Jeg tvivler ikke paa, at jo nogle ville holde denne Meening for ilde grundet, efterdi den synes at stride saavel mod Fornuft som Erfarenhed. Men man maa ikke fordømme nogen u-hørt. Jeg haaber, at, hvis man vil give sig Taalmodighed til at igiennemlæse den heele *Dissertation, man vil finde, at, endskiønt mine Tanker herom ikke fortiene alles fuldkomne Bifald, saa vilde de dog ikke findes saa u-grundede, som de synes ved første Øjekast. |98Jeg siger, at der er liden Forskiel imellem det som kaldes Lyksalighed og U-lyksalighed i denne Verden. At de Riges Vilkor lidet differerer fra de Fattiges, er ikke vanskeligt at bevise. De Fattige have ikke det de kand æde: de Rige derimod æde ikke det de kand have. Begge *derudover lide Nød: de første af Mangel, de sidste af Overflod. Begge gaae med halve tomme Maver fra Bordet: hine, fordi der er intet, og disse, fordi der er formeget i Fadet. Hine finde lige saa stor Smag udi *Kalluns-Suppe, som disse udi *Pasteter. Alt er velsmagende for den Fattige, og alt er ildesmagende for den Rige. Thi den Fattige vrager ingen slags Mad. Det gaaer med ham, som Ordsprogget lyder, at den æder mest, som sidder længst fra Fadet, og den drikker mest, som sidder længst fra Tønden.

Nu vil jeg begive mig til at examinere andre Ting, som give end større Oplysning herudi, og som legge end større Vegt til denne min Thesis. En Fattig og en Riig leve stedse udi Bekymring: den eene for sin  Udkomst  og Føde, den anden for sine Midlers *Conservation. Den |101Rige er bange for *Tyve, Røvere, Bedragere, skielver ved mindste Knarken han hører udi Huset, haver mange u-roelige Nætter, og er at ansee som en Skiltvagt, der ideligen staaer paa sin Post, og seer sig om, at ingen kommer ham for nær. Den Fattige gaaer uden Frygt heele Verden igiennem, saa at det er, som Poeten siger:

*Jeg haver selv udi min Fattigdom uden *Geleide gaaet fremmede Lande igiennem uden mindste Anfægtning, da andre, som paa samme Tider og Steder have rejset med Escorter, ere blevne plyndrede. Jeg erindrer mig, da for henvedfor henved]for henved] A B C; forhen ved SS for henved] A B C; forhen ved SS 23 áá]á] A B C; à SS á] A B C; à SS 24 Aar siden Folk kunde ikke sove roeligen her i Staden formedelst de *subtile Tyverier, som hver Nat skeede, jeg sov ligesaa trygt, som jeg pleiede, efterdi jeg da havde intet som kunde stiæles. Jeg vil intet tale om andre Bekymringer og U-leiligheder, som rige Folk ere underkastede: thi det heeder, *som Seneca siger udi Tragœdien: man spiser trygt ved et lidet Bord, og Gift drikkes ikke uden af Guldbægere:

