians Folk toge saa vel imod dem, |319at de maatte begive
sig paa Flugten, de Fremmede først og siden Bønderne, hvoraf de første begave sig ind udi
Assens, og de sidste toge hver til sit Hiem, og blev Assens strax derpaa belejred af de
Kongelige.
Denne Fremgang søgte de Lybske at forhindre, og derfor skikkede 10 Orlog
Skibe De Lybske stræbe at undsætte samme Land.til Nyborg, med
en Hob Krigsfolk, som strax sammesteds bleve satte i Land, og bleve de samme forøgede af
andre Tropper, som Hertugen og Greven skikkede fra Siælland under Anførsel af Grev Johan
von der Hoja, saa at man seer, at de anspændte alle deres Kræfter paa at conservere Fyen.
Den heele fiendtlige Krigshær rykte derpaa imod Odense, hvilken Stad de udplyndrede og der
blev nogen Tid liggende. Derefter blev raadslaget mellem Anførerne, som vare Grev Johan
von der Hoja, og Grev Nicolaus von Tecklenborg, hvorledes de best kunde agere imod Kong
Christian, og drive ham ud af Fyen igien. Omsider besluttede de imod Dagbrækningen
u-formodentligen at angribe hans Lejer, og, paa det at saadant kunde skee med des støre
Success, gave de Ordre til nogle af deres andre Folk, som laae udi Assens, at angribe
Lejren paa den anden Side, saa snart de saae Krigs-Hæren ankomme. Men en Præst, ved Navn
Hr. Hans i Svaning, fik Kundskab om dette Anslag, og gav de Kongelige det tilkiende,
hvorudover de besluttede strax at sætte Ild paa Lejren og at rykke imod Fienden, som havde
posteret sig ved Faaborg. Krigs-Folket, som laae i Assens, da de saae den Kongelige Lejer
i Flamme, da, som de vidste ikke hvad det skulde betyde, turde de ikke gaae ud af Staden
og efterleve deres Ordre, hvorudover de Kongelige undginge den Fare at blive omringede, og
finge alleene at bestille med den Krigshær, som fornevnte tvende Grever anførdte, hvilken
de bleve vaer en halv Miil fra Assens ved et Bierg kaldet Øxnebierg. Dette Bierg havde
Fienderne indtaget, og der Slag ved Øxnebierg.forskandset sig
med Vogne, hvilket da de Kongelige merkede, rykte de med deres Canoner under Bierget, og
skiøde paa dem, og det med saadan Succes, at Grev Johan von der Hoja
fandt sig tvungen til at gaae ud af sin Fordeel, og at vove et Feltslag. Den Kongelige
Felt-Herre Johan Rantzov, da han merkede Fiendernes Forsæt, holdt han sit Folk |320stille udi god Orden, og ikke bevægede sig, førend de vare komne
ham nær paa et Steenkast, da rykte han dem imod, og lod tillige med nogle Ryttere angribe
dem udi Flankene, hvilket skeede med saadan Eftertryk, saa at deres Orden blev adsplidt,
og de begyndte at tage Flugten. Da skeede et stort Nederlag: En stor Hob blev omkommen, og
mange fangne. Blandt de Fangne var Anføreren selv, Greven af Hoja,
(a) hvillken af en Holsteener, som bar et
gammelt Had til ham, blev Erke-Bisp Trolle omkommes i samme
Slag.blesseret, og derfor maatte give sig,
(b) men døde af samme Saar. Udi Slaget omkom
den anden Anfører Greven af Teklenborg, tillige med en stor Hob anseelige Mænd, blandt
hvilke den navnkundige Erke-Bisp af Upsal Gustav Trolle, og fik saaledes denne Nordiske
Freds Forstørrer saadant Endeligt, som han ved sit u-roelige Levnet havde søgt efter. Han
havde været Autor eller Instrument til alle de Ulykker og Uroeligheder, som de Nordiske
Riger havde været plaget med meer end udi 30 Aar. Det eeneste som kand legges ham til
Roes, var, at han stedse fuldte den landflygtige og fangne Kong Christians Skiæbne, dog
kand man ikke sige om det var saa meget af Hans Characterer.Kierlighed
og Troeskab mod samme Konge, som af Nødvændighed, efterdi han havde giort sig
forhadt udi alle 3 Riger. Udi Sverrig havde han ladet sig bruge som et Instrument til det
Stokholmske Blodbad, og efter Kong Christians Landflygtighed havde han anvendt sin heele
Tid paa Intriguer, og at stifte Uroeligheder baade udi Dannemark og Norge, saa at alle
hans Idretter bestode udi hemmelige Correspondencer, som sigtede til Oprør. Hvorudover man
kand holde ham for den stridbareste, uroeligste og farligste Prælat, som de Nordiske Riger
nogen Tid have produceret. Han blev ført saaret af Slaget ved Øxnebierg til Gottorp og
døde sammesteds.
Ved dette fatale Slag som skeede den 11 Junii tabte de fremmede Tropper all
deres Reputation, og ginge deres Sager fra den Tid stedse Krebsgang. De Kongelige savnede
der udi ikke over 40 Mænd, da derimod af de Lybske en stor Mængde blev slagen, og hen
ved 1500 Landsknægte, hvor iblant 100 Herremænd fangne. |321Det heele Artillerie med 400 Rustvogne blev de Kongelige til Bytte. De tvende Fiendens Forliis.Anførere Greverne af Hoja og Teklenborg bleve
bragte til Odense og begravne sammesteds udi St. Knuds Kloster, og den fremmede Besættning,
som laae udi Assens, forlod Staden og begav sig til Skibs til Kiøbenhavn, saa at
Kong Christian ved denne herlige Sejervinding spillede Mester i Fyen; thi de Fynske Stæder
Assens, Svenborg, Odense og Nyborg, overgave sig strax, og blev Christopher Hvitfeld
satt til Commendant over Nyborgs Slott. Her maa ikke forglemmes at sige til den store
Felt-Herres Johan Rantzovs Berømmelse, at han i dette Slag lod see
sin sædvanlig Forstand og Johan Rantzows Berømmelse.Tapperhed,
hvorved han stedse havde signaliseret sig saa vel under Friderico 1. som
Christiano 3. Han var sandelig en af de største Generaler udi samme *Seculo, og det kand
siges om faa som om denne store Helt, at han conserverede en Konge paa Thronen, og banede
Vej for enfor en]for en] B, for A for en] B, for A
anden der til, hvorudover han ogsaa var udi saadan Reputation, at baade Keiseren
og andre Potentater søgte efter at faae ham i deres Tieneste.
Da dette Nederlag ved Øxnebierg blev spurdt udi Siælland, lode Hertug
Albert og Grev Christopher aabne Breve udgaae til Siællands Lands-Ting, hvorudi de
opmuntrede Indbyggerne i Siælland at være ved got Mood, og ikke at lade sig nedslaae over
den Skade, som var skeed udi Fyen. De havde endda saa meget Krigs-Folk tilbage, saa de der
med kunde forsvare Siælland. De formanede dem til at holde flittig Grev Christoffer opmuntrer Indbyggerne i Siælland.Strand-Vagt for at hindre
Hertugen af Holsten at fæste Fod paa Landet, og lode dem vide, at de inden kort Tid
ventede anseelige Recruter, hvormed de kunde reise op de faldne Sager igien. Endeligen
bade de dem, at de ikke vilde række Øren til Hertugens af Holsten Løfter, men blive
bestandige udi det Forsætt, som de eengang havde taget at befrie den fangne Konge, og at
sætte ham paa Thronen igien &c.
(a) Men ingen lod sig af denne Skrivelse bevæge til at
giøre Hertugen og Greven videre Undsættning; thi Adelen var misfornøjet tilforn, og Almuen
havde efter det Fynske Slag tabt Modet, saa at alle |322begyndte at vende deres Øjen til den udvaldte Konge, hvilken de hver Time ventede at see
med sin sejerrige Krigs-Magt paa Siælland. Det var ogsaa højstbemeldte Konges Forsætt at
begive sig did hen, og belejre Kiøbenhavn. Han opholdt sig alleene noget efter 14 Svenske
Krigs-Skibe, som vare ham lovede, Søeslag ved Bornholm.hvormed
han vilde conjungere sine egne Skibe. Samme Flode arriverede og strax derpaa tillige
med en anden, som Preudsen skikkede til Undsættning. Begge disse Floder begegnede ved
Bornholm 26 Lybske Skibe, med hvilke de geraadede i Trefning, men de bleve ved Natten og
en paakommende Storm skildte ad. Udi dette Slag blev det Lybske Amiral Skib Michael
(a) saaledes af Canoner igiennembored, at,
hvis det ikke i Tide var kommen i Havn havde det gaaet til Grunde. Medens den Lybske Flode
slæber det beskadigede Amiral-Skib til Sundet, faaer den Danske Amiral Peder Skram
skriftlig Ordre af Kongen at seile med sin Flode til Fyen, eller Jylland. Den Danske Amiral Skram erobrer 10 Lybske Krigs-Skibe.Paa denne
Vej var Amiralen saa lykkelig at han erobrede 10 Lybske
(b)
Orlog-Skibe, hvilke vare de samme, hvor paa de havde transportered deres Krigs-Folk til
Fyen. Hvorpaa Amiralen løb ind udi Beltet, og indtog Tranekiær og Corsøer.
Siden seilede han omkring smaa Landene, Lolland,
Falster og Møen, brandskattede Almuen og tvang dem til at forsørge Floden med Levnets
Middel, og efter saa vel forrettet Sag kom med Floden for Kiøbenhavn, hvilken Kongen havde
satt sig for at beleire til Lands og Vands.
Højstbemeldte Konge, da han efter Slaget ved Øxnebierg havde ladet sig
hylde Den Kongelige Krigs-Magt transporteres til Siælland.udi
Odense, og betalt Krigsfolket deres Besoldning, lod han sin Krigs-Magt transportere over
til Siælland. Han selv fuldte kort derefter, og slog sin Lejer ved Kiøge, hvor han blev,
indtil han fik Kundskab om, at hans Flode var kommen for Kiøbenhavn. Da han der om var
erkyndiget, brød han op med Lejren, og rykte lige mod Hoved-Staden, hvilken han St. Jacobi
Aften lod berende, og slog sin Lejer ved Særsløv paa samme Sted, hvor Kong Friderik havde
lejret sig tilforn. Saaledes be-|323gyndte Kiøbenhavn belejres.Kiøbenhavns Belejring, som formedelst dens
Langvarighed og haardnakkede Modstand er en af de Navnkundigste udi samme Seculo. Staden
var da bedre fortificered, og med alle fornødene Ting forsyned, end udi forrige Belejring.
De Lybske havde der Kiernen af deres Magt, tillige med Anførerne Hertugen af Meklenborg,
og Grev Christopher af Oldenborg, Borgerne stode alle som een Mand dem bi, eendeel af
Kierlighed til den fangne Konge, eendeel af Desperation, saasom de formedelst deres
violente Opførsel ingen Naade forventede sig af Sejer-Herren. Udi Staden var Stadens Tilstand for Belejringen.indbragt en stor Hob Qvæg med
andre Levnets Midler fra alle omliggende Landsbyer. Man havde ogsaa lagt et stort Skib
kaldet Prydske Holken uden for Havnen, for at forsvare den samme, og vidner Hvitfeld at
Vraget der af var endda at see i hans Tid. Udi saadan Tilstand var denne Hovedstad, da den
blev belejred, hvorfore man kunde ikke vente andet end derved at faae en haard Nød at
knække, helst saasom Besættningen og Borgerskabet blev ideligen opmuntret ved Løfter om
Undsættning. Men jo større Vanskeligheden var, jo meere anspendte Kong Christian sine
Kræfter paa dens Erobring. Saasom derfore paa den eene Side var desperation og paa den
anden Side Nødvendighed til at vinde og at holde ud til det Yderste, saa kunde denne
Beleiring ikke andet end foraarsage store Calamiteter og Ulykker.
Saa snart Staden var belejred, begyndte de Belejrede at giøre Udfald,
hvorudi een ved Navn Sti Stissen besynderligen signaliserede sig; Men, da de merkede, at
de havde meere Skade end Fordeel af slige Udfald, holdte de siden inde dermed, for at spare
paa Folket. Medens Belejringen varede, deelede Kongen sin Krigshær ad, blev selv med den
eene Deel liggende for Kiøbenhavn, og skikkede den anden Deel Malmøes
Belejring.over til Skaane for at belejre Malmøe og Landskrone. Andre af hans
Folk bleve beskikkede til at angribe Nyekiøbing i Falster, Aaleholm, Callundborg og
Helsingøer, hvilke alle bleve belejrede paa eengang. Truid Ulstand, som Marcus Mejer,
saaledes som sagt er, havde besnæret i Varbierg, begieredebegierede]begierede] B, begierede de A begierede] B, begierede de A
2 Compagnier Fodfolk, og nogle
Ryttere af de Folk, som havde belagt Malmøe, hvormed han agtede at
hevne sig over Mar|324cus Mejer igien; Efterat han havde
faaet saadan Hielp, rykte han mod Warbierg og angreeb den med saadan Force, at Marcus
Mejer seende sig ingen lang Modstand at kunde giøre, lovede at overgive Slottet, hvis han
maatte forskaanes paa Marcus Mejer fanges anden gang.Livet.
Dette blev ham lovet, hvorpaa strax Slottet blev overgivet, og søgte Anføreren af all Magt
at mage det saa, at Capitulationen blev ham holden. Han blev saaledes ført fri og løs
igiennem Halland og Skaane til Siælland, men, da han var kommen til Hvidør, og det samme
rygtedes i den Danske Lejer, begav Melchior Rantzov sig med nogle andre did hen. Der
talede han ham haart til formedelst hans Forhold mod Riget, besynderligen for den sidste
Gierning udi Warbierg, hvor han med List havde overrumplet Slottet, endskiønt Truid
Ulstand handlede saa vel imod ham, og tracterede ham heller som en Giæst end som en Fange.
Efter saadan Tiltale, tilspurdte Rantzow de nærværende Officiers, om Marcus Mejer var den
Mand, som man burde benaade paa Livet, efterdi han ikke havde holdet Troe og Love mod Hr.
Truid, da svarede alle eenstemmigen, at, efterdi Marcus Mejer havde ikke handlet som en
ærlig Krigsmand, burde der ingen Naade være for ham: Derpaa blev han sluttet udi Jern, og
sadd udi saadan Tilstand nogle Dage. Endeligen blev han Torquerespiinligen forhørt, og underskrev han da med egen Haand en vidtløftig
Bekiendelse, som indeholder alle hans egne og de Lybskes Anslag imod Riget. Hvorpaa hans
gamle Fiende Truid Ulstand fik Ordre at tage ham til sig, og lade ham rette, hvilket ogsaa
skeede; thi han blev bragt til Helsingøer og der tillige med hans Broder Gerhard Henrettes.Mejer lagt paa 4re Stegle. Saadant Endeligt fik denne
navnkundige Mand, der fra ringe og fattig Herkomst var stegen op til de største Æres
Charger, og bleven Borgemester udi Lybek, hvilken Stad han havde regiæret med en
u-omskrænket Myndighed, og saaledes ved List og Persvasioner forblindet den, at den imod
sin egen Interesse og over sine Kræfter indviklede sig udi Krig mod adskillige Potentater
paa eengang, saa at man ikke kand andet sige, end at hans Død var en Straf, som han havde
fortient formedelst det meget Blods Udgydelse han havde foraarsaget, endskiøndt jeg
understaar mig ikke at legitimere de |325Danskes Procedure mod
ham; thi at han betienede sig af Truid Ulstands Lettroendhed for at forraske Warbiergs
Slott, er Upartisk Betænkning over denne Execution.noget
som gemeenligen legges Fanger til Berømmelse; thi, endskiøndt han var en fangen Mand, var
han endda en Lybsk Anfører og ingen Troeskabs Eed havde aflagt til Kong Christian,
hvorudover den gode Truid Ulstand var meere at laste, der lod saadan en farlig og
entreprenant Mand gaae løs, end Marcus Mejer der betienede sig deraf, sit Fæderneland til
Fordeel, og, endskiøndt man vilde tilstaae, at denne Gierning fortienede Døden, saa havde
han dog ved Slottets sidste Overgivelse udtrykkeligen betinget sig Livet, og ved saadan
Capitulation bevæbnet sig mod de forrige Beskyldninger. Dette finder
jeg intet at være omtalt udi hans Process, hvorudaf man seer, at man ikke har dristet sig
til at agere methodicè mod ham. Det meeste, som lægges ham til Beskyldning, var, at han
havde handlet med Kongen af Engeland, Henrik 8, at de Lybske skulde overdrage samme Konge
Dannemark, med de Vilkor, at han skulde erstatte dem de Bekostninger, de havde giort paa
denne Krig, og saaledes strax bekomme Kiøbenhavn, Malmøe og Warbierg. Kongen af Engeland
havde ogsaa skikket Gesantere til Marcus Mejer for at handle derom, item andre til Embden
for at negotiere med de Lybske.
(a) Men de komme for silde, efterat Mejer
allereede var rettet. Dette Anslag maa Marcus Mejer blant andre Ting have aabenbaret i den
Bekiendelse han giorde udi det piinlige Forhør, og sees heraf hvor daarlige Anslag
Regieringen i Lybek paa samme Tid har haft, og at, om Marcus Mejer havde fortient at
lægges paa Stejle, havde ingen større Ræt til saadan Execution end Lybek selv, som han saa
yderligen forleedede.
Udi Leiren for Kiøbenhavn lod Kong Christian et Skrift *in Iunio udgaae for
at Kong Christians Skrift mod Lybek.igiendrive de Argumenter
Lybekerne udi et Manifest havde publiceret for at besmykke denne Krig mod Dannemark.
Derudi viises, at deres Beskyldninger saavel mod Kong |326Friderik, som mod det Danske Raad efter hans Død ere ilde grundede, og at intet har
drevet de Lybske til denne Krig uden deres egen Ambition og Giærrighed, efterdi de vilde
handle paa Øster-Søen alleene, og derfra udelukke andre Nationer, sær Hollænderne, udi
hvilken u-billige Begiæring Riget ikke havde kunnet føje dem.
Paa samme Tid tog Kong Christian en særdeeles Resolution, nemlig i egen
høje Kongens Reise til Sverrig.Person at rejse til Sverrig
for at besøge Kong Gustav. Ingen af Rigets Raad vidste noget deraf, førend han allereede
var rejsefærdig. Men, da saadant blev kundbart, formanede Raadet ham højligen at indeholde
saadan Rejse, hvorved han kunde sætte baade sig selv og Riget i Fare; thi, endskiøndt der
paa de Tider var god Forstaaelse mellem ham og Kongen af Sverrig, saa havde dog Erfarenhed
lærdt, at det er bedre, at Potentater foredrage deres Anliggende ved Gesantere, end ved at
begive sig selv udi en andens Rige. Men Kongen for at lade see, hvor stor Tillid han havde
til Gustavum, vilde denne gang ikke adlyde deres Raad, hvorudover Rejsen gik for sig.
Hans Samme Reises Henseende.Ærende udi Sverrig var først at
takke Gustavo for den Hielp han havde giort ham i denne Krig. Dernest at lade ham viide
Kejserens Anslag at hielpe den fangne Konges Svigersøn Pfaltz-Grev Friderik til alle 3
Nordiske Riger,
(a) og ved saadan Promotion at giøre sig
Mester over Nord og Øster-Søen, hvorom han havde faaet Kundskab
fra gode Venner i Tydskland. Han blev meget kierligen imodtagen, og bleve da adskillige
Ting mellem begge Konger besluttede til fælles Forsvar, saaledes, at, i Steden for efter
sidste Forbund den eene skulde komme den anden til Hielp med 800 Mænd, skulde de nu giøre
det med deres heele Magt, om Fornødenhed det udfodrede, og skulde begge Rigers Raad med
det første komme sammen for at overlegge med hinanden, hvad som kunde være dem samtlige
nyttigt. Ydermeere blev af Kong Christian bevilget til Kong Gustav alt hans Arve-Gods
igien udi Halland, som siden Christiani 2. Tid var lagt under Kronen; *Item, at Svenske
Undersaattere skulde igien Foreening mellem begge Konger.bekomme
det Gods i Dannemark, som de vare berettigede til. Kong Gustav lovede samme Tid at
laane |327Kong Christian en stor Sum Penge, og betingede sig
derfor til Pant Warbierg udi Halland, og Vigen i Norge, hvilket sidste var selsomt,
efterdi han endda ikke var antagen til Konge i samme Rige. Der siges, at Kong Gustav da gav
Kong Christian det Raad, at han efter sit Exempel skulde klippe Vingerne paa Bisperne,
hvilket ogsaa skeede. Nogle sige, at Kong Gustav da betienede sig af denne herlige
Lejlighed og begiærede noget af sin Giæst, som den sidste vegrede sig for at accordere
ham, og at han derfore af Frygt at ham noget Ont skulde vederfares, skyndede sig at reise
fra Stokholm. Ja der siges, at den Svenske Dronning Catharina sagde til ham om Morgenen
førend han tog Afskeed med hende: Broder du maa En uformodentlig
Mistanke reiser sig. takke Gud at du har haft en god Stierne paa Himmelen, thi
det er ikke længe siden at man havde noget andet i Sinde mod dig. Dette nægte eendeel
Svenske Skribentere ikke, men lægge endogsaa dette der til, at Dronning Catharina derover
maatte høre ilde hos Kong Gustav, og blev saa haardt tractered, at hun døde kort derefter.
(a) Blant de faa Skribentere som ville giøre dette aldeeles
til en Digt, er Erik Jørensen udi Gustavi I. Historie. Den samme
(b) censurerer Hvitfeld Historier som derom fortælles
examineresformedelst denne Historie, og søger at giøre den til intet; thi, siger
han, hvis Kong Gustav havde haft noget Ont i Sinde, havde han ikke saa venligen imodtaget
Kong Christian, ej heller accommoderet og plejet ham saa vel, og ledsaget ham indtil
Grændserne; ej heller havde der blevet sluttet og svoret saadant Venskab imellem dem. Ja
Kong Christian havde ingenlunde bekommet den Assistence af Penge, som han siden fik. Men
disse og deslige Argumenter ere ikke stærke nok til at til intet giøre en Historie som af
saa mange baade Danske, Tydske og Svenske Skribentere er anført, thi Erfarenhed viiser, at,
naar en stor Herre vil forraske en anden, stiller han sig allervenligst an; til med nægter
ikke Hvitfeld at jo Kong Gustav tog venligen imod sin Svoger, og at der i Begyndelsen var
stor Fortroelighed imel-|328lem dem. Men siger alleene,
at der siden ved Leilighed reisede sig nogen Misforstand. At Kong Gustav siden præsterede den lovede Penge Forstrækning kand ej heller tiene til noget
Beviis. Thi, hvis han det ej havde giort, havde han aabenbare verificered det Rykte som da
gik. Til med bleve disse Penge ikke laante uden tilstrækkelig Forsikkring og Underpant af
Aggerhuus og Bahuus, og viiser Historien, at Potentater til ingen heller laane Penge end
til deres Uvenner, naar man vil sætte dem Grændse-Fæstninger til Pant. Dog understaar jeg
mig ikke herudi at beskylde Kong Gustav, men vil gierne lade den Historie passere for
uviss. Vist nok er det, at disse tvende Konger vare aldrig saa gode Venner siden den Tid
som tilforn. Og bør derfor dette tiene til Exempel for alle Potentater, besynderligen dem,
som ere hin andens Naboer, at de heller selv blive hiemme, og lade deres Ærender forrette
ved Gesantere; thi her var en Sammenkomst af de 2 dydigste Potentater i Europa paa de
Tider, og dog havde saadant Udfald. Det er dog ikke troeligt, at en saa Christelig og
brav Herre, som Gustavus, har haft Autoris Meening derom.i
Sinde at forgribe sig paa Kong Christians Person, som nogle meene; det er rimeligt, at
han efter de Svenske Historiers Sigelse har villet betinge sig nogen Fordeel, og at han
ved dets Veigring er bleven fortrydelig, og at maa skee nogle have raadet ham at kiøre
medens han havde Svøben, hvilket kand være kommen Kong Christian for Ørene, saa at han der
over har ilet med Hiemreisen.
Midlertid bleve Belejringerne for Kiøbenhavn og Malmøe fortsatte med all
Iver, og søgte man at indsperre dem saaledes baade til Lands og Vands, at ingen Tilførsel
De Lybske søge at undsætte Kiøbenhavn.kunde skee.
Lybekerne, saasom de merkede, at, hvis de belejrede Stæder ingen Undsættning finge, vilde
de ufeilbarligen falde udi Kongens Hænder, hvorudover de udrustede 15 Skibe, som skulde
forsyne Kiøbenhavn med Folk og Levnets Midler. De store Skibe bleve liggende under Dragøe,
medens de smaa søgte at bringe Undsættningen ind udi Staden. Den Danske Amiral Peder
Skram,
(a) havde da den Ulykke, da han saadant vilde
forhindre, at han blev skudt igien-|329nem Beenet med en
Musquet, og da Johan Preen, som tog commando an i hans Sted, vilde den anden Dag forsøge
det samme, geraadede hans Skib paa Grund. Dette gav Lejlighed til de Lybske Skibe at snige
sig ind med Undsætningene,
(a) og at sætte Kiøbenhavn i Forsyner Staden med
fornødne Ting.Stand at holde Belejringen end længe ud. Kong Christian, som selv
var nærværende og saae denne Uheld, beklagede sig derover, og sagde, at, hvis Peder Skram
havde været selv tilstæde, denne Ulykke skulde ikke være vederfaren. Michael Brockenhuus
blev derfore beskikket til interims Amiral, indtil Peder Skram blev igien restitueret; Saa
at det synes, at Johan Preen derover maa være kommen i U-naade, skiøndt han stedse havde
været agted for en troe og duelig Mand.
Nyeligen førend dette skeede, overgav Landskrone sig,
som var belejret af Holger Ulstand og Mogens Gyldenstierne. Dens Erobring skeede St.
