Da De til stadighed har berømmet *mine sysler og mit slid, understøttet og opmuntret mig, synes De med rette at være blevet fortørnet paa mig, fordi jeg har paataget mig den besværlige *stilling som kvæstor ved vort universitet uden at have raadspurgt Dem, hvis mening og henstillinger jeg plejer at lade mig lede af. Denne forvandling, der fra filosof har gjort mig til kvæstor, forekommer Dem ligesaa pudsig som den tidligere, der *gjorde mig fra korporal til filosof. De formoder, *at jeg vil sende Minerva min afskedsbegæring, da jeg har stillet min hele arbejdskraft til raadighed for Merkur. |2Det har De ogsaa haft grund til at formode, thi

Jeg betragtede ogsaa mig selv som desertør fra muserne, da jeg var ganske klar over, *at menneskene kun sjældent kan paatage sig saa forskellige og modsatte opgaver. Da jeg efter denne forvandling saa, at jeg – optaget af nye opgaver – ikke kunde faa tid til mine tidligere sysler, *prøvede jeg at ægge andre til at skrive digte ved at udsætte smaa belønninger. Med dette paafund haabede jeg at formilde dem, der ikke betænkte sig paa i musernes navn at anklage mig for desertation. Jeg troede dog, at man ikke kunde bebrejde mig, at jeg efter næsten 40 aars vedvarende anstrengelser omsider *krævede min afsked og ønskede *at trække mig tilbage. Naar man har gjort tjeneste saa mange aar, plejer man dog lovligt og uden at blive beskyldt for magelighed at *faa sin afsked. Idet jeg nu lagde dette slør over min nye livsførelse *og satte alle ikke praktiske sysler tilside, hang jeg i nogle maaneder udelukkende over regnskabsbøgerne. *Med vold kan naturen slaas ud; men den vender dog atter tilbage: min gamle lyst til studierne, der en tid lang blev trængt tilbage, |3kunde ikke undertrykkes. Gnisterne blev liggende gemt under asken og fik snart ilden til igen at flamme op. *Kort og godt: *jeg blev igen mig selv, ja, man kunde ligefrem tale om en sygdom i sindet, da digteren jo siger:

Det er jo ligesaa svært helt at slukke denne brand, som det er at befri dem fra deres last, der engang har givet sig brændevinen i vold. Merkur og Minerva deler mig altsaa imellem sig. Ham dyrker jeg for at gøre min pligt, hende for at stille mig selv tilfreds. Siden mine bøger sælges godt og anses for nyttige, og da jeg paa en maade synes at fremme begge guders tarv, formoder jeg, at de begge er mig naadige. Desuden er jeg aldrig mere glødende optaget af mine studier end i december og juni, da forretninger, *regnskaber, brevskrivning og *det stadige spektakel i retten drager mine tanker bort fra mit eget, men samtidig ægger mig til at gaa videre med mine studier. *Ligesom opdæmmede vandmasser bruser saa meget voldsommere, naar sluserne aabnes, saaledes virker beskæftigelse med noget ganske modsat paa en og samme tid hæmmende og opmuntrende paa sysler som mine. |4Sandheden heraf viser de arbejder, jeg har forfattet i min kvæstortid, og som jeg i dette brev skal give en oversigt over.

Min Underjordiske Rejse regnes med rette, til de spøgefulde filosofiske værker, som altid har været betragtet som tilladte, fordi dens personskildring kan tilpasses paa ethvert folkeslag. Der behøves altsaa ingen nøgle, hvor porten staar aaben, og ingen opløsning, hvor der ingen knude er. Ikke desmindre skal jeg til glæde for nøglesøgerne forklare indholdet ved at vise, hvad det er, der i denne fortælling morer, stikker og belærer. Skønt hele fortællingen blot er et udgangspunkt for moralske forskrifter og overvejelser, er den dog lutter morskab. Som jeg lige har nævnt, stammer indholdet fra visse taabelige landsmænds snak om deres samkvem med de underjordiske. Det hedder sig, at fortællingens helt er styrtet ned til en underjordisk verden. Dette paafund er prisværdigt paa grund af dets nyhed. Hans |13forbløffende og omvekslende skæbne interesserer og morer læseren. Der optræder mærkelige skabninger af en saadan beskaffenhed, at ingen – det er alle enige om – har tænkt sig dem: talende træer og fornuftbegavede musikinstrumenter. Fortællingens slutning gør et dybt indtryk paa læseren, da grundlæggeren af et monarki paa en halv time forvandles til en fattig baccalaureus philosophiæ. Der er derfor nogle mennesker, der læser bogen om igen udelukkende for fornøjelsens skyld og for at faa tiden til at gaa. Det er altsammen løjer, men dog ikke rene løjer, da de lokker dem til at læse, som væmmes ved altfor strikse formaninger; ligesom Trimalchio har ladet sætte et ur paa sin gravsten, for at enhver, der vilde vide klokkeslettet, med eller mod sin vilje maatte læse hans navn, saaledes krydrer man alvor med spøg til glæde for dem, der kun interesserer sig for de rene løjer. Hvis fiskeren ikke sætter den madding paa krogen, han veed de smaa fisk bider paa, faar han lov til at sidde paa sit skær uden haab om fangst. Paa samme maade har navnkundige filosoffer mange gange fundet paa vittige og festlige historier for at indskærpe de moralske forskrifter, som det derved bliver tillokkende at lytte til. |14Hvad angaar morallæren, der er bogens hovedemne, er de personer, der optræder rundt i den, for største delen tilsyneladende naturstridige; dyder og lyder er af den art, at vi ofte lader os narre af deres ydre og favner Juno i stedet for skyen. Størst vægt er der lagt paa skildringen af deres karakter, hvis ildhu lover alt, og som hurtigt faar fat paa en sag, men ikke ser til bunds i den. Den slags mennesker plejer vi at hæve til skyerne; men det potuanske folk sammenligner dem med ørkesløse spadserende, da de med al deres emsighed intet udretter. Men kloge mennesker, som vurderer deres egne kræfter og opgavernes vanskelighed og følgelig er langsomme og ængstelige og gaar frem med skildpaddeskridt, dem plejer vi at kalde dorske og dumme. Af begge disse karakterer gives der et billede ved skildringen af potuanerne og martianerne. Vor Klim bliver derfor anset for en klods, der ikke duer til noget, det ene sted, som følge af hans hurtige, det andet sted som følge af hans langsomme fatteevne. De øvrige træk er af samme beskaffenhed. Alt hvad der møder vor Klim, som vurderer dyder og lyder ud fra vor almindelige opfattelse, er tilsyneladende naturstridigt, og |15hvad han ved første øjekast misbilliger, det beundrer, priser og berømmer han efter alvorlig overvejelse. Hensigten med næsten hele værket er følgelig at udrydde almindelige vildfarelser og at sondre omhyggeligt mellem dyders og lyders ydre skin og de virkelige dyder og lyder. De fleste moralister skriger sig næsten hæse i deres kamp mod griskhed, vellyst, ødselhed og andre af den slags laster, men det er kun at koge gamle sandheder op for hundrede gang og at gentage, hvad Gud og hvermand veed. Det er ikke andet end klingende ord, som rammer ørene, men ikke bevæger hjerterne. De rette lærere er dem, der omstyrter og kuldkaster de forkerte meninger og holder fast ved de rette, og som angriber de gængse vildfarelser og afslører de forlorne dyder. Hvis en eller anden skulde mene, at jeg skryder for meget af mig selv, maa han vide, at jeg ikke taler om værket, men blot om værkets formaal. Jeg mener, det er en filosofs pligt at belære, snarere end at raabe op eller uden vid og sans at rase mod de laster, synderne selv erkender. Dette er hensigten med min romans lærdomme; om forfatterens kunst og kunnen maa andre dømme. Det er blot umagen værd at minde om, at hvis man |16sammenligner dette lille arbejde med visse andre glimrende romaner og finder mit mat og kraftesløst, saa maa man vide, at forfatterne ikke har samme kaar allevegne. I Tyskland, Frankrig og navnlig i England staar det enhver frit at komme frem med alt, hvad der falder ham ind. Hvor man ikke lænkebinder fremragende begavelser er det lettere at lægge dømmekraft og evner for dagen end her i vort Norden, hvor vi lider under den strengeste censur, hvoraf følgen bliver, at forfatterens arbejdskraft lammes og hans vaaben sløves. Selvom der i vore lande skulde opstaa digtere og filosoffer, der kunde maale sig med englænderne, vilde de dog neppe modnes. Den løber, der stræber mod maalet gennem torne og ad ubanede og farlige veje, naar det senere end den, der løber hurtigt ad jævne og fremkommelige veje; men det bør lægges ikke fødderne, men vejene til last. Ingen synger smukt under lærerens ferle. Man maa være fri for frygt, bekymring og uro, hvis man skal bruge sine kræfter:

