|54
Historien af
den Begyndelse til den store tragedie med hofmesteren store
katastrofe med hofmesteren er denne: Efter at han var kommet tilbage fra det hollandske
gesandtskab, holdt han sig, som sagt er, en tid lang fra hove tillige med hans frue,
endskønt efter den trykte københavnske beretning(a) kongen havde ladet dem begge invitere til
adskillige forsamlinger, óg tilstår Ulfeldt selv i hans såkaldte
Højtrængende æresforsvar, som han lod trykke 1652, at han efter sin hjemkomst fra Holland var med frøken
Leonora inviteret til en kongelig barsel på slottet, men at han formedelst sin svagheds
skyld ikke kunne lade sig indfinde, og at hans frue ingen lyst havde dertil,(b) en del efterdi hun såvel som hendes andre
søskende var forbudne at age lige ind på slottet, hvilket havde været dem som kongelige
børn akkorderet i Christiani 4. tid, en del også efterdi dem blev nægtet den titel af
hertuger og hertuginder af Slesvig-Holsten, så at man ser deraf at hoffet straks i
begyndelsen ikke ville give dem sådan titel, endskønt forbuddet skete allerførst ved en
forordning 1657(c) da årsagen dertil gives til kende, nemlig at de
ingen ret 
adkomst 
havde dertil, og at de uden præjudice til det kongelige og
fyrstelige hus ikke kunne føre titel af begge fyrstendømmer.
adkomst havde dertil, og at de uden præjudice til det kongelige og
fyrstelige hus ikke kunne føre titel af begge fyrstendømmer.Men det fornemmeste motiv,
som drev hoffet til straks i begyndel|55sen at nægte dem
dette og andet, var hofmesterens opførsel først i det kongelige valg og håndfæstningens
opsættelse; thi endskønt alting var gjort i det hele råds og
adelens navn, Ulfeldts opførsel mod hoffet så holdtes han dog
for det store hjul der ved sin myndighed og habilitet havde drevet sagerne, så at
derfor den konduite han siden førte ved at holde en lykønskningstiltale til den
udvalgte konge, ved at underskrive valgbrevet, item ved at lade se flid og hurtighed i
kroningens anstalter, holdtes kun for skrømt og at være gjort imod hans vilje for at
lempe sig efter tiderne da han så at konjunkturerne forandrede sig i favør af det
kongelige hus, og at han måtte følge strømmen. Hans Majestæt lod også straks tilkendegive at
han ikke anderledes var persvaderet om hofmesterens hjertelag imod sig idet
han såvel som dronningen trakterede det ulfeldtske hus med koldsindighed; men om
samme koldsindighed gik ud til hårde og vredagtige ekspressioner, kan man for visse ikke
sige, endskønt Ulfeldt selv sådant i sit forsvarsskrift beretter.(a) Det synes alene lidet troligt efterdi kongen 1649
betroede ham det vigtige gesandtskab i Holland.
Hvad som videre kastede olie i ilden og formerede den misforståelse som
havde rejst sig mellem hoffet og hofmesteren ved anledning af kongevalget og
håndfæstningen, var hans påfølgende egensindighed, frækhed og dristige tale som han
førte om kongen og regeringen såvel uden- som indenlands, óg har jeg tilforn anført de
discourser som han førte i Frankrig og Holland om den kongelige magt, og den
dristighed med hvilken han talte om sin egen myndighed, som en og anden ikke forglemte
at referere hoffet igen, hvilket ses deraf at sådant blandt adskillige andre *gravamina
blev anført i den københavnske relation angående Dinæ og Walters
sag.
(b) Dette mærkede hofmesteren straks ved sin tilbagekomst
fra Holland og derfor stillede sig upasselig an for ikke at komme til ho|56ve, hvorved han forøgede den miskredit som han var kommet
i. Og såsom kongen fik rådet og den største del af adelen på sin side og derved
så sig i stand at kunne holde det ulfeldtske anhang i tømme, tog Hans Majestæt ej i
betænkning at lade eksaminere hans administration under Christiani 4. regering, helst i
pengesager såsom man af de uhørlige store midler som han havde samlet, kunne have
årsag at mistænke ham for egennyttighed. Rentemestrene blev derfor tillige med
renteskriverne beskikket til at efterse nøje alting, hvilket gjorde denne højhjertede
mand så utålmodig at han den 19. oktober 1650 besværede sig derover i en skrivelse til
kongen, som han selv vidner,(a) og siden i en anden nogle måneder
derefter.(b)
Således var konjunkturerne da den bekendte historie med Walter og
Dina Den mærkelige historie med Dina brød frem, og den
mærkelige angivelse blev gjort 1651 eller rettere mod udgangen af forrige år. Om i
denne angivelse var nogen realitet, eller om det var et opspundet værk af hans fjender
for at gøre ham end sortere til hove, er noget hvori jeg ikke deciderer. Vist nok er
det at sådant kunne ikke andet end sætte kong Frederik i bekymring, især førend han
lærte at kende Dina, en del eftersom nogle poster blev forebragt med en slags skin af
sandhed, en del også efterdi Hans Majestæt havde haft adskillige prøver på
hofmesterens slette affektion mod det kongelige hus, så at om historien end var ilde
digtet, så kunne den dog ikke andet end have virkning i slige slibrige konjunkturer.
Hovedpersonerne i denne historie var Jørgen Walter, doktor Otto
Hovedpersonerne i denne historie Sperling, magister Simon
Hennings og en kvinde ved navn Dina Vinhofvers. Jørgen Walter var født i Holsten og havde
været kommandant i Rendsborg da fæstningen 1645 af de svenske var belejret. Der
forholdt han sig med sådan tapperhed at han til belønning blev nobiliteret, fik fri
acces til hove, hvor han insinuerede sig mere og mere hos kongen. Ulfeldt forekaster ham
i sit forsvarsskrift at han var |57en hjulmagers søn,(a) og at han ved intriger insinuerede sig til hove så
at han blev kongens gehejmeråd og oberst. Men man kan ikke forlade sig meget på det
portræt som gøres af ens fjende, og hvad hans fødsel angår, da kunne det samme ikke
være ham til præjudice eftersom det er ikke af fødslen, men af egen dyd og meritter man
må sætte pris på folk.
Otto Sperling var en hamborger af geburt, en lærd mand og en anselig
Otto Sperling medicus. Han havde i Danmark såvel i
henseende til sine videnskaber som behagelige omgængelse således insinueret sig hos
rigets hofmester at han ikke alene havde daglig fri adgang til hans hus, men
endogså fulgte ham i adskillige ærinder og rejser uden riget, havde også ved hans
rekommandation fået bestalling på at være hof-medicus,
hvorvel han af kongen ikke blev brugt.
Magister Simon Hennings var født af tyske forældre til Bergen i Norge. Han
Magister Simon Hennings blev komminister til den tyske kirke
i København, hvor han også blev hofmesterens bigtefader og en af hans største
favoritter, óg viser den påfølgende proces hvor højt han var det ulfeldtske hus
forbunden, hvorudover han af nogle blev anset som en ivrigere tjener af hofmesteren end
af Sankt Peders Kirke. Dog havde han af den tyske menighed godt vidnesbyrd om sit levned og
lærdom.
Hvad denne fjerde person, nemlig Dina,(b) historiens heroinde,
angår, da Dina Vinhofvers var hun født i København af
tyske forældre, havde været gift i Holsten, men efter hendes mands
død kom ind i riget igen og opholdt sig hos sin moder. Hun var formedelst hendes
skabning af mange vellidt i København, óg rekommanderede hun sig ikke mindre ved snak
og rapporter som hun bragte fra et fornemt hus til et andet hvor hun havde fået
adgang, som denne historie viser. Det lille skrift kaldet Ulfeldts listige praktikker
(c) siger at hofmesteren sin frue uafvidende lod
hende ofte hemmeligt komme til sig, |58skønt Ulfeldt siger sig med lovfaste vidner at have bevist at han aldrig havde talt med hende førend
processen begyndtes.(a)
Begyndelsen til denne historie skete den 29. december anno 1650, på hvilken
dag Jørgen Walter berettede Hans Kongelige Majestæt at Dina Vinhofvers havde ladet sig
mod ham formærke hvorledes rigets hofmester skulle have i sinde at
ville Hofmesteren angives af Dina bringe Hans Majestæt gift til i
det bæger han plejede at drikke af, hvilket hun vidnede at have hørt ungefær for 6 uger
tilforn en morgen da hun lå hos hofmesteren, da frøken Leonora kom ind med en flaske
i hånden og satte sig på sengen, sigende: “Her har vi det som vi talte om i går.”
