|198
CAP. VI.
Om de Danske Konger af den høylovlige Oldenborgske Stamme.
Kort fortegnelse paa de Oldenborgske
Græver.DEr holdes gemeenlig for, at de
Oldenborgske Grever have deres oprindelse af den Saxiske Konge Wittekindo, hvis
Sønne Søn var Walpertus som holdes for den første Greve udaf
Oldenborg. Samme Walpertus var først allene tituleret Greve
af Ringelsheim, men han formeerede siden sit Land i det han fik til ægte Grevens
af Lesmona eeneste Dotter Alburgis, hvilken til ære hand
siges at
have
have]
have] habe A1
have] habe A1 bygget den stad Alburg eller Oldenburg ved Weser-Strømmen, og ere hans
efterkommere stedse siden kaldede Grever af Oldenborg. Efter hannem fuldte siden
Dietericus, som døde anno 920. Sigfridus, som døde 940. Ulricus, som døde 967. og efter
hannem Otho, om hvilken gemeenlig bliver fortaalt saadan underlig historie: da
bemelte Ottho eengang var paa jagt, og af tørst hart ad vansmægtede,
præsenterede sig for ham een Dame med een konstig forarbeidet Pocal, med
begiæring, han vilde drikke derudaf. Men Greven kunde ikke resolvere sig dertil, saasom baade personen og drikken var ham
ubekiendt, herudover han vel imodtog hornet, men udgydede vinen, som var deri
paa jorden, hvorpaa bemelte Dame tog afskeed fra hannem, og blev usiunlig; af
vinen var noget falded paa Grevens hest, hvilket giorde saadan virkning at
hestens haar paa samme sted faldt hannem af. Saaledes bliver gemeenligen denne
forunderlige historie fortaalt. Hornet er siden af de Oldenborgske Grever
forvaret, og vises endnu paa det Kongl. Konstkammer til Kiøbenhavn.
Efter Grev Ottho fuldte Johannes I. *Hunno
Gloriosus, og hans søn Fridericus, den sidste Oldenborgske Greve af den
gamle linie. Bemelte Grever af Oldenborg have tillige med hersket over de
Friislænder, men under Hunonis Regiering rebellerede de
Friser, og det |199efter Alberti Erke-bispens af
Bremen tilskyndelse. Da nu Keyser Henricus den 4. skulde være Dommer udi den
sag, bragte bemelte Erke-bisp af Bremen ved sin myndighed det saa viit, at de
Friser beholt retten, og Grev Huno blev
stævnet
stævnet]
stævnet] stævenet A1
stævnet] stævenet A1 for Rigsdagen til
GoslarGoslar]Goslar] A2, Gorslag A1; Gorslag SS Goslar] A2, Gorslag A1; Gorslag SS , hvor samme Biskop udvirkede saa meget, at
Greven blev dømt af med livet. Men det siuntes at øinene bleve omsider aabnede
paa Keyseren, saa at han fornam, at Erke-bispen af privat
Interesse og hevngiærighed havde forført Greven for ham, hvorudover der
siges at være giort Greven saadant forslag, at han skulde beviise sin
uskyldighed ved en kamp med een løve, denne kamp stod ikke Greven meget an, men
hans søn Fridericus tilbad sig at gaae i sin Faders sted og overvant dette
grumme dyr ved een artig invention, som bliver anteignet i
den Oldenborgiske historie; Derudover blev Huno ikke alleniste reddet fra døden,
men Keiseren gav ham ogsaa magt at undertvinge sig saa mange Friser som han
kunde. Grev Huno funderede siden udi sin høye alder det
kloster Radstede Jomfrue Marie til ære, hvor hen hans søn Fridericus begav sig,
og døde uden livs arvinger, saa at det Grevskab Oldenborg faldt til Rixa Hunonis søster, eller rettere til hendes søn Elimarus,
som hun
havde
havde]
havde] have A1 A2; havde SS
havde] have A1 A2; havde SS avlet med Hajo af Friisland.
Hendes søns Elimari efterkommere have bredet sig viit ud; hoved
linien har bestaaet af efterfølgende personer, nemlig Elimarus 1. Elimarus 2.
*Christianus Bellicosus, som førte krig med den Saxiske Hertug Henrico Leone, af
hvilken han blev beleiret udi den stad Oldenborg, og døde udi samme beleiring:
Christianus 2, som blev slagen mod de Friser. Mauritius, som af hellighed begav
sig udi Closter. Christianus 3. hvis broder Otto bekom det halve Greveskab og
byggede et slot ved den flod Elme, som blev kaldet Delmenhorst: Johannes 2.
Johannes 3. hvilken deelede landet med sin broder
Christiano og overlod ham Delmenhorst. Conradus 1, hvis Fætter Mauritius var Administrator til Bremen. Da den stad Bremen rebellerede imod ham, kaldte han Conradum til hielp, og straffede
haardeligen dem, som havde stiftet samme rebellion. Han blev tillige med sin
Fetter Mauritio slagen af rebelske undersatterundersatter]undersatter] A1, undersaatter A2; undersaatter SS undersatter] A1, undersaatter A2; undersaatter SS udi Budjadinger Land. Conradus 2. Mauritius, Christianus 4.
Theodoricus
Theodoricus]
Theodoricus] Theodoricus, A1 A2; Theodoricus SS
Theodoricus] Theodoricus, A1 A2; Theodoricus SS Fortunatus, hvis broder Christianus 5. begynte krig med den |200stad Bremen, udi det aar 1407.
I
I]
I] i A1 A2; i SS
I] i A1 A2; i SS samme krig blev han
fangen og bragt udi et fugle-buur til den stad Bremen, hvor han maatte blive udi
fængsel, indtil staden *bekom forlangte Satisfaction, og,
saasom han siden døde uden livs-arvinger, blev Theodoricus alleene Herre over
det heele Grevskab Oldenborg. Thi, omendskiønt det stikt Bremen, formeerede een
sterk prætension paa det Grevskab Delmenhorst, saa dog
fremvisede Theodoricus et fordrag, som var oprettet imellem de Oldenborgiske
Græver anno 1360. ved hvis kraft ingen havde magt, at skille
noget fra Grevskabet, derefter tog Theodoricus til ægte den Holsteenske
Princesse Hedevig, som var arving til Holsteen, og omendskiønt Theodoricus ikke
levede saa længe indtil samme arvedeel ham kunde tilfalde, komme dog hans børn
siden til successionen. Formedelst saadant fordeelagtigt ægteskab bekom
Theodoricus det til navn Fortunatus eller den lyksalige. Han efterlod sig 3.
sønner, Mauritius, Gerhard og Christianus, af hvilke den sidste blev Konge udi
Dannemark, hvorom videre.
Christ. 1.
Da Kong
Christoffer af Dannemark var død, skrev Dannemarkes Raad Svendske og Norske til,
begiærende,De Svenske udvælge sig en ny Konge. at der maatte berammes en dag til Halmstad for at udvælge en Konge
over de 3. Riger efter det forbund, som var giordt imellem dem udi Dronning
Margretes tiid, siden atter renoveret udi Kong Eriks tid til
Calmar, og udi Kong Christophers tid til Stokholm. Men de Svenske, da de finge
Kongens død at høre,
udvalte de
udvalte de]
udvalte de] udvaltede A1
udvalte de] udvaltede A1 Carl Knutsøn. Derudover bleve de Danske foraarsagede, at see dem om en
Konge. De bleve efter lang beraad, endelig til sinds at udvælge Hertug Adolph af
Slesvig, Greven til Holsteen, og dermed tænkte at foreene det Grevedøm med
Riget, men han vegrede sig formedelst sin svaghed og alder, og raadde Stænderne
til at tage Grev Christian af Oldenborg og Delmenhorst, hvilken var af gammel
Kongl. Familie udi Dannemark, thi hans Moder var Hedevig
Kong Waldemars den 3. søster dotter. Til ham sendte
Stænderne Legater, og begiærede ham til Konge 1448. hvilked
han ogsaa imodtog, begav sig ind udi Riget, og holt aaret derefter Bilager med
enke Dronningen Dorothea.
Kong Erik af Pomeren levede endda, og holdt til paa det slot Wisbye
udi Gulland, som han selv havde ladet bygge 1410. Der |201giorde han de Svenske saa stor skade, at de bleve til sinds, at
drive ham af Landet, og til den ende beleirede Visbye slot. Hvorover Kong Erik
sendte bud til Dannemark om undsætning. De Danske derudover lode Carl Knudsøn
sige, at han skulde holde sig fra Gulland, som hørte Dannemark til, thi først var
det
det]
det] det, A1 A2; det, SS
det] det, A1 A2; det, SS vundet af Kong Waldemar, derefter pantsat til de
Preußiske Herrer og igien løst af Dronning Margareta: Der findes ogsaa et
fordrag, som er dateret, Aaleholm udi Kong Albrechts tiid,
hvorudi han og de Svenske Stænder have lagt samme øe under Dannemarks Krone, men
som Carl Knudsøn ikke vilde staae fra sit forsæt, og foregav at øen hørdte
Sverrig til, hastede Kong Christian med en magt til Gulland, og tvang de Svenske
at indgaae forlig, og at forlade øen. Dette opvakte fortrydelse hos Carl
Knudsøn, og, paa det han paa nogen maade kunde hevne sig igien, marcherede han hemmeligen med et antal folk igiennem Jemte-Land til
Trundhiem, hvor han af Erke-bispen Aslach (hans gode ven) blev kronet til Konge
over Norge, men hand forligte sig siden igien med Kong Christian og stod fra
sine prætentioner, han havde paa Norge, saa at Christian 1.
blev kroned til Konge udi samme Rige 1450. Der holtes siden et mode til Halmstad
1450. af de Svenske og Danske, hvorudi blev beslutted, at naar begge Kongerne
vare ved døden afgangne, skulde Rigerne igien foreenes. Men, som Kong Carl ey
vilde holde dette, ey heller fremsendte sin Confirmation
derpaa til Helsingborg, som lovet var, opvaktes der krig imellem Dannemark og
Sverrig, og stor skade skeede paa begge sider. Paa samme tid reisede sig og stor
trette imellem Kong Carl og Erkebispen af Upsal og omsider en offentlig kriig,
udi hvilken Erkebispen fik overhaand, og nødde Kong Carl at flye til Dantzig,
derefter bemægtigede han sig Stokholms bye, og lod kalde Kong Christian til
Sverrige, hvor han blev tagen til Konge og Kronet til Upsal 1457. Holsteen forenes med Dannemark.
Anno 1459. døde Grev Adolph af Holsteen, Kong Christians
Morbroder; Hvorudover Kong Christian succederede ham udi
hans Lande og blev Hertug udi Slesvig, Greve til Holsteen, og Stormaren. Mod
dette protesterede Grev Ottho af Skovenborg, foregivende,
at, saasom der var et arve-fordrag giort 1390. imellem de Holsteenske og
Skovenborgske Græver, at den eene skulde succedere dend
anden, og han derforuden var *proximus agnatus
|202til dend afdøde Adolphus, saa skulde Kong
Christian alleene lade sig nøye med Slesvig, hvilket som et lehn af Riget
tilfaldt Dannemark, og overlade sig nemlig Greven af Skovenborg Holsteen: efter
lang disput lod han sig omsider forliige med Kong Christian
og bortgav sin rettighed, som han havde til Holsteen og Stormarn, for 53000.
andre sige 41500. Rinske gylden.
Efter at Kongen havde forligt sig med dend Skovenborgske Greve, fik
han sin broder Gerhard paa halsen, som uden grund prætenderede en deel af Holsteen: for at stille ham tilfreds
forleenede han ham dog med Oldenborg og Delmenhorst, hvorvel han siden opvakte
adskillige uroligheder, og ikke beqvemmede sig til fred, førend han med magt
blev tvungen dertil.
Hamborgerne hyldede Kong Christ. 1461 ligesom de havde giort med
hans Morbroder Grev Adolf og de andre Holstenske Førster, deres gamle
Arve-herrer.
oprindelsen til den trette med
skotland. Kong Christian havde paa de tider megen trette med Skotland
om de Suderøer og Manøer formedelst en pension, han skulde
have af de Skotske Konger for samme øer. Hvoraf dette har sin oprindelse, skal
jeg kortelig fortælle: De Norske Konger have fordum ført krig med de Skotter om
de øer og lande, som ligge ved Skotland i det deucalidonske hav, og kaldes
Hebrides eller Søderøer, Manøer, Ørkenøer og Hetland. Da Kong Magnus, Haagens
Søn, var Konge udi Norge, blev mellem ham og Kong Alexander til Skotland handlet
om samme øer og lande, paa saadan maade, at Kong Alexander til Skotland skulde
til ævig ejendom have Manøer med de andre
Sødørenske
Sødørenske]
Sødørenske] Sodørenske A1 A2; Sødørenske SS
Sødørenske] Sodørenske A1 A2; Sødørenske SS øer i det store hav liggende, undtagen de øer som kaldes *Orcades og Hetland, hvilke skulde høre til Norge; Derimod for saadan
opladelse skulde Kong Alexander give Kong Magno udi Norge 4000 Mark Sterling, og
siden han, og hans Efterkommere hvert aar give til Kongerne af Norge 100 Mk.
Sterling, eller 200 Engelske Nobler til ævig tid. Om disse penge opvaktes trette
udi Kong Eriks af Pomern tider, efterdi de Skotske Konger ikke betalede pensionen efter gammel contract, og nu
igien blev samme tvistighed fornyet under Kong Christians regiering.
Bliver bilagt. Dette blev dog omsider
bilagt med saadanne conditioner, at Kong Jacob 3 af Skotland
skulde tage til ægte Princesse Margareta af |203Dannemark, og med hende til medgift blive befriet fra
den foresagde pension: Derforuden og skulde Kong Christian
give ham 50000 Rinske gylden, for hvilke kongen af Skotland skulde *sub firma hypotheca annamme Ørkenøerne og dennem nyde og
beholde til et pant, indtil forsagde penge blev betalt. Kong Christian lovede
ogsaa at betale udi reede penge til Kongen af Skotland 10000 gylden, men som han
var indviklet udi krig med de Svenske, og derpaa giorde stor omkostning, fik
Kong Jacob ikkun 2000 gylden udi reede penge. For de andre 8000 blev ham pantsat
Hethland. Ellers havde Kong Christian saavelsom de andre forrige Danske Konger
meget at bestille med Sverrige, hvor Biskop Ketill nu oprørte almuen, og kaldede
Carl Knudsøn til regieringen igien, hvilken noget derefter døde til Stokholm,
men uroligheden tog derfor ikke en ende; Kongen fører
ulykkelig krig i Sverrige Thi Steen Sture, som af ham var giort til
Regent over Sverrige, continuerede med krigen mod de Danske,
og bekom seyer over dem ved Brunkebierget ved Stokholm, hvor Kong Christian selv
blev skudt udi munden, og derover maatte staae fra sit forsæt. Siden giorde han
en reyse til det hellige land, og omsider efter en lang og berømmelig regiering
døde 1481. efterat nyligen tilforn neml. 1478. han havde faaet Pave Sixti 4. bevilling at fundere et Universitet til Kiøbenhavn.
Han giorde udi sin regierings tid 2de udenlandske reiser, den
første skeede til Rom, paa hvilken reyse han af Pave Sixto 4
erholt frihed at stifte et Universitet i Dannemark, og af
Keiser Friderik 3. at Ditmarsken skulde høre til Holsteen, *item at Holsteen
maatte giøres til et Førstendom. Den anden reyse skede til Tyskland for at
forlige Keyseren med Hertugen af Burgundien. Den
første kostede ham kun 25000 ducater efter Hvitfelds sigelse. Mange holde fore,
at den priisværdige Konge stiftede Elephant-ordenen, hvorom tales vitløftigen
udi et andet capitel.
Johannes fører lykkelig
krig mod rebellerne i sverrig. Efter Kong Christians dødelige afgang
blev hans søn Hans, Konge udi Dannemark og Norge, udi hvilke Riiger han udi sin
Hr. Faders tid var hyldet. De Svenske derimod vare ueens med hinanden, nogle
holdte med Kong Hans, andre igien med Steen Sture, som havde Stokholm inde.
Samme Sture, saasom han var en forslagen Mand, opholdt han Kongen med løfter i
mange aar, |204hvorudover Kongen omsider greeb til
magten, og gik ind udi Sverrig med en stor krigshær, hvorudi vare ogsaa 6000
Saxer under commando af Junker Jørgen Slentz.
Udi denne krig havde han stor fremgang udi Sverrige, tog ind Calmar
og Elsborg, slog 30000 Svenske, som bestode meest af Dale-karle ved Rodebroe, og
siden vendte sig til Stokholm, hvilken stad Hr Steen og hans Partie med forliis af 600 mænd maatte forlade, og saaledes hevnede de
Danske tilstrækkeligen den skade, som Kong Christian tilforn lidde ved samme
stad. Derefter blev Kong Hans af samtlige Stænder udi Sverrig hyldet til Konge,
og kronet til Stokholm 1497. Hr Steen forligede sig og med ham og bekom til
forleening nogle stæder udi Finland. Da nu Kong Hans havde forrettet sine sager
saa lykkeligen udi Sverrige, sat han sig for at undertvinge Dytmarsken, men
dette tog løb, som bekiændt er, ulykkeligen af.
Ditmarske kriig. Det er vitterligt, at
de Dytmarske i gamle tider have været skatskyldige til Dannemark, (særdeles udi
Waldemari 2. tid, hvilken bekom af Keyser Friderico Kongen af Sicilien alle de
stæder, som ligge norden for Elven) og at de have ligget under Slesvig
Dom-kirke, som de andre Friser og Eiderstediske, indtil det slag som skeede ved
Bornhoved, hvorudi de faldte fra de Danske og siden bleve deres egne Herrer,
indtil Christianus 1 erholdt igien af Keyser Friderico 3. at Dytmarsken skulde
blive indlemmet i det grevedom af Holsteen, dog Keyseren kaldede den donation siden tilbage. Formedelst disse aarsager sat Kong
Hans sig fore at undertvinge de Dytmarske Anno 1500, og
derfore med en stor Armee af Danske og Holsteener marcherede
ind udi landet, hvilket han tænkte strax at tvinge, dog hans Reigning slog ham
meget feil, thi omendskiønt Ditmarsken er et lidet land, er det dog af naturen
saa befæsted, at det ikke saa let kand erobres; Thi det er fuldt af grave og
moratzer, over hvilke de Dytmarske meget behændeligen vide at tumle sig om, de
derimod, som ikke ere vante dertil og vide intet deraf, komme tit udi ulempe.
Det gandske land kand ogsaa sættes under vand, naar nøden trænger. U-anseet
disse uleyligheder marcherede de Danske til dette tog,
ligesom til en dantz; og var all deres tanke hvorledes de skulde deele byttet,
men |205det gik med dem som med alle andre der agte
deris fiender for ringe; Thi de Dytmarsker lokte dem til de grave og moratzer,
hvor de hverken kunde komme frem eller tilbage, satte og
det gandske land under vand, saa at det gik dem op til knæerne. Dette altsammen
var ikke nok, derpaa kom ogsaa een heftig regn og storm, som stod dem lige under
ansigtet, saa at de ei kunde see deris fiender. De som bleve staaende, bleve
omkomne af de Dytmarsker, som med deris springestokke vare meget ferdige, og
anfalt dem nu her, nu der. De, som retirerede sig, plumpede
udi graverne. Et stort nederlag paa de Danske. Den
gandske Armee blev derfor totaliter slagen udi det aar 1500.
og et stort nederlag giort paa de Danske, som ey er skeedt udi lang tid; Thi der
bleve slagne 4000. mænd foruden kiærnen af den Danske og Holsteenske Adel, samt
den store Saxiske Guarde, som Juncker Slentz førte. De
Dytmarsker regne udi deris krøniker et antal af 17000. mænd. I dette slag
bortkom blant andet og den Danske hoved-banner, kaldet Dannebrog, hvilken fortælles at være nedfalden af himmelen til de
Danske, da de stridde for den Christelige Religion: Samme fane eller banner
hvorudi var et hvidt kaars, var ellers graa og tvunden, hvorudover den blev
kaldet Dannebroge. Lidet efter dette fatale slag var holdet, blev der giort et fordrag imellem Kong Hans og
de Dytmarsker, hvilke udi samme fordrag beholdte det, som er paa hinside
Eyderen.
Rebellion i Sverrige. Af denne ulykke, Kong Hans her lidde, blev Herr Steen Sture
modig og begynte offentlig at rebellere udi Sverrige. Fra
Wadsteen sendte han et aabet brev til Kongen, hvorudi han opsagde ham sin eed og
pligt. Han fik strax et stort anhang, efterdi indbyggerne vare de Danske lidet
bevaagne, og beleirede Stokholm, hvilken for hungers skyld strax maatte give
sig. Der blev og strax opvakt efter samme Herr Steens tilskyndelse en rebellion udi Norge, hvorudover Kong Hans sendte strax sin
søn Hertug Christian didhen med en krigs hær af Danske, Tydske og Scotske, thi
Kong Jacob af Scotland havde sendt undsætning til Dannemark. Med denne krigshær
drev Hertug Christian de Svenske reent udaf Norge, og bragte det heele land
under Kongens lydighed. Der opvaktes siden en krig imellem Kong Hans og de
Wendiske stæder, hvilke klagede sig at lide |206uret udi deres Skibsfart. Med dennem conjungerede sig og
de Svenske. Efter megen skade paa begge sider blev der endelig giort fred til
Malmø 1512. formedelst Kong Jacob 4. af Scotland hans intercession med de Vendiske stæder, det er de Lybeker og deris
tilhængere
tilhængere]
tilhængere] til-tilhængere A1
tilhængere] til-tilhængere A1 ; et fordrag blev ogsaa giort med de Svenske til Malmø samme aar, og
besluttet, at der skulde holdes et offentligt mode til Kiøbenhavn til Rigernes
forligelse.
Lidet derefter døde Kong Hans, efter at han havde forestaaet
Rigerne udi 32. aar med stor besverlighed. Første
Holstenske deling Han havde ellers der foruden haft at bestille med
sin broder Hertug Friderik som
paastod
paastod]
paastod] paa stod A1 A2; paastod SS
paastod] paa stod A1 A2; paastod SS efter Christiani 1. død at beholde Hertugdømmene allene, indtil der blev
giort et forliig, og Hertugdommene bleve deelte imellem Kongen og Prindsen, og
blev da en tilfellis regiering indført over Prælaterne og Riderskabet. Kong Hans
var ellers en synderlig sagtmodig og dydig Herre, saa at det eeneste, som ham forekastes, er det, at han lod en Renteskriver ved navn
Andreas rette uden tilstrækkelig beviis. Item at han ikke straffede det mord,
som blev giort paa Poul Laxmand, hvilket ham bitterlig fortrød og angrede paa
hans sotte seng. Udi hans levnet var han meget ingetogen og borgerlig, hvilket
iblant andet sees deraf, at han lod lægge sin ældste Prinds Christian i kost hos
en skolemester i byen, som lod Prindsen gaae i Choret at siunge med sine andre
skoledrenge.
Christ. 2 Efter
Kong Hans fuldte hans søn
Christian,
Christian,]
Christian,] Christian A1
Christian,] Christian A1 en hurtig resolvered og stridbar Herre. Udi hans
fødsel og barndom tildroge sig adskillige merkelige ting, som gave tilkiende
adskillige Regierings uheld. Hvorudover hans Hr. Fader selv, og mange andre
bekymrede sig ikke lidet. Anno 1488. da han var 7. aar
gammel, blev han af Dannemarkes Riges Raad samtykt til Konge efter hans Faders
død udi
Dannemark,
Dannemark,]
Dannemark,] Dannemark. A1
Dannemark,] Dannemark. A1
1489. til Konge udi Norge, og 1499. udi Sverrige. Hans *Informator var Mag.
Conradus
Conradus]
Conradus] conradus A1
Conradus] conradus A1 af Brandenborg, under
hvilken
hvilken]
hvilken] hilken A1
hvilken] hilken A1 han fik gode Fundamenter, besynderlig udi det
Latinske Sprog, som adskillige skrifter beviise, hvilke han udi sin
landflygtighed har skrevet udi Nederlandene. Urolighed i
Norge.Da han var 20. aar, blev hans Hr. Fader betænkt paa, at lade
ham
øves
øves]
øves] øve s A1
øves] øve s A1 udi krigs sager, og eftersom paa samme tid Herluf Hyddefad efter de
Svendskes tilskyn|207delse havde opvakt oprør
udi Norge, blev han med en krigshær sent derop, at stille samme urolighed 1502.
Bliver dempet. Udi dette udtog forrettede han
sine sager forunderligen vel, og i en kort tid imod formodning bragte det heele
Rige i rolighed, efter at han først havde overvundet bemelte Hyddefad ved Opslo,
dernest den Svendske anfører Knud Karlsøn, og forfuldt de Svendske ind udi
kiernen af deres Rige.
Da hans Hr. Fader ved døden var afgangen, blev han Konge over de
Danske og Norske, men de Svenske vilde ey samtykke ham dertil udi Sverrige,
hvorudover han satt sig for med magt at tvinge dem dertil, hvilket ogsaa gik
lykkeligen for sig, Sverrige undertvinges. thi han
fik seyer over de Svenske ved Upsal anno 1520. hvor 10000.
bønder omkomme, derefter rykte han lige for Stokholm, hvilken han strax
erobrede, og der blev kronet til Konge.
Førend Kong Christian begyndte denne krig med Sverrige, søgte han
at bestyrke sig med fremmede Potentaters Alliance, og til
den ende havde han udi det aar 1515. taget til ægte Kong Philippi Dotter af
Spanien og Keyser Carls Søster, Hollandske Amager.
efter hvis tilskyndelse han tillod samme aar nogle Hollændere at boe udi
Dannemark, og gav dem en bye paa Amager, at de der skulde sætte dem ned. Disse
folk, saasom de vidste saavel at omgaaes med smør, ost og rødder, have været
Kiøbenhavns bye meget gavnlige.
Da nu Kong Christian var kronet til Konge udi Sverrige, betragtede
han den store ulykke og idelige blods udgydelse samme Rige havde foraarsaget,
siden det blev foreenet med Dannemark under Dronning Margareta, og, omendskiønt
de Svenske havde de frommeste Konger, som paa de tider
regierede udi Europa, til Regentere havde de dog aldrig kunnet holde dem stille,
men lade sig forlede nu af Carl Knudsøn, nu af de Sturer og andre uden aarsage
at sætte dem op imod deris retmeßige Konger og Herrer, som de eengang med eed
havde forpligtet dem til. Dette overveyede Kong Christian nøye, og derfor,
saasom han nu havde magten udi hænderne, satt sig for at rødde af veyen alle
dem, som han havde mistanke til, og som kunde opvække den gemeene Mand meere mod
deris Herrer. Til dette at sætte udi verk fik han leilighed af den anklagelse,
som den Svenske Erkebisp Gustavus Trolle gav over en stor deel |208af de Svenske Herrer, der havde ikke alleneste opbrændt
og udi grund ødelagt hans slot Stecket, men endog ladet ham selv uden aarsag
fængsle; derforuden beskyldte han dem ogsaa at have faldet til den Lutherske
Religion, og derfor som kiættere burde brændes efter kirkeloven. haard execution i Sverr. Hvorudover Kong Christian lod
henrette en stor deel baade Geistlige og verdslige, lod ogsaa opgrave Steen
Stures legeme og det tillige med de andre saa kaldte kættere opbrænde.
Sverrige opsiger Kongen. Saadant
foraarsagede en stor misfornøyelse over det heele Rige, og endelig en aabenbare
opstand, thi Kong Christian havde ikke saa snart vendt ryggen, førend de Svenske
udvalte til deris Anfører Gustav Eriksøn, under hvis anførsel de giorde stor
fremgang, og bemægtigede sig adskillige stæder udi Sverrige, og omsider tillige
med Stokholm det heele Rige. Item Dannemark. Dette
havde Kong Christian vel hindret, dersom der ey var kommen en misforstand
imellem ham og stænderne udi Dannemark, hvilke iligemaade besværgede sig over
hans regiæring, og sendte Hr. Mogens Munk til Hertug Friderik af Holsteen,
Kongens Farbroder, fødd af Kong Christian den første af Oldenborg og Dronning
Dorothea, og instendeligen begiærede, at han vilde antage regieringen. Dette
tilbud blev antaged af Hertugen, hvilken bekom hielp af de Lybekker og
omliggende stæder, og agtede sig med første til Dannemark, hvor almuen stod rede
at tage imod hannem. Kong Christian, da han fornam dette, søgte han først at
stille almuen tilfreds med adskillige gode løfter, Kongen
undviger Rigerne. men, da han saae, at dette altsammen ey kunde
hielpe hannem, resolverede han sig at tage flugten, lavede
derfor 20. skibe til, hvorudi han tog Dronningen, hans børn og Rigets beste
klenodier. Dette er enden paa hans regiering udi Dannemark, Norge og Sverrige,
men ikke paa hans levnet, hvorom skal tales videre i efterfølgende Kongers
historie.
De fleeste skribentere have afmalet denne Konge med meget sort
farve; Andre igien have paataget sig blint at forsvare alle hans gierninger.
Begge deele kand være lige lastværdige. Vel er sant, at, om en skribent af
borgerstand havde taget sig paa, at beskrive Christiani 2. historie, havde den
ufeilbar bleven meget mildere end Hvitfeldts. Dog kand ikke nægtes, at der jo af
ham er bedrevet adskilligt, som ey vel kand undskyldes. Det er derfor nødigt man
tillige |209med Hvitfeldts krønike læser de Apologier, som ere giordte for ham.
Hans fornemste Apologist har været Cornelius
Scepperus, der fuldte ham som Cantzler udi hans landflygtighed, hvilken
Anno 1524 lod udgaae et forsvars skrift in qvarto. Om Christiani 2. nye Lovbog, item Religionens tilstand
tales udi andre capitler.
Fridericus I.
Da nu Kong Christian havde undviget Rigerne, som sagt er, udi det aar
1523, kom Hertug Friderik strax til Jylland, hvor han blev hyldet til Wiborg,
siden passerede han uforhindret over beltet, kom til Siæland, og belejrede
Kiøbenhavn, hvilken bye efter 8te maaneders belejring overgav sig, og alt landet
falt til ham. De Norske opsagde ogsaa 1523 Kong Christian huldskab, og erklærede
sig for Kong Friderik, af hvilken de fik store Privilegier.
Men de Svenske havde udi denne allarm udvalt Gustav Eriksøn. Hvad sig belanger
videre den landflygtige Kong Christian, da er enden paa hans livs historie
denne: Da han var i landflygtighed, søgte han om hielp hos sine venner udi
Tydskland, blant hvilke var Keyser Karl, Ertz-Hertugen Ferdinandus, Marggreve Joakim af Brandenborg og Churførsten af Saxen,
fik ogsaa samlet en god krigshær sammen, medensmedens]medens] A2, med ens A1 medens] A2, med ens A1 Kong Friderik havde belejret Kiøbenhavn, med hvilken han agtede at trænge
sig ind i Riget igien, og var hans Svoger Marggreven af Brandenborg med i egen
Person. Da Kong Friderik fornam dette, beordrede han sin Søn Christian, at blive
for beleyringen af Kiøbenhavn. Selv reiste han til Holsteen, hvor han samlede en
magt af 80000. mænd for at giøre Kong Christian modstand, hvilken med sine folk
da var kommen til Perleberg, men folket forløb ham der, efterdi han havde intet
at betale dem med. den landflygtige Konges skiæbne.
Efter lang besværlighed og rippen fra et sted til et andet, kom han omsider til
Norge udi det aar 1532, hvor han blev vel imodtagen af Indbyggerne, eftersom han
havde giort herlige løfter til dem, blant andet at forsvare dem mod den
Evangeliske Religion, som udi Dannemark under Kong Frideriks regiæring merkelig
havde tiltaget. Da han nu havde beleyret Agerhuus, tilbød den Danske General
Knud Gyldenstierne ham forlig med Kong Friderik, og lovede ham *salvum conductum, hvortil han dog ingen fuldmagt havde; Hvorudover
Kong Friderik, som ey holdt det fornødent at forbinde sig til |210det, som hans General imod ordre havde sluttet (thi han
havde ved Peder Skram og Vilken forbydet at handle anderledes med ham, end som
fiendtligen) efter de Svenskes og Lybskes begiæring lod ham føre fangen til
Synderborg, og derfra til Kallundborg, paa hvilke begge steder han sad fangen 27
aar.
Anno 1533 døde Kong Friderik til Gottorp,
efterat han havde stillet alting udi god rolighed, og forligt sig med de Norske
igien. Han var en mild og dydefuld Herre, og derfor overmaade elsket af sine
undersaatter. Under hans regiering tiltog den Evangeliske Religion meget, og
blev offentlig prædiket udi Dannemark tillige med den papistiske, som i ingen
maade blev forfuldt af Kong Friderik; Thi han var en fredelig Herre, ikke inclinered til blodgierighed, og
derfor vilde lade saadanne farlige sager beroe, indtil de udi et almindeligt *Concilio kunde bilægges. Han var den første aarsag til at
Adelen udi Dannemark gave sig navn af deres vaabne eller andet, da tilforn de
fleeste ikkun kaldte sig med deres Forældres navn, Jensen, Mogensen &c.
Under hans regiering kom ogsaa Adelens magt paa den højeste spidse, thi han gav
dem hals og haand over bønderne og frihed at afgiøre alle sager, som vare under
40 mark, saa at den Danske Adel fik samme høyhed og herlighed efter Hvitfeldts
bekiendelse, som Tydske Græver og Baroner.
Christ. 3. Efter
Kong Friderici I. død blev hans Søn Christianus III. Konge over Dannemark; Dog han tilforn lidde stor
besværlighed, førend han bragte det saa viit; Thi de Lybske, som tilforn vare
Kong Christian den andens fiender, begynte nu at declarere
krig imod Dannemark, foregivende, Kong Christian var uretferdeligen sat i
fængsel imod det løfte og forsikring han havde faat af de Danske, at skulle
føres fri til Kiøbenhavn, for at handle med Kong Friderik. De Lybeker udi Dannemark. Dette blev vel af de Lybske foregivet, at
være aarsagen til den krig, som de begyndte imod Dannemark, men ikkun for des
bedre at besmykke deres sager; Thi den rette aarsag var, at dennem blev negted
hielp af de Danske mod de Hollændere, over hvilket de bleve saa forbittrede, at
de strax giorde fred med dem, og faldte ind udi Dannemark, hvor de forhaabede at
giøre stor fremgang, efterdi Riget var uden hovet, men de bleve tapperlig
imodtagen af Her|211tug Christian, og
adskillige gange brav *afklappede, hvilket foraarsagede at de endelig efter lang
feide sluttede
fred
fred]
fred] sred A1
fred] sred A1 med Dannemark til Hamborg 1536 hvorudi blant andet blev besluttet, at de
ikke meere skulde tragte efter at sætte Kong Christian paa Thronen. De Lybekers
anfører, som de havde brugt udi denne krig imod Dannemark var Christopher kaldet
Græven af Oldenborg, hvorvel han havde ey meere udi bemelte landskab end et
kloster. Samme Greve huserede som en Enevolds Herre mens
krigen varede udi Dannemark paa Kong Christian 2 vegne; dog maatte han siden paa
sine knæe med en hvid kiep udi haanden bede dend nye udvalte Konge om
forladelse. Af hannem bliver denne krig med de Lybske kaldet Grævens krig, og
reiser sig uden tvil her af det ordsprog: Du kommer i Grævens
Tiid.
Den Evangeliske troe indføres allevegne i
Dannemark
Dannemark]
Dannemark] dannemark A1
Dannemark] dannemark A1 .
Efter at denne allarm var stillet, satte Kong Christian sig for at
forfremme den Evangeliske Religion udi Rigerne, lod derfor
afsætte alle Bisper og dem paa een dag fængsle over det heele Rige, saa at den
eene ikke vidste af den anden at sige, ellers maaskee det havde ey kunnet skee
uden med stor blods udgydelse. Han beskikkede og udi deres sted Evangeliske Superintendenter, som de Geistlige sager retteligen skulde
forestaae. Derefter lod han forbedre Kiøbenhavns Universitet
med mange lærde mænd og Professorer.
Han elskede GUds ord saa meget, at han med høy berømmelsehøy berømmelse]høy berømmelse] A2, høyberømmelse A1 høy berømmelse] A2, høyberømmelse A1 svarede til sit Navn, som er *
Christianus & re & verbô.
Efter at han havde regieret udi Dannemark og Norge 24
aar, døde han den allersaligste død paa Koldinghuus Slot 1559. Han bekiendte
selv nogle dage førend han døde, at der aabenbarede sig en Engel for ham, som
trøstede ham med disse ord: Giv dig til freds Kong Christian, paa Nytaars-dag
skal det blive bedre med dig, hvilket denne gudfrygtige Herre saaledes
forklarede, at han skulde døe paa Nyt-aars-dag, som og skeede. Christianus 2,
som endda levede, og var fængslet paa Kallundborg, hvor han blev tracteret paa
Førstelig viis, havde mange store Herrer til opvartning, og havde lov at ride
paa jagt, da han fik at høre Kongens død, græd hand bitterligen og fuldte hannem
selv strax efter. Anden Holstenske deling Under
denne Konge skeede den navnkundige deeling 1544 udi Slesvig Holsteen mellem ham
og hans brødre Adolphus og Johannes kaldet den ældre.
|212
Christianus 3 efterlod sig 3 Sønner Magnum, som Anno 1570 af Moscoviterne blev kronet til Konge udi Lifland, og siden kom til
Polen, hvor han døde. 2. Johannem, hvilken bekom af sin
broder Friderico ved det Flensborgske fordrag de to
førstendømmer udi Holsteen Sønderborg og Pløn 1564. Frider. 2 og Fridericum 2 som
succederede sin Fader udi Regieringen. Saa snart han var
kommen til regieringen, tog han sig for efter Hertug Adolphi
af Holsteens tilskyndelse at undertvinge de Dytmarsker, og til den ende sente
Hans Rantzov med en god armee didhen, hvilken paa een tiid
belejrede hovedstaden Meldorp, samt to andre stæder, paa det de Dytmarske, ey
vidende, hvilken stad de først skulle undsætte, derved maatte blive adspredde og
des lettere overvundne, hvilket ogsaa skeede: Meldorp og Tillebrug bleve strax
indtagne, dog den første ikke uden temmelig forliis. Dytmarsken undertvinges. Et skarpt slag blev derefter holdet ved
Heide, hvor de Dytmarske forliiste 3000 mænd, og derudover bleve saa svækkede,
at de strax sendte deres præste med hvide kieppe at begiære fred, hvilken de
ogsaa fik med de conditioner, at de skulde levere fra sig
ald deres gevær, og være Førsterne af Holsteen underdanige. Saaledes blev det
gandske land fuldkommeligen bragt til
lydighed,
lydighed,]
lydighed,] lydighed. A1
lydighed,] lydighed. A1
Anno 1560, 60. aar efter den
Ulykkelige krig Kong Hans førdte med dem.
krig med Sverrige.
Anno 1563 blev Fridericus indviklet udi
en blodig og farlig krig med Sverrige, hvilken varede udi 7 aar. Aarsagen dertil
blev foregiven at Kong Erik, de Danske til fortred, førdte Dansk og Norsk
Vaaben, og derved gav tilkiende, at han havde prætensioner
paa de 3. Nordiske Riger: item, at han alletider søgte at beskadige de Danske,
og tvang de skibe, som agtede sig til Narva at sejle til Revel, hvorover han var
Herre. Saadanne klager førdte ogsaa de Lybekker imod ham, og derfor tillige med
de Danske rystede sig til krig. Den første fiendtlighed blev øvet af den svenske
flode ved Bornholm, hvor 3 Danske skibe bleve bortsnappede, hvorudover Kong
Friderik strax proclamerede krig imod Sverrige, og i en hast
erobrede Elfsborg, havde ogsaa giort store progresser,
dersom Gunther von Svartzburg, som commanderede krigshæren, havde bedre i agt
taget de forekommne leyligheder. Kong Erik lavede sig derimod af
al magtal magt]al magt] A2, almagt A1; almagt SS al magt] A2, almagt A1; almagt SS
til at
imodtage de Danske og belej|213rede Halmstad. Men forgiæves, thi de Danske sloge 4000 af hans
folk, og erobrede 45. stykker. De Svenske lagde dem derefter for Elfsborg og
Trundhiem i Norge: fra den første maatte de med uforrettet sag gaae tilbage, men
erobrede den anden, dog den strax blev igientagen. Til søes vare de Danske udi
begyndelsen lykkelige; Thi de opbrænte det overmaade store Svenske skib, kaldet
Makeløs, som førte 200. stykker, og adspredde den ganske fiendtlige flode; men
de efterfølgende aar 1565. og 1566. lidde de stor skade, thi endeel af deris
skibe bleve ruinerede og borttagne af de Svenske, den største deel ynkelig af
blest og storm, saa at de Danske sager siuntes hart ad at ville undergaae.
Kong Friderik fornam da, at hans Generaler
holdte sig ikke udi alle maader, som de burde at giøre, hvorover han removerede Svartzburg fra Krigshæren, og i hans sted ordinerede Daniel Rantzov, en god og indfød Dansk Mand,
Slag ved Svarteraa.
hvilken 1565 med 4000. Danske overvandt en mægtig Svensk armee af 25000.
mænd ved Svarteraa, og med sin seyerrige Armee skiendte og brænte allevegne udi
Sverrige;Sverrige;]Sverrige;] A2, Sverrige, A1; Sverrige, SS Sverrige;] A2, Sverrige, A1; Sverrige, SS
Res.
Frid. 2.
Frid. 2.]
Frid. 2.] Frid 2. A1 A2; Frid. 2 SS
Frid. 2.] Frid 2. A1 A2; Frid. 2 SS pag. 136. seq.
Der var da en stor misforstand imellem Kong Erik og hans undersaatter,
hvilken daglig tilvoxte, og begynte omsider hans egne brødre, Johannes, som han
tilforn ubilligen havde ladet fængsle, og Carolus, at sætte sig offentlig op
imod ham. Udi denne allarm blev Erik omsider fangen, og maatte overgive sin
broder Johanni regieringen, hvilken, da hans sager stode saa ilde, havde
tilbudet de Danske fred, men nu, da han havde en fast fod at staae paa, resolverede at fortsætte krigen, dog lod han sig omsider
beqvemme til forlig, da han hørte 1. at de danske havde bemægtiget sig Warbierg
igien, for
hvilken
hvilken]
hvilken] hilken A1
hvilken] hilken A1 stad Daniel Rantzov og Brochenhuus bleve slagne. 2. Borttaget 30. af
deres Kiøbmænds skibe udi Revelshavn, og at Prinds Magnus af Dannemark, som af
Moscoviterne var giort til Konge over Lifland havde beleiret Revel. Stetinske fred. Freden blev sluttet til Stetin 1570.
med stor fordeel for Dannemark, thi de Svenske maatte staae fra deres prætensioner, som de havde paa Norge, Skaane, Halland,
Blegind og Gulland, item forbinde sig til ikke at bruge Danske eller Norske
vaaben. Oesel og det Revelske stikt skulle tilhøre Kong Friderik, men Revel
Kongen af Sverrige. Saaledes tog denne blodige krig en ende, de Danske til
største ære.
|214
Kong Friderik havde fornummet, at, mens krigen varede, de Svenske
havde lagt dem adskillige gange udi Sundet, og efter egen behag begiæret told af
skibene, som gik derigiennem, Cronborg. hvorudover
han lod paa sin egen bekostning anno 1573. fundere den herlige fæstning Cronborg, hvortil de forbigaaende Fartøy
skulde aflægge tolden. Frideriksborg Hand lod ogsaa
anlægge det herlige slot Frideriksborg, hvilket hans søn ChristianusChristianus]Christianus] A1; Ehristianus SS Christianus] A1; Ehristianus SS 4.
høylovlighøylovlig]høylovlig] A2, hoylovlig A1; hoylovlig SS høylovlig] A2, hoylovlig A1; hoylovlig SS
ihukommelse bragte til fuldkommenhed, item forandre Sorøes kloster til et Kongel. Gymnasium. Denne berømmelige Herre døde 1588. efter at han havde
regieret udi 30. aar. Tycho Brahe. Udi hans tiid florerede udi Dannemark den over allover all]over all] A2, overall A1 over all] A2, overall A1 verden berømte Mathematicus Tycho Brahe, hvilken Kong Friderik ikke alleneste gav
hvad som han havde fornødent til sine studeringers fortsættelse, men tilstedde
ham ogsaa den lille insul Ween, hvor han kunde have sine Mathematiske Observationer. Der opbygte Tycho et slot, kaldet Uraniborg.
Udi Christiani 4. Regierings tid gik han til det keyserlige hof, og døde udi
Prag hos Keiser Rudolphus 2.
Dette er en kort beskrivelse over Kongerne af det høylovlige
Oldenborgske huus til Kong Christian den 4. thi jeg haver udi dette skrift ikkun
fundet nødigt at give en simpel idèe om successionen, og det udi samme orden, og
fast med samme ord, som den aftegnes udi min *historia
Universali, henvisende læsere til kilderne self hvoraf saadant tages og
hvor de omstændeligen kand finde baade paa Dansk, Tydsk og Latin, det som
henhører til høystbemelte Kongers historie; mit forsæt udi dette Capitel er at
give en nøje beskrivelse over de ting, hvor om lidt eller intet tilforn er talt,
og, som jeg for nogle aar siden har fuldfærdiget 2. manuscripter in folio om de 2de sidste Konger, og de samme ikke endnu er trykte,
saa har jeg fundet for got at indføre det fornemste deraf udi dette Capitel.
Christiani 4. Herkomst. Christianus 4.
høylovlig ihukommelse er fød paa Fridriksborgs slot anno
1577. den 12. April S. V. af den stormægtigste og høybaarne
Første og Herre Kong Friderik den Anden, og den høybaarne og stormægtigste
Førstinde Dronning Sophia, som var Ulrici Førstens af Meklenborg eeneste
Princesse. Anno 1580. foreholt hans Sal. Fader stænderne,
som vare forsamlede i Odense at den unge Printz i hans levende live maatte
udvælges til deres tilkommende Konge, hvilken Hans Majsts. naadigste proposition de og samtykte, og udvalte den |215unge Herre dertil udi hans 3die aar, Bliver hyldet i sin barndom udi begge Rigerne. Resen. hist. Fridr. 2. p. 302. seq. hvorefter hyldingen
skeede her i Riget 1584. og udi Norge 1591. Om hans fødsel fortæller Resenius en underlig historie, nemlig at den var bleven
forud sagt en bonde paa Samsøe af en haffrue. Hvo som har lyst at læse noget
derom, vil jeg henviise til bemelte skribent. Da han var kommen noget til alder,
lod hans Hr. Fader see stor omhyggelighed for hans information, og til den ende betroede ham udi tvende brave mænds
hænder, som var Henrik Ramel og M. Johan Michaelius, af
hvilke den eene var hans Hofmester, den anden hans Informator. Kong Frideriks død.
Anno 1588. døde Kong Friderik, høylovlig ihukommelse, da den
unge Printz var ikkun i sit alders ellevte aar, hvorfor hannem blevebleve]bleve] A2, blevne A1 bleve] A2, blevne A1 givne 4. Rigets-Raad Hr. Niels Kaas, Rigets-Cantzler, Peder Munk, Rigets
Amiral, Jørgen Rosenkrantz Rigets Raad og Christopher
Walkendorph, Rente-Mester, hvilke i den udvalte Printzes umyndige aar, Rigerne
skulde forestaae; imidlertiid blev den unge Herre øvet i adskillige exercitier baade boglige og militaire,
hvorudi han giorde saadan fremgang, at alle maatte forundre sig derover, og,
Den unge Herres Information og
optugtelse. saasom han fornam, at disse sig af Gud tilbetroede Riger
saaledes vare beskaffede formedelst deres situation, at de
uden god kundskab paa Søefarten ikke kunde vel regieres, fik han lyst at lære samme konst af fundamentet, hvorfor, da han var paa
Skanderborgs slot, liggende ved en stor og vitløftig søe, lode de forordnede
Rigets-Raad bygge et skib paa samme søe, og dertil beskikkede forfarne
skibsfolk, som skulde seyle med hannem, og undervise hannem i det som hør til
skibsfarten, saa at Hans Kongl. høyhed viste at regiære et skib udi storm og
uveir, og alt redskab derpaa fra øverst til nederst at nævne. Udi skibs architectur fik han saadanne fundamenter, at han til de allerskiønneste og største skibe, af hvilke han
maa skee fleere end nogen Potentat i Europa har ladet bygge, modeller med sin
egen haand har forfærdiget. Anno 1589. annammede paa
Herredagen i Kiøbenhavn Hertugerne af Holsteen det Hertugdom Slesvig og Femern
til lehn af Hans Kongl. høyhed med sædvanlige ceremonier.
Handel om mariage imellem Kong
Jacob af Skotland og den Danske Princesse
I Novembr. af samme aar kom Kong Jacob af Skottland til Norge, at holde
bilager med den Danske Princesse Anna, Kongens Søster. Dette ægteskab var med
stor fliid handlet om i Kong Friderici 2. tiid, men ikke med den fremgang, som
man ønskede, formedelst nogle
Sir. James Melvils impartial account of the affairs of state p. 162 seq. ib. p. 176
fornem|216me
Skotske Ministrers, saa vel som den Engelske Ambassadeurs Monsr.
Wootons, som da var ved det Skotske hof, hans intriguer, hvorom taler vitløfteligen een af høystbemelte Kong Jacobs
troeste Ministre udi hans Memoires; ikke dismindre kom det
dog saa viit, at man havde forhaabning, at saadant ægteskab skulde inden kort
tid gaae for sig. Men, førend sagen kom til sin fuldkommenhed, døde Kong
Friderik høylovlig ihukommelse, hvilket vel formindskede, men ikke gandske
udslukte den forhaabning man havde om dette ægteskab; Thi der blev efter Kongens
død skikkede Ambassadeurs fra Skotland til Dannemark at
handle med Enkedronningen Sophia og det Danske Raad videre derom.
Imidlertiid arbeidede adskillige baade udi Engeland og Skotland at
forhindre dette ægteskab, hvilket foraarsagede, at Kong Jacob, saasom han havde
kiærlighed til den Kongl. Danske Princesse, hvilken han langt høyere skattede
end Princessen af Navarra, som paa samme tid blev ham foreslagen, begav sig udi
egen høye person med den Skotske Cantzler og en liden Svite
til Norge, hvor den Danske Princesse en tid lang var opholden af modvind. Deris bilager bliver celebrered til
Opslo. Saa snart hans Majt. Kong Jacob var kommen did hen, gik det
saa længe forventede bilager for sig, og blev holdet til Opslo. Saasom nu
vinteren var forhaanden, og Kongen havde haft et haart vejr paa veyen, resolverede han at forblive med sin Dronning udi Norge til
foraaret. Kong Jacob kommer til Dannemark.
Da Enke Dronningen Sophia og det gandske Raad fik kundskab derom, inviterede de ham til Dannemark, hvorudover hans Maj.
tillige med sin unge Dronning begav sig over land til samme Rige. Der opholdt
han sig nogen stund, og imidlertiid, som han var en stor elsker af lærde folk,
omgikkes flitteligen med den navnkundige Astronomo Tycho
Brahe,
Melvils impartial account of the affairs of state p.
181. vid. Resen inscript. Uranib. & stell. p. 316. derefter begav han sig med sin Gemahl til Skotland igien.
Hvad sig anbelanger Førstendommene, da opreiste sig i førstningen
adskillige tvistigheder med Ridderskabet, som strax
efter Kong Frideriks død forsamlede sig til Kiel, og paastode deres formeente
rett, at udvælge sig nye Hertuger. Endelig bleve dog tvistighederne bilagte, thi
Hans Kongl. Høyhed erhvervede 1589, af Keyseren *Veniam
ætatis til at tage lehn over Førstendømmerne Holsteen, |217Stormarn og Dytmarsken og tillige med sin Fetter Hertug
Philip af Holsteen udi samme aar dermed blev forlehnet, hvorudover stænderne
nestfølgende aar aflagde den sædvanlige hylding, hvilken paa den udvalte
Printzes vegne blev antagen af Niels Kaas, Manderup Pasbierg og Henrik Ramel.
Regieringen over Førstendommene blev dog udi Dronningens hænder indtil 1593. da
Printzen atter af Keyseren bekom *indultum ætatis til
Regieringen udi Førstendommene at antage, og siden udi efterfølgende aar i sit
alders 17 aar i deres administration er indtræden. Dannemarks tilstand ved Chr. 4.
regierings tiltrædelse. Førend jeg gaaer videre fort, vil jeg efter
gode skribenteres maade, forestille læseren udi hvad tilstand Dannemark var i de
tider, da denne Høypriselige Konge succederede sin Hr. Fader
udi Regieringen, hvilken afrisning hielper ikke lidet til historiens rette
forstaaelse, besynderlig eftersom jeg om de forrige Høylovlige Konger ikkun
meget kortelig haver talet, deres Successions orden ikkun
eenfoldigen opteignet med et kort begreeb af de fornemmste krige de have
ført.
Den Høysalige Konge Friderik 2, havde ved sin berømmelige regiering
sat Dannemark udi saadan herlig tilstand, at dette Rige fast ingen tiid haver
mere floreret og været paa bedre fod end efter hans død. Rigets indvortes styrke. Paa den eene side havde han formeeret og
bestyrket Riget ved Dytmarskens undertvingelse, hvilket landskab stedse havde
været Dannemark en torn udi øjnene, Item med Øesel og Sonneborg, hvor paa de
Svenske siden maatte afstaae deres prætensioner ved den
Sørødske fred, hvorom videre siden, og efter Hertug Adolfs af Holsteen død
foreenede han med kronen igien den halve deel af hans lande, nemlig Rensborg,
Hadersleben, Dorning og det Biskopdom Slesvig, samt erholt af Keyser Maximiliano 1570 det privilegium for
Holsteen, at ingen appellationer udi sager af mindre end 500
Rinske Gyldens importance maatte komme for den Keyserlige
Hof-ret eller Rigets Cammer-ret. Paa Oldenborg og Delmenhorst erholt han af
Keyseren i samme aar exspectance, paa hvilken exspectance Kong Christian den 5te grundede siden sin ret, og forenede
samme Grevskabe med kronen, da den sidste Græve Antonius
Guntherus døde uden Livs-arvinger 1667. Paa den anden side ved den
lykkelige 7 aars krig og den fordeelagtige Stetinske fred |218havde han erhvervet nationen stor reputation, og sat Sverrige i den stand, at det torde ikke
letteligen bevæge sig mod dette Rige, men frygtede de Danske, hvis store
tapperhed man havde havt prøver paa i det uhørlige slag ved Svarteraae. Til søes
var nationen ogsaa udi stor anseelse, thi han havde renset
Østersøen fra Søerøvere og tvunget de Dantziger at betale 100000 Rdlr. til
straf, fordi de biergede nogle af dem udi deres havn. Ved den herlige fæstning
Cronborgs fundation havde han tilegnet Dannemark
Herredom over Østersøen, hvorfor denne fæstning
var ligesom en nøgel. Den øe Bornholm, som var pantsat de Lybekker, løsede han
tilbage 1576.
Dets tilstand i henseende til fremmede
Potentater. Med fremmede Potentater stod Riget udi fortrolig venskab,
thi, som denne høypriselige Konge var een af de fredsommeligste Herrer udi hans
tiid, saa kunde det ikke mangle, han jo maatte have de fleste Potentater til
sine venner, og, paa det den deel han havde udi Curland skulde ikke give
anledning til at indvikle landet udi krig, solte han det for 30000 Rdlr. til
Kong Stephanus Bathori.
Med de protesterende Førster udi Tyskland stoed
Riget da udi god fortrolighed, thi Kong Friderik var anseet som een stødte for
den protestantiske religion,
besynderligen efterdi den vaklede saa meget udi Sverrige under Kong Johannis
regiering. I sær var Riget affectioneret det Chur-Saxiske,
Brandenborgske og Meklenborgske Huus, med hvilket sidste han var alliered formedelst sin Dronning, som var Elisabeth Hertug Ulriks
Dotter af Meklenborg. Udi Frankrig havde han forbundet sig Henrik Kongen af
Navarra, som var hovet for de Hugenotter sammesteds og skikkede ham Secours.
De tvistigheder som han havde med Moscovien angaaende sin Broder
Magnus, med Engeland angaaende den Engelske handel, som
blev forflyttet fra Narva til Archangel, hvorved Dannemark leed skade paa den
Øresundske told, og Skotland angaaende Ørkenøerne, kunde ikke bryde det venskab
han havde med samme Riger, tvert imod de søgte at alliere
sig med Dannemark særdeles Skotland, der holt an om den Danske Princesse Anna
for sin unge Kong Jacob, hvilket ægteskab gik for sig udi Christiani IV tid. Saa |219at denne
lyksalige Konge efterlod Riget udi en meget florerende
tilstand, hvorudi det continuerede længe under hans Søn, der
udi kongelige qvaliteter og forstandig regimente fast
overgik alle Europæiske Potentater udi hans tid, hvorvel lykken udi hans høje
alder vendte ham ryggen, hvorom skal tales videre siden.
Christ. 4. antager self regieringen. Da
den unge Herre var kommen i sit 18 aar, reyste han til Flensborg, hvor han havde
stevnet Stænderne at møde, og med stor pomp blev hyldet.Hans
Croning Derefter lod han
betakke Rigets-Raad for den fliid de udi hans umyndige aar havde havt i at
forestaae Riget, og paatog sig selv Regieringen.
Udi hans alders 20 aar 1596 blev han med stor
høytidelighed kronet til Kiøbenhavn, hvor der lod sig indfinde en stor hob
fremmede Førster og Herrer. Kroningen skede saaleedes.
Olear.
Olear.]
Olear.] Olear A1
Olear.] Olear A1 contin. chron. Hols. l. 9, cap. 3. Da Hans Maj. red til
kirken, blev hans Kongel. Krone baaren for i vejen af Rigets Hofmester, Sceptret
af Rigets Cantzler, det forgyldte Sverd af Rigets Marsk: og det gyldne Æble af
Steen Brahe. Den Kongel. Krone blev ham paasat af 3 Bisper, og siden blev
Sceptret, Sverdet og Kronen ham overlevered. Derpaa fuldte Salvingen. vid.
Encom.
Encom.]
Encom.] Encom A1
Encom.] Encom A1 Reg. Dan. p. 163. seq. Coronat. Chr. 4. per Andr. Ben. Dalinum it.it.]it.] A2, it A1 it.] A2, it A1 per Aug. Erici. Da nu alt
dette var forrettet, gav Hans Maj. sig af kirken til den kongl. Sal, da saae man
adskillige lystige spectacler. Paa Amager Torv var et
viin-spring, it. en heel stegt oxe, fyldet med adskillige slags fugle, hvorom
den gemene mand sloges. Paa Østergade stod et Triumph-huus, hvorigiennem, da Hs.
Maj. skulde gaae, stode 3 kiemper meget konsteligen forarbeydede, hvilke bukkede
sig for hannem, i det samme kom ogsaa en Engel ned, hvilken satte en gylden
krone paa Hs. Maj. hoved &c. Dagen derefter blev den Holsteenske Hertugs
Joh. Adolphs brøllup celebrered med Hans Kongl. Maj. Søster Augusta, hvilket gav
aarsag til meer lyst, saa at de efterfølgende dage bleve anvendte paa adskillige
ridderspill. Ao. 1597 den 27 Nov. holdt
Hans Maj. Bilager til Hadersleb med Anna Catharina, Margrev Joachim Frideriks
Dotter af Brandenborg.
Kongen anmoder Hamb. om hylding. Saa
snart Hans Maj. var kommen udi roelighed, tog han sig for efter sine Høylovlige
Formænds exempler at anholde hos den Stad Hamborg om den sædvanlige hylding; og,
saasom samme hylding har adskillige gange givet anledning til tvistighed, og
denne Konge er den sidste af de Danske Konger, som er bleven hylded udi Hamborg,
|220holder jeg fornødent at røre lidt om denne
anseelige
stads historie
stads historie]
stads historie] stads-historie A1 A2; stads historie SS
stads historie] stads-historie A1 A2; stads historie SS , og viise, hvorpaa de Danske Kongers ret er grundet:
Huitf. p. 183. Oprindelse
til de Kongel. prætensioner paa Hamb. Det er
bekiendt, at Hamborg tillige med Holsten, og en stor deel af Tydskland blev
erobred af den sejerrige Danske Konge Waldemaro 2. Samme Konge overgav denne
stad til Græv Albrecht af Orlemunde, dog med de vilkor, at han aarlig deraf
skulde give til Riget 50 lødige Mark, og følge Kongen udi krigsfærd hvor han ham
tilsagde. Denne Græve af Orlemunde, som den Hamborgske krønike vidner, skal have
solt Hamborg for 1500 mark guld til indvaanerne, da han saae sig ingen
undsættning mod de Holstenske Herrer af Kongen, som efter sit langvarige
fængsel, og det ulykkelige slag ved Bornhoved, ikke var i stand at redde Staden.
Paa dette kiøbe-brev grunder Hamborg sin formeente frihed, og vil passere for en
umiddelbar Rigsstad; Men det kand beviises, at Græve Adolph af Holsten siden
haver hersked over Hamborg, saavel som det øvrige af Stormarn, hvor udi samme
stad ligger, saasom han forhvervede den hos Keyser Friderik 2 adskillige privilegier, gav den told frihed over hele Holsten, og
tilstedde Hamborgerne at holde aarligen tvende markeder.
Huitf. p. 195.
Dernæst findes under stadens seil et fordrag giort 1292. mellem de
Holstenske Herrer og staden, ved hvis kraft de Holstenske Herrer skal nyde halv
deelen af stadens indkomster, og vidner historien, at Græv Adolph, og Græv Geert
aar 1309. have pandsat til Henrik Costin Borger udi Lybek halvdeelen af den
hamborgske told, som dem tilhørte. Ao. 1363 har Hertug
Albert af Meklenborg, som en forordned dommer af Keyser Carl 4 til Lybek forhørt
de Holstenske Herrers tiltale paa Hamborg, og tildømt samme Herrer et fuldt
Herskab med hylding og ret over Hamborg. Dette nægte vel Hamborgerne ikke; de
foregive allene, at Høy bemeldte Hertug af Meklenborg var en partisk dommer,
skiøndt de selv havde indskudt sig for Keyseren, og hans Keyserl. Maj. havde benævnet samme dommer. Vel er sandt, at denne dom
blev siden svækked formedelst et forlig af 1364 mellem Græven og den stad
Hamborg, men samme forliig selv viiser Grævens Herredom over staden; Thi der udi
stadfæster han dem alle deres privilegier og friheder, og
forbeholder for sig og sine arvinger al den ret, som hans forfædre have haft
inden og uden staden, lover at forsvare borgerne, naar behov giøres; de derimod
love ham, som deres Herre troe og lydighed. Højstbem. Key|221ser Carl lod ydermere aar 1368. affærdige et aabet brev
til Hamborgerne, og derudi byder dem at være de Holstenske Grever deres rette
Herrer hørige og lydige, og truer staden, at, hvis den ikke beqvemmer sig
dertil, vil hans Keyserlige Majt. forhielpe Græverne til deres rett. Her af sees
hvor sterk de Holstenske Herrers rett er til Hamborg, og at de Keyserlige
befalninger, som siden ere udgivne staden til fordeel, ikke kand svække
Herrernes rett eller ophæve Hamborgs medietet, saasom det
ikke staar udi en Keysers magt at skille nogen Rigs-Første eller Greve ved sin
herlighed. Hamborgs frihed og independence grunder sig
derfor allene paa ovenmeldte Greve Albrets af Orlemunde kiøbe brev, hvilket udi
sig selv er kraftesløst formedelst tvende aarsager:
(1) Efterdi det stod ikke udi samme Greves magt at sælge den stad,
som han havde faaet af Kong Waldemar med vilkor at give aarlig pension deraf, og
være forpligted til Kongens tieneste, naar behov giordes, og derfore saadant
kiøbe-brev kand passere for et Skartek, efterdi det ikke
haver ober-herrens confirmation.
