Hvad Madame Ulfeld angaaer, da, saasom hun er ikke mindre bekiendt i
Historien end hendes Herre, saa vill jeg her i sær anføre hendes Historie, hvortil mig ere
communicerede nogle materialier saavel af Doct. Otto Sperlings den yngres Manuscript, som af adskillige andre skrevne Documenter, item hvad denne
navnkundige Dame selv om sin Skiæbne har antegnet.
Grævinde Ulfelds Fødsel og Opdragelse.Leonora
Christina, Kong Christian den Fierdes Dotter med Fru Kirstine Munk er fød paa
Frideriksborgs Slot den 22 Julii 1621. Da hun var 7 Aar gammel, blev hun efter Kongens
Villie forloved med Corfitz Ulfeld, som da var Kongens Kammer-Junker. Imedens denne
Forlovelse varede friede en Første af Saxen Franciscus Albertus til hende udi hendes 12te Aar; men hvor
fordeelagtigt end saadant Parti kunde være, og hvormeget hun end dertil blev solicitered,
vilde hun dog ikke renuntiere paa den Forlovelse, som var sluttet med Ulfeld. Imidlertid
blev hun med stor Flid opdragen, saa at hun lærede foruden Fruentimmer-Sager adskillige
Sprog og Konster, nemlig Tydsk og Fransk, item Musiqve, Regne-Konst, Ridsen og andet
dislige, hvorudi hun saavel ved hendes Flid, som naturlige Capacitet saaledes tiltog, at
hun distinguerede sig blant alle hendes Søskende, og derfor af Kongen var mest elsked. Da
hun var 15 Aar gammel, havde hun Bryllup den 9 Octobr. Anno 1636 med Corfitz Ulfeld, som
da var Ridder og Statholder i Kiøbenhavn.
Efter at hun var kommen i Ægteskab med Corfitz Ulfeld; fordrev hun siden
Tiden med adskillige slags
Exercitier, enten rissede eller øvede sig i Musik paa Harpe,
Fløitte &c.
diverterede sig ogsaa med at reise paa Jagt og at leege Bold. Da hun var
ble-
|573ven 21 Aar gammel, begyndte hun at lære det
Latinske Sprog, hvorudi Doct. Otto Sperling den ældre var hendes Læremester.
Hendes store Sindets Gaver.Hun lærede da ogsaa Italiensk,
hvorudi hendes Mand hende underviisede, og lærede hun det eene med det andet med en
utroelig Hastighed. Sperling den yngre vidner, at hun var af den
Capacitet, at hun kunde
paa eengang synge en Psalme, skrive en anden, og tilligemed give agt paa alt hvad som
forrettedes i Huset: Hun fuldte med Ulfeld i hans fleste Gesantskabe, saasom til Holland
Anno 1646, og strax derpaa til Frankrig; men til Engeland reisede hun allene, og derefter
til Holland igien med hendes Herre 1649, af hvilke saavel som af paafølgende udenlandske
Reiser hun lærede at kiende Verden, erhvervede Kundskab endogsaa i Stats-Sager, og
formedelst hendes Forstand og Videnskab kom i Anseelse blant Fremmede.
Det Spanske Sprog begyndte hun at lære, da hun opholdt sig i Straalsund, og
viisede hendes Mand mellemstunder naar han havde Leilighed, hende Grunden dertil, saa at
hun efterfølgende Aar saaledes forfremmedes derudi, at hun udi det Aar 1654 oversatt paa
Dansk en liden Spansk Bog kalden Matthias de los Royos. Hendes Færdighed udi det Franske
sees af hendes Oversættelse af en Part af den Roman kalden Cleopatre, og udi det Tydske af
adskillige ziirlige Tydske Vers, som hun haver giort, og lod hun see
særdeles Prøver paa hendes Capacitet og Veltalenhed, da hun for Retten i Malmøe agerede
Ulfelds Sag.
Dette maa være nok talt om hendes naturlige Forstand og Videnskab; Hvad
hendes Liv og Levnet angaaer, da er det en Kiede af idel Elendighed. Førend hun blev
gifted med Corfitz Ulfeld, spiisede hun dagligen med de andre Børn og deres Hoffmesterinde
Karen Sehsted, Hannibal Sehsteds Søster, ved Kongens Taffel.