Hvortil hofmesteren skulle have svaret: “Jeg frygter det er for stærkt og vil gøre for
hastig virkning.” “Nej,” skulle hans frue have
svaret, “han vil gå bort som i en dvale,” og
da skal hofmesteren have holdt den venstre hånd over hendes hoved.
Så snart Hans Majestæt havde fået denne underretning, befol han Walter
1651 den 3. januar i efterfølgende år 1651 at føre Dina
op på slottet for at have videre forklaring over denne historie, som både i henseende
til tingen i sig selv som til omstændighederne syntes vanskelig at tro, især som man ikke
kunne fatte hvorledes denne kvinde om morgenen tidlig kunne ligge i hofmesterens seng, og
det i hans frues nærværelse.
Dina kom til fornævnte tid op på slottet, hvor hun i kansler Christian
Dina bliver hemmeligt eksamineret Thomesens og statholder
Joachim Gersdorffs nærværelse berettede det samme, sagde óg derhos at hofmesteren da
frøken Leonora var udgået, bad hende at hun intet skulle sige hvad hun havde hørt; thi det
var kun skæmt, hvilket hun, nemlig Dina, havde lovet og derpå gjort en falsk ed. Denne
omstændighed kunne gøre sagen ikke mindre suspekt end den forrige; thi hvis hofmesteren
havde villet haft sit forsæt dulgt, havde det lettere kunnet ske ved at advare sin frue
intet at tale derom på samme tid som Dina var til stede, end at forlade
sig |59på en løs kvindes edelige forsikring. Men som angivelsen var af en
yderlig vigtighed, og den angivende med stor fripostighed og eds tilbydelse foregav at
tingen sig således forholdt, kunne man ikke ganske foragte sådant. Hun blev derfor
foreholdt hvor farligt det var for hende selv, og at det ville koste hendes liv om hun
sådant ikke kunne bevise, hvortil hun svarede at hun selv vel
vidste hvor højt sådant var hende magtpåliggende, men sagde at hvis man ville give
hende nogen tid, da ville hun skaffe videre oplysning derom. Da hun blev adspurgt hvorledes
sådant kunne ske, svarede hun at hun mente at få vis underretning af hofmesteren
selv som kunne tjene til sligt at bekræfte.
Derefter berettede Walter at hun havde sagt at have givet agt på hvor
den gift blev forvaret, som skulle have været et skab ved hovedgærdet af sengen, og at
der lå et skrift hos med doktor Otto Sperlings hånd om samme gift. Den
Hendes videre rapporter ved Jørgen Walter gift og det skrift
mente hun at bringe til veje og dermed at bevise hendes beretning at være rigtig, óg
håbede hun at praktisere sig nøglen til, enten af hofmesterens skrivetøj eller af hans
egen lomme. Hun viste óg endelig en nøgle som skulle være til hofmesterens hus,
hvormed hun ville bevise sin tilgang i huset, og sagde at hun havde ladet den trykke i
voks for at lægge nøglen hen igen i steden at den ikke skulle savnes, item andet deslige
af lige så liden sammenhæng, hvilket Ulfeldt i sit svar siden glemte ikke at gøre
anmærkninger over.
Videre berettede hun at lave til barsel med hofmesteren, og at han havde
givet hende et brev på at forsørge hende og hendes barn, hvilket brev hun sagde at magister
Simon havde i forvaring, ja hun gav sådan fortrøstning om at kunne bringe skriftet med
giften til veje til sin beretnings bevis at hun sagde at hvis Hans Majestæt ville
skikke nogen ned i hofmesterens hus, ville hun gå med og vise hvor forgiften var,
og miste sit liv om den ikke så fandtes. Endelig fortalte hun adskillige
partikulariteter for at vise at hun var meget bekendt i hofmesterens hus, sagde at
han ville gifte hende med sin |60ridefoged, item at han havde
givet hende en guldkæde, armbånd og andet mere, hvoraf hun en del fremviste.
Efter at denne og deslige forklaringer af hende var gjort, blev sagen nogen
tid henstående til videre oplysning, og for at se om hun kunne præstere noget af det hun
havde lovet, hvorom hun adskillige gange gav forsikring ved ovenmeldte Jørgen Walter.
Endelig kom hun den 12. marts i barselsseng, og da lod hun ved Walter give sådant
til kende, begærende derhos at han ville skaffe hende barnet af huset, og lovede efter
sædvane at så snart hun var i stand at gå ud, ville hun bringe skriftet med giften til
veje. Efter at man havde føjet hende i hendes begæring, og hun var kommet op af
barselssengen igen, foregav hun sig på ny at have været i hofmesterens hus igen og
der at have hørt at hofmesteren havde befalet byfogeden intet at befatte sig med Dina, ej
heller at inkvirere om barnet som nylig var født, hvilket og andet hun insinuerede ved
Walter, som stedse bar hendes ord frem.
Men hvad som i denne sag var mest forunderligt, er dette at på samme tid
som hun gjorde disse angivelser mod Ulfeldt, søgte hun at insinuere
sig ved andre slags angivelser i hofmesterens hus og advarede madame Ulfeldt om et
stort anslag Hun gør ligesådan angivelse for hofmesteren mod
hofmesteren, hvori hun sagde at Walter var medvider, lovede også at udforske
nøjere sagen og at bringe videre oplysning derom til veje, hvorudover Ulfeldt for at
opmuntre hende til sådan efterforskning lovede hende en god belønning og derpå gav
hende en skriftlig forsikring, som den tyske præst magister Simon fik i gemme, og som siden
for retten blev produceret, så at man deraf ser hvilke forunderlige roller denne kvinde
spillede, og hvor frugtbar hun var på intriger, skønt man kan sige at de var ikke
meget subtile og fine, hvorudover hun også snart røbede sig selv.
Ikke des mindre hvor
dristige og ilde sammenhængende hendes rapporter var, kunne de dog i henseende til de
angivne tings store vigtighed ikke være uden virkning, såvel hos det ene som hos det
andet parti, óg ser man at denne hendes snak da bragte den ulfeldtske familie i alarm
|61og forårsagede at hofmesteren den 12. april skikkede
Flemming Ulfeldt, hans broder, og Bjørn Ulfeldt, hans fætter, til kansler Sehested med
begæring at han ville give Hans Majestæt til kende hvorledes ham var berettet at nogle
ville myrde ham med frue og børn Alarm i den ulfeldtske
familie i hans eget hus, og at en del af hans tjenere var underkøbt til
sådant mord at bedrive, hvilket de således mundtligt berettede såsom hofmesteren
efter den københavnske relations vidnesbyrd(a) ikke anderledes ville give det beskrevet. Alene hr.
Flemming Ulfeldt sagde sig alletider at ville være gestændig alt hvad som han derom på
sin broders vegne havde forebragt. Men hofmesteren gav siden til kende(b) at han i 14 dage hver nat havde holdt stærk vagt
med alle sine folk i huset, og at den langvarige urolighed havde således udmattet ham
at han ikke kunne holde det længere ud, hvorfor han fandt sig tvunget til det omstændigt
og skriftligt at angive.
Det skrift som af ham selv tillige med af Flemming Ulfeldt og Bjørn Ulfeldt
findes undertegnet og kansleren Christian Thomesen Sehested insinueret, lyder
således:
Af højtrængende Nød og imod min Tanke eller Villie er jeg bleven
foraarsaget til ved min kiære Broder og kiære Fetter, Erlige og Velbyrdige Mænd, Hr.
Flemming Ulfelt til Ørebygaard, saa og Biørn Ulfeld til Møllerød &c. hos Hr.
