Kong Carl forlod Dannemark efter Slaget udi Fyen, og begav sig til Gottenborg, hvor han sammenkaldede Rigets Stænder, berettede dem sin Tilstand, og begiærede Recrouter baade til Lands og Vands. Kong Carls Død.Medens han nu raadførte sig med dem derom, faldt han udi en hidsig Feber, hvoraf han døde den 12 Februarii. (b)Aarsagen til hans Død blev foregivet saavel af hans Venner, som af hans Uvenner, at have været det store Nederlag udi Fyen, hvilket gik ham saa nær til Hierte, at han kunde ikke leve længe, hvorvel andre sige, han døde af Skørbug og Fedme.

Samme Konges Portrait.Han var en Herre af maadelig Legems Størrelse, (c)men sterk og af god Helbrede, han havde et smukt Ansigt og god For-|420stand, var høflig udi Omgiengelse, tog sine Ministrer og Generaler med sig udi Raad, men fuldte gemeenlig deres Meening, som sigtede til hans Ære og Høihed; han var nyttig for langt bortliggende Lande, men skadelig for sine Naboer, som han ideligen søgte at undertrykke, for at ophøje sig selv. Disse ere den Franske Ambassadeurs Terlons Ord, som af idelig Omgiengelse havde lærdt at kiende ham i Grund. I det øvrige kand man see af hans Bedrifter, at han har været en af de stridbareste Konger, som udi Historierne ere at finde; thi hans heele Regiering var en stedsevarende Feide, saa at det siunes, at den Svenske Nation fik udi ham heller en General end en Konge. Saasnart han kom til Regieringen, besluttede han at anfalde sine Naboer; thi, hvorvel han i DronningDronning]Dronning] B, Dronnig A Dronning] B, Dronnig A Christines Tid udi sin Retraite paa Øland siuntes at elske Roelighed og gode Dage, og slog sig til Excess af Drik, saa skeede dog saadant kun af Politiqve; thi hans Passion var at leve ideligen i Uroe og i Gevær, og hans tykke og fæde Legeme hindrede ikke, at han jo med Adresse kunde forrette alle Krigs-Exercitier. Dersom man vil dømme alleene hans Bedrifter efter deres lykkelige Udfald, da kand man sige, at han var en stor Anfører, men vil man alleene betragte Gierningerne i sig selv, siunes det, at han var større Soldat; thi, at omkomme Husarer med sin egen Haand, saasom udi det store Slag ved Warskau, at føre sin Krigs-Magt, hvorudi all Rigets Velfærd bestoed, over en falsk Iis, at løbe Storm med faa Folk til saadan vigtig og vel forsiunet Stad, som Kiøbenhavn, siunes at være større Prøver paa Tapperhed end Anførsel; at hans egne Folk hemmelig glædede sig over hans Død, bevidne adskillige Skribentere; thi de saae ingen Ende paa deres Besværligheder, saa længe han levede. Den store Gustav førte vel ogsaa ideligen Krig, men han arvede den første efter sin Fader, førte den anden for at forsvare sin Ret til Kronen, og den tredie for Religionens skyld, saa at det siuntes, at han førte Krig, for at bekomme en sikker Fred, hvorudover hans Død blev begræded ikke alleene af Sverrige, men ogsaa af mange andre Folk. Carl Gustav derimod, som gik frugtsommelig med et femte Monarchie, |421har blant alle Konger meest ligned den sidste, nemlig Carl 12, hvorfore begge ogsaa havde eens Skiebne, begge bleve ulykkelige paa det sidste, og begge satte Livet til for een Fæstning; thi dersom man kand fæstefæste]fæste] B, faste A fæste] B, faste A Troe til den almindelig Norske Tradition, fik Carl Gustav ogsaa sit Bane-Saar for Friderikshald.