Herhjemme er det digternes største besvær at lægge baand paa deres fyrighed, for at ikke mistroiske og stive censorer skal skaffe dem bryderier paa halsen. |17Jeg erklærer højt og helligt, at jeg under mit arbejde paa denne rejseskildring har slettet talløse vittige bemærkninger, talløse smukke vendinger for ikke at støde an og faa udseende af at sigte til bestemte personer. Trods denne forsigtighed har jeg ikke kunnet undgaa ubillig kritik. Behandlingen af mine tidligere spøgefulde skrifter har givet mig en tilstrækkelig klar forstaaelse af visse landsmænds tankegang, og jeg bestemte mig derfor til at overlade møl og maddiker mit aandsfoster. Hvorom alting er: ingen lovtaler, ingen opmuntringer skal overtale mig til at vise mig mere paa denne kampplads eller til endnu engang at sejle i disse farvande. Den slags beskæftigelse vil jeg overlade andre, hvis skuldre er stærkere end mine, og den plet, mit tidligere virke har sat paa mig, vil jeg hellere vaske af ved agtværdig tilbagetrukkenhed og ved intet at foretage mig. Jeg har først og fremmest passet paa ikke at give præsteskabet mindste lejlighed til at gribe til vaaben imod mig; med det folkefærd holder jeg fred, belært af erfaring, at

Der er bestemt ingen, der nødigere hører deres fejl opregnede end de, der offentligt tordner mod andres fejl, og ingen forfølger andre mere bittert end de, som til enhver tid har skraalet op imod forfølgelser. Nogle mig ildesindede skraalhalse rustede sig straks imod mig. |18Som gale styrtede de byen rundt og udstrøede deres taabelige og urimelige fortolkninger dør for dør. Men da de mærkede, at kun faa fæstede tiltro til dem, og da de forstod, at man let kunde faa ligesaa mange satirer ud af deres udtalelser, hvis en eller anden vilde udlægge dem paa en ubillig maade, tav de omsider stille, enten fordi de blev trætte af at løbe omkring, eller fordi de blev forskrækket over disse advarsler. Det er ogsaa den almindelige mening, at de stod bag den urimelige og forvrængede kritik, der fremkom i Göttingen. Det kan jeg dog ikke paastaa med sikkerhed, og jeg har ikke anset det for umagen værd omhyggeligt at opspore de virkelige ophavsmænd. Der var ogsaa nogle mennesker, der ansporede mig til at tilbagevise deres tarvelige bagvaskelser; jeg mener dog ikke, at man skal fægte med slette mennesker med skældsord, fordi man kun opnaar at blive deres ligemand og staldbroder ved at bruge samme og lignende ord som de. Jeg ønsker mig tillykke med, at jeg har faaet bugt med mine følelser. Jeg siger blot, at det lader til at være ude med den lærde stand, naar folk af den støbning ikke alene skriver bøger, men ogsaa spiller kritikere. Bedømmelsen hos andre folkeslag viser, hvor gunstigt mit lille arbejde blev modtaget der. Da bogen kort efter blev læst paa fem sprog, viser dens fremgang, |19at den nød samme yndest der, som den havde vundet i sit hjemland. Kritikken i visse andre journaler var mig heller ikke ubehagelig. Kritikerne fandt, at fablen i romanen var et fint og sindrigt paafund, men mente, at jeg havde forset mig mod sandsynligheden. Da de finder, at disse pletter maa tilgives forfatteren, kræver retsindighedens lov, at jeg tilgiver dem denne dom med samme venlighed. Blot vil jeg med de højlærde herrers tilladelse sige, at andre anser disse pletter for ligesaa mange finesser. Det er nemlig et af romanens formaal at latterliggøre visse forfattere, der i deres beskrivelser af fjerne egne har bundet os saa mange uhyrligheder paa ærmet. De to fortaler til min rejsebog røber dette formaal. Endvidere: naar vi forestiller os en anden verden, bør vi ikke anse noget for utroligt. *Den der er født paa Serifus, siger Cicero, og aldrig har forladt denne ø, hvor han kun har set søde smaa harer og ræve, vilde ikke tro, at der i den virkelige verden er løver og pantere til; hvis man fortalte ham om elefanten, vilde han ovenikøbet tro, at man gjorde nar af ham. Hvis en eller anden tilfældigvis skulde blive bortført til Saturn, Juppiter, maanen eller en anden planet |20og vilde beskrive vor verden, vilde kritikerne paa disse planeter uden tvivl fælde samme dom. De vilde sige, at forfatteren uden hensyn til sandsynligheden havde opdigtet nogle uhyrer, der ikke fandtes i naturen. De vilde ved synet af en menneskelig skikkelse maabe og sige den ene gang efter den anden:

Der er nogle mennesker, der i mit lille værk finder en vis frodig indbildningskraft og visse fornuftige formaninger, men som stempler visse spøgefuldheder som mindre passende for en gammel mand og en filosof; men lad dem, der ikke veed, at de mest indsigtsfulde, mest uangribelige, mest alvorlige forfattere gang paa gang har skrevet om den slags ting, lad dem undre sig over, at forfatteren spøger paa den maade. Jeg stoler dog paa, at man uden besvær kan faa dem, der veed, hvilke og hvor store forfatteres eksempel jeg følger, til at indrømme, at jeg kun fejler i selskab med andre, hvis spøgefulde værker man fortjener ros for at kappes med. *Der er to maader at spøge paa: den ene er grovkornet, nærgaaende, skamløs, uanstændig, den anden er fin, høflig, sindrig, vittig, af den art, sokratikernes bøger rummer saa mange eksempler paa. Der findes ogsaa mange vittige udtalelser af mange forskellige mænd, som f. eks. den samling, Cato har udarbejdet og som kaldes ἀποφθέγματα. |21Cicero siger derfor: *selv i spøg ser man gnist af det fornemme sind.

*at det er ham, der bliver hudflettet.

naar han gengiver de komiske bemærkninger, Trimalchios middagsgæster strør om sig med. Men da han er en anstødelig forfatter, maa han ikke falde i hænderne paa ungdommen.

Det er dog blot ved sin sublime stil Ovids digtning adskiller sig fra prosa. Prosodien, der er digternes kval, plager ikke ham. Han er ikke ængstelig; det er som om han aldrig følte sig bunden af metrikken; han gaar lige frem, ikke som de andre,

|33Den naturlige ordstilling bevarer han ikke blot i sine kærlighedsdigte, sine sørgedigte og breve, men ogsaa i de mest glimrende beskrivelser i Metamorfoserne. Hvor han er mest revet med, er han mest behersket. Versekunstens regler, brugen af tider og maader, der for andre digtere er lige saa mange anstødssten under vejs, standser ikke ham. Der er derfor ingen digter, der har naaet Ovid i sublim stil og samtidig i naturlig jævnhed. Den klarhed, andre har stræbt efter i et to- eller fireliniet vers, medens sveden haglede ned ad dem og de gumlede paa deres negle, den skaber han uden besvær i hele bøger. Kort og godt: Ovid er en digter, som kun naturen kan frembringe, og som man kan sige har været musernes kælebarn. Jeg vil dog ikke strides med dem, der tildeler Virgil førstepladsen; men de nutidige kritikere, der taler saa køligt om Ovid og sætter ham under *Horats, *Lucan og andre digtere, dem er jeg gnaven paa.

Blandt græske forfattere vejer efter min mening *Plutarch alle andre op, og jeg bliver aldrig ked af at læse ham. Han alene rummer et helt skatkammer af oldtidens viden.

Rapin forekommer mig mest paalidelig, Daniel mest vidende. Saa langt *Rymers Acta publica naar, som i høj grad belyser Englands historie og hjælper med til at rette andres vildfarelser, er Rapin overlegen, da mange af hans oplysninger er øst af de reneste kilder; men naar disse Acta standser, griber han som en skibbrudden til det første det bedste og |41følger undertiden tarvelige historikere, som han ofte citerer kun med navn, men uden bogens titel og sidetal, som f. eks. *Camden, *Backer, *du Chesne osv. Der er desuden store huller i Elizabeths og Jacob I’s levnedsbeskrivelser, som man maa udfylde fra andre skribenter. Størstedelen af Carl I’s historie er udelukkende hentet fra *Rushwords samlinger og indeholder en forvirret blanding af kongelige anordninger, parlamentsbeslutninger og breve, der ganske vist er meget oplysende, men som de mere betydeligere historikere plejer at henvise til værkets slutning. Pêre Daniel synes derimod at have undersøgt alle rigets krinkelkroge og gemmesteder, før han skred til værket; han anfører nemlig rundt omkring samtidige forfattere og de mænds dagbøger, som indeholder deres egne handlinger. Rapin, der er mest interesseret i den meget vigtige del af historien, der angaar love og statens forfatning, enten forbigaar krige eller omtaler dem hastigt og overfladisk. Pêre Daniel lægger derimod mere vægt paa krigeriske begivenheder og taler vidt og bredt om ganske ligegyldige ting helt ned til de mindste skærmydsler. Jeg synes derfor, at Rapin har begaaet en fejl ved sine udeladelser, men Daniel ved sin overflod. Man kunde have troet, at Rapin var munk, Daniel kriger, skønt |42Rapin har været med i krigene, medens Daniel levede og døde som jesuit. Man kan derfor med rette kritisere dem begge: Rapin, fordi han ikke tager hensyn til krigene, som han forstod sig paa, Daniel, fordi han især udbreder sig om det, han mangler indsigt i. Forestil Dem Rapin som munk, Daniel som kaptajn, og begge vil være at undskylde. Jeg vil ganske vist ikke berøve Rapin den ros, han fortjener paa grund af sin skarpe dømmekraft og sin sandhedskærlighed; jeg siger blot, at Pêre Daniels historie har krævet større anstrengelse, at forfatteren er gaaet bedre udrustet til sit arbejde. Hvis han havde skrevet ikke Frankrigs historie, men Englands, der er den frodigste af alle kendte, og som ingen forfatter kan gøre kedelig, er der ikke tvivl om, at han vilde have opnaaet en rimeligere bedømmelse. Indholdet gør ofte forfatteren interessant. Kritikerne tager ofte fejl, naar de ikke tager hensyn til det stof, historikeren behandler, og hvis afvekslende rigdom bøder paa forfatterens mangler. Hertil kommer, at man maa tage den tid og det sted i betragtning, hvor bogen er affattet. I de fleste lande indsnævres skrivefriheden, men i England maa man hejse alle sejl, |43og den frygt, der lægger andre i lænker, foruroliger ikke englænderne.