Begyndelse til hendes Tragœdie.De førte og samtligen tillige med Moderen Titel
af Grevinder til Slesvig Holsten; Og vare tillige med hende indførte udi de offentlige
Kirke-Bønner strax efter de Kongelige
|574PrindserPrindser]Prindser] B, Pridser A Prindser] B, Pridser A og
Prindsesser. Da Moderen 1630. kom i Unaade,
|575
blev hende saadan Titel fratagen, og alleene befaled, at hun
skul|576de kaldes
Fru Kirstine til Boller; men jeg finder ikke at Kongens
|577Kiærlighed derved formindskedes mod Børnene, undtagen til den
|578sidste Dotter Dorothea Isabella, hvis Fødsel Kongen hav-
|579de mistænkt, og derfor skikkede hende udi et Kloster
udenlands; tvertimod man seer, at de alle have været i forrige Agt og Anseelse, saa længe
som Høistbemeldte Konge levede, besynderlig Grev
|580Waldemar
og denne
Leonora Christina; Men saasnart
Fridericus 3. kom paa Thronen, begyndte deres
Soel temmelig at formørkes, og var det ikke lidet Torden-Slag for denne høihiertede
Dame,
at hun i Begyndelsen af Dronning
Sophia Amalia blev forbuden at kiøre
lige ind paa Slots-Gaarden med sin
Carosse, som tilforn var skeed. Hun
participerede siden
i alle de Fortredeligheder, som Corfitz Ulfeld styrtede sig udi, og udi det Aar 1657. blev
skildt ved sin Titel af Grevinde til Slesvig Holsten, hvilket sees af den kongelige
Forordning som samme Aar udgik.
Fru Christine Munk beskikkes til at viise Adkomst til
hendes Titel.Men førend denne Forordning blev
publicered og Hans Majest. skreed
til denne
Resolution, lod han hendes Moder ordentligen beskikke ved tvende Herrer, nemlig
ved Tyge Belov og Krag, for at høre og fornemme hvorpaa hun grundede den Titel af Grevinde
til Slesvig Holsten, og hvad
Adkomst hun kunde viise dertil. Denne Beskikkelse saasom den
er ikke mindre rar end
curieuse, og tiener til at oplyse en Historie, som over alt
hidindtil har været mørk og ubekiendt, eller
defigurered med
monstreuse Fabler, vil jeg
den her anføre som den blev forretted af bemeldte tvende Herrer, af hvis
Relation mig er
communicered en
Copie af saadant Indhold:
|581Den 1. Januarii 1657. mellem 11. og 12.
Formiddagen ankomme vi Underskrevne til Boller, og skikkede strax Bud til Fru Kirstine
Munks, at ville tale med hende efter Hans Kongl. Majestets Befalning, hvorpaa hun lod bede
os ved sin Foged at opkomme. Vi fuldte med hannem op til Borge-Gaards Broen. Paa Broen
mødte Velb. Werner Parsbierg os, og ledsagede os ind i Stuen. Da vi komme i Borge-Gaarden,
blæste tvende Trompeter, indtil vi komme ind i Stuen til hende; Saasnart vi vare indkomne,
talede jeg Tyge Below til hende, sigende, at vi vare af Høistbemeldte Hans Kongl. Majest.
hidskikkede at tale noget med hende, om hun vilde høre det alleene, eller udi deres
Nærværelse, som i Stuen hos hende tilstede vare, nemlig velbemeldte Werner Parsbierg, hans
Frue Helvig Arnfeld, og Jomfru Karen Galde; hvortil hun svarede, at hun var vel tilfreds,
at de bleve tilstede. Derpaa refererede jeg hende de samme Formalia, som Høistbemeldte
Kongelige Befalning i sig indholdte, begierte derhos, at hun for os vilde fremviise, hvad
Rettighed hun havde til den Grevelige Titel hun førte. Hun svarede derpaa, at hun den sig
ej selv havde tiltaget, men at den var hende given af Salig og Høilovlig Ihukommelse
Christiano 4. Tyge Belovs og Krags egenhændige Relation
derom.Hun blev derimod af os tilspurdt, om hun da af hannem var giort til Grevinde,
eller om hun noget Brev af hannem derpaa havde; hvortil hun svarede nei, men hun kunde vel
fremviise, at Høistbemeldte den Salige Herre hende saaledes kaldet havde og det skriftlig
under den Salig Herres egen Haand og Seil. Bad os derpaa, vi vilde bie, og faae Middags
Maaltid med hende, eftersom Bordet stod dekked, og gandske |582tilbereedt, saa vilde hun søge om noget, og viise os det; men vi undskyldte os; thi vi
agtede os tilbage igien til Vedel om Aftenen. Derpaa gik hun ind udi et Kammer fra os.
