|596De tilbagekommende Jøders Tall, saasom det bestoed kun af henved 42000 Personer, saa kunde deraf ikke den 20 Deel af Judæa besættes. Her spørges derfore; om Om Judæa laae u-dyrket i Fængslets Tiid.dette skiønne Land, som fordum kunde føde Million Mennesker, haver ligget u-dyrket i all den Tiid, som det Babyloniske Fængsel varede. Det er troeligt, at de angrændsende Nationer have bemægtiget sig de forladte Stæder, Agre og Viingaarde. Historien viser, at Edomiterne bemægtigede sig noget af det Land, som havde tilhøret Simeon og Juda, og at det er samme Stykke Land, som siden haver ført Navn af Idumea. Der siges ogsaa, at Ammoniter, Moabiter og Samaritaner hindrede Jødernes Opkomst igien, eftersom de frygtede at miste de Agre, som de i Jødernes Fraværelse havde indtaget. Men med alt dette kand man slutte, at Judæa ikkun haver været et halv øde Land mod hvad det tilforn havde været, og at det haver kun været de beste, feedeste og beleiligste Jorde, som udi Fængslets Tiid have været dyrkede: Thi det gik med en Deel andre Indbyggere af det store Canaan ikke anderledes end med Jøder og Israeliter, nemlig at de bleve af Assyrier og Babylonier bortførede. Hvis heele Judæa af Naboerne udi Jødernes Fraværelse havde været indtaget og dyrket, vilde der ved deres Tilbagekomst have reiset sig stor Forvirrelse og Stridighed imellem de nye og gamle Eyermænd; ja Stridigheder, som vare vanskelige at decidere, efterdi de nye kunde beraabe sig paa Hævd og lovlig  Adkomst  til de Jorde, som saa lang Tiid havde været forladte. Dette seer man dog ikke at være skeed, saa at det giver tilkiende, at Landet ikke haver været for knapt for de tilbagekomne Jøder: Og at, om Naboerne have været bange for at give noget tilbage, haver det kun været visse udkaarne Jorder, hvilke Jøderne kunde holde sig berettigede til Jure Postliminii at revindicere, efterdi de ikke frivilligen havde forladt Landet, men med Magt vare bortførte, og nu af Seyerherren vare tilladte at tage deres gamle Fæderne Eyendoms Lande udi Possession igien. Hvad Byer og Stæder angaaer, da veed man ikke udi hvad Tilstand de have været udi Fængslets Tiid, og hvorledes de igien ere blevne besatte. Man seer alleene af Historien, at Jøderne ikke alleene have besiddet de gamle Stæder igien, men endogsaa anlagt adskillige nye. Man kand ellers i Allminde|597lighed slutte det samme om Stæderne, som om Agre og Viingaarde.

Det høyeste Hoved udi Landet haver udi denne Periodo været, siden Nehemiæ Den ypperste Præst det høyeste Hoved.Tiid, den ypperste Præst; thi man finder ellers ingen anden verdslig Øvrigheds Person af Anseelse, saa at man kand slutte, at de ypperste Præste have forestaaet baade Stats- og Kirke-Sager, og haver det samme givet Anledning til paafulte Regierings Form under Maccabæerne, udi hvis Personer den Kongelige Magt og det høye Præste-Embede bleve foreenede, saa at de, som af samme Familie regierede, vare Konger og ypperste Præste tillige. Men, endskiøndt de ypperste Præste efter Nehemiæ Tiid forestoede Kirken og Staten, dependerede de dog gandske af de Persiske Statholdere, hvilket fornemmeligen sees af den Myndighed, som Bagoses Gouverneuren af Syrien, nogle Aar derefter øvede udi Jerusalem, og hvorom siden skal tales. Efterfølgende Historie viser ogsaa, at de have betalt aarlig Skat til Kongerne af Persien; Dog dependerede af de Persiske Statholdere.thi, da Alexander Magnus befoel dem at tilbede sig en Naade, bade de, at de maatte befries hvert 7de Aar fra den ordinaire Skat, hvilken faldt dem haardt at betale, efterdi det var et Sabbatisk Aar, hvorudi Jorden hvilede.

Saaledes var Jødelands Tilstand fra Stadens og Templets Opbyggelse, indtil Maccabæernes Tiider, og, saasom Landet blev stedse regieret som en Province, nu under en, nu under en anden herskende Nation, gives liden Materie til Historie udi all denne Tiid: Religionen, som hidindtil havde været store Forandringer underkast, blev og stedse u-forandret, hvilket man kand ikke andet end forundre sig over, og hvoraf er tagen Anledning til det store Spørsmaal som giøres: Hvi Jøderne ideligen kunde forfalde til den groveste Afguds Dyrkelse paa den Tiid, da Folkets Forstandere talede med GUd selv, da de dagligen saae store Miracler, og havde Oraclet og Propheter; men da alle disse Herligheder ophørede, have stedse indtil Superstition i Agt taget de mindste Ceremonier udi GUds Tienesten. Jeg haver tilforn løsligen talet om Aarsagen dertil, og vil det her meere omstændigen igientage.

|598Aarsag til de sidste Jøders Bestandighed udi Religionen.Paa den Tiid Jøderne saae Miracler, og havde Oraclet og Propheter, vare ingen Synagoger eller publiqve Skoler, for at undervise Folk udi Loven. De havde intet uden Tabernaklet og siden Templet, hvor de komme sammen paa visse Tiider, for at bivaane Offringer og at aflegge deres Andagt, item Propheterne, som de kunde raadføre sig med, naar GUd opvakte nogen. I det øvrige vare ingen bestandige og offentlige Steder, hvor de forbandtes til at komme sammen, for at undervises i GUds Ord. Denne Mangel paa publiqve Skoler eller Synagoger foraarsagede, at GUds Lov blev imidlertiid reent forglemmed, og at Israeliterne ved mindst given Leylighed forfulde til Afguderie, og derudi conformerede sig med deres Naboer, indtil GUd omsider overgav Staden og Templet til Ødeleggelse. Men, da Jøderne komme tilbage fra det Babyloniske Fængsel, og de begyndte at anlegge Synagoger udi alle Stæder, hvor Loven offentligen blev læset og forklaret, og siden Propheterne, hvorved de ideligen bleve formanede til GUds Frygt, og undervisede udi deres Pligt, kunde Religionen ikke glemmes, men stedse var udi fuld Erindring, og derfore bestandigen haver været conserveret blant dem indtil denne Dag. GUds Lov haver saaledes aldrig været nøyere i Agt tagen, end fra Esdræ Tiid og Synagogernes Stiftelse. Hvad som lastes hos de efterfølgende Jøder, er ikke Lovens Forsømmelse, men heller de mangfoldige Tillæg og Traditioner, de have føyet dertil, hvorved de have besværget Religionen, hvilket var det som Christus fornemmeligen bebreidede dem. Ja de mange Formaliteter og Broderier, som de satte paa Skriften, foraarsagede, at man ofte ikke kunde see Grunden deraf: hvorudover man tilligemed en Superstitieuse Exactitude udi Religionen og hellige Ceremonier, seer liden Forbedring udi Liv og Levnet, saa at man kand tvivle, om deres Orthodoxie var større end deres slette Levnet. Om Jøderne fra denne Tiid ingen Aabenbarelser have havt.Jeg haver viset, at Prophetierne ophørede strax efter det andet Tempel, og at Malachias holdes for den sidste Prophet udi Israel. Der forefalder her ellers et Spørsmaal, om fra denne Tiid til Christum, Jøderne ingen Guddommelige Aabenbarelser have havt. Vitringa anvender 9 Capitler paa at examinere dette Spørsmaal (a). Han troer, at, endskiøndt |599der ingen Propheter have været, der have skrevet som tilforn, og som have havt de gamle Propheters Myndighed, saa haver Landet dog ikke været blottet for Mænd af Spaadoms Aand, som Judas den Essæner, Pollio, Sameas og Menahem, hvorom Josephus taler; der have derforuden været adskillige Aabenbarings Maader, som Røstens eller Tordens Dotter, gemeenligen kalden Bathkol, hvorom tales paa andre Steder, item Syn af Engler, Drømme og Inspirationer, hvorpaa vises Exempler af Maccabæernes Bøger og Josepho. Men siden Malachias haver ingen Prophet været som de forrige. Dertil gives saadanne Aarsager: 1) Efterdi Loven og de andre hellige Bøger siden Esdræ Tiid vare i alle Folkes Hænder, og bleve ordentligen læsede i Synagogerne. 2) Efterdi Skriften var tilstrækkelig nok for at oplyse Folket. 3) Efterdi Prophetiernes Ophørelse i saa lang Tiid giorde Messiæ Forventelse des begiærligere. 4) Efterdi GUd derved vilde tilkiendegive, at den Mosaiske Oeconomie lakkede mod Enden, og skulde giøre Plads til en anden, som var meer fuldkommen.

Nogle have giort et Spørsmaal, om Israeliter og Jøder for det Babyloniske Om Israeliterne for Fængslet have troet Opstandelsen.Fængsel have troet Opstandelsen: Leilighed dertil er tagen af Loven, hvorudi intet tydeligen derom tales, og efterdi alt det Gode og alle de Belønninger, som loves, bestaaer i Jordiske Forjettelser, som at de maa længe leve paa Jorden, at deres Agre, Enge og Viingaarde maa blomstre, deres Afkom formeeres og andet deslige: ja Vantroende have deraf med Dristighed foregivet, at Jøderne udi deres 70 Aars Fængsel allerførst have antaget den Meening om Opstandelsen, efterdi det var en almindelig Lærdom udi Persien, som de siden deres Tilbagekomst have forplantet med stor Iver, saa at de ansaae Saducæer som Kiettere, efterdi de nægtede Opstandelsen. Vel maa tilstaaes, at udi det gamle Testamente ikke tales saa tydeligen der om, som udi det nye. Men der findes dog adskillige Steder udi Loven og Propheterne, der sigte til et andet Liv. Udi Esdræ og Nehemiæ Bøger, som ere skrevne efter det Babyloniske Fængsel, tales ey heller tydeligere om Opstandelsen, og dog tilstaae samme Vantroende, at den Lærdom haver været blant Jøderne udi Fængslets |600Tiid, og stedse derefter. Ville de derimod indvende, at, saasom Esdra og Nehemiæ Bøger ere alleene Historier, saa gives ingen Leilighed derudi til at tale om det andet Liv; saa kand dertil svares, at udi bemældte tvende Bøger findes herlige Formaninger og Trudsler om Straf, (a) over Lovens Overtrædelser, (b) hvorved gives Leilighed at tale om de rette Straffe og Belønninger udi Opstandelsen, og dog ikke tales derom: Saasom de nu tilstaae, at Jøderne udi Esdræ og Nehemiæ Tiid troede Opstandelsen, hvorvel i de hellige Bøger, som da bleve skrevne, intet tales derom: saa bør de ogsaa tilstaae, at Israeliterne for Fængslet kand have troet det andet Liv, endskiøndt Loven ikke saa tydeligen taler derom. Man haver kun at læse Davids, Salomons, Propheternes og Jobs Bøger, for at overbeviises om, at de samme sigte til andet, end Jordiske Ting. Propheten Daniel, som levede udi Fængslets Tiid, beskriver det andet Liv gandske tydeligen med disse Ord: Og mange af dem, som sove i Jordens Støv, skulde opvaagne, somme til et ævigt Liv, og somme til Skam og til ævig Væmmelse: Men de, som have underviset andre, skulde skinne som den udstrakte Befæstnings Skin, og de, der have retfærdiggiort mange, som Stjernerne ævindeligen og altiid (c).

Jeg haver udi Esdræ Historie viset de fortreffelige Anstalter, som bleve giorte til Religionens og den hellige Skriftes Conservation: og hvoraf man seer den geistlige Stats Indrettelse, hvorfore jeg det her igien ikke vil igientage. Fra den Tiid blev den hellige Skrift offentligen læset paa forordnede Tider, og er det derfore, at Jøderne have kaldet Bibelen Læsningen eller Mikra. Udi Begyndelsen gave de det Navn ikke uden til Lovens Bøger, hvilket sees af Nehemiæ Ord, hvor Lovens Text kaldes Mikra, (d) men ved Tidens Fremgang bleve de andre Skriftens |601Bøger og kaldne Mikra. Den heele hellige Skrift var deelt udi 3 Classer, hvoraf den første befattede alleene de 5 Mosis Bøger, som bleve skillte fra de andre hellige Skrifter, efterdi man Skriftens Deeling udi 3 Classer.holdte for, at derudi var meere Lys og større Prophetiske Gaver end udi de andre. Den anden Classe indeholdt de Bøger, som kaldes Neviim eller Propheterne, og den 3die de Bøger, som have Navn af Chetuvim eller Hagiographis, og synes det, at Christus haver alluderet til denne Deeling, naar han siger, at de Ting skulde opfyldes, som findes i Loven, Propheterne og Psalmerne. Ved Propheterne forstoede de Josvæ, Dommernes og Samuels Bøger, hvilke de kaldte Neviim Risconim eller de første Propheter, for at distingvere dem fra de sidste Propheter, som Esaia, Jeremia, Ezechiel, og de 12 mindre Propheter. De bleve alle under et Navn kaldne Propheter, og deres Skrifter Prophetier, efterdi de alle vare skrevne af Propheter, endskiønt een Deel af dem indeholdt intet uden Historier. De, som vare udi den sidste Classe, nemlig: Chetuvim eller Hagiographi, bestoede af Psalmerne, Ordsprogerne, Job, Daniel, Esdra, Krønikernes Bøger, til hvilke man kand legge Høysangen, Ruth, Begrædelsen, Prædikeren og Esther, og kalde de disse 5 sidste Bøger de 5 Volumina, hvilke blive paa visse Tider om Aaret læsede udi Synagogerne, som Høysangen paa Paaske Dag, Ruth paa Pindsefesten og Esther paa Tabernaklernes Fest. &c. (a)

Jeg haver sagt, at Jøderne bestandig siden have holdet over Mosis Lov, og aldrig oftere ere forfaldne til Afguderie: men det, som giver Materie til efterfølgende Kirke-Historie, er adskillige Forklaringer over Skriftens Bøger, hvilket haver givet Anledning til Religions Secter blant dem, som af Pharisæer, Sadducæer, Essæner, Carraiter og Samaritaner. Disse Secter ere dog udspirede længe efter denne Tiid; thi udi Nehemiæ Tiid og strax derefter vare Stridigheder alleene med Samaritaner, hvilke havde andre Meeninger udi Religionen end Jøderne, skiøndt de holdte sig forpligtede til at efterleve, hvad som staaer skrevet i Mosis Lov. De |602Ting, hvorudi de differerede fra Jøderne, bestoede udi efterfølgende Poster. 1) Forkastede Samaritanerne alle Slags Traditioner, og holdte sig alleene til Jødernes fornemste Stridigheder med Samaritanerne. Skriften; hvilket de bestandigen have i Agt taget indtil denne Dag, anseende de Jødiske Traditioner ikke alleene som u-nyttige, men endogsaa skadelige, eftersom den skrevne Lov i mange Ting derved til intet giøres. Udi denne deres Meening ere de siden blevne efterfulte af Sadducæerne, hvorudover Jøderne have beskyldt Samaritanerne for alle Om Traditionerne.Sadducæernes Vildfarelser, og foregivet, at de tillige med dem ogsaa negtede Opstandelsen; hvilket dog bliver dem paadigtet, efterdi den Lærdom om det andet Liv, er ligesaavel antagen blant dem, som blant Jøder.

2) Den anden Stridighed er om GUds Dyrkelsens Sted. Jøderne foregive, at Jerusalems Tempel er det eeneste Sted, hvor den offentlige GUds Dyrkelse og Offringer kand skee; Samaritanerne derimod sige, at de første Israeliter have tilbedet GUd paa det Bierg Garizim. Og var det saaledes, som den Samaritanske Qvinde Om Templet.sagde til Christum: Vore Fædre have dyrket GUd paa dette Bierg; men I sige, at det er Jerusalem, hvor GUds Dyrkelsen bør skee. Dette vise Jøderne dem at være uden Grund, efterdi GUd selv befoel Templet at anlegges udi Jerusalem, og der helligede det ved sin Nærværelse. Item, at det var til samme Tempel, hvortil alle Israels Stammer begave sig, som et rett Offersted. Det var ogsaa udi Jerusalem, hvor Templet blev igien anlagt efter det Babyloniske Fængsel, og som alle holdte for det eeneste Sted, som var anordnet til den offentlige GUds Dyrkelse indtil Manassis Apostasie, da han flygtede af Landet, og oprettede Alter mod Alter, og Tempel mod Tempel; thi, saa snart han havde ladet opreise et nyt Tempel paa det Bierg Garizim, have Samaritanerne og de frafaldne Jøder ikke villet erkiende Jerusalems Tempel at være det Sted, som GUd havde udvalt til sin Dyrkelse, og paastaaet, at det Bierg Garizim dertil i Begyndelsen haver været udvalt. De foregive, at Garizim er det Sted, hvor Abraham og Jacob oprettede Altere, og at ved de Offringer, som |603der skeede, Stedet er blevet frem for andre indviet til GUds Dyrkelse: og at det var derfor, at GUd selv betegnede dette Bierg, hvor Moses skulde velsigne Folket, som kom fra Ægypten, naar han siger, disse skulde staae og velsigne Folket paa Garizim, naar I ere komne over Jordan (a). Hvilken Befalning blev efterlevet af Josua, da han kom ind udi Canaan. Endeligen sige de, at det var der, hvor Josua, da han havde passeret Floden, opreisede de 12 Steene; De troe, at det samme Alter, som af Patriarcherne var oprettet, er endnu til, og at det er det samme, hvor de endnu forrette deres Offringer paa Garizim Bierg.

Det er troeligt, at Manasses, for at bestyrke sin nye Stiftelse, haver skrabet alle disse Argumenter tilsammen. Om det ellers er ham selv, eller andre efter ham, som havde dristet sig til at corrumpere nogle Steder i Loven, for at bevise det Samaritanske Tempels Hellighed, er u-vist; man seer alleene, at saadant er skeet, skiøndt man ey kand sige, naar, og paa hvilken Tiid; thi i Steden for de Ord: Naar I gaae over Jordan, skulle I opreyse disse Steene paa Hebals Bierg; have Samaritanerne ført ind udi Texten Garizims Bierg (b). Jøderne beskylde dem offentlig for Om Forandringer udi Texten.denne Falsification. Samaritanerne derimod paastaae, at det er Jøderne, som have forfalsket dette Sted, og satt Hebal for Garizim; og til Beviis derpaa foregive, at Garizim var det Bierg, som GUd havde betegnet, for at lyse Velsignelse over Folket; Hebal derimod var det Sted, hvor Forvandelsen skulde lyses.

Men u-anseet alle disse Samaritanske Argumenter, da ere alle andre Skriftens Exemplarier og alle Lovens Oversættelser imod dem, saa at det er klart, at Samaritanerne have forfalsket Texten. Hvad som graverer end meere denne Mishandling er dette, at de have ikke ladet sig nøye med at forfalske dette Sted alleene, men have ogsaa indført denne Corruption udi et andet Sted, nemlig: udi anden Mosis Bog 20 Cap., hvor strax efter det tiende Bud de |604have tillagt, som en GUds Befalning, de Ord, som de have taget af 5te Mosis Bog, hvor der tales om Velsignelsen paa Garizim Bierg. En saadan forsættlig Falsification formindsker ikke lidet den Samaritanske Texts Autoritet udi de Ting, hvor den viger fra den Hebraiske. Hvad ellers de to Bierge Garizim og Hebal angaaer, som have givet Anledning til Tvistighed imellem Jøder og Samaritaner, da have Hieronymus og Epiphanius, som have været paa Stedet, forsikkret, at hverken det eene eller det andet Bierg ere de, som udi Skriften omtales. Dette bevise de 1) efterdi Skriften sætter dem lige over for det Sted, hvor Israeliterne passerede Jordan, da de komme ind udi Canaans Land, da derimod Sichem, hvor bemeldte Bierge nu omligge, ere langt derfra. 2) Efterdi de tvende Bierge ved Sichem, som man nu kalder Hebal og Garizim, ligge alt for langt fra hinanden, da de rette derimod, som laae ved Jericho, vare saa nær ved hinanden, at man kunde høre hinanden tale fra det eene Bierg til det andet. Men disse tvende Fædre have ikke i Agt taget, at det Bierg Garizim var saa nær ved Sichem, at, da Jotham Gedeons Søn deraf talede til Sichemiterne, de kunde høre hans Røst, hvoraf man kand bevise, at det Bierg Garizim, som omtales udi Dommernes Bog (a), er det samme, hvorpaa det Samaritanske Tempel blev anlagt.

Samaritanerne beskyldes uden Grund for Afguderie.Hvad ellers den Afguds-Dyrkelse angaaer, som Jøderne have bebreidet Samaritanerne, da kand det ikke forstaaes uden om de første Samaritaner; thi fra den Tiid Templet blev bygget, og Manasses tilbragte dem Mosis Lov, have de dyrket Israels GUd alleene, og ladet see lige saa stor Afskye for Afguderie, som Jøderne selv, og det indtil samme Dag; man seer af ovenanførte, udi hvilken Tilstand Religionen var udi denne Periodo, og at Jøderne havde idelige og heftige Disputer med Samaritanerne, hvilke da holdtes for de eeneste Kiettere, indtil med Tiden andre Secter opreisede sig imellem dem selv indbyrdes, og hvorom skal tales udi efterfølgende Historie. Til denne efterfølgende Historie have vi ingen Veyledere, uden verdslige Skrifter, og de Apocryphiske Bibelens |605Bøger; thi Esdræ og Nehemiæ Bøger ere de sidste Canoniske Skrifter, og som holdes for at være skreven af de Mænd, hvis Navne de bære: Hvorvel nogle Indvendinger giøres derimod. Clericus skriver derom saaledes: Man kand ikke tvivle paa, at de 3 sidste Capitler af Esdræ Bøger jo ere skrevne af ham selv, da han derudi taler udi første Person, da derimod udi de foregaaende Bøger tales udi 3die Person, som for Exempel: Denne Esdras drog op fra Babel (a). Men man kand deraf ikke sige, at han jo haver skrevet de første Capitler, saavel som de sidste, efterdi man seer, at gamle Skribentere nævne sig nu udi første, nu udi 3die Person (b). Hidindtil haver man derfor en tilforladelig Historie om Hebræerne, nemlig fra Abraham indtil Artaxerxis Longimani Tiid, hvorvel den heller kand kaldes et kort Begreeb end en Historie, saasom derudi befattes en Tiid af saa mange 100 Aar. De Difficulteter, som giøres mod Chronologien, ere ikke af nogen Vigtighed, helst, eftersom de hellige Skribenteres Hovedsigte haver været at tale om Religionen, og de Miracler, som GUd haver giort, og endeligen at opmuntre Læseren til Dyd og Gudsfrygt. Nu vil jeg skride videre til at tale om de Jødiske Bedrifter fra Nehemiæ Tiid.

Denne Hendelse er det eeneste, som findes antegnet hos Josephum siden Nehemiæ Tiid, undtagen Esthers og Mardochæi Historie, som han sætter strax der for, saa at hans Historie herudi er ikke mindre forvirret end mager, ja Tiiderne confunderes saaledes, at Ting tillægges Alexandro Magno, som skeede meer end 50 Aar for hans Tiid. Om Esthers og Mardochæi Historie, ere ellers store Tvistigheder, saa at man veed ikke til hvilken Tiid den skal henføres. Marsham siger, at den Assverus, som Skriften omtaler, haver været en Sønne-Søn af Cyaxares. Scaliger holder Betænkning over Esthers Bog.for, at det haver været Xerxes og haver været saa forsikkret om sin Meening, at han haver tracteret, som dumme Mennesker og Æsler, dem som ville tvivle derom. Bellarminus meener, at Artaxerxes |608Longimanus er den Assverus, som man leder efter. En Skribent (a) udi vor Tiid, nemlig M. Roqves, bifalder deres Meening, som finde Assverus og Esther udi Dario Hystaspis, anførende adskillige Steder af Historien, for at vise, at ingen af de Persiske Konger passer sig bedre paa den Tiid: Men en anden nyere Skribent haver viset med ligesaa vigtige Argumenter, at denne Assverus er Cyaxares, som levede udi Nabochodonosors Tiid (b), saa at Tvistigheden er endnu ikke afgiort, og maaskee kommer aldrig til Ende. Det er ogsaa vanskeligt at sige, af hvem Esthers Bog er skreven. De fleeste tillægge den Esdræ, og det ikke uden Grund, efterdi han haver levet henved de Tiider, Historien skeede, og man seer, at det som et gammelt Authentiqve Skrift, haver været indført udi Jødernes Canon. Jeg vil her ikke opregne denne Historie, endeel, saasom den er skeed ved det Persiske Hoff, endeel ogsaa, saasom den er alle Mennesker indtil Børn bekiendt; thi, saasom den er behagelig at læse, saa bliver ingen af Skriftens Bøger oftere læste, og Conseqventer er meer udi alles Ihukommelse. Jeg vil kun alleene sige dette, at Jøderne til en Erindring om den Fare de svævede udi, og den paafulte Frelse endnu holde en Faste og en Glædes Dag. Den første kaldes Esthers Faste, og den anden Purims Fest; og Purims Fest.er Festen den største Glædes Dag blant dem; ja de gaae dermed saavit, at man kand ligne den ved de Hedenske Bacchanalier, besynderligen giøre de Excess af Drikken, eftersom de paastaae, at det var ved Drikken Esther bragte den Persiske Konge udi god Humeur, og derved erholdt deres Frelse, hvorudover de troe, at, for vel at helligholde Festen, det er fornødent brav at drikke, eller i det ringeste at tage saa meget Viin til sig, at de kand bringes udi god Humeur. Medens Festen varer, læser man i Synagogerne Esthers Bog gandske igiennem, og maa da alle være tilstæde, Mænd, Qvinder, Børn og Tienere, efterdi alle havde Deel udi den Frelse, som Esther bragte dem tilveye. Saa ofte de nu i Læsningen nævner Haman, slaae de med Hænder og Fødder og raabe, at hans Navn maa udrøddes. Dette er ellers den sidste Fest udi deres |609Aar: thi den første, som følger derefter, er Paasken, hvormed det andet Aar begyndes. Man seer ellers af efterfølgende Jødernes Historie, at de have havt Sædvane ved denne Fest, at præsentere Haman som i et Skue-Spill, og at ophænge ham i en Galge. Denne Ceremonie haver foraarsaget dem en og anden gang stor Uleylighed, efterdi de Christne have bildet sig ind, at de ved denne forestillede Execution have sigtet paa Christum, som blev kaarsfestet, og derudover en og anden gang have giort Nederlag paa Jøderne. Mardochæus bliver gemeenligen anseet som en stor Helt, skiønt nogle have anseet hans Opførsel mod Haman, som en Ambition; thi at sætte den heele Nation i Fare, heller end at beqvemme sig til at hilse den Kongelige Minister, hvilket dog var tilladeligt, synes at vise en Slags Uforsigtighed og Traadsighed, og at man derfore ikke kand recommendere Mardochæi Exempel til at efterfølge. Historien ere ey heller skreven i den Henseende, men alleene for at vise GUds Beskyttelse over den Jødiske Nation, som da boede i Persien (a).

Disse Trusler indjoge saadan Skræk i dem, at den ypperste Præst Jadduah og det heele Folk indflyede med Bønner til GUd, tilbedende sig hans Bistand og Beskiærmelse mod denne overhængende Fare, fra hvilken ingen menneskelig Magt kunde redde dem. GUd loed sig bevæge af deres Bønner, og aabenbarede sig udi et Syn om Natten for den ypperste Præst, befalende ham at gaae Seyerherren imøde udi sin præstelige Dragt, geleidet af Præsterne og det heele Folk, udi hvide Klæder (a). Dette Stilles Tilfreds af den ypperste Præst.efterlevede Jadduah, og Dagen derefter blev giort saadan Procession ud af Staden. Josephus vidner, at Alexander blev forskrækked af det Syn, saa at hans Vrede blev forvandlet til Ærbødighed mod den ypperste Præst, til hvilken han nærmede sig, og hilsede med en andægtig Mine. Alle de omstaaende, sær Syrer og Phœnicier, som haabede Jerusalems Ødeleggelse, og glædede sig ved at see et Folk revset, som de bare et bittert Fiendskab til, forundrede sig over denne Forandring hos Kongen, og kunde ikke begribe Aarsagen dertil. Da nu alle derover stoede ligesom henrykte, adspurdte den Macedoniske General Parmenio Kongen, hvi han, som alle Mennesker dyrkede, nu tilbad Jødernes Præst. Hvortil Alexander svarede, at han ikke tilbad Jødernes Præst, men den GUD, hvis Præst han var. Videre sagde han, at, da han var udi Macedonien, |611og eengang havde alle sine Tanker henvendte til den Persiske Kriig, forekom ham udi Søvne den samme Mand og udi samme Klæde-Dragt, ladende ham vide, at han ikke skulde bekymre sig, men frit sætte sit Forsæt i Verk mod Asien, hvor GUd skulde være hans Beskytter, og give ham det Persiske Herredom udi Hænder. Han havde nu ikke saa snart kastet sine Øyne paa denne Præst, førend han kiendte ham igien paa hans Ansigt, Skikkelse og Klæde-Dragt, og merkede, at det var den samme Person, som tilforn havde aabenbaret sig for ham: Hvoraf han kunde slutte, at GUD vilde beskytte ham imod hans Fiender, og at han var beskikket til at giøre Ende paa det Persiske Monarchie. Dette var Aarsagen hvi han tilbad GUD udi denne Præsts Person. Saa snart han havde endet denne Tale, vendede han sig til Jaddua, og omfavnede ham, gik derpaa med ham ind udi Jerusalem, hvor han offrede til Israels GUd i Templet. Jaddua visede ham da Daniels Prophetier, som forud sagde det Persiske Monarchies Undergang, og at det skulde forstyrres ved en Græsk Konge; og Alexander, forsikred deraf om Lykke og Fremgang i sit Forehavende, forloed Jerusalem igien heel fornøyed og fuld af Forhaabning. Denne Affection han heraf havde fattet til Jøderne foraarsagede, at, førend han forloed Staden, loed han dem forsamle og befoel dem at tilbede sig en Naade af ham. De bade da, at han vilde Hans Naade mod Jøderne.give dem deres Religions Frihed, og eftergive dem den ordinaire Skatt hvert 7de Aar, efterdi det da var et Sabbatiske Aar, hvorudi Jorden efter Mosis Lov skulde hvile, og de derfore ikke kunde være i Stand til at yde noget. Dette accorderede dem Alexander for sin Bortreise.

Men han havde ikke saa snart forladt Jerusalem, førend Samaritanerne komme ham imøde udi samme Pomp, begiærende, at han ogsaa vilde beære deres Tempel med sin Nærværelse. Dette giver tilkiende, at det Samaritanske Tempel maa for længe Josephi Vildfarelse.siden have været opbygged, og ikke nyeligen, som Josephus foregiver, ved Alexandri egen Tilladelse, saa at man af hans egne Ord kand herudi giøre hans Historie til intet, thi han siger selv, at Alexander tilloed dem denne Bygning, da han havde at bestille med Tyri Be|612leyring, og strax derpaa at Samaritanerne inviterede ham til Templet. Men jeg haver tilforn viset, at Josephi Historie om disse Tider er saa forvirret, at man ingenlunde kand følge den. Hvad som ellers gav Samaritanerne Forhaabning at vinde Alexandri Yndest, var dette, at, da Kongen ved Tyri Beleyring havde anmodet dem tillige med Jøderne at underkaste sig hans Herredom, skikkede de ham ikke alleene Levnets-Midler, men endogsaa 8000 Mænd til Undsætning, hvorudover, eftersom han havde været saa naadig mod Jøderne, der havde nægtet ham Lydighed, ventede de i det ringeste at nyde samme Privilegier, om ikke større. Det var derfore at de udi Procession ginge ham i møde og inviterede ham til deres Stad; men Alexander loed dem betakke, foregivende, at Tiden tilloed ham ikke denne gang at opholde sig, saasom han maatte giøre en Reise til Ægypten. Han lovede alleene ved sin Tilbagekomst at efterleve deres Begiæring. De bade da, at han vilde accordere dem det samme, som Jøderne, nemlig Befrielse fra Skatten hvert 7de Aar, da deres Jorde iligemaade hvilede. Alexander adspurdte dem da, om de ogsaa vare Jøder, hvortil de svarede, at de vare Hebræer, som forbandtes tillige med Jøderne efter Mosis Lov at lade deres Jorde hvile hvert 7de Aar. Men Alexander havde da ikke Tiid til at examinere dette videre, sagde derfore, at, naar han kom tilbage, vilde han efterforske Sagen, og da skulde han føye dem i alt hvad som var ret og billigt. Saaleedes fortælles denne heele Historie af Josepho. Skribentere derimod, som have forfattet Alexandri Magni Bedrifter, mælde intet om den forunderlige Hendelse med den Betænkning over denne Historie.ypperste Præst. Man kand ikke vel tvivle om Historiens Rigtighed, i Henseende til den Naade han loed see mod Jøderne, som tilforn havde fortørnet ham. Det er troeligt, at Alexander, som en genereux Herre, haver dertil ladet sig bevæge af Folkets Submission, og den ypperste Præstes Veltalenhed, og at Josephus haver forbedret Historien ved at giøre den miraculeuse.