Dionysii Dag: Og Landskrone og Krogen falde i Kong Christians
Hænder.var det en angenem Tidende for Kongen, eftersom den havde en beqvem Havn
hvor Floden kunde ligge i Sikkerhed. De største Stykker, som vare paa Floden, bleve siden
førdte til Helsingborg, og betienede Johan Rantzov sig af dem for at beskyde Krogens
Slott, som nu kaldes Kronborg, indtil det maatte overgive sig. Paa Slottet commanderede
paa Grevens Vegne en ved Navn Henrik Branhoff, hvilken efter nogen Modstand maatte
overgive det til Amiralen Peder Skram, der af Floden beskiød Fæstningen. Til en Erindring
derom, blev Havnen, hvor Amiralen laae, længe derefterlaae, længe derefter]laae, længe derefter] laae længe derefter, A B; laae, længe derefter Rahbek laae, længe derefter] laae længe derefter, A B; laae, længe derefter Rahbek kalden Skrams Havn, hvilket Autor
til Skrams Historie vidner at have hørt af Friderici 2. egen Mund, da han var i Tienneste
hos Dronning Sophia.
(b) Saa at intet nu stod tilbage uden Kiøbenhavn og Malmøe, og dermed
endtes det Aar 1535.
Nu træder jeg til det lykkelige og for Kongen glorieuse Aar, udi hvilket
Fred blev 1536. giort med Lybek, og det heele Rige bragt til
|330Lydighed igien, saa at Malmøe og Forbereedelse til efterfølgende Aars Historie.omsider Kiøbenhavn efter en
haardnakked Belejring, og store udstandne Elendigheder maatte have Tilflugt til Kongens
Naade og overgive sig; Og det heele Rige, efterat det længe havde været traad under Fødder
af Fremmede, og ligesom synderreved af Factioner, blev omsider bragt udi Roelighed igien,
og foreenet under et Hovet. Sygdommen var sandeligen saa stor, at den ikke kunde hæves,
uden ved den allerhaardeste Cuur, og det Kiøbenhavnske Borgerskabs Raserie kunde ikke
læges, uden efter adskillige udstandne Ulykker, som Hunger, Sygdom, Mord, og Død. Da
begyndte den rasende Almue omsider at komme til sig igien, og at see hvor forblindet den
havde været i at handle imod sin egen Interesse og Rigets Velfærd, ved at forfølge og
myrde sine egne Landsmænd og Rigets Adel i Faveur af Fremmede. Ja de begyndte da at merke,
at de ingen større Fiender havde haft end deres egen Stads Øvrighed, og at de tvende
Borgemestere Ambrosius Bogbinder og Jørgen Mynter, hvilke de havde anseet som deres
Religions og Friheds Beskyttere, vare intet mindre end Patrioter. Men at, ligesom de af
Geburt vare Udlændige og Fremmede, saa havde de ogsaa fremmede Hierter. Saa at den
Opførsel de brugte, og de Tragœdier, som de spillede, kand tiene til en Erindring, hvor
farligt det er at betiene sig af fremmed Øvrighed og Embeds Mænd.
Udi Begyndelsen af dette Aar 1536 blev Kongen og Riget igien truet med en
nye Storm, som syntes end farligere end de forrige: Thi Kejseren, saasom han merkede, at
der var intet Haab for den fangne Konge at komme paa Thronen igien, skikkede tvende
Gesantere, nemlig Johan, Græven af Montfort, og Wilhelm, Herre af Renneberg, samt Gotskalk Erik til Churførsten af Sachsen og Land-Greven af Hessen Kejseren søger at opvække Riget Fiender.for at give dem
tilkiende, at han havde besluttet at hielpe Pfaltz-Greve Friderik til Dannemarks Rige,
hvorpaa samme Pfaltz-Greve havde retmessige Prætensioner, eftersom han havde til Ægte
Christiani 2. Dotter. De sagde ogsaa, at Hertug Christian af Holsten imod all Rett og
Billighed havde trengt sig ind udi Riget, og var Aarsag til den Krig som var begyndt med
Hansestæderne. De formeenede, at, om han |331kunde viise nogen
Rett til Riget, da burde han lade hans Sag komme til Forhør, og lade u-villige Dommere
kiende derudi. De bade derfor paa Kejserens Vegne, at Churførsten og Land-Greven ingen
Hielp vilde giøre Hertug Christian, og at, hvis de allereede havde skikket ham Undsætning,
de da vilde kalde den tilbage. Men de svarede dertil, at Hans Kejserlig Majestet var ikke
vel informeret om Sagen, og at, eftersom Dannemark var et Vall-Rige, kunde Pfaltz-Greven
ingen Rett tilegne sig, uden saavidt hans Gemahlinde Princessens Dorotheæ Medgift angik,
hvilken de haabede den udvaldte Konge skulde betale hende, og vilde de selv være hende
behielpelige dertil. De gave derforuden tilkiende, at den udvalte Konge ingen Men forgiæves.Lejlighed havde givet til Krigen, men Lybekerne, hvilke
først havde giort Indfald i Holsten og siden udi Riget, og det efter tvende oprørske
Borgemesteres Tilskyndelse. Derpaa forestilledeforestillede]forestillede] B, forestilledede A forestillede] B, forestilledede A
de, hvorledes Christianus 2. havde mistet
sin Rett til Kronen, og hvorledes den af Stænderne var given til hans Farbroder Kong
Friderik den 1ste. Endeligen forsikrede de, at den udvaldte Konge stedse skulde være en
Ven af det Kejserlige Huus, og at Riget allereede havde givet Prøver derpaa, ved at
tillade Hollænderne fri Fart igiennem Sundet, hvilken Tilladelse alleene havde bevæbnet de
Lybske eller Hansestæderne imod Dannemark. Men dette kunde dog ikke bevæge Kejseren til at
staae fra sit Forsætt, hvilket skal sees af efterfølgende Historie, saa at Pfaltz-Grev
Friderik blev en nye Acteur i denne Tragœdie, hvorvel den Rulle, han spillede, syntes
farligere end den virkeligen blev, thi den bestod meestendeels udi Præparatorier og
Trudsler.
Medens Kiøbenhavns Beleyring varede, bleve adskillige Skandskrifter og
Viiser Skandskrift mod Adelen i Dannemark.af Borgere udi
Kiøbstæderne giorte mod den Danske Adel, hvorudi de afmalede dem som troeløse Mænd, saavel
imod den fangne Konge, som imod Greve Christopher, hvilken de havde aflagt Troeskabs Eed
paa Christiani 2. Vegne. Dette lod Adelen besvare ved et vitløftigt Forsvars Skrift paa
Tydsk, hvis Oversættelse findes hos Canceler Hvitfeld. Derudi viise de hvor ilde de ere
blevne medhandlede af Grevens Folk mod de Forsikringer, som vare dem givne, og at saadan
Forfølgelse havde autorise|332ret dem til at opsige den
Troeskab som de med Svøben over Hovedet og med Tvang havde aflagt.
(a) Hvoraf man seer, at denne Krig var egentlig mellem Adelen
og Almuen, Svar derpaa.og at
Forbittrelsen hos de sidste var saa stor, at, da de merkede, at Sværdet ikke meere vilde
hielpe, greebe de til Pennen, og søgte derved at sverte deres Modstandere. Det var ellers
at ønske, at Hvitfeld havde anført saavel Almuens Beskyldninger, som Adelens Forsvar, paa
det at Læseren des bedre havde kundet dømme i Sagen; Men det er troeligt, at
Beskyldningerne have været saa plumpe, at han ikke har villet dem indføre.
Hidindtil havde Grev Christopher ageret udi den fangne Konges Navn, og var
Grev Christopher gaaer frugtsommelig med Konge-Tankersaadant
alleene hvorved han kunde besmykke denne u-retfærdige Krig og faae Tilhang af
Borgere og Bønder, hvilke, saasom Kong Christian 2. havde været dem stedse bevaagen, lætt
kunde bringes i Harnisk ved at forestille dem, at Højstbemeldte Konge var stødt fra
Thronen, og styrtet udi et haanligt Fængsel alleene, efterdi han havde beskyttet dem mod
Adelen, og saasom han ved deslige Motiver havde bragt den heele Almue i Gevær, saa havde
han stedse fundet nødigt, at holde dem i samme Tanker, sær da ham blev adjungeret en
Collega udi Regiment, nemlig: Hertug Albert af Meklenborg: Men, da han omsider merkede, at
Rigets Bønder og Borgere vare forsvage til at imodstaae Kongen og hans Allierede med den
heele Adel, og han tilligemed saae sin Rival, Hertugen af Meklenborg, ikke at være en Mand
af den Vigtighed, som han havde indbildet sig, tog han omsider Masken af, og gav
tilkiende, at den Danske Krone kunde passe sig saavel til hans Hovet, som til en andens.
Thi midt udi Kiøbenhavns Belejring afhændigede han en troe Mand til Nederlandene, som der
skulde spørge sig for, om Kejseren vilde forsmaae hans ringe Svogerskab, og accordere ham
Christiani 2. anden Dotter Christina, som da var den Maylandske Hertugs Francisci SforzæSforzæ]Sforzæ] Storzæ A B; Sforzæ Rahbek Sforzæ] Storzæ A B; Sforzæ Rahbek
Enke, iligemaade at begiære, at Kejseren vilde komme ham til Hielp, og ophæve Kiøbenhavns
Belejring, for hvilken Tienneste han lovede ikke alleene at tillade Hollænderne frie Fart
|333igiennem Sundet, men endogsaa ville være de Kejserlige
Undersaattere stedse til Tienneste, hvorved han opofrede de Lybskes Interesse, skiøndt han
stod udi deres Tieneste, og førte Krigen med deres Folk og Penge. Men Maria, Hans Anslag mislinger.Regentinden udi Nederlandene, lod ham
svare, at den Krigsmagt, som man tillavede, var beskikket til Pfaltz Grev Friderik, og det
efter Keiserens Villie og Befalning.
Af dette Svar og de Anstalter, som bleve giordte i Faveur af bemeldte
Pfaltz-Greve, merkede man, at Grev Christopher ingen Potentat vilde blive denne Gang, og at
det Rige som han havde i Imagination, vilde forvandles til et Kloster i Oldenborg igien,
hvorudover Borgerne udi Malmøe affærdigede ydmyge Skrivelser til Pfaltz-Greven, begierende
at han vilde komme dem til Hielp og forløse sin fangne Sviger-Fader. Ja det er troeligt,
at, endskiøndt samme Pfaltz-Greve var Catholsk, de dog gierne havde antaget ham til Konge,
saasom det var dem alleene anliggende at faae en Herre som Adelen ikke skiøttede om. Deres
Skrivelse opmuntrede Pfaltz-Greven med des større Iver at drive paa
sine Sager, og at bringe en Flode til Veje, hvorudi Regentinden var ham behielpelig. Men,
saasom adskillige fornemme Herrer udi Nederlandene vare imod dette Tog, magede de saa, at
det længe blev forhaled, og Pfaltz-Greven kunde saa hastigen ikke bringe Floden til Veje,
thi nu fattedes Skibe og Folk, nu Proviant og Penge.
Da den udvaldte Konge fik Kundskab om disse Anslag, at Pfaltz-Greven
allereede Kong Christians Anstalter mod Pfaltz-grev Frideriks
Præparatorier.havde faaet en anseelig Magt paa Beenene, item at Regentinden
havde ved Skrivelse forsikkret Kiøbenhavns Indbyggere om hastig Undsættning, arbeidede han
paa hvorledes han kunde afvænde denne overhængende Fare. Til den Ende begav han sig selv
til Holsten og der beskikkede Meynard von Ham med 10 Compagnier Ryttere at falde ind udi
Kejserens Lande, for der ved at giøre Diversion. De samme bemægtigede sig strax en Stad
kaldet Dam udi Ost-Friesland nær ved Grøningen, hvilken de lode befæstige og der af ofte
giorde Udfald i Landet. De Grøninger, findende sig derover besværgede, begiærede Hielp af
Keiseren. Regentinden af Nederlandene accorderede dem strax saadant, og skikkede nogle
Tropper did hen under Anførsel af Georg |334Schenk Fri-Herre
af Taütenberg, hvilket, da Kong Christian merkede, forøgede han Meynard von Hams Tropper
med 3000 friske Mænd. Herudover blev Krigens Sæde Giør Kejseren
Diversion i Tydskland.udi Ost-Friesland, og Pfaltz-Grev Friderik i Steden for at
undsætte Kiøbenhavn, og at bemægtige sig Dannemark, maatte amusere sig med at belejre Dam,
som de Kongelige havde indtaget. Vel var Schenk i Begyndelsen saa lykkelig, at han slog de
3000 Mænd Kongelige Tropper ved Vester-Vold. Men det vilde ikke lykkes med
Belejringen for Dam, endskiønt Pfaltz-Greven selv var nærværende, og samme Belejring
varede saa længe, at, da Staden endelig blev erobred, fik man strax Tidender fra Dannemark
om Kiøbenhavns og Malmøes Overgivelse. Saaledes giorde Kong Christian ved denne fornuftige
Diversion Fiendens Anslag til intet, og Pfaltz-Greven maatte opsætte sit Tog til
belejligere Tid.
Efter at Kongen havde giort disse Anstalter mod Pfaltz-Greven, som lykkedes
ham saa vel, kom han tilbage i Lejren for Kiøbenhavn igien. Udi Staden levede da alle Mænd
udi Forhaabning om hastig Undsættning fra Nederlandene, saa at, naar de saae fremmede
Skibe passere, indbildte de sig strax, at det var den Flode, som skulde transportere den
Pfaltz-Greviske Krigs-Magt. Hvorudover Kongen, for at betage dem det Haab, lod lægge
nogle af sine Orlog-Skibe udi Sundet, hvilke arresterede alle de fremmede Kiøbmands-Skibe,
som komme, indtil deres Tall beløb sig til 200. Med dem handlede Kongen, at de skulde lade
ligesom de vare Fiender, og holde en Krigspuds ved Kiøbenhavns
Belejring.Spilfægtning med hans Flode, hvilket ogsaa skeede, og Kiøbenhavns
Borgere løbe Mand af Huus op paa Voldene for at ansee Slaget, men, da de omsider merkede,
at man skiød i Luften saa vel af den eene som af den anden Side paa Skibene, bleve de skamfulde og mistrøstige, og lukte Portene til igien, som de
nyeligen af Glæde og Tillid havde aabnet. Ved dette Krigs-Puds havde Kongen et dobbelt
Sigte, først at betage de Belejrede alt Haab om Forløsning, dernest at lokke nogle af
deres Krigs-Skibe ud, som han havde alt giort Anstalt til at besnære.
|335Saaledes bragtes de belejrede Stæder meer og meer i Knibe, og alt Haab blev
dem betaget om Forløsning, saa at, hvor stor Haardnakkenhed og Desperation der end var,
saa kunde dog Kongen være forsikkret om at see dem tillige med det heele Rige i en Hast
reducerede, og, paa det at Krigen ved Kiøbenhavns og Malmøes Overgivelse gandske kunde
faae Ende, og der intet skulde staae tilbage, lod Kongen paa samme Tid ogsaa belejre
Kallundborg tillige med Krogen, som man fra forrige Aar havde holdet indsluttet. Krogen
blev Henrik Branhoff tvungen at overgive Tiisdagen efter Hellig 3 Konger udi dette Aar.
Kallundborg faldt ogsaa i Kongens Hænder, saa at intet stod tilbage uden Kiøbenhavn og
Malmøe, og det Nordenfieldske udi Norge, hvor Conjuncturerne vare meget slemme, formedelst
de Bevægelser, Erke-Bisp Oluf stifter Oprør i Norge.Erke-Bisp
Oluf af Trundhiem giorde sammesteds. Dette var af saadan Beskaffenhed: Bemeldte Erke-Bisp,
saasom han var en højmodig Mand, saa havde han anseet det som en Tort, at de
Syndenfieldske havde skridet til den udvaldte Konges Hyldning, uden at opbie den Herredag,
hvilken han havde ladet beramme. Kongen søgte at stille ham tilfreds, og lod skikke til
ham Herr Vincentz Lunge Høvedsmand paa Bergenhuus, og andre, som skulde formane ham at
conformere sig med de Syndenfieldske, paa det at Foreeningen mellem Rigerne kunde staae
fast. Men denne hidsige Prælat, foruden den Begiærlighed han havde til Hævn, var bleven
bestyrked udi Kaaldsindighed mod den udvalte Konge af et Gesantskab, som nyeligen tilforn
var ham bleven tilskikked af Regentinden af Nederlandene, som formanede ham at forblive i
den Troeskab, som han og de Nordske eengang havde svoret den fangne Konge udi Friderici I.
Tid, lovende, at Pfaltz-Greve Friderik, som havde samme Konges Dotter til ægte, skulde
hastig komme ham til Hielp. Hvorudover, da de Danske Gesandtere siden komme, lod
Erke-Bispen kaste dem i Fængsel. Ja hans Dristighed gik saa vit, at han Lader omkomme den Kongl. Gesant Vincentz Lunge.lod Vincentium
Lunge, som han havde et gammelt Had til, omkomme. En uhørlig Gierning, endskiønt det havde
været en fremmed og fiendtlig Konges Gesant. Aarsagen til det Had, som han bar til samme
Herre, var først, at Vincen|336tius Lunge engang havde
forekastet ham, at han ikke var af god Adel, efterdi at hans Fader allerførst var bleven
nobilitered af Kong Christian I. For det andet fortrød ham, at samme Herre af nogle øde
Kirker, som Kong Friderik havde foræret ham, havde ladet bygge den prægtige Gaard udi
Bergen kalden Lunggaarden. Og hialp endeligen ikke lidet der til, at han tillige med de
Syndenfieldske havde forekommet Erke-Bispen med Christiani 3. Hylding. Dette Mord, saasom
det blev bedrevet af en geistlig Mand mod en Kongelig Gesant, og en
af de anseeligste og habileste Ministrer paa de Tider, fortiener omstændigen at
talestales]tales] tale A B; tales Rahbek, tale SS tales] tale A B; tales Rahbek, tale SS
om,
helst som det gav Anledning til adskillige Sørge-Spill, hvilke skildte Norges Rige ved alle
sine Herligheder. Det skeede paa saadan Maade: En Aften som Erke-Bispen var beskiænket, og
brystede sig der af at havde lagt Haand paa de Kongelige Gesandtere, raadede en af hans
Tienere ved Navn Christopher Trundsen ham ikke at lade hans gamle Uven Vincentz Lunge
komme sig Omstændigheder ved dette Mord.af Hænder, iligemaade
at betiene sig af denne Lejlighed, medens disse anseelige Gesantere sadde fangne, at
bestyrke sin Myndighed udi Norge. Af denne Tale blev Erke-Bispen opmuntred, og befoel samme
Christopher Trundsen strax at omkomme Vincentz Lunge. Trundsen, som gierne lod sig brugebruge]bruge] brnge A bruge] brnge A
til slige Commissioner, gik der paa ligesom i Procession med Trommer og Piber til
Fangehuuset, hvilket han lod besætte med Krigs-Folk, og lod Vincentz Lunge vide, at han
skulde døe. Den fangne Herre forlangde da en Præst, hvilken blev ham skikket, men han
havde neppe begyndt at bereede sig til Døden førend Trundsen med sit Selskab bryder ind og
ynkeligen omkommer ham, som han sadd ved Bordet, og bedækkede sig med Bordklædet. Saadant
Endeligt fik denne ypperlige Herre den 3. Januar 1536. Han var en prægtig, Vincentz Lunges Caracteer.veltalende, og forstandig Mand, som
Kongerne havde brugt i mange vigtige Forrettninger. Han var ogsaa lærd, og var promoveredpromovered]promovered] B, promoved A promovered] B, promoved A
til Doctorem Juris uden Lands. Af denne skiønne Bygning udi Bergen sees endnu Rudera som
føre Navn af Lunggaarden. Der siges at Erke-Bispen, da han havde udsovet sin Ruus, fortrød
paa hvad som han havde resolvered, og om Natten skikkede contra Ordre |337til Trundsen. Men, at denne Barbariske Mand svarede, at han vilde rette sig
efter den første Ordre.
Efter denne Gierning var ikke Tid for Erke-Bispen og hans Anhang at
ballancere længer. Han lod derfor udskikke et Antall Ryttere for at tvinge adskillige af
de Norske Indbyggere til at hylde sig udi Pfaltz-Grevens Navn. Adskillige, blant hvilke
Bisp Magnus af Hammer, ginge ham til Haande, men de fleeste satte sig imod ham, Suiter af dette Mordog beskyttede Landet for den udvalte Konge,
saa at man deraf kand see, at dette Frafald kand ikke tilskrives Norges Indbyggere, Men
Erke-Bispen alleene, hvilken blev dreven dertil saa vel af Hevngiærighed, som af Keiserlige
Caresser og Løfter, thi der findes udi Canceller Hvitfelds Samlinger Breve, saa vel fra
Keiseren,
(a) som
Pfaltz-Greven,
(b) til
samme Erke-Bisp, hvorudi hans Hofmod meget flatteres, og giver Keiseren ham stedse Titul af
Eders Naade.
Saaledes vare da Conjuncturerne udi Norge. Udi Dannemark derimod begyndte
alting meer og meer at jævne sig, saa at Krigen dette Aar fik en Ende; og giorde de Lybske
selv en Begyndelse dertil; thi, da de merkede, at der ingen Undsættning kom fra Keiseren og Pfaltz-Greven, og at de ikke kunde holde ud at føre
denne Krig paa deres Bekostning alleene, begyndte de at tænke paa Fred, og betienede sig
af Chur-Førstens af Sachsen og andre Tydske Førsters Underhandling, for at til Veje bringe
et Forliig imellem dem og den udvaldte Konge. Et Mode blev derfore Fred med Lybek.berammet til Hamborg, hvor imellem de stridende Parter blev
sluttet en Fred saaledes: At de Lybske ingen videre Hinder skulle giøre Kong Christian, og
de der imod skulde nyde deres gamle Privilegier udi Handelen. Hertug Albert og Grev
Christopher skulde med deres Krigsfolk og Gods tilstedes frit at bortfare, om de Lybske
kunde formaae dem til at overgive Kiøbenhavn og Malmøe. Den Forlehning, som Lybek havde
paa Bornholm, skulde forlænges paa 50 Aar, og der skulde foretages videre Handel om den
fangne Kon-|338ges Forløsning.
(a) Saaledes
fik Kongen den største Last af Halsen, skiønt man kunde sige, at de Lybske trængde meere
til Fred: thi Krigen havde udtømmet dem for Penge, Splid og Ueenighed tog Overhaand i
Staden, og Keiseren anholdt ideligen om den gammel Magistrats Restitution, som Marcus
Mejer og Wullenvæber havde afsatt. Wullenvæber blev da paaminded om at staa frivilligen
fra sit Borgemesterskab. Og, paa det at saadant kunde skee med nogen Ære, forlehnede man
ham med det Amt Bergerdorp.
(b) Men, da han noget der efter skulde giøre en Reise
igiennem Vehrden, blev han af Hertugen af Lüneborg arrestered. Ved denne Lejlighed
begyndte hans Fiender, i sær Raadet til Lybek, at formere Beskyldninger imod ham, og
begierede, at han maatte straffes, som en skadelig Mand, der havde indviklet Staden udi en
fordervelig Krig med Dannemark, stiftet Wullenvæbers Endeligt.Oprør
og afsatt det gammel Raad, plyndret Kirker og Klostere, ja truet Staden med Ulykke da
han reisede bort, hvorudover han blev straffet paa Livet, og hans Legeme hugget i 4re
Parter. Udi saadan Ulykke bleve de tvende uroelige Borgemestere styrtede formedelst deres
Hofmod og Uroelighed.
(c)
Men, som denne Fred blev sluttet uden Gustavi Videnskab, blev højstbemeldte
Konge derover saa fortrydelig, at han strax lod tilbage kalde sin Flode fra Kiøbenhavns
Belejring, begiærede sine forstrækte Penge igien, eller Vigen og Bahuus udi Pant for samme
Penge. Man kand sandeligen ikke sige, at denne Fortrydelse var Misfornøjelse udi Sverrig over Freden.uden Aarsag; thi Gustavus havde troeligen
assistered udi denne Krig, der var ogsaa giort en Foreening imellem begge Konger, at den
eene skulde ikke slutte Fred uden den andens Minde. Men Kong Christian meenede, at det
var nok, at han Generaliter havde indsluttet alle sine Allierede udi Freden. Conjuncturerne
tillode ogsaa ikke lang Forhaling, thi Hovedstæderne vare endda udi Fiendens
Hænder, man truedes ideligen med Storm fra Tydskland, og Norge var i
fuld Bevægelse, saa at det var meere af |339Necessitet end af
Koldsindighed at denne Forsømmelse skeede, hvilket han ogsaa strax ved sine Gesantere
Holger Ulstand og Axel Brade
(a) lod
Gustavo forestille, og undskyldte alting paa det Beste. Saaledes blev denne Trætte imellem
Kongerne nogenledes bilagt, og bekom Lybek ved Christiani 3. Intercession omsider ogsaa
sin gammel frie Handel paa Sverrig igien.
Men, som det varede længe førend samme blev erholdet, søgte de at sværte
Gustavi Reputation allevegne, saa vel hos Keiseren, som hos de Tydske Førster, og De Lybskes farlige Anslag imod Stokholm.saasom de der ved intet
kunde udrette, opmuntrede de nogle Tydske Kiøbmænd, som boede i Stokholm, enten at omkomme
Kongen med Forgift, eller at lægge Krud under hans Stoel i Kirken, for at lade ham springe
i Luften. Hvorpaa, naar de fornumme, at Staden var bragt udi Forskrækkelse, skulde de
nedsable de fleeste af Indbyggerne, nedrive det Kongelig Slott, og lægge Staden under
Lybek. Men dette farlige Anslag blev aabenbaret, og de Skyldige bleve tilbørligen
straffede. Saaledes fortælles denne Historie af Erik Jørensen og Ægidio Girs,
(b)
som have skrevet Gustavi I. Bedrifter. Pontanus
(c) haver ogsaa indført den udi Christiani 3. Historie.
