De faa Aar, denne Konge havde regieret, gave tilkiende, at han vilde blive en 1604.stor Regent. Man havde allerede merket hos ham en stor Tapperhed, en Begiærlighed til at viide alting, og et stort Geni til at fatte Alting, Kierlighed til boglige Konsters Forfremmelse, og en stor Nidkierhed for Religionen, udi hvilken Henseende han efterfølgende Aar lod udgaae en Forordning, at ingen, som havde gaaet i Jesuiternes Kongens store Qvaliteter fremskinne.Skoler, maatte til noget Geistligt Embede befodres. Man havde ogsaa merket en stor Vigilance og Lyst til Arbejde, og til at rejse allevegne om i Rigerne for at bivaane Herre-Dagene, og haandhæve Rætten, og var han i den Henseende dette samme Aar i Bergen i Norge, ja fast hvert Aar og undertiden to gange om Aaret kom udi samme Rige, saa at han hartad haver giort 50 Norske Rejser foruden den store Rejse han giorde forbi Norge til Moscovien 1599, for at lære at kiende alle Norges Havne, hvilket er forunderligt, og uden Exempel. Paa Herre-Dagen, som blev holden i Bergen dette Aar, bleve adskillige vigtige Ting foretagne. Hans Majest. havde udi det Aar 1602, da han var i Norge, merket, at Retten sammesteds ikke blev vel administreret, hvorudover han paa eengang afsatt alle Laugmændene, saa at der bleve kun to tilbage. Han befoel derpaa Norges Cantzler Hans Pedersen Basse tilligemed en Herre-dag udi Bergen.Norsk Herremand Anders Green, at eftersee og forbedre den gamle Norske Loug, (a) og udi dette Aar beordrede han Lehnsmændene og Laugmændene at gaae den samme igiennem, at de kunde være færdige med Revisionen til Herre-Dagen, som var berammed til Bergen, hvilket og skeede. Efter at den forbedrede Loug var examineret, bragte han den med sig til Kiøbenhavn, hvor den blev trykt samme Aar med den Titul: Den norske Lov cor-|595rigerit og forbedrit. Aarsagerne til denne Forbedring gives tilkiende udi Fortalen; nemlig, at Loven, som for nogle 100 Aar siden var skreven, var for de nu værende Indbyggere bleven u-forstaaelig, og at Oversættelserne vare Den Norske Lov forandred og forbedred.stridige og urigtige, saa at enhver Dommer kunde dømme ligesom han vilde; item, at eftersom visse Ting vare blevne u-nyttige, sær den Bog, kalden Christendoms Balken, hvilken taler om de Tiders Religion, og hvorledes Kongerne i Norge skulde kaares, hvorudover ogsaa samme Bog blev reent udeladt. (a) Hans Majst. vilde ogsaa Norges ny Kirke-Ordinantzhave forfattet en ny Kirke-Ordinantz i Norge, og til den Ende havde ladet forskrive til Bergen alle Norges Biskoper, nemlig: M. Anders Bentzen, Biskop til Opsloe, M. Isack Grønbek Biskop i Trundhiem, M. Anders Foss Biskop i Bergen, og M. Jørgen Eriksen Biskop udi Stavanger, befalende dem at forfatte en Kirke-Lov, og derudiderudi]derudi] B, derud i A derudi] B, derud i A følge den Danske Kirke-Ordinantz. Samme Kirke-Ordinantz blev forfærdiged 1607, og i Kongens Nærværelse offentligen oplæst i Stavanger Kirke. Videre blev paa samme Herre-Dag examinerede de Klagemaal, som indløbe imod Peder Grubbe Lehnsmanden i Bergen, hvilken blev afsatt og dømt i Kongens U-naade. Endeligen blev udi Hans Pedersen Basses Sted beskikked en nye Norges Cantzler; nemlig Anders Green, som ogsaa var af Norsk Adel; saa at man seer, at hans Majest. favoriserede de Norske i deres forhen giorte Begiæring om at nyde indfødde Normænd til Cantzlere.