Da Alexander havde udi Ægypten anlagt den Stad Alexandria, søgte han for at faae samme nye Stad vel besat, at trække Folk af adskillige Nationer didhen, blant andre en stor Mængde |613af Jøder, og det ved at accordere dem store Privilegier; thi han gav dem ikke alleene fuld Religions Frihed, men endogsaa sat dem paa samme Fod som Macedonier: Og er dette Oprindelsen til Jødernes Etablissement Jødernes første Etablissement i Ægypten.udi Ægypten, hvor de forunderligen have tiltaget under det Navn af Hellenister eller Græske Jøder, og omsider faaet deres eget Tempel; saa at deres Fata i Ægypten give rig Materie til Historie, som videre skal vises.

Det var paa den Tiid, Alexander Magnus anlagde Alexandrien, at man opfandt Papirets Brug for at skrive paa. Dette henhører ikke meere til den Jødiske end til andre Historier: Men, saasom Inventionen haver givet Anledning til en heel curieux Dissertation, som findes hos Prideaux i hans Jødiske Historie, kand jeg ikke forbigaae den her at indføre. Papyrus er egentligen en Plante, som voxer udi Oprindelse til Papiir.Ægypten i Moradser, som ere nær ved Nilstrømmen. Det er et Slags Rør, som er glat, og, naar man tager den yderste Bark deraf, finder man adskillige andre Skind, det eene under det andet: Disse Bark eller Skind, bleve fra den Tiid brugte til at skrive paa, og udaf Planten Papyro haver faaet Navn af Papiir, som det endnu kaldes overalt. Foruden dette Papiir betienede de gamle sig af adskillige andre Ting til at skrive paa. Plinius vidner, at de første Skrive-Materialier vare Blade af Palme-Træer. Derefter brugte man et fiint Skind af det Træ, som paa Græsk kaldtes Biblos, og paa Latin Liber, hvilke Navne endnu gives Bøger paa begge Sprog. Chineserne betiene sig endnu af et subtilt Skind af Træer til Skrift, hvoraf man haver bragt adskillige Prøver til Europa. En anden Materie, hvorpaa man ogsaa skrev, og, som vare i Brug udi Homeri Tiid, vare tynde Træe-Plader, overstrøgne med Vox, og skrev man derpaa med Jern Pendsler; saadan Pensel kaldtes Stylus, hvorudover all Slags Skrift endnu kaldes Stiil. Man brugte nest disse, Træ-Plader med Vox overstrøgne til at skrive Breve eller Epistler paa, og er det deraf, at Breve paa Latin kaldes Tabeller (Tabellæ) og Breve-Dragere Tabellarii.

|614Men da man havde opfundet Papiir, forloed man alle de andre Ting, som man tilforn havde betient sig af til at skrive paa, efterdi Papiret var dertil langt beqvemmere end nogen anden Materie, som man tilforn havde brugt: Saaledes, da Ptolomæus Philadelphus nogen Tiid derefter anlagde det store Alexandrinske Bibliotek, loed han alle Bøgerne udcopiere paa dette Slags Papiir. Man bragte det ogsaa Item til Pergament.fra Ægypten til fremmede Lande, indtil Eumenes, Kongen af Pergamo fik i Sinde at anrette et Bibliotek, som skulde certere med det Alexandrinske, da forbød man Papirets Udførsel af Ægypten, og meenede Ptolomæus der ved at hindre Eumenem i hans Forehavende. Eumenes maatte derfor af Mangel paa Papiir betiene sig af Pergament, hvorpaa han loed udskrive alle de Bøger, som han samlede til sit nye Bibliotek.

Og haver deraf Oprindelse det Ord PergamentPergament]Pergament] Pergamenr A Pergament] Pergamenr A , paa Latin Pergamena, nemlig af den Stad Pergamo udi Lille Asien, hvor Grækerne begyndte først at føre det i Brug. Dette u-anseet kand man dog ikke sige, at Eumenes er den rette Inventor af Pergament, efterdi man seer af adskillige Steder udi den hellige Skrift, at der tales om skrevne Ruller, som man maa holde for at have været af Pergament: Iligemaade det original Exemplar af Loven, som blev funden i Kong Ezechiæ Tiid udi Templet, efterdi det havde conserveret sig fra Mosis Tiider. Derforuden vidner Diodorus Siculus, at de Persier skreve fordum paa Skind (a), og Herodotus taler om Bukke-Skind, som bleve brugte til at skrive paa udi Jonien. Man kand derfor være af de Tanker, at Eumenes ikke saa meget inventerede Pergamentets Brug, som at han raffinerede derpaa, og det saaledes at Pergamus blev det Sted, hvorfra got Pergament blev ført til andre Steder, og at derfor slige tilberede Skind bekomme Navn af Pergament eller Pergamena. Man haver fundet dette Skind saa beqvemt til at skrive paa, i Henseende til dets Langvarighed, at de fleeste Manuscripter, som man endnu haver, ere skrevne paa Pergament.

|615Siden den herlige Bogtrykker-Konst er opfunden, haver man til Skrift og til Tryk ikke brugt andet end Papiir, dog ikke det Ægyptiske, som bestaaer af Skindet af den Plante Papyro, men af gammelt Linned, som bliver malet, og siden plat slaget, hvilket haver faaet Navn af det gamle og overalt forhen brugte Ægyptiske Papiir. Pergament derimod, haver til denne Tiid været anvendt til visse betydelige Skrifter, som Skiøder, Privilegier, Nobilitations-Breve og andet deslige, og det i Henseende dertil, at det er sterkere og langvarigere end det ordinaire Papiir. Hvor gammel Det nu brugelige Papiirs Ælde. ellers Inventionen er af det nu brugelige Papiir, derom ere Skribentere ikke eenige: En vis Autor, nemlig: M. Ray, holder for, at det ikke var bekiendt udi Tydskland, førend udi det Aar 1470. da Inventionen blev bragt fra Gallicien udi Spanien, først til Basel, og derfra til Tydskland, men andre vidne, at der findes saavel trykte som skrevne Bøger af samme Slags Papiir før ovenmældte Aar, blant andet anføres en Bog, kalden: Catholicon, trykt paa Papiir udi Mayntz Anno 1460, og tales der omder om]der om] derom A; derom SS der om] derom A; derom SS Manuscripter paa Papiir af langt større Ælde. Prideaux, hvoraf denne Dissertation er tagen, vidner selv, at have seet et Manuscript, som er datered det 14de Aar af Kong Edwards Regiering, det er Anno 1320.

Det er troeligt, at denne Invention er kommen fra Orienten; thi de fleste gamle Manuscripter, saavel Arabiske, som andre Orientalske, som ere bragte til Europa, findes skrevne paa Papiir, og ere der mange, som ere langt ældere end ovenanførte Data. Men dette Papiir er ofte fabriqvered, saavel af Silke-Stoffer, som af Linned. Saracenerne maa have bragt det fra Orienten til Spanien, hvor de satte sig ned; og kand bemældte Mons. Ray derudi have Ret, at det blev bragt fra Gallicien til Tydskland, skiønt det maa være skeed for den Tiid, som han sætter. Dette maa være nok talet om denne Materie, og haaber jeg at Læseren ikke støder sig over denne Digression, efterdi den handler om en af de Capitaleste Ting udi Historia Artificiali, og kand passe sig til alle Folks Historier, saasom alle Nationer have ført sig Inventionen til Nytte.

Efterat han havde overvundet Laomedon udi et Feltslag, og bekommet ham fangen, overgave de Syriske og Phœniciske Stæder sig: Jøderne alleene ballancerede, og giorde en Tiid land Modstand: Hvorudover Ptolomæus rykkede med en Magt Ptolomæus Lagi indtager Jerusalem. ind udi Judæa, og beleyrede Jerusalem. Staden var da saa sterk, saavel i Henseende til dens Situation, som dens anlagde Fortificationer, at den havde kundet giort længe Modstand, hvis Jøderne ikke havde fordervet alting ved en Superstition som de havde, nemlig at det var en Synd, at forsvare sig paa Sabbaten, og at de overtraade Loven, ved at gribe til Gevæhr paa saadan Dag (a), |617thi Ptolomæus, som saadant merkede, glemmede ikke at føre sig det til Nytte, og derfor udvalte saadan Dag til at angribe Staden paa, hvilket ogsaa skeede, og, saasom ingen Modstand giortes, blev han strax Mester over Staden. Dette viser, med hvilken yderlig Agtsomhed Jøderne da efterlevede alle Lovens udvortes Bud; hvis de paa samme Tiid havde lagt lige saa stor Vind paa Dyd og Moralitet, havde de kunnet passere for fuldkomne Folk, men Orthodoxie og Ondskab tog til udi lige Grad, saa at paa samme Tiid da de opoffrede Stad og Tempel, ja gave som heele Religionen til Priis, for at i Agt tage et udvortes Bud, seer man en ypperste Præst at myrde sin Broder midt udi Templet: Intet kand være meere latterligt, end at extendere det Bud om Hviledagen saavidt, at lade Som befodredes ved Jødernes Superstition.sig drukne i Vandet heller end ved Svemmen at redde sig, efterdi det sidste er et Arbeyde. Den Jødiske Skribent Josephus, som søger at skiule alt hvad som er latterligt hos hans Nation, fortæller ellers Jerusalems Erobring at være skeed med Accord, og siger, at Ptolomæus, da han var bleven Mester af Staden, holdt intet af hvad han havde lovet, men mod Capitulationen tilegnede sig Jerusalem (a). Men andre Historie-Skrivere fortælle dette at være skeed paa ovenanførte Maade, hvilket er gandske troeligt; thi man seer af den første Maccabæernes Bog, at Jøderne have hænget i denne Overtroe indtil Matathiæ Tiid, da der blev giort en Anordning, at det kunde være tilladt at forsvare sit Liv paa Sabbaten.

100000 Jøder bortføres til Ægypten.Efterat Ptolomæus, som sagt er, havde erobret Jerusalem, med heele Judæa, handlede han strax derpaa ilde med Jøderne; thi han loed bortføre over 100000 af dem fangne til Ægypten. Dette viser, hvor meget Nationen siden dens Tilbagekomst havde formeeret sig, og at Jøderne have været de frugtbareste Folk af alle paa Jorden; thi man skal neppe finde Exempler paa saadan Multiplication udi nogen anden Nation. Den Haardhed, som Ptolomæus strax øvede mod Jøderne, varede dog ikke længe; thi, da han overveyede den Troeskab, de havde ladet see mod deres forrige |618Oprindelse til de Cyrenaiske Jøder.Herrer, fattede han Tilliid til dem, og udvalte 30000 blant dem, hvilke han betroede de vigtigste Stæder udi sit Rige. Derforuden, da han siden bemægtigede sig Libyen og Cyrenen, satt han mange Jøder udi samme Provincier, og have deraf Oprindelse de Cyrenaiske Jøder, blant hvilke var Jason, som haver skrevet Maccabæernes Historie, udi 5 Bøger, og hvoraf det Skrift, som kaldes Maccabæernes anden Bog, er et kort Begreeb. Den Simon, som bar Christi Kors, var og en Cyrenaisk Jøde.

Ligesom Ptolomæus Lagi oprettede et nyt Rige udi Ægypten, saa blev Seleucus, Judæa Tvistens-Æble mellem Ægypten og Syrien.en anden af Alexandri høye Officiers, Stifter af et andet, ikke mindre Rige, nemlig: det Syriske. Imellem disse tvende Riger blev Judæa Tvistens-Æble, saa at det nu laae under det Ægyptiske, nu det Syriske Herredom; indtil det omsider gandske blev til en Provincie af det sidste. Og er det fra det Syriske Riges Begyndelse, nemlig: da Seleucus Nicator først erobrede Babylon, at en nye Aarsregning, kalden gemeenligen Æra Seleucidarum er bleven satt, og bestandigen brugt over heele Orienten. Æra Seleucidarum.Jøder, Christne, Hedninger og Mahomedaner have betient sig deraf. Jøderne give den et andet Navn, nemlig; Æra Contractuum, efterdi, da Judæa faldt under det Syriske Herredom, de maatte betiene sig deraf udi alle Datis, som anginge Contracter og andre borgerlige Sager: og blev denne Aarsregning saa roedfæstet blant dem, at de indtil 1000 Aar efter Christi Fødsel havde ingen anden Maade til at tælle Aarene paa; thi det var da allerførst, at de begyndte at regne fra Skabelsen, ligesom de nu omstunder giøre. Saa længe de vare udi Orienten, efterfulte de de Orientalske Folks Sædvane, og betegnede Aaret ved Æram Seleucidarum; men, da de Aar Christi 1040 bleve uddrevne af Orienten, og vare forbundne at sætte sig ned udi de Vestlige Lande, som udi Spanien, Frankrige, Engelland og Tydskland, lærede nogle Christne Chronologi dem at regne Aarene fra Verdens Skabelse. Det første Aar af dette deres sidste Aar, nemlig: fra Skabelsen, indfalder efter deres Regning paa det 953de Aar af Periodo Juliana, og begynder ved Høstens Jævndøgn. Dog have de derved ikke afskaffet gandske deres forrige Aarsregning, men |619betiene sig endnu saavel af den eene, som af den anden. Araberne kalde den Seleucidiske Aarsregning, den Tohornede Æram. Nogle meene, at dette sigter paa Alexandrum Magnum, efterdi han udi Alcoranen og andre Arabiske Bøger ofte kaldes den Tohornede. Maaskee det Tilnavn er ham bleven givet, efterdi han foregav sig at være en Søn af Jupiter Ammon, som gemeenligen forestilledes med tvende Væderhorn. Men denne Æra haver ingen Overeensstemmelse med Alexandro, hvorvel der findes nogle, som af U-videnhed have kaldet den Æram Alexandri, hvorvel den ikke havde sin Begyndelse, førend 12 Aar efter samme store Konges Død, da Babylon blev erobret af Seleuco. Udi de tvende Maccabæernes Bøger kaldes denne Æra det Græske Riges Aar, og bliver den samme brugt i deres Datis.

For at komme til Ptolomæum igien, under hvis Herredom Jøderne da vare, da synes det, at de Indbyggere, som han loed bortføre fra Syrien, Phœnicien og Judæa, heller godvilligen loede sig dertil overtale, end at de med Magt bleve tvungne dertil: Den Naade og Mildhed, hvormed han tracterede sine Underhavende, havde saaledes indtaget alles Hierter, at de heller vilde leve under hans Herredom udi et fremmet Land, end paa deres egne Fødestæder under andre. Hvad som ellers drev Jødernes Anseelse og Velstand i Alexandria.Ptolomæum til at bortføre saa mange Folk, var det Forsæt han havde til at giøre Alexandria til Hovedstad udi Ægypten, og derfore behøvede en Mængde af Indbyggere, hvilke han opmuntrede ved store Privilegier og Friheder. Det var derfore udi samme Stad, hvor de fleeste af bemeldte Folk satte sig ned, hvoriblant var en stor Mængde af Jøder, hvilke ved deres Ankomst funde allerede adskillige af deres Landsmænd der boesiddende, og som Alexander Magnus tilforn havde givet Boepæl. Saasom Stædet udi sig selv var herligt og Regieringen mild, finge adskillige andre Jøder Lyst til at sætte sig der ned: thi, ligesom Alexander havde forundet Jøderne samme Privilegier som til Macedonier selv, confirmerede Ptolomæus dem den samme Herlighed. Endeligen strømmede saadan Mængde af Jøder didhen, at Jødernes Qvarteer udi Alexandria bestoed af mange 1000 Familier. |620Adskillige Samaritaner søgte ogsaa didhen, og, saasom de bleve tracterede paa samme Fod som Jøderne, formeeredes deres Tall merkeligen.

Iblant de Jøder, som da fulte Ptolomæum, var en anseelig Mand, nemlig en af de fornemste Præster ved Navn Ezechias. Den bekiendte Historie-Skriver, som da var ved Ptolomæi Hoff, haver talet om samme Ezechia udi sin Historie, som om en meget fornuftig, duelig og veltalende Mand, og som da var henved 60 Aar gammel. Hecatæi Beretning om Jøderne.Hecatæus vidner (a) at have af denne Jødes Omgiengelse faaet Kundskab om Jødernes Religion, Regiering, Love, og alt hvad som er besynderligt hos samme Nation. Han siger, at Ezechias havde en Bog, hvorudi alt dette er skrevet, og kand man slutte, at Bogen haver været Mosis Lov. Det er og uden Tvivl af den Omgiengelse, han havde med samme Jøde, at han haver fattet saa gode Tanker om Jøderne og deres Religion, og hvoraf han haver faaet de fleeste Ting, som han derom haver anført udi sin Historie. Samme Hecatæus haver skrevet en særdeles Historie om Jøderne (b), fra Abraham indtil hans egen Tiid. Udi samme Historie haver han talet saaledes udi Jødernes Faveur, at nogle derover have tvivlet, om Hecatæus haver selv været Autor af samme Historie: blant dem, som føre saadant Tvivlsmaal, er Herennius Philo hos Origenem, hvilken siger, at enten maa Hecatæi Navn være opdigtet, eller maa han selv have antaget den Jødiske Religion, førend han skrev denne Historie. Bemeldte Hecatæus var fra Abdera, en Græsk Stad udi Thracien, hvor Democritus var fød. Han havde været opdragen med Alexandro Magno, og fuldt med ham i Krigen. Efter samme Konges Død, slog han sig til Ptolomæum, og levede under hans Beskyttelse udi Ægypten, hvor han ved Omgiengelse med ovenmeldte lærde Mand, og andre af samme Nation, erhvervede sig en grundig Kundskab om de Jødiske Sager; og var det derpaa han haver grundet den Historie, hvorom er talet. Josephus haver betienet sig af adskillige Passa-|621ger udi Hecatæi Skrifter, sær udi hans første Bog mod Apionem. Men Hecatæi Skrift er nu ikke meere til. Det er herved at merke, at man ikke maa confundere denne Hecatæum med en anden navnkundig Historie-Skriver af samme Navn, hvilken var fra Mileto, og levede længe for den Tiid, nemlig under den Persiske Konge Dario Hystaspis.

Josephus taler derforuden om en anden Jøde ved Navn Mosollam, som iligemaade fulte Ptolomæum, og havde en Krigs Tieneste udi hans Rytterie. Hvad, som han der om fortæller, er merkværdigt, og er udtaget af samme Hecatæo, der haver Mosollams Historie.skrevet om ovenmeldte Ezechia. Historien er denne, og Hecatæi egne Ord saa lydende: Da engang en Reise blev giort mod det røde Hav, var blant Rytterne af vor Escorte en Jøde, ved Navn Mosollam, en tapper Mand, og en særdeles behændig Skytte. Paa Veyen mødte os en Spaamand, hvilken bød os at holde stille. Da Jøden spurte ham om Aarsagen dertil, viisede Spaamanden ham en Fugl, og sagde: dersom denne Fugl holder still, maa det heele Folk ogsaa standse, hvis derimod den flyver videre frem, maa man ogsaa gaae fort, og, hvis den flyver tilbage, maa Folket tage Hiemveien. Dette kand altsammen være troeligt, efterdi man veed, at end ogsaa de mest polerede Nationer paa de Tider regulerede alle deres Idrætter efter Fugle-Flugt og andre Tegn, som tages af u-mælende Creaturers Bevægelser. Men Jøden Mosollam, uden at svare noget dertil, tog sin Bue, og skiød efter Fuglen, saa at den faldt død ned paa Jorden. Spaamanden tillige med andre, der havde hans Overtroe, fortørnedes over denne Gierning, og udøsede Forbandelser mod Mosollam: Men han talede dem saaledes til; hvi kand I være saa daarlige at tage en elendig Fugls Partie, og hvorledes kand den forud sige, hvad som os skall hende paa Reisen, den som ikke veed hvad ham selv forestaaer. Hvis den havde haft ringeste Kundskab om tilkommende Ting, vilde den ikke have kommet hid, for at ihielskydes af en af Mosollams Pile (a). Saavidt Hecatæi Ord, hvoraf man seer, at han |622haver beleet Hedningernes Overtroe, og derimod haft høye Tanker om Jøderne, der foragtede saadanne Ting.

Udi Ptolomæi 5te Regierings Aar, døde den ypperste Præst Onias udi Jerusalem, og blev succederet af Simon, kalden den Retfærdige, og var han den første ypperste Præst, der fik et saa prægtigt Tilnavn. Man finder ellers intet videre paa de Simon den Retfærdige.Tider om Jøderne, man seer alleene, at, da den Syriske Konge Seleucus anlagde den Stad Seleucia, item Antiochia og andre Stæder, gav han Jøderne, som vilde sætte sig der ned, de samme Privilegier, som til Græker og Macedonier. Her af kommer det, at Jøderne have adspredet sig over heele Syrien, lille Asien, Ægypten, Asien, Medien, item alle de Provincier paa den anden Side af Euphrates, hvor de tilforn vare blevne boesatte ved det Babyloniske Fængsel, og var det Seleucus Nicator, som forplantede dem paa denne Side af samme Flod. Det er troeligt, at de Babyloniske Jøder først have vundet hans Yndest: Thi de, som boede udi Judæa, stoede da under Ptolomæo, og derfore paa samme Tiid ingen Rapport kunde have med ham.

Jeg haver viset, at Simon, kaldet den Retfærdige, udi Ptolomæi 5te Regierings Aar var bleven ypperste Præst udi Jerusalem. Den samme døde, efterat han udi 9 Aar havde forestaaet dette høye Embede. Han var en Mand af store Qvaliteter, saa at det var ikke uden Aarsag, at ham blev givet et saa herligt Tilnavn. Han bliver anseet som den anden store Lærer og Reformator efter Esdras. Hans fornemmeste Arbeyd var, at bringe til Fuldkommenhed det gamle Testamentes Bøgers Canon. Han formeerer Bibelens Canon.Jeg haver forhen viset, hvad Esdras i den Henseende giorde. De Bøger, som denne Simon siden lagde til Esdræ Canon, vare de tvende Krønikers Bøger, Esdras, Nehemias, Esthers Bog og Malachias. Det er klart, at dette Tillæg kand ikke have været skeed af Esdra; thi der ere 4re af ovenmeldte Skrifter, hvoraf han kand holdes for at være Autor selv, og ere samme 4re Bøger de tvende Chrønikernes, Esdræ og Esthers Bog. Nehemiæ Bog haver ikke været skreven førend efter Esdræ Tiid, og er det troeligt, at Malachiæ Prophetie ogsaa er yngre. Man maa derfor holde for, at alle disse |623Bøger ere føyede til det gamle Testamentes Canon efter Esdræ Tiid, og veed man ingen anden, som man kand tilskrive saadant Verk, end denne Simon, Den store Synagoge.som haver været den sidste af den store Synagoges Lemmer. Bemældte store Synagoge var det store Raad, bestaaende af 120 Lemmer, og stiftet ved Tilbagekomsten fra det Babyloniske Fængsel, for at arbeyde paa Kirkens og Statens Istandsættelse.

Saasom nu den hellige Skrift var den Regel, som saavel i civile som geistlige Sager maatte følges, saa var dette Collegii fornemste Omsorg at giøre en Samling af alle de Bøger, som dertil henhørede, og at udgive dem saa correctè, som mueligt. Esdras, tillige med de andre Lemmer af den store Synagoge udi hans Tiid, bragte dette Verk saavidt, at intet derudi fattedes. Hvad de andre Ting, som siden her blive omtaelte, angaaer, da kand man ikke henføre dem til beqvemmere Tiid end denne, nemlig: da den store Synagoge, som havde Statens og Kirkens Sager under Hænder, ophørede, hvilket skeede udi denne Simons Tiid, som var Siælen udi dette store Collegio, og det sidste Lem deraf.

Man kand ikke sætte Skriftens sidste Canon høyere op i Tiden, efterdi udi de sidste Bøger, som bleve tillagde, findes Ting, som give tilkiende, at de ere skrevne udi Alexandri Magni Tiid, og maa skee end noget sildere. For Exempel, vi have udi det 3die Cap. af første Krønikernes Bog et Slægte-Register paa Zorobabels Afkom, som gaaer saa langt, at det endeligen maa strække sig til Alexandri Tiid. Og udi det 12te Capitel af Nehemia tales om den ypperste Præst Jaddua, som levede tvende Aar efter samme Konges Død. Vel kand siges, at disse tvende Passager ere siden tillagde af andre, og at Bøgerne selv derfore kand være skrevne af Esdra og Nehemia, hvilket og er gandske troeligt, men, naar saa er, maa man ikke tilskrive disse Tilleg uden den første store Synagoge, som blev stiftet af Esdra, og bestoed af Lemmer, som vare dirigerede ved den hellig Aand: Hvorudover dette passer sig alleene paa Simons Tider, der præsiderede udi dette hellige Collegio, da det sluttede sine Forretninger. Ved den store Synagoges Ophæ|624velse og den Bibliske Canons Fuldfærdigelse endes den Den Misniske Alder begynder.Tiid, kaldet Skriftens Tiid, saasom de Skrifter, som siden ere skrevne, ikke ere inspirerede, og derfore ikke høre til Bibelens Canon. Derpaa følger en anden nye Alder, kaldet den Tiid af Misna eller de Jødiske Traditioner, som af Jøderne holdes udi lige saa stor Agt som Skriften selv, men uden Grund. Den Samling, som de have giort af samme Traditioner, kaldes Misna eller den anden Lov, og Lærerne kaldes de Misniske Doctores. Denne Tiid begynder fra Simonis Justi Død, og have de Misniske Lærere continueret at være bekiendte under det Navn, indtil den bekiendte Rabbi Juda Hacadosh giorde en Samling af alle disse Traditioner, og deraf forfattede den Bog, som Jøderne kalde Misna, og hvorom skal tales paa andre Steder. Ved Simons den Retfærdiges Død bleve tvende vigtige Poster ledige, saasom han baade havde været ypperste Præst og Præses udi det store Sanhedrin. Det første Embede blev givet til Simons Broder Eleazar; derimod blev giort til Præses udi Sanhedrin, Antigonus de Socho, og det i Henseende til hans store Lærdom. Samme De Misniske Lærere kaldne Tanaim.Antigonus var meget øvet udi Lovens Kundskab, og blev den første og fornemste af de Misniske Lærere, kaldne Tanaim; thi det var af hans Skole de andre komme. Der haver blant Jøderne under det Navn været mange andre Lærere udi Loven fra Simonis Tiid indtil Rabbi Juda Hacadosh, der udi det andet Christne Seculo forfærdigede ovenomtaelte Misna. Disse Lærere ere de, som udi Evangelio kaldes Skrivere. De samme, efterat de havde udstuderet Loven og Traditionerne, undervisede de andre derudi i Skolerne og Synagogerne, og dømmede derefter udi deres Raad eller Sanhedrins. Det var af dette Folk, hvoraf man toeg alle Lemmer af Raad eller Rette, saavel af den høyeste Rett, kalden det store Sanhedrin, der bestoed af 72 Assessores, som af de mindre, hvorudi vare 23 Lemmer. Og er det derfore, at de kaldes de Ældste, item Raadsherrer og Forstandere, saasom de forklarede og exeqverede Lovene, hvorefter Folket skulde reguleres. Man maa her ikke confundere disse Forskiæl mellem den store Synagoge, eller Sanhedrin og de andre paafølgende.Sanhedrins med ovenomtalte store Synagoge eller Sanhedrin, som blev stiftet af Esdra, og var alleene en stor Commission, anrettet for at regulere Kirken og Staten; thi den samme ophørede, |625da Sagerne vare satte paa den Foed, som de skulde være. De andre paafølgende Sanhedrins derimod vare under de Misniske Lærere bestandige Raad og Rette, som have continueret indtil den Jødiske Republiques Ende.

Jeg haver holdet fornødent at tale om dette Bibliothek, eftersom det var derudi, hvor den Græske Oversættelse af det gamle |627Testamente fandtes, og hvis Historie er en blant de merkværdige Ting udi de Jødiske Krøniker. Der tvistes endnu om, paa Historien af Bibelens Græske Oversættelse eller Septuaginta.hvad Maade den Oversættelse, som fører Navn af de 70 Udtolkere, er skeed. Det første Skrift, som derom taler er det, som tillægges en ved Navn Aristea, hvilken kalder sig Officier af den Kongelige Garde under Ptolomæo Philadelpho, og udførligen haver beskrevet Historien saaledes:

Den Ægyptiske Konge Ptolomæus Philadelphus, saasom han havde satt sig for Aristeæ Beretning herom.at forsyne det Alexandrinske Bibliothek med alle slags Bøger, betroede han Directionen derover til den navnkundige Athenienser Demetrio Phaleræo, med Befalning, at han skulde dertil samle alle de curieuse Skrifter, som han kunde overkomme. Denne Demetrius fik at vide, at Jøderne havde en Bog, som indholdt Mosis Lov. Dette berettede han for Kongen, hvilken derudover befoel, at man skulde lade hente en Copie af samme Bog fra Jerusalem, tillige med nogle lærde Jøder, der kunde oversætte den paa Græsk, og at man derom strax skulde anmode den ypperste Præst. Aristeas, Autor til denne Historie, tilligemed nogle andre, toge deraf Leylighed at intercedere for de Jøder, som under Ptolomæo Soter vare bragte udi Trældom til Ægypten, og forestillede Kongen, at det vilde være vanskeligt, at erholde en Copie af Loven af Jøderne, og langt meere en oprigtig Oversættelse, saalænge som saa mange af deres Brødre holdtes i Trældom: De raadede derfore Kongen til, at sætte alle de bortførte Jøder i Frihed igien, førend saadan Begiering blev giort til den ypperste Præst. Kongen spurte da, hvormange Jøder der kunde være i hans Lande, hvortil blev svaret, at der vare hen ved Hundrede Tusinde. Kongen studsede vel i Begyndelsen derved, saasom han holdt for, at det vilde koste formeget, lod sig dog omsider overtale dertil, og ved en Forordning befriede alle Jøderne, som fandtes i hans Lande fra Trældom. Men, paa det at de Fangnes Herrer ikke skulde lide derved, lod han af sit Skat-Kammer betale dem 20 Drachmas for hver Slave, saa at den heele Sum, som dertil blev anvendet, beløb sig til 400 Talenter eller fire Hundrede Tusinde Rdlr. Dette var ikke nok, han lod ogsaa derforuden løse deres Hustruer |628og deres Børn, som vare fødde udi denne Trældom, hvilket merkeligen forøgede Summen, saa at den udi alt steeg til Sex Hundrede og Tredsindstyve Talenter, det er Sex Hundrede og Tredsindstyve Tusinde Rigsdaler udi vor Myndt.

Efterat dette var skeed, opsat Demetrius den Begiering, som skulde sendes den ypperste Præst udi Jerusalem, og var af saadant Indhold, at han maatte skikke dem en rigtig Copie af den Hebraiske Original, iligemaade 6 lærde Mænd af hver af de 12 Israels Stammer, der kunde oversætte den paa Græsk. Da Begieringen derom til den ypperste Præst Eleazar var opsat, blev Aristeas selv tillige med en anden ved Navn Andreas, beordred at føre den til Jerusalem tillige med Foræringer til Templet, hvilke Foræringer bestoede af 100 Talenter, samt Sølvkar, Guldkar og kostbare Steene. De bleve antagne med stor Ærbødighed af den ypperste Præst og det heele Folk, og Kongens Forlangende blev strax accorderet, saa at de reisede tilbage med et Exemplar af Mosis Lov, som var skrevet med gyldene Bogstaver, geleidede af 6 af de Ældste udi en hver Stamme, saa at det heele Tall beløb sig til 72 Mænd, der skulde oversætte Loven af Hebraisk paa Græsk. Kongen forlangede strax at see disse ærværdige Mænd, og foresat dem adskillige Spørsmaal, som de besvarede med stor Viisdom, hvorpaa han forærede enhver af dem 3 Talenter, og skikkede dem til den Øe Pharos, hvor de udi Roelighed kunde arbeide paa denne Oversættelse. Demetrius selv geleidede dem did hen, og indqvarterede dem udi et Huus, som han til den Ende havde præpareret. De toege sig strax Arbeidet for, og, naar en Periodus var oversat, og af den heele Forsamling overveyed og approberet, udskrev Demetrius den. Det heele Verk blev bragt til Fuldkommenhed udi 72 Dage, og derpaa oplæsed for Kongen, hvilken end forærede enhver 3 kostbare Klædninger, 2 Guldtalenter og et Guldbegger, som var af en Talents Værdie. Saa vidt Aristeæ Beretning herom.

