Dannemarks Riges Historie. Tomus 3 "bd3chap1subchap1

Hvad Madame Ulfeld angaaer, da, saasom hun er ikke mindre bekiendt i Historien end hendes Herre, saa vill jeg her i sær anføre hendes Historie, hvortil mig ere communicerede nogle materialier saavel af Doct. Otto Sperlings den yngres Manuscript, som af adskillige andre skrevne Documenter, item hvad denne navnkundige Dame selv om sin Skiæbne har antegnet.

Grævinde Ulfelds Fødsel og Opdragelse.Leonora Christina, Kong Christian den Fierdes Dotter med Fru Kirstine Munk er fød paa Frideriksborgs Slot den 22 Julii 1621. Da hun var 7 Aar gammel, blev hun efter Kongens Villie forloved med Corfitz Ulfeld, som da var Kongens Kammer-Junker. Imedens denne Forlovelse varede friede en Første af Saxen Franciscus Albertus (a) til hende udi hendes 12te Aar; men hvor fordeelagtigt end saadant Parti kunde være, og hvormeget hun end dertil blev solicitered, vilde hun dog ikke renuntiere paa den Forlovelse, som var sluttet med Ulfeld. Imidlertid blev hun med stor Flid opdragen, saa at hun lærede foruden Fruentimmer-Sager adskillige Sprog og Konster, nemlig Tydsk og Fransk, item Musiqve, Regne-Konst, Ridsen og andet dislige, hvorudi hun saavel ved hendes Flid, som naturlige Capacitet saaledes tiltog, at hun distinguerede sig blant alle hendes Søskende, og derfor af Kongen var mest elsked. Da hun var 15 Aar gammel, havde hun Bryllup den 9 Octobr. Anno 1636 med Corfitz Ulfeld, som da var Ridder og Statholder i Kiøbenhavn.

Efter at hun var kommen i Ægteskab med Corfitz Ulfeld; fordrev hun siden Tiden med adskillige slags Exercitier, enten rissede eller øvede sig i Musik paa Harpe, Fløitte &c. diverterede sig ogsaa med at reise paa Jagt og at leege Bold. Da hun var ble-

(a)	Sperling, vita Eleonoræ manuscr.

|573ven 21 Aar gammel, begyndte hun at lære det Latinske Sprog, hvorudi Doct. Otto Sperling den ældre var hendes Læremester. Hendes store Sindets Gaver.Hun lærede da ogsaa Italiensk, hvorudi hendes Mand hende underviisede, og lærede hun det eene med det andet med en utroelig Hastighed. Sperling den yngre vidner, (a)at hun var af den Capacitet, at hun kunde paa eengang synge en Psalme, skrive en anden, og tilligemed give agt paa alt hvad som forrettedes i Huset: Hun fuldte med Ulfeld i hans fleste Gesantskabe, saasom til Holland Anno 1646, og strax derpaa til Frankrig; men til Engeland reisede hun allene, og derefter til Holland igien med hendes Herre 1649, af hvilke saavel som af paafølgende udenlandske Reiser hun lærede at kiende Verden, erhvervede Kundskab endogsaa i Stats-Sager, og formedelst hendes Forstand og Videnskab kom i Anseelse blant Fremmede.

Det Spanske Sprog begyndte hun at lære, da hun opholdt sig i Straalsund, og viisede hendes Mand mellemstunder naar han havde Leilighed, hende Grunden dertil, saa at hun efterfølgende Aar saaledes forfremmedes derudi, at hun udi det Aar 1654 oversatt paa Dansk en liden Spansk Bog kalden Matthias de los Royos. Hendes Færdighed udi det Franske sees af hendes Oversættelse af en Part af den Roman kalden Cleopatre, og udi det Tydske af adskillige ziirlige Tydske Vers, som hun haver giort, og lod hun see særdeles Prøver paa hendes Capacitet og Veltalenhed, da hun for Retten i Malmøe agerede Ulfelds Sag.

Dette maa være nok talt om hendes naturlige Forstand og Videnskab; Hvad hendes Liv og Levnet angaaer, da er det en Kiede af idel Elendighed. Førend hun blev gifted med Corfitz Ulfeld, spiisede hun dagligen med de andre Børn og deres Hoffmesterinde Karen Sehsted, Hannibal Sehsteds Søster, ved Kongens Taffel. Begyndelse til hendes Tragœdie.De førte og samtligen tillige med Moderen Titel af Grevinder til Slesvig Holsten; Og vare tillige med hende indførte udi de offentlige Kirke-Bønner strax efter de Kongelige

(a)	Otto Sperl. vit. Eleon. manuscr.

|574PrindserPrindser]Prindser] B, Pridser A Prindser] B, Pridser A og Prindsesser. Da Moderen 1630. kom i Unaade, (a)

(a)

Jeg har tilforn af adskillige Hoved-Documenter søgt saa meget, som mueligt, at oplyse denne forhen mørke Historie om Fru Christine Munks Fald. Af et Brev datered Antwortskov den 23. Decembr. 1636. seer jeg, at Kongens Unaade mod hende har da været paa det Høyeste, og, som samme Brev tiener til videre Forklaring af Historien, vil jeg det her anføre efter en skreven Copie, som mig er communicered. Brevet lyder saaledes:

Dannemarks Rigis Maas (skal være Rigets Marsk nemlig Jürgen Urne) til Hænde.

