Han fandt ved sin Ankomst til Regieringen all Ting udi en fortreffelig Tilstand, Riget udi ypperlig Stand ved hans Ankomst til Regieringen.thi den Højsalige Konge havde saaledes pyntet paa Rigerne baade udi civile og Kirke-Sager, at der fast var intet at forbedre. Den gamle Suurdej, som Riget længe havde været plaget med, var gandske udrøddet, thi der var en fuldkommen Eenighed, saavel udi Staten som i Religionen. Christianus 2dus levede vel endda, men kunde formedelst sin høje Alder og Svaghed ingen Ombrage meere foraarsage, og de gamle Misfornøjede vare enten bortdøde eller udi saadan Stand, at de ikke meere turde bevæge sig. Rigerne stode i Venskab og Fortroelighed med de fleeste Potentater, og Financerne vare udi god Stand, saa at den unge Herre saae sig ikke alleene strax i Begyndelsen sterk befæsted paa Thronen, men fandt sig ogsaa i Stand med Sikkerhed at kunne entreprenere de Ting, som hans Forfædre ikke havde fundet sig sterke nok til at udføre. Han giorde derfore i sin Tid med Sværdet Ende paa 2 store Tvistigheder, hvorudi Riget meere end et halvt Seculo formedelst dets indvortes Svaghed havde været tvunget til at temporisere. Den første Tvistighed var med Dytmersken, hvilket Land udi Kong Johannis Tid havde paasatt Riget en Plett, som man indtil denne Tid ikke havde kunnet aftoe. Den anden Tvistighed var med Sverrig, for hvilken at bilegge mange Frugtes-løse Moder havde været holdne. Saa at de tvende foregaaende Konger ikke uden stor Møje havde kunnet hindre den Gnist, som laae skiult Den Dytmarske Krig.under Asken, at bryde frem, og som virkeligen vilde været skeed, hvis Sverrige og Dannemark udi lang Tid ikke havde haft tilfælles Fiender, som alleene hindrede dem at trække Sværdet mod hin anden. Og, saasom den Dytmerske Krig |405og samme Lands Reduction var det første, som denne seyerrige Konge strax ved sin Regierings Tiltrædelse foretog sig, vil jeg strax begive mig til den samme.

Det store Nederlag, som skeede paa de Danske og Holsteener 1500, havde Samme Krigs Aarsag og Begyndelse.erhvervet de Dytmersker en fuldkommen Independence og Frihed igien, og understode de Danske Konger sig i lang Tid siden ikke at oprippe deres gamle Prætentioner, eendeel efterdi Riget stedse havde saa meget andet at bestille, eendeel ogsaa, efterdi Kejser Carl siden Christiani 2. Undvigelse havde været en bitter Fiende af Dannemark, saa at Riget havde ikke alleene holdet nødigt at simulere, men endogsaa at confirmere Dytmerskens Privilegier og Frihed, og at indslutte samme Land udi den bekiendte Fred med Lybek, som blev sluttet 1536. Saaledes vare Conjuncturerne indtil det Spiriske Fordrag mellem Kejseren og Riget, hvorved Christianus 3. ikke alleene fik den mægtige Kejser Carl af Halsen, men endogsaa ved den Forlehning, som han tillige med sine Brødre 1548 af Højstbemeldte Kejser bekom af Dytmersken, fik sine Prætensioner fornyede, og fandt sig authoriseret til at foretage sig samme omtvistede Lands Reduction. Men derved blev intet tenteret, saa længe som denne fredsommelige Konge levede, hvorvel hans Farbroder Hertug Adolphus af Holsteen søgte ofte at ægge ham dertil. Men, saa snart Christianus 3. ved Døden var afgangen, Hertug Adolph søger at undertvinge Dytmersken alleene.tog bemeldte Hertug Adolph sig for at tvinge Dytmersken med egen Magt, og dertil giorde hemmelige Tilbereedelser, paa det at den unge Konge, saavelsom hans Broder Hertug Hans, ingen Kundskab skulde faae derom, hvoraf sees, at han havde i Sinde at beholde Dytmersken alleene. Formanes at holde sig derfra.Men dette Forehavende kunde ikke drives med den Taushed, at man jo ved Henrik Rantzov Gouverneuren paa Segebergs Slott fik Kundskab derom: Samme Henrik Rantzov notificerede dette til sin Fader, den gamle Feldt-Herre, Johan Rantzow, hvilken derpaa strax affærdigede Skrivelse til Hertug Adolph, forestillende ham i hvilke Fortredeligheder han vilde styrte sig, dersom han alleene vilde føre denne Krig, thi foruden Dytmerskerne vilde han trække sig Søe-Stæderne Hamborg og Lybek paa Halsen, han vilde ogsaa |406faae en Modstander udi Kongen selv, saasom Hans Majestet ikke uden Fortrydelse kunde see ham at angribe et Land alleene, hvorpaa de havde tilfælles Prætensioner, bad ham derfore at skikke sig en af sine Ministrer, med hvilken man kunde tale om saadan vigtig Sag, førend man gik videre dermed.

Da Hertug Adolph fik dette Brev, affærdigede han Bertram Sested til Neu-Mynster til Johan Rantzov, og ved ham ikke alleene undskyldte sit Forehavende, men endogsaa søgte at overtale denne gamle Felt-Herre til at bivaane saadant Tog. Men Johan Rantzow blev ved sit Forsætt, og forestillede paa ny, at som det heele Førstelig Holsteenske Huus havde Prætensioner paa Dytmersken, saa kunde intet foretages uden Kongens og hans egen Broders Villie og Minde. Herudover begyndte beslutter at associere sig med Kongen.Hertugen at tage dette meere i Betænkning, og paa nye skikkede samme Bertram Sested til Rantzov, ladende ham vide, at han vilde følge hans Raad, og at han havde tilskrevet baade Kongen og hans Broder Hans om dette Forsætt, og tilbydet dem at føre Krigen med samtlig Magt, saaledes, at ved Dytmerskens Erobring Landet skulde deeles udi 3 lige Parter, hvoraf han vilde lade sig nøje med en 3die Deel. Ved dette Tilbud blev Kongen saavelsom Hertug Adolphs Broder Johannes anderledes til Mode til Flensborg.Sinds, og blev da berammet et Mode til Flensborg den 24 Aprilis for at overlegge videre hvorledes denne Krig med Fremgang kunde føres. Til bestemte Dag mødte Kongen og Hertug Hans, men Hertug Adolph blev borte, af hvilken Udeblivelse man fattede Mistanke om ham, at det ikke var hans Alvor, og at han heller alleene vilde føre denne Krig. Kongen lod ham derfor sige, at, om han var bleven anderledes til Sinds, han da strax vilde give det tilkiende. Derpaa skeede en anden Sammenkomst 2 Dage derefter til Gevensted, hvor Adolphus ogsaa lod sig indfinde, og blev da besluttet, at Krigen skulle føres med samtlig Magt, og tillige med afgiort hvor meget eenhver skulde contribuere til Udrustningen: hvor sterk man skulde være, og paa hvilken Tid den heele Krigshær skulde være færdig til at lade sig munstre.

|407Den anden Dag derefter komme alle 3 Herrerne atter igien sammen til Notorp, (a) Item til Notorp, hvor Krigen besluttes.og blev da fundet for gott, at Kongen skulde strax lade nogle Skibe udløbe paa Elben, for at hindre Dytmerskerne Tilførsel. Item at Hamborg og Lybek skulde anmodes om at være Herrerne befoderlige. Derpaa ginge Præparatorierne for sig, og en anseelig Krigshær blev bragt paa Beenene, saa vel af Fremmede som af Holstener. Kongen lod ogsaa anholde hos den Danske Adel, at alle de, som havde Lyst til at være med Johan Rantzov General over den allierede Krigs-Magt.paa dette Tog, skulde holde sig færdige, og lade sig indfinde til Sammelpladsen naar Advarsel blev udgiven. Den heele Krigshær bestoed af 20000 Mænd under adskillige Anførere, som dog alle skulde staae under den store General Johan Rantzov. De adskillige store Ulykker, som det Holstenske Huus havde tilforn haft udi Dytmersken, foraarsagede, at dette Tog skeede med stoor Betænksomhed, hvorfor Krigen ogsaa denne gang havde bedre Udfald.

Efter at all Ting var anordnet, og Krigshæren stod færdig til at rykke frem, lode Herrernes Manifest.Herrerne forfærdige et Manifest (b) af det Indhold, at, eftersom Dytmerskerne forholdte dem deres Arveland, og udi lang Tid ikke alleene havde været gienstridige, men endogsaa tilføjet Hertugdømmene Vold, saa var man foraarsaget dem med Sværdet at besøge, for at bringe dem til Lydighed, og at sætte deres egne Undersaatter udi Sikkerhed. Med saadant Fejdebrev blev Herolden affærdiget til Heide med Ordre at overgive det til de 48 Oldermænd som da regierede Landet. Imidlertid blev besluttet, at Krigshæren skulde ligge still for at give Dytmerskerne Tid til at give deres Svar. Det er ubeskriveligt hvilken Forbittrelse saadan Krigs-Declaration foraarsagede hos Dytmerskerne, thi, da Herolden kom til Heide, og der efter gammel Skik overleverede Feidebrevet med en hvid Stok, blev han med Skielden og Banden forfuldt af Dytmerskernes Svar.Almuen, saa at Oldermændene maatte tage ham i Beskiermelse, indtil de kunde sende ham med Svar tilbage. |408Deres Svar (a) indeholdt at Dytmerskerne vare Herrerne ingen Rett gestændige, eftersom Landet var et Lem af det Bremiske Stikt, under hvis Beskyttelse det havde været udi 400 Aar; saa at de derfore vare Kongen af Dannemark og Hertugerne af Holsten intet skyldige, uden hvad Villighed og Tieneste Naboer ere pligtige til at bevise hinanden. De vidste ej heller at have forseet sig i nogen Maade imod Kongen og Førsterne. Og, om saadant var skeet, burde Sagen paakiendes ved Retten og ikke ved Sværdet. Titelen paa dettedette]dette] dete A dette] dete A skriftlige Svar var denne: (b) *Den Durchlüchtigsten, Grosmächtigen, Hochgebornen Fürsten und Hern, Hern Friderich den Andern, von GOtts Gnaden erwehlten König tho Dannemarken und Norwegen. Und von den selven Gnaden Johannes und Adolf Erben tho Norwegen, Hertzogen tho Slesvig, Holstein, Stormarn, Graven tho Oldenborg und Delmenhorst. Hvoraf sees, at de tilstode dem ingen Rett udi Dytmarsken.

Efter at saadant Svar var bekommet, fik Krigs-Hæren Ordre at rykke ind udi Landet, hvilket ogsaa skeede, og fuldte alle 3 Herrer selv med, hvorvel Generalerne raadede dem derfra, saasom de havde Kundskab om, at Dytmerskerne havde særdeles Anslage imod deres høje Personer. Efter at Krigshæren var kommen ind udi Landet, blev den nogen Tid stille liggende for at udforske Landets Lejlighed, og hvilke Anstalter Dytmerskerne giorde imod deres Ankomst. De merkede da, at man maatte belejre de 3 stærke Fæstninger Tileburg, Hamme og Meldorp, for at bane sig Vej til Kiernen af Landet, hvorudover der blev besluttet at belejre samme Fæstninger. All Ting syntes da at true Dytmersken med Undergang. Ingen af deres Naboer vilde tage sig deres Sag an, alleene Lybek lod sig nøje ved sin Gesant Sebastianum ErasmiErasmi]Erasmi] A B; Erasini SS Erasmi] A B; Erasini SS at foreslaae et Forliig, skiøndt forsilde. Herrernes Krigshær var stor og formidabel, og Dytmerskens Tilstand for Krigen.Felt-Herrens Johan Rantzovs blotte Navn kunde indjage dem Skræk. Graverne og Digerne vare ogsaa paa |409samme Tid til deres Ulykke udtørrede formedelst en langvarig Tørke. Men det, som de selv kunde beskyldes for, var at de ikke havde forsynet sig med fremmed Protection, helst, saasom de ideligen kunde vente sig, at, saa snart Dannemark engang kom i Roelighed, de gamle Prætensioner vilde fornyes. Deres forrige Lykke havde saaledes forblindet dem, at de bildte sig ind at ingen turde meere tentere noget imod dem. Men deres Regning slog dem denne gang fejl som Udgangen lærede. Det eeneste Haab for Dytmerskerne var, at der skulde reise sig U-enighed imellem Herrerne, hvilket ogsaa nær havde skeet formedelst nogles Intriguer, (a) men den Mistanke, som reisede sig imellem dem, blev lykkeligen hævet og Krigen blev fortsatt fremdeles med Eenighed.

Efter at Herrerne havde faaet Kundskab om Dytmerskernes Mouvemens og deres Anstalter, blev der holdet Krigs-Raad om, hvilken af de tre ovenomtalte Fæstninger man skulde først angribe. De funde da alle for gott at lade Hamme blive, efterdi den var meest befæsted, og med all Ting forsynet, og derfore ville formodentligen spilde for megen Tid for Krigshæren; Men om Tileburg og Meldorp vare stridige Meeninger. Stridige Meeninger om hvilken Fæstning man først skulde belejre.Brede Rantzov, en tapper Krigsmand og som Dytmerskens Beskaffenhed vel var bekiendt, fandt for got, at man skulde begynde med Tileburgs Belejring, foregivende, at, saasom den var den mindste og ringeste af de 3 Fæstninger, skulde den hastig kunde erobres, og at det var de allierede Herrer Magt paaliggende strax at giøre nogen Conquete, for at erhverve deres Vaaben nogen Anseelse, og at komme ind udi Kiernen af Landet. Men Johan Rantzov Feltherren var udaf en anden Meening, sigende, at det vilde ikke meget betyde at indtage en ringe aaben Flek. Det var ej heller raadeligt at rykke langt ind udi Landet, uden man havde en Fæstning paa Ryggen, som man kunde forlade sig paa. Det sidste Raad blev efterfuldt, saa at man besluttede Johan Rantzovs Raad bliver fuldt.strax at belejre Meldorp, og paa samme Tid at holde de andre 2 Fæstninger i Allarm. Medens dette forhandledes i den allierede Lejer, havde Dytmerskerne ved deres Speidere faaet falsk Underrettning om Herrernes Anslag, nem-|410lig, at de agtede først at angribe Hamme, hvorudover de strax skikkede 500 Mænd fra Meldorp Hamme til Meldorp belejres.Bestyrkelse, og der ved til deres store Ulykke blottede Meldorp, hvilken derpaa strax blev belejret. Samme Stad ligger udi Kiernen af Dytmersken, mellem Suderstrand og Nordstrand. Ved Siden af Staden løber en Aae udi den store Søe. (a) Staden var da vel befæstiget, saa at den syntes at ville give de allierede en haard Nød at knække. Ja der var Anseelse til langvarig Belejring, hvis den falske Tidende om Hamme ikke havde svækket Besættningen. Saa snart Feltherren Rantzov med Kiernen af Krigshæren var kommen for Meldorp, lod han i en Hast forfærdige alt hvad som til Modværge kunde giøres, og lod strax giøre Anstalt til at storme til Staden paa trende Steder. Udi de to første Storme blev Krigshæren afslagen, og satte da den tappere Schonweis, der var den første til at løbe Storm, Livet til. Deraf tabte Feldherren dog ikke Modet, men sprang af sin Hæst, og med Kaarden i Haanden anførte Folket 3die gang, da blev figtet med stor Haardnakkenhed paa begge Sider, og var det forunderligt at see de Dytmerske Qvinder figte lige med Mændene, og merkede Dytmarske Qvinders Stridbarhed.man at en Qvinde paa samme Tid stak 2 Soldater ihiel med en Kniv. Endeligen blev Staden erobret med Kaarden i Haanden, og skeede da et stort Nederlag baade paa Mænd, Qvinder og Børn; Og bleve adskillige Qvinder omkomne bevæbnede med Meldorp bestormes og plyndres.Gevær i Hænderne. Staden blev given til Priis, og Soldaterne giorde hærligt Bytte; Men derom reisede sig saadan Tvistighed, at man frygtede for indbyrdes Krig, hvorfore Officierne maatte paatage sig at ligne Byttet imellem Soldaterne, hvorved Oprøret blev stillet. Da man randsagede de Døde, fandt man at de fleeste vare meget ilde tilredede, og at der vare faa som jo havde faaet 3 til 4 Kugler i Livet, hvilket, da Felt-Herren forundrede sig over, blev ham svaret, at hvad en Kugle kunde udrette hos en anden, kunde neppe 4re Kugler giøre for at fælde en Dytmarsker.

Efter at Meldorp var erobret, rykkede Felt-Herren med en Deel af Krigshæren mod Brunsbyttel, hvilken han strax indtog, |411eftersom den var forladt af alle Indbyggerne. Da Krigsfolket derpaa streiffede allevegne om i Landet, blev man paa et Sted var 700de Dytmersker, som havde skiulet sig udi en Moratz, og forskantzet sig 700 Dytmarsker fanges.med Vogne, Sænge og andet Boeskab. De samme, da de saae sig omringede af Soldaterne, kastede de strax deres Gevær, og gave sig paa Naade og Unaade. Hvorudover Feltherren forbød at tilføje dem noget Ont. Kongen, som strax derpaa kom did hen, ynkedes ogsaa over dem, og befoel ingen Haardhed at øve. Anden Dag derefter blev raadslaget om, hvad man skulde giøre med Fangerne. Hertugerne funde da for gott at lade dem omkomme, som haarde og u-corrigerlige Folk. Saadant Forsætt mishagede Kong Friderik, og, saasom han merkede, at Hertugerne vilde ikke staae Kong Frideriks Mildhed.derfra, befoel han at deele de Fangne i 3 Deele, paa det han kunde have Lejlighed til at frelse den Deel, som ham tilfaldt. (a) Men, medens man trættede derom, ankom Feltherren Johan Rantzov, hvilken gav tilkiende at det var imod all Krigsbrug, at omkomme Fanger, som godvilligen havde givet sig, helst, eftersom der iblant vare Qvinder og smaa Børn, hvorudover blev besluttet at de skulde forskaanes paa Livet, og blev den største Deel af dem transportered til Holsten. Saaledes bleve disse mange Mennesker befriede fra Døden ved denne ypperlige Mands Raad, (b) og giver dette tilkiende, at han var ikke mindre god Christen, end en stor Anfører.

Efter at Herrerne havde bemægtiget sig den syndre Part af Dytmersken, blev der holdet Krigs-Raad, hvorledes man skulde angribe den Nordre Part, og fant man da for gott, at angribe Tileborg. Der havde Dytmerskerne samme Vanheld, som ved Meldorp; thi, saasom de Natten tilforn hafde faaet Kundskab om, at Herrerne med den største Deel af Krigshæren havde rykket imod Hemmingstad, hvor tilforn det fatale Slag var holden under Kong Hans, begave de fleste sig af Tileburg, Hemmingstad til Undsættning, hvorudover Feldherren uden Mord og Sværdslag bemægtigede Tileburg erobres.sig Tileburg, og lod dens Volde nedrive. Der fandtes en |412stor Hob groft Skytt, men faa Folk formedelst ovenmeldte Aarsag, og giver dette tilkiende at Dytmerskerne i denne Krig maa have haft enten slette eller Utroe Speidere.

Efter at dette var skeed, gik man løs paa den vigtige Stad Heide, ved hvis Erobring man haabede at reducere det heele Land, og at giøre Ende paa Krigen. Heide Den Stad Heides Beskrivelse.var da anseelig, saa vel formedelst dens Handel, som skiønne Bygninger blant alle Dytmarske Stæder. Til dets Markeder lode sig paa visse Tider indfinde Indbyggere over det heele Land. Der var ogsaa Regieringen, som bestod af 48 Oldermænd, (a) hvilke hver Løverdag holdte Samling for at dømme udi Sager, og skreve sig *Acht und Veertigh Vorweser der Gemehin des Lands Ditmarschen, (b) som sees af de tvende Breve de udi denne Krig tilskreve Herrerne. Staden i sig selv var dog ikke synderligen fast, hvorudover, saasom Indbyggerne ikke forlode sig meget paa deres Fortificationer, de havde stillet deres grove Stykker paa de fornemste Gader. Ved samme Stad blev fægted med stor Haardnakkenhed paa begge Sider. Herrerne Heides Belejring.efterdi de ved samme Stads Erobring haabede at giøre Ende paa Krigen, og Dytmarskerne, efterdi af dens Conservation dependerede all deres Velfærd, og den Frihed som de med saa stor Iver havde forsvaret nogle 100 Aar imod deres mægtige Naboer. Der bleve da holdne adskillige blodige Trefninger, udi hvilke Kongen selv vovede sig yderligen, og Hertug Adolf blev haardt blessered, thi mit udi en Trefning, Hertug Adolf saares af en Dytmarsk Bonde.da han var bleven træt og heed, og derfor aflagde sit Harnisk, kom en Dytmarsk Bonde ham i Møde, hvilken han saarede. Men Bonden lod sig deraf ikke forskrække, men stak Hertugen med sin Hellebard udi Ryggen under Skulderbladet, hvilket foraarsagede at Hertugen maatte føres af Slaget til en Landsby. Fremmede Historier melde intet om, hvordan siden tilgik med denne dristige Bonde, men Indbyggerne vide endnu efter Petri Saxes (c) Vidnesbyrd at fortælle, at samme Bonde blev huggen i mange Stykker paa Stedet.

|413Efter at man havde erobret og indtaget Fortificationerne, stillede Dytmerskerne sig til Modstand paa de fornemste Gader i Staden, saa at det var vanskeligt for Krigs-Hæren at komme ind uden at spilde en Hob Folk, hvilket, da Felt-Herren merkede, befoel han at sætte Ild paa Staden. Eendeel af Anførerne havde vel ingen Behag i dette Anslag, holdende for, at, saasom det var den beste og prægtigste Stad udi det heele Land, saa vilde dens Ødeleggelse give Eftertale: Men Felt-Herren vilde Staden sættes i Brand og erobres.ikke staae fra sit Forsætt, foregivende, at samme Stads Conservation vilde i Fremtiden give Dytmerskerne Anledning til nytt Frafald, og at den i den Henseende maatte ødelegges. Staden blev derfore omringet og antændt. Hvorpaa Krigs-Folket, sær det Danske Rytterie brøde ind med Kaarden i Haanden, men de kunde formedelst Ild og Røg ikke meget udrette, mange af dem, blandt hvilke Marqvard Rantzov bleve ogsaa omkomne af Dytmarskerne, som skiøde stærkt af Huusene paa dem, (a) ikke for at forsvare deres Liv, men for at hevne deres Død. Men Ilden giorde den meeste Virkning, og blev Heide der af inden kort Tid i Grund ødelagt. Udi de 3 Trefninger Staden lægges i Aske.som holdtes for samme Stad, omkomme over 3000 Dytmarsker, men paa Herrernes Side savnedes ikke over 300. Heides Ødeleggelse havde den Virkning, som Felt-Herren havde spaaet; nemlig, at der paafuldte det heele Lands Reduction: Thi Dytmarskerne bleve deraf saa mismodige, at de strax derefter skikkede 3 Præste til Lejren. De samme komme med hvide Kieppe i Hænderne, og et u-beseglet aabet Brev, Dytmarsken underkaster sig Herrerne.hvorudi gaves Herrerne Titul af Hertuger til Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmarsken, (b) hvilket tilforn ikke var skeet. Gesanterne ydmygedede sig da, og bade om Liv og Naade, gave ogsaa tilkiende, at om Oldermændene maatte forundes frit Lejde, vilde de selv indstille dem for Herrerne, og afbede deres Forseelser. Kongen tog da meget naadigen imod dem, og befoel sin Hoff-Prædikant Mag: Niels Kolding at tage dem med sig til Bords, medens man raadslog om, hvad man videre med Indbyggerne skulde fore-|414tage. Efter at man havde raadslaget derom, fandt man for got at lade Dytmerskerne vide, at, endskiøndt de meer af Nød end tilbørlig Lydighed bade om Naade, saa vilde dog Herrerne give Audience til de 48 Landets Forstandere, og maatte de Dagen derefter have Frihed at lade sig indfinde udi Lejren. Til bestemte Tid, som var den 25 Junii, (a) mødte alleene 5 af bemeldte Forstandere, thi, de andre vare omkomne i Krigen. Med dem fuldte en af de fornemste Præste og en Secretarius, og bleve de imodtagne af nogle Ryttere, som gelejdede dem ind udi Lejren til Felt-Herrens Søn, Poul Rantzovs Telt. Imidlertid raadsloge Herrerne udi Hertug Der raadsloges om Dytmarskernes Skiæbne.Adolphs Telt, som endda formedelst sin Blessure holdt ved Sengen, hvad man skulde foretage med Dytmarskerne, om man skulde tage dem til Naade eller udrødde dem gandske. Kongen og Hertug Hans gave strax tilkiende, at man burte spare det overblevne Folk, som med Ydmyghed bad om Naade. Men dette u-anseet vilde dog ingen slutte noget vist, førend de havde Hertug Adolphs Meening, eftersom samme Hertug havde meest Aarsag til at nægte dem Naade, formedelst det Saar han havde faaet, som bragte ham i Livs Fare. Hertugen erklærede sig endeligen, at, saasom man ved Besluttes at tage de Overblevne i Naade.denne Krig ikke havde haft i Sinde at søge Landets Ødeleggelse, men alleene Indbyggernes Underdanighed, og man nu saadant kunde erholde, saa var hans Tanke, at de overblevne Arme kunde tages i Naade og beskyttes.

Denne Erklæring blev af alle med Glæde optagen, og bleve der paa nogle Freds Artikle forfattede, og de samme de Dytmarske Fuldmægtige tilstillede forinden 3 Dage at erklære sig derpaa. Hvorefter Kongen begav sig til Holsten til Itzhoe. Imidlertid Freds Artikle.examinerede Dytmarskerne de tilstillede Freds Artikle, og paa 3die Dag forføjede sig til Lejren igien. Der bade de da ydmygeligen at nogle af bemeldte Artikler maatte modereres, saasom de ikke uden med deres Undergang kunde holdes, hvilket ogsaa Herrerne ac-|415corderede dem, for at betage dem all videre Aarsag til Misfornøjelse og Oprør. Derpaa overgave Dytmarskerne sig med Land, Folk, Stader og Byer, aldeeles udi Kongens og Hertugernes Vold, lovede at erkiende dem herefter alleene for deres rette Lands-Herrer, og at beviise dem all tilbørlig Ære, Pligt, Tienneste og Lydighed, som Undersaatter deres rette Lands-Herrer skyldige ere. Kongen og HertugerneHertugerne]Hertugerne] B, Hertugen A Hertugerne] B, Hertugen A derimod tilsagde dem Forsvar og Beskyttelse, hvorpaa sterke Breve og Sejle bleve givne paa begge Sider.

Derefter blev anordnet, at alle Indbyggere, baade unge og gamle, som Vaaben kunde føre, skulde møde paa den slette Mark ved Heide den 30 Junii, tagende med sig alle deres Privilegier og Friheds Breve, samt Faner og Standarter, og andet som de tilforn havde erobret, enten af de Holsteenske Hertuger eller andre Førster. Dette blev ogsaa efterlevet, og lode de sig til bestævnte Tid og Sted indfinde udi alt 4000 Personer, som vare Levninger af det heele Dytmarske Mandskab. Efterat de 4000 Dytmersker mødes for Herrerne.havde overleveret fra dem all deres Krigs Rustning, som Stykker, Kugler, Krud, Sværd, Spiude og andet, samt deres Friheds-Breve, hvilket altsammen blev ført til Meldorp, traade de alle frem med hvide Kieppe udi Hænderne. Hvorpaa begge Hertugerne, (thi Kongen var selv ikke tilstæde) ankomme og med Kongens Fuldmægtige reede ind paa Pladsen. Dytmerskerne bleve da posterede udi en Kreds, og strax omringede af den heele Krigshær, hvilket indjog dem en yderlig Skræk, saasom de frygtede, at de alle skulde opofres; En Dytmarsk Præst talede da med en anden paa Latin om Landets ulyksalige Skiebne, og det store Blodbad, som de Overblevne forestod, efterdi han af de Mouvemens, Krigs-Hæren da giorde, ikke ventede andet end en almindelig Massacre, (a) hvilket, da Henrik Rantzov, (b) som forstod Latin, hørte, straffede han samme Præst med Lemfældighed formedelst de slette Tanker han havde om Hertugerne, og sagde, at, endskiøndt de nu havde Magten i Hænderne, saa vilde de dog ikke øve det som Krigens Rett til-|416lader, og endede sin Tale ved at formane dem til bestandig Troskab udi Fremtiden, at deres Land ikke oftere skulde styrtes i saadan Ulykke.

Afbede paa Knæ deres Forseelse.Da nu allting var satt i Orden, fulde alle Dytmerskerne ned paa deres Knæe og med blotte Hoveder og med stort Skrig afbade deres Forseelser. Derpaa svore de de Kongelige Fuldmægtige, samt Hertug Hans og Adolph Troeskab, og efterat de havde overleveret 24 Gisler, fik hver Lov at begive sig til sit Hiem. Herrerne vare da ogsaa saa naadige mod dem, at de gave dem de fleeste Spiud og Gevær tilbage for at forsvare sig mod Soldaterne, hvis nogen videre vilde tilføje dem Urett. Saaledes endtes den Dytmarske Krig, og det heele Land blev udi mindre end en Maanet reduceret. Det synes vel ingen Konst at være, med et heelt Riges og tvende Hertugdømmers Betænkning over denne Dytmarske Krig.Magt at tvinge et lidet stykke Land, som Dytmarsken: Men, naar man betragter saavel Landets Beskaffenhed, som Indbyggernes Naturel, maa man forundre sig over at dette kunde skee saa hastig. Landet er saaledes beskaffet, at det længe kand forsvare sig imod de mægtigste Fiender, og sees af Historien, at adskillige Potentater, som have villet forsøge, at undertvinge det samme, have med stor Forliis været tvungne til at forlade det igien, saa at DytmarskenDytmarsken]Dytmarsken] Dytmarskerne A, Dytmerskerne B Dytmarsken] Dytmarskerne A, Dytmerskerne B i nogle 100 Aar havde været en Kirke-Gaard for angrændsende Nationer, efterdi man havde ikke mindre at stride imod bevæbnede Folk, end mod Diger, Moratzer, og besværlige Veje. Indbyggerne vare haarde og gienstridige, og udi Tapperhed og Foragt for Døden havde neppe deres Lige udi Europa.

De mange store SejerSejer]Sejer] A, Sejere B; Sejre SS Sejer] A, Sejere B; Sejre SS , som de havde erholdet nu mod en, nu mod en anden Potentat, formeerede ikke lidet deres naturlige Tapperhed, sær havde det store Nederlag, som udi Kong Johannis Tid skeede ved Hemmingstad, giort dem saa overmodige, at de holdte sig u-overvindelige, foragtede deres Naboer, og dreve Spott med Konger og Førster. Men just den samme Overmod og høje Tanker de havde om dem selv, styrtede dem i Fordervelse, og skildte dem ved deres kiære Frihed; thi, saasom de stolede for meget paa deres egen Magt, og bildte sig ind at ingen turde an|417gribe dem meere, understode de sig at irritere deres Naboer, og derimod ingen Omsorg havde at forsyne sig med Alliance, da dog de mægtigste Riger ideligen arbejde paa, at bestyrke sig med andre Rigers Venskab. Derfore maatte de ogsaa denne gang alleene staae Stormen imod, og endeligen lide dette sørgelige Skibbrud, efterdi ingen af deres Naboer vilde tage sig deres Sag an. Over denne Krig blev giort en Viise, som begynder saaledes:

Efter at den Dytmarske Krig saaledes var bragt til Ende, kom hans Majestet kronet med Ære og Sejer til Kiøbenhavn den 28. Junii udi samme Aar, og Landet Landet deeles mellem Kongen og Hertugerne.blev derpaa, efter den Convention, som giort var, deelt udi 3 lige Deele mellem Kongen og Hertugerne. Og finder man ikke, at enten Keiseren eller nogen anden Potentat formaliserede sig derover. Erke-Bispen af Bremen lod sig alleene nøje med at insinuere en Protestation ved det Keiserlige Hoff, hvorvel uden Virkning, thi Landets Possession blev siden Aar 1565 Kongen og Hertugerne af Keiser Maximiliano 2. confirmered. Hermed ender Cilicius Cimber sin Historie om den Betænkning over Cilicii Cimbri Historie, som her ender.Dytmerske Krig, som er skreven paa Latin udi tvende Bøger. Samme Historie er des meer at æstimere, efterdi den er skreven af den ypperlige Herre Henrik Rantzov, der selv var med udi samme Krig, hvorfor ogsaa Autor til Friderici 2. Historie har fuldt ham Fod for Fod. Man seer ellers heraf, at det Rantzovske Huus da har vrimled af store Mænd, saa at faa Familier paa de Tider have været i større Anseelse.

Ved den Kongelig Kroning udgav Hans Majestet den bekiendte Haandfæstning, Friderici 2. Haand-Fæstning.som bestaar af 48 Artikler, blant hvilke de fornemste ere, at Kongen ingen Udlændisk skal tage i Rigets Raad; At han ikke skal lade fængsle nogen Ridders Mand; Ingen Krig begynde uden med Rigets Raads Samtykke; At han skall ingen ufri Mand, det er, af Borgerstanden, give Adels Fri-|418hed; At han skal være forpligtet til at indløse Ørknøer og Hetland; Riget er et frit Vall-Rige. (a) Ved hvilken sidste Artikel Stænderne synes at have villet give tilkiende, at det var ikke saa vist tilforn.