Jeg siger blot, at det forekommer mig taabeligt at ville angribe troen paa Guds godhed ud fra de skrøbeligheder og fejl, der er menneskene medfødt. Gud har skabt forskellige ting. Den ene er mere fuldkommen end den anden; men hver for sig er de fuldkomne i deres art. Mennesket er fuldkomment som menneske, fluen er fuldkommen som flue. Hvis mennesket sammenligner sig med englene, sukker det over sin skæbne og ufuldkommenhed; hvis det sammenligner sig med visse dyr, beklager det sig over sit korte liv. Theofrast skal paa sit dødsleje have anklaget naturen, fordi den havde givet hjorte og vagtler et langt liv, skønt det ikke betød noget for dem, men menneskene et saa kort liv, skønt det betød saa overordentligt meget for dem. Tænker mennesket derimod paa orme og insekter, saa rejser det kammen og betragter sig som det mest fuldkomne værk. Fluernes skæbne er tilsyneladende at komme til verden om sommeren, for snart efter at dø af kulde eller for menneskehaand. Og dog, hvis de sammenligner sig med orme eller muldvarpe eller med de smaadyr, |48Aristoteles siger kun lever een dag, saa at det, der dør i sin ottende time, dør i en fremrykket alder, vilde de mene, at de levede længe; de vilde svulme af hovmod i den tro, at verden var skabt for dem alene paa grund af deres fremragende form. Der findes dog i selve de levende væseners uensartethed – ligesom i landenes forskellige udseende og egenskab – en skønhed, som priser skabelsesværket og gør indtryk paa og forbavser beskueren. Hvordan det nu end er med menneskenes skæbne, som Bayle afmaler saa trist, er det sikkert, at næsten ingen ønsker at dø. Jeg har kendt fattige gamle koner, der var affældige af sygdom og alder, men som rystede, blot man nævnede døden. Naar jeg tænker paa alt det, undrer jeg mig over, at Bayles these om de to principper har kunnet fremkalde saa stor uro. Man beviser nemlig intet ud fra det skabtes forskellige lod, medmindre man vilde sige, at fluerne, fordi de er mindre anseelige end løverne, og bly, fordi det er tarveligere end guld, maa afledes af det ondes princip. Man kan paa en maade her anvende et vittigt svar af en præst, som blandt sine tilhørere havde en pukkelrygget. Da han hørte præsten hævde, at alt hvad Gud har skabt, var godt, sagde han til ham, da han steg ned af prædikestolen: |49Se paa den pukkel, jeg er født med, og indrøm saa, at ikke alt, hvad Gud har skabt, er godt. Præsten svarede: Du er velskabt nok, af en pukkelrygget at være. Dette svar var nu ment spøgefuldt, om det end ikke var helt ved siden af: Hvis alle mennesker var født pukkelryggede, vilde man ikke af den grund kunne udsætte noget paa Guds godhed. Nogle dyr har han skabt til at svømme; og han har bestemt, at de skulde bo i vandet. Andre har han skabt til at flyve; og han har bestemt, at de skulde leve under aaben himmel. Nogle dyr har han skabt til at krybe, andre til at gaa, af dem igen nogle til at leve hver for sig, andre til at leve i flok. Nogle har han skabt til vilddyr, andre til tamdyr, nogle til at leve skjult og under jorden. Ethvert dyr er fuldkomment i sin art. Jeg indrømmer ganske vist, at menneskene kunde være skabt mere fuldkomne; jeg indrømmer ogsaa, at de kunde være skabt syndefri; jeg indrømmer endelig, at Gud i sin særlige naade kunde bevirke, at de ikke overtraadte hans love. Men hvis de var skabt syndefri, vilde de være enten engle eller maskiner; og hvis Gud ved stadig indgriben hindrede lovovertrædelser, vilde han høre op med at være lovgiver, høre op med at være dommer: at give en lov og samtidig i kraft af sin almagt hindre |50Mennesket i at overtræde den, vilde jo rumme en modsigelse. Hvad straffen over de ugudelige angaar, vil man med Leclerc ganske ligefremt kunne svare: at Gud intet vil gøre, der strider mod hans retfærdighed og godhed, og at enhver dommer uden at gøre noget skaar i sin retfærdighed og sanddruhed kan slaa af paa sine trusler og mildne sine straffe. Anderledes er det med belønninger, som man engang har lovet og derfor maa udrede til sidste hvid.

Aarsagerne til denne tilbagegang har jeg udviklet i mit første brev. Derfor vil jeg ikke gentage dem her. Jeg vil blot sige, at vor tids kyndige i stedet for den ære og de belønninger, fortidens forskere nød, maa frygte den lod, digteren Eumolpus fik, saa at de kan klage med ham: Vi kender det bifald, vore evner møder.