Efter at Fru Ellen stakked Tiid siden kom hid til Byen, og blev der nogle Dage, førend hun vilde lade nogen viide det. Da hun nu merkede, at ingen bekymrede sig derom, da overtalede hun Hoff-Prædikanten dermed, at hun svoer, at hun aldrig skulde giøre mig noget imod, at han gik op til mig og bad mig, at jeg skulde stæde hende til Ords, hvilket jeg i Længden bevilgede, med den Condition, som før omrørt er. Da hun nu kom op paa Slottet, holdt hun sig nogle Dage beskedentlig, men begyndte strax derpaa, at fortroe hver Mand, hvem hun kom til, hvor ligt det Barn var mig, som hun havde hos sig, (Barnet var Dorothea Isabella, hvis Fødsel Kongen havde mistænkt,) item sagde til Wibeke, hvorvel hun vilde føde hende, og lade hente Sprog- og Dantze-Mestere til hende saa og saaledes staffere hende ud, naar hun blev stoer, at hun intet skulde give de andre efter i nogen Maade. Udi de samme Dage understoed hun sig, at lokke Grev Woldemar Christian ind til sig imellem Maaltiderne, hans Hoffmester uafvidende, og sætte Krog paa Dørren, saa at Hoffmesteren intet skulde faae ham til hans Studia. Da nu det eene kom til det andet, skrev jeg hende til, som hosføiede Copie N-A. udviiser. Hvad hun derpaa svarede, det findes derhos tegnet med B. Og, efterdi hun derudi blant andet lod sig fornemme, at hun det med sin Eed vilde erholde, sig intet at have sagt de Ord, som Wibeke foregav, item at hun vidste intet af Rhingrevens Optog, og at hun vilde sende Brevet hen til Moderen med sligt meere, hvorpaa jeg gav hende til Svar, eftersom hosføiede Copie, tegnet med C. udviiser, udi den Meening, at efterdi hun var saa færdig til at sværge, da skulde hun sværge udi min og Hoff-Prædikantens Presence efter den Formular jeg sendte hende ved Hoff-Prædikanten, hvoraf her ogsaa findes Copie med D. notered. Da jeg nu hende Eeden ved Hoff-Prædikanten tilskikkede, som derhos findes med N-E., da svarede hun derpaa, som Hoff-Prædikanten strax maatte skrive bag paa Eeden, hvilket hun siden med sin egen Haand bekræftede, som samme Copie udviiser. Efter hvilken Leilighed jeg intet seer, hvorledes jeg med god Reputation og en god Samvittighed kand lade Fru Christine passere blant got Folk, og tilstede at hendes – – – skulde gaae i Arv med mine egne Børn, som man kand see Meeningen, at nemlig i det at den – – – mig med hendes Kanuter dagligen skantflikker, og haver turt sætte mit Navn og hendes sammen paa den Ring, hun gav den unge Hans Lindenow. Hvilket altsammen jeg har villet lade dig viide, paa det at saafremt der i Landet om samme Leilighed bliver talet, at du da Tilstanden dennem kand lade viide, befalendes dig hermed GUd i Himmelen.

Anderschow, den 23. Decembr. Anno 1636.

CHRISTIAN.

Af dette Brev sees, hvad Tanker Kongen har haft om det sidste Barns Fødsel; man merker, at Rhingreven haver i Tide undviget, endeel for at undgaae Kongens Vrede, endeel ogsaa i Henseende til Kron-Prindsen Christian 5., hvilken han tilforn høiligen havde lædered, hvilket sees af Høistbemældte Prindses tvende Breve, et til Kongen af Sverrig, og et andet til Rhingreven selv. Og, saasom samme Breve ere rare, og de samme give nogenledes Portrait paa denne udi Historien ellers ubekiendte Mand, som dog har foraarsaget saadan Allarm her i Riget, vil jeg den her anføre. Brevet til Rhingreven selv er paa Tydsk, og lyder saaledes:

Wir Christian von GOttes Gnaden zu DannemarckenDannemarcken]Dannemarcken] B, Dannemareken A Dannemarcken] B, Dannemareken A , Norwegen, Wenden und Gothen, Printz. Gelangen in Erfahrung und haben genügigen Beweisthumb, welchermassen du Otto Ludwig, der du dich schreibest Reihn-Graffen, dich deines vorgegebenen Standes leichtsinnig vergessen, und unbesonnener frevelmühtiger Weise verkühnet haben sollest von Unserer Printzlichen Person dermassen schändtliche Afterreden zu führen, die mit allem Deroselben von GOttes Gnaden habenden hohen Dignation und Würde, besondern auch dem von Jugend auff nachgestrebten Ehren und redlichen Nahmen gröblich zu wiederlauffen. Sonderlich aber solstu ausgeworffen haben, ob hättestu von einem dier von Uns zugebrachten Trunck dich übel befunden, und hieltest dafür, Wir hätten dir darin Gift bey und anbringen lassen. Ob Wir Uns nun wohl versehen gehabt, du würdest deinem profitirten Cavalier-Stande (welcher auf kein böß Maul gewidmet, besondern in tapfern Thaten bestehet) solche unehrliche Vermöchtigung nicht angethan haben, und wohl versichert wissen, es werde die gantze ehrbare Welt von Uns ein anders, und zwar unsere tragende Hoheit wohlgemäßige Achtung führen, auch kein redlicher Cavalier solchen von deinem vergälleten Hertzen ausgestürtzten verläumderischen Lügen-Dichtungen einigen Glauben zulegen. Uber das auch die Mittel von dem Allerhöchsten mit schuldiger Dankbarkeit erkennen, dadurch Wir einige von dirdir]dir] B, dit A dir] B, dit A empfangene Offerts in andere genugsame Wege hatten abzufinden und zu widergelten; Derhalben auch wohl bedacht gewesen, der Zeit uns zu befehlen, und dich mit heroischem Gemüthe wie einen anbellenden Hund zu despectiren. Jedennoch, damit du in sothaner deiner Bosheit nicht stoltz werdest, und dir dabey eine stäte Sicherheit vermessentlich zusagest, so lassen Wir dir hier mit sonders wohl befügten Ernste wissen, daß Wir sothan dein unverschämtes, boshaftes Läster-Maul zu seiner Zeit der Gebühr nach abzustraffen, und bis dahin dich mit deinem verlogenen Schand- und Schmäh-Hertzen so viel und lang für einem heimbdückischen Giftbereiter und unredlichen Meuchelmörder achten und halten, auch gegen alle redliche Cavaliers schelten und tituliren wollen, bis du das geringste deiner bübischen ausgegossenen Schmähungen, das dir dein Lebetag wohl mangeln und fehlen soll, über Uns zeugbar und wahr machen kanst! Uhrkundlich Unsers hierunter gesetzten Hand-Zeichen und neben gedruckten Printzl.-Secrets. Gegeben auf dem Schlosse zu Malmöe den 17. April 1629.