Der ere ellers faldne adskillige Raisonnemens over hans Endeligt: Nogle sige, at Adskillige Raisonnemens over hans Endeligt.han døde udi stor Sinds Uroelighed, og tilskrive saadant den idelige Blods-Udgydelse, som paa det Yderste stod ham for Øjne: Ja de ansee det ogsaa som en GUds Straf, at han døde den samme Dag, som han havde stormet til Kiøbenhavn: Andre derimod sige, at han døde i største Andagt, og vidnede paa samme Tid den Præst, som havde døbt ham, at han ved Daaben havde seet en Ild skinne over hans Hoved, saa at man deraf skulde slutte, at han var GUds Favorit, og at alle de Krige han førte, vare GUds Krige, og Conseqventer, at saadant paa hans Yderste ikke kunde foruroelige ham; men man kand fæste ligesaa liden Troe til det eene, som til det andet. Thi det første kand være ham paadigted af hans Fiender og det sidste tillagt af Hyklere. Man kand alleene sige dette, at, hvis Carl Gustav i Steden for at føre sine Undersaatter ideligen til Slagter-Benken, havde søgt, at heele Sverrigs indvortes Saar, og, hvis han havde distingvered sig ved ligesaa mange nyttige Love, som ved blodige Felt-Slag, kunde man have fæstet meere Troe til denne Præste-Historie om det skinnende Lys. Men som man ikke seer, at han stiftede noget nyttigt til Landets Tarv og Opkomst, saa finder man udi denne Historie ikke mindste Riim eller Raison, med mindre man vill giøre anden Forklaring over denne miraculeuse Flamme, end ovenmeldte Præst.

Sverrig i slet Tilstand.Kong Carls Død foraarsagede stor Forskrækkelse i Sverrig; thi Riget var udi en slet Tilstand, saavel i Henseende til dets mange Fiender, af hvilke det paa alle Sider var haardt beængstiged, som og i Henseende til Cron-Prindsens Umyndighed. Kiernen af den Svenske Krigs-Magt var ødelagt i Fyen; deres Flode var indsperred i Landskrone, og det Folk, som endnu laae for Kiøbenhavn, havde heller Anseelse til at ville capitulere, end at løbe |422Storm, og deres Tall formindskedes dagligen, ved de fremmede Soldater som deserterede fra Leiren, og begave sig ind udi Staden. Kort at sige: Conjuncturerne vare saaledes, at de Danske kunde have Haab om, ikke alleene at faae de forlaarne Stæder tilbage, men end ogsaa ved deres Allieredes Hielp at forflytte Krigen ind udi Kiernen af Sverrig; men denne sorte Skye dissiperedes i en Hast, og just det, som siuntes at true Sverrig med Undergang, reddede det derfra, ja erhvervede det en reputerlig Fred, og brød da klarligen frem, hvad de foreenede Nederlandske Provinciers Sigte var udi denne Krig, nemlig, at promovere deres Interesse, som bestoed derudi, at ingen af de Nordiske Potentater blev Mester alleene over Sundet. Betænkning over Hollændernes Opførsel mod Riget i denne Krig.I den Henseende figtede de for Kiøbenhavns Conservation, som for deres egen Velfærd. I den Henseende undsloge de sig siden for at undsætte de Danske, ja truede dem med Fiendtlighed, da de vilde forflytte Krigen til Skaane. Dette svarede aldeeles ikke til de store Løfter, som de havde giort Kong Friderik for at indvikle ham i denne Svenske Krig, ej heller til de prægtige Forsikringer deres Minister van Beuningen ideligen havde givet udi Krigen, hvorvel man kand sige, at det var ikke samme Ministers skyld, thi det siunes, at han var Dannemark stedse affectionered, og derfore ivrede sig over en og anden slet Hollandsk Opførsel mod Dannemark, ligesaa meget som Kong Friderik selv. Vel kunde man sige til Hollændernes Undskyldning, at det var naturligt for dem, at de søgte for deres Handels Sikkerhed at holde Øresund stedse separered, og at der kunde være en Ballance mellem de Nordiske Kroner; men var det at befordre Ballance, at grunde Tractaterne paa den Roskildske Fred, hvorved Sverrigs Herredom, som forhen var voxen for meget i Veiret, saa mærkeligen blev forøged? hvis Republiqven ikke fandt sin Interesse i at Skaane blev foreened med Dannemark igien, saa kunde den have procureret Riget et Vederlag derfor, og derved holdet sit Løfte uden at handle mod sin Interesse. Man kunde i det allermindste have staaet paa Vigens og Bahuuses Restitution, og den Kongelige Lehns Rettighed udi det Slesvigske; thi saadant kunde udi Henseende til Sver|423rigs store Magt, være Holland og alle dem, som ønskede en Ballance udi Norden, meere til Sikkerhed end til Præjudice. Sandeligen, hvor meget Hollænderne end bryste sig af deres Affection mod Dannemark, saa kand man sige, at alle de Uheld, som dette Rige har haft, grunde sig enten paa Hollandsk Fiendskab eller Venskab. Udi den sidste Krig Christianus 4 førte, toge de aabenbare Svensk Parti, og derved skildte Riget ved anseelige Provincier. Udi denne Krig, hvortil de selv havde været Stiftere, forlode de samme Rige, og udi den 3die Krig, som Høylovlig Ihukommelse Christianus 5 førte, giorte de en particuliere Fred, og lode Dannemark og deres Allierede staae udi Stikken; Saa at derfore, naar man ved Dags-Lyset anseer Hollands Meriter mod DannemarkDannemark]Dannemark] Dannememark A Dannemark] Dannememark A , ere de ikke saa store, som de Hollandske Skribentere have afmalet dem. Og haver Holland sig intet at roose af den Kiøbenhavnske Freds Befodring, til hvis Beskrivelse jeg nu skrider.

