Man siger udi Ordsproget: Formeget og forlidet fordærver alting: Mad og Udi Dyben maa holdes Maade. Drikke opholder og styrker, men Overflod deraf svækker og fordærver Livet: Buen maa spændes, men spændes den forstærkt, brister den. Naar Medvind blæser, maa man hidse Seylet, men blæser den forstærkt, maa man tage Svøftet ind. Alle fornødne Gierninger maa øves, men med Skiønsomhed; thi, hvis det ikke skeer, kand de meest nyttige Gierninger blive skadelige, og de meest glimrende Dyder kand|245 forvandles til Lyder. Gavmildhed er for Exempel en Dyd, men, hvis man ikke modererer den, bliver den forvandlet til en Last, og faaer Navn af Ødselhed. Kierlighed og Venskab er en priisværdig Qvalitet, men, hvis den ikke øves med Skiønsomhed, kand den faae Navn af Sammenrottelse. Tapperhed kand paa samme Maade forvandles til Brutalitet, Retfærdighed til Tyrannie, Medlidenhed til Misgierningers Handhævelse, Forsigtighed til Mistanke. Ja Gudsfrygt selv kand blive til Skade, hvis den ikke øves til Maade; thi man haver daglig Exempel paa, at Exces af Devotion haver styrtet Mennesker udi Enthusiasmum, og giort dem til ubeqvemme Lemmer udi det menneskelige Societet. (a) Der siger vel, at man kand ikke giøre formeget af det, som godt|246 er: men det er at merke, at, hvis man giør formeget, bliver det ikke meere godt.

Jeg vil forbigaae at tale videre om ovenmældte Dyder, men alleene mælde noget Exempel gives udi Bestandighed. om Bestandighed. Den Samme er en Hoved-Dyd, og Zirat for hvert Menneske, men, hvis den ikke øves med Moderation, faaer den Navn of Halstarrighed og kand føde mange og store U-lykker af sig, og viser Historien os herpaa merkelige Exempler. Man maa ikke lade sig dreye af hver Vind, som en Veyrhane, man maa ej heller stampe imod Braadden og sætte sig til Modværn, hvor intet Haab er til Seyer. En fornuftig Mand bukker sig, naar han gaaer igiennem lave Dørre, en Daare derimod løber Hovedet mod Veggen, og med Don Qvixot duellerer med  Vindmøller . En saadan Fermetet og Bestandighed, som øves uden Judicio, og uden Henseende til Tiid, Sted og Conjuncturer, til Muelighed og Umuelighed, til

Fornødenhed og Ufornødenhed, er heller|247 en Last end en Dyd. Vil man med meenige Mand rose saadan slags Bestandighed, da maatte man sige, at et Æsel er det ypperligste blant dyr, og en Fanaticus den priisværdigste blant Mennesker; thi begge lade sig som Machiner drive af deres Naturel, som, der ved Hug og Slag og, her Den kand faae Navn af Haardnakkenhed. ved Formaninger ikke lade sig bøye. Det er dermed som med tørre og forraadnede Træer: en sund og frisk Green lader sig bøye, men en tør kand ikke krummes, uden den tilligemed brydes. Hvad Almuen derfor anseer som en Hoved-Dyd, er ofte intet uden en Hoved-Feyl, ja en Sygdom der reyser sig af den sorte Galde: thi det er fornemmeligen hos saadanne Folk, man finder den Stivhed som uforskyldt faaer Navn af Bestandighed. Jeg staaer aldrig fra min engang fattede Meening, sagde en vis Dommer: det giorde ey heller min salig Fader: Men, saasom baade han selv og hans salig Fader gemmenligen fulde paa bagvendte Meeninger, saa befandt andre sig ikke vel ved saadan |248 deres Dyd, og de selv af fornuftige Folk bleve anseede som visse Bull-Dogge, der aldrig slippe deres første Greeb.