Cantzler Hr. Christian Thomesen at anholde, at han vilde paa det underdanigste begiære hos
Hans Kongl. Majest. min Allernaadigste Herre og Konge paa mine vegne, at jeg maatte blive
tagen udi og under Hans Kongl. Majestets Naadigste Beskiærmelse,
efterdi mig nu adskillige gange er berettet, at der skal findes nogle onde Mennesker, som
søge at efterstræbe mig, min Hustru og Børn, ja end paa vort Liv, i det at de mig og Mine
med Gevalt vilde anfal|62de ved Nattetider i mit Huus,
sligt deres onde Forsæt at fuldende, og er allerede over 4. Uger siden, jeg om sligt deres onde Forsæt er bleven advared. Jeg kand endnu ingen til visse beskylde udi
dette; men der meenes vel, at Walter skulde have nogen Videnskab derom, hvis han ellers
vilde aabenbare hvad han derom veed. Sligt nu at forekomme, beder jeg venlig min kiære
Broder og Fetter det at ville andrage for Herr Cantzler, at han paa det underdanigste
paa mine vegne vilde hos Hans Kongl. Majest. anholde om Beskiærmelse og Sikkerhed udi mit
Huus at maatte nyde. Jeg haver ikke tilforn her om noget villet movere hverken hos een
eller anden, formodende, de deres onde Forsæt af sig selv skulde lade falde. Men
nu der formerkes, at de deres onde Forsæt continuere, nødes jeg dette at lade andrage
for Hans Kongl. Majest. min Allernaadigste Konge og Herre, med underdanigst og visse Haab,
at Hans Kongl. Majest. som Landets Fader, og alle deres Forsvar, som sidde under hans
Beskiærmelse, sig min ringe Person og antager under Hans Naadige Beskiærmelse, og som en retfærdig Dommer ved
sin høje Autoritæt videre efter saadane uforsvarlige Actioner, som ere agtede at sætte i
Verk, flittigen inqvirerer, saa kommer her af vel den rette Grund og Sandhed for Dagen.
Kiøbenhavn den 12. April Anno 1651.
Corfitz Ulfeld.
Flemming Ulfeld.
Biørn Ulfeld.
Da Hans Majestæt var blevet erkyndiget om dette, og hr. Flemming Ulfeldt og
Bjørn Ulfeldt gav til kende at der var *pe|63riculum in
mora, befol han straks tvende mænd, Jørgen Sehfeld og Henrik Rantzau, at forføje sig til
rigets hofmester for at tilbyde ham al den protektion og beskærmelse han selv ville
forlange, og gav ham valg enten han ville have herremænd, drabanter eller andre til
vagt. For dette beskærmelsestilbud lod hofmesteren Hans Majestæt allerunderdanigst
betakke, men sagde derhos at han ingen vagt forlangte såsom det var ham nok at Hans
Majestæt tog ham i sin kongelige protektion.(a) Men
såsom han straks Kongen tilbyder hofmesteren vagt til
beskærmelse derpå ved sine tjenere af borgerskabet i hans nabolag lod
begære at de ville stå ham bi om nogen i hans hus ham ville gøre vold, kunne det
svar som han gav på det kongelige tilbud, ikke andet end mishage hoffet såsom det gav
suspicion og mistillid til kende og i det øvrige syntes at vise
at den frygt og skræk som han foregav sig at være i, var ikke så stor og så
virkelig som han ville persvadere folk derom; thi det beroede alt på en løs kvindes
snak som intet bevis kunne tilvejebringe, hvor store løfter hun end derom havde
gjort.
Walter berettede Hans Majestæt straks derpå at Dina var kommet til ham og
havde tilkendegivet en skræk som hende var påkommet, efterdi hun i hofmesterens hus
havde hørt i hvad ærinde Flemming Ulfeldt og Bjørn Ulfeldt var skikket til kansleren
Christian Thomesen Sehested. Der befandtes også at hun samme aften havde været forklædt
i mandsklæder hos doktor Sperling for at bede ham at formå hos hofmesteren at
hendes navn ikke til noget måtte angives.
Man ser heraf i hvilken labyrint denne intrigante kvinde da allerede
havde bragt sig, og at hun på begge steder havde forbundet sig til at gøre store
angivelser bevislige og søgte at forlænge tiden med snak, hvilket da Hans Majestæt
Dina arresteres mærkede, lod han hende omsider anholde for at
høre om hun offentligt ville bekende hvad hun hemmeligt havde forebragt; thi alt hvad
hun til denne tid havde rapporteret, nemlig fra den 29. december 1650 til den 13. april
1651, var holdt så hemme|64ligt at hverken rigets
hofmester, hvor meget han end beflittede sig på kundskaber, ej heller nogen anden havde
fået det ringeste deraf at vide; thi såsom personen var den højeste embedsmand og
familien den konsiderableste i riget, ville Hans Majestæt ikke at sagen skulle rygtes,
havde også endvidere opsat tiden og ikke skredet til denne arrest så hastigt hvis han
ikke havde mærket at Dina spillede en dobbelt person, og hvis hofmesterens suspicion om
et anslag mod sig ikke havde forårsaget at sagen ikke længere kunne holdes hemmelig.
Efter at Dina således den 13. april var blevet arresteret og sat i forvaring på
slottet, befandtes hun at være meget svag, óg tilstod hun siden at have taget forgift til
sig, som hun havde bekommet af en kvinde der solgte rottekrudt. Medici blev da did
hentet, som gav hende ind hvad som kunne være tjenligt til at fordrive giften,
og imidlertid rådede at hun skulle eksamineres såsom det var uvist om hun kunne blive
ved livet. Herudover blev Oluf Brockenhuus, som var hofmesterens svoger, Otto Krag,
øverste sekretær, og hofprædikanten hr. Jacob Lauridsen befalet den 14. april
hende at forhøre, som deres forretning udviser.(a) Forhøret Hendes
første forhør skete i slotsfogedens kammer, hvor adskillige interrogatoria
blev gjort.
1.
Om hende var bevist, eller om hun nogen tid havde sagt at nogen ville
myrde rigets hofmester med hans frue og børn i hans hus.
Dertil svarede, efter at hun den tilbørlige ed havde aflagt og var formanet til at sige og blive
ved sandhed, at hun ikke vidste eller nogen tid havde sagt det.
2.
Om hun vidste at oberst Walter derom havde nogen videnskab.
Svarede dertil at hun det ikke vidste.
3.
Hvo til hendes barn som hun fik for 4 uger siden, var barnefader?
|65Svarede at rigets hofmester dertil var barnefader.
Men da alle hendes svar hende igen blev forelæst, sagde hun og blev
stærkt derved at hvad hun i de to første poster havde deponeret, sig således forholdt,
men at hun i den 3. post ikke havde sagt sandhed, óg ville hendes ed alene til de
to første poster hentyde, bekendte derpå at barnefaderen var en præst på Langeland ved
navn hr. Poul Andersen.
Efter at sådan beretning var gjort, skred man til hovedposten om den
første angivelse, óg blev hun da tilspurgt om hun ikke for nogle uger siden til Hans
Majestæt selv i kanslerens og statholder Gersdorffs nærværelse havde sagt utvungen og
unødt at hun for nogle uger siden skulle have ligget i sengen hos rigets hofmester, dog
frøken Leonora uafvidende, og da hørt og set, enddog hofmesteren hende med klæder
bedækkede, frøken Leonora at være kommet med et glas til sengen med gift i, at de da
begge talte sammen og overlagde med hinanden om at forgive Hans Majestæt, og at da
hofmesteren sagde at han frygtede det var for stærkt så at Hans Majestæt deraf skulle
briste, svarede hans frue: “Nej! Han skal deraf gå bort som i en dvale.” Item om hun,
nemlig Dina, ikke har berettet sig at have set der i huset doktor Sperlings skrift,
hvorledes fornævnte gift skulle bruges.
Til dette vigtige spørgsmål svarede hun ja, at hun af oberst Walter var
blevet opfordret på slottet og der havde sådant berettet.
Dette blev hende på ny med alle sine omstændigheder forelæst, og
hofprædikanten hr. Laurids Jacobsen formanede hende med alvorlighed at sige sandhed.