Imidlertid talede bemeldte Adelige Fruentimmer med os, og
berettede hvor bange Fru Kirstine var bleven, da vi skikkede Bud op til hende, eftersom
hun ej vidste hvad det skulde betyde, men meenede det havde været efterdi Frøiken Eleonora
havde været hos hende, af hvis Reise hun sagde sig dog intet at vide førend hun saae hende
i Gaarden. De giorde ogsaa Undskyldning derfore at Trompeterne havde blæset i Gaarden, da
vi vare indkomne, sagde sig og der at være for Dorothea Galdes skyld, som de besøgte i
hendes Svaghed. Fru Kirstine kom strax tilbage igien med et Kongeligt aabed Brev under
Høistbemeldte Kongl. Haand og Seigl, dekkede det øverste og nederste til med tvende
Servietter, og lod os alleeneste læse disse Ord: Den Velbaarne Frue Kirstine Munk
Greffwinde til Slesvig Holstein. Videre vilde hun ikke lade os læse, men tog Brevet hastig
bort, og lagde det tilsammen igien, sigende, at det øvrige kom intet derved. Vi spurdte,
om hun vilde lade os see samme Brevs Datum, da befandtes det at være datered den 30. Julii
1630. Deraf kand I see, sagde hun, at den Salige Konge selv haver givet mig den Titel,
endogsaa efter at jeg var kommen fra ham; og havde jeg aldrig begiæret at komme did, men
efter min Moders Villie var det skeed. Hende blev dertil svaret, at man vel vidste, at den
Salige Herre hende saaledes baade havde tituleret, og befalet hende saaledes at kaldes;
Men vi vare nu did skikkede |583til at fornemme, om hun ej ved
et sært Greve-Brev var giort til Grevinde; dertil svarede hun, nei aldeles intet; Men
hendes Børn havde Keiserens Brev paa deres Titul, som de selv havde at forvare, men hvem
det nu egentlig havde vidste hun ikke. Hende blev derimod svared, at hvad Grev Waldemar
var anbelangende, det vidste man vel, men at Døttrene havde saadane Breve af Keiseren
troedes ikke. Hun svarede, at hun vidste ikke rettere; thi saaledes sagde hun, at de havde
berettet hende; dog kunde hun ikke sige det forvist; thi hun havde aldrig seet det. Hende
blev igien adspurdt, hvo samme Brev havde; hun sagde, at hun vidste ikke hvo, enten Herr
Corfitz Ulfeld eller en af de andre. Hende blev da Discours viis sagt, at Ed. Majest.
holdt Grev Waldemar for en Keiserlig Romersk Rigs-Greve, dog ikke af Slesvig og Holsten.
Det samme var ham og tilforn bleven sagt; thi Keiseren kunde ligesaa lidet præjudicere Ed.
Kongl. Majest. Huus, som Ed. Kongl. Majest. Herr Fader. Hun svarede dertil, at hun havde
det hørt, at Eders Majestet havde ladet ham det sige, og spurdte hvad hans Titel da skulde
have været. Dertil blev svaret, at dertil skulde vel Middel blive funden, med saa skiæl,
det saa vit var kommen. Hun spurdte fremdeles, hvad dette skulde betyde, eller hvad Hans
Kongl.Kongl.]Kongl.] Kongl, A Kongl.] Kongl, A
Majest. med hende i Sinde havde; dertil blev svared, at os var ej meer bevist eller
denne gang befaled end som vi tilforn sagt havde om Titelen og Navnet. Hun svarede, at hun havde intet andet derpaa at fremviise uden det som vi seet
havde, og udi adskillige andre Kongelige Breve, da den Salige Herre hende det selv kaldet
havde. Hun førte ikkun Navnet, og havde intet af |584Slesvig
og Holsten; hvortil blev svared, at desmindre Rettighed, siunes hun at kunne have til
Navnet at føre, som kunde komme maa skee Eders Kongelige Majestets Posteritet efter mange
Aar til Nachdeel; DertilmedDertilmed]Dertilmed] B, Dertil med A; Dertil med SS Dertilmed] B, Dertil med A; Dertil med SS
vare nu omstunder ej meere Grever eller Grevinder af Slesvig
eller Holsten, men alleeneste Førster og Førstinder. Dertil svarede hun HErre GUd! Da veed
jeg hvad min Fader hedde. Hende blev ogsaa sagt, at Eders Majestet havde ogsaa fornummet,
at hun skriver sig: Vi, da dog ingen Keiserlig Greve udi Tydskland det giør, hvortil hun
intet svarede, men beklagede sig i saalang Tid at forfølges endogsaa af Herr Hans
Lindenow. Hende blev dertil svaret, at Eders Majest. havde endogsaa af hendes Indlægg mod
hannem erfaret, at hun sig forskrevne Titel havde tilegnet; hvorpaa hun sig forundrede,
sigende: Haver Hans Majestet det ogsaa seet? Derpaa toge vi Afskeed fra hende, og de andre
som for ere mældte, saavel som fra Mandrup Abildgaard, som midlertid, mens vi der vare,
indkom. Fru Kirstine Munk bad os, vi vilde ikke være hende for meget imod, vi svarede, at
vi ej skulde efterlade, at giøre om alting en underdanig, sandfærdig og upartisk Relation.