Det er den væsentligste aarsag til denne forringelse. Andre kan nævne andre aarsager; men jeg mener, at boglige sysler i ikke ringe grad hæmmes |52af den strenge bogcensur, der bevirker, at man ikke kan vente sig andet end det, der er slapt, lavt, krybende, udmarvet, trægt og svagt. Takket være censorernes enten frygtsomhed eller uvidenhed eller slette smag bliver de bedste bøger ofte undertrykt eller de værdifuldeste tanker strøget. Derfor mener forfatterne, at de gør bedre i at kvæle deres aandsfostre under selve fødslen eller at gøre dem føde for møl og maddiker end at lade dem mishandle censorerne. Hvis man skulde være i tvivl om virkningen af al den censur, behøver man blot at sammenligne de bøger, der har været udsat for denne tortur, med dem, der er trykt uden censur, og man vil se, hvor stor en forskel der er paa skidt og kanel. Det Imprimatur, der plejer at sættes foran i bøgerne, betyder samme, som hvis censor vilde sige: Se her er en bog, som ikke indeholder andet end tankestumper, ligegyldigheder og ting, som er saa ofte gentaget af andre, at man faar kvalme af dem, eller: Dette værk maa trykkes, da det kun indeholder visse almindelige sandheder og meninger, der er godkendt i vor stat. Man peger ganske vist paa visse tøjlesløse forfattere, der maa tæmmes med den slags lænker; men af to onder maa man vælge det mindste, thi den gavn, man har |53af denne forsigtighedsforanstaltning er ubetydelig, sammenlignet med den fortræd, der flyder af den. Vort Norden frembringer herlige begavelser; men de vil neppe – efter mit skøn – modnes, før disse hæmninger ryddes af vejen, og før alle rester af den gamle middelalderlige surdejg er fjernet fuldstændigt. Jo mere slebent et folk er, des mere overbærende er det overfor sine forfattere. Virkningen af denne overbærenhed kommer frem i Frankrig, hvor der paa Ludvig XIV’s tid opstod talere, filosoffer og digtere, hvis værker vor tids forfattere beundrer og søger at kappes med – men til ingen nytte. Da skrivefriheden blev indsnævret ved strenge bestemmelser, og talerne, digterne ja selv komediedigterne blev underkastet en strengere censur, da

Den svenske boglige verden begynder nu at løfte hovedet, da panseret viger for kjortlen; men selv om man – som det hedder – vilde sætte alle sejl til, spaar jeg dog kun ringe fremgang, saalænge den gamle censur fortsætter med ligesom at bidsle begavelserne. At der intet maa skrives mod religionen og god moral, anser jeg |54for en nødvendig sikkerhedsforanstaltning; men den udstrækkes i det uendelige af censorerne, der ofte støder an, hvor der ingen anstødssten er, og stamper mod alt, som er uvant og ikke helt fortærsket. Jeg kunde have ønsket, at al censur kun var indstiftet med den opgave; at censorerne skal passe, at den lærde stat ikke kommer i vanry paa grund af trivielle, tarvelige og eftergjorte skrifter. Følgen af en saadan bestemmelse vilde blive at nogle faa fremragende og vor tid værdige arbejder vilde straale over os i stedet for de tørre annaler og beskidte bogsider, som tarvelige skribenter paanøder os, og under hvis byrde vi er ved at segne.

Virkningen af denne forsigtighed vilde være, at vi kun vilde vide lidt, men i det mindste noget sikkert, og lade utallige usikre paastande fare.