Hun blev ved sit forrige udsigende og sagde sig at ville dø derpå. Dette alene lagde
hun da dertil at såsom hendes hoved var så svagt og forvirret, kunne hun sig ikke
videre erindre om giften, alene at den blev hensat i et skrin og ikke i et skab,
berettede derhos hofmesteren at være fader til hendes barn og ikke præsten som hun
tilforn af frygt for hr. Oluf Brockenhuus havde navngivet og fragået hendes første
bekendelse. Således |66afløb dette første forhør som er
verificeret af Oluf Brockenhuus, Otto Krag og hr. Laurids Jacobsen.
Efterdi nu Dinæ bekendelse hofmesteren var så nærgående at den ikke
længere Hendes bekendelse kommunikeres hofmesteren kunne holdes
hemmelig, lod Hans Majestæt de nærværende rigets råders betænkende derover forlange, óg
kunne de samme da ikke andet råde end at sådant måtte hofmesteren kommunikeres,
hvilket óg skete. Hofmesteren begærede da ved lands lov og ret at tiltale denne
letfærdige kvinde og at erholde dom over hende for sådan uhørlig angivelse, hvilket Hans
Majestæt straks tillod og lod ham sige at han ikke alene akkorderede ham efter begæring
lands lov og ret, men endogså ville assistere ham i alt hvad som udfordredes til
sandhedens oplysning og justitsens befordring. Hvorfor Ulfeldt takkede kongen, som ses af
den trykte ekstrakt af hans skriftlige taksigelse og videre ansøgning så lydende:(a)
Jeg takker Hans Kongl. Majest. paa det allerunderdanigste, at hans Kongl.
Majest. Naadigst vill tee mig sin Assistence til Sandheds Oplysning udi den uhørlige Sag,
som mig er tillagt, paa det at det maa komme for Lyset, hvo der skyldig er; og at den
eller de, som Skylden hos findes, maa blive tilbørligen straffede, og den Uskyldige maa
frikiendes. Saa beder jeg ogsaa de ærlige og velbyrdige Mænd, Otto Krag, Kongl. Majests.
øverste Secreteerer, og Oluf Rosenkrands, ved hvilke Hans Majest. dette haver mig ladet
forebringe, at de ville denne min underdanigste Relation Hans Kongl. Majest. foredrage, og
mig derpaa en naadig Resolution erhverve, om at kunne uden nogen Ophold begynde at
procedere mod Dina, og udføre den Sag, hun mig saa falskeligen har angivet for, saa skal
Hans Kongl. Majest. see og erfare min store Uskyldighed, og at jeg |67er og bliver en ærlig Mand, trods alle mine Uvenner, i hvor mange de end
monne være, &c.
Men såsom sagen var af yderste vigtighed og angivelsen angik kongens høje
person, fandt Hans Majestæt efter de nærværende rigets råders betænkende for rådeligt at
befale hofmesteren at blive til stede og intetsteds at henrejse uden det skete med
kongens videnskab. Dette fortrød hofmesteren, og såsom han udtolkede denne kongelige
anmodning som en arrest, besværede han sig derover for rigets råd. Men rigets råd
mente at kongen kunne have føje til sådan befaling eftersom hvis hofmesteren i
slige konjunkturer skulle have gjort nogen rejse af staden, det var at befrygte at mange
ville bestyrkes i den indbildning at det skete af rædsel for en overhængende fare, og
anledning derved gives til ufordelagtig snak og raisonnements.
Foruden dette besværede hofmesteren sig over en anden post, nemlig at
Dina var i forvaring på slottet da hun dog burde sidde i et andet
fængsel hvor han selv kunne holde vagt over hende; thi såsom han var sagsøger,
formente han at hun var hans fange. Hans Majestæt derimod mente at hun var hans
fange og derfor ikke kunne overgives i andres hænder. Dog på det at hofmesteren ingen
årsag skulle have til at klage sig derover, lod Hans Majestæt hende sætte over porten
neden for slottet, hvor der var en corps de garde, óg blev der hofmesteren tilladt at
have hos vagten sine tjenere, som kunne give agt på at ingen kom til Dina uden
vedkommende. Men dette kunne dog ikke stille hofmesteren tilfreds, óg ser man at denne
post er en af dem som han mest har besværet sig over i hans højtrængende
æresforsvar.(a)
Derpå lod rigets hofmester stævne Dina til bytinget og begyndte således
Dina stævnes til bytinget denne mærkelige proces som til
byting, rådstue og herredag blev udført. På bytinget blev sagen vidtløftigt eksamineret
og vidnerne forhørt, hvorpå en by|68tingsdom faldt den
28. maj af sådant indhold, at efterdi der befandtes at Dina havde vaklet og været ustadig
i hendes angivelse og beskyldninger således at hun i det første forhør havde udlagt
til barnefader først rigets hofmester, siden hr. Poul Andersen, en præst på Langeland,
og endelig Hans Excellence hofmesteren på ny igen, ved hvilken ulige bekendelse hun
havde gjort sig meget mistænkelig. (2) At hendes beskyldninger har kun bestået i hendes
egne ord uden noget påfølgende bevis eller andre tilbørlige omstændigheder hvormed
sådan udsigelse bestyrkes eller bekræftes kunne. (3) At det er ej heller bevist at Dina
nogen tid medens hun lavede til barsel eller straks efter barnefødslen, enten for
hendes moder eller nogen anden sådant har tillagt rigets hofmester, eller hans navn i
ringeste måder derom at være nævnt, men langt anderledes er befundet af hendes egen
kødelige moders bekendelse, som ej heller i nogen måde om Hans Excellence, rigets
hofmester, melder eller taler, hvilket óg i lige måde af hendes eget barn for retten udsagt
er, derimod Dina da hverken modsigelse eller benægtelse i nogen måde gjort har. (4) Er
fremstillet mange og adskillige vidner som efter loven vidnet har, at aldrig i det
kammer i det nye hus ud til Skindergaden, hvortil den trappe opgår som Dina udsagt
har, en nat hos rigets hofmester i en seng at skulle have ligget, hvor frøken
Leonora om morgenen med et glas med forgift i skal være indkommet, enten nogen seng at
have stået eller endnu står. Byfogedens dom (5) Videre er
bevist med adskillige trofaste vidner at Hans Excellence, rigets hofmester, aldrig fra
sin frue nogen nat har ligget, uden når Hendes Nåde har været i barselsseng, eller
nogen af dem har været forrejst. Imidlertid har Hans Excellence altid ligget i det gamle
hus og aldrig i det nye. (6) Er ved mangfoldige troværdige vidner
klarligt bevist at Dina Vinhofvers aldrig med rigets hofmester selv i egen person
talt har, hvilket han også selv i sin høje benægtelse bekræfter. (7) Er bevist at
Dina Vinhofvers først efter jul sidst forleden har begyndt at have sin gang i
hofmesterens hus. (8) Har frøken Leonora Christina |69hendes kundskab og erklæring meget vidtløftigt herom til sagens oplysning i retten
indleveret, hvilket hun har tilbydet sig på tilbørlige steder ved ed at bekræfte, er
også derhos fremført rigets hofmesters egenhændige skriftlige erklæring og hans
benægtelse, som han på tilbørlige steder erbyder sig med ed at bekræfte.
Efter sådanne omstændigheder dømte byfogeden, Claus Ravn, Dinæ Vinhofvers
beskyldninger og løse udsigelser at være magtesløse, og rigets hofmester samt frøken
Leonora Christina for hendes ugrundede og ubevislige angivelse at være befriet. Men
såsom rigets hofmester på hendes liv havde ladet
i rette sætte, og sådant ej henhørte
til denne ret, blev denne post henvist til højere retter.