CHRISTIAN.

Paa dette Brev havde bemeldte Rhingreve den Dristighed at udfodre Prindsen til Duel, hvilket sees af det andet Brev, tilskrevet Kong Gustavo Adolpho, saa lydende:

C. 5tus.

Tilbyde den Stormechtige Høibaarne Første og Herre Gustaff Adolph, Sverrigis, Gottis og Wendis Konning &c. salutem. E. K. Skriffuelse daterit Marienborg nest forleden 30 Augusti er Os vell behendiget, efftersom Vy nu deraf E. K. gode Broder og vetterlige Affection og dett Mishag E. K. thill Otto Ludwig Rhingreffuis ubeskedene Procedere drager, gierne fornummen, saa kunde Vy nu ikke viidere forbigaae E. K. venbroderligen at forstendige, att Vy af en samme Rhingreffuis Os tilschichte schriftliche ubeschedene Invectif uformodentlig forfaret, hannem endnu til Offerflod den forrige sin optenkte Snak iche allene at vere gestendig, meden och sig at understaae Os ferner efter sin Sedvane at angribe, saa och sig fra forrige sin optenchte Snak och Voris derpaa billig og nødvendig følgende Retorsion med et Cartel at vilde undlede och frasnige; om nu samme Rhingreffue end enten var af den Stand, at Vi Os ved hannem ligne; eller och af di Qvaliteter, at Vy hannem saadan Ære, som hand Os formessentlig om anmoder, giøre vilde, dog, effterdi Vy hannem ved Voris forrige og uomgengelige billige Retorsion for den scheldet og holdet haffuer, som hans offuer Os opdichtede Snak meriterer, og fordrer; da holde Vy Vores førstelige Reputation och Stand alt for ner, hannem och hans Anmodning paa nye saa vit at respectere, medens vill haffue hannem nu som før offtbemeldte sin opdichtede Snak i Barmen hiemb sendett, sig derfor tilbørligen at erklerre, eller och holdis for dend saaddan en bør holdis for, Voris rettmessig Æris Redding og forbemeldte Retorsion gemess; hvortheden Vy hanem og endnu remittere. Vy vide derforuden vell, at ingen rettschaffne Cavaliers nøiagtig mod saadane Tilleg og Retorsion sig ved deslige Cartel, udfluckter och sine Opdichtelsers Fornyelser, kand eller vill erklerre, meden fast heller ingen Erlig, Høi eller Laug noget videre och andet efftersiger, end han veed god Bescheed paa, och det som hand beviise och gottgiøre kand och vill; med mindre hand saadant thil sig thage och derfor lide vill, som vederbør; och effterdi denne Sag er aldelis criminal, reigser och af ingen Krigs-Tienneste, da ere Vy venligen begierende, att E. K. samme Rhingreffue for sig och Sverrigis Rigis Raad vill bescheede och steffne, och Os om Tiden og Stedet, hvor samme Rettergang foretagis schall, med forderligste forstendige, paa dett Vi kunde Vores Fuldmegtige lade møde og hannem thiltale, och endelig Dom offuer hannem effter saadan Voris Beschyldning hende: Och ligesom Vi Os nochsom for GUd og Verden vide forsikrede, at han aldrig sin offuer Os udgydede och usandfærdige Tilleg schall bevise eller gottgiørre, vide och Voris Herkomsts och Huusis saa och Voris egne her till førte Actiones och Idrette saa den gandsche Verden at vere bekiendt, at Vi iche tviffle, at jo ingen høi eller nedrig Stands-Person till saaddan samme Rhingreffuis Digter nogen Throe schall vilde eller kunde sette, saa formoede Vi och forsee Os naboefortroeligen der till, at E. K. efter det ner Blodtz och Naboeschabis Forvantnis, saa og andre høie Respecter E. K. och Os imellem er, samme Rhingreffe heden holder til det, som E. K. effter sin Høibegaffuede Kongl. Prudentz och Discretion eragter, saa vel Retten i sig selv, som alle Potentater, Førster och Herrers Reputation och Interesse at udkreffue. Vi ville derimod altid villig findes thill alt hvis E. K. Velbefald, Ære og Kongl. Respect kand gerade, och Os E. K. goede Broeder, Fetter og Svogerlige Affection, och den med sin Elskelige kierre Gemahl Voris Elskelige kierre Frenke och gandsche Kongl. Huus i GUds milde Beschyttelse naboeligen haffve befallet.

Datum Malmøe Huus, den 23. Octobr. Anno 1629.

Disse Breve, som henhøre til at oplyse Fru Christine Munks Historie, haver jeg tilforn paa et beqvemmere Sted ikke kunnet anføre, efterdi de nyeligen mig ere faldne i Hænder. Man lærer deraf denne Rhingreves Characteer, og seer hans Bitterhed imod Kron-Prindsen ved at paadigte ham saadan hæslig Historie, og ved at udfodre ham til Duell. Bemeldte Breve viise ogsaa hans Navn, som tilforn har været ubekiendt, iligemaade at han var flygtet til Sverrig Aaret for Fru Christines Fald. Hvad som var egentligen Aarsag til den Bitterhed, han havde fattet mod Kron-Prindsen, er mig ikke bekiendt. Af paafølgende Historie synes troeligt, at Prinds Christian maa have advaret Kongen om hans all for frie Omgiengelse med Fru Christine, og derved satt ham i denne Bevægelse.

|575
blev hende saadan Titel fratagen, og alleene befaled, at hun skul|576de kaldes Fru Kirstine til Boller; men jeg finder ikke at Kongens |577Kiærlighed derved formindskedes mod Børnene, undtagen til den |578sidste Dotter Dorothea Isabella, (a) hvis Fødsel Kongen hav-

(a)	Man merker dog, at Kongen ikke strax efter Fru Kirstines Fald maa have haft Afskye for dette Barn; thi jeg finder udi een af hans Almanacker af Aar 1632. disse Ord: den 21. Martii gaff jeg lylle Lysseken 600 Daler.

