Hvad madame Ulfeldt angår, da såsom hun er ikke mindre bekendt i
historien end hendes herre, så vil jeg her især anføre hendes historie, hvortil mig er
kommunikeret nogle materialer såvel af doktor Otto Sperling den Yngres manuskript som af adskillige andre skrevne dokumenter, item hvad denne
navnkundige dame selv om sin skæbne har antegnet.
Grevinde Ulfeldts fødsel og opdragelse Leonora
Christina, kong Christian den Fjerdes datter med fru Kirsten Munk, er født på
Frederiksborg Slot den 22. juli 1621. Da hun var 7 år gammel, blev hun efter kongens
vilje forlovet med Corfitz Ulfeldt, som da var kongens kammerjunker. Imedens denne
forlovelse varede, friede en fyrste af Sachsen, Franciscus Albertus, til hende i hendes 12. år; men hvor
fordelagtigt end sådant parti kunne være, og hvor meget hun end dertil blev solliciteret,
ville hun dog ikke renuntiere på den forlovelse som var sluttet med Ulfeldt. Imidlertid
blev hun med stor flid opdraget så at hun lærte foruden fruentimmersager adskillige
sprog og kunster, nemlig tysk og fransk, item musik, regnekunst, ridsen og andet
deslige, hvori hun såvel ved hendes flid som naturlige kapacitet således tiltog at
hun distingverede sig blandt alle hendes søskende og derfor af kongen var mest elsket. Da
hun var 15 år gammel, havde hun bryllup den 9. oktober anno 1636 med Corfitz Ulfeldt, som
da var ridder og statholder i København.
Efter at hun var kommet i ægteskab med Corfitz Ulfeldt, fordrev hun siden
tiden med adskillige slags eksercitser, enten ridsede eller øvede sig i musik på harpe,
fløjte etc., diverterede sig også med at rejse på jagt og at lege bold. Da hun var
ble
|573vet 21 år gammel, begyndte hun at lære det
latinske sprog, hvori doktor Otto Sperling den Ældre var hendes læremester.
Hendes store sindets gaver Hun lærte da også italiensk,
hvori hendes mand hende underviste, óg lærte hun det ene med det andet med en
utrolig hastighed. Sperling den Yngre vidner at hun var af den kapacitet at hun kunne
på en gang synge en salme, skrive en anden og tilligemed give agt på alt hvad som
forrettedes i huset. Hun fulgte med Ulfeldt i hans fleste gesandtskaber, såsom til Holland
anno 1646 og straks derpå til Frankrig; men til England rejste hun alene og derefter
til Holland igen med hendes herre 1649, af hvilke såvel som af påfølgende udenlandske
rejser hun lærte at kende verden, erhvervede kundskab endogså i statssager og
formedelst hendes forstand og videnskab kom i anseelse blandt fremmede.
Det spanske sprog begyndte hun at lære da hun opholdt sig i Stralsund, óg
viste hendes mand mellem stunder når han havde lejlighed, hende grunden dertil så at
hun efterfølgende år således forfremmedes deri at hun i det år 1654 oversatte på
dansk en liden spansk bog kaldet Matthias de los Royos. Hendes færdighed i det franske
ses af hendes oversættelse af en part af den roman kaldet Cleopatre, og i det tyske af
adskillige sirlige tyske vers som hun har gjort. Óg lod hun se
særdeles prøver på hendes kapacitet og veltalenhed da hun for retten i Malmø agerede
Ulfeldts sag.
Dette må være nok talt om hendes naturlige forstand og videnskab. Hvad
hendes liv og levned angår, da er det en kæde af idel elendighed. Førend hun blev
gift med Corfitz Ulfeldt, spiste hun daglig med de andre børn og deres hofmesterinde
Karen Sehested, Hannibal Sehesteds søster, ved kongens taffel.
