På herredagen som blev holdt i Bergen dette år, blev adskillige vigtige ting foretaget. Hans Majestæt havde i det år 1602, da han var i Norge, mærket at retten sammesteds ikke blev vel administreret, hvorudover han på en gang afsatte alle lagmændene så at der blev kun to tilbage. Han befol derpå Norges kansler Hans Pedersen Basse tillige med en Herredag i Bergennorsk herremand Anders Green at efterse og forbedre den gamle Norske Lov,(a) óg i dette år beordrede han lensmændene og lagmændene at gå den samme igennem at de kunne være færdige med revisionen til herredagen som var berammet til Bergen, hvilket óg skete. Efter at den forbedrede lov var eksamineret, bragte han den med sig til København, hvor den blev trykt samme år med den titel: Den Norske Lov kor-

(a)	Edict. Reg. die 31 August. 1602.

|595rigeret og forbedret. Årsagerne til denne forbedring gives til kende i fortalen, nemlig at loven, som for nogle 100 år siden var skrevet, var for de nuværende indbyggere blevet uforståelig, og at oversættelserne var Den Norske Lov forandret og forbedretstridige og urigtige så at enhver dommer kunne dømme ligesom han ville, item at eftersom visse ting var blevet unyttige, især den bog kaldet Kristendomsbalken, hvilken taler om de tiders religion, og hvorledes kongerne i Norge skulle kåres, hvorudover også samme bog blev rent udeladt.(a)

Hans Majestæt ville også Norges nye kirkeordinanshave forfattet en ny kirkeordinans i Norge og til den ende havde ladet forskrive til Bergen alle Norges biskopper, nemlig magister Anders Bentsen, biskop til Oslo, magister Isak Grønbæk, biskop i Trondhjem, magister Anders Foss, biskop i Bergen, og magister Jørgen Eriksen, biskop i Stavanger, befalende dem at forfatte en kirkelov og deri følge den danske kirkeordinans. Samme kirkeordinans blev forfærdiget 1607 og i kongens nærværelse offentligt oplæst i Stavanger Kirke.

Videre blev på samme herredag eksamineret de klagemål som indløb imod Peder Grubbe, lensmanden i Bergen, hvilken blev afsat og dømt i kongens unåde. Endelig blev i Hans Pedersen Basses sted beskikket en ny Norges kansler, nemlig Anders Green, som også var af norsk adel, så at man ser at Hans Majestæt favoriserede de norske i deres forhen gjorte begæring om at nyde indfødte nordmænd til kanslere.

Men intet lå denne konge mere på hjertet end handelens forfremmelse, Kongens anslag angående de danske handelsstæders opkomsti hvilken henseende han sin hele regeringstid søgte at hæmme hansestædernes kommerce, hvorved de nordiske riger hidindtil havde været udsugede. I det år 1602 lod han dem straks forbyde handelen på Island og overdrog den til København, Malmø og andre stæder. Dog kom det islandske kompagni ikke i stand i København førend 1620, som skal vises på et andet sted.(b) I dette år, såsom Hans Majestæt mærkede hvor stor skade det var for de danske købstæder at hansestæderne handlede umiddelbart med rigets adel og proprietærer |596og gik købstæderne forbi, hvorudover han lod beramme et købstadsmøde til Horsens, hvor købstædernes fuldmægtige i Jylland skulle møde, og affærdigede på sine vegne didhen sin råd Jonas Carisius for at overlægge med dem hvad som kunne foretages til deres nytte og opkomst. Over dette alarmeredes straks adelen i Jylland, Bliver forhindret af adelenja rigets råd begav sig til kongen i Haderslev for at fornemme hvad dette møde skulle betyde, og hvi sådant skete uden deres minde. Kongen bar ikke liden fortrydelse over denne deres ankomst, såsom de dertil ikke var forskrevet, hvorudover han tog med koldsindighed imod dem. Ikke des mindre lod han dem dog ved bemeldte Carisium underrette om sit forehavende, nemlig at dette møde skulle holdes for at overlægge med købstæderne hvorledes deres handel kunne bringes i bedre stand, og at hansestæderne ikke skulle være mestre af det hele riges kommerce. Men rådet og adelen, som ikke fandt deres regning ved nogen sådan forandring og derforuden havde denne samling suspekt, fremturede med deres remonstrancer så længe indtil Hans Majestæt måtte lade sit ypperlige forsæt fare denne gang.

