Dette blev Hans Majestæt overlevered ved Biskopen Hans Svane og Borgemester Nansen, og da de ginge need igien fra Slottet, En merkelig Samtale mellem Hr. Otto Krag og Nansen.mødte Hr. Otto Krag dennem paa Slots-Broen, og spurdte dennem ad, hvor de havde været, og hvorfra de komme; Og, førend de kunde komme til at svare, viisede han dem det blaa Taarn, om de kiendte det? Hvorpaa Hans Nansen strax spurte ham ad igien: Om han vidste, hvad der hang udi vor Frue Kirke-Taarn? Begge Spørsmaal give stor Animositet tilkiende mellem begge Parter.

Af ovenanførte Protestation mod Papiir-Forordningen sees, at den maa have været forfatted, og ved Adelen til Trykken befodred uden med de andre Stænders Videnskab. Det samme viiser ogsaa tilligemed paafølgende Samtale mellem ovenmeldte Personer, Adelens Sikkerhed, og hvor liden Kundskab de have haft om Sagernes Tilstand, og at der paa de andres Side har været lige saa stor Hurtighed og Taushed, som paa Adelens Side Sikkerhed og U-agtsomhed. Jeg har fundet fornødent at anføre alle disse Begiæringer, Forslag og Protestationer, saasom de samme ere af stor Vigtighed, og gave Anledning til paafuldte merkelige Forandring, item, viise, Den Siællandske Deputeredes Beretning om ovenanførte Hr. Otto Krags Tale.hvor ilde grundede deres Relationer ere, som sige, at Adelen herudi ikke vilde bære Byrden med de andre. Man kand desmeere forlade sig paa anførte Documenter og Stridigheder, efterdi en Samling deraf er giort af een af det Siællandske Ministerii Deputerede, som selv bivaanede denne Handel, og var et af de store Hiul dertil. Dette er dog merkeligt, at bemældte Deputered melder intet om den Expression, som gemeenligen fortælles, at Hr. Otto Krag skal have brugt i sin Tale til de andre Stænder, nemlig at de vare ufrie, men alleene disse Ord: I andre Stænder maa vide, at Eder ikke tilkommer at reglere slige Ting. Man kand derfore dog ikke forkaste den almindelige Tradition, men alleene sige, at ved denne Expression kunde ikke sigtes paa Kiøbenhavns Borgere.

|465Anmærkning derover.Det er derfor troeligt, med mindre Hidsigheden har bragt ham til at fortale sig, at han derved har sigted alleene paa de andre Rigets Middelstænder, og dog havde det Ord ufrie aldeeles ikke den Betydelse, som nogle af Uvidenhed have antegnet, nemlig at det var det samme som Slave; thi fri og ufri var ikke andet end Privilegered og Uprivilegered. Men, hvorom alting var, da kunde Geistligheden og Borgerskabet ingen haarde Ord fordøie, og seer man derfor at Nansen blev heed om Hovedet, reisede sig op, og med de andre Deputerede forlod Forsamlingen, ladende Adelen alleene.

Dens Virkning.Geistligheden og Borgerskabet marcherede derpaa Par-viis, anførte af Biskop Svane og Borgemester Nansen, og begave sig til Bryggers Laugs-Huus. Der overlagde de med hinanden hvorledes de skulde indskrænke Adelens Myndighed, og forbedre deres egne Vilkor, og endeligen efter lang Deliberation funde for gott at forføie sig samtlige til Slottet for at offerere Hans Majestet en absolut og u-omskrænked Magt, tillige med Arve-Rettighed i den Kongl. Familie, hvilket Tilbud de haabede Kongen desvilligere vilde antage, efterdi den Kongelige Myndighed Tid efter anden havde været saa klipped, at der var fast intet uden det blotte Navn tilbage, de haabede ogsaa derved at tilveiebringe en Lighed imellem Undersaatterne, saa at den eene ikke meere ved Fødselen skulde være fri, og den anden ufri, men at enhver skulde i Fremtiden, uden Anseelse af Stand, agtes og forfremmes formedelst Meriter, og Middelstands-Folk opmuntres til Dyd og Duelighed, naar de saae Ærens-Port aabned for alle. Geistlighedens og Borgerskabets Deliberationer.Endeligen haabede de intet at tabe derved, at de i Steden for mange Herrer finge een, og at det var dem meere honorable, at staae under en absolut Konges Herredom, end at lade sig commandere af hver Adelsmand. Derforuden kiendte de Kongen, og havde seet hans Fromhed, Taalmodighed, og gode Hiertelaug imod dem, saa de ikke kunde tvile paa, at han jo vilde erkiende saadan deres Affection og Velvillighed mod det Kongl. Huus, helst om de af alle Stænder vare de første, som brøde Iisen til Regieringens Forandring. De vare ogsaa forvissede om at ingen kunde |466hindre dem i deres Forsætt, efterdi de selv alle vare bevæbnede, og vidste at Krigs-Hæren vilde concurrere med dem i deres Foretagende. Dette Forslag fandt saadan Bifald, at intet hindrede dem at sette det strax i verk, uden at det var noget silde paa Aftenen; hvorudover Executionen blev opsatt til den anden Dag.