Formeener saa herved Høistbemældte Hans Kongl. Majestets Naadige Befalning, sub dato
Kiøbenhavn den 26. Decembr. sidstforleden af os underdanig hørsommeligen at være
efterkommet. Forbliver altid Høistbemeldte Kongl. Majestets vor allernaadigste Herres og
Konges ydmygeste og tro Undersaattere. Datum Wedel den anden Januarii 1657.
Tyge Belov. | Krag. |
Egen Haand. |
|585Af denne
Relation sees Fru Kirstine Munks og hendes Børns
Adkomst til den
Grevelige Titel af Slesvig og Holsten, nemlig, at den allene bestod derudi, at
Christianus
Qvartus enten mundtligen eller skriftligen havde kaldet dem saaledes, hvilket Kong
Friderik holdt for ikke at have kunnet
acqvirere dem nogen Ret dertil. Det var ogsaa ikke
uden Grund at Hans Majestet formeenede, at det ikke stod i Keiserens Magt at
conferere
nogen Titel af Greve til Slesvig Holsten, men at det
Regale alleene tilhørede Kongerne af
Dannemark. Hvad videre Oplysning, som man haver af denne
Relation, er at man deraf seer at
Fru Kirstine Munks egen Svoger Hans Lindenov i denne Fristelses Tid har faldet fra hende;
Iligemaade at den Høisalige Konge
Christ. 4. ikke strax efter Fru Kirstines Fald har
betaget hende denne Grevelige Titel, saasom hun
producerede et Brev af yngere
dato,
hvorudi saadan Titel fandtes.
Efter at Kong Friderik havde ladet giøre denne
Beskikkelse, skreed han til Execution, og ved en Forordning, som blev publicered udi samme
Maaned, skildte hende og hendes Børn ved den hidindtil førte Titel af Grever og Grevinder
til Slesvig Holsten. Samme Forordning lyder saaledes:
Vi Friderik Mister sin Titel af Grevinde til Slesvig
Holsten.den Tredie &c. Giøre alle
vitterligt, at eftersom Fru Kirstine Munk til Boller, en Tid lang har brugt Grevindes
Titel af Slesvig og Holsten, hendes Børn og ikke alleene samme Titul ført, men endogsaa
det Vaaben, som Os og Vort Kongelige og Førstelige Huus tilkommer, da, efterdi de aldeeles
intet nøiagtigt have at fremlegge, hvormed de kunne beviise sig til saadan Høihed at være
berettigede, det og Os og Vort Huus ikke er lidet præjudicerligt, tilmed og den gamle og
for andre Nationer sær synderlige Herkomst, som alle i saa mange hundrede Aar sig best ved
befunden, ikke overeens kommer, at saadan nye Stand |586uden
bedre Grund og Fundament opkomme skulde. Da have Vi det ikke længer stiltiendes ville
ladet passere, men hermed baade Frue Kirstine Munk og hendes Børn have forbudet, at de
hverken ovenbemeldte Titul eller Vaaben sig understaae at bruge, saavel alle andre Vore
Undersaatter hermed advare, at de sig entholde nogen af dem saadan Titul at give, som
ingen af Adel-Standen eigner og tilkommer. Fordrister sig nogen herimod at giøre, da
tilskrive sig det selv, om de derfore, som vor Mandats Overtrædere, blive anseede og
tiltalede. Givet paa Vort Slott Kiøbenhavn den 14. Januarii 1657.