Dog aflod han i sin hele regeringstid ikke, så ofte lejlighed gaves, at indskrænke hansestædernes handel. Således da han 3 år derefter var i Bergen og fornam at de kontorske havde været så dristige at plante stykker langs ved Bryggen, lod han ikke alene stykkerne borttage, men lod de kontorske også aktionere efterdi de havde tilkøbt sig adskillige haver og ejendomme i Bergen uden forlov og frihed. Således blev vingerne mere og mere klippet på dem, og endelig blev Kongen søger at indskrænke hansestædernes handel på disse rigerdem 1614 al handel forbudt som hørte staden til. Denne kongens opførsel opvakte sådan bitterhed hos de lybske at de ikke alene gav hårde klagemål ind for kejseren over kongen, men endogså forhånede og forfulgte de danske allevegne udenlands og lod udsprede at kongen ville tvinge dem til at losse deres varer i Sundet af deres egne skibe i de danske skibe som skulle bringe ladningen hen til de steder hvor de agtede sig, hvilket dog aldrig havde været kongens tanke. Denne snak alarmerede dog De Forenede Provinser og bevægede dem til at |597slutte et forbund med Lübeck 1613, i hvilket forbund de overtalte siden adskillige andre potentater at indtræde.

Dog lod Hans Majestæt sig af alt dette ikke skrække. Så meget lå handelen ham på hjerte, for hvis skyld han gjorde større entrepriser end nogen konge i Europa på de tider. Og som han havde hørt at de norske Han søger at oplede det gamle Grønland igeni gamle dage havde haft kolonier på Grønland, og samme forladte kolonier var siden forgæves længe eftersøgt, satte han sig for at gøre et forsøg på at opfinde samme forladte steder igen. Men førend jeg taler om disse store grønlandske tog, holder jeg fornødent at røre noget om den gamle grønlandske historie for deraf at vise hvad som bevægede Hans Majestæt dertil, og hvad ret de danske konger har til possessionen af de grønlandske kyster.

Historien siger at en norsk herremand, Torvald, da han havde bedrevet et mord Den gamle grønlandske historiei Norge, flygtede med sin søn Erik Rødhoved til Island, hvor Torvald døde. Sønnen Erik Torvaldsen, da han havde opholdt sig en lang tid i Island, begik han óg et nyt mord. Han søgte derfor at redde sig med flugten, men vidste ikke hvorhen. Endelig besluttede han at søge et land som en ved navn Gundbjørn havde beskrevet ham at ligge nordvest for Island. Denne rejse gik også for sig 982, og Erik Rødhoved kom først til en ø liggende ved et sund, som han kaldte De norskes første koloni under Erik RødhovedEriks Sund, hvor han forblev vinteren over. Mod foråret begav han sig til det faste land, og som samme land så grønt og behageligt ud, lod han det kalde Grønland, hvilket navn den hele store kyst har beholdt til denne dag, og havnen hvor han landede, blev kaldt Eriksfjorden.

