|11v
Stormægtigste, Højbaarne Første, Allernaadigste Herre og Konge.
Eders Kongl. Majestæt nødes vi Ed. Majestæts troe Undersaatter hermed
underdanigst at besøge, at, eftersom Geistlig og borgerlige Stænders Fuldmægtige den 25 Sept.
nest forleden have indleveret vor allerunderdanigste Erklæring, det
Forseiglede Papiir angaaende med meere, og vi derudi underdanigst begiærede, Deres
besværing deroverat udi Domme, Opsættelser, Skifte-Breve og Inventarier,
saa og udi 16 Mænds og Sandemænds Tog alleene til de første 3 Ark
forseiglede Papiir maatte bruges, og til de andre andet slett Papiir, eftersom
mange |12rmod deres Villie udi Domme, Toug og
dislige til Vitløftighed foraarsages. Derhos og underdanigst begiærede, at til fattige
Folks Skifte-Breve, hvor ingen Formue findes, maa bruges uforseiglede Papiir, saa og at
Accise og Consumtions Sædler maatte være frie; thi ellers skulde Sædlerne i mange
Poster overgaae Accisen. Nu fornemme vi udi denne Forordning, som allereede er trykt
herimod, at ej alleene forbemældte vor underdanigste Begiering er gaaen forbi, og ei
bleven agted, som vi dog underdanigst havde forhaabet, mens derforuden i samme Forordning,
er indført, at til de 3 første og 3 sidste Ark udi Kiøbmænds Bøger og forseigled Papiir,
som skal koste 3 Rdlr. hvilket er meget utaaleligt, og ingensteds sædvanligt, skal bruges,
hvilket ikke nogen Tiid for Stænderne haver været proponeret. Hvorfore er til Ed. Kongl.
Majest. vor allerunderdanigste Bøn og Begiæring, at Ed. Kongl. Majest. ville Allernaadigst
bevilge, at Kiøbmænds Bøger maa for forseigled Papiir forskaanes, men maa bruges store og
smaa in Folio eller Qvarto, med hvad Papiir enhver lyster, som hidindtil har været
sædvanligt, og naadigst ansee Ed. Majestæts troe borgerlige Stand, at den ej med formegen
usædvanlig Paalægg og Tynge gandske vorder ruinered. Derhos er vor underdanigste
Begiæring, at Ed. Majestæt Allernaadigst ville behage, de udi vore den 19 Sept. og 4 Oct.
underdanigst begiærede Puncter, Consumtionen angaaende, naadigst at bevilge, og os derom
med Ed. Kongl. Majests. naadige Brev vorder forvissed, førend om Consumptionen og det
forseiglede Papiir noget vorder publicered, &c.
|12v
Dette blev Hans Majestæt overleveret ved biskoppen, Hans Svane, og borgmester
Nansen, og da de gik ned igen fra slottet, En mærkelig samtale mellem
hr. Otto Krag og Nansen mødte hr. Otto Krag dem på slotsbroen og spurgte
dem ad hvor de havde været, og hvorfra de kom; og førend de
kunne komme til at svare, viste han dem Det Blå Tårn, om de kendte det? Hvorpå Hans
Nansen straks spurgte ham ad igen om han vidste hvad der hang i Vor Frue kirketårn.
Begge spørgsmål giver stor animositet til kende mellem begge parter.
Af ovenanførte protestation mod papirforordningen ses at den må have
været forfattet og ved adelen til trykken befordret uden med de andre stænders videnskab.
Det samme viser også, tillige med påfølgende samtale mellem ovenmeldte personer, adelens
sikkerhed og hvor liden kundskab de har haft om sagernes tilstand, og at der på de
andres side har været lige så stor hurtighed og tavshed som på
adelens side sikkerhed og uagtsomhed. Jeg har fundet fornødent at anføre alle disse
begæringer, forslag og protestationer såsom de samme er af stor vigtighed og gav
anledning til påfulgte mærkelige forandring, item viser Den
sjællandske deputeredes beretning om ovenanførte hr. Otto Krags tale hvor ilde
grundede deres relationer er som siger at adelen heri ikke ville bære byrden
med de andre. Man kan des mere forlade sig på anførte dokumenter og stridigheder
efterdi en samling deraf er gjort af en af det sjællandske ministerii deputerede som
selv bivånede denne handel og var et af de store hjul dertil. Dette er dog mærkeligt, at
bemeldte deputerede melder intet om den ekspression som gemenlig fortælles at hr. Otto
Krag skal have brugt i sin tale til de andre stænder, nemlig at de var ufrie, men alene
disse ord: I andre stænder må vide at eder ikke tilkommer at reglere slige ting. Man
kan derfor dog ikke forkaste den almindelige tradition, men alene sige at ved denne
ekspression kunne ikke sigtes på Københavns borgere.
|465
Anmærkning derover Det
er derfor troligt, medmindre hidsigheden har bragt ham til at fortale sig, at han derved har sigtet
alene på de andre rigets middelstænder, og dog havde det ord ufri aldeles ikke den
betydelse som nogle af uvidenhed har antegnet, nemlig at det var det samme som slave;
thi fri og ufri var ikke andet end privilegeret og uprivilegeret. Men hvorom alting var,
da kunne gejstligheden og borgerskabet ingen hårde ord fordøje, óg ser man derfor at Nansen
blev hed om hovedet, rejste sig op og med de andre deputerede forlod forsamlingen,
ladende adelen alene.