Men som andre gode Skribentere intet tale derom, og Anslaget i sig selv synes alt for
dumdristigt, kand jeg ikke garantere for Historiens Rigtighed.
Da Indbyggerne udi Malmøe merkede, at de ingen Undsættning finge, og at de
forgiæves ventede paa den Flode og Krigs-Magt, som Pfaltz-Greven havde lovet dem,
iligemaade, at Lybek havde giort Fred med Kongen, at Landskrone havde givet sig, og Jürgen Mynter handler om Malmøes Overgivelse.at den yderste
Ulykke stoed dem for Øjene, begyndte Jürgen Mynter, som regierede alting med en
uomskrænket Myndighed, at tænke paa sin egen og Stadens Frelse. Han skikkede derfor en
Holstensk Herremand, som var fangen i Malmøe, ud til den Kongelig Lejer, tilkiende
givende, at han var villig til at overgive Malmøe, og derefter at begive sig til
Kiøbenhavn, for der ogsaa at ud-|340virke det samme,
dersom Kongen vilde tage ham til Naade, og forskaane ham paa Liv og Gods. Han kom ogsaa
selv efter given sikker Lejde hemmeligen til Kongen, for hvilken han tilstod sin
Forseelse, og bad om Naade, og, efter at han derom var bleven forsikkret, begav sig ind
udi Malmøe igien, og overtalede Borgerne at give sig. Borgerne stode da haardt paa
Religionen og deres gamle Privilegier og Friheder, begiærede ogsaa, at intet Castell
maatte anlegges udi Staden, udi hvilket sidste Raadet var dem imod. Dog blev dem derom
ogsaa given Forsikkring, hvorpaa Staden blev overgiven, og Kongen giorde Staden overgives. der sit Indtog strax efter Palme-Søndag den 11.
April. Efter at han saaledes havde indtaget Staden, lod han der
indquarteere en anseelig Hob Krigs-Folk, for at hindre Oprør, og at holde Borgerne i
Eenighed. Derover allarmeredes Borgerne, og indstændigen bade Kongen, at han vilde
forskaane dem med saadan Milice, og, som Kongen ikke vilde føje dem derudi, tilstedede
Magistraten selv, at der maatte anlægges en Fæstning, med de Vilkor, at Staden maatte
befries for de mange Krigs-Folk. Kongen gav derpaa Malmøes Stad og Borgerskab en Revers,
hvorudi Staden forsikkres om sine Privilegier.
(a)
Efterat dette var forrettet, begav Kongen sig til Lejren for Kiøbenhavn
igien, og lod anlægge en Skandse paa Amager for at hindre Tilførsel fra samme lille Øe.
Hungers Nød i Kiøbenhavn.Hvorudover, da all Communication
blev afskaaren med Amager, begyndte Hunger at tage saadan Overhaand, at de Belejrede
maatte æde Hæste, Hunde, Katte, Krager og Brød, som var baget af Mask. Og vidner en Autor,
som har skrevet strax efter Stadens Overgivelse, at en Kiøbenhavns Bager saalte hemmeligen
til Hertug Albert en Skieppe Meel for 100 Mark.
(b) Derpaa reisede sig Oprør mellem Borgerne og
Krigsfolket, hvorudi over 200 Borgere bleve ihielslagne. Hvor stor Hunger og Elendighed
der da regierede, kand sees deraf, at nogle fulde ned døde som de ginge paa Gadene. Andre
laae af Hunger saa afmægtige, at de kunde ikke reise sig, og |341spæde Børn fandtes paa deres Mødres Brøste begge døde. Det forskrækkeligste
Syn var Skrækkelige Exempler derpaa.paa Heillig Geistes
Kirke-Gaard, hvor en Qvinde saaes død med 2 levende Børn paa Armene, som suede Blod af
Moderens Bryste, og døde strax efter Moderen. Udi saadan Beængstelse finge de ingen anden
Trøst, naar de beklagede sig for Borgemester og Raad, end at de maatte give sig tilfreds;
thi de havde endda ikke ædt deres egne Børn som i Jerusalem. Udi denne elendige Tilstand
faldt Hertug Alberts Gemahlinde i Barselseng udj Kiøbenhavn, og bragte en Søn til Verden,
som blev kalden Ludvig, og var Kongen da saa naadig, at han skikkede saa vel Hertugen som
Greven adskillige Forfriskninger af Levnets Midler for deres egne Personer.
(a)
Endeligen, efter at Staden havde været belejred et heelt Aar, skikkede
Hertug Albert og Grev Christopher Deputerede til Lejren, for at bede om Kongens Naade, og
da Kongen tog det i Betænkning, i Henseende til den store Haardnakkenhed de havde ladet
see, intercederede Hertug Wilhelm af Lüneborg, som nyeligennyeligen]nyeligen] B, nyeligen, A nyeligen] B, nyeligen, A
var Kiøbenhavn overgives.kommen til Lejren, for dem, saa at Kongens Vrede blev
endeligen stilled, og dem Naade tilsagt. Freds Conditionerne bleve derfor opsatte, og
Staden blev overgiven den 29. Julii. Udi Freds-Conditionerne
(b)
var indført, at Hertug Albert og Grev Christopher
skulde paa Knæe bede Kongen om Naade. Dette blev strax efter Overgivelsen fuldbyrdiget.
Thi begge disse smaa Potentater komme til den Kongelige Lejer med hvide Kieppe i Haanden,
giorde et Knæfald for Kongen, og bade, at han for GUds Skyld vilde tilgive dem deres
Forseelse. Da de sadde paa Knæe, talede Kongen med Lemfældighed til Hertugen, sigende, at
han var forført af den anden, Greven derimod begægnede han med haarde Ord, sigende, at han
uden Aarsag havde først faldet ind udi Holsten, siden stiftet Oprør i Riget, og der
handlet saaledes som |342han skulde svare eengang for Gud.
Ikke des mindre, endskiønt han, nemlig Kongen, nu Grev Christopher
giør Knæfald for Kongen.havde Lejlighed at hevne sig, vilde han dog ikke straffe
ham efter hans forskyldte Gierninger, men meere ansee sit eget Navn og Rygte, samt Slegt
og Byrd, end Greven havde anseet sit. Der paa bad han dem staae op igien, og lod dem ved
nogle Krigs-Folk ledsage til Stadens Porte. Dernæst fremtraade Stadens Deputerede, hvilke
svore Kongen Troeskab og Lydighed, og ved et aabet Brev bekomme Pardon, og deres
Privilegiers Confirmation.
(a)
Saaledes endtes denne indbyrdes Krig, som nær i Grund havde ødelagt Riget,
og Christianus 3. blev roelig Besidder af den Danske Throne. De, som havde stiftet disse
Uroeligheder, bleve enten beskiæmede, eller finge et slett Endeligt. Hertugen og Greven
maatte med grædende Taare paa Knæe bede om Forladelse, og med Haanhed reise tilbage.
Marcus Mejer blev lagt paa Stejl og Hiul, som før er sagt. Borgemester Ambrosius Bogbinder
fik vel Pardon af Kongen, men kort efter Stadens Ambrosius Bogbinders
Skiæbne efter Freden.Overgivelse blev han beskyldet af en Dame, at han uden
Aarsag havde ladet rette hendes Hosbond. Ambrosius stillede sig vel an som han kunde til
intet giøre saadan Beskyldning; Men, da han blev citered at møde for Retten, tog han
Forgift til sig, saa at han om Morgenen fandtes død og opblæst. Jürgen Mynter havde dog
den Lykke at døe paa sin Sotte-Sæng, og ingen søgte at giøre ham Fortræd efter Krigen,
efterdi han havde overtalet baade Malmøe og Kiøbenhavn til at overgive sig. Han
insinuerede sig derforuden hos Kongen ved at aabenbare adskillige af Bispernes Intriguer,
og formedelst disse AarsagerAarsager]Aarsager] Aaarsager A Aarsager] Aaarsager A ikke alleene fik Pardon, men ogsaa blev satt udi sit
Borgemester Embede igien,
(b) Bisperne til stor Fortrydelse, hvilket blant andet
Item Jürgen Mynter. sees af det oft citerede lille Skrift,
som strax efter Krigen er skrevet af en Bispe Client,
(c) hvilken hæftigen declamerer imod samme Mand, og spaaer, at
han aldrig |343vil komme vel fra Verden.
Jeg har tilforn meldet, at han stiftede et Stipendium til mange Fattiges Underholdning udi
Malmøe, saaledes, at hver Stoder og Huus-Arm skulde nyde et Brød eller en Penge om Dagen.
Om han derved forsonede sine store Synder, derom kand jeg ikke dømme. Endeligen finge
Bisperne, de fornemmeste Stiftere af dette Oprør, ogsaa deres Løn, thi deres Regimente
blev strax derpaa forstyrret, og de selv bleve skildte ved deres Stikter, og maatte leve i
privat Stand. Til denne store Execution, som er fast det Merkværdigste, som er skeet under
Christiani 3. Regiering, vil jeg mig nu strax begive.
Man seer af Kong Frideriks Historie, hvor meget Højstbemeldte Herre var den
Den store Reformations Historie.Evangeliske Troe bevaagen,
og hvor meget han arbejdede paa dens Forfremmelse udi Rigerne. Men alt, hvad han i sin Tid
kunde udrette, var at forhverve de Evangeliske en Religions fri Øvelse, eftersom
Conjuncturerne da vare saa delicate, at han ikke kunde bryde overtvert, uden at underkaste
sin egen Høje Person Fare, eller opvække en indvortes Borgerlig Krig, hvis Udgang var
u-vis, først i Henseende til, at begge Religioner da ballancerede imod hin anden udi
Styrke, og det var venteligt, at den landflygtige Konge, som lurede paa deslige
Conjuncturer, da havde erklæret sig Chef og Beskytter af Bisperne, og alle de Danske som
vare Catholske. Kong Frideriks Myndighed var ogsaa endda ikke saa stor, at han kunde
foretage Ting af deslige Vigtighed. Han havde derforuden forbundet sig udi sin
Capitulation, at haandhæve Bisperne, og blev den Artikel ham forekastet saa ofte som han
giorte ringeste Bevægelse derimod. Men ved Christiani 3. Ankomst til Regieringen ophørede
de fleeste af disse Vanskeligheder. De Lutherskes Tal var blevet formeeret, saa at der var
ingen Ballance meer imellem de tvende Religioner. Christianus 2. sadd udi stærk Forvaring,
og den udvaldte Konge var paa en meer eclatant Maade kommen til Regieringen end hans Hr.
Fader, i det han ved sine sejerrige Vaaben havde banet sig Vej til Thronen, ja revet Riget
af Fremmedes Hænder, og vindiceret Nationens Ære, saa at han i Henseende til deslige store
Meriter havde erhvervet sig meere Myndighed, end nogen Dansk Kon|344ge , og saae sig udi Stand at entreprenere store Ting, ja uden Fare at kunde
gaae lige frem, hvor hans Fader maatte defilere, og gaae Fod for Fod.
Saa snart derfore, som han havde giort sit triumpherende Intog udi
Kiøbenhavn, holdt han Conseil med nogle af de Verdslige Rigets Raad, om at afsætte
Bisperne, og at annamme deres Gods under Kronen. Derudi fandt han Bifald, saa de lovede
ikke alleene at assistere ham udi saadant Forsætt, men ogsaa gave Forskrivelse fra sig af
saadant Indhold:
Vi efterskrevne Magnus Gøe, Dannemarks Riges
Hoffmester, Tyge Krabbe, Bispernes Arrest besluttes.Dannemarks
Riges Marsk &c. &c. Giøre alle vitterligt, at, efterdi Højbaarne Første og
Herre, Kong Christian, har alvorligen overvejet, at Riget kand ikke regieres, uden ved et
verdsligt Regimente, saa haver han fundet for got, her efter ikke meere at tilstæde, at
Erke-Bispen og andre Bisper skal bemænge sig udi Rigets Verdslige Sager. Og, saasom vi med
Hans Kongelig Majestet derudi ere eenige, saa love og forsikre vi med dette vort aabed
Brev, at vi aldrig efter denne Dag ville tillade nogen Bisp skal komme til Verdsligt eller
Geistligt Regimente udi Dannemark, uden det skeer ved et allmindeligt Concilium i
Christendommen. Og, om saadant ved et Concilium bliver ordineret, skal det dog ikke skee,
uden ved Kongens, Raadets, Adelens og Indbyggernes Samtykke &c.
(a)
Saa snart Kongen havde faaet denne Forsikring af Raadet, greeb han til den
store Resolution, at lade alle Bisperne paa eengang arrestere, og gav Befalning, at saadan
Exsecution skulde skee paa een Dag, paa det at de ikke skulde faae Lejlighed til at |345lægge Hovederne sammen, og søge at giøre Hinder derudi.
Dette blev med Bisperne arresteres paa een Dag.største
Hurtighed efterlevet. Torben Bilde Archielectus til Lund og Joachim Rønnov bleve
arresterede ved Melchior Rantzov i Kiøbenhavn. Torben Bilde havde samme Dag været Joachim
Rønnovs Giæst, og blev tagen om Aftenen af hans Herberg og bragt til Wordingborgs Slott.
Joachim Rønnov skiulede sig oven paa en Bielke paa Bispe-Gaarden, hvor nu Universitetet
er, saa at man fandt ham ikke førend Dagen derefter. Han blev først satt paa Kiøbenhavns
Slott, og siden derfra bragt fra et til andet Sted, efterdi han var den farligste og
traadsigste af alle Bisper. Knud Gyldenstierne af Odense blev anholden af Claus Daa, rett
som han var paa Vejen til Kirken. De andre Bisper udi Jylland bleve ogsaa alle fangne,
hver ved dertil forordnede Personer. Bisp Ove Bilde af Aarhuus blev ikke arresteret samme
Dag, men noget derefter, og havde de Kongelige Executores Befalning at handle meest
lempeligen med samme Mand, formedelst hans troe Tieneste.
Mange toge sig da den Frihed, at afmale med sorteste Farve, denne Kongens
Gierning, og at bebreide de Lutherske her at handle imod deres egne Religions Principia,
og det, som de stedse med saa stor Iver tilforn havde prædiket, nemlig, at i Betænkning herover.Religions Sager all Violence bør fordømmes, og
at Troen bør forplantes med Sagtmodighed og grundig Lærdom, ikke med Baand og Fængsel. Men
man kand dertil svare, at, hvis Kongen havde fængslet Bisperne for at tvinge dem til at
forandre deres Religion, havde denne Gierning været højligen lastværdig, og at Kongen
herudi havde gaaet lige imod den Evangeliske Troes Principia. Men her handledes ikke om
at tvinge Samvittigheder, og ved Fængsel at bringe Bisperne til at
antage Lutheri Lærdom, thi Udgangen viiser, at ingen af dem herudi blev anfægted. Her
handledes alleene om, at desarmere disse store Geistlige Kiemper, der hidindtil ved Vold
og Intriguer havde hindret Evangelii Fremvext, og der havde styrtet Riget udi yderste
Fordervelse for at maintenere deres Højhed: Her handledes om at curere Staten, og at
bestyrke Kronen ved at reducere de Geistliges Gods og overflødige Rigdom, som hid|346indtil havde været Materie til Oprør og Rebellioner. Vil man
sige, at Kongen havde kundet erholde sit Sigte uden at gribe til saadan Execution, og at
fængsle saa mange anseelige Mænd, hvor af nogle havde endogsaa giort sig meriterede af det
Kongelige Huus; Da svares igien dertil, at det var den eeneste sikker Cuur, som udi denne
Tilstand kunde bruges; thi, hvis Kongen havde gaaet Methodice til Verks, viiset Bisperne
Raadets Resolution, og formanet dem godvilligen at renoncere paa deres Højhed og Rigdom,
havde han uden Tvil faaet en haard Nødd at knække; thi det største Bud blant den Romerske
Geistlighed var, at forsvare deres Herligheder og Indkomster, og vare de agtede de rette
aandelige Strids-Mænd og Martyrer, der satte Livet til for deres Renter.
Efterat Bisperne saaledes, som sagt er, vare fængslede, lod Kongen oprejse
et højt Beskyldninger mod Bisperne.*Theatrum under aaben
Himmel i Staden, hvor han satt sig selv ned og lod med høj Røst for Adel og Almue oplæse
paa Dansk Bispernes Intriguer mod sig, mod Riget, og Religionen, og varede denne Læsning
til Klokken 3 om Eftermiddagen.
(a) Der blev da blant andet forestillet hvilken Opførsel
de havde brugt siden Kong Frideriks Død, og at de af ingen anden Aarsag vilde have Hertug
Johannem til Konge, end at de selv kunde regiere ligesom dem lystede. Dette til Beviis
bleve Breve producerede som maatte ogsaa læses. Derpaa bleve opregnede haarde
Forordninger, som udi Thronens Vacance af dem vare udgivne, og sigtede til deres
Forfølgelse, som bekiendte den Evangeliske Troe, hvorved vare foraarsagede de mange
Ulykker, som Riget i saa lang Tid havde været plaget med. Blant alle Bisper blev
besynderligen den Roskildske Særdeles Beskyldning mod Biskop
Rønnow.Joachim Rønnov angiven, og blev blandt andre Beskyldninger mod ham
fremført denne, at han havde skikket sit Portrait til Maria, Regentinden af Nederlandene
og begieret hende til Ægte, saaledes, at han skulde nedlegge sit Bispe-Embede først, og
bemægtige sig den Danske Throne.
(b) Formedelst |347dette og andet havde
Kongen ladet dem arrestere. Derpaa blev Almuen tilspurdt om de vilde at Bisperne skulde
komme til deres forrige Frihed og Værdighed igien, eller andre i deres Sted med lige Myndighed, da raabte Almuen overlydt, at de vilde blive ved det
hellige Evangelium, og ikke have saadanne Bispe meere, og at Stikternes Gods skulde lægges
under Kronen, til dens Bestyrkelse. Derpaa skeede det Geistlige Godses Reduction. Det Geistlige Godses Reduction.Af hvilken Vigtighed det samme
var, kand sees alleene af det Roskildske StiktesStiktes]Stiktes] Siktes A Stiktes] Siktes A Gods. Thi Biskopen af Siælland tilhørede
Roskilde Bispe-Gaard, Bistrup, Dragsholm, Leckinge, Giordsløv, Solthe, Thureby,
Svendstrup, Boreby, Hiortholm, Fridsgaard, Farum, Ramløse, Vendsløv, Padeborn, Hørby,
Tolløse, Siælsøe, Faverholm, Ellinge i Mærløse Herred, Ellinge i Aads Herret,
Birkinge, Broade, Havelse, Duebrødre i Roskild, Husumme, Slagslund, Sallerup, Ermelund paa
Møen, Steenstrup, Emdrup, Avensøe, Nygaard i Aads Herred, Ralsvig paa Rygen, det Grevskab
Stryg &c.
Efter at Bisperne havde siddet en Tid lang, lod Kongen dem sige, at, om de
vilde reversere dem ingen U-roelighed herefter at stifte udi Riget, men leve i deres
Huus, og ikke tragte efter at komme i deres forrige Stand igien, da vilde han sætte dem
paa fri Fod, og tillade dem at nyde deres Arve-Gods. Disse Vilkor modtoge alle, undtagen
Biskop Rønnow, hvorudover han maatte ogsaa all sin Tid leve udi Fængsel. De andre derimod
komme paa fri Fod igien, beholdte deres Arve-Gods, og derforuden Bisperne komme paa fri Fod igien efter given Revers.bleve forsørgede enhver af
dem med et seculariseret Kloster deres Livs Tid. Dog finder jeg ikke, at nogen af dem
forandrede Religionen, ej heller, at Kongen anfægtede nogen derfore. Tvertimod, han lod
see Kierlighed og Estime for dem, som det meriterede, og, da Bisp Ove Bilde døde 1555,
fuldte han selv hans Liig; Saa at man klarligen seer, at denne Execution skeede ikke for
at tvinge nogen til Frafald, men for at klippe Vingerne paa Geist|348ligheden , og at giøre Bisperne af mange smaa Potentater til Undersaattere
igien.
Saaledes, da all Hinder var røddet af Vejen, og Kongen havde faaet fri
Hænder til at agere, greb han Reformationens Verk an med Iver, og til den Ende lod
indkalde udi Riget den bekiendte Doct. Johan. Bugenhagium, Pastor
(a) til Johan Bugenhagii Caracteer.Wittenberg, hvilken blev commiteret til at
sætte Kiøbenhavns Universitet paa Fod igien; item at reformere Kirker og Skoler over det
heele Rige efter den Augsborgske Bekiendelse. Denne navnkundige Mand, hvis Navn er bleven
saa stort i heele Dannemark, var fød til Wollin udi Pommern, hvor han studerede Theologien
med saadan Flid, at han blev holden for en af de lærdeste Mænd paa de Tider. Han var i
Begyndelsen en Hader af Lutheri Lærdom, og havde særdeeles Mishag udi det Skrift Lutherus
havde ladet udgaae under den Titul af det Babylonske Fængsel. Men han blev siden en stor
Forfægter af samme Troe, og, som der gik et stort Rygte om Han
forskrives til Dannemark.hans Lærdom samt Sagtmodighed og skikkelige Levnet, lod
Kong Christian ham forskrive til Dannemark for der at gaae sig
til haande udi det store Reformations Verk, som han havde fore. Bugenhagius lod sig og villigen
indfinde udi Riget, hvor han havde den Ære at krone Kongen og Dronning Dorothea udi
Kiøbenhavn den 12 Augusti 1537. Og arbejdede han paa Reformationens Stiftelse med saadan
Iver og 1537.Fremgang, at hans Navn er bleven stort og
helligt, saavel udi den Danske Kirke, som paa Universitetet.
Han forfattede da udi samme Aar paa Latin, den bekiendte Kirke-Ordinantz,
saavel for Riget, som for Førstendommene,
(b) og indviede paa eengang den 26
Augusti 7 Superintendenter, som udi Bispernes Sted skulde forestaae Kirken. Disse 7 Superintendenter ordineresSuperintendenter vare Mag: Franciscus
Wormordus, som udi lang Tid havde været Lector Theologiæ udi Malmøe. Doct: Petrus
Palladius, |349som oversatt Kirke-Ordinantzen paa Dansk. Mag:
Georg Sadallinus, Mag: Matthias Skade, Mag: Jacob Skoning, Herr Jens Thomesen, og Johannes
Wandalus. Imidlertid bleve Munkene forviisede af deres Klostere, som ikke vilde efterleve
Kirke-Ordinantzen. Adskillige af dem forbleve udi Riget, og forandrede Religionen, men
mange begave sig Munkene forviises deres Klostere.til
Tydskland og Nederlandene. *Collegium Canonicorum lod Kongen dog blive ved Magt, og det
formedelst Lutheri Forbøn, hvilken med Doct: Pommerano havde begiæret, at Stikterne og
Collegial-Kirker, hvor Canonici og Vicarier vare, ej maatte forstørres, paa det, at
studerende Personer dermed kunde beneficeres. Saaledes bleve Collegia Canonicorum
staaende, eendeel for den Aarsag, eendeel ogsaa for der at dømmes i Egteskabs Sager, og
at Kongelige Cancelie- og Kammer-Betientere kunde formedelst deres troe Tieneste aflægges
med Canonicater. Hans Majestet lod ogsaa forsørge Kirker, Skoler, Hospitaler og Præster
med tilbørlig Underholdning, og lod udi de 7 Bispers Sted beskikke 7 Stikts Lehnsmænd
eller Befalningsmænd, hvilke 7 Stikts-Befalningsmænd
beskikkes.skulde have Omsorg for Kirkers, Skolers, Hospitalers og Præsters
Indkomster over det heele Rige. Og nøde de ikke alleene hvad de tilforn havde haft udi
Bispernes Tid, men bleve ogsaa bedre forsørgede, saa at Kongen og Kronen succederede ikke
videre end udi det Gods, og de Indkomster, Bisperne havde haft, hvoraf ogsaa en stor Deel
blev anvendt til Reformationens Forfremmelse. Og seer man saaledes, at af de 7 gamle
Bisper udspiirede 7 Superintendenter, der skulde have Indseende med Geistligheden og
Kirke-Sager, og 7 Stikts-Befalningsmænd der skulde have Omsorg for Indkomsterne.
Saaledes blev den Evangeliske Troe ved Love stadfæsted af Christiano 3. som
herudi lod see ikke mindre Iver og Gudsfrygt, end Fornuft og Velbetænksomhed, saa det gik
til ligesom udi Keiser Constantini Magni Tider, hvilken først havde tilstedt begge Religioner, den Christne og den Hedenske; men, da samme Keiser fornam, at
den Christne Troe havde taget Overhaand, og at de Christne vare fleere end Hedningerne,
befoel han de Hedenske Kirker at tillukkes, og den Christne Troe eene at læres;
hvil|350ket ogsaa her skeede; thi, da Kong Christian
merkede, at den Evangeliske Troe var bleven langt sterkere i Riget end den Romerske, lod
han paa engang anholde alle Bisperne, reducerede det geistlige Gods under Kronen, og
forviisede Munkene af deres Klostere. Udi Norge derimod blev Reformationens Fremgang noget
hindret af Erke-Bisp Oluf Lunge, som var Hovet for de Norske, og havde stiftet stort Oprør
udi samme Rige, som tilforn er omtalt. Men, da han merkede, at Kongens Sager ginge saa
lykkeligen for sig, og det vilde blive vanskeligt for ham at holde Stand baade imod Kongen
og den største Deel af Norge, som holdt Kongens Parti, skrev han Kong Christian dette Aar
1537 et Brev til af det Indhold, at, hvis ham maatte tilgives all den Forseelse han havde
begaaet, saa vel i Henseende til det Affald han havde giort, som det Mord der var begangen
mod den Kongelige Gesant Vincentz Lunge, vilde han hylde Kongen; Men han fik derpaa intet
Svar, eendeel fordi hans Erke-Bisp Oluf Lunge flygter fra
Norge.Misgierninger vare for store, eendeel ogsaa efterdi Kongen havde besluttet
at giøre lige saadan Forandring udi Norge, som udi Dannemark. Da Erke-Bispen saadant
merkede, tillavede han 4 Skibe, hvormed han flygtede til Holland, efter at han havde
besatt Steenvigsholm med Krigs-Folk. Kong Christian lod strax derpaa affærdige 14
Orlog-Skibe under Anførsel af Truid Ulstand og Christopher Hvitfeld. Disse arriverede
lykkeligen til Norge, hvor dem strax blev overleveret Steenvigsholm, og Reformationen indføres i samme Rige.alle Nordenfieldske ginge
Kongen til Haande. Herr Truid Ulstand førte Bisperne af Stavanger og Hammer fangne til
Dannemark, og Christopher Hvitfeld fik Befalning at reformere Landet efter den samme Maade
som udi Dannemark, og finder jeg ikke at saadant foraarsagede den mindste Uroelighed, saa
at det er troeligt, at den Romerske Religion allereede tilforn maa have staaet paa svage
Fødder i Norge.