Efter at han havde opholdt sig der nogle år, nu på øen, nu på det faste land, satte han sig for at rejse til Island igen for at overtale islænderne, som han havde forsonet sig med, at følge ham til Grønland, hvilket også skete; thi islænderne, opmuntrede af den beskrivelse som Erik gjorde dem over landet hvor der var skøn græsgang, mængde af vildt og fiskerige fjorde, begav sig didhen i hobetal.

|598Nogle år derefter gjorde Leif Eriksen en rejse til Norge, hvor han afmalede det nyopfundne land for Oluf Tryggesøn, som da regerede i Norge. Kongen, som nylig havde antaget den kristelige tro, overtalte Leif at forlade hedenskabet så at han lod sig døbe og forblev ved kongens hof vinteren over. Mod foråret Kong Oluf Tryggesøn lader besætte Grønland med flere folkskikkede kongen ham til Grønland igen og gav ham med en præst som skulle undervise hans fader Erik samt det andet folk på landet i den kristelige religion. Erik Rødhoved fortørnedes i begyndelsen over sin søn efterdi han bragte fremmede folk på landet og derved banede vej for andre at bemægtige sig Grønland. Men sønnen talte så længe for ham at han ikke alene blev stillet tilfreds igen, men endogså lod sig døbe med det hele folk. Dette er begyndelsen til den grønlandske handel. Den danske krønike som er på rim, siger at dette tog skete anno 770; men Snorre Sturlesens krønike henfører det længere ud til de tider da Oluf Tryggesøn regerede i Norge.(a)

Indbyggerne, som daglig formerede sig i Grønland, trængte sig tid efter anden videre ind i landet, hvor de fandt blandt bjergene frugtbare og grønne Landet deles i Øster og Vester Bygdenge, og delte landet i Øst- og Vestgrønland, byggede også en liden stad i Østgrønland, som de kaldte Garde, hvorpå de norske alle år drev handel. Derefter blev en anden stad anlagt kaldet Albe, item et kloster ved strandbredden, Skt. Thomas til ære. Den stad Garde blev bispernes sæde, og Skt. Nicolai Kirke blev en katedralkirke i Grønland. Den islandske skribent Jonas Arngrim har givet os en liste på alle grønlandske bisper, og Huitfeldt vidner i sin danske krønike at en grønlandsk bisp var til stede anno 1385 i et gejstligt mode som blev holdt til Nyborg i Fyn. Disse bisper lå under Trondhjems bispestol ligesom landet i verdslige sager dependerede af de norske konger og regeredes efter de islandske love under de statholdere som kongen af Norge didhen skikkede.

Den norske krønike siger at Grønland rebellerede imod de norske konger 1256, men at kong Magnus i Norge ved den danske |599kong Eriks hjælp bragte grønlænderne til lydighed igen så at der blev fred sluttet 1261(a), óg nævner Arngrim Grønland bliver en provins af NorgeJonas 3 af de fornemmeste grønlændere som undertegnede samme fred, ved hvis kraft Grønland forbandt sig på ny at aflægge årlig skat til de norske konger, til hvis taffel samme skat lå.

Dette er hvad man i kort begreb kan sige om det gamle Grønland, hvis historie endes anno 1348, eller som andre skriver 1350, i hvilket år den sorte pest ødelagde den største part af det nordiske folk, blandt andet de fornemmeste Man holder for at den sorte død ødelagde de grønlandske indbyggeresømænd, item danske og norske købmænd, hvoraf de grønlandske kompagnier bestod, så at den grønlandske handel fra den tid begyndte at forfalde og endelig ganske at undergå. Vel finder man at ærkebisp Eskild i Trondhjem år 1406 stillede sig an som han ville bringe det grønlandske væsen på den gamle fod, og skikkede en ved navn Andreas fra Norge for at succedere den sidste grønlandske bisp af Garde, som før er omtalt. Men man har ingen tidender haft siden, hverken om samme Andreas, ej heller om de gamle grønlandske indbyggere, så der menes at de få som er overblevne af den sorte pest, er bortdøde eftersom de ingen tilførsel mere har fået fra Norge.

Efter at Norge var blevet forenet med Danmark, og kongerne fik så meget Erik af Pommern forsømmer den grønlandske handelandet at tage vare på, blev den grønlandske handel rent forglemt; thi Erik af Pommern, som succederede dronning Margrete, såsom han var fremmed og regerede over 3 mægtige riger, fik han ikke tid til at informere sig om der var sådant land til som man kaldte Grønland.