Aristobuli Beretning.Den anden, som haver anført denne Historie, er Aristobulus, en Alexandrinisk Jøde, hvilken levede 188 Aar fra den Seleucidiske eller Græske Æra, det er 125 Aar for Christi Fødsel. Man siger, at samme Aristobulus haver skrevet en Forklaring over de 5 |629Mosis Bøger, som han dedicerede til Ptolomæo Philometor, hvis Informator han havde været, og at det er derudi han haver taelt om denne Græske Oversættelse paa samme Maade, som Historien fortælles af Aristea, men dette Skrift er ikke meer til, undtagen nogle Stykker deraf, som findes citerede hos Clementem Alexandrinum og Eusebium, hvorudi han paastaaer, at Pythagoras, Plato og andre Græske Philosophi have uddraget all deres Lærdom af de hellige Skriftens Bøger, og for at giøre dette des troeligere, legger han dette dertil, at Skriften haver været oversat paa Græsk længe for den Tiid, men at det var under Ptolomæo Philadelpho, at en meere fuldkommen Oversættelse blev giort ved Demetrii Phaleræi Opsyn, og paa den Maade, som sagt er.

Philonis.Den 3die, som taler herom, er den bekiendte Jøde Philo: Historien hos ham findes paa samme Maade, som hos Aristeam, saa at man seer, at han haver udcopieret samme Autor. Dette legger han dog til af sit eget, at udi disse Oversættelser, som paa eengang giortes af saa mange differente Personer, der fandtes ikke et Ord hos een anderledes end hos en anden, hvoraf han slutter, at disse 72 Oversættere have været inspirerede, og at GUds Aand haver dicteret dem hvert Ord fra Begyndelsen indtil Enden. Videre, siger han, at de Alexandrinske Jøder celebrerede aarligen en Fest paa den Øe Pharos, til Erindring om det Mirakel, som ved denne Oversættelse var skeed.

Josephus, som er den 4de, overeensstemmer udi alting ogsaa med Aristea, saa at Josephi.alt hvad han derom skriver, er ikke andet end et kort Udtog af samme Autor. Det eeneste, hvorudi han differerer fra ham, er udi den Sum, som Ptolomæus gav til de samme Jøders Løsning, hvilken er større hos ham end hos Aristeam; saa at man seer, at den eene efter den anden haver giort Tillæg for at forskaffe Historien desmeere Anseelse, men have derved giort den meere u-troelig.

De Christne Kirkefædre ere endnu gaaet videre derudi. Justinus Martyr, som de andre følge, haver herved giort dette Tillæg, nemlig: at der bleve giorte adskilte Kieldere for de 72 Udtolkere, |630hvor afaf]af] at A; at SS af] at A; at SS enhver var indsluttet udi sit eget Rum, paa det at den eene ikke kunde vide hvad den anden skrev, men, da Oversættelsen var færdig, fandtes ikke Forskiæl udi et eeneste Ord, og vidner han selv at have seet Levninger af disse Kieldere paa den Øe Pharos. Hvad som meest røber ham herudi, er dette, at Justini Martyris og Epiphanii Tillæg.han siger, at det var Herodes, som Kong Ptolomæus giorde denne Begiering hos. Ikke desmindre have dog adskillige andre Kirkefædre fult ham, sær Epiphanius, som beskriver disse Kieldere saa nøye, som han kunde have været med at bygge dem: ja haver forbedret Historien med end andre Tillæg. Ingen haver siden baaret ringeste Tvivlsmaal herom: tvertimod, saasom den Græske Oversættelse var fast alleene i Brug blant de første Christne, saa have de brystet sig af denne Historie, hvorved den Bibliske Version forskaffes saadan Anseelse, og kand sættes udi lige Agt med den Hebraiske Original. Men adskillige Critici have udi de nyere Tider begyndt at tvivle om dette Aristeæ Skriftes Rigtighed, og formeret Tvivlsmaal saavel om Skribenten, som Materien.

Hvad Personen angaaer, da, saasom han i Historien stedse taler som en Jøde, Aristeæ Skrift examineres.meene de, det er troeligere, at han haver været en Hellenist, end en Hedensk Officier ved Ptolomæi Hof, som han giver sig ud for at være, og, hvad Skriftet i sig selv angaaer, da finde de derudi en Samling af u-troelige Fabler og U-rimeligheder; thi, naar man efterregner de Bekostninger, som Kongen siges at have giort paa denne Oversættelse, bliver Summen hen ved 10 Millioner, saa at den eene Bog maa have kostet ham 20 gange saa meget, som det heele Alexandrinske Bibliothek. Derforuden synes det u-troeligt, at man haver kunnet finde 72 Jøder udi Palæstina paa de Tider, som havde saadan Færdighed udi det Græske Sprog. Endeligen vise de, at den Demetrius Phaleræus, som her omtales, kand ikke have havt Direction over dette Verk, efterdi han var i U-naade under Ptolomæo Philadelpho. Disse Tvivlsmaal anføres af Prideaux herimod, hvortil kand legges disse: 1) At det ikke var fornødent at løse Jøderne fra Trældom, efterdi den foregaaende Historie viser, at de nøde samme Privilegier og Friheder, som Macedonier selv. 2) At man ikke haver kundet taget 6 Mænd af hver |631Stamme, efterdi det er bekiendt, at de 10 Stammer vare allereede uddøede, undtagen nogle Personer deraf, som siden bleve confunderede med Historien igiendrives.Jøderne. En Autor udi vor Tiid (a) anfører herforuden ogsaa tvende andre Beviis mod den almindelige Meening, nemlig: først af de Hedenske Skribenteres, som Diodori Siculi, Trogi Pompeji, Strabonis og Taciti Vildfarelser, angaaende det Jødiske Folks Oprindelse, hvilket giver tilkiende, at de ikke have læset Mosis Lov, og at man ey fra Ptolomæi Philadelphi Tiid haver havt nogen Oversættelse deraf udi det Alexandrinske Bibliothek. Det andet Beviis tages af de mange Alexandrinske Ord, som findes i samme Oversættelse, hvilket viser, at den maa være giort af Hellenister eller Alexandrinske Jøder.

Den grundigste Meening om denne Oversættelse.Af dette slutter man, at det saa kaldet Aristeæ Skrift er en puur Digt, og at saa vel Autor, som Historien er opspunden af Alexandrinske Jøder, for at skaffe deres Oversættelse samme Anseelse som den Hebraiske Original. Dermed kand have været saaledes tilgaaet. Da Alexander Magnus byggede den Stad Alexandria, fik han der en Hob Jøder til at sætte sig ned, og Ptolomæus Soter, som giorde den til sin Kongelige Residence, bragte end fleere didhen, givende dem samme Privilegier, som til Macedonier og Græker, saa at en stor Deel af Staden bestoed af Jøder. Den Omgiengelse de havde med de andre Stadens Indbyggere, drev dem til at legge Vind paa det Græske Sprog, som da var det herskende, saa at det med Tiden er gaaet dem, som de Babylonske Jøder, at de have forglemt deres Moders Maal. Da det nu var kommet saa vidt, at de forstode hverken Hebraisk eller Chaldaisk meer, hvorpaa Skriften pleiede at læses og forklares udi Synagogerne, giorde de en Græsk Oversættelse, som de udi Alexandria og andre Ægyptiske Stæder, hvor de vare nedsatte, betienede sig af. Dette synes at være den rette Oprindelse til denne Oversættelse, som er givet Navn af de 70 Udtolkere, med ovenanførte Omstændigheder, for at giøre den desmeere anseelig. Alle de gamle have ellers holdet Aristeæ Historie rigtig, indtil Hieronymum. Denne Lærefader var den første, som satt sig mod den-|632ne almindelige Hieronymi Meening herom.Meening: hvorvel han gik varligen til Verks herudi, saasom den Græske Oversættelse var blant alle Christne anseet som et Prophetisk Skrift, og holdet udi lige Priis med Originalen, (a) og Hieronymus selv maa tilstaae, at Christus og Apostlerne havde betient sig af de 70 Udtolkeres Version, item at Stephanus citerede den samme udi Apostlernes Gierninger, efterdi han nævner 75 Hebræer, som allerførst komme ind udi Ægypten, (b) da den Hebraiske Text nævner ikkun 70, men han giver dertil saadan Aarsag, at Apostlerne, som undervisede baade Jøder og Hedninger, betienede sig af den Græske Version, efterdi Sproget deraf da var almindeligt, saa at dette derfor just ikke giver tilkiende, at denne Oversættelse var inspirered. I det øvrige forkaster han Aristeæ Historie, og beleer Justini Martyris Beretning, som en ilde grundet Fabel.

P. Simon haver ellers en egen Meening herom. Han meener, at Oversættelsen haver faaet sit Navn af 70 Udtolkere, ikke fordi den skeede ved saa mange Mænd, men alleene fordi den blev approberet af det Jødiske Sanhedrin, som bestoed af 70 Lemmer. (c)

I Begyndelsen oversatte man Loven alleene, hvis Læsning da alleene var fornøden udi Synagogerne, som tilforn er viset: Men, da man siden udi Antiochi Epiphanis Tiid begyndte udi Jerusalem ogsaa at læse Propheterne udi Synagogerne, efterfulte de Alexandrinske Jøder de andres Exempel, og blev det da en Fornødenhed for dem iligemaade at oversætte Propheterne, ligesom de tilforn havde oversat Loven. Siden have andre for deres eget Brug oversat de øvrige Skriftens Bøger, og have de givet den heele Oversættelse Navn af de 70 Udtolkere. Denne Version er saaledes den, Om denne Oversættelse skeede paa eengang.som alle Hellenistiske Jøder have betient sig af paa alle de Stæder, hvor man talede Græsk. At ikke uden de 5 Mosis Bøger i Begyndelsen vare oversatte paa Græsk, sees klarligen af alle dem, som have talet om denne Version. Aristeas, Aristobulus, |633Philo og Josephus vidne ogsaa det samme. Det er ogsaa klart, at Oversættelsen er skeed udi Alexandria, efterdi den Alexandrinske Dialect regierer udi det heele Skrift: Man seer endeligen og, at denne Oversættelse er skeed af differente Personer og paa differente Tider, efterdi Stilen er ikke eens, og man finder differente Manerer, hvorpaa de samme Hebraiske Ord og Talemaader ere oversatte, ja visse Bøger findes oversatte med stor Omhyggelighed, andre derimod med en Slags Efterladenhed, hvilket sidste alleene tilstrækkeligen beviser, at de ikke ere oversatte af et Slags Skribentere, eller paa een Tiid.

Her af følger dog ikke, at Lovens Oversættelser kand være lige saa gammel, som Aristeas foregiver. Hodys Argumenter mod dens Ælde, som han tager af ovenmeldte Hedenske Skribenteres Ukyndighed udi de Jødiske Antiqviteter, kand herudi intet bevise; thi et Exemplar af Skriften kand vel have været udi det Alexandrinske Bibliothek, uden at samme Autores have seet det, hvilket sees af Trogi Pompei, Diodori Siculi, StrabonisStrabonis]Strabonis] Stratonis A Strabonis] Stratonis A og Taciti Taushed selv: thi det er ingen Tvivl paa, at der jo var en Græsk Oversættelse længe for Christi Tider, efterdi Ting deraf citeres saavel af ham selv som af Apostlerne. Intet kand være troeligere, end at Ptolomæus Philadelphus, der med saadan Omhyggelighed søgte at forsyne det Alexandrinske Bibliothek med alle slags Bøger, jo ogsaa haver søgt at zire det med Jødernes Lov, helst paa den Tiid, da en saa anseelig Deel af hans Undersaatter vare Jøder. Skriftet kand derfor være lige saa gammelt, som Aristeas skriver, skiønt Historien om Oversættelsens Maade kand være opdigtet. Dette maa være nok talet, om denne OversættelseDen Græske Oversættelse foraarsagede Splid mellem de Hebraiske og Alexandrinske Jøder. paa dette Sted. Hvad videre Skiebne den haver havt, det skal vises udi efterfølgende Historie. Den Græske Oversættelse gav ellers Anledning til Misforstand imellem de Hebraiske og Græske Jøder, hvilken blev forøget ved det Ægyptiske Tempel, som de Hellenistiske Jøder siden anlagde udi Heliopolis. Udi Begyndelsen blev denne Græske Oversættelse læset udi de fleeste Synagoger, og Jøderne giorde saadant Væsen deraf, at de lignede den ved den Hebraiske Original, holdende for, at de 70 Udtolkere vare Propheter, som havde skrevet |634af Guddommelig Indskydelse, men, da de merkede, at de Christne betienede sig af den, forkastede de den, og ansaae den som et skadeligt og forbandet Skrift; ja de foregave, at GUD lod en Formørkelse komme over den heele Jord, efterdi Loven var bleven oversatt paa Græsk, anrettede ogsaa en Faste-Dag formedelst samme Aarsag. Josephus var dog af anden Meening, og derfore ikke toeg i Betænkning at skrive den Jødiske Historie paa Græsk. Philo taler ogsaa om de 70 Udtolkeres Oversættelse, som om et inspirered Verk (a).

Udi Ptolomæi Philadelphi 22 Regierings-Aar døde udi Jerusalem Antigonus de Socho, Præses udi Sanhedrin, og den største Lærer udi Skriften paa den Tiid. Hans Successores vare Joseph Joazers Søn, og Joseph Johannis Søn, saaledes, at den første af dem blev Nasi eller Præses, og den sidste Vice-Præses udi Sanhedrin, Anledning given til den Sadducæiske Sect.og undervisede begge i den store Theologiske Skole til Jerusalem. Det var udi Antigoni Tiid, at Sadducæernes Sect begyndte, og hvortil han selv gav Anledning; thi, saasom han udi sine Lectioner ideligen havde erindret, at man ikke maatte dyrke GUd i Henseende til den Belønning, som man derved ventede, men alleene af Kierlighed og Sønlig Pligt: saa giorde sig tvende af hans Discipler, nemlig: Sadoc og Baithus den Slutning deraf, at der var ingen Belønning at vente efter dette Liv; ja de formerede omsider en egen Sect, som lærede, at der var ingen Opstandelse eller tilkommende Liv; men at de Belønninger, som GUd lovede, sigtede alleene til timelige Ting. Adskillige sloge sig siden til denne skadelige Sect, som haver faaet Navn af Sadducæer, af deres Stifter Sadoc. Disse Sadducæer differere fra Epicuræer alleene derudi, at de troe, at der er en GUd, som haver skabt, og underholder alting, hvilket Epicuræerne negte, men begge forkaste Opstandelsen og det andet Liv, samt Straf og Belønning efter Døden. Om disse Sadducæer og deres Lærdom, samt om andre Jødiske Secter, bliver ofte talet udi efterfølgende Historie.

|635Jeg haver udi foregaaende Historie talet om den store Handel, som udi Davids, Salomons og andre Juda Kongers Tiid dreves over det Røde Hav paa Orienten, og viset, naar og hvorledes Jøderne bleve skildte derved. De Tyrier havde indtil denne Tiid været Mestere af samme Handel, hvilken de dreve til Søes indtil Elath, og Den Orientalske Handel forflyttes til Ægypten.derfra igiennem Rhinocorura til Tyrus. Den eene af disse Stæder laae ved den Østlige Side af det Røde Hav, og den anden ved det Midlandske Hav mellem Ægypten og Nilstrømmen. Ptolomæus anlagde en Stad ved den Vestlige Side af det Røde Hav, hvorfra Skibene skulde gaae, hvilket og skeede, og gav han Staden Navn af Berenice efter sin Moder. Men, som samme Stads Havn var ikke meget god, betienede man sig af Myos Hormos, som var bedre, og laae ikke langt derfra. Til denne Havn landede Skibene med Indianske, Persiske, Arabiske og Æthiopiske Vahre: Og bragte man dem derfra over Land med Cameeler til Coptus, og siden over Nilstrømmen til Alexandria, som forsynede heele Occidenten dermed, tagende derfor Europæiske Vahre, for at bringe dem til Indien. Ved denne Stiftelse blev Tyrierne gandske skildte ved en Handel, som havde beriget dem til denne Tiid, og Hebræerne Dens videre Skiebne indtil denne Tiid.i gamle Dage. Ja Handelen blev da saa rodfæstet udi Alexandria, at samme Stad haver fast alleene været Mester deraf udi 1700 Aar, indtil Portugiserne udfunde en anden Passage til Indien forbi Capo bonæ Spei.

Men, som den Vey over Land fra Coptus til det røde Hav, var fuld af Heeder, saa at man fandt hverken Stæder eller Huuse, og de Reisende derforuden leede Mangel paa Vand, da loed Ptolomæus, for at hæve saadan U-leilighed, giøre en Canal, som gik igiennem den alfare Vey lige til Nilstrømmen, hvoraf Vandet løb ud derudi. Han loed ogsaa langs ved Canalen anlegge Hærberger paa alle de Steder, hvor de Reisende skulde beede paa Veyen, og tage nyt Forspand. Dermed loed han sig ikke nøye: Men, saasom hans Forsætt var, at sætte denne Handel udi fuldkommen Sikkerhed, udrustede han tvende Floder, een udi det Midlandske og en anden udi det Røde Hav. Den første af disse Floder var den beste og prægtigste, og beskyttede han ikke alleene derved Hande|636len; men endogsaa holdt Søestæderne af lille Asien, samt Cilicien, Pamphylien, Lycien og Carien udi Ave. Dette haver jeg fundet fornødent her at anføre, for at vise, hvad Skiebne denne Handel haver havt, som giorde Jøderne fordum saa mægtige, og som blev stiftet af David, og af hans Søn Salomon blev bragt paa den høyeste Spidse. Nu vil jeg begive mig til Jøderne igien.

Udi Ptolomæi 35 Regierings Aar, døde den ypperste Præst Manasses udi Jerusalem, og blev succederet af Onias 2, som var Simon den Retfærdiges Søn, og, saasom han var gandske ung, da hans Fader døde, blev Eleazar Simons Broder Onias 2, ypperste Præst.ypperste Præst udi hans Sted. Men, eftersom Eleazar ogsaa ved Døden afgik, førend Onias havde naaet sin Alder, blev dette høye Embede givet til Manasses. Men, da Manasses ogsaa døde, og Onias da var kommen til Alder, fik han endeligen det Embede, som han ved Fødselen var berettiged til. Men han slægtede alldeeles ikke sin store Fader paa, thi han var u-duelig, og ved sin slette Opførsel gav Anledning til stor U-leylighed, som videre skal vises.

Den Ægyptiske Konge Ptolomæus Philadelphus døde efter et Regimente af Ptolomæi Philadelphi Død og Berømmelse.38 Aar, og blev succederet af sin Søn Ptolomæo Euergete. Af ovenanførte Historie sees, hvor stor Elsker han haver været af Boglige Konster, item hvad han haver foretaget til Handelens Forfremmelse, hvorved han bragte ligesom heele Verdens Rigdom til Ægypten. Foruden de Bekostninger han giorde paa et prægtigt Bibliotheks Indrettelse, og lærde Mænds Underholdning, hvoraf det Alexandrinske Hoff vrimlede udi hans Tiid, anvendte han ogsaa uhørlige Summer paa store Krigs-Floder, som han stedse holdt udi det Midlanske og Røde Hav, item en stor Mængde af Stæder, som han lod bygge, og paa Templer og andre Bygninger, saa at, naar noget blev seet, som var prægtigt, blev det kaldet Philadelphisk. Men u-anseet de utroelige Bekostninger han giorde, efterlod han sig dog uhørlig Rigdom, hvilket maa tilskrives den Orientalske Handel, som han stiftede, og kand man heraf begribe, hvorledes David og Salomon, som vare fordum Mestere af denne Handel, have samlet saa store Liggendefæe. Ptolomæus Phi|637ladelphus underholdt stedse to store Floder, som sagt er, og derforuden 200000 Fod-Folk, og 40000 Ryttere med 300 Elephanter, og 2000 Krigs-Vogne, og dog fandtes efter hans Død udi Skatt-Kammeret 740000 Ægyptiske Talenter, hvilket var meer end Syv Hundrede og Fyrretive Tusinde Gang Tusinde Rdlr., efterdi en Ægyptisk Talent var noget vigtigere end en Attisk. Denne uhørlige Sum, tiener til Beviis paa de Israelitiske Kongers Rigdom, som samledes af denne Indianske Handel; thi, kunde Ptolomæus efterlade sig saadan Skatt, u-anseet den Overdaad og Pragt han førte, saa er det ikke utroeligt, at David kunde efterlade sig foromtalte Liggendefæe, endeel efterdi han førte et tarveligt Hoff, endeel og efterdi Undersaatterne ikke participerede med ham i Handelen, men den heele Rigdom gik ind udi det Kongl. Skatt-Kammer, hvor det blev liggende. Appianus vidner, at Ptolomæus var den prægtigste Konge i hans Tiid, men tilligemed den habileste i at udfinde Middel til at giøre saa store Bekostninger.

Den ypperste Præst Onias, saasom han med Alderen forfaldt meer og meer til Gierighed, holdt han omsider tilbage den aarlige Skatt af 20 Talenter, som Jøderne pleyede at betale til de Ægyptiske Konger. Kongen skikkede en af sine Hoffmænd ved Navn Athenion til Jerusalem, for at tilholde Jøderne, at betale Skatten tilligemed Restantzen for nogle Aar, item at lade dem vide, at hvis de ikke beqvemmede sig dertil, vilde han skikke dem Krigs-Folk paa Halsen, som skulde drive dem ud af Landet. Dette indjog en stor Frygt udi Jøderne, og vidste de ikke hvad de skulde giøre, for at hindre Kongens Vrede.

Paa samme Tiid var en ung Jøde ved Navn Joseph, hvilken var udi Anseelse Josephi Tobiæ Søns Historie.saavel for hans GUdsfrygt som Forstand og Redelighed. Hans Fader var Tobias, en fornemme Jøde, og hans Moder var Oniæ Søster. Denne unge Joseph var paa Landet, da dette Bud kom fra Kongen, og, saasom han strax derom fik Underretning af hans Moder, begav han sig iilende til Jerusalem, hvor han bebreidede den ypperste Præst hans Morbroder den Opførsel, han brugte mod Kongen, hvorved han styrtede Landet i yderste Fare: thi de ypperste Præste forestoed da alting saavel udi Geistlige som Verdslige Sager, hvorudover all Skylden kunde lægges paa Onias.

Efter at Joseph havde bebreidet ham hans Forhold, formanede han ham udi egen Person at reise til Ægypten, og der at |639addressere sig til Kongen, for at afværge den U-lykke, som Landet truedes med. Men, som Onias da allerede var gammel, og derforuden gandske u-skikket til at udvirke noget af Vigtighed, lod han sig merke med, heller at forlade sit Embede, end at giøre saadan Reise. Herudover bød Joseph sig til at paatage sig denne Reise, hvor til Onias samtykkede. Saasnart ham denne Commission var bleven betroed, lod han forsamle Folket udi den yderste Deel af Templet, tilkiendegivende, at Onias havde befalet ham at gaae i Gesandtskab til Ægypten, og, hvis de samtykkede derudi, haabede han at jævne Sagen, og udvirke noget Godt. Dette hans Tilbud blev optaget med Glæde og Taksigelse af alle, saa at de bade ham om at blive ved sit gode Forsæt. Han begav sig derpaa fra Forsamlingen lige til den Ægyptiske Gesandt Athenion, hvis Venskab han søgte at tilvinde sig ved høflig og prægtig Tractamente, saalænge som han opholdt sig udi Jerusalem, og, da han reisede bort, gav han ham store Foræringer, hvorved han formanede ham til at forestille Kongen Jødernes Sag paa den beste Maade, og forsikkrede, at han strax skulde følge efter, for at fornøye Kongen.

Athenion glemte ikke ved sin Tilbagekomst at fortælle Kongen, hvorledes han var bleven medhandlet af den unge Joseph, og hvilke store Qvaliteter han havde fundet hos samme Mand: saa at Kongen der af fik høye Tanker om hans Person, og med Længsel ventede paa hans Ankomst. Saa snart Athenion havde forladt Jerusalem, laanede Joseph en stor Sum Penge af de Samaritanske Banqviers, og derved satt sig udi Eqvipage, for at føre sig op med nogen Anseelse ved det Ægyptiske Hoff, og derpaa begav sig paa Reisen. Paa Veyen kom han i Selskab med adskillige anseelige Folk af Palæstina og Cœlesyrien, som ogsaa agtede sig til Alexandria. Deres Forsæt var at forpagte samme Provinciers Indkomster, og, saasom de havde en prægtig Eqvipage, saa dreve de Spot med Joseph, efterdi han var ringe og u-anseelig mod dem. Joseph holdt dog gode Miner, og gav nøye agt paa deres Tale; hvoraf han merkede, hvad Bud de vilde giøre paa Forpagtningen, item hvad Profit de kunde have derpaa, hvilket han ikke glemte at føre sig til Nytte.

|640Da de komme til Alexandria, finge de at vide, at Kongen var reist til Memphis, hvorudover Joseph, uden at communicere de andre sit Forsæt, begav sig alleene paa Veyen did hen, og havde den Lykke at treffe ham paa Hiemreisen udi en Vogn med Dronningen og Athenion. Saa snart Athenion blev ham vaer, gav han Kongen tilkiende, at det var Oniæ Søster-Søn, hvis Person og Qvaliteter han havde beskrevet. Kongen havde da den Naade at tage ham udi Vognen til sig, og forestillede ham de Klagemaal han havde mod Oniæ Opførsel. Joseph undskyldte sin Morbroder ved hans Alder og naturlig Langsomhed, og det med saadan Fynd og Veltalenhed, at Kongen fattede Æstime og Naade for ham, indqvarterende ham paa sit eget Slot, og ladende ham spise ved sit eget Taffel. Da nu Tiden var for Haanden, paa hvilken man pleyede aarligen at bortforpagte Provinciernes Indkomster, offererede Josephs Reise-Compagnons 8000 Talenter for Provincierne af Cœlesyrien, Phœnicien, Judæa og Samaria. Joseph, som af den Samtale, han havde haft med dem paa Veyen, havde merket, at de kunde taale at give dobbelt saa meget, bød da Kongen for samme Forpagtning 16000. Dette Tilbud, hvorved Indkomsterne saa meget forøgedes, kunde ikke andet, end være Kongen behageligt: Men, som den Bydende ansaaes ikke vederhæftig for saa stor Sum, spurte han ham ad, hvad Caution han kunde stille. Joseph svarede da, at han vilde skaffe Cautionister, som Kongen skulde være fornøyet med, og, da han blev befalet at nævne samme Personer, nævnede han Kongen og Dronningen (a) der skulde cavere for ham. Dette gav Anledning til Latter, og fandt Kongen saadant Behag udi Svaret, at han lod sig nøye med hans blotte Ord uden at forlange anden Caution, og lod ham Forpagtningen tilslaae.

Den Credit, som han derover fik, satt ham i Stand at faae til Laans udi Alexandria 500 Talenter, hvormed han strax betalede Oniæ Gield, og derpaa blev erklæret General-Forpagter af ovenmeldte Provincier. Man tillagde ham ogsaa en Garde af 2000 Mænd til Beskyttelse udi sin nye Bestilling, og reisede han derpaa |641strax fra Alexandria, for at tage den i Possession. Da han kom til Ascalon, som var udi hans Departement, begyndte han strax der at fordre de Kongelige Indkomster. Indbyggerne veigrede sig ikke alleene derved, men endogsaa begegnede ham med haarde og grove Ord, hvorudover han loed gribe 20 af de mest Oprørske, confisquerede deres Midler, og skikkede til Hoffet 1000 Talenter, som han fik af samme Confiscation: ligesaadan Justice øvede han udi Scythopolis, en Stad i Palæstina, hvorved saadan Skræk blev indjaget udi alle, at ingen dristede sig til at giøre ringeste Modstand meer.

Kongen kunde ikke andet, end approbere denne hans Opførsel, og derfor forlængede hans Bestilling paa 22 Aar, saa at den varede saavel under denne Konge, som under hans Successor Philopator, indtil de Syriske Konger bleve Mestere af disse Lande. Ptolomæus Evergetes døde, efterat han havde regieret udi 25 Aar, og var han den sidste af de Ægyptiske Konger, som fortiene at berømmes for Dyd og Ptolomæus Philopator.Moderation. Han blev succederet i Regieringen af hans Søn Philopator, en ung Prinds, som inclinerede til alle Slags Laster og U-dyder. Den Syriske Konge Antiochus betienede sig af den forvirrede Tilstand, som Ægypten under en ung og daarlig Prinds blev bragt udi, søgte at tilegne sig Cœlesyrien, Phœnicien, Samaria og Judæa, paa hvilke Provincier de Syriske Konger havde Prætension, saasom de meenede, at de efter den Deeling, som var giort af Alexandri Magni Rige, tilhørede Syrien og ikke Ægypten. Bemeldte Provincier bleve saaledes Tvistens Æble mellem de Syriske og Ægyptiske Konger, hvoraf nu een nu en anden havde Overhaand.

Medens denne Krig varede, giorde Ptolomæus udi sit 5te Regierings Aar en Visite til Jerusalem, hvor han offrede til Israels GUd, ligesom hans Fader tilforn havde giort. Han vilde ikke lade sig nøye med at see Templet uden til, men vilde ogsaa gaae ind udi det Allerhelligste, hvor ingen var tilladt at indkomme uden den ypperste Præst, og det engang om Aaret, paa den store Forsonings-Fest. Dette Kongens Forsæt satt den heele Stad i Bevægelse. Den ypperste Præst forestillede ham Stedets Hellighed, og GUds |642Lov, som forbyder dem at føye Kongen herudi. Præsterne og Leviterne samlede sig for at hindre ham Indgangen, og det heele Folk søgte med Bønner at afvende ham derfra. Man hørte ikke andet end Skrig og Jammer Aarsag til hans Bitterhed mod Jøderne.over Templets Vanhelgelse, og Bønner udøsedes til GUd for at afværge saadan U-lykke. Men alle disse Bevægelser, langt fra at holde Kongen tilbage, opmuntrede ham desmeere til at i Værk sætte sit Forehavende. Han trængede sig derfor ind udi Templets Forgaard; men, da han vilde gaae ind udi Templet selv, overkom ham saadan Skræk, at man maatte bære ham halv død ud igien. Han forlod derpaa Staden, fuld af Bitterhed mod den heele Jødiske Nation formedelst denne Hendelse, og truede med Hævn (a). Den ypperste Præst som herved havde ladet see saadan Bestandighed, var Simon Oniæ Søn, der Aaret tilforn havde succederet sin Fader. Saa længe Onias beklædede dette høye Embede, regierede overalt, formedelst hans Efterladenhed, en stor Forvirrelse, saavel i Kirken, som i Staten: thi han tænkte paa intet uden at samle Penge. Samaritanerne, som merkede hans Uduelighed, havde deraf taget Leylighed at tilføye Jøderne all den Fortred de kunde ophitte. De giorde Tvistighed om Judæa mellem Syrien og Ægypten. idelig Indfald udi Judæa, udplyndrede Landet, bortførte Indbyggerne, og solte dem til Trældom: Og havde deslige Fientligheder stedse continueret, fra den Tiid Krigen var begyndt mellem Ptolomæum og Antiochum; thi, naar Jøderne i samme Krig toge et Parti, toge Samaritanerne et andet, for derved at kunde plage det Jødiske Folk, som de saa inderligen hadede. Begge Provincier, saavel Samaria som Judæa maatte meget udstaae i den Krig imellem Kongerne; thi, saasom de begge tilegnede sig de samme, og det var egentligen derom Tvistigheden havde reyset sig, vare de gemeenligen Krigens Sæde, og derudover hart ad bleve ødelagte. Denne elendige Tilstand varede saalænge som Krigen continuerede mellem Ægypten og Syrien.