Den Dytmarske Krig havde saaledes occuperet Kongen, at hans Kroning imidlertid havde været opsatt. Men efter at hans Majestet havde saa lykkeligen bragt dette Tog til Ende, blev strax Anstalt giort til Kroning. For at bivaane den samme, lode sig i Begyndelsen af August indfinde i Kiøbenhavn Dronning Dorothea, med Hertug Hans den Yngre, Kongens Broder. Iligemaade Hertug Hans hans Farbroder den Ældre, og Hertug Adolf. Af Fremmede indfunde sig Churførst Augustus af Sachsen med hans Gemahl Anna Kongens Søster, med et Følge af 700 Hæste. De sidste begave sig til Skibs fra Rostok, og bleve imodtagne af Kongen ved Dragøe, Den Konglig Kroning.og af ham geleidede til Kiøbenhavn, hvor Kroningen blev celebrered den 20 Augusti af Mag. Nicolao Palladio Biskopen udi Skaane, hvilken udi Ceremonien blev assistered af Doct. Jens Skieldrup Biskopen i Bergen, samt Mag. Niels Kolding Hoff-Prædikanten. Aarsagen hvorfor den Skaanske Superintendent forrettede denne Act, var, at Doct. Petr. Palladius den Siællandske Superintendent var svag, og døde Aaret derefter 1560. Ved Kroningen bleve 3 Herremænd, nemlig Eiler Hardenberg, Verner Parsberg, og Niels Lange slagne til Riddere, og, efter at Acten med største Magnificence var forrettet, tog Churførst Augustus med sin Gemahl Afskeed den 30 Augusti, og blev geleidet af Kongen til Vordingborg.

Noget for den Dytmerske Krig gik an, døde Christianus 2., og hans Liig blev Christiani 2. Død.ført fra Kallundborg til Odense, hvor det paa Kongelig Viis blev nedsatt hos hans Herr Fader. Til samme Konges Begravelse lod sig indfinde en riig Kiøbmand fra Nederlandene, hvilken fordrede af Riget en stor Sum Penge, som han havde laant Kong Christian udi hans Landflygtighed. Men Kong Friderik lod ham svare, at de Penge, som Kong Christian udi sin Landflygtighed havde laant, for at føre Krig paa Dannemark, |419kunde Riget ikke betale. Men saadan Gield maatte søges hos hans Børn, Svogre og næste Blods-Forvante. (a) Og kunde dette Svar tiene til Underrettning for alle andre Christiani 2. Creditorer.

Paa samme Tid opvaktes Uroelighed udi Kremper Marsk af en Præst ved Navn Johan Knipmaker, hvilken tog sig for at indføre adskillig falsk Lærdom, og havde faaet store Anhang af den gemeene Almue, hvorudover Gouverneuren Claus Rantzov ikke Sværmerie udi Kremper Marsk.alleene lod samme Knipmaker afsætte, men lod endogsaa nogle døde Bønder, som vare beskyldte at have været hans Tilhængere, opgrave af Kirkegaarden, og jorde dem paa vild Mark. For at hindre videre Ulejlighed, affærdigede Kongen en Skrivelse, dat. den 13. Januarii til Rantzov og det heele Ministerium udi Munsterdorp, befalende dem at undersøge Sagen nærmere, og at straffe de oprørske og uroelige Hoveder, sær Anføreren Herr Knipmaker, om han ikke vilde staae fra sine Vildfarelser. Hvad de opgravne Bønder angik, da gaves Ordre at lade det derved blive, der som man kunde overbeviise dem at have haft falske og kietterske Meeninger, ved hvilket sidste Kongen synes ikke gandske at have billiget Gouverneurens hastige Execution, saasom intet er lettere end at beskylde døde Bønder, saasom de selv levende, langt mindre døde, ikke kand svare for sig, og faa have Lyst i saa Fald at plaidere deres Sag. Ved disse Anstalter bleve disse Uroeligheder dempede, thi jeg finder intet videre derom.

Dette er det Mærkværdigste som tildrog sig udi Friderici 2. første Regierings Aar. De Negotiationer som dreves med Sverrig, item den Handel angaaende Oesel og Vig i Faveur af hans Broder Magnus, vil jeg giemme til et andet Sted, paa det at jeg i Steden for at skrive Historie, ikke skal forfalde til at skrive en Journal eller et Dag-Register. Jeg vil alleene til dette Aars Sluttning melde, at der paa samme Tid var nogen Tvistighed mellem Keiseren og Holsten, angaaende Contributioner, som den Stad Hamborg blev fodret at yde til det Romerske Rige. Dette Handel med Hamborg.veigrede sig vel Kongen og Hertugerne ikke for, de vilde alleene ikke tillade, |420at Hamborg skulde give nogen særdeles Rigsstyr, men paastode imod den Keiserlig Fiscal, at, naar efter gammel Brug og Lehns-Rettighed skulde gives, det da skulde skee under et Navn af det heele Land. Aarsagen, hvorfore Kongen og Hertugerne vilde ikke tillade at Hamborg skulde erlægge nogen særdeles Rigsstyr, var, at samme Stad deraf ikke skulde tage Anledning at tilegne sig nogen Immedietet eller Independence fra Førstendømmerne, hvilket den siden saa ofte har giort, saa det er troeligt, at denne Keiserlig Begiering er skeet efter Hamborgs egen Tilskyndelse.

Derom blev videre tvistet efterfølgende Aar 1560, da Hamborgerne udtrykkeligen gave tilkiende, at det var dem ikke ukiært, at Keiseren forlangede særdeles Skat af deres Stad, og, paa det de des vissere kunde udforske hvorledes Keiseren var sindet imod dem, lode de allerunderdanigst anholde, at dem, efter den af Keiser Sigismundo Hamborg tilegner sig Rett at slaae egne Penge.givne Bevilgning, maatte tillades selv Penge at mynte, og egen Mynt i Staden at bruge. Derimod lod Kongen protestere, foregivende, at den Frihed, de tilforne havde haft at slaae egen Mynt, var dem af de Holstenske Herrer forundt af Naade. Og, om Keiser Sigismundus havde givet dem Confirmation paa saadan Frihed, havde han dog derved ikke villet unddrage dem fra deres rette Herskab. Videre viisede han, at Hamborgerne længe efter den Tid havde paa deres Mynt ladet sætte et Nelleblad, som er det Holstenske Vaaben, hvilket er et ufeilbarligt Kiendetegn, at de havde saadan Rett alleene af de Holstenske Herrer.

Ellers blev udi dette Aar Kongen indviklet i store Uroeligheder formedelst hans Broder Prinds Magnum, og det af efterfølgende Aarsag. Saasom Hans Majestet ikke kunde komme til Ende med sine Brødre om de Holstenske Sager førend han havde sluttet noget vist med Prinds Magno om hans Anpart, saa lod han foregaaende Aar Prinds Magni Historie.sterk drive paa den begyndte Handel om Oesel, Churland og andre tilhørende Provincier. Mod Enden af Christiani 3. Regiering, reisede sig en heftig Tvistighed imellem Erke-Bispen af Riga og den Tydske Ordens-Mester. Af samme U-eenighed profiterede den bekiendte Rytziske Grosførste Ivan Basilovitz, giorde Indfald udi Lifland, og der øvede saadan Grumhed, |421at den Stad Reval overgav sig til Højstbemeldte Konge 1558. Men denne fredsommelige Herre vilde ikke befatte sig dermed, men gav det særdeeles Christelige Svar, som er anført i hans Historie. Dog kiøbte han af Biskop Johan Munchhausen det Stift Oesel og Vig, for der med at aflegge hans Søn Prinds Magnum. Da nu Fridericus 2. kom paa Thronen, satt samme Konge sig for at bringe den Handel i fuldkommen Stand, og at erhverve sin Broder Magno en sikker Possession af disse langt bortliggende Lande, for derved at befries for samme Magni Prætensioner paa den Kongelige Deel af Hertugdømmene Slesvig og Holsten, efterdi det var ligesom en satt Rett paa de Tider, at alle Kongelige Børn skulde have Deel der udi. Kong Friderik bragte det da saa vidt ved Christopher Munchhausen, som var ovenmeldte Bisps Broder, at Bispen for en Sum Penge afstod det Stift Oesel til Dannemark, hvoraf man seer, at den Contract, som var sluttet 1558, kom allerførst i Stand 1559. Han lod ogsaa samme Tid ved Ulrik Bähr handle om Churlands Stift, som Riget iligemaade blev overdraget, saaledes, at det stedse til ævig Tid skulde tilhøre Kongerne i Dannemark. Og blev dette altsammen givet hans Broder Magno for hans Andeel udi Holsten. Men Udgangen Bekommer Oesel og Churland.lærede, at det blev en slet Arvedeel for samme Prinds, thi det bragte ham ikkun store Besværligheder paa Halsen, og satt Riget lang Tid udi stor Uroe, saa at det da kunde heede, at Dannemark for en stor Sum Penge kiøbte sig Fortræd til.

Da Indbyggerne udi Lifland finge Tidender om dette Kiøb, bleve de derover meget glade, saasom de haabede, at Riget, for at haandhæve den Kongelig Danske Prinds udi denne Possession, skulde antage sig det betrængte Land imod Ryssernes umenneskelige Tyrannie. Og paa det de des meere kunde være forvissede om Rigets Beskyttelse, udvirkede de en Skrivelse fra Keiseren til Kong Friderik, med Begiering, at han tillige med Oesel og Churland, ogsaa vilde tage Lifland udi Beskyttelse. Men Ivan Beængstiges af Moscoviterne.Basilovitz blev ikke mindre ved at plage Landet, og da Keiseren saavelsom Kongen paamindede ham om at holde sig fra Lifland, svarede han alleene dertil, at han havde Aarsag at være fortørnet paa Liflænderne, efterdi de |422havde forstyrret en Stapel, som hans Forfædre havde anlagt til Dorpt og der vanhelliget Ryssernes Guds Tieneste. Elendighederne continuerede derfor i Landet som tilforn, saa at det saae vanskeligt ud for Prinds Magno at beskytte sin nye Possession. Hvorudover Kongen søgte at skaffe ham nogen Befodring andensteds, og til den Ende lod udi det Aar 1560 handle 1560.med Capitulet til Hildesheim om at udvælge ham til Coadjutor. Men som Biskop Burchard sammesteds ikke vilde tillade Capitulet at skride til nogen saadan Election, blev dette Anslag til intet, og Prinds Magnus besluttede at reise til Oesel for at tage de assignerede Lande i Possession.

Han kom ved Paaske-Tider til Oesel udi samme Aar, og blev med stor Glæde af Indbyggerne imodtagen. Og mange af de omliggende Provincier, saa vel som Bliver vel imodtagen paa Oesel.Biskopen af Reval Mauritius von Angel med Capitulet og det gandske Stift overgave sig godvilligen til ham. Henrik Wolf Gouverneuren paa Sonnenburg overdrog ham og samme Slott med dets heele Gebiet. Ordens-Herren Gothard Ketler skikkede ham da Bud for at erfare til hvilken Ende han did var kommen, hvortil Prindsen lod svare, at Hermesteren havde intet andet end oprigtigt Venskab at forvente af den Danske Krone, og, saasom han nu havde Oesel og Churland i Possession, skulde Hermesteren udi ham finde en god Naboe, som vilde søge at befodre saa vel den Tydske Ordens, som andre Liflandske Stæders Gavn og Beste. Dette Svar behagede Hermesteren, og begyndte saa vel han, som det heele Land at fatte Haab om at Moscovitere huusere ilde i Lifland.befrie Landet fra Ryssernes Vold. Men Ivan Basilovitz, da han merkede, at Oesel og Churland havde faaet nyt Herskab, blev han end meere ophidset mod Liflænderne, og derfore giorde nytt Indfald i Landet, hvor han omkom utallige Mennesker, og førte en stor Hob udi Slaverie til Moscovien. Dette foraarsagede at Prinds Magnus med adskillige Liflandske Herrer lod forskrive et Mode til Pernow, for der at overlægge hvad man i saadan bedrøvet Tilstand skulde foretage. Men, som man paa samme Tider fik Kundskab om, at Moscowiterne havde bemægtiget sig Wollin, og ladet den gamle Hermester Wilhelm |423Fürstenberg fangen bortføre til Moscovien, kom der saadan Skræk over de udi Pernou forsamlede Herrer, at de forlode Modet, og maatte Prinds Magnus, som havde ikkun lidt Krigsfolk, retirere sig til Oesel igien, medens Rysserne streiffede Landet igiennem, og lode sig see ved Revals Porte.

Denne elendige Tilstand, hvorpaa man saae ingen Ende, foraarsagede at Hermesteren Gotthard Ketler søgte Protection hos Polen, og overgav alt hvad de saa kaldte Sverd-Riddere eller OrdenenOrdenen]Ordenen] B, Ordene A Ordenen] B, Ordene A ejede udi Lifland, med de Vilkor, at Kong Sigismundus derfor til Vederlag gav ham Churland og Semigallien til arvelig Ejedom, og giorde ham til Hertug over samme Lande. Saaledes fik Sværd-Riddernes Regimente Ende udi Lifland, og har det Churlandske Hertugdom saadan Oprindelse. Det Churlandske Hertugdoms Oprindelse.Ordenen udi sig selv tabte ikke lidet ved denne Forandring, eftersom saa mange vigtige Provincer bleve overdragne til det Polske Rige, men Hermesteren vandt der ved, at han af en Ordens-Herre blev en Hertug. Til denne Resolution er derfor troeligt, at Gotthard Ketler blev dreven, saa vel af egen Interesse, som formedelst Ryssernes Overvold. Derforuden var ogsaa reised Misforstand mellem ham og Prinds Magnum, hvilken satt Landet i større Fare, og foraarsagede, at Rysserne uden Hinder giorde hvad dem lystede. De samme angrebe kort derefter denne vigtige Stad Reval, og som Reval overgiver sig til Sverrig.samme Stad saae sig ingen Undsættning at kunde faae, overgav den sig til Sverrig. Og er dette Oprindelsen til de Svenskes Prætensioner paa Lifland, og til de store og langvarige Kriger, som siden bleve førte om samme Land mellem Polen, Moscovien og Sverrig. Og kand man da slutte udi hvilken Tilstand en saa liden Potentat som Prinds Magnus kunde være. Men om hans videre Bedrifter og Skiebne sammesteds, skal tales videre siden.

Medens dette forrettedes udi Lifland, søgte Hans Majestet, Kong Friderik ved Anstalter Dytmersken angaaende.adskillige nyttige Anordninger at sætte Riget i god Stand, og havde særdeeles Omsorg for det nyeligen conqveterede Land Dytmersken, at der ingen nye Uroelighed skulde rejse sig. Hvorudover, saasom udi den sidste Krig mange Byer og Gaarde vare blevne øde udi samme Land, og adskillige udlændiske Folk der |424udover listede sig der ind, da, paa det at Landet ikke skulde fyldes op med allehaande slags Fremmede, som ingen Troskabs Eed havde aflagt til Kongen og Hertugerne, lod han ved Landsfogden forbyde, at ingen Fremmed skulde tilstedes at sætte sig ned udi Landet, førend de havde skaffet nøje og klart Beviis paa, hvorfra de vare, og hvorledes de sig paa andre Stæder havde forholdet, og da skulde tilholdes at aflegge Troeskabs Eed, og forbinde sig at betale Skat og Rettighed, som andre Landets Indbyggere. Hvad Riget angik, da lod han i dette Aar confirmere Universitetets, saavelsom Kiøbstædernes Privilegier. Og som Kong Philippus af Spanien ved et Gesantskab forlangede, at Spaniernes og Nederlændernes begyndte Handel paa disse Riger maatte herefter blive ved, fandtes han villig saadant at tillade, hvorudover den Nederlandske Handel siden herudi Norden er meget tilvoxen.

Det syntes vel, at den unge Hertug af Lothringen dette Aar vilde fornye de gamle Prætensioner paa Rigerne, eftersom han hvervede en Hob Folk, men Kongen fandt sin Throne da saaledes befæstet, og sine Lande udi saadan Tilstand, at han aldeeles ikke allarmeredes over saa liden Potentats Bevægelse. Han lod sig allene nøje med at holde nogle Krydsere ved de Norske Køster, og blev det derved. I det øvrige havde Kongen da ingen Uroelighed, undtagen i Henseende til Lifland, hvor all Ting blev meer og meer buntetbuntet]buntet] B, bundet A buntet] B, bundet A for Prinds Magnus, saa at samme betrængte Prinds maatte efterfølgende Aar 1561 giøre en Rejse til Dannemark, for at søge betimmeligen om 1561.Hielp hos Kongen.

Men han blev der ikke vel imodtagen, efterdi Hans Majestet havde erfaret, at Prindsen ved sin egen slette Conduite havde givet Anledning til deslige Ulejligheder: thi han blev beskyldet for at have ladet sig regiere af unge og ufornuftige Raadgivere, Continuation af Prinds Magni Historieat have holdt et overdaadigt Hoff, som havde satt ham i stor Gield, item, lagt sig ud med Hermesteren, og derved givet Anledning til Polakkerne at bemægtige sig Lifland. Dette altsammen havde opvakt Kongen til Vrede imod Prinds Magnum, saa at han undslog sig for at tage hans Sag videre an. Men Enke-Dronningen, som var Prinds Magno særdeeles tilgedan, lagde sig der imellem og for|425skaffede ham Kongens Venskab igien. Dog maatte han forpligte sig til strax at begive sig tilbage igien, paa det at udi hans Fraværelse ikke all Ting skulde undergaae. Efter at han var kommen tilbage igien, og den nye Konge i Sverrig, som ogsaa havde faaet Fod paa samme Lande, fik Tidende om den Misforstand, som havde været mellem Kong Friderik og hans Broder, lod samme Konge ham sit Venskab tilbyde, og lovede ham Hielp, hvis han vilde give sig og sine Lande under Svensk Beskyttelse; Men Prinds Magnus tog saadant i Betænkning, og lod Kong Erik svare, at, saasom fornævnte Provincier vare ham udlagde af hans Broder Kong Friderik til Vederlag for sin Fædrene Arv udi Holsten, saa haabede han, at hans Broder ikke nægtede ham tilstrækkelig Undsættning. Den Mishag, Kong Erik havde udi dette Svar, lod han dog ikke strax tilkiende give, men søgte at temporisere indtil han kunde blive meere bestyrket i Landet. Han lod strax derpaa fordre Troeskabs Eed af Indbyggerne i Reval, hvortil de ogsaa beqvemmede sig, alleene Commendanten paa Revals Slott, Caspar von Prinds Magnus faaer en ny Fiende i Sverrig.Oldenbüchen, vægrede sig derfor, og holdtholdt]holdt] B, faldt A holdt] B, faldt A Slottet sit gamle Herskab til Haande. Men, da han saae sig haardt indsluttet og belejret, maatte han overgive sig, og faldt saaledes baade Staden og Slottet i de Svenskes Hænder. Det blev dog ikke der ved, thi de Svenske skildte Magnum kort derefter ogsaa ved det Kloster Padis.

Dette foraarsagede, at Kongen skikkede et Gesantskab til Rysland, for at til veje bringe Gros-Førstens Venskab, paa det at Prinds Magnus ikke skulde have for mange Fiender paa eengang, og udvirkede han da 2 Aars Stilstand med Moscovien, hvilken Søger at forlige sig med Moscoviterne.dog Gros-Førsten meest accorderede i den Henseende, at han kunde have desbedre Tid til at bereede sig paa et nyt Anfald. Efter at denne Stilstand var sluttet, og tillige med et Aars Anstand imellem Moscow og Sverrig, søgte Prinds Magnus ogsaa at forlige sig med Sverrig, hvorudover Landet kom nogenledes i Roelighed igien, og enhver beholdt imidlertid hvad han havde i Possession. Udi denne belejlige Tid satt Kong Friderik sig fore at forplante den Evangeliske Lærdom paa Øesel, og Reformationen inføres paa Øesel.til den Ende affærdigede Skrivelse |426til Prinds Magnus, og Geistligheden paa Øesel, begierende, at de med Lempe og Sagtmodighed vilde forsøge paa at forfremme samme Lærdom, og ladende dem viide, at han havde givet Theodorico Ursino Fuldmagt saadant at i Verk sætte. Dette blev ogsaa efterlevet, og blev i saa Maade Evangelii Lærdom først indført paa Øesel, og siden forplantet udi de omliggende Provincier. Paa samme Tid havde Pave Pius 4. ladet beramme det bekiendte Concilium til Trent, og dertil ladet invitere de fornemste Førster og Herrer udi Christendommen. De Protestantske Førster derimod, som havde dette Tridentinske Concilium suspect, berammede den 20 Januarii et Mode til Naumburg. Did lode sig indfinde adskillige Protestantske Førster enten udi egne Personer, eller ved deres Fuldmægtige, Kong Friderik lod sig derimod ved Skrivelser undskylde, han lovde alleene at ville samtykke med dem, alt hvad som kunde sluttes for den Evangeliske Troes Sikkerhed, og de Reformerede Landes Eendrægtighed. Da Paven og Kejseren fik Kundskab om denne Land-Dag til Naumburg, skikkede de deres Gesantere did hen, for at formane de forsamlede Herrer ej at afsondre sig fra den Romerske Kirke. De Evangeliske Herrer, undskyldte sig da med Ærbødighed for Kejseren, og beslutted at forsamle sig til Erfurt den 12 April, for at forfatte en nøje Erklæring saa vel i Henseende til deres Lærdom, som til det Tridentinske Mode, hvortil de vare inviterede. Derpaa begave Pavelige Legater skikkes til Dannemark.de Pavelige Legater sig paa Vejen igiennem Sachsen til Dannemark, for at sondere Regieringen sammesteds, og at forsøge om de kunde overtale Kong Friderik, som en ung Herre, til at favorisere den Romerske Lærdom. Da de komme til Lybek, hvor de hos Canonicos udi Staden havde taget deres Herberg, affærdigede de Skrivelser til Kongen, med Begiæring, at Hans Majestet vilde give dem frit Pas at rejse til Dannemark med; Men Kongen, som havde for Øjene hvilken Besværlighed hans Højsalige Hr. Fader havde haft med den Evangeliske Lærdoms Stiftelse udi Riget, og tillige med frygtede, at disse Legaters Ankomst udi Riget kunde foraarsage nye Faae slet Afvisning.Bevægelser, afslog derfore reent deres Begiæring, og lod dem ved Caspar Sneckium viide, at hverken hans Hr. Fader eller han selv havde noget med |427Paven eller den Romerske Kirke at skaffe: Men holdt sig alleene til GUds reene Ord, vilde derfor intet Pas eller Lejde bevilge, hvormed Dannemark fra den Tid med videre Anfægtning af den Romerske Kirke blev forskaanet. (a)

Efter at Kongen saaledes havde reedet sig ud af disse Religions Anfægtninger, vendede han alle sine Tanker hen til Rigets Sager, søgte at bestyrke sig med Kongen byder sig til at indløse Ørknøer og Hetland.Fremmede Alliancer, og at afgiøre Tvistigheder, som Rigerne kunde være indviklede udi; Og saasom han udi sin Haandfæstning havde lovet at indløse Ørknøer og Hetland, som vare pantsatte til de Skottske Konger, skikkede han Gesantere til Dronning Maria af Skottland, givende tilkiende, at saasom han ved sin Ankomst til Regieringen havde forpligtet sig til fornævnte Øer at indløse, at der da maatte berammes Tid og Sted, hvor og naar Pengene skulde udleveres, og naar samme Provincier med Breve,  Adkomst  og anden Forskrivelse kunde igien overantvordes. Dronning Maria derimod Den Skottske Regiering søger Udflugter.søgte kun Udflugter og begiærede nogen Tid indtil hun derom kunde raadføre sig med det Skottske Raad, og Raadet svarede, at det var en Sag som ikke angik Riget, men alleene det Kongelige Skottske Huus, saa at Dronningen viisede de Danske Gesantere til Stænderne, og Stænderne viisede dem igien til Dronningen, hvor af man klarligen kunde see, at de ikke havde i Sinde at beqvemme sig til nogen Udløsning; og, saasom denne Konge ikke har villet indvikle sig i Krig med Skottland derfor, og samme Rige siden er bleven foreenet med Engeland og Irland, saa er det bleven meer og meer vanskeligt saadan Restitution at erholde.

Med Engeland havde Kongen dette Aar at bestille angaaende Øresunds Told, eftersom Dronning Elisabeth besværgede sig over, at samme Told var for højt opskruet, og begierede, at den maatte modereres for hendes Undersaattere, iligemaade at der maatte sættes en viß Taxt, hvorefter man sig stedse kunde rette. Hvorpaa Tvistighed med Engeland angaaende Øresunds Told.Kongen gav til Giensvar, at det kunde vel være mueligt, at Tolden var nogenledes højere opsatt, men ikke uden af tilbørlige Aarsager, nemlig, efterdi den forgangen Aar var udi Engeland meer end |428tilforn forhøjet for Danske Undersaattere; hvorudover det var fornødent, at Dronningen saadant afskaffede, om hun ellers vilde at Kongen skulde moderere Øresunds Told for de Engelske. Og hvad den visse Taxt, som forlangedes, angik, da kunde saadant ikke lettelig tilstedes, efterdi Varenes Priis aarligen steeg og tog af; Derforuden kunde der indfalde Conjuncturer, hvorefter man foraarsagedes at forhøje eller formindske Tolden; Dog vilde hans Majestet alltid findes villig i at forarbeide alt hva som kunde contribuere til begge Rigers Fred og Samdrægtighed; Derom blev intet meere talet samme Tid; Men samme Klagemaal blev ofte siden igien oprippet, sær udi Christiani 4. Tid, som vitløftigen skal fortælles udi samme Konges Historie. (a)

Udi Frankerig anholdt Carolus 9. ved sin Gesant den bekiendte Carolum Dantzeum om det gamle Forbunds Fornyelse, som havde været baade udi hans Faders og Broders Tid mellem Rigerne, og begierede, at der med det første maatte holdes et Mode hvor man videre kunde tale derom. Dette lod sig Kong Friderik Jørgen Lykke skikkes til Frankrig.befalde, og strax derefter skikkede Jørgen Lykke, (b) med nogle andre Danske Herremænd til Paris. Jørgen Lykke kom did hen just paa samme Tid da der var en stor Freds-Forhandling for imellem de Roman-Catholske og Reformerede udi Frankrige. Der var da ogsaa tilstede Kongen af Navarra som Hovet for det Reformerte Parti. Samme Konge lod da invitere Jørgen Lykke til et prægtigt Giestebud, og spurdte om adskilligt Staten saa vel som Religionen angaaende i Dannemark, og, da han hørdte at den Evangeliske Troe var allevegne indført i de Nordiske Riger, berømmede han de Danske Kongers Nidkierhed, og sagde, at han haabede det samme inden et Aar at skulle skee i Frankrig, og bad ham at lade sin høje Principal saadant vide. Hans merkelige Samtale med Kongen af Navarra.Jørgen Lykke aflagde derpaa Taksigelse med Begiering, at eftersom der handledes om at afskaffe de Romerske Vildfarelser i Frankrige, at man da ikke vilde følge Calvini Meening og Lærdom, men antage den Augsborgske |429Bekiendelse, thi derved vilde han erhverve sig de Nordiske Kongers Venskab og meget bestyrkes (a) i sit Forehavende, eftersom Dannemark, Norge og Sverrig ere af lige saa stort Begreb, som alle de Roman-Catholske Lande. Saaledes fortæller Thuanus Jørgen Lykkes Ord at have været, hvorvel det kand ikke nægtes at de Nordiske Rigers Magt derved jo er alt for prægtigen afmalet. Kongen af Navarra svarede der til, at Lutherus og Calvinus differerede fra Paven udi 40 Artikle, og udi 38 stemmestemme]stemme] B, Stemme A; Stemme SS stemme] B, Stemme A; Stemme SS overens med hin anden indbyrdes, saa at af de 40 Artikle ere kun 2 som skille de Evangeliske og Reformerede Meenigheder fra hinanden, hvorudover de have Aarsag at foreene deres Kræfter imod de Roman-Catholske, som deres tilfælles Fiender, og, naar de først havde forstyrret Pavens Magt, kunde de siden arbeide paa at foreene sig over de 2de omtvistede Artikle. Det kand ikke nægtes, at jo Kongens af Navarra Erindring var meget grundig, og at det store Pavelige Herredom jo havde faaet større Skaar, hvis saadant havde været efterlevet.

Da Jørgen Lykke kom til Dannemark igien, fandt han Kongen i Jylland, som stod færdig at begive sig paa Reisen til Zell, for der at bivaane sin Søsters Dorotheæ Bilager med Hertug Wilhelm af Lyneborg. Han gav da Relation om sin Forrettning udi Frankrige, og berettede, at de Franske Gesantere vare allereede paa Vejen til Dannemark, hvor man hver Dag kunde vente dem. Derpaa gik Kongens Reise for sig med et stort Følge og 600 Hæste. Bilageret blev celebrered til Zell med stor Kong Friderik bivaaner sin Søsters Bryllup til Zell.Pragt, og bleve udi dette Egteskab avlede 7 Sønner og 7 Døttre. Til samme Højtidelighed lode de Franske Gesantere, som vare beskikkede til Dannemark, sig indfinde, hvilke havde Audience den 26. Octobr. og da paa deres høje Principals Vegne begavede Kong Friderik med St. Michaëlis Ridder-Orden. Kongen derimod lod dem rigeligen beskienke, og dem endeligen geleide igiennem Holsten paa deres Hiemreise.

Hvad inden Rigs-Sager angaaer, da blev i dette Aar fundne Sølv- og Kobber-Miiner udi Skaane. Disse Miiner bleve |430aabenbarede af en Bergmester fra Dantzig ved Navn Jørgen LangenouLangenou]Langenou] A B; Langenon SS Langenou] A B; Langenon SS , hvilken var forskreven hid til Riget, alleene for at erforske Sølv og Kobber Miner fundne i Skaane.deslige Ting. Den samme, efter at han med Flid havde examinered Landet allevegne, fandt han omsider Sølv-Ertz ved Søe-Siden af Kullen. Dette gav han strax an for Kongen, hvilken sluttede en Contract med ham paa 50 Aar saaledes, at han skulde drive Minerne paa sin egen Bekostning og give hans Majestet hver tyvende Lodd af Sølvet. Adskillige Danske Herrer som Magnus Giøe, Byrge Trolle, Herluf Trolle, Corfitz Uhlfeld og Lauge Ulfstand, paatoge sig at være Participantere derudi. Men som Minerne ikke fandtes saa rige, at man kunde stoppe Bekostningerne, faldt dette Verk omsider.

Ellers opvakte de Contorske til Bergen i Norge nogen Uroelighed, i det de satte sig op imod Kongens Lehnsmand Erik Rosenkrands. De samme vilde vel have Privilegier og Protection af Regieringen, men ikke underkastes Byrde, som Undersaattere. De prætenderede, at deres Kirke ikke skulde være Kongen og den verslige Øvrigheds Jurisdiction undergiven. De veigrede sig for at skatte til Regieringen, De Contorske i Bergen holdes i Ave.og fornærmede Byen og Slottet ved adskillige Bygninger som de oprettede. Herudover beordrede Kongen 4 Laugmænd at skiønne og kiende udi disse Sager, hvilke Laugmænd fradømte de Contorske alle deres Bygninger paa Bryggen og ved Stranden, deciderede iligemaade, at deres Kirke, saa vel som alle andre skulde være den verslige Jurisdiction undergiven, og at de ingen Handel ydermeere skulde drive, end som deres Privilegier medførte.

Nu træder jeg til den navnkundige Svenske Krig, hvilken saa vel i Henseende til de blodige Trefninger der bleve holdne til Lands og Vands, som til dens Langvarighed, er en af de merkeligste, som nogen Tid mellem de Nordiske Riger har været ført. Til denne Krig lagdes Grundvold efterfølgende Aar 1562, hvorvel Operationerne 1562.ginge ikke for sig førend 1563. Her er fornødent at gaae lidt tilbage udi Tiden for Oprindelse til den 7 Aars Feide med Sverrig.at eftersee hvorledes Conjuncturerne havde været imellem Dannemark og Sverrig fra Fri|431derici 2. Regierings Begyndelse, paa det at man deraf kand see hvad som gav Anledning til denne store og blodige Feide.