Dens virkning Gejstligheden og borgerskabet
marcherede derpå parvis anført af biskop Svane og borgmester Nansen og
begav sig til bryggers lavshus. Der overlagde de med hinanden hvorledes de skulle
indskrænke adelens myndighed og forbedre deres egne vilkår, og endelig efter lang
deliberation fandt for godt at forføje sig samtlige til slottet for at offerere Hans
Majestæt en absolut og uomskrænket magt tillige med arverettighed i den kongelige
familie, hvilket tilbud de håbede kongen des villigere ville antage efterdi den
kongelige myndighed tid efter anden havde været så klippet at der var fast intet uden
det blotte navn tilbage. De håbede også derved at tilvejebringe en lighed imellem
undersåtterne så at den ene ikke mere ved fødslen skulle være fri og den anden
ufri, men at enhver skulle i fremtiden uden anseelse af stand agtes og forfremmes
formedelst meritter, og middelstandsfolk opmuntres til dyd og duelighed når de så
ærens port åbnet for alle. Gejstlighedens og
borgerskabets deliberationer Endelig håbede de intet at tabe derved at de i steden for mange
herrer fik én, og at det var dem mere honorable at stå under en absolut konges
herredømme end at lade sig kommandere af hver adelsmand. Derforuden kendte de kongen og
havde set hans fromhed, tålmodighed og gode hjertelag imod dem så de ikke kunne
tvivle på at han jo ville erkende sådan deres affektion og
velvillighed mod det kongelige hus, helst om de af alle stænder var de første som brød
isen til regeringens forandring. De var også forvisset om at ingen kunne |466hindre dem i deres forsæt efterdi de selv alle var bevæbnede
og vidste at krigshæren ville konkurrere med dem i deres foretagende. Dette forslag
fandt sådant bifald at intet hindrede dem at sætte det straks i værk, uden at det var
noget silde på aftenen; hvorudover eksekutionen blev opsat til den anden dag.
Hoffet var imidlertid ikke uvidende om disse bevægelser, thi Hannibal
Sehested og Christoffer Gabel, som korresponderede med biskop Svane og Nansen, gav ikke
alene rapport derom, men arbejdede også på at bringe sagen til modenhed. Den hele nat
blev bortdrevet med deliberationer og postilloner som løb imellem gejstligheden,
borgerskabet og hoffet. Dronning Sophia Amalia var da i fuld bevægelse og søgte at
smede medens jernet var varmt. Kongen derimod holdt sig ganske passiv, ladende alting
komme an på Guds forsyn, blev stedse stille uden at bemænge sig med det ringeste,
hvilket en del tilskriver hans naturlige varsomhed, andre hans tvivlrådighed om sagens
udfald, Korrespondance mellem samme stænder og hoffet og
andre igen hans modesti og oprigtighed efterdi han hverken ved kunst eller magt
ville erhverve sig nogen fordel, men lade sagen jævne sig selv uden at kontribuere
noget dertil, hvilket han holdt for den lovligste og bedste adkomst til det kongelige
hus’ ophøjelse. Ja, denne hans moderation gik så vidt at han erklærede sig sådan
fordel ikke at ville modtage medmindre der kunne udvirkes alle stænders enstemmige
samtykke.
Dronningen, som ikke kunne få sådant i sit hoved, anvendte al sin
veltalenhed for at bestride denne ugemene koldsindighed, foregivende at sagen
allerede var så vidt drevet at man ikke kunne tvivle om et lykkeligt udfald, og bedende
ham indstændigt at han ikke ville stå i sit eget lys og hindre hans egen og hans
families lykke og velstand. Men som alt dette ingen synderlig virkning kunne gøre hos
denne moderate herre, tog dronningen sig på at drive værket alene. Man skulle vel
tænke at en stor politik lå forborgen under denne kongens opførsel såsom
erfarenhed lærer at man ofte just nyder en fordel fordi man ingen begærlighed lader
se dertil. Men ingen som kendte denne kon|467ges
naturel, var af de tanker, óg tilskriver derfor alle fremmede skribenter dette enten
hans naturlige moderation Kongens store moderation eller
hans varsomhed at han ville gå den sikrere vej så at om tingen havde
fået andet udfald, han da ingen kritik skulle være underkastet, men blive anset
alene som en tilskuer af disse bevægelser, hvori han ingen del havde haft.
Man kan
derfor sige at ingen potentat har haft bedre adkomst til sin suveræne magt end kong
Frederik, thi i steden for at andre enten ved magt eller mange års kunst har bragt sig
sådan til veje, så banede her alene tidernes konjunkturer vejen til denne suverænitet; thi den ild som længe havde ligget skjult under asken,
brød frem af sig selv, og de vitiøse humeurs hvormed landet længe havde været behæftet,
bragte riget i en stærk fermentation, hvilken kongen lod have sin naturlige virkning
for at se hvad skikkelse deraf ville produceres, og hvad Himlen dermed havde i sinde.
Dette vidner alle de tiders fremmede skribenter, endogså den engelske autor Molesworth
selv, som udførligst har beskrevet denne revolution og i det øvrige var en bitter fjende
af suveræn regering.