(2) Efterdi Hamborg siden er tildømt at være de Holstenske Grever
lydige, og selv siden haver erkiendt dem for deres rette Herrer: Det giør ei
heller til sagen, at de Holstenske Grever ikke have ladet sig hylde udi Hamborg;
Thi alle Konger af Dannemark, som Hertuger
udaf
udaf]
udaf] udas A1
udaf] udas A1 Holsten, have erholdet saadan hylding. Dette er oprindelsen til de Danske
Kongers Over-Herskab over Hamborg, og for hvis aarsag Kongerne af det
Oldenborgske huus ved deres regieringers tiltrædelse lode sig hylde udi samme
stad. Den stad Hamborg bliver erindret om sin hyldings
pligt. Udi det aar 1603. anholdte hans Kongl. Maj. og Hertug Johan
Adolph, som regierende Herrer udi Holsteen skriftligen hos den stad Hamborg, at
den efter sin pligt og ældgamle sædvane skulde underdanigst hylde dem, saasom
den havde giort deres forfædre tilforn. Derpaa har Raadet tillige med
Borgerskabet, hvoraf 60. dertil vare forordnede, med foregaaende bøn af
prædikestolen til Gud, at den forestaaende hylding maatte skee Gud til ære, hans
Kongl. M. Førstlige naade, og staden til nytte, skriftligen svaret og
allerunderdanigst begiæret, at der maatte først sendes til dem nogle mænd med
Instruction og fuldmagt at handle om nogle vigtige
punkter. Derpaa blev skikt paa Kongl. Maj. vegne Stadholderen Gert Rantzov og
Bendix von Ahlefeld, Amptmand |222til Steinburg med
en Jurist. Paa Førstens vegne Herr Diderik Blom og Clemens
Gadendorf Førstl. Holstenske Raad, og Nicolaus Junge U. I.
D. med hvilke der blev holden venlig deliberation
over alle nødvendige puncter og capitulationer angaaende stadens privilegier og frihed, stadens resolution. og endelig af begge deele
enstemmelig besluttet at hyldingens annammelse skulde skee efter gammel sædvane
ligesom udi hans Kongl. Maj. og Førstl. Naades forfædres tiider, og Simonis Judæ
dag den 28. Octobr. blev bestemt til det Kongl. og Førstelige indtog.
Da nu den bestemte dag til hyldingen var nær forhaanden, og der
vare forefaldne nogle vigtige sager, som staden ønskede at maatte først
afhandles, skikkede staden 2. Licentiater, en Raads-Herre og
en *Secretarium til Kongen at handle derom, hvilken tog meget
naadig imod dem, og forsikrede staden om alt got.
Hans Maj. indtog udi Hamborg. Paa
bestemte dag komme begge Herrer samt andet Herskab med stor pomp ind udi Staden,
og bleve modtagne med salve-skyden og stykkernes løsning, og den efterfølgende
dag bleve de herligen beskiænkede baade af Raadet og Borgerskabet.
Det fremmede Herskab, som indfandt sig tillige med Kongen og
Førsten, og deres Gemahler vare Kongens Frue søster Hedevig Churførstinden af
Saxen, den Moscovitiske Gesant Offinassi Juanovitz, Hertug Johan Friderik ErkebispErkebisp]Erkebisp] A2, Erkepisp A1 Erkebisp] A2, Erkepisp A1 til Bremen, Hertug Henrik Julii til Brunsvig Gemahl, Hertug Ernst,
regierende Herre til Zel med sine brødre Augustus, Magnus, Friderik, Jørgen og
Hans, Hertug Adolph Friderik, og Johan Albrecht til Meklenborg, Hertug Ulrik til
Slesvig Holsten, Hertug Alexander af Synderborg, Grev Enno til Ost-Frisland med
sin Gemahl, Grev Antonius Gynther af Oldenborg og Grev Gynther af
Svartzborg.
Søndagen, som var den 30. Octobr. reed hans Kongl. Maj. med Hertug
Johan Adolph og andre Herrer,
omringetomringet]omringet] A2, om ringet A1; om ringet SS omringet] A2, om ringet A1; om ringet SS
af adskillige drabantere alle klædde udi
rødt fløyel til St. Peders Kirke, hvor M. Johan Schehammer
giorde en herlig lykønsknings prædiken.
Hyldingens process.
Efter prædiken var holden, reed hans Kongl. Maj. og Førsten udi samme process til Raadhuuset der at imodtage hyldingen, og begave
sig paa den store sal, hvor det heele Raad, samt dets *Syndicus, Secretarier, og de udkaarede af
Borgerskabet vare forsamlede.
|223
Hans Kongl. Maj. og hans F. N. stillede dem paa den øverste deel af
Salen, hvor de 4. Borgemestere pleyede at sidde. Paa Herskabets høyere side
stillede sig det Kongl. og Førstl. Raad. Det Kongl. som Gert Rantzov,
statholderen, Hans Rantzov, Amptmand til Rensborg, Bendix Ahlefeld Amptmand til
Steinborg, Claus Ahlefeld Amptmand til Cadings, Henrik Rantzou til Potlos,
Balthasar Ahlefeld Amptmand til Flensborg.
Hertug Johan Adolphs Raad Dieterik Blom Amptmand til
Tyndern,Tyndern,]]Tyndern,]] A2, Tyndern A1; Tyndern SS Tyndern,] A2, Tyndern A1; Tyndern SS
Georg
Seested Amptmand til Steinhorst. FriderikFriderik]]Friderik]] A2, Frideri A1; Frideric SS Friderik] A2, Frideri A1; Frideric SS Ahlefeld Amptmand til Apenrade, Dieterik von Buchwald til Gottorf og
Thomas Blome til Trittou.
Paa den venstre side stode Borgemesterne og Syndici samt det heele Raad og de udkaarne af Borgerskabet.
Den Kongel. Cantzlers proposition. Den Kongl. Cantzler giorde en liden indgang af
efterfølgende indhold, at Raadet og Borgerskabet maatte erindre
sig til hvad ende, og udi hvad meening hans Kongl. Maj. og Førstl. Naade
vare komne til Hamborg, nemlig naadigst og naadig at imodtage den gamle
sædvanlige hylding, derpaa forventede de Raadets og Borgerskabets
underdanigste resolution hvorpaa Borgemesteren
Joachim Bechendorff gav paa gammel Nedersaxisk saadant svar.
Stadens erklæring.
Dorchluchtigster,
Großmächtigster Herr König, Durchluchtiger Hochgeborner Først tho
Holsten, gnädigst und gnädige Herren! Nachdem Ju Königl. Majestät und
Förstl. Gnade tho Holsten dorch den Willen Godes des Almägtigen in disse
gude Stad gekommen sind, so erschienen wy Börgermester und Rath, samt
dem uthschote der gemeinen Börgerschafft, und bekennen, uns, tho wesen
de gledematen des Förstenthum Holsten und Stormarn, und willen uns by Ju
Königl. Mayst. und Förstl. Gnaden als Försten tho Holsteen und Stormarn
holden in allen gehörlichen Sachen, wo fromen Lüden by öhren natürlichen
gebohrnen Lands-Försten und Herren tho dohn|224de geböhrt, und unser Forfahren alletydt geholden
hebben. By also dat wy by unsern Privilegien,
Gerechtigkeiten und olden geböhrlichen Gewohnheiden bliwen und gelaten
werden. Wo nun Ju Königl. Mayst. und Førstl. Gnaden uns gnädigst und
gnädig Willen annehmen, und unsere Privilegien,
Gerechtigkeiten und olde redlichen Gewohnheiten confirmiren, holden und handhaven uns ock gehlich ander Ju
Königl. Mayst. und Førstl. Gnaden undersaten tho recht vorbidden und
vordedigen.
Fordansket. Paa Dansk lyder det
saaledes: Eftersom eders Kongl. Maj. og Førstelige Naade ere komne udi denne
gode stad, saa fremstille vi Borgemester og Raad samt Borgerskab os og bekiende
os at være lemmer af de Førstendomme Holsten og Stormarn, og vil holde os til
eders Kongl. Maj. og Førstl. Naade, som Førster af Holsteen og Stormarn udi alle
tilbørlige sager, som fromme folk bør at giøre til deres naturlige Førster og
Herrer, og som vore Forfædre altid have giort, dersom E. K. M. og Førstl. Naade
os naadigst og naadig vil antage, confirmere vore gamle Privilegier, og beskytte og forsvare os som andre E. Kongl.
Maj. og Førstl. Naade undersaatter.
Derpaa har hans Kongl. Maj. for sig og Førsten af Holsten svaret
saaledes.
Kongens svar.
Vi Christian den 4. Konge til Dannemarck og Norge &c. og Johann
Adolph Hertug udi Holsten og Stormarn tage eder Borgemester og Raad samt
Gemeene saasom lemmer af de Førstendommer Holsteen og Stormaren, vil og
naadigst og naadig beskytte og handthæve eder ved eders gamle skikke og privilegier og gamle sædvaner, confirmere og stadfæste eder de samme, saasom vi ogsaa
hermed udi Originali naadigst og naadig vil overlevere
eder de samme og beskytte og beskiærme, saa længe vi og vore arvinger blive
ved vore gamle Førstelige arvelige Regalier, Ret,
høyheder og herligheder, hvilke vi hermed vil have os forbeholdne.
|225
Efterat denne tale var holden, bekræftede Borgemestere og Raad med
Borgerskabet saadan hyldings forpligtelse med deres hænder og bekomme nye confirmation paa deres privilegier in
originali.
Hans M. havde ladet slaae adskillige penge af guld og sølv, hvilke
han efter hyldingen lod kaste blant folket, paa samme penge stod en Elephant paa
hvis ryg var et taarn fuldt af folk.
Mus. Reg.
p.
p.]
p.] p A1
p.] p A1 80 tub. 21. No. 6.
Det Høje Herskab forblev udi Hamborg til den 9 Novembr. og da blev paa samme maade som indtoget skeede, tagen
afskeed. Saaledes beviiste da den Stad Hamborg sin tilbørlige underdanighed til
sin Arve-Herre. Og saasom dette er den sidste hylding, saa har jeg holdt
fornødent at føre den omstændigen ud, for at lægge de Kongl. prætensioner dismeer for dagen.
Efter at dette var skeedt, begav Hans M. sig til Dannemark og
regierede sine undersaatter i fred og rolighed indtil det aar 1611. Hans M. arbejder paa at forbedre sine riger Imidlertid
lod Hans M. sin store
vindskibelighedvindskibelighed]vindskibelighed] A2, vinskibelighed A1; vinskibelighed SS vindskibelighed] A2, vinskibelighed A1; vinskibelighed SS
see udi at forbedre sine Riger, og at
bepryde dem allevegne med kirker, skoler, herlige slotte og bygninger, blant
hvilke overgik alle det kostelige Slot Frideriksborg, hvilket hans Hr. Fader
havde begynt, men han bragte til sin fuldkommenhed. Den stad Crempe udi Stormarn lod han herligen befæste. Udi Blegind lod han Anno 1603 opbygge en nye stad, som efter hans navn blev
kaldet Christianopel, at han kunde være sikker imod fientl.
indfald baade udi Synden og Norden. Nogle aar derefter bestyrkede han begge
grændtzerne med 2 stærke fæstninger, Glückstad i Holsteen og Christianstad i
Skaane.
Kong Chr. første reise til Engel.
Anno 1606 giorde Hans Maj. sin første reise til Engeland,
paa hvilken reyse ham fuldte af Rigets Raad Christian Friis, Cantzleren, Peder
Munk, Rigets-Amiral, Steen Brahe, Rantzou, Statholder udi Holsteen og Eske Brok.Cunrat Lipsen Chr. IV. Engl.
rejse.
Fremdeeles fuldte ham ogsaa paa denne reyse den navnkundige Biscop D. Hans Resen og M. Jon Jacobsøn *Venusinus Historicus Regius. Der fortælles underlige
historier om samme Venusino, blant andre, at han i sin
ungdom havde forhvervet sig en ring, hvorudi var en *Spiritus
familiaris, ved hvis hielp han kom til stor lærdom og videnskab og blev
Professor i Kiøbenhavn. Med denne ring siges der han
aldrig kunde skille sig; Thi endskiønt han kastede den udi ilden, udi
rendesteen, ja udi havet selv saa kom den dog paa fingeren igien. Udi |226denne overtroe blev almuen ikke lidet
bestyrked, da Venusinus blev
funden død i en brynd til Sorøe, hvor han var Oeconomus. Han
er ellers ikke den eeneste, som formedelst ved sin lærdom har havt den lykke at
blive troldmand.
Richard. Bak. chron. of the Kings of Engl. p. 411.
Den 13 Julii kom Hans M. med sine skibe til
Engeland, hvor Kong Jacob gik ham strax i møde og opholdt sig paa det kongel.
skib 2 timer.timer.]timer.] A2, timer, A1 timer.] A2, timer, A1 Efter at Hans Maj. havde været nogen tid udi Engeland, begav han sig den
11 Augusti derfra igien, og arriverede
til Cronborg den 24 dito. Den 2
engelske reyse.
Den anden reyse til Engeland skeede 1614, da gik Kongen med et lidet
følge nemlig 50 personer
annals of King James p. 12
*incognito didhen, saa at han fant
Dronningen sin Søster til Sommersted, førend man havde nogen kundskab om hans
ankomst, Kong Jacob,
Rich. Bak. p. 416.
som da var udi Bedfortshire, da han fik kundskab derom, kom
han strax tilbage og diverterede sin Svoger med Carousel, jagt, fyrverker og anden tidsfordriv, indtil den 1
Augusti, da blev Hs. M. af den Engelske Prinds Carl
ledsagen til sit skib, og begav sig til Dannemark igien.
Første fødselsret indføres i Holsteen.
Hvad sig Holstenske sager er angaaende, da for at giøre ende paa de
tvistigheder, som vare udi førstendommene om de førstelige vall, udvirkede Hans
Maj. tillige med Hertug Johan Adolf 1608 en bevilling af Keyseren, at det
Holsteenske Huus skulde succedere uden val efter første
fødsels rettighed, hvilket siden stedse er blevet i agt taget og confirmeret af Keyser Ferdinando 3, da Hertug
Friderik 3 blev forlehnt med Holsteen til Wien. Hvo der vil erkyndiges om de
sager, kand derom læse *Historische Bericht von der Holst.
Ritterschafft, Olearii Holst. Chron. item apologie gegen Danckwerts falsche Bericht.
Dannemark havde nu fast udi 40 aar levet udi en ønskelig fred; Thi
Kong Friderik 2 havde ved det Stetinske fordrag erhvervet Rigerne baade ære og
sikkerhed, og Christianus 4, hvor vel han af naturen var
begaven med alle de qvaliteter, som contribuere til at danne en stor Helt, saa syntes han dog heller at
have udvaldt Augusti end Cæsars historie
til sit levnets rette snoer; Thi den store omsorg, han havde for handelens og
boglige konsters forfremmelse, og de bekostninger, han giorde paa at ziire sine
Riger og Førstendomme med skiønne stæder og herlige bygninger, viise
tilstrækkeligen, at hans ho|227ved lyst var
at berige og habilitere sine undersaatter, og heller at
forhverve sig navn af en viis lovgiver end af en stor Felt-Herre. Dog gik denne
fredsommelighed ikke saa vit hos ham, som hos hans Svoger Kong Jacob af
Engeland, hvis store begiærlighed til fred, som ellers er den største ziirat udi
en Konges levnet, var bleven til en lyde; Thi Kong
Christian,Christian,]Christian,] Christian A1 A2; Christian SS Christian,] Christian A1 A2; Christian SS
saa tit landets ære
og sikkerhed og religionens handhævelse bøde ham trække sit
sværd, vejgrede han sig ikke derfor. Kong Chr. førte 3
Krige Hans Maj. har derfore føret 3 store krige med foranderlig
lykke. Den første med Kong Carl og Gustav Adolph af
Sverrig,Sverrig,]Sverrig,] Sverrig. A1 Sverrig,] Sverrig. A1
hvorudi han havde
saadan fremgang, at Stokholm selv frygtede sig for beleyring, efter at de
vigtigste grændse stæder vare erobrede. Den anden med Keyseren, udi hvilken han
efter det ulykkelige slag ved Kongs Luther blev forladt af
dem, for hvis skyld han udi den uroelighed blev indvikled, og derfor ved den
Lybekske fred maatte forbinde sig til neutralitet udi den
Tydske krig. Den 3die og sidste med Dronning Christina af Sverrig, hvilken krig
ikke endtes uden med Rigets store forliis. Disse 3 krige vil jeg her efter orden korteligen beskrive, og der imellem efter aars tal
tale om andre indenlandske sager. Oprindelse til den første
krig. Hvad sig anbelanger den første krig med Sverrig, da haver den
saadan oprindelse: De iidelige u-roligheder, hvor udi de Nordiske Riger længe
havde svævet, syntes at være hævede ved den bekiendte Stetinske fred af 1570.
Dannemark, som udi den 7 aars krig havde overhaand, og havde faaet en fred efter
ønske, lod sig dermed nøje, og stræbede at høste frugten deraf. Sverrige var
længe efter samme fred ikke udi stand at yppe noget mod Dannemark, men havde nok
udi sine egne sager, formedelst stridighederne om Successionen. Men da Carl 9. var bleven fast udi sadelen, og havde
formaaet Stænderne udi Sverrig at opsige sin Broder Søn Sigismundo all troeskab og lydighed, begyndte Sverrig at øve
adskilligt mod Dannemark, som gav anledning til fortrydelse, og endelig til
fiendskab. Danske gravamina mod Sverrig
angaaende farten paa Curland og Lifland. Thi (1) lod høystbemelte
Kong Carl forbyde all handel paa Lifland, som hørte Polen og Muscow til, som
kand sees af det svenske Patent udgivet 1610. hvor udi
forbydes at seyle paa Riga og Curland under skibs og godses fortabelse; Ja det
gik saa vit, at de Svenske udliggere lode sig omsider ikke nøje med at |228opbringe de skibe, som fore paa samme steder,
men foruroligede de Danske skibe ogsaa paa deres egne strømme, som kand sees af
Christiani 4 manifest dateret den 10
Octobr. 1610. Kongen søgte længe med det gode saadant at
forhindre, og til den ende affærdigede en skrivelse af dato
den 31 Martii udi samme aar til Sverriges Riges Raad,
bedende dem at formaae deres Konge til at lade de Danske Curlands- og
Riga-farere u-forhindrede passere, og afskaffe det
søe-røverie udi Øster-søen. Sverriges Raad svarede paa denne skrivelse saaledes,
at man paa denne tid vilde lade de Danske skibe passere; Men hvis de komme
offtere, maatte de *staae deres egen eventyr. Herudover blev Hans Maj. med stor bekostning foraarsaget at
udruste krigs-skibe til samme Riga og Curlands fareres beskyttelse.
Derforuden kom det Kongen fremmed for, at de Svenske Commissarier
paa det Flakkebekske Mode tildømte Sverriges krone halv deelen af al den
rettighed, som Søelapperne fra Titis-fiord indtil Malanger yde. angaaende de 3 kroner De Svenske derimod besværgede
sig over, at Dannemark førdte 3 kroner udi sit vaaben. Til dette at forstaae er
fornødent at viide, at dette rige ey allene siden foreeningen mellem de 2
Nordiske Riger stedse have ført de 3 kroner, som de fleeste holde for, men end
og længe for Erici Pomerani tid, som meenes at have indført
dem udi det Danske vaaben til erindring om den store foreening; Thi man finder,
at Kong Svend, Knud den Store, Haarde-Knud, Erik Glipping og Erik Mendved have
brugt de samme, saa at man kand sige, at da Kong Erik af
Pomern aar 1412 lod indføre de 3 kroner udi det Danske vaaben, skeede det ikke
allene for at betegne den lykkelige foreening, som var slutted af Dronning
Margareta mellem de 3 Nordiske Riger, men endogsaa for at viise de gamle Danske
Kongers rettighed dertil. Da nu Sverrige afsondrede sig fra Dannemark,
protesterede de Svenske Konger der imod, og foraarsagede denne tvistighed, blant
andet den 7 aars blodige krig, hvilken endtes 1570 ved den Stetinske fred. Udi
samme fred blev saaledes aftaled, at denne tvistighed skulde afgiøres i
mindelighed. Nu blev vel til den ende holdet et mode 1591, men frugtesløst, og
Kong Sigismundus tillod siden 1602 Dannemark at føre de 3
kroner, saa længe han levede. Heraf kand sees hvor liden føye |229Sverrige havde at besværge sig derover. Carl 9. protesterede ikke allene derimod udi ovenmeldte Flakkebekske
forsamling 1603. men end ogsaa, for at hævne sig, lod ved sin kroning 1607.
forøge den sædvanlige Svenske Konge titul med disse ord: Konge
over Lapperne udi Nordland gav sig iligemaade titul af de Cajaners
Konge, med hvilken titul man ikke kunde fatte, hvad han meenede.
AngaaendeAngaaende]Angaaende] A2, Angaen- A1 Angaaende] A2, Angaen- A1 Findlapperne. Dette blev ikke ved tituler eene; De Svenske
fogeder udstrakte ogsaa deres Jurisdiction vit udi
Findmarken
Findmarken]
Findmarken] findmarken A1
Findmarken] findmarken A1 ; Thi Balthasar Bek fodrede skat af de søe-finder, som aldrig tilforn
havde ydet noget til den Svenske Krone, og en anden foged ved nafn Erik Johansen
understod sig at forbyde den Danske øvrighed at lægge skatt paa egne
undersaattere, truende udi en skrivelse til slotts-skriveren paa Vardehuus paa
Sverriges vegne at sætte indbyggerne udi dobbelt skatt, hvorudover Kong
Christian maatte give befalning til Claus Gagge, lehnsmanden paa Vardehuus med
magt at hindre saadant voldsomt foretagende. I sær var den udi Sverrig nylig
anlagde stad Gottenborg en torn udi Dannemarks øyne, efterdi udi samme stad
begyndte at drives en stor handel, som ellers blev ført igiennem Sundet. Item de Gottenborgske privilegier.
Blant de privilegier, som bleve givne denne nye stad, vare
disse: At Gottenborgerne maatte nyde frit Fiskerie udi finne fiorden fra Titis
fiord til Waranger, udi hvilket distrikt Dannemark var dog ikke Sverriges Krone
en fod jord gestændig.
Saadant og andet forhold, hvor om findes meere udi ovenmeldte
Danske manifest, kunde dog ikke formaae Kongen at bryde den
Stetinske fred. Hans Majt. vilde først med gode forsøge om tvistighederne i
mindelighed kunde bilægges; og, saasom de Svenske begiærede, at Kong Christian
vilde nævne en opmand, og beramme et nyt mode ved grændserne, saa navngave de
Danske Commissarier, førend de droge fra det Flakkebekske mode der til paa
Kongens vegne Joachim Friderik Churførsten af Brandenborg, og tillode de Svenske
Commissarier, hvis de ikke vare fornøjede med høyst bemeldte Churførste, at
benævne selv en anden, som kunde dømme udi tvistighederne efter det Stetinske
fordrag; men de Svenske Commissarier vilde ikke modtage saadanne tilbud,
hvorfore begge parterne begave sig med u-forretted sag fra Modet. Endelig foresloge de Sven|230ske til Opmand eller Mediator Hertug Henrik
Julium af Brunsvig og Lyneborg, og blev saaledes imellem begge parter aftaled,
at begge Rigers fuldmægtige skulde møde den 12. Sept. 1608. udi den stad Wismar
for høybemelte Hertug Henrik selv, eller for hans Commissarier; Men, som ingen
af Sverriges Commissarier mødte til bestævnte tid, ey heller nogle dage
derefter, reysede de andre fuldmægtige med u-forretted sag fra Wismar igien.
Venlig imellem handling forgieves
Herudover fornam Hans Maj. at disse tvistigheder ikke kunde afhandles udi
mindelighed, besluttede derfor med magt at bringe Sverrige paa billige tanker,
og skikkede et patent af dato Kiøbenhavn den 10. Octobr. til
Sverriges Raad og Stænder: samme patent indeholder alle de
*gravamina, som tilforn ere opregnede, foruden adskillige
andre; Og var slutningen derpaa saaledis, at, eftersom Hans Majt. ved ingen
venlig middel har kunnet formaae noget, maatte han søge at bruge andet raad.
Kong Carl af Sverrige vil ingen Satisfaction give for saadan uræt. Men som Kong Carl
stoppede sine øren mod alle disse klagemaal, lod Kong Christian publicere en Declaration, hvorved han gav
tilkiende, at, eftersom hans retferdige klagemaal ikke vare blevne hørte udi
Sverrige, men Kongen brugte end da den titul, Herre over
Laplænderne, gav privilegier til Svenske
Undersaatter udi Norge, bygde fæstninger samme steds, bemægtigede sig Danske
undersaatters gods, foruroligede Østersøen og ruinerede
negotien, lod han tillige med Dannemarkes Raad forkynde Kongen af Sverrige og
hans undersaatter krig baade til Lands og Vands.
Hvorfor Kong Christian declarerer krig med Sverrige
Strax derefter skikkede Kong Christian efter landets maade en Herold til
Sverrige at forkynde krigen, og lade Kongen af Sverrige viide, han maatte lave
sig til feide. Denne Herold blev ey antagen af Kong Carl efter sin qvalitet, men blev holden for et oprørsk Menniske, og, i
steden for at bekomme svar,
Pel. hist. de la
dern.
dern.]
dern.] dern A1
dern.] dern A1 gu. p. 197.
blev arrestered udi 5. maaneder.
Ved samme arrest haabede Kong Carl at vinde nogen tiid, meenende, Kong Christian
skulde holde inde med krigen indtil Herolden kom tilbage, men forgiæves; Thi
Kong Christian fornam nok, at samme arrest var ikkun giort til at forlænge
tiden, og forspilde den beste deel af sommeren, Rykker med
en krigs magt ind udi Sverrige hvorfor han uden at opholde sig
længere, begav sig strax med en armee af 14000. fodfolk og
2000. |231ryttere paa marchen
til Sverrige og deelte sine Tropper udi tvende parter, gav den eene deel til
Rigets Marsk med ordre, han skulde
begive sig til Elfsborg, en fæstning, som laae ved Nord-Søen, og marcherede selv med den anden deel lige mod Calmar. Calmars beskrivelse. Samme Calmar er een af de
berømmeligste stæder udi Sverrige, og hovedstaden udi Smaaland eller Suder
Gotland, saasom Olaus Magnus kalder den lib.
9. cap. 21. & 22. og siger, at den af de Tydske er kaldet
Calmer, efterdi de paa samme stæder have fundet kaaldere hav og luft end ved de
Tydske kuster. Udi samme stæd blev slutted den navnkundige foreening imellem de
3. Nordiske Riger 1397.
Kongen belejrer den vigtige stad Calmar test. Puff. hist. Sv.
Saa snart Hans Majt. var kommen for samme stad, begyndte de Svenske at
giøre adskillige udfald, men bleve med forliis drevne
tilbage igien. Udi Calmar vare foruden Borgerne 1675. soldater, og foruden de
jernstykker paa Castellet vare der 104. grove Metal stykker. De fornemste Generaler holdte for, man skulde ikke opholde sig for denne
sterke stad, hvorpaa man vilde ikkun spilde en stor hob folk, og imidlertid give
leylighed og tiid til fienden at bestyrke sig paa andre steder. Andre derimod
sagde, det var fornødent, man giorde sig mester over den fæstning for at have
udi nøds tiid en tilflugt baade til lands og vands, og ikke lade noget bag efter
sig, som kunde incommodere krigshæren.
Pel. p. 209.
Dette sidste raad blev af Hans Maj. samtykt, hvorfor man og begyndte
strax med approcherne, hvilke dog ikke gik for sig uden
meget langsomt, efterdi grunden var gandske steenagtig. Indtager den med storm. Saa snart batterierne
vare fuldfærdigede, begynte de Danske at canonere den 18.
Maij og dagen derefter løbe storm til staden, hvilken de Svenske efter nogen
modstand maatte forlade og retirere sig til Castellet, som strax af de Danske blev beleiret.
Kong Carl haster med den Svenske krigshær at
undsætte samme stad. Men Batterierne og approcherne vare neppe fuld færdigede, førend der kom
tidende om Kong Carls ankomst, hvilken lod sig merke, at ville komme de Danske
til at betale en dyr told for deres besøg udi hans lande, men hans tanker sloge
ham meget feyl, han ankom inden faa dage til Calmar med en armèe, som bestod af 18000. fodfolk og 3000. ryttere. Samme Armèe leyrede sig 4 a 500. skridt fra de
Danske forskantzninger, og plantede stykker paa adskillige høye stæder, hvoraf
den danske leyer, hvilken Lucas Krabbe commanderede kunde
beskydes.
|232
Dette foraarsagede ikke liden bekymring hos de Danske, efterdi de
saae sig selv beleyrede i steden for at beleyre andre, og blev den formeeret ved
den Svenske flodes ankomst, hvilken forsynede Calmars Castell med en mængde af
proviant, og andre fornødenheder og forskaffede fri communication imellem Øland og bemelte Castell. Derforuden lod Kong
Carl ogsaa bygge en skantze paa en klippe udi havnen, som kunde meget forurolige
den Danske flode udi
deresderes]deres] A1, dens A2 deres] A1, dens A2
fart, hvilken var bleven forvildet udi søen, da den
gik at opsøge den Svenske flode. Men de Svenske laae paa
samme
samme]
samme] sam me A1
samme] sam me A1 sted 6. Uger uden at forrette noget, hvorudover Kong Carl, da han fornam
sine sager mod forhaabning at gaae saa langsom for sig, og at Dannemarks Riges
Marsk. var paa vejen, blev han saa utaalmodig, at han sendte Kong Christian et
feidebrev og fodrede ham til eene kamp, men, som Kongen af Sverrige da var saa
gammel og svag, at han ventede hver dag efter døden, gav Kong Christian et
billigt svar paa hans skrivelse, hvilket formeerede ikke lidet hans vrede, og
drev ham til at bruge alle optænkelige middeler at skade de Danske; Men han
havde at bestille med en forsigtig fiende, hvilken var saa aarvaagen, at alle
hans anslag mislingede, dog fik han nogen tid derefter leylighed at hevne sig:
Thi, medens Dannemarkes Marsk. med undsætningen til den Danske leyr var paa veyen, overrumplede hans ældste Printz Gustavus Adolphus
den lille stad Christianopel udi Blegind paa saadan maade.
Christianopel erobres med list.
Commendanten af Christianopel befrygtede, eftersom han havde
faa folk at forsvare staden med, at den skulde blive overfalden af de Svenske,
og derfor skikkede et brev til Kongen af Dannemark, hvorudi han forestillede ham
aldt dette, og begiærede 500. mænd til byens beskyttelse. Dette brev falt
ulykkeligen i Kongens af Sverrige hænder, hvilken i en hast lod forklæde og
bevæbne 500. mænd paa Dansk, ligesom det skulde være den hielp Commendanten havde skrevet efter. Disse 500. mænd marcherede lige til staden og begiærede udi en hast at indlades,
eftersom de vare forfulte af 1000. Svenske ryttere. Lægges
i aske. Ved saadant krigspuds komme de Svenske ind i staden, hvor de
omkomme alle dem, som kunde føre sverd, lagde staden i aske, og med stort bytte
begave sig til leyren igien. Kong Carl giør anstalt at
angribe den danske leyr. Af denne fremgang fik Kong Carl saadant mod,
at han besluttede med en Ge|233neral storm at
forcere den Danske forskantzning, og til den ende giorde
saadan anstalt, at Monsr. de la Ville, en Gasconier af nation, bekom qvarteer udi Castellet med 1000 mænd,
Tydske, Engelske og Skotter, og fik ordre at giøre et udfald
i Byen, hvilket var meget let formedelst de taarn og skandser, som kunde favorisere dem deri. Arméen i sig selv
deelte Kong Carl udi 3 lige parter, og udstrakte fronten
meget vidt, efterdi de Danske forskantzninger vare 10000 fod lang, saa at begge
fløjene strakte sig indtil søen, og, som han fornam, at den Danske Armée blev den heele nat udi gevær, langs med
forskantzningerne, eftersom den var meget formindsket udi tallet og kunde neppe
giøre 6000 Mand, formedelst de mange døde, svage og qvæste, besluttede han ikke
at sætte sit anslag udi verk, førend imod dag-brækningen. De belejrede giøre udfald af Castellet og sætte ild paa staden.
Forsagde tiid giorde Monsr. de la Ville udfald af Castellet
og erobrede de verke og forskantzninger, som vare udi Byen, sat ogsaa ild paa
Staden, hvilken var fuld af Træ-bygninger, og blev udi en hast lagt i aske.
Slag ved Calmar. Nu agtede Kong Carl at
sætte sit forsæt i verk, og marcherede i god orden til den Danske leyr, hvilken blev angreben med stor hidsighed,
og forsvaret af de Danske ikke med mindre bestandighed, saa at man udi lang tid
ikke kunde see til hvilken side sejeren vilde helde sig. Endelig fornam de
Svenske vel, eftersom de stode aabne for de Danske Canoner og Musqvetter, at de
maatte bortkaste ald forhaabning om sejeren, enddog nogle af dem vare avancerede saa viit, at de havde plantet deres pikke paa
forskantzningerne.
Peleus hist. de la
dern.
dern.]
dern.] dern A1
dern.] dern A1 gu. de Svede p. 241.
Midlertiid havde Monsr. de la Ville dreved de Danske
moxen ud af staden, og havde trænget sig ind i leyren indtil Kong Christians telt, hvilken
opmuntred af denne overhængende fare, gik med nogle officiers, som vare ved haanden, fienden i møde, sat hart ind paa dem,
brød deres orden, og giorde rum til sit cavallerie, hvilket i en hast drev de Svenske paa flugten. Værende
denne treffning lod Kong Christian see en ubeskrivelig stor tapperhed, i det han
omkom mange med sin egen haand, og drev paa flugten alle
dem, som kom ham i møde, hvormed han ikke allene giorde sig forskrekkelig for
fienderne, men forunderlig for sine egne, hvilke af hans exempel bleve
opmuntrede at sætte des fyrigere ind paa fienderne.
|234
Da Kong Carl saae nu, at hans forhaabning var bleven til intet, gav
han ordre til sine folk at vige tilbage. Udi denne retirade bekom han stor skade af de Danske Musqvetterer, hvilke stode langs ved forskantzningerne. Hvorudi de Danske victorisere.
Monsr. de la Ville retirerede sig ogsaa til Castellet igien,
og forlod staden, beholdende allene de verke, som vare opkastede af de Danske,
hvilke i den heele trefning mistede ikke meere end 60 mænd, da derimod de
Svenske savnede over 1000 gamle soldater, som vare Skotter og Engelske og
Kiernen af den heele Armée, hvilken forliis gik Kong Carl
saa meget til hierte, at han ikke i lang tiid vilde tale med nogen.
item til søes. Den Svenske flode ved
Calmar var heller ikke lykkeligere, thi 9 Danske skibe komme udi Calmars havn og
spillede med deres canoner saa længe paa dem, at de maatte
forlade havnen, og søge den rumme søe. Paa samme tid erobrede de Danske 7 skibe
for Elfsborg, nemlig Krabben, Hector, den blaa Orm, Jonas,
Lampreten og to Convojer, som laa under fæstningens beskiærmelse.
Dagen derefter arriverede den Danske Marsk med
de forventede Tropper til leyren, hvorudover de Svenske, som opholdte sig endda
uden for Castellet i en hast retirerede sig derind igien, og
lod Staden staae aaben for Sejervinderen. Monsr. de la Ville
begav sig derfra gandske qvæst, overladende slottet til den ordinaire besætning, som bestoed af 1400 mænd under Gouverneuren Christen Sommer.
Da nu Kong Christian var saaledes bestyrket, rykte han med sin Armee udi felten, ladende som han vilde forcere den Svenske leyr, men udi samme bevægelse erobrede 8 Svenske
fartøy ved strandbredden, af hvilke nogle vare ladne med stykker, andre med eqvipage for armeen, og da man mindst
tænkte derpaa, arriverede den Danske flode, og kastede anker
nær ved den Svenske. Ved samme sted ligge adskillige klipper, hvorpaa de Danske,
saa vel som de Svenske opreyste adskillige redouter og
skantzer, og det saa nær hos hinanden, at det siuntes langt fra ikkun at være
een armee, og flode til lands og vands, og sandelig begge
krigs-hærerne vare saa indviklede, at man ikke vel kunde skille dem fra
hinanden.
Dette Naboeskab fornam Kong Carl nok ikke vilde være tienligt, og
derfor retirerede sig om natten udi stilhed 2 miile fra
Cal|235mar , og forskantzede sig ved
Risbye. Denne retirade blev meget favoriseret af et taagagtigt veyr, som varede 2 timer ud paa dagen.
Pel. hist. de la gu. de Sved. p. 251.
Den Svenske flode flygtede ogsaa om natten udaf havnen, og begav sig i
den rumme søe, forfuldt af den Danske Amiral, hvilken dog ikke erobrede udi
flugten meere end et skib.
Nu stod tilbage Calmars Castel, hvis tal-rige guarnison stillede sig an, som den endda vilde
holde sig længe. Men, da de Danske begyndte for alvor at gaae løs paa slottet,
tabte de beleyrede gandske deres mod; De døde, qvæste, svage, og de faae levnets
midler de havde, foraarsagede, at de offentligen lode sig merke, at deres liv og
velfærd bestod udi Castellets opgivelse, eftersom der var ingen forhaabning om
undsætning, hvorudover Gouverneuren Christen Sommer, saasom
han fornam sig saaledes klemmet, overgav slottet til den Danske General Steen
Maltesen.
vid. Chr. Summ. apolog.
Nogle Svenske skribentere, blant hvilke Pufendorff, skrive, at
Castellets overgivelse skeede ved forræderie, og at Christen Sommer betingede
sig et adeligt gods udi Holsteen. Men den Kongelige Franske Historiographus Peleus, som udi en særdeles bog har beskrevet denne
krig, melder intet derom, men heller siger, De danske
erobre Calmars Castell ved accord. at det skeede af nød, Guarnisonen blev
tilladttilladt]tilladt] A2, til ladt A1 tilladt] A2, til ladt A1 at føre med sig de lette gevær,
men de tunge samt artilleriet, som bestoed af 200 smaae og
store Canoner blev efterladt. Til en erindring om den vigtige Calmars erobring
blev slagen en medaille, paa hvis eene side stod Hs. Maj.
udi fuld harnisk, paa den anden side blev præsentered
Staden, med disse ord: *
Cede Majori Calmar.
Denne stads- og fæstnings-erobring gav Kong Christian ikke allene
en stor anseelse, men indjog ogsaa stor frygt i de Svenske, hvilke ved denne
vigtige grændse stads forliis havde givet de Danske aaben vey til kiernen af
deres lande, og derved kunde ikke vente sig andet, end at denne krig vilde falde
ulykkeligen ud for dem. De mistede een af deres allerbeste fæstninger, baade
formedelst dens situation, saa og beqvemmelighed af alle ting, som der vare, de
havde trøstet sig med den forhaabning, at den Danske armee
skulde i det ringeste have ligget 3 maaneder og lidet nød derfor, efterdi den
var forsiunet med en stor besætning, og saaledes situeret,
at den ikke allene var vanskelig at bestorme, men endogsaa at komme nær, men |236den muntre Konge overvant ved sin tapperhed
alle disse vanskeligheder, og bragte saadansaadan]saadan] A2, saadann A1 saadan] A2, saadann A1 frygt udi de beleyrede, at de ikke meere turde sætte sig imod hans
seyr-rige vaaben. it. Øland Da Indbyggerne paa Øland
finge tidende om Calmars erobring, overgave de dem tillige med deres fæstning
Borkholm.
Efter at dette var skeed, gik Kong Christian med en deel af sin armee mod den Svenske leyr for at reconnoissere, hvilket gav leylighed til adskillige skermytzler.
Derefter begav Hans Majt. sig til Calmar igien, og anden gang med sin heele armee rykte mod fienden, og leyrede sig omtrent en fierding
veys derfra. Over dette blev Kong Carl saa ophitzet, at han besluttede at gaae
af sine forskantzninger, men turde dog ikke vove noget feldt-slag, saasom han af
den forrige action kunde giøre sit facit hvorledes det vilde
gaae til, hvorfor der af begge armeer denne gang intet blev
forrettet, De danske jaavel som de Svenske gaae udi
vinter-qvarteer. og som vinteren var for haanden og veyret begynte at
blive meget slemt, maatte begge parterne søge vinter-qvarteer, en stor lykke for
de Svenske, hvilke denne gang bleve befriede fra en overhængende fare; thi den
beste hielp for en svag krigs-hær er vinterens ankomst.
Kong Carl efter at han havde opreist adskillige skandser ved Risby,
efterlod han der en god besætning, og begav sig til Stokholm for at giøre al
muelig anstalt til foraaret. Kong Christian begav sig iligemaade til Kiøbenhavn,
efter at han havde ladt en stor Guarnison i Calmar. Kong
Carl
Carl]
Carl] Carl. A1
Carl] Carl. A1 døer paa veyen til Stokh. Paa vejen til Stokholm blev Kong
Carl overfalden af en sterk feber, hvilken tog saadan overhaand, at han
døde
døde]
døde] død A1 A2; døde SS
døde] død A1 A2; døde SS faa dage derefter, effterladende sig 2 Printzer Gustavum
Adolphum og Carolum, og to Princesser, Gustav. Ad. succederede sin fader.
den ældste Printz Gustavus Adolphus succederede ham strax
udi Regieringen, men, som han endda ikke havde naaet sin fuldkommen alder, bleve
der forordnede til Hans Formyndere Hans Frue Moder Dronning Christina, Hertug
Johan af Øster Gothland, item Magnus Brahe, Niels Bielke, Svend Ribbing, Jøran
Gyldenstierne, Hans
Ulfssparre
Ulfssparre]
Ulfssparre] Ulfs sparre A1, Ulfs Sparre A2; Ulfssparre SS
Ulfssparre] Ulfs sparre A1, Ulfs Sparre A2; Ulfssparre SS og Axel Oxenstierne.
Pel. hist. de la
dern.
dern.]
dern.] dern A1
dern.] dern A1 gu. de sv. p. 263.
Saa snart han var kommen til Regieringen, da for at skaffe sig myndighed
hos sin krigshær, og lade see sin tapperhed, samlede han sine tropper sammen om
viinteren imod Dannemark, Skiænder og brænder alle vegne
udi Skaane. og med en stor krigshær gik ind i Skaane, hvor han
skændte og brændte allevegne, og lagde i aske alle aabne stæder. |237Der blev ingen sparet, mand eller qvinde. Qvinderne
bleve skænte og voldtagne, og de umyndige børn bleve qvalte, og foraarsagede
denne grumhed, at indbyggerne toge livet af sig selv, styrtede sig af vinduer
med qvinder og børn, eller satte ild paa deres egne huuse. Saaledes var maaden
at føre krig paa i de tider, og bleve de Svenske, naar leylighed gaves, ikke
tracterede med større lemfeldighed af de Danske.
Da officiererne, som laae indqvarterede udi
Provincien, fik tidende om dette indfald, samlede de udi en hast tilhobe de
tropper, som vare ved haanden, Bliver slagen af de
Danske hvormed de satte efter Gustavum, som da retirerede sig, og
overfalt hans leyr 3. miile ind i Sverrige, hvilken de med liden umage forcerede, og dreve de Svenske paa flugten. Gustavus frelste
sin person igiennem skoven, og efterlod sin hest med pistoler og andet
tilhørende, hvilket, som det falt udi de Danskes hænder, meente man ikke andet
end han var omkommen udi slaget, men, da man leedte blant de døde, blev der
befundet, at han var undkommen.
Kong Christian var paa samme tiid ikke udi mindre fare; Thi da han
med nogle faa folk havde brudt ind i Vester-Gothland ved Elfsborg, og sat ild
paa den gamle Gothiske stad Skara, blev han overfalden af den Svenske General
Caspar Mathisøn, hvilken med en stor hob friske tropper satt ind paa de Danske,
som af stor arbeide og frost vare udmattede, og derfor lettelig med sin mængde
havde kunnet giort kort process med dem. Men Kongen havde,
saa snart han fik tidende om de Svenskes ankomst, giort sig mester over passen
ved et bierg, hvilket favoriserede meget de Danskes retirade, saa at de uden
stor forliis komme udi behold.
Denne bortgang førte bemelte Svenske General sig til nytte, og gik
for den sted Nyløse, som den Danske Rigets Marsk. havde bemægtiget sig paa sin
reyse fra Elfsborg, og besatt med nogle folk, hvoraf
de fleeste vare Tydske, disse, saa snart de fik de Svenske at see, begyndte de
strax at capitulere og overgave staden. Ved dette forræderie frelste de deres
liv og overleverede de Danske til fienden, hvilken satt ild paa staden, og omkom
alle dem som vare Kongens af Dannemark naturlige undersaatter.
Peleus hist. de
la dern.
la dern.]
la dern.] ladern. A1
la dern.] ladern. A1 gu. de Sv. Pag. 271.
Af denne gierning fornam Hans Majt. hvorlidet han herefter kunde forlade
sig paa fremmede |238soldater, saasom de saae
alleene paa deres egen nytte, og glemte den pligt de vare skyldige til den Herre
i hvis tieneste de vare. Denne forliis blev opretted af de Danske paa den side
ved Calmar igien, hvor endeel af besættningen anfaldt de skantzer, som Kong Carl
havde opreyst ved Risbye, hvilke de erobrede og sløyffede, og derved giorde
passen aaben paa samme sted. Resten af vinteren gik bort uden videre forretning,
og begge parter lavede til af yderste formue mod foraaret.
Udi May maanet af det aar 1612. lod Kong Christian sig see udi
felten med 2. krigshære. En flode gik ogsaa samme tid udi søen, bestaaende af
overmaade herlige store skibe, hvis lige neppe var seet udi Norden tilforn. Gert
Rantzou commanderede den ene
Armèe,
Armèe,]
Armèe,] Armèe. A1
Armèe,] Armèe. A1 som bestod hart ad af 20000. mænd paa den side Calmar, Øland bliver anden gang undertvungen. og var hans
første forrettning at bringe til lydighed igien de Ølænder, som om vinteren
havde rebelleret, og uddrevet de Danske af Borkholm samt den hele øe, og
indtaget nye Svensk Guarnison igien. Paa samme tid bekomme indbyggerne med rente
betaling for deres utroskab; Thi en stor deel af dem bleve ihielslagne, den
gandske øe udplyndret, og præsterne, som havde været aarsage til denne rebellion
bleve førte fangne til Kiøbenhavn.
Efter denne execution var skeet, fik Generalen ordre at passere over de sløyffede Skantzer ved Risbye ind udi
Sverrige, og at anfalde nogle andre stæder ved søesiden. Paa denne marche havde han adskillige uleyligheder, og foraarsagede de
lange og besværlige veye over bierge, moratzer og igiennem skove hunger og
sygdom blant soldaterne. Imidlertiid marcherede Kong
Christian med en armée af 18000. mænd mod Elfsborg og
beleyrede samme fæstning. Elfsborgs beskrivelse. vid. zere descr. Goth. Den var af naturen og
konsten meget stærk, anlagt paa en høy klippe, og omringet med dybe grave, og,
det som meest var, dens taarn var befæstet med sterke bastioner. Den ligger udi
Vest-Gothland ved Nord-søen 6. miile fra den Hallandske fæstning Warbierg, havde
ogsaa en herlig havn, hvoraf de Svenske skibe ginge udi Nord-søen, der, ligesom
støde tilsammen de 3. Riger, Dannemark, Norge og Sverrige.
Resen. Frid. 2. pag. 92.
Samme fæstning blev fordum tapperligen forsvaret af Christiani 2. anhang
imod de Svenske, blev dog erobret derefter af Gustavo 1. efter at dens Guarnison
havde retireret sig til Bahuus. Udi det aar 1563. blev den
beleyret af Friderik 2 høylovl. ihu|239kommelse , hvilken erobrede den, og gav den i forvaring til Jørgen Rantzou, men
udi den Stetinske fred blev den given til Sverrige igien.
Kong Christian beleyrer samme stad.
Uden for fæstningen vare sterke pallisader med en grav omkring, hvilke Gouverneuren lod besætte med nogle folk 8. dage indtil den
blev erobret, ved Monsr. Grandfords en Fransk Petardiers invention. Den samme,
da han havde lagt en hob træer med en stor port over, bleve i Kongens nærværelse
dragonerne beordrede at bryde ind, hvilked de ogsaa lykkeligen forrettede, og
nedhuggede endeel af befæstningen. Resten retirerede sig til Castellet. Dette
hastige og uformodende anfald foraarsagede hos de beleyrede ikke liden frygt,
hvilken blev formeeret, da de saae batterierne fuldfærdigede, canonerne at
spille, og et stort antall inden 18. timer at være nedskudt. Ikke desmindre, da
Kongen lod anholde om fæstningens opgivelse, gave de svar, nemlig at de vilde ey
andet høre end kugler og krud, item, at det ikke var Calmar, de Danske havde med
at bestille, og at de skulde ikke kiøbe Elfsborg saa let. Dette svar
foraarsagede, at Kongen lavede sig til en general storm, og til den ende satt
sin armée udi slagt-ordning.
Saa snart som tegn blev givet, skeede anfaldet, med saadan
hidsighed, at de Danske inden stakked tid posterede sig udi stormhullet, hvilket
bragte de Svenske udi stor forvirrelse, besynderligen efterdi Commendanten udi
samme anfald blev saaret af et canon skud; Ikke desmindre lidde de, som førdte
attaqven, temmelig skade. erobrer
den. Endelig, saasom Commendanten fornam, at hans soldater af de
haarde anfald havde gandske misted modet, tilbød hand sig at capitulere, og
overgav fæstningen med saadanne vilkor, at de beleyrede skulde gaae ud med deres
lette gevær og bagage og blive geleidet til
et
et]
et] en A1 A2; en SS
et] en A1 A2; en SS
sikkert sted.
Udi fæstningen fandtes en god hob canoner og munition.
Item Guldbierg. Efter Elfsborg erobring
gik man løs paa Guldbierg en liden fæstning, et stykke fra Elfsborg, hvilken
blev efter 6. dages beleyring tvungen til at give sig paa samme maade som
Elfsborg.
Hvorpaa de Danske trænge sig ind udi kiernen
af Sverrige. Disse hastige og ligesom flyende executioner opmuntrede
Kong Christian til at gaae videre fort, og at levere Gustavo Adolpho et feldslag, om hvis ankomst der gik et stort rygte over det heele land, og til den
ende, efter at han havde givet sin krigshær nogle dage hvile, ryk|240te lige mod de Svenske. Men Gustavus Adolphus,
da han fik tidender om de Danskes ankomst, gik han tilbage, ey holdende det
raadeligt at binde an med saadan seyer-rig armee. Da Kong
Christian havde forfuldt ham til Lindkiøbing, og midlertiid fornummet, at de
Svenske havde ikke andet forsæt end at udmatte hans tropper, vendte han sig mod
Elfsborg igien, og, efterat han havde forsynet krigshæren med alle haande
fornødenheder, tog han veyen lige til Jenkiøping, og udi 14. dage ankom for
samme stad.
Peleus hist.
de la dern.
de la dern.]
de la dern.] deladern A1
de la dern.] deladern A1 gu. de Sved. p. 302.
Imidlertid lidde krigshæren meget ont paa denne reyse, efterdi den
maatte passere igiennem skove, og udørkener, over klipper og bierge, og dog føre
et fornødent Artillerie med sig, og, omendskiønt de Svenske ved deres flugt
havde ladet dem seyeren, Besværlig marche. fandte de dog en haard fiende udi veyen, hvilken
paa mange steder forhindrede deres marche, og det som
plagede dem meest, var at veyen var dem ubekiendt, og de kunde ikke troe paa de
Svenske, eller bruge dem til vey-visere. Endelig komme de dog efter lang
udstanden møye for samme stad.
Jenkiøpings beskrivelse. Bemelte
Jenkiøping ligger udi Smaaland ved Vetter-søen. Derudi havde Kongerne, som Olaus
Magnus beretter, fordum anseelige moder og sammenkomster. I samme stad døde den
navnkundige Steen Sture, som Meursius vidner. Byen udi sig selv var aaben og
bestod af træbygninger, men den havde et sterkt Castell, hvortil de Svenske,
De Svenske sætte ild paa samme stad. saa snart
den Danske armée kom derfor, begave sig og satte staden i
brand, hvilket de Danske søgte af all magt at forhindre, men forgiæves. Der
opholt Kongen sig ikke længe; men, eftersom han havde ingen tidender bekommet
fra Gert Rantzou, som var gaaen med en anden armèe fra
Calmar, reyste han tilbage igien. Den Danske armée bliver meget svækked. Paa disse tvende reyser blev
den Danske armee meget svekket; thi det store arbeide, de
faae levnets middeler, og andre uleiligheder foraarsagede en svaghed blant arméen, hvorfor en stor deel maatte ynkeligen omkomme.
Aarets tid tilstædde end da at foretage noget vigtigt, hvorfor Kongen deelte sin
armée udi tvende parter. General Lieutenant Jørgen Lange
fik den halve deel, med hvilken han fik ordre at begive sig til Elfsborg. Kong Christian kommer med en flode for Stokholm.
Den anden halve deel lod Kongen føre paa floden, med hvilken han begav
sig til Stokholm. Og inden faae dage uden forliis ankom 9. miile fra bemelte
Hovedstad. De Svenske, som havde uden tvil seet forud denne færd,
Pel. hist. de
la dern.
la dern.]
la dern.] ladern A1
la dern.] ladern A1 gu. p. 309.
havde |241lagt en sterk besætning ved passen, bestyrket
sig med en stor mængde canoner, og indsluttet sundet med kiæder, baade, og hvad
som kunde hindre floden udi dens fart. Staden bekommer
undsætning af Holland. Men alle disse anstalter havde ikke kunnet
hielpe, dersom de ikke havde faaet nogle tropper til hielp fra Holland, samme
tropper komme til Stokholm paa en meget beleylig tid, og satte mod udi staden
igien, hvis indbyggere vare allereede færdige at overgive sig til Kong
Christian. Men nu bleve de deraf saa opmuntrede, at de satte sig for at forsvare
dem til det yderste. Herudover fornam Kongen, at det vilde blive ham vanskeligt
at sætte sit forsæt udi verk, og derfor begav sig med floden til Kiøbenhavn
igien.
Bedrifter udi Norge. Imidlertiid var
General Lieutenant Jørgen Lange med 5000. mænd gaaen fra Elfsborg ind udi Norge,
og havde ordre at bringe indbyggerne udi Dalen under Kongens lydighed. Til dette
anslag at sætte i verk, lod han tillave en hob baade, paa hvilke han lod endeel
sine tropper passere floden, som skiller Norge fra Sverrig. Da han var kommen
derover, commanderede han 200. mænd at indtage passen paa et bierg en halv miil
fra floden, for at hindre de Svenskes ankomst, men disse 200. mænd havde ikke
saa snart givet sig paa veyen, førend den Svenske General Caspar Mathisøn kom
dem i møde, drev dem paa flugten, og nødde dem til at søge skoven. Denne allarm
rakte snart til deres øren, som stode ved floden, hvorfor de af all magt hastede
at undsætte dem, hvilket de ogsaa lykkeligen forrettede, og komme de Svenske til
at holde stand ved saadant et stratagema. Pel. pag. 312. seq. De skiulte en trompeter bag ved en
liden høy, hvilken da de Svenske forfuldte de 200. mænd, blæste til allarm,
hvorudover de Svenske frygtede at ved samme sted, som lyden kom fra, laae
skiulte nogle tropper, og derfor ikke turde gaae længer
fort. Men, da Generalen fornam, hvorledes han var bedragen, tog han mod til sig
igien, satt sine tropper udi orden, og besluttede at anfalde de Norske, som vare
komne over floden førend de andre kunde komme dem til undsætning, hvorudover de
Norske søgte et beqvemt sted ved aabredden udi forsæt, der at opholde de Svenske
indtil de andre kunde komme over til undsætning; Men, som vinden var mod, og de
derfor ingen hielp kunde faae, maatte de lave sig til at figte med fienden
allene. De Norske lade see stor tapperhed. Mit i
trefningen, som var baade lang og haard, begynte de Norske at fattes kugler,
hvilket de havde seet forud, og derfor samlet en hob |242steen langs ved aaen, hvormed de tordnede lystig paa de
Svenske, saa at de samme, omendskiønt de havde tænkt med deres mængde at opsluge
den lille hob, de fandt for sig, maatte omsider gaae tilbage et musqvet skud derfra med temmelig forliis, og sætte sig paa en beqvem
platz, forventende fleere tropper.
Men Jørgen Lange, da han saae hvor stor fare han var udi, dersom de
tropper, som med stor utaalmodighed stode ved hin side af aaen, ikke kunde komme
over (hvortil der ingen anseelse var) og tillige med overveyede hvor umueligt
det var at redde de overkomne folk, dersom den Svenske armee, som var udi vente, kom dem paa halsen, besluttede han udi tide at
retirere sig over floden, hvilket han ogsaa giorde med stor behændighed paa de
samme baade, som han var kommen over paa, og det udi fiendens paasyn, uden at
forliise en eeneste mand.
Efter denne behændige retirade begav han sig med sine tropper ind
udi Dalen, hvilket landskab er vanskeligt at komme til, fuld af skove og snevre
veye, saa at hans folk undertidenundertiden]undertiden] A2, untertiden A1 undertiden] A2, untertiden A1 maatte passere een for een, og, at forsikre rytterne fra fiendens
hemmelige udfald af skovene, maatte infanteriet bedekke
begge sider af dem giennem skoven: De Svenske giorde en dag et udfald af en stor
skov, men bleve saa vel modtagne af de Danske fortropper, at de med forliis
maatte tage flugten til skoven igien. Siden den tiid lod der sig ingen fiende
see; Dalen submitterer sig Kong
Christian men Amptmændene og præsterne komme og aflagde deres
troskabs eed til Kongen af Dannemark. Hvorefter General Lieutenanten forlod
landet igien med 2000 store øxen, som han havde bekommet til bytte, og, efter at
han havde skikket sine tropper til grændserne udi Norge, begav han sig selv til
Elfsborg for at blive der vinteren over.over.]over.] A1, over. Udi samme aar blev holdet et slag udi Guldbrandsdalen i Norge med nogle Skotter,
hvilke med 2 skibe vare indkomne i Romsdalen, og derfra droge ind udi Guldbrandsdalen i forsæt at
foreene sig med de Svenske, som da skulde staae ved Hedemarken. Men de bleve af bønderne i
Guldbrandsdalen afslagne i den trange pas ved Breide, hvor en støtte blev opreiset med den paaskrift:
At Skotternes anfører Sinklai der var falden. Dette slag bliver endnu gemeenligen kaldet Skotte
slaget. [Randnote: Jon Rami Chr: Norv: p. 319. Den saa kaldte Skotte
krig.] A2 over.] A1, over. Udi samme aar blev holdet et slag udi Guldbrandsdalen i Norge med nogle Skotter,
hvilke med 2 skibe vare indkomne i Romsdalen, og derfra droge ind udi Guldbrandsdalen i forsæt at
foreene sig med de Svenske, som da skulde staae ved Hedemarken. Men de bleve af bønderne i
Guldbrandsdalen afslagne i den trange pas ved Breide, hvor en støtte blev opreiset med den paaskrift:
At Skotternes anfører Sinklai der var falden. Dette slag bliver endnu gemeenligen kaldet Skotte
slaget. [Randnote: Jon Rami Chr: Norv: p. 319. Den saa kaldte Skotte
krig.] A2
Imidlertid havde Kong Christian meget at bestille med sine krigs
tilbereedelser til førstkommende foraar, Sverrige er udi
slet tilstand. og forhaabede efterfølgende Campagne at giøre en ende paa krigen, og bringe Sverrige i den stand,
at det skulde ikke meere forurolige sine naboer, og sandelig de Svenske kunde
nok giøre deres facit af foregaaende actioner, hvorledes det vilde gaae dem ydermeere, efterdi de fornemste
grændtzse fæstninger vare forliiste, og derved veyen aabnet for de Danske til
kiernen af Sverrig. En stor trøst for dem var, at Hollænderne toge |243deres parti, og lode sig offentlig merke, at de vilde
conjungere sig med dem mod de
Danske; besynderligen tordnede den stad Amsterdam med store ord og truseler. Dog
den uforskrekkede Herre Kong Christian lod sig af aldt dette ikke bevæge, men
continuerede med sine præparatorier,
og besluttede fast, ikke at nedlægge sine vaaben, førend han havde bragt
Sverrige til billige tanker.
Da de Svenske derudover fornam, at de Hollandske trudseler vilde
ingen virkning giøre hos denne modige Konge, brugte
de
de]
de] deu A1
de] deu A1 Hans Svoger Kong Jacob af Engeland til freds magler, Arbeider paa at bekomme fred.
hvorudover
hvorudover]
hvorudover] hvor dover A1
hvorudover] hvor dover A1 høystbemt. Kong Jacob af yderste magt arbeidede derpaa, og endelig ved
sin mediation bragte de Nordiske Riger til en fuldkommen
forligelse, og formaade hos sin svoger, at han mod alles forventelse midt udi
sin seyervindings lob gav sin fiende en meget billig fred, hvorvel han efter all
menneskelig anseelse kunde have giort sig mester over det heele Rige,Rige,]Rige,] A2, Rige. A1 Rige,] A2, Rige. A1 ladende sig allene nøye med nogle penge hvilke ikke vilde forslaae til at
betale krigens omkostning med, saa at man deraf klarligen kand see, at hans
Majt. begynte denne krig ikke af begiærlighed til at udvide sine Rigers
grændser, men allene for at bringe de Svenske paa billige tanker. Man kan
derforuden og see af denne generosite Kongen herudi brugte,
hvor ubillige de Svenske i de tvende efterfølgende kriger mod Dannemark have
været i deres prætensioner, i det de have, eftersom lykken
føyede dem, ikke villed lade sig nøye med heele skiønne Provinciers indrømmelse,
men tragtet efter at træde Dannemark gandske under fødder.
Freden blev sluttet ved Engelsk mediation til
Siørød udi Jan. 1613. og findes udi actis publicis hvor jeg
læseren vil henvise.