Men intet laae denne Konge meere paa Hiertet, end Handelens Forfremmelse. Kongens Anslag angaaende de Danske Handel-Stæders Opkomst.Udi hvilken Henseende han sin heele Regierings Tid søgte at hemme Hansestædernes Commerce, hvorved de Nordiske Riger hidindtil havde været udsuede. Udi det Aar 1602 lod han dem strax forbyde Handelen paa Island, og overdrog den til Kiøbenhavn, Malmøe og andre Stæder: dog kom det Islandske Compagnie ikke i Stand i Kiøbenhavn førend 1620, som skal viises paa et andet Sted. (b) Udi dette Aar, saasom hans Majestet merkede, hvor stor Skade det var for de Danske Kiøbstæder, at Hansestæderne handlede u-middelbar med Rigets Adel og Proprietarier, |596og ginge Kiøbstæderne forbi, hvorudover han lod beramme et Kiøbstæd-Mode til Horsens, hvor Kiøbstædernes Fuldmægtige i Jylland skulde møde, og affærdigede paa sine Vegne did hen sit Raad Jonas Carisius for at overlægge med dem, hvad som kunde foretages til deres Nytte og Opkomst. Over dette allarmeredes strax Adelen i Jylland: Bliver forhindred af Adelen.Ja Rigets Raad begav sig til Kongen i Hadersleb for at fornemme hvad dette Mode skulde betyde, og hvi saadant skeede uden deres Minde. Kongen bar ikke liden Fortrydelse over denne deres Ankomst, saasom de dertil ikke vare forskrevne; hvorudover han tog med Kaaldsindighed imod dem. Ikke dismindre lod han dem dog ved bemeldte Carisium underrette om sit Forehavende, nemlig, at dette Mode skulde holdes for at overlægge med Kiøbstæderne, hvorledes deres Handel kunde bringes i bedre Stand, og at Hansestæderne ikke skulde være Mestere af det heele Riges Commerce. Men Raadet og Adelen, som ikke fandt deres Regning ved nogen saadan Forandring, og derforuden havde denne Samling suspect, fremturede med deres Remonstrancer saa længe indtil Hans Majest. maatte lade sit ypperlige Forsætt fare denne gang. Dog aflod han i sin heele Regierings Tid ikke, saa ofte Lejlighed gaves, atat]at] at at A at] at at A indskrænke Hansestædernes Handel. Saaledes, da han 3 Aar derefter var udi Bergen, og fornam, at de Contorske havde været saa dristige at plante Stykker langs ved Bryggen, lod han ikke alleene Stykkerne borttageborttage]borttage] B, bortage A; bortage SS borttage] B, bortage A; bortage SS , men lod de Contorske ogsaa actionere, efterdi de havde tilkiøbt sig adskillige Hauger og Ejendomme udi Bergen uden Forlov og Frihed. Saaledes bleve Vingerne meer og meermeer og meer]meer og meer] B, meer og A meer og meer] B, meer og A klippede paa dem, og endeligen blev Kongen søger at indskrænke Hansestædernes Handel paa disse Riger.dem 1614 all Handel forbuden, som hørte Staden til. Denne Kongens Opførsel opvakte saadan Bitterhed hos de Lybske, at de ikke alleene gave haarde Klagemaal ind for Kejseren over Kongen, men endogsaa forhaanede og forfuldte de Danske allevegne udenlands, og lode udsprede, at Kongen vilde tvinge dem til at losse deres Vahre i Sundet af deres egne Skibe udi de Danske Skibe, som skulde bringe Ladningen hen til de Steder, hvor de agtede sig, hvilket dog aldrig havde været Kongens Tanke. Denne Snak allarmerede dog de foreenede Provincier, og bevægede dem til at |597slutte et Forbund med Lybek 1613, Udi hvilket Forbund de overtalede siden adskillige andre Potentater at indtræde; Dog lod H. Majst. sig af alt dette ikke skrække, saa meget laae Handelen ham paa Hierte, for hvis Skyld han giorde større Enterpriser end nogen Konge udi Europa paa de Tider. Og, som han havde hørt, at de Norske Han søger at opleede det gamle Grønland igien.i gamle Dage havde haft Colonier paa Grønland, og samme forladte Colonier vare siden forgiæves længe eftersøgte, satt han sig fore at giøre et Forsøg paa at opfinde samme forladte Steder igien; men, førend jeg taler om disse store Grønlandske Tog, holder jeg fornødent at røre noget om den gamle Grønlandske Historie, for deraf at viise, hvad som bevægede hans Majestæt dertil, og hvad Rett de Danske Konger have til Possessionen af de Grønlandske Kuster.