Friderich.
Fru Kirstine Munk døde Aaret derefter tillige med hendes Dotter Frøken
Sophie, paa samme Tid, som Ulfeld med hans Gemahl var i største Anseelse, og ved den
Roskildske Fred var bleven
retablered, hvorfore hun ogsaa blev begraven med stor Stats og
et anseeligt
Comitat.
Fru Kirsten Munks Død.Deres Lig bleve
førte til Odense, hvor de uden for Byen bleve imodtagne af den heele Adel, og begravne udi
de nærværende Børns og Børne-Børns
Præsence, som vare alle i hvide Klæder; da hun laae paa
sit Yderste bevilligede Kongen at hans Hof-
Medicus Doct. Janus Juris maatte opvarte
hende,hende,]hende,] hende A hende,] hende A
hendes Lig-Prædiken blev holden af
Mag.
Christian Sommer Sogne-Præst til Boller og, saasom de Svenske endda vare udi Siælland, gik
Amiral Vrangels Hof-Prædikant siden op og holdt en Tydsk Lig-Prædiken. Corfitz Ulfeld
siges ved hendes Ligfærd selv ikke at have været tilstede, hvorvel jeg seer, at han har
tilligemed Hans Lindenou Hannibal Sehsted og Ebbe Ulfeld undertegned
Invitations Brevene
til hendes Begravelse, og er det merkeligt, at han da allene giver
sig Titul af Greve til Sølvisborg.
Eleonoræ Christines
Fortrædeligheder derimod begyndte fra den Tid først ret at gaae an; thi, saasom hun med en
yder-
|587lig Bestandighed var hendes Herre tilgedan,
saa
participerede hun ogsaa i alle hans Ulykker, som jeg tilforn i hans Historie har
viiset. Nyeligen førend Ulfelds farlige Anslag mod Riget var aabenbaret, var hun skikket
til Engeland for at fodre en Sum-Penge, som Ulfeld havde forstrakt Kong Carl 2 udi hans
Landflygtighed, men i steden for Betalning blev hun efter den Danske
Ministers Forlangende
af Høistbemældte Konge
arrestered.
Madame Ulfeld arresteres i
Engeland.Arresten skeede til
Dower den 9
Julii 1663. Som
Madame Ulfeld udi hendes efterladte
skrevne Sager selv vidner. Den Danske
Minister søgte derpaa videre at hun maatte
extraderes, hvilket Kong Carl vell offentligen veigrede sig for, men underhaanden lovede,
at det ikke alleene skulde staae ham frit for at bemægtige sig hendes Person, naar hun gik
af Fæstningen, men endogsaa at han selv vilde give Leilighed dertil. Det varede ikke længe
førend man fandt Leilighed dertil, thi hun blev strax derpaa greben, og ført til
Kiøbenhavn, hvor hun
arriverede den 8
Augusti samme Aar, og blev sat udi det blaae Taarn. Kong Carl
2 blev saaledes fri for at betale sin Gield, men ikke for Folks Eftertale, hvilke med
sorteste Farve afmalede denne hans Opførsel mod en fremmed høi-adelig
Dame, og den der
havde rakt ham Haanden udi hans Nød, og kand denne hans Gierning tiene til at
verificere
alt det Onde, som skrives om ham. Kong Friderik derimod havde Ret til at bemægtige sig
denne
ambitieuse Dames Person, helst saasom hun kunde holdes mistænkt for at være Medvider
udi Ulfelds Anslag.
Føres til Kiøbenhavn.Saasnart hun kom til
Kiøbenhavn blev hun ført til Slottet, hvor Dronning
Sophia Amalia ved en Kammer-Jomfrue
lod hende afføre hendes Klæder, og skildte hende ved hendes Perler og Juveler. Derpaa blev
hun bragt til det blaa Taarn den 8
Augusti hvor hun i mange Aar blev siddende. Der
virkede hun adskilligt konstigt med hendes Hænder, blant andet et Beggere af Lær staaende
paa 3 Knapper med et Laag paa, og skrev paa Bun-
|588den
nogle Ord, som hun vilde have Kong Friderik
insinuered, hvilket ogsaa skeede ved saadan
Leilighed. Kongen adspurte eengang Slotts-Præsidenten Liebknægt hvad hun bestillede om
Dagen, hvortil han svarede:
Adskillige Particulariteter om denne
Dame.Hun giør Beggere. Da nu Kongen forlangede at see samme Beggere, og havde
nøje beskuet det, merkede han omsider hvad der stod paa Bunden, og sagde til Præsidenten;
hun er klogere end du, men hendes Fængsel blev derfor ikke forlindred,
kunde ej heller skee saalænge som Dronning
Sophia Amalia levede,
efterdi Høistbemældte Dronning var særdeles
irritered mod den Ulfeldske
Familie, og det
var ikke let at komme af hendes Unaade igien.