Af denne bytingsdom ses nogenledes processens historie, nemlig at Dina
endda ikke havde stået fra sin engang gjorte angivelse, men påstået sine beskyldninger,
hvorvel hun har været vaklende og ustadig i omstændighederne så at denne hendes
ustadighed såvel som hofmesterens vidner har fældet hende alene. Hendes prokurator
var en ved navn Bernhardus Fogt, over hvilken Ulfeldt giver et hæsligt portræt i sin æres
forsvar.(a)
Efter at sagen havde været for bytinget, kom den siden for rådstuen, hvor
byfogdens dom blev konfirmeret ved en rådstuedom sub dato 12. juni. Endelig Rådstuedom kom den for herredagene, som var den
højeste ret, hvor hofmesteren selv tillige med frøken Leonora med et stort følge af
deres venner mødte. Der anvendte Hans Majestæt med rigets råd al mulig flid på at
formane Dina til sandheds bekendelse så at man gjorde i tvende dage intet andet end
at eksaminere og konfrontere hende med Walter, og det i hofmesterens egen nærværelse. Da
med manges forundring bekendte hun omsider usandt at være hvad hun havde Dina gør anden bekendelse for herredagen angivet såvel om
giften som om barnet, tilstod at hun ikke havde talt med hofmesteren førend for retten,
og besværede sig over Walter som den der havde forledt |70hende til at gøre sådan angivelse. Herudover blev hun dømt at miste sit liv af
kongen og rigets råd, hvis endelige sentens lyder således:(a)
Efter Tiltale, Giensvar og denne Sags Leilighed, og, efterdi aldeles intet
af Dina Viinhofvers er bleven forebragt videre end hendes egne bare Ord, hvormed hun sin
Beskyldning mod Rigets Hoffmester, at han hendes Barnefader
skulde være, kunde bekræfte; Men Rigets Hoffmester derforuden med mangfoldige Vidner og
Omstændigheder har beviist, hendes Sigtelse og Angivelse usandfærdig at være, saa der af og
hvad hun om Forgiften havde forebragt, iligemaade en opdigted Løgn at være befindes, og
Borgemestere og Raad derfore Rigets Hoffmester for Barnefader at være, og hannem saa vel
som Frøiken Leonora for den Giftis Beskyldning befriet, og Dina endeligen her for den
Høieste-Rett godvilligen bekiendt at have Rigets Hoffmester og Frøiken Leonora paaløiet,
og dertil af Jørgen Walter at være tilskyndet, er derpaa for Retten afsagt, at
Borgemestere og Raad, som Byfogdens Dom stadfæsted have, med deres Dom ingen Urett giort
have, men den bør ved Magt at blive.
Belangende den Straff, som Borgemestere og Raad have tildømt, at Dina Dom på herredagenskulde lide paa sit Liv, da, enddog det ikke
var deres Dom at dømme efter andet end Lands Lov, Rett og Forordninger, og den højeste
Øvrighed alleene tilkommer Love at give og forandre; dog, efterdi denne Dinæ uhørlige Digt
og Løgn angaaer Hoffmesterens og Frøiken Leonoræ Liv, Ære, Velfærd og deres gandske Huuses
Beskiemmelse, da bør hun billigen |71derfor sit Liv at miste.
*Dat. &c. teste Christophoro Urne Justitiario nostro Dilecto.
Efter denne endelige afsagte dom aflagde hofmesteren taksigelse til kongen
og rigets råd for sagens befordring, bad derhos at hun måtte fuldkommelig tilholdes at
udlægge alle dem som havde forført hende til sådan falsk angivelse, desligeste at
erlange satisfaktion for den spot som han sagde sig at være vederfaret. I det sidste
kunne man intet andet gøre end hvad som gjort var, nemlig at lade sagen eksamineres ved
lands lov og ret, frikende den angivne og dømme angiveren fra livet. Men for at føje ham
i den første post blev Dina den 5. juli Dina bliver på ny
eksamineret pinligt forhørt, hvilket ses af hendes bekendelse som er anført
i processen *sub lit. I og undertegnet af Johan Damiano og Jens Jacobsen, hvilke vidner
om hendes bekendelse såvel før som i og efter torturen således:
Anno 1651 den 30 Junii, da Vi undertegnede af Hans Kongelige Majestet vare
befalede, Dinam, som da sad fangen paa det blaa Taarn, at besøge, og hende med GUds Ord,
saa vit mueligt være kunde, til Sandheds Bekiendelse at bevæge, bekiendte hun for os med
megen Graad frivilligen, som følger:
(1) At Jørgen Walter var Fader til hendes Barn og ingen anden: Klagede og
paa hannem, at han i en lang Tid, ja gandske siden hun kom fra Tydskland, havde lagt sig
efter hende til Lettfærdighed
at bedrive, sagde og derhos, at Walter, efter at de vare
komne i Omgiengelse med hinanden, var eengang i hendes Moders Huus i Moderens Fraværelse,
hvor han da første Gang havde givet hende Anledning til alt dette, som
hun siden for Hans Kongelige Majestet bekiendt havde.
(2) Bekiendte Dina, at Rigets Hoffmester aldrig |72havde ligget hos hende, og at hun aldrig havde seet eller fornummet til
nogen Forgift i hans Huus.
(3) At Jørgen Walter havde kommet hende til at sige Rigets Hoffmester
saadant paa, og at han, nemlig Walter, havde sagt, da hun var bange derfor: Hendes
store ustadighed og stridige bekendelserHolder med
Kongen, ellers gaaer det paa eders Liv. Men der som I det giør, kand jeg og I komme til Ære, og
jeg vill forsikre eder, at eder intet skal skade.
(4) Bekiendte hun, at ingen var Medvider i denne Sag uden hun og Walter;
men han havde kommet hende til at sige saadant, og eendeel deraf havde hun taget af sig
selv.
Anno 1651 den 1 Julii vare Vi underskrevne atter igien hos Dina efter Hans
Majestets naadigste Befalning, da vi befandt hende smuk andægtig, og var hun endda ved
samme Bekiendelse.
Men den 2 Julii, da vi atter efter Hans Majestets Befalning mod Aftenen kom
til Dina; var hun langt anderledes til Sinds end tilforn; thi, da beklagede hun (dog ikke
uden Graad) sig ikke at have sagt Sanden for os om Mandagen og Tiisdagen næst tilforn. Saa
viit bekiendte hun vel at være Sanden, at Walter havde haft Omgiengelse med hende, og var
mueligen Fader til hendes Barn; men Hoffmesteren var dog ikke uskyldig for hende; ja hvad
hun tilforn paa Bytinget havde bekiendt, sagde hun altsammen at være Sanden.
Den 5 Julii blev os atter af Hans Majestet befalet, at vi paa ny fornævnte
Dina paa det flittigste skulde examinere, og med GUds Ord hende til Sandheds Be|73kiendelse og Christelig Beredelse til en Salig Afskeed fra
denne Verden bevæge, til hvilken Ende, da vi blant meget andet førdte hende hendes Synders
Betænkelse til Gemytt, svarede hun, at hun vel vidste, at GUd kiendte hendes Hierte, han
og kiendte Rigets Hoffmesters Hierte; og derfor er den Gierning ikke skiult for ham,
nemlig at jeg laae hos ham under Dynen ved den højre Side, og da hørte, at Frøiken Leonora
kom ind til ham om Morgenen, som han laae paa Sengen, og sagde til ham: Her have vi det,
som vi talede om i Aftes, &c. Derpaa blev Dina adspurdt, om hun kunde sige det med en god
Samvittighed, og, om hun herudi ikke giorde noget Menneske til Villie, eller af Had til
nogen sagde saadant, hun da skulde afstaae og forandre saadant ugudeligt Forsætt, paa det
at hun kunde døe som et GUds Barn. Dertil svarede hun, at hun det bekiendte med en god
Samvittighed, og ikke af Had, eller giorde nogen til Villie derudi, og
endeligen sagde, at hun vilde døe paa den Bekiendelse, som hun paa Tinget havde giort.
Da hun nu videre blev adspurdt, hvi hun havde været saa ustadig i det hun
først for den høje Rett paa Slottet for Kongen og Rigets Raad, saavelsom og for os tvende
Gange om Mandagen og Tiisdagen gik fra hendes første Bekiendelse, og da gandske
undskyldede Rigets Hoffmester, at han aldrig havde ligget hos hende, og hun aldrig havde
seet og fornummet nogen Forgift i hans Huus, og nu atter faldt til den forrige Bekiendelse
igien, da svarede hun: Det giorde jeg, fordi jeg havde ingen Vidnesbyrd, og fordi min
Vederpart svor, at det var Løgn jeg sagde. Fremdeeles sagde hun: jeg giorde ilde, at jeg
gik fra min første Bekiendelse.
|74Endeligen blev hun tilspurdt, om hun ellers havde at Klage over noget
Menneske, eller særdeles over Walter, som kunde have ført hende paa denne Handel og kunnet
give hende Anledning til saadant at sige; hvor til hun svarede: Ingen haver mig her
tilskyndet: Men det klager jeg over Walter, at han førdte for Hans Majestet det jeg i
Eenfoldighed fortroede ham, efterdi han svor, at det ikke skulde komme videre.