Jeg vil gierne tilstaae, at der findes nogle faa Rige, som leve ideligen udi Vellyst, og som aldrig kiedes derved. Men hvor stor *Tønder til Synd og Misgierninger er ikke Velstand? Herudover kalder Christus *de Fattige lyksalige, og siger, at *de Riges Salighed er vanskelig. Jeg vil ikke tale om andre Ting. Det er ey heller fornødent at beskrive vidtløftigen de Riges og Fattiges Vilkor, saasom den Materie er af adskillige andre omstændigen udført, og viserviser]viser] viset A B C; viset Rode SS BJ1943 viser] viset A B C; viset Rode SS BJ1943 , at de Fattiges Skiebne er ikke saa ond, som gemeenligen foregives. Vel forekastes herimod, at fattige Folk have ingen Venner, item at de udi Tretter og Tvistigheder, som de have med de Rige, komme gemeenligen til kort: thi det heder, at den, som binder sine Skoe med Bast, maa betale Lavet. Til det første kand svares, at de mange Venner, som de Rige brøste sig af, ere ikkun Mund-Venner eller rettere Hyklere. Hvad det sidste angaaer, nemlig, at den Fattige har ingen Ret, saa er det |105vel et almindeligt Ordsprog; men Ordsproget synes at være giort af de Fattige, og af dem dagligen at repeteres, og det med en fortreffelig Virkning. Thi der findes utallige devote Dommere, der holde det for en Pligt at dømme i Faveur af de Fattige, enten de have Ret eller ey: og viser den daglige Erfarenhed, at en Kierlings Taare og vaade Kinder virke undertiden meere end to Lovfaste Vidner. Jeg for min Part frygter meere for en Proces med en Fattig end med en Riig; og *et Hospitals Lem kommer mig for at være en forfærdeligere Contrapart end en bemidlet *Vexelerer, saasom jeg af adskillige Exempler haver merket, at mange søge *beneficium paupertatis, ikke saa meget af Armod, som for at giøre deres Contrapart forhadt, og derved at bevæge en høyhiertet eller devot Dommer til en favorable *Sententz. Ja Ordsproget haver ofte større Influence hos en Dommer end det vel burde have, og en Kiærlings Klynken er af større Vægt end en riig Jødes verificerede Indleg. Derpaa grundede en vis Herretsfoged sin Dom imellem en fattig Christen og en riig Israelit, dømmende den sidste til Processens Omkostning, eendeel efterdi han kunde taale at betale, eendeel ogsaa saasom hans Forfædre havde *omkommet vor HErre. Jeg vil *sætte at fattige Folk have ikke megen Forsvar og mange Venner. Men man maa derved tilstaae, at de kand nogenledes være forvissede om deres faa Venners Oprigtighed, |106da derimod Rige og Mægtige kand ikke være forvissed om nogen, saasom Ære og Tienstfærdighed bevises ikke saa meget til Personen som til Personens Stand, hvilken haver sat ham ligesom uden for *Commerce med Mennesker. Herudover sagde Keiser *Julianus, da han hørte nogle at berømme sig: Hvis disse Berømmelser komme fra Folk, som turde frit laste og rose, vilde jeg glæde mig derover. Saa at man seer endogsaa heraf, at den Fattiges Skiebne er taaleligere end den holdes for at være.

Nu vil jeg begive mig til andre Ting, og eftersee den U-lighed, som er imellem Herrer og Tienere, hvilket kand skee ved at sammenligne de førstes med de sidstes Skiebne og Vilkor. Naar jeg betragter den Haardhed, de Hug og Slag, det Slæb og Arbeide, som Tienere ere underkastede, da synes mig, at deres Vilkor lit differerer fra umælende Creatures. Derimod, naar jeg seer dem friske og sunde, vel til mode, ja gladere end deres Herrer, falder jeg paa andre Tanker, og min Medlidenhed gandske ophører. Tienere udstaae vel fleere onde Ting end deres Herrer, men mindre onde, efterdi de taale dem bedre; thi en Plage er ikke en Plage, naar man taalmodigen bærer den. Store Herrer bryste sig af deres Rigdom og Frihed: men hvorledes kand de kaldes rige, der stedse hige efter meere Rigdom, og som Poeten siger:

Det er derfore ikke uden i det blotte Navn, at Tienere differere fra Herrer. Thi vi see undertiden, at, endskiønt Standen forandres, saa bliver Sindet dog det samme. Velstand og Højhed, siger *Epicurus, er ikke Standens Forbedrelse, men Standens Forandring, eller som Seneca siger, at det, som vi kalde Velstands Erhvervelse, er ikke vor Elendigheds Ende, men alleene Scenens Forandring. (Parasse divitias non miseriarum finis est, sed mutatio.) Hvorudover en vis Herre, da hans Tienere klagede over deres lange og besværlige Tieneste, og begierede deres Afskeed, svarede dem meget *artigen: Bilder eder ind, at I ere Herrer, saa ere I det virkeligen. Dette Svar var udi sig selv *kortsvilligt, men tilligemed philosophisk. Saaledes en Acteur udi et Skuespill, som hver Aften agerer *Keiser, differerer lidet fra en virkelig Keiser , undtagen derudi, at han sover roeligere om Natten, saasom han tillige medtillige med]tillige med] A; tilligemed SS tillige med] A; tilligemed SS sine Keiser-Klæder nedlegger al Omsorg for Regimentet. Saaledes kunde *Dionysius den yngre, der var stødt fra Thronen udi Sicilien, bilde sig ind, at han endda regierede, da han siden agerede Skolemester |109udi Corintho. Der er stor Forskiel imellem en *Consul udi Aleppo, Smyrna, Helsignør &c. og en Romersk Consul; men, naar den første vil indbilde sig, at Værdigheden er den samme, ligesom Navnet er eens, saa bliver det og det samme. For nogle Aar siden havde nogle lystige Hoveder stiftet *et latterligt Societet, som forestillede Paven med heele Cardinalernes *Collegio. Den som skulde agere Pavens Person, blev saaledes *underretted, at han udi Geberder og Tale skulde lade see en bestandig Gravitet. Den samme *habiliterede sig saaledes udi samme Character, at han ved at efterabe en andens Natur, ligesom tabede sin egen. Thi, efterat Societetet var ophæved, og han engang havde en Sag at udføre for en vis Ret her i Staden, talede han med saadan Gravitet og Myndighed, at *Assessores udi Retten, som ikke kiendte ham, meenede, at han var beskienket. Men, da de finge at høre af Præsidenten, som havde Kundskab om ham, at han nyligen tilforn havde været Pave, blev deres Fortrydelse forvandlet til Latter. Saaledes seer man, at Høyhed og Forskiel udi Stand og Vilkaar bestaaer ofte udi Indbildning, og at Manden havde ikke meget u-ret, der sagde til sin Tiener: Bild dig ind, at du est Herre, saa est du det.