Den slette Tilstand Sverrig var bragt udi, foraarsagede at samme Rige begyndte at tage andre Mesures, De Svenske arbeide paa Fred.og at give dem gode Ord, som tilforn vare tracterede med Foragt. Carl Gustav selv, havde mod Enden af forrige Aar begyndt at føre anden Conduite, og i Steden for at viise de Hollandske Gesantere sin Kaarde, at caressere dem paa alle optænkelige Maader, havde ogsaa, for at vinde Hollændernes Venskab, affærdiget Cojet (a)til Holland med Ordre, at tilbyde Republiqven store Fordeeler, blant andet, at hvis han blev Mester af Kiøbenhavn, skulde han giøre Havnen til intet, og betage Staden all Commerce, og indrømme Hollænderne Nyborg udi Fyen, hvorved de kunde faae Direction over den Østersøiske Handel. Til videre Forsikring vilde han give dem det Greveskab Oldenborg, saasnart den da værende Greve ved Døden afgik, item Glükstad med dens District, og, dersom dem siuntes at det ikke var nok, vilde han indrømme dem heele Fyen, tillige med Glückstad og Oldenborg med Condition, |424at de skulde være ham assisteerlige udi Krigen, og lade ham selv foreene sig om det øvrige af Dannemark, enten med Kong Friderik, eller Hertugen af Gottorp, og sees af dette Sidste, at han stod i Betænkning, hvem han vilde unde de øvrige Levninger af Dannemark, enten den retmessige Konge, eller sin Svoger, den Holstenske Hertug. At dette var Cojets Instrux, vidner Pufendorf selv udi Caroli Gustavi Historie; (a)Dog blev derpaa af General Staterne intet resolvered, men alting blev henviised til de Hollandske Gesantere udi Dannemark, og Kongens Død, som fuldte strax derpaa, giorde dette forfærdelige og umenneskelige Project til intet.

Dog, saasom samme Project kunde ikke andet end meget allarmere de Danske, bleve tvende Ambassadeurs, nemlig Krag og Bukwald affærdigede til Holland, for at giøre Cojets Anslag til intet. Ved deres Indtog bleve giordte adskillige Difficulteter; Den Franske Ambassadeur Thuanus holdt for, at de begge ikke burdte have uden een Carosse, eftersom, hvor mange Ambassadeurerne end kand være, saa er det dog kun een og den selv samme Ambassade. Præcedentz Strid mellem Danske og Franske Gesantere.Men at samme Paastand var uden Grund, viiser blant andre den Münsterske Tractat, hvor saadant ingen blev disputered. De Deputerede af Staterne i Holland søgte at jævne denne Tvistighed, men den Franske Ambassadeur stoed stift paa sin Meening, og vilde at hans Vogn skulde følge strax efter den Danske Ambassadeurs første Vogn, befoel ogsaa sin Kudsk at trænge sig imellem Krags og Bukwalds Vogne; men han maatte rykke tilbage, og een af hans Følge blev blessered, (b)og finder jeg ikke, at denne Gierning havde nogen videre Svite, endskiønt Thuanus insinuerede en skriftlig Klage derover til Staterne, som findes paa Fransøsk hos Aizema, (c)thi ingen fandt nogen Behag udi saadant Foretagende, dog saasom man i disse slette Conjuncturer maatte simulere noget, beqvemmede de Danske Gesantere sig til, at give Afskeed til een af deres Tienere, som havde ved |425denne Leilighed uddeelt de meeste Hug. De Danske Gesanteres Ærende var at giøre Cojets Handel til intet, og at anholde hos General Staten om at profitere af den sidste Seier, som var erholdet udi Fyen, og at assistere Riget fremdeeles, indtil man kunde erholde en god og billig Fred.