|579de mistænkt, og derfor skikkede hende udi et Kloster udenlands; tvertimod man seer, at de alle have været i forrige Agt og Anseelse, saa længe som Høistbemeldte Konge levede, besynderlig Grev |580Waldemar og denne Leonora Christina; Men saasnart Fridericus 3. kom paa Thronen, begyndte deres Soel temmelig at formørkes, og var det ikke lidet Torden-Slag for denne høihiertede Dame, at hun i Begyndelsen af Dronning Sophia Amalia blev forbuden at kiøre lige ind paa Slots-Gaarden med sin Carosse, som tilforn var skeed. Hun participerede siden i alle de Fortredeligheder, som Corfitz Ulfeld styrtede sig udi, og udi det Aar 1657. blev skildt ved sin Titel af Grevinde til Slesvig Holsten, hvilket sees af den kongelige Forordning som samme Aar udgik.

Fru Christine Munk beskikkes til at viise

Adkomst

til hendes Titel.Men førend denne Forordning blev publicered og Hans Majest. skreed til denne Resolution, lod han hendes Moder ordentligen beskikke ved tvende Herrer, nemlig ved Tyge Belov og Krag, for at høre og fornemme hvorpaa hun grundede den Titel af Grevinde til Slesvig Holsten, og hvad

Adkomst

hun kunde viise dertil. Denne Beskikkelse saasom den er ikke mindre rar end curieuse, og tiener til at oplyse en Historie, som over alt hidindtil har været mørk og ubekiendt, eller defigurered med monstreuse Fabler, vil jeg den her anføre som den blev forretted af bemeldte tvende Herrer, af hvis Relation mig er communicered en Copie af saadant Indhold:

|581Den 1. Januarii 1657. mellem 11. og 12. Formiddagen ankomme vi Underskrevne til Boller, og skikkede strax Bud til Fru Kirstine Munks, at ville tale med hende efter Hans Kongl. Majestets Befalning, hvorpaa hun lod bede os ved sin Foged at opkomme. Vi fuldte med hannem op til Borge-Gaards Broen. Paa Broen mødte Velb. Werner Parsbierg os, og ledsagede os ind i Stuen. Da vi komme i Borge-Gaarden, blæste tvende Trompeter, indtil vi komme ind i Stuen til hende; Saasnart vi vare indkomne, talede jeg Tyge Below til hende, sigende, at vi vare af Høistbemeldte Hans Kongl. Majest. hidskikkede at tale noget med hende, om hun vilde høre det alleene, eller udi deres Nærværelse, som i Stuen hos hende tilstede vare, nemlig velbemeldte Werner Parsbierg, hans Frue Helvig Arnfeld, og Jomfru Karen Galde; hvortil hun svarede, at hun var vel tilfreds, at de bleve tilstede. Derpaa refererede jeg hende de samme Formalia, som Høistbemeldte Kongelige Befalning i sig indholdte, begierte derhos, at hun for os vilde fremviise, hvad Rettighed hun havde til den Grevelige Titel hun førte. Hun svarede derpaa, at hun den sig ej selv havde tiltaget, men at den var hende given af Salig og Høilovlig Ihukommelse Christiano 4. Tyge Belovs og Krags egenhændige Relation derom.Hun blev derimod af os tilspurdt, om hun da af hannem var giort til Grevinde, eller om hun noget Brev af hannem derpaa havde; hvortil hun svarede nei, men hun kunde vel fremviise, at Høistbemeldte den Salige Herre hende saaledes kaldet havde og det skriftlig under den Salig Herres egen Haand og Seil. Bad os derpaa, vi vilde bie, og faae Middags Maaltid med hende, eftersom Bordet stod dekked, og gandske |582tilbereedt, saa vilde hun søge om noget, og viise os det; men vi undskyldte os; thi vi agtede os tilbage igien til Vedel om Aftenen. Derpaa gik hun ind udi et Kammer fra os. Imidlertid talede bemeldte Adelige Fruentimmer med os, og berettede hvor bange Fru Kirstine var bleven, da vi skikkede Bud op til hende, eftersom hun ej vidste hvad det skulde betyde, men meenede det havde været efterdi Frøiken Eleonora havde været hos hende, af hvis Reise hun sagde sig dog intet at vide førend hun saae hende i Gaarden. De giorde ogsaa Undskyldning derfore at Trompeterne havde blæset i Gaarden, da vi vare indkomne, sagde sig og der at være for Dorothea Galdes skyld, som de besøgte i hendes Svaghed. Fru Kirstine kom strax tilbage igien med et Kongeligt aabed Brev under Høistbemeldte Kongl. Haand og Seigl, dekkede det øverste og nederste til med tvende Servietter, og lod os alleeneste læse disse Ord: Den Velbaarne Frue Kirstine Munk Greffwinde til Slesvig Holstein. Videre vilde hun ikke lade os læse, men tog Brevet hastig bort, og lagde det tilsammen igien, sigende, at det øvrige kom intet derved. Vi spurdte, om hun vilde lade os see samme Brevs Datum, da befandtes det at være datered den 30. Julii 1630. Deraf kand I see, sagde hun, at den Salige Konge selv haver givet mig den Titel, endogsaa efter at jeg var kommen fra ham; og havde jeg aldrig begiæret at komme did, men efter min Moders Villie var det skeed. Hende blev dertil svaret, at man vel vidste, at den Salige Herre hende saaledes baade havde tituleret, og befalet hende saaledes at kaldes; Men vi vare nu did skikkede |583til at fornemme, om hun ej ved et sært Greve-Brev var giort til Grevinde; dertil svarede hun, nei aldeles intet; Men hendes Børn havde Keiserens Brev paa deres Titul, som de selv havde at forvare, men hvem det nu egentlig havde vidste hun ikke. Hende blev derimod svared, at hvad Grev Waldemar var anbelangende, det vidste man vel, men at Døttrene havde saadane Breve af Keiseren troedes ikke. Hun svarede, at hun vidste ikke rettere; thi saaledes sagde hun, at de havde berettet hende; dog kunde hun ikke sige det forvist; thi hun havde aldrig seet det. Hende blev igien adspurdt, hvo samme Brev havde; hun sagde, at hun vidste ikke hvo, enten Herr Corfitz Ulfeld eller en af de andre. Hende blev da Discours viis sagt, at Ed. Majest. holdt Grev Waldemar for en Keiserlig Romersk Rigs-Greve, dog ikke af Slesvig og Holsten. Det samme var ham og tilforn bleven sagt; thi Keiseren kunde ligesaa lidet præjudicere Ed. Kongl. Majest. Huus, som Ed. Kongl. Majest. Herr Fader. Hun svarede dertil, at hun havde det hørt, at Eders Majestet havde ladet ham det sige, og spurdte hvad hans Titel da skulde have været. Dertil blev svaret, at dertil skulde vel Middel blive funden, med saa skiæl, det saa vit var kommen. Hun spurdte fremdeles, hvad dette skulde betyde, eller hvad Hans Kongl.Kongl.]Kongl.] Kongl, A Kongl.] Kongl, A Majest. med hende i Sinde havde; dertil blev svared, at os var ej meer bevist eller denne gang befaled end som vi tilforn sagt havde om Titelen og Navnet. Hun svarede, at hun havde intet andet derpaa at fremviise uden det som vi seet havde, og udi adskillige andre Kongelige Breve, da den Salige Herre hende det selv kaldet havde. Hun førte ikkun Navnet, og havde intet af |584Slesvig og Holsten; hvortil blev svared, at desmindre Rettighed, siunes hun at kunne have til Navnet at føre, som kunde komme maa skee Eders Kongelige Majestets Posteritet efter mange Aar til Nachdeel; DertilmedDertilmed]Dertilmed] B, Dertil med A; Dertil med SS Dertilmed] B, Dertil med A; Dertil med SS vare nu omstunder ej meere Grever eller Grevinder af Slesvig eller Holsten, men alleeneste Førster og Førstinder. Dertil svarede hun HErre GUd! Da veed jeg hvad min Fader hedde. Hende blev ogsaa sagt, at Eders Majestet havde ogsaa fornummet, at hun skriver sig: Vi, da dog ingen Keiserlig Greve udi Tydskland det giør, hvortil hun intet svarede, men beklagede sig i saalang Tid at forfølges endogsaa af Herr Hans Lindenow. Hende blev dertil svaret, at Eders Majest. havde endogsaa af hendes Indlægg mod hannem erfaret, at hun sig forskrevne Titel havde tilegnet; hvorpaa hun sig forundrede, sigende: Haver Hans Majestet det ogsaa seet? Derpaa toge vi Afskeed fra hende, og de andre som for ere mældte, saavel som fra Mandrup Abildgaard, som midlertid, mens vi der vare, indkom. Fru Kirstine Munk bad os, vi vilde ikke være hende for meget imod, vi svarede, at vi ej skulde efterlade, at giøre om alting en underdanig, sandfærdig og upartisk Relation. Formeener saa herved Høistbemældte Hans Kongl. Majestets Naadige Befalning, sub dato Kiøbenhavn den 26. Decembr. sidstforleden af os underdanig hørsommeligen at være efterkommet. Forbliver altid Høistbemeldte Kongl. Majestets vor allernaadigste Herres og Konges ydmygeste og tro Undersaattere. Datum Wedel den anden Januarii 1657.