Historien siger, at en Norsk Herremand Torvald, da han havde bedrevet et Mord Den gamle Grønlandske Historie.udi Norge, flygtede med sin Søn Erik Rødhovet til Island, hvor Torvald døde; Sønnen Erik Torvaldsen, da han havde opholdet sig en lang Tid udi Island, begik han og et nyt Mord. Han søgte derfor at redde sig med Flugten, men vidste ikke hvorhen. Endelig besluttede han at søge et Land, som en ved Navn Gund-Biørn havde beskrevet ham at ligge Nord-Vest for Island. Denne Reise gik ogsaa for sig 982 og Erik Rødhoved kom først til en Øe liggende ved et Sund, som han kaldte De Norskes første Colonie under Erik Rødhoved.Eriks Sund, hvor han forblev Vinteren over. Mod Foraaret begav han sig til det faste Land, og som samme Land saae grønt og behageligt ud, lod han det kalde Grønland, hvilket Navn den heele store Kust har beholdet til denne Dag, og Havnen, hvor han landede, blev kaldet Eriks-Fiorden.

Efterat han havde opholdet sig der nogle Aar, nu paa Øen, nu paa det faste Land, satt han sig for at reise til Island igien, for at overtale Islænderne, som han havde forsonet sig med, at følge ham til Grønland, hvilket ogsaa skeede; Thi Islænderne opmuntrede af den Beskrivelse, som Erik giorde dem over Landet, hvor der var skiøn Græsgang, Mængde af Vildt, og Fiske-rige Fiorde, begave sig did hen udi Hobetall.

|598Nogle Aar derefter giorde Leiff Eriksen en Reise til Norge, hvor han afmalede det nye opfundne Land for Oluf Tryggesøn, som da regierede udi Norge. Kongen, som nyelig havde antaget den Christelige Troe, overtalede Leiff at forlade Hedenskabet, saa at han lod sig døbe, og forblev ved Kongens Hof Vinteren over. Mod Foraaret Kong Oluf Tryggesen lader besette Grønland med fleere Folk.skikkede Kongen ham til Grønland igien, og gav ham med en Præst, som skulde underviise hans Fader Erik, samt det andet Folk paa Landet udi den Christelige Religion. Erik Rødhoved fortørnedes i Begyndelsen over sin Søn, efterdi han bragte fremmede Folk paa Landet, og derved baned Vej for andre at bemægtige sig Grønland. Men Sønnen talede saa længe for ham, at han ikke alleene blev stilled til Freds igien, men endogsaa lod sig døbe med det heele Folk. Dette er Begyndelsen til den Grønlandske Handel. Den Danske Krønike, som er paa Riim, siger, at dette Tog skeede Anno 770; men Snorre Sturlesens Krønike henfører det længer ud til de Tider, da Oluf Tryggesøn regierede udi Norge. (a)

Indbyggerne, som daglig formeerede sig udi Grønland, trængede sig Tid efter anden videre ind udi Landet, hvor de fandte blandt Biergene frugtbare og grønne Landet deeles udi Øster og Vester Bygd.Enge, og deelede Landet udi Ost- og Vest-Grønland, byggede ogsaa en liden Stad udi Øst-Grøn-land, som de kaldte Garde, hvorpaa de Norske alle Aar dreve Handel. Derefter blev en anden Stad anlagt kaldet Albe, item et Kloster ved Strandbreden St. Thomas til Ære. Den Stad Garde blev Bispernes Sæde, og St. Nicolai Kirke blev en Cathedral Kirke udi Grønland. Den Islandske Skribent Jonas Arngrim har givet os en Liste paa alle Grønlandske Bisper, og Hvitfeld vidner udi sin Danske Krønike, at en Grønlandsk Bisp var tilstede Anno 1385. udi et geistligt Mode, som blev holded til Nyeborg udi Fyen. Disse Bisper laae under Trundhiems Bispe-Stoel, ligesom Landet udi verdslige Sager dependerede af de Norske Konger, og regieredes efter de Islandske Love under de Statholdere, som Kongen af Norge didhen skikkede.