Begyndelse til hendes tragedie De førte óg samtlig tillige med moderen titel
af grevinder til Slesvig-Holsten og var tillige med hende indført i de offentlige
kirkebønner straks efter de kongelige
|574prinser og
prinsesser. Da moderen 1630 kom i unåde,
|575
blev hende sådan titel frataget og alene befalet at hun skul
|576le kaldes
fru Kirsten til Boller. Men jeg finder ikke at kongens
|577kærlighed derved formindskedes mod børnene, undtagen til den
|578sidste datter, Dorothea Isabella, hvis fødsel kongen hav
|579de mistænkt og derfor skikkede hende i et kloster
udenlands; tværtimod man ser at de alle har været i forrige agt og anseelse så længe
som højstbemeldte konge levede, besynderlig grev
|580Valdemar
og denne Leonora Christina. Men så snart Fridericus 3. kom på tronen, begyndte deres
sol temmelig at formørkes, óg var det ikke lidet tordenslag for denne højhjertede dame
at hun i begyndelsen af dronning Sophia Amalia blev forbudt at køre
lige ind på slotsgården med sin karosse som tilforn var sket. Hun participerede siden
i alle de fortrædeligheder som Corfitz Ulfeldt styrtede sig i, og i det år 1657 blev
skilt ved sin titel af grevinde til Slesvig-Holsten, hvilket ses af den kongelige
forordning som samme år udgik.
|581Den 1.
Januarii 1657. mellem 11. og 12.
Formiddagen ankomme vi Underskrevne til Boller, og skikkede strax Bud til Fru Kirstine
Munks, at ville tale med hende efter Hans Kongl. Majestets Befalning, hvorpaa hun lod bede
os ved sin Foged at opkomme. Vi fuldte med hannem op til Borge-Gaards Broen. Paa Broen
mødte Velb. Werner Parsbierg os, og ledsagede os ind i Stuen. Da vi komme i Borge-Gaarden,
blæste tvende Trompeter, indtil vi komme ind i Stuen til hende; Saasnart vi vare indkomne,
talede jeg Tyge Below til hende, sigende, at vi vare af Høistbemeldte Hans Kongl. Majest.
hidskikkede at tale noget med hende, om hun vilde høre det alleene, eller udi deres
Nærværelse, som i Stuen hos hende tilstede vare, nemlig velbemeldte Werner Parsbierg, hans
Frue Helvig Arnfeld, og Jomfru Karen Galde; hvortil hun svarede, at hun var vel tilfreds,
at de bleve tilstede. Derpaa
refererede jeg hende de samme
Formalia, som Høistbemeldte
Kongelige Befalning i sig indholdte, begierte derhos, at hun for os vilde fremviise, hvad
Rettighed hun havde til den Grevelige Titel hun førte. Hun svarede derpaa, at hun den sig
ej selv havde tiltaget, men at den var hende given af Salig og Høilovlig Ihukommelse
Christiano 4.
Tyge Belows og Krags egenhændige relation
deromHun blev derimod af os tilspurdt, om hun da af hannem var giort til Grevinde,
eller om hun noget Brev af hannem derpaa havde; hvortil hun svarede nei, men hun kunde vel
fremviise, at Høistbemeldte den Salige Herre hende saaledes kaldet havde og det skriftlig
under den Salig Herres egen Haand og Seil. Bad os derpaa, vi vilde bie, og faae Middags
Maaltid med hende, eftersom Bordet stod dekked, og gandske
|582tilbereedt, saa vilde hun søge om noget, og viise os det; men vi undskyldte os; thi vi
agtede os tilbage igien til Vedel om Aftenen. Derpaa gik hun ind udi et Kammer fra os.