Tyge Belov.	Krag.
Egen Haand.

|585Af denne Relation sees Fru Kirstine Munks og hendes Børns

Adkomst

til den Grevelige Titel af Slesvig og Holsten, nemlig, at den allene bestod derudi, at Christianus Qvartus enten mundtligen eller skriftligen havde kaldet dem saaledes, hvilket Kong Friderik holdt for ikke at have kunnet acqvirere dem nogen Ret dertil. Det var ogsaa ikke uden Grund at Hans Majestet formeenede, at det ikke stod i Keiserens Magt at conferere nogen Titel af Greve til Slesvig Holsten, men at det Regale alleene tilhørede Kongerne af Dannemark. Hvad videre Oplysning, som man haver af denne Relation, er at man deraf seer at Fru Kirstine Munks egen Svoger Hans Lindenov i denne Fristelses Tid har faldet fra hende; Iligemaade at den Høisalige Konge Christ. 4. ikke strax efter Fru Kirstines Fald har betaget hende denne Grevelige Titel, saasom hun producerede et Brev af yngere dato, hvorudi saadan Titel fandtes.

Efter at Kong Friderik havde ladet giøre denne Beskikkelse, skreed han til Execution, og ved en Forordning, som blev publicered udi samme Maaned, skildte hende og hendes Børn ved den hidindtil førte Titel af Grever og Grevinder til Slesvig Holsten. Samme Forordning lyder saaledes:

Vi Friderik Mister sin Titel af Grevinde til Slesvig Holsten.den Tredie &c. Giøre alle vitterligt, at eftersom Fru Kirstine Munk til Boller, en Tid lang har brugt Grevindes Titel af Slesvig og Holsten, hendes Børn og ikke alleene samme Titul ført, men endogsaa det Vaaben, som Os og Vort Kongelige og Førstelige Huus tilkommer, da, efterdi de aldeeles intet nøiagtigt have at fremlegge, hvormed de kunne beviise sig til saadan Høihed at være berettigede, det og Os og Vort Huus ikke er lidet præjudicerligt, tilmed og den gamle og for andre Nationer sær synderlige Herkomst, som alle i saa mange hundrede Aar sig best ved befunden, ikke overeens kommer, at saadan nye Stand |586uden bedre Grund og Fundament opkomme skulde. Da have Vi det ikke længer stiltiendes ville ladet passere, men hermed baade Frue Kirstine Munk og hendes Børn have forbudet, at de hverken ovenbemeldte Titul eller Vaaben sig understaae at bruge, saavel alle andre Vore Undersaatter hermed advare, at de sig entholde nogen af dem saadan Titul at give, som ingen af Adel-Standen eigner og tilkommer. Fordrister sig nogen herimod at giøre, da tilskrive sig det selv, om de derfore, som vor Mandats Overtrædere, blive anseede og tiltalede. Givet paa Vort Slott Kiøbenhavn den 14. Januarii 1657.