Blant andre Tvistigheder, som havde svevet imellem Rigerne siden Christiani 2. Tvistighed om de 3. Kroner i Riget. Undvigelse, var denne om de 3 Kroner, som de Danske Konger førte i deres Vaaben, hvilket Sverrig ikke kunde fordrage, holdende for, at Kongerne af Dannemark ved disse 3 Kroners Brug vilde give tilkiende deres Prætensioner paa alle 3 Nordiske Riger. Derom reisede sig adskillige Tvistigheder mellem Gustavum Imum og Christianum 3tium, hvilke igien bleve oprippede udi Friderici 2di Tid. Saa snart denne sidste Konge var kommen til Regieringen, affærdigede den gamle Konge Gustavus et Gesantskab til Dannemark, for at begiære af den unge Konge, at den Tvistighed om de 3 Kroner maatte afgiøres. Hvorpaa Kong Friderik lod svare, at han ingen Rett tog sig til, uden den hans højloflige Forfædre havde haft, og at ved de 3 Kroners Brug han ikke forlangede at formindske Sverriges Rettighed og Højhed. Efter den Dytmerske Krig giorde Gustavus igien adskillige gange Erindringer derom. Hvorpaa Protestationer derimod giordte af Gustavo I.Kong Friderik endeligen med Udførlighed erklærede sig, at, eftersom hans Forfædre til Erindring om de 3 Rigers Foreening havde stedse ført 3 Kroner i deres Vaaben, og hans Højsalige Herr Fader udi det Bromsebroiske Fordrag havde forbeholdt sig sine Prætensioner til Sverrig, saa gav han Kong Gustav at betænke, hvilken af de Nordiske Konger havde meest Rett til at føre 3 Kroner i sit Vaaben. Efter dette Svar blev intet videre talet derom. Gustavus døde ogsaa kort derefter, nemlig Tvistighederne formeeres efter Gustavi Død.Michaëlis Dag 1560, og uddøde tillige med ham all Fortroelighed mellem Dannemark og Sverrig, saasom hans Søn, der succederede ham i Regieringen, vanslegtede gandske fra sin Fader, thi ligesom Faderen var en af de største og nyttigste Konger som nogen Tid har regieret i Sverrig, saa var den sidste en af de skadeligste samme Rige haver haft.

Samme Søn og Successor var Ericus 14. Han kom til Regieringen i en Hans Successors Erici 14. Characteer.moed Alder, nemlig i sit 27de Aar. (a) Han havde vel studeret, var kyndig udi fremmede Sprog, veltalende |432og anseelig af Person, saa at man haabede udi ham at have faaet en Konge, der udider udi]der udi] B, derudi A der udi] B, derudi A allting vilde følge sin store Faders Fodspor. Men han førte saa slett Regimente, at han omsider blev stødt fra Thronen. Saa snart han var kommen til Regieringen, begyndte han at oprippe den Tvistighed om de 3 Kroner. Og saasom han fik samme Svar, som hans Fader ofte tilforn havde faaet, lod han til Trods for Kong Friderik optage Dannemarks og Norges Vaaben. Han indviklede sig ogsaa i de Liflandske Sager, faldt ind udi Prinds Magni Provincier, og søgte at bringe samme Prinds til Affald fra Riget. Alle disse Ting gave Materie til store Tvistigheder imellem Rigerne, saa at derom bleve vexlede mange Skrivelser og mange frugtesløse Moder berammede, hvilket er ikke mindre unyttigt end kiedsommeligt at opregne. Dermed blev det heele Aar 1562 bortdrevet, (a) iligemaade Begyndelsen af det Efterfølgende, da de længe varende Tvistigheder omsider brøde ud til en aabenbare Krig.

Dertil skeede Begyndelsen Aar 1563, da man i Kiøbenhavn lod arrestere de 1563.Svenske Gesantere, der vilde rejse igiennem samme Stad til Tydskland. Samme Gesantere arriverede den 18 Februarii til Kiøbenhavn, og siges deres Ærende at have været, at rejse til Cassel, for at anholde om Land-Grev Philippi Dotter til Kong Erik. Men den Danske Canceler Johan Friis, som havde saadant anseeligt Gesantskab mistænkt, søgte udi Kongens Fraværelse, at opholde Gesanterne under adskillige Prætexter. Hvilket, da disse merkede, vilde de uden videre Forespørsel fortsætte deres Nogle Svenske Gesantere forbydes at rejse fra Kiøbenbenhavn uden Paß.Rejse, og uden at forsyne sig med det Kongelige Pass, som de havde anholdet om. Men paa det at saadant kunde forekommes, lod Cancelern den øverste Borgemester Andreas Godske advare, at han ingen af de Svenske Gesantere skulde lade komme ud af Stads-Porten uden Kongens Tilladelse og Pass. Men den Øverste af de Svenske Gesantere, Steen Eriksen, agtede kun saadant føje, satt sig paa sin Hest, og befoel sine Tiennere at ride for i Vejen. Da de komme til Stads-Porten, lod Vægteren dem viide, at det var forbudet, at udlade nogen, med mindre de fremviisede Øvrighedens |433Pass. Derpaa vendede Tienerne tilbage for at berette saadant til deres Herre, som kom strax efter. Steen Eriksen blev der over meget fortørnet, reed selv frem til Steen Eriksen søger med Magt at trenge sig ud.Porten, og vilde med Magt trænge sig igiennem. Da nu Vagten satt sig derimod, angreeb han dem med Skields-Ord, spendte sin Pistol op, (a) og satt den paa Brystet for een, som stod ham i Vejen, hvorpaa han gav sin Hest Sporene, og vilde med Magt bane sig Vejen igiennem; Men Vagten slog Hesten i Hovedet med sit Spiud, Bliver af Vagten dreven tilbage.saa at Gesanten maatte rykke tilbage, og begive sig til sit Herberg igien, efterat han havde ladet falde store Trudsler imod Regieringen. Han besværgede sig strax derover for Kongen. Men Kong Friderik, da han fik Kundskab om hvorledes Gesanten havde forholdet sig, befoel han Steen Eriksen tillige med sine Colleger at forblive i Kiøbenhavn, indtil han havde givet Kong Erik Sagen tilkiende, og derpaa bekommet Svar.

Dette søgte man dog at holde hemmeligt indtil den Danske Gesant Corfitz Uhlefeld, som paa samme Tid var i Sverrig, kom tilbage igien. Uhlefeld berettede ved sin Tilbagekomst, at Riget vilde snart med Krig overfaldes af Kong Erik, dersom man ikke udslettede de 3 Kroner af det Danske Vaaben, og gav Gulland tilbage, hvorudover han agtede det tienligt, at anholde de Svenske Gesantere, sær Steen Eriksen, som meest ophidsede Sverrig til Krig. Dette foraarsagede, at man satt De Svenske Gesantere arresteres.Gesanterne med deres Følge i nøjere Forvaring. Deres Breve bleve der efter examinerede, og de selv endeligen bragte til Kallundborg, hvor de bleve siddende udi 2 Aar. Dette opvakte stor Lamentation i Sverrig. Kong Friderik søgte at undskylde denne Gierning paa beste Maade, foregivende, at Gesanterne havde tilveje bragt denne Arrest ved deres egen hoffmodige Opførsel. Men Kong Erik vilde ikke lade sig nøje med saadan Undskyldning, hvorudover man paa begge Sider lavede sig til Krig.

Saaledes toges Anledning af denne Hendelse til den blodige 7 Aars Krig, som Denne Arrest gav Anledning til paafuldte Krig.fuldte. Hvorvel man kand sige, Gesanternes Arrest var ikke saa meget Aarsag til denne Feide, som den gav de tven-|434de unge stridbare Konger Prætext til at bryde des hastigere løs imod hin anden, saa at denne Hændelse var kun et Signal til Krigen, som paa begge Sider tilforn var besluttet. Den rette Materie til Krig var Tvistigheden om de 3 Kroner, om Gulland og om den Liflandske Handel, hvorudi Kong Erik havde bemænget sig, og derved opirret saa vel Riget som Prinds Magnum. Det synes ogsaa, at begge disse unge og muntre Konger selv havde Lyst til at prøve Styrke paa hin anden, og at de leedte efter den Gnist, som udi deres fredsommelige Forældres Tid havde været skiult under Asken, og som de med stor Omhyggelighed havde hindret, at den ikke skulde bryde løs. Gesanternes Anholdelse var derfor heller en Begyndelse end Aarsag til Krigen; thi, hvis saadant havde været skeet udi fredsommelige Tider, kunde saadan Gierning ikke aldeeles undskyldes. De Svenske Gesantere forgreebe sig Autoris Betænkning over denne Handel.derudi, at de vilde par force rejse igiennem en fremmet Potentats Land; Men Executionen kunde havehave]have] B, havde A have] B, havde A skeed ved at hindre dem i saadan Rejse, eller viise dem tilbage til Sverrig igien. Det er alt hvad en Skribent, som ikke sætter sig for at forgylde alt hvad som skeer i hans Fædrene Land, med U-partiskhed kand sige om denne Krigs Begyndelse.

Krigs-Rustningerne ginge derpaa sterkt for sig baade udi Dannemark og Sverrig. Begge Konger lave sig til Krig.Kong Friderik lod strax forskrive det Holsteenske Raad til sig til Frideriksborg, ladende dem vide hvorledes han var foraarsaget at gribe til Sværdet imod Sverrig, formedelst den U-ret som ham var tilføjet af Kong Erik. Raads-Herrerne søgte da først at moderere den Iver, de funde hos Kongen, og at overtale ham at foretage Negotiationerne igien om de imellem Rigerne svævende Tvistigheder. Men Kongen lod dem viide, at man længe nok forgiæves saadant havde søgt. Han havde fuldkommen Underretning om Kong Eriks Begierlighed til Krig, og at han søgte kun at forhale Tiden for at sætte sig udi Stand til at føre den med Eftertryk. Derpaa samtykkede Det Danske og Holstenske Raad approberer Krigen.det Holstenske Raad Krigen, og lovede at staae Hans Kongl. Majst. bi af all Formue. Dannemarks Raad blev derefter forskrevet til Kiøbenhavn, for iligemaade at høre deres Betænkning. De samme funde ogsaa for got at begynde Krigen saa snart som mueligt, for at forekomme |435Kong Erik. Der blev da ogsaa berammet en Tid og Dag, paa hvilken alle skulde være i fuld Rustning.

Derpaa lod Kongen allevegne værve Folk, og blev Hamborg strax ved Henrik Rantzov anmodet om Hielp, men samme Stad tog saadant i Betænkning. De Lybske derimod sluttede en offensive Alliance med Dannemark, og skikkede et Fejde-Brev til Sverrig, hvorudi de gave tilkiende Krigens Aarsag. (a) Kong Erik forsømmede ej Forbund med Lybek.heller paa sin Side at giøre fornødne Præparatorier, saa at begge spendte alle deres Kræfter an, for ved Sværdet at giøre Ende paa de Tvistigheder, som man ved mange Ambassader, Moder og Skrivelser ikke havde kundet terminere. Men Conjuncturerne vare da i mange Ting meere favorable for Dannemark end for Sverrig. Begge Konger vare vel udi lige blomstrende Alder; Begge havde ved deres Ankomst til Regieringen fundet Rigerne udi en ypperlig Tilstand, og begge havde udi deres Conjuncturerne i Dannemark og Sverrig for Krigen.Forældre 2 store Modeller, som de udi Stats og Regierings-Konst kunde ud-copiere. Men disse 2de unge Kongers Naturell var ulige; Kong Friderik var allmindeligen elsket af sine Undersaatter, saa at alle stode ham bi som een Mand. Kong Erik derimod havde i Begyndelsen af sit Regiment giort sig baade forhadt og latterlig. Hans Frierie til Dronning Elizabeth i Engeland havde satt Sverrig i stor Bekostning, og fik han omsider for sin Gallante og prægtige Opførsel ikke andet end alle andre Højstbemeldte Dronnings Bejlere, nemlig en Kurv. Lige saadan Skiebne havde han udi sine andre Frierier, saa at alle hans Anslag nu paa Dronningen af Engeland, nu paa den Lothringske, nu paa den Hessen-Casselske Princesse, mislingede. Kong Friderik stod i god Fortroelighed med sine Brødre, med hvilke han deelede rett og lige, saa at han kunde vente sig Assistence af dem udi Krigs-Tider. Kong Erik derimod havde en hemmelig Fiende i sin Broder Johan, som var Hertug udi Finland, og gemeenligen meere elsket end Kongen, og formeerede sig den Misforstand, som havde rejset sig imellem disse Brødre, da Hertugen snappede Kongens Brud bort. Kong Friderik stod der foruden i Alliance med Hansestæderne, og holdt |436Venskab med Sverrigs Naboer, Rysserne og Polakkerne, saa at han af dem kunde vente sig en Diversion i Sverrig, naar Krigen gik for sig. Da derimod Kong Erik havde lagt sig ud med alle sine Naboer, saa at han maatte udi denne Kriig med Dannemark have Øje paa all Ting. Saaledes vare Conjuncturerne udi Norden, da Krigen begyndtes.

Den første Fiendtlighed, som skeede, var til Søes, hvor 8 Danske Skibe, som Søeslag ved Borringholm.laae ved Borringholm, bleve overfaldne af 22 Svenske Skibe. (a) De Danske, som vare commanderede af Amiral Jacob Brokenhuus, forsvarede sig en Tid lang med stor Tapperhed; Men bleve omsider overmandede og maatte lade de Svenske Sejeren. Udi denne Trefning erobrede de Svenske 4 Skibe tillige med Amiralen, 7 Capitainer, og 600 (b) Baadsfolk, en stor Deel omkomme udi Slaget, og de øvrige Skibe bleve ilde tilredne, og maatte tage Flugten. Dette Slag skeede paa en Pindse-Dag. Vor Historie-Skriver, (c) legger den Svenske Amiral Jacob Bagge denne Gierning til De Svenske victorisere.Last, efterdi han havde annammet den hellige Nadvere samme Dag. Men der er ingen Tvivl paa, at han jo havde Ordre at vove en Trefning, og at han derfor ikke giorde ilde i at bereede sig til Døden, førend han begyndte Slaget. Skulde noget lægges ham til Last, var det, at han førte Krig imod sit Fædrene-Land; thi Historien (d) vidner, at han var en indfød Nordmand, skiønt den intet melder om, paa hvad Maade han kom i Sverrigs Tieneste, og der fik højeste Commando til Søes.

|437Efter at de Svenske havde erholdet denne Sejer, løb Jacob Bagge med Floden til Rostok, for der at afhente Kong Eriks Brud, som var den Hessen-Casselske Princesse. De Danske Fanger bleve siden bragte til Stokholm, hvor Kong Eriks Hoff-Nar gik spillende for dem over Torved; (a) Thi man seer, at samme Konge fandt en synderlig Behag i at drive Spott med sine Fanger.

Da Kong Friderik fik Tidende om dette u-lykkelige Slag, lavede han sig paa at begegne Fienden baade til Lands og Vands, og tilbøde Lybekkerne da strax at giøre ham Undsætning, og, efter at Kongen havde stadfæstet deres Privilegier og Friheder udi Handelen, udrustede en Flode, som de lode løbe udi Søen under Anførsel af deres Amiral Friderik Knebel. Adskillige fremmede Potentater, i sær Engeland, Polen, Churførsten af Sachsen, og Land-Greven af Hessen, arbejdede da paa at tilveje bringe et Forlig imellem Rigerne, men forgiæves, thi Forbittrelsen var saa stor paa begge Sider, at deslige Freds Forslag ikke bleve hørte. Kong Friderik kom paa samme Tid i Erfaring, at Kong Erik underholdt hemmelige Spioner udi Riget, for at erkyndige ham om alt hvad som foretoges. Blant dem befandtes at være en Borgemester i Borgemester Mikkel Skrivers ForræderieKiøbenhavn ved Navn Michael Skriver, hvilken udi det Aar 1561 var satt fra sit Embede. Hos ham traff man nogle Breve, som endda ikke vare bortskikkede til Sverrig, hvorudover han blev greben og den 25 Julii dette Aar henrettet. Nogle Dage tilforn, nemlig den 21 Julii lod Kongen publicere et Manifest imod Sverrig, hvorudi indførtes disse Aarsager til Krigen: At Kong Erik havde optaget Dannemarks og Norges Vaaben; At han havde giort Indfald udi Hertug Magni Lande, og søgt Kong Frideriks Fejde-Brev imod Sverrig.at overtale ham til Frafald fra Riget; At han havde foruroeliget Østersøen, og angrebet de Danske Skibe paa deres egne Strømme &c. Hvorudover Hans Majestet var tvungen til at føre Krig imod Sverrig til Lands og Vands. Dog gav Kong Friderik derhos Herolden en hemmelighemmelig]hemmelig] hemmmelig A hemmelig] hemmmelig A Befalning, at, hvis Kong Erik endnu vilde erbyde sig til Fredtil Fred]til Fred] B, tilfreds A til Fred] B, tilfreds A , han da efter foreslagne Conditioner skulde have Fuldmagt derom at handle.

|438Da Herolden kom tilbage med Beskeed at man ingen Fred havde at vente, rykte Kongen op udi egen høje Person med sin Krigshær udi Skaane. Samme Krigshær bestod af 4000 Ryttere og 24000 Fodfolk, hvilke alle vare commanderede af Greve De Danske rykke med en Krigshær ind udi Sverrig.Gunther af Schwartzburg. Marchen gik for sig den 4. Augusti fra Helsingborg ind udi Sverrig til Elsborg, for hvilken Stad man arriverede den 21. Augusti. Da Indbyggerne udi Elsborg fornumme de Danskes Ankomst, satte de selv Ild paa Staden, og retirerede sig paa Slottet. Commendanten Erik Bagge blev strax anmodet om at overgive Fæstningen, men han gav Felt-Herren saadant Svar, at han vilde beskytte Slottet saa lenge som han havde en Mand tilbage. Derpaa gik Belejringen for sig, hvilken i Begyndelsen saae ud at blive meget vanskelig, eendeel efterdi Slottet var baade af Natur og Fortification meget sterkt, eendeel ogsaa efterdi der kom Sygdom i Lejren. Men da man begyndte at gribe det an alvorligen, og begyndte at lave sig til Storm, tabte Besættningen Modet, og Commendanten kom til Lejren med en hvid Kiep udi Haanden, efter de Tiders Maade, og overleverede Slottet, betingende sig alleene Livet. Elsborgs Slott blev derpaa taget i Possession den 4. Septembr. (a) og funde de Danske der 32 grove Stykker med en stor Hob Erobre Elsborg.Proviant og Krigs-Ammunition. Det gemeene Krigsfolk lod Hans Majestet fri passere til Sverrig, men Commendanten Erik Bagge, tillige med nogle andre høje Officiers bleve skikkede til Dannemark. Greven af Schwartzborg bekom til Foræring alt det Gods og Bytte, som paa Slottet fandtes undtagen Stykker og Munition. Og, som samme Bytte var considerabelt, efterdi Indbyggerne havde did henbragt deres Gods, som udi sikker Forvaring, bare de andre Danske Officiers hemmelig Fortrydelse derover. (b) Saasom nu Vinteren derpaa tilstundede, lod man indqvartere Krigshæren, og aftakkede en Deel fremmede Soldater. Medens dette passerede til Lands, havde Kongen udskikket en Krigs-Flode, (c) hvilken, |439saa vel i Henseende til dens Storhed, som skiønne Udrustning, var en af de anseeligste Floder, som dette Rige nogen Tid har bragt til Veje. Den bestod af 27 Orlog-Skibe, foruden andre Den Danske Flode gaaer ud.smaa Fartøy, og havde inde 4600 Mænd, og blev den bestyrket af den Lybske Flode, bestaaende af 6 Skibe, commenderede af Friderich Knebel. Over samme Flode blev den Danske Amiral Skram ombedet at antage Commando, hvilket han ikke veigrede sig for, endskiøndt han havde tient udi de 3 forrige Kongers Tid, og giort sin Retraite under Christiano 3. (a)

Sverrig havde da ogsaa en stor Flode i Søen. Den samme lagde sig under Gulland, og forlangede af Indbyggerne, at de under Livs og Godses Fortabelse skulde forsyne Skibene med Proviant, hvilket de Gullandske Bønder da ogsaa af Frygt efterlevede. Men, da de havde bragt sammen en stor Hob Qvæg og andre Levnets Midler for at føre det til den Svenske Flode, giorde Gouverneuren Jens Bilde et Udfald af Wisbye, tog Provianten fra Bønderne, og tvang de Svenske, som vare komne paa Landet, at flygte til Skibene igien. Derpaa seilede den Svenske Flode Søeslag ved Øland.til Øland. Da den Danske Flode fik Kundskab derom, begav den sig iligemaade did hen for at komme i Trefning med den Svenske, hvilket ogsaa skeede. Efter 2 Timers Fegtning maatte de Svenske omsider retirere sig ind udi Skiærene, og, efter at den Danske en Tid langlang]lang] B, Land A; Lang SS lang] B, Land A; Lang SS havde forfuldt dem, løb den til Gulland.

Kong Erik lod da publicere et contra Manifest, nemlig den 26. Augusti, hvorudi han forevendede adskillige Aarsager som havde tvunget ham til denne Krig, og søgte at lægge all Skylden paa Kong Friderik. Samme Skrift blev strax besvaret af de Danske. Men der vantes intet andet ved disse Skrifter, end at Gemytterne bleve meere forbittrede. Kong Friderik fik ogsaa samme Tid Lejlighed til at giøre Kong Erik en empfindlig Tort. Højstbemeldte Konge havde formaliter anholdet om Egteskab hos Dronning Elizabeth af Engeland. Men, som samme Dronning giorde ham Tiden for lang, (b) og spillede samme Ruller med ham som med si-|440ne andre Beilere, vendede Kong Erik sine Tanker andensteds hen, og beilede omsider til den Hessen-Casselske Princesse. Men, som han var en særdeles ustadig Herre, arbeidede han, Kong Friderik spiller Kong Erik et merkeligt Puds.medens det sidste Frierie varede, at drive paa nye igien paa den begyndte Handel med Dronning Elizabeth. Men det Bud, hvormed Brevet gik, faldt udi de Danskes Hænder, hvorudover Kong Friderik lod skikke Brevet til Land-Greven af Hessen, just paa samme Tid, da de Svenske Gesantere vare udi Cassel for at slutte Ægteskab med Land-Grevens Dotter. Land-Greven blev af denne Kong Eriks Conduite saa fortørnet, at han strax brød over tvers, og accorderede sin Dotter siden til Hertug Adolf af Holsten, Kong Frideriks Farbroder. Men Comœdien endtes ikke derved, Kong Friderik lod ogsaa skikke en Copie af samme Brev til Engeland, og underrettede Dronning Elizabeth derhosderhos]derhos] der hos A B; derhos Rahbek, der hos SS derhos] der hos A B; derhos Rahbek, der hos SS om Kong Eriks Frierie paa samme Tid til den Casselske Princesse; saa at Kong Eriks Ustadighed gav Materie til Latter og Raillerie, baade udi Engeland og Tydskland. Det synes vel, at Kong Friderik herudi gik noget for vit, men man kand sige, at dette skeede ikke saa meget for at giøre Kong Erik latterlig, som at hindre ham fra at bestyrkes ved fremmede Alliancer; hvorom allting var, saa formeerede dette ikke lidet den Forbittrelse, som tilforn var imellem disse Konger.

Kong Erik, som saae alle sine Anslag saaledes at mislinge, og derforuden agtede det haanligt at være for en ung og galant Konge, at faae en Kurv efter en anden, blev siden den Tid meere selsom og underlig end tilforn. Da han hørte, at Kongen af Dannemark udi dette Aar havde sluttet Forbund med Polen, og tillige med fik Kundskab om, at hans Broder Hertug Johan af Finland havde laanet den Polske Konge, hvis Dotter Catharina han havde ægtet, en stor Sum Penge, fattede han Mistanke til bemeldte Johannem, at han vilde støde ham fra Thronen. Han lod ham derfor nogle gange fodre til sig til Stokholm. Men, som Hertugen søgte Udflugter, Kong Erik lader sin Broder Johan fængsle.og vilde ikke komme, lod han hemmeligen skikke nogle Tropper til Finland, og dermed belejre Hertugen paa Aboes Slott, hvilket han erobrede, og lod bringe Hertugen tillige |441med Hans Gemahl til Grimsholm, (a) hvor de maatte udstaae et haardt og langvarigt Fængsel, hvilket giorde Undersaatterne end meere kaaldsindige imod Kong Erik, og contribuerede ikke lidet til den store Revolution, hvorved Johannes kom paa Thronen, og Kong Erik nogle Aar derefter maatte dantze udi Fængsel.

Da Kong Erik merkede, at de Danske efter Elsborgs Erobring havde lagt sig udi Vinter-Qvarteer, rykte han med en Krigs-Hær ind udi HallandHalland]Halland] Gulland A B Halland] Gulland A B , og belejrede Halmstad den 2. Octobr. (b) Commendanten Poul Hvitfeld blev strax anmodet om Stadens Opgivelse, men han gav ikke andet Svar end at han vilde beskytte Staden til det yderste. Hvorudover Kong Erik strax lod stille sine Stykker imod Kong Erik belejrer Halmstad forgiæves.Muurene, og ved uafladelig Skyden giorde store Huller der i. Da Kong Friderik fik Kundskab derom, gav han strax Ordre til Krigsfolket i Skaane, at undsætte Halmstad. Men, som det varede noget længe, førend de kunde komme did hen, anvendte Kong Erik imidlertid alle sine Kræfter imod Staden, og lod sine Folk tvende gange løbe storm; Men de bleve begge gange med Forliis drevne tilbage, (c) hvorudover, da han merkede, at den Danske Hielp var forhaanden, ophævede han Belejringen den 7. Novembr., og begav sig med sin Krigshær til Sverrig igien. Men Kong Friderik, efter at han havde passeret igiennem den belejrede Stad, satt han efter de Slag ved Markerød.Svenskes Hæle, og naaede dem ved Markerøed, hvor de maatte holde Stand. Da blev holden en skarp Trefning, hvorudi de Svenske med Forliis af henved 2000 Mænd, (d) og alt deres Artillerie maatte tage Flugten, og for-|442stikke sig udi Skovene. Kong Friderik satt sig derpaa for at omringe de flygtige Svenske udi en Mose, hvor de havde retireret sig. Men, da Anstalt dertil blev giort, merkede man at de havde undviget om Natten, og hver havde taget sin Vej op i Landet. Saa at man denne gang maatte lade sig nøje med den Fordeel og ære, at have ophævet Belejringen for Halmstad, og tvunget de Svenske med Forliis at tage Flugten, og lod Kong Friderik føre til Kiøbenhavn det erobrede Artillerie udi Slaget ved Markerøed. Den øvrige Tid af Aaret blev bortdreven med adskillige Streiffen paa begge Sider. De Svenske fulde ind udi Skaane, og de Danske udi Sverrig, hvor de ved skienden og brænden gave hinanden intet efter.

Efterfølgende Aar 1564 var ikke mindre frugtbart paa store Actioner saa vel til 1564.Lands som til Vands. Krigs-Operationerne bleve da begyndte paa de Svenskes Side med Bahuuses Belejring udi Norge; Men, som man der fik større Modstand end man havde ventet, maatte de Svenske forlade Fæstningen igien, og begave de sig der paa ned ad Oddevald og Kongelle, og brandskattede Landet over alt. En Hob Danske Tropper der imod, under Daniel Rantzovs Anførsel, giorde Indfald udi Sverrig, og der sloge nogle Svenske Tropper, som havde samlet sig under deres Anfører Carolo Mornay. Samme Feltherre var da nær falden udi de Danskes Hænder; thi en af hans Lakejer, som var ham nærmest, blev fangen, og han selv maatte springe fra Hesten og undløbe til Fods. Derpaa streiffede de Danske uden Modstand allevegne udi Landet, og endeligen begave sig ind udi Riget igien, og havde da en af Kong Frideriks Anførere Friderik von Dona den Uheld, at drukne paa en Ferge ved Malmøe.

Medens dette passerede til Lands, bleve begge Rigers Floder udrustede. Den Den Danske Flode gaaer ud.Danske, bestaaende af 28 Skibe, gik til Seils fra Kiøbenhavn den 8. Maij. Den blev commandered af Herluf Trolle, som selv førte det Skib Fortunen. Til den Flode stødte de Lybske Krigs-Skibe med 3 Jagter, og toge de samtlige Cursen til Borringholm. Der fik man Kundskab, at den Svenske Flode havde lagt sig udi det nye Dyb ved Straalsund, hvor|443udover Herluf Trolle satt Seil did hen. Men den samme Dag, som de Danske og Lybske vare seilede fra Borringholm, komme de Svenske med 18 store Orlog-Skibe, og lagde sig under samme Øe. Efter adskillige smaa Expeditioner, komme begge Hovet-Floderne udi en blodig Trefning under Øland. Den Svenske Flode var ikke langt fra et halvt hundrede Skibe sterk, og var der udi det Slag ved Øland.udi Historierne bekiendte Amiral-Skib kaldet Makeløs eller Jütehader, hvis Lige meenes aldrig tilforne var seet udi Søen, thi det førte 200 Metal Stykker. (a) Treffningen gik for sig med stor Haarnakkenhed paa begge Sider, og varede indtill den mørke Natt. Dagen derefter fornyedes Slaget, og holdt man ved at canonere paa hinanden til Middag. Da blev det Danske Amiral-Skib Fortuna meget ilde tilredet, saa at det torde ikke binde an med det store Svenske Amiral-Skib; Hvorudover Herluf Trolle beordrede Otto Rud og Jørgen Brahe, at giøre et Forsøg paa samme Amiral, forestillende dem, at det var ikke saa farligt som det syntes, og at det var vanskeligt at regiere, formedelst dets overmaade Storhed. Disse tvende Mænd satte derfore sterkt ind paa dette store Skib, skiøde dets Roer af, og hæftede sig fast der ved, hvilket da den Svenske Amiral merkede, satt han Seil for at bringe Otto Ruds Skib med sig ind udi den Svenske Flode. Men i det samme komme tvende Lybske Skibe, og lagde an een paa hver Side af den Svenske Amiral, hvilket gav Anledning til Otto Rud, at hale sig tvert ind paa Skibet, og tillige med de Lybske at entre, og blev da Amiralen Jacob Bagge tillige med Vice-Amiralen Arved Trolle fangne og bortførte. Men i det man saaledes tumlede sig om paa Dekket, kastede en Lybsk Det store Skib Makeløs sættes i Brand.Soldat en Fyr-Kugle ind paa Skibet, hvilken faldt ned udi Arkeliet, og satt det hele Skib udi Brand, og endeligen, da der kom Ild udi Krudet, sprang det i Luften med alle dets Folk, saa at der alleene bleve reddede 14 Personer, samt de tvende Amiraler og nogle Herre-Mænd. De, som omkomme med Skibet, vare hen ved 800 tillige med mange af de Danske og Lybske, som havde entret. Saadant Endeligt fik dette mægtige Skib, hvis lige neppe tilforn var seet udi Søen. |444Claus Flemming tog derpaa Commando an, efter de andre Amiralers Bortførsel, og løb med den Svenske Flode til Stokholm, for at reparere Skibene, og de Danske begave sig efter denne Sejer til Borringholm. (a) Pufendorf udi hans Svenske Historie, som ideligen søger Pufendorf censureres.at forringe de Danskes Bedrifter, siger, at den Svenske Flode blev adspredet af Storm, saa at Makeløs blev dreven ind udi den Danske Flode; men om den gode Herre havde givet sig her, saavelsom andensteds Umage at læse andre fremmede upartiske Historier, tillige med de Svenske, hvoraf han uden Examen har ladet sig nøje med at giøre Extract, skulde han finde, at det var en Hovet-Treffning, som Thuanus (b) siger, varede udi 3 Dage, hvorudi eenstæmmer ogsaa Chytræus, (c) de Tiders troeværdigste Skribent.

Adskillige udenlandske Herrer bemøiede sig da at dempe denne Krigs Lue udi Norden, og, som begge Konger ikke veigrede sig ved deres Underhandling, blev en stor Handel om Fred til Rostok.Forsamling berammet til Rostok den 27de Maj. Der lode sig indfinde Kejserlige, Polske og Hansestædiske Gesantere tillige med Danske, hvilke saa vel som de Lybske overgave til de fremmede Commissarier deres Gravamina mod Sverrig. Men der kunde intet sluttes førend man havde hørt det andet Parti, hvorudover man maatte opbie de Svenske Fuldmægtiges Ankomst, men, som deres Udeblivelse varede noget længe, lod man affærdige Bud til Kong Erik med Begiæring, at de Svenske maatte saa snart som mueligt indstille sig, med mindre han vilde at Samlingen skulde løbe frugtesløs af; Men efter 9 Ugers Forløb, kom Budet tilbage og berettede at Kong Erik undskyldte sig dermed, at det var mod de Nordiske Rigers Sædvane at lade afhandle Rigernes Sager paa fremmede Steder; Dersom Kongen af Dannemark Men uden Frugt.vilde skikke sine Fuldmægtige enten til Calmar, eller et andet beleiligt Sted ved Grændserne, vilde han ogsaa lade sine møde. Det underligste var, at han gav tilkiende, sig ingen Kundskab at have om det Rostokske Mode, da han dog tilforn det |445samme havde samtykt, ja ladet anholde hos Kong Friderik om frit Lejde for sine Gesantere did hen. Dette Svar foraarsagede, at de fremmede Herrer reisede hver hiem til sit igien, og blev saa dette Rostokske Mode til intet.