Blant andre Forandringer, som Reformationen i Norge gav Lejlighed til, var
Hammers Bispe-stoel foreenes med Opsloe.denne, at Hammers
Bispe-Stoel blev lagt under Opsloe,
(a) saa at der siden den Tid har kun været
en Bisp og et Stikt under det Navn af Opsloe, og siden Christianiæ Stikt. |351Den sidste Bisp af Hammer var Mogens Lauritzen, som blev fangen af
Herr Truid Ulstand, og den første Bisp over begge Stifter var Hans Ref. Det er troeligt,
at Hammer Stad ved denne Forandring er Tid efter anden kommen i Decadence, saa at nu
omstunder det blotte Navn er alleene tilbage. Om samme Stad, Den Stad
Hammers Historie af et gammelt Manuscript.saasom den var Anno 1300 udi sin
Velstand, er mig communicered en Beskrivelse, som Anno 1553 blev funden udi Hammers Taarn,
hvoraf sees, at den har været af stor Vigtighed, og at den foruden Bispernes Residentz har
haft Borgemestere og Raad, samt Klostere og Kirker, nemlig
Dom-Kirken, Kors-Kirken, og St. Jørgens Kirke. Og finder jeg, at de fornemmeste Gader have
været Grønnegade og Biskop-Stræde. Bemeldte rare skrevne Bog vidner ogsaa, at der Anno 1300
udi Hammer fandtes 1800 vederhæftige Borgere. Stadens Vaaben var en Urhane med udslagne
Vinger.
(a) Dette haver jeg holdet fornødent at antegne,
efterdi mange, endogsaa Norges egne Indbyggere ikke viide at der har været saadan Stad
til.
Hvad Rigets verslige Sager angaaer, da blev strax efter Kongens Indtog udi
Kiøbenhavn, holden en stor Herredag, hvor henved 400 Adelsmænd lode sig indfinde, og hvis
Navn findes alle udi den Recess, som da blev given. Kongen forpligtede sig Norge mister sit eget Raad.da ved Eed at holde alle Indbyggerne
ved deres gamle Love, Friheder og Privilegier. Den merkværdigste Artikel udi samme Recess
er, at Norge stedse skulde blive under Dannemarks Krone, eftersom Norges Riges Stænder
havde forbundet dem baade i Christian den førstes, og Kong Frideriks Tid at blive under een
Konge med Dannemark, saa at den som bliver udvaldt til Konge i Dannemark, skal iligemaade
være Konge udi Norge. Hvorfore de Holstenske Hertuger, siger Hvitfeld, med ingen Billighed
meere skrive dem Arvinger til Norge, efterdi samme Rige blev giort til et Vall-Rige. Men jeg
bekiender, at jeg aldeeles ikke forstaaer denne berømmelige Mands Ord, ej heller den
Consequence, som udi Recessen blev giort af de Norske Stænders Forpligtelse, thi, om et
Rige forpligter sig til at have en tilfælles Konge med et an-|352det Rige, underkaster det sig derfor ikke det andet Rige. Derforuden om de
Holsten-Slesvigske Hertuger tilforn med rette førte den Titel af Arvinger til Norge, kunde
et *Conclusum af den Danske Adel ikke skille dem ved saadan Rett. Thi dertil udfodres enten
Besiddernes Samtykke, eller en Gierning, hvorved de overbeviises at have forbrudt deres
Hærlighed.
Paa samme Herredag lod Kong Christian ogsaa forkynde en Amnestie, saa at
alle de, som havde forgrebet sig imod ham i denne Krig, skulde blive upaatalte, og deres
Forseelser blive forglemte. Der bleve da ogsaa adskillige Forordninger giorte Riget og
Handelen til Beste, hvilke siden ere blevne indrykkede udi den Recess, som blev giort til
Kolding.
Man fandt ogsaa for gott paa samme Herredag at lade anholde hos Keiserens
Søster Frue Maria, Regentinde udi Nederlandene, om Fred imellem Riget og Stilstand med Keiseren.Nederlandene. Og blev der siden til den Ende
bevilget et Mode til Hamborg, hvor de Danske Gesantere paastode 30 Aars StilstandStilstand]Stilstand] B, Tilstand A Stilstand] B, Tilstand A
efter
det Gentiske Fordrag, men de kunde ikke erholde den meer end paa 3 Aar. Og, som paa samme
Tid udi Kiøbenhavn vare adskillige Svenske Gesandtere saa vel for at bivaane den Kongelige
Kroning, som at slutte et Fordrag mellem Rigerne, blev der giort et Forbund bestaaende af 26 Artikle, hvorudi Kongerne love hinanden indbyrdes Hielp, i Fald
noget af Forbund med Sverrig.Rigerne skulde fiendtligen
overfaldes. Og forbandte begge Konger sig i sær ikke at føre Krig med de Lybske, eller at
slutte Alliance med de samme uden med alle Rigers Samtykke.
(a) Kort efter den store
Herredag var endet, blev Axel Brade
(b) skikket til Sverrig, for at handle om de Penger og Subsidier, som Gustavus
havde forstrækt Kong Christian med udi den Lybske Krig, og for hvilke Penge Vigen og
Varbierg vare givne til Underpant. Kong Gustavus bevilgede da, at den laante Summa maatte
udi 4re Aar blive staaende uden Rente, endskiønt Axel Brade tilbød sig paa sin høje
Principals Vegne at betale Renterne. Der |353blev iligemaade
Gustavo tilkiende givet, at, hvis han havde Lyst til at træde i Forbund med de Evangeliske
Førster i Tydskland, vilde Kong Christian hielpe ham der til. Gustavus lod derfore Kongen
betakke og erklærede sig villig til saadant Forbund, som sigtede til at haandhæve Fred og
Eenighed, og begæredebegærede]begærede] A; begiærede SS begærede] A; begiærede SS , at Kong Christian vilde lade ham viide paa hvad Vilkor han indlod
sig udi Forbund med de Protestantiske Førster, paa det at han kunde rette sig derefter.
Axel Brade fremførte da ogsaa nogle Besværinger imod den usædvanlige Told, som de Danske
maatte betale udi Sverrig, iligemaade at de Svenske veigrede sig ved at betale den Told udi
Bahuus, som de der plejede at aflægge. Hvortil Kong Gustavus svarede venligen, og lovede,
at han saadant nøjere vilde efterforske. Udi samme Aar, siger Hvitfeld, flygtede den
bekiendte Upsalske Erkebisp Johannes Magnus tillige med sin Broder Olao Magno fra Sverrig,
efterdi de ikke vilde underskrive Reformationen, som Kongen havde indført. Men Autor
kommer ikke ihu, at han har tilforn henført hans Undvigelse til 1527, hvilket sidste er
rettest og kommer overens med Gustavi I. Svenske Historie. Det kand og ikke være, at han
undvigede tillige med hans Broder Olao, efterdi samme Olaus succederede ham i Stiktet.
Pontanus
(a) som har udcopieret alle Hvidtfelds Vildfarelser,
følger ham ogsaa herudi. Det er ellers den samme Johannes Magnus eller Gothus, som har
skrevet den Svenske Historie udi 24 Bøger, hvilken formedelst sin Partiskhed og Urigtighed
dog er i ingen Estime. Han har iligemaade skrevet en Tractat om Erke-Bisperne af Upsal,
som gaaer indtil 1544, udi hvilket Aar han døde. Hans Broder Olaus Magnus, som var siden
med paa det bekiendte Tridentinske Concilio, har skrevet en Tractat om de Nordiske Folks
Sæder, Sædvaaner og Krige.
Dermed endtes dette Aar 1537, hvilket tillige med det foregaaende fortiener
at 1538.staae med gyldene Tall udi de Danske Krøniker, saasom
de vare ikke mindre lykkelige for Riget end glorieuse for Kong Christian, ved hvis
sejerrige Vaaben Riget blev befriet fra fremmed Aag, og kom til sin forrige Ære og Velstand
igien. |354Bispernes Myndighed, som svækkede Landet, og var en stedsvarende Tønder
til Uroeligheds Ild, blev dæmpet. Den Evangeliske Lærdom blev ved Love etablered, og det forfaldne Kiøbenhavns Universitet
blev saaledes igien fornyet, at denne Konge ikke med Urett holdes for dets rette Stifter. Nu stod tilbake at conservere disse Ting,
som saa lykkeligen vare erhvervede, og saa viiseligen stiftede. Der til behøvedes at bestyrke sig med fremmede Potentaters Alliance,
thi der vare endda adskillige Ting hvor med Riget truedes, og som man behøvede at have vagtsomt Øye paa. De afsatte Bisper
og deres Anhang ønskede intet heller end Forandring i Regieringen, sær Joachim Rønnov, som bebreidede de andre Bisper udi sit
Fængsel, at de intet vovede for Kirken og Religionen: Keiseren blev ved at opvekke Riget Fiender, og Pfaltz-Greve Friderik
gav tilkiende ved sine nye Præparatorier, at han end eengang vilde giøre et Forsøg paa Riget. Dette altsammen
stod denne fornuftige Konge for Øjene, hvorfore han søgte at styrke sig med fremmet Forbund.
Jeg har tilforn viiset, at han forbigangne Forbund mellem Kongen
og de Protestantiske Førster i Tydskland.Aar sluttede en defensive Alliance med Sverrig,
og formanede Kong Gustav at træde med ham i Forbund med de Evangeliske Førster i Tydskland. Udi dette Aar 1538 giorde han selv
tillige med Dronning Dorothea og et Følge af 500 Hæste en Reise til Brunsvig, hvor han sluttede et Forbund med de Protestantiske Førster
af saadant Indhold: at de skulde assistere hinanden, naar Fornødenhed det udfodrede, med et vist Antall af Krigsfolk,
og at de samtlige skulde være eendrægtige i at forsvare den Evangeliske Troe.
(a) Dette Forbund skulde vare i 9 Aar, og findes det underskrevet
af Kong Christian, Churførst Johan Friderik af Sachsen, Ernesto Hertug af Brunsvig-Lüneborg, Philippo
Land-Greve af Hessen, Alberto Greve af Mansfeldt, samt af Borgemester og Raad til Brunsvig og Hamborg.
Af Tractaten giordes tvende Gienparter, hvor af Kongen fik den eene, og Førsterne den anden. Efter at dette var forrettet, tog Kongen Afskeed fra Brunsvig,
og begav sig til Hamborg, hvor han med Pragt blev imodtagen af Borgemester |355og
Raad, og solenniter hyldet af Staden, ligesom hans højloflige Forfædre. Takke-Feide
i Sverrig.Ellers tildrog sig intet Merkværdigt dette Aar udi Dannemark.
I Sverrig derimod reisede sig et Oprør, som gemeenligen kaldes Takke-Feiden af en Rebeller ved Navn Niels Takke, og det ved saadan Leilighed:
Da Kong Gustavus foregaaende Aar havde skikket en Laugsmand med et Antall Ryttere og Fodfolk til Smaalandene,
for at hindre Rov og Mord, samt andre Laster, som der ginge i Svang, og Kongens Ordre blev oplæst for Almuen, ginge de fleeste
til Bekiendelse og lovede en stor Summ Penge til Afsoning. Men een iblant de Skyldige ved Navn Niels Takke, for at undgaae Straffen, rottede sig
sammen med en anden ved Navn Jon Andersen og andre, og udplyndrede Landet allevegne. Kongens
Folk satte haardt efter ham, hvorudover han flygtede til Blegind i Dannemark, og der holdt
sig hemmeligen en lang Tid udi Skove og Moratzer, og undertiden giorde Reiser til Lybek,
og der med adskillige Kongens Fiender spandt paa et Oprør at stifte i Sverrig, hvilket
ogsaa skeede; thi udi det Aar 1542 kom det saa vidt, at bemeldte Takke havde over 3000
Bønder paa Benene, hvorudover Kong Christian efter det Forbund, som var giordt imellem
Rigerne, skikkede Kong Gustav 1000 Mænd til Undsættning under Anførsel af Erik Banner og
Holger Rosenkrands. Dette Oprør var des farligere, efterdi adskillige Misfornøjede af
Stand og Vilkor understøttede samme Niels Takke. Mellem ham og de Kongelige forefaldte
ideligen Trefninger, men omsider, da han blev stærkt eftersatt og maatte med sine Folk
retirere sig til en Lund, blev han ihielskudt og saaledes tog denne Takke-Feide Ende. Der
siges, at hos nogle af disse Rebellere bleve fundne Breve fra Pfaltz-Grev Friderik, som
bestyrkede dem udi dette Oprør og lovede dem Undsætning, saa at man der af seer, at
bemeldte Pfaltz-Greve og Chur-Første ogsaa havde Tanker paa Sverrig, og at det var
Rigernes tilfælles Interesse, at dette Oprør i Tide blev demped.
Efterfølgende Aar 1539 lod Pfaltz-Greven sig merke som han for Alvor vilde
1539.forfølge sine Prætensioner og angribe Dannemark. Han
hvervede til den Ende 36 Pfaltz-Grevens nye Forsøg paa Riget.Compagnier
Soldater, hvilke agtede sig over Elben for at giøre Indfald udi Holsten. Men
|356de bleve forhindrede af Hamborgerne, som med bevæbnede
Skibe laae paa Elben for at forbyde dem Passen. Dette kunde ikke bevæge Pfaltz-Greven til
at staae fra sit Forsætt, thi, saasom han ogsaa havde en Flode i Beredskab, agtede han at
anfalde Riber Stad udi Jylland. Men, saasom han havde ikke Søemænd nok Bliver Frugtesløs.til at besætte sin Flode med, og derforuden var
Mangel baade paa Penge og Proviant, blev dette Tog til intet. Af dette blev Kong Christian
bevæget til at lade bestyrke saa vel Ribe som Rensborg og Krempe med tilstrækkelige
Besættninger. Iligemaade at beflitte sig paa at holde det Venskab ved lige, som var
imellem Dannemark og Sverrig, og at bilægge de Tvistigheder, som efter Krigen rejsede sig
imellem Rigerne.
Jeg har tilforn talt om de Besværinger, som de Danske udi det Aar 1537
førte Svenske Gravamina mod Dannemark.mod Sverrig. Udi dette
Aar besværgede Kong Gustavus sig igien over Dannemark, foregivende, at han af den Danske
og Holstenske Adel liden Taknemmelighed havde fundet for den Bistand han havde giort dem
udi Krigen, i det de havde lokket hans Krigsfolk at forlade hans Tienneste. Iligemaade, da
hans Folk havde deserteret af den Svenske Flode udi Sundet, havde Melchior Rantzov, i
Steden for at bringe samme Folk tilbage, som han havde lovet og var forbunden til, søgt at
promovere videre Desertion; hvorudover den Svenske Flode maatte blive liggende for Mangel
paa Folk. Videre besværgede man sig over, at den Proviant som de Danske havde lovet at
forsyne samme Flode med, blev borte. Endeligen oprippede han da ogsaa igien den gamle
Tvistighed om Marcus Mejer, hvilken de Danske havde giort til deres Krigs-Fange, skiønt de
Svenske meenede sig at have Rett dertil &c.
(a) Disse Besværinger lod Kong Christian besvare
ved sine Gesandtere, som bleve skikkede til Blive
besvarede.Calmar, sigende til Undskyldning, at der udi Krigs-Tider skeede meget,
som man ikke kunde hindre, thi hans egen Flode lidede ogsaa ofte Mangel paa Levnets
Middel. Han tilstod sig med Taknemmelighed at erkiende de Velgierninger som Kong Gustavus
havde beviist sig og Riget, og lovede derfor at giøre Vederlag, naar Lejlighed kunde
gives. De Danske Ge-|357sandtere havde derforuden Ordre at tilkiende
give, at deres høje Principal vilde skikke nogle gode Mænd til Bromse Broe, som var et
Grændsested mellem Rigerne, for der videre at overveje de Svenske Klagemaal, paa det at
Fred og Eenighed maatte blive imellem Rigerne.
(a) Om det Oprør som dette Aar
skeede i Island, og hvad som derpaa fuldte, vil jeg her intet tale, men giemme det til et
andet Sted, hvor der tales om Reformationens Indførsel udi Island, for at have den heele
Historie udi en Kiede.
Udi Begyndelsen af efterfølgende Aar lod Land-Grev Philipp af
Hessen i en 1540.Skrivelse erindre Kong Christian, at han,
for at betage Pfaltz-Greven all Lejlighed til at anfægte Riget, skulde stille ham tilfreds
ved at lade ham bekomme hans Gemahlindes Brude-Skatt. Han erbød sig udi samme Skrivelse
tillige med Churførsten af Sachsen, at arbejde paa et Forliig mellem Kejseren og Kongen.
Kongen svarede ham derpaa, at han havde sine Gesantere til Gent, fra hvilke han ventede
Underretning om hvad Haab der kunde være til Fred, takkede ellers Land-Greven for hans
gode Villie, og bad, at denne Sag maatte være ham recommenderet. De Kongelige Gesantere,
som da vare til Gent, vare Godske Rantzou, Peder Svave og Caspar Handel om Forliig mellem Riget og Pfaltz Greven.Fux, hvilke begierede af
Kejseren som der udi egen høje Person var tilstæde, at, naar den 3 aarige Stilstand var
til Ende, der da enten maatte sluttes en bestandig Fred, eller en lang Stilstand paa nye:
Men de kunde ikke erholde uden et Aars Stilstand. Paa samme Tid blev besluttet, at
Kejseren og Kongen skulle skikke deres Gesantere til Cøln, hvor de Pfaltz Grevelige
Gesantere ogsaa skulde møde for at handle videre om Forliig. Men siden blev der besluttet,
at Samlingen skulde skee til Regensborg. Der lode sig paa Kongens Vegne indfinde
Anders Bilde, Erik Krabbe, Peder Svave og Caspar Fux. Disse tilbøde Pfaltz-Greven ikke
alleene hans Gemahlindes Brude-Skatt, saaledes som brugeligt var blant Førster udi det
Romerske Rige, men endogsaa at ville forhøje den, hvis Pfaltz-Greven vilde staae fra
videre Prætentioner paa Riget.
Men derom rejsede sig adskillige Vanskeligheder,
saavelsom om Stilstandens Prolongation |358med Kejseren, og
gav den eene Part Skylden paa den anden, at man ikke kunde komme til endeligt Forliig. Det
er ellers for vidløftigt og kiedsommeligt at entrere udi alle disse vidløftige
Negotiationer, hvorfore jeg ogsaa vil forskaane Læseren derfor. Man seer alleene heraf, at
Kejseren og Pfaltz-Greven begyndte meere og meere at desperere om deres store Forsætts
Fuldbyrdelse, saasom de saae Kong Christian saavel befæsted paa sin Throne, at det vilde
blive dem vanskeligt, at tentere noget videre imod ham.
Den Handel med Sverrig, som endda ikke var afgiort, blev dette Aar igien
foretagen; Kongen affærdigede da til Sverrig Axel Brade, Holger Ulstand, Knud
Gyldenstierne, Birger Trolle, og hans Secretaire Caspar Brochmand, for at handle om Negotiationer med Sverrig.de Penge, som Riget var endda Kong
Gustav skyldig. Og blev da endeligen besluttet, at den Capital, som tilbage stod, og beløb
sig til 25000 Daler med 5997 Dalers Rente skulde betales efterfølgende Aar udi Nyløse. De
Svenske Fuldmægtige forebragte da ellers adskillige Gravamina, sigende, at Kong Gustavus
havde udi Krigens Tid, ved det, at han ideligen maatte være i Gevær, satt til over 800000
Daler, hvilken Sum de meenede, at Dannemark burde erstatte dem igien. De paastode
iligemaade, at Gulland, som en gammel Province af Sverrig burde tilbage gives. Item, at
Svenske Undersaatter maatte bekomme deres Gods igien, som dem tilhørede udi Dannemark. De
Danske Gesantere svarede dertil, at det var dem u-vitterligt hvad Bekostninger de Svenske
havde giort paa denne Krig; men, om Kong Gustavus end havde giort slige Bekostninger, saa
maatte han derimod betænke, at Krigen havde været tilfælles for begge Riger, saasom de
Lybske vare ikke mindre Sverrigs end Dannemarks Fiender. Og, hvad Gulland angik, da
veigrede Kong Christian sig ikke for at underkaste sig upartiske Dommeres Kiendelse. De
Svenske foresloge da et dobbelt Parti for at bestyrke Fred og Venskab mellem Rigerne,
saaledes, at den ældste Prinds
(a) af Dannemark skulde ægte en |359Svensk Princesse, og Kongen af Dannemark skulde negotiere et Ægteskab imellem den
Svenske Prinds og en Preudsisk Sverrig bliver et Arve-Rige.Princesse.
Ellers tildrog sig en merkelig Ting dette Aar 1540 i Sverrig, som har
foraarsaget en nye Periodum i den Svenske Historie, thi Sverrig blev da af et Vall-Rige
forandret til et Arve-Rige, og Gustavus tillige med hans Efterkommere bleve paa en
offentlig Rigs-Dag erklærede Arve-Herrer til Sverriges Krone. Til denne merkelige
Forandring fandtes alle Stænder villige, i Henseende til Gustavi store Meriter, og aflagde
de alle paa hans blotte Sværd den Eed, som findes anført i hans Historie.
(a)
I det øvrige skeede intet andet mærkværdigt dette Aar, uden at den anden
Kongl. Danske Prinds, Prinds Magnus, blev bragt til Verden, item, at Upsals Universitet
blev funderet af Gustavo; thi endskiøndt samme Universitet var meget ældere, saa blev det
dog da saaledes omstøbt, at Højst-bemeldte Konge med Billighed kunde føre Titul af dets
Stifter, ligesom Christian 3. udi samme Henseende kunde kaldes det Kiøbenhavnske
Universitets *Fundator.
Endeligen bleve efterfølgende Aar 1541 Irringerne mellem Dannemark og
1541.Sverrig hevede ved det Bromsebroiske Fordrag, og det paa
saadan Maade: Man havde efter adskillige Forhandlinger, som vare drevne ved Kongelige
Fuldmægtige paa begge Sider, endeligen fundet for got, at Kongerne udi egne høje Personer
selv skulde møde ved Bromse Broe, et Grændse-sted mellem Rigerne. Efterat allting til
saadan Ankomst Samtale imellem begge Nordiske Konger til
Bromsebroe.var regleret, og beskikket hvor sterkt Følge hver Konge skulde
have med sig, mødte de til bestævnte Sted den 15 Septembr. Kong Gustavus kom til Vands med
en Hob Jagte, som vare overtrokne med rødt Klæde, men Kong Christian begav sig did hen til
Lands. Dette var den anden Personlige Sammenkomst mellem disse to store Konger. Og maa man
desmeere forundre sig over denne sidste, efterdi den forrige, som skeede udi Stokholm,
havde ingen god Virkning haft. Saasom nu Kong Christian tilforn havde ladet see den
Fortrolighed imod Kong Gustav, at han besøgte ham udi hans egen Hoved-Stad, saa vilde den
sidste |360nu igien lade see, at han ogsaa havde Tilliid til
Kong Christian, og at giøre ham en Visite udi Dannemark igien, dog var Forskiællen denne,
at Kong Gustavus denne gang fik 4re Danske Herrer til Gissel
(a) for
sig, efterdi Samle-Stedet var paa Dansk Grund, da derimod Kong Christian uden given
Forsikring havde aflagt en Visite ind udi Kiernen af Sverrig. Derforuden havde Gustavus
ogsaa til vidre Sikkerhed en Hob Krigs-Folk ikke langt derfra. Ved denne Sammenkomst
hendte sig en artig Historie, som anføres af Erik Jørensen. En Meklenborgs Herremand, ved
Navn Caspar Tønning, vilde udi begge En artig Hendelse
sammesteds.Kongers Nærværelse distingvere sig ved en Calvalcade; Men, da han rett
vilde lade see sin Konst og tumle sin Hæst, slog Hæsten ham af, saa at han blev til en
Græs-Rytter,
(b) og gav det samme Anledning
til stor Latter.
Efter at begge Konger havde talet sammen, begyndte man at handle om alle
Stridigheders Hævelse, og et oprigtig Venskabs Stiftelse mellem Rigerne, og blev da sluttet det bekiendte Bromsebroiske Fordrag, ved hvis Kraft der skulde være 50
Aars Forbund mellem Dannemark og Sverrig. Det ene Rige, naar fornøden giortes, En Stilstand af 50 Aar sluttet til Bromsebroe.skulde
komme det andet til Hielp med et vist Antall Folk, og blev i
sær dette indført, at ingen af Kongerne maatte træde i Handel med den fangne Kong Christian
eller nogen anden Potentat uden med den andens Villie og Samtykke &c.