Friderich.

Fru Kirstine Munk døde Aaret derefter tillige med hendes Dotter Frøken Sophie, paa samme Tid, som Ulfeld med hans Gemahl var i største Anseelse, og ved den Roskildske Fred var bleven retablered, hvorfore hun ogsaa blev begraven med stor Stats og et anseeligt Comitat. Fru Kirsten Munks Død.Deres Lig bleve førte til Odense, hvor de uden for Byen bleve imodtagne af den heele Adel, og begravne udi de nærværende Børns og Børne-Børns Præsence, som vare alle i hvide Klæder; da hun laae paa sit Yderste bevilligede Kongen at hans Hof-Medicus Doct. Janus Juris maatte opvarte hende,hende,]hende,] hende A hende,] hende A (a) hendes Lig-Prædiken blev holden af Mag. Christian Sommer Sogne-Præst til Boller og, saasom de Svenske endda vare udi Siælland, gik Amiral Vrangels Hof-Prædikant siden op og holdt en Tydsk Lig-Prædiken. Corfitz Ulfeld siges ved hendes Ligfærd selv ikke at have været tilstede, hvorvel jeg seer, at han har tilligemed Hans Lindenou Hannibal Sehsted og Ebbe Ulfeld undertegned Invitations Brevene til hendes Begravelse, og er det merkeligt, at han da allene giver sig Titul af Greve til Sølvisborg. (b) Eleonoræ Christines Fortrædeligheder derimod begyndte fra den Tid først ret at gaae an; thi, saasom hun med en yder-

(a)	Concio fun. in Chr. M. manuscr.

(b)	Invitat. sub dato Malmogiæ die 1 Julii 1658 manuscr.

|587lig Bestandighed var hendes Herre tilgedan, saa participerede hun ogsaa i alle hans Ulykker, som jeg tilforn i hans Historie har viiset. Nyeligen førend Ulfelds farlige Anslag mod Riget var aabenbaret, var hun skikket til Engeland for at fodre en Sum-Penge, som Ulfeld havde forstrakt Kong Carl 2 udi hans Landflygtighed, men i steden for Betalning blev hun efter den Danske Ministers Forlangende af Høistbemældte Konge arrestered. Madame Ulfeld arresteres i Engeland.Arresten skeede til Dower den 9 Julii 1663. (a) Som Madame Ulfeld udi hendes efterladte skrevne Sager selv vidner. Den Danske Minister søgte derpaa videre at hun maatte extraderes, hvilket Kong Carl vell offentligen veigrede sig for, men underhaanden lovede, at det ikke alleene skulde staae ham frit for at bemægtige sig hendes Person, naar hun gik af Fæstningen, men endogsaa at han selv vilde give Leilighed dertil. Det varede ikke længe førend man fandt Leilighed dertil, thi hun blev strax derpaa greben, og ført til Kiøbenhavn, hvor hun arriverede den 8 Augusti (b) samme Aar, og blev sat udi det blaae Taarn. Kong Carl 2 blev saaledes fri for at betale sin Gield, men ikke for Folks Eftertale, hvilke med sorteste Farve afmalede denne hans Opførsel mod en fremmed høi-adelig Dame, og den der havde rakt ham Haanden udi hans Nød, og kand denne hans Gierning tiene til at verificere alt det Onde, som skrives om ham. Kong Friderik derimod havde Ret til at bemægtige sig denne ambitieuse Dames Person, helst saasom hun kunde holdes mistænkt for at være Medvider udi Ulfelds Anslag.

Føres til Kiøbenhavn.Saasnart hun kom til Kiøbenhavn blev hun ført til Slottet, hvor Dronning Sophia Amalia ved en Kammer-Jomfrue lod hende afføre hendes Klæder, og skildte hende ved hendes Perler og Juveler. Derpaa blev hun bragt til det blaa Taarn den 8 Augusti (c) hvor hun i mange Aar blev siddende. Der virkede hun adskilligt konstigt med hendes Hænder, blant andet et Beggere af Lær staaende paa 3 Knapper med et Laag paa, og skrev paa Bun-

(a)	Inter opuscula Eleonoræ manuscr.

(b)	Teste ipsa Eleonora.

(c)	Sperling. vit. Eleonoræ manuscr.

|588den nogle Ord, som hun vilde have Kong Friderik insinuered, hvilket ogsaa skeede ved saadan Leilighed. Kongen adspurte eengang Slotts-Præsidenten Liebknægt hvad hun bestillede om Dagen, hvortil han svarede: Adskillige Particulariteter om denne Dame.Hun giør Beggere. Da nu Kongen forlangede at see samme Beggere, og havde nøje beskuet det, merkede han omsider hvad der stod paa Bunden, og sagde til Præsidenten; hun er klogere end du, (a) men hendes Fængsel blev derfor ikke forlindred, kunde ej heller skee saalænge som Dronning Sophia Amalia levede, efterdi Høistbemældte Dronning var særdeles irritered mod den Ulfeldske Familie, og det var ikke let at komme af hendes Unaade igien.

Blant andet Mærkværdigt, som fortælles om denne navnkundige Dame er dette, at hun ved Transfusion af hendes Mands Blod, som skeede paa hendes Arm, havde tilveiebragt saadant Sympathie, at hun i hendes Herres Fraværelse kunde føle hvad ham vederfoer, saa at, da der gik Rygte om Ulfelds Død, forsikrede hun adskillige Gange af Fængselet at der var intet om; men endeligen, da han i det Aar 1664 ved Døden afgik, sagde hun Kongen det strax, førend nogen havde faaet Kundskab derom. Dette at være passered testere endnu levende Folk, som have kiendt hende, hvorvel ikke i Kraft af Sympathie ved Transfusion af Blodet, hvilket Madame Ulfeld selv nægtede tilligemed meget andet, som findes i trykte Bøger, saavel om hende, som om hendes Herre. (b)

Hun blev saaledes siddende udi et haardt Fængsel ikke alleene udi Kong Frideriks Regiering, men endogsaa længe derefter, havende ingen Kniv, men et stykke Been i steden derfor, og intet andet Lys end oven fra et Vindue ved Loftet, som man lukkede op for at lade Røgen gaae ud, efterdi der var intet Rør paa Kakkelovnen. Den siden Regierende Dronning Charlotta Amalia, fattede strax Medlidenhed over denne illustre Fange, og ønskede hendes Frihed, hvorvel hun formedelst Enke-Dronningen ikke saa

(a)	Test. Virgine Anna Ulfeld.