Ungefær paa samme Tid, som Thuanus yppede denne Præcedentz Strid udi Holland, saae det Danske Hoff igiennem Fingre med den anden Franske Ambassadeur Terlon, saa at han for sig selv saavel som andre fremmede Gesantere erholdte en Hærlighed, som tilforn ingen havde haft. Det havde stedse tilforn været brugeligt, at fremmede Ambassadeurs, endskiønt de agede i Kongens egen Carosse, bleve holdende ved Enden af Broen, uden for Slottet. Da nu Terlon engang vilde op paa Slottet, og der paa samme Tid var ont Veir, saa at han uden Incommoditet ikke formedelst Vind og Sneefog kunde gaae over Slots-Broen, bad han Hoffmester Gersdorff, at han vilde forestille Hans Majestet, at de Danske Gesantere agede udi deres egne Carosser lige ind paa Louvre, og at det derfore ikke ilde maatte optages, om han brugte samme Frihed ved det Danske Hoff. Saasom nu Hoffmesteren dertil svarede paa en høflig Maade, som gav tilkiende, at Hans Majest. ingen Mishag derudi vilde finde, tog Terlon deraf Leilighed en Dag, og befoel sin Kudsk at age lige ind paa Slottet. De andre Ambassadeurs, fuldte ham derudi efter, saa at det siden stedse har været brugeligt for alle Gesantere.

Efter Caroli Gustavi Død begyndte de Svenske for Alvor at arbeide paa Hollands Venskab, og beqvemme sig til den sidste Hagiske Concert, som de hidindtil saa bestandig havde forkastet; Hvorudover, da Mediateurerne komme til Helsingøer, for at aflægge Condolence over Kongens Død, erklærede de sig saaledes, at de gierne af Respect for de 3 Stater, og af Begierlighed til Fred imodtoge den Roskildske Fred, saaledes, som den siden var bleven moderered ved Trundhiems Afstaaelse, og som den videre kunde efter nærværende Tider forandres. I det øvrige forlode de sig paa Mediateurernes Redelighed, og overgave denne Sag udi deres Hænder. Denne høflige Erklæring klingede saavel udi |426samtlige Gesanternes, besynderlig de Hollandskes Øren, at de strax tilkiende gave, at hvis de Svenske vilde give Forsikring om det, at deres Skibe skulde ingen Skade tilføie de Hollandske, vilde de strax kalde deres Flode tilbage fra Landskrones Havn, og intet videre Fientligt øve imod den Svenske Flode, men at den skulde have Frihed at seile, hvorhen den vilde. Dette var en stor Trøst for de Svenske, saasom Hollænderne paa eengang forlode all deres Fordeel, hvorved Sverrig kunde bringes til en billig Fred.