(c) Saaledes, naar man undtager nogle smaa
Irringer, var der stedse Fred og Venskab imellem Rigerne udi disse tvende Kongers Tid, og
det gamle indgroede Had, som udi alle forrige Kongers Tid havde foraarsaget store
Tragœdier, da gandske ophørede. Aarsag til den gode Forstaaelse
imellem Rigerne paa den Tid.Aarsagen dertil kand tilskrives først Regenterne selv,
efterdi begge Konger vare saaledes dannede, at de kand citeres til Modeller for alle
Regentere, thi begge vare moderate, ærlige, fredsommelige Herrer og store Statsmænd. Den
anden Aarsag kand tilskrives Tidernes Tilstand, saavel inden Riget som uden for, thi begge
havde støbt deres Ri-|361ger om i anden Form, og stiftet
store Ting, over hvis Conservation de maatte ideligen være aarvaagne. Begge havde ogsaa
tilfælles Fiender, nemlig den fangne Konge, Pfaltz-Grev Friderik, og Keiser Carl, hvorfore
de ogsaa begge søgte tilfælles Allierede; thi foruden de Protestantiske Førster udi
Tydskland, søgte de ogsaa Francisci I. Kongens af Frankrige Venskab, saasom samme Konge var
en svoren Fiende af Keiser Carl. Gustavus, for at berede sig Vej til videre Forbindelse
med Francisco I. skikkede sin Secretaire først til Frankrige, hvilken skulde giøre
Begyndelse med Commercien, saaledes, at de Svenske her efter fra første Haand skulde hente
Franske Vahre, besynderligen Salt og Viin, som Hollænderne tilforn bragte dem fra
Frankrige. Der paa blev sluttet en Commerce-Tractat, og saasom Kongen af Frankrige havde
ladet sig informere om de Nordiske Folks Tapperhed, tog han med Glæde imod saadant
Venskabs Tilbydelse. Hvorpaa Gustavus skikkede et anseeligt Gesantskab til Frankrige,
nemlig Steen Eriksøn, Canceler Conrad Peutinger og Mag. Jürgen Norman, hvilke sluttede en
Defensive Alliance med Kong Francisco I. Franciscus derimod skikkede sin Gesant Richer til
Sverrig med Ridder-Ordenen af St. Michaël til Kong Gustav.
Kong Christian som ogsaa, for at bestyrke sig imod den mægtige Keiser Carl
og det Burgundiske Huus, fandt for raadeligt at træde i Forbund med Francisco I.
affærdigede den 12. Sept. udi dette Aar, til Frankrige Eske Bilde, Peder Svab eller Forbund imellem Dannemark og Frankrige.Svave, og Erik Krabbe,
hvilke paa Kong Christians Vegne sluttede et Forbund med Frankrige saaledes, at Dannemark
udi Nødsfald skulde assistere Frankrige med 6 Skibe og 1000 Fodgængere. Frankrige derimod
skulde komme Dannemark til Hielp med 12 Skibe og 2000 Soldater.
(a) Den vigtigste Artikel var, at Kongen lovede at tillukke Sundet for alle
Kongens af Frankrige Fiender.
(b) Tractaten blev siden ratificered af begge Herrer, og skikkede Kongen af Frankrige siden til Dannemark
først hans Gesant Richer, |362og siden Carolum Danzæum: Saa at
der paa samme Tid blev et sterkt Venskab imellem Dannemark, Sverrig og Frankrig, hvilke
alle havde en tilfælles Fiende udi Keiser Carl, thi Frankrig havde ham til Naboe, og de to
Nordiske Konger bleve ideligen truede nu med Kong Christian 2, nu med samme Konges
Svigersøn Pfaltz-Grev Friderik, til hvilken der meenes den fangne Konge havde
transporteret sin Rett til de 3. Nordiske Riger.
Medens Kong Christian giorde slige Anstalter for at bestyrke sig imod det
Burgundiske Huus, blev han dog ved at arbeide paa Stilstandens Forlængelse med Keiseren.
Men, som han saadant ikke kunde erholde, lod han i dette Aar arrestere nogle Hollandske
Skibe udi Sundet, ikke for at beholde samme Skibe, men for at bringe Keiseren til
fredelige Tanker. Da dette rygtedes i Holland, lod Regentinden Maria ogsaa anholde alle
Danske Skibe hos sig. Saasom derudover all Ting saae ud til Vidløftighed, søgte
Hamborgerne at underhandle et Forliig imellem Kongen og Keiseren, og blev ved deres
Mediation et Mode berammet til Münster den 1. May. Men de Keiserlige funde ikke det Sted
belejligt, og siden foresloge Campen i den Province Overyssel, hvor de Danske Fuldmægtige
ogsaa beqvemede sig til at møde. De Nye Freds-Handel imellem
Riget og Keiseren.Kongelige forlangede da, at Fred eller Stillstand maatte sluttes
ikke alleeneste med Holland, men endogsaa med alle Keiserens Lande; thi, som Holland og
Nederlandene vare de Provincier, som Dannemark mest kunde tvinge ved Handelen, saa vilde
Riget ikke indgaae nogen particuliere Fred, hvorved den Fordeel blev betaget, og Keiseren
kunde gives frie Hænder til at agere. De forlangede dernæst, at den Pension, som ved det
Gentiske Fordrag var accorderet til Riget af Nederlandene, maatte betales, og endeligen,
at de arresterede Skibe maatte løsgives. Derimod lovede de paa Rigets Vegne at betale den
Brudeskatt, som de Danske Princesser Christiani 2. Døttre prætenderede, og derudi at
fornøje saa vel Pfaltz-Greven, der havde den eene Princesse, som Hertugen af Lothringen,
der efter den Maylandske Førstes Afgang havde ægtet den anden. De Burgundiske Gesantere
svarede der til, at de ingen Fuldmagt havde til at accordere noget saadant, maatte derfore
have nogen |363Tid, indtil de kunde faae Regentindens Tanker
derom at viide. Endeligen erklærede Frue Maria sig saaledes, at det stod vel i Hendes Magt
at slutte en Stilstand paa Nederlandenes Vegne, men ikke for de andre Keiserens Lande, og
hvad PensionenPensionen]Pensionen] B, Pensioner A Pensionen] B, Pensioner A angik, da sagde hun, at de Kongelige havde forbrudt den formedelst det
Indfald de for nogle Aar siden havde giort udi de Keiserlige Lande ved Grønningen og Dam.
Men som de Danske Fuldmægtige ingenlunde vilde indgaae nogen particuliere Stilstand med
Nederlandene, eftersom Riget derved renoncerede paa all den Fordeel det havde mod Bliver frugtesløs.Keiseren i Krigs-Tid, og de Burgundiske
Gesantere bleve ved deres forrige Paastand, skildtes de med
uforrettet Sag fra hin anden, hvorvel de Hamborgske Deputerede giorde adskillige Forslag
for at holde dem tilbage.
Efter at dette Mode igien saaledes frugtesløs var afløbet, begyndte
Fientlighederne at gaae for sig imellem Riget og Nederlandene igien. Og bleve da
Hamborgerne, som Lemmer af Holsten ej heller sparede, thi Regentinden lod anholde alle
Hamborgske Skibe og Vahre i Holland, og udgav et Patent, hvorved alle gaves Frihed til at
tage og opbringe Danske Skibe. Blant andre Danske blev da fangen under Zeeland Stige
Bagge, hvilken blev rettet i Holland efterdi han blev holden for en Fransk Spion, han
havde kastet alle sine Breve udi Søen, da han blev tagen. Den Zeelandske Krønike efter
Pontani Berettning,
(a) siger, at han lidde saadan Straf efterdi han ingen
Commiss havde, og derfor blev agted som en Søe-Røver. Claus Hvitfeld havde ogsaa den
Ulykke at falde i deres Hænder, thi da han efter Ordre Claus Hvitfeld
føres fangen til Holland.var udi Norge, for at føre noget Kirke Sølv, som var
brugt til Superstition, fra Norge til Dannemark, blev han tagen udi en Kirke af de
Nederlandske Udliggere, og ført til Enkhuysen udi Holland, hvor han blev siddende et heelt
Aar, men omsider kom løs igien ved saadan Lejlighed. Hans Broder Poul Hvitfeld gik udi
Søen med et Fartøy for at hevne sig over Fienden, og endeligen havde den Lykke at opbringe
et Skib, hvorpaa var Henrici Theodori Borgemesterens Søn af Amsterdam, hvilken Kommer løs igien.han lod fængsligen forvare ind-|364til han blev omvexled med hans Broder Claus Hvitfeld. Paa samme Tid
var ogsaa Sverrig udi fuld Bevægelse, formedelst den saa kaldte Takke-Krig, hvorom tilforn
er talet. Og var samme Oprør des farligere, efterdi Niels Takke var understøttet af
Pfaltz-Greven, og en Hob fordrevne Svenske Misfornøjede, som opholdte sig i Tydskland,
blant hvilke var Bisp Magnus af Skara, Friderik Rentemester, Oluf Brems, Hans Bogbinder, og
en Normand ved Navn Gauthe, hvilke vare Pfaltz-Greven anhængige og stukke Hovederne sammen
for at stifte Oprør i Rigerne.
Formedelst disse og andre Fiendtligheder var Kong Christian des villigere
til at 1542.assistere Kongen af Frankrige imod Keiseren, thi,
da Franciscus I. udi efterfølgende Aar paaførte Keiseren Krig, og Kong Christian af ham
blev ansøgt om Hielpe-Tropper, Kong Christian skikker Hielpe-Tropper til
Frankrige og Sverrig.efter det nyeligen giorte Forbund, skikkede Kongen ham
til Hielp 500 Ryttere. Ved samme Tider skikkede Kongen ogsaa Hielpe-Tropper til Sverrig
imod ovenmeldte Niels Takke, hvilken blev Aaret derefter ihielskudt, og siden lagt paa
Steile,
(a) saa at ved hans Død Oprøret blev stillet, og, saasom man havde hos
nogle af Niels Takkes Tilhængere, som bleve fangne udi Norge, fundet Breve fra Pfaltz-Grev
Frideriks Venner, som fomenterede dette Oprør, lod Kong Christian tilskikke Kong Gustav samme Breve, befoel ogsaa sin Flode at seile omkring de Norske
Køster for at beskytte Havnene. Blant de Breve, som fandtes hos de Fangne, og som bleve
skikkede til Sverrig, var et fra Keiseren selv til de Svenske, og i sær til Smaalandene,
hvor Takke-Feiden egentligen reisede sig. Udi dette Brev giver han tilkiende, at han
skikker dem sin Geheime-Raad Nicolaum Perenot Herre af Granvella, som skal berette dem
mundtligen adskillige Sager.
(b) Eet
andet Brev var skrevet af bemeldte Nicolao Perenot,
(c) Hvorudi han beretter, at hans
Keiserlige Majestet har fornummet, at Sver-|365rig udi
nogle Aar af dets uretmæssige Regent er bleven ilde medhandlet, og at Indbyggerne have
grebet til Gevær for at beskytte deres Frihed, hvorudover han var beordret enten
mundtligen eller ved Skrivelse at lade dem Keiserens Tanke og Forsætt vide. Videre skriver
han, at, saasom det de Svenske ikke maa være ubekiendt, at Churførst og Pfaltz-Grev
Friderik har ægtet Christiani 2. Dotter Dorothea, og han derover paa sin Gemahlindes Vegne
har rettfærdige Prætensioner paa de Nordiske Riger, saa formanede hans Keiserlige Majestet
dem at antage samme Pfaltz-Greve til deres Herre og Konge. Der paa afmaler han
Pfaltz-Grevens store Dyder, og forsikkrer dem om Keiserens Bistand.
Omendskiøndt dette Oprør blev stillet ved Niels Takkes
(a) Død, saa dog aflod Pfaltz-Greven
ikke at practicere mod Rigerne, men skikkede siden tvende Mænd, nemlig Caspar
Seckendorff, og *Mag: Ambrosium Skienrood til Greve Christopher af Oldenborg, til Hertug
Albert af Meklenborg, samt til Bremen, Dantzig og Lybek &c. Pfaltzgreven bliver ved at intriguere imod Rigetfor at opmuntre dem til at føre
Krig paa Rigerne, og at forsikkre dem om Kejserens Undsættning. Men de fleeste,
besynderligen Hansestæderne, undskyldte dem dermed, at de havde sluttet Fred med
Dannemark, og indgaaet Stilstand med Sverrig, og, at de derfor ikke kunde paaføre samme
Riger Krig, helst, saasom de derved vilde miste deres Privilegier udi Handelen, Biskopen
af Bremen giorde ogsaa samme Undskyldning. Men Hertug Albert af Meklenborg tilbød strax
sin Tienneste. Pfaltz-Greven affærdigede derhos en Skrivelse til Almuen udi Sverrige,
hvorudi han styrkede dem i deres Forsætt, at sætte sig imod Gustavi Haardhed og Tyrannie,
og at beskytte deres gamle Privilegier og Friheder, formanede dem ogsaa at antage sig til
Konge, saasom han paa sin Gemahlindes Vegne havde Rett til de 3 Nordiske Riger, og
forsikrede om, at Kejseren derudi vilde staae ham bi, og holde hvad han har lovet de
Misfornøjede ved Nicolaum Perenot. Med dette Brev blev Johan Bogbinder skikket til
Sverrig. Men da han kom did hen, var Niels Takke alt omkommen, og Gustavus havde bestyrket sig saaledes med fremmede Tropper, at ingen torde be-|366væge sig meere imod ham. Der siges, at Johan Bogbinder blev
greben med Brevene og siden rettet, og at Pfaltz-Greven havde lovet at nobilitere Niels
Takke. Saaledes bemøjede Pfaltz-Greven og hans Anhang sig ideligen forgiæves paa
Regieringens Forandring udi Norden, og var det ikke lidet Stød for dem dette Aar, at den
ældste Kongelige Prinds Friderik blev af Stænderne erklæret sin Faders Successor i Riget;
thi han Den unge Prinds Friderik erklæres sin Faders
Successor.blev den 12 Augusti hyldet paa Lybers Høj udi Skaane, efter at han
tilforn i samme Aar var hyldet paa alle Lands-Ting, og blev Prætendenten end meere
afskaaren Forhaabning til Successionen i Sverrig, efterdi Gustavus havde, som sagt er,
udvirket udi det Aar 1540, at Sverrig skulde være et Arve-Rige, hvilket blev confirmeret
1543
(a) den 13 Januarii paa Rigs-Dagen til Vesteraas, og blev da Kong Gustavi Confirmation paa det Kongl. Huuses Arve-Rettighed i Sverrig.
ældste Søn, Erik, en Prinds af 11 Aar
(b) erklæret sin Faders Successor, og videre blev
besluttet, at Kronen efter ham, fra Linie paa Linie skulde falde paa mandlige Arvinger.
(c) Ellers
tildrog sig intet andet merkværdigt dette Aar, uden at den bekiendte Doct: Johannes
Machabæus blev forskreven fra Wittenberg for at være Theologus i Kiøbenhavn.
Endskiønt Kejserens og Pfaltz-Grevens Anslag saa ofte vare mislingede, og
Successionen i Rigerne var saaledes etableret, som sagt er, continuerede dog
Fiendtlighederne, og lod Kong Christian udi efterfølgende Aar 1543. publicere et Manifest,
1543.hvorudi han gav tilkiende, hvor ofte han har søgt
Fred hos Kejseren, og tilbudet Kongens Manifest imod
Nederlandene.sig at lade Sagen komme for u-partiske Dommere, men alltid
forgiæves; Opregner derpaa alt hvad som er passeret udi denne Stridighed, og hvorledes han
udi 8 Aar har været foraar-|367saget, at giøre store
Krigs-Bekostninger, som han kand udregne til 8 Tønder Guld. Hvorfore han er foraarsaget at
lade arrestere alle Nederlandske Skibe udi Sundet til Repressalier for tilføjede Skade.
Han lod ogsaa strax derpaa arrestere alle Nederlandske Skibe i Sundet, og skikkede i Søen
en Flode af 40 Skibe, hvorpaa vare 10000 Mænd. Samme Flode var commanderet af Hr. Magno
Gyldenstierne,
(a) hvilken efter Hvitfelds
Sigelse havde Ordre til at igiennemstikke Digerne udi Holland, og det efter Christopher
Trundsens Project, som var Vice-Amiral udi Floden. Men man kand have Aarsag at tvile om det
var Kong Christians Befalning, efterdi han var en af de Christeligste Potentater paa de
Tider, og saadant kommer aldeeles ikke overeens med de andre hans
Gierninger. Man kand heller troe, Et farligt Anslag imod
Holland.at saadan Resolution blev tagen i Søen. Hvitfeld meener ellers, at,
endskiøndt dette Foretagende havde haft Fremgang, man dog intet synderligt havde kundet
udrette der med, hvilket jeg vil lade staae ved sit Værd. Men denne Flode forrettede intet
af Vigtighed, eftersom den af Storm blev dreven til de Norske Køster, saa at Hollænderne
denne gang bleve befriede fra en stor overhængende Fare, og de Danske iligemaade fra den
Eftertale, at have tenteret saadan Gierning hvilken ingen Zirath havde blevet udi denne
Kongelige Historie.
Medens dette skeede, kom der Skrivelse fra Henrico 8. Kongen af Engeland,
hvorudi han begierer at vide, hvad Kong Christians Sigte var med denne mægtige Flodes
Udrustning, om saadant skeede Kongen af Frankrige til Beste, med hvilken han Breve Vexling med Kongen af Engeland.var i Krig, eller ej, Kong
Christian svarede dertil udi en Skrivelse, dateret til Kiel, og viisede hvorledes han
havde været begægnet af Kejseren, af hvilken han saa ofte havde begiæret Fred, men
forgiæves. At Regentinden af Nederlandene havde forkyndet ham offentlig Feide, opbragt
hans Skibe, og ladet lægge paa Stejl og Hiul nogle af hans Officiers. Saa det var alleene
for at hemme saadan Gevalt, at denne Flode var udrustet, og var det saa langt fra, at
Kongen havde noget Fiendtligt i Sinde imod Engeland, at han heller af yderste Magt vilde
arbejde paa at stifte et Forliig |368mellem samme Rige og
Frankrige, og haabede han i Henseende til det Venskab, han holdt med Francisco I. at
bringe samme Konge til fredelige Tanker.
Omtrent ved samme Tid bleve bilagde de Tvistigheder, som længe havde været
med de Pomerske Hertuger, angaaende det Gods, som paa Rygen stedse havde hørt til Roskilde
Dom-Kirke, thi fra den Tid Kong Erik af Pommern havde afhændiget Transaction med de Pommerske Hertuger angaaende Rygens Bispedom.den Øe Rygen
til de Pommerske Hertuger, havde Dannemark intet andet tilbage end det blotte Biskopdom
paa samme Øe, hvilket laae under Roskilde Stikt, og blev da saaledes afgiort til Kiel, at
den Roskilde Bisp
(a) eller hvilken anden som
Inspection over Kirkerne paa Rygen blev betroed, skulde nyde de Indkomster, som Roskilde
Stikt stedse havde været berettiget til, dog skal Hertugerne reserveres den Højhed og
Jurisdiction, som stedse har fuldt dem. Iligemaade blev besluttet, at Hertugerne af
Pommern skulde have Rett til at kalde en Superintendent, og Bispen af Roskilde Rett til at
confirmere saadant Kald, hvoraf man seer hvor vit den Øe Rygen endda dependerede af
Riget.
Endeligen blev efterfølgende Aar 1544 den langvarige Trætte med Kejseren
bilagt, 1544.og Riget efter saa megen udstanden Ulejlighed
bragt til fuldkommen Roelighed igien; thi Kongen, saasom han merkede, at nogle af hans
Allierede havde giort Fred med Handel om Fred med Keiseren.Kejseren,
og at Kongen af Frankrige af Desperation havde sluttet Forbund med den Tyrkeske Sultan, besluttede han, at forlige sig med Carolo 5, og til
den Ende affærdigede Gesantere til den *Spiriske Rigs-Dag for at handle om Fred. De
Kongelige Gesantere vare Johan Rantzow, Anders Bilde, Peder Svab, og Caspar Fux, hvilke
traade i Conference med de Kejserlige Fuldmægtige, som var Nicolaus Perenot af Granvella,
Præses udi det Kejserlige geheime Conseil, Johannes Navius, Vice Canceler, Carolus Byssot,
og Vigilius von Zwicken. Mellem dem blev paa de høje Principalers Vegne sluttet det
navnkundige Spiriske Fordrag, kaldet den Nederlandske Det Speiriske
Fordrag. Arve-Transaction, som saa ofte er citeret udi Historien indtil vore
Tider. Derudi blev blant andet be-|369sluttet, at der
skulde være en ævig Fred mellem Kejseren og Kongen, samt deres Riger og Lande, at Kongen
skulde renoncere paa alle de Forbund, som kunde sigte imod Kejseren og hans Lande, Kongen
skulde ikke assistere Kejserens og Kejseren ej heller Kongens Fiender. Det Gentiske
Fordrag skulde staae ved Magt, Christiani 2. Døttre skal bekomme den Brudeskatt udaf
Riget, som dem tilkommer paa Fædrene og Mødrene Side. Den fangne Konge skal blive bedre
tractered end tilforn, og nyde Frihed at skyde og jage, samt anden Divertissement, dog
under Vagt og Opsyn. &c.
(a) Her til lægge nogle at Kong Christian renoncerede paa den Rett, de
Danske Konger havde haft i Krigs-Tider at anholde fremmede Skibe, og ikke at tage meere
end en Rosenoble af hvert Skib, som passerer Sundet, men jeg finder intet derom udi
Tractaten, og kand det derfor passere for en Digt.
Efter at denne langvarige Tvistighed saaledes var bilagt, aftakkede Kongen
det Krigsfolk, som han formedelst Krigen stedse havde holdet paa Beenene. Disse Folk bleve
en Tid lang liggende ved Grændserne, førend de forlode Riget, hvorudover man giorde sig
adskillige Betænkninger, og meenede nogle, at man sigtede paa de Dytmarsker, efterdi de
samme havde giort Forbund med Pfaltz-Grev Friderik, og Hertugen af Lothringen, begge den
fangne Konges Sviger Sønner. Men den Mistanke forsvandtes strax eftersom Kongen kort
derefter sluttede et Fordrag med Dytmarskerne, saaledes at de skulde staae fra det
Forbund, som de havde sluttet med ovenmældte Herrer. Rigerne komme derfore udi en
fuldkommen ønskelig Fred, og Kongen Kongen bliver ved at reformere
Riget.betienede sig af denne lyksalige Tilstand at forbedre all Ting udi Rigerne,
og at bestyrke de mange store Ting, som han havde stiftet baade i Religionen og Staten:
Og, saasom hans Majestet havde fornummet, at endskiønt de fleeste Geistlige havde antaget
Reformationen, saa dog vare mange af demdem]dem] B, dem, A dem] B, dem, A
endda hemmelige Papister, lod han kort efter
Freden anordne en offentlig Disputation, hvilken varede 8 Dage i Kiøbenhavn, om de
fornemste Troens Artikle. Did hen bleve |370forskrevne alle
Lunde Canonici, samt Geistlige fra andre Capituler udi Riget, blant hvilke de Fornemmeste
vare Petrus Religions Disputats i Kiøbenhavn. Severus, Petrus
Jareus, Mag. Johan Thursen, Bernard Arvedsen, Abbederne af Herritzvad
og Esserum, og Mag. Erasmus Sartorius af Sorøe Kloster. Disse efter at Religions
Artiklerne længe havde været tvistede om, underskreve omsider den antagne Religions Form,
og bleve derpaa promoverede til Doctores i Theologien Nicolaus Cragius, Olaus
Chrysostomus, og Johannes Syningius, hvilke offentligen havde forsvaret den Evangeliske
Troe udi denne Forsamling.
Udi dette Aar døde ellers 2 anseelige Mænd udi Riget. Den eene var Magnus
Magni Gøes Død og BerømmelseGøe Dannemarks Riges Hofmester.
Samme Magnus havde blant Adelen været en af de største Befordrere af den Evangeliske
Religion, hvorpaa han lod see store Prøver udi det Interregno efter Kong Friderik, da han
misfornøjed forlod den store Rigsdag, som sigtede paa samme Religions Undertrykkelse, og
siden tog Mag. Hans Taussen udi Protection imod Biskop Rønnov. Han holdes for en af de
mægtigste og rigeste Proprietarier, som nogen Tid har været enten i Dannemark eller
Tydskland, og havde Kongen i sær Aarsag at gremme sig over hans Død, efterdi han stedse
med en særdeeles Iver havde været det da regierende Kongelige Huus tilgedan.
Den anden
navnkundige Mand var Joachim Rønnov, fordum Bisp udi Roskild. Om ham er tilforn
vitløftigen handlet, hvorfor jeg det her igien ikke vil repetere. Item Joachim Rønnovs Død og Characterer.Han bliver anseet hos de Roman
Catholske som en hellig Mand, og en Martyr af den Romerske Kirke, hvorvel hans heele
Levnet viiser at Højheds og Indkomsternes Forliis stod ham meere for Hovedet, end
Religionens Svækkelse udi Riget; thi at Religionen var ikke Hovet-Hiulet, som drev denne
Mands Gierninger, kand sees blant andet deraf, at han af Jomfrue Birgitte Gøe lod sig
drive til at see igiennem Fingre med Mag. Hans Taussen og de Lutherske. Ja man kand
derfore sige, at han heller var en Martyr af Roskilde Stikts Indkomster, end af den
Romerske Troe. Han døde paa Kiøbenhavns Slott, hvor hen han havde været bragt fra Gulland.
Og |371siges der at han nyeligen for sin Død havde ladet sig
merke med at ville efterfølge de andre Bispers Exempler i at underskrive den af
Regieringen conciperede Revers. Den fornemste Aarsag til hans haarde og langvarige Fængsel
var, at han sagde, da de andre Bisper bleve løsgivne, de burde skiemme sig, at de ikke
kunde befrie ham af Fængslet, da dog han selv eene, om han havde været paa frie Fod, vilde
befrie dem alle. Det er ellers merkeligt, at han døde som en Fange paa Kiøbenhavns Slott,
hvorpaa han strax efter Kong Frideriks Død havde formeret Prætensioner, foregivende at
Slottet hørte Bisperne af Roskilde til,
(a) hvoraf sees denne Mands store Vanitet.