Christoffer af Bayern, som fulgte kong Erik i regeringen, tænkte lige så I lige måde Christoffer af Bayern og efterfølgende kongerlidet på denne handel så der i hans tid ikke blev talt om Grønland.

Kong Christian den Første førte store og vigtige krige, rejste til Rom, søgte at forene Ditmarsken med kronen, hvorpå han erholdt kejserlig bevilling, satte sig i possession af Slesvig og Holsten og var sin meste tid plaget med rebellioner i |600Sverige så at han ikke fik stunder at tænke på den grønlandske handel. Det selvsamme kan siges om hans successor, kong Hans. I Christiani 2. tid tog Erik Valkendorf, ærkebispen af Trondhjem, sig for at oplede Grønland igen. Han læste til den ende alle de bøger som var skrevet derom, og eksaminerede købmænd og skibsfolk i Norge som havde kundskab derom, lod også gøre et søkort over den vej man skulle tage didhen. Men bemeldte Erik Valkendorf kom i unåde og måtte forlade riget og begive sig til Rom, hvor han døde. Med ham faldt også de kompagnier som han havde ladet oprette for den grønlandske handel.

Kong Christian den Tredje tog sig for at oplede Grønland, men forgæves; thi de som blev didhen skikket, kunne ikke hitte det gamle land igen. Samme konge Christianus 3. søger at oplede Grønland igen, men forgæveslod ophæve det forbud som var gjort af de forrige konger, at ingen uden tilladelse måtte sejle på Grønland, og tillod enhver uden forespørgsel samme sejlads for at opmuntre undersåtterne at oplede landet igen; men Norge var da i sådan slet tilstand at det havde ikke kræfter til at udruste skibe til sådant tog.

Kong Frederik 2. tog sig også dette værk for og skikkede en ved navn Magnus Item Frederik 2.Henningsen at oplede det forlorne land. Samme Henningsen havde en særdeles hændelse. Efter at han havde udstået adskillige besværligheder, kom han så nær at han kunne se landet, men just på samme tid studsede skibet midt i søen med alle skibsfolkenes største forskrækkelse; thi de havde god vind, var midt i havet og havde dyb grund, der var ej heller nogen is dem i vejen. Såsom man ikke kunne komme videre fort, vendte Henningsen tilbage til Danmark igen, hvor han fortalte kongen denne underlige hændelse, holdende for at der måtte være en magnet i bunden af havet som holdt skibet tilbage. Jeg lader denne gisning ved sit værd og går videre fort.

Men som Christiani 4. hovedlyst var at gøre decouverter til handelens Christian 4. sender 4 gange skibe til Grønlandforfremmelse, så har ingen konge derpå mindre sparet umage og bekostning. Højstbemeldte konge tog sig |601på samme tid dette værk med alvor an og til den ende lod forskrive en forfaren sømand fra England som havde navn for at kende det grønlandske hav. Så snart samme sømand var ankommet, lod han udruste Første rejse under Godske Lindenau3 skibe, hvilke under anførsel af Godske Lindenau sejlede fra Danmark anno 1605. Den engelske sømand, som førte et af disse skibe, da han havde nået den poli højde som han søgte, skilte han sig fra de andre skibe og tog den kås som islænderne fordum havde taget, nemlig sydvest. Den danske admiral derimod sejlede imod nordvest og kom alene til de grønlandske kyster. Snart var hans skib ikke blevet set af de vilde på landet førend de kom ombord, hvor admiralen tog imod dem med glæde og gav dem vin at drikke, men de fandt ingen smag deri og drak hellere tran, som man siden skænkede i for dem. De foragtede guld- og sølvmønt, som man viste dem, og var mere begærlige efter jern- og stålarbejde, item spejle og andet småt dukketøj, hvilket de tilbyttede sig for ræve, bjørne og kobbeskind, som de havde bragt med dem. Godske Lindenau opholdt sig på samme sted i 3 dage uden at sætte fod på landet såsom han ikke troede de vilde. Den fjerde dag lettede han anker og sejlede bort med to af indbyggerne, hvilke derudover blev så rasende at man måtte binde dem. De andre, som stod ved strandbredden og anså denne handel, blev derover så opirrede at de skreg og hylede og bombarderede de danske med pile og sten. Dette er alt hvad jeg finder forrettet på dette tog af Godske Lindenau, hvilken kom alene til Danmark igen.