Imidlertid talede bemeldte Adelige Fruentimmer med os, og
berettede hvor bange Fru Kirstine var bleven, da vi skikkede Bud op til hende, eftersom
hun ej vidste hvad det skulde betyde, men meenede det havde været efterdi Frøiken
Eleonora
havde været hos hende, af hvis Reise hun sagde sig dog intet at vide førend hun saae hende
i Gaarden. De giorde ogsaa Undskyldning derfore at Trompeterne havde blæset i Gaarden, da
vi vare indkomne, sagde sig og der at være for
Dorothea Galdes skyld, som de besøgte i
hendes Svaghed. Fru Kirstine kom strax tilbage igien med et Kongeligt aabed Brev under
Høistbemeldte Kongl. Haand og Seigl, dekkede det øverste og nederste til med tvende
Servietter, og lod os alleeneste læse disse Ord: Den Velbaarne Frue Kirstine Munk
Greffwinde til Slesvig Holstein. Videre vilde hun ikke lade os læse, men tog Brevet hastig
bort, og lagde det tilsammen igien, sigende, at det øvrige kom intet derved. Vi spurdte,
om hun vilde lade os see samme Brevs
Datum, da befandtes det at være
datered den 30. Julii
1630. Deraf kand I see, sagde hun, at den Salige Konge selv haver givet mig den Titel,
endogsaa efter at jeg var kommen fra ham; og havde jeg aldrig begiæret at komme did, men
efter min Moders Villie var det skeed. Hende blev dertil svaret, at man vel vidste, at den
Salige Herre hende saaledes baade havde
tituleret, og befalet hende saaledes at kaldes;
Men vi vare nu did skikkede
|583til at fornemme, om hun ej ved
et sært Greve-Brev var giort til Grevinde; dertil svarede hun, nei aldeles intet; Men
hendes Børn havde Keiserens Brev paa deres
Titul, som de selv havde at forvare, men hvem
det nu egentlig havde vidste hun ikke. Hende blev derimod svared, at hvad Grev Waldemar
var anbelangende, det vidste man vel, men at Døttrene havde saadane Breve af Keiseren
troedes ikke. Hun svarede, at hun vidste ikke rettere; thi saaledes sagde hun, at de havde
berettet hende; dog kunde hun ikke sige det forvist; thi hun havde aldrig seet det. Hende
blev igien adspurdt, hvo samme Brev havde; hun sagde, at hun vidste ikke hvo, enten Herr
Corfitz Ulfeld eller en af de andre. Hende blev da
Discours viis sagt, at Ed. Majest.
holdt Grev Waldemar for en Keiserlig Romersk Rigs-Greve, dog ikke af Slesvig og Holsten.
Det samme var ham og tilforn bleven sagt; thi Keiseren kunde ligesaa lidet
præjudicere Ed.
Kongl. Majest. Huus, som Ed. Kongl. Majest. Herr Fader. Hun svarede dertil, at hun havde
det hørt, at Eders Majestet havde ladet ham det sige, og spurdte hvad hans Titel da skulde
have været. Dertil blev svaret, at dertil skulde vel Middel blive funden, med saa skiæl,
det saa vit var kommen. Hun spurdte fremdeles, hvad dette skulde betyde, eller hvad Hans Kongl.
Majest. med hende i Sinde havde; dertil blev svared, at os var ej meer bevist eller
denne gang befaled end som vi tilforn sagt havde om Titelen og Navnet. Hun svarede, at hun havde intet andet derpaa at fremviise uden det som vi seet
havde, og udi adskillige andre Kongelige Breve, da den Salige Herre hende det selv kaldet
havde. Hun førte ikkun Navnet, og havde intet af
|584Slesvig
og Holsten; hvortil blev svared, at desmindre Rettighed, siunes hun at kunne have til
Navnet at føre, som kunde komme maa skee Eders Kongelige Majestets
Posteritet efter mange
Aar til Nachdeel; Dertilmed vare nu omstunder ej meere Grever eller Grevinder af Slesvig
eller Holsten, men alleeneste Førster og Førstinder. Dertil svarede hun HErre GUd! Da veed
jeg hvad min Fader hedde. Hende blev ogsaa sagt, at Eders Majestet havde ogsaa fornummet,
at hun skriver sig: Vi, da dog ingen Keiserlig Greve udi Tydskland det giør, hvortil hun
intet svarede, men beklagede sig i saalang Tid at forfølges endogsaa af Herr Hans
Lindenow. Hende blev dertil svaret, at Eders Majest. havde endogsaa af hendes Indlægg mod
hannem erfaret, at hun sig forskrevne Titel havde tilegnet; hvorpaa hun sig forundrede,
sigende: Haver Hans Majestet det ogsaa seet? Derpaa toge vi Afskeed fra hende, og de andre
som for ere mældte, saavel som fra Mandrup Abildgaard, som midlertid, mens vi der vare,
indkom. Fru Kirstine Munk bad os, vi vilde ikke være hende for meget imod, vi svarede, at
vi ej skulde efterlade, at giøre om alting en underdanig, sandfærdig og upartisk
Relation.
