Fruen-Timmeret af begge Partier var dog eenige udi en særdeles udvortes Modestie udi Mand-Folks Omgiengelse, hvilket gik saa vidt, at det holdtes uanstændigt for et Fruen-Timmer, som blev hilset af en Mands-Person paa Ga|88den, at hilse igien; skiøndt saadant ikke altiid er et Beviis paa en fuldkommen Kydskhed, thi Fruen-Timmeret er der ikke meer uovervindeligt end andensteds. Blant de Epitheta, som gives til de Norske Stæder, er Bergen tillagt Løsagtighed. Men man kand derhos sige, at hvis Ord-Sproget er rigtigt, og denne Skrøbelighed er større udi Bergen, end udi de andre Norske Stæder, saa er det ikke at tilskrive Indbyggernes Naturel, men heller den store Sverm af fremmede Søe-farende Folk, som der ideligen findes, hvilke naar de komme fra lange Reyser, meere jage efter Fruen-Timmer end andre, og kand ansees som forhungrede Mennesker, der paader paa]der paa] B, derpaa A der paa] B, derpaa A en gang forfalde til Graadighed. Hvis dette ikke var, er troeligt, at man mindre udi Bergen vilde høre tale om dislige Sager, end udi nogen Stad i Norge; thi der er intet kraftigere Middel til at fordrive amoureuse Passioner, end idelig Arbeyde og Forretninger, og intet Folk er meere arbeydsomme og duelige end Bergens Indbyggere, og det saa vel Mands som Qvindes Personer; thi man seer der Borger-Koner undertiiden den heele Dag at staae i deres Kram-Boder, og der at giøre samme Tieneste, som Krambod-Svenne paa andre Stæder. Ja adskil|89lige af dem ere saadan drevne udi Handel, at de intet give de største Kiøbmænd derudi noget efter. Mændene paa deres Side ere ogsaa ideligen occuperede, indtil at paatage sig Tieneres og Arbeyds-Folks Skikkelse, saa at det er ikke rart at see fornemme Borgere selv at rulle deres Tønder paa Bryggerne, Indbyggernes Hurtighed.og hidse deres Varer op paa Pak-Huusene. Man maatte derfore ikke regne det saa nøye, om man hilsede en Borger paa Gaden, og ingen Hilsen fik igien, saasom saadant ikke skeede af Grovhed eller Storagtighed, men efterdi de gemeenligen vare udi hastige og vigtige Ærender, og derfore ikke havde Stunder til at giøre mange Complimenter, eller rettere ikke gave Agt paa de forbigaaende. Een af de dueligste Borgere i min Barndom var en ved Navn Jacob Andersen, hvilken var saadan Hader af Ørkeløshed, at han ikke kunde lide at see nogen ørkeløs ung Karl paa Gaden, men snappede dem op, og strax flydde dem noget at bestille hos sig selv,selv,]selv,] B, selv A; selv SS selv,] B, selv A; selv SS om de intet andet havde at forrette, saa at hans Aasiun var ligesaa forfærdelig for dovne Arbeyds-Karle, som en Hververs er for Bønder og Løsgiengere.