Siørødske fred. Udi denne fred bleve
ophævede 4re tvistigheder, 1. om Sonneborg paa Øsel, som Gustavus Adolphus paa
egen og Sverriges vegne frastod, saa at det huus Sonneborg med hvad som der
under hørte, skulde herefter til ævig tiid tilhøre Dannemark. 2. Om de 3.
kroner, hvilket blev saaledes bilagt, at det skal staae begge Rigerne frit fore
herefter at føre 3. kroner i deres vaaben, dog saaledes, at Kongerne af
Dannemark derved ikke skal tilegne sig nogen rettighed over Sverrig. 3. Om
findmarken, hvorom blev saa foreenet, at Sverrig frastoed den ret, frihed, *Dominium maris, og anden herlighed, som Sverriges krone udi
Laplandene og Wardehuus lehn sig tilforn har tilegnet. 4. Om Tolden hvilken blev
regleret med lige fordeel |244for begge Rigerne.
Foruden disse 4re poster blev ogsaa foreenet om adskillige andre ting, nemlig,
at, i fald Kongerne af Sverrige vil føre den titul herefter af Lapperne, da skal
ved saadan titul ei forstaaes de Søelapper ved vester havet imellem Titis fiord
og Varanger, og at Gottenborg ingen privilegier maa gives,
som er Dannemarks høyhed i Øresund præjudiceerlige.
Til Krigens omkostning lovede Kongen af Sverrige at betale en
Million, og derfor pantsatte Elfsborg med Nyløse, Gammeløse, Gottenborg og andet
gods.
Hvad skibe, skiøt og munition udi krigen var erobret, blev udi dens
hænder, som havde bemægtiget sig dem. I det øvrige blev det Stetinske fordrag
confirmeret.
Efter at denne krig var endet, levede hans M. udi fred og rolighed
indtil det aar 1625. da blev han indviklet i den Tydske krig. Førend jeg træder
dertil, vil jeg tale lidet om de indenlandske sager.
Hertug Johan Adolph af Holsteen døde.
Anno 1616. døde Hertug Johan Adolph, regierende Hertug til
Slesvig Holsteen udi sit alders 41. aar, en from, sagtmodig og meget lærd Herre,
hvilken 1606. stiftede det skiønne Bibliothek til Gottorph. Han efterlod sig
mange børn, som han havde aulet med sin efterlevende Gemahl Augusta Friderici 2.
dotter, og Christiani 4. søster, nemlig Hertug Friderik som fuldte sin fader udi
Regieringen. 2. Hertug Adolph, hvilken anno 1631. gav sig
udi Keyserlig tieneste, og blev omkommen i det Leipsigske slag tillige med mange
andre fornemme Herrer. 3. Hertug Hans, hvilken anno 1634. blev Biskop over det
Lybekske stikt, efter at han havde ladet sig nogen tid bruge udi den Svenske armee under Gustavo Adolpho. 4. Hertug Christian, som døde
kort efter sin fødsel, og 4. Princesser.
Hans ældste søn bliver belehned af
Kongen. Saa snart den ældste Hertug Friderik var kommen til
Regieringen, affærdigede han til Hans Kongl. M. som da opholdt sig til Kolding
sine Gesandter at tage lehn over det Hertugdom Slesvig, Gesandterne vare
Gotskalk Vensin Amptmand til Gottorf og Hans von der Wiske Amptmand til Tundern,
hvilke udi Førstens navn finge den 2. Decembr. 1617. lehn af hans Majt. med
sædvanlige ceremonier.
Remonstranter kommer ind
udi Holsteen.
Olear.
Olear.]
Olear.] Olēar. A1 A2
Olear.] Olēar. A1 A2 cont. chr. Holsat. cap. 14. Saasom paa samme tiid var
spliid udi religionen i Nederlandene, som udi det Dortrechtiske Synodo ikke kunde blive forligt, da have mange Rige og fornemme Remonstranter begivet sig til Sles|245vig , og, efterdi de saae, at paa et sted ved Eideren kaldet
Sebul, var en stor beqvemhed til at bygge en stad, have de begiært af Hertug
Friderik, han vilde tage dem til sine undersaatter, og forunde dem at bygge en
stad samme steds hvilket og blev dem bevilliget.
Funderer
Frideriksstad. Derpaa begynte de at tvinge den strøm Thræne som løb
tilforn udi Eideren, at løbe en anden vey, nemlig igiennem deres tilkommende
Stad, og Anno 1621 begynte de at opreise Huuse og fundere
byen hvilken efter Førstens Navn blev
kaldet
kaldet]
kaldet] kaldete A1
kaldet] kaldete A1 Frideriks Stad, og blev den Anno 1632 besynderlig
formeeret. (*)
Hans Majt. sender skibe til Østindien.
Anno 1618 blev Amiral Ove Gedde skikket med de skibe
Elephanten, David, Christian, Kiøbenhavn og Jagten til den rige Insel Zeilon. Af
disse skibe komme to tilbage Anno 1622.
for
for]
for] For A1
for] For A1
paaske tider,
det 3die udi Augusti Maanets udgang, og blev ved den reyse
grundvold lagt til den østindiske handel, som endnu holdes ved lige. Derom tales
vitløftig udi det Capitel om handelen.
Pest udi Dannemark.
Anno 1619 grasserede en stor pest udi Dannemark af hvilken
omkom udi Siælland og Kiøbenhavn over 14000 mennesker; Medens denne plage
varede, opholdt Hans Maj. sig udi Slesvig, eftersom det var fri fra samme plage
og ulykke.
Skauenborgske trætte.
Anno 1620 opvaktes trætte imellem Kongen af Dannemark og
Græv Ernst af Skauenborg hvor til aarsagen var denne: Greven af Skauenborg blev
af Keyser Ferdinando 2. sat udi Førstelig stand, og bekom titel af Første af
Holsteen.
Til dette at forstaae er fornødent at gaae lidt tilbage udi tiden
for at viise, hvad anledning samme Græve af Skauenborg kunde have til at
forlange saadan titul. De sidste Græver af Holsteen nedstammede af det
Skauenborgske huus, som er, et Græveskab |246udi
Westphalen.
Hvitf. p. 884.
Da nu Adolphus 8 Hertug til Slesvig, og Græve til
Holsteen døde 1459 uden livs arvinger faldt Slesvig, som et Dansk lehn til
Riget, men om Successionen udi det Græveskab Holsteen
opvaktes trætte mellem Kong Christian 1 og Græv Otto af Skauenborg. Kongen
menede sig dertil at være mest berettiged, saasom næste Blods-forvanter, efterdi
han var fød af Hertug Adolfs Søster Hedevig. Græv Otto derimod formenede sig at
være nærmest for tvende aarsagers skyld; 1. efterdi han var den afdøde Hertugs
proximus agnatus, eller næste slægt paa fæderne side. 2,
efterdi udi det aar 1390 var slutted en arve-pagt mellem de Holstenske og
Skauenborgske Græver, at det eene huus skulde succedere det
andet.
Græven paastod strax at komme udi possession af
Holsteen og Stormarn. Kongen derimod gik sagtmodigere frem, og underkastede
tvistigheden de Holsteenske Stænders kiendelse, hvorved han erholdt preference. Greven af Skauenborg, da han saae, hvor
vanskeligt det vilde blive for ham at trænge igiennem med sin fodring, efterdi
landet havde antaget Kongen, lod han udi det mode, som 1460 blev holdet til
Oldeslo,
Hvitf. p. 891.
sagen udi venlighed forlige, afstod sin ret til Holsteen og Stormarn med
Keyserens bevilning, og lod sig nøje med 53000 Rinske gylden paa terminer, at betales, item med Pinnenberg. Dermed acqviescerede saa vel Græve Otto, som hans efterkommere indtil Christiani IV tid, da Grev Ernestus
endeel i henseende til et Pinnenbergske Grævskab, som han ejede udi Stormarn,
endeel ogsaa, efterdi han var udi forvantskab med de gamle Græver af Holsteen,
anholdt hos Keyser Ferdinand 2 om titul af Første til
Holsteen, hvilken han ogsaa Anno 1619 erholdt. Derover kunde
Kongen af Dannemark saasom Første af Holsteen ikke have andet end aarsag at
besvære sig først udi skrivelse til Græven, hvis indhold var dette.
Lond. Acta publ. part. 2. p. 404. seq.
Hans Majest. kunde ikke noksom forundre sig
over, at Græven vilde tage sig Førstelig titul af Hans Maj. Arve-Førstendom
Holsteen, hvilken hans Formænd aldrig havde ført, ey heller kunde føre med
billighed, eftersom det er klart for meere end halvandet hundrede aar siden
at Kong Christian I.I.]I.] A2, I A1 I.] A2, I A1 Høylovlig Ihu|247kommelse haver
afkiøbt det Førstendom af Græven af Skauenborg for 43000 gylden, hvorfor
Græven, saavelsom hans Formænd ingen ræt kunde have til at føre titul,
hverken af Græve eller Første af Holsteen; Thi de Huuse Pinnenberg,
Hatesborg og Bramstet, som vare reserverede til den
Skauenborgske Stamme, ligge ikke udi det Førstendom Holsteen, men udi
Stormarn.
vid. zwey schreiben zwischen den Kayser
und Chr. 4.
Hs. Maj. samt Førsten af Holsteen skikkede ogsaa et brev til
Keiseren, hvorudi blev forestillet den uret, som dennem derved skeede, og
begiærede, at Hans Keyserl. Majest. vilde ved et *mandatum
cassatorium mage det saa, at Græven af Skauenborg maatte holde sig
ganske fra saadan titul.
Men, saasom Hans Maj. fornam, at Græven ingenlunde med
gode vilde lade sig sige, Bliver bilagt
Theatr.
Theatr.]
Theatr.] Aheutr. A1
Theatr.] Aheutr. A1 Europ.falt han med en sterk armee Anno
1621 ind i Grævens lande, nødde ham til at afstaae den Førstelige titul af
Holsteen og skrive sig Rigs-Første og Græve af Skauenborg, samt at give til Hans
M. 50000 Rdlr.
for den
for den]
for den] forden A1
for den] forden A1 omkostning han
havde
havde]
havde] have A1 A2; havde SS
havde] have A1 A2; havde SS giort paa sin krigshær.
Anno 1622 døde Hertug Hans til Slesvig
Holsteen, Christiani 3 Søn, kaldet den yngre udi sit 77 aar; Han var Fader til
23 børn, af hvilken den Sønderborgske Stamme breder sig ud i mange greene, Hans
Sønner Hertug Christian, Alexander, Johan Adolph, Philip, Friderik og Joachim
bekomme udi efterfølgende aar forlehning over deres deel udi det Hertugdom
Slesvig af Hs. M. med sædvanlige Ceremonier.
Anno 1623 indstiftede Kong Christian det
adelige Academie til Sorøe, over hvilket blev sat til *Ephorus
Just Hög. Dette er i kort begreb det fornemste som tildrog sig imellem
den Svenske og Tydske Krig.
Nu kommer jeg til den krig, Kong Christian førde mod Keyseren, om
hvilken førend jeg taler, vil jeg af grunden forestille Læseren aarsagen dertil,
item udi hvad tilstand Tydskland var paa de tider, paa det man desbedre kand
fatte hvad som drev Hs. Maj. til at begynde denne krig.
Tilstand udi Tyskland for den 30. aars
krig. Tydskland havde udi lang tid været uroe og ueenighed
undergivet, |248dertil gav leylighed Lutheri reformation. Samme lærdom blev yndet af mange Tydske Førster,
saasom de fornam den var grundet paa Guds reene ord, og at den restituerede dem
igien deres værdighed, som ved Geistligheden gandske var traadentraaden]traaden] A2, traad en A1 traaden] A2, traad en A1 under fødder, herudover bleve de lade og uduelige Munke, som unytteligen
fortærede landets største indkomster, allevegne drevne ud af deres klostere,
deres indkomster enten anvendte til at opholde kirker eller skoler, eller og
bragte udi Førsternes skatkammere, hvilket ophitzede ikke mindre de Roman
Catholske end Religions og Ceremoniernes forandring.
Denne Reformation tog ved Guds bistand, udi en kort tid saadanne
kræfter, at Stænderne udi Tydskland udi den Nurenbergske sammenkomst 1522.
bekiendte at sagen var allereede kommen saa viit, at den ey kunde bilægges uden
ved et Concilium, hvortil Lutherus havde provoceret. Udi
saadan tilstand kunde Keyseren, efterdi han var indviklet udi store kriger ikke
andet end tilstæde de Evangeliske deres Religions frihed, men større eller
mindre, ligesom hans sager gik lykkeligen eller ulykkeligen for sig. Herudover
blev i den *Spiriske sammenkomst anno 1526. tilstedt: at enhver skulde forholde sig saaledes med sin Religion, som han
kunde forsvare det for Gud og Keyseren. Hvilket, da de Lutheraner
forklarede
vitløfteligen tilvitløfteligen til]vitløfteligen til] A1, vitløfteligen A2 vitløfteligen til] A1, vitløfteligen A2 deres beste, forsøgte Keyseren, eftersom han hade
faaet de Franske af Halsen, ved en anden forordning til Spir anno 1529. at indskrænke samme frihed. Imod hvilken forordning da
Churførsten af Saxen og de andre Førster protesterede, bleve de kaldede
Protestanter. Derpaa offererede de Protestanter deres bekiændelse til Augsborg,
hvilken formedelst dens gode grund opvakte vel hos Keyseren medlidenhed, men
kunde dog ikke bevæge ham til at staae gandske fra sit forsæt, hvorudover de
begyndte at desperere om den tillid de tilforn havde til
Keyseren, og begave sig i en hast fra Augsborg. Nu siuntes det at ville komme
til en aabenbare krig, og de Protestanter giorde et forbund med hinanden til
Smalkald, for at forsvare dem mod de Romerske, i fald de ikke vilde lade dem
uforhindret øve deres religion. Men Albertus Churførsten af Mayntz, og Ludovicus
Churførsten af Pfaltz bragte sagen til forliig, saa at der mellem Keyseren og
Protestanterne skulde være fred indtil et Concilium blev
holdt, imidlertid skulde den ene ikke giøre den anden fortræd udi
religionen.
|249
Derefter lod Keyseren sig vel merke, at han havde begiærlighed til
at sammenkalde et Concilium, og gav Protestanterne gode Ord,
ey holdende det raadeligt, at indvikle sig udi krig med dem, eftersom han havde
mange hemmelige avinds-mænd, end ogsaa Pave Paulum selv, der ophidsede hannem
mest til denne krig, at han kunde skille ham med det Førstendom Meyland udi
Italien, hvilket han saae heller var i en anden Potentats hænder.
Smalkaldiste krig. Disse conjuncturer
varede til det aar 1546 da udbrød omsider den lue som længe havde ligget skiult
under asken, og begyndte da den navnkundige Smalkaldiske krig, hvorudi Keyseren
fik overhaand, og tog Churførsten af Sachsen, og Landgræv af Hessen fangne.
Herudover siuntes det at være ude med den Evangeliske religion,
eftersom hovederne vare udi fiendens hænder og forbundet adsplidet. Men Keyseren
fik udi en hast adskillige fiender paa halsen, hvorudover han af sin Broder
Ferdinando lod sig overtale til at forlige sig med de Evangeliske igien, og udi
det Passaviske fordrag at tilstæde dem religions fri øvelse, hvilken blev 3 aar
derefter confirmeret dem til Augsburg udi den saa kaldede Hellige Fred. Men de
Roman-Catholske lode derfor ikke af at sætte efter dem, forklarede freden til
deres fordeel, og, naar Protestanterne besværede sig derover, vilde de at
Keyseren skulde kiende deri, hvilket Protestanterne ikke vilde lade sig beqvemme
til, foregivende, at Keyseren var den Romerske religion til genegen, hvorfor de
ikke kunde vente nogen favorabel dom. Tvistighederne derfor
toge meer og meer overhaand. Men hverken Ferdinandus,
Maximilianus eller Rudolphus havde magt at angribe
Protestanterne med krig. De store oprør udi Frankerige og Nederlandene gave
ogsaa Spanien andet at tænke paa. Hvorudover det syntes sikkere at bie nogen
stund, indtil bedre leylighed kunde gives at undertrykke dem, hvor til den
ueenighed, som var imellem Protestanterne indbyrdes gav ikke liden
forhaabning.
Imidlertid havde den Protestantiske religion paa somme steder
fremgang, paa andre igien lidde den stor afbrek. Bisperne af Halberstad og
Magdeburg forkastede den Romerske religion, toge Hustruer og ikke desmindre
beholdte deres Bispedommer. Erkebisp Gebhardus af Cøln havde
ogsaa i sinde at giøre det samme, men |250han blev
af Keyser Rudolpho derfor skilt ved sin Churførstelige værdighed. Det
Strasborgeske Bispedom kieppedes saa vel de Roman Catholske som Lutheraner
om.
Derudi beholdte de første overhaand. Bisperne af Saltzborg og
Wurtzborg dreve Lutheranerne af deres lande. Den stad Donavert mistede ogsaa sin
frihed, fordi den havde uddrevet munkene.
Af dette kunde Protestanterne nok merke, hvad de Roman-Catholske
havde udi sinde med dem, hvorudover mange af dem udi Ober-Tydskland som fandte
sig nermest faren, giorde et forbund med hinanden, hvilket blev befodret af
Churførsten af Pfaltz.
Unio Evangelica.
Udi dette forbund traadde besynderlig Calvinisterne og de Lutheraner,
som formedelst Naboeskab læt kunde secundere hinanden, og blev samme forbund
kaldet Unio Evangelica eller den Evangeliske
Foreening. Derimod sat sig foruden de Roman-Catholske ogsaa Johan
Georg, Churførsten af Saxen, saasom han misundte Phaltz den ære at være hovet
for samme foreening, holdende for, at han som den ældste og mægtigste blant
Protestanterne burde have meest at sige. Udi hvilket forsæt han blev meget
styrket af de keyserlige, som holdte det for en stor vigtighed at skille denne
mægtige Første fra de andre allierede. Af det Hessiske Huus slog det Casselske
sig til unionen, men Darmstad favoriserede Keyseren. De
Nedersaxiske Førster jo længre de vare fra faren, jo mindre tænkte de paa noget
forbund, og at sætte sig i fornøden defensions stand.
Da de begyndte stridigheder om successionen i de Gylikske lande
vare paa det hedeste, holdte de foreenede Førster en sammenkomst 1610 for at
raadslaae om deres sager, og det besynderlig efter Kongens af Frankerige
tilskyndelse, hvilken tillige med Hollænderne slog sig til dette forbund. Og
syntes da faren at være nær, efterdi de Østerrigske lavde sig til at bemægtige
sig de Gylikske Provincier hvilke Churførsten af Brandenborg og Pfaltz-Græven af Neuburg, begge lemmer af bemelte union, havde inde, omendskiønt den sidste for at bestyrke desbedre
sine egne sager, lod sig siden overtale at antage den Romerske religion, og
besvogre sig med det Beyeriske huus. Derfor raadde han de Roman-Catholske til
udi det mode til Wurtz|251borg at smide et
forbund mod den Evangeliske union, for hvilket Førsten af
Beyeren blev hoved,
Liga Cathol.
og blev samme bund kaldet Liga Catholica.
Oprindelse til den Bøhmiske revolte. Der var ikke mindre urolighed i de keyserlige
arvelande, hvor omsider den lue brød ud, der skulle fortære heele Tydskland.
Aarsagen dertil var ogsaa den Evangeliske Religion, som havde udbredet sig over
samme Provincier. Ferdinandus I. havde tilstædet de
Østerrigske, da de ydmygeligen bade ham derom, at bruge kalken i den hellige
Nadvere, men Maximilianus havde fuldkommelig forsikret dem om religions fri
øvelse. Udi Bøhmen havde ogsaa samme religion udspredet sig, og bekomme de
Bøhmer af Maximiliano, saavelsom Rudolpho forsikring ved det saa kalte Majestets brev. Derimod fnysede den Papistiske Romerske
Geistlighed, foregivende, at Rudolphus udi sin høje alder var tvungen til at
udgive saadant Majestets brev, og derfor arbeidede idelig
paa, at giøre de Evangeliske afbrek. Jesuiterne oprettede til Prag et nyt
Academie mod det Protestantiske, og opfyldte samme Stad ved skrifter og skænds
ord, dog kom det ikke til nogen offentlig ruptur, førend udi Keyser Matthiæ
tiid, da begyndte de Protestantiske Bøhmer, da de saae, at det tilforn givede
Majestets brev blev af de Roman-Catholske intet agtet,
at bestemme en sammenkomst, og, omendskiønt Keyseren formanede dem at staae fra
saadant foretagende, vare de dog fremturende i deres forsæt, og begave sig til
Rigets Magistrat for at fremførefremføre]fremføre] A2, fermføre A1 fremføre] A2, fermføre A1 deres klagemaal. Da nu Wilhelmus Slabata, og Jaroslaus Martinitzius gave
dem et haart svar, styrtede de dem tillige med Philippo Fabricio ned udaf
vinduerne. Den navnkundige 30 aars krig begyndes.
Derefter blev Krigsfolk allevegne udskrevne, Regiæringens forretning betroed til
30 Directeurs og Legater bleve sendte til de Silesier, Moravier, LautznitzerLautznitzer]Lautznitzer] A2, Lautznisser A1; Lautznisser SS Lautznitzer] A2, Lautznisser A1; Lautznisser SS
og
Ungarer at begiære deres hielp efter forbund. Keyseren derimod rystede sig imod
dem af ald magt, udraabte de Bøhmer offentlig for rebellere og skikkede en
Krigshær ind udi Bøhmen, hvilken strax begyndte at skiænde og brænde, ligesom
udi et fiendtligt land.
Udi denne allarm døde Keyser Matthias 1619, efter hvis død
Ferdinandus 2 blev udvalt Romerske Keyser. Bøhmerne proteste|252rede ikke allene mod dette val, men endogsaa declarerede Ferdinandum, som de eengang havde antaget til
deres Konge, at have forliist den Bøhmiske Krone, hvilken de offererede til Friderik Churførsten af Pfaltz, som var en Herre af en
mild natur, et stort Svogerskab, og derforuden hoved for unionen udi Tydskland, hvorpaa de forlode sig saa meget, dette tilbud
antog ogsaa Fridericus, omendskiønt adskillige, som hans Svoger Kong Jacob af
Engelland, Kongen af Polen, Churførsterne af Saxen og
Brandenborg og Hertugen af Beyern raadde ham derfra, og blev med stor glæde af
Bøhmerne kronet til Konge.
Saasnart den nye Konge var kommen til Bøhmen, forbandte sig de
Bøhmer, Silesier, Mährer, Lautznitzer tilsammen. Paa Keyserens side traade de
Bayerer, Saxer og Spanier udi Nederlandene. Unionen, som da
havde til hoved Joachimum Ernestum, Margræven af Ansbach, antog neutralitet, dog
med saadanne vilkor, at den ikke vilde bemænge sig med den Bøhmiske handel,
saalænge som krigen blev allene ført udi Bøhmen.
Saaledes tog den 30 aars krig en begyndelse, Maximilianus Hertugen
af Beyeren blev med de Ligistiske tropper skikket ind udi Bøhmen, og kom i
treffning med Friderici folk paa det hvide bierg hvor han
erholt en fuldkommen seyr, og nødde Fridericum at tage
flugten først til Silesien, derefter til Brandenborg og endelig til Holland,
hvorpaa han blev erklæret udi acten, og hans Churførstelig
værdighed tagen fra ham, og given til Bayeren, Bøhmen blev bragt til keyserlig
lydighed, omendskiønt General Mansfeld forsvarede sig en tid lang. Jesuiterne
bleve igien indførte og Lutheranerne allevegne beængstede. Schlesien stak ogsaa
sin pibe i sækken, og hyldede Keyseren 1621 efter at den havde faaet forsikring
om religionens fri øvelse; Lausnitz blev indtagen af Churførsten af Saxsen, og
given ham af Keyseren for sin tro tieneste. Oberfaltz blev indtagen af
Churførsten af Beyeren, og given til Bayerske huus. Nederpfaltz blev erobret
eendeel af Spanierne, endeel af de Beyerske, og forblev i deres hænder indtil
freden blev sluttet. Den Siebenborgske Første Betlen Gabor, som hidindtil havde
stræbet efter den ungarske krone, maatte ogsaa bede om got veyr, og lade sig
nøje med noget udi Silesien, og omsider med Siebenborgen alleene. Tydskland geraader udi en farlig tilstand. Alle de
Førster, som havde holdt med Kong Friderik, bleve erklærede |253udi acten, og Keyseren forfulte dem jo
meere og meere, og bredde sin seyerrige armee vit ud, saa at
mange Stænder udi Tydskland
komme
komme]
komme] kommen A1 A2; komme SS
komme] kommen A1 A2; komme SS i den tanke, at Keyseren under et skin at forfølge sine fiender vilde
berøve dem deres frihed.
Endelig udspirede af den Bøhmiske krig en nye urolighed udi den
Neder-Saxiske kreds; Thi; saasom mange steder, der ved indqvarteringer, og
igiennem tog bleve hart besværgede, og de Keyserlige, samt Ligister fremturede
med deres fiendtlighed, saa man kunde klarligen see, at Keyseren vilde gribe for
viit om sig, saa at ikke alleene heele Tydskland, men endogsaa de Nordiske Riger
vilde staae høy fare; Nedersaxsen sætter sig udi defensions stand mod Keyseren og udvælger Kong Christian
til kreds-Oberst. Holdte de Neder-Saxske stæder det for raadeligt at
tage sagerne i agt, til hvilken ende de lavede sig til modstand, og udvalte Kong
Christian til kreds Oberst, hvilken imod vaaren af det aar 1625. lod trommen
røre, ikke alleene i sine Kongeriger, og i den Neder-Saxiske kreds, men endog
sendte sine Officierer med patenter og store summer penge til andre landskaber
at hverve folk.
Kredsdag til Brunsvig. Londorp.
act.
publ.
publ.]
publ.] publ A1
publ.] publ A1 part. 3. p. 807. Imidlertid holdte Førsterne af den
Neder-Saxsiske kreds en kreds-dag til Brunsvig, for at overveye hvorledes man i
saadan tilstand skulde gaae sagen best an, og forestillede den Ober-Saxiske
kreds, udi hvilken farlig tilstand det Romerske Rige var, og at
det fordervelige krigs væsen hidindtil med saadan koldsindighed var søgt at
afvendes, at man nu hørte større krigs bereedelser end nogen tiid tilforn,
hvorfor det var høyligen fornødent at have et vaaget øye derover, efterdi
erfarenhed udviste, at saadan uheld hid indtil havde taget for stor
overhaand og ruineret den skyldige tillige med den uskyldige, og,
omendskiønt den Neder-Saxsiske kreds haver udi ingen maade været aarsag til
den urolighed udi Riget, men holdt sig som troe stænder, og respecteret Hans keyserl. Majt. som deres hovet, haver dog denne
uskyldighed ikke kunnet hielpe, men landet bliver haart plaget af de
Keyserl. og Bayerske, og bliver truet med verre: Hvorudover Førsterne og
Stænderne udi den Neder-Saxsiske kreds have besluttet at være betænkte paa
saadanne midler, hvor|254ved all
overhængende fare kand afvendes, og i tide forebygges, til hvilken ende er
udi deres kreds-forsamling besluttet en temmelig Defensions forfattelse, hvilket de have villet lade Førsterne og
StænderneStænderne]Stænderne] A2, Stændere A1 Stænderne] A2, Stændere A1 udi den Ober-Saxsiske kreds viide og tillige med ombede, de vilde
være betænkte paa samme midler, paa det religionen, og freden maatte
hanthæves.
Derpaa gik hvervingen for sig, hvilken kom den Keyserlige General
meget underlig for, enddog han ikke vidste, hvo derved var meent, og derfor satt
sig for at afskrekke dem, til hvilken ende han vexlede mange breve med Førsterne
og Stænderne udi den Neder-Saxsiske kreds, og forestillede dem hans Keyserl.
Majts. gode intention, og hiertelaug imod dem, og den ulykke de vilde styrte sig
selv udi, dersom de toge sig noget fiendtligt for.
Keyseren raader Kongen og Stænderne at staae
fra deres præparationer. vid. Lond. act.
publ.
publ.]
publ.] publ A1
publ.] publ A1 part. 3. p. 8. Paa samme tid bekom Kong Christian
brev fra Keyseren til Vehrden, hvorudi han blev ombedet, at staae fra sine
hvervinger og fra det kreds oberst ampt, han havde paataget sig; Derpaa gav Kongen udi en
skrivelse af den 23. Augusti saadant svar, at Keyseren havde
ingen aarsag at forundre sig over, at han som en Konge af Dannemark havde
paataget sig saadant et ampt,Kongens erklæring. Lond. act.
publ.
publ.]
publ.] publ A1
publ.] publ A1 part. 3. p. 820. seq. efterdi hans Farfader Christianus 3. samt
Hertug Adolph af Slesvig Holsten havde ført det samme, og var det dem ved
det Romerske Riges constitutioner liige saa lidet forbudet som Margrævene af
Brandenborg, der formedelst det Prydsiske lehn ere forbundne til den Polske
krone, at forvalte Rigs-ampter udi den Frankiske og den Ober-Saxsiske kreds.
Ey heller haver hans Keyserl. Majt. aarsag at forundre sig over de Kongel.
hvervinger, efterdi den Neder-Saxsiske kreds ved uforsvarlige pressurer, og
mod de Keyserl. løfter og forsikringer af den Beyerske armèe
har nær hid indtil været undertrykt endogsaa paa en
tid, da ingen anseelse var til modstand nogensteds udi Riget, og de Ober- og
Neder-Saxsiske kredser havde licentieret deres |255krigsfolk, hvoraf letteligen er at slutte, om ikke bemelte
Bayerske krigsfolk ved saadan deres forhold have opvakt en tilbørlig
eftertanke hos de betrængte stæder, hvorfore han har holdt det for sin
skyldighed at forsvare kredsen fra den ubillige gevalt, indtil den Bayerske
General ved Keyserl. ordre giver tilbage de indtagne passer, og fører folket
af landet
igien;
igien;]
igien;] igien, A1
igien;] igien, A1
naar det skeer, vil hans Kongl. Majt. efterkomme Keyserens
begiæring, men, i fald ingen forandring derudi skeer, maa han bruge de
midler, han saa ofte er solliciteret til, men til dato har ikke villet
bruge. Bevidner ellers for Gud og den gandske Christenhed, at han er meere
genegen til en sikker fred end til saadanne midler, og vil lade dem svare
til all skade og blods udgydelse, som have tvunget ham til at gribe til
gevær for at hanthæve sin Kongl. myndighed, den Neder-Saxsiske kreds og sine
egne lande.
vid. Lond. act.
publ.
publ.]
publ.] publ A1
publ.] publ A1 part. 3. p. 823.
Kong Philippus af Spanien bemøyede sig og at bringe Kongen fra sit
forsæt, og til den ende affærdigede Johan Carl von Schønburg med en skrivelse
til ham, men bekom ikke andet svar end Keyseren.
Imidlertiid blev den 12. Augusti holden en landdag til Brunsvig,
did hen sendte General Tylli sine Gesantere som Gronsfeld og Rupper, og lode
stænderne viide, udi hvilken ulykke de vilde styrte sig, i fald de ikke udi tide
efterkomme Keyserens ordre, brugte ogsaa store ord og trusseler, hvoraf
Stænderne lode sig ingenlunde afskrække, men gave samme resolution fra sig som
tilforn.
Fientlighederne begyndes. Den Keyserl.
General Tilly, da han saae at han med sin skrivelse intet udrettede, og fornam
at Hertugen af Brunsvig, og Græven af Mansfeld komme Kongen af Dannemark til
hielp, begav han sig til Weseren og bemægtigede sig den pass ved Høxter, Kongen
af Dannemark derimod førte sine folk sammen til Hameln, hvor hans M. geraadede i
en meget farlig tilstand, som var holden for et omen, og forbud om en ulykkelig
udgang af hans forehavende, Kong Christian giør et
ulykkeligt fald med sin hest. thi, da han paa bemelte sted reed
allevegne omkring for at besigtige vagten, blev hans hest løbsk af et skud,
styrtede sig ned af volden og brød |256sin hals i
tu, hvoraf hans Majt. laa i to dage maalløs, og faae troede ham til livet. Denne
ulykkelige hendelse bragte stor confusion og forvirrelse blant de Kongel. Raad
og Officierer, hvilke sendte strax bud til Margræv Christian Wilhelm Administrator til Magdeburg med begiæring han vilde føye sig
til krigshæren.
Lond. act.
publ.
publ.]
publ.] publ A1
publ.] publ A1 part. 3. p. 816.
Der blev og sendte to Danske Commissarier til den Keyserl. General
Tilly, at lade ham viide dette ulykkelige tilfald, og forestille ham, at deres
armee udi anden intention ikke var bragt paa beenene,
end til den Neder-Saxsiske kredses forsvar og hans Kongel. Maj. deres naadigste
Herre og Konge aldrig havde nogen fiendlighed udi sinde med den Romerske Keyserl. Majt. Hvoraf Tilly fatter et
stort mod Men Tilly, da han fornam den forskrækkelse, som var kommen
iblant dem, blev han meget hoffærdig, og skrev tilbage at de skulde aftakke
krigsfolket, hvis de ikke giorde det med gode, vilde han hielpe til at splide
dem ad i en hast.
Kreds-tropperne udi denne farlige tilstand vidste intet bedre raad,
end at føre krigshæren noget tilbage, indtil de kunde see hvorledes det løb af
med Kongens svaghed, og giorde de den 25. Julii en begyndelse dertil, og førdte
krigsfolket fra Hameln Munden og de omliggende stæder til det stikt Werden.
Denne retirade, vidste den Keyserl. General Tilly vel at føre sig
til nytte og bemægtigede sig udi en hast baade Hameln og Munden, hvorudi han
lagde Keyserl. besætning, derefter giorde han sig mester over Weserstrømmen
indtil Petershagen, og begynte hans soldater at hussere meget grummeligen udi
Brunsviger lande og det Grævedom Schauenburg, hvor de ey allene med skænden og
brænden giorde stor skade, men endogsaa afhuggede hænder og fødder paa nogle
Evangeliske præste, paa andre næse og øren, afskaare brysterne paa adskillige
qvinder, og derved lode see, at de udi grumhed gave Tartarer og Tyrker lidet
efter.
Kongen bliver
frisk
frisk]
frisk] risk A1
frisk] risk A1 igien Kongen, saa snart han var kommen til forrige hilsen
igien, giorde han muelig anstalt til en god defension, og, som der var kommen en
stor sum penge til leyren udi det stikt Wehrden, deelte han paa nye patenter ud
at hverve end da 12000. mænd. Formedelst denne aarsag brøde de Keyserl. tropper,
som vare hvervede af Wallenstein, som ellers kaldes Hertugen af Fridland, og
hafde ligget endeel udi den Frankiske endeel udi den Svabiske kreds, op af deres
|257qvarteer, og rykte igiennem Hessen til den
Tillyske armee. Midlertiid bleve holdne adskillige
skermytzler imellem de Kongl. og Tillyske; De Tillyske
faae hug ved Rehberg. Besynderlig bleve ved Rehberg, som var en
vigtig Neder-Saxsisk pass, liggende udi et morast, de Tillyske meget svækkede;
Thi, som Tilly vilde have en besætning udi samme fæstning, og til samme ende
skikkede et regiment did hen, forsvarede de, der laae inde, sig med saadan
tapperhed, at 200. Tillyske bleve paa steden, mange beskadigede, og resten
maatte med u-forrettet sag vende tilbage igien. Erobre
Stoltzenav. Derimod havde Tilly bedre lykke med Stoltzenaw; Thi, saa
snart han var kommen der for, overgav dens Commendant sig uden nogen nød,
hvorved de Kongel. miste adskilligt proviant, stykker og munition. Denne
fremgang agtede Tilly at føre sig videre til nytte, og rykte derpaa mod
Nyenborg, en fornemme pas ved Veseren, hvilken ogsaa uden tvil havde bleven
erobred, dersom Kongen ikke til all lykke af et opsnapped brev havde faaet at
vide samme anslag, og derpaa i en hast forsynet stedet med en sterkere gvarnison, og andet, som var fornødent til en
tapper modstand; Tilly beleyrer Nyenburg. Ikke
desmindre bemøjede Tilly sig paa en anden maade at sætte sit forehavende udi
verk, greb til den ende staden aabenbar med stor iver an, og beskiød den paa det
hæftigste, forhaabende udi hast at giøre sig mester derover. Men den Oberst som
commanderede derinde, giorde med sin underhavende besætning saadan modstand, at ikke alleneste adskillige storme bleve afslagen,
men endogsaa ved idelig udfald en stor hob Tillyske omkommen. Besynderlig skeede
den 27 Augusti en haard treffning, thi, da 10 compagnier
Danske Ryttere vilde convoyere nogle vogne, ladne med victualier og andre
fornødne ting, ind udi byen, bleve de anfaldne af de Tillyske tropper, som vare
mestendeel Crabatere. Lider stor skade. Men de
brugte ved denne leylighed vognene til fordeel, og toge saaledes mod de
Tillyske, at en stor deel af dem, hvor iblant mange fornemme officerer, bleve
paa stedet, resten maatte salvere sig med flugten, og lade convoyen passere frit
ind udi staden.
Paa samme tid ankom til den danske leyr General Obentraut, som
tilforn havde holt sig tapperligen mod de Spanier udi Phaltz og Oberste Fuchs
med nogle tropper. Bemelte Obentraut blev giort til General Leutenant over det
Sachsen-Veymarske rytterie.
Den 1 Sept. giorde de beleyrede udi Nyenborg et sterkt udfald |258udi de keyserliges løbe-graver, hvilket
lykkedes dem saavel, at de nedsablede hen ved 100 mænd, og førdte 2 Capitainer
med sig ind udi byen. Efterfølgende dag tildrog sig og en merkelig action, thi,
da Johan Ernst, Hertugen af Sachsen-Veymar convoyerede nogle penge, og proviant
til staden til at betale gvarnisonen med, geraadde han i en haard trefning med
de keyserlige udi hvilken 120 af hans Ryttere bleve omkomne, og han selv skudt
udi akselen, de keyserlige forliiste ogsaa en temmelig hob.
Af alt dette fornam Tilly, at det vilde blive ham vanskeligt at
erobre staden, og, omendskiønt han havde bragt løbe-graverne indtil volden, og
med skyden og fyrverk ingen fliid sparet, haver han dog ey holdt det for
raadeligt, at opholde sig der længere, Maa ophæve
beleyringen igien. og, som han fornam derforuden, at de kongelige
vare paa veyen at undsætte staden, ophævede han gandske beleyringen og
retirerede sig til Stoltzenau 10 miile derfra.
Medens denne beleyring varede, havde Kongen af nogle opsnappede
breve faaet kundskab om, at Hertugen af Lyneborg corresponderede med Tilly mod
Hans Kongl. Maj. hvorudover han gav det Lyneborgske land sin krigs-hær nogle
dage til priis, hvilket giorde mangen soldats pung riig, og gav krigshæren stort
bytte.
Imidlertiid havde den keyserl. General Hertugen af Friedland faaet
en nye armee af 20000 mænd paa beenene, hvormed han begav
sig til Gottingen, og, omendskiønt bønderne havde søgt at forhindre ham passen,
var deres umage dog forgiæves, efterdi fienden var saa sterk. Wallensteins progresser. Ja de
gode bønder med forliis af deres faner toge flugten, og overlode de keyserlige
en fri passage, hvorudover Friedland rykte fra Gottingen til Einbek,
Grubbenhagen og Halberstad. Der kom Hertugen af Sachsen-Veymar ham med nogle
1000 til hest og fodsfods]fods] A2, føds A1 fods] A2, føds A1 i møde og holt adskillige skermytzler med ham, hvorudi begge deele
mistede meget mandskab, indtil de keyserlige omsider indqvarterede sig udi de
tvende Stikter, Halberstad og Magdeburg. Den stad Hall havde vel fattet den resolution at forsvare sig til det yderste, men da de
keyserlige nærmede sig til staden, og besætningen fornam der var ingen hielp for
haanden, fattede den andre tanker, og overgav sig med accord.
Efter at Tilly, som sagt er, med stor forliis var tvungen til at
|259ophæve beleyringen for Nyenborg, rykte han
for det faste Slot Calenberg, og tvang det til at overgive sig med accord. Samme
Calenberg var de Kongelige meget angelegen, hvorfor Kong Christian anvente all
sin fliid paa at bekomme den tilbage igien, og til den ende sente Hertug
Friderik af Sachsen tillige med Obentraut, og et got antal ryttere og dragoner
derhen. Dette fik Tilly betimeligen kundskab om, hvorudover der blev strax giort
anstalt, og blev den 4 Novembr. 3 regimenter ryttere og 3000
fodfolk beordrede at bryde op, og marchere lige mod Hanover. De Kongelige lide skade ved Calenberg. Da bemelte
Tropper om morgenen vare komne paa hin side Hanover, komme de udi kast med de
Kongelige Tropper, hvilke giorde længe en tapper modstand, men endelig, eftersom
de vare saa faa, bleve
adspredde;adspredde;]adspredde;] adspredde, A1 A2; adspredde, SS adspredde;] adspredde, A1 A2; adspredde, SS
der bleve 500 paa valstæden, blant hvilke
Hertug Friderik selv. Obentraut døde ogsaa en halv time efter slaget; Begge
deres legemer bleve med Tillys bevilling førte fra Calenberg til Sachsen.
Imidlertid holdte de keyserlige tropper under Hertugen af Friedland
heller ingen hellige dage, men efter adskillige stæder, som de erobrede, giorde
sig ogsaa mester over Dessaver broe, og forvarede den samme med nogle skantzer,
hvilket kom dem siden meget til nytte, og udi adskillige leyligheder bragte dem
ikke ringe fordeel.
Kongen af Dannemark derimod bemægtigede sig Stoltzenau, og, paa det
han kunde have desbedre middel til at fortsætte krigen, som saae ud til stor
vitløftighed, Landdag til Zell. holdt han udi
udgangen af dette aar en landdag til Zell, og bragte der til veye, at
ridderskabet udi Holsteen, og det gandske land bevilgede, at enhver plog til
landets defension skulle give 6 Rdlr.
Iligemaade
Iligemaade]
Iligemaade] iligemaade A1 A2; iligemaade SS
Iligemaade] iligemaade A1 A2; iligemaade SS skulle ridder- og adelig-gods af 1000 Rdlr. betale 6.
Hidindtil
Hidindtil]
Hidindtil] hidindtil A1 A2; hidindtil SS
Hidindtil] hidindtil A1 A2; hidindtil SS havde kongen ikke conjungeret sig med Græv Mansfeld Keyserens capital
fiende, eftersom han alletiider havde haft forhaabning om fred, men nu, saasom
han fornam, at det ikke vilde skikke sig til nogen fred, og at krigs væsenet
blev fortsat af all magt, Kongen conjungerer sig med Mansfeld. tog han sig samme Mansfeld
offentlig an. Denne Mansfeld var een af
Pfaltz-Græve
Pfaltz-Græve]
Pfaltz-Græve] PfaltzGræve A1, Pfaltz Græve A2; Pfaltz Græve SS
Pfaltz-Græve] PfaltzGræve A1, Pfaltz Græve A2; Pfaltz Græve SS Frideriks troeste Generaler, og var med udi det navnkundige slag ved
Prag, hvor han samlede sammen de overblevne levninger af den Bøhmiske armee, og giorde de keyserlige all den afbræk han kunde.
Mansfelds progresser. Udi Februarii maaned af det aar 1626 brød han op med sine |260folk, som mestendeels havde ligget i det Stikt
Lybek, og Lauenborg, og rykte ind udi Meklenborg, derfra gik han for Alt
Brandenborg, og begiærede at indlade nogle folk deri, borgerne stillede sig vel
udi gevær, og meente at holde ham med magt fra sig, men de vare forsvage dertil, maatte derfor denne gang bide udi det suure
æble, og tage imod indqvarteringen.
Derefter begav han sig til Zerbst, til hvilken han ankom udi all
stilhed om morgenen, som de Friedlandske tropper skulde blive indlagte til
besætning samme steds, og erobrede den uformodentligen.
Efter at han havde opholdt sig nogen tiid udi det Fyrstendom
Anhalt, arbeydede han paa at igien bekomme Dessaver skantze og broe, som
Hertugen af Friedland havde forrige aar erobret, eftersom man nu først, men for
sildig, fornam, hvilken vigtighed samme skantze var af, og hvor høylig man havde
forseet sig, i det man ikke bedre havde havt den i agt.
Den 1 April greb han skantzen med gevalt an, men de keyserlige
derimod giorde saadan modstand, at han med uforrettet sag maatte gaae derfra.
Ikke des mindre blev han dog ved sit forsæt, thi, saasnart Administratoren af
Magdeburg med nogle tropper var stødt til ham, rykte han den 11 derfor igien, og
beleyrede skandsen paa nye, men til sin egen skade.
Thi, saasnart som Hertugen af Friedland blev advared derom af
Oberst Altringer, som commanderede udi Skantzen, og tillige med saae, hvilken
leylighed han havde at ruinere de Mansfeldiske tropper, begav han sig udi all
hast did hen. Imidlertid vare de Mansfeldiske ganske sikkere og havde ikke
kundskab om noget anslag imod dem, ellers havde de udi tide kunnet retirere sig
udi god orden og uden skade kommet derfra. De grebe udenverkene af skantzen den
15 med magt an: men bleve afslagne ligesom tilforn. Derved blev den skade ikke
endet, thi strax derpaa lod Hertugen af Friedland anføre rytteriet, som var paa
hin side, over broen, af hvilket han forordnede endeel under Græv Schlik til
hinderhold udi en skov, og midlertiid lod give fyr paa de Mansfeldiske
løbe-graver, saa at de maatte forlade de samme, og retirere sig til skantzerne.
Bliver totaliter slagen af de Keyserlige ved Dessaver
broe. Der forsvarede de sig en lang tid indtil deres munitionvogne af
den formegen skyden bleve anstukne, og derfor maatte begive |261sig paa den aabne mark. Herudover fik de keyserlige vundet
spill, brøde ud af skoven, og anfaldte de Mansfeldiske paa begge sider. De samme
giorde vel en lang tid en tapper modstand, saa at victorien syntes tvilagtig,
men deres rytterie blev endelig overmandet, og slaget paa flugten, hvorpaa
fodfolket, som bestod af 4re regimenter, med liden umage blev adspredet; endeel
blev slagen: endeel fangen. De slagnes antal beløb sig til 3000. De keyserlige
bekomme nogle og 30 faner, og 7 store stykker, forliiste dog i samme action
henved 1000 mænd. Dette Mansfeldske nederlag forvirrede ikke lidet de Kongel.
sager.
Kongen erobrer adstillige stæder i Vestphalen. Imidlertid commanderede Kongen endeel af sin krigshær hen til
Vestpfahlen, hvor han erobrede adskillige stæder, og indfodrede en stor
brandskat, det Stifft Munster maatte og til at blæse
i bøssen, hvilket foraarsagede, at Græv Tilly maatte forlade Veserstrømmen for
at hindre Kongens videre fremgang udi Vestphalen.
Hertugen af Luneborg falder fra Kongen.
Hertugen af Luneborg havde hidindtil holdet med Kongen, og den Neder-Sachsiske
kreds, men nu lod han sig af de keyserlige søde ord forlede, at falde fra Hans
Kongl. Maj. og at opsige den bestalning, som han af Kongen havde bekommet, og,
som han derpaa foretog nye hvervinger baade til hest og fods, meente Kongen
strax, at det skeede Keyseren til gode, og derfor lod et patent publicere den 2
Martii, hvorudi han erklærede at disse hvervinger gik
ham aldeelis ikke an, og vare anseede hverken til sin eller den Nedersaxiske
kredses fornødenhed, hvorfore han vilde have enhver advaret, at de saae sig for,
ikke at begive sig udi saadan tienneste, hvor de maatte lade sig bruge mod deres
egen religions forvante, den Nedersaxiske kreds, og deres eget fæderneland.
Derforuden lod han ogsaa tilkiende give, at den som foragtede samme velmeente
advarsel, og kom udi hans hænder, skulde tilbørligen blive straffet. Til en
erindring om dette Luneborgske frafald blev slagen en mynt med saadan
opskrift:
Albus eras, rubeus, si modo pergis, eris.
|
Jeg har tilforn meldet, at de kongelige bemægtigede sig det |262Stikt Osnabrük. Der bleve de ikke længe
Mestere; Thi Græven af Anhalt, som havde ordre at drive dem ud af samme Stikt,
angreb til den ende først den stad Verdenbruch. Den kongelige besætning, som laa
derinde, og haabede undsætning, stillede sig modig an, og vilde ikke høre om
nogen overgivelse; men da Græven nærmede sig til den med approcherne, og intet
tegn til undsætning lod sig see, overgav den sig med accord. Besætningen af
Osnabryk overgav sig ogsaa paa samme maade. Mit udi Februario brød Kongen op fra Rothenborg udi det Stikt Verden, hvor han
een tid lang havde haft sit hoved-qvarteer, og begav sig til Wolffenbyttel, og
lod føre sine folk, som laa 30 miile adspredde, did hen.
Græv Tylly havde hidindtil holdet sig med sit meeste folk udi det
Stikt Paderborn. Men mod enden af April vendte han sig mod
Hessen, efterdi han ikke troede vel Landgræv Morittz af Hessen, der havde bragt
en hob folk paa beenene, ligesom han dermed agtede at forsvare sit land mod de
Keyserlige og Ligister. Bemægtigede sig saaledes den stad Hirskfeld, hvorudi
laae 4 Compagnier, som maatte strax vige derfra, og giorde hans folk med røven
og plyndren stor skade. Saaledes spillede Tilly denne gang mester udi Hessen og
bragte alt korn, hveede, malt og anden forraad, som laa til Rotenburg, Allendorf
og Hirskfeld til sin fordeel, Landgræv Moritz maatte sige dertil hvad hand
vilde.
Tilly beleyrer stad Minden. Derpaa
rykte han mod Maymaanets udgang mod Minden, udi forsæt at drive derfra den Kongelige besætning, som hidintil havde med adskillige
udfald og streiffen giort ham stor skade, og at bringe Borgerne til Keys.
lydighed, til hvilken ende han offererede dem adskillige middeler til forlig.
Men de havde samtlige fattet den resolution at forsvare sig tapperligen, indtil
de fik undsætningundsætning]undsætning] untsætning A1 undsætning] untsætning A1 enten af Kongen, eller af Hertug Christian af Brunsvig, ja de
vare saa ophidsede, at de forgrebe sig paa dem, som Tilly havde skikket til
staden, og handlede ilde med dem, hvilket foraarsagede, at Græv Tilly med des
større iver fortsatt beleyringen, og staden blev derover haart beleyret.
I begyndelsen giorde de beleyrede en tapper modstand, og nedlagde
mange af de Tillyske, hvilket foraarsagede at Tilly søgte igien at
vinde
vinde]
vinde] viude A1
vinde] viude A1 staden med accord, og til den ende skikkede en trompeter |263derind, men Oberste Clout som commanderede udi staden,
gav ikke andet svar end til det yderste at ville forsvare staden. Herudover blev
Tilly meget forbittret, og lod befale den anden dag at stille alle stykker mod
staden, og give saa længe fyr, indtil der blev skudt saadant stormhull, at man
kunde storme med et heelt regiment. Dette blev sat udi verk af Fyrstenberg, og
blev der fra morgen til aften skudt over 1000 skud mod muuren hvorved den paa
een side blev gandske nedslagen. Dette uanseet vilde de beleyrede ingen accord
begiære, men haabede ideligen at faae undsætning, hvilket bekom dem meget ilde;
Erobrer den med storm. Thi Fyrstenberg, efter at
han havde skudt breche, løb storm med to regimenter, og
inden en halv time kom ind udi staden, hvorpaa der angik et stort Blodbad, thi
foruden soldaterne som bleve uden all naade nedsablede, blev hverken mand eller
qvinde sparet. Den største deel af borgerne og soldaterne forsvarede sig en lang
stund paa kirkegaarden, som de tilforn havde forskantzet. Men da Oberst Clout
fornam, at det var umueligt, at opholde sig længe der, retirerede han sig til
Slottet, og deraf giorde fienden merkelig skade, indtil han omsider blev
overvunden, og omkom med alle sine folk. Af 2500 borger, soldater, og bønder
bleve ikke 20 tilovers i den hele stad, foruden qvinder og børn, hvilke ikke
heller bleve sparede. De mangfoldige døde kropper lod Tilly føre paa vogne, og
kaste dem udi strømmen.
Efter at Tilly havde erobret Minden, sat han sig for at tvinge
Landgræv Moritz til Keyserens lydighed, tvinger Landgreven
af Hessen til forligelse. og til den ende belagde den førstelige
residentz og fæstning Cassel indtil den 14 Junii da begiærede han af Landgræven,
at 4 keyserlige Compagnier maatte indlades udi Cassel, og, som landgræven
veyrede sig derved, truede Tilly at erholde det med gevalt, hvorfor han maatte
give en skriftlig forsikring fra sig, ikke at indlade nogen fremmet gvarnison
udi sine fæstninger, men holde dem til Keyserens og Rigets tieneste.
Jeg har tilforn meldet om Mansfelds nederlag ved Dessaverbroe.
Samme Mansfeld samlede sine adspredde folk tilsammen saasnart som mueligt var:
Dog kunde han med de compagnier, som Kongen af Dannemark skikkede ham, og de
Skotter han fik fra Hamborg, neppe giøre 3000 fodfolk. Med
ryttere var det ogsaa |264slet bestilt, saasom
ingen efter det nederlag havde lyst at tiene under ham.
Mansfelds bedrifter. Men, da han havde
faaet undsætning af 5000 mænd kongelige under Hertug Johan Ernst af Sachsen
Veymar, besluttede han tillige med bemelte Hertug at giøre et forsøg, om de
kunde conjungere sig med Førsten af Siebenburgen, som stod udi beredskab at tage
mod dem, og foretage noget af vigtighed mod Østerrige, til den ende
provianterede de deres folk for 14 dage, og fortsatte deres foretagen marche.
Men Hertugen af Friedland kom dem betimeligen paa halsen, saa de ikke kunde
fuldkomme deres forsæt saa gierne som de vilde; thi, saa snart han fik at høre
om dette tog, og merkede at marchen skulde gaae for sig igiennem Mæhren og
Schlesien, lod han strax nogle regimenter gaae igiennem Lausnitz til Schlesien
at forekomme de Mansfeldiske og Veymarske, og fuldt dem selv med 3000 mænd
derefter. Men denne mængde folk blev ved samme marche meget svækket, saa at den
en tiid lang intet vigtigt kunde foretage. Saaledes førte Hertugen af Sachsen
Veymar og Mansfeld den keyserlige magt af Neder-Sachsen, hvilket var holdt for
et stort verk.
De Mansfeldiske og Veymarske toge deres marche igiennem Brandenborg
ind i Schlesien, da de komme mod Breslau, skikkede de en trompetter med
skrivelse til bemelte Stad, og derudi meldte de aarsager, som havde drevet
Kongen af Dannemark til at gribe til gevær, og at de havde foretaget sig denne
marche for at skaffe eenhver igien sine borttagne privilegier, item stifte en
standhaftig fred, begiærende derhos, at den stad Breslau vilde aßistere dem
midlertid med 30000 Rigsdaler, og forsikrede dem at stadens gods ved deres
giennemtog ingen skade skulde vederfares. Men de Breslaver gave dem saadant
svar, som ikke vel klingede i deres øren. Derforuden bleve de heftig forfuldte
af de Friedlandiske, saa at de kunde ikke uddele sig udi dorperne, men maatte
fra een nat til en anden ligge udi en vognborg, og lide stor hunger, indtil de
komme til Gabelunka. Der forskantzede de sig sterk, og bleve bestyrkede med
folk, som komme dagligen til dem fra Mæhrn og Ungarn, hvorpaa de giorde
adskillige indfald paa de Mæhriske grændser, og derved giorde Førsten af
Lichtenstein stor skade.
|265Græven af Mansfeld saasom hans
forsæt var at conjungere sig med Førsten af Siebenburgen, rykte han ind udi
Ungarn. Hertugen af Sachsen Weymar derimod gik til Schlesien igien, hvor han
indtog en heel hob stæder, udplyndrede andre og besat Jægerndorf og Oppeln med
folk, og, som hans magt daglig tog til, bleve de Slesiske Førster og Stænder
heel bange, og derfor lode giøre paabud allevegne til landets defension. Derimod skikkede den Danske Krigs-Commissarius Joachim Mitzlafft en trompetter med advarsel til
Førsterne og Stænderne at holde inde med saadant paabud, give Hertugen af
Friedland og hans folk ingen gehør, eller forsyne dem med proviant, og anden
fornødenhed, men derimod assistere den Kongel. armée, som
var kommen i landet ikke som en fiende, men for at
beskytte deres religion og frihed. Samme trompetter blev ikke vel modtagen, men
blev af Ober-amptet i Lignitz kasted i fængsel. Imidlertiid grebe de Weymarske
temmelig viit om sig, og formerede en sterk armee ved TroppauTroppau]Troppau] A2, Troppan A1 Troppau] A2, Troppan A1 , og, som Hertugen fornam, at nogle keyserlige tropper under 4 Oberster
vare udi motion, skikkede han nogle ryttere mod dem, af hvilke de keyserlige
bleve slagne, og med forliis af 300 mænd maatte tage flugten.
Nu maa jeg vende mig til Kongen og Græv Tilly, og see hvad
midlertiid har tildraget sig udi Sachsen.
Kongen bekom ved Friedlands borttog temmelig luft, og derfor
begyndte at gribe viit om sig, thi han erobrede ved accord 2 Magdeburgske
Ampter, beleyrede derefter Schlaen, og nødde besætningen at overgive sig.
Iligemaade bragte han ogsaa udi sin gevalt det Cølniske Slot Steversvald, og
bekom derudi en stor forraad paa proviant.
Græv Tilly derimod rykte nogle dage efter Mindens erobring for
Gottingen og beleyrede samme stad. Derudi laa en god kongel. besætning, hvilken
giorde udi begyndelsen de Tillyske stor skade ved skyden og udfald; ikke
desmindre fortsat dog Tilly beleyringen med saadan iver, at han inden kort tid
bragte nogle af løbegraverne indtil stadens vandgrav. Tilli
erobrer Gottingen. Han indbildte sig vel i begyndelsen at giøre sig
mester over Staden uden synderlig modstand, men han giorde sin regning uden
vert; Thi han maatte ligge 6 uger derfor, indtil han omsider efterat breche var
skudt den 9 Augusti gior|266de anstalt til
storm. Da begynte gvarnisonen at capitulere, og overgav staden med reputeerlig
accord den 11 *ejusdem.
Efter at Tilly havde erobret Gottingen, begav han sig mod Nordheim,
udi forsæt ogsaa at erobre samme stad, men Kongen bekom i tide kundskab derom,
maa ophæve beleyringen for Nordheim. og derfor
besluttede at undsætte den, til hvilken ende han brød op med sin gandske armee, og kom den 15 Augusti uformodende i den Tillyske
krigshærs aasiun ved samme Nordheim, begge armeer vare
hinanden da saa nær, at Rytteriet begynte at skermytzere med hinanden, saa at
det saae ud til en hovet-træfning. Men de Tillyske soldater turde ikke binde an
denne gang, efterdi Generalen var ikke selv tilstede, men formedelst svaghed
opholdt sig til Gottingen og derfor retirerede sig til Gottingen igien til en
post, hvor de meente sig at være sikkre.
Denne retirade lod Kongen være gandske ubehindret, blev 4 dage
endda staaende paa samme sted, og, efter at han havde forsynet Nordheim med al
fornødenhed, brød omsider op, og, som man meener, agtede sig til Thuringen og
derfra til de Ligistiske lande, hvilket, da Tilly formærkte, sat han sig for af
yderste magt saadant at forhindre, og derfor, saa snart, som han havde bestyrket
sig med de Friedlandske tropper, brød op med sin heele krigs-magt at forekomme
de Kongelige, hvilke, eftersom de fornam, fienden var dem alt forsterke,
retirerede sig til Wolffenbyttel. Tilly stolende paa sin
mængde, forfulte dem indtil den Dorp Luther, hvor Kongen efter at han havde
opholdt sig en liden tid, kunde ikke taale, at fienden, hvorvel langt sterkere
end hans folk, skulde bravere ham længer, Slag ved Kenigs
Luther. og derfor den 27 Augusti gik udaf sin
fordeel, og leverede Tilly et feltslag. Udi begyndelsen saae det meget farligt
ud for de keyserlige, efterdi de kongelige figtede med en ugemeen tapperhed, og
Hans Majest. lod see, at ham her ey fattedes meer tapperhed, og forstand end som
tilforn, og førde sine folk selv 3 gange an, ikke desmindre finge dog de
Tillyske overhaand, effterdi det Tydske rytteri formedelst den ubetalte sold
bleve oprørske og vilde ikke fegte, hvorudover en stor deel af fodfolket blev
omkommen. Der blev funden paa val-staden af de kongelige, Landgræv Philip af
Hessen, item den Danske Commissarius Povisk, og andre gode Officerer, det heele
for|267liis blev beregnet paa 4000 mænd,
hvoraf endeel blev fangen, endeel slagen. Efter dette haarde slag begav Kongen
sig til Wolfenbyttel, og strax recolligerede sine tropper, hvilke, foruden hvad
som laa i besætningerne, vare endda 23000 mænd sterke, strax derpaa skikkede han
adskillige Curiers til Sverrige, Frankerige, Engeland, Nederlandene,
forestillende
forestillende]
forestillende] forestilleude A1
forestillende] forestilleude A1 dennem, at, omendskiønt lykken havde været ham noget imod, vilde han dog
ey lade modet falde.
Aarsagen til dette slags forliis samt den heele krigs slette udfald
var mangel paa penge, thi de subsidier som bleve Hans Majest. lovede af
Frankerig og Engeland bleve ikke betalte.
*Aitzem.
Saken
Saken]
Saken] Salken A1
Saken] Salken A1 van staet en
orl.
orl.]
orl.] orl A1
orl.] orl A1 tom. 1. p. 1253.
Kongen havde besynderlig forladt sig paa de accorderede engelske penge,
nemlig 3600000 gylden aarligen hvilke den Engelske Minister Buckingham, Spaniens
og Østerriges Ertz-fiende havde overtalt Kongen af Engeland at accordere. Men
saa store som løfterne vare, saa liden var effecten.
Den gemeene mand tilskrev saadant Kongens fald ved Hameln,
foregivende, at han siden den tid ikke havde kunnet agere med den forsigtighed
som tilforn, hvilke raisonnemens Aitzema beleer, sigende:
*
Maer seker t’onbrach den Koninck nock aen verstaent
nock aen wackerheit: hebbende alle deugden, die een Kloock veltheer
behoert te hebben.
Der fantes ogsaa de, der giorde sig et omen af steden, som slaget stoed
paa, nemlig Luther, at det skulde betyde den Lutherske troes
undergang.
Ligesom de Roman-Catholske nu ikke glemte at skyde triumpher hid og
did, og at siunge *Te Deum, saa forglemte ogsaa ikke Tilly at
forfølge sin Victorie, thi han erobrede den fæstning Steenbruk ved accord. Paa
samme tid slog ogsaa den stad Hanover sig til Kejserl. Parti. Alle passe ved
Bremen de tvende Slotte Høya og Langvedel, saa og den stad Verden og Rothenborg,
item alle fæstninger i det Brunsvigske undtagen Volfenbyttel faldt udi Tillys
hænder.