Sådan var da hendes bekendelse for Johan Damiano og Jens Jacobsen,
Hun bliver pinligt forhørt som efter kongelig ordre
eksaminerede hende i Det Blå Tårn i nogle dage såvel før som efter dommen der blev
fældet, óg ser man deraf denne kvindes såvel store ondskab som sælsomme ustadighed.
Herudover blev hun den 5. juli om eftermiddagen pinligt forhørt, og da gik hun i
torturen fra den sidste bekendelse igen og tilstod alt hvad hun havde bekendt den 30.
juni og 1. juli til hofmesterens befrielse igen, undskyldte alene Walter at han ikke
havde forledt hende dertil, óg konfirmerede hun det samme med mere omstændighed dagen
derefter.
Her var da intet andet tilovers end at gøre en ende på sagen og at
skille fra livet denne onde, intrigante og tilligemed dårlige kvinde der havde bragt
det hele rige i bevægelse. Hendes eksekution blev da berammet til den 11. juli, da
efter at hun dagen tilforn, som var den 10. juli, var blevet delagtiggjort i det
højværdige sakramente, begyndte hun at kvæde en anden vise igen, og efter hr. Jens
Jacobsens vidnesbyrd, som var medtjener til Nicolai menighed, og som fulgte hende til
retterstedet, klagede over rigets hofmester og magister Simon, som havde nægtet hende den
rette håndskrift hvormed hun sin sag kunne have oplyst, og sagde at hendes blod skulle
råbe over dem, og hvad hun havde sagt om dem for retten, det ville hun med sit blod
bekræfte, at hun på torturen var gået fra den bekendelse, skete af frygt at hun skulle
være pint længere hvis hun havde Hendes sidste bekendelse blevet
bestandig ved den første bekendelse. Den|75ne
bekendelse gjorde hun om formiddagen den 10. juli i
slotsfogedens og ovenmeldte hr. Jens Jacobsens nærværelse.
Dagen derefter som var berammet til eksekutionen, nemlig den 11. juli, kom
samme Nicolai menigheds kapellan til hende om morgenen tidlig klokken 3 og med sædvanlig
formaning holdt hende til sandheds bekendelse, da svarede hun: “Det jeg bekendte for eder
om rigets hofmester og magister Simon i går, det er óg min bekendelse i dag, hvorpå jeg óg
straks vil lade mit liv.” Da hun kom ned af tårnet og gik på slotsbroen mellem præsten
og slotsfogeden, fremturede hun i samme bekendelse. Endelig, da hun kom på
retterstedet og der blev skarpretteren var tilligemed hofmesterens håndskriver Kjeld
Friis, slog hun til den sidste med sine fingre og sagde på tysk: “Din herre og magister
Simon skal Hun bliver halshugget jeg klage over for Guds
dom.” Endelig blev hun hen ved klokken 4 om formiddagen rettet på slotspladsen da
alle broer var opdragne, og hendes hoved efter at det var afhugget, blev sat på en
stage.
Sådant udfald havde Dinæ angivelse, der gav anledning til de påfølgende
store tragedier og mærkelige hændelser som befatter og opfylder en konsiderabel del af
Friderici 3. historie. Jeg har her såvel som andetsteds søgt så meget som muligt at
udlede sanden og derfor gennemløbet alle processens acta og konfereret dem med
Ulfeldts derover gjorte egne anmærkninger. Det meste som i denne sag syntes at kunne
gravere hofmesteren, var den bekendelse som Dina gjorde efter at hun havde kommuniceret
den 10. juli, og siden dagen derefter på retterstedet, hvorom haves såvel hr. Jens
Jacobsens attest(a) som slotsfogedens,(b) endskønt Ulfeldt hol|76der disse attester suspekte, en del efterdi de alene vidner derom,
en del også efterdi den bekendelse som Dina gjorde i tårnet den 10. juli, ikke
findes underskrevet af hofprædikanten og slotspræsten, hvilke dog tillige med hr. Jens
Jacobsen samme tid betjente hende; dog kan man aldeles Betænkning
over Dinæ angivelse og hendes opførsel i denne sag ingen årsag have til at
holde hr. Jens Jacobsens vidnesbyrd heri mistænkt, en del efterdi denne hans
forretning var en sædvanlig forretning og han som en god og bekvem mand plejede at følge
alle andre fanger til retterstedet, en del også efterdi han tilforn
havde attesteret det som Dina havde udsagt til hofmesterens befrielse.
Alt hvad man herom kan sige, er at man ingen refleksion kunne gøre på
Dinæ ord; thi man kan sige at der hos hende fandtes en samling af alt hvad som malice
og dårlighed kunne tilvejebringe, ja at hendes dårlighed var så stor at man kunne
anse hende som en der havde en skrue løs i hovedet. Hvad hun med gråd og tårer bejaede
en dag, benægtede hun med samme vemodighed en anden, ja undertiden i et forhør gik 2
eller 3 gange fra hvad hun tilforn havde sagt. Det er derfor forunderligt at en så
skarpsindig og habil mand som Corfitz Ulfeldt kunne formere sig slige vidtløftige
suspicioner af en så dårlig kvindes angivelse; thi det er ikke sådanne instrumenter man
betjener sig af til at styrte mægtige familier. Hans pludselige undvigelse af rigerne og
hans derpå publicerede skrift mod regeringen viser dog hvilken bevægelse sådan
kimære, som en fornuftig mand burde foragte, har bragt ham i, og at han har indbildt
sig at det hele land konspirerede til hans undergang efterdi et kvindemenneske af en
så slet disponeret hjerne fandt for godt at sammensmede en urimelig historie som ved
mindste eksamen røbede sig selv.
|77Men for at komme til historien igen, da, såsom oberst Walter straks blev
Proces mellem hofmesteren og oberst Walter impliceret i
denne sag efterdi rigets hofmester i sine udstedte klagemål og skrifter, det ene af den
12. april og det andet af den *14. ejusdem, havde efter Dinæ beretning talt om ham som
medvider i et mordisk anslag, så lod han hofmesteren til herredagene stævne for at
frikendes for sådan beskyldning og at erlange satisfaktion for tilføjede beskæmmelse.
Hvilket ses af hans indlæg dateret den 25. juni 1651, og såsom Dina skulle have
åbenbaret for den tyske præst magister Simon Hennings og doktor Otto Sperling Walters anslag og prætenderede
mordiske forsæt mod hofmesteren, hans frue og børn, så var samme trende mænd de
fornemste vidner som for underretterne blev eksamineret i denne sag, foruden frøken
Leonoræ vidnesbyrd og 3 sedler som Dina bemeldte frøken havde tilskrevet, og på hvis
gyldighed alting i sagen beroede. Hofmesteren selv var heri så agtsom at han ikke
ville indlade sig i nogen beskyldning mod Walter, men forlangte alene at vidnerne
måtte eksamineres og brevene læses for deraf at se hvorledes og hvorfor Walters navn
i klagerne af 12. og 14. april var indført.
Magister Simons vidnesbyrd blev aflagt for ministerio på konventhuset den
Magister Simons og doktor Sperlings vidnesbyrd 6. maj, og hans
hustrus Margaretæ for samme ret den 11. juni, hvilke begge vidnesbyrd gik derpå ud
at Dina havde åbenbaret dem Walters forsæt mod hofmesteren, som hun sagde sig at have
hørt af Walters egen mund.
Doktor Sperlings vidnesbyrd blev aflagt for
bytinget den 7. maj med den omstændighed at hofmesterens tjener Langemak, som var i
komplot med Walter, havde ladet eftergøre nøgle til hofmesterens porte.