Efter denne store Seyer, som Ptolomæus erholdt, beqvemmede Antiochus sig endeligen til Fred, og derved afstoed de omtvistede |643Provincier til Ægypten. Saa snart Ptolomæus havde faaet denne Fiende af Halsen, pønsede han paa Hevn mod Jøderne, efterdi de havde forbudet ham Indgangen af Templet, og derfore, saa snart han var kommen tilbage til Alexandria igien, toeg sig for at giøre en Begyndelse med de Ægyptiske Jøder, som boede udi Hoved-Staden. Han udgav en Forordning, som han loed grave paa en Støtte ved Slots-Porten, hvorved alle de, som ikke offrede til Landets Guder, skulde være forbudet at komme inden Porten af det Kongelige Palais. Ved dette Forbud bleve Jøderne udelukkede fra at komme til Hove, og at andrage deres Anliggende for Kongen. Derpaa fuldte en anden Forordning, hvorved Jøderne Ptolomæi strænge Forordninger mod de Alexandrinske Jøder.bleve skillte ved de Privilegier, som dem af Alexandro M. og Ptolomæo vare givne, og hvorved de vare satte paa samme Foed som Macedonier, saa at iblant 3 Classer, hvorudi Indbyggerne af Alexandria vare deelte, de tillige med Macedonierne giorde den første Classe. Den anden befattede de fremmede Tropper, som vare udi Kongernes Tieneste, og den 3die Ægyptens gamle Indbyggere. Ved denne Forordning degraderede han nu Jøderne saaledes, at de komme udi den 3die Classe. Videre forordnede han, at alle skulde lade sig indfinde for at enroulleres, og at tegnes med et Vedbene-Blad, som var indviet til den Afgud Baccho, hvilket Tegn skulde med et gloende Jern brændes paa deres Legeme, og, hvis nogen giorde offentlig Modstand, skulde han straffes paa Livet.

Dog, paa det at han da ey skulde synes at have erklæret sig Jødernes aabenbare Fiende, forordnede han paa samme Tiid, at alle de, som vilde beqvemme sig til den Hedenske Religion og offre til Guderne, skulde erholde deres gamle Privilegier, og forblive udi deres forrige Classe. Men blant saa mange 1000de Jøder, som vare boesatte udi Alexandria, fandtes ikke meer end 300, som imodtoge dette Tilbud, og forlode GUD for at vinde Kongens Naade. De andre besluttede heller at lide alting, end at overtræde GUds Lov. De iblant dem, som vare bemidlede, opoffrede deres Formue til de Kongelige Ministrer, for at befries fra denne Indroullering, de andre derimod beqvemmede sig dertil, men de bleve derover alle |644anseede af de bestandige Jøder som Apostater, saa at man skyede deres Omgiengelse, og ikke vilde tale med dem.

Kongen ansaae denne deres Opførsel, som en Foragt for den Kongelige Majestæt, og derudover optændes til saa hæftig Vrede, at han besluttede at opoffre ikke alleene de Alexandrinske Jøder, men alle dem, som vare under hans Herredom. Forfølgelsen skulde begyndes mod de Alexandrinske Jøder, og siden øves mod de andre. Han befoel da først, at alle de Jøder, som fandtes udi Alexandria, og paa andre Steder De Alexandrinske Jøder trues med Undergang.udi Ægypten, skulde føres bundne til et Sted. Da de vare ankomne, loed han dem indslutte udi Hippodromo, som var en stor Plads uden for Staden, hvor adskillige Spectacler bleve forestillede, for at divertere Folket, og var det der, hvor han agtede at omkomme alle de indsluttede Jøder ved Elephanter. Da nu Tilskuerne vare forsamlede, og Elephanterne til dette blodige Forsætt vare did henførte, kom Kongen ikke den Dag, hvorudover Executionen blev opsatt til en anden Gang. Aarsagen til Kongens u-formodentlige Udeblivelse, var en Exces af Drik, hvorved han havde henbragt den heele Natt, saa at han ikke vognede førend Tiden, paa hvilken Executionen skulde skee, var forbi, hvorudover den blev opsatt til den anden Dag. Det samme hendte ogsaa da, og det af samme Aarsag; thi da man vækkede ham, førend han havde udsovet Rusen, havde han ingen Sands, hvorudover man maatte beramme den 3die Dag dertil.

Jøderne, som imidlertiid vare indsluttede udi Hippodromo, laae ideligen udi deres Bønner, og med opstrakte Hænder til Himmelen tilbade sig GUds Beskyttelse. De bleve ogsaa bønhørede: thi, da man paa den 3die Dag udi Kongens Nærværelse løsede Elephanterne paa dem, da, i Steden for at angribe Jøderne, vendede de sig Deres Befrielse.mod Tilskuerne, paa hvilke de giorde et stort Nederlag: der lode sig derforuden see udi Luften adskillige Tegn, som forskrækkede Kongen og det heele Folk. Dette foraarsagede, at Philopator dristede sig ikke til at blive ved sit Forsætt. Han lod strax derpaa Jøderne igien løsgive, og, saasom en Skræk var ham overkommen, og han frygtede for GUds Hevn og Vrede; søgte |645han ikke alleene at stille Jøderne tilfreds igien, men endogsaa gav dem deres forrige Privilegier tilbage, casserende de Forordninger, som derimod vare giorte. Det blev end ikke derved; han gav dem ogsaa Frihed at straffe deres Medbrødre, som udi denne Fristelse vare faldne fra Religionen.

Saaledes findes denne Historie antegnet udi Maccabæernes 3die Bog (a), thi Josephus taler udi sine Antiqviteter her intet om; han rører alleene noget korteligen Betænkning over denne Historie.derom udi hans Skrift mod Apion, hvorved dog er at merke, at det findes ikke uden udi Rufini Latinske Edition: Og er Historien paa samme Sted anført, som at have været skeed udi Ptolomæi Physcons Tiid, mange Aar efter den Tiid, som den fortælles at være skeed udi ovenmeldte Maccabæernes Bog. Det er derfor udi samme Bog, hvor denne heele Persecutions Historie alleene findes. Der fortælles den at have tildraget sig udi Ptolomæi Philopators Tiid paa den Maade, som sagt er.

Aarsagen, hvorfore samme Bog haver faaet Titel af Maccabæernes Bog, da den Bog intet indeholder om deres Bedrifter, men alleene beskriver en Historie, som skal være skeed længe for Maccabæernes Tiid, er denne. Saasom Maccabæerne havde for Religionens Skyld været forfulte, saa gave Jøder siden alle dem, som bleve Forfølgelse underkastet, Navn af Maccabæer. Det er i den Henseende, at Josephus, naar han udi en særdeles Tractat beskriver deres Historie, som havde lidet Forfølgelse under Antiocho Epiphane, giver Skriftet Titel af Maccabæernes Bog. Det er ogsaa formedelst samme Aarsag, at denne Persecutions Historie under Ptolomæo Philopator bliver kalden Maccabæernes 3die Bog, hvorvel den burte heede den første, Betænkning over Maccabæernes 3die Bog.efterdi de Ting, som derudi fortælles, ere skeede længe for den Tiid, hvis Historie anføres udi de tvende Maccabæernes Bøger, som man kalder den første og den anden. Men, saasom dette Skrift var ikke af saadan Vigtighed som de tvende andre, haver man sat det bag efter dem, i Henseende til Værdigheden, hvorvel det burte være den første Bog, i Henseende til Tiden. Det synes at Bogen er skreven af en Alexandrinsk |646Jøde paa Græsk, noget for Jesu Sirachs Tiid. Skriftet findes udi de ældste Manuscripter af de 70 Udtolkere, besynderligen udi det Alexandrinske, som er udi det Kongelige Engelske Bibliothek, item i det Vaticanske, hvilke ere de tvende ældste Manuscripter af samme Oversættelse. Heraf sees af hvilken Authoritet denne Historie kand være, eftersom der ikke vides, naar og af hvem den er skreven, saa at derfor Skriftet med Billighed er regnet blant Apocryphiske Bøger.

Hidindtil havde Antiochi Regiment været priisværdigt og lykkeligt. Men han indlod sig siden udi Krig med Romerne, hvorved han blev skillt ved all sin Reputation, item en stor Deel af sine Lande: thi Romerne erholdte en stor Seyer over ham ved Magnesia, hvor han tabte 50000 Fodfolk, og 4000 Ryttere, og derudover blev tvungen til at bede om Fred, hvilken blev ham forundet med de haarde Vilkor, at han skulde forlade alle de Stæder udi Asien, som var paa denne Side af det Bierg Taurus, og betale Krigens Omkostninger. Efter denne U-lykke, haver det Syriske Rige kun været af liden Anseelse. Hvad Antiochus selv angaaer, da, saasom han geraadede udi stor Bekymring over, hvorleedes han skulde tilveyebringe de Penge, som skulde betales Romerne, reisede han Provincierne igiennem, for selv at samle |648den Skatt, som de betalede. Da han var kommen til den Province af Elymais, og fornam, at der laae en stor Skatt forvared udi Jupiters Tempel, brød han om Natten der ind, og lod det heele Liggendefæe bortføre, hvorudover Indbyggerne bleve saa ophidsede, at de giorde Opstand, og omkomme ham med hans heele Følge. Han var en Herre af store Qvaliteter, hvorpaa han havde givet stedsvarende Prøver, indtil sin Alders 50de Aar. Men fra den Tiid toge hans Dyder meere og meere af, saa at alt hvad han siden giorde, tienede til intet, uden at formørke hans forrige berømmelige Gierninger, indtil han omsider blev overvunden af Romerne, og med dem maatte indgaae en haanlig Fred; og endtes hans Liv omsider paa en skammelig Maade.

Judæa kommer under Ægypten igien.Ved den U-lykke, som Antiochus, formedelst den Romerske Kriig var geraaden udi, falt Cœlesyrien og Palæstina igien til Ægypten: thi man finder, at Joseph, som havde forpagtet Indkomsterne af samme Provincier, da var traaden til sit Embede igien: men, saasom han da havde naaet en høy Alder, reisede han ikke selv meere til Alexandria, men skikkede sin Søn Hyrcanum did hen, hvilken var hans yngste Søn, og bliver Historien af Josepho fortaalt med slige Omstændigheder (a).

Da Joseph engang udi Ptolomæi Philopators Tiid reisede til Alexandria udi Continuation af foromtalte Josephs Historie.sine sædvanlige Forretninger, fulte med ham hans Broder Solymius tillige med en af hans Døttre, som han agtede at gifte udi Alexandria med en fornemme Jøde. Da Joseph var kommen til Hove, og havde den Naade at spise ved Kongens Taffel, forelskede han sig udi en ung Hof-Jomfrue, som han saae dantze. Han aabenbarede strax denne Kierlighed for sin Broder, bedende ham, at ville derudi gaae sig til Haande med Raad og Daad. Solymius lovede ham sin Bistand herudi; men, i Steden for Dantzersken, lagde sin egen Dotter udi Josephs Seng. Joseph, som var beskiænket, kunde ikke merke, at det var hans Broder-Dotter, forlystede sig med hende, og siger Historien, at dette Galanterie continuerede en Tiidlang ham u-afvidende, at det var |649hans Broder-Dotter. Hvilket er vanskeligt at fatte, medmindre man vil holde for, at hun ikke vilde lade sig see af ham, men alle Tider indfandt sig den mørke Natt. Jo længer denne Natte-Omgiengelse varede, jo meere forøgedes Josephs Kierlighed, saa at han syntes ikke han kunde blive fornøyed uden han fik hende til ægte. Men Jødernes Lov var imod Ægteskab med Fremmede, og, endskiøndt Loven ikke var derimod, saa frygtede han dog, at Kongen ikke vilde samtykke derudi. Men, da han var udi denne Beængstelse, aabenbarer hans Broder ham den heele Sag: sigende, at det stod kun til ham selv at skride til Ægteskab, uden at overtræde Loven, eftersom det var en Jødinde, ja hans egen Broder-Dotter, som han saa længe havde havt Omgiængelse med. Joseph forskrækkedes over denne Hændelse: men, da Forskrækkelsen var forbi, takkede han sin Broder, der ved saadan Invention havde befriet ham fra at bedrive en Gierning mod Loven, og strax derpaa giftede sig med sin Broder-Dotter, hvilken Aaret derefter bragte den unge Hyrcanum til Verden. Efter Mosis Lov Hyrcani Josephs Søns Bedrifter.kunde en Farbroder tage sin Broders Dotter til Ægte, men en Faders Søster ikke sin Broders Søn, og var det saaledes, som Jøderne forstode disse Ord udi 3die Mosis Bog: Du skal ikke blotte din Faders Søsters Blusel. Hun er din Faders næste Slægt, item, du skal ikke blotte din Moders Søsters Blusel; thi hun er din Moders næste Slægt (a). Aarsagen, som Jøderne dertil give, er at en Faster eller Moster er, i Henseende til hendes Broder- eller Søster-Søn udi samme Linie, som hans Moder, og derfore af ham kand fodre en Sønlig Ærbødighed, hvilken naturlig Ærbødighed forgaaer ved saadant Ægteskab, hvorved Hustruen bliver sin Huusbonde underdanig, og Naturens Orden saaledes forvirres. En Farbroders eller Morbroders Ægteskab med sin Broders eller Søsters Dotter haver derimod ikke denne U-leylighed; thi enhver beholder udi saadant Ægteskab den Orden og Grad, som Naturen haver satt. Og var det derfor, at Josephs Ægteskab med hans Broder-Dotter ikke holdtes for at være u-lovligt (b).

|650Joseph havde med en anden Hustrue 7 Sønner, hvilke alle vare ældre end Hyrcanus. Han havde tilbudet dem alle den eene efter den anden at giøre denne Reise for ham til Alexandria, men de havde alle undskyldet sig derfor. Hyrcanus derimod paatog sig saadan Commission, hvorvel han var kun 20 Aar gammel. Saasom hans Fader pleyede at føre Foræringer med sig til Kongen, raadede han ham heller at kiøbe deslige Sager, som han forærede, udi Alexandria, som kunde være Hoffet behagelige, end at bringe dem med fra Judæa udi U-vished, om Kongen og Dronningen da kunde finde Smag i dem. Faderen beholdt hans Raad, og i Steden for rare Vahrer gav ham alleene et Creditif-Brev til Arion hans Agent udi Alexandria, og det uden at sætte nogen vis Summa. Hyrcanus derfor, da han kom til Alexandria, toeg op en anseelig Sum Penge, hvormed han tilkiøbte sig 100 skiønne og velskabte unge Personer for Kongen, og lige saa mange deylige Jomfruer for Dronningen. De Penge han havde tilovers, anvendte han paa rare Sager til de Kongelige Ministrer, beholdende en Deel for sig selv. Ved denne Gavmildhed erhvervede han sig saadan Yndest Han underminerer sin Fader.saavel hos Kongen og Dronningen, som det heele Hof, at han blev beskikket til General-Forvalter over alle Kongelige Indkomster paa den anden Side af Jordans Flod, og derved skillte sin Fader ved sit Embede.

Hans Brødre, som tilforn havde været ham fiendsk, fattede over denne Gierning saadant Had til ham, at de søgte at omkomme ham paa Hiemreisen, til hvilket deres Forsæt Faderen samtykkede, eller i det ringeste ikke satt sig derimod, efterdi han hæftigen var bleven fortørned over Hyrcani Utroeskab. Men Hyrcanus, som var forsyned med en god Escorte af Soldater, gik dem imøde, og drev dem paa Flugten, Hans videre Avantures.og omkomme tvende af hans Brødre udi samme Trefning. Endeligen kom han til Jerusalem, hvor han fandt, at hans Fader saavel som den heele Familie saaledes havde forarget sig over hans Opførsel, at ingen vilde kiendes ved ham, hvorudover han fandt fornødent at forlade Staden. Han passerede derpaa Jordans Flod, og toeg sig for at indkræve de Kongelige Indkomster. Kort derefter døde den gamle Joseph, |651efter hvis Død den Tvistighed, som havde reiset sig imellem Hyrcanum og hans Brødre, brød ud til aabenbare Krig; hvilket en Tiid lang satt det Jødiske Folk i Bevægelse. Saasom den ypperste Præst tillige med Kiernen af Folket udi denne Kriig toeg Brødrenes Parti, maatte Hyrcanus forlade Landet, og anden Gang begive sig paa hin Side Jordan igien. Der loed han anlægge en Fæstning, som han gav Navn af Tyro, og hvoraf han ofte giorde Indfald udi Arabien, plagende samme Lands Indbyggere udi 7 Aar. Dette varede indtil den Syriske Konge Antiochus Epiphanes, kom til at sidde paa Thronen, og Cœlesyrien var med Palæstina kommen under det Syriske Herredom. Thi samme Konge, efterat han havde examineret Hyrcani Opførsel, og betegnet den Mishag han fandt derudi, indjog Hyrcano saadan Skræk, at han i Fortvivlelse omkom sig selv: Saadant Endeligt fik denne Hans Endeligt.u-roelige Mand, der saaleedes havde bedrøvet sin gamle Fader og den heele Familie. Det synes dog, at han noget for sin Død haver forligt sig med den ypperste Præst Onia igien, efterdi han betroede ham en stor Skat til Forvaring. Denne Josephi og Hyrcani Historie bliver saaleedes fortaalt af den Jødiske Skribent Josepho, og er den Indholden af hans 12te Bogs 4de Capitel.

Af den indbyrdes Kriig, som havde været i Jødeland mellem Hyrcanum og hans Broder, item af Hyrcani Foretagende ved at anlegge en Fæstning, og derudaf at streiffe udi Naboernes Land, sees, at Jøderne paa de Tider have taget sig temmelig Frihed til, og profiteret af de Ægyptiske Kongers U-duelighed og liden Myndighed Jødernes Forbund med Lacedæmon.udi Regieringen. Dette confirmeres af det Forbund og Venskab, som Lacedæmonierne paa de Tider sluttede med den ypperste Præst Onia, hvilket ikke vel kunde skee, med mindre Jøderne havde Anseelse af et frit Folk: Thi gandske underdanige Provincier driste sig ikke til at slutte Forbund med fremmede Nationer, og ingen Lands-Herrer tillader saadant, saalænge en Konge regierer med Myndighed. Josephus taler om det Forbund, som Lacedæmonierne sluttede med den ypperste Præst, og anfører et Brev fra den Lacedæmoniske Konge, saa lydende (a). Kongen i La-|652cedæmon ønsker Oniæ Lykke og Velstand. Et gammelt Skrift, som er faldet os i Hænder, viser, at der er nogen naturlig Forbindelse mellem os og eder, og at vor Nation haver et Slags Forvantskab med Abrahams Børn. Det er derfore billigt, at, saasom I ere vore Brødre, vi ere eder behielpelige i alle Ting, og at vi lade vort Interesse være tilfælles med eders. Demotheles er den, som tilbringer eder dette Brev, som er tegnet med Sigill af en Ørn, der holder en Løve i sine Kløer. Man ved ey hvad Svar der gaves paa dette Brev. Det er Betænkning derover.troeligt, at, hvis det er skrevet paa samme Tiid, som Hyrcanus førde Kriig med sine Brødre, hvilket Josephus meener, Jøderne udi saadan U-roelighed intet Svar have givet.

Brevet haver ellers givet Anledning til Tvistighed mellem de Lærde, saavel i Henseende til Tiden som Personerne, mellem hvilke det blev vexlet; iligemaade i Henseende til det Skrift, den Lacedæmoniske Konge beraaber sig paa, og hvorudi han siger sig at have fundet den Underretning om Jødernes og Lacedæmoniernes Oprindelse, nemlig at begge Nationer ere af een Stamme. Hvis Historien er rigtig, saa kand det ikke have været andet end et gammelt fabelagtigt Skrift, som ikke meer er til. De Lærde have havt adskillige Meeninger derom: Men ingen af deres Gisninger er af den Vigtighed, at den fortiener at anføres.

Ptolomæus Epiphanes døde efter en Regiering af 24 Aar, og blev succederet Ptolomæus Philometor.af sin Søn Ptolomæo Philometor, hvilken var et Barn af 6 Aar. Det var under denne Philometor, at en fornemme Benjaminit ved Navn Simon, som var Templets Beskytter udi Jerusalem geraadede udi Tvistighed med den ypperste Præst Onia. Denne Simon synes at være kommen til saadan Bestilling efter Josephs Død, og er det troeligt, at han haver været een af hans Sønner. Denne Tvistighed gik saa vidt, at Simon, som fandt sig ikke stærk nok til at giøre den ypperste Præst Modstand, flygtede til Apollonium Statholderen af Cœlesyrien og Palæstina, |653aabenbarende for ham, at der laae een stor Skatt forvaret udi Templet af Jerusalem. Apollonius berettede Hoffet derom, hvilket affærdigede Skattmesteren Heliodorum til Jerusalem, for at bemægtige sig samme Skatt. Jeg vil her forbigaae at anføre de Miracler, som da fortælles udi den anden Maccabæernes Bog at være skeede ved denne Leilighed, og det forunderlige Syn, som forskrækkede Heliodorum, da han vilde bemægtige sig Skatten (a). Man kand have Aarsag at tvivle om disse Miracler, efterdi de anføres udi et Skrift, som er allehaande Slags Critiqver underkastet, og efterdi de fortælles at være skeed paa en Tiid, da alle Slags Ondskab gik i Svang blant Jøderne, allerhelst, hvis den omtaelte Skatt var den samme, som Hyrcanus havde leveret den ypperste Præst til at forvares udi Templet; thi den haver i saa Maade bestaaet af u-retfærdige Penge, som vanhelligede Tempelet, saa at der heller behøvedes Miracler ved deres Indførsel end deres Udførsel.

Simon continuerede siden at tilføye Oniæ all den Fortred han kunde ophitte; og øvede hans Folk, som vare understøttede af Apollonio, adskillig Mord og Rov: Saa at Onias derudover maatte andrage sin Nød for Kongen. Det er herved at Judæa kommer atter under Syrien.merke, at den Konge hvorom her tales, er den Syriske Konge, hvoraf sees, at Judæa haver da igien været under Syrisk Herredom, og at Seleucus Philopator var den Konge, som da regierede udi Syrien, hvilket man og kand giette sig til af Josepho og den anden Maccabæernes Bog, skiøndt der ikke gives tilkiende, naar og paa hvad Maade disse Lande komme fra Ægypten til Syrien. Apollonius var da den Syriske Konges Statholder udi Cœlesyrien og Palæstina. Det var derfore til bemeldte Seleucum som Onias havde sin Tilflugt og ikke til den Ægyptiske Konge. Det er troeligt, at Seleucus betienede sig af den Ægyptiske Konge Philometors Mindreaarighed, og da bemægtigede sig disse Provincier, hvorpaa de Syriske Konger havde Prætensioner, og som i Antiochi Magni Tiid havde været under Syrisk Herredom. Det er ellers denne Seleucus, hvorom Propheten Daniel taler saaledes: Og der skal en opstaae udi |654hans (nemlig Antiochi Magni) Sted, som skal lade en Plager føre igiennem det herlige Rige, men inden faa Dage skal han sønderbrydes, dog ikke ved fnysende Vrede ey heller udi Kriig (a). Dette passer sig paa ingen uden paa denne Konge; thi han drev sin heele Regierings Tiid bort med at samle Penge, for at betale den Skatt, som Riget under Antiocho Magno var bleven Romerne skyldig ved den skammelige Fred, hvorom tilforn er talet. Hans Endeligt var ogsaa saaledes, som Propheten forud siger, nemlig: at han skulde omkommes uden Vrede og uden Kriig: Thi efterat han havde regieret udi 11 Aar, blev han ved Gift tagen af Dage af Skattmesteren Heliodoro, og blev succederet af den bekiendte Antiocho Epiphane, udi hvis Tiid den store Forfølgelse opvaktes mod Jøderne, som Antiochus Epiphanes.lagde Grundvold til deres Republiqve, og endelig til et nyt og anseeligt Rige under Regentere af den Maccabæiske Familie, hvis Historie udførligen beskrives udi de tvende Apocryphiske Skriftens Bøger, nemlig den første og anden Maccabæernes Bog.

|656Saaledes giorde denne ærgierige Mand til intet Jødernes gamle Skikke og Sædvaner, og indførte fremmede Moder, som stridede mod deres Lov, og derved trækkede de fornemste Mænds Børn til hans nye Academie, for at oplære dem udi de Græske Maneerer. Ved disse Forandringer bragtes mange til at forlade deres Fædrene Religion og Skikke, og i dets Sted at antage den Hedenske Troe, ja man saae GUds Alter i en Hast at forlades, og Præsterne selv at foragte Templet og GUds Tienesten, for at løbe efter Skuespill og andet, som saaes og lærtes paa dette Gymnasio, og som stridede mod de gamle Jødiske Sædvaner, saa at en almindelig Fordærvelse indsneeg sig udi Landet, hvilken styrtede det heele Folk udi saadan Elendighed, saa at intet deslige er Landet vederfaret, uden da Staden og Templet først af Nabochodonosor, og siden af Rommerne bleve ødelagde. Saadan U-held bragtes tilveye af en eeneste ond Mand, hvilken, for at mætte sin Ærgierighed, toeg ikke i Betænkning at opoffre baade sin Fæderne-Troe og sit Fæderne-Land. For desmeere at insinuere sig hos Hedningerne, forandrede han selv saavel sit Navn som Religion. Bedrøvelig Virkning deraf.Thi, i Steden for Jesus, som var hans rette Navn, loed han sig kalde Jason, som var et Græsk Navn, og søgte i alting at lade see sin Inclination til de Hedenske Skikke og Sæder. Det var i den Henseende, at da der til Tyrus blev celebreret Herculis Fest, og Antiochus sig der loed indfinde, han loed skikke en Mængde af Jøder af sit Anhang did hen, forat bivaane samme Fest, og paa sine vegne at offerere en stor Sum Penge til de Offringer, som der skulde holdes. Men de Mænd, som han havde Pengene betroed, frygtede, at de derved vilde giøre sig skyldige udi Afguds-Dyrkelse, og derfor gave den heele Sum til Tyrierne, for at i Standsætte deres Flode: saa at derfore Jasons Forsætt ikke blev efterlevet (a).

Noget derefter affærdigede Jason sin Broder Menelaum med den aarlige Skatt, som betaledes i Antiochia. Men samme Menelaus spillede ham det samme Puds, som han tilforn havde spillet Oniæ; thi, efterat han ved Hyklerie havde insinueret sig hos Kongen, tilbød han en anseelig Sum Penge for det ypperste Præste |657Embede. Kongen imodtoeg dette Tilbud, saa at Jason blev afsatt, og Menelaus blev ypperste Jason styrtes af Menelao.Præst i hans Sted. Af disse forargelige Historier sees, hvordan Tilstanden var i Jødeland; thi, naar saadan Ondskab gik i Svang udi Aarons Familie, kand man slutte, hvad Beskaffenhed det haver været med den gemeene Almue. Autor til den 2 Maccabæernes Bog siger vel, at denne Menelaus var Simon den Benjaminiters Broder, men det kand ikke være; thi der kunde ingen komme til det høye Præstelige Embede uden han var af Aarons Huus. Josephus, som staaer meer til troende, siger udtrykkeligen, at han var Oniæ og Jasons Broder. Hans rette Navn var Onias, ligesom hans ældste Broders, men saasom han affecterede Græske Maneerer, ligesom Jason, loed han sig kalde Menelaus.

Ligesom han efterfulte sin Broder Jason udi Navnets Forandring, saa efterfulte han ham ogsaa i all Slags Ondskab og U-gudelighed; ja han gik end videre derudi. Samme Menelaus overgaaer Jason i Ondskab.Dog kunde ingen ynke Jason i Henseende til den U-troskab, som Menelaus havde øvet mod ham; thi, saasom han selv havde spillet samme Stykke med sin ældste Broder Onia, ansaae alle dette, som en GUds Hevn. Saasnart Menelaus havde faaet Bestalning paa dette høye Embede, begav han sig strax til Jerusalem, hvor han vel blev understøttet af de Tobiers Familie, som var den mægtigste Slægt blant Jøderne paa den Tiid: men Jasons Anhang var end stærkere, saa at han med sine Tilhængere derudover maatte forlade Staden. De begave sig derpaa til Antiochia, tilkiendegivende, at de vilde forlade deres Fæderne Religion og beqvemme sig til den Hedenske Gudsdyrkelse, hvorudover Kongen toeg sig Menelai Sag an med Iver, og skikkede Menelaum med bevæbnede Folk tilbage, hvorudover han med Magt blev satt udi denne Post, og hans Modstandere maatte tage Flugten til de Ammoniters Lande.

Men, da han var kommen i roelig Possession af Embedet, bekymrede han sig ikke om at tilveyebringe de Penge, hvormed han havde tilkiøbt sig det. Kongen loed derfore Sostrato, som var Gouverneur af Castellet til Jerusalem, anmode derom: og han igien fordrede den lovede Sum af Menelao, skiønt forgieves. Herudover bleve de begge citerede til Antiochia, for at svare for sig. |658Menelaus, merkende, hvilken Fare han svævede udi, begav sig til Antiochia, men loed ved Lysimachum udi hans Fraværelse udtage af Templet en Mængde af Guldkar, som der fandtes, hvilke han loed sælge udi Tyro og andre omliggende Stæder, og derved samlede saa mange Penge, at han ikke alleene var i Stand til at fornøye Kongen, men ogsaa ved Foræringer at vinde Hofmændenes Yndest.

Onias, som da var udi Antiochia, da han fik at høre, hvorledes Templet var udplyndret, bebreidede han Menelao denne u-gudelige Gierning. Menelaus optoeg denne Erindring med saadan Bitterhed, at han overtalede den Kongelige Hofbetiente Andronico at tage Oniam af Dage. Da Onias fik at vide hvad som var i Gierde Onias myrdes.mod ham, flygtede han til Daphne, for der at sætte sig udi Sikkerhed. Men Andronicus lokkede ham ind med smigrende Ord og Løfter, og derpaa loed ham omkomme, for at vinde de Penge, som Menelaus havde lovet ham til Belønning for saadant Mord. Saadant Endeligt fik denne ypperlige Mand, der med saadan Berømmelse havde forestaaet det høye Præstelige Embede. Man maa desmeere sætte Priis paa hans Dyder, efterdi han levede udi fordervede Tider, da all Moralitet og GUdsfrygt blant Jøderne havde taget Afskeed, da Søn af Ærgierighed og Pengegierighed skilte Fader ved Embede, og den eene Broder af samme Aarsag myrdede den anden, hvilket sees af Josephs og Hyrcani Historie, sær af disse tvende Brødre udi Aarons Familie, hvilke bragte U-gudelighed paa den høyeste Spidse. Onias, efterat han paa en saa u-retfærdig Maade havde været stødt fra sin Værdighed og Hans Berømmelse.bragt til Antiochia, opførte sig udi samme Stad saa skikkelig, at han blev agtet og elsket af alle Mænd saavel Græker, som Jøder, og var det derfor, at de foreenede sig sammen, og overgave en Supplik til Kongen, hvorudi de begierede, at Gierningsmanden maatte straffes. Andronicus blev derfor kalden for Retten, og Kongen dømte ham selv til at henføres til det Sted, hvor han havde bedrevet Gierningen, og der at rettes. Denne Retfærdigheds Øvelse, som ellers ikke var sædvanlig hos Antiochum, tiener til Beviis paa Oniæ Dyder. Det er troeligt, at han dristede sig ikke til at lade saadant |659Mord blive u-straffet, efterdi han merkede, at alle Stadens Indbyggere raabede om Hevn.

Imidlertiid vare Indbyggerne udi Jerusalem i fuld Bevægelse over det Rov, som var øvet udi Templet af Menelao. Samme Menelaus havde ved sin Bortgang til Antiochia efterladt, som Fuldmægtig, Lysimachum, en anden af sine Brødre, hvilken var ikke et Haar bedre end han selv, og befalet ham at udtage de hellige Kar af Templet, hvilket han og efterlevede, og saalte dem udi Tyro og andre Stæder, som sagt er. Da dette rygtedes udi Staden, rottede Borgerne sig sammen mod Lysimachum. Han derimod søgte at giøre Modstand, og i en Hast fik 3000 af sine Tilhængere paa Beenene, hvorover en gammel Officier, ved Navn Tyrannus, fik Commando. Men Almuen angreb dem med saadan Hidsighed, at den drev dem paa Flugt, og aabnede sig Vey til Lysimachum, hvilken de ihielsloge ved Skatt-Kammeret udi Templet, og derved straffede den begangne Misgierning.