Den polemiske eller systematiske teologi har jeg beskæftiget mig saa lidt med, at jeg maaske vilde dumpe, hvis jeg indstillede mig til teologisk eksamen. Til gengæld er jeg godt hjemme i den jødiske historie og kirkehistorien, og kristendommens |57læresætninger har jeg studeret med største omhu. Og fremdeles da jeg anser det for et menneskes pligt at undersøge alt, læser jeg afvekslende kætterske og rettroende bøger. Alt hvad englænderne i vore dage har spyet ud mod religionen, har jeg læst fra ende til anden. Men de bekymringer, som Toland, Collins, Tindal, Whoolstone, The Moral Philosopher osv. har vakt i mit sind, har andre energiske forkæmpere for kristendommen faaet lykkeligt bugt med. Alt hvad man kan finde paa af fromt og ufromt, kommer i dag over havet og fragtes fra den engelske ø over til vore strande. Hvis man sammenligner Hobbes og Spinoza med Whoolstone, optræder de ædrueligt og maadeholdent, medens han skamløst og frækt styrter sig over religionen. Læsning af den slags bøger plejer ganske vist at tegnes en til last, da det røber, at man løber efter alt nyt; men det viser samtidigt, at man tænker paa sin sjæl og er bekymret for sin frelse. Vi løfter dem til skyerne, der paatager sig alle mulige anstrengelser og udsætter sig for alle mulige farer for at opdage et ukendt land; men vi dadler og fordømmer dem, der er ængstelige for, |58hvordan det skal gaa dem efter døden, og som derfor udforsker alle veje, prøver alle have for at naa i havn i det forjættede land. De fleste bliver – som Cicero siger – ført ligesom et uvejr til en eller anden opfattelse og bliver saa hængende ved den som ved en klippe. Dem plejer vi at rose og regner dem ofte med blandt helgerne. Det er dog en ros, der tilfalder de slappe, skødesløse og dovne. Den, der ikke finder det umagen værd omhyggeligt at udforske de veje, der fører til den evige salighed, synes kun i ringe grad at adskille sig fra dyrene. Men hvordan kan de opfylde deres pligt, der bliver hængende i det samme dynd? Eller hvordan kan de kaldes troende, som aldrig undersøger, hvad de skal tro? Kætteri i forbindelse med undersøgelse er mere undskyldeligt end rettroenhed uden undersøgelse. Den der tror ret uden undersøgelse og uden forudgaaende tvivl, han tror ret ved et slumpetræf og kan følgelig vente belønning ved et slumpetræf; men den, der anspænder alle sine kræfter, undersøger alt, prøver alle beviser for at lokke sandheden frem, hans forsøg maa dog roses, selvom han ikke finder sandheden, og han vil kunne haabe paa en mild dom af den højeste dommer i himmelen, der dømmer helt anderledes end |59menneskene. Det er derfor klart, hvor uretfærdigt vi bærer os ad ved at dømme de mennesker, der med bekymring eftersporer sandheden dvs. dem, der ved at sammenligne gode og slette bøger bestræber sig for at faa sandheden frem. Undersøgelse er stræben efter erkendelse og undersøgelsens maal er at finde sandheden eller ἀπόδειξις. Da fornuften fører fra det forstaaede frem til det, der ikke er forstaaet, veed jeg ikke – siger Cicero – hvordan det kan være, at de fleste foretrækker at fare vild og paa det mest haardnakkede at forsvare den tro, de har fattet kærlighed til, frem for at undersøge, hvad der kan siges med den største tryghed. Jeg vægrer mig ikke ved med dette sindelag at læse bøger, der bekæmper religionen, og jeg vurderer deres anstrengelser højt, der har held med at løse knuderne. Overfor vildfarende er jeg yderst overbærende og dømmer kun dem, der strengt fordømmer andre. Der er tre grundsætninger i religionen, som jeg ubønhørligt holder fast ved: 1. intet at tro, der strider mod sanserne og gaar imod almindelige forestillinger, 2. ikke at slutte mig til nogen paastand, der er uforenelig med grundlaget for den tro, jeg bekender mig til, 3. at forkaste alt, hvad der ikke kan forenes med Guds egenskaber. Derfor vilde alene dogmet om transsubstantiationen for bestandig holde mig borte fra den katolske opfattelse af |60nadveren, da jeg hverken kan eller bør nægte at stole paa mine øjne og sanser. Den der gaar imod almindelige forestillinger, gør nemlig alt flydende, ustadigt og usikkert. Derfor skyer jeg læren om intolerance, som de første reformatorer bebrejdede katolikerne, da den nedbryder grundlaget for den reformerede religion. Derfor gyser jeg ogsaa for dogmet om den absolutte forudbestemmelse, da det forekommer mig at gøre Gud til syndens ophav. Jeg kan heller ikke slutte mig til dem, der uden forskel fordømmer hedningerne, og som dømmer Sokrates, Epiktet, Aristides og andre retsindige mænd til evige pinsler. Jeg vil intet fællesskab have med dem, der tænker sig Gud saadan. Jeg tror paa en Gud, der er algod og menneskeslægtens ven. En streng og unaadig Gud lader jeg andre dyrke. Udfra samme betragtning vil jeg ogsaa til enhver tid ligge i strid med dem, der raaber op mod uskyldige fornøjelser, tilraader sørgmodighed og anser trælleagtig frygt for en kristelig dyd. Hvad er det andet end at forvandle en god og mild fader til en streng og vrangvillig herre og skabe en altid tordnende Jupiter |61eller en manikæisk gud.

Jeg beder kun sjældent, da jeg mener, at dyrkelsen af Gud ikke saa meget bestaar i bønner, som i handlinger, i lydighed og i forbedring af ens eget levned. Jeg ser daglige bønner forenet med daglige synder, og |62det lader til, at de fleste beder flittigt, for at kunne synde des mere ustraffet, eller synder flittigt, for at kunne bede des mere glødende. Jeg taler ikke om hyklerne – deres andægtighed forstaar vi let – men om den mekaniske andægtighed hos dem, der beder til bestemte, tider og synder til bestemte tider. Det har længe været mig ubegribeligt, da jeg saa at bønner og salmesang fordobledes sammen med synderne, og at begge dele fulgtes ad skridt for skridt. Men jeg har omsider afsløret hemmeligheden, da jeg saa nogle betragte denne dyrkelse med munden som en gengæld eller en afregning med Gud. Da det jo ikke er videre besværligt at bevæge læberne, men vanskeligt at bekæmpe lysterne og at overvinde lidenskaberne, vælger de det letteste i den tro, at man ved en saadan adfærd saa nogenlunde kan opfylde et kristent menneskes pligt; men man risikerer, at Gud kun saa nogenlunde vil gengælde denne dyrkelse. Det er i al fald mere trygt at tie helt stille end stadigvæk at bede om tilgivelse for de synder, man har i sinde kort efter at begaa igen. Derfor sagde Bion under et uvejr til nogle sømænd, der af skræk for at forlise bad brændende: Ti dog stille, for at Gud ikke skal høre, hvor I er!

anser jeg det for umagen værd at søge til bunds i alt og udforske det rette grundlag for aabenbaringen. Jeg veed vel, at man for det meste dadler dem, der følger denne fromme skik; men da Guds domme er rimeligere end Menneskers, haaber jeg, at denne forskning ikke vil være den himmelske dommer ukær, fordi den alene udspringer af bekymring og omsorg for fremtiden. Det gør mig ondt for England, og jeg misbilliger den tøjlesløse frihed, hvormed man angriber aabenbaringen, især da det ser ud til, at dette onde breder sig mere og mere dag for |64dag. Det gør mig dog mere ondt for Spanien, Italien og andre lande, hvor friheden i religiøse spørgsmaal indskrænkes og forstanden lægges i lænker, hvoraf følgen bliver, at de af staten anerkendte grundsætninger drages i tvivl og en hemmelig og derfor gyseligere vantro trænger ind i sindene. I Spanien f. eks., hvor der tilsyneladende er ligesaa mange helgener som mennesker, synes der at være flere kristne, medens der maaske i virkeligheden er flere i England. Englænderne kommer nemlig aabent frem med det, der ligger dem paa sinde, *da de anser det for forargeligt at have noget rede paa læberne og andet skjult i hjertet, medens spanierne – enten af skræk for straf eller i haab om fordel – hykler for Gud og ofte med ild og sværd udbreder den religion, de afskyer i deres hjerter. Forestil Dem, hvordan de to folkeslag kommer til at se ud i Guds øjne, han som trænger ind i hjertets fjerneste afkroge. Lad dem paa den yderste dag møde for domstolen, der med fromt sind har forsket i den hellige skrift, men som paa grund af deres skrøbelige dømmekraft er faret vild paa visse punkter; og lad ogsaa de andre møde, der enten af ligegyldighed ikke har villet overveje dette saa vægtige spørgsmaal, eller som i stilhed ler ad den religion, de aabenlyst bekender sig til, og som med digterens ord

Lad dem møde, siger jeg, for Guds domstol, og det vil ikke være svært at gætte kendelsen,

Mange iøjnefaldende eksempler paa hyklerisk fromhed kan man se i Spanien, hvor denne ækle forstillelse gaar videre fra fædre til efterkommere, og hvor man har afsløret præster, biskopper, ja selv inkvisitorer som hemmelige jøder.