Den Norske Krønike siger, at Grønland rebellerede imod de Norske Konger 1256, men at Kong Magnus udi Norge ved den Danske |599Konge Eriks Hielp bragte Grønlænderne til Lydighed igien, saa at der blev Fred sluttet 1261 (a) og nævner Arngrim Grønland bliver en Province af Norge.Jonas 3 af de fornemmeste Grønlænder, som undertegnede samme Fred, ved hvis Kraft Grønland forbandt sig paa nye at aflægge aarlig Skatt til de Norske Konger, til hvis Taffel samme Skatt laae.

Dette er hvad man udi kort Begreb kand sige om detdet]det] B, den A det] B, den A gamle Grønland, hvis Historie endes Anno 1348 eller som andre skrive 1350, udi hvilket Aar den sorte Pest ødelagde den største Part af det Nordiske Folk. Blant andet de fornemmeste Man holder for, at den sorte Død ødelagde de Grønlandske Indbyggere.Søemænd, item Danske og Norske Kiøbmænd, hvoraf de Grønlandske Compagnier bestode, saa at den Grønlandske Handel fra den Tid begyndte at forfalde, og endelig gandske at undergaae. Vel finder man, at Erke-Bisp Eskild udi Trundhiem Aar 1406 stillede sig an, som han vilde bringe det Grønlandske Væsen paa den gamle Fod, og skikkede en ved Navn Andreas fra Norge, for at succedere den sidste Grønlandske Bisp af Garde, som før er omtalt. Men man har ingen Tidender haft siden, hverken om samme Andreas, ej heller om de gamle Grønlandske Indbyggere, saa der meenes, at de faa, som ere overblevne af den sorte Pest, ere bortdøde, eftersom de ingen Tilførsel meer have faaet fra Norge.

Efterat Norge var bleven foreened med Dannemark, og Kongerne fik saa meget Erik af Pommern forsømmer den Grønlandske Handel.andet at tage vare paa, blev den Grønlandske Handel rent forglemt; Thi Erik af Pommern, som succederede Dronning Margareta, saasom han var Fremmed og regierede over 3 mægtige Riger, fik han ikke Tid til at informere sig, om der var saadant Land til, som man kaldte Grønland.

Christoffer af Bayren, som fuldte Kong Erik udi Regieringen, tænkte ligesaa Iligemaade Christoffer af Beyern og efterfølgende Konger.lidet paa denne Handel, saa der udi hans Tid ikke blev taled om Grønland.

Kong Christian den første førdte store og vigtige Kriger, reisede til Rom, søgte at foreene Ditmarsken med Kronen, hvorpaa han erholdt Keiserlig Bevilling, satt sig udi Possession af Slesvig og Holsten, og var sin meeste Tid plaget med Rebellioner udi |600Sverrig, saa at han ikke fik Stunder at tænke paa den Grønlandske Handel. Det selv samme kand siges om hans Successor Kong Hans. Udi Christiani 2. Tid tog Erik Walkendorf, Erke-Bispen af Trundhiem, sig for at oplede Grønland igien. Han læsede til den Ende alle de Bøger, som vare skrevne derom, og examinerede Kiøbmænd og Skibs-Folk udi Norge, som havde Kundskab derom, lod ogsaa giøre et Søe-Kort over den Vej, man skulde tage did hen. Men bemeldte Erik Walkendorf kom i Unaade og maatte forlade Riget, og begive sig til Rom, hvor han døde. Med ham faldte ogsaa de Compagnier, som han havde ladet oprette for den Grønlandske Handel.

Kong Christian den Tredie tog sig for at oplede Grønland, men forgiæves; Thi de, som bleve did hen skikkede, kunde ikke hitte det gamle Land igien. Samme Konge Christianus 3. søger at opleede Grønland igien, men forgiæves.lod ophæve det Forbud, som var giort af de forrige Konger, at ingen uden Tilladelse maatte seile paa Grønland, og tillod enhver uden Forespørsel samme Seilatz, for at opmuntre Undersaatterne at oplede Landet igien; Men Norge var da udi saadan slet Tilstand, at det havde ikke Kræfter til at udruste Skibe til saadant Tog.