Formeener saa herved Høistbemældte Hans Kongl. Majestets Naadige Befalning,
sub dato
Kiøbenhavn den 26.
Decembr. sidstforleden af os underdanig hørsommeligen at være
efterkommet. Forbliver altid Høistbemeldte Kongl. Majestets vor allernaadigste Herres og
Konges ydmygeste og tro Undersaattere.
Datum Wedel den anden
Januarii 1657.
Tyge Below. | Krag. |
Egen Haand. |
|585Af denne relation ses fru Kirsten Munks og hendes børns
adkomst til den
grevelige titel af Slesvig og Holsten, nemlig at den alene bestod deri at Christianus
quartus enten mundtligt eller skriftligt havde kaldt dem således, hvilket kong
Frederik holdt for ikke at have kunnet akkvirere dem nogen ret dertil. Det var også ikke
uden grund at Hans Majestæt formente at det ikke stod i kejserens magt at konferere
nogen titel af greve til Slesvig-Holsten, men at det regale alene tilhørte kongerne af
Danmark. Hvad videre oplysning som man har af denne relation, er at man deraf ser at
fru Kirsten Munks egen svoger Hans Lindenov i denne fristelses tid har faldet fra hende.
I lige måde at den højsalige konge Christian 4. ikke straks efter fru Kirstens fald har
betaget hende denne grevelige titel såsom hun producerede et brev af yngre dato
hvori sådan titel fandtes.
Efter at kong Frederik havde ladet gøre denne
beskikkelse, skred han til eksekution, og ved en forordning som blev publiceret i samme
måned, skilte hende og hendes børn ved den hidindtil førte titel af grever og grevinder
til Slesvig-Holsten. Samme forordning lyder således:
Vi Frederik
Mister sin titel af grevinde til Slesvig-Holsten den Tredie &c. Giøre alle
vitterligt, at eftersom Fru Kirstine Munk til Boller, en Tid lang har brugt Grevindes
Titel af Slesvig og Holsten, hendes Børn og ikke alleene samme
Titul ført, men endogsaa
det Vaaben, som Os og Vort Kongelige og Førstelige Huus tilkommer, da, efterdi de aldeeles
intet nøiagtigt have at fremlegge, hvormed de kunne beviise sig til saadan Høihed at være
berettigede, det og Os og Vort Huus ikke er lidet
præjudicerligt, tilmed og den gamle og
for andre
Nationer sær synderlige Herkomst, som alle i saa mange hundrede Aar sig best ved
befunden, ikke overeens kommer, at saadan nye Stand
|586uden
bedre Grund og
Fundament opkomme skulde. Da have Vi det ikke længer stiltiendes ville
ladet
passere, men hermed baade Frue Kirstine Munk og hendes Børn have forbudet, at de
hverken ovenbemeldte
Titul eller Vaaben sig understaae at bruge, saavel alle andre Vore
Undersaatter hermed advare, at de sig entholde nogen af dem saadan
Titul at give, som
ingen af Adel-Standen eigner og tilkommer. Fordrister sig nogen herimod at giøre, da
tilskrive sig det selv, om de derfore, som vor
Mandats Overtrædere, blive anseede og
tiltalede. Givet paa Vort Slott Kiøbenhavn den 14.
