Blant de mange underlige Ting, som ere fast ubegribelige hos Mennesker, ere en riig Mands Karrighed og en *Staaders Ødselhed. Den Riige sparer i dag, ret ligesom han frygtede at døe af Armod i morgen, og den Fattige øder een Time, hvad han ofte maa sulte for et heeltheelt]heelt] A; helt SS heelt] A; helt SS Aar. Ja disse *Qvaliteter ere des vanskeligere at fatte, |26efterdi Karrighed findes helst hos ældgamle Folk, som hver Dag vente paa Døden, og Ødselhed merkes fornemmeligen hos de Unge, som vente at leve længe; saa at de første synes at holde paa Penge, just fordi de dem ikke behøve, og de sidste at kaste dem bort, just efterdi deres *Conservation er højligen fornøden. Dette kand derfore ikke tilskrives uden Menneskets Bizarrerie, hvorudi man ingen Reede kand finde: thi ingen anden Aarsag dertil kand gives, uden at det er menneskeligt, og ligesom naturligt, efterdi man seer, at det er fast almindeligt. Jeg haver eftertænkt, for Exempel, de *Farver, som en gammel riig Mand sætter paa sin Sparsomhed, men finder, at de ingen Stik vil holde. Thi at samle mest paa Reisepenge, naar Reisen er til Ende, at gnie mest paa Proviant, naar man seer Havnen, er gandske u-begribeligt, ja ligesaa latterligt, som den Mands Gierning, der med stor Omhyggelighed satte sit Haar udi Bukler om Aftenen, da han var dømt til at miste Hovedet om Morgenen. Vel er sandt, at en Huusfader, der haver Hustrue og Børn, kand med bedre Skin forsvare sin Karrighed end en der lever i eenlig Stand: thi den første kand sige, at man maa tænke paa sin Familie; den sidste derimod lever sparsom uden at kunne anføre ringeste Aarsag til sin Sparsomhed, og uden at vide, for hvem han samler. Jeg bekiender, at det Argument, en Huusfader betiener sig af, haver et stort Skin, ja saa stort, at det hos meenige |27Mand passerer for et u-imodsigeligt Motiv. Men, naar man anseer det med Philosophisk Philosophisk ] Philosophisk ] Philisophisk A Philosophisk ] Philisophisk A Øje, er det ikkun en u-ægte Farve, som her bruges til at skiule en og den samme Skrøbelighed. Jeg vil med endeel altforletsindede Philosophis ikke giøre den naturlige Foreening imellem Forældre og Børn og Slegt til en blot *Chimére. Jeg fordømmer *Aristippi Ord, hvilken, da han blev erindret om Pligt imod sine Børn, som vare avlede af ham selv, spyttede paa Jorden, og sagde: Dette kommer og af mig selv: Item den hos *Plutarchum, der blev erindret om Kierlighed til sin Broder, og svarede, at Forbindelsen bestod derudi, at de begge vare komne til Verden igiennem een Canale. Jeg vil end med sundere Philosophis ikke gaae for vidt herudi: Jeg vil med dem ey heller sige, at det Baand, som er imellem Husbonde, Hustrue og Børn, løses ved Døden, saa at, naar Manden døer, ere de, som udi Livet vare hans Hustrue og Børn, det ikke meere. Hvorudover enten de spise een eller fire Retter, enten de kiøre udi forgyldte Carosser eller de age paa *Kurvvogne efter hans Død, dertil føler han slet intet. Og, naar Personerne møde hverandre igien udi det andet Liv, bliver neppe spurt om deslige Ting, med mindre man med den gemeene Almue vil forestille sig et kiødeligt Himmerige. Jeg vil dog, siger jeg, ikke gaae saa vidt: thi saadan Lærdom kunde føde en Slags Efterladenhed; og det er undertiden nyttigt for Menneskerne, at de |28holdes udi visse svage Principiis, efterdi Societeter derved holdes nogenledes ved lige. Jeg vil ikkun alleene sige dette, at en grundig Philosophus lader sig ikke afspise med saadant Argument. Thi han holder for, at alt hvad en er sit Afkom skyldig, er en god Optugtelse, og at Rigdom kand være Børnene lige saa snart til Skade og Fordervelse som til Nytte. Han vil sige, at maadeligt Arvegods driver de efterladte Børn til at arbeide og at cultivere deres Sind, ja tvinger dem til mod deres Naturel at blive Folk af Meriter og nyttige Lemmer udi et Societet. Jeg for min Part vilde dog gierne tage det almindelige Argument for fulde, hvis Erfarenhed ikke visede, at Omsorg for Hustrue og Børns Velgaaende ikke kand være Aarsag til saadan Karrighed: thi, hvis saa var, foresatte man sig et vist Maal, som man ikke overskreed, og lod sig nøje med at samle en Sum, som kunde være tilstrækkelig til de Efterlevendes skikkelige  Udkomst . Men man seer, at Gnieres Sparsomhed ingen Grændser haver: thi den, som ejer ti tusinde Pund, er ligesaa omhyggelig, for at forøge sin Capital, som den der haver et