De andre tvende skibe kom ind i en bugt som befandtes at være Strat Davis, hvor man så adskillige gode havne og grønne enge. Indbyggerne der kom også straks ombord og handlede med dem, ligesom de foromtalte med Godske Lindenau. Men disse sidste stillede sig mere vilde og mistrolige an. Her blev nogle bevæbnede danske sat på land, hvilke der fandt adskillige smukke egne, i lige måde sølverts; thi det siges at man af sten som vejede 100 unser, bragte 26 unser sølv til veje siden i København. Man gav danske navne til de sø|602havne som der fandtes, og gjorde et kort over kysterne. Førend man gik ombord igen, bemægtigede man sig fire vilde, af hvilke man måtte omkomme den ene efterdi han stillede sig så fortvivlende og rasende an og derved indjog sådan skræk i de 3 øvrige at de godvilligt fulgte de danske til skibene. Indbyggerne, for at hævne deres landsmands død, stillede sig i slagtordning ved havnen og lod som de ville afskære de danske passen til skibene; men da man gav en salve af kanoner og musketter på dem, tog de flugten så at de danske uden hinder indskibede sig, satte sejl og kom lykkeligt til København igen, hvor de præsenterede Hans Majestæt de 3 vilde, som ingen overensstemmelse havde med de forrige, hverken i tale, dragt eller sæder.

Dette første grønlandske tog opmuntrede kong Christian at forsøge et nyt og Den anden grønlandske rejseat affærdige samme Godske Lindenau med 5 skibe. Han sejlede fra Sundet den 8. maj 16061606 og bragte med sig de 3 grønlændere som var taget ved Strat Davis, for at bruge dem til tolke. Godske Lindenau tog da den vej som den engelske kaptajn havde udvalgt, nemlig sydvest fra Island igennem Capo Farvel mod Strat Davis. Et af disse skibe blev skilt fra de andre formedelst en tåge; men de fire kom lykkeligt til landet den 3. august. Men de vilde, af mistanke til dem, havde ingen lyst at indlade sig i handel som tilforn, hvorudover de danske sejlede højere og forhåbede der at blive bedre modtaget; men indbyggerne var der lige så mistænkelige som på det første sted og stillede sig til modstand ifald de danske ville forsøge landgang. Endelig da man havde kastet anker ved det tredje sted, bad en af Lindenaus tjenere, en forvoven karl, om frihed at stige alene på land for at komme i handel med de vilde. Han håbede enten at tæmme dem ved adskilligt småt dukketøj eller at undløbe dem hvis de skulle forsøge noget fjendtligt imod ham; men han var næppe kommet på land førend han blev grebet, ihjelslået og skåret i stykker af de vilde, som dertil brugte knive, gjort af horn eller tænder som tages af den fisk kaldet enhjørning og slibes ved |603stene. Lindenau mærkede da at der var intet for ham at bestille, begav sig derfor på vejen til Danmark igen.

I samme år som dette andet grønlandske tog skete, nemlig 1606, gjorde Kongens første engelske rejseHans Majestæt sin første rejse til England for at besøge sin svoger kong Jacob. På denne rejse fulgte ham af rigets råd Christian Friis, kansleren, Peder Munk, rigets marsk, Steen Brahe, Rantzau, statholder i Holsten, og Eske Brok.(a) Fremdeles fulgte ham også på denne rejse den navnkundige doktor Hans Resen og magister Jon Jacobsen Venusinus, historicus regius. Der fortælles underlige historier om samme Venusino, blandt andre at han i sin ungdom havde forhvervet sig en ring hvori var en spiritus familiaris, ved hvis hjælp han kom til stor lærdom og videnskab og blev professor i København. Med denne ring siges det han aldrig kunne skille sig; thi endskønt han kastede den i ilden, i rendesten, ja i havet selv, så kom den dog på fingeren igen. I denne overtro blev almuen ikke lidet bestyrket da Venusinus blev fundet død i en brønd til Sorø, hvor han var oeconomus. Han er ellers ikke den eneste som formedelst sin lærdom har haft den lykke at blive troldmand.