Kong Friderik 2. tog sig ogsaa dette Verk for, og skikkede een ved Navn Magnus Item Frid: 2.Henningsøn, at oplede det forlorne Land. Samme Henningsen havde en særdeles Hændelse. Efter at han havde udstaaet adskillige Besværligheder, kom han saa nær, at han kunde see Landet, men just paa samme Tid studsede Skibet midt udi Søen med alle Skibsfolkenes største Forskrækkelse; Thi de havde god Vind, vare midt udi Havet, og havde dyb Grund; Det var ej heller nogen Iis dem i Vejen. Saasom man ikke kunde komme videre fort, vendte HenningsenHenningsen]Henningsen] B, Hennigsen A Henningsen] B, Hennigsen A tilbage til Dannemark igien, hvor han fortaalte Kongen denne underlige Hændelse, holdende for, at der maatte være en Magnet udi Bunden af Havet, som holdt Skibet tilbage. Jeg lader denne Gisning ved sit Værd, og gaaer videre fort.

Men som Christiani 4. Hovet-Lyst var at giøre Decouverter til Handelens Chr. 4. sender 4 gange Skibe til Grønland.Forfremmelse, saa haver ingen Konge derpaa mindre sparet Umag og Bekostning. Højstbemeldte Konge tog sig |601paa samme Tid dette Verk med Alvor an, og til den Ende lod forskrive en forfaren Søe-Mand fra Engeland, som havde Navn for at kiende det Grønlandske Hav. Saa snart samme Søemand var ankommen, lod han udruste Første Rejse under Godske Lindenau.3 Skibe, hvilke under Anførsel af Godske Lindenau seilede fra Dannemark Anno 1605. Den Engelske Søemand, som førte et af disse Skibe, da han havde naaed den Poli Højde, som han søgte, skilte han sig fra de andre Skibe, og tog den Kaas, som Islænderne fordum havde taget, nemlig Sudvest. Den Danske Amiral derimod seilede imod Nord-Vest, og kom alleene til de Grønlandske Kuster. Snart var hans Skib ikke bleven seet af de Vilde paa Landet, førend de komme om Bord, hvor Amiralen tog imod dem med Glæde, og gav dem Viin at drikke, men de funde ingen Smag derudi, og drak heller Tran, som man siden skiænkede i for dem. De foragtede Guld- og Sølv-Mynt, som man viisede dem, og vare meere begiærlige efter Jern- og Staal-Arbeid, item Speiler, og andet smaat Dukke-Tøj, hvilket de tilbyttede sig for Reve, Biørne, og Kobbe-Skind, som de havde bragt med dem. Godske Lindenau opholdt sig paa samme Sted udi 3 Dage, uden at sætte Fod paa Landet, saasom han ikke troede de Vilde. Den 4de Dag lættede han Anker og seilede bort med to af Indbyggerne, hvilke derudover bleve saa rasende, at man maatte binde dem. De andre, som stode ved Strandbredden, og ansaae denne Handel, bleve derover saa opirrede, at de skrege og hylede, og bombarderede de Danske med Piile og Steene. Dette er alt, hvad jeg finder forrettet paa dette Tog af Godske Lindenau, hvilken kom alleene til Dannemark igien. De andre tvende Skibe komme ind udi en Bugt, som befandtes at være Straet Davis, hvor man saae adskillige gode Havne og grønne Enge. Indbyggerne der komme ogsaa strax om Bord, og handlede med dem, ligesom de foromtalte med Godske Lindenau; Men disse Sidste stillede sig meere vilde og mistroelige an. Her bleve nogle bevæbnede Danske satte paa Land, hvilke der fandte adskillige smukke Egne, iligemaade Sølv-Ertz; thi der siges, at man af Steene, som vejede 100 Untzer, bragte 26 Untzer Sølv til Veje siden udi Kiøbenhavn. Man gav Danske Navne til de Søe-|602Havne, som der fandtes, og giorde et Kort over Kusterne. Førend man gik om Bord igien, bemægtigede man sig 4re Vilde, af hvilke man maatte omkomme den eene, efterdi han stillede sig saa fortvivlende og rasende an, og derved indjog saadan Skræk udi de 3 øvrige, at de godvilligen fuldte de Danske til Skibene. Indbyggerne, for at hævne deres Landsmands Død, stillede sig udi Slagtordning ved Havnen, og lode, som de vilde afskiære de Danske Passen til Skibene, men, da man gav en Salve af Canoner og Musqvetter paa dem, toge de Flugten, saa at de Danske uden Hinder indskibede sig, satte Seil, og komme lykkeligen til Kiøbenhavn igien, hvor de præsenterede Hans Majestet de 3 Vilde, som ingen Overensstemmelse havde med de Forrige, hverken udi Tale, Dragt eller Sæder.