Jerusalems Indbyggere lode det ikke blive derved, de affærdigede derpaa 3 Deputerede af Sanhedrin til Kongen, forestillende ham det Rov, som var øvet udi Menelai videre Ugudelighed.Templet af Menelao, og den Uroelighed, som hans Fuldmægtig Lysimachus havde bragt Staden udi. Saasom denne Klage blev tydeligen beviset, og Menelaus kunde ikke vente sig andet end en haard Dom, søgte han ved Penge at vinde Macron, som var Kongens Favorit, hvilket og lykkedes ham; thi Macron bragte det saa vidt hos Kongen, at han ikke alleene frikiendte Menelaum, men loed ogsaa omkomme, som falske Anklagere, de 3 Deputerede. Saaledes forøgedes meer og meer den Forbittrelse, som var reiset imellem Kongen og Jøderne, indtil det endeligen udbrød til den store og merkelige Forfølgelse, hvorom i nestfølgende Capitel.

Jeg haver tilforn viiset, hvorleedes Gemytterne vare blevne forbittrede, og hvilken U-villie Antiochus havde fatted mod det Jødiske Folk. Denne U-villie formeredes dagligen, og endelig udbrød til aabenbare Fiendtlighed, og det ved en nye Hendelse. Jeg |661haver tilforn viset, at Jason var stødt fra det høye Præstelige Embede af sin Broder Menelao, og bleven tvungen til at forlade Landet. Saalænge nu, som Menelaus stod i Naade hos Kongen, turde han ikke bevæge sig: Men, saasom paa de Tider kom et falskt Rykte om Antiochi Død, besluttede han strax at betiene sig af den Leilighed, og med 1000 bevæbnede Mænd i en Hast kom til Jerusalem, hvor han Aarsag til Antiochi Epiphanis Bitterhed imod Jøderne.strax fik Tilløb af sine gamle Tilhængere, og bemægtigede sig Staden. Menelaus maatte da tage Flugten til Castellet, hvor han øvede stor Grumhed og Mord mod adskillige Jøder, hvilke han ansaae som sine Fiender, saa at han omkom alle dem, som fulde i hans Hænder. Antiochus ansaae denne Jødernes Opstand, som en almindelig Rebellion, og derfor strax begav sig med en Krigsmagt til Jødeland, for at straffe de Oprørske. Hvad som fornemmeligen ophidsede ham mod Jøderne var dette, at han fik at vide, at de havde glædet sig over den Tidende om hans Død. Han rykkede lige mod Jerusalem, indtog Staden med Storm, og i tre Dage lod myrde henved 40000 af Indbyggerne: Han giorde ligesaa mange af dem til Slaver, og saalte dem til fremmede Antiochi Tyrannie og Templets Vanhelgelse.Nationer. Dermed loed han sig ikke nøye; thi han brød ogsaa med Magt ind udi Templet, indtil det Allerhelligste, hvilket han besmittede med sin Nærværelse, og var Menelaus den, som bragte ham derind. Han loed derpaaderpaa]derpaa] der paa A; der paa SS derpaa] der paa A; der paa SS , det hellige Sted og GUds-dyrkelsen til Forhaanelse, offre et Sviin paa Brændofferets Alter, og bestænke alle Steder udi Templet med den Suppe, som man kaagede af u-reene Dyr. Endeligen, efterat han saaledes havde vanhelliget Templet, loed han det udplyndre, bortførende Røgelsens Alter, Skuebrødene, Bord og Lysestagen, hvilket alt var af Guld, foruden andre Guldkar, som adskillige Konger havde foræret til Templet. Han udplyndrede iligemaade Staden, og efter saadan gruelig Execution, begav sig til Antiochia igien med et stort Bytte. (a)

For videre at bringe Jøderne gandske til Fortvivlelse, giorde han til Statholder over Judæa en Phrygier, ved Navn Philippum, hvilken var bekient for sin Tyrannie og Haardhed. Over |662Samaria, satt han en anden ved Navn Andronicum, som ikke var et Haar bedre, ladende Menelaum, som var den allerværste, forblive udi den høyeste Præsts Embede. Jason, som havde givet Anledning til denne U-lykke, turde ikke opbie Antiochi Ankomst, og derfor flygtede til de Ammoniters Lande igien, hvor han tilforn havde lagt i Skiul. Men han forblev der ikke længe; thi, saasom Aretas, samme Steds Konge, hvor han opholdt sig, fattede Mistanke til ham, maatte han søge sig et andet Tilflugts Sted. Efterat han havde flakket om fra et Sted til andet, og fornemmet, at alle Folk havde Afskye for ham, retirerede han sig først til Ægypten, og Jasons Endeligt.derfra til Lacedæmon, hvor han omsider døde udi yderste Elendighed, uden at nogen vilde have Omsorg for hans Begravelse.

Antiochus loed sig ikke nøye med den Tyrannie, han allerede havde øvet mod Jøderne. Det syntes, at hans Forsætt var, gandske med Rod at oprykke det heele Folk. Da han nogen Tiid derefter havde ført lykkelig Kriig mod Ægypten, og det syntes, at han vilde giøre sig gandske Mester af samme Rige, toge Romerne sig den Ægyptiske Konge an, og ved Popilium lod ham Raadets Villie vide, at han maatte tilbage levere alle de Stæder, han havde borttaget, medmindre han vilde erklæres Republiqvens Fiende. Da Popilius forkyndede ham personligen udi en Sammenkomst, denne Raadets Slutning, studsede Antiochus derved, og sagde, at han vilde raadføre sig med sine Venner, og inden kort Tiid give Svar; men Popilius, som af ingen Forhalning vilde vide at sige, toeg sin Stok, og dermed giorde en Kreds udi Sanden, hvor de stode, sigende, at han maatte give Svar, førend han gik ud af Kredsen. Derved blev Antiochus saa forbløffet, at han lovede at efterleve det Romerske Raads Slutning, hvilket og skeede, og seer man deraf, hvor stor den Romerske Magt var allereede bleven udi Asien.

Det kunde ikke andet end gaae Antiocho haardt til Hierte at see sig skilt ved et Rige, som han allereede havde i Hænder, hvorudover han satt sig for at udøse all sin Galde mod Jøderne, og skikkede Apollonium med 22000 Mænd imod Jerusalem, med Befalning, i Grund at ødelegge samme Stad. Apollonius kom |663til Jerusalem just tvende Aar efterat Antiochus selv havde aflagt den forrige sørgelige Visite. Han loed sig i Førstningen intet merke med ringeste onde Villie mod Staden; thi han vilde opbie Sabbaten, saasom han vidste, at Jøderne ingen Modstand giorde paa saadan Nye Haardhed øvet udi Jerusalem.Dag. Men, da samme Dag fremskinnede, og han merkede, at det heele Folk var forsamled udi Synagogerne, begyndte han at exeqvere sit blodige Forsætt, skikkede Krigsfolket løs paa dem, med Ordre, at omkomme alle Mændene, men at fange Qvinder og Børn for at sælges. Dette blev efterlevet med yderste Haardhed. Ingen Mandsperson blev sparet, men alle bleve ynkeligen myrdede, saa at Stadens Gader svømmede udi Blod. Derpaa blev Staden plyndret, og Ild blev satt paa adskillige Steder deraf. De Huuse, som ikke bleve opbrændte, loed man nedrive, og betienede sig af Materialierne, for at anlegge en nye Fæstning paa en Høy af Davids Stad, lige oven for Templet. Derudi lagde man en stærk Besætning, for at holde det heele Jødiske Folk i Ave, ja man oprettede et Magazin og Tøyhuus, hvor alt det Bytte, som man havde faaet, blev forvaret.

Saaledes blev Jerusalem paa nye ødelagt, og kand man sige, at denne Ødeleggelse var lige saa stor, som den, der skeede under Nabochodonosor, undtagen dette, at Templet denne gang blev staaende. Det er troeligt, at man haver sparet Templet, i Faveur af den ypperste Præst Menelao, hvilken havde været Kongens Drabant, og det fornemste Reedskab, hvoraf man havde betient sig til Nationens Undergang. Og hvis det er skeet i den Henseende, kand man sige, at Templets Conservation maa tilskrives dets største Fiende, og den, som havde mest hiulpet til at vanhellige det samme; thi det blev staaende ikkun som en død Bygning og til Forargelse, det blev ogsaa dagligen paa adskillige Maader besmittet, og turde de rette GUds Børn ikke komme derind, for at holde Gudstienesten, efterdi den Syriske Besætning, som laae udi den nye Gudstienesten i Templet ophører.Fæstning, ved idelig Udfald myrdede og omkomme dem. Og ophørede saaledes Morgen- og Aften-Tienesten udi Templet udi 3 Aar og 6 Maaneder indtil Judas Maccabæus rev det af Syrernes Hænder og rensede det igien. Udi all den Tiid blev Staden gandske øde. Thi de, |664som udi Forfølgelsen havde taget Flugten, laae i Skiul paa andre Steder, og turde ikke komme Jerusalem nær. Josephus holder for, at denne Ødeleggelse skeede udi Kongens Overværelse, og derved confunderer den forrige Execution med denne, som skeede af Apollonio (a). Maccabæernes Bøger (b) derimod skille begge disse Gierninger fra hinanden, og sætte differente Tider dertil; nemlig den første efter Antiochi andet Tog udi Ægypten, og den anden ved hans General Apollonium 2 Aar derefter, nemlig: da det 4de og sidste Ægyptiske Tog var til Ende, hvilket haver meere Grund. Hvad som bragte Jøderne til yderste Fortvivlelse var en Forordning, som Antiochus strax derefter loed udgaae, nemlig: at alle de Folk, som stoede under hans Herredom, skulde forlade deres gamle Ceremonier samt egen Gudsdyrkelse, og beqvemme sig til den Religion, som Kongen havde. Denne Forordning, Forordning at antage den Hedenske Religion.hvorvel den var forfatted udi almindelige Terminis, sigtede alleene paa Jøderne; og den eeneste Aarsag, hvorfore de udi Forordningen ikke besynderligen nævnes, var, at Forfølgelsen kunde strække sig over alle de Stæder udi Syrien, hvor Jøderne vare adspredde. Ptolomæus Macron var den, som gav dette Anslag til Kongen, hvilken med Behag rakte Øre dertil, efterdi hans Forsætt var at udrødde det heele Jødiske Folk, saa at ikke det blotte Navn engang deraf skulde blive tilbage udi hans Lande. Til dette at i Verk sætte, skikkede han visse Folk til alle Provincier, med Befalning, at exeqvere denne Forordning, og at undervise Folket udi de Ceremonier og den Gudstieneste, de herefter alleene skulde øve. Dette er det første store Exempel paa Intolerance blant Hedningene: Thi efter deres Religions Principia vare ellers alle Religioner lige gode, saa at paa hvad Sted en Hedning fandt fremmede Guder, dyrkede han dem. Men det var denne Antiocho ikke om Religionen at giøre, men om Jøderne, hvilke han under Skin af Uniformitet udi Religionen vilde ødelegge, helst, saasom han vidste, at de fleste Jøder heller loede sig omkomme end beqvemmede sig til Afguderie. Man seer ellers af denne og andre Forfølgelser, Jødernes store Afskye for Svinekiød; thi det var besynderligen den Slags Spiise |665man forelagde dem til Prøve. Men Eleazar Jødernes Afskye for Svinekiød.vilde heller udstaae de forskrekkeligste Pinsler end beqvemme sig dertil (a), og de 7 Brødre vilde ogsaa heller underkaste sig tillige med deres Moder den haardeste Død end æde Kiødet af det u-reene Dyr. Ja de allerbeste Jøder loede sig derfore myrde, som Josephus vidner (b). Herudover da Forfølgelsen ophørede, blev giort en Lov, at ingen maatte end føde et Sviin under Straf af Excommunication. Jøderne have siden stedse persisteret udi denne Afskye, saa at nogle have holdet det for en Synd at nævne et Sviin, ja de fleste have holdet dets Spise lige saa vederstyggelig, som Menneske Kiød, hvilket Poëten vidner med disse Ord:

Hedningerne lagde denne Religions Tvang ikke meget paa Hierte, saasom alle Guder vare dem lige gode; Samaritanerne toge ey heller i Betænkning at efterleve Kongens Villie: og haver man af Historien merket, at de derudi rettede sig efter Jødernes Tilstand, thi, naar det gik Jøderne vel, vilde de heede Israeliter og Jødernes Samaritanernes Lunkenhed.Brødre, men, naar det gik dem ilde, sagde de sig at nedstamme fra Meder og Perser, og havde ingen Forvantskab med det Jødiske Folk: og var saaledes deres Opførsel udi denne Forvirrelses Tiid; thi, da Forfølgelsen begyndte, overgave de et Skrift til Kongen, hvorudi de forestillede, at, endskiøndt deres Forfædre havde antaget Jødernes Ceremonier, og med dem helligholdet Sabbaten, ja oprettet Tempel paa Garizim Bierg, for der at offre til en Gud uden Navn, ligesom Jøderne giorde, og, omendskiønt de selv indtil denne Tiid havde efterfult deres Forfædre udi saadan Overtroe, saa vare de dog et fremmed Folk, som ingen Forvandtskab havde med Jøderne, og derfore nu vare færdige til at separere sig fra dem udi GUds-Dyrkelsen; formodede derfor, at Kongen ikke confunderede dem med Jøderne, ved at underkaste dem den Straf, som de truedes med; efterdi de ikke vare skyldige udi Jødernes Forseelser. De bade derforuden, at deres Tempel, |666som hidindtil ikke havde været indviet til nogen særdeles Gud, maatte nu indvies til Grækernes Jupiter, og at det maatte føre Navn af Jupiters Tempel.

Saaledes fortæller Josephus Samaritanernes Opførsel at have været udi denne Forfølgelse: Man kand og ikke tvivle om Historiens Rigtighed, efterdi man seer, at Adskillige Jøder falde fra Religionen.Samaritanerne foreenede deres Magt med Syrerne mod det Jødiske Folk. Det var ellers ikke alleene Samaritanerne, som i denne Fristelses Tiid forlode GUds Lov, men endogsaa mange Jøder, og det endeel af Frygt for den Forfølgelse de truedes med, endeel af Letsindighed, eller og for at vinde Hoffets Naade. Disse differente Motiver foraarsagede et stort Fald udi Israel, og mange Jøder sloge sig til Hedningerne, for at undertrykke deres Medbrødre, og det med saadan Hidsighed, at de overginge Hedningerne selv.

Den Embeds-Mand, som var skikked til Samaria og Judæa, for at exeqvere den Kongelige Forordning, kaldtes Atheneus, en Mand af Alder, og som var vel øvet udi Grækernes Afguderie og deres Ceremonier, saa at man holdt ingen beqvemmere end ham til saadan Forretning. Det første, han ved sin Ankomst til Jerusalem foretog sig, var at lade Offringerne ophøre, og at forbyde all GUds Tieneste, som Jøderne havde i Agt taget. Man besmittede Templet end meere, og giorde det u-brugeligt til GUds-Dyrkelse; Man vanhelligede Sabbaterne og andre Fester, og forbød Omskiærelsen, borttog og opbrændte alle de Exemplarier af Loven, som man kunde overkomme, Hedenske Missionarii.og endeligen afskaffede alt, hvad som henhørte til Jødernes Religion, og var befalet udi Mosis Lov, saa at Jøder ved disse Anstalter bleve ikke meere Jøder, men Nationen confunderedes med Hedninger, og Syriske Soldater tilligemed deres Anfører bleve de fornemste Missionarii, ved hvis Middel Jøderne skulde omvendes, saa at det synes, at denne Antiochi Mission er et Modele, som Paverne og de andre Romerske Regentere have udcopieret, og intet andet fattes, end at Antiochus ogsaa skulde have stiftet en hellig Inqvisition, og derved bragt Forfølgelsen til den Fuldkommenhed, som man seer den at være udi vore Tider.

|667Templet indvies til Afguder.Efterat man havde gandske afskaffet den Jødiske Gudstieneste udi Templet, indførte man der det Hedenske Afguderie. Man indviede det til den fornemste af Grækernes Guder, og loed det kalde den Olympiske Jupiters Tempel. Man opreysede Jupiters Støtte paa en Deel af Alteret, og lige oven for satte et lidet nyt Alter, for at offre derpaa til samme Gud. Dette skeede den 15de Dag udi den Maaned Cisleu, som svarer til en Deel af vor November og December, og begyndte man at offre den 25de udi samme Maaned. Ligeledes handlede man med det Samaritanske Tempel, hvilket blev indviet til Jupiter Xenius eller de fremmedes Beskytter, og meenes der, at Samaritanerne selv forlangede, at deres Tempel skulde gives saadant Navn, for at vise, at de vare fremmede udi det Land, som de beboede, og havde ingen Gemeenskab med Israeliter, eller de gamle Indbyggere.

Derpaa gik Forfølgelsen for sig. Da man udi Jerusalem havde merket, at tvende Qvinder havde ladet omskiære deres Sønner, som de nyeligen havde bragt til Verden, loed man hænge dem Børnene om Halsen, og, efterat man udi saadan Tilstand havde Adskillige blodige Executioner.bragt dem igiennem Staden, styrtede man dem hovedkulds ned af Muuren, og lod omkomme alle dem, som havde bivaanet denne Omskiærelse. Den samme Haardhed blev øvet mod alle dem, der havde forrettet nogen Religions Act mod den Kongelige Forordning: Og, paa det at den Hedenske Gudsdyrkelse, des hastigere kunde stiftes over det heele Land, loed man i alle Stæder oprette Altere og Capeller for Afguds-Billeder, hvortil man lagde hellige Lunde: Der bleve iligemaade ogsaa beskikkede Tilsyns-Mænd, som skulde tilholde det heele Folk en Gang om Maaneden, nemlig paa den samme Dag, som Kongen var fød, at offre, iligemaade at lade dem æde Sviin og andre u-reene Dyrs Kiød, som blev offret. Naar Bacchi Fest var for Haanden, paa hvilken de u-blueste Processioner skeede, bleve Jøderne tvungne til at lade sig indfinde, for med Hedningerne at helligholde samme Fest.

Efter en saa heroisk Gierning forsamlede han sin heele Familie, tillige med adskillige andre, som vare nidkiere for GUds Lov, og med dem flygtede til Biergene, hvor efter Haanden fleere stødte til ham, saa at inden stakket Tiid Judææ Udørkener bleve Han paatager sig Landets Forsvar.opfyldte med flygtige Jøder, saasom endeel af dem, hvis Tall beløb sig til 1000de Personer, havde skiulet sig udi en Huule nær ved Jerusalem, og ovenmeldte Philippus, som af Kongen var beskikket til Statholder over Jødeland, fik Kundskab derom, gik han med en Hob Krigsfolk imod dem. Førend han angreeb dem, formanede han dem at underkaste sig Kongens Befalning, lovende, at, hvis de det giorde, skulde det forrige forglemmes, og dem intet Ont vederfares. Men de svarede alle eendrægtigen, at de heller vilde døe end forlade GUds Lov. Da nu Philippus merkede, at de ved Formaninger ikke kunde bøyes, beleyrede han Huulen, hvorudi de vare indsluttede, og uden at øve nogen Fiendtlighed, opbiede Sabbaten, saasom han vidste, at Jøderne ikke forsvarede 1000 Jøder myrdes i en Huule.sig paa saadan hellig Dag. Hans Forsætt lykkedes ham ogsaa; thi, saasom disse eenfoldige Mennesker toege i Betænkning at giøre Modstand paa Sabbaten, bleve de alle ynkeligen myrdede tilligemed Qvinder og Børn, saa at ikke en eeneste Siæl undkom.

Mattathias bedrøvedes inderligen over dette Nederlag, og, saasom han merkede, at, hvis de andre fulte deres Exempel, var intet Haab til Redning, efterdi Hedningerne stedse betienede sig af samme Leylighed, foruden Modstand at ødelegge et Parti efter En Lov giort om at forsvare sig paa Sabbaten.et andet. Herudover raadførede han sig med sine Venner herom, og blev da af alle besluttet, at den Lov om Sabbaten, forbandt ikke udi saadan Nødsfald (a), naar der handledes om at forsvare Liv og Lemmer. Fra den Tiid blev vedtaget, at man i saadan Fald |670maatte gribe til Gevæhr om Sabbaten: og blev den herover giorte Slutning confirmeret af Præsterne og de Ældste, ja Copier af Slutningen bleve skikkede til alle dem, som havde i Sinde at holde fast ved Religionen, og vare adspredde over alle Stæder af Judæa, saa at det herefter blev en Regel, som Jøderne i Agt toge udi alle paafølgende Krige.

Da Antiochus merkede, at en stor Deel af Jøderne ikke vilde rette sig efter hans Forordning, begav han sig udi egen Person til Jødeland, for at exeqvere alting til Punct og Prikke. Han øvede da den yderste Haardhed mod alle de Jøder, som han fik i Hænder, og truede, at det samme skulde overgaae de andre, hvis de ikke fulde tilføye. Det var da, at Eleazar blev martyrisered, item den Moder med de 7 Sønner, hvorom tales udi den anden Maccabæernes Bog (a), item udi Josephi Historie (b), og haver den sidste Skribent skrevet en egen Bog derom. Midlertid holdt Mattathias sig med sin Hob i Skiul paa de biergagtige Steder, hvor det var vanskeligt at komme til dem, og forøgedes hans Magt dagligen: Blant dem, som da stødte til ham, var et Compagnie af de saa kaldede Assidæer, alle behiertede Mænd, og nidkiere for GUds Assidæer.Lov: De samme havde giort et besynderligt Løfte at i Agt tage Loven, og det meere nøye end andre, og derudover bleve kaldne Chasidim eller Assidæer. Ved Jødernes Tilbagekomst fra det Babyloniske Fængsel, vare der to Slags Lemmer udi deres Societet. De første lode sig nøye med, at i Agt tage alt, hvad som var skrevet i Mosis Lov, og bekomme Navn af Zaddikim eller de Retfærdige. De andre i Agt toge foruden den skrevne Lov, ogsaa de gamles Traditioner og Anordninger, som de iligemaade havde forbundet sig til at efterleve: og, saasom disse sidste holdtes for at have erhvervet en Grad meer af Hellighed og Fuldkommenhed, end de første, saa bleve de kaldne Chasidim, eller de Devote. Af de første formerede sig de Secter af Samaritaner, Sadducæer og Caraiter, og af de sidste udspirede Pharisæer og Essæner; Saa det derfor er af dette Societet, hvoraf alle de Secter, som siden skal |671omtales, nedstamme. De Assidæers Ankomst bestyrkede ikke lidet Mattathiæ Parti; thi et af deres fornemste Løfter, var at stride til det yderste for Religionen, for Templet og GUds-Dyrkelsen, som derudi forrettedes.

Da nu Matthathias havde faaet paa Beenene en Hob, som kunde passere for en liden Krigshær, krøb han ud af sine Skiul og begav sig udi aaben Mark. Han reisede Mattathias renser Landet igien.heele Jødeland igiennem, og nedrev de Hedenske Altere udi alle de Stæder, hvor de vare oprettede: han loed ogsaa omskiære alle de Drenge-Børn, som hidindtil ikke havde været omskaarne, udrøddende alle dem, som han kunde overkomme, der vare faldne fra Troen, og nedsablende Forfølgerne, hvor han foer frem. Saaledes udrøddede han overalt Afguderiet, som Forfølgelsen havde indbragt udi Landet, og stiftede den rette Gudsdyrkelse igien paa de Steder, hvor han havde Overhaand. Da han havde faaet nogle Copier af Loven tilbage, som vare i Hedningers Hænder, loed han den læse udi Synagogerne, som tilforn. Et af de fornemste Midler, hvoraf Antiochus betienede sig, for at til intet giøre Jødernes Religion, bestoed derudi, at han toeg Lovbøgerne Lov-Bøgerne bleve Jøderne fratagne.fra dem; thi, saasom Loven var den eeneste Regel, hvorefter de rettede sig, meenede han, at de snart skulde glemme Religionen, naar de ingen skreven Lov meere havde. Han havde ogsaa publiceret en Forordning, hvorved alle de, som havde Exemplarier af Loven, skulde uden Forhalning levere dem til hans Underhavende, og at de, som holdte dem tilbage, skulde straffes paa Livet. Derved bleve Forfølgerne Mestere over alle de Lovbøger, som fandtes i Jødeland, undtagen nogle faa, som de Flygtige havde bragt med sig. De, som fulde Hedningerne udi Hænder, bleve enten opbrændte eller besudlede, saaledes, at derudi bleve satte Afguders Portraiter, paa det at de maatte blive ubrugelige for Jøderne, i fald de finge dem tilbage, eftersom alle Billeder og Anledning til Propheternes Læsning udi Synagogerne.Efterlignelser vare en Vederstygelighed for dem. Saasom den Kongelige Befalning angik alleene de 5 Mosis Bøger, og strakte sig ikke til Propheternes Skrifter, saa begyndte de Jøder, som vare blevne bestandige i Troen, fra den Tiid at læse Propheterne i deres Synagoger, da fra Esdra, indtil denne Tiid, |672man havde alleene læset Loven. Og haver det stedse fra denne Tiid været brugeligt, at alternere med Lovens og Propheternes Læsning. Saalænge som Forfølgelsen varede, læsede man udi de fleeste Synagoger udi Mangel af Lovbøgerne, som vare dem fratagne, alleene Propheterne; men, da Forfølgelsen var forbi, indførte de Lovens Læsning, men dog saaledes, at de ikke ophørede med Propheternes Læsning, som de engang havde antaget, og derfor, i steden for een Lection, brugte tvende, hvoraf den første var af Loven, og den sidste af Propheterne, ved hvilken Skik det stedse siden er forblevet. Mattathias fik siden en anseelig Hob Exemplarier af Loven, som var udi Hedningernes Hænder tilbage. (a) De, som ikke vare blevne besmittede, komme til deres forrige Brug igien; af de andre betienede man sig for at udskrive reene Copier der af; thi man kunde ikke bruge dem til andet, formedelst de Afguds-Billeder, som Hedningerne derudi havde satt; thi Jøderne havde siden det Babyloniske Fængsel havt ligesaa stor Afskye for Skyggen af Afguderie, som deres Forfædre havde havt for Afguderiet selv.

Mattathias havde allerede naaet en høy Alder, da han toeg sig det betrængte Land an, og oprettede sin Standard mod den Syriske Magt, hvorudover han ikke længe Mattathiæ Død.kunde udstaae de Besværligheder, han havde paataget sig. Han døde et Aar efterat han var kommen tilbage fra Ørken. Autor til den første Maccabæernes Bog sætter hans Død udi det 146 Aar af den Seleucidiske Æra, eller som Jøderne kalde det, det Græske Aar. (b) Førend han døde, kaldede han sine 5 Sønner til sig, hvilke han formanede til at efterfølge hans Exempel, og at stride som Mænd indtil det yderste, for GUds Lov og Fædernelandets Frelse. Han beskikkede Juda til Krigs-Anfører over Folket, og giorde Simon til Præses udi Raadet. Efter saadan Formaning og slige Anstalter, opgav han sin Aand, og blev begraven udi hans Forfædres Grav. Hans Død blev høyligen begrædet af alle retsindede Jøder, hvilke ansaae ham som deres Fader og Forløser, og hvis Forliis udi de Tider ikke |673kunde repareres; thi, endskiønt han efterlod sig 5 behiertede Sønner, kunde man have Aarsag at frygte for Splid og U-eenighed imellem dem efter Faderens Død; men den Frygt forsvandtes ved deres paafølgende gode Opførsel, sær ved Judæ Hurtighed og Tapperhed. Fra denne Tiid begyndte de Asmonæers Regimente, som varede indtil Herodem.

Judas følger sin Faders Fodspor.Efterat Judas havde, som sagt er, forsamlet sin liden Hob og forsynet den med fornødne Ting, reisede han efter sin Faders Exempel alle Stæderne igiennem, ødeleggende overalt Afguderiet tillige med Afgudsdyrkerne, og dem af Jøderne, som vare faldne fra Troen. Efterat han saaledes havde renset Stæderne, loed han dem befæstige, og forsyne dem med stærke Besætninger, paa det de kunde være i Stand at beskytte Indbyggerne, og derved kom i Anseelse over det heele Land. Da Apollonius, som var Antiochi Statholder udi Samaria, fik Kundskab herom, sat han sig fore i Tide at hemme Judæ videre Fremgang. Han samlede til den Ende en Krigshær, Judæ Sejr over Apollonium.rykkende dermed mod Jøderne. Men Judas erholdt |675en Seyer, omkom Anføreren udi Slaget, giorde et stort Nederlag paa Fienderne, og bekom et stort Bytte, hvoriblant var Apollonii Sværd, hvoraf han stedse betienede sig udi alle Feltslag.

Seron, som forestoed en Deel af Cœlesyrien, da han fik Tidende om denne Forliis, fik han en Hob Krigsfolk paa Beenene, og dermed rykkede ind i Jødeland, for at hevne Apollonii Nederlag, men han havde samme Skiebne som Apollonius; thi hans Krigshær blev slagen, og han selv omkom udi Trefningen.

Anden Sejr.Disse tvende Uheld ophidsede Antiochum saaledes, at han loed samle sin heele Magt, for at straffe Jøderne, og var hans Forsæt at ødelegge den heele Nation, og at give Landet til Fremmede. Men, da han havde faaet en stor Krigsmagt paa Beenene, og der handledes om at betale Soldaterne deres Sold, fandt han, at Skatkamret var udtømmet, formedelst store Depenser, hanhan]han] han, A han] han, A havde giort paa Daarligheder og Vellyst, og derfor fandt sig tvungen til at opsætte det Jødiske Tog til en anden Tiid. Derforuden forefaldt en anden Hendelse, som paa samme Tiid holdt ham tilbage; thi Artaxia, Kongen af Armenien, rebellerede mod ham, og Persien veigrede sig ved at betale ham den aarlige Skat; Thi det var ikke Jøderne alleene, som den Forordning, han havde ladet udgive, graverede: adskillige andre Provincier vare og blevne misfornøyede derover, saasom de ikke vilde forlade deres gamle Skikke og Fæderne Sædvaner for at antage Grækernes, som den Kongelige Forordning tilholdt. Herudover begyndte der at blive Penge-Mangel, saa at Kongen var ikke i Stand at giøre sædvanlige Depenser og underholde store Krigshære paa en Gang.

Udi denne Tilstand blev han tvungen til at deele sin Kriigsmagt saaledes, at en Deel deraf blev betroet Lysias, for at tvinge Jøderne, og den anden Deel blev skikket til Armenien og Persien, for at tvinge samme Lande til Lydighed igien, og toeg han sig selv paa det sidste Tog, saaledes, at han passerede det Bierg Taurus, brød ind udi Armenien, hvor han overvandt Artaxias, og fik ham levende i Hænder. Derpaa rykkede han ind udi Persien, for med |676Magt at erholde den Skatt, som Indbyggerne havde veigret sig ved at betale.

Medens han selv forrettede disse Ting, stræbede Lysias med den anden Deel af Krigshæren at tvinge Jøderne, og at efterleve Kongens Befalning, som var at udrødde den heele Nation, og at overgive Landet til Fremmede, som skulde kaste Lod der om. Han iilede desmeere med dette sit Forehavende, efterdi Macron, Statholderen af Cœlesyrien og Palæstina, havde erkyndiget ham om Judæ Fremgang, hvilken det var høyligen fornøden i Tide at standse, førend den tog Overhaand. Macron blev derfor strax beordret med en Krigsmagt at falde ind udi Judæa, og udvalte han Nicanor til sin General-Lieutenant, skikkende ham for i Veyen med 20000 Mænd, adjungerende ham Gorgias, en gammel forfaren Krigsmand, der med Raad og Daad skulde gaae ham tilhaande. De brøde saaleedes ind udi Landet, og strax bleve efterfulte af Macron selv, som med det øvrige Krigsfolk stødte til dem, saa at den heele Krigshær, da den leyrede sig ved Emaus nær ved Jerusalem, bestoed af 40000 Fodfolk og 7000 Ryttere.

Til denne Krigshær, slog sig en mægtig Hob af allehaande Slags Kiøbmænd, for at tilhandle sig de Slaver, som i denne Kriig skulde giøres: thi Nicanor havde ladet publicere, at man skulde bekomme dem for got Kiøb, nemlig: 90 Slaver for en Talent, og haabede han derved at bringe saa mange Penge tilveye, at man der ved kunde betale de 2000 Talenter, som Kongen endda var Romerne skyldig; hvoraf sees, at man havde Forsæt at ødelegge det heele Folk; thi til 2000 Talenter behøvedes 180000 Slaver, naar enhver skulde sælges for ovenmeldte Priis. Man holder for, at henved 1000 anseelige Kiøbmænd til den Ende lode sig indfinde udi Syrernes Leier, foruden deres Tienere, hvilke vare fornødne til at have Øye med saa mange Slaver for at bortføre dem. Judas og hans Brødre, seende hvad Fare dem forestoed, formedelst en saa anseelig Krigsmagts Ankomst, helst som den sigtede til Nationens totale Ødelæggelse, besluttede at forsvare dem til det yderste, og enten at døe eller vinde. De deelede Krigshæren, som bestoed af 6000 Mænd, udi 4re Parter, saa at hvert Corps giorde |6771500. Judas satt sig selv i Spidsen af det første, og loed hans Broder anføre de 3 andre. Derpaa blev den heele Krigshær ført til Mitzpa, for der at offre og at tilbede sig GUds Hielp udi denne overhængende Fare. Judas udvalte dette Sted hertil, efterdi Jerusalem da var udi Fiendens Hænder, og Templet besmittet, saa at GUds-Tienesten derudi ikke kunde forrettes, førend det blev rensed. Derforuden havde Mitzpa været det sædvanlige Sted, hvor man kom sammen, for at tilbede GUd, førend Templet af Salomon blev bygget. Der blev da holden en høytidelig Faste med Bønner til GUd, om hans Bistand og Velsignelse udi deres Forehavende, hvorpaa de rykkede mod Fienderne, for at levere dem Feltslag.

