Vel er sandt at en husfader der har hustru og børn, kan med bedre skin forsvare sin karrighed end en der lever i enlig stand; thi den første kan sige at man må tænke på sin familie, den sidste derimod lever sparsomt uden at kunne anføre ringeste årsag til sin sparsomhed og uden at vide for hvem han samler. Jeg bekender at det argument en husfader betjener sig af, har et stort skin, ja så stort at det hos menig|27mand passerer for et uimodsigeligt motiv. Men når man anser det med filosofisk øje, er det kun en uægte farve, som her bruges til at skjule en og den samme skrøbelighed.

Jeg vil med en del alt for letsindede philosophis ikke gøre den naturlige forening imellem forældre og børn og slægt til en blot kimære. Jeg fordømmer Aristippi ord, hvilken da han blev erindret om pligt imod sine børn, som var avlet af ham selv, spyttede på jorden og sagde: “Dette kommer óg af mig selv.” Item den hos Plutarchum der blev erindret om kærlighed til sin broder og svarede at forbindelsen bestod deri at de begge var kommet til verden igennem én kanal. Jeg vil end med sundere philosophis ikke gå for vidt heri. Jeg vil med dem ej heller sige at det bånd som er imellem husbond, hustru og børn, løses ved døden, så at når manden dør, er de som i livet var hans hustru og børn det ikke mere. Hvorudover enten de spiser én eller fire retter, enten de kører i forgyldte karosser eller de ager på kurvvogne efter hans død, dertil føler han slet intet. Og når personerne møder hverandre igen i det andet liv, bliver næppe spurgt om deslige ting, medmindre man med den gemene almue vil forestille sig et kødeligt himmerige. Jeg vil dog, siger jeg, ikke gå så vidt, thi sådan lærdom kunne føde en slags efterladenhed, og det er undertiden nyttigt for menneskene at de |28holdes i visse svage principiis efterdi societeter derved holdes nogenledes ved lige. Jeg vil kun alene sige dette at en grundig philosophus lader sig ikke afspise med sådant argument. Thi han holder for at alt hvad en er sit afkom skyldig, er en god optugtelse, og at rigdom kan være børnene lige så snart til skade og fordærvelse som til nytte. Han vil sige at mådeligt arvegods driver de efterladte børn til at arbejde og at kultivere deres sind, ja tvinger dem til mod deres naturel at blive folk af meritter og nyttige lemmer i et societet. Jeg for min part ville dog gerne tage det almindelige argument for fulde hvis erfarenhed ikke viste at omsorg for hustru og børns velgående ikke kan være årsag til sådan karrighed; thi hvis så var, foresatte man sig et vist mål som man ikke overskred, og lod sig nøje med at samle en sum som kunne være tilstrækkelig til de efterlevendes skikkelige  udkomst . Men man ser at gnieres sparsomhed ingen grænser har; thi den som ejer ti tusinde pund, er lige så omhyggelig for at forøge sin kapital som den der har et tusinde, så at han lever fattig, alene for at dø rig. Hvoraf ses at en gammel husfader forsvarer sin karrighed med lige så slet grund som en gammel såkaldt ungkarl. Begge arbejder på at lægge dynge på dynge uden at vide hvorfor det sker. Óg er det derfor bedst at den ene med den anden bekender sin skrøbelighed og ikke betjener |29sig af argumenter som ingen stik kan holde.