Betænkning over Catonis Bestandighed. Intet kand bedre herpaa til Oplysning anføres end Catonis den Yngres Levnet: Historie-Skrivere have antegnet, at man end udi hans Barndom merkede hos ham en Bestandighed, hvoraf man kunde slutte, at han vilde blive en stor Helt, men saadan en, som ikke passede sig til Tiderne, og hvis outrerede Dyd vilde føde meere Ondt end Godt. Da han endda var et spædt Barn, og en, for at prøve hans Naturel, aabnede et Vindue, ladende som han vilde kaste ham ned af Huuset, lod han ikke see ringeste Bevægelse derover. Da han kom til Alder og udi Forretninger, visede han ved sin bestandige Opførsel, at han svarede til de Tanker, som man havde giort sig om ham. Jeg vil ikke betage Cato den Berømmelse, som ham tilkommer: Jeg vil gierne holde ham for en stor Helt; men vilde holde ham for en|249 større, hvis hans Bestandighed havde været krydet med meere Skiønsomhed; thi, saasom han kunde ikke holde paa Tøyelen, naar Fornødenhed det udfodrede, og ikke tage et Svøft ind, naar Stormen meest rasede, men vilde giøre umuelige Ting til muelige, saa kunde han ansees som en uforsigtig Vandrings Mand eller Løber der alleene haver sit Øye fæstet til Maalet, men giver ikke agt paa Veyen, og derfore styrter udi Lobet. Nogle have af Catonis Opførsel taget Anleedning til at henføre hans Bestandighed til en stor Ambition, ja større end enten Pompei eller Cæsars. Jeg drister mig ikke til at felde saadan Dom, thi, som hans heele Historie viser, at han intet havde for Øyen, uden sit Fædernelands Frihed og Velfærd, og at han derfor opofrede Roelighed, verdslig Ære og Liv, kalder jeg det heller en medfød Ærlighed og Dyd, hvilken kunde have haft fortreffelige Virkninger, hvis han havde levet paa andre Tider, eller, hvis han udi saadanne slibrige Conjuncturer havde øvet sin Dyd |250 med meer Skiønsomhed: Men, saasom han vilde ikke tage et eeneste Rift ind, naar Stormen meest

rasede, kunde af hans Bestandighed intet flyde uden hans eget tilligemed Fædernelandets Skibbrud. En ond Affect kand ofte ved skiønsom Direction tilveyebringe Nytte, og en god naturlig Affect kand ved Uskiønsomhed føde Skade og Fordervelse. Hvis Cato havde levet udi den Romerske Republiqves Barndom, kunde Naturen synes i ham at have dannet et Redskab til Statens Styrke og Opkomst; men saasom han lod sig see paa en Tiid, da Republiqven laborerede af u-lægelige Sygdomme og saadanne, der heller forøges end formildes ved sterk Medicine, da synes den udi ham at have dannet et Redskab til at befordre Republiqvens Undergang.