Mange fornemme Borgere føre de|90res Skibe selv, som Skippere, og sætte en Kabuds paa deres Sønner, og giøre dem til Cajut-Vogtere, saa at mangen Borger-Søn, Tarvelighed.førend han har naaet sit 20. Aar, er bleven en experimentered Søe-Mand, og beqvem til at fortsætte sin Faders Handel. Det var i min Tiid rart, at Borger-Folk allierede sig ved Ægteskab med Geistlige og Magistrats Personer; thi en Borger saae ikke saa meget efter, at hans Dotter kunde giøre et riigt og anseeligt Partie, som at hun kunde faae en Mand, der kunde fortsætte Forældrenes Handel, og var arbeydsom og duelig. Det forunderligste er, at end ogsaa unge Borger-Døttre selv, som ellers paa andre Steder seer efter Ungdom, Stand og Politesse, her alleene gemeenligen reflecterede paa Duelighed og Arbeydsomhed, saa at hos dem en duelig Søe-Mand og fornuftig Kiøbmand, skiønt han aldeeles intet besadd, hvormed han kunde charmere et ungt Fruen-Timmer, blev præferered den galanteste, artigste og fornemste Frier, hvorpaa jeg har seet adskillige merkelige Exempler i min Tiid i Bergen. Det var at ønske, at denne fortræffelige Sædvane havde altiid været holdet ved lige; Forandring derudi.men der er paa en Tiid af 20. Aar giort temmelig Skaar deru|91di, saa at Bergen nu omstunder ligner sig ikke selv meere udi Sæder, og derfore maa skee ey heller udi Velstand. Og kand denne Uheld tilskrives visse fremmede Personer, der have indført Vellyst og fremmede Moder, ruinered sig selv med heele Familier ved daarlig Handel, og det, som mest er, forvendet Indbyggernes gamle og priselige Leve-Maader, som i mine Tanker ikke lidet have contribueret til denne Stads Velstand og Conservation. Saa at det er gaaet udi dette Seculo til med denne Stad, som med de fleeste Hollandske Stæder, hvilke man over alt seer at Vanslægte fra deres Forfædres Simplicitet, og forfalde til Stads og saadanne Leve-Maader, hvoraf fornuftige Folk ingen god Virkning ominere sig. I min Skole-Gang begyndte man alt med Baller og Alamodiske Assembleer at omstøbe Indbyggerne, og har jeg siden fornummet, at den Borgerlige gamle Klæde-Dragt gandske er afskaffet.

Jeg har tilforn viiset, at Bergens Indbyggere ingen Nation meer have efterfuldt udi Skik og Leve-Maader, end den Hollandske, saa at end ogsaa de fleeste Spil og Leeg blant Ungdommen ere Hollandske, som at svemme, og dukke |92under Vandet, at lade flyve Drager i Luften, og at rende paa Skøytter, og det med saadan Behændighed og Konst, at jeg aldrig paa nogen Sted har seet slige Exercitier udi større Fuldkommenhed. Med de gode Hollandske Sæder ere ogsaa indbragte adskillige onde, saa at unge Personer øve visse Licencer, som ere alt for meget Republicanske. I min Skole-Gang var det ikke rart at see et Kirke-Sogns Ungdom at føre Kriig med et andet, iligemaade at den heele latin Skole har bevæbned sig nu mod Garpe-Geseller og Junger paa Bryggen, nu mod Styrmands Skolen. Saaledes var det sidste Ungdommens Spil.Aar, jeg gik udi Skolen, den heele Stad bragt udi Allarm formedelst en Tvistighed, som var reiset imellem latin Skolen og Garperne, saa at det kom til en Slags Bataille, som jeg selv bivaanede. Og formerede da Styrmands Skolen det tredie Corps for at give Agt paa Kriigens Udfald. Saasom saadanne Kriige gemeenligen afgiordes med tørre Hugg, saa bekymrede Øvrigheden sig ikke om dem at dæmpe; Tværtimod mange Borgere vare selv Spectateurs deraf og undertiiden gave Lectioner for deres Sønner, hvorledes de beqvemmeligen kunde forraske deres Fiender. Den største Excess jeg derudi haver seet, var at |93Ungdommen en gang paa Torvet oppassede Politiemester Peder Glad, og bombarderede ham med Steene, da han steeg udi Baaden. Men disse licentieuse Exercitier ere ogsaa temmeligen komne af Brug.

Blant Ungdommens uskyldige Spil og Exercitier ere adskillige, som jeg ikke har seet nogen andensteds; thi en Deel ere saadanne, som sætte den heele Stad eller i det ringeste en heel Gade udi Bevægelse, saasom udi en Leeg, som man kalder at spille Vink, hvorudi en heel Gades Ungdom deeler sig i visse Bander, og posterer sig paa visse Steder over alt udi Byen; item de Processioner, som skeer ved Mortens Tiider, hvor en Dreng gaaer først ud med en Gaas paa en Stang, syngende en Viise om Mortens Gaas, og paa Veyen faaer Tilløb af andre Drenge, hvilke intonere samme Viise med ham, saa at inden han kommer til Bye-Enden, er han geleidet af den heele Ungdom, og all Staden er udi Sang. At ellers Ungdommen her er saa levende, foraarsages deraf, at mange halvvoxne Drænge have været paa fremmede Stæder, sær udi Engeland og Holland, hvor de frie Leve-Maader ere. Hvad Bergens Ind|94byggere i det øvrige udi Sæder og Leve-Maade have tilfælles med andre Norske, vil jeg her intet tale om.