Efter at Mediateurerne havde faaet saadan en behagelig Erklæring af de Svenske, begave de sig til Kiøbenhavn for at communicere Kong Friderik den samme, og at faa at vide hans Betænkning derover. Men Hans Majest. bar saadan en Fortrydelse derover, at han efter tvende skriftlige Ansøgninger vilde intet Svar give derpaa. Herudover besluttede Hollænderne at nægte Dannemark all videre Undsættning, ja de lode sig merke med at ville agere fientligen mod samme Rige, hvis Kongen ikke i en Hast vilde beqvemme sig til Fred. Kaaldsindighed mellem Dannemark og Holland.Ruyter fik derpaa strax Ordre at forlade Landskrone, og at lade den Svenske Flode løbe ud i Søen igien, for at hindre de Danske at transportere flere Krigsfolk fra Holsten. Hvilket, da Kong Friderik merkede, begav han sig udi egen høie Person med nogle Brandere til Landskrone, for ved sin Nærværelse at opmuntre Hollænderne, enten til at angribe den indspærrede Svenske Flode, eller i det ringeste at blive ved at indslutte Havnen. Ruyter, som stod færdig at seile bort, blev da bevæget af Kongens Nærværelse, og refererede saadant til de Hollandske Gesantere. De samme bleve derover tvivlraadige, hvad de skulde giøre, saasom dem siuntes uanstændigt at forlade en Konge, som de havde staaet i saa stærk Venskab med, helst saasom Hans Majestet lod tilkiende give, at han ikke vilde gaae tilbage, førend han havde sat sit Forsætt i Verk mod den Svenske Flode. De gave derfor Ordre til Ruyter at bie indtil videre. Men, saasnart Kong Friderik med Branderne var gaaen tilbage igien, fik Ruyter Befalning at forlade Landskrone, hvilket og skeede, og formeerede |427sig derpaa meer og meer Misforstaaelsen mellem Hollænderne og de Danske, og Kongen blev ved, intet positiv Svar at give Gesanterne, indtil hans Courier kom tilbage fra Holland, hvor han ved sine Ministrer forestillede General-Staterne, hvorledes han blev medhandled, og at den Hollandske Flode mod hans Villie og Vidende havde ladet den Svenske Flode komme ud af Landskrone, og at den samme lige for Kiøbenhavn i Kongens Aasiun havde bortsnappetbortsnappet]bortsnappet] A B; bortsnapped SS bortsnappet] A B; bortsnapped SS adskillige Danske Skibe; Lod derpaa ved samme Ministrer erindreerindre]erindre] B, erindrede A erindre] B, erindrede A dem de forhen sluttede Forbund om at assistere Dannemark, intil det kom i sin forrige Stand igien. Dette udvirkede da saa meget, at General Staterne affærdigede nye Skrivelser til Gesanterne udi Dannemark, og derudi lode dem vide, at det mishagede dem, at de havde forladt Landskrone, og derved givet de Svenske Flode Leilighed til at plyndre og optage de Danske Skibe.

Saasnart den Hollandske Flode forlod Landskrone, løbe strax 8 Svenske Krigs-Skibe ud af Havnen, og begave sig mod Kiøbenhavn, og som de Danske sig intet Ont ventede, bleve adskillige af deres Fartøj, som udi Sikkerhed laae for Anker, opbragte. Dette siuntes de Hollandske Gesantere at gaae for vit, og derfor lode Ruyter sige, at han udi Flodens Paasyn intet fientligt skulde tillade at øves, hvilket han ogsaa efterlevede, saa at, da de Svenske lagde sig med 3 Skibe for Dragøe, skikkede han lige saa mange Skibe did hen, saa at derfore en artig Scene blev præsentered; Og den eene vidste ikke, hvor vit han skulde troe den anden, og foraarsagede den Mistanke, at de Svenske under Prætext af Mangel paa Levnets Middeler begave sig til Landskrone igien, førende did med sig nogle erobrede Danske Skibe, som komme fra Holsten, og hvorpaa vare tvende Danske Generaler, nemlig Schack og Ahlefeld, hvilke begge bleve satte i Forvaring udi Malmøe. Endeligen efter at Kong Friderik paa Gesanternes indstændige Begiæring havde givet sin Erklæring om Fred, begyndte Tractaterne at gaae for sig. Freds-Forhandling.Men derved forefaldte adskillige Vanskeligheder, som dagligen formeeredes ved Tvist og U-eenighed, som reisede sig mellemsig mellem]sig mellem] B, mellem A sig mellem] B, mellem A Mediateurerne. Dette foraarsagede, at de Danske og Svenske |428Commissarier, efter Hannibal Sehsteds Raad og Tilskyndelse, besluttede at afgiøre Sagen mellem dem alleene, hvilket ogsaa udi stakket Tid skeede; thi, saasom begge Nationer vare blevne yderligen udmattede af Krigen, havde de da lige stor Begiærlighed til Fred, og derfor mod alles Formodning, ginge med Fyrighed og Føielighed til Verks, klargiørende een Artikel efter en anden. De Svenske eftergave deres Prætensioner paa det Guineiske Bytte, Den Kiøbenhavnske Fred.item paa Bornholm og Trundhiem, dog skeede Bornholms Cession ikke uden et slags Vederlag, af adskilligt Jorde-Gods, som Kong Friderik tilkiøbte sig, sær af Adelen i Skaane, som han overdrog til Sverrigs Krone, og derved holdt det Løfte, som han havde giort de Bornholmske, nemlig at Landet ikke skulde komme under Sverrig igien. I det øvrige blev den Roskildske Fred ved Magt. Der bleve ogsaa forfattede nogle hemmelige Artikle om Corfitz Ulfeld, at han maatte tilstædes at boe i Dannemark, dog saaledes, at han først til Ende bragte den Process, som ham af Sverrig var formered, hvorom videre paa et andet Sted. At Ebbe Ulfeld skulde nyde Satisfaction i Dannemark; item, at nogle Skrifter, som af Gunde Rosenkrantz og andre, vare komne for Lyset, skulle supprimeres.