Hvad som et Menneske mest har at bryste sig af, er Forstand og Sindets Gaver. Saadant |110er det eeneste som han eyer; thi Penge, Guld, Sølv, *rige Mobilier &c. ere alleene omkring ham men ikke udi ham. Sindets Gaver, som et Menneske alleene eyer, findes hos Tienere saavel som hos Herrer. Kong *Henric 8. udi Engelland tillod all Mandkiøn udi sin Tiid at læse Bibelen, undtagen Lakejer: men det Forbud blev ophævet igien under *Edvardo 6. saasom man holdt for, at mange Tienere kunde have meer Forstand end deres Herrer.

Nu vil jeg gaae videre frem, og examinere, hvorledes og hvormeget en Syg differerer fra en Sund. Saasom alle holde Sundhed for en uskatteerlig Herlighed, og derfore her finde stor U-lighed udi Vilkaar og Skiebne, saa maa jeg her gaae sagte og ligesom Fod for Fod frem, uden at decidere. Jeg vil alleene derfor anføre, hvad som udi denne Materie kand siges pro og contra, og overlade andre at dømme, om den U-lighed er saa stor imellem Syge og Sunde, som den holdes for at være. Jeg haver udi *min underjordiske Reise givet Afrisning paa dem, som ingen Sygdomme er underkastet, men som leve all deres Tiid udi bestandig Helbred. De samme kaldes gemeenligen lyksalige: men de skiønne ikke paa den Lyksalighed, just fordi den er stedsvarende, og de merke selv ikke, at de ere sunde, just fordi de aldrig ere syge. De bortdrive derfore deres Tiid udi *bestandig Sundhed, og tillige med udi bestandig |111Lunkenhed, efterdi Menneskets Natur er saaledes beskaffen, at den kiedes end ogsaa ved gode Ting, naar de ere stedsevarende. Syge derimod, naar de blive deres Svagheder qvit, glæde sig og triumphere derudover, og naar Febren *intermitterer, regne gode og onde Dage: og en dobbelt Glæde følger paa Sorg og Smerte. Dersom man derhos vejer de Sundes stedsvarende Lunkenhed med de Svages alternerende Sorg og Glæde, vil man finde, at Vægten bliver lige; thi, saasom de første ingen onde Dage regne, saa regne de ogsaa ingen gode: thi man skiønner ikke paa got Vejr, uden man tilforn haver havt U-vejr. Man kand her sige det samme, som Naturkyndige have anmerket om Soelens Lys, nemlig at alle Jordens Indbyggere have lige meget Soel, eftersom de der boe nær ved Polen om Vinteren, vel see ingen Dag, men om Sommeren derimod have ingen Nat, saa at, naar det heele Aar bliver regned, befindes det, at de have havt ligesaa meget af Soelens Skin, som de der boe udi de varme Lande. Man haver ikkun at betragte dem, som leve udi bestandig Sundhed, man vil finde, at de ere hverken glade eller bedrøvede, men gemeenligen lunkne og lidet *sociable: ikke at tale om, at det Temperament, som er Aarsag til deres Sundhed, betager dem all FyrighedFyrighed]Fyrighed] A, Frihed C Fyrighed] A, Frihed C og Activitet. Thi Galde og Blodets Hidsighed skierper ofte Sindet, og Iver, som føder Feber, siges at være Dydens |112Slibesteen: thi hvad Activitet eller Dyd kand have Sted hos den, der stedse er lunken og følesløs?