Endskiønt Kongen nu havde giort Fred med Keiseren, og han derudover ingen
stor 1545.Fare kunde vente sig af den fangne Konges
Sviger-Sønner Churførsten af Pfaltz, og Hertugen af Lothringen, dog, saasom de samme endda
ikke havde renonceret paa deres prætensioner, ej heller vare
indsluttede udi det Spiriske Fordrag, levede han dog siden ikke uden Frygt, og derfore
havde vagtsom Øje paa all Ting; For samme Aarsag Skyld, da et Antall Krigsfolk
efterfølgende Aar samlede sig ved Elben, og man kunde have Aarsag at tænke, at det var
Pfaltz-Grevelige Hvervinger, lod Kongen ogsaa ved Bramsted forsamle en Hob Folk af Danske
og Holstener. Men denne Frygt forsvantes strax; thi da man merkede at disse fremmede
Tropper tilhørede Hertug Henrik af Brunsvig, og at han dermed agtede at belejre
Wolffenbyttel, finge de Kongelige Krigsfolk Dimission igien, og enhver reisede hiem til
sit. Ellers var dette Aar merkværdigt, formedelst den Kongelige Prinds Johannis Fødsel.
Dette er den samme Prinds som udi Historien kaldes Johannes Junior eller den yngre, og
som udi den Slesvig Holstenske Deeling bekom Als, Arrøe, Pløen, Arensbøk, Rheinfeld, ja
som stiftede det Synderborgske Huus, og er bleven Stamfader for Hertugerne af Synderborg,
Norborg, Glücksborg og Pløen. Han blev bragt til Verden paa Coldings Slott den 25
Martii.
|372Efterfølgende Aar 1546. tog Kong Christian sig for at exequere den Artikel
i 1546.det Spiriske Fordrag angaaende den fangne Konge, at
han skulde have bedre Et Fordrag sluttes med den fangne
Konge.Underholdning og mildere Fængsel. Men førend dette skeede, blev et Fordrag
giort imellem begge Konger bestaaende af efterfølgende Artikle.
1. Renoncerede den fangne Konge paa all den Rett, som han og hans Arvinger
havde til de tvende Riger Dannemark og Norge.
2. Afstod han ogsaa all saa vel Arve- som
Lehnrettighed, han havdehavde]havde] hadve A havde] hadve A
til Førstendommerne; iligemaade det Privilegium, som han havde
erhvervet af Keiseren, at det Hertugdom Holsten skulde tages til Lehn af ham og hans
Arvinger.
3. Afsagde han sig iligemaade fra sine Prætensioner paa Sverrig.
4. Vill han
lade sig nøje med det Ambt Kallundborg og den Øe Samsøe til sin Underholdning.
5. Lover
han intet enten hemmeligen eller aabenbare at handle mod Kongerne af Dannemark og Sverrig.
6. At han ikke uden Kongens Villie og Videnskab vill reise fra Kallundborg, men der stedse
forblive.
7. Om der nogen vill tale med ham, skal det skee i Lehnsmandens Overværelse.
8.
At det skal staae ham frit for at jage og fiske der i Landet.
9. Efter hans Død skal
Slottet og Lehnet igien følge Kronen.
10. Er han begiærende, at hans Døttre af de 3 Riger
og Førstendommene maa gives saadan Brudeskatt, som hans Søster Elizabeth Margrev Joachims
til Brandenborg hans Gemahlinde blev given, og at enhver af dem derforuden maa bekomme et
Klenodie paa 10000 Gylden, og dermed skulde de intet videre have at fodre.
11. Vil han mage det saa, at de dermed lade dem nøje. Dette blev underskreved
og forseigled af den fangne Konge, af Christiano 3., samt af hans Brødre Johan og Adolf. Hvormed
endtes denne Successions Trætte og Kongen havde derfor ingen Anfægtning meere, men levede
sin øvrige Tid udi Roelighed, skiøndt ikke uden Bekym|373ring i Henseende til den Evangeliske Troe, som truedes adskillige gange med Ruine udi
Tydskland, sær udi dette Aar, da Hovederne for de Protestantiske, nemlig Hertug Johan
Friderik af Saxen, og Land-Greven af Hessen, af Keiseren bleve fangne udi det fatale Slag
ved Muhlberg. Førend dette Slag stod, anmodede Kongen anmodes om
Hielp af de Protestanske Førster.bemeldte Førster Kong Christian om Hielp efter
det Forbund, som var giort imellem dem. Hvorudover Kongen ogsaa skikkede Hans Bernikov til
Tydskland med 40000 Gylden, men befoel ham derhos at skikke sig efter Tiden, saaledes, at,
om Førsterne victoriserede, skulde han levere dem Pengene, men hvis ikke, skulde han føre
dem tilbage, hvilket og skeede. Dette gav Anledning til adskillige Raisonnemens, og Kongen
maatte derudover høre ilde, eendeel, fordi han efter Forbundet ingen Assistence giorde
Kongens Opførsel herudi criticeres.sine Troes-Forvante, da
Faren var saa stor, eendeel ogsaa, efterdi han ved saadan Opførsel syntes alleene at holde
med den sterkeste. Jeg søger ikke at sætte Farve paa Fejl, vill derfor ej heller gandske
undskylde denne Kongens Gierning. Dette er dog vist, at det Spiriske Fordrag med Kejseren
er yngre end det Forbund med de Protestantiske Førster, og at Kongen ved samme Fordrag
havde forpligtet sig, hverken directe eller indirecte at assistere Kejserens Fiender,
hvorudover Kongen denne Gang var udi en meget vanskelig Situation. Dog kand man sige, at
det havde været bedre at gaae Autoris Betænkning derover.reent
til Verks ved at nægte de protesterende Førster Undsættning, og beraabe sig paa det
Spiriske Fordrag. I det Øvrige havde Riget været alt for mange Uroeligheder underkastet,
at det paa nye skulde indvikle sig i Krig med Keiseren igien; thi offentligen at
assistere Keiserens Fiender, tienede til intet andet end at trække sig samme mægtige
Potentat paa Halsen igien; og tillige med at bringe alle Prætendenterne paa nye udi Gevær.
Dette havde Kongen for Øjene, og derfor ikke alleene holdt Pengene tilbage; Men lod
endogsaa arrestere en Dansk Rittmester ved Navn Jürgen Urne, der her havde antaget Folk
udi de Protestantske Førsters Tieneste. Denne Jürgen Urne var en særdeles duelig
Krigsmand, hvorudover Churførst Johan Friderik, i hvis Tieneste han stod, sagde: hvis
Jürgen Urne havde været med udi Slaget, |374havde det gaaet
anderledes til. Udi dette Aar blev født til Colding den 20 Junii en Kongelig Princesse
kalden Dorothea, og var der foregaaende Vinter saadan Kulde, at man kunde gaae over begge
Belter, item over Havet fra Giessøer til Rostok.
Efterfølgende Aar blev den ældste Kongelige Prinds Friderik skikked med 8
Skibe 1547.til Norge for at hyldes sammesteds, hvilket og
skeede. Hyldingen skeede til Opsloe. Udi samme Aar blev holden en Herredag til Colding,
hvor de Vendiske Stæders Gesantere lode sig indfinde for at begiære
Confirmation paa deres gamle Privilegier, hvilken og blev dem given, med Reservation af de
Kongelige Regalier, Told og Herredag til Colding.Herligheder.
Men dette skeede ikke uden foregaaende Tvistigheder, saasom nogle af det Danske
Raad foregave at slige Privilegier, eftersom de gives Folk i Henseende til Meriter, ophøre
de af sig selv formedelst Mishandling. Nu var det noksom bekiendt, hvor ofte de Vendiske
Stæder havde øvet Fientlighed imod Riget, hvorudover man havde Aarsag at nægte dem de
Privilegier, som de ved saadan Opførsel havde forbrudt. Dog blev deres Stemmer de fleeste
som holdte for at privilegierne skulde confirmeres, sær, efter som Kongen udi seeneste
Kiøbenhavns Belejring havde forsikkret de Lybske derom.
Paa samme Herredag bleve foretagne Slesvigske Sager, og forhandlet at
Kongens Brødre Johannes og Adolf, som selv paa Rigsdagen vare tilstede, skulde af Kongen
af Dannemark og hans Successorer tage det Hertugdom Slesvig med den Øe Femern til Lehn.
Dette til Forstaaelse er at merke, at Kongen udi det Aar 1544 Førstendommerne deeles mellem Kongen og hans Brødre.havde deelet
Førstendommerne mellem sig og sine Brødre saaledes, at Johannes havde bekommet Haderslef,
Tøndern, Rensborg, Friesland, Femern, de Klostere Bordisholm, Lugum, og Dørning. Adolphus
fik Gottorf, Hütten, Wettensøe, Morkirk, Stapelholm, Eidersted, Husum, Apenrade, Kiel,
Neumünster, Oldenborg, Trittow, Cismar og Neustadt. Kongen fik paa sin Part Flensborg,
Als, Arrøe, Sundevitt, Segeberg, Oldesloe, Rheinfeld, Arensbøck, Pløen, Steinberg,
Itzehoe, Crempe og Wilstermarsk, samt Heiligenhaven. Den 4de Broder bekom intet, saasom
han var traaden udi geistlig Or|375den . Dette er den
anden Holsteen Slesvigske Deeling mellem de Kongelige Børn, hvilken har givet Anledning
til end større Tragœdier end den forrige, som skeede under Kong Hans. Dog kand man ikke
beskylde Kong Christian 3die at have syndet meere imod Stats-Maximer og den sunde
Politique end andre; thi alle Førstelige Børn tilegnede sig endda Successions-Rett, indtil
man af adskillige Ulykker omsider lærede at afskaffe slige skadelige Deelinger, og at
indføre Jus Primogenituræ eller første Fødsels Rett. Vel tog Kongen den Præcaution, for at
Stiftelse af den saa kaldte Communion eller Union.hindre
Uenighed, at Hertugdommerne og dets Parter ikke skulde skilles ad, og blive independente
Stater fra hinanden, at indføre den saa kaldte Communion, saa vel som Union udi bemeldte
Førstendommer; Men saasom de samme vare forfattede udi alt for simple Terminis, efter de
Tiders Maade, have Parterne der af ofte taget Anledning at dreie Ordene, enhver efter sin
Interesse.
Efter at Deelingen saaledes som sagt er var giort, blev udi dette Aar
handlet paa Rigsdagen til Colding om Lehnets Annammelse, saa vit Slesvig angik; Men der
Tvistigheder om det Slesvigske Lehns Annammelse.reisede sig
da saa mange Tvistigheder om Lehnets Natur og Maade, at man skildtes der ad med uforrettet
Sag. Hvad Holsten der imod anbelanger, da plejede tilforn Hertugen at
tage Lehnet af de Lybske Biskoper paa Keiserens Vegne. Men Kong Christian erhvervede et
Privilegium af hans Svoger Keiser Carl, at Holsten herefter skulde tages til Lehn af ham
og hans Efterkommere. Derimod satt sig af yderste Magt Kong Friderik den Første, som da
var Hertug udi Holsten, saasom han ingenlunde vilde tilstede at Holsten skulde blive et
Lehn af Riget. Sagen blev derfore længe omtvistet i den Keiserlige Kammer-Rett, indtil
Christianus 2. ved det Bordesholmske Fordrag renoncerede paa dette Privilegium, som er
viiset udi højstbemeldte Konges Historie, hvilken Renunciation blev siden confirmered udi
den Revers, som han gav for sit Fængsels Formildelse, hvorvel jeg ikke kand see, hvad som
kunde drive Kong Christian 3. at drive paa den Post; thi det som syntes at være ham og
hans Herr Fader til Præjudice, medens de vare Hertuger af Holsten alleene, var dem til
Fordeel som Konger, helst denne |376Konge, til hvilken
Christianus 2. afstod all sinsin]sin] B, sit A; sit SS sin] B, sit A; sit SS
Rett til Riget, og consequenter det Regale, som han for sig
og sine Efterkommere havde erhvervet af Keiseren, at conferere det Holstenske Lehn. Fra
Kong Frideriks Ankomst Keiseren forlehner Kongen og hans Broder med
Holsten.til Regieringen indtil denne Tid, havde ideligen været Misforstand
mellem Keiseren og Kongerne, hvorudover han ingen af dem har villet forlehne med Holsten.
Men, da Tvistigheden ved det Spiriske Fordrag blev hæved, forlehnede han Kong Christian,
saavelsom hans tvende Brødre Hertug Hans og Adolf med Hertugdommet udi dette Aar 1548 til
Bryssel. Dog blev i Lehnsbrevet den Artikel indført at denne 1548.Forlehning skeede Bispernes af Lybek deres Rett ikke til nogen Præjudice.
Det var ikke alleeneste herudi at Kejseren lod see sin Villighed mod
Kongen, men han gav ogsaa ved andre Ting tilkiende, at ville conservere ham Venskab; thi
han begyndte at blive meere og meere kaaldsindig imod Pfaltz-Grev Friderik, saa at man end
ikke hørte ham meere tale om den Brude-Skatt, som ved det Spiriske Fordrag Venskab mellem Keiseren og Kongen.var stipuleret, hvilket, da
Kongen merkede, afbrød han den Handel, og igientoog det Tilbud han havde giort Pfaltz og
Lothringen om 200000 Daler at betale til Kiel, Hamborg, eller Bremen, helst saasom de
samme vilde spende Buen for højt, og lade sig merke med at dem udi Engeland var budet 2
Millioner Guld for deres Prætensioners Afstaaelse paa Rigerne, og meenede Kongen da, at,
eftersom de afsloge saa billige Tilbud, og Kejseren ikke meer understødte dem i deres
Paastand, kunde han giøre dem saadan Regning, at de havde forbrudt den paastandne
Brude-Skatt formedelst de Fiendtligheder de havde øvet, og den Bekostning de havde bragt
Riget udi.
Udi Begyndelsen af dette Aar blev den Kongelige Princesse Anna, forlovet
til Colding med den Saxiske Hertug Augusto, hvilken siden, efter sin Broders Mauritii
Princesse Anna bliver Churførstinde i Sachsen.Død blev
Churførste af Saxsen. Deres Bilager blev celebreret til Torgou den 12 Octobr. hvor hendes
Fru Moder Dorothea selv var tilstede, tillige med mange af den Danske Adel. Det er her ved
merkeligt, at Førsten af Anholt, som tillige med var Provst i
Magdeborg, giorde deres |377Brude-Vielse, hvilken findes
blandt samme Førstes Skrifter,
(a) og var udi den
heele Højtid intet prægtigere end at see saadan anseelig Mand forrette Ceremonien. Gustavi
I. Historie melder, at Kong Christian udi dette Aar begyndte at føre de 3 Kroner udi sit
Vaaben, og at saadant Vaaben allerførst blev seet mahlet paa Princesse Annæ Vogn, og siden
satt udi de Kongelige Sigiller. Aarsagen til de 3 Kroners Indførsel i det Danske Vaaben,
var efter bemeldte Histories Sigelse denne. Efter at Sverrige af Stænderne var giort til
et Oprindelse til de 3 Kroners Brug i det Kongl. Vaaben.Arve-Rige,
syntes Kong Christian saadan Act at være for haard, efterdi derved borttoges
all videre Haab om Rigernes Forbindelse, hvorudover, paa det han ikke skulle synes gandske
at renoncere paa saadant Haab, fant han for got, at bruge saadant Vaaben, som skulde heede
Unions Vaaben, til en Erindring om den ævige Forbindelse, som engang var giort imellem
Rigerne.
(b) Men det samme gav siden
Anledning til store Tvistigheder, som sees af efterfølgende Historie.
Efter at den fangne Kong Christian havde, som sagt er, ved en Revers
afstaaet sine Prætensioner paa Rigerne, tog man sig for at fuldbyrde det, som ham var
lovet, nemlig at formilde hans Fængsel, og blev han da den 17 Febr. 1549 ført fra
1549.Sønderborg til Callundborg, for der at leve sin øvrige
Tid, og at nyde bedre Underholdning. Kongen selv tillige med Hertug Hans tog imod ham til
Assens, og der Den fangne Konge føres til Kallundborg.mundtligen
forsikrede, at hvad, som lovet var, skulde holdes, hvorfore den fangne Herre
takkede. Han blev gelejdet til Callundborg af Anders Bilde, Claus Bilde, Børre Trolle, og
Christopher Hvitfeld. Siden bleve ham paa Callundborg Slott tilforordnede 8 eller 9
Herremænd til Opvartere. Der holdtes for ham et Førsteligt Bord, og blev ham tilladt at
rejse paa Jagt. Ved saadan Exercice hendte sig eengang, at han blev borte, saa at hans
Opvartere med stor Bekymring længe leedte efter ham. Omsider kom han dog tilsyne igien, og
skiemtede dermed, sigende, at han havde forstukket sig for at giøre dem bange, hvilket
ogsaa er troeligt, thi det er ikke rimeligt, at en Herre af den |378Alder, og der havde udstaaet saa mange Besværligheder, havde Lyst Adskillige Particulariteter angaaende Christiani 2. sidste
Leve-Tid.til at forsøge Verden paa nye igien. Efter den Tid kom han ikke meere
paa Jagt, Alder og Tunghed tillod ham ej heller at bruge saadan Exercice oftere, saa at
han stedse forblev paa Kallundborg Slott indtil 1559 da han døde udi sin Alders 78 Aar,
efter at han havde siddet fangen paa Sønderborg paa Syttende Aar, og i Kallundborg 10 Aar.
Der siges, at da han hørte Christiani 3. Død, faldt han i Graad og sagde: Nu bliver min
Tid ikke lang: Hvor udi han og spaaede rett, thi han fuldte ham strax efter.
Udi den Tid han sadd paa Kallundborg Slott, vidner Svaningius, at han havde
adskillige Anstød af Melancholie, som var en Arve-Syge hos ham. Og
som han mod Enden af sit Liv brugte Italienske Vine meere end han plejede, gik saadan
Melancholie undertiden til Galenskab.
(a) Man seer ellers, at ingen udi hans
Fængsel har haft meere Omhyggelighed for ham end Knud Gyldenstierne; hvilket giver
tilkiende, at samme Mand har baaret Fortrydelse derover, at han var Aarsag til hans
Fængsel.
(b)
Jeg har tilforn fortaalt, at udi den Slesvig Holstenske Deeling den yngste
Broder Hertug Friderik blev forbigaaen, efterdi han var traaden udi Geistlig Orden. Det
var derfor fornødent at hielpe ham til noget anseeligt Geistligt Beneficium, at han ikke
skulde besværge sig over at være giort Arve-løs af sine Brødre. Han blev da i dette Aar
promoveret til at være Coadjutor udi det Stikt Slesvig, og derudover stod fra sin Rett paa
sin Fædrene Arv udi Hertugdømmene, betingende sig alleene 9000 Mark Lybsk aarligen, indtil
han kunde blive forsynet med noget bedre. Han blev efter Doctor Tilemanni Død virkelig
Biskop i Slesvig, efter Valentinum Den yngste Kongens Broder bliver
Biskop i Slesvig.Tetlelium Biskop til Hildesheim, og endeligen Coadjutor til
Bremen. Han tog den 16 Decembr. udi samme Aar det Slesvigske Stikt til Lehn af Kong
Christian udi Assens, dog, saasom Tvistighederne om det Slesvigske Lehn endda varede, blev
udi denne Lehns Act indført, at de andre Brødres Rett derved skulde være
u-forkrænket.
|379Ved samme Tid blev udi Øresund ikke langt fra Malmøe fangen en Fisk af en
u-hørlig Størelse, og en særdeeles Skabning, thi den havde et Hovet som et Menniske, og
paa Issen en Krone som en Munke-Krone. Dens Klæder af Skiæl vare dannede En underlig Fisk fangen.som en Munke-Kaabe, saa at man skulde
tænke, at Munkene, som siden Reformationen ikke funde deres Regning meer at være paa
Landet, havde søgt at etablere sig udi Havet blant de Skaanske Sild. Det underligste er at
vore Skribentere ingen Reflection giøre over denne Fisk, da de dog pleje at formere sig
*omina og Forevarsler af det som er langt mindre. Kongen lod begrave Fisken udi Kiøbenhavn,
og skikkede dens Afrisning til Kejser Carl i Spanien.
(a) Hvoraf sees med hvilken Fliid Kongen søgte at holde
Kejserens Venskab ved lige, saasom han var den eeneste Potentat han ellers havde Aarsag at
frygte sig for, hvorudover ogsaa, da Højstbemeldte Kejser udi det Aar 1550 sluttede
Forbund med Skotterne, blev Kong Christian 1550.indsluttet
udi samme Forbund. Om der ellers var nogen Sinceritet udi samme Venskab, skal jeg ikke
kunde sige. Det synes vel at Kongen havde Aarsag til at bære Groll imod Kejseren
formedelst den Forfølgelse mod de Protestantske Førster i Tydskland, og at han ikke uden med Gremmelse havde kundet see Hovederne for den Evangeliske
Religion, nemlig Churførst Johan Friderik, og Land-Greven af Hessen, at holdes udi et
haart og haanligt Fængsel; men, som Udgangen af dette store Sørge-Spill var saadan, at
Hertug Mauritius, hvis Broder Augustus fik til Ægte den Danske Princesse, blev deroverderover]derover] B, der over A; der over SS derover] B, der over A; der over SS
Churførste udi Saxen, og samme Mauritius var ikke mindre god Protestant end den fangne
Churførst, saa havde Kong Christian derudover ingen Aarsag til at lade see Kaaldsindighed
mod Kejseren; Man seer ellers, at det var denne Konges fornemste Øjemerke, at holde Fred
med alle Potentater, paa det at han kunde have des bedre Lejlighed til at bøde paa de
Ting, som fattedes i hans egne Riger. Fra dette Forsætt kunde ingen rykke ham, hvorudover
han var elsket af alle Konger og Førster, og seer man, at endogsaa den Moscovitiske
Gros-Første havde saadan Fortrolighed til ham, at |380han i
dette Aar 1550 forlangede fra Dannemark adskillige Correspondence med
Moscovien.Konstnere og Haandverks Mænd, item nogle Bogtrykkere, eftersom han
vilde have et Bogtrykkerie i sit Land, hvorom en ved Navn Hans Bogbinder i Kiøbenhavn
havde giort ham Forslag. Men der fandtes ikke mange der vilde begive sig did hen. Kongen
skikkede da bemeldte Grosførste et Slag-Uhrverk, som var meget konstigen udarbejdet. Men
han skikkede det tilbage, anseende det enten som Troldom, eller en Machine, hvorudi noget
Levende var indsluttet. Samme Aar er ellers navnkundigt formedelst den Hellige Skrifts
Oversættelse paa Dansk efter Lutheri Tydske Version. Efter at Hans Majestet havde ved de
Kiøbenhavnske Professores ladet den samme fuldfærdige, Bibelen
oversættes paa Dansk. lod han den strax paa sin egen Bekostning trykke, og er det
den Version som kaldes Christiani 3. Bibel, og kand holdes for den første Danske Bibel;
thi, endskiønt Hans Mikkelsøn fordum Borgemester i Malmøe, efter Christiani 2. Befalning
havde oversatt det Nye Testamente, og Mag: Christen Pedersen Canonicus i Lund havde
oversatt baade Psalteren og det Nye Testamente, ja adskillige udi Klosterne havde giort
det samme ved det gamle Testamente og Propheterne, saa vare dog alle disse Oversættelser
enten u-bekiendte eller u-fuldkomne, og ikke saavel exprimerede den Hebraiske Text, som
denne Christiani 3. Bibel.
Det synes ogsaa at denne dydige Konge har haft i Sinde at ophæve Vorned
Rettigheden, men at han derudi har fundet saa stor Modstand, saa at han alleene har maatt
lade sig nøje med at eximere Geistlige Folkes Børn fra saadan Trældoms Stand. Der om
findes et aabet Brev, dateret udi dette Aar, saaledes lydende:
Vi Christian med GUds Naade &c. Giøre alle vitterligt, epterdi
Vorned-Rettigheden indskrænkes ved et Kongl. Mandat.Sogne-Præster
og Sogne-Degne offer all Siællands Stickt, haffe ladet berette for os, hvorledis at then
Sedvane og Skick, som er her udi Siællands Stickt, at hvor Bynder Sønner ere fødde paa
noget Godtz, the delis af vore Lehnsmend og andre, som Godset tilhør, thill Staffn igien,
og at Præste-|381Sønner og
Degne-Sønner end udi ligemaade af vore Fogeder og Lehnsmend delis til Staffn; Da haffve vi
af synderlig Gunst og Naade undt og thilladet; og med dette vort aabne Brev under og
thillader, at alle Præste-Sønner og Degne-Sønner, som Echte-fødde er, eller her efter fødde
vorder paa Præste-Staffn eller Degne-Staffn maa og skulle være herefter saa fri som the
vare Undersaatter som i vore Kiøbstæder fødde ere, og ej delis til Staffn udi nogen Maade;
thi forbiude vi &c.
(a)
Heraf sees denne Konges hellige Intention i at anordne alt, hvad som kunde
befodre Religion, Frihed og Velstand i Riget, og er det troeligt, at han gierne havde
ophævet den heele Vornet Rett, hvis Hænderne havde ikke været ham bundne. Det samme kand
ogsaa siges om Christiano 4to, der forgiæves tenterede det samme, hvorudover dette store
Verk blev reserveret til den Højpriselige Kong Friderik den Fierde.
