|a4r
Adskillige har vel den merit at samle på historiske dokumenter og
derfor fortjener højligt at berømmes, forfalder derimod til den fejl at føre det ene med
det andet ind i en historie, da dog af nogle dokumenter bør alene gøres et kort
udtog og andre som befatter ting af aldeles ingen vigtighed, ganske at udelades, óg er
det sådant som Clericus har erindret ved en af vore store historici hvis ypperlige
arbejde har tabt noget af sin pris derved at han har indrykket i historien alt hvad han har fundet
blandt gamle skrevne sager. At fortælle i en
kon|a4vges historie skatternes årlige pålæggelse,
ordinære herredages holdelse, krigsfolkets mønstring, fremmede skibes passage er kun
fyldekalk medmindre noget særdeles mærkværdigt derved er forefaldet, óg kan sådanne
historier lignes ved visse folks journaler hvori findes alt hvad de hver dag har
gjort og hver nat drømt, enten det er af vigtighed eller ej.
Alt hvad som ordentligt
enten hvert år sker eller nødvendigt må ske efterdi det er en naturlig suite af
foregående ting, udelades gemenlig i gode historier. Det er for eksempel fornødent at
antegne en regents fødsel og død, men ganske ufornødent at melde om hans dåb og
begravelse; thi på fødsel følger nødvendigt dåb, og på død nødvendigt begravelse.
Tværtimod sædvanlige tings omission giver heller materie til historie; thi det var
mærkeligt og meget historisk om en blev opfødt uden dåb og døde uden begravelse.
Ligeledes er det fyldekalk at tale om rettens ordentlige holdelse, om skatternes årlige
påbud etc., men helt mærkeligt om skatterne et vist år ikke blev påbudt,
eller den højesteret et helt år cesserede. Således kan det óg være fornødent at tale
om en prins’ bilager, men ganske ufornødent at specificere bryllupsretterne eller den
hele bryllupsstads; thi ingen bryllupshøjtid sker uden stads, og intet gæstebud uden
mad og drikke.
Deslige sagers recit kan vel gøre en bog tyk og anselig; men det er (som
man siger om usunde og opblæste legemer) ingen god fedme.
*Encomium regni Daniæ er for
eksempel en tyk kvart;
men når man derfra tager tvende karrusellers beskrivelse og nogle
andre ting af samme natur, er det ligesom når der går hul på en blære så at fast
intet uden bindet af bogen bliver tilbage. Jeg dispenserer mig for at tale om en del
andre historiske skrifter hvis tykhed også temmelig ville indsvinde om alle
overflødige og unyttige ting blev udmønstret.
At indføre breve og dokumenter i en
historie kan tillades når de samme er af stor vigtighed, men at anføre
komplimentsbreve, bestallinger, vidtløftige lykønskningstaler, opmuntringsorationer til
krigsfolk, nobilitations-diplomata etc. kan ikke tolereres. Derfor dadler nogle
det hos vor store skribent Huitfeldt at han har indført i sin historie adskillige breve af
ingen betydelse som hele bispekonfirmationer både på latin og dansk og andet
deslige for hvis publikation vi ikke har ham så stor obligation som for den kalmarske
konstitution der indeholder de 3 rigers jus publicum, item Friderici 2.
Imperatoris diploma, der
konfirmerer |b1r adkomst til Venden, og skal noget simpelt
brevs indførsel undskyldes, da må det være i mørke ting som de tjener til bevis og
oplysning, eller det må være breve som er originaler der tilforn ikke har været bragt
for lyset, og som derforuden viser visse mærkværdige personers skrivemåde, óg mærker
jeg at skønsomme folk i den henseende ikke har fundet mishag i de
af Christiani 4. naive breve
som jeg på et og andet sted har indført. Dog kan man sige
om alle slags breve og dokumenter at når man har dem i mængde, det er bedst at indføre
dem i en særdeles samling for ikke at interrumpere teksten, ja ganske at udelade dem
når de indeholder intet af vigtighed eller findes tilforn trykt in actis publicis.