Januarii 1657.
Friderich.
Fru Kirsten Munk døde året derefter tillige med hendes datter frøken
Sophie på samme tid som Ulfeldt med hans gemal var i største anseelse og ved den
roskildske fred var blevet retableret, hvorfor hun også blev begravet med stor stads og
et anseligt komitat. Fru Kirsten Munks død Deres lig blev
ført til Odense hvor de uden for byen blev modtaget af den hele adel og begravet i
de nærværende børns og børnebørns præsence, som var alle i hvide klæder. Da hun lå på
sit yderste, bevilligede kongen at hans hofmedicus, doktor Janus Juris, måtte opvarte
hende. Hendes ligprædiken blev holdt af magister
Christian Sommer, sognepræst til Boller, og såsom de svenske endda var i Sjælland, gik
admiral Wrangels hofprædikant siden op og holdt en tysk ligprædiken. Corfitz Ulfeldt
siges ved hendes ligfærd selv ikke at have været til stede, hvorvel jeg ser at han har
tillige med Hans Lindenov, Hannibal Sehested og Ebbe Ulfeldt undertegnet invitationsbrevene
til hendes begravelse, óg er det mærkeligt at han da alene giver
sig titel af greve til Sølvesborg.
Eleonoræ Christinas
fortrædeligheder derimod begyndte fra den tid først ret at gå an; thi såsom hun med en
yder
|587lig bestandighed var hendes herre tilgedan,
så participerede hun også i alle hans ulykker, som jeg tilforn i hans historie har
vist. Nylig førend Ulfeldts farlige anslag mod riget var åbenbaret, var hun skikket
til England for at fordre en sum penge som Ulfeldt havde forstrakt kong Carl 2. i hans
landflygtighed, men i steden for betaling blev hun efter den danske ministers forlangende
af højstbemeldte konge arresteret.
Madame Ulfeldt arresteres i
England Arresten skete til Dover den 9. juli 1663, som madame Ulfeldt i hendes efterladte
skrevne sager selv vidner. Den danske minister søgte derpå videre at hun måtte
ekstraderes, hvilket kong Carl vel offentligt vægrede sig for, men underhånden lovede
at det ikke alene skulle stå ham frit for at bemægtige sig hendes person når hun gik
af fæstningen, men endogså at han selv ville give lejlighed dertil. Det varede ikke længe
førend man fandt lejlighed dertil, thi hun blev straks derpå grebet og ført til
København hvor hun arriverede den 8. august samme år og blev sat i Det Blå Tårn. Kong Carl
2. blev således fri for at betale sin gæld, men ikke for folks eftertale, hvilke med
sorteste farve afmalede denne hans opførsel mod en fremmed højadelig dame og den der
havde rakt ham hånden i hans nød, óg kan denne hans gerning tjene til at verificere
alt det onde som skrives om ham. Kong Frederik derimod havde ret til at bemægtige sig
denne ambitiøse dames person, helst såsom hun kunne holdes mistænkt for at være medvider
i Ulfeldts anslag.
Føres til København Så snart hun kom til
København, blev hun ført til slottet, hvor dronning Sophia Amalia ved en kammerjomfru
lod hende afføre hendes klæder og skilte hende ved hendes perler og juveler. Derpå blev
hun bragt til Det Blå Tårn den 8. august hvor hun i mange år blev siddende. Der
virkede hun adskilligt kunstigt med hendes hænder, blandt andet et bæger af ler stående
på 3 knapper med et låg på, og skrev på bun
|588den
nogle ord som hun ville have kong Frederik insinueret, hvilket også skete ved sådan
lejlighed: Kongen adspurgte engang slotspræsidenten Liebknægt hvad hun bestilte om
dagen, hvortil han svarede:
Adskillige partikulariteter om denne
dame “Hun gør bægere.” Da nu kongen forlangte at se samme bægere og havde
nøje beskuet det, mærkede han omsider hvad der stod på bunden, og sagde til præsidenten:
“Hun er klogere end du”, men hendes fængsel blev derfor ikke forlindret,
kunne ej heller ske så længe som dronning Sophia Amalia levede
efterdi højstbemeldte dronning var særdeles irriteret mod den ulfeldtske familie, og det
var ikke let at komme af hendes unåde igen.