Den 13. juli kom Hans Majestæt med sine skibe til England, hvor kong Jacob gik ham straks i møde og opholdt sig på det kongelige skib 2 timer.(b) Efter at Hans Majestæt havde været nogen tid i England,(c) begav han sig den 11. august derfra igen og arriverede til Kronborg den 24. ditto.

Jeg finder ellers at Viborg dette år i grund blev afbrændt, item at en uhørlig gerning blev bedrevet af en præst der på gaden ved Oluf Brockenhuus’ gård med en kniv ihjelstak en herremand ved navn Otto Skram. Óg gav dette mord des større opsigt efterdi |604samme Otto Skram var en herre af store meritter, der havde gennemrejst hele Europa og en del af Afrika. Ulykken skete i Viborg da han gik hjem fra et bryllup.(a)

Efter at kongen var kommet tilbage fra England, tog han sig for at gøre det 1607tredje forsøg på Grønland og til den ende udskikkede 2 store skibe under anførsel Tredje grønlandske tog af kaptajn Karsten Richardsen; men samme Richardsen kunne ikke komme til land formedelst is der lå ligesom høje bjerge og strakte sig langt ud i havet; thi der er visse år i Grønland som isen aldrig tør i, hvorudover han med uforrettet sag måtte vende tilbage. Disse kostbare og vanskelige tog viser hvilken stor curiositet, nidkærhed og bestandighed der var hos denne herre.

Hvad de vilde grønlændere er angående som blev bragt til Danmark, da havde Hans Majestæt omsorg for at de blev vel forsørget, og gav dem frihed at gå hvor dem lystede. Man gav dem at spise mælk, smør og ost, item råt kød og fisk; thi de kunne ikke vænnes til brød og kogt kød, ej heller til vin eller øl, men i det sted drak hvalfisketran. De vendte sig idelig imod Norden og sukkede efter deres fædreneland. De som kunne bemægtige sig deres små både, begav Vilde grønlændere i København og deres fatasig på søen, i tanke at komme til Grønland igen. Men da de var kommet 10 eller 12 mil fra Sundet, blev de af storm drevet tilbage på de skånske kyster og derfra bragt til København igen, hvor de blev nøjere vagtet. Men som deres tanker altid var henvendt til fædrenelandet, vovede tvende af de samme sig på søen igen, hver i sin båd som de havde fået fat på. Man satte efter dem og fik den ene tilbage, men den anden fik man aldrig nogen tidende om. 2 af dem døde siden af sorg, men de øvrige 2 levede i nogle år og syntes at være ved godt mod. Men den forhåbning man havde at lære dem den kristelige tro, var forgæves. Man kunne ikke mærke at de havde nogen idé om Gud. Man blev alene var at de løftede øjne imod himmelen som for at tilbede solen når den steg op af østen.

Den ene af dem døde endelig til Kolding på sådan måde: Såsom på de tider sammesteds var perlefangst, og |605grønlænderen gav til kende at han var vant til at fange perler i sit fædreneland, førte høvedsmanden i Kolding ham med sig didhen og betjente sig af ham til perlefangsten, hvori han var meget lykkelig. Men såsom gerrighed drev samme høvedsmand til at holde ham til dette arbejde både vinter og sommer, blev han omsider syg og døde. Denne død gik hans kammerat, som nu alene var tilbage, således til hjerte at ingen kunne trøste ham mere. Han bemægtigede sig derfor i fortvivlelse en af de små både og begav sig ud på søen. Men han blev grebet og bragt til København igen, hvor han straks døde af sorg.