Som Kongen nu saae, at Tilly greb saa vit om sig, og rykte mod hans
egne lande, gik han fra Boxtehuude med sit hoved-qvarteer til Stade, hvilken
stad han lod sterkt befæstige, og omgive med nye grave, at han udi al tilfælde
kunde have sikker retirade dertil.
|268
Den 25 Octobr. affærdigede han til Staterne af de foreenede
Nederlande saadan skrivelse, at omendskiønt udi den nylig holdte
treffning lykken havde været ham noget imod, vilde han derfor ikke lade
modet falde, og forlade det gemeene væsen, men endnu ved GUDS hielp tage sig
det alvorligen an, tvilede ogsaa intet, at jo den almægtige GUD tager sig de
uskyldige betrængte an, og opholder sin kirke; Og, eftersom han ikke
alleneste har bragt sit cavallerie udi god orden igien, men endogsaa samlet
et anseeligt fod-folk sammen, og dermed besat det stikt Bremen, saa at Tilly
maa søge et andet vinter-qvarteer, saa har han dog holdet det for en
fornødenhed, at give andre Potentater og Herskaber, som er det gemeene væsen
vel affectionerede, saadant tilkiende, og at begiære deres undsætning. Og
efterdi han besynderligen derfor havde skikket sine Gesanter til Frankerig
og Venedig, og de, nemlig Staterne, havde deres residerende Gesanter
sammesteds, saa begiærede han af dem, at de vilde recommendere denne
handel.
Landdag til Rensborg. Udi Novembr. blev holden en land-dag udi Rensborg udi Holsteen,
hvor hen Kongen begav sig tillige med Printz Christian, der blev proponeret, at
den fornemste aarsag, hvorfor land-dagen var udskreven, var den store fare, som
formedelst fiendens ankomst svævede de Holsteenske stæder for øynene, hvorfor
det var fornødent i tide at beraadslaae hvad middel man maatte tage saadan uheld
i tide at forekomme.
Hvorpaa land Syndicus udi samtlige Stænders nærværelse svarede, at
det gandske Land erklærede saadan Landdags bestemmelse, som en besynderlig
faderlig omsorg hos H. Kongl. Majt. og vil beflitte sig paa at forskylde saadant
med
all
all]
all] ale A1, alle A2; all SS
all] ale A1, alle A2; all SS underdanigste tieneste.
Derefter stod Stadholderen i Holstein Rantzou op, og sagde frit ud,
at det var formedelst den overhængende fare det beste raad at
lave sig alle paa en tapper modstand, og der|269for nu fatte saadan resolution at gaae fienden imod, byde
ham paa et beqvemt sted spidsen, og ikke opbie ham, til han kom hid paa
grændserne. De lovlige Stænder maatte forsikre dem, omendskiønt han var en
gammel mand, og ingen ting tiente ham nu omstunder meere end rolighed, vilde
han dog ikke være den sidste, men heller den første, at vove sine graa haar
mod fienden, og saa haabede han enhver troe patriot vilde efterfølge hans
exempel, hvilket ufeylbarligen udfodrer den tilbørlige respect til Guds
hellige ord, den naturlige lydighed mod Gud og sin øvrighed. Hans Kongl.
Majt. allernaadigste villie er derfor, at enhver Adelsmand skal for sin egen
Person gaae udi felten, og den som vegrer sig derfor at blive skildt baade
ved gods og ære. Stadholderen erklærede ogsaa hvad stænderne maatte
contribuere til landets forsvar, og Ridderskabet underskrev villigen alle
puncter.
Efter holdte deliberation og giorde slutning, inviterede Kongen ved
Stadtholderen det samtlige Ridderskab paa slottet til maaltiid; Saaledes blev
denne Landdag lykkeligen fuldendiget.
Kong Christian erobrer Høya. Strax
derpaa tog Kongen sig fore ved behændighed at erobre det slot Høya ved Weseren.
Hvilket forsæt skulde sættes i verk den 12. Decembr. men det mislingede ham;
hvorfor han lavede sig til at erobre den med storm. Udi den første storm bleve
de Kongel. afslagne, men udi den anden bleve de Mestere over slottet: de
Tillyske retirerede sig til de inderste deele deraf, hvor de begiærede accord,
men kunde ikke bekomme andre conditioner end marchere ud med
deres side gevær. Udi slottet blev fundet stort bytte, men det kostede og brave
folk, Kongen selv blev skudt udi sin venstre axel og Kron-Printzen Christianus
5. blev blesseret paa tvende steder. Hvorfor ogsaa slottet blev fast gandske
ruineret, og broen over Weseren afbrændt.
Bliver forlat af sine allierede. Det ulykkelige slag ved Königs-Luther,
foraarsagede, at Førsterne og Stænderne udi den Neder-Saxsiske kreds begyndte at
vakle, og, omendskiønt skaden var ikke saa stor, at den jo vel, om
de
de]
de] dc A1
de] dc A1 havde |270villet været samdrægtige, og
efterfuldt den tappere Kong Christians exempel, havde kunnet oprettes, saa dog
lode de sig af frygt og gode ord bevæge at forlade hans Kongl. Majt. som for at
conservere deres religion og frihed, havde indviklet sig i denne krig.
Hertug Friderik Ulrik af Brunsvig falt fra udi denne fristelses
tid, og ved 2de forsikrings skrivelser den ene af dato
Brunsvig den 26. Augusti, den anden af dato Zell den 29. *ejusd. lovede at staae fra den Alliance med Kongen og fra
det Lavenborgske fordrag, at afskaffe den Kongelige Danske gvarnison, og fodre
sine Sønner fra den Danske Leyr. Dette er det fornemste som tildrog sig udi det
aar 1626.
Anno 1627. lavede begge partier sig til af all
magt igien: Jeg har tilforn fortaalt, hvordan det gik af med den Rensborgske
Landdag, holden udi forbigangne aar, og hvorledes Ridderskabet resolverede paa
den Kongel. proposition. Saasnart dette kom Tilly for ørene,
arbeidede han paa at kuldkaste det igien, og til den ende affærdigede skrivelser
baade til Førsten af Holsteen, og det Holstenske Ridderskab, hvorudi han
formanede dem at blive udi Keyserens lydighed.
Imidlertiid munstrede Kongen Ridderskabet, og de andre
Undersaattere udi Holsten, og lod forsyne den stad Nyenborg med proviant og
anden fornødenhed. Ellers var paa samme tid stor elændighed ikke allene i
Neder-Saxsen, men endog udi de andre omliggende lande, besynderlig udi Hessen,
Weymar og Frankenland, hvilke bleve plagede med indqvarteringer, og
giennemtoggiennemtog]giennemtog] A2, giennem tog A1; giennem tog SS giennemtog] A2, giennem tog A1; giennem tog SS
af de Keyserlige og Ligistiske tropper, saa at een stad efter en anden blev
besnæret, ligesom fuglen udi garnet, hvilket gav anledning til allehaande
underlige discurser, og saadant desmeere, efterdi man fik kundskab om, at H.
Keys. Maj. havde vel i sinde at giøre en bestandig fred udi Riget, men at de Roman-Catholske tragtede efter at forhindre saadant
got forsæt; I saa maade, at ei allene fra Paven selv, men endogsaa den gandske
Geistlighed til Rom bleve sendte protestations skrivelser til Hans Keyserl.
Majt. mod all forlig og fred, efterdi man nu hafde Kætterne, som de kaldte dem,
udi sekken; hvoraf man kunde see, at det geistlige godses igien erobring og
Protestanternes undertrykkelse var den bruud de Keyserlige og Ligister saa længe
havde dantzet om, og derfore havde ført krigen fra et land til et andet, udsuet
og ener|271veret en
nation efter den anden, men dog holdet saadant forehavende hemmeligt og fortsat
krigen under andre specieuse prætexter indtil det aar 1629.
da toge de omsider masken af, og lode komme for en dag, hvad som de havde gaaet
saa længe frugtsommelige med.
Efter at Hertug Friderik Ulrik til Brunsvig, som før er melt, havde
givet sig udi Keyserl. lydighed igien, og lovet at ville skaffe de danske
besætninger af sine fæstninger, har han derpaa giort adskillige ansøgninger hos
Hans Kongl. Majt. og udi begyndelsen af April affærdiget en Gesandt til ham med
begiæring, at Wolfenbyttel igien maatte indrømmes. Men Kongen holdt det ikke
raadeligt at bifalde Hertugen derudi.
Imidlertid giorde begge parterne deres yderste flid at forsterke
sig med friske folk. Udi Keyserens og de Ligisters navn bleve hid og did
patenter uddeelte om at hverve nye tropper. Kongen af Dannemark giorde ogsaa
store hvervinger, og samlede en hob folk sammen for at byde General Tilly
spidsen, og forsvare de endnu indehavende stæder. Blant andre arriverede nogle
compagnier Engelske 6000. mand sterk. Kongen af Frankerig bevilligede ogsaa at
hverve udi sit Rige 4000. mænd til Kongens tieneste, og lovede at giøre forskud
paa penge dertil. Havde man udi tide ladet see saadan iver at række Hans Majt.
haanden og assistere ham udi hans retferdige forsæt, havde man kunnet haft
forhaabning, at hans sager skulde have løbet anderledes af, og forrykt de
Keyserl. og Ligister deres concepter, men, saasom man allerførst af skade lærte
at blive viis, var all hielp forgiæves.
Kongen havde nu faaet paa benene igien 24000. mænd til fods og
5000. til hæst, hvoraf en god deel blev lagt udi det stikt Bremen og Ottersberg.
Og, som han befrygtede at Tilly maatte gaae over Elven med sin Armee, lod han
oprette adskillige skantzer ved samme flod, og forsyne dem med stykker og anden
fornødenhed.
Imidlertiid passerede nogle 1000. Tillyske Elven og conjungerede
sig med Oberste Altringers Regiment, og derpaa bemægtigede sig en sterk Pass ved
Havelen, en miil veys fra Brandenborg, omkomme nogle af gvarnisonen, og toge
resten til fange, som laa derinde.
Tillyske progresser. De Tillyske
bemægtigede sig derpaa adskillige stæder udi Brandenborger land, som
Brandenborg, Rattenav, Perleberg og andre |272omliggende stæder, og derefter vendte sig til Havelberg, for at erobre samme
stad med dens fæstning.
Imidlertiid stode de Kongel. sig vel udi Luneborger land, og giorde
besætningen af Wolffenbyttel adskillige lykkelige udfald, og bragte ind udi
fæstningen stort bytte, hvilket at hevne de Tillyske samlede dem sammen, og
agtede at sætte i brand forstaden kaldet GOtteslager, og havde til samme forsæts
fuldbyrdelse
fuldbyrdelse]
fuldbyrdelse] fuldbrydelse A1 A2; fuldbyrdelse SS
fuldbyrdelse] fuldbrydelse A1 A2; fuldbyrdelse SS god forhaabning, efterdi de havde faaet underrettning, at en Oberst havde
dagen tilforn holdet brøllup derinde, hvorover de indbildte sig at finde fienden
sovende af et got ruus, men deres tanker sloge dem feyl, thi de kongelige bleve
betimeligen advarede om de Tillyskes forehavende, og derudover forstak 500.
musqveterer udi en grav, hvorpaa en Ritmester begav sig af fæstningen for at
skermytzere med fienden; Da nu anfaldet skeede, vendte bemeldte Ritmester sig
til det sted hvor musqvetererne laae skiulte, hvilke uformodende gave fyr paa de
Tillyske, saa at en stor deel blev nedlagt, og resten dreven tilbage igien.
Saaledes blev dette fiendtlige anslag til vand, og kom dem selv til skade.
De Keyserlige beleyre Nordheim. Medens
dette forrettedes havde de Tillyske bloqveret Nordheim,
hvilken de nu begyndte at angribe med stor iver under Græven af Førstenberg. Den
27. Junii giorde de trende anfald, men de beleyrede forsvarede sig med saadan
tapperhed, at de Tillyske med stor forliis maatte vige tilbage. Da nu bemelte
Førstenberg lavede sig den 2. Julii til en general storm, bøde de beleyrede sig
2. gange til accord, men kunde ikke erholde den, hvorfor de lode ham ved en
Trompeter viide, at, eftersom man mod krigsbrug vegrede sig for at accordere med
dem, vilde de som ærlige soldater figte indtil døden. Dette u-anseet blev dog
Fyrstenberg ved sit forehavende, og lod sit folk den 5. Julii løbe storm den
heele dag, men de beleyrede afsloge dem med stor tapperhed, saa at de Tillyske
samme dag mistede en heel hob folk, og maatte med uforrettet sag vende tilbage
igien. Mod aftenen begiærede de en stilstand for at begrave deres døde, og
curere deres svage, men de beleyrede sloge dem saadant med all billighed af;
efterdi de tilforn havde nægtet dem accord, giorde ogsaa udfald om natten, og
udplyndrede de døde i graverne, og gave dem deres rest, som vare halv døde.
Erobre den efter stor forliis. Da de Tillyske nu
merkte deres resolution, forgik dem videre lyst til at storme, hvorudover
Fyrsten|273berg sendte bud til dem og
tilbød dem accord, hvilken de beleyrede modtoge, efterdi de havde ikke mere
proviant til overs, og marcherede med all æres-tegn udaf fæstningen.
Derefter brøde de Keyserlige og Tillyske længere ind udi
Neder-Sachsen, og det med tvende store
krigshære
krigshære]
krigshære] krigshæret A1
krigshære] krigshæret A1 . Kongen derimod blev gandske forladt af sine tilforn allierede, hvilke
falt fra efter haanden og forligte sig med Keyseren, dette foraarsagede, at de
keyserlige tænkte at have heele Dannemark i sækken, og derfor ikke vilde høre
tale om nogen fred, uden med saadanne vilkor, som Hans Kongl. Majest. ingenlunde
kunde modtage, omendskiønt han havde været bragt til største yderlighed. Keyserl. freds propositioner. De foreslagne
freds-conditioner bestoede derudi:
1.
1.]
1.] 1 A1
1.] 1 A1 At Kongen vilde nedlægge sin fiendtlighed
mod Keyseren. 2. Sige sig af med sit kreds oberst ampt. 3. ikke tragte efter
nogen Ertz-Stikter eller Stikter. 4. Indrømme Keyseren det
Førstendom Holsteen og andre Lehne, som Hans Majest. havde udi det Romerske
Rige. 5. Overgive den fæstning Glükstad strax. 6. Erstatte krigens omkostninger.
7. Opsige alle prætentioner paa det Førstendom Lyneborg, Brunsvig og andre
stæder udi Tydskland. 8. Erstatte krigs- og brands-skade. 9. Opsige all alliance
og forbund mod Hans Keyserl. Mayst. og andet saadant, hvilket var utaaleligt at
høre.
Blive af Kongen afslagne. Saasom Hans
Majest. nu tilbørligen havde afslaget disse ubillige conditioner, af hvilke han
noksom kunde see, at de keyserlige ikke havde i sinde at giøre fred, men allene
tragtede at føre sig til nytte den spliid, som var imellem Kongen og Hans
allierede for at skade Dannemark og befæste deres magt ved øster-søen, saa søgte
fienden nu af yderste magt at angribe de kongelige lande. Tilly brød ind paa den
eene side, og Hertugen af Friedland paa den anden side. Hvilket foraarsagede, at
Kongen retirerede sig til Glykstad. De Keyserl. bryde ind
udi Holsten. Derpaa trængde de Keyserlige sig videre ind udi det
Hertugdom Holsteen, og bemægtigede sig en liden fæstning ved Crempe, hvilken
strax blev besat med to Keyserlige compagnier. Tilly giorde sig iligemaade
mester over Itzehoe og Elmeshorn. Græven af Anholt bemægtigede sig nogle smaae
skandser og rykte for Ottersberg, hvilken, eftersom ingen hielp for haanden var,
han ogsaa erobrede.
Hertugen af Holsteen Friderik 3 forlod udi denne fristelses tiid,
|274da det kongelige parti, og søgte at forlige
sig med den keyserlige General Tilly.
vid.
vid.]
vid.] vid A1
vid.] vid A1 Olear. chr.
Han erholt ogsaa neutralitet, men med haarde conditioner, nemlig, at han
skulde give en anseelig sum penge, og indrømme det Eyderstedske til
indqvartering for endeel keyserlige tropper, og forlade det Lavenborgske forbund. Dette gav aarsag til misforstand imellem Kongen og Førsten, og
foraarsagede at Kongen faldt ind udi de Førstelige lande, og endelig beleyrede
Gottorf selv, hvor Hertugen opholdt sig med endeel Keyserlige tropper, og bleve
de ikke forliigte førend ved den Lybekske fred, hvorom videre siden.
Imidlertiid forefalt udi Holsteen en haard treffning imellem
Margreven af Durlach og de Keyserlige under Græven af Schlich, hvorudi Margræven
blev totaliter slagen, han selv med nogle faae frelste sig med flugten, og gav
sig til skibs. Resten af hans armee faldt udi de Keyserliges
hænder. item udi Jylland De Keyserlige armeer brøde derpaa ind i Slesvig og Jylland, giorde sig
mestere over Wilstermarsk og Rensborg, siden Kiel og Flensborg, og rykte langt
ind udi Jylland, hvor de bemægtigede sig Lands-Byer, Stæder og Slotte uden nogen
møye, eftersom indbyggerne havde gandske forladt dem af frygt for denne
forskrekkelige krigs-hær, hvilken de fant sig alt for svage at modstaae, men
alle de indtagne stæder, som hørte Førsten af Holsteen til, bleve efter
Keyserens ordre givne ham tilbage.
De Keyserl. belejre
Straalsund
Straalsund]
Straalsund] straalsund A1
Straalsund] straalsund A1 .
Anno 1628 beleyrede Wallenstein eller Hertugen af Friedland
ved sin Oberst Arnheim den stad Straalsund, hvorudi var en Dansk gvarnison,
hvilken forsvarede sig tapperligen, og slog de Kejserlige
alle tider af, da de stormede dertil, og, omendskiønt Wallenstein selv med nogle
tusinde mænd kom derhen, greb staden an med stor iver, og lod alle tider
regimenter løbe an, hvilke uden ophør bleve afløste med to andre regimenter,
ikke desmindre bleve de Keyserlige dog med stor forliis drevne tilbage.
*
Robert Monros
Robert Monros]
Robert Monros] Robert. Monros. A1 A2; Robert. Monros. SS
Robert Monros] Robert. Monros. A1 A2; Robert. Monros. SS expedit. and obs. part. 1. p. 67.
Over dette blev Vallenstein saa forbittret, at han lod sig merke med, at
ville intage staden, om den hang ved himmelen effter en kiæde, og derfor en dag
lod skyde paa murene uden ophør, hvilket altsammen de beleyrede udstode med stor
bestandighed, efftersom de havde forbundet sig til døden med hin anden,
besynderligen, da 150 Danske Seylere lode sig see udi søen, maa med skamme gaae der fra. og foraarsagede det, at de |275Keyserlige med uforrettet sag maatte gaae tilbage
igien. Medens de Friedlandske havde at bestille med Straalsund, havde Tilly
begivet sig for Stade, hvor udi var den Engelske Oberste Morgan med 44
compagnier Danske, hvilke forsvarede sig længe med stor tapperhed, giorde
adskillige udfald og skarmytzerede idelig med fienden, og, efftersom de ventede
undsætning fra Dannemark, vilde de ingenlunde lade sig beqvemme til tractater,
hvor udover Tilly anvente ald sin konst paa beleyringen. Endeligen lod Kongen
sig see med 3 skibe paa Elven, for at undsætte dem, dog han kunde ikke føre sit
forsæt i verk, efterdi Tilly havde saa stærk forskantzet sig, at man hverken
kunde komme til ham, eller beskyde hans leyr, hvor for de beleyrede endeligen
capitulerede og overgave staden.
Effter at Stade var erobret, gik man løs paa Crempe og Glykstad,
som bleve beleyrede af Oberst Altringer. De af Glykstad giorde adskillige
lykkelige udfald, erobrede mange fanger, samt nogle skibe, som vare ladne med
proviant til fienden, og sparede ingen fliid i at bestyrke sig mod de
Keyserlige, saa at de samme endeligen forlode Glykstad, og med deres gandske
magt gave sig for Crempe, hvor hen Hertugen af Friedland ogsaa var kommen med en
hob friske folk og omringede Staden, saaledes, at ingen kunde komme hverken ind
eller ud. erobrer Crempe. Da Gouverneuren Georg von Alefeld saae sig nu saaledes omspændt,
provianten fortæret, og ingen undsætning at bekomme, overgav han Staden med
saadanne conditioner, at besætningen med all æres-tegn skulle marchere til
Glykstad, og derfra begive sig til Dannemark. Havde de Danske med hungrige maver
kunnet behielpe sig nogle dage længere, havde de Keyserlige bleven nødde til at
ophæve beleyringen ikke uden største skade formedelst en vandflod, hvilken
skeede nogle dage efter Stadens opgivelse, men lykken herudi, saa vel som udi
andet, var stedse imod.
Da nu Kongen havde ikke meere tilovers af sit hele Holsteen end
Glykstad, lod Keyseren, opmuntred af denne lykke, ved sine Commissarier citere
den Holsteenske Adel til Rensborg, for der at hylde ham, efterdi Kongen af
Dannemark, som han foregav, havde forbrudt det Førstendom Holsteen, men der lod
sig gandske faae |276af bemelte Adel indfinde, saa
at de Herrer Commissarier fik her lidet for deres umage.
K. Christ. forsøger lykken til søes. *Monros exped. and obs. part
1. p. 46. ib. p. 51. Den bestandige og udi moed
u-overvindelige Kong Christian, om endskiønt lykken udi denne krig havde været
ham meget imod, lod han dog ikke sinke noget af sin sædvanlige behiertighed, men
paa nye lavede sig til af yderste magt at continuere krigen, og med en sterk
flode begav sig til søes, for at forsøge lykken igien; Først begav Hans Majest.
sig til Femeren, hvilken han bemægtigede sig, og tvang de besætninger, som der
fandtes, at opgive deres skandser; Derefter begav han sig til Eklenførde, hvis
besætning, som var Lyneborgsk, maatte give sig paa naade og unaade. Derimod
udrustede de Keyserlige til Apenrade 18 skibe, men de bleve overfaldne af en
storm, saa at nogle forgik, og resten faldt i de Danskes hænder. Efter at
Eklenførde var erobret, vendte Kong Christian sig til Kiel, hvilken da han nogen
stund forgiæves havde beskydet, og anfaldet, gik han derfra med sin flode
igien.
Efter at Kongen havde lagt sine skibe omkring Rygen, gik han med en
anden armee til Usedom, hvor han bemægtigede sig de stæder
Putgla og Usedom, samt det heele land; Der efter Volgast og den skandse
Peynemund. Medens Kongen tog sig for at befæste den stad Volgast, forsamlede de
Keyserlige sig til Grypsvald 6. Regimenter fodfolk og 22. Cornetter ryttere,
hvilket da Hans Majt. fornam, gik han dem selv i møde med hans Søn Hertug
Friderik, som siden blev Konge i Dannemark, sloges tapperligen med dem ved den
store skandse, og drev dem tvende gange tilbage med stor forliis. Endelig, da de
Keyserl. giorde det 3die forsøg, bemægtigede de sig skandsen. De Danske sloge
sig med 7. Cornetter tvende gange igiennem 22. Keyserl. Cornetter, og dermed
holdt dem saalænge op, at fodfolket kom ind udi staden. Udi denne træfning
forliiste de Danske 500. til fods, og 100. til hæst, de Keyserl. eengang saa
mange. Derefter gav Kongen sig til skibs igien, og seglede til Kiøbenhavn.
Imidlertid giorde den Danske besætning udi Glykstad, som bestod af
1500. mænd, et lykkeligt udfald; thi den 25 Augusti gik de
ud om natten af fæstningen, og anfaldte den Keyserlige armee
med saadan tapperhed, at en stor deel af de Keyserl. omkomme, mange høye Officerer
bleve fangne, og adskillige skandser sleyffede, hvorpaa gvarnisonen begav sig udi triumph til staden
igien.
|277
Handel om forlig imellem Keyseren og
Kongen. Nu bemøyede sig ikke allene Danmarks Raad, men endog
Churførsten af Saxsen, og andre at dempe denne u-roelighed, og at stifte fred
imellem Dannemark og Keyseren igien, og kom det endelig saa vit, at Hamborg
eller Lybek bleve benevnede til tractaterne. Men, som Kongen af Dannemark
imidlertid continuerede med krigen, lode de Keyserlige sig forlyde, at de deraf
ikke kunde slutte andet end de Danske havde liden lyst til fred. Da hans Majt.
blev erkyndiget derom, lod han til Kiøbenhavn publicere et skrift, hvorudi han
gav tilkiende den tilbøjelighed, han havde til fred, og at han allerede havde
forsynet sine med instruction og plenipotentz, dersom det var de Keyserliges
alvor. Herpaa kom det nu vel saa vit, at den stad Lybek blev benevnet til freds handling; ikke desmindre havde dog begge partierne
lavet sig til af yderste magt, at, i fald tractaterne skulde blive frugtesløse,
de kunde være færdige at møde hinanden igien.
Commissarierne komme sammen til Lybek.
Endeligen blev udi begyndelsen af det aar 1629. freds handlingen sat udi værk
til Lybek, udi hvilken stad lode sig indfinde efterfølgende Danske
Ministrer:
Herr Jacob Ulfeld Rigets Cantzler. |
|
||||||
Hr. Christian Friis Hof-Cantzler. |
|||||||
Hr. Albrecht Scheel Rigets-Raad. |
|||||||
Hr. Detlev Rantzov Raad og Amtmand til
Rensborg. |
|
||||||
Hr. Henrich Rantzov Amtmand til Rensborg. |
De Keyserlige lode sig strax derefter iligemaade indfinde og
vare:
Hr. von Dietrichstein.
|
|
||||||
Hr. Reinard von Walmerod.
|
|||||||
Hr. Hannibal von Schauenburg.
|
|||||||
|278Hr. Jobst Maximilian Graff von Gronsfeld. |
|
||||||
Hr. Johan Christoff von Ruppa General
Commissarius. |
Kongen af Sverrig vilde ogsaa have sine Gesandter did hen, thi
Doctor Salvius, som oppeholdt sig da paa Langeland, anholdt sterkt om frit
geleide, og sendte en skrivelse til Lybek der om, men udrettede intet dermed;
Thi de Keyserlige vilde ikke give dem noget frit pas, førend den stad
Straalsund, som var udi de Svenskes hænder, blev given tilbage, hvor til de ikke
vilde lade sig beqvemme.
Tractaterne imellem de stridende parter varede længe og lode sig
undertiden ansee meget tvilagtige, eftersom de puncter, de Keyserlige forelagde,
vare saa u-billige, at de Kongelige ingenlunde kunde eller vilde antage dem.
Fred til Lybek. Endelig blev
Ao.
Ao.]
Ao.] Ao A1
Ao.] Ao A1 1629 d. 12. (22) May freden sluttet imellemimellem]imellem] A2, immellem A1 imellem] A2, immellem A1 begge Potentater, ved hvis kraft Dannemark fik vel de forliiste
provincier tilbage, men der imod maatte love, ikke at hindre Keyseren meer i de
Tydske sager. Hvilken condition denne store Konge aldrig havde indgaaet, og
aldrig saa forladt de Protestanske Førster udi Tydskland, hvis de og andre
allierede havde grebet dem saa vel an, som de giorde siden under Gustavi Adolphi
anførsel, da den yderste nød tvang dem at vaagne op af søvne; Thi de, som af
denne 30. aars krigs historie have fattet saa slette tanker
om Dannemark, og derimod saa høye om Sverrig, lade kun see, at de løsligen og
uden judicio have læset samme historie; Thi havde Gustavus
Adolphus begyndt krigen først, da der hos de Allierede var saadan
kaaldsindighed, og hos de Tydske Førster saadan indolence,
var det ikke gaaet ham bedre. Saa den heele sag beroede allene paa
conjuncturenes forandring, endeel ogsaa paa Sverriges fordeelagtige situation
fremfor Dannemark, hvilket land efter det slag ved Luther stod aabed for de
Keyserl. armeer, da der imod Sverrig efter den forliis ved
Nordlingen, som var større, havde intet at frygte sig for saadant; Ved denne
fred bekom dog Dannemark ikke allene de erobrede provincier tilbage, men Hans
Majt. blev ogsaa accorderet en told paa elven til vederlag for krigens
omkostninger.
Med de afhandlede freds puncter bleve fire af de Kongelige |279Herrer Deputerede affærdigede for at indhændte
Hans Kongelige Majts. ratification, dog har Kongen ikke
villed underskrive dem, men skikkede to af dem, som bragte ham de samme, til
Lybek igien, tractaterne videre at continuere.
Ved deres ankomst have Gesandterne, for at giøre en ende paa sagen,
tractered endda 3. dage med hinanden, forbedret de forrige freds artikler, og
endelig bragt det til slutning. Derpaa have Gesandterne affærdiget denne
slutning til Hans Keyserl. og Kongl. Majt. for at indbringe ratificationerne paa begge sider, og lade freden forkynde saa vel udi
de Keyserl. som Kongelige qvarteerer og guarnisoner, og byde dem under livs
straf at indeholde med all fiendtlighed, fordringer, indfald og plyndringer.
Efterfølgende dag blev freden offentligen udraaben til Lybek, og af
alle kirkerne udblæst, og derpaa, efter at taksigelses prædikener vare holdne,
*Te Deum laudamus siunget udi alle kirker. Der efter blev
alle stykkerne 3. gange løsede om volden, og de gevorbene soldater gave 3. gange
salve.
Strax derpaa, efter at de Keyserl. og Kongel. ratificationer vare indbragte, blev det Keyserl. krigs-folk ført af
Jylland og Holsten, og undersaatterne satte udi fred og rolighed igien.
Efter at denne krig saaledis havde taget en ende, tog Hans Kongl.
Majt. sig for at forbedre Glykstad, og giøre den til en anseelig handel stad,
til hvilken ende han allernaadigst gav samme stad adskillige privilegier, som
jeg for kortheds skyld har ikke villet indføre.
Glykstadske told. Udi efterfølgende aar
1630. lod Hans Majt. lægge nogle krigs skibe paa Elven ved Glykstad, for at
fordre told af de forbiefarende Hamborgske skibe, og udgaae en befalning af det
indhold, at alle smaae og store skibe, enten de ginge fra eller til Elven,
skulde stryge seyl og kaste deres anker ved Glykstad, give sig an hos
Gouverneuren, og forhøre, om der kunde forefalde noget for dem at forrette paa
de Kongl. steder, hvorhen de agtede at begive sig.
Hvor over de Hamborgere besværge sig.
Disse Kongl. forordninger klingede ikke vel udi de Hamborgers øren. De stode
længe udi betænkning, om de skulde med magt søge at drive de Kongl. skibe fra
Elven, eller udi ydmyghed bede Kongen, han vilde staae fra sit forsæt. Med magt
fandt de nok, at de kunde lidet udrette mod deres egen Herre, som var dem saa
meget for sterk, |280de vidste der foruden, at
ingen fremmed Potentat vilde tage sig dem an, efterdi de ved forbigangen aars
opførsel havde givet Kongen aarsag til saadant foretagende, og begiære den maa afskaffes. derfor besluttede de ved gesandter at
forsøge, om Kongen kunde bringes fra sit forehavende, og udi Martio affærdigede
en Syndicum til Kiøbenhavn, hvilken ankom den 31. *ejusdem til samme hoved stad, og foreholdt Hans Majt.
Stadens underdanigste begiæring om toldens afskaffelse.
Kongl. Majsts. erklæring
Derpaa erklærede Hans Majt. sig saaledes: Hans intention og meening havde ikke været, var ej heller nu at anrette
en ordentlig told paa Elven, langt mindre dermed at besværge fremmede
nationer, Provincier og lande, hvilket de udgivne patenter ei heller bragte
med sig; Men denne ringe fordring gik allene de Hamborgere, hans arve
undersaatter an, efterdi de udi nogle aar uden Keyserl. Concession, uden det
Churførstelige Collegii og hans, nemlig deres
Lands-Førstes samtykke mod all ret og billighed have understaaet sig, at
tvinge og udpresse en over maade stor told af hans eget Kongl. gods, og hans
undersaatters vahrer, og efter udpresset told opholdet skibene mange uger,
saa at vahrene derover ere blevne gandske fordervede til Hans og
undersaatternes største skade. Derforuden er det og kundbart, at de have
lagt paa hans undersaatter en nye opfunden øl-told, og endnu dagligen
besværgede dem der med. At tie med hvad trussel og vold de have brugt mod
hans betientere, baade inden og uden staden, og tracteret dem ligesom
fiender.
Eftersom Hans Konglige Majestæt nu ikke har kunnet vente sig
saadant af de Hamborgere, som hans arve-undersaatter, i henseende til, at
han har beviist de samme saa stor Kongelig Naade, i det han ikke allene har
lættet dem tolden udi Sundet, hvilket de kunde ikke erholde udi Hans salig
Hr. Faders tid, men endogsaa har efterlat dem af Kongl. naade uden exception
de pro|281cesser de have været indviklede
udi, efterdi de have bedet ham saa meget der om, forhaabende derved, de
skulde have erkiendt saadan beviiste Kongelige naade med skyldig og lydig
devotion, og skikket sig, som det sømmer troe undersaatter imod saa naadig
en Herre.
Men, som de Hamborger mod deres beviste hylding, og all ret have
faret fort udi deres u-retmæßige foretagende, udi den meening ved saadanne
u-tilbørlige idretter at udpresse endda større privilegier og herligheder,
saa haver Han ikke kunnet lide, eller tilstede saadant længere uden sin
Kongelige myndigheds forliis, men var bleven
ligesom tvungen af dem at bruge disse rætfærdige midler, som den heele
verden tillader en høy Potentat at bruge mod sine arve-undersaatter, og
betynge den stad Hamborg alleneste *jure retorsionis med
denne ringe fodring, hvor ved retfærdighed kand hanthæves, og den tilforn
lidde skade nogenledes igien oprettes &c.
Førend Hans Majestet gav denne resolution, begav Han sig til
Holsteen, og, saa snart Han ankom til Glykstad, lod Han ey allene repetere
forrige mandat, men endog lod *inspecie anordne saaledes, at
et skib, naar det førdte meer end en mast, skulde betale for hver mast en
rosenobel, for hver pibe viin en Rigsdaler, for Tobak 3 *pro
cento.
de Hamborgere gribe til gevær.
Hamborgerne vare gandske misfornøjede med den Kongelige declaration, og som de
saae, at Kongen blev ved sit forsæt, resolverede de med magt at afskaffe den
paalagte told, øve fientlighed baade til lands og
vands. og til den ende udsendte nogle krigs-skibe med 1500 Soldater,
for at giøre sig mestere over Glykstads havn, hvilket, da Kongen fornam, befoel
han, at de kongelige skibe, som laae der, skulde retirere sig til en tid,
hvilket ogsaa skeede, men Hamborgerne forfuldte dem sterkt, og erobrede en deel
af dem; De havde og sat nogle folk paa land, hvilke skiulte sig udi en skov, for
at anfalde de forbigaaende, og som Kongen selv tredie passerede nær ved samme
skov, blev han u-for|282modentlig hilset af
adskillige musqvete-skud, af hvilke et borttog hatten af en Herre, der geleidede
ham.
Over dette blev Hans Majest. som tilbørligt var, meget fortørnet,
og skikkede strax breve til indbyggerne udi Bremen og Lybek, udi hvilke han lod
dem viide aarsagen, hvorfor Han havde paalagt dem denne told, nemlig for at
betale de Hamborgere for de ubillige og u-sædvanlige byrder, de havde lagt paa
Hans undersaatter, for hvilken aarsag de havde understaaet sig at gribe til
vaaben, anfaldet og borttaget adskillige af Hans Majests. skibe, som vare
destinerede til den Glykstadske fæstnings forsvar;
*vide Aitzem. t. 3. p. 118.
Derfor havde Hans Majestet villet lade de Lybekker og Bremer viide, at
de skulde have afskye for de Hamborgeres hofmod, som de havde øved mod deres
retmæßige Herre og Konge, til hvilken de eengang havde aflagt troeskabs eed, og
den, der havde beviist dem u-tallige velgierninger; Det samme lod Hans Majest.
og insinuere den Hollandske Republiqve ved sin Ambassadeur Arenfeldt.
De Lybekker og Bremer, da de havde bekommet disse breve, skikkede
de deres Gesandtere til Dannemark, med hvilke conjungerede sig to Engelske
Ambassadeurs, som da vare udi Hamborg, og nogle fra Førsten af Holsteen, som
alle sammen begave sig til Glykstad. Da Kongen af Dannemark havde hørt deres
propositioner, declarerede Han, at dersom de Hamborgere gave tilbage igien de
erobrede skibe, og de siden begiærede at tractere med ham, vilde Han ogsaa
dertil lade sig beqvemme.
Da Hamborgerne finge at viide denne Kongens resolution, vegrede de
sig for at modtage den, fore frem udi deres fiendtligheder, sendte en stor hob
orlogs-skibe for Glykstad, og meget hoffærdeligen lode
viise de Glykstadske adskilligt bytte, som de havde erobret paa de Danske skibe,
hvor udover Indbyggerne fyrede paa dem med deres Canoner, og skiøde 2 skibe udi
grund, hvor imod Hamborgerne
borttogeborttoge]borttoge] bortoge A1 A2; bortoge SS borttoge] bortoge A1 A2; bortoge SS
et Kiøbmandsskib, som skulde gaae til
Glykstad.
Hans Maj. søger at dempe denne rebellion med
magt. Over dette lod Hans Majestet confisqvere
alle de Hamborgske skibe, og all deres gield saa vel udi Bergen udi Norge, som
udi det heele Kongerige, og gav ordre at udruste sine skibe udi Kiøbenhavn.
Den Kongl. flode gaar i søen. Den 28
Augusti udgik den Kongl. flode, bestaaende af 36 krigs
|283skibe fra sundet, for at sætte sig mod
Hamborgerne, lagde sig for munden af floden, og kastede anker der, siden gik de
fort med en god vind mod den rebelske flode, som bestod af 22 skibe, 2 Brandere
og nogle og tyve andre skibe, skibene bleve commanderede af Borgemester Albrecht
von Eitzen, og krigs-folket af Baron Kniphaussen;
*Aitz. t. 3. p. 206.
Da begyndte begge floderne at canonere paa hinanden en lang stund, de Hamborg. blive slagne. vid. von Eitzens apolog. p. 19. indtil omsider de Hamborgere maatte give sig paa
flugten, og retirere sig til staden; Hans Majest. som var personlig paa den
Danske flode, forfuldte dem langst Elven for Glykstad, hvor han arriverede med
alle sine skibe udi alt 42 Seylere.
Efter dette lod Hans Majest. bygge en skandtzeskandtze]skandtze] A2, skandske A1 skandtze] A2, skandske A1 ved Elven, og forbyde alle sine undersaattere, at føre korn og fæe til
Hamborg, men formedelst Keyserens mellem handling blev all fiendtlighed opsat,
indtil trætten med gode kunde bilægges.
Forvirrelse udi Staden. Borgemester von Eitzen
anklages Efter den Hamborgske flode saaledes, som sagt er, var dreven
paa flugten, blev der stor allarm udi Staden; Thi den gemeene mand, og endeel af
Raadsherrerne vilde beskylde Borgemesteren von Eitzen, der havde commanderet
skibene, at han ikke havde holdet sig, som han burte at giøre, og ikke figtet
redeligen for fædernelandet, hvor imod bemelte Borgemester beviiste sin
uskyldighed ved en offentlig apologie eller forsvars skrift, og forestillede
dem, at han kunde ikke bringe det videre, efterdi veyret, vinden og lykken var
ham imod &c. hvorpaa han anførte adskillige exempler, og derved stillede
sine landsmænd nogenledes tilfreds igien.
Handel om forlig. Udi efterfølgende aar
begyndte man at handle om forliig, hvor til vare beordrede nogle Keyserlige
Commissarier, og den Stad Luneborg blev benævnet til tractaterne, men, som
Kongen ikke vilde lade sig forstaae til forliig uden paa visse conditioner,
fornemlig, at Ham skulde restitueres det, som var borttaget, og Hamborgerne ikke
vilde lade sig beqvemme til, maatte Commissarierne med uforrettet sag gaae
tilbage.
Herren Staterne udi
Holland
Holland]
Holland] holland A1
Holland] holland A1 arbeydede udi det aar 1632 meget paa et forliig imellem Kongen og
Hamborgerne samt at tolden maatte modereres udi Østersøen; Udi dette sidste
favoriserede dem Hans Majest. efter at de havde givet tilbage de Danske skibe,
de tilforn havde borttaget. Kongel. propositioner.
Angaaende det første bragte de det saa vit, at Høystbem. |284Hans Majest. proponerede Hamborgerne
saadanne conditioner, at de skulde betale 100000 Rdlr. i
reede penge til Kongen, foruden den summa, de havde tilforn lovet de Kongelige
Prindser, Hertug Friderik og Hertug Ulrik, at de skulde afstaae deres formeente
*jus restringendi, hvorom i det capitel om handelen; Og,
dersom Hamborgerne beqvemmede sig til disse conditioner, vilde Hans Majest. give
en fri seylatz paa Elven og Østersøen, og tilstede dem at handle paa hans Riger,
naar de betalte den ordinaire told, men, i fald de vegrede sig for at imodtage
disse lidelige tilbud, og efter sædvane sloge deres Konges formaning udi veyret,
vilde Han finde et middel at spæge dem med.
Men da Hamborgerne vilde endda ikke rekke øren til disse gode
tilbud, men flatterede imidlertid det Keyserlige Hoff, af hvilket de Ao. 1640 erholdte sæde paa Rigsdagen, uanseet Kongen og
Hertugen protesterede sterkt derimod: tog H. Maj. sig for med magt at bringe dem
til lydighed, dog formedelst andre Potentaters intercession
stod Han adskillige gange fra sit forsæt. Endelig blev udi det aar 1643 denne
stridighed bielagt paa saadan maade.
Hs. Maj. tager de Hamborger til naade
igien. Den 27 Augusti udi bemelte aar blev af
Stadens deputerede slutningens ratification overleveret med en afbeds-skrift,
hvor ved Hamborgerne erkiendte Kongen for deres rætmeßige Lands-Første, og
lovede at skikke sig herefter som troe undersaatter, derimod blev dem givet det
Kongelig tilgivelses-brev, og all naade blev dem lovet, som troe undersaattere
kand vente af deres Herrer og Førster.
En vis sum penge paa 280000 Rdlr. blev forligt om at betales af
Hamborg inden 4 aar. Angaaende tolden paa Elven, skulde med det første andre
tractater blive foretagne. Afbeds-skriftet, som de giorde til Hans Mayst. lyder
saaledes:
Stadens afbeds-skrifft. Contin. Londorp act
publ. part 5. l. 2 p. 828.
NAch dem Wir mit unsern und gemeiner Stadt
nicht geringen schaden und leydwesen nunmehr in 13 Jahren vernehmen müssen,
wie ob denen zwischen Ihro Königl. Mayst. und uns wieder erwachsenen differentien und was darbey fürgegangen, von uns bloß
(wie wirs mit unserm gewissen und dem allmächtigen contestiren) zu un|285serer
beschützung und erhaltung unserer gerechtigkeit gemeynet und angesehn
gewesen, für ungehorsame und fürsetzliche widersetzigkeit auffgenommen, zu
hohen Königlichen ungnaden gegen uns und die gemeine Stadt bewogen, und das
uns hertzlich schmertzet, das bey sothanem wesen etwas vorgegangen, wodurch
jetzt-beregte ungnade erwecket und auf uns gezogen worden, wie wir nichts
liebers inniglich und sehnlich wünschen, bitten und begehren, dan Euer
Königlichen Majestet vorige gnade und huld hinwieder zu erlangen, und wegen
dessen allen, was Deroselben widrig passirt, ausgesöhnet zu seyn. Also haben
wir vermittels dieser unterthänigsten supplication
nochmahlen unser Leydwesen und hohe begierde Eurer Königl. Maysts gnade zu erlangen, gehorsam contestiren
und bezeugen, darnebenst unterthänigst flehentligst bitten wollen, aus
angebohrner Königl. Clementz und milde dessen, was passiret, vergessen und verzeyen, und auch zu volkommen
Königlichen gnaden wieder kommen lassen wollen, alles was aus vorangezogener
unhulde wieder uns verhängt gnädigst aufheben, die freye commercien in Eurer Königl. Mayest. Königreichen und landen nicht
allein eröfnen und treiben zu lassen, sondern uns nach inhalt derer bey der
huldigung geschehener verfassung bey unsern wollhergebrachten privilegien, freiheiten, gerechtigkeiten und alten redlichen
gewohnheiten, wie nicht weniger deroselben untherthanen gleich, zu recht
schützen. Seynd hingegen des unterthänigsten und vesten erbietens bey Ew.
Königl. Mayst. unsern vorfahren gleich, als frommen leuten bey ihren
natürlichen Erbgebohrnen Lands-Fürsten und Herren zu thun gebührt, so viel
an uns ist steiff und unverbrüchlich zu halten, auch alles in dem
stan|286de , worinn es mit unsern
vorfahrn auf uns derivirt zulassen, und damit Ew.
Königl. Mayst. unsere eyffrige unterthänigste devotion,
auch die begierde in vorigen gnaden stand hinwieder gesetzt zu werden umb so
viel destomehr gnädigst zu verspühren. Als haben wir deroselben 100000.
Reichsthlr. hiemit gehorsamst offeriret und præsentiret, der unterthänigsten zuversicht, Ew. Königl.
Mayest. sothane unsere Erbietung und offerten gnädigst
auf und anzunehmen, und wie wir geneigt denselben allen wie aufrichtigen
Leuten gebühret nachzusetzen, also auch dieselbe uns in diesem allen nicht
enthören, besondern zu mehrer befestigung, und damit wir derer Commercien und unsere privilegien
auch erstellung der exsecution hinführo vergewissert,
uns einen sühnbrieff dadurch wir dessen allen zu gnüge versichert,
ertheilen, die gegen uns verfaste armatur und force gnädigst hinwieder abführen, auch die annoch
überbleibende streitige posten, und was denen anhangig forderlichst durch
gütliche tractaten bey- und hinlegen lassen.
Paa Dansk lyder det saaledis i kort begreb
Fordansket.
Eftersom vi med vor stads store skade nu udi
13. aar maae fornemme, at det som imidlertid er bedrevet, og af os har været
meent blot til at beskytte og hanthæve vor rett (saasom vi med vor
samvittighed og den almægtig Gud bevidne) er af Eders Kongl. Mayst. som en
forsettelig haardnakkenhed optaget, og det giør os hierteligen ont, at ved
saadant væsen noget er begaaet, hvorved E. K. M. unaade er opvakt imod os,
og, som vi ønske intet heller end E. K. M. naade igien at erlange, og at alt
hvis derimod er passeret maa blive tilgivet. Saa have vi nu ved denne
underdanigste suppliqve vidnet og
contesteret den store |287begiærlighed igien at erlange Eders Kongl. M. naade, og
ville underdanigst med grædende taare bede, at E. K. M. af medfødde mildhed
og naade vil forglemme, og tilgive alt hvad som passeret
er, og lade os igien komme til en fuldkommen naade og gunst, og ikke allene
aabne de frie commercier udi E. K. M. lande, men endog
efter indholden af den forfattelse, som er tilforn giort ved hyldingen,
beskytte og beskiærme os ved vore privilegier, ret og
frihed &c.
Kongl. Majt. forsohnings brev givet den stad
Hamborg.
Derpaa gav H. M. den stad Hamborg et forsohnings brev af dette
indhold:
Vi Christian den Fierde af Guds naade Konge
til Danmark og Norge &c. give hermed tilkiende, at,
Contin Act. publ. Lond. part. 5. lib. 2. p. 829.
eftersom Raadet
og det gemeene Borgerskab af vor stad Hamborg have indstillet sig med en
underdanigst suppliqve, hvorudi de have begiæret at
ville lade falde den mod staden fattede u-naade. Saa have vi allernaadigst
resolveret, at vi ville lade sinke og falde den u-naade, som vi af
bevægelige aarsager have fatted imod staden, dens Magistrat og Borgerskab, og derpaa med det første lade komme til
tractater og forliig all den trætte, som er opvakt imellem os, og bemelte
vor stad, item bestemme tid og sted dertil, ville ogsaa tee os saaledis, at
de skal deraf fornemme vor faderlige affection og
mildhed, dog, i fald een eller anden post, bliver ikke afgiort, da at sættes
op til viidere tractater, og ikke desmindre dette vor forsikrings brev være
og forblive udi sin kraft. Saa at vi lade forbyde vore folk videre offensioner og fiendtligheder, saa vel til vands som til
lands udi vore Kongeriger, førstendomme og lande, aabne igien handelen, og
lade den have og nyde uforhindret sit lob, efterdi staden haver erklæret sig
at holde fast ved den underdanigste forsikring, som nyligen giort er.
|288
Endelig blev udi det aar 1645. trætten gandske bilagt, hvorover der
udi Hamborg blev holden en offentlig taksigelses fest, og alle stykkerne om
volden løste, Den Glykstadske told bliver afskaffed.
hvorpaa da Magistraten havde ladet ved 700. musqveterere overbringe de
resterende penge til Glykstad, lod Hans Majt. afskaffe tolden paa Elven, og blev
det Steinbergske fordrag af 1621. fornyet. Om den handel kand læses meere udi
Act. Londorp. Olear. Chr. Holsat. hvor af dette er
taget.
Efter forligelsen var giort, lod det sig ansee til stor
fortrolighed imellem Kongen og staden, saa at staden beflittede sig paa at
bringe til veye nye kostelige klenodier at præsentere Hans Majest.
Udi disse 13 aar medens denne trætte varede, passerede intet
merkeligt, uden at den tredie Kongelige Printz Ulrik Ao.
1632 begav sig uden Riget udi Svensk tieneste.
Prinds Ulrik bliver ihielskut.
Da han udi den stilstand, som Hertugen af Friedland 1633 havde sluttet
med de Svenske i Slesien, blev buden til giest hos de keyserl. Officiers Græv
Schlich og Picolomini, blev den tappere Printz, da han
skulde tage afskeed med bemeldte Officiers, ihielskudt af een,
Commentar. de reb. Sv. lib. 5. v. 34.
der laae skiult
udi en grav, hans legem blev derefter førdt til Hamborg, og derfra til
Kiøbenhavn; Hans død blev meget begrædet, efterdi han var en tapper og
forstandig Herre. Pufendorf og andre, som have efterfuldt ham, siger, at han
havde forhaabning ved den Polske Princesse at nyde det Hertugdom Preudsen,
hvilket jeg ikke kand fatte, eftersom det staar ikke i Polske Kongers magt at
abalienere noget fra Riget. Denne Prinds Ulrik skrev en
bog de strigile vitiorum. Tycho Brahes himmelske Globus
erobres af Prinds Ulrik skikkes til Dannemark igien.
Han har ellers forbundet sig sit fæderneland, i det han ved sin uden
lands reyse fik tilbage den navnkundige Tycho Brahes
himmelske Globus, som forvaredes paa det runde taarn i
Kiøbenhavn og havde ikke sin liige.
vid. orat. funebr. Uldarici a Casp. Erasm. Brochm.
Dette herlige verk, saasom det havde lige
saadan skiebne, som resten af den berømmelige mands Astronomiske instrumenter
der bleve adspredde og forkomne efter hans død, faldt omsider udi Jesuiternes
hænder til Niessa udi Silesien. Men Prinds Ulrik, saasom han var tilstede, da
samme bye blev indtagen 1632. og kiendte Globum igien, lod
han den tage af staden, og skikke til Danmark, hvor den med Ceremonie blev
dediceret til det Kongelige Academie udi Kiøbenhavn med denne inscription.
|289
Sive hospes sive inqvilinus es
|
Bene adsis.
|
Hoc æneum cœli simulacrum
|
Qvod vides
|
Ingenio & impendio
|
TYCHONIS BRAHE,
|
ad Astronomicas observationes
|
In insula Huena
|
efformatum est
|
Nihil ad artis perfectionem ætas nostra illustrius
|
contulit.
|
Nomen Uraniburgo dedit.
|
Daniæ famam
|
Cum plusculos annos cœli motum felici apud nos successu
|
monstrasset, moveri cœpit.
|
&
|
Exteris cessit
|
Primo Benaticam, mox Pragam, inde Niessam defertur
|
Ità qvas in cœlo vices designat in terra patitur.
|
CAPTA NIESSA
|
Virtute, ductu & auspicio
|
æternæ memoriæ
|
Principis
|
Divi ULDARICI
|
Patriæ
|
Velut trophæum & peregrino Marte
|
Vindicatur & restituitur
|
Anno 1632 Calend. Decemb.
|
|290Paa Danske:
Vær velkommen enten du er indlændig eller
fremmed: Denne af meßing forfærdigede himmelens efterlignelse, som du seer,
er forarbeydet til Astronomiske observationer paa den Øe Hveen ved Tycho
Brahes invention og bekostning. Udi vor alder har intet været ypperligere
opfundet til konstens forbedrelse. Den haver forskaffet Uraniborg navn, og
Dannemark berømmelse. Da den mange aar lykkeligen havde viiset os himmelens
løb, begyndte den selv at bevæges, og kom udi fremmedes hænder. Først blev
den ført til Benatica, derfra til Prag, og siden til Niessa, og saaledes maa
selv underkastes de bevægelser paa jorden, som den viiser paa himmelen.
Endelig da Niessa blev erobret, blev den af Prinds Ulrik restitueret
fædernelandet igien Anno 1632. Cal. Dec.
*test. Gassend. in vita T.
Brah. l. 2 pag. 59.
Denne Globus begyndte at forarbeydes til Augsburg,
og siden blev ført til Hveen det samme aar, da Uraniborg blev funderet. Der blev
den bragt til sin fuldkommenhed.
Res. Monum. Hafn. p. 239.
Paulus Coldingius berætter,
han haver hørt af Tychonis egen mund til Prag, at samme Globus har kosted ham 5000 Rdlr.
Hvad skiæbne de andre Tycho
Brahes instrum. have haft. De andre Tychones
instrumenter havde saadan skiæbne, først bleve de smaae, siden de store
bragte fra Danmark til Bøhmen, der efter bleve de førte fra Prag til Benatica,
og siden fra Benatica til Prag igien, og bleve forvarede først udi Keyserens
Have, derefter udi Jacobi Curtii huus.
Efter Tycho Brahes død befrygtede Keyser Rudolphus sig, at samme
instrumenter skulde blive adspredede, søgte derfor at
blive Herre der over, og kiøbte dem af arvingerne for 22000 Croner. Derefter
bleve de saaledes forvarede udi bemelte Curtii huus, at de af dem, som af
Keyseren vare beordrede at have inspection derover, bleve skiulte udi mørkhed, og under jorden, saa at ingen kunde have nytte deraf.
Saaledes laae disse kostbare instrumenter udi bemeldte huus,
indtil den store rebellion udi Bøhmen efter Matthiæ |291død: Men da Prag blev erobret af de Phaltziske tropper, bleve
instrumenterne bortsnappede; Endeel bleve fordervede og
vendte til andre brug;
Gassend in vita T. Brahe L. 6. p. 216.
Eendeel bleve saaledes adspredede, at naar den store Globus undtages, man ikke veed, hvor de ere henkomne, saa at, dersom
Tycho ikke havde skrevet sine Mechanica, havde man nu ikke
vist, at saadanne instrumenter havde været til in rerum natura. (*)
Den sorg, som Kong Christian bekom over Prinds Ulriks død, blev
nogenledes formildet igien, i det Hans Maj. havde den glæde aaret derefter,
Pr. Frider. bliver Erkebisp af Brem. at see den
middelste Printz Friderik at blive efter Hertug Johan Frideriks død udvaldt til
Erke-bisp af Bremen, item Kron-Printzens brøllup med den Chur-Sachsische
Princesse Magdalena Sybilla, som blev med stor høytidelighed celebreret i
Kiøbenhavn,Kron-Prindsens bilager med den Saxiske
Princesse og copulationen forrættet af den Kongl. Hof-Prædicant D. Christian Matthisøn. Kong Christian forærede Bruden et kosteligt
halsbaand fuld af diamanter, hvor iblant var en saa stor, at derudi stod
udstukken Christianus V. og Magdalena
Sybilla.
Anno 1640 gik Kongens naturlige Søn Græv
Christian Ulrik udi Spansk tieneste, og anlangede udi Martii maanets udgang til
Bryssel. Da han havde været der nogen stund, kom han tilbage med patenter, og
begyndte at hverve en hob tropper baade til hæst og fods, Græv Christ. Ulr. bliv. ihielskudt
men da han med 580 Ryttere, og omtrent 100 musqueteerer havde lagt sig ved Reustadt og Meinertshagen 6 mile fra
Cøln,
*Aitzem. t. 5. p. 91.
blev han uformodentligen overfalden af 1000 Hollændere og bekom udi
trefningen 3 skud, blant dem eet igiennem hovedet, hvor af han døde, efter at
han havde forsvaret sig tapperligen, og vegred sig ved at imodtage qvarteer.
Der blev handlet paa samme tider om Egteskab imellem Grev Waldemar
og den Moscovitiske Prindsesse Irene, og blev Peter Marcelius sendt til Moscow,
for at befordre det
samme.
samme.]
samme.] samme A1
samme.] samme A1
Græv Valdem. Reyser til Moscow. Da han kom tilbage,
blev alting giort færdigt til Græv Waldemars |292reyse, og bleve ham givne tvende gesandtere til geleyde, som var Oluf Pasberg
og Steen-Bilde, med hvilke han kom til Moscow den 21. Januarii 1644. og blev med
stor pomp modtagen. lider stor fortræd sammesteds. Puf.
com.
com.]
com.] com A1
com.] com A1 de
reb.
reb.]
reb.] reb A1
reb.] reb A1 Svec. l. 16 pag. 555. Men, da Græv Waldemar paastoed,
at bilageret maatte gaae for sig, begiærede Moscoviterne, at han vilde lade sig
omdøbe efter den Ryssiske kirkes maade, og foregave ydermeere, at efterdi han
udi sin første hilsen havde kysset Czarens scepter, han var forbunden udi alle
maader at være ham lydig.
Da nu Waldemar fornam Ryssernes henseende, satt han sig for
hemmeligen at forlade Moscovien, og til den ende lavede sig til med 3 af sine
mænd at søge vejen til Polen. Men, da han mod aftenen var
kommen til stads-porten, blev han kiendt og forbuden at reyse videre; Her udover
agtede han med magt at trænge sig igiennem, men han blev ilde medhandlet, og
ført tilbage igien til sit herberge, hvoraf hans tienere brøde ud og omkomme
nogle Moscovittere. Bliver fængselet. Derefter blev
Waldemar haardt forvaret, saalænge som Czaren levede. kommer paa fri fod igien. Memoir. de Chan. tom.
2. Men, som aaret derefter Michael Foederowitz døde kom han paa
fri fod igien; Thi den nye Czar Alexius Michaelovitz bevidnede, at dette rørte
ham intet, og strax lod ham herligen beskienke, og sætte udi frihed; Dog ey uden
med de vilkor, at han maatte først give en skriftelig forsikring fra sig, ikke
at øve noget fiendtligt imod Moscovien. Saa snart han var kommen løs igien, tog
han veyen til Polen, og blev hæderligen modtagen af Uladislao 4 Kongen af Polen
udi Varskau, kom derefter *incognito under det navn af en
Meklenborgske Edelmand til Hamborg og saa viidere. Hvad fata
samme Waldemar siden havde, og hvorledes han af misfornøyelse forlod Riget udi
Kong Friderik 3dies tid, derom findes adskilligt udi M. Chanuts
Memoires.
Den Grævel. Skauenborgske stamme
uddøer.
Anno 1640 uddøde den Grævelige Skauenborgske Linie. Den
sidste Græve heed Otto, som havde ogsaa udi Stormarn det Grævedom Pinnenberg,
Hertug Friderik bekom det Ampt Barmstæde, hvilket nu er kaldet det Grævedom
Rantzou, eftersom de Rantzouske Græver mageskiftede sig det til for noget andet
gods udi Vagrien, og formaadde hos Keyseren 1650, at han ophøyede det til en
frie Rigs Grævelig stand. Det Hessiske huus succederede ham
udi det Græveskab Skauenborg i Vestphalen, og Kongen succederede i det øvrige.
|293Ellers havde Hs. Majest. udi
varende tiid stor disput med de foreenede Provincier, angaaende tolden udi
Øresund, hvilken de ikke kunde have paa den fod, som de vilde, og derfor
adskillige gange truede at erholde det med magt, Dannemark
bliver uformodentlig overfalden af de Svenske.men det kom dog ingen
tid til nogen aabenbare fiendtlighed, førend aar 1643 da Dannemark blev
indviklet i krig med Sverrig; thi da brød fortrydelsen for alvor frem og
Hollænderne foreenede deres magt med de Svenske, og vil jeg nu skride til samme
krigs beskrivelse.
Medens Kong Christian betienede sig af den langvarige fred til at
forfremme handel og boglige Konster, item at styrke og zire Rigerne med
fæstninger, og skiønne bygninger, vare de Svenske under deres tappere Konge
Gustavo Adolpho af et maadeligt og uanseeligt folk bleven en skræk for alle
deres naboer. Kort beskrivelse over Dannemarks og Sverrigs
tilsyand for krigen Thi, da Kong Christian havde sluttet den Lybekske
fred med Keyseren, og de Nedersaxsiske stænder fornam i hvilken fare deres
religion og frihed stode, saae de sig om fremmed hielp igien. Hos Kong Christian
var ingen meer undsætning at forvendte, saasom de selv ved deres kaaldsindighed
og frafald havde givet ham aarsag til fortrydelse og bragt ham til at indgaae
neutralitet, og ikke meer at indvikle sig udi den Tydske
krig. Herudover kastede de deres øyen til Sverrig og formaadde Gustavum Adolphum
at tage sig det betrængte protestantiske Tydskland an. Højstbemeldte Konge, efter at han havde ført
lykkelig krig med Polen og giordt stilstand med samme Rige, beqvemmede sig
dertil, og i en hast havde saadan forunderlig fremgang, at han forflyttede
krigen til de keyserlige arvelande, saa at ikke allene Keyseren og Spanien hans
fiender zittrede og bevede, men Hans egne allierede selv og det mægtige
Frankerig saae Ham an med skeele øyne. Men denne store Konge, efter at han som
en vældig strøm havde oversvæmmet heele Tydskland, omkom 1632. udi det slag ved
Lützen og ved sin død bragte sagerne udi stor forvirring. Mellem denne Konge og
Christ. 4. havde været temmelig god forstaaelse siden den Siørødske fred. Thi
den jalousie som gierne regierer mellem store naboer, var
ikke mægtig til at sætte splid mellem disse Konger, hvilke begge admirerede dyden hvor de fandt den, endogsaa udi deres fiender.
Comment. de reb. Sv. l. 1.