All Verden forundrede sig over, at dette store Verk blev inden faa Dage bragt til Ende. Men de Danske og Svenske havde adskillige Aarsager til at iile dermed; thi foruden at ingen af dem kunde længere udstaae denne Krigs-Byrde, vare begge Nationer irriterede over de 3 oftomtalte Staters hofmodige Opførsel, i det at de, Parterne u-afvidende, sluttede Fred, som de med Magt søgte at exseqvere, og derfor meenede at begge Nationers Ære derunder verserede, at dette Verk kunde afgiøres imellem dem selv. Begge Parters Motiver til denne Freds Slutning.De saae derforuden, at Mediateurernes Procedure var fuld af Chicaner, og tienede kun til at forlænge Tiden, og befodre deres egen Interesse, hvilket naar det ikke kunde skee, merkede man, at de søgte at bryde Tractaterne over tvers: hvad som meest drev de Danske til at iile med Freden, var, at Polakerne deres Allierede, og for hvis Skyld denne Krig var begyndt, havde til Oliva forliget sig med Sverrig, uden at indføre de Danske i Tra|429ctaten, saa at derfor, endskiønt Keiseren tilbød Dannemark 7000 Mænd paa sin egen Bekostning, og Regieringen i Engeland var bleven forandred ved Caroli 2. Tilbagekaldelse, vilde Kong Friderik dog ikke lade Rigerne længer være udi denne uroelige Tilstand, helst saasom han af Exempler havde lært, hvor lidet man kand forlade sig paa fremmed Hielp, og stod ham besynderligen dette for Øjene, at de Svenske truede at lægge alting udi Aske paa de Danske Øer, som de endda havde inde, og alleene søge at forsvare sig udi Nascov og Kronborg til det Yderste.

Hertugens af Holsten Opførsel mod Riget i denne Krig.Hvad den Handel med Hertugen af Holsten angik, da saasom lidt eller intet derom tilforn er taled, og densammedensamme]densamme] A; den samme SS densamme] A; den samme SS var en af de største Knuder, saavel ved den Roskildske Fred, som ved denne Kiøbenhavnske, vil jeg korteligen melde noget derom. Jeg har tilforn viiset, at Hertug Friderik foreenede sig med Carl Gustav ved at give ham sin Dotter Hedevig Eleonora til Ægte. Dette Svogerskab kunde ikke andet end opvække stor Eftertanke hos Kong Friderik, saasom han frygtede i Steden for en troe Vassal, at faae en Fiende, udi hvilken Tanke han tog ikke feil, som Udgangen desverre viisede; thi Harmonien mellem det Kongelige og Førstelige Huus ophørede fra den Tid, som Pufendorf selv vidner med disse Ord: *Donec Carolus Gustavus è domo Gottorpiensi Conjugem sibi adscivit, (a)id est: indtil Kongen af Sverrig blev besvogred med det Gottorpske Huus, da den liden Gnist, som var tilbage af den TaknemmelighedTaknemmelighed]Taknemmelighed] Taknemmmelighed A Taknemmelighed] Taknemmmelighed A , Hertugerne vare de Danske Konger pligtige, døde reent ud. Man havde strax merkelige Prøver derpaa, da de Svenske angreebe Holsten; thi, da Hertugen, som Rigets troe Vasal, burdte have beskyttet det fra Overvold, arbeidede han derimod paa at styrte det i Uheld. Thi Monsr. Terlon bevidner, at hans Secretaire Pauli, som residerede udi Kiøbenhavn, gav Kongen af Sverrig Underretning om alt, hvad som passerede i Dannemark. *Ce fut ce Sieur Pauli, siger han, Secretaire du Duc de Holstein, qvi lui apporta des avis de tout ce, qvi ce passa chez les Danois, lui ayant

(a)	Puf. Hist. Frid. Wilh. lib. 19. Sect. 62.*

|430été depeché expressement pour cela. (a)Ja den Svenske Skribent Pufendorff selv tilstaaer, at Hertug Friderik havde Tanker til, gandske atat]at] at at A at] at at A skille Kong Friderik ved Riget, og sætte den Danske Krone paa sit Hoved.