Blandt andet mærkværdigt som fortælles om denne navnkundige dame, er dette
at hun ved transfusion af hendes mands blod, som skete på hendes arm, havde tilvejebragt
sådan sympati at hun i hendes herres fraværelse kunne føle hvad ham vederfor, så
at da der gik rygte om Ulfeldts død, forsikrede hun adskillige gange af fængslet at der
var intet om; men endelig da han i det år 1664 ved døden afgik, sagde hun kongen det
straks førend nogen havde fået kundskab derom. Dette at være passeret testerer endnu
levende folk som har kendt hende, hvorvel ikke i kraft af sympati ved transfusion af
blodet, hvilket madame Ulfeldt selv nægtede tillige med meget andet som findes i trykte
bøger såvel om hende som om hendes herre.
Hun blev således siddende i et hårdt fængsel ikke alene i kong
Frederiks regering, men endogså længe derefter, havende ingen kniv, men et stykke ben i
steden derfor, og intet andet lys end oven fra et vindue ved loftet som man lukkede op
for at lade røgen gå ud efterdi der var intet rør på kakkelovnen. Den siden regerende
dronning Charlotta Amalia fattede straks medlidenhed over denne illustre fange og ønskede
hendes frihed hvorvel hun formedelst enkedronningen ikke så
|589hastigt kunne erhverve hende den igen
Hendes fængsel
formildes så at hun efter egen sigelse blev siddende i 23 år. Hun arbejdede imidlertid adskilligt
kunstigt, som hun lod præsentere den regerende dronning, blandt andet en pung hvori hun
af perler broderede efterfølgende vers:
| Tröstet Hertze und Gemüthe |
| Gönne mir auch den Gewinn |
| Reich mir deine Gnaden-Hände |
| Löse mir von meinen Bänden |
Hvorved hun straks vandt dette at hun fik et større vindue, item en
vindovn.
Endelig kom hun i det år 1685 på fri fod igen, hvilket hun selv vidner
på det alterklæde som hun gav til Maribo Kloster med disse ord:
Kong Christian 5 min
allernaadigste Arve-Konge saae udi Naade til mit lange og uskyldige 23 Aars Fængsel, gav mig ikke alleene en naadig Frihed 1685. den 19 Maji, men
giorde mig og vel imod i mange Maader. GUD giøre vel imod Hans Kongl. Majestet og det
gandske Kongelige Arve-Huus igien.
Så snart hun kom ud af sin arrest igen, Hun kommer på fri fod igen tog hun ind til hendes søsterdatter
frøken Lindenov i det hus ved kanalen som er næst ved sognepræstens residens til
Holmens Kirke. Men blev der kun 3 dage efterdi den hele stad stormede til at se hende.