tusinde, saa at han lever fattig, alleene for at døe riig. Hvoraf sees, at en gammel Huusfader forsvarer sin Karrighed med lige saa slet Grund som en gammel saa kalden Ungkarl. Begge arbeide paa at legge Dynge paa Dynge, uden at vide hvorfor det skeer. Og er det derfore best, at den eene med den anden bekiender sin Skrøbelighed, og ikke betiener |29sig af Argumenter, som ingen Stik kand holde. Saa ofte nogen censurerer min Omhyggelighed, og spørger mig, til hvad Ende jeg med Arbeide og Bekymring, søger at *formeere min Boe, giver jeg og ingen anden Aarsag dertil, end denne, at jeg er et Menneske, det er paa anden Dansk, en Nar, og er forvisset om, at min Hr. Censor vil blive den samme, saa snart han kommer i samme Situation Situation] Situation] Sitnation A Situation] Sitnation A , som jeg er udi, det er, saa snart han begynder at legge Grundvold til en staaende Capital. Menneskets fordervede Natur fører dette med sig, at, saa snart en begynder at sætte tilside en Sum, som han ikke agter at røre ved, og som han kalder sin Nødskilling, faaer han strax Lyst til at forøge den, og, jo større Dyngen bliver, jo meere magnetisk Kraft bekommer den at trække til sig; saa at dette herudi kommer overeens med hvad disse Tiders *Naturkyndige sige om *Gravitate: Qvò copiosior est materia corporis, eò majorem habet vim attrahendi. Det er: jo større et Corpus bliver, jo meer Kraft faaer det at trække et andet til sig. *M. Crassus var en af de rigeste Borgere, som er at finde udi Historien. Karrighed og Velstand forøgedes hos ham udi lige Grad. *Plutarchus fortæller, at han holdt daglig Omgiængelse med en Philosopho, og at han *flyede ham en Hatt, for at beskierme sig mod Solen, naar de spadserede tilsammen til hans Gaard uden for Staden; men at han glemmede aldrig at *fodre Hatten tilbage, naar Reisen var |30giort. En graadig og ufornøjelig *Euclio er saaledes fattig udi al sin Rigdom; thi han lider altid Mangel, efterdi han faaer aldrig nok: da derimod en der er *fornøjelig, lider aldrig Mangel, efterdi han haver altid nok. Og er det derfore, at en vis Poet siger, at *Fornøjelse er *den Philosophiske Steen. At dette saaledes forholder sig, vises ikke alleene af Personers i sær, men af heele Nationers Exempler. Intet Land er rigere end Holland, og intet er tilligemed sparsommeligere. Thi Indbyggerne leve fast af intet uden af Tobaks Røg, saa at det gaaer dem, som Cameelet, hvilket bær en Guldsæk og æder Tidsler, bær Viin og drikker Vand. De fattigste Nationer derimod svømme udi Overdaad. Man hører dagligen denne Fejl at censureres, og med heslige Farver at afmales, man forestiller de *U-leiligheder, Bekymringer og Farer, Rigdom fører med sig: Gnieren bliver dog stedse ved at gnie. Han holder den Fattiges Declamation at reise sig af Misundelse, og *allegerer *Rævens Exempel, hvilken lod som han foragtede Rønnebærene, og sagde, at de vare suure, efterdi han ikke kunde naae dem. Hvad som mest bestyrker ham i denne Skrøbelighed, er det, at de som mest prædike mod Riigdom og tale om de U-leiligheder den fører med sig, ikke krybe bag Buskene, naar en Riig vil giøre dem til Arving: thi ingen veigrer sig da at modtage Arven tillige med de Byrder, som den fører med sig. Intet er gemeenere end at høre fattige Folk |31saaledes tale: Hvad vil den eller den med det *Liggendefæ, som han ruer over? Han kand jo intet deraf føre med sig til Jorden? GUd give mig min daglig  Udkomst ! Det er alt hvad jeg forlanger, og det er alt hvad et fornuftigt Menneske bør tragte efter. Men intet er tilligemed almindeligere, end at see deslige Pengeforagtere gandske omstøbte, saa snart de selv blive bemidlede: thi da merke de, at de Fristelser ere ikke saa lette at bestride, som de havde forestillet sig, saa at det herudi gaaer dem ikke anderledes end den politiske Kandstøber, der sagde: Jeg havde ikke tænkt, at det var saa vanskeligt at være Borgemester, førend jeg kom i Raadet.

og om hvilke Ordsproget er, nemlig: Han gnier paa en Skilling, for at *sætte til en Daler. Karrighed udi saadan Grad, kand kaldes en heftig Sygdom, og med ingen Svaghed lignes bedre, uden med en *Vattersottigs, hvilken jo meer Vædske den faaer, jo meer tørster den.

Haanden faaer aldrig nok, førend Munden fyldes med Jord. Den kand ogsaa kaldes en Trældom. Thi Gnieren, som en gammel Philosophus siger, ejer ikke Pengene, men Pengene eje ham: Non nummos habet, sed à nummis habetur.