Lærdom og Boglige Konster have i Bergen ikke været synderlig dyrkede; thi, saasom Indbyggerne fast alle have haft deres Tanker henvendte til Handel og Kiøbmandskab, saa have de fleeste Borgere fundet for got heller at sætte deres Børn udi den store Styrmands Skole end udi latin Skolen, saa at de fleeste Disciple udi latin Skolen have bestaaet enten af Ungdom fra Landet eller fattige Byens Børn. Dog er formedelst Handelens Aftagelse nu omstunder ogsaa temmelig Forandring derudi giort, saa at man seer mange Kiøbmænds Børn nu aarligen at dimitteres til Kiøbenhavns Universitet.

Men, omendskiønt Lærdom saa lidet haver floreret i Bergen, saa haver dog Staden haft den Lykke frem for andre Danske og Norske Stæder, at adskillige brave Mænd der have antegned vigtige Ting, som tiene til Bergens Historie, og af hvis Skrifter Mag. Edvardsen fornemmeligen har betient sig til at forfatte sin Bergens Beskrivelse. De samme Mænd ere (1) Mag. Absalon, |95fordum Lector Theologiæ udi Bergen, af hvis saa vel Beskrivelse, som Protocoll og Oration over Biskop Gieble haves stor Oplysning. (2) Herlov Lauritzen, hvis Manuscript er af 1592. (3) Michel Hofnagel, der har skreven et Diarium angaaende Bergen. (4) Hr. Oluf paa Hous. (5) Borgemester Sören Jensen. (6) Niels Harboe. (7) Anders Rasmusen, Lærdommens Tilstand.og Anders Lauritzen, og besynderlig Mag. Edvard Edvardsen, uden hvis Hielp det havde været umueligt at bringe en Bergens Beskrivelse til Veye. I det øvrige kand man sige, at Bergen ikke haver været det Sted, hvor lærde Folk og Philosophi kunde finde Fornøyelse at fæste deres Sæde, saasom Staden har haft temmelig Mangel saa vel paa Bøger, som paa literate Folk. Mag. Edvardsen taler vel prægtigen om det Bibliothec, som har været i Dom-Kirke-Capellet, men det er troeligt, at det hverken har været af megen Storhed eller Vigtighed. Det var derfor underligt, at den store Voyageur og Philosophus Abelin, der i saa lang Tiid havde opholdet sig udi Italien, kunde persvadere sig til at bortdrive sin Alderdom udi Bergen. Den samme boede udi min Barndom der i Staden, men var kun lidet agted. |96Saaledes gik det ogsaa den store Norske Historie-Skriver Tormod Torvesen, hvilken boede nogle Miile fra Staden ud paa Landet, men var udi Bergen fast ubekiendt. Men dette uanseed, har dog Bergen haft det at berømme sig af, som ingen Dansk og Norsk Stad kand viise, nemlig at den har produceret den største Poëtinde, som de Nordiske Riger have haft, nemlig den bekiendte Dorothea Engelbrechts Dotter, om hvilken Olaus Borrichius og andre vore Poëter har givet prægtige Vidnesbyrd, og det med al Billighed: thi, endskiønt hendes Poëtiske Skrifter ikke have været fri for Censure i Henseende til Reglerne, saa kand man dog sige, at de ere saa fulde af Geist, og viise slige Prøver paa poëtisk Fertilitet, at faa Danske poëtiske Skrifter kand lignes derimod. Bemældte Navnkundige Dame levede endda udi min Barndom, i Agt tagende den gamle Bergenske Klæde-Dragt; thi jeg mindes ikke paa de Tiider at have seet nogen saaledes coëfered.