Kort derefter lod Kong Erik anholde om Stilstand, hvilken dog Kong Friderik ikke vilde tilstede, saasom han merkede, at det var kun for at bestyrke sig paa nye imod Dannemark, og derfor rustede sig af all Magt til at continuere Krigen. Feltherren Greven af Schwartzborg fik Ordre inden 3 Maaneder at være færdig med Krigshæren, og efter at allting var bragt i Stand, rykkede den Danske Armee den 14 Julii ind udi Sverrig. Og, da Generalen merkede, at nogle Svenske havde posteret sig Nyt Indfald i Sverrig.ikke langt fra Jenkiøping, detacherede han Daniel Rantzov med nogle Tropper for at anfalde de samme, hvilket han ogsaa med Hurtighed efterlevede, og adspredede dem; men, da de begave sig tilbage til Lejren igien, druknede en Dansk Herremand ved Navn Magnus Krabbe udi en Aae. (a)

Denne Campagne blev ellers ikke ført med den Fremgang, som man havde ventet, og det formedelst Generalens og de Tydske Folkes Uvillighed, ja det syntes at Greven af Schwartzborg var kommen til Sverrig, heller for at føre Krig med Kiør og Stude, end med Mennesker; thi hvor han drog frem, skikkede han nogle Tropper for i Vejen, for at støve efter Bytte og Qvæg, og lod han samme Tid paa eengang føre 3000 Øxen igiennem Dannemark til Schwartzburg, han lod ogsaa forskrive (b) sin Grevinde til sig fra Schwartzborg, ligesom der udi Landet var intet andet for ham at bestille end at tage sin egen Oeconomie i Agt, og, da han fornam, at Krigsfolket Adskillige U-lejligheder ved den Danske Felt-Herre Greven af Schwartzborg.formedelst dette og andet blev misfornøjet med ham, skrev han Kong Friderik til og begiærede sin Afskeed. Hans Majestet beskikkede derpaa Georg von Holle til Feltherre, men samme Mand undskyldte sig derfore, og skrev Greven et haart Brev til, hvorudi han lod ham tydeligen vide, at det var ubilligt og uanstændigt at forlade Krigshæren og sin Herres Tieneste nu Fienden var forhan-|446den; Over denne Reprimande skiemmede Greven sig, og stod fra sit Forsætt, og blev da besluttet, at han skulde føre Commando denne Campagne over, og at det siden skulde staae ham frit for at tage sin Afskeed. Medens disse Difficulteter bleve reisede og igien hævede, giorde de Svenske et Indfald udi Blegind, og efter adskillig tilføjed Skade belejrede Rodnebye. De lode strax opæske Staden, men Borgerne svarede, at de vilde holde ud til det Yderste: Hvorpaa de Svenske løbe trende gange Storm, men bleve alle gange afslagne. Dette forbittrede dem saa meget, at de betienede dem af Fyrkrandser, og andre anstikkende Sager, hvormed de satte Ild paa Byen: Og, som Borgerne udi denne Forskrækkelse forlode Volden for at redde Huusene, stormede de Svenske paa nye og bemægtigede De Svenske indtage Rodneby ved Storm. sig Staden. Da blev ingen sparet, hverken Mænd eller Qvinder, Geistlige eller Verslige, spæde Børn i Vuggen, og Præsterne ved Kirken bleve Et skrækkeligt Mord.omkomne, saa at de fremmede Tydske, som vare udi den Svenske Krigshær, ginge til Feldherren, og sagde: at de heller vilde opsige deres Tieneste, end lade sig bruge til saadant u-christeligt Blod-Bad. Hvorudover han ved Trommeslag lod forkynde, at de under Lifs-Straf skulde holde sig fra at myrde Qvinder eller Børn, hvorved saadant Mord nogenledes blev stillet. Derimod blev Staden reent lagt i Aske, og alt voxen Mandkiøn nedsablet. Ved denne Stads Erobring mistede de Svenske efter den Danske Histories Sigelse hen ved 1500 (a) Mænd, hvilken Forliis drev dem til denne Grumhed.

Denne skrækkelige Execution udi Rodnebye foraarsagede, at Gouverneuren paa Sølvitzborg Werner Parsberg satt Ild paa Slottet, og Borgerne iligemaade paa deres Huuse og Gaarde, og salverede sig med det meeste Gods de kunde bierge, længer ind udi Landet. Imidlertid medens disse Tragœdier spilledes, laae Greven af Schwartzborg stille en heel Maanet, indtil Provianten var fortæret, da lod han sig forspørge hos de andre Officiers om man skulde foretage noget videre, eller søge Vinter-Qvarteer. Disse holdte det haanligt at gaae udi Vinter-Qvarteer uden at have ud-|447rettet noget, og derfor formanede Greven til at rykke ind udi Sverrig, skiønt det var sildigt paa Aaret, nemlig 4 Dage for Michaëlis. Dette foraarsagede, at de Svenske ikke turde holde Stand længer udi Blegind, men rykkede ind over Grændserne til Sverrig, forfuldte ideligen af de Danske, saa at de maatte afskiære en Broe for at komme i Behold. Paa samme Tid forfærdigede Kong Erik Skrivelse til Greven, og søgte ved store Løfter at bringe ham paa sin Side. Men Greven svarede der Grevens af Schwartzburg Characteer.til, at han ikke holdt sit Navn og Rygte fall for Penge, og ikke vilde forlade den Herre, som han eengang havde tilsvoret Troeskab; Saa at man deraf seer, at Greven var ikke Kong Friderik utroe, men at han alleene var saadan Feltherre, som man ikke havde haft nødigt til at forskrive fra Tydskland, helst, saasom da Riget havde Forraad paa adskillige habile Officiers, der forstode at commandere en Krigshær bedre end han, hvilket ogsaa Udgangen af denne Krig viiser, saa at det ikke havde været stor Ulykke for Dannemark, om han havde ladet sig overtale at træde udi Kong Eriks Tieneste.

Efter at de Svenske saaledes, som sagt er, havde retireret sig ind udi Sverrig igien, rykkede den Danske Krigshær mod Calmar, udi Forsætt at angribe samme Stad. Men, som Vinteren var forhaanden, og man frygtede for en langvarig Hans slette Opførsel.Modstand, giorde Greven tillige med de Tydske Krigsfolk nye Difficulteter, hvorudover man maatte lade dette Forsætt fare, og drage tilbage igien. Kong Friderik merkede deraf, at han ikke havde Grevens Tieneste meere nødig, og derfor gav ham Afskeed, beskikkede en gammel Dansk Officier, nemlig Otto Krumpen til Feltherre i hans Sted; Og sluttes hermed det Aar 1564, hvorudi intet andet merkværdigt passerede, Han faaer sin Afskeed.uden at Kongens Farbroder, Hertug Adolf af Holsten, holdt Bilager med Land-Greve Philippi Dotter, just den samme, som Kong Erik af Sverrig havde beilet til; hvoraf man kand slutte, at det Fiendskab, som var imellem Kongerne, blev end meere forøget.

Efterfølgende Aar blev begyndt med Freds Negotiationer, hvorudi sig 1565.besynderligen lod bruge den bekiendte Carolus Dantzeus, som havde været i lang Tid Den Franske Gesant Dantzeus arbeider paa Fred.Fransøsk Gesant ved det Danske Hoff. |448Den samme var i stor Anseelse hos de Nordiske Konger, og derfor den beqvemmeste Mand, paa de Tider, at udvirke et Forliig; thi han selv havde ved sin Forstand og Oprigtighed distingveret sig udi Dannemark, og en af hans Paarørende, nemlig Carolus Mornay, var Felt-Herre udi Sverrig. Han bragte det saa vit, at der af begge Rigers Raad blev bevilget et Mode. Kongerne lode da tilkiendegive deres Besværinger, og paastod Kong Erik, at han intet Forliig kunde indgaae førend all Skade var ham got giort, som udi denne Fejde ham var tilføjet; Og, da Gesanten viisede ham, at han ikke maatte gaae saaledes til Verk, om han ønskede alvorligen Fred, blev han ham ugunstig, og beskyldte ham for at være partisk, og de Danske mest bevaagen. Dog bød Kong Erik sig til, at, om Gesandten vilde begive sig ind udi Sverrig, vilde han give ham frit Paß og Lejde. Dette tog Men forgiæves.Dantzeus ved, og, efter at han af Kong Friderik havde faaet Instruction og Fuldmagt til at handle, begav han sig til Sverrig, men han kunde intet Forliig treffe, hvorudover han med u-forretted Sag rejsede til Dannemark igien. Førend denne Handel blev foretaged, begiærede den arresterede Gesant Steen Eriksen Forlov at rejse til Sverrig, for der at reglere sine Huus-Sager, og at see sin Frue og Børn, lovende at indstille sig igien til en vis Tid. Dette accorderede Kong Friderik ham efter given Revers, at han den 3die May skulde stille sig ind paa Kallundborgs Slott igien. Men, som han blev løsgiven midt udi Krigen, havde Kong Erik ham mistænkt, og bildte sig ind, at han maatte have giort en hemmelig Pact med de Danske, og af dem at være skikket tilbage for at stifte Oprør i Landet, og derved at faae af Fængsel Hertug Johan, hvis Morbroder han var. Han besluttede derfor, at lade ham med Frue og Børn sætte i ævigt Fængsel paa Nykiøpings Slott. Dog forandrede han sit Forsætt, og tog ham til Naade igien.

Efter at Freds Forhandlingen, som sagt er, var bleven til intet, rustede begge Det Tydske Krigsfolk rebellerer i Malmøe.Riger sig til at fortsætte Krigen. Men de Danske Anførere havde først en Vanskelighed at bestride, eftersom det Tydske Krigs-Folk udi Malmøe begyndte at opvække en farlig Rebellion. De samme begierede pludseligen deres Besoldning, |449og, saasom da ingen Penge var for Haanden, hvormed man strax kunde betale dem, satte de efter deres Officiers, saa at end ikke deres Chef Daniel Rantzov kunde gaae sikker paa Gaden. Hvorudover bemeldte Herre lod Portene tillukke, og ved Trommeslag forkynde, at alle ærlige og troe Kongens Tienere skulde møde til en vis Tid, for at høre Kongens Villie og Befalning. Da de vare forsamlede, vilde Daniel Rantzov ikke lade sig see, førend de havde lovet ham Sikkerhed, og, da saadant var skeed, begyndte han ved en vitløftig Tale, at foreholde dem deres Eed, de havde giort Kongen, og formanede dem til Lydighed. Hvad deres Besoldning angik, da lod han dem forsikre Stilles af Daniel RantzowRantzow]Rantzow] B, Dantzow A Rantzow] B, Dantzow A .om Afbetalning til visse Terminer, bebrejdede dem derhos den u-anstændige Maade de brugte til at fodre den. Derpaa lod han handle med Magistraten i Malmøe, at de formaaede de beste Kiøbmænd udi Staden til at forskyde nogle 1000 Rigsdaler, hvilke strax bleve leverede til de Oprørske, hvormed Oprøret blev stillet.

Imidlertid vare Krigs Operationerne begyndte udi Jemte-Land, hvor de Svenske 6000 Mænd stærke, under en Fransk Anfører, (a) havde giort Indfald i Begyndelsen af Aaret. Edvard Bilde, som da var Gouverneur udi Trundhiem, samlede Krigs-Bedrifter i Norge.Bønderne af alle omliggende Egne, og dermed rykte imod Fienderne, hvilke derudover retirerede sig ind udi Sverrig igien. Men det varede ikke længe førend de Svenske komme tilbage og giorde sig Mestere over det heele Land. De avancerede derpaa til Steenvigsholm, hvilket Slott de Danske maatte forlade, og begive sig til Skibs til Bergen, hvor Gouverneuren Erik Rosenkrantz samlede en Hob Folk sammen, hvilke oven omtalte Edvard Bilde bragte med sig til Trundhiem, og dermed drev de Svenske reent ud af Landet igien. Han havde ogsaa den Lykke ved Steenvigsholms Erobring at fange den Svenske Commendant. Saaledes tumlede de Danske og Svenske sig da om med hinanden udi Jemte-Land og det Trundhiemske, saa at Landet var nu udi disses, nu udi hines Hænder.

|450Stakket derefter blev Krigens Sæde udi Bahuus Lehn, hvor de Svenske giorde et Indfald den 18 Februarii, og belejrede Bahuuses Slott. Der giorde Besætningen saadan Modstand, at, omendskiøndt de Svenske havde skudt et stort Hull paa Muuren, og indtaget nogle Taarn, maatte de dog med Forliis forlade Slottet igien. Men, som de paa Hiem-Vejen til Sverrig igien finge Tilstød af en Hob andre Tropper, rykkede de mod Elsborg, og haart belejrede samme Slott. Men Daniel Rantzov, til hvilken Hr. Otto Krumpen formedelst sin Alder og Svaghed, havde overdraget den Højeste Commando, kom Slottet betimmeligen til Undsætning. Derimod havde de Danske den U-lejlighed paa nye, at de Tydske Tropper rebellerede igien, og arresterede nogle af Raadet, som Kongen skikkede til dem; Og gav denne Rebellion Aarsag til, at de Svenske erobrede Warbierg. Samme Stad blev efter en haard De Svenske indtage Warbierg.Belejring erobret, og nedsablede de Svenske alt Mandkiøn, som der fandtes, ungt og gammelt, ja deres Grumhed gik saa vit, at de endogsaa ihielsloge Sogne-Præsten for Altaret. Hvor haard denne Belejring ellers var, kand sees deraf, at de Svenske mistede, efter Resenii Sigelse, hen ved 2500 Mænd. (a) Adskillige fremmede, som Tydske, Skotter, og Franzoser bleve dog benaadede paa Livet, iblant dem var Pontus Pontus de la Gardie.de la Gardie, hvilken siden blev navnkundig udi Svensk Tieneste, og hvis Efterkommere ere endnu af de anseeligste Familier udi Sverrig. Efter Stadens Erobring ginge de løs paa Slottet, hvilket de ogsaa bleve Mestere over.

Saasom jeg i dette Verk har foretaget mig at handle ikkun løsligen om smaa Krigs Expeditioner, Belejringer, Trefninger, mellem Partier, Marcher og contra Marcher, saa vil jeg her ikke fatigere Læseren meere dermed, men strax begive mig til Beskrivelse af det store Slag ved Svarteraae.det store Hovet-Slag ved Svarteraae, eller paa den Falkenbiergske Heede, som erhvervede de Danske saa stor Reputation, og er saa navnkundigt i den Nordiske Historie. Samme Slag fortælles med deslige Omstændigheder: da Daniel Rantzov med sin Krigshær laae |451for Varbierg Slott, fik han Kundskab, at den Svenske Slotts-Herre Carolus Mornaj havde skikket Bud til Sverrig om Undsætning, og at Kong Erik lod samle en anseelig Armée, hvormed han agtede at besøge de Danske, hvorudover han, af Frygt for at blive indsluttet imellem Befæstningen og den ankommende KrigshærKrigshær]Krigshær] Krigs hær A, Kriigshær B Krigshær] Krigs hær A, Kriigshær B , rykkede op med Lejren og marcherede ned ved Svarteraae, hvilken ved paafølgende store Slag er bleven saa bekiendt i Historien. Denne Aae agtede de at vade over, for at komme i Behold. Men de Svenske hindrede saadant ved at postere sig ved et beqvemt Sted. Hvorudover Daniel Rantzov maatte holde Stand. Desperationen var da stor paa de Danskes Side, efterdi deres heele Magt beløb sig kun til 4000 Mænd, da derimod den Svenske Krigshær bestod af 25000. (a) saa at det havde Anseelse, at denne liden Mængde i en Hast vilde kuldkastes. Men Daniel Rantzov som holdt det bedre at døe med Sværdet i Haanden, end at overgive sig til Fienden, opmuntrede sine Folk ved en herlig Tale, hvorpaa Krigshæren faldt paa Knæe, og med opragte Hænder bade GUd om Bistand, og det ikke uden at blive bespottede af de Svenske, hvilke ansaae dem allereede som forsagte Folk, der bade om Qvarteer. Trefningen skeede først langt fra hin anden, efterdi ingen vilde gaae af sin Fordeel. Endeligen forlode de Svenske sig paa deres store Mængde, ej betragtende, at de havde med en desperat Fiende at bestille, og med Fremfusenhed rykte lige ind paa de Danske, som de meenede at kunne træde alle under Hæste-Fødderne. Men de bleve imodtagne med saadan Tapperhed, at hen ved 5000 Mænd omkomme paa Valstedet, og de øvrige maatte tage Flugten. Pufendorf i sin Svenske Historie er her ligesaa partisk, som han plejer at være, og siger: at ingen af Parterne kunde tilskrive sig Sejeren. Men hvad han siden selv fortæller om Kong Eriks Forbittrelse over dette Slag, og den Ordre han gav til at nedsable Rytterne, som først havde taget Flugten, og at sætte Ild paa nogle Herreder udi hans eget Land, viiser, at der kand ikke have væretværet]været] B, være A været] B, være A fæg-|452tet med lige Fordeel. Med de Danske overeensstemme fremmede og u-partiske Skribentere; Egidius Girs, en Svensk Skribent siger selv, at de Svenske maatte rømme Marken med Forliis af alle deres Felt-Stykker, (a) Chytræus siger, at Daniel Rantzov erholt en hærlig Sejer, og erobrede alle de Svenskes Canoner. (b) Og Thuanus vidner det samme. (c) De Svenske skiøde Skylden udi dette Slag Kong Eriks Forbittrelse over de Svenskes Nederlag.paa de Tydske, sigende, at de vare de første, som toge Flugten, hvilket Kong Erik troede, og derfore blevblev]blev] B, bleve A blev] B, bleve A saa forbittred mod samme Folk, at han lod nogle Tydske Officiers fængsle, og andre henrette, og da samtlige Tydske Krigs-Folk affærdigede til ham Jost von Ahlefeldt, for at plaidere deres Sag, og viise deres Uskyldighed, lod han samme Ahlefeld arrestere, og siden dømme fra Ære, Liv og Gods. Men det som allermeest giver tilkiende Kong Eriks Forbittrelse, er, at han tvang en Hob Tydske Ryttere til at sværge sig paa nye, og da Eeden var aflagt, lod han dem i sin Nærværelse alle halshugge. Hvorudover mange opsagde deres Tieneste og begave sig ud af Landet, og Kongen tabte derved saaledes sin Credit, blant Fremmede, at faa derefter vilde tage Tieneste i Sverrig. (d)

Medens dette passerede til Lands, blev Krigen af yderste Kræfter fortsatt til Søes. Efter at Kong Friderik havde fornummet at Kong Erik havde contraheret med adskillige Tydske Søestæder om Folk og anden Undsætning, lod han i Begyndelsen af Foraaret 4 vel udrustede Skibe udløbe under Anførsel af Peder Hvitfeld, De Danske tænde Ild i 4re af deres egne Skibe.med Ordre, at holde sig ved den Tydske Side, sær ved det Straalsundske Farvand, hvor de Svenske gierne laae, og havde deres Indførsel og Udskibning. Men, da de komme ved de Pomerske Küster, bleve de 26 Svenske Krigs-Skibe vare, thi søgte de strax |453at salvere sig hen under Gripswald, men, da de Svenske satte saa sterkt efter dem, at de kunde ikke undgaae at falde dem udi Hænder, sejlede de med Skibene lige paa Landet, og reddede endeel Gods med 600 Mænd, hvorpaa de Svenske satte Ild paa Skibene og opbrændte dem. (a)

Efter denne Fordeel vendede den Svenske Amiral Claus Horn sig med sin Flode, som bestod af 48 Skibe, til Falsterboe, hvor den Lybske Flode laae og ventede paa den Danske, hvilken endda ikke var færdig. Samme Flode retirerede sig da til Kiøbenhavn saa snart den blev de Svenske var, og geraadede Staden derover ikke i liden Forskrækkelse, sær da den Svenske Flode kom Staden i Sigte, og løb ind udi Sundet, hvor den fodrede Told paa de Danskes Vegne af mange fremmede Skibe, som komme fra Vester-Søen, men borttog alle de Skibe, som tilhørede Dannemark og Lybek. Imidlertid blev den store Danske Flode færdig, og under Anførsel af Amiral Herluf Trolle gik udi Søen den 1. Junii, hvor den strax fik Tilstød af den Lybske Flode, og, som de merkede at de Svenske havde lagt sig under de Pommerske Kuster, søgte de der at angribe dem, hvilket ogsaa skeede ved samme Kuster den 4. Junii, Søeslag ved de Pomerske Kuster.thi der blev holdet et Søe-Slag, dog uden synderlig Forliis paa nogenside, alleene Amiralen Herluf Trolle blev haardt blessered baade udi Arm og Been, hvilket foraarsagede at han tog sin Afskeed. Han døde ogsaa 3 Uger derefter, og blev begraven udi Herlufsholms Kirke. Autor til den skrevne 7 Aars Krig, siger, at det Saar han fik udi Slaget, var ikke dødeligt, men at alle som finge Skade udi denne Feide, ved en særdeles Fatalitet døde deraf. (b) Han var en habile og fornuftig Herre, og ikke Herluf Trolles Død og Berømmelse.mindre Krigs- end Stats-Mand. Til Prøve paa hans Gudsfrygt gives dette, at han forfremmede Kirker, Skoler, og Hospitaler allevegne, sær udi Roskild, Helsingøer og Nestved. Han giorde et Mageskifte med Kronen og gav Hellerødsholm i |454Steden for Skuekloster i Siælland, hvilket Kloster han nyeligen for dette Tog skiødede fra sig og sine Arvinger til Ungdommens Forfremmelse og Optugtelse, og stiftede deraf en Adelig Skole, kalden Herlufsholms Skole, som har floreret indtil denne Tid. Han berømmes ogsaa meget for den Omhyggelighed han lod see i at bringe de Danske Historier for Lyset, og holdt han en egen Historie-Skriver med en Secretaire alleene for den Aarsag. I Henseende til disse Dyder blev hans Død højeligen beklaget.

Efter at denne Herre havde taget sin Afskeed, blev Commando over Floden given til Otto Rud, hvilken løb ud med Floden igien den 7. Julii, og strax kom i Trefning med de Svenske under Borringholm. I Begyndelsen havde de Danske stor Fordeel, Søe-Slag ved Borringholm.thi de skiøde adskillige Svenske Skibe lække. Otto Rud havde ogsaa den Lykke, at han bemægtigede sig 7 Svenske Skibe, hvilke han dog maatte lade fare igien, efterdi han havde ikke Folk nok at besætte dem med. Derimod havde han den Vanheld, at han skiød et af sine egne Skibe, som Niels Trolle førdte, uforvarende i Grund, og Den Danske Amiral Otto Rud fanges.endeligen, efterdi han vovede sig alt for yderligen, blev han omringet af mange Svenske Skibe, mod hvilke han længe forsvarede sig med stor Tapperhed, men endeligen, da han havde misted den halve Deel af sine Folk, og han fornam at Skibet var færdigt til at gaae i Grund, maatte han give sig fangen: Sex andre Skibe, som vare nærmest ved Amiralen, bleve ogsaa erobrede, og bragte til Stokholm. Den Danske Flode løb efter Slaget til Kiøbenhavn. Om nogen af Parterne da tilegnede sig Sejeren, kand jeg af Historien ikke see, alle endogsaa de Svenske Skribentere tilstaae, at Forliisen var stor paa begge Sider. Men som de Svenske siden spillede Mester udi Østersøen det heele Aar, (a) synes det at den Danske Flode maa have lidt mest Skade.

Hvad den fangne Amiral Otto Rud angaar, da blev han først bragt til Stokholm, og, da han havde siddet der en Tid lang, førdte man ham til Wadstena til Kong Erik, hvilken talede ham haardt og strængt til, og lod tillige med falde store Trudseler imod |455Dannemark. Otto Rud svarede da med Frimodighed, at hverken Hans Majestet eller nogen Herre kunde fortænke ham derfore, at han havde med Nidkierhed efterlevet sin Konges Villie og Befalning. Han sagde derhos videre, at Bliver ilde medhandled og døer i Sverrig.Lykken var ustadig, og at det som nu havde hendet ham, kunde en anden gang vederfare en anden. Over dette Svar blev Kong Erik, som af Naturen var vredagtig, saa ophidsed, at han greb til sin Kaarde, og havde nær stukket Amiralen ihiel, hvis en Svensk Herre, ved Navn Claus Eriksen, det ikke havde forhindret, ved at forestille ham, at han ikke skulde forhaste sig imod en Mand, der intet havde giort uden hvad Pligt imod sin Konge og Fædreneland udfodrede. Derpaa blev Otto Rud bragt til Stokholm igien, og der fra siden til Svartzøe, hvor da regierede en gruelig Pestilentze, af hvilken han døde.

Denne Medfart giver en Prøve paa Kong Eriks Grumhed, og hvad, som strax derpaa fuldte, viiser hans særdeles Vanitet; Thi han giorde et prægtigt Indtog i Kong Erik fører de Danske Fanger i Triumph igiennem Stokholm.Stokholm, og førdte i Triumph for sig alle de Danske Fanger, som man havde taget udi den heele Krig. Han selv reed ind ad Stads-Porten geleidet af Fodfolk og Ryttere. Derefter komme Fangerne, først Adels-Personer 2 og 2 sammenkoblede. Derefter de gemeene Krigsfolk, hvis Hænder vare bundne over kors med hvide Silke Baand. De bleve alle bragte mit igiennem Staden op paa Slottet, med en Sække-Pibe; (a) Og Kongen gik strax paa et Gemak for at see Processionen an. Efter at dette Optog var giort, bleve de igien løsede af deres Baand; Eendeel af Adelen blev skikkede til deres forrige Fængsel, og andre henskikkede til Kobberbiergene, som var det største Trældoms Arbeide udi Riget. Autor til det oft citerede Manuscript om denne Krig, siger; at Kong Erik lod Kronrage de Danske Fanger som Munke, og sye en guul Klud paa deres Ermer, paa hvilken vare de tvende Bogstaver E og F, som betydede begge Kongers Navne; item at han lod sætte Kobber-Ringe i deres Ørne. (b) Ved dette prægtige Optog synes Kong |456Erik at have villet imitere de gamle Romerske Triumpher, som skeede efter lykkelige Slag eller erobrede Lande, for at opmuntre de Romere til Tapperhed; Men, som han havde intet at rose sig af i denne Krig, men tvert imod havde udi dette Aar tabt store og anseelige Slag, saa tienede denne Stads alleene til at viise Kongens Forfængelighed, og ikke til at opmuntre Nationen; thi det er troeligt, at alle fornuftige Svenske havde seet denne Procession an med samme Øjen, som de Romere fordum Keiser Caligulæ Triumph ved hans Tilbagekomst fra Tydskland, hvor han intet havde erobret uden Østers Skiæll og Steene, som laae ved Stranden af den Tydske Søe.

Medens Krigen blev fortsatt med en saadan Iver baade til Lands og Vands, Ny Handel om Fred.forglemmede man dog ikke at arbeide paa Fred. Den Franske Ambassadeur Dancey lod sig igien saadant være angelegent. Han giorde en Reise til Jenkiøping med Freds-Forslag paa Kong Friderichs Vegne. Freds-Forslaget var efter Svenske Skribenteres Sigelse saaledes, at Kong Erik skulde betale Krigens Omkostning, erstatte alle erobrede Skibe og Stæder, og lade de Danske beholde Elsborg, og endeligen udlade de 3 Kroner af sit Vaaben. Disse Propositioner stode Kong Erik saa lidet an, at han lod Gesanten uden Svar reise tilbage igien. De Danske saavel som de Lybske anholdte da hos Keiseren, at Hansestæderne maatte forbydes at giøre Sverrig Tilførsel. Og er dette herved at merke, at de Lybske holdte nu saadant ikke at være imod Natur og Folke-Rett meere, efterdi deres egen Interesse fodrede saadant Forbud. Og kand der af sees, hvor grundige deres Argumenter udi lige Sag tilforn have været imod Dannemark, naar samme Rige udi Krigs-Tider saadan Handel har villet hindre. Keiseren lod sig paa deres Ansøgning bevæge til at giøre saadant Forbud, og betienede Canceler Mordisii Falskhed.Kong Friderik sig herudi af Churførste Augusto, hvilken tillige med de Danske Gesantere affærdigede sin Canceler Mordisium til Wien, for at udvirke det samme. Denne Mordisius var de Svenske bevaagen, og derfor arbeidede hemmeligen hos det Keiserlige Raad, at Kong Frideriks Begiering maatte afslaaes, hvilket og skeede. Men Højstbemeldte Churførste bragte siden ved en anden Gesant Forbudet til Veje, og, saa|457som han merkede, at Mordisius tilforn havde ikke holdet sig redeligen i denne Sag, lod han ham sætte fra sit høje Embede, og indslutte udi Fængsel.

Den Keiser hos hvilken saadant blev negotieret var Maximilianus 2., hvilken nyeligen havde succederet sin Fader Ferdinando I. udi Regieringen. Hos samme Keiser anholdt da ogsaa Kongen tillige med Hertugerne af Holsten, om Confirmation paa Oldenborg og Delmenhorst: nemlig saasom Grev Antonius af Oldenborg og Tvistighed om Oldenborg og Delmenhorst.Delmenhorst, havde til den Augsburgiske Rigsdag affærdiget Gesantere for at begiære Confirmation paa bemeldte Grevskabe, saa, efterdi Kong Friderik og hans Farbrødre Hertugerne af Holsten, vare paa deres Fædrene Side af den Oldenborgske Stamme, begiærede de, at, om fornævnte Greve Antonius og hans Descendenter reent uddøde, at Grevskaberne dennem maatte bevilges og stadfæstes. De Oldenborgske Gesantere forestillede derimod, at, eftersom Grev Gerhard, Christiani I. Broder havde ikke ved Arv eller Concession bekommet det Grevskab Delmenhorst, men taget det fra Biskopperne af Munster, ligesom nu igien ogsaa var skeet paa egen Bekostning af denne Greve Antonio, at, da det Greveskab Delmenhorst ikke maatte ansees som et Land, der arveligen kunde tilfalde det Kongelige Danske Huus af den Oldenborgske Stamme, helst, eftersom det siden var blevet forøget med det Landskab Harpsted. (a) Hvad derimod Oldenborg angik, da vilde deres Herre Grev Antonius ikke disputere Kongerne af Dannemark, og Hertugerne af Holsten deres Arve-Rett, naar det nu værende Grevelige Huus uddøde, saafremt de igien vilde bevilge ham og hans Efterkommere den samme Rett til Holsten, Slesvig og Stormarn. Men dette vilde de Kongelige og Førstelige Gesantere ham ingenlunde tilstaae, og det efter vor Historie-Skrivers Sigelse, efterdi de ingen Instrux havde der om, og i sær efterdi Slesvig, som en gammel Dansk Province, var uden for det Tydske Rige. Og havde de Kongelige og Førstelige Gesantere der udi ikke Urett, helst, efterdi de Oldenborgske Fuldmægtige vejrede sig ved at accordere Arve-Rett til Delmenhorst, og det |458paa saa slet Fundament, efterdi Bisperne af Münster havde bemægtiget sig det samme, og de Oldenborgske Grever havde vundet det igien, thi, endskiønt bemeldte Grevskab havde nogen Tid været udi fremmede Hænder, saa flyder deraf aldeeles ikke at Kongerne af den Oldenborgske Stamme, derved tabte deres Arve-Rett, thi saadant kunde ikke skee, med mindre de selv havde renonceret derpaa, og hvad det Slesvigske angaar, da stoed det end ikke i Kongens Magt paa de Tider at give fremmede Herrer Arve-Rett til en af Rigets Provincier. Efter at denne Tvistighed var hendreven Kongen og Hertugerne bekomme af Keiseren Exspectance paa samme Greveskaber.nogle Aar, erholdt Kongen og Hertugerne dog endeligen ved et Keiserligt Decretum Exspectance paa begge Greveskaber, om endskiøndt Greve Antonius adskillige gange anholdt om dets Cassation, (a) hvoraf synes, at Resenius i Friderici 2. Historie farer vild, naar han siger, at Kongen beqvemmede sig til at accordere Greven det som han forlangede til Vederlag, nemlig Exspectance paa Holsten og Slesvig. (b) Paa denne Keiserlige Confirmation grundede sig de Prætensioner som Christianus 5. siden og Hertug Christian Albrecht formeerede paa Oldenborg og Delmenhorst, da den sidste Greve Antonius Guntherus døde uden Mandlige Arvinger.