Frøken Leonoræ vidnesbyrd var af samme indhold, og foruden hendes sigelse,
som hun med ed tilbød sig på tilbørlige steder at bekræfte, producerede hun 3 af Dina
sig tilskrevne sedler, hvoraf den sidste melder især om Walter som medvider i
fornævnte mordiske anslag. Derpå blev af rigets råd fældet sådan dom:
|78Efter Tiltale, Giensvar og denne Sags Leilighed, og, efterdi Rigets
Dom i sagenHoffmester Walter ingen fuldkommen Sag om nogen
mordisk Gierning har givet, er derpaa for Rett afsagt, at Rigets Hoffmester bør for denne
Walters Tiltale fri at være, og, efterdi ikke beviises noget mordisk Anslag at have været
paa færde, da bør og Walter for saadan Beskyldning fri at være, dog pligtig at blive
tilstede for hvis videre han skall tiltales.Teste Christophoro Urne Justitiario.
Over hvilken dom ingen af parterne kunne besvære sig; thi det var
hofmesteren nok til befrielse mod Walters tiltale at han gjorde bevisligt hvad han
havde skrevet, nemlig at Dina havde meldt om Walter i sin angivelse. Det var også på
den anden side nok til Walters befrielse at beskyldningen grundede sig alene på en løs
kvindes blotte ord. Men at han ved dommen blev holdt til at blive til stede, var for at
svare til hovedsagen, hvori hofmesteren kunne have tiltale til ham igen.
Efter at hofmesteren ved sådan dom var blevet frikendt for Walters
tiltale og Walter arresteret, påstod hofmesteren at Walter skulle gøre rede til den
angivelse om forgiften som mod udgangen af forrige år var sket; thi endskønt Dina var
angiveren, så dog var alting sket igennem Walters kanal, og han i hendes sigelse
nogle gange havde været nævnt som autor til den hele historie. Hans Majestæt fandtes da
beredt til at give hofmesteren al den satisfaktion han kunne forlange, og tilspurgte ham
straks, om han ville procedere mod Walter. Men hofmesteren, efter lang betænkende,
resolverede at han ikke ville lade sig ind i nogen formelig proces med Walter, af frygt
at hvis Walter blev frikendt, han da skulle lide tiltale af ham for at være på sit navn
og rygte ubevisligt angrebet, sagde derfor at han henstillede alting til Hans Kongelige
Majestæts disposition.
Hvorudover Hans Majestæt, på det intet skulle efterlades |79som kunne tjene til Kongen tager stævning over
Walter sagens oplysning, og at hofmesteren ikke ringeste anledning skulle have
til at klage sig over rettens fornægtelse, tog selv stævning over Walter og lod ved sin
øverste sekretær Otto Krag mod ham procedere. Walter tilstod da for retten at han havde forebragt kongen Dinæ angivelse, hvilket han mente at have været
sin pligt, nægtede derimod at have haft noget ondt forsæt mod hofmesteren, langt mindre
at have åbenbaret Dina sådant. Og såsom Dina i denne hendes beskyldning havde intet
anført uden hendes blotte ord, og hun deri adskillige gange havde vaklet, afsagde retten
den 21. juli en dom, så lydende:
Efter Tiltale, Giensvar, og denne Sags Lejlighed, og enddog Georg Walter
ikke har Uret giort, i det han for sin Herre haver aabenbaret, det hannem af en Qvinde var
beretted, som saa stor Magt var paaliggende, dog, efterdi han saadan sin Beretning til
Styrke, og at giøre des troeligere, med samme Qvinde sig ikke noget u-ærligt at viide,
haver bekræftet, uden hvad hun om Rigets Hoffmester selv havde bekiendt, som dog af hendes
Paategnelser, før Dom her er gangen, og siden hendes Moders og Dotters Bekiendelse og
andre Omstændigheder om den mistænkelige Omgiengelse, som mellem dem haver været,
anderledes befindes; Han og sin egen Ære og Ophøjelse særdeles herved med andres Ulykke
har eftertragtet, da, efterdi Kongl. Majest. udi saadant ikke kand have nogen Behag, haver
Hans Majest. Naadigst for raadsom befundet, Georg Walter hermed at paabyde, og befale, at
han sig her af Riget inden 3 Ugers Forløb skal begive, og herefter ikke udi Dannemark og
Norge at lade sig finde. *Datum in Arce Hafn. die 21. Julii 1651. teste Christophoro Urne
Justitiario.
|80Dette var at måle hofmesteren skæppen fuld, hvorvel man ser af hans
året derefter publicerede skrift at han ikke var fornøjet med dommen,(a) og at han blandt andet har gjort sådanne gloser derover:
“Havde Walter ikke gjort uret, hvi forvises ham da Danmark og Norge, og havde han gjort
uret, hvi straffes han da ikke tilbørligt?” Ligesom det var ingen straf for en høj
officer der havde signaliseret sig i rigets tjeneste og stod i kongens nåde, at miste
sin charge og med hånhed at forvises landet.
Dette er en upartisk beretning om denne
mærkelige sag, óg ser man deraf hvor ilde grundede de derom forhen trykte relationer
er, især det skrift kaldet Ulfeldts listige praktikker, hvorpå fremmede skribenter har
bygget deres historier.
Endskønt nu Ulfeldt havde fået sådan satisfaktion, idet at hans
angiverske Ulfeldt undviger rigerne Dina var blevet rettet og
hendes hoved var sat på en stage, i lige måde derved at Walter, som han holdt for sin
modstander, var blevet arresteret og forfulgt med retten, så dog greb han til den
resolution at forlade riget og den 14. juli med frue og sine ældste børn for ud af
Østerport, hvortil han selv havde nøglen, og begav sig mod aftenen en halv mil fra
Helsingør på en hollandsk galiot og dermed sejlede til
Holland, og det så hemmeligt at hverken Hans Majestæt eller nogen af hans venner det
ringeste deraf vidste førend man derom fik tidender fra Helsingør og Holland.
Efter hans bortrejse blev den ganske proces trykt på dansk og tysk, og
i hans fraværelse blev rådstitel og -værdighed ham frataget, og i hans sted forordnet
Joachim Gersdorff at være rigets hofmester. Det gods Hirschholm, hvormed han og hans frue
pro persona var bebrevet, blev ham frataget, tilligemed hans og hans søns len. Hans eget
len bekom rigets råd Henrik Ramel, og hans søns len, som var i Norge, blev givet til
kansleren Christian Thomesen.(b)
|81Dette forbitrede Corfitz Ulfeldt, og som han agtede sig ikke
sikker nok i Holland, rejste han til Sverige og kom til Stockholm med sin frue,
hvilken var forklædt som en mandsperson. Så snart han kom til staden, adresserede han sig
til grev Magnus Hans ankomst i Sverige de la Gardie, med
hvilken han havde en samtale i to timer, og forlangte af ham at erhverve sig dronning
Christinæ protektion. Grev Magnus affærdigede straks derpå bud til dronningen, som da var
i Nyköping, for at lade hende vide Ulfeldts ankomst og begæring. Dronningen lovede at
give sit svar derpå når hun kom tilbage, og imidlertid lod sige til den danske resident
Juel at han måtte notificere sådant til kongen af Danmark og høre hvad kongen
forlangte hun heri skulle gøre, efterdi der var gjort sådan forening mellem begge
riger at det ene rige skulle advare det andet i slige tilfælde som angik regenterne
og staten. Ulfeldt, Han søger dronning Christinæ protektion så snart
dronningen kom til Stockholm, begav sig til grev Magnus igen og fornyede sin
begæring om dronningens protektion, foregivende at han uden den samme ikke kunne leve i
sikkerhed i Sverige. Grev Magnus lod ham svare at dronningen måtte endnu have 8 dages
tid til at resolvere sig derpå efterdi sagen var af den vigtighed. Hun selv lod derpå
fornemme hos den danske resident om han havde tilskrevet kong Frederik derom, og lod ham
tilligemed vide at hun havde sat tiden op på 8 dage, på det hun inden den tid kunne
have svar fra Danmark, og at hun ville rette sig efter samme svar. Ulfeldt levede
midlertid i tvivlrådighed, og hans frue gik allevegne forklædt igennem Stockholms gader
med den hele stads forundring. Endelig fik han audiens hos dronningen den 26. september
(a) da tvende af hendes domestikker
førte ham i hendes karosse til slottet, óg blev da alle hofbetjentene erindret om at
lade sig indfinde. Grev Magnus tog mod ham uden for dronningens kabinet og ledsagede ham
derind, hvor han var halvtredje time alene med hende, óg tillod hun dagen derefter
madame Ulfeldt at tale med sig i mandsklæder. Denne sam|82menkomst virkede så
meget at dronning Christina akkorderede dem hvad de forlangte, og indrømmede madame Ulfeldt værelser på
Bliver vel modtaget af samme dronning slottet for der at ligge
i barselsseng efterdi hun var frugtsommelig.