Men, førend det kom dertil, lod Juda udraabe, at hvo som dette Aar havde bygget sig et Huus, taget sig en Hustrue, plantet en Viingaard, eller havde Frygt, kunde retirere sig; saadant var forordnet ved Mosis Lov, som derom saaledes taler: Anførerne skulde sige til Folket: Hvo er den Mand, som haver bygget et nyt Huus, og ikke indviet det, den gaae hen, og vende tilbage til sit Huus &c. (a), og seer man, at Gedeon fordum giorde saadan Proclamation, førend han sloges med Madianiterne (b). Derved formindskedes Juda Hob til den halve Deel. Men denne store Helt loed deraf Modet ikke falde, men besluttede med den liden Hob han havde tilbage, at gaae Fienden under Øyne, og slog sin Leyer nest ved deres. Efter dette var skeed, loed han Folket vide, at han havde i Sinde at levere Syrerne et Feltslag Dagen derefter, og at de maatte lave sig dertil. Men, som han om Aftenen fik at vide, at Gorgias var skikket fra den Fiendtlige Leyer med 5000 Mænd Fod-Folk og 1000 Ryttere, udvalte Tropper, og at han under nogle frafaldne Jøders Anførsel, tog en Gienvey for at overrumple den Jødiske Hob udi Leyren om Natten, satt han sig fore at betiene sig af samme Krigspuds, som Fienden brugte, hvilket og lykkedes ham: han brød strax op fra sin Leyer, som han loed gandske tom, og rykkede lige mod de overblevne Syrer, hvilke, saasom de vare blevne |678svækkede ved de beste Troppers Bortgang, geraadede strax udi Forvirrelse, og toge Flugten med 3000 Mænds Forliis.

Saasom de Tropper, som Gorgias anførte, vare endda tilbage, holdt han sine Folk udi Orden, hindrende dem fra at plyndre Leyren, eller at forfølge de Flygtige, indtil han ogsaa havde overvundet de andre, og havde han derudi samme Lykke; thi Gorgias, efterat han havde fundet Jødernes Leyr forladt, og leedet efter dem blant Biergene, hvor han meenede, at de havde skiulet sig, kom omsider tilbage til Leyren igien. Da han nu fandt den udi Brand, og merkede, at den Syriske Krigshær var adspredet, kom en Skræk over hans underhavende Tropper, saa at de kastede Gevæhr Judæ Sejr over 2 Syriske Anførere.og toge Flugten. Judas fulte dem i Hælene og omkom fleere end tilforn, saa at de slagne Syrers Tall udi alt blev regnet til 9000 Mænd, og de fleeste som undflyede, vare saarede og ilde tilreedede. Efter denne dobbelte Seyer, bragte han sine Folk til den forladte fiendtlige Leyer, hvilken han loed dem udplyndre, saa at et rigt Bytte erholdtes, blant andet alle de Penge, som ovenmældte Kiøbmænd havde bragt med sig til de Jødiske Slavers Indkiøb. Mange af disse Kiøbmænd, som vare komne for at kiøbe Jøder, bleve da selv bragte udi Trældom, og saalte som Slaver. Dagen derefter indfaldt Sabbaten, hvilken blev helligholden med stor Devotion og Taksigelse til GUd, for en saa herlig Seyer og Frelse.

Judas opmuntred af denne Lykke, og bestyrked af en stor Deel andre Jøder, som sloge sig til hans Parti, besluttede at føre sig sin Fordeel til Nytte, at angribe Fienderne paa andre Steder, medens de vare endnu i Forvirrelse over den U-held, som dem var vederfaren. Og, saasom han fik Kundskab om, at Timotheus Statholderen over det Land, som var paa den anden Side af Jordan, item Bachides en anden Omkommer atter 20000 Syrier.Anfører udi samme Qvarteer, samlede en Magt mod Jøderne, gik han dem strax imod, overvandt dem udi et stort Feltslag, og omkom meere end 20000 Mænd; blandt det Bytte, som da giordes, var en stor Mængde af Gevæhr og Krigs-Forraad, som kom meget til Nytte. Jøderne havde derforuden den Lykke ved denne Striid at hevne sig over tvende af deres største |679Fiender, nemlig Philarches, der tillige med Timotheo havde tilføyet dem stor Skade, item Calisthenes, der havde satt Ild paa Templets Porte; den eene af dem blev omkommen udi Slaget, og den anden udi Flugten; thi, da han havde forskandset sig udi et lidet Huus, satte de Ild derpaa, saa at han blev indebrændt, og saaledes fik en Død, som passede sig til hans forrige Misgierning. Nicanor reddede sig vel med Flugten, men paa en haanlig Maade; thi, da han saae Krigshæren udi Forvirrelse, flydde han udi en Slaves Dragt, og standsede ikke, førend han kom til Antiochia, hvor han blev med Foragt imodtagen af alle. Han undskyldte denne Forliis med Israels GUds Magt, som paa en extraordinaire Maade beskyttede Jøderne, efterdi de stridede for deres Religion og Lov.

Da Lysias fik Tidender om Syrernes store Forliiser udi Judæa, blev han derover heel forskrækket: Og, saasom han vidste, hvor meget Jødernes Undergang laae Kongen paa Hiertet, lavede han sig paa et nyt Tog imod dem: Og, efterat han havde faaet paa Beenene en Krigs-Magt af 60000 Fodfolk og 5000 Ryttere, alle udvalte Folk, førte han dem selv ind udi Judæa, i Forsæt at udrødde det heele Folk. Han sloeg sin Leyer ved Bethsura, en Stad, som laae Sønden for Jerusalem mod Grændserne af Idumæa. Judas kom ham imøde med 10000 Mænd, og stoelende paa GUds Hielp, Continuation af Judæ Sejrvindinger.item sin forrige Lykke, leverede ham et Feltslag, hvorudi 5000 Syrer omkomme, og de øvrige toege Flugten. Lysias seende Jøderne at figte som Mænd, der aldeeles ikke agtede deres Liv, bragte Levningerne af den slagne Krigshær til Antiochia, dog besluttede han at besøge dem igien Aaret derefter, for at hevne denne Spott. Ved Lysiæ Bortgang spillede Judas Mester udi Landet, og gav han da Folket sit Forsæt tilkiende, nemlig at han vilde begive sig til Jerusalem, for der at rive Templet af Hedningernes Hænder, rense det fra Hedenske Vederstyggeligheder, og indvie det til den rette Gudstieneste igien. Alle samtykkede derudi, og begave sig til Jerusalem. Man fandt Judæ Reformation udi Jerusalem.da alting udi en bedrøvet Tilstand. Staden var ikke uden en Steenhob, alting vanhelliget og Templets Porte opbrændte, Gaarden fuld af smaa Træer, tykke som udi en Skov, og Præsternes Værelser nedbrudte. Dette |680Syn pressede Taarene af alles Øyen, og dreve de strax paa, at man skulde rense GUds Huus og sætte det i sin forrige Stand igien, Judas betroede dette Verk til de skikkeligste Præste. De samme rensede det hellige, nedbrøde Alterne, som Hedningerne havde oprettet, og førte de u-reene Steene til u-reene Steder. De nedreve iligemaade GUds Alter selv, efterdi det havde været vanhelliget af Hedningerne, og opsatte igien et nyt Steen-Alter, rensede Templets Gaarde, og sat alting udi forrige Stand igien (a).

Saasom Antiochus, da han plyndrede Templet, havde ladet bortføre Røgelses AlteretRøgelses Alteret]Røgelses Alteret] Røgelsets Altere A; Røgelsets Altere SS Røgelses Alteret] Røgelsets Altere A; Røgelsets Altere SS , Skuebrødenes Bord og Lysestagene med andre hellige Kar, som vare beskikkede til GUds Tienestens Brug, loed Judas nye igien indsætte: Han loed af det Bytte, som var bekommet af Fienderne, giøre et Røgelses Alter, en Lysestage af Guld, og et Bord, tækket med Guld, alt ligesom de forrige. Han loed ogsaa giøre et nyt Forhæng, for at skille det Hellige fra det Allerhelligste. Og, da alting var færdigt, og hvert var satt paa sit Sted, foretog man sig Alterets Indvielse. Dagen, som dertil var berammet, var den 25de udi den niende Maanet, kalden Cislew, som er nær ved Vinterens Soelhverv, og var den samme Dag i Aaret, paa hvilket det for 3 Aar siden havde været af Hedningerne besmittet, og net op halvfierde Aar, efterat Staden Templet indvies paa nye.af Apollonio var ødelagt, og 2 Aar efterat Judas havde paataget sig Commando over Folket. Indvielsens Høytid skeede ved Morgen-Offer paa det nye Alter, og Ilden, som dertil blev brugt, blev optændt ved Gnister, som man sloge af tvende Steene mod hinanden, og var det af denne Ild man antændte de 7 Lamper paa Guld-Lysestagen. Den øvrige GUdstieneste skeede med all den Orden, som Loven foreskriver. Saaledes kom Templet i sin forrige Stand igien, og blev siden derudi GUdstienesten uden Hinder bestandigen forrettet, indtil den totale og sidste Ødelæggelse af Romerne.

Indvielsens Høytidelighed varede udi 8 Dage, som bleve bortdrevne med Glæde og Taksigelse til GUd for beviiste Godhed. |681Og blev der beslutted, at der aarligen Indvielsens Fest.skulde holdes saadan Fest til Erindring om Nationens Forløsning. Man gav den Navn af Indvielsens Fest, og havde den alle Aar sin Begyndelse den 25de udi den Maaned Cislew, og varede 8 Dage lige saalænge, som Paasken og Tabernaklernes Fest. Medens Festen varede, saaes overalt Illuminationer, og enhver satt Lys ved sin Dør. Heraf kommer det, at Høytiden undertiden ogsaa kaldes Illuminationernes Fest. Christus selv beærede denne Fest med sin Nærværelse udi Jerusalem, hvilket tilkiendegiver, at han haver approberet dens Stiftelse.

Da man nedrev det gamle Alter, som Hedningerne havde vanhelliget, reisede sig stridige Meeninger om Steenene, hvad man deraf skulde giøre: Saasom Hedningerne derpaa havde offret til deres Afguder, og nogle af disse Offringer havde bestaaet af u-reene Dyr, ansaae Jøderne Alteret med Steenene, som dobbelt besmittede, og holdte dem u-værdige til helligt Brug. Derimod, saasom disse Steene havde været helligede ved de Offringer, som i saa mange Aar derpaa havde været frembaaren til den sande GUd, meenede man, at GUd kunde fortørnes,fortørnes,]fortørnes,] fortørnes: A; fortørnes: SS fortørnes,] fortørnes: A; fortørnes: SS hvis man anvendte dem til andet forfængeligt Brug. Udi denne Tvivlsmaal fandt man omsider for got, at forvare dem paa et Sted af Templets Bierg, indtil der opstoed nogen Prophet, der kunde underviise dem (a), hvad de derudi skulde giøre; saa omhyggelige vare da Jøderne udi de mindste Ting Religionen angaaende. Stedet, hvor Steenene bleve lagde, var et Kammer af den saa kalden Ildsal, hvor Præster vare, som toeg vare derpaa. Denne Reformation anføres omstændigen udi det 4de Capitel af 1ste Maccabæernes Bog. Udi foregaaende Capitel siges, at de opsloge Lovens Bog, hvilken Hedningerne leedte efter, for at skrive deres Afguders Lignelser i den, item, at de frembare Præstedommets Klæder, og opvakte Naziræer, (b) hvilket Grotius forklarer saaledes, at, saasom Naziræer ved deres Løfter vare forbundne til at indstille sig for |682Templet, og en Tiid lang intet Tempel havde været, saa bleve de nu tilholdne, at lade sig see udi Templet, og ved Offringer at opfylde deres Løfter (a).

Men, endskiønt Jøderne havde faaet Templet tilbage, og renset det paa den Maade, som sagt er, vare de dog udi stedsvarende Bekymring. Fienderne havde endda Fæstningen inde, og en stærk Besætning, som bestoed af Hedninger og frafaldne Jøder, laae der udi, og der af meget foruroeligede dem, som komme til Templet, for at holde GUds Tienesten, ja mange af dem bleve ved en og anden U-held fra samme Fæstning ynkeligen omkomne. Samme Fæstning var anlagt af Apollonio paa et meget høyt Judas beleyrer Fæstningen Acra.Sted, hvorudover den blev kalden Acra, og, saasom den laae lige over for Templet, kunde Besætningen ideligen foruroelige det. For at hæve denne U-held, havde Judas ladet den ved endeel af sine Tropper indspærre, for at tilbagedrive dem, som giorde Udfald. Men endelig, som han merkede, at der behøvedes en stor Andeel af Folk til saadan idelig Bloqvade, og at han kunde have meere Nytte af dem udi aaben Feldt mod Fienden, toeg han sig for, at fortificere Templet med en god Muur, som blev besatt med Taarn, hvorudi han lagde en maadelig Besætning, som kunde forsvare Templet.

Saasom Idumæerne paa samme Tiid vare Jødernes Fiender, loed han ogsaa befæste Bethsura, at det kunde tiene til Forsvar mod samme Folk paa den Side. Jeg haver tilforn viset, at dette Idumæa var ikke det gamle Edoms Rige, hvorom tales udi det gamle Testamente, men en Deel af Israels Lande, hvor nogle Edomiter havde satt sig ned, da Jøderne vare udi det Babyloniske Fængsel, og Naboerne derover indtoge adskillige Stykker af Juda og Israels Lande, item at dette Stykke Land, som Edomiterne da indtoge, og gave Navn af Idumæa, havde været endeel af Juda og Simeons Arvedeel. Disse Edomiter beholdte Landet stedse siden, og, saasom de ideligen kunde frygte, at Jøderne vilde revindicere det, som havde tilhørt deres Fædre, ansaae de dem som deres Fien-|683der, indtil de omsider antoge den Jødiske Troe, og saaledes bleve sammenstøbte med Jøderne, at de passerede for et Folk. Disse Idumæer havde giort Hebron til deres Hovedstad; den samme Hebron, som tilforn havde været Davids Residentz. Og, saasom Bethsura laae midt imellem Hebron og Jerusalem, fandt Juda for godt at giøre den til en Grændse-Fæstning mod Idumæa. Jødernes andre Naboer vare ikke meget bedre sindede imod dem. De samme, da de merkede, at Maccabæerne havde igien taget Jerusalem og Templet, og der fornyet Gudstienesten igien, bare de stor Fortrydelse derover, foreenende sig aabenbare til deres Fordervelse. De giorde en Begyndelse dertil, med at omkomme alle de Jøder, som fandtes blant dem, og besluttede at slaae sig til Antiochum, for med samtlig Magt Antiochi Epiphanis Endeligt.at ødelegge heele Israel. Men Kongens Død, som indfaldt paa samme Tiid, giorde deres Anslag til intet. Samme Konge, da han reysede igiennem Persien i Forsætt at hæve den aarlige Skatt, som Persianerne havde veigret sig ved at aflægge, og han da fik at vide, at den Stad Elymais holdtes for at have stor Rigdom, og at udi Dianæ Tempel, som var udi samme Stad, laae et stort Liggendefæe forvaret, begav han sig derhen, i Forsætt at udplyndre Staden og Templet, ligesom han tilforn havde giort udi Jerusalem; men, saasom Indbyggerne bleve advarede derom, rottede de sig sammen for at forsvare Templet, og dreve ham tilbage, saa at han maatte retirere sig til Ecbatana, fuld af Bitterhed over denne haanlige Hændelse. Denne hans Bitterhed forøgedes ved de Tidender om de Nederlag, som Nicanor og Timotheus havde lidet udi Judæa. Han gav sig derfore udi største Iil paa Reysen, for at udøse sin Vrede mod Jøderne, og siges der, at man paa Veyen hørte ikke andet, end Fnysen og Trudsler mod samme Folk. Da han kom mod Babylon, fik han nye Tidender om Lysiæ Nederlag, item at Jøderne havde igientaget Staden og Templet, og der satt deres Gudstieneste paa forrige Fod. Herudover forøgedes hans Bitterhed saa, at han fortsatt Reysen udi største Hast, ligesom han frygtede at komme forsilde, og hans hævngierige Sind ikke tiligen nok kunde mættes. Men just, da han udgydede de haardeste Trudsler mod Jøderne, blev han slagen med en Sygdom, og en Smerte udi Indvoldene, som ved intet |684Middel kunde stilles. Dog vilde han ikke opholde sig paa Veyen, ey heller reyse meere langsom: thi Kudsken fik Befalning at lade Hæstene løbe, saa stærkt som de kunde, hvilket foraarsagede, at Vognen omsider veltede, og at han selv faldt med saadan Violence mod Jorden, at hans Legem blev gandske knuset, og man maatte sætte ham udi en Bære-Vogn, som man bar gandske langsom. Endeligen, som Skrøbeligheden toeg meer og meer Overhaand, maatte man holde ved den liden Stad Tabes, som ligger ved Grændserne af Persien og Babylonien, hvor han maatte søge Sengen, og udstaae u-sigelig stor Smerte. Endeligen afledes udi hans Legeme Orme og Forraadnelse, saa at man kunde ikke komme ham nær for Stank, og var han i saadan Tilstand, indtil Ormene omsider fortærede hans Indvolde, og giorde Ende paa hans Liv. Den Sindets Smerte som han følte, var end større: ham syntes ideligen at plages af onde Aander, som bebreidede ham hans Misgierninger, Polybius (a) anseer vel dette, som en Straf for hans Synder, men tilskriver Betænkning over hans Død. det hans Foretagende mod Dianæ Tempel. Josephus derimod med større Grund (b), anseer det som GUds Hevn i Henseende til den Haardhed, han havde øvet mod Jøderne, og hans u-gudelige Forhold mod GUds Tempel, som han saa modtvilligen havde forhaanet; thi hvad hans Foretagende mod Dianæ Tempel angaaer, da blev det ikke fuldbyrdet, saa at det bestoed alleene udi Villien: Jerusalems og Templets Ødeleggelse derimod bestoed i Gierningen, saa at, om Straffen skal tilskrives een af Deelene, maa man naturligen slutte, at den heller er skeed formedelst det han virkeligen øvede, end det, som han agtede at giøre, saa at derfor den Meening, som Josephus haver herom, og den som findes udi Maccabæernes Bøger, er grundigere end Polybii, endskiønt man vil sætte til Side dette, at det eene Foretagende var mod en falsk Gudinde, men det andet mod den sande GUd. Polybii Vidnesbyrd er dog en herlig Confirmation paa hvad som derom antegnes udi de Jødiske Historier; thi han fortæller Antiochi Endeligt paa samme Maade, skiøndt han giver anden Aarsag dertil. Det synes, at Antiochus merkede, at den elendige Tilstand, som han |685var geraaden udi, var en Straff for hans Misgierninger; thi han giorde et Løfte om at endre det Onde, som han havde bedrevet, hvis han kom sig igien, men hans Poenitentze var for silde; thi GUd vilde ikke bønhøre ham, saa at han efter u-lidelig Smerte maatte opgive sin Aande, efterat han havde regieret udi 11 Aar. Det er dog merkeligt, at Josephus, endskiøndt han anseer dette Antiochi Endeligt, som en Straf for de begangne Misgierninger, slutter dog efter sin Sædvane Cavalierement med denne Beretning, sigende: at hvis nogen heller vil følge Polybii Meening, kand det staae ham frit for (a). Saasom den store Antiochus havde havt samme Foretagende mod Elymais, og med samme Lykke som denne Antiochus Epiphanes, saa have nogle meenet, at man her af en Action haver giort tvende, og at man haver tillagt tvende Regentere af samme Navn, det som kun var vederfaret een af dem. Men adskillige Hedenske Skribentere foruden Josephus og Maccabæernes Bøger vise, at det var tvende differente Actioner. Hvad ellers den sidste Antiochus angaaer, da, saasom han var en saa gruelig Forfølger af GUds Kirke, saa holdes han for at være et Forbillede for Antichristo, der skulde plage den Christne Kirke. Daniels Prophetie taler omstændigere om ham end om nogen anden; thi den største Deel af det 11te Capitel handler alleene derom.

Antiochus succederedes udi Regieringen af sin Søn, som havde samme Navn og var en Prinds af 9 Aar. Jøderne bleve vel ved hans Død skillte ved en bitter Fiende, men de kunde dog ingen Fred forvente sig, hvorudover Judas Maccabæus intet loed falde af sin Iver, men ideligen stoed paa Skildtvagt som tilforn. Da han Judas refser Idumæerne.merkede, at de omliggende Nationer foreenede sig med Syrerne til Jødernes Undergang, og at de allerede havde giort en Begyndelse med at omkomme alle de Jøder, som fandtes i deres Stæder, sat han sig for saadant at hevne, og, saasom Idumæerne havde af alle været de hidsigste, og de derforuden havde skikket |686Hielpetropper til Gorgias, som commanderede udi den Egn, besluttede han at giøre Begyndelse paa dem. Han giorde derfor Indfald udi deres Land, og omkom 20000. Derefter rykkede han mod Beans Børn, som var en anden Stamme af Idumæer, hvilke han sloeg, og tvang dem til at indslutte sig udi tvende af deres fornemste Fæstninger, hvilke han beleyrede og erobrede, og bleve ved samme Stæders Erobring henved andre 20000 Mænd opoffrede. Hvormeget ophidsed han var mod disse Folk sees deraf, at, da nogle af hans egne Soldater havde skiulet endeel Idumæer, loed han dem straffe paa Livet. Derefter passerede han Jordan, rykkede ind udi Ammoniternes Land, hvor han giorde et stort Nederlag paa Indbyggerne, bemægtigede sig Jazar, og derpaa gik tilbage til Judæa igien.

Timotheus den Syriske Anfører, som for tvende Aar siden havde været slagen af Juda, ophidsed af den Dristighed Jøderne havde ladet see ved at passere Jordan, og at giøre Indfald udi de Lande, som stoede under hans Gouvernement, samlede da sammen alle de Folk han kunde tilveye bringe, og med en mægtig Krigsmagt faldt ind udi Judæa. Judas gik ham strax imøde, og efterat han havde bedet GUD om Bistand, greeb den mægtige fiendtlige Magt an med saadan Fyrrighed, at han med stor Slaaer den Syriske Anfører Timotheum.Nederlag drev den paa Flugten: Thi man regnede Syrernes Forliis at have beløbet sig til Tive Tusinde fem Hundrede Foedfolk, og 600 Ryttere. Timotheus flygtede efter Slaget til Gazara, en Stad udi Ephraims Stamme, hvor hans Broder var Commandant. Der beleyrede Judas ham, og indtoeg Staden efter 5 Dages Beleiring.

De omliggende Nationer, som boede udi det Land af Galaad, da de finge Tidende om dette Slag, hvorudi saa mange af deres Venner og Paarørende vare omkomne, samlede de sig sammen, for at hevne deres Død. De omkomme strax 1000 Jøder, som boede Østen for Galaad. Indbyggerne af Tyro, Sidon, Ptolomais, og andre omliggende Folk, komme og sammen udi samme Forsætt og giorde Indfald udi Galilæa. Hvorudover Judas, saasom han fandt sig allevegne omringet af Fiender, deelede sin Krigs|687hær udi 3 Parter. Han selv tillige med hans Broder Jonathan anførte den eene Deel, som bestoed af 8000 Mænd, Simon commanderede den anden Deel, og den 3die forblev udi Jerusalem, for at beskytte samme Stad, og befoel Judas dem, som havde Commando over de sidste, ikke at indlade sig i nogen Action med Fienden, men holde sig defensivè, indtil de andre komme tilbage. Derpaa gik han med sin Broder Jonathan over Jordan, hvor han forløsede de betrængte Jøder, og slog den fiendtlige Krigshær, som der fandtes, saa at 8000 Mænd deraf omkomme, og bemægtigede sig adskillige Stæder, hvorpaa han begav sig til Jerusalem igien.

Udi Historien af dette Tog, ere de tvende Autores af Maccabæernes Bøger ikke eenige; Autor til den anden Maccabæernes Bog siger, at Timotheus blev med sin Broder ihielslagen udi Gazara (a). Udi den første Maccabæernes Bog derimod tales intet derom, men Timotheus siges der at have commanderet de Tropper, hvoraf Judas siden sloeg de 8000 Mænd (b). Dette haver confunderet Prideaux saaledes, at han først i Følge af den anden Maccabæernes Bog, siger Timotheum at være ihielslagen udi Gazara, og siden paa nye forestiller ham som commanderende General igien. Men som Josephi Historie (c) er overeensstemmende med den første Maccabæernes Bog, kand man holde det første for u-rigtigt.

Den Fremgang, som Simon havde med den anden Krigshær udi Galilæa var ikke mindre; thi han erholdt adskillige Seyervindinger og drev Fienderne med Forliis af 3000 Mænd indtil Ptolomais: Dog, saasom han merkede, at der var ingen Sikkerhed for Jøderne udi samme Province, loed han dem føre til Judæa, og der gav dem Boeliger. Saaledes havde disse tvende Krigshære all den Succes, som de kunde forlange, og komme med Ære og Seyer tilbage. Men det 3die Corps, som var bleven tilbage, havde ikke samme Lykke: Thi de tvende Anførere Joseph og Azarias, som |688commanderede det samme, da de finge Tidender om Judæ og Simons herlige Bedrifter udi Galaad og Galilæa, da endskiøndt de havde Befalning ikkun at agere defensive, rykkede de dog mod den Stad Jamnia, i Forhaabning at overrumple den samme. Men Gorgias, som commanderede i den Egn, greb dem an med saadan Fyrighed, at de maatte tage Flugten, og omkomme da 2000 Jøder. Saaledes blev dette dristige Foretagende, og som var skeed mod given Ordre, dem til Haanhed. Judas derimod voxede meere og meere til udi Ære og Anseelse, ikke alleene blant Jøder, men endogsaa blant Hedninger, saa at han blev anseet som en af de Tiders store Krigs-Helte.

For at hevne den Skade, som Jøderne havde foraarsaget udi Galaad og Galilæa, samlede Lysias en Krigshær af 80000 med det heele Riges Rytterie, og 80 Elephanter, begivende sig med den heele Magt ind udi Judæa, udi Forhaabning dermed Judæ store Seyer over Lysiam.i en Hast at giøre Ende paa Krigen. Han aabnede Campagnen ved Bethsuræ Beleiring. Men Judas kom ham strax paa Halsen, omkom 11000 af hans Fodfolk, og 1600 Ryttere, og tvang de andre til at tage Flugten. Denne Forliis foraarsagede, at han blev keed af Krigen, og sluttede et Forbund med Juda og det Jødiske Folk, hvilket af Antiocho blev confirmeret, og sees der, at de tvende Romere Q. Memmius og T. Manlius, som da vare Gesandtere ved det Syriske Hoff, contribuerede meget dertil. En af Freds Articlerne var denne, at Antiochi Epiphanis Forordning om at tvinge Jøderne til den Græske Religion, skulde være død og magtesløs, og at de skulde have Frihed at leve efter deres Lov. Judas betienede sig udi denne Handel af tvende Jøder, ved Navn Johannes og Absalon, og ved dem loed giøre Lysiæ Freds-Propositioner. Men denne Fred varede ikke længe; thi Jødernes Naboer kunde ikke holde sig i Roelighed. De samme, saasnart Lysias var reiset til Antiochia, brøde Freden, og søgte alle Leiligheder til at foruroelige Jøderne ligesom tilforn, besynderlig Timotheus, Nicanor og Appollonius. Indbyggerne af Joppe giorde Begyndelse til nye Kriig, ved at kaste udi Havet 200 Jøder, som boede iblant dem. Dette Mord søgte Judas strax at hevne. Han |689overrumplede dem om Natten, opbrændte alle deres Skibe, og nedsablede Søe-Folket. Derfra begav han sig til Jamnia, for at handle ligeledes med samme Stads Indbyggere, efterdi han havde merket, at de havde i Sinde at giøre det samme, som Borgerne udi Joppe, skiønt det endda ikke var kommen til nogen Execution.

Midlertid havde Timotheus faaet paa Beenene en Krigshær af 120000 Mænd End større Sejr over Timotheum.Fodfolk, foruden Ryttere. Judas undsaae sig ikke ved at gaae den store Magt i møde. Han angreb Fienden ved den Floed Jabboc, og erholdt en herlig Seier, Timotheus tabte udi dette Slag 30000 Mænd, og han selv blev efter Slaget fangen: Dog kom han paa fri Foed igien, saasom han rançonnerede sig med adskillige Jøder, som vare i hans Magt. De af Timothei Hær, som undkomme af Slaget, flygtede til den Stad Carnion, hvilken Judas indtoeg, og omkom 25000 af dem, og loed derpaa føre de Jøder, som boede udi Galaad og de omliggende Steder udi Sikkerhed til Judæa, ligesom hans Broder Simon tilforn havde giort med dem, som boede i Galilæa. Da han paa sin tilbage Reise maatte passere igiennem den Stad Ephron, og Staden var sterk og forsynet med en god Besætning, som Lysias havde lagt derudi, veigrede man ham Giennemfarten, endskiønt han lovede ingen Skade at tilføye. Herover blev han fortørned, angreb Staden, intoeg den med Storm, og omkom hen ved 25000 Hans triumpherende Indtog i Jerusalem.af Indbyggerne. Efter denne Execution, ødelagde han Staden udi Grund, og derpaa begav sig paa Veien til Jerusalem, hvor han blev modtagen med stor Glæde, og aflagde man da Taksigelse til GUd, efterdi Krigshæren havde erholdet saa herlige Seiervindinger, uden en eeneste Mands Forliis. Deres Tilbagekomst skeede ved Pindse-Festen, hvilken derover med Glæde blev celebreret.