Paa den anden side er der dog ogsaa meget, der glæder og opmuntrer en. Efter min mening findes der intet, der er mere behageligt, mere agtværdigt og mere passende for en filosof end at dyrke jorden. Det er ogsaa |71en følge af min karakter, at selv bøndernes sludren og aabenhjertige snakkeglæde fornøjer mig mere end de lærdes friserede taler. Da jeg blev ejer af godset, var alt forfaldent; men lidt efter lidt kommer der orden i tingene, det faldne rejser sig igen, og alting blomstrer rent misundelsesværdigt. Hver gang jeg ser tilbage og sammenligner mit gods’ tidligere tilstand med dets nuværende, føler jeg en dyb glæde. Jeg er glad over, at jeg paa den maade har opfyldt en god borgers pligter, og over blandt saa mange ødelæggere, der lader deres ejendomme forfalde og alt gaa til grunde, at have formet en raa og uordnet masse og at have givet bønderne, der i sin tid sukkede under et tungt aag, en bedre skæbne.

Det er til ingen nytte at prale af stoisk ufølsomhed og at tro, at man kan rive alle følelser ud af sit sind; vi er jo ikke hugget i marmor eller skaaret af egetræ. Det første anfald, især hvis det kommer uventet, lammer selv de viise; men en forudgaaende overvejelse af mulige ulykker mildner deres komme. Derfor siger digteren:

Da ingen kan hindre sindsbevægelserne i at opstaa, maa man følgelig undskylde dem, hvis vædsker ved en pludselig ophidselse frembringer gæring i legemet. Naar vædskerne plager mig, mærker jeg gæringens styrke og kan ikke falde til ro, før blodet efter det første anfald gærer af og de adsplittede dele af sindet atter tvinges paa plads. Til ingen nytte søger man at hæmme et feberanfald ved at læse Sokrates, Cicero eller Seneca. Naar det opstaaede uvejr faar raset ud og smerten har mistet sin første styrke, saa er de midler nyttige, der hindrer ondet i at blusse op igen. Naar heden taber sig og jeg faar min fornuft og tænkeevne igen, ler jeg ad min taabelighed og ruster mig for ikke at lade mig overvinde af vrede eller angst. I dette tilfælde gør filosofien sin virkning, saa at jeg kan sige med Cicero: Ligesom der findes mange slags midler mod slangegift, og ligesom kløgt og flid hjælper os mod fattigdommens ulykker, og skamfølelse og undseelse mod vellystige udskejelser, saaledes har vi ved Guds naade og gave faaet filosofien til hjælp mod den bidende smerte. Det er nok for en mand at hindre ulykken i |75at blusse op igen, naar dens styrke er ved at tabe sig; men det er kvindagtigt helt at lade sig overvinde af smerten. Det er det, digteren mener, naar han siger:

I mine tidligere breve har jeg tilstaaet mine skrøbeligheder oprigtigt. Nogle af dem har tiden gjort det af med, men dog kun saaledes, at der – i forbindelse med alderen – er kommet andre i deres sted. Tiderne ændres og vi med dem. Udryddelse af een fejl er ofte oprindelse til en ny. Hvad de fleste af mine dyder og lyder angaar, er jeg dog den samme, som jeg altid har været.

Jeg har altid afskyet hykleri paa det skarpeste, og jeg er stadig saa aabenhjertig, at man bebrejder mig det. Der er dog dem, der mener, at jeg i mine skrifter smigrer det andet køn; men hvis de vilde undersøge, hvad jeg har skrevet til kønnets fordel, vil det blive klart, at jeg ikke har optraadt som smigrer, men som retfærdig dommer og forsvarer. Jeg har slaaet fast, at de fleste fejl, der anses for ejendommelige for dette køn, ikke kommer af naturen, men af oplæring, og at natur ofte blandes sammen med opdragelse. Jeg har slaaet fast, at vi vilde se mandlige dyder straale hos de fleste kvinder, hvis de fra barnsben var blevet opdraget som mænd. Jeg har slaaet fast, at de fleste rettigheder, som mænd tillægger sig, mere bygger paa skik og brug end paa naturlig ret. Jeg har paavist, at man snarere bør tage hensyn til evner end til navne, og at kvinderne ikke alene paa grund af deres fødsel bør udelukkes fra alle de hverv, der kræver hovede, da vi af eksempler lærer, at deres begavelse er saa smidig, at de ikke savner evne til at varetage baade deres egne og det offentliges sager.