Hvad som udi Boglige Konster har manglet udi Bergen har været erstatted ved Indbyggernes Duelighed i andre Ting og deres særdeles Capacitet udi Handel og Vandel, saa at ligesom Sta|97den i Henseende til dens Situation har Fordeel for alle andre Norske Stæder, saa have Borgerne i Henseende til deres Activitet Fortrin for alle andre Norske Handels-Mænd, saa at Staden har stedse været anseet som den fornemste høye Skole for Kiøbmænd udi Norge. Bergens Borgere have ogsaa altiid haft Reputation for Oprigtighed udi Kiøbmandskab, saa at de, som derved ere komne til Midler og Formue, have forhvervet dem heller ved Activitet, Arbeydsomhed og Oeconomie, end ved utilladelig Negotie. De have stedse været holdne for Folk af liden Facon og faa Complimenter, saa at det har været en Borger-Søn besværligere at giøre Cour eller frie til et Fruen-Timmer, end at giøre en spansk Reise; hvorudover Forældrene ofte have maat slutte Partier for deres Børn og afgiøre Sagen forud, saa at der stod intet tilbage for Børnene end uden videre Ceremonie at gaae i Brude-Sæng. Vel er sandt, at en og anden ung Kiøbmand ogsaa lægger sig efter Galanterie, men de samme have af de andre været anseet med skiæle Øyne. Men dette saa vel som adskilligt andet er paa en tive Aars Tiid meget bleven forandred.

|98Bergens Indbyggere fordum deelt i 3. Classer.Staden har ellers i gamle Dage bestaaet af 3. Slags Folk fornemmeligen, nemlig af de Norske Indbyggere, de Contorske, og et andet Tydsk Societet, kaldet de 5. Amter eller Skoemagere. Hvad de første angaaer, som egentligen kaldes Bergens Borgere, da, endskiønt de ere indfødde Folk, ere de dog en Blanding af allehaande Slags Nationer, eftersom fremmede Kiøbmænd Tiid efter anden have gifftet sig med Borgernes Enker og Børn, og ere blevne boesiddende i Bergen, og kand man derfore ikke undre sig over den Irregularitet, som findes saa vel udi Sprog som Leve-Maader, saasom det er troeligt, at enhver Fader har vildet optugte sine Børn efter sit Lands Maade.

Hvad den anden Classe af Indbyggere angaaer, nemlig de Contorske, da bliver derom talt i sær udi den anden Part af dette Skrift, hvorfore jeg paa dette Sted intet videre derom vil mælde.

De 5. Amter eller Skoemagerne.De 5. Amter eller Skoemagerne have saadan Oprindelse. Kong Oluf Kyrre, Bergens Fundator, havde i Begyndelsen undet de Engelske Frihed at handle udi Bergen, og til den Ende indrømmet dem Plads udi Staden for der at oprette sig Boder og Boeliger. Dette |99varede en Tiid lang, indtil de udi Kong Haagens Tiid formedelst Mord og Oprør forbrøde deres Privilegier og maatte pakke sig af Staden. Historien siger at efter de Engelskes Bortgang Skoemagerne af Kong Magno Haagensen bleve begavede med store Privilegier, men uden at tilkiende give om samme Tydske Haandverks-Folk da allerførst komme til Bergen, eller ved hvad Leilighed. Man seer alleene, at de Engelskes Plads og Boder bleve dem indrømmede, og at deraf har sin Oprindelse den Gade i Bergen, som endnu kaldes Skoe-Strædet. Disse Folk, som deres Privilegier udviise, skulde være Kongens Rentemestere underdanige, og holde 40. Mænd udi fuld Harnisk til Kongens Tieneste. Hvorledes deres Opførsel har ellers været, har jeg viiset paa et andet Sted. Man seer af Friderici I. Historie, at deres Societet endda har været i fuld Flor, og at de længe derefter have pukket paa deres Privilegier, indtil omsider deres Regimente under Friderico II. fik Ende, og det paa saadan Maade.

Christoffer Walkendorff, som af Høyst-bemældte Konge var beskikked til Lehns-Herre udi Bergen, da han ved sin Ankomst af Borgernes Klagemaal for|100nam, hvor stor Vold og Uret Borgerskabet blev tilføyet, saa vel af Garperne paa Bryggen, som af Skoemagerne i Skoe-Strædet, satt han sig for at raade Bod derpaa, og at klippe Vingerne saa vel paa det eene som paa det andet Parti. Hvorledes han førte sig op imod Garperne eller de Contorske, derom skal tales paa et andet Sted. Hvad Deres Forhold.Skoemagerne angaaer, da som de stolede og forlode sig paa de Contorske, saa søgte de gemeenligen til Bryggen naar de havde bedrevet nogen Misgierning, og der fandt Beskyttelse mod Øvrigheden. De dreve Næring, og holdte Øll-Tap uden at ville betale Accise, og saasom Fiske-Torved da laae ved Bryggen, og de Kiøbende maatte passere forbi deres Qvarteerer for at komme til Torved, hindrede de Borgerskabets Tieneste-Folk at komme til Torvet, førend de selv vare forsynede med saa megen Fisk, som de agtede at kiøbe, hvilket saa vel som andet sees af Borgernes Klage til Lehns-Herren samme Tiid. Walkendorff satt sig derfor fore at indskrænke deres Magt, og gaves ham dertil saadan Leylighed.