Saasnart Festen var forbi, begav Judas sig i Felten igien, og gik mod Gorgias og Idumæerne, som havde tilføyet Jøderne stor Skade. Udi det Slag, som da blev holdet, bleve vel mange Jøder omkomne, men Judas beholdt dog Seier, og Gorgias maatte redde sig med Flugten til Marisa. Efter Slaget, da man |690skulde begrave de omkomne Jøder, fandt man, at alle havde paa deres Legemer noget, som var indviet til Afguder, hvor af Judas sluttede, at dette var hendet dem, som en GUds Straf, og derfore loed anrette Offringer i Jerusalem for at stille GUds Vreede. Han begav sig derefter mod den Sydlige Deel af Idumæa, erobrede Idumæernes Hovedstad, og nedrev dens Fortificationer; derpaa rykkede han ind udi Philisternes Land, erobrede Azot, som tilforn heed Asdod, nedrev de Hedenske Altere, og opbrændte deres Afguds Billeder, hvilket han ogsaa giorde udi de andre Philistiske Stæder, og derpaa førte Krigshæren til Judæa igien. U-anseet disse store Seiervindinger, som Juda erholdt, havde dog den Syriske Besætning forsvaret sig udi Fæstningen Acra, hvoraf den stedse incommoderede Jøderne, som vilde besøge Templet, og omkom mange af dem. For Han beleyrer Fæstningen Acra paa nye.at giøre engang Ende paa disse U-leyligheder, besluttede han at beleire samme Festning, hvilket ogsaa skeede med stor Eftertryk. Nogle frafaldne Jøder, som vare udi den Syriske Besætning, da de merkede den Fare Festningen stod udi, og vidste, at dem ingen Qvarteer vilde gives, naar den blev indtagen, søgte de at redde sig i Tide med Flugten, og begave sig til Antiochia, hvor de berettede Kongen i hvad Tilstand den var, og at den ikke kunde reddes, med mindre den fik en hastig Undsætning. Kongen greb sig Den Syriske Konge kommer til Undsætning.derover an, og samlede en Krigshær af 100000 Fod-Folk og 20000 Ryttere, item 32 Elephanter, hvoraf han satt sig selv tilligemed Lysia i Spidsen, rykkede mod Judæa, og aabnede Campagnen ved Bethsuræ Beleiring. Judas, forsømmende sig ikke paa sin Side, efterat han havde faaet en maadelig Krigshær paa Beenene, overrumplede han Fienderne om Natten udi deres Leyer, hvor hans u-formodentlige Ankomst foraarsagede strax Forvirrelse: Han nedsablede da henved 4000 Syrer, og derpaa retirerede sig i Sikkerhed igien. Efter dette Præludium, kom det Dagen derefter til en Judas bliver overmandet.Hoved-Trefning, hvorudi Judas i Begyndelsen giorde et temmeligt Nederlag paa Fienden, men som han merkede, at Fiendens Anhang var saa stor, retirerede han sig, og bragte sin Krigshær i Behold til Jerusalem igien. Udi denne Trefning, omkom Eleazar en af Judæ Brødre ved en forvovende Gierning, thi, da han i Slaget blev vaer en Elephant, som var større end de andre, meenede han, at det |691var den, som Kongen besad, hvorudover han vendede sig mod den samme i Forhaabning at fælde den, og tilligemed at omkomme Antiochum. Efterat han med sit Sværd havde banet sig Vey didhen, krøb han under Elephanten, og stak sin Lantze ind udi dens Bug, hvorved Dyret vel blev dræbt, men ved sit Fald knusede ham selv. Efter dette Slag begav Antiochus sig til Beleyringen for Bethsura igien, og endeligen tvang Staden til at overgive sig med Accord. Efterat han havde erobret Bethsura, rykkede han mod Jerusalem, og beleyrede Templet, og saae det da farligt ud for Jøderne. Men en særdeeles Hendelse frelsede dem fra den da overhængende Fare; thi, saasom man paa samme Tiid fik at vide, at en ved Navn Philippus, udi Kongens Fraværelse havde bemægtiget sig Antiochia, og anmasset sig Regieringen, fandt man fornødent Fred med Syrien.at slutte Fred med Jøderne, for at dempe denne Opstand. Freden blev sluttet med fordeelagtige Vilkor. Men Antiochus holdt ikke det, han ved Eed havde lovet; thi da han blev indladen inden for Templets Fortificationer, og merkede, at de vare heel sterke, loed han dem nedrive, førend han begav sig paa Reysen til Syrien igien.

Den ypperste Præst Menelaus havde fult Kongen paa denne Reyse, i Forhaabning, ikke alleene at blive installeret udi det høye Præstelige Embede igien, men endMenelai bedrøvelige Endeligt.ogsaa at blive Gouverneur over Staden Jerusalem. Men Lysias, betragtende, at samme onde Mand havde været Aarsag til saa mange U-lykker, og saa megen Blods Udgydelse, anklagede ham for Kongen; hvorudover han blev fordømt som en Morder, og bragt til en Stad udi Syrien, hvor han blev styrtet ned udi et Taarn, som var fuld af Aske, saa at han deraf qvaltes. Det høye Præste-Embede blev derpaa givet til Alcimus, en Mand, der udi Ondskab gav Menelao lidet efter. Samme Alcimus var vel af Præstelig Slægt, men ikke af de rette Linier, og er det i den Henseende, at Josephus siger, at han ikke var af det Præstelige Huus (a), det er, af de rette Linier; thi alle Præste vare ellers af Aarons Huus, men de alleene |692vare berettigede til det høye Præstelige Embede, som vare de første udi de nedstigende Linier, fra Eleazar og Ithamar, hvorudover de andre, som vare af collaterale Grader, kunde vel blive Præste, Alcimus giøres af den Syriske Konge til ypperste Præst.men ikke ypperste Præste (a), og var det i den Henseende, at Ordenen blev brudt ved Alcimi Promotion. Man seer ellers af alt dette, at Antiochus maa have spillet Mester udi Judæa, og at Landet haver været bragt under Fødder igien; thi at straffe ypperste Præste paa Livet, og at sætte andre udi deres Sted, var den største Jurisdiction, som en Regent kunde øve. Judæ Magt laae da, som udi en Dvale, men den vognede ved Kongens Bortgang snart op igien, saa at derfor de Anstalter, som Antiochus da giorde, stode ikke længe ved Magt; thi man seer, at Jøderne strax forkastede Alcimum, som var satt til høyeste Præst, foregivende, at han havde besmittet sig med de Græske Ceremonier under Antiocho Epiphane, og derfor var u-værdig til saadant helligt Embede. Men Alcimus vilde ikke saa let forlade sin Post; han Samme Mand foraarsager stor U-roelighed.forsynede sig med et stort Anhang af frafaldne Jøder, og indstillede sig for denne Konge, med Begiering, at han vilde beskytte ham mod Judæ og hans Brødres Vold. Han beskyldte dem for at have drevet en stor Mængde Jøder udaf Landet, alleene fordi de havde efterlevet den forrige Konges Anordning. Den Konge, som han da adresserede sig til, var Demetrius, hvilken havde bemægtiget sig den Syriske Throne. Samme Demetrius blev af dette Klagemaal saa ophidsed mod Juda og hans Broder, at han strax gav Befalning til Bacchides Gouverneuren af Mesopotamien, at marchere med en Krigs-Magt mod Judæa, og med Magt at indsætte Alcimum udi det Præstelige Embede.

Syrerne søgte strax ved deres Ankomst, at besnære Judas og hans Brødre, og under Venskabs Skin at lokke dem til en Samtale, for at faae dem i deres Hænder. Men Judas merkede den Snare, de satte for dem, og derfore vilde ikke lade sig indfinde: Andre derimod, som vare meer lettroende, mødte til saadan Samtale, men bleve grebne og omkomne, blant dem vare 60 Assidæer, med mange Skrivere eller Lærere udi Loven: Historien siger, at de |693toge ikke i Betænkning at betroe sig til Alcimo, saasom det var ikke venteligt, at en Mand af Aarons Huus skulde vilde ved Løfter forraske dem; Men de forrige ypperste Præster, Jason og Menelaus, hvis Levnet havde været en Kiæde af U-troeskab og U-gudelighed, burte have betaget dem de høye Tanker de havde om Aarons Huuses Hellighed, og indprentet dem saadan Mistillid til Alcimo, at de heller burte have betroed sig til Hedninger end til ham; udi hvilke Tanker Juda og hans Brødre vare, og derfore denne gang undginge denne Snare. Bacchides begav sig derpaa til Antiochia igien, og efterloed sig en Hob Tropper, for at forsvare Alcimum udi hans Post, hvorudi han og en Tiid lang blev staaende, saasom han var understøtted af mange frafaldne Jøder: Og viser alt dette, at Syrerne da havde Overhaand, ja giør Historien herudi noget vanskelig, efterdi det synes underligt, at Judas, der tilforn havde ødelagt saa mange store Krigshære, nu paa en Gang uden nogen foregaaende U-held kunde være forfalden til saadan Afmægtighed, at Alcimus med en maadelig Hob Syrer, og nogle affaldne Jøder kunde holde ham og det heele Folk i Ave. En Knude i Historien løses.Men denne Knude kand løses paa tvende Maader, først, naar man haver for Øyene Syrernes Opførsel paa samme Tiid mod Jøderne, nemlig at de lode sig nøye med en simpel Underdanighed, uden at forvirre dem udi Religionen, hvorved de kand have desarmeret mange af dem, som med Hidsighed tilforn stridede under Judæ Standard: For det andet kand man og holde for, at Syrerne paa de tvende sidste Tog have betient sig af gamle disciplinerede Tropper, og at de store Krigshærer, som tilforn haver været omtalte, have bestaaet af Folk, som i en Hast have været bragte paa Beenene.

Alcimi Myndighed varede dog ikke længe; thi alle gode Jøder havde Afskye for en Mand, der havde begaaet saadan U-troeskab. Saasnart derfor som Bacchides havde vendt dem Ryggen, begav Judas sig udi Felten igien, og reysede det heele Land igiennem, straffende alle dem, som vare frafaldne, og dristede Alcimus imidlertid sig ikke til at komme for Lyset. Samme u-værdige Præst begav sig da til det Syriske Hoff igien, hvor han fornyede sine Klagemaal over Juda og hans Brødre, og tilkiendegav, at Kongens |694Myndighed stedse vilde vakle udi Judæa, saalænge som Judas levede; Udi disse Klagemaal blev han understøttet af alle Jødernes Fiender, som da vare ved Hoffet, saa at Kongen derudover blev bevæget til at skikke en nye Krigsmagt til Judæa, under Anførsel af Nicanor, med Befalning at ødelægge Judas og hans Partie, og indsætte Alcimum udi det høye Præste-Embede.

Nicanor, som kiendte Jødernes Tapperhed, havde ingen Lyst til at vove noget Feltslag, for at blive slagen paa nye; han giorde derfor Freds-Forslag, hvorved Jødernes Sikkerhed stadfæstedes, og Judas blev antagen blant Kongens Venner. Ved dette Forliig fandt Alcimus ikke sin Regning, hvorudover han reisede til Antiochia igien, og der afmalede den sluttede Fred saa ilde, at Kongen gav nye Befalning til Nicanor at fortsætte Krigen, indtil Judas var tagen af Dage, hvorudover Nicanor maatte mod sin Villie fornye Fiendtlighederne. Saa snart han var kommen til Jerusalem, sat han Garn for Judas, for at bemægtige sig hans Person, foreslagende ham at møde til en venlig Samtale. Judas, forladende sig paa Freden, begav sig til det berammede Sted, men, da han merkede, at man havde i Sinde at forraske ham, toeg han i Tide Flugten, derpaa gik Krigen for sig igien, og et Feltslag blev holdet, hvorudi Nicanor blev overvunden, og efter Forliis af 5000 Mænd maatte retirere sig til Jerusalem. Der udøsede han sin Bitterhed mod Razis, en Mand af stor Anseelse, og som var et Lem af Sanhedrin; thi, saasom samme Mand var inderligen Razis Historie. elsket og æret udi Staden, meenede han ingen større Sorg at kunde paaføre Jøderne, end ved at lade ham rette. Han loed ham derfore ved 500 Mænd angribe paa et Slott, hvor han da opholdt sig paa Landet. Razis forsvarede sig en Tiid lang, men, da han merkede, at Slottet endeligen maatte overgives, stak han sig igiennem med sit eget Sværd, og, saasom han merkede, at Saaret var ikke dødeligt, styrtede han sig ned af et Taarn, som han længe havde forsvaret sig udi: Videre, efterdi han endda efter dette Fald ikke var dødet, stak han sin Haand ind udi Saaret, rev sine egne Indvolde ud og kastede dem til Fienden, hvorpaa han opgav sin Aand.

|695Jøderne have anseet ham som en Martyr: Men andre, blant hvilke Augustinus, have lastet denne Gierning, og anseet den som et Selv-Mord; og, saasom Autor af denne anden Maccabæernes Bog synes at have approberet den samme, som en heroisk Action (a), have mange regnet saadant blant de U-skiønsomheder, som findes udi samme Skrift, og som foraarsage, at det ikke kand sættes i Classe med den første Maccabæernes Bog.

Nicanor begav sig derpaa op paa Templets Bierg, og forlangede af Jøderne, at de skulde overlevere ham Judas, truende, hvis de det ikke giorde, at nedrive Templet, og opbygge i dets Sted et andet, den Afgud Baccho til Ære. Men Jøderne havde intet Øre dertil, det stoed ey heller udi deres Magt, efterdi Judas laae med sine Tropper i Felten; Nicanor rykkede derfor imod ham, for at levere ham et nyt Feltslag, hvilket og skeede. Udi samme Slag blev han selv omkommen, hvilket saaledes nedslog Krigsfolkene, at de kastede Gevær, og toge Flugten. Jøderne fulte dem stærk i Hælene, og giorde saadant Nederlag paa de Flygtige, at ikke een eeneste Mand undkom af den heele Krigshær, som havde bestaaet af 35000 Mænd. Efter Slaget fandt Judæ Sejr over Nicanor.man Nicanors Legeme, af hvilket Jøderne afhuggede Hovedet og den høyre Haand, hvormed han havde truet Templet, og satt man saavel Haanden som Hovedet paa et af Jerusalems Taarne. Denne herlige Seyer blev erholden den 13de Dag udi den Maaned Adar (b), og forordnede Jøderne, at man aarligen skulde helligholde samme Dag. Den i agttages endnu blant Jøderne, og kaldes Nicanors Dag. Det er ellers ved denne merkelige Hændelse, at den anden Maccabæernes Bog sluttes. Jeg haver Ende paa Maccabæernes anden Bog.tilforn viset, at samme Skrift skulde, i Henseende til dets Ælde, have staaet først udi Ordenen, efterdi det efter all Anseelse er skrevet for den første Maccabæernes Bog; men det er bleven satt sidst, og kaldes Maccabæernes anden Bog, i Henseende til Værdigheden, og at det ingenlunde kand lignes mod det Skrift, som fører Navn af Maccabæernes første Bog (c).

|696Judas, saasom han efter denne herlige Seyer havde faaet nogen Roelighed, fandt han for got at affærdige et Gesandtskab til Rom, for at anholde om samme mægtige Republiks Beskyttelse imod Syrernes Vold. Han udvalte til dette Gesandtskab Jason Eleazars Søn, og Eupolemum Johannis Søn. Disse Gesandtere bleve vel imodtagne af Republiken, og blev der giort en Slutning af det Romerske Rige, hvorved Jøderne bleve erklærede det Romerske Folks Venner og allierede (a). De Jødernes Forbund med Romerne.erholdte derforuden et Recommendations-Brev til Demetrium, hvorved han forholdtes at holde inde med sin Forfølgelse mod Jøderne, og truede med Kriig, hvis han blev ved at handle med dem, som tilforn. Ved dette Venskab vandt Judas meer, end ved alle sine Seyervindinger; thi den Romerske Magt var da saa forskrækkelig at ingen turde sætte sig der imod: Dette giver ogsaa tilkiende, at Judæa blev ikke meere anseet som en Province af Syrien; Saasom det strider mod all Regiering, at Undersaattere giøre Forbund med fremmede Regentere. Jeg haver ellers viset, at intet var Romerne kiærere end saadan Anmodning af smaa Stater om Venskab, eendeel, saasom de havde naturlig Tilbøyelighed til at hielpe alle Betrængte, eendeel og, eftersom de arbeidede paa et almindeligt Monarchie, de funde deres Regning, ved at store Potentater meer og meer bleve svækkede, saa at de siden uden nogen Møye kunde bringe Betænkning derover.dem alle til Lydighed, hvilket og skeede. Naar man derfore dette veed, er ikke saa vanskeligt at fatte dette Forbund; thi derpaa føres adskillige andre Exempler udi den Romerske Historie; men, førend disse Gesandtere vare komne tilbage, var Judas Død paa den Maade, som skal fortælles.

Saasnart som Demetrius fik Kundskab om Nicanors U-held og hans Død, skikkede han en nye Krigshær til Judæa, under Anførsel af Bacchide og Alcimo, og siges der, at samme Krigshær bestoed af Kiernen af hans Magt. Judas havde ikke meer end 3000 Mænd, da de nærmede sig til ham, hvorudover der overkom dem saadan Forskrækkelse, at de forlode ham alle, undtagen 800 Mænd, som bleve tilbage. Med denne Haandfuld af Folk dristede |697han sig dog til at binde an med den mægtige Fiende; hvorudover han af den store Mængde blev overvunden, og han selv omkom Judæ Død og Berømmelse.udi Slaget (a). Man seer af hans store Bedrifter, at han kand lignes med de største Krigs Anførere udi Historien, og kand man sige, at faa eller ingen med et raat og u-disciplinered Folk haver forrettet saa store Ting imod saa mægtige Fiender; Thi han havde ikke alleene at bestille med de Syriske Konger, som da vare de mægtigste udi Asien, men fast med alle Israeliternes gamle Naboer, og, naar man sammenregner alle dem, som han udi adskillige Treffninger opoffrede, beløber Tallet sig til meere end 200000 Mænd. Hans Død blev derfor høyligen begrædet over heele Juda, og loede hans Brødre Jonathan og Simon ham hæderligen Jorde udi hans Forfædres Grav.

De, som da meenede GUd og Fædernelandet vel, søgte udi denne Beængstelse til Jonathan, bedende, at han vilde tage sig de faldne Sager an, og være deres Anfører Jonathan succederer sin Broder Juda.udi Judæ Sted. Jonathan loed sig overtale til at antage Commando, og samlede sammen alle de Jøder, som vare villige til at vove noget for deres Fæderneland, for at sætte sig imod Fiendens Vold og Magt. Bacchides satte sig strax for at bemægtige sig hans Person, men, som han fik i Tide Kundskab derom, retirerede han sig med sin Broder Simon til den Udørk af Tekoa, hvor de meenede sig at være udi Sikkerhed. De posterede sig nær ved Jordan mellem samme Flod og et Morads, hvor det var vanskeligt at komme til dem. Deres Effecter lode de ved Johannem, deres Broder, bortføre til de Nabathæer, for der at være i Sikkerhed. Men nogle Araber fra Medaba overrumplede Johannem paa Veyen, omkomme ham selv, og bemægtigede sig alt Godset.

Men denne Gierning blev ikke u-hevnet; thi, saasom Jonathan og Simon kort derefter fik at vide, at man holdt et fornemme Bryllup udi Medaba, satte de sig udi Hinderhold paa samme Dag Bryllups Forsamlingen skulde holdes, og, da baade Brud og Brudgoms Følge havde stødet tilsammen, nedsablede de dem alle, undtagen nogle faa, som reddede sig med Flugten til Biergene. Derved erhvervedes et rigt Bytte, og deres Broders Johannis Død blev tilstrækkeligen hævnet.

Bacchides begav sig derpaa udi Felten, og posterede sig ved Indgangen til Jødernes Leyer, opbiende Sabbaten, for paa samme Dag at angribe dem, meenende, at de efter Sædvane da ingen Modstand vilde giøre. Men Jonathan foreholdt Folket den Anordning, som var giort i Mattathiæ Tiid, og opmuntrede dem alle at forsvare Jonathans Sejervindinger.sig, endskiøndt det skeede paa en Sabbat. De fulte |699hans Formaning og forsvarede sig saaledes, at 1000 af Fiendens Hær omkomme. Men seende, at de bleve overvældede af den store Mængde, kastede de sig udi Jordan, og svæmmede over Floden, hvorved de komme udi Sikkerhed. Bacchides forfulte dem ikke videre, men gik til Jerusalem igien, givende der Ordre til at befæstige alle Stæder af Vigtighed i Judæa, og at forsyne dem med Besætning, som kunde beskytte dem mod Maccabæernes Anfald. Besynderligen loed han omlægge nogle Fortificationer ved Jerusalems Fæstning Acra, og efterat han havde forsynet dem med en talrig Besætning og anden Fornødenhed, loed han der indsætte de fornemste Mænds Børn udi Landet, for udi dem at have Pant paa Forældrenes Troeskab, og endtes saaledes dette Aar.

Efterfølgende Aar døde Alcimus, der saalænge havde foruroeliget Israel. Samme Mand, da han ved Bacchidis Hielp, var bleven indsatt udi det ypperste Præstes Embede, fordervede Religionen ved Indførsel af adskillige Ceremonier, hvorudi han fulte sin Formands Fodspor. Blant andre Forandringer, som han giorde, var denne: Der var udi Templet en tyk Muur, som skillede det Hellige fra det Almindelige, saaledes, at det var U-omskaarne ikke tilladt, at komme inden for samme Muur. Men Alcimus Alcimi Død.loed Muuren nedrive, for derved at aabne Veyen til det Hellige for Hedningerne. Men just, da han havde med dette Arbeide at bestille, blev han slagen af en hastig Sygdom, hvoraf han strax døde (a).

Da Bacchides hørte, at Alcimus, for hvilken at beskytte han var kommen til Judæa, ved Døden var afgangen, begav han sig til Antiochia, saa at Landet derpaa havde Fred for de Syrer udi 2 Aar. Det er troeligt, at Demetrius havde faaet fra det Romerske Raad ovenomtalte Brev, hvorudi han formanedes til at holde inde med Forfølgelsen mod Jøderne, og Bacchides derpaa haver faaet Ordre at ophøre dermed, saa at det haver været af den Aarsag, at han efter Alcimi Død forloed Landet.

|700Medens denne 2 Aars Fred varede, arbeidede Jonathan paa at sætte alting udi god Orden. Men, saasom hans Modstandere ansaae hans tilvoxende Magt med avindsyge Øyen, opirrede da paa nye det Antiochiske Hof, og formaaede Kongen at skikke Bacchidem med en nye Krigsmagt til Judæa. Samme u-roelige Mand arbeidede da paa at bemægtige sig Jonathans Person med de fornemste af hans Tilhængere, og det saa snart de merkede, at de Syriske Tropper vare komne til Grændserne. Men dette Anslag blev i Tide aabenbaret, hvorudover Jonathan loed gribe og henrette 50 af de Sammenrottede, ved hvilket Exempel andre, som vare i Ledtog med dem, bleve afskrekkede, og holdte sig stille.

Jonathan, saasom han ikke havde Folk nok til at giøre den ankommende Syriske Magt Modstand, retirerede han sig til et Sted udi Ørken kaldet Bethbasi, hvilket han loed befæste og forsyne med Levnets-Midler, for der at standse Fiendens Magt. Bacchides rykkede mod samme Sted for at beleyre det, og befoel alle de Jøder, som holdte Syrisk Parti, at begive sig til hans Leyer, for at være ham behielpelige udi Beleyringen. Førend Bethbasi blev beleyret, overdrog Jonathan Stedets Forsvar til sin Broder Simon, og selv begav sig med een Deel af Tropperne udi den aabne Mark for at foru-roelige Fienden, hvilket ogsaa skeede med Succes; thi han overrumplede adskillige Syriske Partier, som ginge paa Fourage, og holdt den heele fiendtlige Krigshær ideligen i Allarm. Simon paa sin Side forsvarede Stedet med stor Tapperhed, og giorde adskillige Udfald, hvorved han sat Ild paa deres Machiner, saa at Bacchides omsider kiededes ved Beleyringen, og besluttede at ophæve den, ja straffede nogle af dem paa Livet, som havde skyndet ham til dette Foretagende. Da Jonathan merkede dette hans Forsæt, giorde han strax Freds-Forslag, hvilke bleve vel imodtagne. En Fred blev derpaa sluttet, hvorved Fangerne paa begge Sider bleve tilbage givne. Og forpligtede da Bacchides sig ved Eed, at han aldrig som Fiende Fred med Syrien.vilde sætte sin Foed udi Judæa meer. Jonathan blev derpaa anseet som Hoved over det Jødiske Folk, og udvalte han sit Sæde til Michmasch en Stad 2 Miile Norden for Jerusalem, hvor han regierede Folket som en souveraine Herre, straf|701fede de Frafaldne, og reformerede all U-orden, som havde indsneget sig saavel udi Staten som Kirken.

Hvad som mest forfremmede hans Magt og Anseelse, var en indbyrdes Kriig, som reisede sig i Syrien imellem Demetrium og Alexandrum Balas, hvilken sidste var en gemeen ung Person, som nogle satte ud mod Kongen, foregivende, at han var Antiochi Epiphanis Søn. Begge Partier anholdte da om Jonathans Venskab. Demetrius skrev ham først til derom, erklærede ham General for alle sine Tropper Indbyrdes Kriig udi Syrien.udi Judæa, og gav ham Fuldmagt til at hverve fleere Krigsfolk, befalende iligemaade, at alle de Jødiske Gisler, som vare udi Fæstningen Acra, skulde sættes paa frie Foed, hvilket og skeede, og bestyrkede disse Gisler, som mesten bestoede af fornemme Folk, ikke lidet Jonathans Krigsmagt, ja giorde ham saa mægtig, at alle de Syriske Tropper, som Bacchides havde indlagt udi de faste Stæder af Judæa, forloede deres Poste, undtagen Besætningerne af Bethsura og Jerusalems Castel. Aarsagen hvi de samme ikke fulte de andres Exempel, var, efterdi en stor Deel der af bestoed af frafaldne Jøder, hvilke frygtede for Livs Straff, hvis de fulde i Jonathans Hænder, og derfor besluttede at forsvare sig til det yderste. Fra den Tiid fæstede Jonathan sin Residentz udi Jerusalem, hvilken han paa nye fortificerede, og tilligemed oprettede Templets Muur, som Antiochus Eupator havde ladet nedrive.

Da Demetrii Rival Alexander merkede, hvad Demetrius havde giort for at vinde Jonathans Venskab, loed han ham iligemaade foreslaae fordeelagtige Vilkor, for at trække ham til sit Parti. Han beskikkede ham til ypperste Præst, erklærede ham Kongens Ven, og skikkede ham en Purpur Klædning med en Guldkrone til Æres Begge Partier søge Jonathans Venskab.Tegn. Demetrius derimod, som fik Kundskab derom, giorde end større Tilbud, tilbydende ham ikke alleene alt hvad Alexander havde lovet, men endogsaa adskillige andre fordeelagtige Vilkor, saavel for ham selv, som for den heele Jødiske Nation, hvis han vilde erklære sig i hans Faveur, og komme ham til Undsætning, saa at man heraf seer, hvilken Lykke denne indbyrdes |702Kriig i Syrien var for Jøderne, og hvilke høye Tanker man da havde om Jonathan, efterdi begge Konger kieppedes om hans Venskab. Men Jonathan, eftertænkende alt det Onde, som Demetrius forhen havde tilføyet det Jødiske Folk, sluttede, at all den Velvillighed, som han da tilkiende gav, reisede sig ikke af godt Hierte, men alleene af Frygt for sin Modstander, og af den Jonathan tager Alexandri Balas Parter. Nød, som han var geraaden udi, og kunde være forvissed om, at han, saa snart Faren var forbi, vilde kalde alle sine Løfter tilbage, hvorudover han fandt for godt heller at indlade sig udi Handel med Alexander. Han modtoeg derfor af ham det høye Præstelige Embedes Værdighed, og med det heele Jødiske Folkes Samtykke paa Pintze-Festen, som fulte strax derpaa, iførede sig de Præstelige Klæder, og forrettede Tieneste som ypperste Præst.

Dette høye Embede, som havde staaet ledigt udi 7 Aar siden Alcimi Død, faldt saaledes ved denne Leylighed til det Asmonæiske Huus, hvorudi det stedse forblev indtil Herodis Tiid, da det endeligen fra en arvelig Værdighed blev forvandlet til et Embede, som Kongerne bortgave til hvem dem lystede. Siden Tilbagekomsten fra det Babyloniske Fængsel, havde det stedse været udi Josadacs Familie, og var gaaet udi lige Linie ned til Oniam den tredie af det Navn, som af sine Brødre Jason og Menelao blev stødt derfra. Endeligen var det falden til Alcimum, som havde faaet det af den Syriske Konges Haand. Hvad det Asmonæiske Huus angaaer, da var det ikke Det ypperste Præsteskab falder til det Asmonæiske Huus.af Josadacs Stamme eller den første Classe, men af Joaribs; men, da den præstelige Familie af første Classe begyndte at fattes, hvilket skeede, da Onias Oniæ den 3dies Søn flygtede til Ægypten, vare ingen nærmere til at succedere udi det høye præstelige Embede end Asmonæerne, og var det paa saadant Fundament Jonathan toeg derimod, da han dertil blev nevnet af Kongen af Syrien, og af Folket approberet. Dette er dog ikke uden Vanskelighed; thi der findes de, som giøre Mattathiam til første ypperste Præst af det Asmonæiske Huus, andre Judam og contrarierer Josephus sig herudi selv; thi paa et Sted siger han, at Jonathan var den første, paa et andet Sted derimod siger han, at |703Folket overdrog Præsteskabet til Juda (a). Ja der ere de, som regner dette længere ud, og giøre end ogsaa Mattathiæ Fader Johannem til ypperste Præst (b). Men, hvis saa er, maa der have været tvende virkelige ypperste Præste paa eengang, og det Jødiske Folk, der ansaae Alcimum og Lysimachum som Usurpateurs, efterdi de vare med Magt dertil beskikkede af Syrerne, havde udvalt andre imod dem, hvilke de alleene ansaae som retmæssige ypperste Præste (c). Men om alt dette kand intet vist siges, det er alleene klart, at denne Jonathan blev af den Syriske Konge beklædet med dette hellige Embede, og at alle hans Successores vare Folkets Fyrster og ypperste Præste tillige.

Krigen continuerede imidlertiid imellem de tvende Konger, indtil omsider Demetrius omkom udi et stort Feltslag, og Alexander derover blev eene Mester af det Syriske Herredom. Efter denne erholden Seyer bekom han den Ægyptiske Princesse Cleopatra til Ægte, og blev Jonathan inviteret til Ptolomais, hvor Brylluppet holdtes. Han loed sig og der indfinde, og blev modtagen med stor Æres Beviisning; thi Alexander skiænkede ham en Purpur-Klædning, og gav ham Sæde blant de fornemmeste Mænd udi Riget; han erklærede ham iligemaade til General over alle Jonathan kommer i stor Anseelse.Tropperne i Judæa, item ophøyede ham til den Værdighed af Meridarcha, over hvilken Værdighed ere adskillige Forklaringer. Adskillige Misfornøyede loede sig da indfinde med Klagemaal mod Jonathan, men Kongen veigrede sig ved at høre dem, loed ogsaa befale under Straf at tale noget til hans Æres Forringelse: hvorudover disse Misfornøyede toege Flugten, og Jonathan kom med Ære tilbage.

|705Kongen kunde ikke andet end finde Smag udi dette Forslag, som havde Skin af Rigets Nytte. Det Vanskeligste var, at bringe Jøderne selv til at samtykke derudi, eftersom der var en almindelig Troe iblant dem, at Jerusalem var det eeneste Sted, hvor GUds Tempel kunde være, og at det var en Misgierning at offre paa andet Alter end paa det, som var udi Jerusalems Tempel. For at betage dem denne Scrupel, visede han dem Esaiæ Prophetie, hvorudi findes disse Ord: Paa den Dag skulle der være 5 Stæder udi Ægypten, som skulle tale Canaans Tungemaal, og sværge ved den HErre Zebaoth; hver af dem skal kaldes Nedbrydelsens Stad. Paa den samme Dag skal HErrens Alter være midt udi Ægypti Land, og HErrens Støtte ved Landemerket deraf. Dette forklarede han at sigte paa denne Tiid, hvorudover de approberede hans Foretagende, og, som Kongen iligemaade gav sit Samtykke dertil, begyndte han strax med Templets Bygning.

Rabbinerne fortælle dette med andre Omstændigheder, hvilket sees af R. Obadiæ Bartenorii Beretning saaledes: Simon den Retfærdige vilde vel at Onias skulde succedere ham i det Præstelige Embede, efterdi han var beqvemmere dertil end Semai hans Broder: men, som Semai var ældere, blev han ypperste Præst. Dette opvakte Fortrydelse hos Oniam, saa at han derfor vilde sætte sin Broder til Rette udi hans Embede; men, saasom han derudover ophidsede Almuen mod sig, flygtede han til Ægypten &c. Hvoraf man seer, at Rabbinerne efter Sædvane confundere Historien, og giøre denne Oniam til Simeonis Justi Søn. Dette strider mod andre gode Historier, iligemaade mod Josephum, som vidner, at han var Oniæ Søn (a).

Oniæ Tempel.Han udvalte dertil et Sted udi den Province Heliopolis, sex Miile fra Memphis, hvor tilforn Bubastis Tempel havde staaet, som nu gandske var forfaldet. Han nedrev Resten af de gamle Muure, som stode tilbage, jævnede Grunden, og derpaa anlagde |706det nye Tempel, hvilket han i alle Maader dannede efter det Hierosolymitanske Tempels Modele, skiønt det blev ikke saa stort og prægtigt. Han loed ogsaa derudi sætte et Slagtoffers Alter, et Røgelses Alter, Skuebrødenes Bord og andre hellige Kar, ligesom udi det gamle Tempel, undtagen Guldlysestagerne; thi, i Steden derfor loed han sig nøye med at sætte en stor Lampe, som var hængende ved en Guldkiede. Scaliger meener, at han udvalte den Province Heliopolis til Templets Bygning, efterdi han udi ovenanførte Esaiæ Ord havde læset anderledes end nu omstunder læses, og det alleene ved en Bogstaves Forandring, saa at i Steden for Nedbrydelsens Stad, han haver ved saadan Bogstavs Forandring læset Soelens Stad, som paa Græsk heder Heliopolis. Men den fornemste Aarsag til dette Steds Udvælgelse var, efterdi Onias var Statholder over den Province af Heliopolis, og at Kongen der havde givet ham et stort Stykke Land, hvorpaa han anlagde en Stad, som han gav Navn af Onion, og loed bebygge af Jøder, saa at det derfor var det beqvemmeste Sted, saavel for ham selv, som for de andre Jøder. Da Templet var kommen til Fuldkommenhed, loed han Nogle Anmerkninger heraf tagne til at vise den Græske Oversættelses Ælde. det omringe med en høy Muur af Teiglsteene, og beskikkede Præster og Leviter til Gudstienesten, som derefter øvedes paa samme Maade, som udi Jerusalem. Dette Tempel blev staaende efter det Hierosolymitanske Tempels Ødeleggelse, nemlig i 220 Aar (a), da det efter Vespasiani Befalning blev først tillukt, og siden tillige med Staden Onion ødelagt, som videre skal vises.