Blant andet Mærkværdigt, som fortælles om denne navnkundige Dame er dette,
at hun ved Transfusion af hendes Mands Blod, som skeede paa hendes Arm, havde tilveiebragt
saadant Sympathie, at hun i hendes Herres Fraværelse kunde føle hvad ham vederfoer, saa
at, da der gik Rygte om Ulfelds Død, forsikrede hun adskillige Gange af Fængselet at der
var intet om; men endeligen, da han i det Aar 1664 ved Døden afgik, sagde hun Kongen det
strax, førend nogen havde faaet Kundskab derom. Dette at være passered testere endnu
levende Folk, som have kiendt hende, hvorvel ikke i Kraft af Sympathie ved Transfusion af
Blodet, hvilket Madame Ulfeld selv nægtede tilligemed meget andet, som findes i trykte
Bøger, saavel om hende, som om hendes Herre.
Hun blev saaledes siddende udi et haardt Fængsel ikke alleene udi Kong
Frideriks Regiering, men endogsaa længe derefter, havende ingen Kniv, men et stykke Been i
steden derfor, og intet andet Lys end oven fra et Vindue ved Loftet, som man lukkede op
for at lade Røgen gaae ud, efterdi der var intet Rør paa Kakkelovnen. Den siden Regierende
Dronning
Charlotta Amalia, fattede strax Medlidenhed over denne
illustre Fange, og ønskede
hendes Frihed, hvorvel hun formedelst Enke-Dronningen ikke saa
|589hastig kunde erhverve hende den igien,
Hendes Fængsel
formildes.saa at hun efter egen Sigelse blev siddende udi 23 Aar. Hun arbeidede imidlertid adskilligt
Konstigt, som hun lod
præsentere den regierende Dronning, blant andet en Pung, hvorudi hun
af Perler broderede efterfølgende Vers.
| Tröstet Hertze und Gemüthe |
| Gönne mir auch den Gewinn |
| Reich mir deine Gnaden-Hände |
| Löse mir von meinen Bänden |
| Gnadenreiche KöniginnGnadenreiche Königinn]Gnadenreiche Königinn] Gnaden reiche-Königinn A; Gnaden reiche-Königinn SS Gnadenreiche Königinn] Gnaden reiche-Königinn A; Gnaden reiche-Königinn SS . |
Hvorved hun strax vandt dette, at hun fik et større Vindue, item en
Vindovn.
Endeligen kom hun i det Aar 1685 paa fri Fod igien, hvilket hun selv vidner
paa det Altar-Klæde, som hun gav til Mariboe Kloster med disse Ord: Kong Christian 5 min
allernaadigste Arve-Konge saae udi Naade til mit lange og uskyldige 23 Aars Fængsel, gav mig ikke alleene en naadig Frihed 1685. den 19 Maji, men
giorde mig og vel imod i mange Maader. GUD giøre vel imod Hans Kongl. Majestet og det
gandske Kongelige Arve-Huus igien. Saasnart hun kom ud af sin Arrest igien, Hun kommer paa fri Fod igien.tog hun ind til hendes Søster-Dotter
Frøiken Lindenow udi det Huus ved Canalen, som er næst ved Sogne-Præstens Residentz til
Holmens Kirke. Men blev der kun 3 Dage, efterdi den heele Stad stormede til at see hende;
begav sig derfor til Utersløf, hvor hun forblev indtil Michaelis Tid, da gav Kongen hende
Marieboe at boe paa med en aarlig Pension af 1500 Rixdaler. Kort derefter forærede hun til
Marieboe Kirke et Altar-Klæde af hvidt Taft, hvorpaa vare skrevne efterfølgende Vers:
|590
| Den store Verdens alt sit skabte Grændser satte |
| Gaf Viden visse Tid, hvo kand hans Almagt fatte |
| Han menglet tungt og lett ved Fingers mægtig Kraft |
| Betænkte Heeden med en lædske Drikkes Saft. |
| Den liden Verdens Maal og efter samme Maade |
| Beskikte ligesaa, han vil for Lykken raade |
| Vil saare, læge, slaae, vill lindre naar han vill, |