Det kan ikke alene undskyldes, men er også undertiden fornødent at
indføre naborigers historier, men derhos er at mærke at de må være korte, item at
det må være sådanne ting som har overensstemmelse med den rette historie som man
skriver, og kan tjene til dens oplysning. I det øvrige er fremmede historiers indførsel
utålelig. Dette er dog en fejl som findes hos mange af vore nordiske historieskrivere,
at de ex abrupto, uden anledning, trækker læseren hen i et fremmed, langt bortliggende
land for at underrette ham om uvedkommende ting som på samme tid er sket i en anden
verdenspart; thi sådant er ikke at skrive et vist lands historie, men at henfalde til
historiam universalem eller en almindelig kerne-chronica.
En historieskriver må
i lige måde så meget som muligt beflitte sig på at historien hænger sammen i en kæde
således at han undertiden tager enten det foregående eller efterfølgende års historie
til hjælp for at udføre på et sted en vigtig tings beskrivelse; thi læseren som længes
efter udfaldet, støder sig over historiens interruption, helst når den sker ved
fremmede og lidet betydelige sager. Således er det i Friderici 1. historie ubehageligt
når man læser om den vigtige kongres som blev holdt for at slutte et forlig mellem
højstbemeldte konge og den landflygtige Christian 2., at se historieskriveren pludselig
afbryde og at tale om skomagernes opstand i Bergen. I Friderici 2. historie, hvor der
tales om negotiationer mellem Danmark og Sverige, giver en anden skribent os en
vidtløftig beskrivelse over den franske ridderorden af Skt. Michael, så at man kan sige
at det var en lykke for historien at højstbemeldte konge ikke blev beæret med flere
fremmede ridderordener.
|b1vJeg vil ikke tale om andre fejl
såsom mit forsæt er kun at melde om dem
som jeg gemenlig finder i vore egne og vore naboers historiske skrifter, og hvoraf en
stor del begås ikke af uskønsomhed, men af en egen goût
i det historiske studio;
thi man ser ofte end de skønsomste folk at have en særdeles egen smag i visse ting,
såsom de engelske i uordentlige og forvirrede skuespil, de franske i en egen
musik som ikke befalder andre nationer, de tyske i en unaturlig syntaxi som
censureres af andre, men af dem selv kaldes en majestætisk skrivemåde, og italienerne i
en forlibt, kælen stil og tendres diminutiver som deres forfædre, de gamle romere,
særdeles lastede i historier. Hvorfor denne min censur i henseende til de nordiske
skribenter sigter alene til at vise en slet goût i historier,
som rejser sig måske også dels deraf at ingen på vort eget sprog har forfattet de
regler som man bør efterfølge; thi man ser en og anden af sådan vildfarelse at arbejde
med hænder og fødder på at fordærve deres historier, enten ved at udarbejde og pynte
stilen for meget, hvorved den får anseelse af oration, eller ved alt for mange triviale
refleksioner.
Begge dele koster skribenter umage skønt begge dele vanhelder en historie;
thi hvad den første post angår, da er historiens største sirat simplicitet, óg er den
historiske stil den bedste som mest differerer fra en oratorisk, akademisk eller sådan
som man kalder didaktisk stil. Det lastes derfor hos gamle romerske og græske
skribenter at de har indflikket i deres historier så mange udpyntede orationer. De
samme kunne være ypperlige på sit sted, men gør lige så slette figurer i en historie
som højtravende poesi i en komedie, óg synes Cicero at have været af den tanke når
han taler om Thucydidis orationer således:
*Orationes, quas
interposuit, laudare soleo, sed
imitari neque possim si velim, neque velim si possim, det er: Jeg estimerer meget de
orationer som han har indført i sin historie, og om jeg ville, så kunne jeg ikke gøre
dem så gode, og om jeg end kunne, så ville jeg dog ikke.
Hvad den anden post angår,
nemlig de refleksioner som gøres over historierne, da byder reglerne at man bør lade
læseren selv gøre sig betænkninger over hvad han læser. Vel er sandt at de bedste
historieskrivere ofte gør refleksioner over en og anden ting, men sådant sker med
måde og undskyldes derved at de med judicio og upartiskhed anføres så at
irregulariteten selv kan re|b2rkommandere og blive til
et sirat, i hvilken henseende det her kan appliceres som Plinius siger:
*Peccant quia nihil peccant.
Óg er dette min betænkning over store og partikulære historier.