Men hvis Spørsmaalet bliver om Sengeliggende, eller om dem, som ere bestandigen syge: da bekiender jeg, at denne min Thesis bliver end vanskeligere at forsvare. Thi det synes i saa Maade *daarligt at tvivle om den U-liighed, som er udi Menneskets Vilkor. Men endskiønt Knuden er heel vanskelig at løse, vil jeg dog ikke gandske give mig tabt eller vende Ryggen, men figte ligesom udi Retraite. Jeg vil lade mig nøje med at anføre noget, alleene dem til Trøst, som plages med stedsevarende Sygdomme. Erfarenhed viser, at alt Ont er heftigst udi første Angreb, og at Sygdomme, naar de have mistet deres første Heede, ere ligesom Insecter der have tabt deres Braad. All Smerte, som intermitterer og kommer igien, er skarpere end den, som holder stedse ved; thi, ligesom all kort Herredom er strengt, saa er ogsaa all kort Smerte heftig. Herudover merker man, at syge Mennesker med saadan Taalmodighed skikke sig udi stedsevarende Svagheder, saasom paa den eene Side Sygdommen formedelst dens Langvarighed taber sin Styrke, og Patienten paa den anden Side ved lang Liden hærdes. Herudover siger Cicero: *Dolor in longinqvitate levis, in gravitate brevis est. Videre Dødens Forestillelse, som indjager dem Redsel, |113der falde udi hastige Svagheder, trøster og vederqvæger de stedsvarende Syge, hvilke ansee Dødens Ankomst, som en Forløsers, der vil afbryde deres Lænker og aabne Fængslets Dør for dem. Thi vi gaae alle med Glæde ud af et fældigt og raadent Huus. *Nemo, siger Seneca, tam timidus est, ut malit semper pendére qvàm semel cadere. Det er: Ingen er saa frygtsom, at han vil heller stedse vakle, end eengang falde. Naturen selv, siger *en vis Philosophus, rækker os herudi Haanden og indprenter os Mod: Hvis Døden er kort og hastig, gives os ikke Stunder til at frygte; hvis den er langsom, saa faaer man Afskye for Livet, ligesom man avancerer i Sygdommen: thi den Resolution at døe er vanskeligere for en Sund end for en Febricitant; med Lyst til Livet formindskes ogsaa Frygt for Døden: og, ligesom beleirede Folk, der have udstaaet meget Ont, ere villige til at capitulere, saa er en Syg ogsaa ikke uvillig til at træde udi Capitulation med Døden. Thi den, som af Sygdom eller Alder er udmarved, kand heller siges død end levende. Hvorudover Cæsar, da en gammel og af Svaghed udmattet Soldat bad om Frihed at omkomme sig selv, spurte, om han indbildte sig at leve? Nunc enim vivis? Der fortælles om en Soldat udi Kong *Antigoni Krigshær, der overgik alle udi Tapperhed og uforsagt Mod, men som derhos var af en slet Helbred; Kongen drog derfor Omsorg for hans Sundhed, saa at han |114ved Medicamenter fik fuldkommen Helbred; men man merkede, at han fra den Tiid tabte sin forrige Tapperhed. Hvilket, da Kongen engang bebreidede ham, svarede han, at Kongen var selv skyld derudi, efterdi han ved sin Helbred havde faaet Lyst til Livet, og Frygt for Døden. Saa at man deraf seer, at Sygdommen selv styrker mod Dødens Ankomst. Det heder her, som den Græske Poet siger:

Jeg slutter denne Materie med saadan Betænkning, at de Riges saavel som de Fattiges, Tieneres saavel som Herrers, Syges saavel som Sundes Levnet er gemeenligen ikke andet end en Kiæde af Elendigheder, og at de Elendigheder ere større og mindre, ligesom man tager sig demdem]dem] A, den C dem] A, den C nær til. Mange Ting, siger *Seneca, synes utaalelige, ikke efterdi de ere utaalelige, men efterdi vi ere bløde og skrøbelige. Multa videntur intolerabilia, non qvia dura illa sunt, sed qvia nos molles. Dersom een kand bære en Byrde af 1000 Pund ligesaa let, som en anden kand bære af 10, saa ere de begge lige meget bebyrdede. Sindets |115gode Ting ere de eeneste virkelige Herligheder, som Mennesket haver. De legemlige gode Ting derimod, endskiønt de udi sig selv ikke vare *forfængelige, saa holdes man dog ideligen udi Frygt for at miste dem, og all Frygt er ikke andet end en Forventelse af tilkommende Modgang og Uheld.