| Vill binde, løse op, naar han det siger til. |
| O GUd med Haand mig drogst af Moders Liv til Livet |
| Mig førte underlig, Ulykken ofte kived |
| Med Velstands Overflod, beholt og Seiers-Tegn |
| Snart hiemme tomled mig, og snart i fremmed Egn. |
| Din Haand mig ogsaa bandt til Ægte-Folkes Skiæbne |
| At bære Ont og Gott, dertil du gavst mig Evne, |
| Ei noget synes tungt for ægte Kiærlighed, |
| Troefasthed er den Dyd man ej tør blues ved. |
| I Modgangs Hvirvel-Vind var GUd mit faste Anker, |
| Jeg blev i Troe, i Haab og stedse i de Tanker |
| GUd elsked mig, sit Barn han tit lod smage Riis |
| Og i det skrøbelig vill lade see sin Priis. |
| I Løfter er min GUd troefast, og ikke sviger, |
| Hans Ord de lyver ej; thi de saaledes siger: |
| Kald paa mig i din Nød, og jeg vil redde dig. |
| Det haver GUd i mig fuldbyrdet kraftelig. |
| Som det var, GUd, din Haand mig ind i Fængsel førte, |
| Saa var det og din Haand, som Kongens Hierte rørte |
| At høre paa min Bøn, og efter Naades Lyd |
| Oplade Fængsels Dør sit store Navn til Pryd. |
| Men GUd! hvad skall jeg nu, hvad skal jeg nu frembære? |
| Til et Tak-Offers Tegn, og til din Priis og Ære, |
| Det er ej Bukke-Blod, ej Fædme til sød Lugt |
| Som dig er til Behag, og ej af første Frugt. |
| Men Hiertet fuld af Tak med Munden at bekiende, |
| Did vill du naadelig dit Guddoms Øre vende, |
| |591Dit Altars Smykke-Klud er jo dig ej
imod, |
| Det Vidne bære skall, at du mod mig varst god. |
| Til Efterkommers Trøst, at ingen skal fortvile |
| I Modgangs brusend’ Hav; men i dig eene hvile |
| Og kaste Omhu hen, i Troen holde fast, |
| Saa vill du visselig selv bære tungest Last. |
| Jeg bøier Hiertets Knæe, og gamle svage Lemmer |
| For HErrens Aasiun ned, og aldrig da forglemmer |
| At GUd mig rakte Haand i Fængsels haarde Nød, |
| Og holdte Sindet karsk imod utallig Stød. |
| Lad dette Offer dig, o! store GUd! behage, |
| Og af forfængeligt aldeeles intet smage, |
| Jeg priise skall dit Navn saalænge med Forstand |
| Som Munden Hiertets Tak ved Lyd udføre kand. |
Hun haver derforuden giort adskillige andre Vers, som viise, at hun kunde
passere blant de Tiders beste Danske Poëter; haver ogsaa forfærdiget et Verk om nogle
berømmelige Damer. Og vidner Otto Sperling den yngre, som
selv udi samme Verk har gaaet hende til haande, at det førte Titul af Heltinders Pryd.
Blant hendes mange Vers er et
besynderligen merkværdigt angaaende en gammel Hund kaldet Cavalier. Samme gammel Hund,
saasom den var bidt af en Maar, blev efter Dronning Sophiæ Amaliæ Befalning skikked i
Fængslet til Grevinden, at hun skulde curere ham igien, hvilket hun og giorde; over denne
gamle Hund giorde hun et artigt Dansk Poëma, hvorudi hun indfører ham, som den der
fortæller sin Lykke og foranderlige Skiæbne til Hove, og hvad Løn han fik omsider, og
sigtede hun derved paa hendes Mand, som saa tit og ofte med adskillige Farer og
Besværligheder havde været Riget til Hielp og Nytte og efter hendes Tanke derfore ilde
belønned. Dette konstige Vers begynder saaledes:
|592
| Alt Gammelt er foragt, det kastes til en Side |
| Var det end Guld og Sølv, man gierne nyt kand lide. |
Ovenmældte Sperling vidner ogsaa, at hun sammensat en Comœdie, som hun
1688. den 27 Febr. lod spille for sig i sit eget Huus.