Den Svenske skribent Pufendorff vidner at Gustavus Adolphus agtede ingen
Konge saa høyt som Christ. 4. og, at han allene beklagede at de va|294re naboer. Vel er sant, at adskillige
tvistigheder opreisede sig mellem begge Rigers indbyggere, og at disse store
Konger undertiden fattede mistanke til en anden: Men dislige tvistigheder bleve altid bilagde, og begge Konger
havde paa adskillige tider tvende fortroelige samtaler med hinanden, hvorfra de
skiltes meget vænligen. Kong Christian indrømmede de Svenske Straalsund, og
tillod en stor deel af sine tropper efter den Lybekske fred, at gaae udi Svensk
tieneste. I det øvrige sad H. M. stille, medens krigen blev fortsat udi
Tydskland, og allene tilbød nogle gange sin mediation til de
stridende partier. Saadan var tilstanden mellem de Nordiske Riger udi Gustavi
Adolphi tid.
Efter Gustavi Adolphi død blev krigen fortsatt med foranderlig
succes. Keyseren søgte adskillige gange at formaae Kong Christian til at slutte
en alliance med sig, og lovede ham stor fordeel: Men H. M.
kunde ikke bevæges dertil. De Svenske skribentere sige vel, at det skeede af
frygt for deres magt; men en hver maa dog tilstaae, at, hvis Kongen havde brudt
løs mod Sverrige efter det Svenske store nederlag ved Nørlingen og den Pragiske
fred mellem Keyseren og Chur-Saxsen, da samme Rige neppe skulde kunne have
reised sig igien, og den hele Svenske Krigshær skulde have smeltet bort udi
Tydskland, efterdi Kongen ved sin mægtige flode kunde afskiære dem passen til
Sverrig igien, og synes mig, at dette allene kunde være tilstrekkeligt at betage
de Svenske all mistanke om Dannemarks fientlige intention, og at vise, hvor ilde
grundede de gissninger vare, som de giorde sig derom; Ikke dismindre blev dog
Hans Majt. da han holdt ved at bringe de stridende parter til forlig, og tænkte
paa intet mindre end krig, uformodentligen overfalden af de Svenske, hvis
General Felt-Marskalk Torstensen udi det aar 1643. i Decembr. maaned faldt ind
udi Holsten, og, førend Kongen af Dannemark havde nogen vis kundskab derom,
stode de Svenske allerede med blotte sverd i kiærnen af hans Rige.
Vitt. Siri hist. de temp. corr.
tom.
tom.]
tom.] tom A1
tom.] tom A1 3. l. 3. p. 987.
Samme marche skeede med saadan forsigtighed, at ingen fik et nys derom, førend de svenske vare inde i
Holsten, og med saadan hast, at en stor deel maatte blive paa vejen tilbage, som
ikke kunde følge med de andre.
Kort indhold af det Svenske Manifest. Aarsagen til dette u-formodentlige indfald, som
Dronning Christina af Sverrig ved et offentlig Manifest lod
tilkiende give, var |2951. at for nogen tid siden
8. Svenske skibe vare arresterede udi Sundet, og at nogle,
enddog de vare toldfrie, vare dog tvungne til at betale en temmelig told. 2. At
de Danske havde til Sverriges skade og præjudice giort forbund med Polen og
Moscow og favoriseret de Keyserlige, som da vare Sverriges
fiender. 3. Kongen af Danmark ved sin Resident og andre Ministrer havde overtalt
Enke-Dronningen af Sverrig at begive sig af sit Rige. 4. At de Danske havde
besluttet, saa snart leylighed gaves, at overfalde Sverrig med krig.
At saadanne beskyldinger vare ilde grundede, tvert imod, at Kong
Christian for Religionens skyld saae heller Sverriges end Keyserens fremgang,
kand bevises af Pufendorfs egne skrifter; thi paa et sted tilstaar han, at Kong
Christian, efter at Tilly var slagen af de Svenske ved Leipzig, lod løse
støkkerne udi Glykstad og siunge *Te Deum udi Kiøbenhavn, og
at høystbemelte Konge skrev et og andet haardt brev til Keyseren for Sverriges
skyld, saa at der fattedes intet andet end krigs erklæring;
Puf. de
reb.
reb.]
reb.] reb A1
reb.] reb A1 Sv. l. 14. p. 60
At Hans Majt. da, som foregaves, ikke var Sverriges fiende, og ikkun af
frygt for samme Riges magt sad stille, kand ogsaa sees deraf, at han effter det
slag ved Nørlingen sad ligesaa still som tilforn, da han dog ved denne leylighed
kunde letteligen have giort ende paa deres Herredom udi Tydskland, dersom han
havde villet bevæge sig. De Svenske skribentere tilstaae selv, at Torstensøn
fandt alting fredeligt for sig udi Dannemark, og at man kunde see, at dette Rige
tænkte paa intet mindre, end paa krig. Saa derfore, naar man dette betragter,
kand man have aarsag at tvile, om de geheime documenter ere
rigtige, som samme skribentere beraabe sig paa.
Svenske Progresser i
Holsteen. Den Svenske Feldtmarskalk Torstensøn bemægtigede sig strax
ved sin ankomst den stad Kiel, og tog der sit hoved qvarteer. De andre høye
Officerer bleve uddeelte i det Førstendom Dytmarsken, det Grævedom Pinnenberg,
de Ambter Hadersleben, Tritaw, Reinbek og Segeberg. Imidlertid blev det
Kongelige slot
ChristianpriisChristianpriis]Christianpriis] Christian priis A1 A2; Christian priis SS Christianpriis] Christian priis A1 A2; Christian priis SS , som ligger ved kanten af Øster-Søen, og 2. miile
fra Kiel, erobret med storm af de Svenske, og det herlige slot Bredenborg, som
hørte til Græve Christian Rantzov blev indtagen med list af General Major
Mortaigne, hvor udi de fandt stor Rigdom; Rensborg, Itzehoe, og andre stæder
gave sig uden sverdslag, ja der blev |296ikke udi
heele Slesvig og Holsten meere til overs end Glykstad og Krempe, men alle stæder
faldte i de Svenskes hænder, og bleve besatte med deres folk.
I denne krig vidste Hertugen af Holsten meget viiselig at skikke
sig efter tiden;
Pufend. Com. de reb. Sv. l. 15. p. 77. Olear. Chron. p. 100.
seq.
Thi, omendskiønt der imellem ham og Kongen vare udi de aar 1634. og 1636.
giordte tvende defensions Recesse til Førstendommernes forsvar mod de armeer, som grasserede udi
Tydskland, lod han dog, saa snart han fornam denne urolighed imellem Dannemark
og Sverrig, anholde om neutralitet, hvilken han vel erholdt, men det profiterede
ham lidet; Thi de Keyserlige pressede landet med penges indfordring og
indqvarteringer, og de Danske, som billigt, sparede ham heller ikke. I den
beængstelse lod han for sikkerhed fortificere den stad Tønningen 1644.
Kongen laver sig paa en tapper
modstand.Hans Kongl. Majt. da han fornam, at det Svenske indfald udi
Holsteen vilde besynderligen giælde hans lande, begav sig strax til Kiøbenhavn,
hvor han giorde all muelig anstalt at modtage disse Gieste, som uden aarsag vare
faldne ind i hans lande, hvilket Hans Majt. forestillede Rigets stænder, og
efter sædvane trøstede og satt moed i dennem, saasom han var selv en frimodig,
og udi courage u-overvindelig Herre,
Loccen. hist. Sv. l. 9. p. 669.
hvor af en Svensk historie skriver berømmer hannem, sigende: *
Confirmatis suorum animis, & idoneis
defensioni necessariisqve qvod in ista festinatione licuit,
conqvisitis, nihil recusat, qvod ejus prudentiam, præsentiam vel
auctoritatem desideraret, omnia pro tutela ac salute Regni
subditorumqve terra mariqve ausus, etiamsi fortuna ei parum
responderet.
Det er: Hand satt moed i sine folk, giorde all anstalt, saa
meget som udi saadan hast mueligt var til defension, han sparede intet, som
kunde tiene til hans fædernelands frelse og sine undersaatters, for hvis
skyld han vovede sig yderligen baade til lands og vands, om endskiønt lykken
var ham lit gunstig.
Boecl. hist. bell. Sv. Dan. l. 1. p. 84.
Og sandelig siger en anden Svensk skribent, naar vi ret
overveye alting; Da var Dannemark gandske u-bereed at tage imod nogen
fiende, men blev af intet saa me|297get
bestyrked, som af den incomparable Konges tapperhed, og
hans u-overvindelige courage i modgang. Udi hans graae
alder, for at redde sit fæderneland af den overhængede fare, lod han sig see
som en tapper soldat, og ved sine raad, daad og besynderlige taalmodighed
udi møye og fare udrettede, at Riget udi denne farlige tilstand blev saa
vit, som mueligt, conservered.
Udi Siælland blev, for at hverve land- og søe-folk, trommerne
allevegne rørdte, og af den i hobetal tilløbende mængde bleve udi Helsingør
udvaldte de beqvemmeste; De andre bleve sendte til Kiøbenhavn. Der fattedes
besynderlige gode anførere, som kunde byde spitzen til de gamle Svenske tropper,
hvilke ved saa mange aars continuerlig krig udi Tydskland vare hærdede, og hvis
Generaler ved saa mange expeditioner havde erlanged saadan stor krigs
erfarenhed. Da derimod de Danske udi meere end 30 aar havde ikke været
indviklede udi nogen krig, undtagen den mod Keyseren, hvor udi faae Danske bleve
brugte, men de fleeste vare Tydske af den Neder-Sachsiske kreds.
Endeel af de nye hvervede bleve sendte til Fyen til Rigets-Marsk Anders Bilde, som var beordred at sætte sig imod Torstensøn paa den
side.side.]side.] side: A1 A2; side: SS side.] side: A1 A2; side: SS
En anden deel blev beskikket til Skaane, hvor Ebbe Ulfeld, som
havde Kongens naturlige Dotter, skulde commandere. Niels
Cock blev sendt med et skib til Dantzig at hendte krud, hvor paa her udi landet
var mangel, og blev der sagt, at han skulde gaae der fra til Polen og Moscovien
at begiære undsætning.
Bœcl. hist. Sv. Dan. l. 1. pag.
86.Omendskiønt alting udi Dannemark blev nu tillaved, som til en
aabenbare Krig, flatterede dog mange sig med den forhaabning, at de Svenske
søgte ikke efter andet end vinter-qvarteer og bytte udi Holsteen, og ikke havde
udi sinde at føre krig paa Dannemark; Kongen selv, da han fik tidender om
Torstensøns indfald, for at udforske Svenskens intention, lod den Svenske
Minister Strømfeld, som opholdt sig i Helsingøer sige, at han kunde faae sin
afskeed strax, effterdi Kongen havde dog hørt, at han skulde kaldes
tilba|298ge . Men han svarede, at han
ingen saadan ordre havde, og vilde derfore først begiære sin afskeed, naar han
fik befalning af *Dronning Kirstine. Her paa skikkede Hans Majest. en Page til Sverrig med breve, hvorudi
Peder Wibe, Den Danske Minister, fik ordre at begiære af Dronningen, hun vilde
kalde Torstensøn fra Holsteen, og i fald hun vægrede sig derfore, og tilstod
dette indfald var skeed ved hendes befalning, da skulde han begiære sin afskeed
fra Stokholm.
Imidlertiid tillavede Kongen sig af yderste magt at tage imod disse
uformodende Giæste, og ikke alleneste sat alting udi god orden hiemme, men endog
saae sig allevegne om fremmed hielp, besynderlig hos Keyseren, hvilken udi
begyndelsen af krigen sendte skrivelser til søestæderne, Lybek, Hamborg og
Bremen, hvor udi han formanede dem at hielpe de Danske, og gribe til værge imod
den daglig tilvoxende Svenske magt, men med liden succes; eftersom bemeldte
Stæder holdte det mest sikkert og raadeligt ikke at bemænge sig udi denne krig.
De Svenske derfore, saa vel som de Danske hvervede folk udi Hamborg. Lybek
forbød de Danske offentligen at hverve, foregivende, at den selv havde sine folk
nødige. De Lyneborgske Førster, og den Oldenborgske Græve kunde ey heller
overtales til at gribe til gevær mod Sverrig; Saa Hans Majest. der udover
fornam, at ald byrden vilde ligge paa ham alleene, og at han havde ingen anden
at forlade sig paa end GUD i himmelen, og sine egne retfærdige vaaben; Han lod
paa samme tid slaae en mynt med denne paaskrift: *Justus יהוה Iudex.
Imidlertid rykte de Svenske længer og længer ind udi Dannemark og
huserede grummeligen, efftersom de ingen modstand fandte. Hans Maj. havde vel
bragt udi en hast nogle ryttere paa beenene, og sendt dem under anførsel af
Oberste Buchwald til Colding, men de bleve effter en haard fegtning med den
Svenske Oberste Duglas, som overgik dem langt udi magt, nødde til at retirere
sig til Fyen; Paa samme tid holdt besætningen udi Krempe med deres Commendant
Steenberg en lykkelig treffning med et Svensk parti, af hvilket halvtredie
hundrede bleve fangne og omkomne, og et stort bytte erobret.
|299Efter at det Buchwaldske rytterie
var bleven tvungen til at forlade Jylland, som sagt
er, blev Anders Bilde sendt fra Fyen did hen, hvilken slog sin leyr ved
Strandbredden af Middelfart Sundet; de Svenske bemestre sig
hele Jylland.Men Torstensøn brød op med sin leyr i begyndelsen af det
aar 1644. fra Kiel, og gik ind udi Jylland, udi forsæt at overfalde Anders
Bilde, og kom udi Januario med sin heele armée til den Danske leyr, hvilken man af all magt havde arbeydet paa
at befæstige, men den var ikke endda bragt til nogen fuldkommenhed. Da
Torstensøn udi 3 dage havde canonered der paa, begyndte Bilde at desperere om
leyerens defension, og derfore bragte over med sig til Fyen stykker, feldttegn
og de fornemmeste anfører, hvilket da Torstensøn fornam, satte han sig fore at
bestorme leyren, og lod de beleyrede det viide ved en trompetter. Hvorudover de
samme, saasom de saae, det var umueligt at forsvare den meere, bleve tvungne til
at overgive sig. Efter at Torstensen havde erholdet denne fordeel, blev Oberste
Hielm Vrangell sendt med en hob tropper til Nørre Jylland, og gik paa iisen over
Limfiorden ind udi Vensyssel, hvor han adspredde de bønder, som fandtes
bevæbnede, og tvang dem til at overgive deres gevær. Saaledes bleve de Svenske
Mestere ogsaa over heele Jylland.
Torstensen disponerede sin vinterleyr saaledes, at han kunde ikke
frygte for nogen magt, hvor fra den kom, og bestyrke og recrutere sine soldater.
Sit hovedqvarteer beskikkede han til Hadersleben, hvorfra han letteligen kunde
have indseende med alting.
Bœcl. hist. bell. Sv. Dan. lib. 1. p. 93.
Imidlertid var Kongens nærværelse, som havde opholdet sig en tid lang
til Odensee ligesom en sterk fæstning. Han bestyrkede de tropper, som komme fra
Jylland, med friske folk, opreyste ved alle tilgange befæstninger, disponerede
stykkerne, og lagde skibe og pontons udi middelfart-sundet.
Ved Nyeborg stode ogsaa ferdige skibe, som skulde i fald aldting gik ikke vel
for sig, tage imod de flygtige. Men jo større fliid Kongen anvendte paa at
conservere øerne, jo større begiærlighed fik Torstensøn at angribe dem, til
hvilken ende han tillavede en stor hob skibe og lagde dem ved de beqvemmeste
havner udi Jylland og Holsteen, for at betiene sig af hvad leylighed, der kunde
offereres. Men alle disse anslag bleve til vand formedelst kongens aarvogenhed;
Thi de Svenske fik udi den heele krig ikke fod paa nogen af øerne.
de Svenske faae hug udi Skaane og
NorgeUdi Norge og Sverrig holdtes heller ingen helligedage. Han|300nibal Sehsted gik med sine Norske ind udi
Sverrig, hvor han giorde god fremgang og bemægtigede sig adskillige stæder paa
græntzerne. Ebbe Ulfelt overrumplede den Svenske Oberst Steenbok, da han med
nogle 1000 mænd vilde bryde ind udi Skaane, jog ham paa flugt, og drev ham udi
et moratz; ja de Danske og Norske regierede nu ligesaa sterkt udi Sverrig, som
de Svenske udi Holsteen og Jylland, og nødde de Svenske til at forlade Skaane,
og begive sig til deres egne græntzer, hvilke de fornam vilde staae udi høy
fare; Thi Kongen af Dannemark lagde sig personlig for Gottenborg, beleyrede
samme stad sterkt baade til lands og vands.
De Danske besætninger udi Glykstad og Krempe,
da de fornam at de Svenske udi Itzehoe holdte ikkun slet vagt, og deres
Commendant var reyst til Rensborg, rykte de 800 mænd stærke derfor og erobrede
staden med list paa den samme maade, som den Svenske General Kønigsmark giorde
for et aar siden med Halberstad; thi tiligen om morgenen, da stadens port blev
aabnet, havde nogle Danske forklædt sig udi qvindeklæder; andre, som bønder, gik
med kaal, urter og andre saadanne vahrer og overrumplede vagten, og derved gave
leylighed til deres baghold at bryde ind i staden, hvor de bekomme 300 Svenske
til fange og stort bytte.
General Gallas kommer de Danske til
hielp De keyserlige, Spanske og Beyerske Generaler, da de finge kundskab om
det Svenske indfald udi Dannemark forsamlede de sig til Passau at raadslaae med
hin anden, hvad de her til skulde giøre, og endeligen besluttede at skikke folk
til Dannemark, ikke saa meget for at hielpe de Danske, som for at føre de
Svenske udi knibe i Jylland og Holsteen, hvor de havde deres herberge, og om
ikke at tvinge dem med magt, saa dog at mage det saa, at de ved hunger skulde
blive ruinerede.
Pufen. com. de reb. Sv. l. 16.
pag.
pag.]
pag.] pap. A1
pag.] pap. A1 536.
Til den ende blev den Keyserl. General Gallas beordret at rykke
til Holsteen, hvor han ankom udi begyndelsen af Augusti
maaned, og commenderede nogle af sine folk til Kiel, hvilke erobrede samme stad,
og nedsablede en hob Svenske; endeel af dem flyede til slotted, resten blev
tagen til fange og med stort bytte bortført, dereffter blev fæstningen angreben,
hvilken blev tvungen til at give sig paa naade og unaade, og dens besætning
giort til krigsfanger.
General Torstensen forlader Holst.
General Torstensen samlede alle sine folk sammen, og begav sig til Rensborg,
derfra til Segeberg og Oldesloe, hvor han blev staaende. Did hen fuldte ham
Gallas, som var conjungeret med de Danske |301tropper, bestaaende af 1000 ryttere, og 2500. fodfolk, og leyrede sig paa en
høy tvert over fienden, hvilket foraarsagede, at begge partierne begyndte skarpt
at canonere paa hinanden, og man ventede, at det skulde komme til en hovet
treffning imellem dem. Men Torstensen brød op dagen der efter, marcherede mod
Meklenborg, og saaledes med sin hovet armee forlod Holsteen.
Puffen. com. lib. 16. p. 535.
Dette var alt, hvad som Gallas udvirkede udi Holsteen, hvor vel han tit
og ofte havde ladet sig merke, at have ført de Svenske saaledes udi knibe, at
ingen af dem skulde undgaae hans hænder, og havde han sandelig kunnet udrette
meget vigtigt, og ruineret den Svenske flode, som laae udi Kieler havn, der som
han havde brugt sig ret og skyndet sig førend de Svenske havde faaet deres magt
sammen, og foraarsagede det, at de Danske tropper siden afsondrede sig fra ham.
Til erindring om hans bedrifter blev udi Hamborg slagen en mynt, hvorpaa stode
disse ord: Hvad som Gallas har bedrevet udi Holsteen, kand man
kortelig læse paa den anden side, men, naar man vendte samme side op,
var den gandske blot.
De Danske komme sig igien.Efter dette
indtoge de Danske adskillige af de erobrede stæder igien. Den Kongelige krigs Commissarius Rantzow attaqverede Ribe, og tvang besætningen at give sig paa naade og
u-naade. Saaledes gik det og med Aalborg og Aarhuus, hvilke maatte give sig over
til de Danske igien. Derpaa marcherede General krigs
Commissarius Rantzov mod Hadersleben, hvilken han ogsaa tvang at give sig paa
naade og u-naade, og fant der god forraad paa proviant og gevær; Derimod lidde
de Danske nogen skade for Pinnenberg, hvor de bleve overfaldne af den Svenske
Oberste Hielm Wrangell, og nødde til at ophæve deres bloqvade. Fra Pinnenberg marcherede bemeldte
Svenske Oberst til Bredenborg, som ogsaa af de Danske var bloqveret, i forhaabning at nyde samme lykke; Men Prinds Friderik, da
Erke-Bisp af Bremen, som commanderede de Danske en chef udi
Holsteen, da han fik kundskab derom, sendte han udi tide undsætning til de
Danske, hvilket foraarsagede, at de Svenske forandrede deres forsæt,
u-formodentlig rykte for Kiel, og bemægtigede sig samme stad med dens fæstning.
Paa samme tid bemægtigede de Svenske sig Itzehoe, hvor de satte nogle huuse udi
brand, og nedsablede alt det, som var udi gevæhr, derimod erobrede de Danske
Bredenborg, som de Svenske forgiæves stræbede at undsætte.
|302Bedrifter udi
Skaane og NorgeMedens dette passerede udi Holsteen og Jylland, havde
de Norske giort et farligt indfald udi Sverrig, hvor de efter de Svenskes
exempel brugte ingen høflighed, men opbrændte 12. Lands-byer, som hørte fienden
til, og avancerede indtil Gottenborg. Udi Skaane beleyrede den Svenske Marskalk
Horn Malmø, og anvendte all sin fliid paa at blive mester over denne vigtige
stad, hvilket at forhindre Kongen af Danmark, samlede sammen en armee af 11500. soldater, hvilke han i egen høye Person førte over til
Skaane, og rykte mod Malmøe, udi forsæt at levere de Svenske et
feltslag
feltslag]
feltslag] fleltslag A1
feltslag] fleltslag A1 , hvilket foraarsagede, at General Horn maatte stikke ild paa sin leyr, og
forlade staden, paa hvilken han havde haft saa stor appetit,
at han ikke havde sparet nogen ting, som kunde tiene til dens erobring.
Efterfølgende aar blev krigen fortsat af all magt igien. Den
Svenske Oberst Helm Wrangell, som efter Torstensens bortreyse commanderede de
overblevne Svenske tropper udi Holsteen, da han var bestyrked med nogle folk,
som Ankerhielm, efter det ulykkelige slag ved Femeren, havde sat udi land, begav
han sig til Jylland mod enden af foregaaende aar, og paa veyen giorde sig Mester
over Haderslebens slot. Men, som han fornam, at Kongen havde forlat Skaane, og
var kommen til Fyen, item at Erke-Bispen af Bremen havde faaed en temmelig hob
folk paa benene, begyndte han at forskantze sig ved Randers; og paa det han
kunde være sikker bag fra, lagde han en god gvarnison udi Ribe, og skikkede
Oberste Lieutenant Mortaigne hen at befæstige samme stad. Men de Danske komme
kort derefter for Ribe, og udi 3die storm bemægtigede sig staden, og nedsablede
hvad som fandtes i gevær. Ved denne byes attaqve havde
Erke-Bispen forhaabning at lokke Wrangell af sin fordeel, men forgiæves,
hvorfore han besluttede at forcere den fiendtlige leyr. Men Andreas Bilde satt sig offentligen
mod ham der udi, foregivende det vilde være for vanskeligt at anfalde en fiende,
der var saa sterk forskantzet, og, som han fornam Erke-Bispen vilde ikke staae
fra sit forsæt,
Boecl. hist.
bell.
bell.]
bell.] bell A1
bell.] bell A1 Sv. Dan. l. 3. p. 238
separerede han sig med sine underhavende tropper, og førdte dem over til
Fyen, hvilket foraarsagede, at Wrangel lykkeligen
undløb
undløb]
undløb] udløb A1 A2; undløb SS
undløb] udløb A1 A2; undløb SS , og begav sig med sin armee til Holsten, for at assistere Kønigsmark udi den Bremiske expedition.
|303Dette er det fornemmeste, som
tildrog sig til lands, nu rester at tale noget om hvad, som imidlertid blev
forretted til vands.
Bedrifter til søes.Den tappere Kong
Christian gik i sin høye og graae alder den 12. April i egen høye persohn til
søes med 16. orlogs skibe, hvilke siden bleve formeerede indtil 40. Den Svenske
flode der imod, bestaaende af 50. skibe, gik ud fra Stokholm den 23. May under
Amiral Claus Flemming. Den første rencontre skeede imellem 9. Danske skibe og en Svensk esqvadre, hverved udi Holland, saaledis: Hs. M. da han havde ladet
siunke nogle skibe udi Gottenborgs havn, for at giøre den til intet, begav han
sig til søes med 9. skibe, for at oplede de Svenske, hvis esqvadre han treffede under Jylland, og sloges med den udi 3.
fuldkomne timer, omendskiønt den var langt stærkere. Endelig som H. M. fornam at
det vilde blive for haart, at staae imod saa mange, gav han ordre at retirere
sig, hvilket ogsaa skeede. Derudover fik den Svenske Amiral
et stort mod, og forfuldte de Danske skibe af all magt, men, som den Danske Amiral fornam, at af den heele Svenske esqvadre var
alleneste 3. som forfuldte dem, sendte han ordre til de andre skibe at vende
tilbage igien,igien,]igien,] A2, igien. A1 igien,] A2, igien. A1 gik saa mod den Svenske Amiral, hvis skib i en hast
blev ynkelig tilreed, mistede sin store mast, roer og alle sine seyl og 34.
baadsmænd, 22. soldater, og havde uden tvivl bleven de Danske til bytte, De Danske drive den Svenske-Hollandske Esqvadre paa
flugten.dersom det ikke havde faaet undsætning af Vice-Amiralen og af
det andet, som fuldte strax efter, hvilke skibe, da de stræbede at forløse
Amiralen, bleve de nesten ligesaaledes tilredde, og efter en haard fegtning
maatte tage den beste vey, de kunde, til en havn udi Jylland. De Danske skibe
seylede mod Skagen.
Efter at det slag var holdet, ventede man ikke, at de skulde komme
sammen saa snart igien, men den Dansk flode, da den var bestyrket med 2. andre
skibe, lod sig nogle dage derefter see udi bemelte havn, hvor den Svenske flode
endda laae. Dette foraarsagede, at begge floderne komme atter sammen igien, men
til de Svenskes lykke opreisede sig en forskrækkelig storm, hvilken tillige med
den overhængende nat giorde ende paa slaget, da det neppe var begyndt. Udi samme
storm geraadde 3. brandere af den flode, Lovis de Geer havde hverved udi
Holland, paa grund, to andre mistede deres maste, og Amiral sluppen blev skudt i
grund. Herudover maatte Lovis de |304Geer begive
sig med floden til Holland igien, for at reparere det, som var brøstfældigt, og
curere de saarede. Da han var kommen did hen, begyndte baads-folkene at blive
gandske oprørske.
Boecl. hist.
bell.
bell.]
bell.] bell A1
bell.] bell A1 Sv. Dan. l. 1. p. 126
De fleeste forlode skibene, ginge enhver hiem til sit, og opvakte stor
allarm baade til Amsterdam, Horn og Enchuysen, hvor de havde i sinde at storme
til Lovis de Geers, og de andre anføreres huuse, indtil nogle af de mest
oprørske bleve af Magistraten fængslede. Den træfning, de havde holdet, samt de
store Danske skibe havde jaged en overmaade stor skræk udi dem, hvilken blev
fornyed, da de komme til deres fæderneland, og saae deres hustruer og børn
igien, saa at de
beklagede
beklagede]
beklagede] beklage de A1 A2; beklagede SS
beklagede] beklage de A1 A2; beklagede SS sig offentligen at være forraade af Lovis de Geer.
Udi denne træfning lod Hans Majt. see stor tapperhed, i det han
fuld af Martialsk hidsighed paa sit skib med kaarden udi haanden præsenterede
sig for fienden,
Siri tom. 4.
og med sit aasiun og Kongelige nærværelse kunde siges at have dreved
fienden paa flugten som fremmede og fiendtlige skribentere vidne.
Efter victorien begav H. M. sig for Gottenborg igien, hvor han lod
blive nogle skibe, og siden tog veyen til Kiøbenhavn, og der blev imodtagen med
stor glæde. Hans Majt. havde af den action fatted et got
mod, og forhaabede ved sine vaaben at erlange det, som han ved pennen ikke kunde
erholde.
Siri ibid. pag. 19.
Han affærdigede kort derefter en skrivelse til Hans Keyserl. Majt. hvor
udi han erklærede sig at ville samtyke den punct, som de Keyserl. havde begiæret
af ham, ikke at indgaae noget forlig med Sverrig, uden med Keyserens samtykke,
dersom ellers H. Keyserl. Majt. vilde lade komme for en dag de hielpe tropper,
som saa længe vare lovede, men endnu ikke seede uden paa papiired.
Den store Svenske flode under Amiral Flemming, hvis lige af
Sverriges krone aldrig havde været udrusted, efter at den var gaaen ud fra
Stokholm, som meldt er, begav den sig til Christianpriis, hvor Amiral Flemming
overlagde med Torstensen, at anfalde den øe Femern, hvilken, foruden at den
incommoderede de Svenske meget, var og heel beqvem for de Danske at samle sig,
hvorfor Flemming satt sin kaas til samme øe, og anfaldt den af all magt, men de
soldater og bønder, som vare derpaa, forsvarede sig med stor haardnakkenhed,
indtil Torstensen paa en anden side satte nogle folk |305i land, af hvilke soldaterne og bønderne bleve slagne, og øen
faldt udi de Svenskes hænder. Efter at øen var erobret, sendte Amiralen ud nogle
speydere, som skulde fornemme, hvor den Danske flode opholdt sig, og hvor sterk
den var. Disse bragte tidende med sig, at Kongen af Dannemark var med 40. skibe
ikke langt fra, og havde i sinde at undsætte Femeren og levere de Svenske et
slag, hvilket ogsaa skeede lidet derefter;
Loccen. hist. Sv. lib. 9. p.p.]p.] A2, p. p. A1 p.] A2, p. p. A1 675. sq.
Thi den tappere Konge, efter at han havde leveret til Kron-Printzen
scepter og Crone, og giort anstalt, hvorledis Rigets sager efter hans død skulde
forrettes, og annammet den hellige nadvere, gik han løs paa den Svenske flode,
hvilken efter Svenske skribenteres regning var 6. skibe sterkere end den
Danske.
Den store Svenske flode bliver slagen. Sir. 1. t. 4 part. 2. p. 111.Det Danske Amiral
skib, kaldet *Patientia, giorde en begyndelse, og lagde meget
dristigen an med de Svenske, secundered af den
Kongelig esqvadre. Hans Majt. da han paa sit skib, kaldet Trefoldighed,
opmuntrede sine folk til en tapper modstand, kom deraf de fientlige skibe en
stykke-kugle, hvilken traff skibed med saadan force, og splidede træed saaledes,
at af de mangfoldige træ-stykker, som førdtes udi luften, 12 eller 13, som stode
ved Kongens side, omkomme eller bleve saarede. Samme kugle bar og ingen større
respect for den Kongl. Person, hvilken bekom hen ved 23 blessurer og miste sit
høyre øje.
Af denne u-lykkelige hændelse lod den store Heldt sig ikke
forskrække, men gandske blodig og saared lod sig see, hvor ilden og røgen var
tykkest med en rød hue paa hovedet, og sit blotte sværd udi haanden;
Siri ibid. pag. 112.
og, som en fremmed skribent siger, med en tapperhed, som aldrig tilforn
er seed, continuerede træfningen endda nogle timer indtil natten, hvilken
favoriserede de Svenskes retirade til Christianpriis.
Om dette navnkundige store slag findes adskillige stridige
relationer. De Svenske skribentere vil have det saaledes, at begge floderne
bleve skilte fra hinanden med lige ære, og lige stor forliis, uden at de Danske
mistede flere høye personer, blant hvilke deres Amiral Wind. Men de Danske
tilskreve sig paa samme tid en fuldkommen seyr, og derfor til Glykstad, Krempe
og andre Dan|306ske stæder holdte store
fryde-fæster med stykkers og musqveters løsning, adskillige fyrverker og andre
glædes-tegn.
Den Svenske flode indsperret i
Kielerhavn.Vist er det nok, at de Danske ved det slag bragte det saa
vit, at de Svenske skibe maatte retirere sig til Kieler havn meget ilde
tilredde, hvor hen Hans Majest. sendte strax sin Vice-Amiral Peder Galthe med
nogle skibe at indsperre og beængste dem, førend den Hollandske flode, som under
Louvys de Geer var ventende, kom dem til undsætning,
Boecl. hist. bell. Sv. Dan.
l.
l.]
l.] l A1
l.] l A1 1. p. 134.
1200 soldater, som laae udi Fyen, bleve ogsaa beordrede at give sig
derhen, og bleve brugte til at opreyse en skantze udi bugten, hvor af de fyrede
saaledes paa de Svenskes skibe, at mange af dem bleve meget ilde tilredde,
adskillige af deres folk omkomme tillige med Amiralen Claus Flemming selv,
hvilken misted sit eene been af en stykke-kugle, da han stod og toede sine
hænder, og døde lidet der efter.
Dette foraarsagede, at General Torstensen commanderede 3 à 4000 mænd at bemægtige sig denne skantze, førend den
giorde videre skade, hvilket ogsaa gik for sig, men dog ikke uden stor
vanskelighed; Thi udi det første anfald bleve de drevne tilbage med forliis af
200 mænd, men udi det andet erobrede de skantzen, ihielsloge og toge til fange
alt hvad, som fandtes der udi.
Den Svenske flode echaperer Effter den u-leylighed fuldte en anden af større
ulykke; Thi lidet derefter, da de Svenske fornumme, at de havde god vind,
seylede de om natte tider gandske uformerkt ud af havnen, og saaledes bleve
befriede fra en stor fare, Hvorfor den danske Amir. maa
miste sit hoved. Boecl. l. 1. p. 135. hvilken de
neppe skulde have undgaaet, dersom den Keyserlige General Gallas havde været saa
god udi gierninger, som udi ord, og havde bemægtiged sig Kiel, medens de Svenske
endda laae udi havnen, og dersom Vice-Amiralen havde
forrettet sit embede saavel, som han burde, hvorfor han blev fodret til
Regenskab, og omendskiønt han var en adelig person, og i sin alders 70 aar,
maatte han dog miste sit hovet noget derefter udi Kiøbenhavn. Hans fald var ham
tilforn spaaet af den navnkundige Danske Astronomo Tycho
Brahe. Han har efterladt sig *tvende skrifter: eet de jure
Danorum og et andet, kaldet vaticinium de Regno
Svec. thi han var en stor Jurist og ikke mindre
Poet, og havde han været ligesaa stor Amiral, havde denne Krig maa skee faaet
andet udfald. Hans Epitaphium blev giordt af Thomas
Bartholin udi Hagested kirke saaledes.
|307
PETRO GALTHIO
|
Poëtæ & Jurisconsulto Nobili,
|
qui
|
In navibus Regiis
|
Qvibus infeliciter præerat
|
Felicitatis naufragium faciens,
|
Elemento mutato, mutavit fortunam
|
Jure Canonico in Oceano uti nesciens
|
Maris delictum in terra luit
|
Ad extremum ut disceret
|
Quod neglexerat
|
Juris Regii rubrica. Senex occubuit.
|
den Hollandske flode løber igiennem
sundet.Den 21 Augusti kom Louvys
de Geer med den Hollandske flode af 22 skibe lige for Helsingborg udi
forsæt at løbe igiennem sundet til Østersøen, og at conjungere sig med de
Svenske. Da de nu passerede forbi Helsingborg, fyrede man af Cronborg 7 gange
efter dem, de hilsede iligemaade fæstningen med adskillige skud. Om natten lagde
bemeldte flode sig under Lands-krone, og den anden dag gandske tiligen passerede
forbi Kiøbenhavn, hvor den blev hilsed af nogle pramme, som Hs. Maj. der havde
ladet henføre, item af nogle kongel. skibe, saa at bemeldte Lovis
de Geer med stor besværlighed maatte bane sig veyen til Østersøen, hvor
han conjungerede sig med de Svenske, hvis heele flode derover blev 64 skibe
sterk.
Over denne conjunction bleve de Danske ikke lidet bestyrtzede,
saasom de fornam, det vilde blive besværligt for dem at modstaae saadan magt. De
Svenske triumpherede derimod meget derover, og havde nu forhaabning gandske at
spille mestere, hvorfor den Hollandske Amiral Martin Theysse blev imodtagen udi
Stokholm med u-sigelig glæde, og bekom (1) En stor guldkiæde af 400 Croner. (2)
Et Adels-brev, hvorudi ham blev gived det navn Ankerhielm,
og (3) en aarlig pension af 300 Rigsdlr. saa længe han levede. Efter saadan æres
beviisning blev han sendt til Calmar igien, hvor, da han havde conjungered sine
|30824 skibe, med 12 Svenske under Carl Gustav
Vrangel, gik han at oplede de 17 Danske skibe, som vare udi søen under Amiral
Prosmund, hvilke han treffede ved Femeren.
En Danske Esqvadre bliver af den Svenske
Hollandske flode ruinered ved Femeren.Amiral
Prosmund, som commanderede bemeldte Danske Esqvadre, da han saae sig intet
middel til at undgaae en træfning, giorde han all muelig anstalt til en tapper
modstand, og gik med sine faae skibe den hele Svensk-Hollandske flode under
øyne.
De svenske indbildte sig, at Kongen var udi egen høje Person paa
den Danske Esqvadre, efterdi han altid aßisterede med sin nærværelse, hvilket
foraarsagede ikke liden bekymring, saasom de af foregaaende bedrifter vel kunde
slutte, hvor blodig den store Helt vilde giøre deres victorie. Der blev derfore
beslutted udi Krigs-Raadet, at skikke 2 store skibe med tvende Brandere mod det
Danske Amiral-skib, for at sætte det udi brand. Bemelte Amiral-skib blev
anfaldet af de tvende største Svenske skibe Dronningen og Gottenborg, og
begyndelsen giort til en meget blodig træfning, hvorudi de to brandere
formedelst skibenes indviklelse i hinanden bleve forhindrede at giøre deres
effect.
Amiral-skibet giorde længe en tapper modstand, men endeligen blev
overveldiget af den tal-riige fiende, hvilken entrede skibet, og omkom alle dem,
som giorde modstand tillige med Amiral Prosmund, som figtede til det yderste, og
vilde ingen qvarteer have. Derefter blev Vice-Amiral-skibet anfaldet af 10
fiendtlige, mod hvilke det giorde længe modstand, og skiød i grund et af de
Hollandske skibe, men maatte omsider vige for den sterkere. Efter at slaged
havde vared udi 5 timer med saadan bestandighed, at man ikke kunde see til
hvilken side victorien vilde helde sig, fik omsider den mægtige fiende
overhaand, og adspredede de Danske skibe, af hvilke nogle bleve tagne, andre
opbrændte og nedsiunkne, og den mindste part salvered. Hs. Maj. saasom han var
af et u-overvindeligt moed, hørte han disse u-lykkelige tidender uden
alteration, var dog meget misfornøjed med de overblevne officeres, hvilke skiøde
ald skylden paa Amiral Prosmund, som omkom udi træfningen.
Boecl. hist. bell. Sv. Dan. l. 2. p. 200.
Aarsagen til denne ulykke var, at de Danske skibe ikke vare bereede paa
noget slag, men laae for anker, mere udi forsæt at holde vagt, og observere, end
at vove nogen treffning med den hele store fiendtlige flode, af hvilken de da
mod ald formodning bleve overfaldne: item at de havde sat den største deel af
krigsfolkene
krigsfolkene]
krigsfolkene] krigssolkene A1
krigsfolkene] krigssolkene A1 paa land, saa der va|309re neppe saa
mange baads-folk paa skibene, som kunde regiere seylene og stykkerne.
Efter denne u-lykke ventede man ikke andet end den fiendtlige flode
skulde foretage noget af stor vigtighed, enten at bemægtige sig nogle af øerne,
eller sundet, og nøde Kongen af Dannemark at forlade Skaane. Men bemeldte flode
forretted intet viidere dette aar; Thi først geraadde efter
slaged adskillige skibe baade af den Hollandske og Svenske flode paa grund, og
ikke uden ved 10 dages arbeyde kunde bringes til rette igien. Derforuden
fattedes skibene ogsaa proviant, svaghed kom iblant folkene, og vinteren var for
haanden, hvilket altsammen, saavel som Kongens aarvaagenhed foraarsagede, at de
Svenske nøde ingen frugt af deres søe-victorie. Den Hollandske Amiral Theysse,
eller Ankerhielm derfore satt seyl med sin underhavende flode til Holland igien.
Men, som han paa veyen fik tidender om, at nogle Danske skibe laae ved
Christiania udi Norge, hvilke vare opfyldte med steene, og skulde nedsiunkes udi
Gottenborgs havn, og at otte Danske krigs skibe under Ove Geddes anførsel, der
skulde beskiærme de andre, havde indsluttet Gottenborgs havn, og der udi 3. af
Lovis de Geers skibe, tog han sin kaas did hen udi forsæt at overfalde dem
u-formodentligen. Men de Danske fik i tiide kundskab om dette anslag, og derfore
førdte skibene til Marstrand. Der truede fienden igien at overfalde dem, men,
saasom den fandt de Danske udi god tilstand at tage imod sig, turde den ikke
vove sig dertil.
Da nu Ankerhielm saae, at alle hans anslag vare giorte til vand,
efterlod han 4. af sine skibe med de 3. Geeriske udi Gottenborgs havn, og satt
seyl med resten til Holland.
Boecl. hist.
bell.
bell.]
bell.] bell A1
bell.] bell A1 Sv. Dan. l. 1. p. 206.
Men ved Skagen overfaldt dem en sterk storm, som adspredde, og meget ilde
tilredde skibene, af hvilke endeel bleve drevne til Skagen, andre til
Gottenborg, hvor 3. som var blevne gandske ubeqvemme til seylatz, maatte ligge
vinteren over.
Handling om fred. Den Franske Ambassadeur Monsr. de la Tvillerie og de Hollandske
arbeydede nu paa af all magt at bringe de to Nordiske Potentater til forlig, til
hvilken ende de udi begyndelsen af Novembr. reyste fra Malmøe igiennem
Lands-krone, hvor den Danske armee laae, og komme til
Engelholm, der lod den Svenske General Horn sig |310indfinde samme dag, og overgav til Monsr. de la Tuillerie
et forslag til fred, og blev
der dader da]der da] A1, der A2 der da] A1, der A2 saa meget udvirket, at den 25. Decembr.
tractaterne skulde begyndes til Bromsebroe, en miil fra Christianopel, og at udi
bemeldte Bromsebroe, og to miile der omkring, ingen fiendtlighed skulde øves,
saalænge som tractaterne varede.
Da dette var forrettet, begave Ambassadeurene sig tilbage til
Helsingborg, hvor de fandte den Danske armee for muurene.
Mons. de la Tuillerie bekom et forseglet skrift ved
Kongen af Danmarks *Secretarium om tractaternes begyndelse,
og gav samme Secretario General Horns, hvor efter den Danske
armee gik tilbage til Malmøe, og Kongen af Danmark gik
over Sundet til Kiøbenhavn.
Rensborske beleyring.Imod foraared tog
den Svenske Oberst Wrangel sig for at beleyre den Kongelige fæstning Rensborg,
til hvilken ende han lod føre ud af Christianpriis alt hvad, som dertil var
fornødent, og bestyrkede sig med de Kønigsmarkiske Regimenter, og, som Rensborg
paa samme tid var ikkun slet fortificeret, havde han forhaabning i en kort tid
at blive Mester derover. Men han fandt her langt større modstand, end han ventede eller kunde indbilde sig; Thi Oberste Lieutenant
Jørgen Walter, som var Commendant udi samme fæstning, forsvarede sig tapperligen
med sine gevorbene soldater, borgere og bønder, slog de Svenske af udi
adskillige storme, og med udfald giorde dem stor skade, besynderlig paa en
paaske aften, da fienden stormede 3. gange, men blev allegange afslagen, og,
endskiønt man allereede havde skudt stormhull, forskantzede dog de beleyrede sig
igien. Da Wrangel med nogle af sine folk gik fra Rensborg, for at anfalde
Oberste Buchwalts Regimente, giorde de beleyrede et lykkeligt udfald, omkomme
mange af de Svenske, og førdte nogle fangne med sig tilligemed adskillige
stykker og gevær.
Den 12. May blev der giort anstalt til en General storm paa 4.
steder tillige, hvilken ey heller vilde lykkes. Den 25. satt Vrangel sig for ret
alvorligen at angribe fæstningen, og giorde alting færdigt til en hovet storm,
men da stormen skulde gaae for sig, kom der en sterk regn, hvilken atter
foraarsagede, at Oberst Vrangel holdt sig tilbage, og efter den tid mistede al
lyst til at vove fleere storme, men satt sig for at udhungre de beleyrede, dog
førend det kom saa vit, blev freden sluttet mellem Danmark og Sverrig, hvor om
vidre siden.
|311Medens denne beleyring varede,
blev krigen fortsat med største iver baade til lands og vands, dog der tildrog
sig intet meere af stor vigtighed, men begge deelene giorde hin anden skade med
partier. Til søes lidde de Danske mest; Thi, foruden de skibe, som bleve
borttagne af de Svenske og Hollændere, for u-lykkedes det største Danske skib
Sophia, som førdte 70. metal stykker. Samme skib, da det skulde seile tillige
med den Danske flode, som bestod af 26. skibe, fra Gottenborg til Sundet, blev
det af en stormvind dreven paa en klippe, slaget i stykker og nedsiunket. En
heel hob mennesker, som fandtes derpaa, omkom, Rigets Admiral Ove Giedde
salverede sig vel udi en baad, men udi denne confusion brød sit høyre been.
Imidlertid arbeydede den Franske Ambassadeur Monsr.
de la Tuillerie paa at bringe de tvende Nordiske Kroner til forlig, og
bragte det saa vit, at Rigernes Raads Herrer komme sammen den 8. Febr. fra
Dannemark Corfitz Ulfeld, Christian Thomesen Sehsted, Christopher Urne og Jørgen
Seefeldt; Fra Sverrige Axel Oxenstierna, Johannes Schytte, Matthias Soop og
Thure Bielche. De Danske begave sig til Christianopel, hvor den Franske Mediateur Monsr. de la Tuillerie ogsaa forblev. De Svenske
derimod begave sig til Siørød.
Efter at de havde hilsed hinanden med bud og skrivelser, handlede
Tuillerie, førend sammenkomsten skulde skee, med de
Svenske om maaden, paa hvilken freden skulde tracteres, og holdt det bedre efter
de Danskes meening at proponere skrifteligen og ved Mediateur end efter gammel sædvane at forrette det mundtligen, hvilket
kunde give aarsag til skiælds ord og haarde expressioner. Dertil lode de Svenske
sig ogsaa beqvemme. Efter at brevene, hvor ved Raads
Herrerne havde offentlig fuldmagt at tractere, vare overseede, kom man sammen
til Bromsebroe, som forrige aar var destineret dertil. Congres til Bromsebroe.Bemeldte Bromsebroe haver
sit navn af de broer, som føye den lille øe til Dannemark og Sverrige. Paa samme
sted var fordum holden en samtale imellem Christianum 3. og Gustavum 1. Saa
snart tegn var gived ved basunen, ginge de Danske og Svenske Raads-Herrer ud af
deres telte, som stode ved begge broer, hin anden i møde, og efter at de havde
rakt hinanden hænder, foreholdt Corfitz Ulfeld paa de Danskes og Axel
Oxenstierna paa de Sven|312skes side, at
deres høye Principaler af begiærlighed til fred, og udi henseende til hans
allerchristeligste Majt. og Herren Staten af Holland havde forordnet dem til at
bilægge krigen, og fornye det forrige venskab imellem begge Rigerne igien, hvor
paa de gave hinanden hænder og ginge bort.
Den Franske Ambassadeur blev paa samme tid svag, hvilket
foraarsagede, at freds forhandlingen blev opholden til den 13. da begyndte man
for alvor at tractere, først om tolden udi Øresundet, hvilken de Danske vilde
have i forrige stand. De Svenske derimod begiærede en frie fart. Efter lang og
besværlig dispyt blev denne punct endeligen bilagt til de Svenskes faveur, saasom Hans Majts. høye og graae alder kunde ikke
tilstæde, at Rigerne skulde længer være i u-roelighed.
Efter at den første punct var bilagt, gik man viidre frem, og
begyndte at handle om de borttagne Provinciers restitution. Dette var sandeligen
den haardeste knude at løse, og gav saa store vanskeligheder, at Mediateurene begyndte gandske at desperere om god succes. Aarsagen der
til var de Svenske Commissariers store prætensioner, hvilke Mediateurene samt de Danske Commissarier fandte saa u-billige, at de
kunde ikke andet end bære største fortrydelse derover; Tvistigheder om freds artiklerne.Thi de begiærede til satisfaction de lande, som de udi mange aar med all deres magt ikke
kunde erobre, ey eftertænkende, hvor stor generosite Kongen
af Dannemark havde ladet see imod dem udi den Siørødske fred, hvor udi han gav
dem tilbage saa mange capitale fæstninger, og allene lod sig nøye med nogle
penge til krigens omkostning. De Hollændere vare ikke liden aarsag til alle
disse vanskeligheder, og bestyrkede de Svenske ikke lidet udi deres
prætensioner, i det de, i steden for at forlige de stridende parter med
hinanden, hvor til de som Mediateurs vare forbundne, lovede
de Svenske offentligen at ville conjungere sig med dem imod Dannemark. Hollandske trudseler. Ingen af alle de forenede
provincier var saa haard som den Hollandske, hvilken lod sig forlyde, at, om
ingen af de andre provincier vilde samtykke med dem der udi, vilde den allene
indvikle sig udi denne krig, og sætte alt andet til side, og truede de andre
Provincier, besynderlig Zeeland, Utrecht og Grønningen, som syntes ikke at være
saa gode Svenske, at ville forlade dem udi den Spanske krig, |313dersom de ikke der i stode dem bi, saa at Prindsen af Oranien
mod sin villie maatte søge at bringe bemeldte Provincier paa den Svenske
side.
Denne erklæring saa meget som den satt mood i
de Svenske, og eggede dem til, at formeere deres prætentioner, saa meget drev
den de Danske til at haste med freden, at ikke de Hollændere og Svenske skulde
gandske foreene sig mod dem. Men som de Svenske, stolende paa den Hollandske
hielp, vare saa ubillige med deres prætentioner, siuntes all forhaabning at
forsvinde; Thi Kong Christian vilde heller figte med fienden indtil det yderste,
end indgaae en formeget u-fordeelagtig fred, hvilket den Franske Ambassadeur
fornam,
Siri temp. corrent.
og derfor raadde de Danske Commissarier først at forlige sig med de
Hollændere, hvilket ogsaa med stor iver blev foretaget, og endelig bragt til
ende, hvor vel ikke uden med største besværlighed, eftersom de Hollandske
Ambassadeurs vare saa haardnakkede, at de hverken vilde høre, eller give raison, og derfor af Victorio Siri udi
hans *
historia de tempi correnti
siges at have været beqvemmere til at handle om Kiøbmandskab, end stats
sager.
Endelig ved Monsr. de la Thuilleries store
vindskibelighed kom det saa viit, at tractaterne udi Augusti
maaned bleve undertegnede. Af begge parterne bleve sendte Secretarier med
Instrumenterne at overlevere dem til Thuillerie, hvilken strax gav det Svenske
instrument til den Danske Secretaire Krag, og det Danske til den Svenske
Secretaire Israel Israelsen, som nyligen tilforn af Dronning Christina havde
faaed det navn Lagerfeld; hvor paa han nedlagde sit Mediateurs embede.
Da tegn var given med basunen, og Commissarierne vare gaaene udaf
deres telt hinanden i møde, holdt Corfitz Ulfeld og Axel Oxenstierna hver sin
Oration, hvor udi de først aflagde tak til GUD for sin bistand i at forfremme
dette verk, dernest berømmede Kongens og Dronningens af Frankerige beviiste
affection imod de Nordiske Riger, item den Franske Ambassadeurs u-mage og
vindskibelighed; Derpaa gave de hinanden hænder, og begave sig enhver til sit
telt igien.
Saa blev da endelig denne blodige krig ophæved ved 2 fredstractater
een med Holland, og en anden med Sverrig. Christianopolske
TractatDen med |314Holland blev sluttet
først, nemlig 1645 den 13 Augusti til Christianopel, ved
hvis kraft tolden udi sundet blev modereret, og en toldrulle blev oprættet, hvor
efter tolden skulde aflægges, og skulde den samme staae ved magt udi 40 aar; men
efter de 40 aars forløb skulde den Spiriske tractat af 1544
igien blive ved magt, i fald ingen anden imidlertiid blev giort. Udi Norge
skulde Hollænderne betale tolden, som den var reglered 1628. Denne tractat blev
underskreven paa Dannemarks vegne af Corfitz Uhlfeld, Christian Thomæsen
Sehsted, Christopher Urne og Jørgen Seefeld; Paa Hollands vegne af Jacob Witte,
Gerhard Scaep, Albert Sonk, og Joachim Andreas.
Bromsebroiske fred.Freden med Sverrig
blev slutted til Bromsebroe den 23 *ejusd. hvor ved Dannemark
afstod til Sverrig Jempte land, Herdalen, Øesel og Gulland til ævig tid, og
Halland paa 30 aar. De Svenske bekomme ogsaa told friehed udi sundet. Denne fred
blev underskreven paa Sverriges vegne af Axel
Oxenstierna, Johan Skytte, Mads Soop, og Thure Bielke.
Saaledes endtes denne blodige krig, hvilken havde havt langt andet
udfald under saadan stor Konge, hvis Riget ikke uformodentlig var bleven
overfaldet paa en tid, da ingen tænkte paa nogen fiendtlighed, men Kongens
tanker vare allene henvendte til at forlige de stridende parter, og, som Riget
strax ved saadant uformodentligt indfald blev bragt udi forvirrelse, var det
vanskeligt at bringe de eengang faldne sager til rette igien; Dog u-anseet alt
dette, havde de Svenske ikke faaed saa got kiøb, hvis Hs. Maj. som fornam sit
timeglas fast at være udrundet, ikke havde fundet en fred saa høyt fornøden.
Dertil hialp ogsaa ikke lidet Hollændernes partiskhed, som gik Sverrig tilhaande
baade med skibe og penge, item Keyserens kaaldsindighed. Eendeel har villet
tilskrive saadan u-lykke den langvarige fred udi Riget fra Anno 1613 til Anno 1643 (thi den Tydske krig blev
allene ført med Tydske tropper) og derfore holdet fore, at indbyggernes
naturlige stridbarhed var bleven svækket: Men saadanne domme ere meere
soldatiske end Christelige; Thi den største zirat udi en Konges levnet er freds
og retfærdigheds hanthævelse. Hvorfor en Alexander Magnus,
der sin hele livs tiid aldrig stak svær|315det i skeden, ikke bør staae saa høyt anskreven hos effterkommerne, som en Augustus, der lod sig meest være angelegent at hanthæve
retfærdighed, og stiffte nyttige love. Denne sidste Potentat effterfuldte Christianus IV. og lignede ham ikke mindre udi en
fredsommelig og retfærdig, end en langvarig regiering.
Effter at denne krig nu havde taget en ende, beflittede Hans Maj.
sig udi sin høye alderdom paa at forbedre alt det, som var brøstfældigt udi
Riget, for at effterlade det udi en god tilstand til hans Søn og Successor Christian V. Men Hans Prindselige Høyhed leved ikke saa
længe
længe]
længe] læuge A1
længe] læuge A1 ; Thi Anno 1646 blev han overfalden af en hefftig
svaghed, som besværede hans lemmer, besynderlig hovedet; Af denne svaghed blev
Hans prindselige Høyhed nogle gange overfalden samme aar, og enddog han brugte
*de fornemmeste Medicorum deres raad, fandt han dog ingen
forbedring, hvorudover han fattede den resolution at reyse til Carls-Bad, for at
medicinere sammesteds; Til den ende tog han afskeed med sin Hr. Fader, og begav
sig til sin Residentz Nykiøbing udi Falster, hvilket landskab tillige med
Lolland effter Enke-Dronningens Sophiæ død, som skeede 1631, var ham af Hs. Maj.
overdraged.
Den 8 May 1647. begav Han sig fra Nykiøbing paa reysen til
Tydskland, og arriverede den 28 til den Churførstlige Residentz Dresden, hvor
Hs. Prindselige Høyhed forblev 3 dage, hvor effter han tog afskeed med Hs.
Churførstlig Durchl. og begav sig viidere paa reysen til badet. Men, da han var
kommen et stykke fra Dresden, blev han meget svag udi vognen, hvorfore han blev
ført tillige med sin Gemahl til det Churførstelige huus Cørbitz, fra hvilket
sted blev strax affærdiget til Hs. Churførstel. Durchl.
Abraham Jacob von Plato saadan bedrøvelig tilstand at andrage, Kron-Prinds Christ. 5. døer. og, som svagheden tog jo
meere og meere overhaand, blev ilende effterskikked Hoffmesteren Henrik von
Touben at give ydermere berætning om allting. Hvor udover Churførsten tillige
med sin Gemahl Førstinden lode sig strax indfinde paa bemeldte huus Cørbitz, og
forbleve der, indtil Hans Printzelige Høyheds salige afskeed, som skeede om
natten imellem den 10 og 11 Junii, effter at han havde levet
udi verden 44 aar, 7 uger og 3
dage.
dage.]
dage.] dage A1
dage.] dage A1
|316Corfitz
Uhlfelds gesantskab i Holland.Aaret for Hans Printzelige Høyheds død
blev Corfitz Uhlfeld skikked som extraordinaire Ambassadeur til Holland, for at
negotiere om tolden udi Øresundet, men den saa kaldte Redemptions-Tractat kom ikke til fuldkommenhed, førend udi Friderici 3
tiid. Faa Ambassader have været af større anseelse,
efftersom den person, som der til blev brugt, var Rigets Hoffmester, havde
Kongens ligitimerede Dotter til ægte, og derforuden var over
heele Europa bekiendt for sin skarpsindighed, lærdom og veltalenhed.
*
Aitzema t. 6. p. 365
Udi hvilken agt denne mand var i Holland, kand blant andet sees der af,
at da Madame Uhlfeld samme steds blev forløstforløst]forløst] A2, førløst A1 forløst] A2, førløst A1 med en ung Søn, kalden Leo, forlangede Herren
Staterne, at han Republiqven til ære maatte kaldes *Leo
Belgicus, og tilbøde sig at forære samme unge Leo
tusind caroler aarligen.
Saa snart Hans Kongl. Majest. fik kundskab om Prindsens død, giorde
han strax anstalt til at føre den Salige Prindses legeme fra Dresden til
Kiøbenhavn. Den 30 Augusti blev Høy-bemeldte Prindselige
liig førdt fra Dresden udi anseelig proces; det blev bragt af Sophie Kirke paa
et skib, som laae ferdigt dertil paa Elven, geleydet af Hs. Churførstl. Durchl,
3 Churførstl. Prindser, 2 Græver af Solmb, og Græv Kintzky, samt det Churførstl.
Raad, og det gandske Borgerskab; Gik saaledes reysen for sig over Elven til
Dannemark.
Imidlertid lod Kongen forkynde Prindsens død over det heele Rige;
gav ordre til at holde inde med spil og leeg, og lod Geistligheden vide, at de
skulde indfinde sig udi sørge-klæder i Kiøbenhavn til en vis tid, og at der, saa
længe som sorgen varede skulde bruges saadan moderation udi klæde-dragt, at
ingen Geistlige eller Studiosi maatte bære klingende sporer,
eller støvler neden for leggene. *Saa lyder forordningen:
Prindsens begravelse i Kiøbenhavn.Efter
at det Printzelige liig var ført til Kiøbenhavn, gik liig-processen for sig den
8 Nov. og bleve der samme dag holdne 2 orationer udi vor
Frue Kirke, hvor det Printzelige liig var nedsat, een paa latin af Doctor Brochman, en anden paa Danske af Hans Kongl. Majsts.
Hoff-Prædikant D. Laurids Jacobsøn.
Udi Kiøbenhavn havde man udi April og Majo holdet en Herredag, hvor iblant andet blev raadslaget
om at betale den skyld, som kronen var geraadet udi ved den sidste krig med
Sverrig, og efter speci|317ficationen strakte
sig til 40 tønder guld. Adelen offererede dertil en summa af 400000 Rdlr. men
den vilde langt fra ey være tilstrækkelig, hvorfore
Hans Maj. lod paabyde en skat over det heele land, saa at enhver uden forskiæl
skulde give 4. Rigsdaler af
100.;100.;]100.;] 100. A1 100.;] 100. A1
de Kongelige betientere skulle ogsaa give deres
deel, og derforuden et aars gage, hvilket altsammen skulde
annammes af 4. Kongelige Raad; Af de samlede penge skulde (1) den nye flode, som
allereede laae ferdig, udrustes. (2) Fæstningerne her og der repareres, og det
Kongelige tøyhuus opbygges. (3) Kronens skyld betales. (4) De Kongelige
betientere officierer og soldater fornøyes. Paa Landdagen udi
Slesvig blev og beslutted, at af enhver ploug udi Jylland og Holsten skulde
betales 5. Rdlr. hvilket kunde beløbe sig til henved 250000. Rixdlr. Hans
Printzelige Høyheds efterladte Gemahl Magdalena Sybilla residerede til Nykøbing
i Falster til 1652. udi hvilket aar hun blev gifted med en Saxsisk Prinds.
Efter Kron-Printzens Christiani 5. salige afgang var Fridericus
Erke-Bispen af Bremen, saasom den ældste, den nærmeste at succedere sin Herr
Fader udi Regieringen, hvorudover han den 14. Novembr. udi samme aar blev proclameret Kron-Printz udi sin Broders sted, og kaldet
Fridericus 3.
Kong Christian bliver svag.Udi
efterfølgende aar 1648. behagede det den høyeste Gud, at kalde til sig den
høybedagede Herre Christian 4. Hans sidste svaghed var ikke andet end en
mattighed, som han nogle maaneder for sit endeligt befandt, i det naturen, som
med stor møye og besværlighed af den langvarige Regiering blev udmatted,
begyndte efter haanden at tage af, saa at han ingen haard spiise kunde fordøye,
og om natten lidet sove.