Således fortæller monsieur Chanut at være tilgået, hvorvel jeg ser af
dronning Christinæ protektionsbrevs dato at hun noget tilforn havde akkorderet sådan
beskyttelse, nemlig på samme tid da hun allermest kontesterede sig intet deri at
ville beslutte førend hun fik kong Frederiks vilje at høre. Og såsom bemeldte
protektionsbrev viser tydeligt dronningens forhold og heri giver oplysning i historien,
vil jeg det her in originali indføre. Det lyder således:(a)
Wij Christina med GUds Nåde &c giöre witterligt, at eftersom Riks
Hoffmästaren i Danmarck Wälbohrne Herr Corfitz Ulfeldt til Egeskouff Ridder, är kommen hiit
til vår Residentz Stadt Stockholm, och hafr Dronning Christinæ protektionsbrev til Corfitz Ulfeldtlåtit oß forstå, huruledes han for några
serdeles Skääl skuld er förorsakat vorden at begifva sig uthur Danmarck til något annat
Land eller Riike, der han på någen Tiid kunne säker sigh förholla, uthi Underdanighet aff
Oß begärandes och anhollandes, at Vi hanom meth Vårt Konnunglige frije och säkre Leigde
benåda och under Vårt Hägn og Beskydd annamma vele: Detta hans underdanige Ansökiande, som
Oß någet fremmat och fast okärt är förrekommet, hafve Vij tagit uthi et nådigt
Betänckiande, och alldenstund Fridzfordragen disse Nordiske Konnunga-Riiker emellom
oprättade klarligen medgifva, og Konungarna på bägge Siidar obligera til at låta den niuta
frit Leigde så och Säkerheet uthi sit Konnungariike, som sig der in begiffuer, derom at
sökia och anholla, hvilket är och her|83til observerat
vordet, hvarpå man många Exempel haffuer; Hvarföre hafue Vij uthi Anseende aff detta Os
intet förvägra kunnat velbemelte Herr Corfitz Ulfeldt uthi detta sit underdanige
Ansökiande at villfahra, och for den skuld vele haffue hanom tilsagt och forunt. Eftersom
Vij och härmed i Krafft aff detta Vårt öpne Breff tilsäije och tillåde mehrbem. Herr
Corfitz Ulfeldt, hans Huusfrue och hoos sig haffvande Tienestefolk Vår frije och säkre
Leigde till at vära på hvad Orth honom helst behagar, anten här i Vårt Konnunga-Riike
eller i någon aff deß underliggiande Provincier uthomlandz aldeles uthan någhot Hinder,
Besvär eller thillfogadt Våldh och Orätt i någen Måtto, efftersom Vij och här medh tage,
och annamme Herr Corfitz Ulfeldt, hans Huusfrue och Tienestefolk uthi Vårt Konnunglige
Försvar, Hägn och Beskydd, så wida Sverrigis Lagh och det Stetinske Fredz Fordragz 24.
Articul det medgiffuer och tillåter. Wij biude och befahle för then skuld alle i gemeen
och hvar och een i synnerheet, som Oss medh Hörsamheet äre
förpligtade, serdeles och i synnerheet Våre Gouverneurer, Landzhöffdinger och
Commendanter, sampt Borgemästare i Städerne som medh dette Vårt öpne Leigde besökte warda,
at the samptligen holla medh Alffuar Hand här offr, så wiida deras anbetrodde Tienst det
vidhkommer, icke tillstädiandes, mycket mindre sielffva görandes något, som mehrofftbem.
Herr Corfitz Ulfeldt, hans Huusfrue eller Tienare til Skada, Hinder eller Besvär i någon
Måtto länder, så kärt hvariom och eenom kan vara att undviika Vårt harda Straff och Onåde.
Här hvar och een, som vederbör haffr sigh at effterrätta. Til yttermehra visso |84hafue Vi detta med egen Hand underskreffuet. Giffuet i Stockholm den
13. Septembris 1651.
CHRISTINA.
Da dette kom den danske resident for ørene, tilskrev han dronningen at hun
ville betænke den alliance som var imellem hende og kong Frederik, item de konsekvenser
som ville flyde af den protektion, og at han med første post ventede svar fra kongen på
det brev som han efter dronningens begæring havde skrevet. Men Ulfeldt rejste 2 dage
derefter fra Stockholm såsom han frygtede at det svar som man ventede fra kong
Frederik, ikke skulle blive favorabelt, men man mente at denne rejse var fingeret og
overlagt med dronningen. Dagen derefter kom svar fra kongen, hvori Hans Majestæt gav
til kende at han bekymrede sig ikke meget om hvorhen Ulfeldt retirerede sig. Han havde
stævnet ham til at lade sig indfinde for at gøre regnskab for sin administration, og
hvis han ikke lod sig indfinde til bestævnte tid, skulle man fortfare med at dømme i sagen,
og hvis han fandtes skyldig, var der ingen potentat som kunne befri ham for rettens
strenghed.
Da residenten mærkede at dronningen blev ved at beskytte Ulfeldt, begav han
Den danske resident besværer sig derover sig til hende og
sagde at hans herre, kongen af Danmark, forlangte heri ikke andet end hvad som hun
i lige tilfælde ville hende skulle vederfares. Hvorpå dronningen svarede:
Sig eders herre at jeg i alle de ting som
angår hans interesse, intet skal gøre uden hvad som ret og billigt er. Men jeg holder
for, at jeg ikke kan nægte Ulfeldt protektion uden at gøre et skår i min reputation;
thi han har som en uskyldig mand forlangt beskyttelse i mit rige for at kunne svare
til de beskyldninger som er gjort mod ham, og for at vise sin uskyldighed for hele
verden.
Residenten var ikke fornøjet med dette svar; men dronningen blev ved sit forsæt
og anviste Ulfeldt enten Sta|85de eller Wismar, hvorhen
han kunne retirere sig i sikkerhed. Førend han rejste fra Sverige, lod han falde
adskillige hårde ord mod kongen og afmalede hans regimente meget sort, forsikrede
derhos at man inden kort tid skulle se stor forandring i Danmark
eftersom både adelen og almuen var misfornøjet med regeringen. Men man fæstede kun liden
tro til sådant i Sverige efterdi man derom var anderledes informeret, nemlig at kong
Frederik var elsket af alle stænder, og at rådet selv havde bedt Hans Majestæt at forsyne
andre med Ulfeldts len og charger.(a) Men kongen ville ikke gøre nogen
forandring derved førend tiden var ekspireret til hvilken Ulfeldt var stævnet at møde for
at gøre regnskab for sin administration og at tilkendegive årsagen hvorfor han
havde forladt riget uden kongens tilladelse.
Hans Majestæt lod sig alene denne gang nøje med at advare alle og enhver,
ikke Kong Frederiks patent angående Ulfeldts faste gods i
riget at tilhandle sig noget af Ulfeldts gods i riget førend han havde gjort
kongen og riget regnskab for sin administration, hvilket ses af det patent som straks
efter hans undvigelse gik ud, således lydende:(b)
Giøre alle vitterligt, at eftersom Os Elskelige Corfitz Ulfeld til Saltøe
Ridder, u-anseet han var baade Rigets Hoffmester, Raad, og Befalningsmand paa Vort Land
Møen, sig Os ganske u-afvidende, og u-advaret har af Riget begivet, de fleeste af sine
Børn udskikket, og sit beste Løsøre tilforn af Riget ladet udføre, foruden i ringeste
Maade nogen Underrettning at giøre eller efterlade, for hvis han paa Vor og Kronens vegne
haver at administrere, da have Vi med Vort Elskelige Dannemarks Riges Raad samtykt og
beslutted, hermed alle og enhver at advare, at ingen sig med hannem om noget hans
Jorde-Gods her i Riget |86skulde handle, førend Vi erlanger den
tilbørlige Satisfaction, for hvis han Os er pligtig til at svare, og sig nøjagtig
erklærer.
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}