Disse trende tog viser såvel kongens store iver til handelens forfremmelse som en ugemen fermeté i at fortsætte og bringe til ende hvad han en gang havde påtaget sig, og af ingen modgang, trusler eller ulykker at lade sig afskrække, hvorpå i efterfølgende historie skal vises mærkelige eksempler, såvel i freds- som i krigstider. I efterfølgende år lod han se en stor prøve derpå i Holsten ved at tentere et stort foretagende og uanset dets vanskelighed og stændernes protestation at sætte det i værk, sig og efterkommerne såvel af det kongelige som fyrstelige hus til største nytte.

1608De slesvig-holstenske stænder stod endnu stift på deres valgrettighed, endskønt de intet andet havde at grunde den på end Christiani 1. privilegier. Forklaring over det slesvig-holstenske ridderskabs formente valgrettighedMen jeg har tilforn vist at samme konge intet risikerede ved at give sådanne privilegier efterdi de aldrig kunne bringes til eksekution; thi hvad Holsten angik, da havde samme land altid været et arvegrevskab således at ikke alene søn har arvet faderen, men at det ligesom et patrimonium har været delt imellem de grevelige børn. Og når det således var beskaffent, kunne spørges hvorledes Christianus 1. kunne give stænderne en valgrettighed sine efterkommere til præjudice, helst på den tid at han havde 2 brødre der ved fødslen havde erhvervet jus quæsitum dertil, foruden den skovenburgske greve, som både var proximus agnatus til den afdøde holstenske greve og derforuden viste et arvefordrag mellem de holstenske og skovenburgske herrer at det ene hus |606skulle succedere det andet, så at derfor Christiani 1.  adkomst  til Holsten grundede sig ikke på stændernes valgrettighed, som de aldrig havde haft, men på den skauenborgske greves cession eller afståelse for en sum penge og andet vederlag, óg kunne kong Christian ikke betjene sig af anden ret til at ekskludere sine tvende brødre end den som flød af samme afståelse. Og endskønt de holstenske stænder havde ved Christiani 1. privilegier erhvervet sådan ret, viser dog efterfølgende tid at den aldrig har været ført i praxin, men at landet har været underkastet successionsret, ja delinger, Dens rette grund visesligesom det har været før Christiani 1. tid.

Heraf ser man at denne prætenderede valgrettighed var ilde grundet i henseende til Holsten, men langt værre i henseende til Slesvig, som var en del af riget, og hvorover ridderskabet i Holsten havde lige så liden disposition som kalmukker eller tatere. Ikke des mindre lod de sig ikke alene mærke med sådan valgrettighed i denne konges minorennitet, men endogså da kongen i det år 1603 forlenede hertug Johan Adolf med Slesvig, protesterede solenniter derimod. Men kong Christian havde alt for stor fermeté for at lade sig afskrække ved sådant; thi han gjorde ikke alene en kontraprotestation derimod, men erhvervede også i dette år 1608 af kejseren en bevilling at førstefødselsret skulle indføres i Holsten, og at fyrstendømmet ingen deling Kongen indfører førstefødselsret i Holstenoftere skulle være undergivet. Og omendskønt stænderne en og anden gang fremkom med deres gamle protestationer, maintenerede dog Hans Majestæt dette sit værk med sådan myndighed så at stedse fra den tid indtil nu om stunder en bestandig successions- og førstefødselsret har været iagttaget såvel i den fyrstelige som kongelige linje. Men derom skal tales mere omstændigt på et andet sted. Hans Majestæt forlangte af rigets råd dette år at hans unge søn prins Christian, som da var 5 år gammel, måtte erklæres hans successor, hvortil de lod sig ikke finde uvillige, forlangende alene en forsikring at sådant intet skår skulle gøre i adelens privilegier, især i deres valgrettighed, hvilket da dem var lovet, blev alle stænder straks forskrevet til at møde, óg blev da den un-|607ge prins samtykket til konge efter Christiani 4. død. Men hyldningen skete ikke førend år 1610.