Og enddog kræfterne toge saaledes af, og det var udi den kaalde
vinter, reyste Hans Majt. dog den 31. Februarii fra Friderichsborg til
Kiøbenhavn, og lod sig dagligen iklæde. Alle indkommende suppliqver lod han læse
for sig, og gav derpaa svar, underskrev hvad som ferdigt var, og vilde ikke
lægge sig til sengs, førend den 26. Februarii, som var den 3die dag for hans
salige endeligt. Om anden dagen, som var Søndag, lod han prædike for sig paa
sengen, talede dog gandske intet. Men hen ved kloken 1. lod Hans Majt. indkalde
til sig sin Hof-Prædikant Doctor Laurids Jacobsøn, til
hvilken han rakte haanden og sagde: Her ligger jeg en Guds |318fange; Hvorpaa Hof-Prædikanten
trøstede ham det beste han kunde med Guds ord, og formanede Hans Majt. at holde
fast ved Christi fortieneste, dertil svarede Hans Majt. paa Latin: *
Ne dubites,
og strax paa Danske; Tviiler intet derpaa, rakte
derefter haanden til præsten igien og sagde: Nu giælder
det.
Derpaa blev der holdt bønner og sange, hvorudi Hans Majt. lod see
saadan andagt, at de omkring staaende kunde ikke holde sig for graad. Siden blev
han af Cantzleren Christian Thomæsøn anmodet om den hellige nadvere at bruge,
hvortil Hans Majt. sig strax beredde. Da absolutionen var skeed, lagde han sig
til roelighed, og talede ikke meget siden.
Hans salige endeligt.Om natten der
efter, saavel som om anden dagen tog sygdommen meget overhaand, dog lod han see en besynderlig taalmodighed, saa at han udi
alle sine smerter ikke engang beklagede sig. Endelig mod aftenen klokken 5. den
28. Febr. hensov han med sin fulde fornuft meget stille og uden bevægelse, efter
at han hafde leved 71. aar ringere end 6. uger.
Hans berømmelse All verden maa give ham
vidnesbyrd, at han var en extraordinaire helt, og af et stort og u-overvindeligt
mood, saa at han aldrig lod sig alterere eller forskrække, omendskiønt lykken
var ham altid imod. Han sparede aldrig sin høye Person, endogsaa udi sin gamle
og graae alder, men var altid med, hvor faren var størst, og lod sig see ikke
allene, som en brav anfører, men endogsaa som en mandig og tapper soldat, der
strider mod sin fiende for sit fæderneland til yderste blods draabe, saa, dersom
den vindsyge lykke havde ikkun villet lade see den ringeste gnist af faveur mod ham, kunde han have giort lige saa store figurer
udi Europa, som den store Gustavo, hvilken han cederede hverken udi tapperhed
eller god conduite. Han var overflødigen begaven med alle Kongelige dyder, saa
at man med all billighed kand sige det samme om ham, og give ham den berømmelse,
som de Polakkere deres Konge Stephano Bathori:
In templo plusqvam Sacerdos
|
In sententia dicenda plusqvam Senator.
|
In exercitu plusqvam Imperator
|
In acie plusqvam miles.
|
|319
(i. e.)
I kirken var han meer end en præst. |
Udi at dømme meere end en Raads-Herre. |
Udi krigshæren meere end en anfører. |
Og udi striden meere end en soldat. |
Han var en stor dommer.Belangende den
verdslige regiering, da haver Hans Majt. sin gandske Regierings tid antaged sig
Rettens administration med saadan iver, at han paa Herredage og Landdage altid
haver præsidered, og det ikke nogle faa dage, men undertiden 4re eller 5. uger,
saa længe der vare sager for haanden. Naar nogen sag eller stridighed forefaldt,
udi hvilken
Hans
Hans]
Hans] Hans. A1
Hans] Hans. A1 Majt. selv kunde være høyligen interessered, haver han det ingenlunde
anseed, men ladet retten have sin giænge, endogsaa imod sig selv i alle maader.
Denne Hans Majts. upartiskhed udi Rettens administration har været alle
undersaatterne saa bekiendt, at enhver haver glædet sig, naar han har fornummed
Kongen at ville sidde i retten, hvilket han altid giorde uden han af merkelig
forfald blev forhindred.
Sin gandske Regierings tid haver han været en meget flittig,
aarvaagen og arbeydsom Herre, saa at han fra 3. og 4. om
morgenen den gandske dag haver været udi iidelige forretninger, og ordinered med
største omhyggelighed hvis til Rigets og Landets velfærd og fornødenhed
udkrævedes.
Disse høye Kongelige dyder og qvaliteter forskaffede H. Majt. hos
alle angræntzende Potentater, ja over heele Europa saadan credit og
consideration, at de have haft et besynderligt øye paa ham, og udi deres høye og
vigtige legationer, saa og særdeles skrifter raadført sig med ham. De havde
ogsaa antaget ham til den fornemmeste Mediateur at bilægge
den Tydske krig, hvorfore Hans død af de stridende partier høyligen blev
begrædet, besynderlig eftersom han ved sin vindskibelighed havde bragt det saa
vit, at man inden kort tid haabede at komme til endelighed.
Hans store bygninger. Han var fremfor
alle sine formænd en besynderlig elsker af bygninger, hvilket kand sees af de
mangfoldige slotte, stæder og store huuse, han haver opreyst og funderet; Christianopel.Anno 1603. lod han
bygge |320den stad Christianopel udi Blegind, aaret
derefter det Kongelige slot Rosenborg, item Tøyhuuset. ChristianstadAnno 1614. lod han fundere
Christianstad i Villands Herred udi Skaane, hvilken formedelst dens herlige
situation udi søen og andre fortificationer blev holden for een af de vigtigste
Rigets fæstninger. For samme byes skyld lod han tilbage kalde de tvende gamle
kiøbstæder Aahuus og Wehæ deres privilegier. Han bragte ogsaa til fuldkommenhed
det prægtige slot Frideriksborg udi sin ungdom, og da nogle foreholdte ham at
det var et værk som overgik hans kræfter, lod han paa porten grave en hob smaa
skoe, givende dermed tilkiende, at han alt havde traadet sine børne-skoe, og
findes de samme endnu paa slottes-porten.
Christianshavn.Anno
1618. lod han anlegge en nye stad paa Amager, kaldet Christianshavn, hvilken ved
en stor broe blev føyed til Kiøbenhavn. Samme nye stad blev ziiret med volde og
skantzer, og benaadet med Kongelig kiøbstæds privilegier, og bleve der
forordnede 2. Borgemestere, nemlig Jacob Dreyer og Jacob Madsøn, item 4.
Raadmænd, og en Byefoged, som skulde betiene Retten i samme stad.
Viidere forordnede Hans Kongl. Majt. at Lehnsmanden paa Kiøbenhavns
slot skulde have inspection over den nye stad, at indvaanerne skulde være ham
lydige og efterkomme Hans befalning paa Kongelig Majts. vegne. Indvaanerne gav
Hans Majt. skiønne og beqvemme kiøbstæds privilegier, med et herligt stads
vaaben, nemlig et blaat taarn med 3. kroner, Hans Majts navn med tvende
hosfølgende løver og to faner. Den store broe som føyer den gamle stad til den
nye blev anlagt med stor bekostning og ikke med mindre møje; Thi mange holdte
for umueligt at lægge broe over saadant vitløftigt og vanskeligt sund; Men denne
store Konges flid og bestandighed overvandt denne vanskelighed. Han lod siden
ved blyrender under søen, hvor store skibe ligge, bringe friskt vand udi staden
fra Pebling søen 1633. hvilket retteligen kand siges at være et Kongeligt
arbeide. De privilegier som Han gav den nye stads indbyggere vare at de udi 12. aar skulde være frie for alt paalægg, at Christianshavns
øvrighed skulde have rang og sæde nest efter Kiøbenhavns øvrighed; item at
Christianshavns Raadstues domme skulde appelleres lige til højeste rett.
|321regentzen.Udi samme aar lod han ogsaa opreyse det Kongelige Collegium eller Regentzen for studenterne.
Glükstad1620. Blev den fast
u-overvindelige stad Glykstad fundered udi den egn Vildnüs udi Stormarn, og blev
kaldet Glykstad eller Lykkensstad, for et got omens skyld.
Den blev og saaledes fortificeret, at den fast ikke kunde indtages, og kand den
berømme sig, at have beholdet sin Jomfruedom indtil denne dag, det er ikke været
indtagen af nogen fiende, omendskiønt heele Holsten og Jylland har været
erobret.
ChristianiaChristiania]Christiania] A2, Christania A1 Christiania] A2, Christania A1 .Da den Stad Opslo Anno 1624 afbrændte, lod
han opbygge den ved Slotted igien, og efter sit navn kalde Christiania.
runde taarn.Det navnkundige
Astronomiske taarn, kaldet gemeenligen runde taarn, lod han oprette ved
Trinitatis kirke, hvilket blev fuldferdiget 1642.
All den bygning, som er Børsen, Proviant-Huuset, Tøyhuuset,
Bryggersed og Bagersed &c. er af ham anlagt udi søen med stor arbeyde og
bekostning.
utallige bygninger og hele gader i
Kiøbenh.Anno 1617 lod han fuldfærdige Holmens
Kirke, saa at den blev beqvem til Gudstienestes forretning. Der var tilforn et
smeede-verksted og en navigations-skole.
Anno 1637 lod han legge grundvold til
Trinitatis kirke, som først allene var for studentere, indtil den Anno 1683 blev giordt til en Sogne-kirke da nogle gader af St. Annæ qvarteer bleve lagde dertil.
1647 lod han oprette en navigations-skole for
skibsfolkenes information.
Tvert over samme skole lod han af grunden opmuure skiønne huuse til
Holmens kirkes Præster, Skippere, Styrmænd, Høybaadsmænd og andre Søe officiers.
Paa et hvert hiørne-huus blev anslaged, hvad enhver gade skulde hede, saasom
Delphingaden, der haver 24 vaaninger; Laxegaden, der havde 48. Hummergaden, der
havde 40. og Størregaden, der havde 18 vaaninger. vid. Wolf. encom. Regni D. it. Arent Berent. Dan. og
Norges frugtbar herlighedPaa denne Plads, hvor bemelte vaaninger
bleve funderede, var tilforn en kongelig lyst- og frugt-have med en ring
rendebane, indtil Rosenborg med dens have blev anlagt.
Det er u-mueligt at opregne hvad denne Salige Herre ellers lod
reparere og fornye, besynderlige udi Kiøbenhavn, hvis tegelsteene han med den
Romerske Keyser Augusto kunde siges at have forvand|322led til marmor steene, efterdi han havde ikke mindre
omhygelighed for at polere sin Residentz stad, end denne berømmelige Keyser
Rom.
Han elskede lærdom.Denne Salige Herre
var ogsaa en stor elsker og velynder af lærde mænd, hvilke han ved sin
gavmildhed meget opmuntrede, og derfore var landet fuld af grundlærde mænd under
hans regiering; Thi foruden den store Tycho Brahe, som døde til Prag, fandtes
mangfoldige andre, som D. Hans Resen, Hemming, Brochmand,
Caspar Bartholin, Pontanus, Meursius, Cluverus,
Longomontanus og mange andre. Soree Academies
stiftelseAt den Danske Adel kunde oplæres udi adskillige smukke
videnskaber, lod han Anno 1623 til Sorøe oprette et
Ridderligt Academie, hvor til han lagde store indkomster. Over samme Academie
blev sat til *Ephorus, Just Hög, en Herre
af store qvaliteter og besynderligen beqvem dertil. De første Professores, som dertil bleve forordnede, vare Joh. Cluverus Theologus, Joh. Laurembergius, Mathematicus, til hvilke aaret derefter bleve lagde Joh. Meursius, historiographus, og Joachimus Burcerus, Medicus.
test. ipso Cluv. in epist.
hist.
hist.]
hist.] hist A1
hist.] hist A1
Derefter bleve kaldet fra Helmstad Christoph. Heidmannus *Orator, og Martinus Trostius *Hebrææ Ling. Prof.
item af de Danske Nicolaus Scheldrup *Logices, og Stephanus Joh. Stephanius *eloqventiæ Prof. og varede dette Academie til aar 1665; da eftersom Kongens indkomster ved Skaanes
forliis vare bleven formindskede, blev forordnet, at de dertil lagte indkomster
skulde anvendes til andet brug.
Om Hs. Maj. var aarsag til T. Brah.
misfornøjelse. At den fortreffelige Tycho Brahe blev tvungen til at
forlade sit fæderneland, dertil var Hs. Kongl. Maj. ikke aarsag, som nogle
falskeligen sammetiid berettede, hvilket kand sees af den berømmelige Mands egne
ord:
Inscius hac culpa, Rex generose, vacas, |
Tych. eget vidnesbyrd derom.
*Qvivis cordatus facilè æstimare poterit, me non
nisi gravissimis de causis, præsertim in hac qvinqvagenaria ætate,
& magna familiæ copia, Insulam tanti constantem, unaqve
Patriam dulcissimam, inqve ea sangvine junctos atqve amicos
qvamplurimos deseruisse. Qvæ |323verò
qvantaqve me ad hoc impulerint lubens subticeo. Interim Serenissimum
meum Regem Christianum IV. Dn. Clementem, qvi laudatissimæ memoriæ
Patri Friderico Regi horum istic fundatori & conservatori
nuper successit, lubens excusatum habeo. Sed fortè sic erat in
fatis, qvò Astronomiæ restauratio latiùs promulgaretur, atqve
universalis redderetur. Qvin & hoc qviqvis facilè secum
perpendet, qvàm feriò & enixè astronomiæ restauratio nobis
cordi sit, cum tot labores atqve impensas, tot conturbationes
& adversitates ejus causa fortiter ferre voluerim, adeò ut
ne patriam qvidem ac chiarissima derelinqvere dubitarim.
Resen. Inscript. uran. p. 316.
Et hvert redeligt menneske kand retteligen see, at jeg ikke uden
største aarsag besynderlig udi denne 50 aars alder, da jeg sad udi en stor
familie, haver forladt denne kostbare Øe, mit kiære Fæderneland, og mine
mange venner og slægtninger. Hvad som har drevet mig dertil, vil jeg her
ikke kundgiøre. Imidlertid vil jeg ikke tilskrive det den Stormægtigste
Konge Christian 4, som nyligen haver succederet udi regieringen sin Fader
Kong Friderik 2 Høylovlig Ihukommelse. Men det har maa
skee været saaledessaaledes]saaledes] A2, saledes A1 saaledes] A2, saledes A1
GUds villie, paa det at Astronomiens restauration og forbedrelse
skulde blive des almindeligere, og sprede sig des viidere ud. Enhver kand
ogsaa klarligen see, hvor meget Astronomiens forbedrelse har været mig
angelegen, efterdi jeg for dens skyld har villed udstaae saa megen besværing
og omkostning, saa megen modgang og u-roelighed, saa jeg haver forladt mit
fæderneland, og det kiæreste, jeg havde.
Christ. 4. børn.De Børn, som Kong
Christian avlede med Anna Catharina af Brandenborg, der døde 1612, vare (1)
Prinds Friderik fød paa Frideriksborg udi det aar 1598, hvilken døde lit
dereffter. (2) Christian 5, hvor om tilforn er talt, (3) Princesse Sophia, som
blev fød paa Cronborg |3241605 den 4 Jan. og døde den 7 Sept. udi samme aar, (4)
Princesse Elizabeth, fød i Kiøbenhavn den 4 Jan. 1606. (5)
Prinds Friderik, som siden succederede sin Herr Fader, fød til Hadersleben 1609.
(6) Prinds Ulrik, fød paa Kiøbenhavns Slot 1610, som blev ihielskudt uden
lands.
Hans naturlige Børn var Christian Uldrik Gyldenløve, Hans Uldrik
Gyldenløve, Christian Woldemar Gyldenløve, Sophia Elisabeth, Eleonora Christina,
Elizabeth, Christiana,
Hedevig Sophia
Hedevig Sophia]
Hedevig Sophia] Hedevig, Sophia A1 A2; Hedevig Sophia SS
Hedevig Sophia] Hedevig, Sophia A1 A2; Hedevig Sophia SS , Dorothea Isabella, Uldrik Christian Gyldenløve.
adskillige particulariteter om denne
Konge.Det er besynderligen at mærke, at faa store Potentater i verden
have regieret saa længe, som denne Konge; thi han var mere end *Monarcha Semisecularis. Hvor udover, naar nogen Rigs-Raad eller anden
af Adel ikke vilde mod enden af hans Regiering samtykke, og bifalde hans anslag,
sagde han: Hvad vilt du sige: Det er noget, som jeg har overlagt
med din forfader.
Fremmede skribentere citere ham, som et mønster paa alle Kongel.
dyder; Schupp udi hans Solomo eller Regenten-Spiegel, naar
han taler om, hvor nyttig den hellige skriftes læsning er for en Potentat, at
lære deraf den rette og sande Politie, siger han: Saaledes førte
Kong Christian den 4de af Dannemark altiid Bibelen med sig, efter hvis
løsning han modererte alle sine anslag; og viisede sine Sønner, at der udaf
ret kunde læres den sande Politie, hvor udover Cantzler Reinking tog
leylighed at skrive den Bibelske Politie af Hans Søns og Successors Friderici 3 politiske taler, som han holdt over taffel af
Bibelen. Naar samme skribent taler om Regenteres pligt uden forskiæl at høre
undersaatternes klagemaal, siger han: Dermed har Kong Christian 4
udi Dannemark vundet sine undersaatteres hierter, i det han selv tog mod
fattige undersaatteres suppliqver, læsede dem, og hørte det eene partie mod
det andet. Naar der tales om taushed, citeres saadant exempel; en
Hamborger kiøbmand, som var meget forfaren udi hydrographien, havde engang giort ham et forslag om at giøre en skibsfærd
til et synderlig langt bortliggende sted, item om noget som angik
perle-fangsten. Samme kiøbmand |325begiærede for
samme forslags aabenbaring en kongelig belønning. Men Kongen disputerede længe
mod samme forslag, og endelig sagde, at han vilde tage det
viidere udi betænkning. Hvorudover kiøbmanden blev u-taalmodig, og skrev Kongen
til, at, saasom hans invention ikke var bleven antagen, at Hs. Maj. da ikke
vilde aabenbare den. Derpaa skrev Kongen med egen haand paa kiøbmandens
brev:
CHRISTIAN.
og skikkede brevet under couvert til
kiøbmanden tilbage.
Hans nidkiærhed udi at forsvare den protestantiske troe kand sees
blant andet af den blodige krig, han førte med Keyseren, eendeel for at redde
den Neder-Sagsiske kreds, endeel og for at understøtte den landflygtige Konge af
Bøhmen, med hvis conduite han dog ikke altid havde været fornøyet, sær da han
til Prag havde ladet nedrive ornamenterne, endogsaa af de Lutherske kirker,
hvilken misfornøyelse han gav blant andet tilkiende, da han saae et crucifix
hængende udi et gemak, sigende: Dette crucifix er lykkeligt, at
det ikke staar udi en kirke til Prag. Der fortælles ellers utallige
lystige historier om denne Konge, hvilke jeg ikke tør anføre, saasom de ikke ere
autoriserede.
Ogerii it. Dan. p. 53.
Han var ikke alleneste en stor elsker af lærde folk, men var ogsaa selv
lærd, og talede det latinske sprog med færdighed. Carolus Ogerius vidner at have
hørdt ham tale latin heele timer med den Franske Ambassadeur Comte d’Avaux ligesom det kunde have været hans moders maal. Hans
curiositeter til at viide alting gik vit, sær udi Navigationen. Hans legems Dannelse. Carol.
Oger.
Oger.]
Oger.] Oger A1
Oger.] Oger A1 it. Dan. p. 54 Hvad legemets skikkelse angaaer da
giver bemeldte Carolus Ogerius som var udi følge med den Franske Ambassadeur Comte d’Avaux saadan beskrivelse derover: Hans Majt. var høy og velvoxen, havde et smukt ansigt uden lyde, undtagen,
at han havde mistet 2. af sine tænder, som en musqvet kugle havde skilt ham
ved, dog vanhældede det samme ham ikke, men var heller en prydelse og beviis
paa hans tapperhed. Han var saa munter og behændig, at, endskiønt hand havde
naaet en høy alder, saa dog overgik han |326alle udi ridderspill og legemets øvelse; Hvorpaa Han lod see adskillige
prøver dagligen, medens vi opholdte os udi Kiøbenhavn. Han stod op klokken
3. om morgenen og klokken 5. øvede sig udi riden og ring-renden
med
med]
med] uden med A1 A2; uden med SS
med] uden med A1 A2; uden med SS
Prindserne, hvilke ogsaa derudi vare saa behændige, at de paa veddemaal
kiæppedes med andre Hoffmænd. Siden eftermiddag
iføredeiførede]iførede] A2, iforede A1; iforede SS iførede] A2, iforede A1; iforede SS de sig harnisk og
pandser og prøvede deres lantzer mod hinanden. Saa vit Carolus Ogerius,
som udi det aar 1634. var i Kiøbenhavn. Udi hvilken action Hans Majt. havde
misted 2. af sine fortænder, er mig ubekiendt, mueligen det er skeed enten udi
det slag ved Calmar eller udi det ved Kønigsluther. Hans skrifte-fader Peder
Winstrup vidner, at han havde en krum næse, hvilket og alle
Hans contrafeyer udvise. Han havde ogsaa udi det store søeslag ved Femern misted
sit høyre øye. Men, om han beholdt andre arr udi ansigtet er mig ikke
vitterligt.
Hans hoved lyst var til søemandsskab.
Det er u-beskriveligt hvad u-mage og bekostning Hans Majt. anvendte paa at
forfremme handelen, og anrette Colonier baade udi Indien og Grønland, item at
oplede passager giennem Norden til China og Jappan. Om disse store entrepriser, som beviise ikke mindre Hans nidkiærhed for
Rigets velstand, end hans curiositet at giøre u-muelige ting til muelige, og at
perfectionere sømands konsten, er tilforn udi denne korte historie intet talet,
hvorfor jeg dem her til slutning paa engang har villet fremføre og sammenslutte
ved en kiæde, skiønt de paa adskillige tiider ere foretagne, paa det saadant med
des større behag kand læses, og disbedre indprentes udi ihukommelsen.
Hvad den Østindiske handel er angaaende, da saasom jeg paa et andet
sted, nemlig udi det capitel om handelen, og det Ostindiske compagnie derom
vitløftigen har talet, saa vil jeg her ikkun med faae ord mælde dette, Stifter colonier udi Indien.at Hans Majt. efter nogle
andre Nationers exempler fik i sinde at stifte en handel paa Ostindien, og til
den ende affærdigede udi det aar 1618. Hr. Ove Gedde med adskillige krigs skibe
til den store og rige Øe Ceylon, efter at han havde slutted en contract med den
bekiendte Ceylonske Minister Carnelis Boshower, kalded Prindsen af Migomme, og,
endskiønt denne contract blev til intet, |327og
dette Ceylonske tog løb ulykkelig og frugtesløs af formedelst bemeldte Boshowers
hastige død, saa dog fik de Danske fod paa de Cormandelske Kuster, og efter lang
negotiation med Kongen eller Naiken af Tanjou, erholdte den sted Trankebar, og
der lagde grunden til den Ostindiske handel, som er bleven holden ved lige til
denne dag.
Hvad de Grønlandske tog er angaaende, da er at merke, at Grønland
udi gamle tider har været beboet af disse Rigers folk, og at der stedse har
været fart imellem Norge og Grønland, fast indtil de tider Norge blev foreenet
med Dannemark; Thi man finder udi den Danske historie, at en Grønlandsk Bisp anno 1389. var tilstede udi et mode, som holdtes udi Fyen.
Men denne fart er siden bleven forsømt, og under Kong Erik af Pomeren og
Christopher af Bayren reent forglemt, iligemaade under de andre Konger af den
Oldenborgske stamme, indtil Kong Christian 3. hvilken tillige med hans søn og
successor Friderik 2. søgte at finde landet igien, men forgiæves. Søger at oplede det gamle Grønland igien.Christianus
4. tog sig for alvor dette verk an, og til den ende lod forskrive en forfaren
søemand fra Engeland, som havde navn for at kiende det Grønlandske hav. Første reyse ved Godske Lindenau.Saa snart samme
søemand var ankommen, lod han udruste 3. skibe, hvilke under anførsel af Godske
Lindenau seylede fra Dannemark anno 1605. Den Engelske
søemand, som førte et af disse skibe, da han havde naaed den poli høyde, som han søgte, skilte han sig fra de andre skibe, og tog
den kaas som Islænderne fordum have taget, nemlig sudvest. Den Danske Amiral derimod seylede mod nordvest, og kom allene til de
Grønlandske kuster. Snart var hans skib ikke bleven seet af de vilde paa landet,
førend de komme om bord, hvor Amiralen tog imod dem med glæde, og gav dem viin
at drikke, men de funde ingen smag derudi, og drak heller tran, som man siden
skiænkede i for dem. De foragtede guld og sølv mynt, som man viisede dem, og
vare meere begiærlige efter jern og staal arbeyd, item speiler og andet smaat
dukke tøy, hvilket de tilbyttede sig for reve, biørne og kobbe-skind, som de
havde bragt med dem. Godske Lindenau opholdt sig paa samme sted udi 3. dage,
uden at sætte fod paa landet, saasom han ikke troede de vilde. Den 4de dag
lættede han anker og seylede bort med to af indbyggerne, hvilke derudover bleve
saa rasende, at man maat|328te binde dem. De
andre, som stode ved strandbreden, og ansaae denne handel, bleve derover saa
opirrede, at de skreege og hylede, og bombarderede de Danske med piile og
steene. Dette er alt, hvad jeg finder forretted paa dette tog af Godske
Lindenau, hvilken kom allene til Dannemark igien. De andre tvende skibe komme
ind udi en bugt, som befandtes at være Straet Davis, hvor man saae adskillige
gode havne og grønne enge. Indbyggerne der komme ogsaa strax om bord, og
handlede med dem, ligesom de foromtalte med Godske Lindenau; Men disse sidste
stillede sig meere vilde og mistroelige an. Her bleve nogle bevæbnede Danske
satte paa land, hvilke der fandte adskillige smukke egne, iligemaade efter den
Danske krønnikes vidnisbyrd sølv-ertz: Thi der siges, at man af steene som
veyede 100. Untzer, bragte 26. untzer sølv til veye siden udi Kiøbenhavn. Man
gav Danske navne til de søe-havne, som der fandtes, og giorde et kort over
kusterne. Førend man gik om bord igien, bemægtigede man sig 4re vilde, af hvilke
man maatte omkomme den eene, efterdi han stillede sig saa fortvilende og rasende
an, og derved indjog saadan skræk udi de 3. øvrige, at de godvilligen fuldte de
Danske til skibene. Indbyggerne for at hævne deres landsmands død, stillede sig
udi slagtordning ved havnen, og lode, som de vilde afskiære de Danske passen til
skibene, men da man gav en salve af Cannoner og musqvetter paa dem, toge de
flugten, saa at de Danske uden hinder indskibede sig, satte seyl og komme
lykkeligen til Kiøbenhavn igien, hvor de præsenterede Hans Majt. de 3. vilde,
som ingen overeens stemmelse havde med de forrige, hverken udi tale, dragt,
eller sæder.
Dette første Grønlandske tog opmuntrede Kong Christian at forsøge
et nyt, og at affærdige samme Godske Lindenau med 5. skibe. Han seylede fra
sundet den 8. May 1606. og bragte med sig de 3. Grønlændere, som vare tagne ved
Strat-Davis for at bruge dem til tolke. Godske Lindenau tog da den vey, som den
Engelske Capitain havde udvalt, nemlig Sudvest fra Island igiennem Capo
Farvel mod Strat Davis. Et af disse skibe blev skilt fra de
andre formedelst en taage; Men de 4re komme lykkelig til landet den 3 Augusti; Men de vilde, af mistanke til dem, havde ingen lyst
at indlade sig udi handel som tilforn. Hvorudover de
Dan|329ske seylede høyre, og forhaabede
der at blive bedre modtagne; men indbyggerne vare der ligesaa mistænkelige, som
paa det første sted, og stillede sig til modstand, i fald de Danske vilde
forsøge landgang. Endeligen da man havde kasted anker ved det 3die sted, bad een
af Lindenaus tienere, en forvovende karl, om frihed at stige alleene paa land,
for at komme udi handel med de vilde; Han haabede enten at tæmme dem ved
adskilligt smaat dukke-tøy, eller at undløbe dem, hvis de skulde forsøge noget
fiendtligt mod ham, men han var neppe kommen paa land, førend han blev greben,
ihielslagen og skaaren udi stykker af de vilde, som dertil brugte knive giordte
af horn eller tænder, som tages af den fisk kalden Enhiørning og slibes ved
steene. Lindenau merkede da, at der var intet for ham at bestille, begav sig
derfore paa veyen til Dannemark igien.
3. Grønlandske tog under Karsten
Richardsen.Hans Majt. saasom han aldrig af ulykken lod sig afskrække
fra et got forsæt, lod ey heller her modet falde, men forsøgte den 3die
Grønlandske reyse med 2. store skibe under anførsel af Capitaine Karsten
Richardsen. Men samme Richardsen kunde ikke komme til land formedelst iis, der
laae ligesom høye bierge og strakte sig langt ud i havet; thi der ere visse aar
udi Grønland, som iisen aldrig tøer udi, hvorudover han med u-forretted sag
maatte vende tilbage. Disse kostbare og vanskelige tog vise, hvilken stor
curiositet, nidkiærhed og bestandighed der var hos denne Herre.
Grønlænderne i Kiøbenhavn og deres
skiæbne.Hvad de vilde Grønlænder er angaaende, som bleve bragte til
Dannemark, da havde Hans Majt. omsorg for, at de bleve vel forsørgede, og gav
dem frihed at gaae, hvor dem lystede; Man gav dem at spiise melk, smør og ost,
item raat kiød og fisk; Thi de kunde ikke vænnes til brød og kaagt kiød, ey
heller til viin eller øll, men i den sted drukke hvalfisk tran; De vendede sig
idelig mod Norden, og sukkede efter deres fæderneland; De, som kunde bemægtige
sig deres smaae baade, begave sig paa søen, udi tanke at komme til Grønland
igien. Men, da de vare komne 10. eller 12. miile fra sundet, bleve de af storm
drevne tilbage paa de Skaanske kuster og derfra bragte til Kiøbenhavn igien,
hvor de bleve nøyere vagtede. Men, som deres tanker altid vare henvændte til
fædernelandet, vovede 2. af de samme sig paa søen igien, hver udi sin baad, som
de havde faaet fat paa. Man sat efter dem og fik den eene tilbage, men den anden
fik |330man aldrig nogen tidende om. 2. af dem døde
siden af sorrig, men de øvrige 2 levede udi nogle aar, og siuntes at være ved
got mod. Men den forhaabning, man havde at lære dem den Christelige troe var
forgiæves. Man kunde ikke merke at de havde nogen idee om
GUD. Man blev allene var, at de løftede øjene mod himmelen, som for at tilbede
solen, naar den steg op af østen. Den eene af dem døde endelig til Kolding paa
saadan maade: Saasom paa de Tider samme steds var perle-fangst, og Grønlænderen
gav tilkiende, at han var vant til at fange perler udi sit fæderneland, førdte
Høvitzmanden udi Kolding ham med sig did hen, og betiente sig af ham til perle-fangsten, hvorudi han var meget lykkelig, men, saasom
giærighed drev samme Høvitzmand til at holde ham til dette arbeyd baade vinter
og sommer, blev han omsider syg og døde. Denne død gik hans cammerade, som nu
allene var tilbage, saaledes til Hierte, at ingen kunde trøste ham meer. Han
bemægtigede sig derfor udi fortvilelse een af de smaa baade, og begav sig paa
søen. Men han blev greben, og bragt til Kiøbenhavn igien, hvor hand strax døde
af sorrig.
han søger at finde vej igiennem Norden til
Indien. mem. de l’Ameriqve Sept.Sept.]Sept.] A2, Sept A1 Sept.] A2, Sept A1 par le Baron de la Hontan tom. 2.Disse besværlige tog viise denne
store Konges begiærlighed til handelens forfremmelse, item den curiositet, Han
havde at bringe skiulte Ting for Lyset. Paa det sidste har man et stort exempel
af den reyse, som efter Hans ordre blev foretagen af den bekiente *Capitain Munch, hvorom findes saadanne
omstændigheder. Man havde længe disputeret om Grønland var landfast enten med
Asia eller America. En Engelænder ved navn Hudson, havde beseylet et bugt
imellem America og Grønland, som endnu efter ham kaldes Hudsons bugt; hvorvel
fremmede skribentere tilstaae, at den ære heller tilkommer en Norsk søemand, som
for ham havde udfundet denne bugt. Der igiennem besluttede Kong Christian at
forsøge en vej til Ost-Indien, og til den ende affærdigede Anno 1619. Capitain Munk did hen med tvende skibe. Samme Munk kom den
20 Junii af samme aar til Cap
Far vel saaledes kaldet, efterdi man der ligesom tager
afskeed med den gamle verden.
Affærdiger til den ende Capitain Munk med
skibe.Han seylede siden mod Vesten til Norden mod et sund, hvilket
han gav navn af Christians Sund, og landede til en Øe ved
|331de Grønlandske kuster. Der satte han nogle
paa land; hvilke bragte tidender tilbage, at de vel havde seet fodspor af folk,
men dog intet folk. Den anden dag om morgenen blev man var en hob vilde, hvilke
bleve forskrækkede, da de saae de Danske, løbe hen og skiulede deres gevæhr bag
ved en dynge af steen, som laae ved samme sted. Da de Danske hilsede dem,
stillede de sig venlige an, og hilsede igien. Men, da de Danske bemægtigede sig
deres gevæhr, som laae skiulte bag ved steen-døngen, og som bestode af buer og
piile, stillede de sig heel bedrøvede an, og gave ved tegn tilkiende, at det var
deres eeneste Liggende fæe, hvor ved de vunde deres føde, saa skibs-folkene
ynkedes over dem, og gave dem alt tilbage, hvor paa de faldte paa knæe, og
takkede for saadan velgierning. Men de Danske lode det ikke blive ved den
høflighed, de forærede dem adskillige smaae sager, som de vilde admirerede, og
gave til vederlag adskillige fugle, samt fiske, spæk. Een af dem kastede øyet
paa et speyl, og da han saae sig selv der udi, blev han der udover gandske
forundred, tog speylet, og løb bort dermed. Det som meest gav aarsag til latter,
var, at de vilde løbe at omfaune en matros, lige som de havde kiendt ham længe,
eftersom samme matros havde sort haar, et brunagtigt ansigt, en breed næse,
ligesom en Grønlænder.
Munk lættede anker dagen derefter, for at fortsætte sin reyse, men
maatte formedelst iis, som kom ham i møde, søge samme havn igien. Men da vilde
ingen af Indbyggerne lade sig mere see, hvor megen
u-mage man end giorde sig for at lokke dem til strandbredden. Man fældede der paader paa]der paa] A2, derpaa A1 der paa] A2, derpaa A1 Øen en stor hob Rhensdyr, og der udover lod den kalde Rhensund, ligesom man gav havnen navn af Munkenæs
efter Capitainens navn. Munk plantede der Kongens vaaben, og begav sig den 22
Julii derfra igien. Derpaa udstod man stor besværlighed
formedelst storm og driv-iis, saa at man med stor nød biergede sig imellem 2
øer, liggende paa 62 grader og 20 minuter. Der saae man
ingen mennesker, men en mængde af Harer, hvor udover man kaldede strædet Haresund. Den 9 Augusti reysede Munk fra
samme øer, seylede vest sydvest og kom til den sydlige kust af Christians Sund. Igiennem samme løb hand ind udi Hudsons bugt, og kaldede den side, som vender mod America, Mare novum eller |332det nye Hav, og den anden side mod Grønland, Mare Christianum eller Christians Hav. Munks vinterleje udi Grønland.Der seylede han vest
nordvest indtil 63 grader 20 minuter, da han omsider blev saaledes omringed af
iis, at han maatte tage vinterleye udi en havn, som efter hans navn blev kaldet
Munks Vinterhavn. Der lod han reparere skibene, saa
meget som tid og sted tillod, og giorde anstalt til vinterleye. Man fandt ingen
folk paa kusten, men mange fodspor dertil, blant andet adskillige store steene
oprettede, som altere, hvor paa var lagt kull. Man fandt ogsaa en steen, hvor
paa var afmaled en dievel med horn og kløer, saa at man der af kunde see, at der
ikke allene var folk, men endogsaa en slags Guds dyrkelse paa samme sted.
De Danske, saasom de mærkede, at de maatte blive der vinteren over,
lode oprette smaae hytter, og forsynede sig med brænde og vildt til deres føde.
Munk fældede selv først en hvid biørn, hvilken han aad med skibs-folkene, og
fandt smag udi det kiød, som han selv udi sin beretning vidner. Man fældede
ogsaa adskillige harer, ager-høns og andre fugle, som udi Norge ere gemeene,
iligemaade nogle maar og ræve, saa at man havde forhaabning at begaae sig vel
vinteren over, men vinteren blev saa sterk og haard, saa at der fandtes iis fra
300 til 360 fod tyk, øll, viin og brændeviin frøs udi fadene indtil bunden, saa
at baandene derpaa braste, og man maatte hugge viin og Brendeviin i stykker med
øxe, paa det at det kunde tøe op ved ilden. Dersom man af vanvare lod blive vand
udi tin- eller kobber-kar om aftenen, fandt man, at de vare brustne om morgenen.
Skibsfolkene omkommes af kuld.Denne forfærdelige
kulde, saasom den ikke sparede jern og kobber, saa sparede den ey heller folket.
Den eene af de Danske faldt udi svaghed efter den anden, og sygdommen tog til
med frosten. Sygdommen begyndte med tarme-løb, som hold ved indtil den syge
døde. Saadan var tilstanden vinteren over, og svagheden formeerede sig mod
foraaret; Thi da faldte tænderne dem af munden, saa at de kunde ikke æde brødet,
uden det var igiennem blødt. Endelig tog udi maymaaned plagen overhaand, da kom
der blodgang blant de overblevne, hvilke borttørredes, bleve sorte, blaae og
værkbrudne, og hvor en døde, der blev han liggende; Thi der var ingen, som kunde begrave ham. Munk selv faldt omsider udi svaghed
tillige med de andre den 4 Junii og laae udi 4re dage udi sin hyt|333te uden føde. Hvor udover han giorde sit
testament, ombedende de reysende at begrave ham, og at bringe Kongen af
Dannemark det dag-register, hand havde giort over sin reyse. Men, efter at de
4re dage vare forløbne, befandt han sig noget bedre, saa at han gik ud af sin
hytte, for at see til skibs-folket, af hvilke han fandt ikkun 2 levende af 64,
som han havde bragt med sig.
Det var ikke liden glæde for disse to arme mennesker, at see deres
Capitain endda udi live. De opmuntrede hin anden at leve, skiøndt de saae ikkun
lidet tegn dertil; Thi dem fattedes levnets midler. De rodede udi snee, for der
at finde urter, som laae skiulte derunder. De fandte til lykke nogle rødder,
hvilke vederqvægede dem saaledes, at de inden faa dage komme til kræfter igien;
Endelig da iisen blev optøed, begave de sig paa Fregatten, og lode det store
skib blive. Den 16. Julii gik de til seyls, men de bleve strax saaledes
incommoderede af driv-iis, at de tabte deres sluppe, og havde stor møye med at
redde skibet, hvis roer gik i stykker. Endelig reddede de sig ud af disse
besværligheder, fandte sluppen igien, og komme lykkeligen igiennem
Christians-sund udi det store hav. Men der angreb dem en heftig storm, hvilken
bragte dem til ny fortvilelse, thi, saasom de vare ikkun 3. mennesker, maatte de
uden ophør arbeyde, for at conservere skibet. Munk kommer
selv 3. til Kiøbenhavn igien. Dog overvandt de ogsaa denne ulykke,
kom den 21. Septembr. udi en Norsk havn, og endeligen nogle dage derefter til
Kiøbenhavn, efter at de havde udstaaed alle de besværligheder, som mennesker
kand underkastes.
Hans Majt. lod derpaa vel fare den forhaabning han havde giort sig
om at finde vey giennem Norden til Indien. Men Capitaine Munk, efter at han
havde opholdet sig nogle aar udi Dannemark siden den ulykkelige reyse, og
imidlertiid nøye eftertænkt de feyl, som man af u-videnhed havde begaaed paa
denne reyse, fik han lyst at forsøge lykken end eengang, og til den ende
overtalede nogle adelsmænd og borgere udi Kiøbenhavn at oprætte et compagnie, og
at udryste 2. skibe, som han skulde føre. Men da alle anstalter vare giorte, og
Munk stod gandske reyse ferdig, blev han siug og døde, og saaledes blev det
heele værk til intet. Munks endeligt.Der fortælles,
at, da han til afskeed talede med Kongen, og Kongen efter lang tale mældede om
den forrige reyse, og Munks slette opførsel der ved, svarede Munk |334ham noget haardt, og u-betænksomt, hvorover Kongen blev
fortørned, og støtte ham med sin stok; og at Munk derpaa gik hiem, vilde ikke
spiise udi nogle dage, og endeligen døde af sorg; Saaledes bliver denne historie
gemeenligen fortaalt, og lader jeg den staae ved sit værd. Iligemaade det som
anføres særdeles merkværdigt om denne store Konge, at alle de, som Han lagde
haand paa udi hastighed, ligesom hensvandte, og kunde aldrig komme sig
igien.
Disse mange kostbare og besværlige tog viise, hvilken stor
curiositet der var hos denne Konge, og hvor meget landets opkomst og handelens
forfremmelse laae ham paa hiertet. Undersaatterne opmuntredes til dislige tog af Kongens exempel.
Undersaatterne opmuntrede af Hans exempel, toge sig paa at forsøge det samme, og
sparede ingen omkostninger derpaa; thi aldrig har folk udi Dannemark været meere
hurtige, arbeydsomme og begiærlige efter videnskaber end under denne store
Konge, hvorfore alle fremmede, som i de tider have skrevet om Dannemark, tale
med stor berømmelse, saavel om store stats Ministrer, som om grundige
lærde folk
lærde folk]
lærde folk] lærde-folk A1 A2; lærde folk SS
lærde folk] lærde-folk A1 A2; lærde folk SS , der fandtes saavel blant adel, som borgerstand. Rigets Hofmester affærdiger af curiositet et skib til spitzbergen. Man veed, at Rigets
Hof-Mester af curiositet paa egen bekostning affærdigede et skib til
Spitzbergen, som ligger paa 78. grader, for at erkyndige sig om samme lands
egenskab, og dertil brugte en forfaren naturalist ved navn Leonino en indfød
Spanier, hvilken nøye udforskede dette land, som formedelst kulden ikke kand
beboes, og førte med sig tilbage hvide biørne, og andet, som dette fæle land
producerer.
Dette, som jeg har antegnet om Christiano 4. hvor lidet det end er,
kand dog rægnes for at være noget, eftersom det er det meste og fast det
eeneste, som er kommed for liuset, men det kand rægnes for intet, i henseende
til Hans lange regiering, og hans store bedrifter, som udfordre nogle folianter;
Thi der var neppe nogen Regent paa de tider meer hurtig, meer forfaren, og af
større sindets gaver end Christianus 4. Vel er sandt, at Sverriges Konge
Gustavus Adolphus af skribentere bliver opløfted til skyerne, og at samme Konge
fortiener all den roes, man ham tillægger, men,
Comparaison
Comparaison]
Comparaison] Comparison A1 A2; Comparaison SS
Comparaison] Comparison A1 A2; Comparaison SS
mellem Gustav Adolph og Christ. 4.naar jeg lægger begge disse Kongers
bedrifter paa veyskaal, finder jeg, at Christiani 4. ere de vigtigste. Gustavus
Adolphus var en stor General, Christianus 4. gav ham udi krigs erfarenhed intet
efter. Den første vidste at vinde, og at forfølge en seyr, den anden vidste og
at vinde, og tillige med at redde sig ud af en u-lykke. Den |335første blev stor af medgang, den anden større af modgang. Hvis
Christianus 4. havde førdt Gustavi krig udi Tydskland, da de Tydske stænder, og
andre allierede grebe sig for alvor an, havde han ogsaa haft Gustavi lykke; og
hvis Gustavus havde begyndt krigen først, da stænderne vare søvnagtige, og de
allierede lunkene, havde han ogsaa haft Christiani 4. u-hæld. Saa at om den eene
skinnede meer udi samme krig, saa er saadant meer at tilskrive tiden end
personen; Thi udi den krig, som disse store Konger førdte indbyrdes med
hinanden, er bekiendt, at Christianus 4. fik overhaand. Gustavus var mild og
beleven; Christianus, som en gemeen borger udi omgiængelse; Begge elskede ret og
retfærdighed, belønnede dyder, agtede lærde folk, og vare selv lærde. Begge
havde aabne hierner, hvilket den første lod see, som en stor General, den anden
tillige med som en stor Konge, som en stor stats mand, som en stor søe-mand og
en habil dommer. Saa at den første var allene stor udi krig, den anden tillige
med udi fred. De vare begge hurtige; Gustavus løb som en liun ild heele
Tydskland over; Christianus 4. saae man nu udi spitzen af en krigshær, nu paa et
Amiral-skib, nu paa den anden side af Nord-Caped; Thi han seylede engang forbie
samme Nord-Cap til Moscovien, hvilket neppe nogen
Konge har giort. Sverrig har aldrig været større udi krig, end udi Gustavi tiid,
og Dannemark aldrig større udi fred end under Christiani regiering. Der vrimlede
landet af store Generaler, her af lærde folk og store stats mænd. Det er uvist,
om Gustavus rev fleere stæder ned, end Christianus bygde stæder op. Med et ord:
Gustavus syntes at have Alexandri exempel for øyne, og Christianus 4. Alexandri
tilligemed Augusti; Thi den Svenske Konges passion var at udviide sit Riges
grændser, den Danske Konges at heele sit Riges indvortes saar, saa at, hvis
Sverrig kand vise den største General paa de tider, saa kand Dannemark vise den
største Konge. Den eeneste feyl, som merkes hos denne Konge, var en slags
hastighed, udi hvilken han undertiden overilede sig, hvilket jeg finder
fornødent at antegne, paa det at jeg ikke skal siunes, i steden for en historie
at skrive en ligprædiken.
Friderik 3.Efter Kong Christian 4.
fuldte hans Søn Fridericus 3. ved hvis ankomst til Regieringen Riget var udi
saadan tilstand; Rigets tilstand ved H. M ankomst til
regieringen.Dannemark var temmeligen bleven svækked ved den sidste
u-lykkelige Sven|336ske krig; adskillige
vigtige Provincier vare demembrerede fra Riget, og store
bekostninger vare giorte, som endda ikke vare forvundne; Adelens magt var paa
den høyeste spidse, og store dispyter bleve giorte ved Regieringens tiltrædelse,
ja ingen Dansk Konges myndighed er ved haandfæstning bleven meer indskrænked end
Friderici 3. og foraarsagede saadan indskrænkelse adskillige u-leyligheder, som
denne berømmelige Konge ved sin viisdom læt kunde have hævet, hvis den Kongelige
myndighed ikke havde været saa meget limitered.
Hvad besværlighed han havde, førend han kom til at sidde paa
thronen, viiser den mynt, som blev slagen ved Regieringens tiltrædelse, hvorpaa
stod: *Tandem. Hvorledes Dannemark stod
med andre Potentater.Hvad Rigets udvortes tilstand var angaaende, i
henseende til fremmede Potentater: Da hvad Engeland angik, havde Christianus 4.
leved udi stor fortrolighed med samme Rige, saasom Kong Jacob, saavel som hans
Søn Carolus Primus var ham saa nær besvogrede, men disse
conjuncturer forandredes siden ved Kong Carls ynksomme endeligt, og Cromwels usurpation, hvilken var stedse ilde sindet mod Dannemark,
som skal viises af efterfølgende historie.
Med Holland havde vel den Høysalige Konge forliged sig nogle aar
for sin død. Men, som samme Republiqve havde været aarsag til de forliser, Riget
havde lidet, og ved det fordrag, slutted til Christianopel 1645. havde skilt
Dannemark ved adskillige indkomster, som hævedes aarligen udi Sundet, kunde
Riget paa samme tid ingen synderlig fortrolighed have til samme Republiqve,
hvilken dog siden da den saae Sverriges magt saa meget dagligen tilvoxe, fortrød
paa at have hiulpet dertil, og sluttede alliance med Dannemark, hvor om
videre.
Med Spanien havde Dannemark staaet udi stor fortrolighed, siden den
Lybekske fred; Ja den fortrolighed var saa stor, at
adskillige Potentater allarmeredes derover, bildende sig ind, at der understak
meer end et blot venskab.
Med Sverrig i
henseende til
henseende til]
henseende til] henseendetil A1
henseende til] henseendetil A1 Bremen.Med Sverrig vare conjuncturerne mest delicate i
henseende til det stikt Bremen. Dermed havde det saadan beskaffenhed: Kong
Friderik, da han endda var Prinds, var udi det aar 1621. udvalt til *Coadjutor udi Bremen, og, da Erke-Bispen Johan Friderik
1634. ved døden afgik, succederede ham den Danske Prinds uden |337modsigelse, hvor vel de Svenske havde giort hinder
derudi, hvis det u-lyksalige slag ved Nørlingen ikke havde betaged dem kræfter
dertil. Men, da de Svenske faldne sager begyndte at reyse sig igien, og krigen
gik an imellem Dannemark og Sverrig, udi hvilken krig Fridericus 3. af sin Herr Fader blev giort til *Generalissimus udi Holsteen, toge de Svenske der af leylighed til
fiendskab, og bemægtigede sig Bremen og Verhden, hvilke endelig udi den
Vestphalske fred bleve seculariserede, og under titel af et førstendom cederede
til Sverrig, mod hvilket foretagende Fridericus 3. som
retmæßig udvalt Erke-Bisp, besværgede sig høyligen, og vare sagerne endda udi
samme tilstand, da han succederede sin Hr. Fader udi Rigerne. Saaledes vare
conjuncturerne ved hans ankomst til Regieringen. Men, førend jeg gaar videre
frem, vil jeg tale noget om hans fødsel og opdragelse.
Friderici 3 fødsel og
opdragelse.Denne berømmelige Herre er fød til Hadersleben Anno 1609 den 18 Martii; Da han var kommen nogenledes til
skiønsom alder, skikkede hans Hr. Fader ham til det adelige Academie Sorøe, for
der at underviises og oplæres udi saadanne viidenskaber og øvelser, som ere en
Kongl. Prinds anstaaelige, og forordnede til hans information Doct. Hans Burchard, og paa det han desmeere kunde opmuntres til dyd
og studeringer, sendte hans Hr. Fader ogsaa did hen Hans Prindselige Høyhed
Prinds Ulrik, en Herre iligemaade af stor forhaabning; Hans
udenlandske reyse.Efter at han udi fædernelandet havde bekommed gode
fundamenter udi adskillige viidenskaber, fik han af sin Hr. Fader forlov at
reyse uden lands, for der at giøre sig viidere fuldkommen, og begav sig først
til de foreenede Provincier, og derfra til Brabant, og Flandren, hvor paa de
tider krigs videnskaber vare paa den højeste spidse, reysede derefter til
Frankerige, og oppeholdt sig meest til Paris, Orleans og Anjou, havde ogsaa udi
sinde at see Italien og andre steder, men blev forhindred der udi, efftersom udi
Italien grasserede en pest hvilken dræbte dagligen udi Meyland mod 500
mennisker, de andre steder foru-roeligedes af de Keyserlige og Mantuanske
Tropper; Savoyen var klemmed af Frankrig, Keyseren og Stænderne laae i haar med
hin anden udi Tydskland, og krigens lue strakte sig fast over heele Europa, hvor
udover Dannemark, som paa samme tider levede fast alleene udi roelig|338hed, frygtede, at Hans Printzelige Høyhed vilde
geraade udi fare, hvis han reyste til de u-roelige og smitsomme steder, og
derfor med stor forlængsel sukkede efter hans
tilbagekomst. Herudover begav Hans Printselige Høyhed sig paa vejen til sit
fæderneland igien, hvor han med stor glæde blev imodtagen.
Anno 1621. giorde Hans Printzelige Høyhed sit
første æres-trin, i det han af den Bremiske Erke-Bisp og Geistlighed blev kalden
til at være Coadjutor udi det Erke-Biscopdom Bremen, Bliver Erkebisp udi Bremen.og udi det aar 1634 efter
den Durchlauchtige Førstes
Johan
Johan]
Johan] Johau A1
Johan] Johau A1 Frideriks død bekom Erke-Biscopdommet selv, Hans Hr. Fader til stor glæde
og fornøyelse, der paa samme tid celebrerede Kron-Printzens Christian 5 bilager
med den Chursachsiske Princesse.
Efter at Hans Printzelige Høyhed nu havde bekommet det Bremiske
Erke-Biscopdomme, beflittede han sig af yderste magt paa at befrie det fra den
ilds lue, der fortærede Tydskland allevegne, og ikke at indvikle sig med nogen
af parterne, indtil de Svenske brøde omsider ud med det forsæt, de saa længe
havde gaaet frugtsommelige med, og begyndte at øve deres tragoedier saa vel udi
Bremen, som udi Dannemark.
Anno 1643 holdt Hans Printzel. Høyhed bilager
med den Luneborgske Princesse Sophia Amalia, succederer sin
Fader i rigerne. og udi det aar 1648 blev han, som sagt er efter sin
Hr. Faders død Konge over Dannemark og Norge, eftersom Kron-Printzen Christianus
5. aaret tilforn havde taged afskeed fra verden. Den 6 Julii blev han med stor
pomp hylden udi Kiøbenhavn saaledes:
Den Kongl. hylding.Der var paa
Slotz-platzen for Børsen oprejst et herligt theatrum, hvorpaa stod den Kongel.
throne overtrækket med sort fløyel, og veyen fra Slottet til samme theatrum var
overtrekket med sort klæde. Om formiddagen klokken 9 blev det samtlige
Borgerskab stillet udi gevæhr fra Slottet indtil det opreyste Theatrum. Nest
derefter ginge to Herolder med sorte sceptere udi hænderne, efter dem fuldte
nogle adelige personer med lange sorte Kapper som forordnede Marskalker. (3)
Riddere og Adelskabet af alle provincierne. (4) Hoff-Adelen. (5) Begge
Hof-Marskalker. (6) Efter dennem fuldte Hs. Prindtzel. Høyhed geleidet af 40
Drabantere med en himmel af sort fløyel. (7) Derefter kom Rigets Hofmester. (8)
Siden Rigets Raad hver efter sin stand.
|339Da nu Hans Printzel. Høyhed var
kommen paa theatrum, holdt Rigets Hofmester en ziirlig oration, efter hvis
slutning Rigets Raad nedknælede, og efterlæste den Eed, som Hof-Cancelern dennem
foresagde, hvor efter de alle samtlige, og en hver udi særdeleshed gav Hs.
Majest. deres hænder, og ønskede ham et lykkeligt Regimente.
Da dette var skeed, sat Hans Majest. sig paa sin stoel og Rigets
Raad paa Benkene under thronen, og bedekkede alle deres hoveder; derefter skeede
ved *Secretarium Krag Stændernes provocation og eedens
oplæsning. Da først Riderskabet og Adelen, derefter Geistligheden, siden
Borgerne og endelig Bønderne ginge op. Da nu alting, som fornødent giordes, var
forretted, blev Hs. Majest. geleydet paa samme maade til Slottet igien; Kort
derefter blev bemeldte Theatrum givet den gemene mand til priis, hvilken sloges tapperlig om klædet, træet og jernet, og der ved gav
aarsag til stor latter, og kortvillighed.
Endelig blev enhver efter sin stand tractered paa det kosteligste,
og dermed tog hyldings-processen en ende.
Hans Maj. begav sig derefter med en vel-udrustet flode til Norge,
og blev af Rigets Stænder hylden til Christiania med lige proceß, og siden udi
Slesvig og Holsteen, som en Første over samme lande.
Den kongel. kroning.Den 23 Nov. blev Hs. Maj. kroned til Kiøbenhavn paa saadan maade,
først bleve udi en procession til vor Frue Kirke førte 2 sølv herpukker,
hvorefter fuldte 6 trompet-blæsere alle udi hvit atlas og sort fløyel; derefter
komme 5 Marskalker med deres kieppe udi hænderne, hvilke bleve geleydede af
nogle 100 adelige Personer, alle klædde udi sort fløyel. Efter dem komme
Gesandterne fra Lybek, Hamborg, Rostok &c. 2 Herolder udi sædvanlig
habit. Siden nogle Herpukker og Trompeter; Derpaa komme Rigets Raad alle til
hest, Rigets Amiral med Eblet, Rigets Marskalk med Sværdet, Rigets Cantzeler med
Scepteret, og Rigets Hoffmester med Cronen. Derefter fuldte Hs. Majst. under en
himmel, som blev baaren af den fornemmeste Adel; derefter fuldte de Førstlige
Personer af Synderborg, Eutin, Sachsen-Lauenborg, item de Førstl. Gesandter fra
Meklenborg, Holsteen og Oldenborg.
Da Hs. Maj. nu var kommen udi kirken, holdt Biskopen af
Siæl|340land en latinsk oration. Derefter
kom Rigets Hofmester og viisede Hs. Maj. Rigets privilegier om dennem at
confirmere. Siden blev kronen af Biskopen sat paa Hs. Majsts. Hovet, og da
traadde Rigets Raad frem, og lagde deres hænder paa Hs. Maj. Hovet og Krone,
dermed at give tilkiende, at han skulde være deres Krone og Hovet. Effter alle
sædvanlige ceremonier vare til ende, gik Hs. Maj. udi samme pomp til Slottet
igien, hvor der var tillavet et herligt maaltid. Dagen derefter skeede
Dronningens kroning mesten med samme Ceremonier og solennitet.
1650.
Anno 1650. skeede med samtlige Stændernes bevilling den
ældste Kongel. Printz Christians udvælgelse, hvilken blev forestilled paa den
Kongel. Sal, og hans vall blev af nogle 100 personer underskrevet. Udi samme aar
reyste Stadtholderen af Holsteen Hr. Christian Rantzou med en anseelig suite til
det Keyserlige hof paa sin Konges vegne for at bekomme lehn af det Førstendom
Holsteen effter sædvane.
Det første af vigtighed, som tildrog sig under Kong Frideriks
regiering, vare de 2 største Mænds fald, nemlig Hannibal Sehesteds og Corfitz
Ulfeld. Den første var Statholder udi Norge, og den anden Rigets Hoffmester, og
havde begge til ægte Christiani 4 døttre avlede med Frue
Kirsten Munk. Beskyldning mod Hannibal Sehsted.Den
første nemlig Hannibal Sehsted, som var Statholder udi Norge blev beskyldt for
adskillige forseelser, og fordret af Kongen og Rigets Raad at giøre regenskab saa vel for de penge, som vare
anvendte paa den Nordske krigshær, som for alle
indkomsterne, saa længe han havde været Statholder udi Norge. Stadtholderen
søgte vel alle veye og midler at undgaae denne overhængende fare, men forgiæves;
Thi Kongen og Rigets Raad satte saa hart efter ham, at han ikke alleneste blev
forbuden at komme til hove, men endogsaa mistede sit høye embede udi Norge, og
fik befalning ikke at begive sig fra Kiøbenhavn, førend han havde giort et
rigtigt regenskab.
Dette vilde falde ham meget besværligt og fast umueligt, hvor
udover ham af Kongen og Raadet nogle skrifftlige puncter bleve tilskikkede, for
inden 24 timer at erklære sig der paa, og underskrive de samme, eller opbie en
endelig dom, da udvalte han det første, og erklærede sig til efterfølgende
puncter:
Hans dom.
|341(1) At afstaae sit Statholderskab udi Norge.
2) En Raads Herres titul og værdighed.
3) At overgive alt sit faste gods udi Norge til Kronen.
4) At betale soldaterne udi Norge deres resterende.
5) At løse Langeland igien til Kronen fra Græv Rantzou for 60000
Rdlr.
6) At betale til Marsilio for de to store skibe, som han nyligen havde
ladet bygge udi Norge, nemlig Sophia Amalia, som førdte 100 og nogle, og
Prinds Christian, som førdte nogle og firesindstyve stykker.
7) Sin livstid ikke at reyse af Dannemark, langt mindre at tage tieneste
hos een eller anden fremmed potentat eller yppe noget mod Kronen.
Derimod bleve ham af naade tilladte alle hans mobilier, som
juveler, klenodier, sølv-kar, andet huusgeraad, iligemaade skulde de 60000.
Rigsdlr. erstattes ham, han havde forstrakt den salige Prinds, saavel som Kong
Friderik. Saaledes faldt denne store mand udi en hast fra sin værdighed, og
Gregers Krabbe kom i hans sted igien.
Begyndelsen til den store tragødie med Corfitz
Ulfeld.
Imidlertiid
Imidlertiid]
Imidlertiid] Imidlertiid, A1
Imidlertiid] Imidlertiid, A1 aabenbaredes et stort forræderie, hvilket foraarsagede ikke liden
u-rolighed udi Riget, og endeligen styrtede adskillige udi stor u-lykke.
Begyndelsen til denne tragœdie var Dina en
qvindes person, som for sin deylighed overalt var bekandt, og lod sig iblant
andre ogsaa bruge af Rigets Hofmester Corfitz Ulfeld, der, sin Frue u-viidende,
tog hende ofte til sig udi huuset.
Blandt de andre, som Dina omgikkes med, var ogsaa Jørgen Walther
Oberst udi Holsten, for hvilken hun eengang aabenbarer, at Hofmesteren havde ont
i sinde mod Kongen; hvorpaa Oberste Walther aabenbarer strax til hove, hvad han
havde hørt, og Kongen lader Dina komme for sig, hvilken bekræftede sine ord med
efterfølgende omstændigheder; Dinæ angivelser.At, da
hun engang var hos Ulfeld i et af hans inderste kammere, hvor hun samme tider
blev indlukt igiennem en bagdør, kom hans Frue til ham med et begere udi haanden
fuld af forgift, hvilket Doctor Sperling Ulfelds huus Medicus havde tillavet, og talte med sin Herre om tiden og
steden, naar de vilde sætte deres onde forsæt udi værk mod
Hans Majt. Dina lovede |342ogsaa, at, dersom hun
kunde faae tid dertil, skulde hun bringe til veye Doctorens
præscription, forgiftet eller nøglen til skabed, hvorudi det stod, bekiendte
iligemaade, at hun havde faaed et barn med Hoffmesteren, og at det samme var
døbt af Magister Simon til den Tydske kirke. Over saadant blev Hans Majt. og de
hosværende Ministrer ikke lidet forskrækkede, holdte sig dog meget stille, og
lode sig intet mærke, men lode Dina gaae sin vey, forhaabende, Gud og tiden
skulde give bedre underretning derom.
Nu tildrog sig paa samme tid, at Rigets Hofmester lod bevæbne sin
heele familie, ligesom han hver time skulde blive bestormed udi sit huus, og
sendte to Rigets Raad til Kongen, begiærende hielp og beskyttelse mod nogle, som
vilde myrde ham med frue og børn. Derpaa skikkede Hans Majt. to af Raadet til
ham, tilbydende ham et compagnie soldater til sin beskiærmelse, ja at tage ham
med sin familie paa sit eget slott, som var det sikkerste sted, han kunde være
paa, men Ulfeld undslog sig for alle disse tilbud, hvilket giorde ham dismeere
mistænkt. Jeg følger her udi den trykte relation kaldet Ulfelds practiker uden
derfor at være garand. Samme relation fortæller siden med
disse ord videre saaledes:
vid. mach. Corfitz Ulfeldii.