Dette første Grønlandske Tog opmuntrede Kong Christian at forsøge et nyt, og Den anden Grønlandske Rejse.at affærdige samme Godske Lindenau med 5 Skibe. Han seilede fra Sundet den 8de Maji 1606.1606, og bragte med sig de 3 Grønlændere, som vare tagne ved Strat-Davis for at bruge dem til Tolke. Godske Lindenau tog da den Vej, som den Engelske Capitain havde udvalt, nemlig Sudvest fra Island igiennem Capo Farvel mod Strat-Davis. Et af disse Skibe blev skildt fra de andre formedelst en Taage; Men de 4re komme lykkelig til Landet den 3 Augusti; Men de Vilde, af Mistanke til dem, havde ingen Lyst at indlade sig udi Handel som tilforn. Hvorudover de Danske sejlede højere, og forhaabede der at blive bedre imodtagne, men Indbyggerne vare der ligesaa mistænkelige, som paa det første Sted, og stillede sig til Modstand, i Fald de Danske vilde forsøge Landgang. Endeligen, da man havde kasted Anker ved det 3die Sted, bad en af Lindenaus Tienere, en forvovende Karl, om Frihed at stige alleene paa Land, for at komme udi Handel med de Vilde; Han haabede enten at tæmme dem ved adskilligt smaat Dukke-Tøj, eller at undløbe dem, hvis de skulle forsøge noget fiendtligt imod ham, men han var neppe kommen paa Land, førend han blev greben, ihielslagen, og skaaren udi Stykker af de Vilde, som der til brugte Knive, giordte af Horn eller Tænder, som tages af den Fisk kalden Enhiøring og slibes ved |603Steene. Lindenau merkede da, at der var intet for ham at bestille, begav sig derfore paa Vejen til Dannemark igien.

Udi samme Aar, som dette andet Grønlandske Tog skeede, nemlig 1606 giorde Kongens første Engelske Rejse.hans Majestet sin første Reise til Engeland for at besøge sin Svoger Kong Jacob. Paa denne Reise fulte ham af Rigets Raad Christian Friis, Cantzeleren, Peder Munk, Rigets Marsk, Steen Brahe, Rantzau, Statholder udi Holsten og Eske Brok. (a) Fremdeles fuldte ham ogsaa paa denne Reise den navnkundige D. Hans Resen og M. Jon Jacobsøn Venusinus, Historicus Regius. Der fortælles underlige Historier om samme Venusino, blant andre, at han i sin Ungdom havde forhverved sig en Ring, hvorudi var en Spiritus Familiaris, ved hvis Hielp han kom til stor Lærdom og Videnskab, og blev Professor i Kiøbenhavn. Med denne Ring siges der han aldrig kunde skille sig; thi, endskiønt han kastede den udi Ilden, udi Rendesteen, ja udi Havet selv, saa kom den dog paa Fingeren igien. Udi denne Overtroe blev Almuen ikke lidet bestyrked, da Venusinus blev funden Død i en Brønd til Sorøe, hvor han var Oeconomus. Han er ellers ikke den eeneste, som formedelst sin Lærdom har haft den Lykke at blive Troldmand.