Efterfølgende Aar 1566 tog Kong Erik sig for at belejre Bahuus. De Svenske 1566.efter 5 Storme og mange Folkes Forliis vunde intet andet derved, end at de indtoge Bedrifter i Norge.et Taarn paa den Nordre Side af Slottet, men det samme skeede til deres egen Ulykke; thi de Danske paa Slottet lode strax føre nogle Tønder Krud under samme Taarn, hvilket de satte Ild paa, saa at de Svenske, som der inde vare, sprunge i Luften. Af dette lode de dog ikke Modet falde, men stormede paa nye til Slottet, skiøndt atter igien forgiæves. Endeligen, da nogle Danske Tropper komme til Undsættning og beskandsede sig paa den Øe Heßingen, som ligger lige oven for Bahuus, ophævede de Svenske Belejringen, og, efter at de havde satt en stor Hob Folk til for denne Fæstning, og spilldet |459hen ved 50 Læster Krud derfor, (a) begave sig til Sverrig igien. Derimod gik et Svensk Parti over de saa kaldte Mulleskover ind udi Hedemarken, og der i Grund ødelagde den gamle Stad Hammer. Det er troeligt, at samme Stad var temmeligen kommen i Decadence siden Bispestolens Foreening med Opsloe (b) hvorudover man efter den Ødeleggelse, som skeede dette Aar, ikke har fundet for gott at bygge den op igien. Det er ellers forunderligt, at Friderici 2. Historie taler intet om denne Hendelse; hvorom jeg har faaet Oplysning af en skreven Norsk Krigs Protocoll. (c)

Imidlertid samlede Feltherren Daniel Rantzov sit Folk sammen, og derved giorde Daniel Rantzov giør Indfald i Sverrig.Indfald udi Fiendens Land, da blev den Stad Skara og Leckøe af de Danske lagde i Aske, og Landet omkring allevegne udplyndret; men, da de vilde tilbage igien med det store Bytte, de havde faaet, bleve de overfaldne af den Svenske General Carl Mornaj ved et snevert Paß udi Vester-Gothland kaldet Alings-Aas, som skildte dem ved Byttet tillige med nogle Folk. Derimod havde den anden Danske General Frands Brokkenhuus den Lykke at erholde enen]en] eu A en] eu A Sejr over samme Svenske Anfører, og at giøre ham selv til Fange; Andet blev af Vigtighed dette Aar ikke udrettet til Lands; thi de Danske vilde denne Sommer ikke spænde alle deres Kræfter an, men lurede paa Conjuncturerne i Sverrig, forhaabende at Sverrig skulde ødelegge sig selv ved indbyrdes Krig, hvortil da var all Apparence, formedelst Kong Eriks selsomme Opførsel. Jeg har tilforn paa adskillige Steder viiset denne Konges Forhold, hvorved han havde til Veje bragt sig baade Had og Foragt blant Undersaatterne: Dertil contribuerede ikke lidet hans mange underlige begyndte Frierier, hvilke havde Kong Eriks selsomme Opførsel.giort ham latterlig, saa vel inden som uden Rigs. Og, saasom han merkede at hans Amours ikke havde villet lykkes ham med Dronninger og Princesser, da, for at gaae en sikker Vej, hvor ingen Kurv meere var at befrygte, lagde han sig et Serrail til af gemeene |460Maitresser, blant hvilke han lod sig i sær indtage af en ved Navn Catharina, med hvilken han forrige Aar havde avlet en Søn kalden Gustav. Denne Søn blev siden udi Kong Johannis Tid efter Ordre puttet udi en Sæk, og leveret en Hofftiener for at tage ham af Dage. Men en Svensk Herremand af de Sparrer, begegnede ham paa Vejen, og spurdte hvad han førdte i Sækken, og, da han merkede, at Hofftieneren studsede derved, lod han Sækken aabne, og af Medlidenhed tog Barnet til sig, og lod det føre udaf Landet. Og har samme Gustav siden opholdet sig ved adskillige Hoffe, og erhvervet sig Anseelse af Forstand og Capacitet.

Hans Moder Catharina, som Kong Erik forliebede sig udi, var af ringe Herkomst; Hendes Fader heed Magnus, en Bonde Søn af Medelpad, hvilken endeligen avancerede til Under-Officier udi Besættningen paa Slottet til Stokholm. Hun selv havde udi sin Ungdom saalt Nødder, og andet deslige Kram paa Torvet. Da Kong Erik passerede hende engang forbi, stak hendes Skiønhed ham saaledes udi Øjnene, at han strax lod hende føre til sin Søster Princesse Elizabeth, hvor hun blev vel opdragen; Da hun var bleven voxen, gav han hende Plads blant sine Favoritter, og indtog hun ham saaledes baade ved Sindets og Legemets Qualiteter, at han ikke alleene afskaffede alle sine andre Maitresser, men endogsaa giorde hende til Dronning. Gifter sig med en gemeen Pige.Nogle have derfore villet foregive, at hun ved en Elskovs-Drik havde bragt ham fra Forstanden. Men intet er meere almindeligt end dislige Digt, naar en af hæftig Kierlighed lar sig til allting forleede. Man seer derforuden af Kong Eriks forrige Opførsel, at hans Hierne har ikke været alt for vel disponeret, og meener man, at det var ham arveligt efter hans Moder, som ogsaa havde deslige Raptus. Pufendorf, som jeg herudi har fuldt, (a) meener, at den Skrøbelighed, som fantes hos ham, reisede sig af den Begierlighed som han havde til det Astrologiske Videnskab, og siger, at der endnu haves en Journal skreven med hans egen Haand, hvorudi alle Dage findes antegnede hvad for Planeter og Adspecter regierede. Han var ellers saa Jaloux over denne Catharina, at han lod en |461Fendrik, som var hendes gamle Frier, stikke i en Sæk og kaste i Vandet. Hans Mistænkelighed bragte ham til mange farlige og slemme Resolutioner. Den samme drev ham til at kaste sin Broder Johannem i Fængsel, som tilforn er sagt: Den samme drev ham ogsaa dette Aar til at forgribe sig paa de Sturer, som vare af den mægtigste Familie udi Sverrig; thi da Niels Sture, som var skikket til Lothringen, tog sin Vej paa Hiemreisen igiennem Straalsund, hvor de stridende Parters Gesantere vare, undtagen Svenske, bildte Kong Erik sig ind, at Sture havde noget hemmeligt Sigte ved saadan Reise, hvilken Mistanke den skadelige Raadgiver Jøran Peerson formeerede, sigende, at han corresponderede uden Lands med Rigets, og hiemme med Kongens Fiender, for enten at bringe det Stuuriske Huus i sin forrige Anseelse igien, eller at befrie Kongens Broder Hertug Johan af sit Fængsel. Denne Jøran Peerson var en Præste-Søn af Salberg, en slem forslagen Mand, (a) der forførede Kongen til alt Ont, og havde ham Hans Favorit Jøran Person.saaledes udi Strikke, at han intet giorde uden hans Raad. Han insinuerede sig besynderligen hos Kong Erik udi Hertug Johannis Sag, da han for Retten beskyldte samme Hertug for en Rebeller, og erhvervede den Dom over ham, som Kongen forlangede. Udi dette Aar hidsede han Kongen, som sagt er, op mod Nils Stuure, og stod ham da derudi bi Kongens gamle Præceptor Dionysius Beurræus, (b) hvilken holdt for at man maatte Aare lade de alt for blodrige Legemer. Efterdi man nu havde besluttet at udrødde de Stuurer, søgte man alleene om Prætext til at fælde dem. Der til gaves Lejlighed eengang, da Svante Stuures Skytte begegnede Kongen med en Bysse, som skulde bringes til Smeeden for at giøre den til rette. Den Skytte lod man strax gribe, og vilde Jøran Peerson have ham lagt paa Pinebenken, for at faae ham til at bekiende at han havde villet skyde Kongen ihiel. Men som han intet derom vilde eller kunde bekiende, faldt dette Anslag. Derpaa |462overtalede han en Pommersk Kiøbmand, at han skulde vidne sig at have hørt af en Pommersk Herremand, at Niels Stuure arbeidede paa at støde Kongen fra Thronen, hvilket ogsaa en Doctor Medicinæ og Kongens Organist confirmerede. Derpaa lod Kongen forskrive en Rigs-Dag til Upsal, for at handle om denne opdigtede Conspiration, og lod Svante Stuure med hans Søn Erik, samt Steen Eriksen, Steen Banner, og Ivar Ivarsen arrestere. Medens han formerede dem Process, kom Niels Stuure tilbage fra sit Gesantskab, og gav Relation om sine Forrettninger med saa frit Mod, at Kongen tilskrev hans Fader et Brev med egen Haand, vidnende, at han holdt ham saavel som hans Søn uskyldig, og begierede, at det, som skeed var, maatte forglemmes, saa at alle derudover tænkte, at han var fuldkommeligen forsonet med de Stuurer. Ikke desmindre, da han kort derefter begegnede Niels Stuure, stak han ham med en Kong Erik myrder Niels Stuure med egen Haand.Dolk udi Brystet, hvilken Stuure tog selv ud igien, kyssede paa den blodige Dolk, og gav Kongen den med Ydmyghed tilbage, (a) hvorpaa han af Kongens Drabantere blev nedsablet. Derpaa løb Kongen gandske desperat ud i Skoven, og lod sin forrige egen Informator, der bebreidede ham dette Mord, iligemaade henrette. Ja Dagen Falder udi Raserie.derefter bleve alle ovenmeldte Fanger ynkeligen myrdede udi deres Fængsel. Kongen blev funden af sine Folk udi en Præstegaard, da hans Maitresse Catharina fik ham nogenledes udi Stilhed igien.

Da han saaledes var kommen til sig selv igien, gav han tilkiende stor Fortrydelse over sine Gierninger, og skiød all skylden paa Jöran Peerson, hvilken ogsaa formedelst sine mange Misgierninger, blev dømt fra Livet. Kongen overdrog derpaa Regieringen udi Raadets Hænder, og stillede sig an, som han ikke troede sig selv til at regiere meer. Medens han var udi denne Situation, overtalede man ham at lade sin fangne Broder Johannem løs igien, hvilket ogsaa skeede paa visse Conditioner, som Hertugen ikke tog i Betænkning at indgaae. Conditionerne vare disse, at han stedse skulde være sin Broder troe, og ikke tragte ham efter Liv og Krone, og endeligen ærklære de Sønner, som han havde avlet med Cathari-|463na, for retmessige Arvinger til Riget. Dette sidste var den haardeste Punct at indgaae, men han beqvemmede sig til at underskrive all Ting, saasom han intet agtede at holde, hvilket ogsaa Udgangen viisede. Paa disse selsomme Conjuncturer udi Sverrig, lurede de Danske dette Aar, og skiøttede ikke om at fortsætte Krigen til Lands med sædvanlig Iver, haabende at der snart skulde rejse sig indbyrdes Krig udi Sverrig, hvorudi de ogsaa ikke toge fejl.

Til Søes kunde dette Aar intet synderligt af de Danske foretages formedelst den Krigen mellem Rigerne fortsættes.store Ulykke, som hendede den Danske Flode. De Svenske komme denne Sommer med 40 Skibe mod Siælland, og derudover foraarsagede ikke liden Skræk i Kiøbenhavn, saasom de Danske Skibe formedelst Modvind ikke kunde komme ud af Havnen; dog skeede ingen Landgang, formedelst de Anstalter, Kong Friderik giorde, ved at besætte Søesiderne. Man maatte dog see paa, hvorledes den Svenske Flode paa nye igien fodrede den Øresundske Told af forbigaaende fremmede Skibe. Men dette varede ikke længer end til den Danske Flode fik god Vind for at komme i Søen; thi da retirerede de Svenske Skibe sig fra de Danske Küster igien. Efter at Floderne havde sejlet en Tid lang om i Øster-Søen, komme de i en blodig Trefning sammen Slag under Øland.under Øland den 29 Julii, som varede fra Morgenen til Aftenen, dog kunde ingen tilskrive sig Sejer, endskiønt den Svenske Flode leed meest Skade. Men det samme gav Anledning til den Ulykke, som den Danske Flode strax derpaa geraadede udi; thi, saasom en Dansk Herremand ved Navn Christopher Mogensen blev ihielskudt udi Slaget, og de Danske vilde have ham hæderligen begraven, løb heele Floden med Liiget til Gulland. Alle Skipperne raadede Amiralen at lægge ud ad Søen formedelst Havnens U-sikkerhed, om nogen Storm skulde paakomme. Men, saasom han maaskee bildede sig ind, at den Døde ikke kunde blive salig, uden han strax kom i Christen Jord, maatte Floden blive liggende medens man med Statz begrov den Salige Herre udi Visbye Kirke. Saa snart Ceremonierne vare forrettede, rejsede sig en u-hørlig Storm den 30 Julii, hvorudi den Danske Amiral Hans Lauritzen, og den |464Lybske Amiral Bartholomæus Thin Appel med 16 af de beste Krigs-Skibe Et forskrækkeligt Skibbrud.ginge i Grunde, og hen ved 6000 Mennesker omkomme, saa at man kan sige, at aldrig nogen Begravelse har været meere kostbar end denne gode Christopher Mogensens; thi, her maatte nogle 1000 druknes, paa det at een kunde ligge tør. Man foregav efter denne ulykkelige Hendelse, at dette var skeed ved Troldom, og sagde, at nogle Dets Anslag.Qvinder havde lang Tid derefter bekiendt sig at have rejset saadan Storm for at omkomme en Capitaine, som var paa Floden. Men Skipperne, som advarede Amiralen om Kusternes U-sikkerhed, gave tilstrækkeligen tilkiende, at saadant kunde skee uden Hexerie, og er det derfor troeligt, at, om Amiralen havde levet, man da skulde have formeret ham en Proces, endskiønt Trold-Qvinderne vilde have gaaet til Døden paa deres Bekiendelse. Dette bør ellers tiene til Exempel for alle Anførere, at de skal ikke hazardere Armeer og Skibs-Floder for at i agt tage u-nødvendige Ceremonier.

Hvad indenlandskeindenlandske]indenlandske] udenlandske A B indenlandske] udenlandske A B Sager angaar, da kom paa samme Tid den bekiendte Peder Oxe, formedelst adskillige fremmede Potentaters Forbøn i Naade hos Kongen igien. Peder Oxe kommer i Naade igien.Han havde retireret sig til Lothringen, til den fangne Kong Christians Dotter og hendes Søn Carolum, som var Rigets Fiender, hvorudover ogsaa alt hans Gods blev annammet til Kronen, og hans Hoved-Gaard Gisselfeldt blev given Fri-Herre von Donaw til Forlehning Aar 1562. Men, som Kejseren, Kongen af Frankerige samt andre Herrer, item hans Paarørende udi Riget stedse intercederede for ham, kom han igien i Naade, saa at ikke alleene alt hans Gods blev ham igien restitueret, men han blev ogsaa ophøjet til den største Æres Post, og giort til Rigets Hoffmester, Bliver Rigs-Hoffmester.udi hvilken høje Bestilling han ogsaa døde. Han satt Oeconomien ved det Kongelige Hoff paa en bedre Fod end tilforn, indskrænkede Depenserne, og anordnede at Hoff-Betienterne skulde have visse Kost-Penge. Han var ogsaa ikke mindre nyttig Mand for Riget i Almindelighed, end for Hoffet i Særdeeleshed, og lod han i denne Krig see sit store Talent i Oeconomien ved Krigs-Folkenes Besoldning. Dette er Hans Berømmelse.ellers at merke om denne Mand, at han var den første som indførte |465Karper og andre usædvanlige Fiske at afles her i Riget. Og vidner blant andre om hans Capacitet Hub Langvetus i sin Skrivelse til Churførst Augustum. (a)

Efterfølgende Aar 1567 bemøjede Kejser Maximilianus sig at giøre Ende paa 1567.den Nordiske Fejde, og til den Ende affærdigede i Januario Gesantere baade til Dannemark og Sverrig for at tilbyde sin alvorlige Underhandling, og foreslog en Conference, som kunde holdes til Straalsund, den 16 Martii, hvor hans egne Fuldmægtige saavelsom andres skulde lade sig indfinde. Kong Friderik lod sig saadant Mode til Stralsund om Fred.Forslag befalde og lovede, at de Danske Gesantere skulde møde til benævnte Tid og Sted, hvortil ogsaa hans Allierede de Lybske beqvemmede sig. Henrik Rantzov tillige med eendeel af det Danske Raad bleve til bestemte Tid skikkede til Straalsund, men Kong Erik vilde ikke lade sine Fuldmægtige møde; tvertimod, han skrev den Franske Gesant Dancey et haart Brev til, og derudi bebrejdede ham Partiskhed, og at han stedse favoriserede de Danske. Krigen gik derfore paa nye for sig imellem Rigerne. De Svenske giorde mod Foraaret et Indfald udi Norge imod Aggershuus. De indtoge strax derpaa Staden Opsloe, og belejrede Slottet, men Commendanten Christian Munk forsvarede sig saa vel, at de efter tvende Ugers Belejring maatte gaae derfra igien. Derpaa streiffede de allevegne om, og brandskattede Landet, og endeligen komme for Aggershuus anden gang, søgende ved idelig Skyden af heele og halve Cartover at bemægtige sig Slottet; Men Commendanten forsvarede sig med sin De Svenske belejre Aggershuuses Slott forgieves.forrige Tapperhed indtil der kom Undsætning fra et og andet Sted, hvorudover de Svenske satte Ild paa Staden, og forlode Slottet igien den 22 May, efterat de udi 18 Uger havde lagt derfor, hvoraf sees, at dette Norske Tog maa have været skeed meget tiligen om Aaret. De Danske havde dette Aar først meget at bestille med at dempe Oprør som reisede sig blant Krigs-Folkene. Endeligen giorde Daniel Rantzov et Indfald udi Sverrig, hvilket jog saadan Skræk ind udi de Svenske, at de selv satte Ild paa Jenkiøping. Men, da de Danske passerede igiennem den saakaldte Hulvej, fuldte de Svenske dem bag til, og ruine-|466rede den største Deel af deres Bagage. Dette u-anseet, avancerede dog Daniel Rantzov fort ind udi Daniel Rantzows Bedrifter i Sverrig.Øster-Gothland til Wadstena, hvilket han lagde i Aske. Kort derefter kom han i Trefning med de Svenske ved Turebye, hvor de sidste maatte tage Flugten, og lade sig følge i Hælene indtil Lindkiøping, hvilken de selv af Desperation lagde i Aske. De Danske satte kort derefter Ild paa Süderkiöping; Men det samme havde nær bragt dem udi stor Ulejlighed; thi, som Süderkiöping var da en riig og velbebygget Stad, og havde formedelst dens Handel Forraad paa Allting, da sloge de graadige Soldater sig der til Fraadsen og Drikken, og giorde den Mængde af Rostokker Øll, som der fandtes, saadan Virkning, at de løbe om, som galne og forstyrrede Mennesker, saa at man maatte lade henge nogle for at holde de andre i Ave. Saaledes huserede de Danske dette Aar i Kiernen af Sverrig, og derved tilstrækkeligen hevnede den Skade, de Svenske udi Foraaret havde tilføjet Norge, skiønt efter at Togget var Endet paa bege Sider, man kunde ikke sige, at nogen af Parterne havde vundet meget derved. Til Søes blev dette Aar intet af Vigtighed forrettet, og er det troeligt, at de Danske efter det store Skibbrud ved Gulland ikke have været i Stand noget synderligt at foretage.

Ellers blev udi dette Aar holden en Herre-Dag til Odense, for at afgiøre Slesvig-Holstenske Sager.Tvistigheder mellem Riget og Hertugerne af Holsten. Og da paastod Kongen, at Hertugerne skulde tage det Slesvigske til Lehn, aflægge deres Troeskabs Eed, og forpligte sig til Villighed og Tieneste, som Vassaler af den Danske Krone. Her begyndte da Hertugerne at qvæde de gamle Viiser igien, og allegerede de Contracter og Pacta, som vare giorde udi Christophori 2, Dronning Margrethæ og andre Kongers Tid, hvilket de Danske paatoge sig uden Nødvendighed at besvare stykviis; thi i mine ringe Tanker burde alleene eftersees qvo jure Christianus I., og siden Fridericus I., som vare Herrer over heele Holsten og Slesvig, besadde samme Førstendomme, og hvorledes de deelede det Slesvigske mellem deres Børn, om saadan Deeling var frivillig, eller om et hvert Kongeligt Barn ved Fødselen havde Rett eller jus qvæsitum til en Deel deraf. Iligemaade, hvorledes og med hvad Vil|467kor den sidste Eenevolds-Herre af det Slesvigske, nemlig Fridericus I. lod det komme til Deeling imellem sine Børn. Derpaa alleene burte Tvistighederne grunde sig, saasom alt hvad tilforn var skeed, hævede sig ved Førstendømmernes ForeeningForeening]Foreening] Foreenig A Foreening] Foreenig A igien udi en Person, som var først Christianus I, og siden Fridericus I. Og kunde derfor den rette Periodus sættes fra den Tid Slesvig blev deelt i tre lige Deele imellem Friderici I. Børn. Jeg har udi Christiani 3 Historie anført hvorledes Højstbemeldte Konge vilde Anno 1547 paa Rigs-Dagen til Colding forlehne sine Brødre med deres Arvedeel af det Slesvigske, men at derved rejsede sig Tvistigheder om Lehnets Maade, saa, at der ingen Forlehnings Act skeede udi hans Tid. De selvsamme Tvistigheder giorde ogsaa denne Rigs-Dag til Odense frugtesløs, endskiønt man da kom lidt nærmere til Sagen end tilforn, i det at Hertugerne tilbøde sig at giøre Riget visse Tienester af det Slesvigske, dog lagde de en Condition dertil, nemlig, at Lehnet maatte være investitura simultanea, og at den eene Broder skulde have Rett til at succedere den Tvistighed om det Slesvigske Lehn.anden, efter den Successions Maade, som var antagen baade udi Dannemark og Slesvig. Men denne Condition vilde de Kongelige ikke indgaae, men paastode, at Lehnet skulde confereres, efter den almindelige brugelige Maade, hvilket Hertug Adolph fandt ingen Behag udi, saasom han deraf merkede, at, hvis hans ældste Broder Hans, døde førend han, skulde hans Deel ikke tilfalde sig, men den afdøde Broders Børn, item at Qvinde-Linien skulde udelukkes. Tvistigheden blev derfore opsatt til belejligere Tid, og den blev 10 Aar derefter igien foretagen til Odense, da Hans Majestet stod paa sin forrige Meening, men Hertugerne begiærede igien, at deres Deel udi det Slesvigske maatte confereres dem, ikke efter den Kejserlige, men den Danske Arve-Rett. Og, da de Chur-Saxiske, Hessiske og Meklenborgske Gesantere, som Mediateurs, foresloge 3 Veje, at Parterne enten skulde compromittere paa den Kejserlige Kammer-Rett, eller 8 Danske, og ligesaa mange Førstelige skulde dømme i Sagen under Appel af nogle Universiteter, eller endeligen, at nogle Bliver opsatt.fremmede Potentater skulde dømme derudi, vilde Kongen ingen af Deelene indgaae, men paastod, at Dannemarks Raad, som Rigets rette Dom|468mere, skulde fælde Dommen. (a) Dette varede saaledes indtil det Aar 1580, da denne langvarige Tvistighed omsider blev bilagt, paa den Maade som videre skal fortælles.

Førend jeg træder til næstfølgende Aar, vill jeg melde noget om tvende store Mænds Fald, hvoraf den eene blev fængslet, og den anden henrettet. Den første af Doctor Thenner kommer i U-naade.disse Mænd var Hieronymus Thenner Doct: Juris Publici. Den samme, saasom han var lærd, veltalend, og af stor Capacitet, antog Kong Friderik ham i sin Tieneste, udi hvilken han forpligtede sig skriftligen at forblive saa længe det behagede Hans Majestet at bruge ham. Han blev strax antagen i det Kongelige Cancelie. Men, efter at han der en Tid lang havde været, og de vigtigste og hemmeligste Rigets Sager ham imidlertid havde været betroede, begiærede han u-formodentligen sin Afskeed. Kongen, som kunde ikke fatte denne pludselige Dimissions Begiæring, helst efterdi han havde aflagt ham med store Beneficier, begyndte at holde dette hans Forlangende mistænkt, og at ansee ham som den der havde givet sig i Tieneste alleene for at udforske Rigets Sager, som han siden agtede at aabenbare Rigets Fiender. Man lod ham derfore arrestere, og stille for Retten, hvor han blev paa Kongens Vegne tiltalet af Rentemester Jochum Bek, og endeligen fik saadan Dom: at efterdi han havde forpligtet sig stedse at blive i Kongens Tieneste, og man i den Henseende havde betroet ham mange hemmelige Sager, meer end nogen Undersaatt, saa kunde man Bliver satt i Forvaring.ikke andet end holde hans egen Paastand Suspect, og derfore fandt for got, at han skulde holdes i god Forvaring. Han blev derpaa ført til Dragsholms Slott i Siælland, hvor han døde.

Den anden disgratierede Person var D. Jonas Justus den vitberømte Doct: Justi Jonæ Søn til Wittenberg. Den samme tog sig for tillige med Hertug Johan Friderich af Weymar, samt hans Tilhængere Wilhelm Grumback, Doct: Pontano og andre, at smidde en Conspiration imod Keiseren og det Chursaxiske Huus, og derfore af Kejseren var bleven erklæret i Rigets Act. Saasom |469nu bemeldte Jonas Justus forgangen Efterhøst af Hertug Johan Friderich var skikket til Sverrig, for at slutte Forbund med Kong Erik mod Kejseren, Kongen af Dannemark og Churførsten, blev han ved Kusterne af Blegind opbragt af en Dansk Søe-Capitaine, og ført til Kiøbenhavn, hvor han blev satt paa det blaae Taarn, indtil Kongen kunde faae nogen videre Oplysning fra Churførst Augusto, hvis Undersaatt han var. Thi, førend han med Skibet blev fangen, havde han kastet alle sine Breve overover]over] om A B over] om A B Bord, saa at man havde intet udi Hænderne, hvormed man kunde overbeviise ham. Men ved St. Hanses Doct. Jonas Justus bliver rettet i Kiøbenhavn.Tider bekom Kongen Skrivelse saavel fra Kejseren, som af Churførsten, hvorudi de notificerede ham, at Doct: Jonæ Justi Herre var fangen, Gotha sleiffed og ødelagt, Grumbach, Pontanus og andre hans Tilhængere rettede, og derfor begiærede, at Kongen vilde lade samme Justice gaae over sin Fange. Han blev den 27 Junii bragt af Slottet ned paa Raadhuuset og dømt fra Livet, hvorpaa han siden for at undgaae Tortur, bekiendte den heele Handel, som var i Giærde med Rigets Fiender. Dagen derefter, nemlig den 28. Junii blev han ført til Retterstedet, hvor han efter en herlig Oration, som han holdt udi Kredsen, blev henrettet for Slotts-Porten. Udi hans Fængsel fandt man paa Veggen disse Vers:

Jeg kand ellers her ikke forbigaae at tale om den merkelige Hendelse, som Friderici 2. Historie-Skriver fortæller at være skeed dette Aar, nemlig, at paa een og En underlig Hændelse.den selv samme Dag kom en uformodentlig Forskrækkelse over Folk baade udi Stokholm og Kiøbenhavn. Udi Stokholm blev alle Folk, da Præsten stoed paa Prædikestoelen, overvældede af en hastig Forfærdelse, uden at nogen vidste hvorfra; thi de løbe alle ud af Kirken, og trængede hinanden saaledes ved Kirke-Dørren, at mange frugtsommelige Koner, og smaae Børn deraf omkomme. Ligeledes skeede ogsaa samme Dag udi St. Nicolai Kirke i Kiøbenhavn, hvor alle undvigede Kirken, og Præsten stoed omsider alleene paa Prædikestolen. Historien kand ikke være digtet, efterdi den er skreved af Mænd, som |470have levet paa samme Tider. Hvad Reflexioner man ellers kand giøre der over, vil jeg overlade andre. (a)

Om Vinteren mod det efterfølgende Aar 1568, giorde Daniel Rantzov det 1568.berømte Tog igiennem Hullvejen ind udi Sverrig, og der huserede paa den Maade som sagt er. Dette varede indtil de 2 Svenske Generaler Greve Peter Brahe og Haagenskild Bielke komme til Undsættning, og søgte at beskiære de Danske Passen igiennem Hullvejen igien. Hvorudover Daniel Rantzov, seende sig saaledes udi Knibe, søgte iligen om Hielp hos Kongen; Men de Tropper som komme til Undsættning, bleve med Forliis tilbage drevne ved Warnemo, hvorudover man ansaae Krigs-Hæren, paa den anden Side Hulvejen, som forlaaren. Men Feltherren reddede sig uformodentligen med Ære og Reputation af denne Ulykke; thi, da han greb til en desperat Resolution og overfaldt den Svenske Lejer ved Norby, hvilken befrygtede sig for intet Daniel Rantzovs berømmelige Tog ind udi Sverrig.Overfald formedelst den forbi flydende Strøm, bleve de Svenske der totaliter slagne, og bekomme de Danske et stort Bytte tillige med Fiendens Feltstykker. Efter dette Slag merkede Feltherren allerførst udi hvilken Fare han tillige med den heele Krigshær havde været, at de fra Dannemark skikkede Hielpe-Tropper vare slagne ved Warnemo, og at de Svenske havde søgt at afskiære ham Passen, hvorudover ogsaa han og hans Folk bleve anseede som Døde, der vare bleven levende igien. Daniel Rantzov betienede sig da af Lejligheden, og rykkede strax med sin Krigshær igiennem Hullvejen tilbage, helst, saasom Kong Erik tillige med sine Brødre var ham udi Hælene. Ikke langt fra Ekesiø bleve dog de Danske Bagtropper, som Frands Banner og Emmike Kaas førdte, anfaldne af de Svenske, som giorde et temmeligt Nederlag paa dem, og bemægtigede sig alle deres Vogne. Men denne Forliis blev kort derefter tilstrækkeligen reparered, thi da den Svenske General Haagenskild Bielke vilde hævne det Nederlag, som han havde lidt ved Norby, og til den Ende lagde sig i Vejen for de Danske paa deres Hiemvej, blev han af den hurtige Danske Feltherre uformodentligen overfalden, hans Krigshær to-|471taliter slagen, og han selv tillige med adskillige Svenske Herrer blev fangen. Der skrives ellers af andre, at samme Svenske General ikke blev fangen i Slaget, men uformodentligen overrumplet af nogle Danske Staldkarle, og at han selv blev greben af Christopher Krabbes Staldkarl, som udi Historien kaldes Dreng. Og, saasom Haagenskild havde udspredet, at de Danske toge Flugten af Sverrig, efterdi de havde Mangel paa Krud, lod Daniel Rantzov ordinere, at enhver Soldat, naar den fangne General passerede igiennem Lejren, skulde give et Skud. (a) Saa at Rantzov efter saa mange udstandne Farligheder kom omsider i Behold med sin Krigshær til Skaane, hvor han af alle med mange Lykønskninger blev imodtagen, og det ikke uden Aarsag, thi han havde herudi ladet see alt hvad som kand fodres af en stor General. Ja man kand sige, at denne forunderlige Retraite erhvervede ham ikke mindre Ære end den store Sejr ved Svarteraae, saasom han her reddede en Krigshær, hvoraf ingen ventede at see en Mand tilbage.

Efter at de Danske saaledes havde forladt Sverrig, rykkede Kong Erik med sin Krigshær ind udi Gynge Herred, men maatte ved de Danskes Ankomst tage Vejen til Sverrig igien, og var dette det sidste Krigs-Tog samme Konge giorde, saasom strax derpaa fuldte den forunderlige Revolution i Sverrig, hvilken jeg her omstændigen vil beskrive, saasom den har Rapport med dette Riges Historie, og Conjuncturerne for Dannemark derved merkeligen bleve forandrede, og paa det jeg ikke skal beskyldes for Partiskhed, vil jeg herudi Fod for Fod følge den Svenske Historie.

Efter at Kong Erik havde ladet see saadan Fortrydelse over de begangne Mord, Begyndelse til den store Revolution udi Sverrig.og overleveret sin Favorit Jøran Peersøn til Justitien, og satt sin Broder Johannem paa fri Fod igien, syntes Misfornøjelsen at ophøre, og allting at komme udi Roelighed igien; Men de som saae dybt ind udi Sagen, og kiendte Hertugens Naturel, kunde nok merke, at der var en Revolution forhaanden; thi de henrettede Herrers Venner, som vare mange og mægtige, pønsede paa Hevn, endskiøndt de syntes at være tilfreds stillede, og, |472endskiøndt Hertug Johannes holdt gode Miiner med Kongen, og tillige med sin Broder Carl assisterede ved det sidste Krigstog, saa kunde dog fornuftige Stats-Mænd ikke ansee det uden en Simulation, helst eftersom bemeldte Hertug var bleven løsgiven paa saa haarde Conditioner, blant andet, at han skulde erklære de Børn Kongen avlede med oftomtalte Catharina, for rettmæssige Arvinger til den Svenske Krone. Gnisten laae derfor udi Asken, som truede med Ildebrand, hvilken Kong Erik selv ved sin videre daarlige Opførsel promoverede; thi han var neppe kommen tilbage fra det Danske Tog, førend han tog Jøran Peerson til Naade igien, og, paa det han desmeere kunde Chagrinere Undersaatterne, fandt han for gott at giøre det med Eclat, lod ved Trompeters Lyd offentligen udraabe ham for en ærlig Mand, og forbød under Livs-Straff at tale anderledes om ham, end som en troe Kongens Tiener. Ja, da Kongens Secretaire Martinus Helsingus raadede ham ikke at følge Jøran Peersens Raad, stødte han ham med en Ildgaffel udi Maven, saa at han der af døde.

Saa snart Jøran Peersøn var kommen i Naade og bleven en ærlig Mand igien, Jøran Peersons onde Raad.raadede han Kongen først at tilbage kalde de Donationer, han havde giort til de myrdede Herrers Venner for at stille dem tilfreds igien. Dernæst at give sine Brødre i Steden for de Provincier Finland og Sudermandland, som ved Gustavi Testamente vare dem tillagde, noget Gods udi Lifland, som de maatte see hvorledes de best kunde forsvare imod Moscovitere, Polakere og den Danske Prinds Magnum, imellem hvilke Lifland da var Tvistens Æble. Dette ophidsede saa vel Hertugerne som de myrdede Herrers Venner paa nye imod Kongen, og da Kongen merkede at Hertugerne ingen Øren havde til det Mageskifte han foreslog dem, tog han sig for, som der siges, at skille dem fra Livet, og agtede at exeqvere saadant Forsætt paa samme Dag, som han skulde holde Bryllup med sin Favorite Catharina Mogensdotter. Men Hertugerne bleve advarede om saadant Anslag imod dem, nogle meene af Catharina selv, enten hun havde Afskye for saadan Misgierning, eller hun giorde det for at insinuere sig hos Hertugerne, saasom hun kunde forud see, at Kong Eriks |473daarlige Regimente vilde ikke vare længe; hvorudover de overlagde med de myrdede Herrers Venner til Upsal om at støde Kongen fra Thronen. Men, paa det at de ikke Kongens Brødre conspirere imod Regieringen.ved de Danskes Indfald skulde forstyrres i deres Forehavende, skikkede de Thure Bielke til Dannemark for at handle om et halvt Aars Stillstand, hvilken Kong Friderik bevilgede. Derpaa bragte de 300 af deres egne Tienere paa Beenene, og finge strax alle de Tydske paa deres Side, som Kong Erik havde stødt for Hovedet efter Slaget for Svarteraae. Ja den anseelige Franske Herre Pontus de la Gardie, som havde været fangen udi Sverrig, slog sig og til dem, og særdeles tilskyndede Hertug Johan at vove noget for Rigets Frelse. Kong Erik blev advaret om Hertugernes Forsætt, men agtede det saa lidet, at han paa samme Tid med stor Pragt den 4. Julii holdt Bryllup med Catharina, og lod hende krone til Dronning i Sverrig. 3 af hendes Morbrødre, som vare Bønder, assisterede ved denne solennitet, klædde udi Fløjel, og bleve de samme siden begavede med store Forlehninger.