Ikke lang tid derefter blev det kundgiort, at der havde været nogle
mordere om midnats tider for Kongens gemak, hvilke bleve afskrækkede formedelst
en stor hund, der gøede mod dem, saa de derfor maatte lade nøglen i dørren efter
sig, hvilken hidindtil havde været borte. Dette foraarsagede en stor
forskrækkelse, saa at alle frygtede for et oprør udi staden, og kunde det anslag
med forgiften ikke dølges, men var i alle folkes munde, hvorudover man holdt
fornødent, at viise saadant hen til Retten, for at kiende og dømme derudi.
Sagen bliver forhørt.Til den ende blev
Ulfeld stævned at svare for sig, hvilken sendte en Procurator i sin sted;
Oberste Walther og Sperling bleve ogsaa stævnede og møtte personligen.
Den Tydske Præst Mag. Simon, hvilken
Hofmesteren havde beviist mange velgierninger, mødte frivillig, enddog han ey
var indstævned, for at forsvare sin Patron, men han blev mod forhaabning
suspendered og afsat til viidere; Saaledes blev sagen forhørt til bye tinget, og
vidner førte, men formedelst de mange tvilsmaal, som her indfaldte, blev den
henvist til høyeste ræt, hvor Kongen var Præses |343og 24. af Raadet Assessores, did hen kom Ulfeld geleydet af hen ved 100.
personer for sikkerheds skyld, efterdi han var bange for den gemeene mand,
besynderligen baads-folket, som han tilforn havde foruretted. Dina falder fra sin angivelse.Dina havde hidindtil
intet vigtigt beviist, men allene nogle betænkelige omstændigheder fremført, og
da Raadet formanede hende, hun for den høyeste rett skulde bekiende sandhed, da
med alles forundring enten af frygt, ubestandighed eller for anden aarsags skyld
talte hun hverken om forgiften, ej heller om barnet, men kaldte alle sine ord
tilbage igien, hvilket kostede hendes liv; Thi, omendskiønt hun siden vilde
undskylde sig dermed, at hun var fortrylled og fra sit sind, kunde det dog ikke
hielpe hende; bliver
halshuggen.Thi Raadet dømte, at hendes angivende var falskt, og at
hun skulde miste sit hovet, Ulfeld fri
kiendes.Oberste Walther, Doctor Sperling og Mag. Simon, saasom med videre skulde forvises Riget, og
Ulfeld skulde være udi Kongens naade. Da Dina leedtes til rettersteden, som var
slots-platzen, raabte hun Guds straf over Hofmesteren og Mag. Simon, og
beklagede ynkeligen at hun leed u-skyldig: Herudover holdt Ulfeld det raadeligt
at begive sig af Riget, at ham ingen vanære skulde vederfares, til hvilken ende
han natten efter, som Dina blev retted, og hendes hovet var sat paa en stage
uden byen, Undviger Rigerne.pakkede sit gods sammen,
og med sin Frue, børn og de fleeste tienere drog ud paa et skib, som laae ferdig
paa reeden, og begav sig til Holland, lod dog sætte en stork over sit huus, til
et tegn, han vilde komme tilbage; Efter hans bortreyse blev den gandske process
trykt paa Dansk og Tydsk, og i hans fraværelse blev raads-titel og værdighed ham
fratagen, og i hans sted forordned Joachim Gersdorff at være Rigets Hofmester.
Dette fortrød Ulfeld meget, og, som han agtede sig ikke at være sikker nok udi
Holland, reyste han til Sverrig, hvor han forstrakte Dronning Christina en stor
sum penge. Hvorudover høystbemeldte Dronning og giorde ham til Græve, og satt
ham gods udi Pomern til underpant for hans laante penge; Om hans viidere forhold
skal tales meeremeere]meere] A2, meere: A1 meere] A2, meere: A1 siden; Nu vil jeg begive mig til Kongens historie igien:
1651.Hvad sig Rigets allmindelige sager
anbelanger, foreslog Hs. Majt. udi sidste Rigs forsamling, om at skikke en
gesandt til den Engelske Republiqve efter andre Potentaters exempel. Item at
oprette et regiment 300. mænd af gevorbene soldater udi enhver Provincie, |344og at udryste Rigets flode mod tilkommende
foraar, at man kunde være færdig til at modtage de Svenske, i fald de ikke vilde
holde sig stille. Paa de tvende første forslag blev denne gang intet sluttet,
men paa floden tog man sig strax for at arbeyde, at den kunde blive færdig til
foraaret.
1652.Efterfølgende aar lod Hans Majt.
see stor vindskibelighed udi at sætte Riget udi en god stand, til hvilken ende
han ey allene udi egen høye person reyste til Skaane, for at besigtige de
stæder, som græntze med Sverrige, og lode dem forbedre, men endogsaa lod kiøbe
udi Hamborg en stor mængde gevær, og føre dem til Dannemark. Derefter blev af
Rigets Raad holden en forsamling udi Kiøbenhavn, hvorudi blant andet blev
beslutted, at Land Regimenterne skulde bestyrkes, floden forbedres, og til den
ende skulde den Kongelige skat dette aar være dobbelt saa stor som ellers; Der
blev ogsaa beslutted at affærdige et gesandtskab til den Engelske Republiqve for
at gratulere den samme, og tilbyde Parlementet venskab. De Gesandter, som ginge
der hen, vare Peder Ritz og Erik Rosenkrantz.
Krig mellem Engel. og Holland.Den 29. Julii bekom den Hollandske Resident et
notifications brev til kongen, hvorudi blev formeldet, at General Staten var
geraaden udi aabenbare krig med det Engelske Parlement, og derfor begiærede den,
efter forbund lovede, undsætning af 4000. mænd og 19.
orlogs skibe; item at Hans Majt. vilde behage at affærdige et Gesandtskab til
Engeland, for at overtale Parlementet til fred. Her paa blev beslutted, at,
eftersom Hans Majt. efter forbund var forpligted at undsætte de Hollændere,
enten med skibe, penge eller folk, da til nestkommende foraar at giøre færdige
20. eller 24. skibe, og at lægge dem ved Belt eller Øresund, for at afskiære de
Engelske krigs og kiøbmænds skibe passen, og paa det de Danske Gesandtere som
vare sendte til Engeland, ikke skulde der vederfares noget ont, holdt man de
Engelske skibe udi sundet, som havde givet sig under Hans Majt. skyds, indtil
Gesanterne vare komne vel tilbage, hvilket gav aarsag til misforstand imellem
Dannemark og Republiqven udi Engeland og adskillige Danske skibe bleve igien af
de Engelske ikke alleneste arresterede, men endogsaa giorte til priser.
Hvorudover Hans Majt. besværgede sig meget, og forestillede den Engelske |345Envojé, som da arbeydede
paa et forbund imellem Danmark og Engeland, at han vel var genegen til at stifte
god venskab og fortrolighed imellem sit Rige og Engeland, men maatte med stor
forundring fornemme, at, efter at de Engelske kopfardie-skibe effter deres egen
indstændige begiæring vare af Dannemark tagne udi skyds, da Parlementet udi
Engeland havde mod all ret og billighed ladet opbringe og confisqvere adskillige
Danske skibe, Kong Friderik tager hollandsk
parti.hvilket Hs. Majest. kunde ikke tage andet end ilde op, og derfor
kunde ikke indgaae noget venskab med Republiqven af Engeland. Hs. Majest. vilde
ogsaa gierne lade fare de Engelske skibe, som han havde taget udi beskyttelse, i
fald Republiqven skaffede tilbage de confisqverede Danske
skibe, og vahrer, og gav vederlag for all den skade og forsinkelse dem ved deres
arrest var vederfaret, hvis ikke, fandt Hans Majt. sig tvungen til at fatte
andre raad og midler.
Memoires de Chan. t. 1. p.p.]p.] A2, p A1 p.] A2, p A1 337.
De Svenske toge da Engelsk parti, og havde Dronning Christina hart ad
ladet sig overtale af Corfitz Ulfeld at declarere krig mod Dannemark, men der
blev intet af denne gang, effterdi de klogeste Ministrer udi Sverrig kunde let
see forud, at de liden profit vilde bekomme af saadan krig mod Dannemark, hvor
der under Kong Frideriks viise regiering vare ligesaa god orden og anstalter,
som der var under Dronning Christinæ regiering forvirrelse udi Sverrig. I sær
blev det Svenske hoff afskrækket fra krig, efterdi Amiral Wrangel, som *incognito havde beseet den Danske flode, bragte de tidender
tilbage, at den var udi en fortreffelig tilstand.
Mem. de
Chan.
Chan.]
Chan.] Chan. Chan. A1
Chan.] Chan. Chan. A1 t. 3 pag. 103
Det kom derfor til ingen krig imellem Dannemark og Sverrig, saa længe som
Dronning Christina regierede; Thi, om endskiønt samme Dronning ved een og anden
underlig conduite gav Dannemark aarsag at gribe til fiendtlighed, besynderlig da
hun udi Corfitz Ulfelds sag comporterede sig saa slet mod den Danske Minister
Peder Juel, hvilken passage den Frandske Ambassadeur vitløftig haver beskrevet,
og derudi givet en livagtig characteer paa samme Dronnings underlige humeur og
conduite;
vid. t. 3. Mem. de Chanut. it. Puf. com. de reb. Sv. lib. 26.
p. 6.
Thi han laster hende saa meget derfor, som han berømmer den Danske
Minister, hvilken udi den sag stod paa sin Konges respect, og holdt det u-anstændigt at svare paa Ulfelds beskyldinger, om endskiønt det
havde været ham en let sag at igien|346drive
dem. Dette og andet u-anseet, blev dog freden imellem Rigerne ikke brudt, saasom
man holdt saadant ikke saa meget for en tort, som effect af Dronningens irreguliere og selsomme humeur. Derimod sluttede Hs. Maj.
1653 en defensive alliance med Holland mod Engeland, hvorpaa
den Engelske Envoje forlod Kiøbenhavn, og krigen blev
declareret mod Cromvel, vid. Lond. act. publ. t.
7.men den krig varede ikke længe; Thi aaret derefter nemlig 1654 blev der
giort fred igien, hvorudi de alliancer, som vare giorte i Christiani 4ti tid,
bleve igien fornyede, og de 22 skibe, som vare arresterede udi sundet, bleve
løsgivne.
Pest udi Dannemark.Udi samme aar lod
der sig udi Dannemark formerke en sterk pest, besynderlig udi Kiøbenhavn, hvor
man begrov imod 15000. mennesker. Medens plagen varede, opholdt Hs. Majest. sig
til Flensborg og Kolding.
Krig med Sverrige 1657.Effter at den
Engelske handel var bilagt, levede Riget udi rolighed indtil 1657, da det blev
indviklet udi den bekiendte ulyksalige krig med Sverrig. Førend jeg skrider til
denne store krigs beskrivelse, vil jeg effter min vedtagne maade melde meget
korteligen om hvad som er passeret imellem disse Nordiske Riger, siden den
Bromsebroiske fred, at læseren deraf kand see, hvorledes Sverrig siden den tid
var sindet mod Dannemark, og om denne feide ikke kand ansees meere, som en offensive og defensive krig; *tilstand udi Norge for krigen.Thi den begynder ikke først krig, som giver først
hug, siger *Procopius de bello Gothico, men som giver
anledning dertil.
Udi Dronning Christinæ tid havde Dannemark ikke stor aarsag at
befrygte sig for at overfaldes af Sverrig formedelst den slette tilstand samme
Rige formedelst Høystbemelte Dronnings regiering var bragt udi, som Svenske
skribentere selv saa vel som fremmede, i sær Mons. Chanut
bevidner; At der fattedes aldeeles ikke paa villien, kand sees vitløfftig af
samme Ambassadeurs memoires; Thi Corfitz Ulfeld tilbød sig
ikke saa snart at forstrække nogle penge til saadan krig, førend Dronningen var
færdig at bryde løs; snart var Dannemark ikke kommen i tvistighed med Engeland,
førend hun lavede sig til krig mod Dannemark, og hvis Vrangel, som *incognito var skikked hen at udforske alting, ikke havde
fundet den Dan|347ske søemagt udi ypperlige
tilstand, havde de Svenske samme gang ikke holdet sig saaledes inden deres
græntzer; Den slemme affaire imellem den Danske Envoje Peder
Juul og Corfitz Ulfeld til Stokholm gav iligemaade noksom tilkiende, hvorledes
Dronningen var sindet mod Kong Friderik, saa intet andet under hendes regiering
holdt dem tilbage end penge mangel og den slette tilstand, Sverrig var udi paa
samme tider. Men, da den Martialske Konge Carl Gustav kom at sidde paa thronen,
maatte Dannemark saa vel som andre Sverriges Naboer alle tider leve udi frygt
for fiendtligt overfald; Hvad maximer da var udi Sverrig, og paa hvilken
politiqve deres stats interesse var grundet, kand sees saa
vel af Pufendorfs som Terlons skrifter, og vidner Pufendorf,
de reb. gest. Carol. Gust.
at man i Sverrig vilde føre krig, men at der blev ikkun raadslaget om,
hvilken naboe man skulde først anfalde.
Endelig gik det først løs over Polen, hvilket store Rige med en
utrolig hastighed blev gandske undertvunged, heele Europa til forundring, og
alle Sverriges Naboer til skræk. I sær begyndte Holland at befrygte sig for
handelens ruin paa østersøen, da det fik tidender om, at Kongen af Sverrig ogsaa
greb den Stad Dantzig an, hvor udover samme Republiqve, saa vel som Keyseren,
forestillede Kongen af Dannemark, hvad fare man svævede udi, hvis i tide ikke
blev giort en diversion. Derpaa blev Anno 1656 slutted den
saa kaldte Ampliations-tractat, eller elucidations alliance mellem Holland og Dannemark, og den Hollandske
flode, som var skikked til øster-søen at beskiærme den Stad Dantzig, blev
bestyrked af 10 Danske Skibe. Endeligen blev 1657 paa rigsdagen til Odense krig
erklæret mod Sverrig, hvilken blev ved en Herold forkyndet Kong Carl Gustav udi
Polen. Dernest publicerede Kong Friderik et manifest, og siden et andet skrift
kaldet *Jus feciale, til hvilke var Autor den Glückstadske
Cantzler Reincking, begge bleve siden besvarede ved et contra-manifest trykt til
Gripsvald, kaldet *Responsio ad duo armatæ Daniæ Scripta.
Denne krigs forkyndelse, saasom den skeede nogle maaneder for operationerne,
holder enholder en]holder en] A2, holderen A1 holder en] A2, holderen A1 fremmed skribent for en stor statsfeyl; Thi han siger: Man gav derved
fienden ikke allene tid til at bestyrke sig, men |348endogsaa Kongen af Sverrig god stunder at føre sin krigshær fra Polen. Men
Kong Friderik vilde her udi ikke efterfølge den maade, som de Svenske havde
brugt udi forrige krig, paa det han ikke med billighed skulde eftertales af
nogen.
Da Carolus Gustavus Kongen af Sverrige fik tidender der om,
besluttede han at forlade Polen, og vende all sin magt mod Dannemark, til
hvilken ende han begav sig strax til Preudsen, og der fra til Pomern; Danske progresser udi Bremen.Imidlertid gik de Danske
over Elven, og faldte med 9000 mænd ind udi det Hertugdom Bremen, og beleyrede
det faste Slot og Residentz Bremer Vehrde, hvilket de erobrede, og der udi
bekomme 44 metal stykker, derefter rykte de for Stade, holdte med de Svenske
adskillige skarmytzler, og erobrede nogle fæstninger; De anholte ogsaa hos den
Stad Bremen om at forlade det Svenske partie, men forgiæves; Thi det syntes
endda noget fortiiligt for samme Stad at resolvere sig dertil.
Manley hist. of the late wars
p.
p.]
p.] p. p. A1
p.] p. p. A1 2.
Her vil eendeel tage sig frihed til at laste de Danske conduite igien,
meenende det havde været bedre, i steden for at have faldet ind udi de Svenske
provincier udi Tydskland, over hvilket det Romerske Rige besværgede sig, saa vel
som fienden selv, heller med all magt at have trænged sig ind udi Sverrige selv,
hvilket Rige formedelst Kongens, og de beste troppers fraværelse vilde have
geraadet udi største forvirrelse og forskrækkelse, og givet de Danske leylighed
til at føre krigen til Stokholm selv, og, om de endelig
vilde have anfaldet dem udi Tydskland, de da skulde have giort det
betimmeligere, medens fienden
varvar]var] A2, vare A1; vare SS var] A2, vare A1; vare SS gandske træt og udhungred, og fast ubevæbned.
Puf. de reb. gest. Car. G. l. 4.4.]4.] A2, 4.. A1 4.] A2, 4.. A1 p. 327.
Medens de Danske havde saadan fremgang udi Bremen, blev Hs. Majest.
advaret, men falskeligen, at Kongen af Sverrige vilde tage sin reyse til vands,
hvor ud over han gik udi egen høye Person med sin heele flode til søes lige til
Dantzig, hvor han bekom andre tidender om Kong Carls Marche, nemlig at han var
allereede kommen ind udi Pomern, og marcherede lige mod Lübek og Hamborg, og
derfor udi største hast begav sig med floden til Kiøbenhavn igien, efter at han
havde imodtaget nogle forfriskninger, som bleve ham præsentered af Borgemesterne
og Raadet.
Hans Majestæt kunde ikke have troed, at de Svenske skulde have
vovet sig igiennem Tydskland, effterdi man havde forsik|349kred ham om, at Polakerne skulde forbyde ham passen, og
adspreede dem paa veyen, efterdi de vare udi megen slet tilstand,
mem. de Terlon part. 1.
men han fornam klarligen siden, at de, som havde giort ham saadanne
forsikringer, havde ikke anden henseende dermed, end at de kunde faae den
Svenske magt ud af Polen, og at all byrden derudover vilde ligge paa ham
allene.
Kongen af Sverrig kommer ind i Holsten.
Imidlertid marcherede de Svenske med all muelig hast mod Dannemark, og komme den
18. Julii 6. miile fra Hamborg og sloge deres Leyr ved Ottensen noget lit fra
Altona. Der lode sig da see 3000. Danske ryttere, hvilke komme i haar med de
Svenske, men saasom fienden var for sterk, bleve nødde at begive sig tilbage. De
Svenske, da de saae ingen fiende for sig, reede de udi hobetal til Hamborg, hvor
de bleve vel modtagne, og bekomme overflødeligen, hvad de havde fornødent, saa
vel fra Hamborg, som fra Lybek, hvilke forfriskninger satte den Svenske armee meget paa fode igien; Thi den var tilforn gandske
nøgen, udhungred, og af den lange marche meget svækked, og siger Monsr. Terlon,
memoires part. 1.
at faa vare udi den stand, at de kunde giøre nogen modstand, saa at
dersom de Danske havde været erkyndigede derom, de da kunde have giort kort
proces med dem.
Da de nu havde forfrisket og udrustet dem, det beste de kunde,
rykte Kongen af Sverrige med et corpo mod Itzehoe, hvilken stad han lod udfodre,
men Commendanten vilde ikke lade sig beqvemme dertil, LiggerLigger]Ligger] A1, Legger A2 Ligger] A1, Legger A2 den stad Itzehoe udi aske.hvorudover staden blev af de
Svenske fiendtligen angreben, hvilken beskød den saa længe med gloende kugler,
at den geraadede udi brand, saa at af baade den nye og gamle stad blev ey meere
til overs end 12. huuse, og blev denne skade skatteret over 8. tønder guld.
Derefter lod Kongen af Sverrig sin krigshær leyre sig paa den
slette mark kalden Kropperheide, og reyste hen til sin Svoger Førsten af
Holsteen Gottorp, for at tale med ham. Imidlertid gik Rigets Marsk. Andreas
Bilde, med sine tropper om bord til Glykstad, og førdte dem omkring Jylland paa
den anden side til Frideriks-Odde, og reyste strax derfra til Kiøbenhavn, for at
tale med Kongen, men, som Hans Majt. paa samme tiid var paa
reysen til Dantzig, som før er meldt, begav han sig strax til Frideriks Odde |350igien, og der giorde anstalt til at tage mod
fienden, i fald den vilde beleyre samme fæstning, hvilket siden skeede.
Imidlertiid geraadede den Danske og Svenske flode udi trefning
sammen, og det u-formodentligen; Thi da den Danske flode, hen ved 30. seyl
sterk, som under-Amiral Bielke havde opholdet sig nogen stund udi søen, var
bleven forfrisked med adskillige slags levnets midler, som de havde taget fra
Pomern, og laae for anker ved Rygen mellem Hildensee og Wittau, hvor den
handlede med Indbyggerne om brandskatt, og havde alt bragt det saa vit, at det
accorderede skulde overleveres, kom en Hollandsk skipper med de tidender, at den
Svenske flode kom dem i møde, hvorpaa de Danske i en hast lettede anker, og
begave sig til seyls. Den 12. (22) Sept. fik den Svenske flode, bestaaende af
59. seyl, de Danske udi sigte, og som den fornam, de vilde tage veyen til
sundet, søgte den at forekomme dem, og træffede dem ved den Øe Møen. Omendskiønt
nu begge floder havde lavet sig til striid, komme de dog denne gang fra
hinanden, og søgte de Danske, saasom fienden var eengang saa sterk, af all magt
at undgaae en træfning, og at naae Kiøbenhavn, men bleve formedelst modvind
forhindrede udi deres forsæt. Imidlertid cannonerede begge floder paa hinanden
til den mørke nat, da opnaade de Danske omsider Falsterboerifft.
Søeslag ved Falster.Men om morgenen
tilig gik træfningen ret for sig under Falster, og varede silde ud paa natten.
Den Svenske Amiral Bielkenstierna bandt an med den Danske Elephant, og skiød saa
hart derpaa, at fast det gandske overlob gik bort. Derimod blev det Svenske
skib, kaldet Maria, ligesaa ilde tilreedet, og hart ad til intet giort; Ellers
blev der figted med lige tapperhed, uden at de Danske indlagde større ære, i det
de ved saa liden magt kunde balancere med saa mægtig en fiende. Den Danske flode
begav sig efter træfningen til Kiøbenhavn, og savnede allene 60. mænd foruden
100. som vare saarede. De Svenskes forliis var omtrent ligesaa stor; og begav
den fiendtlige flode sig efter slaget til Wismar, meget ilde tilfreds, efterdi
den med saa stor bekostning var bragt udi Søen, og intet vigtigt ved denne
herlige leylighed havde kunnet forrette.
Udi begyndelsen af Octobr. gik den Danske flode udi søen igien,
efter at den havde bestyrket sig med fleere folk og skibe, hvilket for|351aarsagede, at den Svenske flode turde ikke gaae
ud af havnen, men lod den Danske beholde søen, saa at Kongen af Sverrig kunde
ikke giøre landgang paa nogen af de Danske øer, som hans forsæt var.
Bedrifter udi Norge og Skaane.Udi Norge
derimod og Skaane fik de Svenske mange stød; Thi Hans høye Excellence Ulrik
Christian Gyldenløve, som anførte tropperne udi Skaane, holdt sig tapperligen
mod de Svenske, og udi adskillige skarmytzler skildte dem med en stor hob folk,
saa at den Svenske Feldtmarskalk Græv Steenbuk maatte retirere sig fra Skaane,
hvor han søgte at tage qvarteer, og sætte sig under
stykkerne af Halmstad, efter at han var skilt med en stor hob folk af de Danske,
der fuldte ham iideligen udi hælen.
Udi Norge havde den Svenske Feldtmarskalk giort et indfald, men
fandt brav modstand der af den Norske General Herr Iver Krabbe, efter at
bemeldte Svenske anfører havde opholdt sig nogen stund udi Norge, og imidlertiid
giort sig mester over to smaae skantzer, begav han sig udi all stilhed derfra
til Halland udi tanke at støde til de andre Svenske, som havde retireret sig til
Halmsted, og med samtlige magt at overfalde de Danske, der havde beleyret
Laholm. Den 3. (13) Sept. komme begge partier udi trefning sammen, og skiøde paa
hinanden til den mørke nat, indtil de Svenske omsider maatte viige tilbage, og
lade de Danske beholde marken.
For at sætte disbedre mod udi sine folk, begav Hans Kongl. Majt.
sig udi egen høye person den 28. Sept. fra Kiøbenhavn til Skaane, og holdt de
Svenske ved iidelige skarmytzler saalænge varme indtil den 2. (12) Octobr.
Da
Da]
Da] da A1 A2; da SS
Da] da A1 A2; da SS komme begge partierne atter igien for alvor sammen en miil fra Laholm,
hvor de Svenske igien lidde stor skade, og mistede over 1000. mand, blant hvilke
Baron Lilliehoeck samt nogle feldtstykker. De Danske savnede blant andre Knud
Alefeld og nogle faa gemeene.
Puf. l. 4. p. 337.
Med dette slag var Kongen af Sverrig meget ilde fornøyet, og talte den
Svenske General Banner siden haart til, efterdi han samme steds havde ført saa
slet conduite.
De Kongl. Danske tropper sloge derpaa deres leyr ved Halmsted udi
Halland, udi forsæt at støde til den Norske krigs-hær, og med samtlig magt at
foretage noget af vigtighed, men dette anslag blev forhindret ved de Svenskes
store fremgang udi Jylland; Thi Hans Majt. maatte derefter bruge sin største
magt paa Fyen, hvor faren |352var størst, og
derfore maatte forlade Skaane, og begive sig til Siælland igien, hvor han
anlangede den 21. Octobr. til Kiøbenhavn med Rigets Hofmester, Rigets Amiral, og
Hertug Johan Friderik af Brunsvig; Der opholdt han sig ikke længe, men begav sig
strax til Fyen ikke allene for at beskytte samme Øe mod all fiendtlig overfald,
men endogsaa for at giøre fienden nogen afbræk udi Jylland og Holsteen, at
tvinge dem til at bryde op.
Imidlertid havde de Svenske trængt sig ind udi Jylland, og slaget
deres Leyr for Frideriks-Odde, hvilken stad de i begyndelsen agtede strax at
bestorme, men som de fornam, at fortificationerne og besætningen vare stærkere
end de indbildte sig, turde de ikke vove sig dertil, men lode sig allene nøye
med at indslutte staden, og sloge deres leyer et stykke derfra. Der effter
leverede Kongen af Sverrig krigshæren til Wrangel, og bød ham at angribe Fyen,
saa snart de forventedeforventede]forventede] sorventede A1 forventede] sorventede A1 krigsskibe komme fra Gottenborg, efterdi han ingen forhaabning havde at
bemægtige sig Frideriks-odde, førend han var bleven mester over Fyen. Han selv
tog veyen til Wismar, at han disbedre kunde have et øye til Tydskland og
Prydsen, og see hvad floden forrettede.
Effter Kongens bortreyse sat Vrangel sig fore
at bruge tiden, og derfore skikkede nogle tropper langt ind udi Jylland, for at
bemægtige sig
Vensyssel
Vensyssel]
Vensyssel] vensyssel A1
Vensyssel] vensyssel A1 , som skilles fra resten af Jylland ved en smal nakke, hvor paa bønderne
havde opreyst en liden skantze; Den erobrede de Svenske, tillige med de to
andre, nemlig Sundbye og Hals, omkomme og adspredde de bønder, som fandtes udi
gevæhr, og saaledes spillede mestere der paa stedet.
Vrangel havde midlertid lagt stille og ladet sig nøje med at
opsnappe tilførselen til Frideriks-Odde: men, som han fornam, det vilde blive
ham for kiedsommeligt at ligge længere stil, besynderlig effterdi høsten var for
haanden, og besætningen foruroligede ham iidelig ved udfald af Staden,
besluttede han, saasnart han var bleven bestyrket med de 3 regimenter fod-folk,
som havde ligget til besætning udi Cracau, at angribe fæstningen med magt.
Bemeldte Friderikes-Odde eller Fridericia havde Hans Majt. Kong
Friderik selv ladet fundere ved middelfart-sundet 2. miile fra Colding, ved det
lille Belt, og meget vel fortificeret, om endskiønt |353dens befæstninger ikke vare gandske bragte til fuldkommenhed
efter den nye maade. Der udi laa Rigets Marsk. Anders Bilde med en god
besætning, hvor med man ventede ikke andet, end fienden skulde giøres stor
modstand, og blive nødet til at gaae tilbage med skamme igien, Frideriks Odde tages med storm.men de Svenske stormede
til Staden om natte-tider, og, omendskiønt besætningen forsvarede sig det beste,
den kunde, giorde sig Mester derover, samt alle de kostelige sager, som fandtes
derudi.
Denne vigtige fæstnings erobring gavnede de Svenske meere end om de
havde vundet et stort feltslag; Thi foruden den store hob fanger, stykker og
andet bytte, som der faldt udi deres hænder, bleve de ogsaa derved hart ad
mestere over heele Holsteen, kunde sætte heele Jylland udi contribution, og
bekomme frie communication mellem Nord- og Øster-søen ved det lille Belt. All
verden kunde ikke noksom forundre sig over at saadan en fæstning, som
Frideriks-Odde, skulde udi saa kort tid falde udi fiendens hænder.
Gouverneuren Anders Bilde blev af adskillige der for meget lasted,
og holdet for en aarsag til all den ulykke, som een, der havde ikke handlet
redeligen mod sin Konge og sit fæderneland, men hvo kand beviise, at enten han
forlorede den ved sin onde skiebne, u-forsigtighed, frygtagtighed eller og
forræderie. En General bliver gemeenligen fortaled af almuen, naar han taber et
slag, enten han er skyldig der udi eller ey, hvor om alting var, fik han dog sit
bane saar udi denne beleyring, hvilket formindskede, men dog ey gandske
udslettede den mistanke, man havde faaet om ham.
Kongen af Sverrig, som paa samme tid opholdt sig udi Tydskland, lod
sig af disse vigtige tidender gandske ikke bevæge, ey heller gav ringeste
glædes-tegn fra sig, men heller, saasom Monsr. Terlon
bevidner,
mem. de Terl. part. 1. p. 129.
lod see en halv fortrydelse, eftersom han troede, at
dette store foretagende ikke skulde have kunnet forrettes uden ham, og at Amiral
Wrangel skulde have opbied hans ankomst, førend han foretog dette høy-vigtige
verk; Dog skiulte han den fortrydelse, saa vit som mueligt, han bar der over, og
kunde ikke andet end berømme Wrangel for sin tapperhed og gode anførsel, hvor
vel det gik ham til hierte, han ikke var bleven deelagtig med ham udi den
ære.
Handles forgieves om fred.Den
fiendtlighed mellem de Nordiske Riger var neppe spurt udi Engeland, førend
Republiqven sendte 2 Ministrer, Mr. Meadowe |354til
Dannemark og Mr. Jepson til Sverrige med ordre at arbeyde paa et forliig mellem
begge Konger; Den første af disse blev modtagen udi Danmark med stor
æres-beviisning, og da han havde tilbudet Engelands mediation, og forestillet de onde virkninger, krigen fører med sig,
erklærede Hans Maj. strax, at han var færdig til at slutte en sikker og honorable fred under Engelands mediation.
Denne Erklæring blev oversent til Kongen af Sverrige med all muelig
flid, hvilken svarede der paa, at han var iligemaade reede til at handle om
forliig under Frankeriges og Engelands mediation med de
vilkor, at tractaterne skulde skee paa græntzerne mellem begge Rigerne. Men det
kom ikke til nogen virkning: Thi først kunde man ey komme overeens om stædet,
hvor tractaterne skulde gaae for sig, eftersom de Danske vilde have Lybek
dertil, de Svenske der imod et sted mellem begge Rigernes græntzer. (2) Vilde
Kongen af Sverrig ey lade sig beqvemme til noget forliig, med mindre han bekom
nogen vederlag for den uret, han meente, de Danske havde giort ham, og efterdi
de havde kommet ham til at forlade Polen.
Medens denne Cabinet-krig blev ført med papier, mißiver og
memorialer, holdt soldaterne ingen hellige dage, men krigen blev fortsat af
yderste magt. De Svenske lode som de vilde marchere tilbage, og beleyre de
Holsteenske stæder, for at bringe de Danske paa Øerne til des større sikkerhed,
medens de tillavede broer, vogne, sleder og andre fornødne ting, at gaae over
iisen til Fyen. De vare sikkere paa den Holsteenske side, efftersom Chur-Førsten
af Brandenborg, om endskiønt han havde forliget sig med Polen, havde ikke endda
erklæret sig offentlig mod Sverrig, og de Keyserlige havde nok at bestille med
at beleyre Cracau og Thorn.
*Manl. hist. of the late
wars
wars]
wars] vvars A1
wars] vvars A1 p. 1. p. 5.
Alleneste Polakerne, eftersom de kunde ikke forglemme den store
tienneste, de Danske havde giort dem, i det de havde draget paa dem selv den
heele byrde af den Svenske krig, hvilken nær i grund havde ødelagt deres
Republiqve, sendte Czarnesky med 12000 ryttere til Holsteen. Disse tropper
passerede Oderen, for at bryde ind udi bemelte Førstendom, men da de hørte, at
Frideriks Odde var erobret, ginge de tilbage igien, uden at forrette andet end
at ødelegge en hob lands byer, og nogle fattige folk, og derfor lode sig see,
ligesom nogle meteora, hvilke truede og forsvandtes paa een
tid.
|3551658.Da Kongen af Sverrige havde nu beredet
sig paa alting, for at passere over beltet til Fyen,Den forunderlige Svenske marche over iisen.
og han af adskillige speidere, som hver nat vare udsendte, havde fornummet, at
iiseniisen]iisen] den A1 A2; den SS iisen] den A1 A2; den SS
var sterk nok, foruden paa et sted, hvor der var en lang stremmel aaben 5
fod udi bredden, gav han ordre til at marchere, og lod
føre med sigføre med sig]føre med sig] A1, med sig føre A2 føre med sig] A1, med sig føre A2 en hob
sperrer og planker, for at giøre en broe over det sted, som var aabent, og
saaledes gik denne forunderlige marche for sig over iisen:
Rytterne førte deres heste ved tømmerne, og marcherede langt
fra hinanden, stykkerne bleve ogsaa førte paa samme maade, at de ikke skulde
besværge iisen formeget, indtil krigs-hæren havde passered det sted, som
formedelst strømmen var svagest. Saa snart det farligste var overvundet, befoel
Kongen af Sverrige, at krigshæren skulde stille sig udi slagtordning, for at
anfalde de Danske, der stode ved strandbredden, og bemøjede sig, hvor vel
forgiæves, at bryde iisen og forbyde fienden at komme paa Fyen.
Kongen af Sverrig havde hidindtil aged udi sleede, men nu sat han
sig til hest, og rangerede sin krigshær saaledes: Den høyre
fløy gav han til Rigets-Amiral Wrangel, under hvilken stode Margræven af Baden
General Lieutenant, og Græve Tot General-Major, han selv førte den venstre fløy,
og havde under sig Græv Jacob de la Gardie.
Marchen kunde ikke andet end gaae meget langsom for sig, efterdi
soldaterne vare saa adspredde; Kongen af Sverrig vilde ey heller, at den skulde
skee for hastig, af frygt, at de Danske naar de saae den heele fiendtlige magt
var kommen til Fyen, skulde forlade samme øe, som de ikke kunde forsvare, og
begive sig efter de Svenskes Exempel over iisen til Jylland, og der bemægtige
sig deres
heele felttøy
heele felttøy]
heele felttøy] heele-felttøy A1
heele felttøy] heele-felttøy A1 , hvilket vilde ikke lidet have forrykket de Svenske deres concepter.
Endeligen kom den heele Svenske magt efter saadan forunderlig marche u-beskadiged over til Fyen, foruden to compagnier af
Waldechs regiment, som druknede, og udi en hast giorde sig mestere over den
heele øe, efterdi de fandt ingen modstand. Fyen
erobres.Oberste Jonas Hadersleben, hvilken, medens Hans Høye
Excellence Ulrik Christian Gyldenløve var svag, commanderede de Danske tropper,
søgte vel i begyndelsen at forhindre de Svenske at komme paa landet, |356men, som han saae, at det var u-mueligt med en haanfuld
af folk at modstaae den heele fiendtlige krigs-hær, overgav han sig. Der paa
fuldte forliis af heele Fyen, og alle de Danske, som der fandtes, bleve enten
ihielslagne, eller tagne til fange foruden 300 mænd, der frelste sig over iisen
til Siælland. Blant de fangne fandtes Hans Høje Excellence Gyldenløve, item 5
Raads-Herrer. Otto Krag, Gunde Rosenkrantz, Henrik Rantzou, Jørgen Brahe, og
Iver Wind.
Ved Nyborg laae 4 Danske krigs-skibe, efter hvilke de Svenskes
tænder løbe udi vand, og derfore bemøyede sig meget at blive mestere derover;
mem. de Ter. part 1. p. 155.
men Peder Bredal, som commanderede samme skibe, anvendte lige saa stor
fliid paa at befrie dem, til hvilken ende han lod bryde iisen der omkring, og
gydede vand allevegne uden paa skibene, hvilket blev
strax til iis, saa at det var u-mueligt at bestige dem, og, omendskiønt de
Svenske siden ved deres stykker søgte at tvinge ham til at give sig, forsvarede
han sig dog meget vel, og omsider førte skibene ubeskadigede til Kiøbenhavn,
hvor Hans Maj. beviiste ham all æres-tegn og belønnede ham efter sin
fortieneste.
Da Fyens forliis spurtes udi Kiøbenhavn, blev hver mands hierte der
paa stedet opfyldt med ubeskrivelig forskrækkelse; Thi, foruden at saadan herlig
Øe var forliist, frygtede man, at fienden skulde betiene sig af den samme broe
over det store belt til Siælland, som han havde brugt over det lille Belt til
Fyen, og udi hast lade sig see med sin seyerrige krigs-hær for Kiøbenhavns
porte, hvilket at forekomme, syntes det beste, og eeneste middel at handle udi
tiide om fred. Den Engelske Envojé Mr. Meadowe blev derfor
ombeden af Kong Friderik at sætte en tractat paa fode, saa snart som mueligt,
hvilket han ogsaa giorde, og skrev Kongen af Sverrig til, at Hans Maj. af
Dannemark havde givet fuldmagt til de tvende Raadsherrer Joachim Gersdorf og
Christian Scheel at handle om fred, og tillige med begiære en stilstand. Til det
første lod Kongen af Sverrige sig beqvemme, men vilde ingenlunde viide af nogen
stilstand at sige, agtende at bruge alle sine seyl, medens han havde saadan en
ynskelig vind.
Efter at Fyen var erobret, raadsloge de Svenske, om det skulde være
raadeligt at gaae over det store belt til Siælland, som er 4 |357Tydske mile udi breden. De fleeste og forstandigste tragtede at
holde Kongen derfra, forestillende ham, hvor snart formedelst havets bevægelse
iisen kunde brækkes, den heele krigs-hær, hvor udi all Sverriges velfært bestod,
ynkeligen omkomme, tillige med den ævige spot og skændsel det Svenske Rige
skulde vederfares, i fald dette skulde ikke lykkes. Men den stridbare Konge
vilde ingenlunde række øre til disse raad; men holdt fore, at jo større fare han
udstod, jo større ære skulde han indlægge. Udi denne meening blev han
besynderlig styrked af CorfitzCorfitz]Corfitz] A2, Corsitz A1 Corfitz] A2, Corsitz A1 Ulfeld, hvilken saae intet heller end at hans forrige Herre, den fromme
Kong Friderik, kunde udi en hast blive skildt fra sine Riger, og derfor gav
Svensken de allerslemmeste anslag mod sit fæderneland.
Omendskiønt nu Kongen af Sverrige saae intet heller, end at han,
saa snart som mueligt var, kunde komme til Siælland, vilde han dog ey gaae over
iisen lige fra Fyen der hen, hvor vel det var den korteste vey, men besluttede
at giøre et omsvøb paa den høyre haand, og marchere over de
øer Langeland, Lolland og Falster, hvilket var sikkrere endskiønt længere.
Førend Kongen af Sverrige foretog denne marche,
udskikkede han smaae partier over iisen til Siælland, for at faae kundskab, om
iisen var saa sterk, at den heele krigshær kunde gaae sikker derover. Disse
bragte de tidender med sig, at iisen var sterk nok for den heele krigs-hær med
alle dens stykker og felt-tøy, stillede ogsaa for Kongen nogle Siællandske
bønder, som de havde ført fangne med dem. Af dette saa vel som den expres, der tilforne var kommen over iisen fra den EngelskeEngelske]Engelske] A2, Enelske A1 Engelske] A2, Enelske A1
Envoje, blev Kongen af Sverrig meget bestyrket udi sit
forsæt, de Svenske gaar over iisen til Siælland.og
gik derfore denne forunderlige marche for sig først fra Fyen
til Langeland, som ligger 3 Tydske miile derfra: Der bleve de Svenske ikke
længe, men begave sig strax paa veyen til Lolland, og der ved Corfitz Ulfelds
practikker giorde sig mestere over den fæstning Naskow, stedet var da ikkun slet
befæsted, efterdi ingen kunde have troed, at kulden skulde have taget saadan
overhaand, at heele Krigshæren med stykker og felt-tøy kunde gaae over
Belted.
Efter Naskous erobring gav Kongen af Sverrig befalning til Rigets
Amiral Wrangel at efterlade sig nogle tropper udi Nyborg i |358Fyen, og følge ham med resten af sine folk. Kulden var da saa
haard, at man maatte hugge brødet, samt øll- og viinfader i stykker med øxe, og
siden smelte iis-klumperne, hvilke dog der efter ingen smag havde.
De Svenske marcherede der efter over iisen til Falster, og efter at
de der havde erobret det Kongelige Slot Nykiøbing, og der
efterladtefterladt]efterladt] A2, efter ladt A1; efter ladt SS efterladt] A2, efter ladt A1; efter ladt SS
en maadelig besætning, som udi Naskow, gik de viidere over iisen til Vordingborg udi
Siælland.
Imidlertid arbeydedes der udi Kiøbenhavn af yderste magt paa en
hastig fred. De Danske Commissarier, tillige med den Engelske Mediator, begave sig med ald muelig hast til den Svenske krigs-hær,
hvilken de meente at treffe udi Langeland, men, da de vare komne noget nær
Vordingborg, bekomme de de forskrækkelige tidender, at den heele Svenske magt
var nyligen kommen paa Siælland, og var ikke langt fra dem: Lidet der efter
møtte de Kong Carl selv udi en slede geleydet af 200 finske Ryttere.
Handel om fred.Commissarierne, som
mødtes til Vordingborg, hvor tractaterne først begyndtes, vare paa Danmarkes
vegne, Joachim Gersdorf, og Christian Scheel, paa Sverriges Corfitz Ulfeld og
Steen Bielke. Der lod sig ogsaa indfinde Monsr. Terlon den
Franske Ambassadeur. Kongen af Sverrig blev ikke længe udi Vordingborg, men
efter at han havde stilt sin krigs-hær udi slagt-ordning, tog veyen lige til
Kiøbenhavn, hvilken Stad var da ikkun lidet befæstet, og ilde forsynet; Efterdi
den udi et heelt seculo havde ikke seet nogen fiende. Kiøbenhavns tilstand.Der var ingen stykker paa
voldene, da Commissarierne reyste fra Kiøbenhavn, men de bleve da førte fra
skibene udi god mængde; Staden var fuld nok af folk, men de fleeste vare
u-exercerede, og ikke vante til krig, og der fattedes levnets midler, for at
holde ud en lang beleyring. Der foruden var der og stor u-eenighed; Nogle
knurrede mod anførerne; andre raabte: De vare forraadde, og vidste ikke, hvad de
skulde gribe til.
Puf. de reb. gest. C. Gust. l. 5. p. 326
Allene Hans Maj. Kong Friderik var gandske uforskrækked udi all denne
allarm, og var udi sinde tillige med Trampe at giøre et udfald af Staden paa de
Svenske, men Hans Maj. stod efter de fleestes raad, fra sit forsæt, saasom det
var alt for farligt med en haandfuld af |359folk at
angribe den heele fiendtlige krigs-hær, og, i fald disse folk skulde blive
slagne, vilde Kiøbenhavn, der over geraade udi des
større fare, og neppe undgaae at falde udi fiendens hænder. Endeligen, som Hans
Majt. saae sig ingen hielp endda at kunde faae af sine allierede, og at kulden
holdt ved, saa at Svensken kunde føre meere folk over iisen, og at Kiøbenhavn
ikke var i den tilstand, at den kunde udstaae en lang beleyring, Roskildske fred.fandt hand sig tvungen at slutte den
bekiendte fred med Kongen af Sverrig til Roskild, hvor ved Dannemark blev skilt
ved saa mange herlige og skiønne Provincier, som Skaane, Halland, Blegind,
Bornholm, samt Bahuus og Trundhiem, hvilket endda siuntes mavre conditioner for
de Svenske mod de forrige fordringer giorte udi den Tostrupske congress ved
Corfitz Ulfeld, hvilke vare saa uhørlige og ubillige, at den Engelske Envoje
Meadowe protesterede i haarde *terminis derimod.
Efter at freden var sluttet, lod Hans Majt. Kong Friderik bereede
et kosteligt giestebud til Frideriksborg, og sendte Ernestum Guntherum, Førsten
af Holsteen til Kongen af Sverrige at invitere ham did hen, for hvilken
høflighed Kongen af Sverrige lod Kong Friderik høyligen betakke, og med et
maadeligt følge begav sig derhen. Da nu begge Kongerne møtte hinanden, traadde de af deres vogne paa een
tid, og toge mod hinanden med usigelig høflighed og æres beviisning, ligesom der
aldrig havde været nogen fiendtlighed mellem dem. Begge
Konger til Frideriksborg.Derefter stege de begge udi een vogn, som
var den Kongelige Danske, og agede sammen til Frideriksborg, hvor alting var vel
og kosteligen tillavet. Ved bordet sad først Dronningen af Dannemark Sophia
Amalia, paa Hendes høyre haand Kong Carl, og paa den anden haand Kong Friderik.
Det var sandelig et forunderligt siun, at see tvende Konger, som for faa dage
siden fegtede for Land og Rige, nu at spiise ved et bord; og de trommer og
herpuker, som nyligen tilforn vare brugte til at forkynde død og blods
udgydelse, nu at bruges til at udraabe sundhed og hilsen.
Den høytiidelighed varede fra Torsdag til Løverdag, udi hvilken tid
begge Kongerne levede under et tag. Endeligen tog Kong Carl afskeed Løverdagen,
og reyste til Helsingøer, og derfra over til Skaane, for at tage udi possession
de nye erobrede Stæder og Pro|360vincier , udi
hvilke han blev imodtagen med større pomp end begiærlighed, med større statz end
kiærlighed; Thi indbyggerne vidste vel under hvilken mild regiæring de havde
været, hvilken naadig og from Herre de havde mistet, og derfor kunde ey andet
end have stor aarsag til at græmme sig over denne forandring, hvis virkning de
fandt kort derefter, i det de bleve skilte ved deres privilegier, som de dog
havde faaet saa store forsikringer om.
de Svenske Commissarier komme til Kiøb. for at
afgiøre adskillige stridigheder.Efter at freden var sluttet, bleve
der satte besynderlige tractater paa fode til Kiøbenhavn, for at stifte des
større venskab mellem de Nordiske Riger, til hvilken ende Kongen af Sverrig
sendte udi Martii maanet tvende Gesandtere, nemlig Steen Bielke og Peter Julius
Cojet til samme Hoved-stad, hvor de bleve af Kong Friderik med æres bevisning imodtagne, som strax beordrede visse Commissarier at
handle med dem. Men, da man havde forestillet artiklerne, og nøye overveyet dem
saa længe, indtil man var bleven eenig om de fleeste, og de Danske forhaabede,
at tractaten udi en hast skulde bringes til sin fuldkommenhed, eftersom der stod
intet tilbage, der kunde giøre nogen hinder derudi, da fornam man, at de Svenske
vare blevne anderledes til sinds, og lode sig merke med, at saadant forbund
kunde opsættes til beleyligere tid, Deres selsomme
prætensioner fortelles med omstændighed. vid. tela aranei
sveciæ disrupt. aut: Gund. Rosencr. eftersom det var nok,
Kongen af Dannemark havde forbundet sig til ikke at bemenge sig udi de krige,
som Sverrige da var indviklet i. Saaledes gave de Svenske noksom tilkiende, at
de ikke havde været saa meget omhyggelige for at oprette forbund mellem Rigerne,
som for at vinde tid, og bestyrke deres sager og at skille Dannemark fra sine
andre allierede.
Efter at tankerne om dette forbund nu saaledes vare satte til
siide, tog man de Holsten Gottorpske sager fore, eftersom Hs. Majt. af Dannemark
ved den Roskildske fred havde lovet efter billighed at ville fornøye Hertug
Friderik af Holsten. Denne sag toge de Svenske Gesandtere sig an med stor iver,
og bragte saa vit til veye, at Hans Majt. for at befrie landet engang fra den
Svenske krigs-magt, tilstillede Førsten ikke allene souverainetet over den halve
deel af det Hertugdom Slesvig, samt den Øe Femern (hvilke de Gottorpske Førster
hidindtil havde haft, som et lehn af Dannemark) men endogsaa den største deel af
det Slesvigske Capitel, samt det heele Amt Svabstæd, hvorved Hans Majt.
fornøyede fuldkommeligen baade de |361Svenske og
Holsteenske Gesandtere, men besynderligen deres principaler, som kand sees af
Førstens skrivelse hvor udi han aflægger sin taksigelse til Kong Friderik der
fore.
At bringe disse Gottorpske sager til ende hastede Hans Majest.
desto meere, efterdi de Svenske Commissarier, saavel som den Franske
Ambassadeur, og den Engelske Envoje havde gived forsikring
om, at, saa snart de vare expederede, skulde den Svenske krigsmagt strax begive
sig af Dannemark. Men, da alting var klart, hørte man om ingen marche, men krigsfolkene bleve liggende, og udmattede landet, som
tilforn.
de Svenske søgte at vinde tid.Videre
begiærede de Svenske Commissarier, at Hans Maj. Kong Friderik vilde giøre en
forklaring over den Roskildiske fred. Dette kom Kongen meget selsomt fore,
saasom han saae ingen aarsag, hvorfore saadan skulde giøres, efterdi bemelte
Roskildske fred var forfatted udi saa klare ord, at den ingen forklaring
behøvede, og der udi stod udtrykkeligt, at hvad som ved samme fred ikke er
forordnet, skal forholdes efter de gamle frede og forligelser til Stetin, Siørod
og Bromsebroe; Ikke desmindre for at betage all mistanke og forhalning, og at
landet dessnarere kunde befries, samtykte Hans M. der udi, og saaledes tillod de
Svenske Commissarier meget, som han med all billighed kunde have afslaaet
dem.
Disputer om den øe Hveen.Derefter
begyndte de Svenske Commissarier at disputere om den lille Øe Hveen, foregivende, at saasom den var en dependentz af Skaane, og laae saa
meget beleylig for
Lands-krone
Lands-krone]
Lands-krone] lands krone A1 A2; lands krone SS
Lands-krone] lands krone A1 A2; lands krone SS
havn, at samme øe derfor maatte følge Skaane, og
blive Sverriges krone indrømmed, hvor vel de til saadan fodring ingen grund
eller aarsage kunde have; Thi alle saa vel fremmede, som indfødde Geographi og historie-skrivere holde for, at den var et lem af
Siælland, og haver den udi mange 100 aar baade udi geistlige og verdslige sager
været samme Provincie undergiven. Indbyggerne have ogsaa fra ældgamle tider
betalt deres aarlige Rettigheder til Gouverneuren udi Kronborg. Derforuden
brugte da samme øe den Siællandske ret, uden at Kong Christian den 4de,
Høylovlig Ihukommelse, efter Indbyggernes underdanigste ansøgning tilstedde dem
Anno 1634 at føre til en tid deris sager for
Landsdommeren udi Skaane, som boede ikkun 3 miile fra dem, og ikke til den
Siællandske, som var hen |362ved 11 miile derfra;
dog bleve Anno 1647 lagte saadanne vilkor dertil, at saasom
de Skaanske Indbyggere vare frie, og de paa Hveen saasom Siællandske, vornede,
skulde deres sager dømmes ikke efter Skaansk men Siællandsk Ret.
Der foruden er merkeligt, at de Svenske Commissarier begiærede udi
den Roskildiske freds forhandling udi særdeeleshed Hveen (saavel som Saltholm,
Møen, Lessø, Anholt og andre) men det blev dem afslaget, og de endelig stode fra
saadan fodring. De havde sandeligen ikke forsømt at indføre den udi freden, i
fald den, havde hørt til Skaane.
Men som alle disse kraftige beviis kunde intet giælde hos de
Svenske Commissarier, begiærede de Danske, at der maatte effter den Stetinske
fred tages opmænd at kiende der udi, hvilken maade udi den Roskildske fred var
bekræfted og siden blev brugt udi den Gvineiske sag. Dog de Svenske forkastede
ogsaa dette billige tilbud, saa Hans Maj. der over, for at befrie sine betrængte
lande fra den Svenske krigs-magt, lovede at overlevere Ween til Kongen af
Sverrig.
Efter at de Svenske Commissarier nu ogsaa havde faaet efter deres
begiæring denne post, komme de for en dag med deres prætensioner, angaaende 3
skibe, ladne med salt, som de Danske havde arrestered udi sundet i begyndelsen
af krigen, og det saa ubillige, at de begiærede dobbelt saa meget, som varene
vare værde, hvilken handel dog saaledes blev bilagt, at skibene med all
tilhørende redskab bleve givne tilbage, og en stor sum penge loved at gives for
salted og de andre vahrer.
Nu syntes alting at være bragt til ende, og at de Svenske ingen
flere fodringer kunde giøre, ikke dismindre for at vinde tid, bragte de frem nye
fodringer igien, angaaende det Gvineiske bytte, som en Dansk officier havde
giort, medens krigen varede, Om det Gvineiske
bytte.i det han erobrede det Svenske Compagnies fæstning, samt et skib
udi Gvinea, hvilket bytte de Svenske skatterede først paa 200000, derefter paa
300000, og endelig paa 400000 Rigsdaler, hvor vel de Danske kunde beviise, at
den heele skade kunde ikke beløbe sig til 100000 Rigsdaler;
Og, omendskiønt efter den 14 Artikel af den Roskildiske fred Kongen af Dannemark
allene var forbunden at |363give de Gvineiske
fæstninger tilbage uden stykker og ammunition, og det samme blev klarligen
viiset de Svenske Commissarier, ikke desmindre for at faae krigshæren udi en
hast af landet, føjede Hans Majest. dem ogsaa derudi, og lovede at betale for
den heele skade 400000 Rdlr.
Imidlertiid begiærede de gods af dobbelt saa stor værdi, saasom et
brugeligt underpant, indtil pengene bleve betalte, dog saaledes, at, saa fremt
pengene ikke bleve aflagde til en vis tid, skulde de beholde panted, hvilken
maade formedelst dens u-billighed af de gamle Christne Keysere er bleven
afskaffed. Derefter begiærede de caution af visse Borgere udi Hamborg, hvilke
skulde paatage sig saadan gield som deres egen at betale den inden *aar og dag.
Dette blev forestilled de Svenske Commissarier udi Hans Majestæts navn, som en
u-muelig ting, i henseende til, at Riget, saa længe det var pressered af den
Svenske krigsmagt, ikke kunde bringe saadan caution til veje; af hvilket
altsammen de lode sig dog ikke bevæge.
Endeligen tilbød Hans Maj. at give dem gods af lige værdie, hvis
indkomster de kunde bruge, dersom betalingen ikke skeede til bestemte tid, og
det udi den faste forhaabning, at Kongen af Sverrige ved saadanne herlige tilbud
eengang skulde bevæges til at føre sin krigs-magt af landet, hvor om udi 3
maaneder efter freden de Svenske havde giort saa ofte forsikringer.
Men, at de udi alle maader kunde giøre tractaterne vanskelige og
forhale tiden, begyndte de ogsaa at besværge sig over de 2000 ryttere, dem vare
lovede, hvilke de foregave ikke vare complette; Men det er vitterligt, at Hans
Majest. af Dannemark, medens freds forhandlingen endnu varede, to dage førend
den Roskildiske fred blev slutted, lod overlevere bemeldte ryttere tillige med
deres anfører General Major Joachim Trampe, samt Oberst Bertram Rantzou ved
Kiøge kroe ikke langt fra Kiøbenhavn, men deres tal var ikke fuldkommen, efterdi
nogle, førend de bleve overleverede til Kongen af Sverrig, havde forstukket sig,
omendskiønt Kong Friderik det strængeligen havde forbudet. Andre deserterede,
efter at de vare overleverede, hvilket blev forestillet Kong Carl, da han var
udi Giæstebudet til Frideriksborg, hvor han da udi den Danske Feldt-Marskalks
E|364bersteins nærværelse lovede, at,
dersom han maatte faae en optegnelse paa alle deres navne, som vare deserterede;
Vilde han selv lade dem oplede udi Skaane, hvor de fleeste vare; Udi dette blev
Kongen af Sverrig ogsaa føjed, og en liste paa samme forløbne skikked ham til
Gottenborg, hvor ved han udfandt de fleeste, som vare udi Skaane.
Ikke dismindre fodrede de Svenske dog paa nyt 1000 ryttere, hvilke
bleve dem ogsaa lovede, men, da de skulde modtages udi Jylland og Holsteen,
stillede de Svenske officiers, besynderlig General Major Boetticher sig meget
vanskelig an der udi. Nu sat han den eene tid op efter den
anden, nu besværgede han sig over, at der vare Danske mængede iblant dem, nu
vare hestene ikke lige store, nu fattedes et, nu et andet.
Effter at man nu havde føjed de Svenske udi alle deres u-billige
begiæringer, overleveret dem de 2000 ryttere, indrømmed dem alle de steder og
landskabe, som udi den Roskildske fred vare dem lovede, tillige med den fæstning
Bremer Vehrde, forhaabede man der imod, at de skulde føre krigsfolket af de
andre Danske provincier, item den fæstning Frideriks-odde, hvilket sted skulde
udvexles mod Bremer Vehrde; og det desto meere, effterdi de Svenske Commissarier
havde viist Rigets Hofmester Kongens af Sverrige brev, hvor udi stode disse ord:
Saa snart vi have faaet Bremer-Vehrde tilbage, skal vi ogsaa
føre vore folk fra Fyen, men at de Svenske intet mindre havde udi
sinde, lærdte udgangen; Thi, da alting var kommet saa viit, at der fattedes
intet andet end det skulde bekræftes og ratificeres, reyste den eene Svenske
Ambassadeur Cojet bort, under det skin, at han vilde erkyndige sin Konge om alt
det, som var forhandlet, item mage det saa, at Danmark kunde blive befried fra
de Svenske krigsfolk, lovede der hos inden 2 uger at være udi Kiøbenhavn igien;
og efterdi Kong Friderik havde giort ham stor æres-beviisning, medens
tractaterne varede, forbandt han sig til at anvende sin yderste fliid hos sin
principal, at Dannemark kunde i en hast blive skildt ved de Svenske tropper,
bevidnede derved, at Kongen af Sverrig havde udi sinde at stifte et stærkt og
ævig varende venskab med Dannemark, ja gav saadanne tegn fra sig til sit
op|365rigtige hiertelav, at han foreslog
et ægteskab mellem Princessen af Dannemark, og den Førstl. Gottorpske Printz,
men, hvorvel han meente dette, fik man at see nogle dage derefter.
Gustavus Duwal, som Kongen af Sverrig havde givet creditiv, og
beordred at være Resident udi Helsingør, bevidnede iligemaade, at han var sendt
af sin Konge at bekræfte og formeere det gamle venskab mellem begge Rigerne; Ja
Kongen af Sverrig selv bevidnede vitløfftigen for den Danske Ambassadeur Ove
Juul den oprigtige og bestandige attraae, han havde, at holde et uryggeligt
venskab med Dannemark.
Medens Kongen af Sverrig baade selv og ved sine Ministrer bevidnede
den tilbøyelighed, han havde til fred og venskab med Dannemark, tillavede han
sig af all magt at anfalde paa ny samme Rige igien.
Alle omliggende lande vare forskrækkede over hans store
tillavelser, og ingen vidste, hvo der først skulde giestes af ham. Alleeneste
Danmark siuntes ingen aarsag at have til nogen frygt, efterdi det ikke alleneste
havde overleveret alle stæder efter tractaten, men endogsaa samtykket til alt
det, de Svenske havde begiæred, for at faae dem eengang af landet, hvilket de
hart ad havde ødelagt.
Manl.
part 1 p.
part 1 p.]
part 1 p.] part1p. A1, partip. A2; part 1 p. SS
part 1 p.] part1p. A1, partip. A2; part 1 p. SS 11
Men Carolus Gustavus var ikke
endda fornøyed med de skiønne Provincier, han havde faaet, og derfor havde ladet
sig letteligen overtale til Gottenborg at bryde den Roskildske fred, De Svenske bryde den Roskildske fred.og søge
efter at blive Mester over heele Dannemark, hvilket blev
ham forestillet ikkun som en gandske let sag, der vilde bringes til ende uden
nogen blods udgydelse; men udgangen lærte anderledes; Thi krigen var lettere
begyndt end endet, og de Danske forsvarede deres fæderneland med saadan
tapperhed, at mange tusinde Svenske maatte bide i græssed, og Danmark blev dem,
i steden for et rigt bytte en gravsted og kirkegaard, et herligt exempel for
efterkommerne, hvor liden behag den retfærdige Gud haver udi saadan omgang.
Puf. C. G. l. 5. p. 475.
Kongen af Sverrig, da han havde faaet sammen sin flode og krigshær til
Kiel udi Holsten, og alting var tillavet, lod han udsprede, for at føre de
Danske udi des større sikkerhed, at han vilde gaae til Prydsen, Komme uformodende til Siælland igien.men han tog veyen
lige til Siælland, og langede udi kort tid til Korsøer, hvor han satt alle sine
folk udi land, og for at besmyk|366ke sine
sager desbedre, foregav at ville hielpe Kong Friderik mod nogle af sine egne
undersaattere.
Saa snart Kong Friderik fik tidender om de Svenskes fiendtlige
indfald udi Siælland, affærdigede han tvende Rigets-Raad, Mogens Høg, og
Christian Scheel, samme dag til Kongen af Sverrig, hvilke fandt ham dagen
derefter udi Ringsted 8. miile fra Kiøbenhavn, men, som det da var noget silde
paa aftenen, kunde de ikke faae audience førend om morgenen tiilig.