(b)	Ex ore Virginis Annæ Ulfeld.

|589hastig kunde erhverve hende den igien, Hendes Fængsel formildes.saa at hun efter egen Sigelse blev siddende udi 23 Aar. (a) Hun arbeidede imidlertid adskilligt Konstigt, som hun lod præsentere den regierende Dronning, blant andet en Pung, hvorudi hun af Perler broderede efterfølgende Vers.

*Deine Gnade, deine Güte

Tröstet Hertze und Gemüthe

Gönne mir auch den Gewinn

Reich mir deine Gnaden-Hände

Löse mir von meinen Bänden

Gnadenreiche KöniginnGnadenreiche Königinn]Gnadenreiche Königinn] Gnaden reiche-Königinn A; Gnaden reiche-Königinn SS Gnadenreiche Königinn] Gnaden reiche-Königinn A; Gnaden reiche-Königinn SS .

Hvorved hun strax vandt dette, at hun fik et større Vindue, item en Vindovn.

Endeligen kom hun i det Aar 1685 paa fri Fod igien, hvilket hun selv vidner paa det Altar-Klæde, som hun gav til Mariboe Kloster med disse Ord: (b) Kong Christian 5 min allernaadigste Arve-Konge saae udi Naade til mit lange og uskyldige 23 Aars Fængsel, gav mig ikke alleene en naadig Frihed 1685. den 19 Maji, men giorde mig og vel imod i mange Maader. GUD giøre vel imod Hans Kongl. Majestet og det gandske Kongelige Arve-Huus igien. Saasnart hun kom ud af sin Arrest igien, Hun kommer paa fri Fod igien.tog hun ind til hendes Søster-Dotter Frøiken Lindenow udi det Huus ved Canalen, som er næst ved Sogne-Præstens Residentz til Holmens Kirke. Men blev der kun 3 Dage, efterdi den heele Stad stormede til at see hende; begav sig derfor til Utersløf, hvor hun forblev indtil Michaelis Tid, da gav Kongen hende Marieboe at boe paa med en aarlig Pension af 1500 Rixdaler. Kort derefter forærede hun til Marieboe Kirke et Altar-Klæde af hvidt Taft, hvorpaa vare skrevne efterfølgende Vers:

(a)	Test. ipsa Eleon. in opusc. manuscr.

(b)	Den 19. Maji 1686. Til Slutning staar disse Ord: Dette har jeg fuldfærdiget uden Glas i min Alders næsten 65 Aar GUd alleene være Æren.

|590

Den store Verdens alt sit skabte Grændser satte

Gaf Viden visse Tid, hvo kand hans Almagt fatte

Han menglet tungt og lett ved Fingers mægtig Kraft

Betænkte Heeden med en lædske Drikkes Saft.

Den liden Verdens Maal og efter samme Maade

Beskikte ligesaa, han vil for Lykken raade

Vil saare, læge, slaae, vill lindre naar han vill,

Vill binde, løse op, naar han det siger til.

O GUd med Haand mig drogst af Moders Liv til Livet

Mig førte underlig, Ulykken ofte kived

Med Velstands Overflod, beholt og Seiers-Tegn

Snart hiemme tomled mig, og snart i fremmed Egn.

Din Haand mig ogsaa bandt til Ægte-Folkes Skiæbne

At bære Ont og Gott, dertil du gavst mig Evne,

Ei noget synes tungt for ægte Kiærlighed,

Troefasthed er den Dyd man ej tør blues ved.

I Modgangs Hvirvel-Vind var GUd mit faste Anker,

Jeg blev i Troe, i Haab og stedse i de Tanker

GUd elsked mig, sit Barn han tit lod smage Riis

Og i det skrøbelig vill lade see sin Priis.

I Løfter er min GUd troefast, og ikke sviger,

Hans Ord de lyver ej; thi de saaledes siger:

Kald paa mig i din Nød, og jeg vil redde dig.

Det haver GUd i mig fuldbyrdet kraftelig.

Som det var, GUd, din Haand mig ind i Fængsel førte,

Saa var det og din Haand, som Kongens Hierte rørte

At høre paa min Bøn, og efter Naades Lyd

Oplade Fængsels Dør sit store Navn til Pryd.

Men GUd! hvad skall jeg nu, hvad skal jeg nu frembære?

Til et Tak-Offers Tegn, og til din Priis og Ære,

Det er ej Bukke-Blod, ej Fædme til sød Lugt

Som dig er til Behag, og ej af første Frugt.

Men Hiertet fuld af Tak med Munden at bekiende,

Did vill du naadelig dit Guddoms Øre vende,

|591Dit Altars Smykke-Klud er jo dig ej imod,

Det Vidne bære skall, at du mod mig varst god.

Til Efterkommers Trøst, at ingen skal fortvile

I Modgangs brusend’ Hav; men i dig eene hvile

Og kaste Omhu hen, i Troen holde fast,

Saa vill du visselig selv bære tungest Last.

Jeg bøier Hiertets Knæe, og gamle svage Lemmer

For HErrens Aasiun ned, og aldrig da forglemmer

At GUd mig rakte Haand i Fængsels haarde Nød,

Og holdte Sindet karsk imod utallig Stød.

Lad dette Offer dig, o! store GUd! behage,

Og af forfængeligt aldeeles intet smage,

Jeg priise skall dit Navn saalænge med Forstand

Som Munden Hiertets Tak ved Lyd udføre kand.