Den 13 Julii kom hans Majestet med sine Skibe til Engeland, hvor Kong Jacob gik ham strax i Møde, og opholdt sig paa det Kongelige Skib 2 Timer. (b) Efterat hans Majestet havde været nogen Tid udi Engeland, (c) begav han sig den 11 Aug. derfra igien, og arriverede til Kronborg den 24 dito. Jeg finder ellers at Wiborg dette Aar i Grund blev afbrændt, Item at en uhørlig Gierning blev bedrevet af en Præst, der paa Gaden ved Oluf Brokenhuuses Gaard med en Kniv ihielstak en Herremand ved Navn Otto Skram. Og gav dette Mord des større Opsigt, efterdi |604samme Otto Skram var en Herre af store Meriter, der havde igiennemreiset heele Europa og en Deel af Africa. Ulykken skeede i Wiborg, da han gik hiem fra et Bryllop. (a)

Efter at Kongen var kommen tilbage fra Engeland, tog han sig for at giøre det 1607.3die Forsøg paa Grønland, og til den Ende udskikkede 2 store Skibe under Anførsel 3die Grønlandske Tog. af Capitaine Karsten Richardsen; men samme Richardsen kunde ikke komme til Land formedelst Iis, der laae ligesom høje Bierge, og strakte sig langt ud i Havet; thi der ere visse Aar udi Grønland, som Iisen aldrig tøer udi, hvorudover han med uforrettet Sag maatte vende tilbage. Disse kostbare og vanskelige Tog viise, hvilken stor Curiositet, Nidkierhed og Bestandighed der var hos denne Herre.

Hvad de vilde Grønlænder er angaaende, som bleve bragte til Dannemark, da havde hans Majestet Omsorg for, at de bleve vel forsørgede, og gav dem Frihed at gaae hvor dem lystede; Man gav dem at spise Melk, Smør og Ost, Item raadt Kiød og Fisk; thi de kunde ikke vænnes til Brød og kaagt Kiød, ej heller til Viin eller Øll, men i den Sted drukke Hvalfisk Tran; de vendede sig idelig imod Norden, og sukkede efter deres Fæderneland: De, som kunde bemægtige sig deres smaae Baade, begave Vilde Grønlænder udi Kiøbenhavn og deres Fata.sig paa Søen, udi Tanke at komme til Grønland igien. Men, da de vare komne 10 eller 12 Mile fra Sundet, bleve de af Storm drevne tilbage paa de Skaanske Kuster, og derfra bragte til Kiøbenhavn igien, hvor de blev nøjere vagtede. Men, som deres Tanker altid vare henvændte til Fædernelandet, vovede 2de af de samme sig paa Søen igien, hver udi sin Baad, som de havde faaet fat paa. Man satt efter dem, og fik den eene tilbage, men den anden fik man aldrig nogen Tidende om. 2. af dem døde siden af Sorrig, men de øvrige 2 levede udi nogle Aar, og syntes at være ved godt Mood. Men den Forhaabning, man havde at lære dem den Christelige Troe, var forgiæves. Man kunde ikke merke, at de havde nogen Idée om Gud. Man blev alleene var, at de løftede Øjne imod Himmelen, som for at tilbede Solen, naar den steg op af Østen. Den eene af dem døde endelig til Kolding paa saadan Maade: Saasom paa de Tider sammesteds var Perle-fangst, og |605Grønlænderen gav tilkiende, at han var vandt til at fange Perler udi sit Fæderne-Land, førte Høvitzmanden udi Kolding ham med sig did hen, og betiente sig af ham til Perle-Fangsten, hvorudi han var meget lykkelig, men, saasom Giærighed drev samme Høvitzmand til at holde ham til dette Arbejd baade Vinter og Sommer, blev han omsider syg og døde. Denne Død gik hans Camerade, som nu alleene var tilbage, saaledes til Hierte, at ingen kunde trøste ham meer. Han bemægtigede sig derfor udi Fortvivlelse een af de smaae Baade, og begav sig ud paa Søen. Men han blev greben og bragt til Kiøbenhavn igien, hvor han strax døde af Sorrig. Disse trende Tog viiser saavel Kongens store Iver til Handelens Forfremmelse, som en u-gemeen Fermeté i at fortsætte og bringe til Ende, hvad han engang havde paataget sig, og af ingen Modgang, Trudsler, eller Ulykker at lade sig afskrække; Hvorpaa udi efterfølgende Historie skal viises merkelige Exempler, saavel udi Freds, som udi Krigs-Tider. Udi efterfølgende Aar lod han see en stor Prøve derpaa i Holsten, ved at tentere et stort Foretagende, og u-anseet dets Vanskelighed og Stændernes Protestation at sætte det i Verk sig og Efterkommerne saavel af det Kongelige som Førstelige Huus til største Nytte.