Hoffet var imidlertid ikke uvidende om disse Bevægelser, thi Hannibal Sehsted og Christopher Gabel, som corresponderede med Biskop Svane og Nansen, gave ikke alleene Rapport derom, men arbeidede ogsaa paa at bringe Sagen til Moenhed. Den heele Nat blev bortdreven med Deliberationer og Postillioner, som løbe imellem Geistligheden, Borgerskabet og Hoffet. Dronning Sophia Amalia var da udi fuld Bevægelse, og søgte at smidde medens Jærnet var varmt. Kongen derimod holdt sig gandske passivè, ladende allting komme an paa GUds Forsyn, blev stedse stille uden at bemænge sig med det ringeste, hvilket eendeel tilskrive hans naturlige Varsomhed, andre hans Tvilraadighed om Sagens Udfald, Correspondence mellem samme Stænder og Hoffet.og andre igien hans Modestie og Oprigtighed, efterdi han hverken ved Konst eller Magt vilde erhverve sig nogen Fordeel, men lade Sagen jævne sig selv, uden at contribuere noget dertil, hvilket han holdt for den lovligste og beste  Adkomst  til det Kongelige Huuses Ophøielse. Ja denne hans Moderation gik saa vit, at han erklærede sig saadan Fordeel ikke at ville imodtage, med mindre der kunde udvirkes alle Stænders eenstæmmige Samtykke. Dronningen, som ikke kunde faae saadant i sit Hoved, anvendte all sin Veltalenhed for at bestride denne ugemeene Kaaldsindighed, foregivende, at Sagen allereede var saa vit dreven, at man ikke kunde tvile om et lykkeligt Udfald, og bedende ham indstændigen, at han ikke vilde staae i sit eget Lys, og hindre hans egen og hans Families Lykke og Velstand. Men, som alt dette ingen synderlig Virkning kunde giøre hos denne moderate Herre, tog Dronningen sig paa at drive Verket alleene. Man skulde vel tænke at en stor Politiqve laae forborgen under denne Kongens Opførsel, saasom Erfarenhed lærer, at man ofte just nyder en Fordeel, fordi man ingen Begierlighed lader see dertil. Men ingen, som kiendte denne Kon|467ges Naturel, var af de Tanker, og tilskrive derfore alle fremmede Skribentere dette enten hans naturlige Moderation, Kongens store Moderation.eller hans Varsomhed, at han vilde gaae den sikrere Vei, saa at, om Tingen havde faaet andet Udfald, han da ingen Critiqve skulde være underkasted, men blive anseet alleene som en Tilskuer af disse Bevægelser, hvorudi han ingen Deel havde haft. Man kand derfore sige, at ingen Potentat har haft bedre  Adkomst  til sin Souveraine Magt end Kong Friderik, thi i steden for at andre enten ved Magt eller mange Aars Konst have bragt sig saadan til veie, saa banede her alleene Tidernes Conjuncturer Veien til dette Souverainetet; thi den Ild, som længe havde ligget skiult under Asken, brød frem af sig selv, og de vitieuse Humeurs, hvormed Landet længe havde været behæfted, bragte Riget udi en sterk Fermentation, hvilken Kongen lod have sin naturlige Virkning, for at see hvad Skikkelse deraf vilde produceres, og hvad Himlen dermed havde i Sinde: Dette vidne alle de Tiders fremmede Skribentere, endogsaa den Engelske Autor Molesworth selv, som udførligst har beskrevet denne Revolution, og i det øvrige var en bitter Fiende af Souveraine Regiering.