Så ofte nogen censurerer min omhyggelighed og spørger mig, til hvad ende jeg med arbejde og bekymring søger at formere mit bo, giver jeg óg ingen anden årsag dertil end denne: at jeg er et menneske, det er på anden dansk: en nar, og er forvisset om at min hr. censor vil blive den samme så snart han kommer i samme situation som jeg er i, det er: Så snart han begynder at lægge grundvold til en stående kapital. Menneskets fordærvede natur fører dette med sig at så snart en begynder at sætte til side en sum som han ikke agter at røre ved, og som han kalder sin nødskilling, får han straks lyst til at forøge den, og jo større dyngen bliver, jo mere magnetisk kraft bekommer den at trække til sig, så at dette heri kommer overens med hvad disse tiders naturkyndige siger om gravitate: Quo copiosior est materia corporis, eo majorem habet vim attrahendi, det er: Jo større et korpus bliver, jo mere kraft får det at trække et andet til sig. M. Crassus var en af de rigeste borgere som er at finde i historien. Karrighed og velstand forøgedes hos ham i lige grad. Plutarchus fortæller at han holdt daglig omgængelse med en philosopho, og at han flyede ham en hat for at beskærme sig mod solen når de spadserede tilsammen til hans gård uden for staden, men at han glemte aldrig at fordre hatten tilbage når rejsen var |30gjort. En grådig og ufornøjelig Euclio er således fattig i al sin rigdom, thi han lider altid mangel efterdi han får aldrig nok, da derimod en der er fornøjelig, lider aldrig mangel efterdi han har altid nok. Óg er det derfor at en vis poet siger at fornøjelse er den filosofiske sten. At dette således forholder sig, vises ikke alene af personers især, men af hele nationers eksempler.

Intet land er rigere end holland, og intet er tilligemed sparsommeligere. Thi indbyggerne lever fast af intet uden af tobaksrøg, så at det går dem som kamelen, hvilken bærer en guldsæk og æder tidsler, bærer vin og drikker vand. De fattigste nationer derimod svømmer i overdåd. Man hører dagligt denne fejl at censureres og med hæslige farver at afmales, man forestiller de ulejligheder, bekymringer og farer rigdom fører med sig, gnieren bliver dog stedse ved at gnie. Han holder den fattiges deklamation at rejse sig af misundelse og allegerer rævens eksempel hvilken lod som han foragtede rønnebærrene, og sagde at de var sure, efterdi han ikke kunne nå dem. Hvad som mest bestyrker ham i denne skrøbelighed, er det at de som mest prædiker mod rigdom og taler om de ulejligheder den fører med sig, ikke kryber bag buskene når en rig vil gøre dem til arving; thi ingen vægrer sig da at modtage arven tillige med de byrder som den fører med sig. Intet er gemenere end at høre fattige folk |31således tale: Hvad vil den eller den med det liggendefæ som han ruger over? Han kan jo intet deraf føre med sig til jorden? Gud give mig min daglig  udkomst ! Det er alt hvad jeg forlanger, og det er alt hvad et fornuftigt menneske bør tragte efter. Men intet er tilligemed almindeligere end at se deslige pengeforagtere ganske omstøbte så snart de selv bliver bemidlede; thi da mærker de at de fristelser er ikke så lette at bestride som de havde forestillet sig, så at det heri går dem ikke anderledes end den politiske kandestøber der sagde: “Jeg havde ikke tænkt at det var så vanskeligt at være borgmester førend jeg kom i rådet.”

Jeg har nøje eftertænkt om nogen naturlig årsag kunne udfindes til denne karrighedslyde, men forgæves. Thi hvad skulle vel bevæge et menneske til at underkaste sig arbejde, bekymring, nattevagt for at skrabe penge sammen som ofte blive fordøjere, ja ens egne fjender til pris? Man kan derfor ikke tilskrive denne passion til andet end til menneskets fordærvede natur og bizarre tilbøjeligheder, hvilke heri er så store at der findes mennesker som end ødelægger sig selv ved sparsomhed. Óg er det især på deslige slags gniere som epigramma sigter:

Af dette som jeg her har anført om karrighed, ses at den er og bør holdes for en hæslig fejl, men derhos at den er menneskelig, og at de farer vild der anser rige gniere som monstra der strider imod naturen, da den tværtimod kan anføres som et kendetegn på et menneske, det er: på et bizart creatur som ingen kan finde rede i.