Jeg har hidindtil intet talet om Reformationen udi Island, skiøndt
adskillige Ulejligheder i de forbigangne Aar ere forefaldne, som fortiene at antegnes. Men
jeg har villet giemme all Ting til Aar 1551 da Uroelighederne bleve stillede, for at have
1551.den heele Historie udi en Kiede. Jeg har viiset, at
Reformationen udi Dannemark Reformationens Historie udi
Island.og Norge blev indført uden Blods Udgydelse, ja uden nogen Tumult. Udi
Island derimod, hvor Kierlighed til den gamle Troe var proportioneret efter Folkets
Ignorance, gik det ikke saa fredsommeligen til, thi Indbyggerne kunde ikke faae den nye
Forandring saa hastigen udi Hovedet, og Biskoperne havde meere Influence paa Almuen. Udi
det Aar 1539 sloge de Kongens Lehns-Mand ihiel til Skalholt, og blev Islænderne ihielslaae Kongens Foged.Bisp Augmund beskyldtbeskyldt]beskyldt] B, beskylde A beskyldt] B, beskylde A at være Stifter til
dette Mord. Den samme, da han merkede, sig derfore at være mistænkt, resignerede han sit
Embede, og holdt sig |382som en privatprivat]privat] prrivat A privat] prrivat A Person. Men han undgik
derover ikke Straffen, thi Aaret derefter blev Christopher Hvitfeld Lehnsmand udi
Trundhiem beordret af Kongen at fare til Island med 2 Orlog-Skibe, og nogle Krigsfolk, for
at føre bemeldte Bisp fængsligen til Dannemark, og at tage Landet udi Eed, desligeste der
at beskikke en nye Bisp, som den reformerte Religion skulde prædike og forfremme, Kirker
og Skoler anrette, Landet tvinges til Lydighed igien.hvilket
og skeede, og blev saaledes Landet taget udi Kongens Eed under Norges Krone. Hans Majestet
lod paa samme Tid beskikke til Bisp udi Skalholt en Islænder ved Navn Einersen, som
tilforn havde studeret til Wittenberg, og føre Bisp Augmund til Dannemark. Den nye Bisp
Einersen, saa snart han var kommen til denne Værdighed, fortplantede han Religionen af
all Magt, og var den første som paa Islandsk Maal oversatte Salomons Ordsprog og Jesus
Syrach. Dette varede indtil det Aar 1547, da Jon Arnesen Bispen af
Holum stiftede nyt Oprør i Landet. Den Nye Opstand under Biskop Jon
Arnesen.samme, endskiøndt han ved Kongens Lehnsmænd var befalet at holde sig
efter den nye Reformation, vilde han dog ikke beqveme sig der til, men forfuldte saaledes
Bisp Einersen, at han maatte forlade Landet, og begive sig til Dannemark, hvor han for
Kongen udi Colding besværgede sig højeligen over Jon Arnesens Opførsel. Kongen befoel
derfor Jon Arnesen at komme til Dannemark for at svare til disse Beskyldninger, og
skikkede ham frit Lejde; Men han havde ingen Øren dertil, foragtede Kongens Ordre, giorde
Opstand i Landet med 300 Mænd, og lod fængsle Bispen af Skalholt, da han kom til Island
igien. Han dristede sig iligemaade til at afsætte Laugmanden, og at giøre sin Søn til
Laugmand i hans Sted, havde ogsaa i Sinde at føre de Engelske ind udi Landet sig til
Beskyttelse. Kongen lod derfore fra Colding Breve udstede til Island, hvorudi han
erklærede Biskop Arnesen Fredløs, forbydende Ny Krigs-Magt sendes til
Island.alle saa vel verslige som geistlige at være ham følgagtige. Og endeligen
udi det Aar 1551 skikkede Axel Juul, Christopher Trundsen og Otte Stissen med 2
Orlog-Skibe til Island. Disse havde 500 Soldater med sig, og Ordre at føre Bisp Arnesen
med hans Sønner fangne til Kiøbenhavn, item at erledige Bisp Einersen, og, |383hvis de ikke kunde faae ham løs, da at sætte en anden Evangelisk
Bisp udi hans Sted. Derpaa skulde de forsøge først med det gode, og, om det ikke kunde
hielpe, da med Magt at bringe Islænderne til Lydighed igien.
(a) Hans
Majestet affærdigede derforuden Skrivelse til en anseelig rig Bonde der i Landet ved Navn
David GudmundsenGudmundsen]Gudmundsen] B, Hudmundsen A Gudmundsen] B, Hudmundsen A gemenligen kalden Dadel Bonden, Item til andre fornemme Islænder,
takkende dem for deres hidindtil beviiste Troeskab, og begiærende, at de ydermeere vilde
være hans Tilforordnede lydige og følgagtige, hvilket med all Naade skulde blive
belønnet.
Imidlertid, førend Skibene ankomme, bragtes Islænderne udi fuld Harnisk, og
Island deeles udi tvende Factioner.havde deelt sig udi
tvende Parter; det eene Parti, som bestod af ivrige Papister, fuldte Bisp Arnesen, og det
andet, som bestod af Lutherske Islændere, slog sig tilslog sig til]slog sig til] B, slog til A slog sig til] B, slog til A
Dadel Bonden, som var Bisp
Einersens Svoger. Bisp Arnesen, da han havde faaet 500 Mænd paa Beenene, søgte at
overrumple sin Modstander. Dadel Bonden derimod, som havde kun 300 Mænd holdt sig
defensive, og søgte med Lempe at desarmere Bispens Folk, hvilket ogsaa lykkedes, thi, da
han ved en grundig Tale forestillede dem deres urættfærdige Foretagende, og viisede dem
Consequencerne deraf, lod den Oprørske Almue sig deraf bevæge, og forlod Bispen, hvilken
Dadel Bonden derpaa fangede tillige med 2 af hans Sønner, og førte dem fangne til Skalholt
indtil videre Ordre, Jon Arnesen fanges og halshugges.dog,
saasom han frygtede at Bisp Arnesens 3die Søn skulde stræbe med Magt at erledige de
Fangne, overlagde han med Christen Skriver, Kongens Foged, som laae der om Vinteren for at
samle Kongens Fisk, hvad man derved skulde giøre, og fandt man
omsider forfor]for] B, før A for] B, før A
raadeligt, at lade Bispen med begge hans Sønner Halshugge, hvilket og skeede,
skiøndt det samme kostede Kongens Foged Livet, efterdi han kort derefter blev ihielslagen
af Bispens 3die Søn, hvilken under Venskabs Skin lod ham Giæstbyde og omkomme.
Endeligen ankomme ved Pindsetider Axel Juul, Christopher Trundsen, og Otte
Stissen did til Landet, hvilke beskikkede Oluf |384Hialtesen
udi Jon Arnesens Sted, og han med Præster, Laugmænd, Laugrettes-Mænd og den heele Almue
udi Holum hyldede, og svore Kong Christian og hans Søn Hertug Friderik, og udstedede deres
Oprøret stilles og Landet reformeres.Hyldings Brev, hvorudi
de til ævig Tid forpligtede dem til at være under Dannemarks Krone.
(a) Saaledes antog Island
Reformationen tillige med Dannemark og Norge.
Dette Aar var ellers mærkværdigt formedelst adskillige anseelige Mænds Død
udi Dannemark. Blant dem vare de fornemste Franciscus Vormundus, hvilken efter de gamle
Bispers Afsættelse blev den første Superintendent i Lund. Han var af Geburt en Hollænder,
og roses ikke mindre af sin Gudsfrygt end sin Lærdom; Tilemannus Husenus Superintendent
udi Slesvig, Petrus Laurentius Lector udi Lund, hvilken var blant de første som tillige
med Francisco Vormundo prædikede den Evangeliske Lærdom her i Riget. Petrus Svavenius
(b)
hvilken var brugt udi mange vigtige Kongelige Forrettninger. Han var habile, lærd og
veltalende, og derfor udi Adskillige berømmelige Mænds Død.saadan
Estime hos Kongen, at han gav ham Giordslov Slott arveligen. Til disse kand ogsaa
regnes Martinus Bucerus, hvilken Kong Christian næst Lutherum skattede mest af alle Lærde,
og derfor lod ham forskrive til Kiøbenhavn for der at lære den Hellige Skrift. Men, saasom
han af Kong Edvardo udi Engeland var satt udi en deslige Post, kunde han ikke komme til
Dannemark.
Udi Francisci Vormundi Sted blev Aaret derefter beskikket Nicolaus
Palladius den bekiendte Petri Palladii Broder, saa at han var den anden Superintendent udi
1552.Lund. Og, saasom Rigerne da vare velsignede med Fred,
fik Kongen Lejlighed at ordinere adskillige Ting, saa vel til Kirkens og Statens Nytte,
besynderligen udi Island, hvor Poul Hvitfeld indførte Reformationen udi alle Skoler og
Kirker, og lagde en Trivial Skole til begge Hoved-Kirker, saa at den Evangeliske Troe blev
den eene herskende Troe udi alle Kongens Riger og Lande, og havde disse Ri-|385ger og Lande denLande den]Lande den] B, Lande, og havde disse Riger den A Lande den] B, Lande, og havde disse Riger den A Lykke frem for alle andre, at ved Anledning af
Reformationen ingen nye og extravagant Lærdom reisede sig.
Saasom Reformationens Etablissement havde kostet Kongen saa stor Flid og
Møje, laae ham intet meere paa Hiertet, end at Lærdommen uforfalsket maatte continuere. Og gaves derpaa et Særdelis Exempel udi det Aar 1552. Den
bekiendte Andreas Osiander havde forplantet en nye Lærdom om Helliggiørelsen, og ved samme
Lærdom forført Marggrev Albert af Brandenborg. Samme Marggrev skikkede udi samme Aar
Gesantere til Dannemark, og ved dem lod Kongen offerere Osiandri Osiandri Lærdom fordømmes.Skrifter. Hans Majestet lod dem strax examinere ved
Superintendenten udi Siælland Doct. Petrum Palladium, og andre Kiøbenhavnske Theologos,
hvilke funde derudi falsk Lærdom, og derfore strax forfattede et Refutations-Skrift der
imod. Denne deres Refutation lod Kongen overlevere til de Brandenborgske Gesantere med
Begiæring, at bringe den til deres Herre. Lod ogsaa strax derpaa revocere tvende unge
Personer af hans Forvantere fra det Brandenborgske Hoff, hvor de vare henskikkede, for at
øves i Konster og Videnskabe.
(a) Saadane Præcautioner brugte denne
Konge for at hindre, at ingen falsk Lærdom skulde indsnige sig, hvorfore ogsaa Riget ingen
synderlig Anfægtning havde af Kiettere i hans Tid. Udi Fyen alleene blev 1553 tvende
Præster Christopher Mikkelsen og Lars Helgesen beskyldte for 1553.Vederdøbernes Lærdom, som de i deres Ungdom havde lært paa udenlandske Reiser,
og siden begyndt at udstrøe i deres Prædikener, hvilket, da Superintendenten i Fyen Georg
SadalinSadalin]Sadalin] A B; Sadolin SS Sadalin] A B; Sadolin SS merkede, advarede han dem ofte der om. Men de agtede ikke hans Tvende Fynske Præster føre falsk Lærdom.Formaninger, tvertimod de
beskyldte ham for at indføre Romerske Ceremonier udi Kirken igien. Dette foraarsagede, at
Sadolin gav Sagen an for Kongen. Hvorudover de bleve stævnede til Kiøbenhavn for at svare
for sig. Men der lod Lars Helgesen see saadan Formastelse, at han lod sin voxne Søn ved
Navn Johannem offentligen omdøbe ved St. Annæ Broe. Imidlertid bleve Bisperne sammen
kaldne, og disse tvende Præsters Vild-|386farelser bleve
udi Kongens Nærværelse examinerede. Og, som de ikke vilde staae fra deres Meeninger, bleve
de førte fangne til Skaane, og siden derfra bragte til Sorøe, hvor de omsider døde efter
et langtvarigt Fængsel.
(a)
Dog vare Førstendommerne, saasom de grændsede til Tydskland, ikke aldeeles
fri Falsk Lærdom udi Førstendommene.fra Kiettere. Thi
endogsaa udi Friderici I. Tid lod sig der indfinde en ved Navn Melchior Hoffman. Samme
Hoffman kom 1527 fra Magdeborg til Holsten, og blev af Kong Friderik kalden til at være
Sogne-Præst udi Kiel, hvilket Kald han Melchior Hoffman.forestoed
fast i to Aar, og tænkte Kongen i ham at have en troe Forplanter af den
Evangeliske Lærdom. Da de Geistlige udi Saxen finge Tidender om hans Promotion, erindrede
de strax den Danske Geistlighed om hans Vildfarelser. Lutherus selv udi et Brev til
Wilhelm Pravest Pastor udi Kiel, gav tilkiende sin Meening om ham med disse Ord:
(b) Jeg beder at I tage eder
vare for Melchior den Skinder, og udvirke hos Øvrigheden, at han
ikke bliver tilladt at prædike, endskiøndt han fremviiser Kongens Brev. Han skildtes meget
vred fra os efterdi vi ville ikke approbere hans Drømme. Han er ikke beqvem til
Lære-Embedet, ey heller er han kalden der til. Dette maa I sige alle i mit Navn, at de maa
have Afskye for ham, og nøde ham til at tie. Af dette Brev sees at han tilforn har været
en Feldbereder, hvilket han selv ikke nægter udi sit Skrift imod Ambstorff, hvorudi han
kalder sig *einen armen Layen-Peltzer oder Körtzener. Han bemøjede sig meest Hans Lærdom.med at forklare de vanskeligste Stykker af Johannis
Aabenbaring, og sielden rørede om de Ting udi Theologien, som vare meest fornødne. Da man
endeligen merkede hvad han førte i sit Skiold, fik han adskillige Modstandere udi Slesvig
og Holsten, hvilke udi Skrifter refuterede hans Meeninger; men derpaa finge haarde og
plumpe Svar. Den Forargelse, som saadane Stridigheder foraarsage-|387de, stræbede Kongen at forekomme, og til den Ende udi det Aar 1529 stævnede
Hoffman og nogle af hans Modstandere til en Samtale til Flensborg. Udi denne Samtale lod
sig som Directeur indfinde Christianus 3., Kongens ældste Søn; Hoffmans Forfægtere vare
Samtale til Flensborg.Johan von Kampen og Jacob Hegge fra
Dantzig, hvilke begge udi denne Samtale bleve omvendte, og forlode deres Vildfarelser.
Hans fornemste Modstander var Hermannus Tastius Pastor til Husum, som først alleene førte
Talen. Den bekiendte Carolstadius begav sig efter Hoffmans Begiæring til Holsten, at han
ved sin Myndighed kunde indjage de Geistlige nogen Frygt, men han turde ikke komme til
Flensborg. Udi bemeldte Samtale blev intet handlet uden om Tvistigheder angaaende den
hellige Nadvere, thi Hoffman vovede sig ikke at skride til andre Artikler. Efter at
Samtalen var endet ved en kraftig Oration, som Bugenhagius holdt imod Hoffmans Han forviises Landet.Lærdom, blev Hoffman forviiset Landet, og
begav sig til Strasborg. Saa at den Allarm, som han foraarsagede, var ikke af videre
Conseqvence, og det formedelst Kongens særdeles Aarvaagenhed, hvilken holdt sit store
Reformations-Verk forgiæves, hvis han ikke hindrede andre nye Secters Opkomst udi sine
Riger.
Hvad verslige Sager angik, da havde Kongen den Fornøjelse dette Aar, at see
sin Sviger-Søn Hertug August af Sachsen at ophøjes til Churførstelig Værdighed ved hans
Broders Churførst Mauritii Død. Derom fik hertug Augustus Tidende, da han tillige med sin
Gemahlinde Anna var i Dannemark; hvorudover han strax forføiede sig til Tydskland, og der
som næste Arving, fik Churførstelig Titul og Værdighed.
Der blev ellers paa samme Tid holden en Rigsdag udi Kiøbenhavn, hvor blant
Herredag i Kiøbenhavn.andre lode sig indfinde Ambrosius
Mejer Borgemester af Lybek, og Bartholomæus Tegnappel hvilke udi Hansestædernes Navn
besværgede dem over Lehnsmanden i Bergen, som den, der søgte at betage dem deres gamle
Privilegier og Friheder. De klagede iligemaade over det nyeligen anlagde
Toldsted i Skaane. De samme bekomme til Svar, at hans Majestet skulde tilskrive
Lehnsmanden i Bergen for at høre hvor vit de|388res
Klagemaal var grundet. I det Øvrige, hvad deres Privilegier angik, da skulde de samme
holdes dem ubeskaarne. Men hvad deres Sedvaner anbelangede, som de beraabte sig paa, da,
saasom de selv kunde optage saa mange som dem lystede, da maatte hans Majestet eftersee
hvilke Sedvaner hans Undersaatter kunde være tienlige eller skadelige og rette sig
derefter. Historien siger, at der udi dette Aar faldt Ild ned mangesteds i Riget; item, at
der grasserede Pest, hvilken tog saadan Pest. Overhaand i
Kiøbenhavn, at Academiske Exercitier ophørede fra Laurentii Fæst til Fasten.
(a) Men da
Plagen ophørede, kom all Ting i sin forrige Drift igien, og blev da promoveret til
Professor i Theologien den bekiendte Nicolaus Hemmingius, hvorom ofte skal tales udi
Friderici 2. Historie.
Efterfølgende Aar 1554. passerede intet Merkværdigt, uden at der var en
1554.Sammenkomst ved Grendserne imellem Danske og Svenske, for
at bilegge nogle Tvistigheder, men samme Mode blev opsatt til næstkommende Aar, og det
formedelst den store Krigs Udrustning som giordes udenlands, og, efterdi Nord-Søen blev
foruroeliget af Franske og Skottske Fribyttere, hvorudover Kongen for at beskytte sine
Rigers Køster, maatte skikke en Flode i Søen under Anførsel af Magnus Gyldenstierne,
hvilken den 13. Junii løb udi Søen, og seilede langs ved Kusterne for at hindre Overlast.
For den ældste Kongelige Prinds Friderik beskikkede hans Majestet dette Aar til Hoffmester
Eilert Hardenberg, iligemaade 10 eller 12 Herremænd, som skulle opvarte ham.
Den Fred som GUd havde velsignet Rigerne med, og den Reputation, som Kong
Christian havde erhvervet sig formedelst sit fornuftige og milde Regimente, foraarsagede
at adskillige fremmede Betrængte toge deres Tilflugt til Dannemark, og komme hid ind udi
Riget efterfølgende Aar 1555 hen ved 200 Personer, saavel Engelske som 1555.Nederlænder, hvilke formedelst Dronning Mariæ haarde
Regimente flygtede fra Engeland. Blant dem vare de Fornemste en Polsk Edelmand ved Navn
Johannes a Lasco, samt Carolus |389Utenhovius og Martinus
Micronius.
(a) Disse begave sig strax til Colding, hvor Kongen da
opholdt sig, og der søgte at insinuere sig hos de tvende Hoff-Prædikantere Paulum Noviomagum
og Henricum Buscoducensem, Nogle flygtige Calvinister forbydes
Riget.forhaabende ved deres Intercession at erhverve sig Kongens Protection, og
Sikkerhed at sætte sig ned i Landet. Men Paulus Noviomagus i steden for at patrocinere for
dem, igiennemheglede dem i en Prædiken, hvorved Kongen var tilstede, og afmalede dem som
Kiettere, og farlige Mænd, efterdi de vare Calvinister. Om de samme søgte at forplante den Calvinske Lærdom i Riget, derom melder Historien intet, den
vidner alleene, at de indlode sig i Disput med de Danske Prædikantere, sær med Henrico
Buscoducense. Hvorom allting er, saa begyndte Kongen at fatte onde Tanker om dem, og bød
dem strax at forlade Riget. Saaledes taler derom Stephanius.
(b) Da Kongen fornam, at blandt de
landflygtige Engelske, som udi haabetall vare komne til Dannemark, en stor Deel at være
indtagen af Calvini Lærdom om Nadveren, lod han en Forordning udgaae, at ingen under Livs
Straf og Godses Fortabelse maatte bierge eller huuse dem her i Riget. Saasom nu dette
skeede om Vinteren afmaler Utenhovius dette Forbud med sorteste Farver udi et Skrift, som
han siden lod udgaae, hvorudi han anfører alt hvad, som var forhandlet og disputeret med
de Kongelige Prædikantere og Professorer. Dog maa han selv tilstaae dette, at Kongen gav
dem Skibe til at transportere dem til Tydskland; Han gav ogsaa eenhver af dem 100
Rigsdaler til Rejse-Penge, og derforuden betalede for deres Herberger. Derforuden tillod
han, at Johannis a Lasco begge Sønner tillige med deres Informator maatte blive Vinteren
over enten i Kiøbenhavn ellereller]eller] B, er A eller] B, er A
Kolding. Naar man derfore dette Dette
Forbud criticeres.altsammen overvejer, kand man see, at Joh: Lætus,
(c) haver outreret sin Critiqve over den Kongelig
Forordning, naar han siger, at den var ligesaa haard, som den kunde have været udgiven af
Paven selv: thi eet er at forfølge dem, som er af en anden Re-|390ligion, et andet at forbyde dem sine Lande for at hanthæve Fred og
Roelighed, helst udi saadanne slibrige Tider, da Riget havde nyeligen været i saadan
forvirret Tilstand formedelst Diversitet udi Religionen.
(a) Det er ogsaa troeligt, at disse gode Calvinister
have selv formedelst deres Disputere-Geist givet Anledning til Hvad
som kand siges til dets Forsvar.denne strenge Forordning, thi man seer, at de
Danske Theologi havde været meget ophidsede mod dem, og at derfor Forordningen sigtede
alleene til at conservere Rigets Fred. Og, hvis endeligen denne Gierning ikke kand
undskyldes, saa ligger Skylden ikke saa meget paa Kongen, som paa de Danske Theologos,
hvilke synes at have afmalet disse landflygtige Folk, som Vederdøbere, thi den Forordning
som 1553 var udgiven mod Anabaptister, blev imod dem fornyet.
(b) Disse Folk kaldede sig ellers Pillegrimmernes
Meenighed.
Paa samme Tid tildrog sig en særdeles Hendelse mellem nogle Polske og
Danske Gesantere. Hertug Johan Albert af Meklenborg holdt den 25 Februarii Bilager med den
Preusiske Hertug Alberts Dotter Anna, som var Christiani 3. Søster-Dotter, samme Bilager
blev holdet til Wismar, hvor hen Kongen skikkede Otto Krumpen og
Holger Rosenkrands for at bivaane Ceremonien. Saasom nu Sigismundus Augustus Kongen af
Polen havde ogsaa sine Gesantere sammesteds, hendte det sig, at een af de Polske Gesantere
tog Fordantzen fra Otto Krumpen. Dette gik Rangs Tvistighed.samme
Herre saavelsom hans Collegæ saaledes til Hiertet, at de forlode Salen, og rejsede
bort, foregivende, at deres Høje Principal derved var bleven forhaanet, efterdi han ikke
alleene var Brudens Morbroder, men endogsaa efterdi Dannemark var et gammelt Rige, da
Polen endda ikkun var et Førstendom. Men Hertugen af Preussen
(c)
undskyldte sig dermed, at han i anden Henseende ikke havde tilladt den Polske Gesant
Fortrin, end efterdi |391Kongen af Polen var hans Lehns-Herre.
Med hvilken Erklæring de Danske Gesantere maa have ladet sig tilfreds stille, efterdi der
intet mere tales om denne Sag.
Jeg har forhen antegnet, at de Hansestædiske Gesantere udi det Aar 1553.
(a) fremkomme med adskillige Besværinger, og at dem derpaa
var lovet Svar. Dette Aar blev dem paa Herre-Dagen til Kiøbenhavn svaret, at Kongen og
Rigets Raad ingen efterretlig Kundskab havde om de Privilegier, som de beraabte sig paa.
Hvorudover det var billigt, at de udi Lybek producerede slige Privilegier in Originali, og
overgave Vidisser der af til de Kongelige Gesantere. Hvor af man seer, at denne Konge
havde i sinde at indskrænke den Hansestædiske Handel i Faveur af sine egne Undersaatter,
og at han der udi fuldte Christiani 2. Fodspor. Men, man siger, naar Kongen søger at indskrænke Hansestædernes Handel.to giør eet, er det derfor
ikke eet; thi det samme som af vore Historie-SkriverHistorie-Skriver]Historie-Skriver] A B; Historieskriver Rahbek, Historie-Skrivere SS Historie-Skriver] A B; Historieskriver Rahbek, Historie-Skrivere SS lastes hos Christianum 2, lægges
Christiano 3. til Roes, og det med Billighed; thi intet kunde være haanligere end at
Riger, der havde saadan fordeelagtig Situation, og saa mange Producter, item Materialier
til Skibs-Bygning, og hvis Indbyggere vare saa beqvemme til Søe-Mandskab, skulde leve
under Hansestædernes Vinger. DeromDerom]Derom] B, Der om A; Der om SS Derom] B, Der om A; Der om SS
saavelsom om de Tvistigheder, samme Aar vare med
Hamborgerne om det saa kaldte *jure restringendi, skal tales omstændigen *paa et andet Sted.
Hvis denne fortræffelige Konge havde levet noget længere, er ingen Tvil paa, at han jo
havde satt i Verk det som han havde i Sinde med Handelen. Men, som han levede ikkun kort
derefter, og hans Successor blev indviklet udi langvarige og besværlige Krige, kom det
endda i lang Tid til ingen Fuldkommenhed.
(b) Dog kand disse Rigers Handel nogenledes siges at have
haft sin Begyndelse i denne Konges Tid, da tilforn Indbyggerne i disse Riger aldeeles ikke
vidste hvad det var at føre u-middelbar Handel, men vare ikke andet end Høkkere for
Nederlænderne og Hansestæderne, der hentede Rigernes Producter, og
bragte fremmede Vare der-|392for. Kongen blev opmuntred
af adskillige andre Nationers Exempler, at tænke paa saadan skadelig Handels Afskaffelse;
thi Sverrig havde sluttet en Commerce Tractat for nogle Aar siden med Frankrig, saaledes,
at de Svenske skulde fra første Haand tage de Franske Varer, som Nederlænderne tilforn
bragte dem til, og seer man, at de Engelske udi dette Aar tenterede store Ting for deres
Handels Forfremmelse, thi de lode da med 3 Skibe forsøge at finde en Vei Norden omkring
Norge og Rysland til China. Toe af disse Skibe bleve indfrøssne og forginge, men det 3die
kom til den Moscovitiske Havn St. Archangel, hvor de stiftede Handel paa Rysland, og, som
andre siden fuldte deres Exempel ved at tage samme nordlige Vej, blev Seiladsen efter den
Tid meget formindsket igiennem Øresund, og Kronen leed stor Skade udi sin
Toldrettighed.