Hvad compendia angår som skrives for ungdommens nytte for at give dem en
generel idé over historien, da findes der nogle som giver korte og vel sammenhængende
compendia hvori befattes historiens hovedstykker, visende for eksempel hvorledes et
monarki og rige rejser sig af et andets fald tillige med årsagen dertil, i lige måde de
fornemste forandringer enhver stat har været underkastet, deres tilvækst og aftagelse,
boglige kunsters og krigsdisciplins begyndelse og forflyttelse fra et rige til et andet,
og det altsammen på sådan måde som kan af ungdommen læses både med nytte og
fornøjelse og indprente dem lyst til at gå videre ind i samme studium.
Andre derimod
bekymrer sig alene om pure navne og årstal så at deres compendia har heller
anseelse af glosebøger, lister og tabeller end af historier. Derved taber historien al
sin glans og herlighed og gøres til et gement og groft studium der alene udfordrer
ihukommelse og intet judicium, og såsom unge mennesker bilder sig ind at den hele
videnskab består alene i at få nogle tusinde navne med lige så mange cifre
til livs, kan de ikke andet end fatte en afsmag derfor.
I den
henseende har jeg i det historiske compendio som skulle skrives den studerende ungdom til
nytte, ikke villet følge den forantagne måde, men ladet mig nøje med at anføre de
fornemste stykker på det at der kunne blive mere materie end tal og navne, og at
ungdommen kunne få lyst til at gå videre frem, óg har udfaldet svaret til min tanke
og forhåbning.
Jeg tvivler ikke på at mange jo vil lægge mig denne kritik til last og
anse mig som den der har alt for høje tanker om sit eget arbejde og foragter andres;
men jeg svarer dertil at derved sætter jeg aldeles ingen pris på mit eget arbejde, thi
ét er at foreskrive gode og sunde regler, et andet er at praktisere dem selv. Mangen
dømmer vel om poesi og musik skønt han selv er hverken poet eller musicus, og
erfarenhed lærer at den dansemester giver oftest de bedste lektioner og viser de
netteste pas som mindst er bekvem til at danse selv. En slibesten kan selv ikke
skære, men kan gøre stålet bekvemt dertil. Derfor siger poeten:
Hvad mine historiske skrifter er angående, da, skønt jeg ikke har
opfyldt de regler som jeg selv foreskriver, så har jeg dog arbejdet derpå. Jeg roser
ikke mit eget, men viser alene skriveregler til dem som kan have bedre talent og
subsidia til en historie end jeg, håber derfor at ingen med billighed i denne min
kritik kan vise nogen arrogance, helst såsom jeg er en gammel indbygger af det
historiske land og taler ikke om de ting som jeg i dag eller i går har begyndt at kigge
ind i, men om det som jeg i mere end 30 år har haft mine studia og tanker henvendt
til, så at jeg lige så vel kan være autoriseret til at give min betænkning herover som
en anden, óg består min betænkning fornemmelig i at vise at de fleste skribenter her
i Norden og end mere vore naboer ikke med den applausu har skrevet historier som bøger
af andre materier.
Jeg ser selv hvad defekt der er hos mine egne historier, men har
formedelst mangel af rige materialer og formedelst andre årsager ikke kunnet remedere
dem. Hvis vore forfædre her som på en del andre steder havde efterladt sig gode
journaler over de ting som i deres tid er passeret, da kunne adskillige ting i denne
historie have været bedre udført; men sådant er desværre ikke sket, endogså i de
allervigtigste sager, hvorudover nogle har holdt det for et charlataneri og en
ubetænksomhed af mig at lægge hånd på deslige sager og at love en udførlig historie af
de sidste konger, hvorom intet tilforn har været antegnet. Vel findes materie i gode
trykte bøger til Friderici 3. krige, men for at få oplysning af andre ting har jeg måttet
eksaminere alle vråer og vinkler hvor noget kunne ligge
skjult, så at den del af historien er en samling af reskripter og forordninger, item af
lutter små hid og did fundne skrevne breve og andre sager, enten kopier eller originaler,
som en og anden har kommunikeret mig til forsøg om jeg deraf kunne fabrikere en
historie, óg har jeg citeret alle deslige små pjecer hvis originaler her og der
findes, på det at posteriteten ikke skal beskylde mig for efter en Varillas’ og Maimbourgs
eksempel at have givet *quid pro quo
og have årsag at tvivle om skriftets autenticitet.