Begav sig derfor til Utterslev hvor hun forblev indtil Michaelis tid, da gav kongen hende
Maribo at bo på med en årlig pension af 1500 rigsdaler. Kort derefter forærede hun til
Maribo Kirke et alterklæde af hvidt taft hvorpå var skrevet efterfølgende vers:
|590
| Den store Verdens alt sit skabte Grændser satte |
| Gaf Viden visse Tid, hvo kand hans Almagt fatte |
| Han menglet tungt og lett ved Fingers mægtig Kraft |
| Betænkte Heeden med en lædske Drikkes Saft. |
| Den liden Verdens Maal og efter samme Maade |
| Beskikte ligesaa, han vil for Lykken raade |
| Vil saare, læge, slaae, vill lindre naar han vill, |
| Vill binde, løse op, naar han det siger til. |
| O GUd med Haand mig drogst af Moders Liv til Livet |
| Mig førte underlig, Ulykken ofte kived |
| Med Velstands Overflod, beholt og Seiers-Tegn |
| Snart hiemme tomled mig, og snart i fremmed Egn. |
| Din Haand mig ogsaa bandt til Ægte-Folkes Skiæbne |
| At bære Ont og Gott, dertil du gavst mig Evne, |
| Ei noget synes tungt for ægte Kiærlighed, |
| Troefasthed er den Dyd man ej tør blues ved. |
| I Modgangs Hvirvel-Vind var GUd mit faste Anker, |
| Jeg blev i Troe, i Haab og stedse i de Tanker |
| GUd elsked mig, sit Barn han tit lod smage Riis |
| Og i det skrøbelig vill lade see sin Priis. |
| I Løfter er min GUd troefast, og ikke sviger, |
| Hans Ord de lyver ej; thi de saaledes siger: |
| Kald paa mig i din Nød, og jeg vil redde dig. |
| Det haver GUd i mig fuldbyrdet kraftelig. |
| Som det var, GUd, din Haand mig ind i Fængsel førte, |
| Saa var det og din Haand, som Kongens Hierte rørte |
| At høre paa min Bøn, og efter Naades Lyd |
| Oplade Fængsels Dør sit store Navn til Pryd. |
| Men GUd! hvad skall jeg nu, hvad skal jeg nu frembære? |
| Til et Tak-Offers Tegn, og til din Priis og Ære, |
| Det er ej Bukke-Blod, ej Fædme til sød Lugt |
| Som dig er til Behag, og ej af første Frugt. |
| Men Hiertet fuld af Tak med Munden at bekiende, |
| Did vill du naadelig dit Guddoms Øre vende, |
| |591Dit Altars Smykke-Klud er jo dig ej
imod, |
| Det Vidne bære skall, at du mod mig varst god. |
| Til Efterkommers Trøst, at ingen skal fortvile |
| I Modgangs brusend’ Hav; men i dig eene hvile |
| Og kaste Omhu hen, i Troen holde fast, |
| Saa vill du visselig selv bære tungest Last. |
| Jeg bøier Hiertets Knæe, og gamle svage Lemmer |
| For HErrens Aasiun ned, og aldrig da forglemmer |
| At GUd mig rakte Haand i Fængsels haarde Nød, |
| Og holdte Sindet karsk imod utallig Stød. |
| Lad dette Offer dig, o! store GUd! behage, |
| Og af forfængeligt aldeeles intet smage, |
| Jeg priise skall dit Navn saalænge med Forstand |
| Som Munden Hiertets Tak ved Lyd udføre kand. |
Hun har derforuden gjort adskillige andre vers som viser at hun kunne
passere blandt de tiders bedste danske poeter; har også forfærdiget et værk om nogle
berømmelige damer. Óg vidner Otto Sperling den Yngre, som
selv i samme værk har gået hende til hånde, at det førte titel af Heltinders pryd.
Blandt hendes mange vers er et
besynderlig mærkværdigt angående en gammel hund kaldet Cavalier. Samme gamle hund,
såsom den var bidt af en mår, blev efter dronning Sophiæ Amaliæ befaling skikket i
fængslet til grevinden at hun skulle kurere ham igen, hvilket hun óg gjorde; over denne
gamle hund gjorde hun et artigt dansk poema hvori hun indfører ham som den der
fortæller sin lykke og foranderlige skæbne til hove, og hvad løn han fik omsider, óg
sigtede hun derved på hendes mand som så tit og ofte med adskillige farer og
besværligheder havde været riget til hjælp og nytte og efter hendes tanke derfor ilde
belønnet. Dette kunstige vers begynder således:
|592
| Alt Gammelt er foragt, det kastes til en Side |
| Var det end Guld og Sølv, man gierne Nyt kand lide. |
Ovenmeldte Sperling vidner også at hun sammensatte en komedie som hun
1688 den 27. februar lod spille for sig i sit eget hus.