De 70 Udtolkere, for at ophøye dette Oniæ Tempel, have oversatt Esaiæ Ord saaledes, at de i Steden for Nedbrydelsens Stad, have satt Retfærdighedens Stad, hvoraf man naturligen kand trække disse Conseqvencer: 1) At den Græske Oversættelse, som vi kalde de 70 Mænds Version, er giort af Ægyptiske Jøder, som dyrkede GUd udi Oniæ Tempel. 2) At Esaiæ Prophetie og maaskee alle de andre have ikke været oversatte paa Græsk, førend efter Oniæ Tempels Fundation, hvilket gandske er overeensstemmen-|707de med det, som tilforn er anført om denne Græske Oversættelse, nemlig: 1) At den haver været giort for de Hellenistiske Jøders Brug og Nytte. 2) At den ikke er forfærdiget paa eengang, men et Stykke oversatt efter et andet, ligesom det blev en Fornødenhed udi de Ægyptiske Synagoger. 3) At den Fornødenhed kand regnes fra den Tiid, da den hellige Skrift blev læset paa Græsk udi deres Forsamlinger, nemlig da det Græske Sprog var blevet de Alexandrinske Jøders Moders Maal, og de havde forglemt det Hebraiske Sprog, hvilket var hendet udi Ptolomæi Philadelphi Tiid. 4) At indtil Maccabæernes Tiid man havde ikke læset uden Loven udi Synagogerne og conseqventer, at de Alexandrinske Jøder behøvede for den Tiid ikke uden Lovens Oversættelse til det Brug, ja at intet uden de 5 Mosis Bøger vare oversatte for samme Tiid. 5) At, da Jøderne udi Jerusalem i Maccabæernes Tiid begyndte af ovenanførte Aarsager at introducere Propheternes Læsning udi Synagogerne, Jøderne af Alexandria, heele Ægypten, Libyen og Cyrene have fundet for godt at efterfølge deres Exempel, og derfore have ladet oversætte Propheterne paa Græsk, og at det kand ikke være skeed førend længe efter Maccabæernes Opkomst, efterdi der behøvedes en rum Tiid til at føre udi Brug udi Egypten den Skik, som var bleven vedtagen udi Judæa. Og er det saa gandske rimeligt, at Tingen ikke er skeed, førend Oniæ Tempel blev anlagt, nemlig udi Jonathans 11te Regierings Aar.

Førend jeg slutter dette Capitel, vil jeg melde lidt om en Tvistighed, som da reisede Tvistighed mellem de Alexandrinske Samaritaner og Jøder.sig imellem de Alexandrinske Jøder og samme Steds Samaritaner. Spørsmaalet var, om Jerusalem eller Garizim var det Sted, som GUd havde udvalt til sin Dyrkelse. Denne Tvistighed blev fortsat med saadan Iver, at Jøder og Samaritaner udi Alexandria omsider komme i Haar paa hinanden. For at stille denne U-orden, loed Kongen beramme en Dag paa hvilken begge Partier skulde møde, og i Raadets Overværelse fremføre deres Beviisligheder. Begge Partier udvalte Mænd, som skulde agere deres saasom Samaritanernes Sag. Men, som Samaritanerne kunde ikke bevise hvad de havde foregivet, bleve deres Advo|708cater fordømte til Døde, for at have opvakt Striid uden Aarsag: Og blev saaledes den U-roelighed stillet.

Efter saa vel forrettet Sag begav Jonathan sig til Jerusalem igien, hvor han drev paa Beleyringen af Acra, og saasom Besæt-|710ningen forsvarede sig saaledes, at det saae ud til en langvarig Beleyring, affærdigede han Bud til Kongen, med Begiering, at han vilde kalde Besætningen tilbage: Demetrius, som formedelst sit slette Jonathan undsætter Demetrio mod hans Undersaattere. Regimente paa samme Tiid stoed Fare, for at stødes fra Riget, lovede at føye Jonathan baade i det og andet, med de Vilkor, at han skikkede ham nogle Hielpe-Tropper, for dermed at holde sine oprøriske Undersaatter i Ave. Jonathan skikkede ham 3000 Mænd, hvilke da han havde bekommet, blev han saa modig, at han befoel alle Indbyggerne af Antiochia at bære deres Gevær til Slottet: men dette bragte den heele Stad udi Bevægelse, saa at 120000 Mænd rykkede mod Palladset, og der beleyrede Kongen. Men Jøderne komme ham til Undsætning, og giorde saadant Nederlag paa de Antiochiske Indbyggere, at 100000 af dem bleve ihielslagne, og en stor Deel af Staden blev lagt i Aske, hvilket jog saadan Skræk ind udi de andre, at de bade om Fred, hvilken blev dem given, og Jøderne, efterat de saaledes havde hevnet sig over Indbyggerne af Antiochia, formedelst de mange U-lykker, de havde paaført Jerusalem, sær udi Antiochi Epiphanis Tiid, begave de sig paa Reisen tilbage. Saaledes bliver dette fortaalt udi Maccabæernes Bog. Josephus derimod nævner intet vist Tall af de slagne Antiochenser (a), saa at det er troeligt, at Tallet maa være noget outreret udi den første Bog.

Men Demetrius, da han var udreedet af den Fare, som han var geraaden udi, glemmede han den Tieneste Jonathan havde beviist ham, og ikke vilde holde det, som han ved ovenmeldte Tractat udi Ptolomais havde forbundet sig til, nemlig: at befrie Jødeland fra all Skatt og Paalægg, og lade sig nøye med 300 Talenter til Vederlag Demetrii U-taknemmelighed.derfor: det U-billigste herved var, at, efterat han allerede havde oppebaaret Summen, han dog blev ved at fordre de aarlige Tributer med samme Strænghed, som tilforn, truende Jonathan med Kriig, hvis han ikke beqvemmede sig dertil. Men disse Trusler havde ingen Virkning; thi, saasom han havde giort sig forhadt over det heele Land, sloge de Misfornøyede sig til Antiochum, Alexanders Søn, og erklærede ham til Konge. Og, |711da Demetrius med en Krigsmagt gik dem i Møde, blev han slagen, og maatte tage Flugten til Seleucia, hvorpaa Antiochus blev Mester af Riget, og bekom det Tilnavn af Theos eller GUd.

Antiochus Theos.Blant dem, som sloge sig til den nye Konges Parti, var Jonathan, og det eendeel i Henseende til den Forbindelse, som han havde staaet udi med hans Fader, eendeel ogsaa, efterdi Demetrius havde ladet see saa stor U-taknemmelighed mod ham. Saa snart derfor, som den nye Konge var Mester af Antiochia, affærdigede han et Gesandtskab til Jonathan med Breve, hvorudi han confirmerede ham udi det Præstelige Embede, lagde et Toparchie til de tvende, som han havde faaet af Demetrio, gav ham Rett til at bære Purpur og et Guldskiold, foruden andre Privilegier. Han erklærede og hans Broder Simon Anfører over en stor Deel af sine Tropper, med de Vilkor, at begge Brødrene skulde være ham assisteerlige udi den Tvistighed han havde med Demetrio. Dertil beqvemmede Jonathan sig, og derpaa fik Commission af Undsættes af Jonathan.Antiocho at værve Tropper over heele Cœlesyrien og Palæstina. Han fik da en anseelig Krigsmagt paa Beenene, og dermed holdt adskillige Provincier udi Antiochi Lydighed.

Demetrius, for at giøre ham Diversion, loed samle alle de Tropper, som han havde udi Cœlesyrien og Phœnicien, og skikkede dem ind udi Galilæa, Jonathan loed sig og indfinde udi samme Province, overladende den høyeste Magt udi Judæa til den Broder Simon. Da han kom til Galilæa, faldt han udi et Hinderhold, hvor han nær havde satt Livet til; thi der kom en Skræk over hans Folk, saa at de toege Flugten, undtagen nogle faa, som holdte Stand, for at beskytte deres Anførers Person. Disse tilbageblivende giorde Fienden saadan Modstand, at de andre Flygtige derudover komme tilbage, saa at der erholdtes en fuldkommen Seyer. Medens dette skeede, havde Simon beleyret Bethsura, hvilken Stad han tvang til at overgive sig, og uddrev Hedningerne, hvis Besætning længe havde foruroeliget de omliggende Stæder.

Da Jonathan efter sin erholdene Seyer var kommen til Judæa igien, og der havde fundet alting roeligt, affærdigede han et |712Gesandtskab til Rom, for at fornye det Forbund, som Romerne havde sluttet med Juda. Gesandterne nøde strax Audience udi Raadet, hvor de bleve imodtagne med all Æresbeviisning, og med Nyt Jødisk Gesandtskab til Rom.fornøyeligt Svar bleve skikkede tilbage. Samme Gesandtere havde Ordre paa Hiemreisen at passere igiennem Lacedæmon og andre Stæder, som Jøderne stode i Venskab med, og at fornye med dem de forrige Forbund: og komme de omsider med velforrettet Sag tilbage (a). Gesandterne vare Numenius og Antipater, hvilke nævnes ogsaa af Josepho, som tvende anseelige Jøder (b). Og sees deraf, at det da var almindeligt at betiene sig af fremmede Navne.

Demetrii Anførere, som af Jonathan vare blevne slagne udi Galilæa, komme nu tilbage med nye og fleere Tropper. Jonathan gik dem strax i Møde, og, som han merkede, at deres Forsætt var at overrumple ham om Natten, giorde han alle Anstalter til at imodtage dem: dette finge de Kundskab om, og derfor begave sig til deres Leyer igien, hvor de allevegne antændte Ild, for at komme Jøderne til at troe, at de forbleve udi Leyren, hvilken de dog om Natten forlode. Dette merkede omsider Jonathan, og strax forfulte dem, men hvor meget han end iilede, saa kunde han dog ikke naae dem, men de komme udi Sikkerhed. Derpaa reisede han alleene om for at holde Indbyggerne udi Antiochi Lydighed, hvilket og Simon paa sin Side giorde, og blant andet bemægtigede sig den Stad JoppeJoppe]Joppe] Ioppe A; Ioppe SS Joppe] Ioppe A; Ioppe SS .

Efterat begge Brødrene vare komne til Jerusalem igien, sammenkaldte de det store Raad, for at overlegge, hvorledes saavel Jerusalem, som de andre Stæder udi Judæa kunde ved nye Fortificationer, og de gamles Reparation i Stand sættes, til at forsvare sig mod Fiendtlig Overvold. Man besluttede da at opreise Jerusalems Muure, som vare faldne, forhøye dem, som vare lave, og at giøre Staden gandske fast. Dette Arbeide gik for sig med stor Hurtighed. Man loed ogsaa oprette en Muur mellem Castellet og |713Staden, for derved at afskiære den Syriske Besætning all Tilførsel, og foraarsagede dette, at Fæstningen blev bragt til stor Yderlighed, og at Besætningen snart maatte beqvemme sig til Overgivelse. Jonathan havde selv Tilsyn med dette Verk, og Simon med Fortificationerne udi de andre Stæder.

Imidlertiid arbeidede den Syriske General Tryphon paa at støde Antiochum fra Thronen, og selv at bane sig Vey dertil. Og, saasom han for ingen af Kongens Tilhængere frygtede sig meere end for Jonathan, henvendte han alle sine Tanker paa at forraske samme Mand. Han kom derfor med en Krigshær til Judæa og blev mødet af Jonathan med 40000 Mænd, som var den største Magt Jøderne havde havt paa Beenene udi de Syriske Krige. Saasom nu Tryphon merkede, at han med Magt intet kunde formaae mod en saa tallriig Krigshær, søgte han ved gode Ord at faae Jonathan i Snaren. Han foregav sig alleene at være kommen for at raadslaae om tilfælles Beste, og at overgive Ptolomais udi hans Hænder; derved giorde han Jonathan saa fortroelig, at han skikkede alle sine Folk tilbage, forbeholdende sig alleene 3000 Mænd, og endeligen deraf skikkede 2000 til Galilæa, saa at der bleve kun 1000 Jonathan fanges med List.tilbage, for at beskytte hans Person. Dette var ikke nok, han forloed sig saa meget paa Tryphons eedlige Løfter, at han begav sig til Ptolomais. Men han var saa snart ikke kommen ind udi Staden, førend Portene bleve tilsluttede. Derpaa bemægtigede man sig hans Person, og nedsablede alle dem, som vare udi hans Følge.

Dette foraarsagede en stor Forskrækkelse blant Jøderne; Naboerne komme derover i fuld Bevægelse, meenende ingen Modstand at finde, efterdi Jøderne havde mistet deres Anfører; og Tryphon forsamlede sin heele Magt, for at betiene sig af Tiden til Simon Jødernes nye Anfører.Nationens Ødeleggelse. Udi denne Tilstand loed Simon Folket sammenkalde udi Templet, og opmuntrede alle til at efterfølge hans Faders og Broders Fodspor i at forsvare Fæderne Landet. Dette lovede de alle, og tilligemed udvalte ham til General i hans Broders Sted. Derpaa arbeidede man med Iver paa Jerusalems Fortifi|714cationer, som Jonathan havde begyndt, og da man fik Tidender om, at Tryphon nærmede sig til Staden, gik Simon med en god Krigshær ham i Møde. Tryphon turde ikke vove noget Feltslag, men søgte at besnære ham paa samme Maade, som Jonathan. Han foregav sig at have arresteret Jonathan alleene for Gield af 100 Talenter, som han var Kongen skyldig, og sagde, at, hvis Simon vilde betale samme Summe, og skikke ham Jonathans tvende Sønner til Gisler paa hans Troeskab, vilde han strax sætte ham i Frihed igien. Endskiøndt Simon nu saae, at dette var kun en Snare, dog, paa det han ikke skulde beskyldes for at have forsømt noget, som kunde være til hans Broders Frelse, skikkede han Pengene tillige med hans tvende Broder-Sønner. Men denne Meeneeder holdt intet af hvad han havde lovet; thi han sluttede Jonathan i Baand og Kieder, og rykkede paa nye med en Kriigsmagt ind udi Judæa, udi Forsætt, at ødelegge Landet.

Simon forsømmedeforsømmede]forsømmede] forsømmende A; forsømmende SS forsømmede] forsømmende A; forsømmende SS ikke at giøre all muelig Modstand, og forekom ham i alle hans skadelige Forsæt. Midlertiid geraadede Besetningen udi Acra i yderste Nød, eftersom man blev ideligen ved at holde den indsluttet, saa at ingen Tilførsel kunde skee: Da denne Nød blev Tryphon forestillet, udskikkede han en Nat sit heele Rytterie, for at forsøge Undsætning, men en stærk overfaldene Snee tvang dem med u-forrettet Sag at gaae tilbage, og toeg Tryphon derpaa Vinterqvarteer udi Bascama, hvor Jonathan omkommes.han strax efter sin Ankomst loed henrette Jonathan. Efterat han havde røddet denne store Helt af Veyen, loed han hemmeligen omkomme Antiochum, foregivende, at han var død af Steen, og derpaa erklærede sig selv til Konge af Syrien.

Ved Tryphons Ankomst til Regieringen udi Syrien, kunde Jøderne ikke vente sig meget godt. Men han fik strax andet at bestille end at plage Jøderne. Han søgte strax at formaae Romerne til at erkiende sig for retmæssig Konge, og til den Ende affærdigede til Rom et Gesandtskab, med en Foræring af et stort Guld-Billede. Romerne toge vel imod Gaven, men loed sætte den afdøede Antiochi Navn derpaa, ligesom den var skikked af ham, saa at Tryphon kunde deraf slutte, at han ingen Beskyttelse sig havde at forvente udi Rom. Derimod blev Simons Gesandtere bedre imodtagne. Han havde affærdiget de samme til Rom, strax efter Jonathans Død, da han var bleven erklæret General og ypperste Præst, for at erkyndige Republiqven derom. Romerne betegnede deres Sorg over Jonathans Død, og tilligemed deres Tredie Gesandtskab til Rom.Glæde over Simons Forfremmelse. Gesandterne bleve imodtagne uden for Staden, og indførte med Pragt udi Senatet, hvor man |716fornyede de med Jøderne forhen sluttede Tractater, hvilke man loed grave i Kobber, og bragte Gesandterne dem med sig til Jerusalem, (a) hvor de bleve læsede i det heele Folks Overværelse. De besøgte paa Hiemreysen Lacedæmon, og andre allierede Stæder, fornyede iligemaade med dem de forrige Forbund.

Dette var saaledes det 3die Gesandtskab, som Jøderne have affærdiget til Rom efter Autoris Vidnesbyrd, som haver skrevet den første Maccabæernes Bog. Josephus melder dog ikke om det Gesandtskab, som blev skikket af Simon, hvoraf man skulde slutte, at det var det samme som blev affærdiget udi Jonathans Tiid. Imidlertid blev Kriig ført mellem Tryphon og den fordrevne Konge Demetrium, hvilken efter Antiochi Død stræbede at komme paa den Syriske Throne igien, og, saasom Jøderne tilligemed ham havde en tilfælles Fiende udi Tryphon, anholdt Simon om hans Venskab, og skikkede ham en Guld-Krone. Denne Foræring blev vel imodtagen, og Demetrius confirmerede derpaa Simon udi hans Præstelige Embede, erklærede ham Hoved for det Jødiske Folk, og befriede Nationen for all Skatt og Paalæg, med de Vilkor, at han skulde assistere ham mod Tryphon, hvortil Jøderne kunde Simon blev souverain Første i Judæa.gierne beqvemme sig, efterdi ingen havde tilføyet dem meer ondt end denne Forrædder. Disse Vilkor bleve af Gesandterne bragte til Jerusalem, hvor Folket approberede dem. Ved denne Act, blev Simon giort til en souverain Første i Judæa, og Landet independent af Fremmede; hvorudover Jøderne, som hidindtil havde dateret deres Contracter og publiqve Acta, ved de Syriske Kongers Aar, begyndte fra denne Tiid at datere dem, ved Simon og hans Efterfølgere i Regimentet.

Saa snart Simon var bleven erklæret Første over Folket, arbeidede han paa at bestyrke sit Herredom for tilkommende Tiid. Han reisede til den Ende Landet igiennem, for at eftersee alle de Stæder, som havde Reparation nødig: I sær havde han Omhyggelighed for de tvende vigtige Stæder Bethsura og Joppe. Udi den |717første anlagde han et Tøyhuus, og forsynede den med en god Besætning. Udi den sidste anlagde han en Havn, saavel for Staden som for heele Judæa, saasom den laae heel beleilig for Handelen paa den Midlandske Søe. Den blev fra den Tiid en anseelig Handel-Stad udi nogle 100 Aar. Staden er endnu conserveret indtil denne Tiid, haver beholdet sit gamle Navn af Joppe, og driver en temmelig Handel. Saasom Gazara havde giort Opstand siden Jonathans Død, tvang han den efter en Beleiring at overgive sig, og efterat han havde uddrevet Hedningerne, og besatt den med Jøder i deres Sted, loed han den fortificere, og anlagde der et Palais, hvor han kunde opholde sig udi, naar hans Nærværelse udfordredes i samme Stad.

Imidlertid var Besætningen af Acra formedelst Mangel paa Levnets Middel Erobrer Acra.geraaden udi yderste Nød: Denne Mangel toeg omsider saadan Overhaand, at den blev tvungen til at overgive sig. Simon toeg den strax i Possession, og derved befriede Landet fra en stor U-leilighed, og som havde varet fra Antiochi Epiphanis Tiid. For at forekomme videre saadan U-held, loed han den sløiffe, og, saasom den laae paa en Høj, og det var at befrygte, at, hvis nogen anden Fiende fik Overhaand, han kunde betiene sig af den samme, for at anlegge en Festning paa nye, hvorved Templet vilde underkastes forrige U-leilighed, loed han Folket sammenkalde, og forestillede hvad man derved havde lidet, og hvad videre U-lykke man kunde vente, hvis Højen faldt udi Fienders Hænder. Han overtalede dem til at sløiffe Højen, saa at Grunden blev lige ved Templets Grund. Man arbeidede Dag og Natt derpaa, og endeligen efter 3 Aar kom til Ende med Verket. Man arbeidede paa samme Tiid ogsaa paa at fortificere Templets Bierg, reparerede Muuren uden om, og giorde den sterkere end den havde været. Inden for byggede man Huuse for Simon og andre, og var det der, hvor han siden boede, og synes, at hans Residentz haver været der, hvor siden blev anlagt den Festning Antonia.

Simon seende, at hans Søn Johannes Hyrcanus havde baade Hierte og Krigs Erfarenhed, gav ham Commando over alt |718Krigs-Folket udi Judæa, festede ogsaa hans Boe udi Gazara, hvilken var en Grændse-Stæd, og behøvede hans Nærværelse. Iligemaade oprettede han Boelig for ham udi Joppe, som ikke laae langt derfra, for at have Tilsyn med det store Arbeide, som foretoges ved at anlægge en Havn.

Imidlertiid fortsattedes Krigen imellem Tryphon og Demetrium. Men, som Demetrius fik Tidender om et Udfald af de Parther, hvilke havde bemægtiget sig alle de Lande, som ligge imellem Indus og Euphrates, loed han Tryphon blive i Possession af den største Deel af Syrien, og rykkede med en Krigshær mod de nye Fiender: Men hans Krigshær blev slagen, og han selv faldt udi Fiendens Hænder. Derved lagdes Grundvold til det Parthiske Herredom, som florerede siden i nogle 100 Aar, og blev en Skræk for alle dets Naboer, indtil at holde Stand mod Romerne selv: Den Konge, som da regierede over de Parther heed Mithridates, hvilken var den 5te Konge i Orden efter Arsaces, som stiftede det Parthiske Rige. Mithridates bemægtigede sig efter denne Seyer de fleeste Stæder udi Orienten, som tilforn havde hørt under det Syriske Herredom. Denne Forandring, hvorved den Syriske Magt saameget blev svækket, skeede udi Simons tredie Aar, og 141 Aar for Christi Fødsel.

Førstendømmet giøres arveligt udi Simons Huus.Udi en almindelig Forsamling af Præsterne samt de Ældste og det heele Folk udi Jerusalem, blev Simon overdragen den høyeste Magt, saavel udi geistlige som verdslige Sager, og blev iligemaade besluttet, at den skulde være arvelig udi hans Familie. Acten blev forfatted udi de Terminis, at, saasom Simon og hans Familie havde udvirket saa store Ting for Nationens Ære og Velfærd, da til en Erkiendelse for saadanne Velgierninger, beskikkede Folket ham til Første og ypperste Præst, og besluttede at begge disse Værdigheder skulde forplantes paa hans Afkom (a). Denne Slutning loed man grave paa Kobber-Plader, og forvare udi det Hellige, og blev Original-Acten nedlagt udi Templets Skat-Kammers Archiv. Fra den Tiid havde Simon Titel, Rang og Myndighed, som Lan-|719dets-Første og ypperste Præst, og bleve alle publiqve Acter udstedde i hans Navn. Efter hans Død fulde begge Værdigheder til hans Afkom, og vare længe foreenede udi en Person. Acten er af Dato den 18de udi den Maaned Elul, som var den 6te Jødernes Maaned, Aar 172 fra det Seleucidiske Æra og udi det 3die Aar af Simons Pontificat. Fra den Tiid regnes de fornemmeste Lærere udi Skriften paa Academiet udi Jerusalem, at have været Simeon Benshetach, og Jehuda Ben Tabbai, hvoraf den første var Præses, den anden Vice-Præses udi Sanhedrin.

Efterat Simon var ophøyet til Souveraine Værdighed paa den Maade som sagt er, fandt han for godt, at erkyndige Romerne derom, og forlange, at de vilde erkiende ham derfor. Han affærdigede derfor en Gesandt til Rom med en stor Guldskiold, som kunde beløbe sig udi Værdi fast til 3 Tønder Guld af vor Mynt. Gesandten saavel som Foræringen blev vel modtagen, og Senatet fornyede det Forbund, Erkiendes derfor af den Romerske Republiqve.som forhen var sluttet paa den Maade, som Simon det forlangede. Det loed derforuden ved Skrivelse tilkiendegive for alle Potentater udi Asia og Ægypten, at Jøderne vare Republiqvens Venner og Allierede, og at de derfore intet maatte foretageforetage]foretage] foretage noget A; foretage noget SS foretage] foretage noget A; foretage noget SS til deres Skade, ey heller beskytte Jødiske flygtige og misfornøyede, men overlevere dem til Simon Jødernes Første, naar han det forlangede. Jeg haver ellers tilforn givet min Meening om disse Gesandtskabe, og viset, at et synes at være confunderet med et andet. Blant de Breve, som da bleve skikkede fra Rom, var et til Demetrius, hvorvel han var fangen hos de Parther, efterdi Romerne havde ikke villet erkiende hverken Tryphon eller Antiochus Sidetes, som da tvistede om den Syriske Krone. Denne Antiochus Sidetes fik omsider Overhaand, og derfor strax søgte at foruroelige Simon, endskiøndt han havde assisteret ham mod Tryphon. Han affærdigede strax Athenobium til Judæa, for at lade Simon vide, at han maatte give tilbage Gazara, Joppe, item Castellet af Jerusalem, med mange andre Stæder, hvilke han alle paastoed at høre til den Syriske Krone, eller og at han for samme Stæder maatte betale 500 Talenter, item 500 andre for den Skade Jøderne havde tilføyet hans Lande. Dette gav Atheno|720bius tilkiende ved sin Ankomst til Jerusalem, og af Simon fik saadant Svar, at han vel vilde betale 100 Talenter for Gazara og Joppe; men hvad de andre Stæder anbelangede, da vare de hans Fædres Arvedeel, som de med Vold og U-ret vare skildte ved til en Tiid; men, som de nu med Sværdet havde vundet tilbage, og derfore vilde beskytte dem til yderste.

Athenobius stødte sig over denne fripostige Tale, og uden at svare derpaa reisede til Kongen igien, hvilken han gav saadant tilkiende, og iligemaade fortaalte, hvilken Pragt og Herlighed han havde fundet ved Simons Hoff, hvilket og var sandt; thi Simon førte sig langt anderledes op end hans Formænd. Hans Hoff var forsynet med en Mængde af Guld- og Sølvkar, item en stor Hob Betientere, saa at han udi Herlighed og Anseelse gav andre Førster intet efter; Kongen blev deraf saa ophidsed, at han besluttede at paaføre ham Kriig. Han skikkede derfore en Deel af sine Tropper mod Judæa, og selv med de andre forfulte Tryphon, hvilken han omsider fangede og Nye Kriig med Syrien.omkom. De Tropper som bleve skikkede til Judæa, vare anførte af een ved Navn Cendebæus. Johannes Hyrcanus, som da var i Gazara, raadførede sig med sin Fader hvad han i denne Tilstand skulde foretage. Simon holdt for, at man maatte sætte Magt mod Magt, og fik paa Beenene en Krigshær af 20000 Fodfolk og Ryttere efter Proportion: Og, saasom han selv formedelst sin høye Alder ikke kunde udstaae Krigens Besværligheder, gav han Commando til hans tvende Sønner Judas og Johannes, og skikkede dem mod Fienden. Det varede ikke længe førend det kom til et Feltslag, hvorudi Cendebæus blev dreven paa Flugten med Forliis af 2000 Mænd. Udi dette Slag blev Judas saaret, saa at han ikke kunde forfølge Fienden, men Johannes eftersatt de flygtige indtil Azot, indtoeg adskillige Stæder og uddrev Syrerne af det heele Qvarteer; hvorpaa han tillige med sin Broder begav sig til Jerusalem igien (a).

Men den Syriske Konge, saasom han merkede sig intet at kunde formaae med Magt, søgte at omkomme Simon med List, hvilket ogsaa lykkedes ham saaledes: Da Simon reisede om, for efter Sæd-|721vane at regulere Sager, og kom til Jericho med sine tvende Sønner Judas og Mattathias, blev han giæstbuden af Ptolomæo Abubi Søn, som var samme Stads Gouverneur, og saasom samme Ptolomæus havde een af hans Døttre til Ægte, kunde Simon ingen Mistanke bære til ham, men loed sig indfinde. Ptolomæus havde overlagt med Kongen af Syrien at omkomme Simon med List, og under Venskabs Skin, og derpaa at bemægtige sig Judæa.

Simon omkommes med List.Han loed derfore skiule Gevæhr paa Slottet, hvor Simon med hans Sønner blev indbuden. De bleve der herligen tracterede, men midt udi Maaltidet, da de havde vel drukket, bleve de alle tre myrdede tillige med det heele Følge. Ptolomæus meenede sig ved dette Nederlag at være bleven Mester over det heele Land, loed strax udskikke et Parti, for at omkomme Johannem Hyrcanum udi Gazara. Men Hyrcanus fik betimelig Kundskab derom, nedsablede disse udskikkede Folk, og derpaa begav sig til Jerusalem, hvor han eenstemmigen blev erklæret Jødernes Første og ypperste Præst i sin Faders Sted.

Ende paa den første Maccabæernes Bog.Dette er ved denne merkelige Hændelse den første Maccabæernes Bog endes. Samme Skrift er accurat og ypperligt, nærmer sig ogsaa til Stilen af det gamle Testamentes Bøger meere end noget andet. Det blev forfattet paa Chaldaisk, som var det Sprog Jøderne talede efter det Babyloniske Fængsel. Skriftet fandtes endda paa samme Sprog udi Hieronymi Tiid, hvilken vidner, at have seet det, og førte det da saadan Titel: Scepteret af GUds Børns Første, hvilken Titel tilkom den store Helt Judas. Nogle have holdet for, at denne Maccabæernes Bog haver været skreven af Johanne Hyrcano, som hart ad udi 30 Aar regierede over Judæa, og som traadde til Regimentet, just paa den samme Tiid, da Historien ender. Hvorom alting er, saa kand man holde for, at den blev forfattet strax efter Simons Død, enten af Hyrcano selv eller af andre, som han beordrede at føre i Pennen Maccabæernes Bedrifter, der befatte en saa prægtig og fordeelagtig Historie for det Jødiske Folk. Og, saasom Skriftet henviser til Archiverne, kand man slutte, at Skribenten haver været en Mand af Autoritet. Det blev siden oversatt af Chaldaisk paa Græsk, og |722meenes Theodotion at have været dets første Oversætter, dog holde andre for, at der maa være en ældere Oversættelse.

Hvad den anden Maccabæernes Bog angaaer, da er den en Samling af adskillige Stykker. Den begynder med tvende Breve, som Jøderne i Jerusalem tilskreve de Alexandrinske Jøder, for at opmuntre dem til at celebrere Indvielsens Fest af det nye Alter, som Judas oprettede, da han rensede Templet. Begge disse Breve holdes for at være opdigtede, og ere fulde af vanskabte Fabler. Derpaa følger en Fortale, som indholder et kort Begreb af Jasons Historie. Samme Jason var en Hellenistisk Jøde, og havde skrevet Maccabæernes Historie udi 5 Bøger paa Græsk, og er det denne Historie, som Autor til den anden Maccabæernes Bog haver giort et kort Begreb af ogsaa paa Græsk, og viser dette, at han selv haver været en Hellenistisk Jøde. Denne Meening bestyrkes deraf, at han kalder stedse Jerusalems Tempel det store Tempel; thi det viser, at det mindre Tempel, som Onias loed oprette udi Ægypten, haver allereede været bygget. Denne Bog kand udi Værdighed ikke lignes mod den første Maccabæernes Bog, og er det af den Aarsag at den bliver stedse satt efter den anden, og gemeenligen kaldes Maccabæernes anden Bog. Saasom Protestanterne ikke have villet antage den første Maccabæernes Bog blant de Canoniske Skrifter, saa have de fundet sig meere beføyede til at udelukke den anden: En visvis]vis] hvis A; hvis SS vis] hvis A; hvis SS Autor (a) forekaster dem at have sat Skriftet til Side, efterdi derudi tales om Bønner for de Døde (b); men af ovenanførte sees, at de have havt andre vigtige Aarsager dertil.