Hun haver derforuden giort adskillige andre Vers, som viise, at hun kunde passere blant de Tiders beste Danske Poëter; haver ogsaa forfærdiget et Verk om nogle berømmelige Damer. (a) Og vidner Otto Sperling den yngre, som selv udi samme Verk har gaaet hende til haande, at det førte Titul af Heltinders Pryd. (b) Blant hendes mange Vers er et besynderligen merkværdigt angaaende en gammel Hund kaldet Cavalier. Samme gammel Hund, saasom den var bidt af en Maar, blev efter Dronning Sophiæ Amaliæ Befalning skikked i Fængslet til Grevinden, at hun skulde curere ham igien, hvilket hun og giorde; over denne gamle Hund giorde hun et artigt Dansk Poëma, hvorudi hun indfører ham, som den der fortæller sin Lykke og foranderlige Skiæbne til Hove, og hvad Løn han fik omsider, og sigtede hun derved paa hendes Mand, som saa tit og ofte med adskillige Farer og Besværligheder havde været Riget til Hielp og Nytte og efter hendes Tanke derfore ilde belønned. Dette konstige Vers begynder saaledes:

(a)	Sebast. Kortholt de puellis poëticis.

(b)	Test. ipso Sperl. in vita Eleon. manuscr.

|592

Alt Gammelt er foragt, det kastes til en Side

Var det end Guld og Sølv, man gierne nyt kand lide.

Ovenmældte Sperling vidner ogsaa, at hun sammensat en Comœdie, som hun 1688. den 27 Febr. lod spille for sig i sit eget Huus. (a)

Da hun var kommen til Mariboe Kloster skikkede hun Bud efter hendes ældste Dotter Anna Catharina som boede i Flandern og var Viigli de Cassettes efterladte Enke. Samme Frue lignede Moderen mest i Forstand, var vel studeret og erfaren i alle smukke Videnskabe.

Hendes Død og Characteer.Endeligen døde denne illustre Dame Aar 1698. den 16 Martii udi en høi Alder, og blev den 6 April samme Aar begraven i Marieboe Kirke. Hun var et af de navnkundigste Fruentimmer udi forrige Seculo, saavel i Henseende til hendes skarpsindighed og Lærdom, som til de store Avantures hun havde haft; hvis hun i sin Velstand lod sig af Ambition forleede, saa expierede hun den Synd ved trende Fængsler, hvoraf det sidste og haardeste varede udi 23 Aar. Om hun var Medvider udi det sidste farlige Anslag, som Corfitz Ulfeld havde mod Kongen og Riget, kand ingen for visse sige. Det samme synes dog at have graveret hende mest. Ingen kand vel nægte, at jo den Pligt og Kiærlighed, man er sin Konge og sit Fædrene-Land skyldig, er større end den som en Hustrue er sin Mand skyldig; men man maa derhos ogsaa bekiende, at den heroiske Dyd, nemlig at røbe sin egen Hosbond af Affection til sit Fædreneland, er rar og fast ubekiendt i vore Tider. Til den bestandige og stedsvarende Unaade, som Dronning Sophia Amalia bar til Madame Ulfeld, synes ellers at have været andre particuliere Aarsager, som have angaaet hendes egen Person, og som fornemmeligen har bestaaet udi en Foragt, hun lod see mod hende, saavel for, som efter Kroningen: Hertil kand blant andet tiene til Beviis en curieuse, og hidindtil ubekiendt Historie, som mig derom er communicered. Blant adskillige Virtuosi og Konstnere, som Kong Friderik underholdt

(a)	Sperl. vit. Eleon.

|593var en Sachser ved Navn Caspar Herberg, hvilken i Henseende til hans Videnskab udi Chymie, Mynt-Væsen, og Guldarbeide gemeenligen blev kalden Konst Caspar, En curieus Historie Grævinde Ulfeld angaaende.og blev han ikke anderledes nævnet af Kongen selv, hvilket sees af adskillige Friderici 3 egenhændige Breve, (a) som intet andet Overskrift have end dette, nemlig: Konst Casper zu händen. Denne Konst Casper, som i Begyndelsen af Kongens Regiering boede udi Lyngbye, som er halvanden Miil fra Kiøbenhavn, havde in Commissis at forfærdige Dronning Sophiæ Amaliæ Krone, som skulde bruges til forestaaende Kronings-Fæst. Frøiken Eleonora lod sig nogle Dage tilforn, da hun reisede igiennem Lyngbye, indfinde udi Konst Caspers Huus, og forlangede at see Kronen. Da Kronen blev hende leveret, satt hun den paa sit Hovet ligesom for at see hvorledes den parerede; men den faldt hende af Hovedet ned paa Jorden, og kom til Skade, saa at en stor Steen, som derudi var satt, gik i stykker. (b)Om Madame Ulfeldt giorde dette forsætlig Viis, er noget, som jeg for visse ikke kand sige. Vist nok er det, at hendes forrigeforrige]forrige] B, førrige A forrige] B, førrige A Opførsel kunde ikke andet end give Anledning til Mistanke derom. Konst Caspar lod strax give hemmelig Underretning til Kongen derom. Men hans Majestet, som fandt nødigt endda at holde gode Miner med det mægtige Ulfeldske Huus, bød Konst Casper at tie dermed, og udi al Stilhed at giøre Kronen til rette igien. Denne curieuse Historie haver jeg holdet fornødent at anføre, for at viise, at det var ikke uden Grund Dronning Sophia Amalia havde fattet saadan Bitterhed mod Frøiken Eleonora, skiøndt man maa tilstaae, at den blev poussered noget for vit. Men nu maa jeg gaae tilbage i Tiden igien, og eftersee hvad videre mærkværdigt tildrog sig i Danmark det Aar 1663.

(a)	Lit. Frid. 3. ad Künst Caspar: Hafn. 28 Junii 1656. Hafn. 12 Julii. 1656. item Bahuus 26 Julii manuscr. autogr.

(b)	Et Stykke af samme Steen er endnu indfattet udi en Ring, og udi Madame Wits Giemme i Lyngby, udi hvis Huus jeg har seet den.

Modernisering

Kommentarer

Lukk