Da hun var kommen til Mariboe Kloster skikkede hun Bud efter hendes ældste
Dotter Anna Catharina som boede i Flandern og var Viigli de Cassettes efterladte Enke.
Samme Frue lignede Moderen mest i Forstand, var vel studeret og erfaren i alle smukke
Videnskabe.
Hendes Død og Characteer.Endeligen døde denne
illustre Dame Aar 1698. den 16
Martii udi en høi Alder, og blev den 6
April samme Aar
begraven i Marieboe Kirke. Hun var et af de navnkundigste Fruentimmer udi forrige
Seculo,
saavel i Henseende til hendes skarpsindighed og Lærdom, som til de store
Avantures hun
havde haft; hvis hun i sin Velstand lod sig af
Ambition forleede, saa
expierede hun den
Synd ved trende Fængsler, hvoraf det sidste og haardeste varede udi 23 Aar. Om hun var
Medvider udi det sidste farlige Anslag, som Corfitz Ulfeld havde mod Kongen og Riget, kand
ingen for visse sige. Det samme synes dog at have
graveret hende mest. Ingen kand vel
nægte, at jo den Pligt og Kiærlighed, man er sin Konge og sit Fædrene-Land skyldig, er
større end den som en Hustrue er sin Mand skyldig; men man maa derhos ogsaa bekiende, at
den
heroiske Dyd, nemlig at røbe sin egen Hosbond af
Affection til sit Fædreneland, er rar
og fast ubekiendt i vore Tider. Til den bestandige og stedsvarende Unaade, som Dronning
Sophia Amalia bar til
Madame Ulfeld, synes ellers at have været andre
particuliere
Aarsager, som have angaaet hendes egen Person, og som fornemmeligen har bestaaet udi en
Foragt, hun lod see mod hende, saavel for, som efter Kroningen: Hertil kand blant andet
tiene til Beviis en
curieuse, og hidindtil ubekiendt Historie, som mig derom er
communicered. Blant adskillige
Virtuosi og Konstnere, som Kong Friderik underholdt
|593var en Sachser ved Navn Caspar Herberg, hvilken i Henseende
til hans Videnskab udi
Chymie, Mynt-Væsen, og Guldarbeide gemeenligen blev kalden
Konst
Caspar,
En curieus Historie Grævinde Ulfeld angaaende.og blev
han ikke anderledes nævnet af Kongen selv, hvilket sees af adskillige
Friderici 3
egenhændige Breve, som intet andet Overskrift have end dette,
nemlig:
Konst Casper zu händen. Denne Konst
Casper, som i Begyndelsen af Kongens Regiering
boede udi Lyngbye, som er halvanden Miil fra Kiøbenhavn, havde
in Commissis at forfærdige
Dronning
Sophiæ Amaliæ Krone, som skulde bruges til forestaaende Kronings-Fæst. Frøiken
Eleonora lod sig nogle Dage tilforn, da hun reisede igiennem Lyngbye, indfinde udi Konst
Caspers Huus, og forlangede at see Kronen. Da Kronen blev hende
leveret, satt hun den paa sit Hovet ligesom for at see hvorledes den
parerede; men den
faldt hende af Hovedet ned paa Jorden, og kom til Skade, saa at en stor Steen, som derudi
var satt, gik i stykker. Om
Madame Ulfeldt giorde dette forsætlig
Viis, er noget, som jeg for visse ikke kand sige. Vist nok er det, at hendes
forrigeforrige]forrige] B, førrige A forrige] B, førrige A
Opførsel kunde ikke andet end give Anledning til Mistanke derom. Konst
Caspar lod strax
give hemmelig Underretning til Kongen derom. Men hans Majestet, som fandt nødigt endda at
holde gode Miner med det mægtige Ulfeldske Huus, bød Konst
Casper at tie dermed, og udi al
Stilhed at giøre Kronen til rette igien. Denne
curieuse Historie haver jeg holdet
fornødent at anføre, for at viise, at det var ikke uden Grund Dronning Sophia Amalia havde
fattet saadan Bitterhed mod Frøiken Eleonora, skiøndt man maa tilstaae, at den blev
poussered noget for vit. Men nu maa jeg gaae tilbage i Tiden igien, og eftersee hvad
videre mærkværdigt tildrog sig i Danmark det Aar 1663.