Da Kong Carls Armée var kommen fra Polen ind udi Holsten, greb Hertugen sig saaledes an for de Svenske, at han udsatt Biskopens af Lybek umyndige Søns kostbare Klenodier, for at assistere dem med Penge og Mundering. Han selv med sin heele Hof-Stat gik Carl Gustav i møde, og med stor Stads lod ham indføre udi sin Residentz Gottorp. (b) Loed sig ogsaa Dagen derefter tractere udi den Svenske Leier, saa det er troeligt, at udi denne Sammenkomst er overlagt imellem dem, hvad Hertugen skulde faae til Bytte, om de Svenske finge Overhaand i denne Krig. Vel siger den Holstenske Krønike, at Hertugen da bemøiede sig med at stifte Fred mellem Rigerne, ja at han skrev et egenhændigt Brev til Kong Friderik, men at de Offerter han giorde, havde været ufordeelagtige for Riget, sees deraf, at Kongen samme Brev ikke vilde besvare.

Da Krigen, som bekiendt er, faldt saa ulykkeligen ud for Dannemark, forglemmede Hertugen ikke at betiene sig af denne Rigets slette Tilstand. Hvorudover en Artikel i den Roskildske Tractat blev smiddet i Faveur af det Gottorpske Huus, nemlig den 22, af saadant Indhold: At Hans Kongelig Majestet af Dannemark skulde efter Billighed fornøje Hertugen, og at derover skulde handles mellem de Kongelige og Førstelige Commissarier, som skulde bringe Sagen til Rigtighed inden den 2 Maji af det Aar 1658. Derpaa blev den Førstelige Geheime Cammer-Raad Molken strax affærdiged til Siælland, Hertugernes  Adkomst  til Souverainetetet i det Slesvigskeog siden Hoff-Cantzleren Kielman von Kielmanseck, for efter Billighed at afhandle denne Sag efter ovenmeldte 22 Artikels Meening, hvilket og skeede, medens den Svenske Krigs-Magt var i Landet, og stod Commissarierne med Svøben over Hovedet. Denne saa kaldede billige Tractat bestod udi disse Artikle, først at den Kon-|431gelig Lehns-Rettighed over det Hertugdom Slesvig til ævig Tid skulde cessere, og at den regierende Hertug Friderik for sig og sine Efterkommere skulde have Souverainetet derover. (2.) Skulde til bemældte Hertug indrømmes det Amt Svabsted. (3.) Skulde han nyde Capitulet eller det Slesvigske Stift med all Rettighed over de Geistlige og Verslige besynderligen Kirkerne og Clericiet, undtagen 4 præbender, som Kongen skulde have Disposition over.

Da Krigen igien begyndte, greeb Hertugen endda videre om sig, og tragtede med List, at bekomme baade Reensborg, Glückstad og Crempe, lagde Svenske Folk ind udi Tønningen, og assisterede Kongen af Sverrig baade med Raad og Penge, som Pufendorf selv tilstaaer saavel udi hans Svenske som hans Brandenborgske Historie. Ja hans Søn Christian Albrecht var med udi den Svenske Armée for Kiøbenhavn, og ansaae af et Vindue paa Kronborg Slott, det store Søe-Slag, som blev holdet i Sundet. (a)Herudover kunde Hertugen ikke ansees anderledes end Rigets Fiende, og var hans Opførsel desmeere forhadt, efterdi han nyligen havde erhvervet saa mange Herligheder. Udi den Henseende, da de Keiserlige, Polske og Brandenborgske Tropper komme ind udi Holsten for at undsætte Dannemark, sparede de ikke Hertugens Lande, hvor de allevegne brandskattede Indbyggerne, og beleirede Residentzen Gottorp, hvilken blev tvungen til at overgive sig, og at imodtage halv Keiserlig og halv Brandenborgsk Besættning. Hertug Friderik tog udi denne Tilstand sin Tilflugt til den Fæstning Tønningen, Hertug Frideriks Død og Characteerhvor han døde den 10 Augusti 1659 udi sit Alders 62 Aar. Han blev holden for en af de fornuftigste regierende Førster udi hans Tid; thi foruden hans naturlige Forstand, havde han ved sin langvarige Regiering erhvervet sig stor Kundskab udi Stats-Sager. Udi den Henseende, saavel som de store Herligheder han erhvervede for det Førstelige Huus, have nogle ikke taget i Betænkning at kalde ham Friderik den Store. Dog troer jeg ikke, at an-|432dre tilstaae ham saadant Prædicat uden hans egne Undersaatter, hvilke derudi gierne maa have deres Villie, helst saasom den Titul af Magnus eller den Store, som i disse Tider gives af Historie-Skrivere og Poëter, haver aldeeles ikke den Betydelse, som i Alexandri Magni Tid, uden man vil sige i Faveur af Hertug Friderik, at det Amt-Svabsted, som han acqvirerede ved Svenske Vaaben, kunde ballancere mod Asien, Ægypten og Grækenland, som Alexander indtog med Sværd. Jeg for min Part disputerer ham dog ikke denne Titul, men siger alleene dette, at han havde været langt større, hvis han ikke havde forøget sine Lande ved at slaae sig til Rigets Fiender, hvoraf han var en svoren Vasal, og extorqveret saadanne Herligheder af en betrængt Konge, der intet Ont havde giort ham; thi deslige Adkomster ere saadanne Ting, som giøre Potentater heller smaa end store.