Men, medens Kong Erik occuperede sig med Bryllups og Kronings Fæster, giortes over alt Anstalt til hans Begravelse. Hertug Johan, saasom han merkede, at hans Broder Carl havde større Kierlighed blant Krigsfolket og Almuen end han selv, sluttede han saadant Fordrag med ham, at han vilde overdrage ham lige Myndighed med sig udi Regieringen, og alleene forbeholde sig Konge-Titul, hvorudover begge Brødres Tilhængere, siden en Tid lang, bare Løv paa deres Hatter til et Kiendetegn af dette Forliig. Men Hertug Johan holdt ikke siden hvad han lovede, hvilket gav Anledning til paafuldte Misforstand imellem Brødrene.

Efter at dette var giort, begyndte man at tage Masken af, og Hertugerne bemægtigede sig Wadstena, Steckeborg og Leckøe. De affærdigede derpaa Skrivelse til Kong Erik, og formanede ham til at føre et bedre Regimente og Levnet. Men Kongen, i Steden for at give behageligt Svar for at stille dem tilfreds, lod forsamle saa mange af Raadet og Adelen, som vare udi Stokholm og der omkring, hvilke han fremviisede de Breve og Forpligtelser, |474Hertugerne havde givet ham, og derpaa lod fælde Dom over dem, hvorudi de bleve erklærede med deres Tilhængere, Kongens utroe Mænd. Herudover erklærede Hertugerne Kongen aabenbare Krig, og udi deres Kongen lader fælde Dom over dem.Manifest gave Aarsag til deres Opstand, nemlig at Kongen havde været hverken Gud eller Mennisken troe, havde uden Aarsag holdet Hertug Johan med Frue og Børn paa 5te Aar udi Fængsel, havde myrdet saa mange fornemme Herrer, og agtet at giøre det samme med Hertugerne, paa den nyeligen holdte Brøllups-Fest. Videre, Hertugernes Manifest imod Kongen.at han Riget og det Kongelige Huus til Haanhed havde erklæret en gemeen Qvinde til Dronning af Sverrig, og taget Jøran Peerson, som var Stifter til alle disse Ulykker, til Naade igien, endskiønt samme Jøran Peersen af Retten var dømt til Døde, og andet deslige som var en Konge uanstændigt.

Brøderne begave sig selv til Upsal, hvor de finge Tilløb allevegne, saa vel af Kong Eriks Soldater, som af Bønder. Hertug Magnus af Saxen-Lavenborg, som nyeligen havde holdt Bilager med den Svenske Princesse Sophia, Kong Eriks Halvsøster, item Enke-Dronningen Catharina, Kongens Sted-Moder, flygtede ogsaa hemmeligen af Stokholm, og toge deres Tilflugt til Hertugerne udi Upsal. Og, efter at Hertugerne saaledes vare bestyrkede, rykkede de imod Stokholm. Da lod Kong Erik paa Torvet opslaae de Breve og skriftlige Forsikringer som hans Brødre havde giort ham, lod Stokholms Borgerskab sammenkalde, og besværgede sig for dem over sine Brødres Utroeskab, foregivende, at de længe havde gaaet frugtsommelige med denne Conspiration. Men hans Tale udvirkede kuns lidet, saasom han ved sin haarde og selsomme Regiering havde giort sig forhadt af alle. Medens dette skeede, nærmede Hertugerne sig meer og meer imod Stokholm, af hvilken Stad adskillige deserterede, og løbe Kongen belejres udi Stokholm.over til dem, blant hvilke Claus Aagesen, men, som den samme havde været med i at dømme dem Kongens Utroe Mænd, lode de ham arrestere og skikke fangen til Ørebroe. Endeligen komme de til Hovedstaden, og sloge deres Lejer paa Nørre Malmen.

|475De Kongelige giorde strax adskillige Udfald af Staden, og skermutzerede med Hertugernes Folk. Der bleve ogsaa dagligen vexlede Skiældsord imellem dem, og søgte imidlertid Hertugerne med gode Ord, og Truseler, at bevæge Stokholms Borgere til at overgive Staden. Kong Erik begyndte da at blive bange, han saae det heele Rige i Gevær, og sig selv belejret udi Hovedstaden, hvor endogsaa allting var ham suspect, saasom han havde forskyldt lige saa lidet Got hos Stokholms Borgere, som hos andre. Han fandt derfor raadeligt i Tide at handle om Fred, og bleve til den Ende adskillige Forslag giorte, skiønt forgiæves; efterdi Hertugerne stode haardt derpaa, at Jøran Peerson skulde overleveres til dem, hvilket Kongen ikke vilde tillade, endskiøndt Stokholms Borgere ogsaa paastode det samme, foregivende, at man ingen Fred kunde haabe, saa længe som han betienede sig af samme Ministers Raad. Endeligen lod Besættningen selv sig forlyde, at, hvis Kongen ikke vilde overlevere ham, vilde de selv giøre det. Men Kongen var saa fortrylled udi samme Mand, at intet kunde bevæge ham dertil, tvertimod, han lod strengeligen forbyde at legge Haand paa ham, gik selv ud til Krigsfolket, og plaiderede for ham, sigende, at alt hvad han havde giort var efter hans egen Ordre. Jøran Peerson skiulede sig paa Slottet. Men Krigsfolket støvede ham omsider op, og bragte ham tillige med hans Moder til Hertugernes Lejer.

Da han kom til Lejren, blev han strax dømt af Krigs-Retten fra Ære og Liv, Jøran Peerson bliver overleveret og rettet.som en Landsforræder, og efter at han var bleven piinligen forhørt, blev han den 22 Septemb. overgiven udi Skarpretterens Hænder. Først bandt man ham til Galgen, derefter bleve begge hans Øren afskaarne. Siden sloges et Reb om hans Liv under Armene, og blev han ophidset udi Galgen, hvor han en heel Time blev hengende. Derpaa tog man ham ned igien, bandt hans Hænder og Fødder udstrakte til 4re Pæle, og synderslog Been, Laar og Arme. Udi all den Pine hørte man ham ikke eengang drage een Suk. Endeligen slog man ham for Brystet, og da han var slagen to gange, raabte han omsider: nok, nok. Udi det samme kom Hertug Carl forbi ridende, da raabte Mis|476dæderen: Forbarme Eder over mig, naadige Herre, og forkort min Pine, at jeg ikke skal tvivle om min Salighed; Hvorpaa Hertugen befoel, at man skulde hugge hans Hoved af. Hans Moder, som havde seet paa denne Execution, kastede sig selv baglængs ned af en Hæst som hun blev ført paa, og brød sin Hals i tu.

Saadant Endeligt fik den navnkundige Jøran Peerson, som af ringe Herkomst var bleven Kong Eriks Premier Minister. Ingen kand sige andet end han jo havde Betænkning over denne Execution.fortient Straffen. Men denne forskrækkelige Execution og Straffens Maade giver kun en slett Idée om disse gode Hertuger, helst, saasom det er uvist, om han forførte Kong Erik, eller at han alleene lod sig bruge som et villigt Instrument til at exequere hans onde Villie; thi man seer, at Kongen var complet ond, førend han betienede sig af denne Mands Ministerio. Jøran Peerson har ellers været et hurtigt Hovet, og en sær forslagen Mand. Hans Courage eller rettere haarde Gemytt viises alleene tilstrækkeligen af den Kiækhed, som han lod see ved Executionen, da saa mange PinselerPinseler]Pinseler] Pinseleler A Pinseler] Pinseleler A ikke kunde bevæge ham til at sukke. Der siges ellers, at han paa Torturen skal have bekiendt mange Misgierninger, som han, Kongen endogsaa uvidende, skal have bedrevet; Item at Kongen skulde have i Sinde at sætte Ild paa Stokholm, og flygte med sin Skatt til Rysland. Men det kand ogsaa være, at Hertugerne, som ingen Helgene vare, have udspredet deslige Ting for at bevæge Staden des snarere til Overgivelse.

Efter Jøran Peersons Død angrebe Hertugerne Stokholm af all Magt, og lode Staden sterkt beskyde af Brunke-Bierget. Kongen derimod forsvarede sig det beste han kunde, og giorde adskillige Udfald. Der siges da, at han søgte Kong Friderik om Hielp under heel fordeelagtige Vilkor; men Budet blev fangen og ihielslagen i Calmar, dog fik man ingen af Brevene, efterdi samme Bud havde kasted dem i Søen. Endeligen begyndte Magistraten i Stokholm ogsaa at trække paa Linie med Hertugerne indlades i StokholmHertugerne, og lod dem viide, at de paa en vis Tid vilde aabne Stads-Porten for dem, hvilket og|477saa skeede, og Krigs-Folket kom ind udi Staden, just paa samme Tid, som Kongen sadd udi Kirken og hørte GUds Tienesten. Da han merkede, at hans Fiender havde bemægtiget sig Staden, forlod han Kirken, og løb ilende til Slottet. Men Steen Eriksen, som var til Hæst, naaede ham paa Vejen, og truede at skyde ham ned, hvis han ikke gav sig. Men, da han rakte Haanden til Steen Eriksen for at give sig, (a) stak en af Kong Eriks Drabantere ham en Hellebart udi Livet, hvoraf han døde, og Kongen derover fik Lejlighed at retirere sig til Slottet, og lukkede Porterne til efter sig. Imidlertid udplyndrede Krigsfolkene Jøran Peersons Huus, item alle andres, som havde været Kongen troe; de anfaldte ogsaa den Russiske Gesantes Palais, som de ogsaa havde plyndret, hvis Hertug Carl ikke havde hindret dem. Man havde derpaa Bud til Slottet, at Kongen strax skulde forføje sig ned og tale med dem. Men, efterdi Porten var lukket, talede de over Muren til hinanden, og raabte da Claus Flemming til Kongen, at, hvis han ikke strax vilde komme ned, skulde han vende sine Canoner mod Slotts-Porten, og tvinge ham dertil. Kong Erik derover, da han merkede, at det kunde ikke andet være, gik han endeligen ned af Slottet, og begav sig udi Kirken, hvor Hertug Carl opbiede ham; Der bleve da vexlede mange Kong Erik giver sig fangen.baade venlige og haarde Ord, og gav Kongen sig omsider fangen, betingende sig alleene Livet; Derpaa opsagde Stænderne ham deres Troeskab, og erklærede Hertug Johan til Konge i hans Sted. Saadan Ende fik Kong Eriks Regimente, og kand man ikke sige, at han havde forskyldt andet; thi, endskiønt han er ikke nær saa meget udraabt i Historien, som Kong Christian 2, saa seer man dog, at han langt overgik ham i det Onde, men i ingen Maade lignede ham i det Gode. Han blev tillige med sin Gemahl Catharina satt udi Fængsel sin Livs Tid. I Førstningen havde han nogenledes god Opvartning, men hans Broder Johan skildte ham siden ved hans Folk og Tienere, saa at han beholdt fast intet uden Catharina tilbage. Dette gik denne u-lyksalige Konge saaledes til Hierte, at han med egen Haand skrev sin Broder et ziirligt Latinsk Brev til |478(saasom han havde lagt temmelig god Grundvold udi samme Sprog) og derudi gav tilkiende, at hans eeneste Tienner og Kok, desligeste hans Kudsk vare ham Slutningen paa hans Historie.fratagne, begiærende derhos ydmygeligen, at han i sin store Sorg maatte have nogen hos sig, som kunde gaae ham til Haande, og at der maatte nogen beskikkes, som kunde kaage hans Mad, at han med Frue og Børn ikke skulde døe af Hunger. Derom fik han vel Fortrøstning af den da regierende Konge, men der blev kun lidet efterlevet, dog blev ham tilladt Bøger, Blek og Papir efter Begiering. Udi saadan Tilstand døde han omsider 1577. den 25 Febr. og blev paa Kongl. Viis begraven. Der siges, at han engang fik Lyst at viide hvad Folk talede om ham, og hvad Aarsag man gav til hans Fald og Fængsel. Han spurdte da TaarngiemmerenTaarngiemmeren]Taarngiemmeren] B, Taarengiemmeren A; Taarengiemmeren SS Taarngiemmeren] B, Taarengiemmeren A; Taarengiemmeren SS ad en Dag: Hvad siger Almuen, og hvad Aarsag giver man til at Kong Erik er skildt ved sine Riger og kasted i Fængsel? Taarngiemmeren svarede da: Ordet gaaer, at Eders Naade var falden i Svaghed og Afsindighed. Hvortil Kongen svarede: Ja jeg bekiender, at jeg var ikke rett ved Forstanden, da jeg lod min Broder komme af sit Fængsel, og tog Grimen af den Hæst, som nu har slaget mig ned paa Jorden.

Medens denne forunderlige Cathastrophe skeede udi Sverrig, sadd Dannemark stille, saasom der var giort et halvt Aars Stilstand mellem Rigerne. Det er ingenlunde at tvivle om, at hvis samme Rige da havde villet betiene sig af Lejligheden, det jo kunde have bemægtiget sig en temmelig Deel af Sverrig. Men det er troeligt, at man indgik denne Stilstand eendeel for at give den indbyrdes Krig meere Tøjlen, eendeel ogsaa for at obligere sig denden]den] B, denne A den] B, denne A Herre, som fik Overhaand, og derved at bringe ham til des billigere Freds-Conditioner. Men man byggede paa en falsk Grundvold, og begge Ting sloge fejl, thi Krigen fik snarere Ende end man havde indbildet sig, og den nye Konge var ikke billig til at accordere meere end hans Formand. Kong Johannes skik|479kede strax efter sin Ankomst til Regieringen tvende Gesantere Thure Handel om Fred med den nye Konge.Bielke, og Jøran Gyldenstierna til Dannemark, for at handle om Fred. De samme traadde udi en Conference sammen til Roskild med de Danske Fuldmægtige Peder Oxe, Rigets Hoffmester, Johan Friis, Canceler, Holger Rosenkrands, Peder Bilde og Niels Kaas. Paa de Lybskes Vegne mødte Christopher Rohde, Borgemester, Friderik Knebel, Raadmand, og Doct: Calixtus Schein. Da bleve adskillige Ting proponerede af de Danske Fuldmægtige, hvilke de Svenske sagde at de ingen Instrux havde at handle om, og derfor begiærede saa lang Tid, indtil de kunde faae hentet nærmere Fuldmagt fra deres Konge; hvilket ogsaa blev bevilget, og, eftersom Regieringen udi Sverrig saae, at de Danske Krigs-Folk laae udi fuld Rustning ved Grændserne, komme Gesanterne tilbage med Fuldmagt at handle om en bestandig Fred. Efter adskillige Disputer, blev der endeligen paa begge Sider besluttet, at der skulde være en ævig Fred mellem Rigerne.

Denne Fred, som blev sluttet til Roskild den 18 November. 1568 bestod af 30 Roskildske Fordrags Artikle. Artikle. (a)

1. Skal der være ævig Fred mellem Rigerne.

2. Den Rett, som Kongen af Sverrig havde tiltaget sig at føre Dansk og Norsk Vaaben, skal renonceres paa.

3. De 3 Kroner maa herefter bruges af Kongerne paa begge Sider; Dog skal ingen af Parterne dermed tilegne sig Rett til den anden Parts Riger eller Lande.

4. Sverrige skal afstaae alle de Prætensioner det hidindtil har ført paa Norge, Halland, Skaane, Blegind, og Gulland.

5. Iligemaade skal Kongen af Dannemark afstaae sine Prætensioner paa Sverrig.

6. Jemteland og Herdalen skal igien komme til Norges Krone.

8. Warbierg Slott skal igien leveres til Dannemark, og Elsborgs Slott til Sverrig.

9. Hertug Magnus skal nyde og beholde Sonneborg og Oesel.

|480De andre Artikle handle om at restituere Skibe, Gods og andre i Krigen borttagne Sager; Iligemaade, at Sverrig skulde erstatte Krigens Omkostning til Dannemark.

Dette Fordrag blev strax confirmeret og besejled af Kong Friderik for at blive overleveret de Svenske til rette Tid og Sted. All Ting syntes da at være jævnet; De Svenske Gesantere forlangede en Beregning paa den Penge-Sum, som skulde betales til Dannemark efter Fordraget, og Kongen lod dem herligen tractere, og Kong Johan vil ikke ratificere dette Fordrag.beordrede Erik Munk at gelejde dem til Sverrig. Men Kong Johannes, saasom han saae sig fast i Sadelen, og Sverrig bragt udi fuldkommen Roelighed igien, vejgrede han sig for at ratificere det Roskildske Fordrag. Den Svenske Historie siger, (a) at Kong Johannes fandt sig ikke forbunden til at holde Fordraget, efterdi det var giort imod hans Villie. Men først er det ikke troeligt, at de Svenske Fuldmægtige uden Kongens Villie skulde slutte og indgaae saadane vigtige Ting. Dernæst viiser Historien, at de vare temmeligen caute og agtsomme ved denne Freds-Slutning, og at de giorde en Rejse fra Roskild til Sverrig alleene for at erkyndige sig om Hoffets Villie. Saa det derfore er langt naturligere at troe hvad som jeg derom har anført, sær, saasom fremmede Skribentere vidne det samme. Chytræus, (b) en af de Tiders oprigtigste Historieskrivere, taler derom saaledes: Da Johannes, hastigere end han ventede, havde giort Ende paa de Borgerlige Krige, forkastede han nogle af de sluttede Freds-Artikle, hvorudover Krigen gik for sig paa nye igien. Med Krigen fornyes.ham stæmmer ogsaa overeens den særdeeles u-partiske Skribent Thuanus. (c) Saaledes blev denne Fred til intet igien, og man rustede sig til Krig igien paa begge Sider til paafølgende Aar.

Amiral Peder Munk løb med den Danske og Lybske Flode udi Øster-Søen, for at hindre Tilførsel at komme ind udi Sverrig. Efter at Floden havde krydset en Tid lang udi Søen, og man fornam ingen Krigs-Skibe fra Sverrig, løb den ind udi Revals Havn, og der bemægtigede sig 30 Kiøbmands Skibe af skiøn og riig Ladning. Til Lands belejrede Kong Friderik dette Aar Warbierg, og, da han fornam, at Kong Johan var kommen ned over Hullvejen med et stort Antall Folk, lod han ham efter gammel Skik tilbyde enten at undsætte Fæstningen, eller at møde ham med sin Krigshær for at holde et Feltslag. Men, som Kong Johan ingen Lyst havde dertil, søgte han at giøre all muelig Anstalt for at beskytte Skaane og Blegind; Men det kunde ikke hindre, at jo Hertug Carl tillige med Pontus de la Gardie giorde Indfald udi de Danske Provincier, hvor de giorde stor Skade med Røven og Plynderen; Da blev Ysted afbrændt tillige med Aahuus, og mange Landsbyer. Og er det merkeligt, at hvor Hertug Carl foer frem, lod han allevegne skrive paa Kirke-Dørrene disse Ord: Carolus Dux, Gustavi Regis Filius, Vindice fato: ligesom han var bange, at Indbyggerne skulde for hastig glemme at bande ham formedelst det Rov og Brand, som han da øvede. Medens de Svenske saaledes huserede udi Skaane og Blegind, holdt Kong Friderik Warbierg sterkt belejret: Men udi denne Belejring havde de Danske den U-lykke, at de mistede tvende anseelige Mænd, nemlig Frands Brokkenhuus og Felt-Herren Daniel Rantzov. Den første, da han nærmede sig til Slottet, blev han skudt udi sit eene Been, hvortil sloges Koldfyr, saa at han døde af samme Skade. Daniel Rantzov omkommes for Warbierg.Den sidste da han laae bag enbag en]bag en] bagen A bag en] bagen A Klippe og vilde viise Musqvetererne hvorledes de skulde stille sig ind paa Slottet, kom der en Canon-Kugle, som skiød hans Haand af. Han kand holdes for en af de store Generaler paa de Tider, hvorfore hans Død blev højligen begrædet af alle Danske. Endeligen maatte Warbierg give sig paa Accord, Warbierg erobres.og Kongen lod derpaa Slottet sterkt befæste og forsyne med alle fornødne Ting.

Efter den tappere Daniel Rantzovs Død blev Christopher von Dohna beskikket til Felt-Herre igien, hvilken giorde et Indfald |482udi Sverrig, og der havde den Lykke paa et Parti at fange den Svenske Felt-Marskall Pontus de la Gardie, og huserede de Danske da ligeledes udi Smaalandene, som de Svenske tilforn havde giort udi Skaane og Blegind. Pontus de la Gardie blev satt udi Forvaring paa Kiøbenhavns Slott, og der tracteret som en fornemme og anseelig Fange, og lod Kong Friderik derved see ikke liden Generositet, helst efterdi han i visse Maader kunde ansees som en Deserteur, efterdi han tilforn havde været udi Dansk Tieneste. Han kom Pontus de la Gardie fanges.ved Freden løs igien, og er bleven Stam-Fader af de mange store Mænd af samme Familie, som endnu florere i Sverrig. Og tiener denne Løsgivelse til et Beviis paa, at han ikke maa have begaaet det Forræderie udi forrige Danske Tieneste, som ham tillegges af Jacobo Typotio: thi han kom ikke alleene paa fri Fod igien, men endogsaa af Kong Friderik fik et honorabelt Paß. (a) Udi dette Aar stiftede ellers Kong Friderik Communitetet udi Kiøbenhavn. Derom, saavelsom om andre Stiftelser, skal tales paa et andet Sted. I det øvrige er samme Aar merkeligt formedelst adskillige Store Døds-Fald; thi, foruden den anseelige Felt-Herre Daniel Rantzov, som blev ihielskudt for Warbierg, henkaldede GUd til sig den gamle Enke-Dronning Sophia, Friderici 1. efterlatte Gemahl, efter at hun havde siddet 35 Aar Enke. Hun døde i sit 70de Aar til Kiel, og blev begraven hos hendes Salige Herre til Slesvig. (b) Dernæst Otto Krumpen, Dannemarks Riges Marsk, som døde i sit 96 Aar, og blev begraven i Mariager Kirke; Magnus Gyldenstierne, som var 84 Aar gammel, og endelig Doct: Hans Albertsen Biskop udi Siælland.

Nu træder jeg til det lyksalige Aar 1570, hvorudi den blodige 7 Aars Feide blev 1570.bilagt ved den for Riget glorieuse og fordeelagtige Stetinske Fred; Thi Kong Johannes, saasom han forud |483kunde see sig ingen Fordeel at kunde have ved denne Krigs Continuation; thi Warbierg var forrige Aar forloren, og Elsborg, som var Nøglen til Sverrig, var udi de Danskes Hænder; Den Danske Flode spillede Mester i Søen, og saaledes afskar Sverrig all Tilførsel, at man for Mangel paa Viin maatte bruge anden sterk Drik i den hellige Navere. Derforuden var Sverrig ogsaa geraadet i Krig med Rysland, hvorudover han alvorligen begyndte at tænke paa Fred, og til den Ende Mode til Stetin om Fred.betienede sig af den Franske Gesant Dancey for at negotiere et Forliig. Efter adskillig Forhandling, blev endeligen efter Kejser Maximiliani, Kongens af Frankrig og andre Potentaters Forslag berammet en Samling til Stetin den 1 Julii 1570, hvor der mødte paa Dannemarks Vegne Peder Bilde, Henrik Rantzov, Stadtholder i Holsten, Jørgen Rosenkrantz, Niels Kaas, og Doct: Joachim Hink; Paa Sverrigs Side Niels Gyldenstierne, Canceler, Jøran Gierra, Bengt Gylte, Erik Gyldenstierne og andre. De Danske stode fast paa det Roskildske Fordrag, men de fremmede Gesantere holdte for, at man burde sætte samme Fordrag tilside, og rette sig efter denne nærværende Tid. Ingen søgte meer at hindre Freden end de Polske Fuldmægtige; De samme paastode, at, saasom Dannemark stod i Forbund med Polen og Rysland imod Sverrig, saa burte man bie til en allmindelig Fred blev sluttet. Men de Danske svarede dertil, at Kongen af Dannemark stod i Forbund med Kongen af Polen, i Henseende til Lifland, ikke mod Kong Johan, menmen]men] B, med A men] B, med A imod Kong Erik, som da sad fangen. Men hvor vit samme Argument kunde holde Stik, vill jeg overlade andres Domme; Hvad det Ryssiske Forbund angik, da sagde de, at saadan Alliance var af samme Natur, som de Forbund Polen slutter med Tyrker og Tatere, Christendommens Fiender, og derfor ikke burde holdes. Dette vil jeg ej heller raisonnere over, saasom jeg ikke veed hvor vit Dannemark havde engageret sig i Forbund med Rysland. Kejseren lod da ved samme Lejlighed anføre Prætensioner, angaaende Lifland, besværgende sig over, at samme Province var fravendt det Romerske Rige; item at den Danske Prinds Magnus havde sluttet Forbund med Rysserne, og ladet sig give Titul af Konge |484over heele Lifland. Dertil svarede de Danske Commissarier, at saadant var imod Kong Frideriks Villie og Videnskab, og derfor, hvis Hertug Magnus giorde noget u-forsvarligt, var det paa hans eget Ansvar og Regning. Men, saasom alle vare inclinerede til Fred, fandt man Middel til at hæve disse og andre Tvistigheder, og blev da endeligen den 13 Decembr. sluttet den bekiendte Stetinske Fred, hvis Originaler bleve forfattede paa Tydsk udi 22 Artikle, hvoraf de fornemmeste ere efterfølgende.

Art. 1, 2, 3. Der skal være mellem Rigerne en ævig Fred, og den eene af Stetinske Freds Artikle.Parterne skal hielpe og beskierme den andens Undersaatter mod Vold og U-rett.

4. Begge Konger skulle have Rett til at føre de 3 Kroner i deres Vaaben, dog saaledes, at ingen derved skal tilegne sig Rett til den andens Riger; Og, paa det at denne Sag ikke skal geraade i Urigtighed, saa henstilles den til Kejserens, Churførstens af Saxen, Brandenborg, Pfaltz, og Hertugens af Brunsvig endelige Dom og Kiendelse.

5. Kongen af Dannemark afstaar sine Pretensioner paa Sverrig, og Kongen af Sverrig sin Tiltale paa Norge, Skaane, Halland, Blegind og Gulland.

6. Grændser mellem Skaane, Halland, Blegind og Sverrig, skulle være de samme, som de vare udi Christiani 3. og Gustavi 1. Tider, og, dersom nogen udi Krigen haver givet sig og sit Gods under andres Herskab, skal de for saadan Forpligtelse igien løslades.

7. Det Arve-Gods, som Danske Undersaatter have i Sverrig, og Svenske udi Dannemark, skulle de fremdeeles beholde, og hvad som dem i Krigen er frataget, det skulle de igien bekomme.

8. Fangerne skulle paa begge Sider løsgives.

9. Dersom nogen Undersaatt har haft Jurisdiction, Fiskerie, Jagt eller anden Rettighed udi den andens Rige, skulle de det fremdeeles beholde.

10. Sverrig skal restituere til Dannemark, Jemteland, Herdalen, samt alle borttagne Skibe med Canoner, og derforuden betale til Krigens Omkostning 150000 Rigsdaler, og det udi 2 Ter|485miner; Og skulle de Danske beholde Elsborgs Slott indtil den halve Deel af Summen, nemlig 75000 Rigsdl. blive betalte, som skal skee næstkommende 7 Junii, og, naar samme første Termin er bleven betalt, skal Slottet igien overleveres til Sverrig.

11. Den Liflandske Handel, og de Tvistigheder som ere angaaende samme Land mellem Sverrig og Prinds Magnum, skal overlades til Kejserens Kiendelse. De andre Artikle, som ikke ere af synderlig Vigtighed, kand læses i Tractaten selv.

Saaledes endtes denne besværlige Krig, som havde varet paa 8tende Aar, 1571.Dannemark til stor Fordeel og Ære, efterdi samme Rige derved erholdt alt hvad det havde forlanget. Freden blev efterfølgende Aar af begge Konger ratificered, og var Kong Friderik siden den Tid saa omhyggelig for at leve i Roelighed, at endskiøndt de Svenske udi 7 Aar giorde Difficulteter med de accorderede Penge, og endeligen gave Kobber derfor, hvoraf man her lod støbe Canoner, (a) saa kunde han dog ikke bringes til at indvikle sig udi nye Uroeligheder. Men hans Majestet satt sig for at anvende sin øvrige Regierings Tid paa at forbedre sine Lande ved adskillige nyttige Anstalter og Forordninger, og, som det var fornødent at bestyrke det Kongelige Huus ved Livs-Arvinger, henvendte han sine Tanker til at begive sig udi Ægtestand, og lod anholde hos Hertug Ulrik af Meklenborg om den Meklenborgske Princesse Sophia, som paa samme Tid var ikkun 16. Aar gammel. Samme Princesse blev ham strax accorderet, og giorde hun sit Indtog i Kiøbenhavn den 4. Julii 1572. Kongen tog 1572.selv imod hende uden for Staden, og førte hende ind med et prægtigt Følge, og blev Kongens Bilager med den Meklenborgske Princesse Sophie.Bilageret celebreret den 20. Julii paa Slottets store |486Sall, udi de Holstenske Hertugers og adskillige fremmede Herrers Nærværelse: Brudevielsen blev giort af den Kongelige Hoff-Prædikant Mag. Christopher Knopf, Kroningen blev forrettet Dagen derefter, og blev den nye Dronning salvet i vor Frue Kirke af den Siællandske Superintendent Doct. Poul Madsøn. Og saaledes fuldte Glæde paa Sorg, thi foregaaende Aar 1571 kaldede Gud den dydige Enke-Dronning Dorothea til sig. Hun Enke-Dronningens Dorotheæ død.døde til Synderborg, og siges at have stiftet den Skole og Hospital til Kolding, hvor hun bestandig holdt sit Hoff. (a) Det er ellers merkeligt om hende, at hun Aar 1557 forærede til Kiøbenhavns Raadhuus den prægtige Spænde som Kiøbenhavns Jomfruer brugte siden til Brøllups Zirat. (b) Paa samme Tid lod sig see en nye Stierne in signo Cassiopeæ, hvilken satt alle Astronomos i Arbeide. Derover forfærdigede siden den Danske Astronomus Tycho Brahe et Skrift, hvorudi han viisede, at det var en virkelig Stierne, imod andres Meeninger som have regnet saadant blant meteora udi Luften. (c) Den voxede længe, men tog omsider af, og endeligen forsvantes 1574.

Saasom forrige Aar Kongens Fru Moder Dronning Dorothea ved Døden var afgangen, og samme Dronning paa sin Livs Tid havde været forlehnet med Synderborg, Norborg og Pløen, da, saasom samme Provincer havde været destinerede til Kongens Broder, Hertug Hans, kaldet den Yngre, som hans Fædrene Arv, kom han Nogle Anmærkninger over de Slesvigske Sager.i dette Aar i fuldkommen Possession deraf. Thi det var en vedtagen Skik paa de Tider udi Førstendommerne, at de bleve deelte imellem de Kongelige og Førstelige Børn, ligesom privat Arvegods, skiønt jeg seer ikke paa hvad Fundament, allerhelst det Slesvigske, som var en Province af Riget, og derfor under samme Vilkor som Dannemark, hvilket paa de Tider skulde heede et Vall-Rige, og derfor ingen Deeling kunde lide. Men jeg har ofte tilforn antegnet, at man ingen Reede kand finde udi de Tiders Jure Publico, hverken Rigerne eller Førsten-|487dommerne angaaende. Stænderne udi Slesvig Holsten prætenderede udi Christiani I. Tid, at samme Førstendommer ikke skulde være Arve-Lande, men at de skulde have Frihed at udvælge een udaf den sidste Hertugs Arvinger, hvem de vilde, og dog lode de uden Modsigelse stedse fra højstbemeldte Konges Død det deeles ligesom privat Arvegods mellem de Kongelige Børn. Man raaber stedse paa, at Slesvig er en Part af Jylland, og dog stedse tracterer det paa samme Fod som Holsten. Vor Historie-Skriver Hvitfeld siger ideligen, at Dannemark er et Vall-Rige, og dog ligesaa tit taler om de Kongelige Børns Arverett. Norge erklæres for et Vall-Rige ligesom Dannemark, og dog paa samme Tid skriver Hertugerne af Slesvig Holsten sig Arvinger til samme Rige. Om saadant reiser sig af de Tiders Juristers Uvidenhed, eller af vore Historie-SkriveresHistorie-Skriveres]Historie-Skriveres] B, Historie-Skrivers A Historie-Skriveres] B, Historie-Skrivers A Efterladenhed, som have glemt at anføre Aarsagerne til saadan Ustadighed og apparente Contradictioner, skal jeg ikke kunde sige. Vist nok er det, at deslige Forvirrelser in Jure Publico findes neppe udi noget andet Rige. Og varede denne Confusion udi Førstendommerne indtil Christiani 4. Tid, da Jus Primogenituræ eller første Fødsels Rett blev indført, hvorom videre skal tales i høistbemeldte Konges Historie.