De Danske Deputeredes tale til Kongen af Sverrige
Efter at de havde aflagt de sædvanlige Hof-Complementer, begyndte
de at forklare, til hvad ende de vare did henkomne, og det med saadanne ord:
Det var Hans Kongl. Majt. af Sverrig vitterligt, at der for nogen tid siden
var kommen u-eenighed og fiendskab mellem de berømmelige Nordiske Riger,
hvilket var udbrudt til en aabenbare krig, men samme krig var af en
besynderlig Guds naade bilagt ved Kongens af Frankerige, og den Engelske
Protectors mediation, og mellem Rigerne stiftet en ævig fred til Roskild,
hvilken blev underskreven og ratificeret af begge Kongerne. Da der efter til
samme Roskildske freds videre forklaring og oplysning tractater bleve
oprettede til Kiøbenhavn, blev paa Hans Kongl. Majts. af Dannemark side alle
artiklerne fyldestgiorte, og saaledes derom foreenet, at der stod intet
tilbage, som jo var bragt til fuldkommenhed, men deres allernaadigste Konge
havde ogsaa tilladt de ting, som han med al billighed havde kunnet vægre sig
fore. Dersom man vil forekaste dem, at tractaterne havde været noget
vanskelige udi den punct, som angik det Guineiske bytte, da maatte man vide,
at de Danske Commissarier havde allereede foreened sig med de Svenske
Ambassadeurs om den sum, som skulde betales af Dannemark, til hvilken ogsaa
deres naadigste Konge havde givet sit samtykke. Sagen var allereede bragt
saa vit, at man allene handlede, om tiden, paa hvilken bemeldte sum skulde
aflægges, samt cautionen, |367som derfor skulde
gives. Og, saasom Hs. Kongel. Majts. af Sverrige Ambassadeur Cojet havde paataget sig samme sag at bringe den til sin
fuldkommenhed, og til den ende begivet sig paa reysen fra Kiøbenhavn, syntes
der ingen vanskelighed at være tilovers, og derfore kunde det ikke andet end
komme deres Allernaadigste Konge underligt fore at see sine lande igien
anfaldes baade til lands og vands; Det siuntes sandeligen gandske at stride
mod Kongens af Sverrige genereuse gemytt at ville bryde
den fred, han nyligen havde slutted, og med haand og seyl bekræfted. De
kunde med eed bevidne, at Hans Kongl. Majt. af Dannemark intet lod sig være
meere angelegen, end at holde fast ved den giordte fred og forbund, og at de
vare allene sendte til den ende at borttage all mistanke, og stabilere et
oprigtigt og fuldkomment venskab. Begiærede derfor, at han vilde beordre
nogle Commissarier, for hvilke de haabede klarligen at beviise, at Hans
Kongl. Majt. af Dannemark intet mindre havde haft udi sinde end at bryde det
nyeligen giordte forbund og venskab.
Kongens svar. Derpaa gav Kongen af
Sverrig et vitløftigt svar, og repeterede hvad som var skeed udi forrige krig,
og for mange aar siden, foregivende, at Dannemark havde søgt Sverriges
undergang, forhalet at bringe tractaterne til ende, og derved forhindret ham at
sætte andre vigtige forsætt udi værk. Derforuden havde hand breve som vare
skikkede af Kongen af Dannemark til Engeland, item andre fra Holland, som den
Danske Minister Rosenving havde skrevet, hvoraf man kunde see de Danskes
hiertelaug mod Sverrig.
Derpaa svarede de Danske deputerede igien, at, om
endskiønt de Danske havde tilforn øvet fiendtlighed mod Sverrig, var dog
saadant bilagt, og ved den Roskildske fred overleveret til en ævig
forglemmelse; At tractaterne bleve saa længe forhalede, foraarsagede, som
vitterligt er, de Svenske Ambassadeurs, hvilke de Danske Commissarier havde
føyed |368udi alle ting, endogsaa det, som de
med all billighed kunde have vægred sig for.
Herpaa repeterede Kongen af Sverrig hvad han tilforn havde sagt;
Derefter bød han de Danske Deputerede at tale med Sverriges Riges-Raad derom;
Men, som de gave tilkiende, at de allene søgte Kongen og hovedet, spurte han
dem: Om de forlangede hans beskyttelse? hvorudover de Deputerede bevidnede, at
de vare allene komne for Hans Kongl. Majt. af Dannemarks skyld, at høre om Hans
Majt. af Sverrig vilde lade falde det fiendskab, han havde fatted mod Dannemark;
De bekymrede sig ikkun gandske lidt om deres egen beskyttelse, hvorpaa Kongen af
Sverrig lod dem sige, at de havde faaet deres sidste svar, hvilket, da de
Deputerede hørdte, protesterede de, at der var en Gud i himmelen, til hvilken de
overgave deres retfærdige sag, og saaledes ginge bort.
Kort derefter blev det de Danske Deputerede tilkiende givet udi
deres herberge, at om de havde noget viidere at foredrage,
saa havde Kongen af Sverrig beordred tvende Commissarier Rigets-Marsk
Oxenstierna og Græv Schlippenbach, hvilke ogsaa strax lode sig indfinde,
hvorudover de Danske Deputerede begyndte at repetere for dem, hvad de havde sagt
til Kongen af Sverrig, og beviiste, at de Svenske Ambassadeurs havde været
aarsage til tractaternes forhalning, hvor vel de samme, efterdi de Danske gave
efter udi alle ting, bleve omsider bragte til rigtighed.
Freds tilbud
frugtesløs
frugtesløs]
frugtesløs] frugtesøs A1
frugtesløs] frugtesøs A1 .Derpaa holdt Græv Schlippenbach en lang tale, og sagde blant
andet, at de Danske ved deres forhalning havde givet aarsag til,
Polakerne og Moscoviterne samt Churførsten af Brandenburg at tiltage saa
meget udi kræfter, og at de havde sluttet et forbund mellem hinanden mod
Sverrig, Keyseren var og imidlertid bleven udvalt, hvilket altsammen de
Svenske havde kunnet forhindre. Man vidste vel, at tiden var meget kostbar,
hvilken ikke kunde igienkaldes af GUD selv. Dannemarks sidste tid var nu
kommen, og alle dets provincier saae nu deres undergang for øyne. De, nemlig
Gesandterne, skulde udvælge den beste og sikkerste vey |369at frelse dem selv paa. Det var dem jo lige meget, om deres
Konge heed Carl, Friderik eller Christian. Det er GUd, som til intet giør og
forflytter Herredomme: Nu var Dannemarkes undergang for døren. Dog vilde de
bede Gud, at saadan herlig stad, som Kiøbenhavn, ikke skulde ødeleges, og
saa mange 1000. Mennesker svemme og omkomme udi deres eget blod. Naar
Provincerne vare erobrede, vilde de Svenske siden forklare og viise aarsag
til krigen. Da de Danske Deputerede saae, at de forgiæves havde handlet
om fred, begave de sig den 15. Augusti til Kiøbenhavn igien, og der
allerunderdanigst forklarede for Hans Majt. hvad de havde forrettet.
Forskrækkelse udi Kiøbenh.Indbyggerne udi Kiøbenhavn saa snart de fik
tidender om de Svenskes u-formodentlige ankomst, bleve de ey lidet bestyrtzede.
Nogle derudi fnysede af forbittrelse imod deres troeløse fiender, og besluttede
at figte for deres fæderneland indtil yderste blods draabe: Andre derimod vare
over denne uformodentlige hændelse gandske forsagte, og vidste ikke, hvad de
skulde gribe til: Der fandtes og nogle, som gave Kong Friderik det raad, at
begive sig enten til Norge eller til Holland til en tid. Men den tappere og
bestandige Herre havde større kiærlighed til sit fæderneland, end han skulde
forlade det udi fristelsens tid, og derfor offentlig erklærede sig at ville døe
udi sit rede, og ingenlunde begiære at leve, naar hans Rige var traad under
fødder.
Puf. de reb. gest. Carol Gust. l. 5. p. 476.
Han lod ogsaa Kongen af Sverrig sige, at han vilde lade sig finde paa det
sted, hvor den hæftigste storm skeede, og dersom Carolus Gustavus havde lyst at
skille trætten ved en duel, vilde han allene møde ham, paa hvilket sted ham
behagede. Saaledes bliver dette sidste berettet af Monsr.
Terlon, hvorvel Pufendorf tviler derom.
Da Hans Majt. nu havde opmuntret sine undersaatter baade høye og
lave til en tapper modstand; og enhver for sig var fuld af
moed og forbittrelse over fiendens uretfærdige foretagende, befoel han at røre
trommerne og trompetterne og hastige bud at blive sendte ud paa landet, for at
befale dem som laae indqvarterede udi de neste byer, at komme strax til staden,
hvilket de giorde med all muelig fliid, |370førend
fienden kunde forekomme dem. Imidlertiid blev Magistraten og de fornemste
Borgere udi staden kaldne tilsammen, og spurte til raads. Rigets Hofmester
Gerßdorf forestillede dem, at de nu vare bragte til de yderligheder, at de
maatte forsvare sig som mænd, eller omkommes, og derfor opmuntrede dem udi Hans
Majts. navn til samdrægtighed, og at spare ingen ting, som kunde tiene til
fædernelandets frelse. Der vare nogle, som havde tvilet om Borgernes
standhaftighed, hvilket da de fornam, protesterede de offentligen ved
Borgemester Nansen derimod, og raabte: De vilde døe Hans Majts.
undersaattere.
Den Hollandske Ambassadeur van Bewning satt ikke lidet moed udi de
Danske, i det han forsikrede dem om hielp fra Holland, i fald de kunde holde ud
beleyringen, indtil den Nederlandske flode kunde komme dem til undsætning. Paa
det nu denne flode dessnarere kunde komme af sted, og at den Svenske flode, som
allereede var udi sigte, ikke skulde hindre den passen, gik han strax til skibs og satt seyl til
Holland, hvor han lykkelig anlangede, og omstendeligen berettede Herren Staten
Kiøbenhavns tilstand, at den formedelst mangel af Proviant ey kunde holde det
længe ud. Herudover blev den Hollandske flode med des større fliid tillavet,
hvilket hverken de Svenske Ministrer, da værende udi Holland, ey eller Kongen
selv kunde forhindre, hvorvel han udi en skrivelse til Staten lovede dem mange
fordelagtige ting. Men Hollænderne saae vel, at, dersom de Svenske skulde blive
Mestere over Danmark, deres handel vilde udi grund blive ødelagt, item at den
sterke alliance, som var imellem Danmark og deres Republiqve forpligtede dem at
haste med en tilstrækkelig undsætning, og derfore fore frem udi deres forsæt;
Thi foruden de gamle alliancer mellem Dannemark og Holland, havde Hans Majt.
slutted med samme Republiqve 1656. den saa kaldte Ampliations
tractat eller Elucidations alliance, hvorudi var
besluttet, at begge parterne, naar fornødent giortes skulde assistere hinanden
med 6000. mænd. Ja de Danske havde bestyrked den Hollandske Amiral med 10.
skibe, da samme Amiral var skikked til Østersøen, for at beskierme deres
commerce, og redde den stad Danzig, hvilken, om den havde faldet udi Carl
Gustavs hænder i den Polske |371krig, havde den
Hollandske Republiqve derved mistet ligesom sin høyre haand; Ja denne krig var
saavel for Hollands som Dannemarks egen sikkerhed begyndt, hvorfore de som giøre
meget væsen af den Hollandske undsætning i Kiøbenhavns beleyring, ikkun lade
see, at de ere lidet kyndige udi historien; Thi Holland burde have hiulpet
Dannemark skadesløs af denne krig og ikke tilstedt saa
mange skiønne provincier at falde udi de Svenskes hænder, som historien siden
viiser.
Kong Fr. laver sig paa en tapper modstand. Manl. hist. of the late wars p. 1. p.
4.Imidlertid havde de Danske nok at bestille med at bestyrke Staden.
Ingen alder, intet kiøn, og ingen stand var forskaanet for arbeyde. Hans
Majests. exempel og nærværelse opmuntrede alle mænd; Thi han forlod sielden
volden, og holdt sig den heele dag blandt hans soldater og arbeids folk, og
natten udi hans telt, saa at der var intet menneske saa dovent og vanartigt, der
jo gierne vilde stræbe og arbeyde, efterdi det saae landets fader sparede ikke
sin egen høye Person, men var en tilsyns mand og Compagnon
udi alle ting. Hans Majest. var ikke allene omhyggelig for Kiøbenhavn, men
endogsaa for Cronborg; og sendte Oberste Poul Beenfeld tillige med Carl Brun og
Christopher Bilde der hen, til hvilke han alvorligen recommenderede denne
vigtige fæstning.
Kiøbenhavns belejring.Nu var den
Svenske krigshær kommen saa vit, at den havde staden udi sigte, hvilken den
indbildte sig strax at erobre, men blev ikke lidet forskrækket, da den saae
forstæderne staae i brand, hvilket var et tegn, at de Danske havde lavet sig til
en tapper modstand. Kong Carl stod da still indtil hans heele krigshær var
kommen, og der efter giorde sig mester over Wartow, Lagaarden, og de andre
udverker uden modstand, eftersom de Danske, findende sig ey sterke nok til at
forsvare det alt, havde draget all deres magt ind udi staden. Paa samme tid fik
man og udi sigte den Svenske flode, hvilken kastede anker for staden, for at
hindre all tilførsel til vands. Saaledes blev Kiøbenhavn beængstiget baade til
lands og vands.
Kong Carl, da han havde faaet underretning at de Danske, hvor vel
de havde ikke over 1000 soldater udi Staden, havde besluttet heller at døe end
at forandre Konge, stod han fra sit forsæt strax at anfalde den og fandt sig nød
til at gaae langsom og varligen frem: Nu gave nogle ham det raad, han skulde
sende endeel af sin armee til Kronborg at beleyre og indtage
samme vigtige |372Castel, foregivende ikke
u-rimeligen, at de Svenske derved skulde afskrække fremmede fra at undsætte
Kiøbenhavn til Søes, eller i det ringeste hindre dem desbedre, i fald de saadant
skulde forsøge.
Hannibal Sehested, som Carl Gustav havde fanget paa sit gods, havde
insinueret sig meget hos samme Konge, og derover ved et og
andet
andet]
andet] an det A1
andet] an det A1 snild raad
giorde sit fæderneland stor tieneste, raadede da ogsaa Kongen at deele sine
tropper, og at anvende en part deraf til Kronborgs beleyring, og derved
hindrede, at Kiøbenhavn udi første skræk ikke ret blev angreben.
Cronb. beleyres.Dette anslag fandt
Kongen for got, og derfor sente Wrangel med en part af krigs-hæren didhen.
Wrangel, saa snart han var kommen did hen, begyndte han at arbeyde, og
avancerede formedelst hielp af de omliggende huuse (hvilke besætningen udi
saadan hast ikke havde faaet stunder at afbrænde) digt ind paa Castellet. For at
blive des snarere Mester over denne herlige fæstning,
brugte han et synderligt krigspuds; Thi han lod udsprede, at Kiøbenhavn var
allerede over, og for at giøre det dismeere troligt, celebrerede han denne
opdigtede seyer med sædvanlig triumph-tegn, saasom med stykkers løsning,
fyr-værker, trommer, trompeter og deslige. Denne u-formodentlige glæde udi den
Svenske leyer forskrækkede først besætningen udi Kronborg, men bragte den
gandske udi fortvilelse, da den fik at høre, at saadan triumph skeede formedelst
Kiøbenhavns erobring. Udi denne forvirring lod Vrangel Gouverneurerne sige, at
de skulde lide den skændeligste død, dersom de, efter at hovetstaden, og Kongen
selv var falden i de Svenskes hænder, allene vilde sætte sig op imod deres
seyerige vaaben. erobres.Over dette bleve de
lettroende triumviri gandske mismodige, besynderlig, da besætningen begyndte at
rebellere, og saaledes overgave den kostbare fæstning, hvor for de af
Krigs-raadet i Kiøbenhavn bleve dømte til at miste deres hoveder, men af en
særdeles Kongelig naade bleve befriede.
Krigen bryder ud ogsaa paa andre
stederMedens de Svenske saa huserede udi Siælland, brød ogsaa krigen ud
udi de andre provincier af Dannemark; Thi Kong Carl havde, førend han forlod
Holsteen, givet hemmelig ordre til generalerne, at de skulde opsnappe de Danske
til Søes og lands, hvor de kunde treffe dem. Hvorudover mange Høye personer
faldte udi fiendens hænder, efterdi de tænkte paa intet mindre end en nye krig.
|373Rensborg og Krempe bleve ogsaa overfaldne,
men ved de Danske Gouverneurers aarvaagenhed beskiermede. Men Ebersteens heele
regiment, som laae adspreed hid og did, blev opsnappet. Johan Friderik Førsten
af Luneborg blev ogsaa tagen fangen, da han agtede sig til Kiøbenhavn at besøge
Kong Friderik, Hans Svoger, og ført til Malmøe, men effter Kong Carls ordre
løsgiven igien.
Adskillige Danske, saa vel krigs som kiøbmands skibe
bleve overrumplede
bleve overrumplede]
bleve overrumplede] bleveoverrumplede A1
bleve overrumplede] bleveoverrumplede A1 og opbragte, eftersom de frygtede sig for intet
fiendtligt
fiendtligt]
fiendtligt] flendtligt A1
fiendtligt] flendtligt A1 fra de Svenske, men laae trygge for anker udi sundet, øster-søen og ved
Christiania: Iliigemaade bleve tagne de skibe, som agtede sig til Dannemark med
de stykker, munition og levnets-midler, som fandtes udi Bahuus og Christianstad,
og hørte efter indholden af den Roskildske fred til Kongen af Dannemark, blant
hvilke var Pelicanen, Falken, Søblad, Snaren Svend, Haabed, St. Jørgen, Jægeren, Dynkerker-Bojen og andre. Det er merkeligt, at de
Svenske passede saa vel tiden at bryde ud mod Dannemark just da samme skibe
havde indtaget disse sager, og vare ferdige at seyle der med til Dannemark, og
der udover beholdte baade det, som var allerede bragt paa skibene og det andet,
som endnu ikke var overleveret. Iliigemaade lode de opbringe de Fynske, Jydske
og Holsteenske skibe, som de mod den Roskildiske fred havde tvunget den heele
sommer at reyse til Lifland og Prydsen for dem, og saaledes plagede de fattige
Indbyggere dobbelt for de tiennester, de havde beviist dem.
Paa den fiendtlige flode, som den 8 og 9 Augusti lod sig see lidt fra Kiøbenhavn, fandtes ogsaa den
oftbemelte Svenske Ambassadeur Cojet, hvilket man kunde see af de breve, han
skrev til hans Collegam Steen Bielke. Det er ingen tvil paa,
at han jo havde erkyndiget Kongen af Sverrig, saa vel som Rigets Amiral Vrangel
om Kiøbenhavns tilstand, hvilken han udi 4 maaneder havde udspeydet tillige med
Ingenieuren Albert,
mem. de Terl. p. 250
hvilken havde ordre nøje at eftersee stadens fortificationer, og forlod
den faa dage, førend Kongen af Sverrig kom paa Siælland igien, for at erkyndige
ham om, hvad han havde udforsked, og give en afrisning paa fortificationerne,
men at hans afrisning i alle maader ikke var rigtig, kunde man see af
efterfølgende beleyring.
Den anden Svenske Ambassadeur Steen Bielke (til hvis huus de
fleeste Svenske undersaattere, som fandtes udi Kiøbenhavn, hen|374flygtede med deres gevær) bevidnede for alle, at han
slet intet vidste af dette fientlige indfald, og derfore giorde ansøgning hos
Kong Friderik, at han maatte faae fleere Soldater til beskyttelse, efterdi den
gemeene mand truede at omkomme ham, saasom den der under et venskabs skin
tillige med Cojet havde ligged og udspeydet staden; Hvorudover Hans Majt. lod
ham henføre paa Rosenborg, det trygeste og angenemmeste sted, han vidste.
Uanseet alt dette, havde dog Kongen af Sverrig udi sinde at arrestere de to
Danske Deputerede, der komme til ham, men af den Franske Ambassadeur Terlon lod
sig bevæge at slaae fra sit forsæt, eftersom samme Minister foreholdte ham, at
saadant foretagende stridede gandske mod all folke ret, og vilde foraarsage alt
for stor eftertale.
Nu maa jeg vende mig til Kiøbenhavns beleyring igien, hvor jeg
forlod samme stads indbyggere geskæftige, og arbeydsomme udi at modstaae
fienderne, og tapperligen at forsvare deres Konge og fæderne stad.
Manl. p. 1. p. 20.
De Svenske da de havde postered deres krigshær saaledes, at den høyre
fløy strakte sig ud mod Hollænder-byen, og den venstre mod Wartow, avancerede de
med deres løbegraver mod Vester-port, og bestyrkede dem med en redoute, for
disbedre at forsikre dem for de beleyredes skud;
Vit. Bering. obs Haf. p. 28
Men de Danske giorde et udfald med nogle ryttere og omtrent 200. fodfolk,
bestaaende mestendeels af baadsfolk, som vare bevæbnede med øxer og
morgenstierner,
Puf. C.
G.
G.]
G.] G A1
G.] G A1 l. 5. p. 479
og faldte an paa fienden med saadan fyrighed, at de ikke
alleneste dreve ud af bemelte redoute og approcher, men endogsaa sloge ihiel, og
toge til fange saa mange de treffede, og vendte udi triumph til staden med
forliis alleeneste af 3. mænd og en Capitaine.
Over denne lille lykke finge de beleyrede et got mod, og derfor med
des større bestandighed forkastede den Franske Ambassadeurs brev, som samme dag
blev bragt ind udi staden, hvorudi han raadede dem til forlig med de Svenske paa
de vilkor, som komme over eens med den slette tilstand, de da vare udi.
Da de SvenskeSvenske]Svenske] Danske A A1 B; Danske SS (rettet etter parallellsted i DH III, 319.)Svenske] Danske A A1 B; Danske SS (rettet etter parallellsted i DH III, 319.)
ved deres idelige arbeyde havde avanceret saa vit, at
de vare ikkun et Musqvett skud fra staden, besluttede de
beleyrede, opmuntrede eendeel af forrige gode lykke, eendel af byens fare at
forsøge et andet udfald. Det store og lykkelige
udfald.Til den ende blev beordred det heele rytterie under anførsel
af Ulrik Christian Gyldenløve tillige med |375700.
fodgængere, bestaaende af studentere, handverksfolk og faa soldater. Disse
anfaldte ved nattetider de gamle Svenske soldater med usigelig tapperhed, saa at
fienden i en kort tid blev gandske slagen, og alle deres graver, batterier,
approcher og redouter bleve erobrede, nedslagne og sløyffede. Et compagnie af
Norske bønder giorde mirakler med deres morgenstierner, hvormed de fældede en
stor hob af fienden.
Manl. hist.
of
of]
of] of. A1
of] of. A1
the late
wars
wars]
wars] vvars A1
wars] vvars A1
p. 1. p. 22
Der bleve endda tilbage 150. Svenske udi en skantze paa den høyre
haand
haand]
haand] haaud A1
haand] haaud A1 , hvilke, da de saae hvad nederlag man giorde paa deres camerader, frygtede
det skulde gaae ligesaa til med dem, og derfor strax overgave sig til
Commendanten af staden General Lieutenant Skak. Disse fanger tillige med de
andre, som vare tagne tilforn, samt 5. felt-stykker, som stode paa det nermeste
batterie, bleve bragte til staden udi triumph. De andre store stykker, som vare
plantede mod de Danske prammer bleve fornaglede og kastede udi moratzer. Med et
ord victorien var gandske fuldkommen paa de Danskes side, hvilke mistede udi
denne farlige trefning ikke meere end 20. mænd, Thi, omendskiønt de Svenske
komme siden udi hobe-tal løbende at frelse deres approcher, og hæfne dette store
nederlag, forrettede de dog intet, eftersom Gyldenløve og Skak vare ikke mindre
forsigtige udi at føre deres folk tilbage udi sikkerhed, end de havde været
lykkelige udi deres udfald,
Vit. Bering. obs. Hafn. p. 42.
saa at de Svenske, der komme til undsætning havde i steden for hevn intet
andet end harm og fortræd at see deres i hobe-tal at ligge slagne, og deres
approcher ruinerede. Deres heele forliis med slagne og fangene beregnes til 800.
mænd.
Efterfølgende nat vare de beleyrede ikke mindre lykkelige; Lykkelig udfald til søes.Thi da de Svenske havde
tillavet en hob smaae skibe, som skulde føre eendeel af dem over til Amager,
bleve de noget for dag overfaldne af de Danske, hvilke opbrændte, nedsanke og
toge alle deres skibe, foruden et fartøy, som afkappede sine anker-tov, og
salverede sig med flugten. Dette saavelsom det forrige opvakte saadan glæde hos
Hs. Majt. at han gik personlig mod Niels Helt, som commanderede udi dette
udfald, og gav ham sin haand at kysse. For disse tvende seyervindinger blev
given efter Hans Majt. befalning tilbørlig taksigelse til Gud. Alle kirkerne
vare fulde af folk, besynderligen qvinder og børn, hvilke, medens mændene
arbeydede paa volden, stormede til |376himmelen med
deres bønner, ikke alleneste da, men saa længe, som beleyringen varede.
De Svenske havde lært af disse tvende nederlag, hvad Kiøbenhavns
indbyggere førte udi deres skiold, hvorfor de begyndte at miste en stor deel af
deres dristighed, og at gaae deres sager an med større forsigtighed.
Kongen af Sverrige maatte nu ogsaa bekiende, at Kiøbenhavns
erobring vilde ikke falde ham saa let, som han havde forestillet sig, og
begyndte at lade falde noget af sine høye tanker, hvorom
den Franske Ambassadeur Monsr. Terlon, der iidelig saa vel
udi den Polske, som udi de Danske kriger havde været hos Kongen af Sverrige,
taler saaledes:
memoir. de. Terl. p. 264. sq
Hans Majt. havde udi sinde at sløyffe Kiøbenhavn, og lade paa
steden allene være en fæstning, for at forsvare havnen og floden,Kong Carls forsæt at sløiffe Kiøbenh.
forflytte
samme stads privilegier til Malmøe og Lands-Krone, og fæste sit Kongel. sæde
udi Skaane, giørende sit facit paa, at blive efter Dannemarks erobring
eenevolds-Herre over Øster-Søen, og at have en flode paa 100. krigs-skibe,
80000. fodfolk og 40000. ryttere. Naar Dannemark var undertvunget, haabede
han ogsaa snart at blive mester over Norge, og alle de landskabe, som
dependerede af begge Riger, og vilde han indrette militien allevegne efter
den Svenske maade.
Han sagde tit til mig: Naar jeg har erobret disse Riger, da skal
alle Konger og Førster nok lade mig sidde udi roelighed, og ingen skal
bekymre sig om at sætte Kongen af Dannemark paa thronen igien: De vil
tvertimod kieppes med hinanden at forhverve mit venskab, for der ved at
stabilere deres handel, og skal jeg derudover faae tid nok at foreene
Dannemark og Norge med Sverrig, og giøre mig forskrækkelig ikke alleene for
mine naboer, men endogsaa for langt bortliggende nationer.
Græv Schlippenbach sagde efter ham, at, naar han |377blev mester over Norden, skulde han gaae til
Italien med en stor magt baade til lands og vands, og bringe Rom endnu
engang under de Gothers Herredom.
Aarsagen, hvorfor Kongen af Sverrig vilde ødelægge og sløyffe
Kiøbenhavn, om han blev mester der over, var, at han havde betroed Siælland
til Rigets Amiral Wrangel; thi, som han vidste at samme Wrangel var stolt og
ærgiærrig, frygtede han at den samme skulde kunne giøre sig formidabel for
Cron-Printzen, Hans Søn, i fald han selv, nemlig Kongen, skulle døe udi Cron
printzens mindre aarighed; Ikke derfor, sagde Kongen, at jeg udi ringeste
maade tviler om min Amirals troeskab, men jeg veed af mig selv, at ambition
haver ingen græntzer, hvorfore det er fornødent, at jeg handler saaledes med
Kiøbenhavn, og bruger alle de præcautioner, mig ere
muelige.
Af disse Monsr. Terlons beretninger kand man
see de Svenskes hiertelaug mod Dannemark, at de ikke alleneste ikke have villet
lade sig nøye med at træde det heele Rige under fødder, men endogsaa for en
ringe aarsag ødelegge een af de ædelste stæder udi Europa, og en ziirat for
heele Norden, hvor udi den Evangeliske religion med saa stor iver siden
reformationens begyndelse var dyrket, og som da var een af de frommeste og
Christeligste Kongers Residence, ey eftertænkende, hvor moderate de forrige
Danske Konger havde været udi deres seyer-vindinger, besynderlig Kong Friderik
den 2 Høyloflig Ihukommelse, og hans Efterkommer den store
Kong Christian, i det de midt udi deres seyers lob, da de
havde
havde]
havde] hav de A1
havde] hav de A1 Sverrig paa knæe, gave samme Rige saadan fordeelagtig fred, og lod sig
allene nøje med, at de nogenledes havde bragt dem til billige tanker. Men jeg
maa begive mig til historien igien.
Efter at de Svenske havde faaet saadant u-formodentligt stød,
begyndte de vel at gaae deres sager an med større forsigtighed end tilforn, lode
dog modet ikke falde, men avancerede temmelig nær staden igien.
adskillige udfald giøres af
staden.Hvilket da de Danske fornam, besluttede de at forsøge igien lykken
|378ved et andet udfald, og ginge ud af nørre
port 400 mænd sterke. Udi første anfald blev fienden slagen og dreven fra sin
post; men, da det Svenske rytterie kom iilende til undsætning, retirerede de
Danske sig til staden igien. Lidet derefter forsøgteforsøgte]forsøgte] A2, førsøgte A1 forsøgte] A2, førsøgte A1 de det andet udfald med 500 mænd, hvilke igien strax dreve de Svenske paa
flugten, og forfuldte dem indtil en stor hob andre komme til undsætning, da
begave de Danske sig til staden igien. Udi dette udfald bleve de tvende Obrister
Urne og Bremer qvæste, og døde af deres saar strax derefter. Samme dag undgik
Hans Majest. en stor fare; Thi da han havde staaet ved vester port en lang
stund, at see paa figtningen uden fore, og neppe var gaaen der fra, kom der en
musqvet-kugle, og treffede Obriste Lange, som nyligen havde begivet sig paa
samme sted. Dette var ikke den eeneste fare, Hans Majest. havde været udi, den
guddommelige forsiun, som har en besynderlig omsorg for fromme Potentater,
beskærmede ham ogsaa for en anden til forn; Thi en musqvet-kugle treffede det
sted, hvor han nyligen tilforn havde heldet sit hovet.
Nu begyndte der i Kiøbenhavn at blive temmelig dyr tid, besynderlig
paa smør og frisk kiød, efterdi all tilførsel var forhindret baade til lands og
vands, ikke desmindre bare dog de beleyrede den mangel med stor bestandighed,
opmuntrede af Hans Majests. exempel, hvilken lod sig nøje med den samme kost,
som den gemeene mand, og veyrede sig aldeeles for at leve paa anden maade end at
være deelagtig med soldaten udi all dens arbeyde.
De Svenske lode nu nedsiunke nogle gamle skibe udi indgangen af
havnen, for des bedre at hindre tilførselen, ikke desmindre listede sig dog en
heel hob baade med proviant ind udi byen, og bragte de angenemme tidender med
sig 1. Om de Hollænderes rustning. 2. Om Churførstens af Brandenborg marche til Holsteen med de keyserlige og polske tropper. 3.
Om den gode tilstand, Holsteen og Jylland endda vare udi. Disse tidender opvakte
udi de beleyrede stor glæde, Forskrekkelse udi Kiøbenh.
over Cronb. forliis.hvilken dog snart forsvandtes igien, da de finge
det sørgelig bud om Kronborgs erobring. I førstningen vilde de ikke troe det,
efterdi de ingen lyst havde der til, og tænkte det var u-mueligt, saadan en
sterk fæstning kunde udi saa kort tid blive erobret, hvorfor ogsaa budet, som
førte disse tidender, blev kasted i fængsel. Men af
fien|379dens TriumphTriumph]Triumph] A2, Trhiumph A1 Triumph] A2, Trhiumph A1 udi leyren, samt confirmation fra andre steder bleve de mod deres villie
tvungne til at troe det.
Denne merkelige forliis indjog da en u-beskrivelig redsel udi
staden, og det ikke uden aarsag; Thi først bekom fienden udi den erobrede
fæstning en stor hob skiønne stykker og ammunition, som den
tilforn havde mangel paa, og derfore med dis større fordeel kunde fortsætte
Kiøbenh. beleyring.beleyring.]beleyring.] A2, beleyring A1; beleyring SS beleyring.] A2, beleyring A1; beleyring SS 2 var den ved samme fæstnings erobring udi stand at kunne
hindre den forventede undsætning til søes; Det var og at befrygte, at
Hollænderne vilde staae fra deres forsæt, holdende det for farligt nu at vove
deres flode igiennem sundet; men den frygt forsvandtes efter haanden, og
borgerne toge deres sædvanlige mod til dem igien, hvor til hialp ikke lidet de
hollandske breve, som komme paa samme tid, og forsikrede dem om en hastig
undsætning.
Den Svenske flode fik kundskab samme tid om den Nederlandske
undsætning, og derfor forlod Kiøbenhavns havn, og seylede mod sundet, hvilket
gav leylighed til adskillige smaa fartøy at stiæle sig ind udi staden med
proviant, for hvilken de finge god betaling. 12. baader ladne med allehaande
slags vahre, samt 160 soldater fra Lolland practiserede sig ind om natte tider,
hvilket husvalede ikke lidet de beleyrede, men det som mest opmuntrede dem paa
samme tid, var, at en Svensk fregat af 16 stykker laden med det bytte, fienden
havde erobret udi Kronborg, uformodende kom til Kiøbenhavn. En priisværdig gierning, bedreven af en ung Dansk mand.Skipperen og
Baadsmændene derpaa vare Svenske, men der vare ogsaa 16 Siællands bønder ombord
tillige med en anden Dansk ung karl, hvilken, da han fornam, at de fleeste
Svenske vare under dekket, opmuntrede sine landsmænd at falde an paa fienden, og
føre skibet til Kiøbenhavn. Neppe havde denne tappere unge karl forestillet dem
det, førend de alle lovede at staae ham bie, og i en hast fuldbragte deres
forsæt lykkeligen, eftersom de fleeste af Baadsmændene vare under dekket, og
førte skibet lige til Kiøbenhavn.
De Danske opmuntrede af den undsætning de havde faaet fra Lolland,
samt deres forrige lykke, forsøgte nu igien et andet udfald med 150 mænd,
bevæbnede mestendeel med segler og morgenstierner; Disse faldt mod aftenen med
stor tapperhed an paa fienden, og i en kort tid omkomme 100 arbeyds-folk, samt
nogle soldater, og deref|380ter retirerede
sig til Staden igien. Udi dette udfald forliiste de 6 soldater. Lidet der efter
forsøgte de et andet, hvor udi de vare ligesaa lykkelige; Thi de komme fast uden
forliis til Staden igien, effter at de havde omkommet en stor hob Svenske, og
minered deres redoute, som de nyligen havde opreyst.
Lidet derefter fik de en anden leylighed at lade see deres store
tapperhed; de Svenske sætte folk i land paa
Amager.Thi da den Svenske flode havde opholdet sig nogen stund udi
sundet, og fornam, at den Hollandske undsætning var endda ikke forhaanden,
vendte den til Kiøbenhavn igien, og formedelst hielp af et taagagtigt veyr sat
1100 fodfolk og 300 Ryttere i land paa Amager, der agtede
Hans Majst. Kong Friderik at angribe dem, men endeel raadde ham derfra, efterdi
fienden var langt sterkere og derforuden laae saa vel forskantzet, at det syntes
u-mueligt med saa faa folk at drive dem derfra, hvorfor Hans Majest. stod denne
gang fra sit forsæt. Nu fik Kong Carl kundskab, at den Hollandske flode var
allereede paa veyen til Kiøbenhavn, og derfor i tide besluttede at forlade Øen
igien, og med all magt at forhindre de Nederlændere at komme igiennem sundet.
Paa det nu de Danske skulde ikke glæde sig for meget over hans bortreyse, gav
han befalning at opbrænde alle huuse og byer paa samme øe, hvilket ogsaa skeede,
et ynkeligt spectakel for de Danske udi Staden, som stode paa voldene, og med
største harm maatte see derpaa.
Puf. de
reb.
reb.]
reb.] reb A1 A2
reb.] reb A1 A2 Carl. Gust. l. 5. p. 481.
Over denne gierning blev Kong Friderik saa ivrig, at han besluttede, at
hevne sig over fienden, det maatte koste hvad det koste vilde, og til den ende
marcherede selv ud af Staden med hans liv-garde 150 ryttere under commando af
Gyldenløve og Ahlefeld.
Manl. p. 1. p. 31.
Raads-Herrerne raadde Kongen fra at sætte sin egen høye person udi fare,
men Hans Maj. saasom han vel vidste, hvor meget soldaten opmuntres af sin Konges
nærværelse, og derforuden fornam, at Kongen af Sverrig var selv paa Øen, vilde
han ingenlunde lade sig overtale, men gav sin hest sporene og fortsat sin
vey.
blive
totaliter
totaliter]
totaliter] tota liter A1 A2
totaliter] tota liter A1 A2
slagne paa samme øe.Da de Svenske bleve dette var, satte de sig
udi orden ved Hollænder-byen, der bleve de overfaldne af de Danske, hvilke efter
nogen modstand sloge dem totaliter, og havde uden tvil faaet
Kong Carl fangen, dersom han i tide ikke havde tillige med Printz |381Sultzbach og Wrangel reddet sig med flugten. De Danske
vendte efter denne seyr udi triumph til staden igien, hvor de holdte offentlig
taksigelse udi alle kirker, og gandske forglemte den skade, fienden havde giort
paa Amager, efterdi de havde faaet saadan herlig seyr. Efter dette giorde de
Danske endnu adskillige udfald, hvorved de forhindrede fienden at avancere nær
til staden.
Den Hollandske flodes ankomst.Medens
Kiøbenhavns Borgere forsvarede deres fædernestad med saadan tapperhed, samlede
den Hollandske flode sig til Vlie udi Nord Holland, hvor, da den havde ligget
nogen stund still for modvind, gik den omsider udi søen den 7. Octobr. St. v. under commando af Amiral Opdam og den 22. avancerede
til Lappen, hvor den maatte ligge still 6. dage for modvind, der holdt eendel
Svenske det for raadeligt at angribe dem, eftersom de havde vinden med sig, og
kunde i en hast komme til de Hollændere,
Puf. C. G. l. p. 5. p. 485.
saa at de skulde blive nødde til at afkappe deres anker, og ikke faae tid
til at vinde dem op. Derforuden om ingen af deelene skulde erholde seyeren,
maatte de Hollændere vende tilbage enten til Holland igien eller til Norge,
efterdi de ingen steds kunde faae nogen nærmere havn; Tvertimod, dersom de biede
indtil de Hollændere fik vinden med sig, kunde de ikke hindre dem, at jo den
største part af deres flode maatte komme til Kiøbenhavn. Dette var sandelig et
got raad, men blev denne gang ikke agtet, hvilket Kong Carl siden fortrød; Thi
der fandtes eendeel andre, som meente det var bedre at opbie Hollænderne udi Sundet, hvor man kunde skyde paa dem af begge
fæstninger. Og, dersom den Svenske flode skulde blive afslagen, kunde den tage
en sikker tilflugt enten til Kronborg, Helsingborg eller Lands-Krone. Dette
anslag klingede da bedre udi Kongens øren, og den Svenske flode fik ordre at
opbie de Nederlændere udi Sundet.
Endelig bekomme Hollænderne den 29. Octobr. god vind, hvorfor de
strax lettede deres anker, og søgte sundet udi en god orden. Deres flode var
deelt udi tre Esqvadrer. Den første bestod af 11. skibe, commandered af
Vice-Amiral de Wit; Den middelste af Amiral Opdam selv, og den tredie af
Vice-Amiral Floris. Den Svenske flode derimod, som var sterkere, var deelt udi
4. parter, og commanderet af Sverriges Amiral Carl Gustav Wrangel. Søeslag udi sundet.Mellem klokken 8. og 9. kom den
Hollandske flode ind udi Sundet, |382og gik strax
løs paa de Svenske, igiennem hvilke de efter en haard og blodig fegtning endelig
banede sig veyen til Kiøbenhavn.
Manl. hist. of
the late
the late]
the late] thelate A1 A2
the late] thelate A1 A2 Wars p. 1 p. 39.
Udi denne trefning forliiste de Hollændere 800. mænd, blandt hvilke de
tvende Vice-Amiraler de Wite og Floris, samt 5. Capitainer. Alleeneste de Wites
skib Brederode blev saunet, hvilket strandede og gik i grund, de Svenskes
forliis derimod var langt større; Thi 3. af deres skibe bleve tagne, 2.
nedsiunkne udi slaget, og 2. andere udi deres retraite til
Lands-Krone.
Imod aftenen conjungerede sig 6. Danske skibe under Amiral Bielke
med Hollænderne, hvorudover man agtede at angribe fienden igien, men den havde
alt taget flugten til Lands-Krone. Der indsluttede den Danske og Hollandske
flode dem, og tragtede af allmagt at forhindre dem udgangen, til den ende lode
de nedsiunke udi indgangen af havnen adskillige gamle skibe fulde af sand og
steene, hvilket jagede saadan skræk udi de Svenske, at de lode Kong Friderik
viide, at, dersom de Danske ikke stode fra deres forsæt, vilde de lægge heele
Siælland udi Aske. Af disse trudseler lod Hans Majt. sig ikke forskrække, men
svarede, at han ingenlunde vilde staae fra sit forsæt, dersom han ikkun derved
kunde giøre sin fiende nogen afbræk, haabende eengang at hevne den skade udi
Sverrige selv, som de Svenske nu truede at tilføye Dannemark. Men, som vinteren
var forhaanden og søen begyndte allereede at fryse, blev dette anslag
frugtesløs, og floden maatte vende til Kiøbenhavn, uden at forrette noget videre
denne vinter,
mem. de Terl. p. 313.
hvorvel den fornemmeste aarsag dertil var, at de Hollandske Ambassadeurs,
som da opholdte sig i Kiøbenhavn, ikke vilde ret deran, saasom de holdte det
ikke for Republiqvens interesse at ruinere den Svenske flode.
Førend jeg nu begiver mig til det efterfølgende aar 1659. vil jeg
korteligen melde, hvad sig udi Norge er tildraget, siden den Roskildske fred
blev brudt.
Norske bedrifter.Da der komme tidender
til Christiania, at den til ævig tid besluttede Roskildefred saa u-formodentlig
af de Svenske var brudt, giorde den Kongl. Stadtholder udi Norge, samt General
Lieutenant Bielke all muelig anstalt at bringe dette Kongerige udi got positur
mod de Svenskes indfald, og til den ende ikke alleneste lod anstille nye vervinger baade til hest og fods, men endogsaa lod udgaae
|383et allmindeligt paabud, at enhver efter
trommens rørelse skulde uden forhalning lade sig indfinde paa behørige
steder.
Der blev ogsaa strax sendt bud Nordenfields at lade Gouverneurerne
der viide denne freds-brydelse. Samme bud bragte de tidender til Christiania med
sig igien, at, saasnart dette var bleven kundbart, de Nordenfieldske havde bragt
2000. mænd paa beenene, og taget deres marche mod Jemteland
og Trundhiem, hvilken stad tillige med det heele Stikt var given til Sverrige
ved den Roskildske fred.
Paa disse tidender skikte General Lieutenant Bielke en høy
Officier, nemlig General Major Reichwein did hen at commandere samme tropper.
Samme General opsnappede paa veyen til Trundhiem adskillige baade høye og lave
Svenske personer, og lod dem føre fangne til Christiania. De Svenske faae hug.Paa samme tid blev holden en skarp trefning
mellem 1700. Svenske og 800. Norske ved Svinesund, hvor de Svenske maatte rømme
marken og efterlade sig 106. døde foruden en hob fanger. Af de Norske bleve 8.
paa Valsteden, og 40. saarede, blandt hvilke en Capitaine og en Lieutenant.
Da bemeldte General Major Reichwein nu kom ind udi Trundhiems
Stikt, faldte alle indbyggerne til ham, og tilbøde sig at opoffre deres liv og
blod for at befrie fædernelandet. Trundhiem falder fra
Sverrige
De Svenske havde adskillige maader at plage dem paa, baade ved
inqvarteringer og haarde paalæg, saa og i det de lode udskrive en stor hob af
dem til soldater,
Puf. C. G. l. 5. p. 488.
hvilke skulde sendes til Preussen, og aldrig see deres
fæderneland meere. Derforuden havde disse tappere folk alle tider haft et
u-dødeligt had til de Svenske, hvis Herredøm derfor var dem saa u-liideligt, at
de ønskede heller at døe, end at blive længer derunder.
Da disse tidender vare komne til Sverrige, blev Erich Drachenberg
beordret med en hob folk at marchere udaf Jempteland at
undsætte Trundhiem, men de Norske bønder besatte veyene saaledes for ham, at han
med uforretted sag maatte vende tilbage igien. Trundhiem
erobres af Norske.Imidlertiid blev Trundhiem af de Norske tropper saa
beængstiget, at den Svenske Gouverneur Claus Stiernskild maatte overgive staden,
og med sine landsmænd forlade det heele stikt, endskiønt han havde ladet sig
merke før at kaage suppe paa sine skindbuxer, førend han formedelst mangel paa
proviant skulde give sig. |384Ved denne Trundhiems
erobring banede min Sal. Fader sig ved en dristig action vey til den agt og ære,
han stedse siden var udi hos de Norske Statholdere.
Indbyggerne udi Bornholm vare ikke mindre lykkelige udi deres
foretagende mod de Svenske; De Svenske jages af
Bornh.Thi de lode tillave et giestebud, og dertil indbøde
Printzenskild den Svenske Commendant tillige med nogle andre af hans landsmænd,
hvilke de alle lode omkomme, her paa lagde de sig for fæstningen, og efter nogen
modstand tvang den til at overgive sig. Dette var det fornemmeste, som tildrog
sig 1658.
1659.Udi
begyndelsen af det efterfølgende aar arbeydede de Svenske paa idelig at
allarmere og udtrætte Kiøbenhavns borgere, til hvilken ende de brøde op med
deres tropper hver aften. De havde forhaabning at finde een eller anden
leylighed at overrumple staden, hvilken de meente formedelst den fremgang og
gode lykke skulde blive uagtsom og forsømmelig. Men de bleve meget bedragne udi
deres tanker; Thi de Danske havde udi alle stads taarnene deres vægtere, hvilke
saa snart de saae fienden bevæge sig, advarede strax Borgerne derom, i det de
klemte med klokkerne og gave adskillige tegn fra sig, saa at voldene derover udi
en hast bleve opfyldte med folk at tage mod fienderne.
Da Kong Carl nu saae, at alle hans anstalter formedelst Borgernes
aarvaagenhed sloge ham feil, besluttede han omsider at angribe staden med magt,
og forsøge en general storm, stolende paa sin overmaade gode lykke, som altid
havde været ham saa bevaagen.
Puf. C. G. l. 6. 516. seq.
Adskillige af hans Ministrer raadde ham derfra, forestillende, hvor
vanskeligt det var at angribe staden, som saa nyligen var bleven bestyrked med
folk, ogsaa meget forbedret udi fortificationen. De havde ikke holdt det
raadeligt at forsøge en storm udi begyndelsen, da indbyggerne vare udi største
forvirrelse, og staden var ikkun slet befæstet, hvad fremgang kunde de derfor nu
vente, eftersom voldene vare forbedrede, borgerne af deres overmaade gode lykke
blevne meget modige, og de Svenske derimod temmeligen forsagte. Andre tvert imod
styrkede Kongen udi hans forsæt, forestillende, at det nu var tid til at forsøge
det yderste, efterdi de beleyrede mod vaaren ventede |385frisk undsættning fra Holland. De Svenske havde ved deres
tapperhed overvundet saa mange vanskeligheder, og bestormet saa mange stæder
tilforn, besynderlig Fridericia, som var saa sterk befæstet, og hvor udi laae
saadan herlig besættning. Skulde det gaae u-lykkeligt, kunde de Svenske derfor
vel oprette deres sager igien, der imod hvis det faldt dem efter ønske, da var
deres seyr fuldkommen, og Kongen udi en hast skulde blive Monark over heele
Norden.
Paa samme tid bekom den Engelske Envoje Sir Philip Meadow, som da
var udi den Svenske leyr, befalning fra Engeland at handle om en særdeeles fred
immellem begge Rigerne, og derfor sendte til Kiøbenhavn sine forslag derom, hvor
paa Hans Majt. Kong Friderik lod svare, at han kunde ikke med sin honneur og
sikkerhed slutte nogen tractat, uden alle hans allierede derudi vare
indsluttede. Da Kongen af Sverrige fik det at høre, besluttede han at forsøge en
storm, til hvilken ende han lod forsiune sin krigshær med alt hvad som var
fornødent.
De Svenske storme til Kiøbenh. Puf. C. G. l. 6. p. 517.Da nu alting var tillavet, gik
stormen for sig den 11. Febr. om natte tider: De Svenske havde klædet sig udi
hvide skiorter og bare straae paa deres hatte, at de disbedre skulde kiende
hinanden. De Danskes kiendetegn derimod vare tørklæder, som de ogsaa havde
fæstet paa deres hatte. Saasnart de Svenske nu havde faaet tegn ved nogle
tiæretønder, som bleve antændte, faldt de an med stor hidsighed paa adskillige
steder, og vare alle fulde af forhaabning om god
fremgang. De Danske derimod vare ikke mindre omhyggelige for at afvende den
overhængende fare, og toge imod fienden med ubeskrivelig tapperhed. Kong Carl
viiste sine soldater stort bytte, de vilde bekomme udi staden, som en belønning
for all deres forbigangne og nærværende møye. Kong Friderik derimod reed fra den
ene gade til den anden, og opmuntrede sine folk til en tapper modstand,
forestillende dem, at deres heele fædernelands velfært bestoed nu allene udi
deres troeskab og tapperhed, hvorfor fegtningen gik for sig med stor iver. De
beleyrede, det første de finge de Svenske udi sigte, fyrede de paa dem med deres
store stykker, men, da de komme nærmere, brugte de deres musqveter,
haandgranater og andre offensive instrumenter. Fabiani
Fersens folk vare komne digt til volden, og |386begyndtebegyndte]begyndte] A2, gyndte A1 begyndte] A2, gyndte A1 at opreyse deres storm stier, men bleve ved de beleyredes skud drevne
tilbage igien, alleneste 4. af dem komme op paa volden, hvilke strax bleve
ihielslagne. De Svenske vare ikke lykkeligere paa de andre steder; Thi da
Obriste Gengel og Woyet vare slagne, og Askenberg, Hestrig og Weissenstein
haardeligen saarede, toge soldaterne flugten, hvilket, da Kongen af Sverrige
fornam, sendte han Erik Steenbok med det Smaalandiske Regiment til undsætning,
item de tvende brødre Carl og Peder Sparre at undsætte Fersens tropper, men de
havde ikke bedre lykke end de andre; Thi, efter at de havde forliist en stor hob
af deres folk, bleve de omsider tvungne til at begive sig paa flugten.
Da nu natten mesten var forbigangen og stormen ophørte paa denne
side, begyndte den om morgenen klokken 4. med nye hidsighed paa den anden side;
Thi de Svenske, da de havde passeret Wartovs dige, marcherede de med stor dristighed mod volden, men de bleve tvungne at
give sig paa flugten igien, efter at de havde forliist deres fornemste anførere
Vavasor, Vitinghoff og Lensmand, og en stor hob andre officerer, og gemeene
folk.
Endelig begyndte dagen at bryde frem, ikke mindre angenem for de
Danske, end forskrækkelig for de Svenske, da saae man den heele mark bedekket
med døde legemer, hvilket noksom gav tilkiende fiendens store forliis. Blive afslagne med største forliis.Iblandt de døde
bleve fundne Grev Erik Steenbok, La Voyet en Franskmand, General Major Vavasor,
hvis ørne, hvorudi mange gulderinge hange, vare af de gierige soldater afhugne,
Gengel, Dromond, Lensmand, Vitinghoff, Smith og en stor hob andre officierer,
hvis navne vilde blive
for vitløftigt
for vitløftigt]
for vitløftigt] forvitløftigt A1 A2; forvitløftigt SS
for vitløftigt] forvitløftigt A1 A2; forvitløftigt SS at opregne. Den største deel blev omkommen af de Danske: De andre bleve
druknede udi søen, saa man ikke kand vide deres tal. De beleyrede, som udaf en
synderlig Guds naade havde ikke forlist over 10. mænd, løbe udi hobetal udaf
deres befæstninger, saasnart som fienden var borte, og bragte en stor hob
trommer, standarder, stormstier og andre krigs instrumenter udi triumph med sig
udi staden. Den samme morgen blev siunget *Te Deum udi alle
kirker, fordi Gud havde befriet Kongen og fædernelandet fra saadan stor
fare.
Nu vil jeg lade de beleyrede glæde sig over den store seyr, og de Svenske begræde deres forliis, item begrave deres døde,
hvilket Kong Fride|387rik gav dem forlov til,
og vende mig til Holsteen, hvor hen de Keyserlige, Polske og Brandenborgske
hastede for at forløse Dannemark, og skaffe Kong Friderik en billig fred. De
Keyserl. tropper bestode af 12000. mænd, og vare commanderede af Montecuculi, de
Polakere vare 6000. ryttere, hvis Anfører var Czarneski, de Brandenborger vare
over 12000. mænd sterke, og anførte af Churførsten selv en tapper Herre, der
havde lagt stor ære ind udi det navnkundige slag ved Warsaw. Han commanderede nu
den heele krigshær, saasom det høyeste hovet. Da han var kommen til græntzerne,
lod han offentligen udraabe, hvorledes Hs. Kongl. Majt. af Danmark havde ladet
Hs. Keyserl. Majt. og hannem vide paa hvad maade Kongen af Sverrig havde brudt
den Roskildske fred, anfaldet Danmark uden nogen krigs erklæring, beleyret
Kronborg og Kiøbenhavn, og tragted efter at træde det heele Rige under fødder.
Han erklærede derfor at være kommen at undsætte Kongen af Danmark, med hvilken
han var i alliance, og begiærede at alle vilde være ham behielpelige udi saadan
en retfærdig sag.
Churførstens af Brandenborg progresser udi
Holsten.De Svenske, da de fornumme, at de vare for svage til at
imodstaae saadan en mægtig fiende, holdte det raadeligst at retirere sig udi
tide, og, paa det de allierede ikke skulde glæde sig for meget over deres
retraite, lode de opbrænde og ødelegge alle landsbyer og huuse paa veyen, og
fordervede alt hvad som kunde være deres fiende til nytte, og saaledes med deres
General Prindzen af Sultzbach retirerede sig til Jylland, ikke hvilende førend
de komme til Fridericia. Churførsten forfuldte dem af allmagt. Da han var kommen
til Gottorp, Førstens Residentz af Holsten, lod han opreyse et batterie og
truede at nedskyde castellet, saa fremt det giorde nogen modstand, hvorudover
Førsten af Holsten, som udi tide havde retireret sig til Tønningen, skikte en
Envoje til Churførsten for at begiære neutralitet, hvilken han blev forundet med
de vilkor, at han skulde overlevere Castellet og betale 60000. Rdlr.
Efter at Gottorp var overleveret, marcherede de allierede til
Alsen, en liden Øe skilt fra det faste land ved en smal arm af søen. Paa samme
øe laae 3. Svenske Regimenter ryttere og nogle fodfolk under anførsel af
Askenberg, hvilken, saa som han saae sig ingen undsætning at kunne faae, førte
om natte-tider alle sine folk af øen, paa nogle skibe, og saaledes undgik den
fare. Alt det Svenske felttøy, 24. Canoner, samt 1500. heste faldt dagen
derefter udi de allie|388redes hænder, item
de tvende fæstninger Sønderborg og Nordborg, udi hvilken sidste laae Obriste
Knusts Regiment, som blev tvungen til at overgive sig. Da nu den heele øe var
renset, marcherede Czarneski med sine Polakere ind udi Jylland, slog et parti
Svenske ved Kolding, hvilken stad han ogsaa erobrede, og nedsablede den Svenske
besætning. Endelig kom den heele krigshær til Fridericia, hvilken den agtede at
beleyre, men, som det var alt for langt ud paa vinteren og
veyret var ideligen vaadt, stod den denne gang fra sit forsæt, og begav sig udi
vinter-qvarteer.
Da vinteren var nu forløben, lavede de allierede sig til at beleyre
Fridericia. Fridericia erobres og de Svenske drives reent
af det faste land. Puf. C. G. l. 6. p. 521.Den
stad havde Amiral Wrangel erobret aaret tilforn med storm, og omkommet en heel
hob Danske, hvis døde legemer, som vare kastede hid og did, foraarsagede saadan
forgiftig stank og svaghed blandt de Svenske, at de besluttede at forlade
staden, til hvilken ende de nedreve fortificationerne, satte ild paa staden, og
førte deres tropper over til Fyen, efterladende allene en besætning udi
fæstningen, hvilken strax blev beleyret og indtagen af de allierede.
Da de Svenske nu vare drevne reent ud af det faste land, satte de
allierede dem for at besøge dem paa Øerne; De anfalt først den lille Øe Fennøe
mellem Jylland og Fyen, hvor de Svenske mistedemistede]mistede] A2, miste de A1 mistede] A2, miste de A1 een Oberst, 3 Capitainer, 200 gemeene, 6 felt-stykker og maatte tage
flugten til Fyen. Der efter tillavede de en heel hob baade og smaa fartøy,
hvilke de opfyldte med soldater at føre dem over til Fyen; Der havde da de
Svenske en god armee paa benene, af hvilken de allierede bleve saa vel
imodtagne, at de med forliis maatte retirere sig igien.
Over denne u-lykke lode de ikke modet falde, men besluttede at
giøre et andet forsøg, men det vilde heller ikke gaae efter ønske, thi,
omendskiønt deres orlog skibe avancerede til Middelfart, bleve dog
Transport-baadene drevne af vinden og strømmen til Fridericia igien. Da de
allierede nu saae, at de kunde ikke komme over udi partier, besluttede de at
giøre et forsøg med deres heele armee, men, som dem fattedes skibe at
transportere saadan en stor mængde, sendte de ud 5 orlogs skibe, for at samle
alle de baader, de kunde finde langst ved de Jydske küster.
Kongen af Sverrige, da han fornam dette anslag, udsendte |389han 8 krigs-skibe, og een Brander, under
commando af Capitaine Cox een Engelsk Mand, for at forbyde de allierede passen.
Bemelte Cox overfaldt u-formodentlig med sin flode de 5 orlogsskibe ved
Ebeltoft, og efter nogen modstand erobrede dem alle, opbrændte 30 baader, og
vendte udi triumph med de erobrede skibe, og over 1000 Brandenburgiske og
Keyserlige fanger til sundet igien. For denne store tieneste blev han af de
Svenske hart ad tilbeden, og blev af Kong Carl nobilitered.
Denne store forliis gik den gode Chur-første haart til hierte, og,
saasom han ingen fleere skibe havde tilbage, og der var ingen forhaabning at
faae nogle fra den Hollandske flode, lagde han all tanke til side at giøre noget
videre forsøg paa Fyen, De Allierede forlade Dannemark
igien?og besluttede at forflytte krigen til Pomern, lod derfor
opbrænde de overblevne baade, og forlod Fennøe igien, hvilken strax der paa af
de Svenske blev erobret, og besat. Dette er et kort begreb af de allieredes
udtog udi Holsteen og Jylland.
Efter den u-lykkelige storm til Kiøbenhavn var den Svenske armee
ikke udi stand at kunne foretage noget vigtigt mod samme
stad meer, men havde nok at bestille med at forskantze og bestyrke sig
selv,
selv,]
selv,] selv. A1 A2; selv. SS
selv,] selv. A1 A2; selv. SS at den skulde ikke uformodentlig af de beleyrede overrumples. Den haarde
vinter tilstedde ikke heller noget partie at bevæge sig. Men da vaaren stundede
til, og luften blev noget mildere, sat Kongen af Sverrige sig for at giøre sig
mester over de smaae Danske øer, til hvilken ende han sendte først Græv Valdek
med nogle tropper til Langeland, for at bemægtige sig samme øe, og der have sit
qvarteer, men han mistede der en hob folk, blev ogsaa blessered, og maatte med
u-forrettet sag vende tilbage. De Svenske bemægtige sig
Langeland.Lidet derefter blev Vrangel sendt der hen. Han var
lykkeligere og bemægtigede sig øen, efter at hans folk eengang med stor forliis
vare drevne tilbage. De 300 soldater, som fandtes der paa, bleve giordte til
krigsfanger. Da Vrangel nu havde bemestret sig Langeland, sat han seyl til
Alsen, udi forhaabning ogsaa at bemægtige sig den Insel; men han havde der ikke
saa god lykke; thi hans folk bleve afslagne udi tvende storme, som de giorde mod
Synderborg, hvorfor han ingen lyst havde at forblive der længe, men sat seyl til
Fyen igien. Langelands forliis foraarsagede, at de Danske hastede med at føre
saa snart som mueligt |390udi søen deres flode,
hvilken iisen hidintil havde ligesom beleyret udi havnen. Da søen var aabned,
blev Vice-Amiral Helt udsendt med 16 skibe at i agt tage fienden. Den 30 Martii
traf han 6 Svenske Skibe mellem Langeland og Lolland, hvilke han efter nogen
modstand tvang at begive sig paa flugten, et af dem, som førdte 50 stykker,
faldt udi de Danskes hænder, et andet strandede. Men de Danske vare ikke længe
mestere udi søen; Thi da Bielken-Stierne med den hele Svenske flode kom ind udi
beltet, holdt Heldt det ikke raadeligt at vove sine skibe længere udi søen, men
førde dem alle
ind udiind udi]ind udi] A2, indudi A1; indudi SS ind udi] A2, indudi A1; indudi SS
Flensborgs havn, hvor de Svenske havde dem nogle dage
indsluttede; Da det blev spurt til Kiøbenhavn, blev Rigets Amiral Bielke, og den
Hollandske Amiral Opdam sendt udi søen at forløse de skibe, som vare indsluttede
udi Flensborgs havn. Ved Femeren finge de 17 Svenske skibe udi sigte, hvilke
uden tvil havde faldet udi deres hænder, dersom Amiralerne ikke havde været alt
formeget varsomme og forsigtige; Thi, da de agtede at bruge vinden (hvilken de
dog ikke havde udi deres lommer, eller vidste hvor længe den skulde vare)
saaledes, at de Svenske kunde omringes, og ikke strax søgte ind paa dem, finge
de Svenske imidlertid god vind, og uden nogen stor forliis salverede sig til
Wismar.
Den Engelske flodes ankomst.De tvende
Republiqver Engeland og Holland udrystede tiligen om vaaren deres floder,
eenhver bestaaende af 40 skibe. Den eene for at aßistere de Svenske, den anden
de Danske. Republiqven udi Engeland havde udi forrige aars udgang sendt en flode
til sundet, men den blev formedelst storm og iis, som giorde søen useylbar,
tvungen til at vende tilbage igien; da nu vinteren var forbigangen, blev Amiral
Montagu sendt did hen med een anden 3 uger for de Hollændere, hvilke bleve ikke
lidet allarmerede over at see deres rivaler med saa stor
magt at være komne dem udi veyen. Bemeldte Engelske flode arriverede udi sundet
den 6 April, og kastede anker mellem Hueen og Cronborg.
Aarsagen dertil.Aarsagen til denne
flodes udrystning var ikke at Engeland havde forsætt at ruinere Danmark (thi
ingen Potentat saae gierne, at Svensken skulde blive mester over Norden, uden
maa skee Portugal, og det ikke af had til Dannemark, men at vingerne kunde blive
kl