Skoemagerne anlagde en Søe-Broe udi Vaagen neden for deres Stræde, paa det Sted, hvor nu Torved er; da denne Brygge var forfærdiged, lode de |101forbyde udi Kaars-Kirken, at ingen af Hollænder-Strædet maatte bruge samme deres Broe og Vippe. Christoffer Walkendorf, som paa samme Tiid var i Kirke, anhørte dette med Forundring, og adspurte saa vel Laugmanden, som Borgemester og Raad, om saadant var dem vitterligt, og, da han hørte at Skoemagerne dem uafvidende af egen Myndighed dette Forbud havde giort, lod han dem paa tredie Dag derefter beskikke til at møde for sig for at fremlægge deres Privilegier. Dette maatte de beqvemme sig til, saa at de frembragte Copier af alle deres Friheder, forseiglede med deres eget Seigl, som de paastode sig at være givne. Walkendorff efterat han nøye havde igiennemlæset deres Friheds Breve, men derudi intet fundet, som kunde berettige dem til dislige Foretagender, sær at lade publicere Forbud mod Kongel. Undersaattere, lod han dem anden gang beskikke og stævne til Raad-Stuen. Da nu Skoemagerne mærkede, at denne Sag vilde falde ilde ud for dem, fulde de til føye, og begierede Naade og ingen Ret. Walkendorf tilsagde dem da paa Kongens Vegne Naade, dog med de Vilkor, at de under Haand og Seigl skulde forpligte sig til intet saadant videre at fore|102tage. Item at de skulde lade samme Broe og Vippe være tilfælles for andre Borgere.

Men det varede ikke længe, førend der reisede sig en anden Sag imod dem; thi, da noget derefter udi en indbyrdes Tvistighed imellem dem selv een af deres Societet, ved Navn Henning Peedis,Peedis,]Peedis,] B, Peedis A; Peedis SS Peedis,] B, Peedis A; Peedis SS rømte fra Skoe-Strædet ud til Stranden, lode de hans Gods forseigle, Byefogden og andre Kongens Befalnings-Mænd u-adspurdt. Dette foraarsagede, at Walkendorf atter gik dem paa Klingen, hvorudover de paa nye bade om Naade, hvilken paa Kongel. Majestets Vegne blev dem lovet med de Vilkor, at de herefter skulde give Accise af deres Øll-Tap, ingen fredløs Mand oftere give Leide, og ingen paa deres Stræde overfalde; at de skulde giøre got og forsvarligt Arbeyd for enhver, at de ikke skulde lade Vaagen løbe fuld af Skarn, at de skulde ikke lukke deres Port om Natten for Byens Vægtere, at de skulde holde Træ-Broen fra alle Helgens til Graabrødre-Kirke ved lige, at de skulde ikke uden ved Dom tage sig selv til rette, som de tilforn ofte havde giort. Disse Artikler ginge de saaledes ind under Straf paa Liv, Gods og Penge efter Sagens Beskaffenhed.

|103Kort derefter reysede Lehns-Herren til Dannemark, hvor han berettede Kongen Tilstanden i Bergen, og af hans Majestet bekom Fuldmagt til at beskytte Borgerne videre mod de Tydske. Hvad han da strax ved sin Tilbagekomst foretog sig mod de Contorske, skal viises paa et andet Sted. Med Skoemagerne reisede sig en Trætte om St. Halvards Kirke, udi hvilken Biskop Aslac Boldt havde tilstedet dem efter deres egen Kirkes Nedbrydelse at holde GUds-Tieneste, men de siden havde tilegned sig den, som deres egen Kirke. Da de af Lehns-Herren bleve anmodede om at viise deres  Adkomst  til Kirken, komme de frem med nogle gamle Breve, hvilke bleve befundne at være falske, saaledes at det vare Breve givne Skoemagerne i Trundhiem, og at disse havde udkradset Trundhiem, og i Steden derfor skrevet Bergen. Dette blev saa klarligen viiset, at de ikke kunde nægte det, alleene at de bevidnede, at saadant ikke var giort af dem. Herudover dømte Walkendorf St. Halvards Kirke til Staden igien.