Hertug Magnus af Saxen Lavenborg, som havde til ægte den Svenske Princesse Hertug Magnus af Saxen Lavenborg arresteres i Dannemark.Kong Johannis Søster, reisede dette Aar hemmeligen af Sverrig ind udi Dannemark, og agtede uden Kongens Videnskab at fare igiennem Riget til Tydskland; Men, saasom Kong Friderik fik Kundskab der om, lod han ham anholde til vidre Efterrettning; thi, som samme Herre havde udi Krigen ladet sig see en bitter Fiende af Dannemark, saa giorde han sig ikke lidet mistænkelig ved saadant Opførsel, nemlig at holde sig forklædt udi en Tieners Dragt udi Riget. Hans Svoger Kong Johan, samt andre Tydske Førster, arbeidede strax af all Magt paa hans Befrielse, hvorudover Kong Friderik, saasom hans bestandige Forsætt var ikke at indvikle sig i nogen Uroelighed meer, lod ham komme løs, men dog saaledes, at han maatte reversere sig aldrig hverken hemmeligen eller aabenbare at foretage noget imod disse Rigers Interesse, og derforuden at indstille sig i sin Arrest igien, |488naar Kongen det forlangede. Udi samme fredelige Henseende vilde Kongen ej heller meget bemænge sig udi de Liflandske Sager, hvorudover oft bemeldte Prinds Magnus efter adskillige udstandne Avantures maatte omsider see Landet an med Ryggen.

Jeg har tilforn viiset, at samme Prinds Magnus for sin Arve-Parts Afstaaelse Hertug Magni Skiæbne i Lifland.udi Førstendommene bekom Oesel, Vig og Churland til et Arve-Lehn af sin Broder Kong Friderik; item hvorledes han sammesteds maatte tumle sig om med Svenske, Polaker og Rysser, som tillige med ham alle vare Beilere til Lifland. Af alle disse Beilere huserede Rysserne allersterkest i Landet, søgende ved Mord og Brand, og Stæders Ødeleggelse at bringe Lifland under sig. Men just den haarde Medfart foraarsagede, at de ikke kunde naae deres Maal, og at Liflænderne heller vilde styrte sig i yderste Ulykke, end give sig under Moscovitisk Herredom, hvilket, da Grosførsten Ivan Basilovitz merkede, hittede han paa en anden Invention, foregivende, at han forlangede ikke at blive andet end Skyds-Herre over Lifland, men at han vilde overdrage Landet til Hertug Magnum, og erklære ham til Konge derover. Dermed tænkte han at dysse Indbyggerne i Søvn, og siden rødde Hertug Magnum af Vejen for at bemægtige sig Landet igien. Hertugen bifaldt dette Forslag, og Liflænderne selv funde Prinds Magnus erklæres Konge af Lifland.Behag udi at regieres af en Dansk Prinds. Hertug Magnus begav sig derpaa til Moscow, hvor Grosførsten beviisede ham stor Ære, og erklærede ham Konge over Lifland, saaledes at Grosførsten skulde alleene have Titul af Skyds-Herre, og lade sig nøje med en liden Aarlig Recognition, forpligtende sig derhos at assistere den nye Konge af yderste Kræfter, indtil han fik fulkommen Possession af Landet. De andre Vilkor vare, at Magnus skulde have Lifland for sig og sine mandlige Arvinger, og, om han døde uden Arvinger, skulde en Dansk eller Holstensk Herre succedere ham paa samme Conditioner. Grosførsten bragte derpaa en stor Armée paa Beenene for at soutenere den nye Konge. Dette skeede nyeligen for det Stetinske Fordrag, og Sverrig blev derover indviklet udi en farlig Krig med Moscovien, hvilken continuerede i lang Tid, uden at Magnus kunde komme i Possession af sit nye Rige. Han |489belejrede med Moscovitisk Magt strax Revall, og lod Indbyggerne viide hvad som var forhandled mellem ham og Grosførsten, viisende dem, hvor fordeelagtigt og reputerligt det var for Landet at regieres af en egen Konge af Dansk Blod. Men den Belejrer Reval forgiæves.Svenske Gouverneur tillige med Indbyggerne forsvarede Staden med saadan Bestandighed, at Kong Magnus Aar 1571 den 16 Martii maatte ophæve Belejringen igien. Krigen blev siden fortsatt nogle Aar med foranderlig Lykke, indtil Grosførsten begyndte ogsaa omsider at tractere Magnum med Haardhed, og lade nogle af hans Hans videre Skiæbne.Ministrer henrette, da forlod denne ulyksalige Herre Ryssisk Parti, og retirerede sig til Churland, hvor han omsider efter saa mange udstandne Avantures Døde 1579. (a) og hans Enke Maria, som var en Moscovitisk Princesse, begav sig efter hans Død til Moscovien igien. At hans Tilstand haver været slet, sees blant andet af en egenhændig Obligation, som jeg haver, hvorudi han for 1500 Mark, som han laaner af en ved Navn Friderik Gros, sætter ham baade Pant, og derforuden stiller ham Forlovere. Hans Titul udi samme Obligation (b) er denne: *Wir Magnus von GOttes Gnaden der Stiffte Oesel und Wiek Herr, Bischoff zu Churland, Administrator des Stiffts Reval, Erbe zu Norwegen, Hertzog zu Sleswig Holstein, Stormarn und Ditmarschen, Graff zu Oldenburg und Delmenhorst. Men man seer, at alle disse Titler kunde ikke skaffe ham Credit paa nogle 100 Mark, med mindre der fuldte Pant med.

For at komme til Dannemark igien, da havde Kong Friderik udi det Aar 1573.adskillige Tvistigheder med Hamborgerne om det saa kaldt Jure Restringendi, hvilket vidtløftigen skal forklares udi Christiani 4. Historie, og, som de i samme Aar holdte et Tvistighed med Hamborg om jure Restringendi.Orlog-Skib paa Elven, for med Magt at beskytte samme Rett, lod hans Majestet anholde alle Hamborgske Skibe, og forbød Hamborgerne all Handel paa Rigerne, hvilket jog saadan Skræk udi dem, |490at de optingede med en Tønde Guld, og derforuden maatte forbinde sig at lade Kongelige Undersaatteres Skibe losse deres Vahre, hvor dem lystede. Med samme Iver stod Kongen kort derefter paa sin Højhed imod nogle Franske Gesantere, som komme til Søes fra Polen. De samme vilde med Magt løbe igiennem Sundet uden at stryge deres Seil for Kronens Fæstning, hvorudover man hilsede dem saaledes med Canoner, at de ikke alleene maatte stryge Seil, men endogsaa give sig fangne. Men, som paa samme Tid var Venskab mellem Dannemark og Frankrig, lod hans Majestet dem efter giordte Deprecation løbe igien. Det Ægteskab, som Kongen havde indladet sig foregaaende Aar udi med den Meklenborgske Princesse, velsignede Gud dette Aar med en Dotter, som kom til Verden paa Koldinghuus den 25. Augusti, og blev kalden Elizabeth. Aaret derefter faldt 1574.Dronningen igien i Barselseng, og fødde en anden Princesse kaldet Anna, som kom til Verden paa Skanderborg den 12. Decembr. og er den samme den udi Historien bekiendte Princesse, som siden fik Kong Jacob af Skottland, og hvorom videre skal tales i Christiani 4. Historie.

Hans Majestet lod ellers samme Aar see stor Omhyggelighed for boglige Konsters Forfremmelse ved adskillige nyttige Anstalter. Blant andet forordnede han for Skolernes Vedligeholdelse, at alle Degnekald og Landsbyer to Miile Vejes omkring Kiøbstæderne skulde legges til Skolerne. Og, som den store Astronomus Tycho Uraniborg oprettet for Tycho Brahe.Brahe var nyeligen kommen hiem fra sine udenlands Reiser, beordrede han ham offentligen at holde Prælectioner paa Universitetet i Kiøbenhavn, indrummede ham den lille Insul Hveen, og med stor Bekostning lod for ham oprette det Navnkundige Observatorium Uraniborg, hvilket han lod forsyne med mange kostelige og usædvanlige Mathematiske Instrumenter. Og, som hans Majestet havde merket udi sidste Krig, at de Svenske nogle gange havde lagt sig udi Sundet, og fodret Tolden af fremmede Skibe, da, paa det at saadant ikke oftere skulde skee, lod han udi Foraaret af samme Aar anlægge det sterke og prægtige Slott Kronborg, hvor tilforn var en Skandse kalded Krogen, som han først |491lod i Grund nedrive. Fra den Tid denne Kronborg anlægges og Øresunds Told regleres.sterke Fæstning blev anlagt, er bleven i agt tagen meere Regularitet ved Farten og Tolden i Øre Sundet. Ja, om man skal troe Hollandske Relationer, da er Øresunds Told udi denne Konges Tid satt paa den Fod, som den siden stedse haver været, saa at, da man tilforn betalede ikkun en vis Penge for hvert Skib, som passerede, er Priisen siden bleven regnet efter hvert Skibs Ladning. Denne Forandring regne de fra det Aar 1566, hvorvel man kand see af de Spanske Gesanteres Klagemaal 1562, at Tolden da allereede ikke var paa den Fod som tilforn. (a) Han lod derforuden ogsaa dette Aar af Antvortskov Kloster indrette et Kongeligt Slott. Derom, saavel som hans andre Bygninger, skal tales paa et andet Sted.

All Ting var da i ønskelig Fred og Roelighed, og Velstand regierede over alt. Det eeneste, som foruroeligede Kongen, vare de Liflandske Sager, og Hertug Magnus; dog, saasom hans Majestet saae, at det var et Desperat Arbeide, at maintenere samme Hertug, fandt han ikke for gott, at indvikle Riget i nogen virkelig Feide derfor, og at tentere Lykken paa nye, efter at han havde ført to saa lykkelige Krige, og med Fordeel og Ære giort Ende paa alle de Tvistigheder, som Riget tilforn havde været udi, og derfore gik han ogsaa meget lempeligen til Verks med Kong Johan af Sverrig, endskiønt samme Konge gav ham adskillige Aarsager til Fortrydelse, eendeel, efterdi de Penge, som af Sverrig vare accorderede ved det Stetinske Fordrag, ikke bleve betalte, eendeel og, efterdi højstbemeldte Konge Johan sluttede Forbund med Paven og Catholske Potentater imod Riget, og synes det, at Kong Friderik haver tracteret Forvirrelse i Sverrig.dette og andre Kong Johannis chimerique Desseins med Foragt. Thi, naar man undtager Regimentets Haardhed, saa var denne Kong Johannis Opførsel i Sverrig lidt klogere end hans Broders, som han havde stødt fra Thronen; thi han begyndte udi det Aar 1573 at arbeide paa en nye Religion i Sverrig, og at indføre en Liturgie, som nærmede sig til den Catholske Religion, hvoraf han var indtagen. Derom vil jeg intet videre her tale, men vende mig til Dannemark igien, hvor All-|492ting florerede, saavel udi Staten som Religionen, thi den Religions Tvistighed, som reisede sig efterfølgende Aar 1575, var kun et Vejr-Lys, som lod sig see, og forsvantes paa een gang. Dog, saasom den Mand, som gav Anledning der til, nemlig Doct. Niels Hemming, var en af de største Theologis, som havehave]have] A B; havde SS have] A B; havde SS været siden Religions Tvistighed.Reformationen, og den Process, som ham formedelst Religionen blev formeret, er saa meget bekiendt udi Historien, kand jeg ikke forbi gaae at melde noget, saa vel om Personen, som om Sagen i sig selv.

Niels Hemming var en Lollænder (a) af Geburth. Han havde udi sin Doctor Niels Hemmings Historie og CharacteerUngdom studeret 5 Aar til Wittenberg, hvorfra han igien begav sig til Fædrenelandet, og bragte Recommendations-Brev med sig fra sin Læremester Philippus Melanchthon. Udi Kiøbenhavn blev han først Professor Linguæ Græcæ, (b) siden Professor i Theologien, og endeligen Doctor. Det store Pund og den Lærdom, han var begaven med, bragte ham udi saadan Anseelse, at han af alle blev holden for den lærdeste og fornuftigste Theologus der havde været i Norden, men, som han havde været Melanchthons Discipel, blev han mistænkt for udi Dannemark, at have samme Meening om Nadveren og Christi Menniskelig Natur. Ja, som han var den største Theologus i Landet, indbildte man sig udenlands, at den heele Danske Kirke inclinerede til Calvini Lærdom.

Hvad som meest bragte ham i Suspicion var eendeel et Skrift, han havde ladet Hans Skrifter foraarsage Uroelighedpublicere om den hellige Nadvere, eendeel ogsaa de Disputer, han havde haft med de Saxiske Theologis i Kiøbenhavn, da Churførste Augustus sammesteds bivaanede Kongens Bilager. Og, som paa samme Tider blant de Saxiske Theologos selv vare Disputer om samme Materie, beraabte de iblant dem, som favoriserede Melanchthons Lærdom, sig paa Doctor Hemming og den Danske Kirke. Dette foraarsagede, at Churførst Augustus af Saxen formanede Kongen ved Skrivelse at hæmme |493saadan Lærdom. Hans Majestet lod derpaa den 5te Junii opkalde paa Slottet, saavel Professorerne som Præsterne, og lod dem ved Rigets Hoffmester Peder Oxe udi Canceler Niels Kaases og Jørgen Rosenkrantzes Nærværelse foreholde, at Hans Herr Fader Højlovlig Ihukommelse Christianus 3. havde ladet reformere Religionen udi disse Riger efter den Augsborgske Bekiendelse, og at den samme hidindtil er bleven uforfalsket lært, men at ham var nyeligen tilskikket af Churførsten af Saxen en Bog publicered af Doctor Niels Hemming de cœna Domini, tvertimod den Augsborgske Confession, hvorudi Hans Majestet har ikke kunnet finde uden stor Mishag, befoel derfor strengeligen, at ingen maatte skrive eller lære noget som var imod samme Bekiendelse, med mindre de vilde underkastes hans Unaade, og straffes paa Liv og Gods. Efter at saadant var tilkiende givet alle udi Almindelighed, vendte Hofmesteren sig i Han tiltales derfor.sær til Doct. Hemming sigende: Og Eder Doct. Niels Hemmingsøn, lader Hans Majestæt befale at revocere det, som I har skrevet om den Hellige Nadvere, og er Eders Svar derpaa begiærende. Doctor Hemming svarede der til, at hans Majestet for et Aar siden havde kaldet ham og hans Colleger til Fridrichsborg, og der befalet dem at indeholde med ydermeere Disputer om den Hellige Nadvere, men der hos gav tilkiende, at hvad som af ham, nemlig Doctor Hemming, var skrevet, skulde holdes ham til gode. Paa saadant Kongeligt Løfte forlod han sig nu, og Hans Svar.haabede, at han, som en gammel Theologus, ikke skulde tvinges til at revocere sit Skrift. Videre sagde han, at der var en Artikel udi hans Bog, som man stødte sig paa, den vilde han gierne udslette, men bekiendte, at han intet havde at sætte i Steden igien. Han beklagede endeligen de mange TvistighederTvistigheder]Tvistigheder] Tvistighedere A Tvistigheder] Tvistighedere A som vare i Tydskland, og de mange stridige Confessioner sammesteds, og takkede Gud, at her udi Riget var Eenighed, og at den eene ikke lærte anderledes end den anden.

Med dette Svar kunde man ikke være fornøjet, thi at ville udslette den omtvistede Artikel og intet at sætte i Steden derfor igien, var ingen Revocation. Men det, som meest mishagede de Konge|494lige Ministres, var de sidste Ord, nemlig at alle her i Riget vare eenige med ham i Lærdomen; thi der til svarede strax Rigets Raad Hans Samtale med Jørgen Rosenkrantz.Jørgen Rosenkrantz saaledes: Saa merke vi da, at, efterdi I sige, at her er Eenighed, at disse andre Theologi, som her staae, ere ligesaa gode som I. Jeg taler intet om disse andre, sagde da Doct. Hemming, men siger alleene, at, siden mit Skrift er publiceret, man ikke haver lært anderledes end tilforn. Saa høre vi da, sagde Rosenkrantz, at man lærer anderledes paa Universitetet, end som der prædikes i Kirkerne, hvor til Hemming svarede: Hvad Præsterne prædike, vil nu ikke falde mig ind, men det veed jeg, at jeg har aldrig lært eller disputeret anderledes udi 30. Aar. Med dette Svar bragte han Præsterne i Harnisk imod sig, saasom han derved syntes at ville tilkiende give, at der vare 2 slags Meeninger om den Hellige Nadvere i Riget, een fornemme Lærdom, som de Højlærde havde for sig selv, og en anden trivial Meening, som man havde overladt til Præsterne; Hvorfore ogsaa den Siællandske Superintendent, Povel Madsen, strax paa Clericiets Vegne traadde frem, og sagde, at han meenede, at udi de Kirker, som ham var betroet, intet blev lært uden Guds reene Ord, saasom det havde været antaget og forklaret fra Reformationens Indførsel i Riget. Hofmester Peder Oxe giorde omsider Ende paa denne Tale, og tog sig paa at referere hans Majestet hvad Svar man havde faaet.

Kort derefter nemlig den 15 Junii maatte alle Professorer forpligte sig under Godses og Livs Fortabelse, ikke atikke at]ikke at] at A B; ej at Rahbek ikke at] at A B; ej at Rahbek skrive eller disputere om det Høyværdige Sacramente anderledes end som der om bliver talet i den Augsborgske Confession. Der med meenede man da, at det skulde forblive, men, som Kongen kom i Erfaring om, at Riget endda hørte ilde formedelst Doct. Hemmings Skrift om Nadveren, fandt han for got Aaret derefter 1576. at befale oftbemeldte Doctor offentligen at revocere samme 1576. Skrift, og tillige med skriftligen at tilkiende give hvad hans Meening var om Doct. Hemming faaer Ordre at revocere.Altarets |495Sacramente. Dette søgte Hemming af all Magt at afvende, men Hans Kongl: Majst. kunde ikke bevæges til at staae fra sit Forsæt, hvorudover han omsider maatte beqvemme sig dertil, og giøre den bekiendte revocation som lyder saaledes:

Denne hans Bekiendelse og Revocation har han forfattet paa Latin og ladet den Kongen offerere, hvorpaa Hans Majestet skikkede den strax til det Theologiske Facultets Erklæring, for den enten at cassere eller samtykke og underskrive. Der blev den funden Conform og overeensstemmendeovereensstemmende]overeensstemmende] B, overeensstemmede A overeensstemmende] B, overeensstemmede A udi alle Puncter med den Danske Kirkes Lærdom, og derfore af Facultetet den 16 Aprilis blev samtykked og underskreven. Men Hemmingius blev ved at lære som tilforn, hvorudover der komme nye Niels Hemming bliver ved sin forrige Lærdom.Klagemaal fra Saxen over ham, hvilket viiser, udi hvilken Anseelse denne Mand har været, efterdi de udenlandske Theologi ansaae ham som den største og habileste Lærer paa de Tider, og som ved sin Authoritet kunde giøre Skaar i den da herskende Religion udi Saxen. Af disse nye Klagemaal blev Kong Friderik omsider i det Aar 1579 bevæget til at removere ham fra sit Embede, dog, paa det han i Alderdommen ingen Nød skulde lide, forsørgede ham med et Canonicat og andet Gods udi Roskild, vor han forblev indtil det Aar 1601, da han udi sit 89de Aar døde, og blev begraven sammesteds. Udi denne Re|497traite var han ikke ørkesløs, men giorde herlige Forklaringer over Psalmerne; Han var blind udi de sidste Aar, hvilket hans u-afladelige Hans videre Skiæbne og Skrifter.Studeringer foraarsagede. Han har skrevet mange Bøger, og fandt Simon Goulard saadan Behag udi hans smaa Theologiske Skrifter, at han lod dem paa nye igien trykke til Geneve Anno 1586. (a) Udi hans 70de Aar skrev han en Bog kalden Immanuel, hvilken synes i sær at sigte paa den hidsige Theologum Jacobum Andreæ; Men den samme blev ikke publiceret førend efter hans Død Anno 1615 til Frankfort. Der ere ellers adskillige Critiqver giorde over hans Revocation, og have nogle holdet for, at den saaledes var satt paa Skruer, at enhver Calvinist kunde underskrive den. Blant dem, som saaledes dømme, er Samuel Andreæ. (b) Men saadan Critiqve viiser, at man er mægtig til at giøre all Ting eqvivoqve, hvor klart det end er forfattet. (c) Vist nok er det, at det Theologiske Facultet i Kiøbenhavn fandt den at være gandske Orthodox, og synes mig, at ingen, der læser den fra Begyndelsen til Enden, kand med Billighed falde paa andre Tanker.

Kort efter denne Religions Tvistighed var bilagt, og Hemmingius havde giort oven anførte Revocation, giorde Kongen med Dronningen og den heele Hoff-Stat en Rejse til Meklenborg, hvor han i Rostok blev prægtigen imodtagen af Hertug Ulrik, og af ham gelejdet til Gustrau. Der mødte ham Churførst Augustus med mange Tydske Herrer, og blev da talt om Religions-Sager, og maaskee Vejen banet til Hemmingii Remotion, som fuldte nogle Aar derpaa.

Den ønskelige Fred, som Riget var velsignet med, gav Hans Majestæt Lejlighed 1577.til at stifte mange nyttige Ting; item at pynte paa de prægtige Slotte, som han for Kong Frideriks hærlige Bygninger.nogle Aar siden havde lagt Grundvold til, og som endnu i vore Tider ere disse Rigers Zirath. De fornemmeste af disse Slotte vare Frideriksborg og Kronborg. Jeg har tilforn antegnet, at Kongen ved Mageskifte af Rigets |498Amiral HerlufHerluf]Herluf] B, Herulf A Herluf] B, Herulf A Trolle, i Steden for Skue Kloster Aar 1560 bekom Hillerødsholm, som var et Adeligt Gods. Sammesteds lod han anlegge 1562 det vitberømte Slott Frideriksborg, hvilket han stedse pyntede paa, skiønt denne prægtige Bygning blev ikke bragt til Fuldkommenhed førend under hans Søn og Successor Christiano 4to. Til det andet Slott Kronborg blev lagt Grundvold 1574, som sagt er, paa hvis Perfection ogsaa aarligen blev arbejdet, og saasom der paa Lappen fandtes en u-hørlig stor Steen, satt Hans Kongelig Majestet sig for 1577 at forflytte samme Steen til Kronborg. Mange holdte saadant Verk underligt, hvorfor der ogsaa blev slaget Vedemaal derom. Men Kongen trængede dog igiennem dermed, lod den forflytte under Slottet 1580, og sætte paa det yderste Næs af Søekanten, for at styrke Grunden, hvor Søen plejede mest at bryde ind. Til en Erindring om denne store Entreprise lod han derpaa sætte saadan Inscription: Anno M. D. LXXX. Fridericus 2. Daniæ Rex, curavit hoc saxum à primo suo loco, ubi vicissim alius subrogatus est lapis, ad hunc devolvendum. Hans Majestet lod ogsaa dette Aar 1577 med stor Fliid i Norge søge efter Guld, Sølv, Kobber, Blye og Jern-Miiner, og lod derhen til samme Ende skikke Berg-Folk. Anledning dertil gaves af de Decouverter, som skeede udi Christiani 3. Tid, og hvorom er taled udi Højstbemeldte Konges Historie. Men jeg seer intet i det ringeste af Guld eller Sølv at være fundet under denne Konges Regiering, saadant og meget andet var reserveret hans navnkundige Successor Christiano 4.

Hans Majestet havde ellers dette Aar Tvistighed med Engeland, efterdi Tvistighed med Engeland angaaende Seilatzen paa Archangel.Engelænderne uden hans Minde sejlede paa hans Strømme, og øvede Fiskerie ved Island, iligemaade at de continuerede med den Ryssiske Handel paa Archangel, hvorved Riget leed stor Skade paa Øresunds Told. Engelænderne derimod meenede, at det stod dem frit for at sejle i den rumme Søe. For at afgiøre denne Tvistighed blev berammet et Mode til Embden den 25 Julii, som siden blev forflyttet til St. Georgii Kloster ved Hamborg, og opsatt til den 10 Augusti. Did forsamlede sig begge Rigers Fuldmægtige, og da paastode de Danske, at Engelænderne |499havde ingen Rett til at besejle Moscovien paa den Side, saasom Vejen falder mellem Island og Norge, de Danskes Paastand.som ere Kongens Lande. Desligeste beviisede de med Breve, at det var Engelænderne for mange Aar siden forbudet at øve nogen Sejlatz omkring Island, Helgeland eller Findmarken. Videre, sagde de, at saadan Handel var Rigerne til stor Skade, og at Engelænderne ogsaa i den Henseende overtraadde de gamle Forbund mellem Rigerne, hvorudi det eene Rige lover at befodre det andet Riges Fordeel. De Engelske Commissarier besvarede den eene Post saaledes, at der vel var giort Foreening mellem Rigerne, at Engelland ikke skulde handle paa Island, men ingenlunde at de jo maatte sejle omkring Norge og samme Øe til fremmede Steder; Iligemaade at det samme De Engelskes Svar.Forbund var kun paa nogle Aar. Videre foregave de, at den viide rumme Søe var aaben for alle, og kand jeg ikke see, at de derudi talede uden Grund, thi, hvis det kunde forbydes udi den rumme Søe at rejse forbi en andens Lande til 3de Sted, kunde Engeland og Frankrig forbyde alle Nordiske Folk at rejse igiennem Canalen til Spanien. Spanien kunde ogsaa paastaae, at ingen uden dets Tilladelse maatte Autoris upartiske Betænkning derover.handle paa den Midlandske Søe, Irland uden dets Tilladelse at reise til Indien omkring samme Øe, ja kort at sige, ingen Handel kunde paa noget Sted skee uden special Tilladelse. Hvad det andet Argument angaaer, at det var imod Forbund, efterdi det eene Rige har lovet at forfremme det andet Riges Fordeel, saa kand man sige, at Engelænderne begyndte Sejladsen paa Archangel, ikke for at beskadige og fornærme de Danske, men for at avancere deres egen Handel, hvorudi ingen Nation er at fortænke. Men, som de Danske Fuldmægtige ingen Ordre havde til at vige fra disse prætensioner, blev Tvistigheden opsatt til videre. Saaledes beskriver Resenius dette Mode i Kong Frideriks Historie, hvorudover det er des meere at forundre, at han siden skriver, at de Danske udi det Aar 1583 beraabte sig paa den Tractat, som 1577 blev sluttet til Embden, og derved glemmer, hvad han selv har skrevet, nemlig at Modet løb frugtesløs af, og at Embden var ikke det Sted hvor det blev holdet. (a)

|500Men hvad, som har giort dette Aar meest mærkværdigt, var, at Dronningen den Christiani 4. Fødsel. 12 April blev forløst med en Prinds, som blev en af de navnkundigste Konger, Dannemark nogen Tid har haft, nemlig Christianus 4. Og, som ved alle extraordinaire Prindsers Fødsler gierne fingeres Miracler, saa fortælles her, at en Bonde paa Samsøe foregav sig af en Hav-Frue at have hørt en Spaadom om samme Prindses Fødsel. Men derom skal vitløftigen tales udi Christiani 4. Historie.

Efterfølgende Aar 1578 begynder vor Historicus med en Comet, som han siger, 1578.var Forevarsel for den Krig og Blods Udgydelse udi Lifland, da dog samme Land udi mange Aar tilforn havde været en Skue-Plads af alle de Ulykker, som man kand imaginere sig, uden at nogen *Comete haver ladet sig til Syne. Ellers huserede Rysserne skrækkeligen dette Aar i Landet, saavel imod Fiender, som imod sine egne Allierede, hvilket foraarsagede, at Prinds Magnus med sin Gemahl retirerede sig til Churland. Og foraarsagede dette, at Kongen affærdigede en Legation til Moscovien, for hvilken Legation Jacob Uhlefeld var Chef: Samme Gesant havde Instrux at Jacob Uhlefelds Ambassade til Moscovienhandle om en ævig Fred, saavel for Sverrig, som for Prinds Magno, udi Lifland. Men Grosførsten vilde ikkun slutte en Stilstand, saasom han havde i Sinde imidlertid at bestyrke sig for at begynde Krigen paa nye igien. De Danske Gesantere, efter at de udi lang Tid vare blevne opholdne, kom der omsider en Skrækk over dem, saa at de troede, at Grosførsten havde Ont i Sinde imod deres Personer, og derfore imod deres Instrux accorderede en Stilstand paa 15 Aar. Men Kong Friderik havde saadan Mishag i denne Gierning, at han lod deres Opførsel examinere paa en almindelig Herredag efterfølgende Aar, og faldt da Jacob Uhlefeld, som Formand for Legationen, i Kongens Unaade, og blev satt fra sin Værdighed, som var Rigets Raad. Dette Gesantskab har Jacob Uhlefeld selv beskrevet paa Latin, og har Melchior Hammerfeld befordret Skriftet til Trykken. (a)

Jeg har tilforn fortaalt om de Tvistigheder, som vare imellem Kongen og Hertugerne af Holsten om det Slesvigske Lehn. |501Denne langvarige Stridighed foretog man sig dette Aar 1579 at afgiøre, og voldgav Sagen paa Churførst Augustum, Tvistighederne om det Slesvigske Lehn decideres.Hertug Ulrich af Meklenborg, og Landgreve Wilhelm af Hessen, hvorudover et almindeligt Mode blev berammet til Odense i Fyen den 25 Martii, hvor der paa Kongens Vegne mødte Niels Kaas Canceler, Peder Gyldenstierne Rigets Marsk, Jørgen Rosenkrantz, Jacob Uhlefeld, som deraf sees at være kommen i Kongens Naade igien, og Caspar Paslich Licentiat. Hertugerne af Holsten affærdigede did hen Benedictum von Ahlefeld, Johan von der Wisch, Henrik von Rosenbrok og andre. Efter at disse tillige med Stadsherrenes Gesantere havde examineret alle gamle Lehns-Breve, blev endeligen fundet for gott, at Kongen skulde forlehne Hertugerne med Førstendommet Slesvig, som et Arve-Lehn, og det inden *Aar og Dag. Hertugerne derimod, som Rigets Vasaller, skulde sværge Kongen tilbørlig Troeskab. Og blev tillige med afgiort, hvorledes Eedens Form skulde forfattes. Lehns-Conditionerne vare disse: at Kongen udi Krigs-Tider skulde overlægge med Hertugerne om hvad som kunde være tienligt til Førstendommets Forsvar: Hertugerne skulde, naar Riget det behøvede, skikke Kongen et vist Antall Fodfolk og Ryttere, og underholde dem paa deres egen Bekostning: Kongen derimod lovede dem, som sine Vasaller, Protection og Beskyttelse. Hvad Successionen angik, enten den, som var nærmest udi Grad, skulde succedere, eller om Jus Præsentationis skulde validere, derom kunde denne gang intet sluttes, men den Post blev opsatt til en anden Tid; Dog blev derom saaledes foreenet, at ingen af den Afdødes Paarørende skulde bemægtige sig hans efterladte Gods, men lade det administreres af troe og svorne Mænd, indtil Herrerne imellem sig selv blive foreenede derom, eller Rætten dømmer dem imellem. (a)

Efter at dette saaledes var laved, giorde man Anstalter til Lehns-Acten, som 1580.efterfølgende Aar blev forrettet til Odense den 3. Maj saaledes: Efter at Kongen havde satt sig paa sin Throne, fulde Hertugernes Fuldmægtige i Knæ for Hans Majestet og der-|502paa ved Johan von der Wisch, som førte Ordet, ydmygeligen begierede, at Lehns-Actens Ceremonier. Hans Majestet vilde efter gammel Skik og Sædvane forlehne deres naadige Herrer med Synder Jylland og Femern, hvorpaa dem blev svaret, at de skulde lade deres Herrer viide, at de strax kunde indstille sig. Hertugerne lode sig da strax indfinde med stor Stads og Følge; Kongen stod da strax op af sin Throne, greb om Stangen af Fahnen, som 4re Lehns-Dragere holdte, og derpaa sagde: Saa forlehner og investerer jeg Eders Førstelige Naader alle og enhver i Særdeleshed, mig og selv og min elskelige kiære Søn, samtlige Hertuger til Slesvig, med det Førstendom Slesvig, og det Land Femern, med all deres Højhed, Regalier, Herlighed og Rettighed udi den Hellig Trefoldigheds Navn. Vi ville os mod Eders Førstelige Naader, og alle disse Lehns Blods-Forvante altid Broderlig og venlig forholde, forventende os det samme af Eders Førstelige Naader igien. Derpaa overleverede Hans Majestet Herolden denne Fane, hvilken blev kasted ned blant Folket; Siden blev den Slesvigske og Femerske Fane ogsaa nedkasted. Endeligen fik hver af Hertugerne sit Lehnsbrev, hvormed Acten endtes.