1608.De Slesvig Holstenske Stænder stode endnu stift paa deres Vall-Rettighed, endskiønt de intet andet havde at grunde den paa end Christiani I. Privilegier. Forklaring over det Slesvig-Holstenske Riderskabs formeente Vall-Rettighed.Men jeg har tilforn viiset, at samme Konge intet risqverede ved at give saadane Privilegier, efterdi de aldrig kunde bringes til Execution; Thi hvad Holsten angik, da havde samme Land altid været et Arve-Grævskab, saaledes, at ikke alleene Søn har arvet Faderen, men at det ligesom et Patrimonium har været deelt imellem de Grevelige Børn. Og, naar det saaledes var beskaffet, kunde spørges, hvorledes Christianus I. kunde give Stænderne en Vall-Rettighed sine Efterkommere til Præjudice, helst paa den Tid at han havde 2 Brødre, der ved Fødselen havde erhvervet jus qvæsitum dertil, foruden den Skovenburgiske Greve, som baade var *proximus Agnatus til den afdøde Holstenske Greve, og derforuden viisede et Arve-Fordrag mellem de Holstenske og Skovenburgske Herrer, at det eene Huus |606skulde succedere det andet; Saa at derfore Christiani I.  Adkomst  til Holsten grundede sig ikke paa Stændernes Vall-Rettighed, som de aldrig havde haft, men paa den Skovenborgske Greves Cession eller Afstaaelse for en Sum Penge og andet Vederlag, og kunde Kong Christian ikke betiene sig af anden Ret til at excludere sine tvende Brødre end den, som flød af samme Afstaaelse. Og, endskiønt de Holstenske Stænder havde ved Christiani I. Privilegier erhvervet saadan Rett, viiser dog efterfølgende Tid, at den aldrig har været ført i Praxin, men at Landet har været underkast Successions-Rett, ja Deelinger, Dens rette Grund viises.ligesom det haverhaver]haver] have A B; haver Rahbek haver] have A B; haver Rahbek været før Christiani I. Tid. Heraf seer man, at denne prætenderet Vall-Rettighed var ilde grundet i Henseende til Holsten, men langt værre i Henseende til Slesvig, som var en Deel af Riget, og hvorover Ridderskabet i Holsten havde lige saa liden Disposition som Calmuker eller Tatere. Ikke desmindre lode de sig ikke alleene merke med saadan Vall-Rettighed i denne Konges Minorennitet; Men endogsaa, da Kongen udi det Aar 1603 forlehnede Hertug Johan Adolff med Slesvig, protesterede solenniter derimod; Men Kong Christian havde alt for stor Fermeté for at lade sig afskrække ved saadant; thi han giorde ikke alleene en contra Protestation derimod, men erhvervede ogsaa udi dette Aar 1608 af Keyseren en Bevilling, at første Fødsels Rett skulde indføres udi Holsten, og at Førstendommet ingen Deeling Kongen indfører første Fødsels Ret i Holsten.oftere skulde være undergiven. Og, omendskiønt Stænderne een og anden gang fremkomme med deres gamle Protestationer, maintenerede dog Hans Majest. dette sit Verk med saadan Myndighed, saa at stedse fra den Tid indtil nu omstunder en bestandig Successions og Første-Fødsels Rett har været i agt tagen saavel udi den Førstelige som Kongelige Linie. Men derom skal tales meer omstændigen paa et andet Sted. Hans Majestet forlangede af Rigets Raad dette Aar, at hans unge Søn Prinds Christian, som da var 5 Aar gammel, maatte erklæres hans Successor, hvortil de lode sig ikke finde u-villige, forlangende alleene en Forsikring, at saadant intet Skaar skulde giøre i Adelens Privilegier, sær udi deres Vall-Rettighed; hvilket, da dem var loved, bleve alle Stænder strax forskrevne til at møde, og blev da den un|607ge Prinds samtykt til Konge efter Christiani 4. Død: men Hyldingen skeede ikke førend Aar 1610.