Misfornøyelsen voxede saaledes meer og meer til, og Sagen kom endeligen saa vidt, at Walkendorf lod dem viide, at de enten i all Ting maatte un|104derkaste dem Landets Love, som andre Undersaattere, eller vige ud af Staden; Een Deel forlod derpaa Skoe-Strædet, og vilde sætte sig ned paa Bryggen for der at drive deres Haandverker. Men han lod kalde Oldermanden paa Contoret og de 18. Mænd eller Acteiner til en Samtale udi Kaars-Kirken, hvor de lovede ikke at hanthæve Skoemagerne hos sig paa Contoret. Herudover da de merkede, at de intet Sted maatte meere have enten udi Staden eller paa Contoret, satte de sig for at reyse til Tydskland. Da Walkendorf fik deres Forsæt at viide, sammenkaldede han dem paa Raad-Stuen, hvor de lode sig indfinde, og gik da enhver ordentligen frem, tog Lehns-Herren udi Haanden og takkede ham, og lovede ved Brev og Seigl intet at tale om Kongen eller Lehns-Herren uden alt got, erklærede ogsaa at den Trætte, som havde reiset sig, skulde være død og Magtesløs i alle Maader, hvo andet giorde og talede skulde holdes for en Æreløs Mand. I sær erklærede de sig intet at have at sige imod Lehns-Herrens Opførsel; Men det er troeligt, at de intet meenede med alt det; thi denne Christoffer Walkendorf var et Riis saa vel for dem som for de Contorske, og i den Henseende een af de nyttigste Lehns-Herrer Bergen nogen Tiid haver haft.

|105Efter at dette nu saaledes var forretted, komme Borgerne frem med deres Klagemaal imod Skoemagerne, sær imod deres Forhold angaaende Fiske-Torved, hvilket De forviises Staden.de forlangede at maatte blive forflyttet til et andet beqvemmere Sted, paa det at de i Fremtiiden ikke skulde underkastes forrige Uleyligheder, og lovede alle dertil at være behielpelige. Derudi føyede Lehns-Herren dem strax, og forfløttede Torved neden for Skoe-Strædet udi Vaagen til det Sted, hvor det nu ligger, lod ogsaa kundgiøre for alle Bønder og Fiskere, at de herefter skulde lægge an med deres Baade til det nye Torv.

Skoemagerne reysede derefter til Tydskland, og havde deres Regimente udi Bergen nu saadan Ende. Det er Skade, at man ingen videre Kundskab har om dette Societets Tallrighed, Sædvaner og Indrettelse. Det er troeligt af den store Dristighed, de øvede, og den Trodsighed de lode undertiiden see mod Øvrigheden, at de maa have været temmeligen Mandstærke, uden man vil sige, at det kom deraf, at de forlode sig paa de Contorske, som ogsaa ofte toge dem i Beskyttelse, og var det derfore at disse tvende, skiønt adskilte Societeter vilde |106passere for eet og det selv samme, naar de havde Tvistighed med Borgerskabet, og at man af Historien seer, at Embeds-Mændene, det er de 5. Amter eller Skoemagerne,Skoemagerne,]Skoemagerne,] B, Skoemagerne A; Skoemagerne SS Skoemagerne,] B, Skoemagerne A; Skoemagerne SS paastode, at Kiøbmændene eller de Contorske var deres Dommere. Om Skoemagerne da alle reysede bort, er mig ikke vitterligt. Det er troeligt, at nogle af de føyeligste ere blevne tilbage, og at de ere blevne foreenede med de andre Stadens Indbyggere. Saa at fra den Tiid Bergens Folk kand alleene deeles udi tvende Classer, nemlig Borgerne med deres Øvrighed og de Contorske.