Da hun var kommet til Maribo Kloster, skikkede hun bud efter hendes ældste
datter Anna Catharina, som boede i Flandern og var Viigli de Cassettes efterladte enke.
Samme frue lignede moderen mest i forstand, var vel studeret og erfaren i alle smukke
videnskaber.
Hendes død og karakter Endelig døde denne
illustre dame år 1698 den 16. marts i en høj alder og blev den 6. april samme år
begravet i Maribo Kirke. Hun var et af de navnkundigste fruentimmer i forrige seculo,
såvel i henseende til hendes skarpsindighed og lærdom som til de store aventures hun
havde haft. Hvis hun i sin velstand lod sig af ambition forlede, så ekspierede hun den
synd ved trende fængsler, hvoraf det sidste og hårdeste varede i 23 år. Om hun var
medvider i det sidste farlige anslag som Corfitz Ulfeldt havde mod kongen og riget, kan
ingen for visse sige. Det samme synes dog at have graveret hende mest. Ingen kan vel
nægte at jo den pligt og kærlighed man er sin konge og sit fædreneland skyldig, er
større end den som en hustru er sin mand skyldig; men man må derhos også bekende at
den heroiske dyd, nemlig at røbe sin egen husbond af affektion til sit fædreneland, er rar
og fast ubekendt i vore tider. Til den bestandige og stedsevarende unåde som dronning
Sophia Amalia bar til madame Ulfeldt, synes ellers at have været andre partikulære
årsager, som har angået hendes egen person, og som fornemmelig har bestået i en
foragt hun lod se mod hende såvel før som efter kroningen. Hertil kan blandt andet
tjene til bevis en kuriøs og hidindtil ubekendt historie som mig derom er
kommunikeret.
Blandt adskillige
virtuosi og kunstnere som kong Frederik underholdt,
|593var en sakser ved navn Caspar Herberg, hvilken i henseende
til hans videnskab i kemi, møntvæsen og guldarbejde gemenlig blev kaldt Kunst-Caspar,
En kuriøs historie grevinde Ulfeldt angående óg blev
han ikke anderledes nævnt af kongen selv, hvilket ses af adskillige Friderici 3.
egenhændige breve som ingen anden overskrift har end denne,
nemlig: “Konst Casper zu händen.” Denne Kunst-Caspar, som i begyndelsen af kongens regering
boede i Lyngby, som er halvanden mil fra København, havde
in commissis at forfærdige
dronning Sophiæ Amaliæ krone, som skulle bruges til forestående kroningsfest. Frøken
Eleonora lod sig nogle dage tilforn, da hun rejste igennem Lyngby, indfinde i Kunst-Caspars hus og forlangte at se kronen. Da kronen blev hende
leveret, satte hun den på sit hoved ligesom for at se hvorledes den parerede; men den
faldt hende af hovedet ned på jorden og kom til skade så at en stor sten som deri
var sat, gik i stykker. Om madame Ulfeldt gjorde dette forsætligvis, er noget som jeg for visse ikke kan sige. Vist nok er det at hendes
forrige
opførsel kunne ikke andet end give anledning til mistanke derom. Kunst-Caspar lod straks
give hemmelig underretning til kongen derom. Men Hans Majestæt som fandt nødigt endda at
holde gode miner med det mægtige ulfeldtske hus, bød Kunst-Caspar at tie dermed og i al
stilhed at gøre kronen til rette igen. Denne kuriøse historie har jeg holdt
fornødent at anføre for at vise at det var ikke uden grund dronning Sophia Amalia havde
fattet sådan bitterhed mod frøken Leonora, skønt man må tilstå at den blev
pousseret noget for vidt. Men nu må jeg gå tilbage i tiden igen og efterse hvad
videre mærkværdigt tildrog sig i Danmark det år 1663.