Dette har jeg holdet fornødent her at anføre, endskiønt jeg udi mit heele Verk har viiset, at jeg ingen Elsker er af at fortælle blotte Ceremonier. Men, som ofte i Historien tales om disse Lehns-Acter, og de samme ingensteds tilforne ere med Omstændighed beskrevne, saa har jeg engang for alle her villet giøre en Beskrivelse over disse Slesvigske Lehns-Ceremonier, som skee ved Fahners Kastelse. Det Synderligste, som herved er at i Agt tage, er at Kong Friderik forlehnede sig selv iligemaade med Hertugdommet, og derved, saa vit som han var Hertug, erklærede sig selv Vasal af Riget. Kort efter at Hertugerne saaledes vare forlehnede med Førstendommet, døde Hertug Hans til Hadersleb den 2. Octob.

Ellers var dette Aar merkværdigt formedelst den Affaire angaaende den bekiendte Historien om Formula Concordiæ.Bog kaldet Formulæ Concordia, som nogle sige, at Kon|503gen kastede paa Ilden, andre derimod nægte Factum, og saasom det samme har givet Anledning til store Tvistigheder blant de Lærde, saa vill jeg her omstændeligen tale derom. Historien af samme Formula Concordiæ er denne. Saasom der udi Saxen vare store Tvistigheder mellem de Evangeliske Geistlige om adskillige Religions Puncter, saa at den Saxiske Kirke kunde deeles udi to Secter, nemlig udi ivrige og tempererede Lutheraner, hvoraf de Første fuldte blindt Lutheri Lærdom, de andre derimod inclinerede til nogle af Melanchthons Meeninger, og var Doct. Niels Hemming ligesom Chef for det sidste Parti, og i den Henseende blev saa hæftigen forfuldt af de ivrige Lutheraner, som er viiset i hans Historie. Saasom nu disse Sidste forplantede deres Lærdom paa en subtil Maade, saaledes at de vel bekiendte sig at følge den Augsborgske Confession, og dog havde noget bag Ørene, hvilket i sær kand sees af Hemmingii Syntagmate eller Skrift om den Hellige Nadvere, saa funde de ivrige Saxiske Samme Formulæ Forfattelse.Lutheraner, eftersom de havde Churførst Augustum paa deres Side, for gott, at forfatte et Skrift kaldet Formula Concordiæ, og det udi saadanne Terminis, som kunde betage Melanchthons Disciple all Echapade. Forfatterne deraf vare 5 Theologi, hvoraf den Fornemste var Jacobus Andreæ, og maatte alle Saxiske Geistlige den samme, som et Mynster af den reene Lærdom, underskrive, med mindre de vilde være anseede, som de der havde Lyst til Usamdrægtighed, eller Religions-Strid. Udi dette Aar lod Churførsten skikke til Dannemark et Exemplar af denne Bog indbunden udi Fløjel, og med Guld beslagen, med Begiæring, at Hans Majestet vilde befodre den udi sine Riger. Men den Holstenske Superintendent Paulus von Eitzen, Den skikkes til Kong Friderik fra Saxen.samt den Danske Hoffprædikant Mag. Knopf raadede Kongen fra at antage den samme, foregivende, at, saasom Skriftet alleene var forfatted imod adskillige Vildfarelser, som havde opreiset sig udenlands, og hvormed den Danske Kirke ikke havde været foruroeliget, saa havde man her saadan Medicin ikke nødig; til med burte saadant at have været skeet af et almindeligt Mode, ikke af 5 Geistlige alleene, der tiltoge sig større Myndighed end dem tilkom, saa at det tienede ikke til andet end at forstyrre Fred og Eenig|504hed i Riget og Førstendommene. Derforuden havde bemeldte Mænd Afskye for denne Bog, efterdi derudi vare forkastede adskillige af deres Lære-Mesters Hvorledes den blev imodtagen.Philippi Melanchthons Meeninger. Besynderligen var Paulus von Eitzen en Fiende af Jacobo Andreæ, der havde været den Fornemmeste udi at sammensmeede bemeldte Formulam Concordiæ, hvorfor han ogsaa lod publicere sin Betænkning derover udi et Skrift, som han skikkede til Churførsten med saadan Titel: *Ursache warumb die Subscription des Bergischen Buches billig soll werden abgeschlagen; Ja bemeldte Paulus von Eitzen arbeidede med saadan Iver paa at kuldkaste dette Skrift, at det hverken udi hans Tid, eller siden er bleven approbered udi Førstens Lande, og at Kong Friderik lod den ved en offentlig Forordning forbyde, som lyder saaledes:

Friderikh thend Anden med GUds Naade Dannemarks, Norges, Venders Kong Frideriks Forordning derimod.og Gothers Konnungh &c. Vor synderlige Gunst tilforn: Viider at thend Bog mand kalder Opus Concordiæ, som nu lang Tid uden Lands hafver været for Hender udi Verch er nu paa Trych udgangen, som Os oc ther af et Exemplar er tilkommen; Oc, efterdi udi samme Bog skall findes thend Lærdom, som Os oc Vore Kirker er fremmed oc u-bevaant, at letteligen, ther ofver thend Eenighed, som til Tis (GUd Lof) thisse Riger hafver været holden udi, kunde forstyrris, ther som samme Bøger blifve allmindelige her udi Riget, oc skall udspreddis, oc icke af Øfrigheden ther med udi Tide hafdes et Indseende, helst, efterdi vi icke tvifle paa, at her udi Riget saavelsom andensteds vell skall findes thet Folk, som sig til Nytt skulle lade bevæge. Thi byde Vi Eder og alvorligen befale, at I nu strax tilsiger alle Bogførere ther udi |505Stictet, som plejer at indføre Bøgger, at the alldeelis ingen af fornefntefornefnte]fornefnte] B, fornenfte A fornefnte] B, fornenfte A Concordie Bøgger kallede, tilltænke at indføre, selge eller af hende her udi Riget, saafremt the icke ther ofver vill have forbrudt theres Boes Lod oc straffes paa Lifvet uden all Naade. Sammeledes saa tit oc ofte, at I formerche ther kommer nogen Udlandiske Bogfører, at I thennem lader advare oc tillsige, før the udligger theres Bøgger, at the icke distrahere eller selge fornefnte Bog til nogen her udi Riget under theres Bøggers Fortabelse, oc, hvis the hafver med at fare; Thesligeste, at I strax paa Vore Vegne tilskriver alle Præsterne udi eders Stict, og the som Skolerne forestaae, at the icke tiltænker at lade samme Bog findes hos sig, saa fremt the icke ther ofver vill hafve forbrødt theres Kald oc Sogner, oc tillmed straffes uden all Naade, som the ther Øfvrigheds Bud oc BefalningBefalning]Befalning] B, Besalning A Befalning] B, Besalning A icke hafve haft udi Act. I ville her med som Eders Embede thet udkræfver, oc som I ville være GUd oc Os kiær oc taknemmelig, hafve et flittigt Indseende, at her imod ikke skeer eller handles. Saa fremt Vi befinde, at I seer igiennem Fingre med nogen, oc samme Bog bliver almindelig her i Riget, Vi icke skulle forordne udi Eders Sted thend, som vill giøre og hafve thend Inspection, hans Embede udkræfver. Anseendes at Vi, som en Christelig Øfrighed trachte efter thend reene Lærdoms Eenighed at erholde udi thisse Riger, udi hvilken Vi ere opdragne, oc hafver været till Tiss, oc ther for at hindre oc afwende the Aarsager, hvormed Fred, Roe og Eenighed kunde forstørres oc andre forføres; hvilket Vi oc Eder, paa Eders Embedes Vegne ville hafve befalet oc paa|506lact. Ther med skeer Vor allvorlige Vilge oc Befallning, thi tager her hermedher hermed]her hermed] A B; hermed SS her hermed] A B; hermed SS ingen Forsømmelse fore. Befalendes Eder GUd. Skrefvet udi Antvorskov Kloster den 24 Dag Julii Aar 1580. Under Vort Zignet.

Af denne Forordning sees, at Kongen havde en yderlig Afskye for Formula Concordiæ, og har med stor Omhyggelighed søgt at hindre dens Indførsel og Debit udi Rigerne. Dette tilstaae alle, endogsaa de som hæftigst plaidere for denne Bog. Tvistighederne ere alleene, om Kongen kastede den paa Ilden. Derom findes vigtige Autoris Betænkning over Tvistighederne om dens Historie.Argumenter pro & Contra. De som holde for saadant, at være skeed, beraabe sig paa Selnecceri Liig-Prædiken over Kong Friderik, hvorudi han taler om samme Bog, som burte kastes paa Ilden, og opoffres Dievelen. Men de grunde deres Meening besynderligen paa Friderici 2. Danske Krønike, som der meenes at være skrevet af Canceler Hvitfeld, og publiceret af Resenio. Derudi fortælles Factum med disse Ord: Men, efterdi Kongen merkede, at der udi indeholdtes mange nye forborgne og u-sædvanlige Meeninger, da om Natten, som han ikke kunde sove, kaldede han paa sin Kammer-Junker, bød ham giøre Ild, thi han havde fanget en Diævel, som han vilde forbrænde, og, da Ilden var tendt, kastede han Bogen derpaa; De, som nægte Factum, raisonnere saaledes: at saadan Præcipitance var ikke overeensstemmende med nogen af Kongens andre Gierninger, at Hans Majestet havde alt for stor Estime og Kiærlighed til Churførsten af Saxen, at han skulde saaledes handle med hans Foræring. Og endeligen, at de, som anføre denne Historie, komme ikke overeens i Omstændighederne. Jeg suspenderer gierne her mit Judicium. Men siger alleene dette, at udi det, som citeres af Resenii Historie, er ingen Demonstration, saasom man ikke |507veed, om det, som antegnes udi samme Historie, findes udi Canceler Hvitfelds Manuscript, eftersom Autor vidner, at have samlet Historien af adskillige Skrifter, særdeles af et, som af Stiilen synes at være Hvitfelds, og skulde jeg ikke troe, at det findes ligelydende udi samme Manuscript, efterdi Pontanus, som stedse følger Hvitfeld Fod for Fod, her differerer i Omstændighederne, thi Pontanus siger ikke at Kongen kastede Skriftet paa Ilden, men at han vilde heller at det skulde brændes, end at han skulde approbere noget, som kunde forarge. (a) Hvad Selnecceri Liig-prædiken angaar, da er det underligt, at samme Mand, som declamerer saa hæftigen mod Bogen, intet skulde melde om dette Facto, som efter hans Principium kunde være en Zirath udi Kongens Levnet, og seer man i det ringeste deraf, at det maa ikke have været ham bekiendt, thi ellers havde han uden Tvil heller sagt, at Kongen med Billighed kastede den paa Ilden, i steden for at sige, at den fortienede at brændes. Denne omtvistede Formula er siden bleven authoriseret saavel udi Rigerne, som udi den Kongelige Deel af Slesvig-Holsten, hvorfore vore nu værende Theologi med desstørre Iver søge at nægte Factum.

Hvad de øvrige Kongens Regierings-Aar anbelanger fra denne Tid indtil 1588, da er intet saa merkværdigt forefaldet, at dets Recit kand attachere Læserne: thi Riget var udi en fuldkommen Roelighed, saavel udvortes, som indvortes. De Liflandske Uroeligheder foraarsagede alleene, at Hans Majestæt maatte have et Øje til samme Land, og da Prinds Magnus Aar 1583 ved Døden afgik, tog Kongen Oesel, Vig og Churland til sig. Udi samme Aar anmodede han ogsaa Kongen af Skottland om Ørkenøernes Indløsning. Men de Danske Gesantere bleve da som tilforn afviisede med Complimenter. Saa at denne Affaire om Ørkenøernes Igienløsning, er med Tiden bleven anseet, som en slags Ceremonie, endskiønt Paastanden i sig selv er saa rigtig og solide, at intet kand siges derimod. Ellers underholdt Hans Majestet udi de sidste Aar stor Correspondence med Kongen af Navarra, hvilket |508kand sees af de Breve, som ere vexlede mellem begge Konger udi det Aar 1583 og 1584. (a) og som findes paa Dansk hos Resenium, item paa Latin hos J. Riccium. (b)

1585.Førend jeg slutter denne Højpriiselige Konges Historie, vil jeg anføre tvende Hendelser, som skeede Aar 1585, og 1586, og som kostede tvende Mænds Liv udi Dannemark. Udi det Aar 1585 kom til Helsingøer en ved Navn Johannes, som var Philippus Melanchthon nær paarørende. Den samme angav for Kongen, at han var kommen i Erfaring, at nogle af Raadet og Adelen havde i Sinde at omkomme Hans Majestet, og derpaa selv anmasse sig Regieringen. Men Kongen, som havde ingen af En fremmet Person blir rettet formedelst en falsk Beskyldning.sine Undersaatter mistænkt, merkede strax, at dette var en Digt af samme Mand, for at bane sig Vej til nogen Ære eller Belønning, lod ham strax arrestere. Og, efter at hans Angivelse var befunden at være en Calomnie, blev han dømt fra Livet og rettet. Den anden Passage var af efterfølgendeefterfølgende]efterfølgende] eterfølgende A efterfølgende] eterfølgende A Beskaffenhed. En afsatt Præst ved Navn Mag. Jacob Nielsen blev beskyldt udi det Aar 1586 at have giort en Viise om Mag. Jacob Nielsens Historie.Mag. Niels Hvid, Biskopen i Skaane, og derforuden at have øvet Vold mod samme Bisp, og kastet Steene ind i hans Gaard. Hvad Viisens Indhold var, nævnes ikke, hvorvel man kand slutte af de Vers bemeldte Mag. Jacob giorde paa Retter-Steden, at han maa have beskyldet Biskopen for Tyverie. Den Bitterhed, som han havde fattet mod samme Bisp, rejsede sig eendeel af en Dom, som var fældet mod ham, eendeel ogsaa, efterdi Bispen havde hindret, at han ikke kunde komme til Kald igien. Kongen befoel Professorerne i Kiøbenhavn tilligemed Doct. Poul Madsøn, Biskopen i Siælland, at de skulde kiende i denne Sag. Mag. Jacob Nielsen nægtede i Begyndelsen Gierningen, men siden udi Forhøret tilstod meer og meer deraf, hvorudover Mag. Jacob bliver rettet.han af denne Geistlige Rett blev dømt fra sin Kiole, og overleveret til den Verslige Øvrighed, hvilken dømte ham fra Livet, og blev han derefter halshuggen paa Slotts-Pladsen. Da han kom paa Retter-Pladsen, sang han efterfølgende Vers:

Hans Majestet, som havde udi sin heele Tid været ved bestandig Helbrede, undtagen at han eengang havde haft en Quartan Feber, (b) begyndte udi det Aar 1587 at finde en Tunghed udi sin Krop, hvilken holdt et heelt Aar ved, skiøndt han ikke lod sig merke der med indtil udi Februario af det Aar 1588, da denne Svaghed tog saaledes Overhaand, at han ikke kunde dølge det længer. Kræfterne toge da meer og Kongen bliver syg.meere af, saa at han omsider maatte holde Sengen. Den 4. Aprilis, som var hans sidste Dag, bestillede han Gudstienesten at holdes paa sit Gemak paa Antvortskov Slott om Eftermiddagen, saasom han var hæftig Syg, og da Doctoren følede hans Puls, sagde Kongen: lad Aaren slaae som hun vil; Det viide vi, at Guds Naade slaaer ikke Feil. Derpaa besvimede han, og da han kom til sig igien, sagde han, det er en underlig Strid som Døden og Livet føre. Efter at han havde holdet adskillig gudelig Tale med de Nærværende, sagde han Klokken 4re om Eftermiddagen at han vilde staae op; Men, da de lettede ham af Sengen, faldt han i en ny Daanelse, og Skilles fra Verden.derpaa opgav sin Aande, efter at han havde levet udi 53 Aar (c) og 9 Maaneder, og regieret udi 29 Aar og 3 Maaneder. Han var een af de nyttigste Konger disse Riger nogen Tid haver haft, thi Landet har aldrig været i større Reputation og Velstand end under hans Regiering. Der fremskinnede en særdeeles Fornuft i alle hans Hans Characteer.Gierninger, hvorpaa hans heele Liv er en Prøve, besynderlig det bestandige Forsætt han havde ikke at friste Lykken, efter at han havde ført tvende reputerlige Krige, og erholdet tvende fordeelagtige Frede, men at anvende den øvrige Tid paa at høste Frugten af sine Sejervindinger, og at sætte sine Riger i Floor og Velstand, hvilket ogsaa skeede; thi Tilstanden var da saaledes udi Ri-|510get, at man var i Stand at forstrække Penge til andre Potentater, og vidner Historien, at Keiseren søgte paa Pant af Juveler at laane Penge af ham. Derfor var han ogsaa i Stand at anlegge de allerprægtigste Bygninger, som endnu med Forundring sees, og er en Zirath udi Norden. Han var særdeeles Borgerlig, from og sagtmodig, men derhos ivrig i at maintenere Rigernes Højhed, thi, da Hamborgerne giorde sig for dristige paa Elben, kom han dem til at krybe til Kaarset, og at forsone ham med en Afbigt og Penge-Straf, og, da den Kongelige Gesant Caj Rantzow blev overfalden i Nederlandene, maatte Hollænderne blæse i Byssen og betale 30000 Rdlr. Han lod ogsaa de Polske Gesantere arrestere i Sundet, da de ikke vilde hilse Fæstningen. Hans Sædvane var at sige efter Maaltid: Kongen er ikke hiemme, hvilket var et Tegn, at Ministrerne og Hoff-Tienerne maatte slaae sig løs saa meget som de vilde: Men, saa snart som han sagde: Kongen er kommen hiem igien, blev allting stille. Det er ellers Skade, at vor Historicus har fast intet rørt om denne fortreffelige Konges saavel Sinds som Legems Qualiteter, saadant havde været bedre end at opfylde Skriftet med Hyldings, Kronings, Daabs og Begravelse Ceremonier. Vellejus udi hans Parentation vidner, at hans Majestet var trende gange i Livs Fare, 1) 1565, da han faldt under Amager Broe, og blev reddet af Herr Jørgen Brade, som derover kom til Skade, og døde nogle Dage derefter, og tvende andre gange, da han foer over Vand, og Iisen brast under ham, saa at han ikke uden med stor Nød blev reddet. (a)

Hans Dronning var Sophia Hertug Ulriks Dotter af Meklenborg, som han Hans Dronning og Børn.holdt Bilager med 1572. Med hende avlede han Elizabeth, som Aar 1590 fik Hertug Julium af Brunsvig. 2) Anna, som blev Dronning i Skottland, hvorom videre skal tales. 3) Christian 4. som succederede ham i Regieringen. 4) Ulrik som blev Biskop til Schwerin og Slesvig. 5) Augusta, som fik Hertug Johan Adolf af Slesvig. Hedvig, som fik Christianum Churførsten af Sachsen, og endeligen Johannes. Dron-|511ning Sophia residerede, efter Hendes Højsalige Herres Død til Nykiøping, og døde 1631 udi Hendes 74 (a) Aar sammesteds. Friderici Symbolum var: *Treu ist Wild-Brat; item: *Mein Hoffnung zu GOttGOtt]GOtt] OOtt A GOtt] OOtt A allein. Det første blev gemeenligen exprimeret med disse Bogstaver T. J. W. B. Over dette Apophtegma ere giordte mange Forklaringer, og meene nogle, at Kongen derved sigtede paa de Svenske, Hans Symbola.som skuffede ham ved Freds-Tractater, andre fordi han fandt Utroeskab blant nogle Officiers udi sin Armée, og andre igien, at han derved i Almindelighed gav tilkiende Lykkens Ustadighed, (b) og hvor lidet man kunde bygge paa Verden, hvorudover han brugte dette Symbolum Treu ist Wildbrat: Det er min Hund Vildprat er mig troe, thi han havde en troe Hund saa kaldet, hvis Skikkelse findes endnu paa Frideriksborgs Tapisserier med et Halsbaand hvorpaa staae disse Bogstave T. J. W. B.

Saasom Kong Friderik var en besynderlig Elsker af Lærdom, saa kand man regne Studeringers rette Opkomst udi Riget, under hans Regiering, og det formedelst de Hans Stichtelser ved Universitetet.store Beneficier han gav til Academier, Skoler og lærde Folk. Hvad Kiøbenhavns Universitet angaaer, da udgav han Aar 1569 den 21. Februarii en Forordning, hvorudi han strengeligen forbød Borgemester og Raad i Kiøbenhavn og alle andre udi nogen Maade at fornærme Professorerne udi deres Privilegier og Friheder. Udi samme Aar den 25. Julii stiftede han Communitet af Bispe Tiender, og andet Bønder Gods for 100 fattige Studenteres Underholdning, og derforuden dertil lagde 400 Rixdaler in Specie, af Sorøes, Antvorskovs og Ringsteds Klosters Indkomster. Samme Communitet, gemeenligen kaldet Klosteret, florerer endnu, og er den beste Communitetets Stichtelse.Skole paa Universitetet, saasom der disputeres over allehaande Materier paa Latin, naar de spiise. Angaaende de Personer som spiise paa Communitetet, da udfodres først, at de skal være fattige, hvilket kand sees af et Brev, som Kongen i den Henseende skrev til Rentemester Walkendorf, Biskop Poul |512Madsen, og Prof. Theolog. Anders Larsen, hvorudi han befaler at udelukke alle dem fra Kosten, som ikke ere nødlidende. (a)

Til denne Befalning blev han bevæged af et Vers, som en ubekiendt Person havde giort af det Indhold:

Aar 1571 den 11 Sept. forbedrede Hans Majestet Professorernes Stipendia af Roskilds og Lunde Kirkers Canonicater og Vicariater. Ja den Naade han havde for Universitetet, gik saa vit, at, da nogle af Raadet udi en Trætte om noget Gods i Faxöe Herred havde dømt Professorerne imod, giorde han Dommen til intet, og selv tilkiendte Universitetet samme Gods igien. (b) Siden havde han Omsorg for at de Exercitier, som skulde holdes paa Klosteret, bleve handhævede, som kand sees af en Forordning dateret 1574 den 27 Januarii. Udi denne Forordning er særdeles merkeligt, at Studenterne paa Klosteret befales at agere Terentii Comœdier, thi den 4 Artikel taler saaledes derom. (4) Skulde fornævnte Eleemosynarii, som af os underholdes, strax, naar nogen af Terentii Fabler ere udlæsede, publicè dem agere efter Rectoris og Theologorum Befalning. (c) Hvad Skoler angaaer, da funderede han en Skole 1586 i Sorøe for 60 Personers Underholdning og Lære, (d) hvilken udi hans Successors Tid blev et Illustre Academie, fuld af lærde og navnkundige Mænd. Til den Haderslebske Skole gav han 6000 Rixdl. og opmuntredes Adskillige Skolers Fundationer.andre af hans Liberalitet til at giøre deslige Stiftelser for Lærdoms opkomst. Saaledes funderede en ved Navn Ludolf Nommensøn den Flensborgske Skole. Kongens Farbroder Hertug Hans den Ældre, forvandlede Bordesholms Kloster til et Gymnasium, og Rigets Amiral Herluf Trolle stiftede den berømte Herlufs Holms Skole. Hvad Donationer til lærde Folk anbelanger, da forærede |513han 1559 en anseelig Sum Penge til de Magdeborgske Theologis for at lade trykke deres Centurias, saasom de selv ikke havde Evne til at giøre slige Bekostninger. Den Wittenbergske Kongens Gavmildhed imod lærde Folk.Professor Sturmius nød aarlig Pension af ham. Philippus Melanchthon, Georgius Major og andre bleve ogsaa begavede med Kongelige Foræringer, og om hans Liberalitet imod den store Danske Astronomum Tyge Brahe er tilforn talt. Derfor Berømmelige Mænd i denne Konges Tid.havde ogsaa denne Konge den Lykke at see Landet vrimle af lærde Mænd, Statister og store Generaler. Blant disse anseelige Mænd vare, foruden ovenmeldte Tycho Brahe, de Fornemmeste: Rigets Amiral Herluf Trolle, hvorom tilforn er talt; Rigets Hofmester Peder Oxe, hvis Portrait er ogsaa givet i Historien; Felt-Herren Daniel Rantzov, en af de store Generaler paa de Tider; Jacob Uhlefeld en stor Statist og grundlærd Mand, hvilken var Hovet for den bekiendte Moscovitiske Legation, som han selv paa Latin har skrevet; Hans tvende Cancelere Johan Friis og Niels Kaas, men besynderlig Henrik Rantzov Statholderen i Holsten, som formedelst sin Lærdom, Capacitet og store Dyder var et Vidunder paa de Tider i Norden. Samme Herre var den store General Rantzovs Søn, hvilken, foruden at han var en berømmelig Krigsmand, excellerede ligesaa meget udi Lærdom og Videnskaber som hans Fader udi Krigs-Sager. Thi han forstod foruden galante Europæiske Henrik Rantzovs BerømmelseSprog, ogsaa Latin, Græsk og Hebraisk. Han excellerede udi alle Videnskaber, og ikke alleene befodrede Studeringer ved sit Patrocinium, men endogsaa selv skrev mange Bøger, saasom tvende Bøger paa Latin om den Dytmarske Krig, som ieg ofte har citeret, Chersonesi Cimbricæ delineatio. Speculum Astrologicum, en Bog om SundhedsSundheds]Sundheds] Sandheds A B; Sundheds Rahbek Sundheds] Sandheds A B; Sundheds Rahbek Conservation, om de Climacteriske Aar, de Imperiorum Periodis, Epigrammata, en Historie over Holsten, Stormarn og Dytmarsken, foruden andre in Physica & re Militari. Han var selv med udi den Krig, som Kong Friderik førte udi Dytmarsken, saa at der ingen bedre kunde beskrive samme Krig. Hans Gods og Midler udi Riget og Førstendommene vare saa store, at han var i Stand til at forstrække adskillige Potentater |514med Penge. (a) Kort at sige: Faa Undersaatter paa de Tider havde større Meriter og vare i større Anseelse.

Blant lærde Danske, som florerede under Friderico 2, kand regnes den store Poët Erasmus Lœtus, hvilken døde 1582. (b) Hans Poëtiske Geist viises af de 4re Bøger de Re Nautica, og af det Heroiske Poëma paa Latin, som bestaar af 11 Bøger, og kaldes Libri Margareticorum, saasom de beskrive den Feide imellem Dronning Margareta og Kong Albert af Sverrig.

Den Velstand, som Riget var udi under Kong Friderik 2, gav hans Majestet Kong Frideriks Bygninger.Evne til at ziire og bestyrke Rigerne med prægtige Bygninger og Stæder, som Kronborg, Frideriksborg, Frideriksstad, Frideriksodde, Antvorskov Slott, Husum Slott og andet.

Hvad Religionen angaaer, da læsede han selv ideligen den Hellige Skrift, og af Davids Psalmer, Salomons Ordsproge og Syrach, uddrog en Samling af de smukkeste Sententzer, som han lod trykke 1583, og hvilke Christianus 5. siden Aar Hans Gudsfrygt.1690 lod igien oplægge, sær elskede han den 101ste Davids Psalme: Jeg vil siunge Miskundhed og Rætt, som han i sin Regierings Begyndelse lod trykke med sin Hoffprædikants Forklaring. (c) Af de Sententzer, som han samlede af Salomons Ordsproge og Jesus Syrach, findes et Exemplar paa Kongens Bibliotheck, hvorudi den Højsalige Konge med egen Haand har skrevet disse Ord: Anno 1584 gav jeg denne Bog Mester Hans, min Søns Christians Tugtemester til Ny-Aar her paa Skanderborg. *Mein Hoffnung zu GOtt allein. item, Treu ist Wildbrat. F. 2. K. zu Dannemark. Hans daglige Bøn til Gud findes trykt udi Enden af samme Sententz-Bog. Naar man alt dette betragter, kand man see, at denne Konge aldeeles ikke fortiener den Charactéer, som ham gives af den Italienske Autor eller retter Pasqvillant Giovani Botero. (d) Og, |515saasom denne Konge selv var saa gudfrygtig, saa lod han ogsaa see en uafladelig Omsorg for Religionens Forfremmelse blant Undersaatterne. Han lod Bibelen oversætte paa Islandsk ved Gudbrand Torlaksøn Biskopen af Holum, og til saadant Verks Bekostning gav en anseelig Sum Penge, og paa det at i Evighed maatte forhindres, at den Roman-Catholske Religion ikke skulde indsnige sig i disse Lande igien, lod hans Majestet publicere 25 Artikle paa Dansk, Tydsk og Latin, hvilke alle Fremmede, som satte sig ned udi Landet, maatte underskrive. Titulen af bemældte Artikle var denne: Articuli XXV. de quibus interrogabantur peregrini & hospites, qui à Regia Majestate & in Regnis Daniæ & Norvegiæ hospitia petunt Hafn. 1569. Ja hans Nidkiærhed for den Protestantiske Religion gik saa vit, at, endskiøndt adskillige Evangeliske Førster antoge den af Pave Gregorio forbedrede Calender, vilde han dog ikke antage den.

Hvad Lov og Rett angaaer, da, saasom Hans Majestet merkede, at den gamle Lov og Rets Tilstand under denne Konge.Visbye Søerett var ikke tydelig, ej heller passede sig til nærværende Tider, og adskillige Klagemaal og Casus forefaldte, som ikke kunde dømmes efter samme Rett, fandt han for gott udi det Aar 1561. at lade forfatte den nye Søe-Rett, og er der meget udtaget af samme Søe-Rett og indført udi den fierde Bog af vor nu brugelig Lov-Bog. Alt, hvad som brugeligt var udi den gamle Wisbye Søe-Rett, blev her indført, og adskillige nye Artikle lagde dertil. Hans Majestet lod ogsaa forbedre de gamle Gaards-Rette, som vare givne af Kong Erik af Pomern, og udgav en Recess til Kallundborg 1576. Blant hans Forordninger og aabne Breve er den fornemste som handler om Ægteskab (a) og bliver samme Forordning endnu meestendeel i Agt tagen, meget deraf findes ogsaa Ord fra Ord indført i Christiani 5. Lovbog. Om hans Haandfæstning er talet udi Historien.

Denne Konge traadde sin Faders Fodspor i at forsyne Rigerne med god Mynt. Myntens Tilstand.Han lod udi de Aar 1560 og 1563 slaae Rigsdalere, paa hvilke var tegned 3 Mark Danske, saa at man deraf kand see at 3 Mark endda galt en Rdlr. Og saasom der |516var stor Forskiel imellem Lybske og Danske Penge, thi en Rigsdaler galt 2 Lybske Mark og 3 Danske. Og 3 Danske Mark giorde kun 32 Lybske, men 48 Danske Skilling, saa at der ginge 3 Danske paa 2 Lybske Skilling, da satt hans Majestet sig for at ophæve den Ulighed, som foraarsagede Confusion i Handelen mellem Rigerne og Hansestæderne, og lod derfore 1572 omsætte Mynten saaledes, at 2 Danske Skilling skulde efter den Tydske Viis regnes for een, 2 Mark regnes paa en Rdlr., som skulde bestaae af 32 nye Skillinge. Og, paa det at Fremmede af disse Penge, i sær de samme, hvilke vare myntede vigtigere end at 2 Danske Skilling kunde agtes lige ved en Lybsk, ikke skulde profitere og slaae dem om, forbød Kongen, at de ikke maatte føres af Landet. Thi en Skilling Danske var vel tilforn en tredie Deel ringere end en Lybsk Skilling, men, da den blev forandred saaledes, at 2 Danske Skilling skulde gives for en Lybsk, blev den Danske en 3die Deel bedre end den Lybske, hvorudover Kongen havde stor Aarsag at forbyde smaa Pengenes UdførselUdførsel]Udførsel] Indførsel A B; Udførsel Rahbek Udførsel] Indførsel A B; Udførsel Rahbek . Ellers bleve under denne Konge en Mynt slagen udi Bergen i Norge, hvilken var den sidste som kom ud fra Bergens Mynte-Sted. Jeg har tilforn viiset, at de Danske og Norske Stæder begyndte efter Haanden at holde sig fra Mynte-Rettighed udi Christiani 3. Tid. Men under denne Konge blev saadan Rett gandske afskaffet.

Saasom Fridericus 2. formeerede sit Herredom ved Dytmarskens Undertvingelse, saa blev det Danske Vaaben udi hans Tid forøget med det Dytmerske, som er en Vaabnets Forandring.Rytter paa en hvid Hæst, og findes samme Rytter paa et af hans Indsegle for et Brev datered Roskild den 16 Julii 1579. Han holdes, om ikke Stifter, saa dog i det ringeste, Fornyer af Elephant Ordenen, paa samme Orden lod han i Steden for Mariæ Billede sætte sit Navn F. S. item det sædvanlige Symbolum T. J. W. B.

Til Sluttning er at merke om denne Konge, at han har haft den Lykke, at hans Historie udi et stort Particulier Skrift er anført af Resenio, og som meenes at være Canceler Hvitfelds Manuscript, hvorvel jeg udi denne trykte Krønike ikke finder Hvitfelds Genie og frie Skrive-Maade, saa det er troligt, at, hvis det |517er hans Manuscript, er det støbt i en gandske anden Form. Kort for Friderici 2. Død ophører Hamelmans Oldenborgske Krønike, som jeg ofte i dette Verk har citered, efterdi han skriver om alle Danske Konger af den Oldenborgske Stamme, skiøndt ikke saa udførligen og saa authentice som om de Oldenborgske Grever.