Jeg tilstaaer gierne, at mange af de Ting, som jeg udi disse sidste
Aaringer anfører, ikke meget kand interessere Læseren; ja, at de ere af den Natur, at de
af Historien kunde udelades, hvis samme Tider havde været frugtbare paa andre store
Hændelser. Men hvad andet kand forefalde under en Konge, der med saadan Omhyggelighed
stræber efter at conservere Fred med alle andre Potentater, og at hanthæve Roelighed udi
sit Rige, thi Krige og Rebellioner ere de Ting, som giøre HistorierHistorier]Historier] B, Historien A Historier] B, Historien A
baade vitløftige og
behagelige at læse. Gid alle Historier vare ligesaa magre som denne Højpriselige Konges
sidste Regierings Aar; thi just denne Maverhed er en Prøve paa denne Konges fornuftige
Regimente, saasom han efter udstanden Møje, søgte kun i de sidste Aar at holde den store
Bygning ved Lige, som han med all Verdens Forundring 1558.havde
opreist. Hans Fredsommelighed gik saa vit, at da den Stad Reval
(a) Et stort Beviis paa
Christiani 3. Fredsommelighed.frivilligen underkastede sig hans Herredom, han da
vegrede sig ved at imodtage saadant Tilbud, sigende: at Gud havde givet ham Lande og
Stæder nok at regiere over, ja lagt større |393Byrde paa ham
end han vel kunde bære. Ord som bør skrives med gyldene Bogstaver og indprentes udi alle
Potentaters Hierter. Og, saasom denne rettsindige Konge elskede saa meget Fred, saa
kronede ogsaa Gud Rigerne der med indtil hans Døds Dag. Han saae sig ogsaa nyeligen for
sin Død skildt ved tvende Herrer, som meget havde foruroeliget hans Regimente. Den eene
var Churførst Friderik af Pfaltz, og den anden Keiser Carl, hvilken sidste havde
foruroeliget Europa udi sin heele Regierings Tid, og havde de Nordiske Riger ligesaa liden
Aarsag at gremme sig over hans Afskeed fra Verden, som andre Europæiske Lande. Nyeligen
før han sagde sig af med Regieringen formerede han Prætension paa det Hertugdom
Slesvig, og lod ved den Spiriske Kammer-Fiscal anmode samme
Hertugdom om at betale Contingent ligesom andre Tydske Provincier; Men Kongen viisede, at
det var en Dansk Province, som laae uden for den Tydske Grund, og at de Slesvigske
Hertuger der med stedse havde været forlehnede af Dannemarks Rige. Denne Disput blev
bilagt udi Friderici 2. Tid, da bemeldte Hertugdom blev kiendt til at være en Dansk
Province, som Keiseren ingen Jurisdiction havde over.
En fornemme Herremand faldt paa samme Tid udi Kongens Unaade. Den Peder Oxe kommer i Unaade.samme var den bekiendte Peder Oxe, Herre
til Gisselfeld og Dannemarks Riges Raad. Aarsagen til hans Fald siges at være nogle
suspecte Breve, som han havde skrevet til Kong Henrik af Frankerige, hvorvel andre
foregive andre Aarsager der til. Vist nok er det, at han udi det Aar 1558 blev citered til
Herredagen i Nyborg at svare for sig; men som han ikke dristede sig der til, undvigede han
Riget, og begav sig til Holland; Hans Fiender betienede sig af hans Fraværelse at beskylde
ham for adskillige andre Ting; Blant andre foregav en Herremand ved Navn Peder Due, at han
havde kastet ham i Fængsel, og tvunget ham til at give en Sum Penge for at komme løs
igien. Men, som han selv ikke lod sig indfinde paa Herredagen for at svare for sig, blev
der ingen Dom fælden over ham, saasom denne sagtmodige Konge ikke vilde dømme ham, førend
han havde svaret for sig.
(a)
|394Fridericus 2. forfuldte siden denne Sag med stor Iver, og
nægtede ham længe Fred, endskiønt adskillige Potentater intercederede for ham. Dog kom han
omsider ikke alleene tilbage, men blev ogsaa Rigets Hoffmester, som skal viises i Kong
Frideriks Historie.
Endeligen behagede det Gud at kalde denne kostbare Herre til sig udi det
Aar 1559. Han havde længe været plaget med den gylden Aare, som ofte havde truet 1559.ham med Døden, skiønt han een og anden gang, da Apparencen
til Livet var slettest, Kongen bliver syg. dog kom sig igien.
(a) Men det samme lagde ham dog omsider i
Graven. Da han fornam sit Timeglas at være udrundet, lod han til sig kalde begge hans
Cantzlere, Johan Friis, og Andreas Barby, og formanede dem til Troeskab mod hans Søn
Prinds Friderik. Han lod derpaa alle nærværende Hoffsindere og Herremænd komme ind til
sig, rakte enhver af dem Haanden og tog Afskeed med dem. Paa de Kongelige Børns Hoveder
lagde han Haanden, og gav dem sin Velsignelse. Siden annammede han den hellige Nadvere af
hans Hoff-Prædikant Mag. Poul Noviomago, og med en særdeles gudelig Andagt, som svarede
til hans Levnet, endeligen paa Coldinghuuses Slott, opgav sin Aande paa Ny-Aars Dag 1559.
Hvad, som særdeles Hans Dødherved er at merke, er dette, at
hans DødsDøds]Døds] B, Dods A Døds] B, Dods A
Dag blev ham af et Syn forud sagt, thi den Højsalige Herre sagde til alle
Omkringstaaende, at, da han var udi sin største Andagt, fik han
Advarsel, at han paa Ny-Aars Dag skulde faae Bedring i sin Svaghed. Hans Medicus Cornelius
Hamsfort søgte at henføre saadant til en Drøm; men Kongen forsikrede, at det var
vederfaret ham gandske vaagende, hvilket og Udgangen bekræftede.
(b) Hans Christelige
Endeligt har blant andre beskrevet den store Reformator Philippus Melanchton under det
Navn af Petro Palladio som han selv vidner.
(c)
|395Alle Historie Skrivere ere derudi eenstemmig, hans heele Levnet udviiser
ogsaa det samme, at han var een af de dydigste Konger der nogen Tid har siddet paa
Thronen. Udi Ungdommen var han noget flygtig, saa at hans Herr Fader ikke alltid var
Hans Characteer.fornøjet med ham. Eet Exempel paa hans muntre
Sind er det Puds, som han eengang spillede med en Franciscaner Munk, da han udi det Aar
1521 udi sit Alders 18 Aar
(a) var paa Rigs-Dagen til Worms. Samme Munk prædikede
da udi Keiserens og Ungdoms Feil.adskillige Førsters
Nærværelse meget haardt imod de saa kaldte Kiættere, og havde der hos slige latterlige
Gestus, at Tilhørerne tabte all deres Andagt. Da han efter Prædiken faldt paa Knæe for at
giøre sin Bøn, og den Strikke, som han havde om Livet, gik ned igiennem en Skrame af
Prædikestolen, slog Prindsen, som stod lige derunder, en Knude om Strikken, saa at, da
Munken skulde staae op igien, maatte han kalde Folk om Hielp. Munken indgav derover en
haard Klage til Keiseren; Men, saasom Pudset var spillet af en Førstelig Person, blev det
derved. Keiseren sagde alleene til Prindsen, at han maa skee med Tiden vel vilde blive en
Munke Hader. Derforuden blev dette lastet hos den unge herre, at han giftede sig imod sin
Faders Villie, og betienede de Danske Bisper sig udi Thronens Vacance deraf at gaae ham
forbi, og at destinere Kronen til hans yngre Broder.
Men, da han kom lidet meere til Alder, merkede man intet uden lutter Dyder,
Hans rare Dyder.hvilke han stedse øvede udi den Grad, at
han derved har distingueret sig blant alle Potentater. Hvad Gudsfrygt angaaer, da vidner
Historien, at han dagligen paa Knæe giorde sine Bønner til Gud. Hans Mildhed var saa stor,
at han i den Henseende var meere anseet som en Fader end en Konge. Men hvor lemfeldig han
end var, sparede han dog ikke Guds Bespottere, Mordere og Hoorkarle. Hans Ord og Løfter
vare uryggelige, og berømmede Keiser Carl saavel som hans Successor Ferdinandus I. ham
derfor offentligen paa Rigs-Dagen til Frankfurt. Men den Dyd, som mest er at berømme hos
ham, saasom den er rarest hos Potentater, var Fredsommelighed, og liden AttraaeAttraae]Attraae] B, Attrae A Attraae] B, Attrae A
efter |396Højhed: thi, endskiøndt han var Kong Frideriks ældste Søn, lod han offentligen tilkiende give Rigets Stænder strax efter hans
Faders Død, at, hvis de funde for gott at gaae ham forbi, og at antage til Konge en af
hans yngre Brødre, vilde han dermed være fornøjet. Og, da mod Enden af hans Regiering den
Stad Reval underkastede sig frivilligen hans Herredom, gav han tilkiende, at han vilde
være fornøjet med de Lande, som Gud havde tilforn givet ham. Man seer ogsaa af Historien,
at han ideligen arbeidede paa at bilægge Tvistigheder. Af disse Qualiteter skulde man
tænke, at denne Herre var heller skabt til at være en god og opbyggelig Borger end en
Konge. Men med all den Fromhed, Fredsommelighed og Douceur kand han citeres blant de store
Helte, som dette Rige har haft; thi han Hans store Bedrifter.rev
Riget med sine sejerige Vaaben af fremmede Hænder, og giorde alle hans mange og
mægtige Fiender til Skamme, saa at han i den Henseende alleene har erhvervet sig lige saa
stort Navn, som Valdemar 3., hvilken kand kaldes Rigets Fundator. Men denne Konge lagde
dette der til, at han ogsaa heelede Rigets indvortes Saar, stiftede Religionen tillige med
Universitetet. Saa at han kand føre Navn af Statens Religionens og Lærdommens Stifter i
Dannemark, thi han bragte allting af et Chaos og en yderlig Forvirrelse udi en herlig og
zirlig Orden. Han var ogsaa ikke mindre Justitz Mand og Dommer, hvilket sees af hans
herlige Love, og vidner Historien, at, saa længe hans Helbred tillod ham, reisede han fra
en Province til en Retfærdighed.Retfærdighed.]Retfærdighed.] B, Retfærdighed? A Retfærdighed.] B, Retfærdighed? A anden, for at høre
Almuens Klagemaal,Almuens Klagemaal,]Almuens Klagemaal,] B, Almuens, Klagemaal A Almuens Klagemaal,] B, Almuens, Klagemaal A havende altid med sig 4 eller 5 af Rigets Raad. Han var ogsaa en stor elsker af
Tarvelighed, hvorudi han foregik alle med eget Exempel. Og kunde han i sær ikke lide de
saa kaldte *Pludder Hosen ned over skoerne, og hvor i vare hen ved 80 Alen Tøj, saa at hart
ad 10 Mennesker kunde have Tarvelighed.nok af en eeneste. Ja
han var saa vred paa samme overdaadige Dragt, at han lod skiære slige Pludder Hosen i
Stykker paa nogle Herremænds Legemer, og plejede han at kalde denne Dragt von Huus von
Hoff. Om hans Legems Skikkelse findes ellers intet antegnet, man seer alleene at han har
været af stor Styrke og Behændighed, thi Auctor til Peder Skrams |397Historie, naar han taler om samme Mands Styrke, vidner, at ingen udi
Carousel rendte ham af Hæsten uden Christianus 3.
(a) Kort at Legems
Styrke.sige, hvis Dannemark kand viise, at den har haft en større, saa kand den
neppe viise at den nogen Tid har haft en bedre Konge, thi hans Regiering bør være en
Modelle for alle Konger og Førster, og hans Levnet en Bog som ikke alleene Regentere, men
alle Mennesker bør ideligen læse. Men, som intet dødeligt Menneske er uden Plett, Hvilke Feil ham tillægges.saa have mange lægget denne Konge nogle
Ting til Last; nemlig først, at han mod sit Raads Formaning giorde en Reise til Stokholm.
2. At han lovede Kong Gustav, ingen particuliere Fred at slutte, og 3. at han lod de
Engelske Flygtige Landet forviise. Men, hvad det Første angaaer, da lastes det allene,
efterdi Mistanke og Simulation regnes for en Dyd hos Regentere,
og belangende den particuliere Fred, Hvad dertil kand svares.som
han mod Løfte sluttede, da tillode Tidernes Conjuncturer ikke længe at chicanere over
Freden, han lod derforuden Kong Gustavum indrykke udi samme Fred, og strax derpaa stillede
ham tilfreds. Endeligen hvad de Engelske Landflygtige angaaer, da har jeg udi Historien
viiset at Kongen alleene af Frygt for at see Rigets Fred forstyrret, befoel dem at reise
bort igien, dog saaledes, at han gav dem Skibe, Reise-Penge og betalte for deres
Herberger. Saa at Buceri Arvinger i det Buceri Skrift, som er dediceret til denne Konge,
berømmer han for hans Gavmildhed imod disse og andre betrængte Folk.
(b)
Denne Priis-værdige Konge døde udi sin Alders 56de Aar,
(c) efter at han havde
regieret udi 24 Aar. Hans Legeme blev først nedsatt udi Odense i St. Knuds Kirke. Men
Fridericus 2. lod det føre til Roskilde, hvor hans Kiste og Epitaphium sees endnu udi
Kongernes Begravelse. Hans Dronning var Dorothea Hertug Magni Hans
Dronning og Børn.af Sachsen Lavenborgs anden Dotter, hvilken døde til Sünderborg
1571, hvor hun blev begraven, men siden forflytted til Roskild. Ved hende avlede han (1.)
Friderich, som |398succederede ham i Riget. (2.) Anna, som fik
Churførst Augustus af Sachsen. (3.) Magnus, til hvilken Kongen gav Øesel og Vig, item det
Stift Curland, som han havde tilkiøbt sig Aar 1558. OmOm]Om] B, om A; om SS Om] B, om A; om SS
hans Avantures skal tales
omstændigen i efterfølgende Historie. (4.) Dorothea, som siden fik Hertug Wilhelm af
Lüneborg. (5.) Johannes, kalden gemeenligen den yngre, hvilken stiftede det Sønderborgske
Huus, og er Stam-Fader for Hertugerne af Sønderborg, Nørborg, Glücksborg og Pløen.
Hans Symbolum var:
Blandt de mange Ting, som Christianus 3. stiftede, var intet som han
glædede sig meere over end det Kiøbenhavnske Universitets Fundation. Samme Universitet
Historie af UniversitetetsUniversitetets]Universitetets] B, Universitets A Universitetets] B, Universitets A
Stiftelse.var efter Kong Hanses
Død bragt udi saadan forvirret Stand saavel formedelst indvortes U-roelighed, som
Religionens Forandring, at det i lang Tid ingen Øvrighed havde haft. Men, da denne
Høj-priselige Konge havde giort Ende paa de farlige Krige, og satt Rigerne udi en ønskelig
Roelighed igien, lod han kalde de adspredde Professores tilbage. Og
blev da Christianus Morsianus beskikket til Academiets Rector, og efter ham Palladius og
Bugenhagius, og raadførte han sig fornemmeligen med denne sidste udi Universitetets
Indrettelse, samt med Luthero selv, Melanchthon og det Wittenbergske Universitet. Anno
1539 forordnede han, at der udi Kiøbenhavn skulde offentligen læres alle Boglige Konster,
besynderligen Theologie, paa det at den Evangeliske Troe kunde forplantes over alt.
Han lagde ogsaa visse Indkomster til Academiet af Bispe-Tiender, Knardrups
Kloster, af Siellandske og Skaanske Kirker af Huuslejer og Øresunds Told, hvilke
Indkomster beløbede sig til 1400 Rhinske Gylden aarligen. Til de gamle Professores lagde
han nye udi alle Videnskaber, og gav dem visse Stipendia og Privilegier. Han forordnede
ogsaa, at i Steden for de Roskild-|399ske Biskoper, de
Kongelige Cantzlere herefter skulde være Universitetets Patroner, og var Johan Friis af
Hesselager efter denne nye Fundation Academiets første Patron, og beskikkede han Patronen
til Medhielper en anden lærd Hoffmand, samt 3 Mænd af det Roskildske Capitul. For des
ydermere at lade see, hvor stor Estime han havde for Universitetet, lod han Rectori og
Professorerne vide, at om fornødent giordes, vilde han enten selv eller hans Søn Prinds
Friderik være deres Rector. Udi det Aar 1555 lagde han endda meere Gods til Professorerne
af Arøe og Jørlunds Bønder-Gaarde, og Aaret derefter tillagde han dem 144 Skiepper Korn
aarligen, og andet som kand sees vitløftigen udi den saakaldte *Fundatione &
Ordinatione Universali Scholæ Hafniensis af dato Rigsdagen til Odense den 10 Junii 1539.
Om Bibelens Oversættelse er tilforn talet, samt om den bekiendte Kirke-Ordinantz, hvilken
siden Anno 1542 blev formeeret med de 26 *Articulis Ripensibus. Blant andet som han
forærede Universitetet var ogsaa et konstigt Uhrverk, som viisede Himmelens Løb, og var
forarbejdet af den berømmelige Konstner og Astronomo Johan Dyven. Det samme Uhrverk blev
først skikket til Gros-Førsten af Moscovien 1550, men Moscoviterne, som holdte saadant for
Hexerie, skikkede det tilbage, hvorudover det blev givet til Universitetet. Om Kirke-Sager
er vitløftigen talt i Historien. Hvad Lov og Rett angaar, da udgav han Aar 1547 til
Kiøbenhavn den bekiendte Recess, og 1551 en anden til Christiani 3. Love og Forordninger.Dronningborg, og derudi lod indføre hvad som var
forglemt i den første. Anno 1558 kom for Lyset den store Recess til Colding, og som
befatter de forrige under sig, og hvis første Artikel er: at Kongen skal elske Gud og
hielpe hver Mand til Rett. Ved den Recess blev Kong Waldemari 2. Lov, skiønt ikke
afskaffet, dog temmeligen satt til Side. Førstendommene finge af denne Konge og hans
Brødre deres egne Rette, som endnu meestendeels ere i Brug; thi foruden Førstendommenes
Kirke-Ordinantz lod han til Husum 1557 opsætte den saa kalden Spadelands Rett, hvilken
bruges i det Slesvigske og i alle Marsk Landene, og Aaret derefter fik ogsaa Femern sin
egen Rett.
|400Hvad
Mynten anbelanger, da, saasom han i alle Ting var en god Konge,
saa var Myntens Tilstand under denne Konge.hans Mynt ogsaa
særdeles god. Det er at merke her ved, at Kongerne af Dannemark, hvor meget alvorligen de
end have arbeidet paa at giøre Mynten god, saa have de dog intet dermed kundet udrette, af
Aarsag, at de fleeste Stæder udi Rigerne havde Rett at slaae Mynt, og Bisperne undertiden
ligesom kieppedes med Stæderne, hvo der kunde slaae de værste Penge, hvorfore ogsaa udi
denne Konges første Regierings Aar Mynten temmeligen vaklede. Men, da den Rommerske Troe
blev udrøddet af Riget, og Bisperne bleve afsatte, fik Hans Majestet Leilighed til at sætte
sit gode Forsætt i Verk. Provincierne, som endda nogen Tid beholdte Mynte-Rettighed,
vovede sig ikke meere at slaae saa slette Penge som tilforn, og under hans Søn Friderico 2.
lode endeligen gandske af at mynte, saa at Christianus 3. er den sidste Konge paa hvis
Penge man finder Bispers og Stæders Navn. Og kand fra denne Konges Tid regnes ligesom en
nye Periodus udi Mynte Historien, thi da bleve Pengene slagne efter Orden ligesom nu
omstunder, nemlig Dalere som galte 48 Skill., og Mark hvor af 3 giorde saadan en Daler,
Item Skillinger, hvor af 16 giorde en Mark; thi for Christiani 3. Tid vare ingen Stykker
slagne under det Navn af Mark og Skilling, men all Dansk Mynt blev beregnet til Mark og
Skilling af de saa kaldne smaa Penninge, hvilke Penninge udi Vægt og Størrelse lidet
overginge de nu brugelige Lybske Skillinge. Det er ellers besynderligen at merke i den
Danske Mynte Historie, at denne Konge var den første af alle Danske Konger, der lod sætte
Tall til sit Navn for at viise hvilken Christian han var udi Ordenen, da de andre Konger
lode sig alleene tegne Ericus, Christophorus, Christianus &c. saa at man af
Navnerne paa deres Myndt ikke har kundet see hvilke Konger udi Ordenen de vare. Der merkes
ogsaa ved denne Konge, at han var den Første der lod sætte de Wenders og Gothers Konge paa
Mynten, Item de 3 Kroner, som hans Herr Fader havde udeladt.
Hvad ellers merkværdigt udi denne Konges Regierings Tid skeede, som
tilforn Norge tabte sit Raad i hans Tid. ikke er antegnet,
var, at Norge tabte sit Raad, |401og blev anseet som en
Province af Dannemark. Derom taler Hvitfeld udi Friderici I. Historie. For dette Affalds
Skyld, og for et og andet, som skeede udi Grevens Feide, er paa den Herre-Dag til
Kiøbenhavn 1536 noget haardt og strængt raadslaget over de Norske, at de fremdeles ikke
skulle have deres eget Raad, men regieres som en Province under Dannemark, thi ligesom
Privilegier og Friheder vindes ved troe Tienneste, saa tabes de ogsaa naar man giør noget
der imod. Men paa et andet Sted,
(a)
Hvitfelds Betænkning derover. siger bemeldte Autor, at det
skeede paa et andet Fundament, nemlig efterdi de Norske havde ofte forpligtet dem til at
blive under een Herre og Konge med Dannemark til ævig Tid. Og er det sidste rimeligere,
thi det var selsomt, at Stænderne udi Dannemark, der havde
foraarsaget det Kongelige Huus langt større Uroelighed end de Norske, skulde dømme de sidste
i Straff for Utroeskab; thi det kostede Kong Christian blodige Slag og haardnakkede
Belejringer, førend han kunde bringe Dannemark til Lydighed, da derimod Norge beqvemmede
sig til at antage Kongen med blotte Ord, og ligesom Samme Betænkning
examineres.med et Vink. Og var det ikke uden Erke-Bispen af Trundhiem med hans
Anhang, der giorde Kong Christian Riget Disputerligt, thi den største Deel af Riget,
besynderligen det heele Syndenfieldske, holdt bestandigen med samme Konge. Saa derfore, om
Dommen er fældet paa det første Fundament, følger der af, at Norge mistede sine
Privilegier, efterdi det overgav sig med det Gode, men Stænderne i Dannemark beholdte alle
deres, efterdi de lode sig ved Sværd og Hunger beqvemme der til; Hvorom all Ting er, saa
er dog dette skeet, og Norge haver stedse efter den Tid været regieret af Danske Adelsmænd
indtil Souverainetetet, da begge Rigerne igien ere blevne tracterede paa en lige Fod, som
tvende foreenede Riger under Souveraine Konger.
Hvad andet merkværdigt, som ellers tildrog sig i denne Konges Tid, var, at
Landskrones Slott blev anlagt 1549, og at Haders-|402lefs Slott blev anlagt af hans Broder Johan den Ældre. Iligemaade at der bleve Sølvminer
opfunde ved Opsloe i Norge uden Tvivl i det Aar 1539, efterdi udi samme Aar findes et
Privilegium dateret Odense til Participanterne. Dog vare der ingen puure Sølv-Aarer, men
alleene Kobber blandet med Sølv, hvilket kand sees af den Forordning, som udgik Aaret
derefter, hvorledes der skulde forholdes med Kobber, som var blandet med Sølv. Men det
Verk, som da foretoges, faldt igien og blev forladt, saa at der ere ikkun nogle Rudera der
af imellem Aggerhuuses Slott og Opsloe.
Blandt berømmelige Mænd, som florerede udi Christiani 3. Tid, var GeneralGeneral]General] Genera A General] Genera A
Berømmelige Mænd under Christ. 3.Johan Rantzov, en af de
største Helte udi samme Seculo, der havde commanderet de Kongelige Armeer, baade udi
Friderici 1. og Christiani 3. Tider og siden maatte føre Krigen udi Dytmersken under
Friderico 2., saa at faa Generaler fortiene større Johan
Rantzov.Navn i Historien. Melchior Rantzov, hvilken var Kongens Marskalk og
Krigs-Raad, og den samme, som fangede de tvende Bispe Torben Bilde og Joachim Rønnov. Melchior Rantzov.Kongen gremmede sig saa meget over hans Død, at han
græd og sagde: at der var falden en Edelsteen af hans Krone. Petrus Svave eller Svab, en
lærd og veltalende Peder Svave.Mand, der blev brugt af Kongen
udi Legationer og vigtige Forrettninger. Han var Hertug Johannis den Ældres Informator,
og blev siden Kongens Raad, og forærede Kong Christian ham Giordsløfs-Slott arveligen.
Hans tvende Cantzler, Johan Friis af Hesselager, og Andreas Barby, hvilken sidste var
hans Tydske Cantzler. Om de mange store geistlige Mænd, som han betienede sig af til at
forplante Reformationen, er talet udi Historien.
Det er ellers ved
Christiani 3. Død, at den berømmelige Cantzler Hvitfeld ender Betænkning over Hvitfelds Historie som her ender.sin store Danske Krønike, som
Pontanus haver oversatt, og de fleeste andre Skribentere udcopiered. Samme Skrift er et af
de kostbareste, som man haver udi noget Land, efterdi det er en Samling af Archiv
DocumenterDocumenter]Documenter] Documeter A Documenter] Documeter A , hvilke Autor som Rigets Cantzler haver haft Leilighed til at udcopiere af det
Kongelige Archiv, og indføre i sin Historie. Det var at ønske, at |403man havde lige saadan Samling til de sidste Kongers Historier, hvor os
fattes baade Journaler og Documenter, saa at man har stor Møje der udi at bringe noget til
Veje uden Hielp af gode fremmede Historier, hvilke dog ikke kand forsyne os med noget som
er tilstrækkeligt. Han har derforuden efterladt os Friderici 2. Historie udi Manuscripto,
hvoraf det meste meenes at være indført udi samme Konges Krønike publicered af Præsident
Resen. Af den Oversættelse, som Pontanus har giort over Hvitfelds Historie, er alleene den
første Tomus trykt. Den anden, som gaaer indtil Christianum 4. er endnu Manuscript. Og
seer jeg af et af Pontani egenhændige Skrivelse, at han ogsaa har haft i Sinde at skrive
Christiani 4. Historie.
(a)