Udi hvilken Estime ellers denne Hertug var, kand sees deraf, at de tvende Keisere Ferdinandus 2 og Ferdinandus 3 førte skriftlig Correspondence med ham, og beærede ham med den Titul af Serenissimo, (a)han saalte udi det Aar 1649 sin Andeel udi det Pinnenbergske til Christian Rantzow for noget andet Gods i Wagrien, som de Rantzover tilhørede. Samme Andeel blev siden giort til et Grevskab, og bemeldte Rantzov, da han udi det Aar 1650 var Kongelig Envoye udi Wien, blev han af Keiser Leopoldo giort til Rigs-Greve, bekom Frihed at slaae Mynt, og andre Herligheder, og er dette Oprindelsen til det Rantzowske Grevskab.

Hans Successor Christian Albrecht faaer Confirmation paa det Slesvigske Souverainetet.Efter Hertug Frideriks Død begav hans Søn Christian Albert sig strax til Holsten fra Sverrig, hvor han en Tidlang havde opholdet sig. Han fandt Landet da udi en meget forvirret Tilstand; thi de fleeste Stæder vare udi de Danskes og deres Allieredes Hænder, og han selv blev af den Danske Feldt-Marskalk Eberstein indslutted udi Tønningen. Da blev ham forelagt, at han skulde renoncere paa den Fordeel hans Fader havde udpresset af Riget; En Samling blev ogsaa holdet til Itzehoe |433af Kongelige, Førstelige, og Oldenborgske Deputerede, for at slutte et Forliig, men som ingen af Parterne vilde give noget efter, afbrødes Tractaten, og Tønningen blev indspærred som tilforn; dog øvedes ingen videre Fiendtlighed mod samme Fæstning, men de Danske lode sig aleene nøje med at holde den indsluttet, og de Førstelige at have deres Sager i agt, eftersom Freds Tractaterne udi Kiøbenhavn paa samme Tid med Iver fortsattes mellem Dannemark og Sverrig, og man vidste, at all Ting dependerede af samme Tractaters Udfald. Endelig blev den Kiøbenhavnske Fred, som sagt er, sluttet, og en Artikel derudi indført i Faveur af det Gottorpske Huus, (a)hvorved de Herligheder, som Hertug Friderik havde erhvervet ved den Roskildske Fred, og den Tractat, som den 22 Maji 1658 var sluttet mellem de Kongelige og Førstelige Commissarier, bleve confirmerede.

Saadan Ende tog denne navnkundige Krig, som i Begyndelsen syntes gandske at ville ødelegge Dannemark, men mod Enden blev meget farlig for Sverrig, hvilket Rige kunde have frygtet sig for samme Skiebne, hvis Dannemarks Allierede havde assistered, saa vel mod Enden, som i Begyndelsen. Fiendtlighederne ophørede da strax over alt, og Kong Friderik blev med Ceremonie notificered Caroli Gustavi Død, og hans Søns Ankomst til Regieringen. Den Svenske Krigsmagt, som Pfaltz-Greven af Sultzbach commanderede, blev ført ud af Leiren, og satt i Slagtordning, og Kiøbenhavns Indbyggere løbe i Hobetall ud af Staden, for at see disse Folk, som fast udi 2 Aar havde holdet dem beleirede.