Man seer heraf, hvilke Tanker jeg haver om denne store Mand, at jeg giver ham den Ære, som ham tilkommer, og kalder hans naturlige Bestandighed en Dyd, men saadan|251 en, som paa de Tider ikke kunde øves, uden at tabe sit Navn af Dyd. Jeg haver ikke andre Tanker om mange Christne Martyrers Bestandighed: thi man seer Over nogle Christne Martyrer. ofte hos dem en Iver uden Skiønsomhed, hvorved intet er udvirket uden hæftige Forfølgelser, som have truet med heele Religionens Undergang: saa at man udi Kirke- Forsamlinger haver været tvungen til at moderere den samme, og at dømme deslige Folk u-værdige til Canonisation: Omnis Virtus consistit in mediocritate: All Dyd bestaaer udi Middelmaadighed saaledes, at man tager en Middel-Vey mellem Letsindighed og Haardnakkenhed, og lader Fornuften være Styrmand, ja saaledes at man vel gaaer lige frem, men undertiden, naar Skiær og Klipper møde, defilerer. Man seer, at GUD, som er uforanderlig og Bestandigheden selv, haver haft Tidernes Beskaffenhed for Øyne, og udi visse Ting ligesom givet Tøyelen til sit Folk udi Henseende til deres Haardnakkenhed. Dette Exempel kand|252 være nok til at paaminde os om vor Opførsel udi denne Dyds Øvelse. Verdslige Historier vise ogsaa merkelige Exempler paa Uheld, som outrerede og utidige Dyder have tilveye bragt, helst denne Qvalitet som gemeenligen kaldes Bestandighed, men hvoraf ofte giøres Misbrug; saasom mange holde det for en Pligt at gaae stedse lige frem, da det dog er en Pligt undertiden at defilere. Daglig Erfarenhed viser, at mange af saadan En merkelig Vildfarelse forklares. Vildfarelse sætte sig mod Øvrigheds Befaling, holdende deres Reputation kostbarere end deres Liv: ey i Agt tagende, at det er undertiden en Undersaats Reputation at opoffre en Deel deraf, naar Fornødenhed det udfodrer: saaledes, naar en Konge befaler mig at sige, at jeg haver giort U-ret, og jeg trues med U-held, hvis jeg saadant ikke giør, opoffrer jeg ved Veigring en ægte for at conservere en u-ægte Reputation: thi, eet er, at erklære sig at have giort u-ret, naar den, som haver Magten, befaler; et andet er, at bedrive virkeligen en Misgierning efter|253 Ordre: Ved det sidste lider jeg paa mit Navn og Rygte, efterdi jeg bedriver en Synd, som jeg for GUD ikke kand belægge med Øvrighedens Ordre; Ved det første derimod taber jeg intet af min Ære, efterdi jeg efter Ordre siger mig skyldig, da jeg dog intet Ont haver giort; thi

en Øvrighed kand erklære mig vanrygted, men ikke betage mig mit ærlige Navn og Intrinsiqve Valeur. Derpaa kunde gives mange Exempler, men dette eene maa være nok, og bør tiene til Erindring for dem, som af Vildfarelse strække en Dyd videre ud end den bør udstrækkes, som synde af Frygt for at synde, og som opoffre sit Navn og Rygte for at conservere det. Jeg haver seet brave og retsindige Folk af Vildfarelse herudi at have søgt deres Fordærvelse. De have af Almuen, som confundere Stivhed med Bestandighed, været anseede som Martyrer: men fornuftige Folk have feldet andre Domme derover. Denne Materie fortiener omstændigen at udføres, saasom der er intet, hvorudi oftere tages Feil;|254 thi man seer, mange redelige og vel intentionerede Mænd af Mangel paa ret Kundskab om denne Dyd, som kaldes Bestandighed, at have snublet, og at de for at distingvere sig forsterkt udi en Dyd, ere forfalden til en Last, ja at de ikke have merket Vildfarelsen, førend det haver været forsilde at ændre den; thi Virkningen af deres indbildte Heroismus haver været Berømmelse af en uskiønsom Almue, som gemeenligen efter 14 Dages Forløb sagtes, og omsider forvandles til Eftertale, endogsaa hos dem, som have taelt prægtigst om den øvede Bestandighed, saa at de merke, at den Seyer, som de udi deres egen Indbildning have erholdt, haver tilveyebragt hverken Fordeel eller Ære: ja at de have Aarsag med Pyrrho at svare deres Lykønskere: Hvis vi oftere paa den Maade erholde Seyer, er det ude med vor Velfærd: thi vi føle Saaret, og det svier end sterkere, efterdi vi uden Nød ere saarede. De tvende Damers Historie, som jeg her haver sammenparret, er og af|255 den Natur. Man seer, at Naturen haver begavet dem med et ædelt Hierte og en heroisk Bestandighed, men man seer tilligemed, at, saasom samme Dyd hos dem ikke haver været temperered med fornøden Skiønsomhed, at den haver tabt sit Navn af Dyd, og satt en Plet paa deres Reputation. Nu skrider jeg til Historien.|256