Jeg smigrer |77altsaa ikke kvindekønnet; men jeg maaler begge køn med samme alen uden hensyn til navn eller fødsel. Hvis jeg f. eks. havde bemærket, at en søster bedre kunde holde paa en hemmelighed end hendes broder, vilde jeg delagtiggøre hende i mine planer og ikke ham; hvis jeg mærkede, at hun var dygtigere i forretninger, vilde jeg bære mig ad paa samme maade. Naar man upartisk giver enhver sit, smigrer man ikke for nogen. Man maa snarere stemple dem som smigrere, der i ord og skrift slesker for sig selv og for deres eget køn og forfølger og gennemhegler det vaabenløse køn. De fleste mennesker holder med det sejrende parti, men jeg med det besejrede og underkuede. Det første er det sikreste, det sidste det mest agtværdige. Ud fra dette ene synspunkt tager jeg altsaa parti for det andet køn, som jeg iøvrigt aldrig har givet mig i vold. Derom vidner mine ensomme nætter, derom vidner mit stadige ungkarleliv. Mine venner tilskynder mig ofte til at gifte mig. I reglen afviser jeg dem med en spøg, idet jeg snart skyder mig ind under mine manglende kundskaber i eksperimentalfysikken, snart med min tilstundende alderdom. I reglen plejer jeg at argumentere saaledes: Før mit fyrretyvende aar var jeg ikke i stand til at gifte mig, og efter |78den tid var jeg ude af stand til det. I sin tid var jeg bange for armod, nu for overflødighedshorn, et onde, jeg har tilfælles med de fleste af mine landsmænd, der paa grund af fattigdom ikke kan gifte sig, før det gaar nedad med dem og deres alder har gjort dem utjenstdygtige. Hvis jeg altsaa i min alder skulde se mig om efter en kone, vilde det ikke blive mig, der giftede mig med hende, men hende, der giftede sig med mig. Det er det slør, jeg plejer at kaste over mit ungkarleliv; men den virkelige grund er min altfor kræsne og nøjeregnende karakter. Huslige bekymringer skræmmer mig, ligesom forskellige mindre væsentlige ting, andre tager sig let, men som jeg ikke kan holde ud. Hvis jeg skulde gaa paa frierfødder, vilde jeg iøvrigt ikke lægge skjul paa mine skrøbeligheder, der – selvom de for det meste kun betyder lidt – dog er saa mange, at de vilde afskrække enhvilkensomhelst pige eller enke fra at indlade sig i ægteskab med mig. For ikke saa længe siden spurgte en enke mig, om jeg havde forpligtet mig til et stedsevarende ungkarleliv. Jeg svarede dertil, at jeg ikke havde lovet noget, men at der var mange ting, der bandt mig til ungkarlelivet, og at jeg gjorde mig mange tanker, der hindrede mig i at gifte mig, selvom jeg saa vilde. Dertil svarede hun: De ubehageligheder, ægteskabet fører med sig, opvejes af utallige behageligheder. En dygtig og retskaffen hustru bøder paa |79forskellige besværligheder og paatager sig husførelsens byrder halvt eller helt. Tilsidst begyndte hun at udbrede sig over ægtestandens glæder, hvor store de var og hvor mange, hvordan de spredte alle skyer og fjernede alle besværligheder. Jeg svarede, at en tresaarig mand kun mærkede ægteskabets ubehageligheder, men ikke dets glæder. Da hun omsider bad mig om at nævne de besværligheder, jeg var mest bange for, spurgte jeg hende, om hun maaske snorkede om natten; og da hun forsikrede, at hun var meget slem til at snorke, sagde jeg: Alene paa grund af denne ringe ubekvemmelighed vilde jeg give Eder løbepas! Med disse ord gik jeg min vej, og *hun var lige ved at revne af latter.

Det har jeg erfaret i den egn, hvor mit gods ligger, og hvor jeg bliver nødsaget til at leve forsigtigere end i selve hovedstaden.

Som rig plages jeg af mange bekymringer, ængstelser og sorger. Da jeg hverken kan eller tør gøre mig til gode, mærker jeg kun de besværligheder, rigdom skaffer en paa halsen, men ikke behagelighederne. Det ser derfor ud til, at man med rette gør sig lystig over mig; men hvis jeg vilde indsætte en af spottefuglene til arving, vilde han dog ikke bede sig fri for den bekymring, sorg, ængstelse og de andre besværligheder, der følger med rigdommen. |92I stedet for spottefugle vilde man faa at se ligesaa mange gabende ravne og snyltere parat til de fleste tjenester. Det vilde blive klart, at den kritik, de formaninger og stikpiller, de slaar om sig med, udelukkende flyder af misundelse. Vi foregiver ofte foragt for de ting, vi ikke kan faa i vor magt, ligesom det hedder sig om ræven, der sagde, at den fik ondt af jordbær, da den saa vejen spærret til den godbid, dens tænder løb i vand efter. De, der ler ad mig som paaholdende, de ler samtidig ad de fleste mennesker; de ler ogsaa ad sig selv. Kun ødsle mennesker, folk som Catilina, Lucullus og Apicius, forekommer mig at have større ret til at le; men naar de angriber sparsommelige og paaholdende mænd, gør de sig i endnu højere grad selv til skydeskive. Hvis paaholdenhed virkelig er dumhed, saa fortjener ødselhed navn af galskab. Vi har svært ved at forstaa, hvordan gamle mennesker paa gravens rand kan samle sig rigdomme, der ikke vil komme dem til nytte. Hvad er mere meningsløst end at samle flere rejsepenge, jo kortere resten af vejen er. Vi har dog endnu vanskeligere ved at forstaa, hvordan fattigfolk kan bortødsle deres penge, medens de dog kunde beskytte sig mod elendighed, sult og vanry, hvis de blot holdt fornuftig hus med deres ejendom. De første planter træer, der ikke bliver dem selv, men andre til nytte; de sidste |93fælder træer, saa at de selv til sin tid sammen med andre maa undvære frugterne, og de spiser et fint middagsmaaltid, saa at de maa nøjes med et ringere aftensmaaltid eller rent ud sulte. De riges sparsommelighed faar folk til at le, de fattiges ødselhed til at have ondt af dem. Man kunde kalde begge dele for sygdomme, den ene feber, den anden galskab.

Min hukommelse er et sold, som lader alt løbe igennem, især alt historisk stof. Udtalelser og gloser svinder bort for mig, og gang paa gang leder jeg efter mit eget navn. Jeg bliver derfor ikke klogere af at læse. Det, jeg har lært i min ungdom, sidder derimod urokkeligt fast dybt i min sjæl. Paa andre omraader, der ikke kræver hukommelse, gør jeg dog endnu i nogen grad fremskridt; men jeg modnes mere ved at tænke end ved at læse. Jeg bestræber mig for at lære mig selv at kende, og for at lære menneskene at kende, saavel de enkelte som hele folkeslag. Da jeg paa mine udenlandsrejser interesserede mig mere for mennesker end for biblioteker, har jeg skaffet mig en ret udstrakt viden om de fleste europæiske folkeslags egenskaber.