Såsom mine moralske betænkninger sigter egentlig ikke til at gennemhegle laster, thi jeg har nok at bestille med at sætte mig selv til rette og at feje for min egen dør, men til at vise de vildfarelser og vrange meninger som menigmand har om laster og dyder, så vil jeg her ved denne lejlighed melde noget om de |33irringer som dagligt begås ved at konfundere gerrighed med gnieragtighed. Derimellem bliver såvel i skrifter som tale så liden forskel gjort at visse nationer betjener sig af et og det samme ord for at eksprimere begge disse passioner, da det dog er ikke alene adskilte, men endogså stridende laster. En gnier hader, men en gerrig elsker sit eget legeme. Den første er sin egen, men den anden det menneskelige køns bøddel. Thi såsom gnieren er ikke så meget for at skrabe til sig som for at ruge på det som han har, så er han mod ingen ond uden mod sig selv; thi det hedder, som ordsproget lyder, at karrighed er sin egen stedmoder, og derfor kan han passere for en god og uskyldig borger i en stad. Den gierrige derimod, såsom han kaster ud med den ene hånd hvad han får i den anden hånd, så betjener han sig af lovlige og ulovlige midler til at erhverve hvad han skal øde og til at stoppe på de hul som dagligt gøres; så at derfor en gerrig mand er en ond og skadelig borger, thi gerrighed er en naturlig effekt af ødselhed.

Óg ser man at disse tvende laster gemenlig er så kombinerede at de ikke kan skilles fra hinanden. Den karakter derfor som af Sallustio gives Catilinæ, nemlig: alieni appetens, sui profusus, er aldeles ikke så rar som visse skribenter har holdt for. Thi karakteren er ganske gemen, óg har man kun at kaste sine øjne på mennesker for at bli|34ve ganske overbevist derom. Catilinæ gøres her intet andet portræt end hvad som i almindelighed passer sig på gerrige mænd hvilke ligesom af nødvendighed er gerrige, just fordi de er ødsle. Det er med dem beskaffet som med febricitanter, hvilke idelig må drikke efterdi væskerne fortæres af sygdommens hede. Man ser óg medicos at gøre samme formaning til deres patienter når det vomitiv som de har indtaget, opererer; thi det hedder: Man må have noget at vomere på; man må se til at der er nogen tilstrækkelig indtægt til så stor udgift. Gerrighed og karrighed er således tvende adskilte, ja stridige passioner, endskønt de gemenlig konfunderes, så at de franske betegner begge med det ord af avarice; óg kaldes derfor Harpagon i den bekendte komedie l’Avare, skønt hans karakter var alene at gnie.

Vil ellers nogen spørge hvilken af disse karakterer er den lastværdigste, da kan man sige at gnierens er mest sælsom, men den gerriges mest lastværdig. Den førstes passion er ganske ubegribelig og giver afridsning på menneskeligt bizarreri. Den andens derimod ganske let at fatte og giver portræt på menneskelige laster. Begge er lastværdige; den første fortjener mundtlige korrektioner, men den sidste korporlig straf.

Dette som jeg her har anført, er kun i almindelighed, thi der er ingen regel som jo har sine exceptioner. Således findes der adskillige gniere som tilligemed er gerrige. Men begge disse onde kvaliteter findes sjældent i ét subjecto, thi man ser gemenlig at gnieren er lige så lidet for at akkvirere som den gerrige er for at spare.

Efter at jeg har talt om en rig mands karrighed og vist hvilken sælsom passion det er, vil jeg melde noget korteligt om en fattig mands ødselhed hvilken er end en sælsommere kvalitet. Dog, førend jeg skrider dertil, vil jeg løseligt antegne en anden vildfarelse som gemenlig begås i karrigheds beskrivelse. Mangen en kan være gavmild og øve den dyd i sådan grad at den fortjener navn af ødselhed og dog udråbes for en stor gnier. En anden derimod sparer på skillingen og dog kaldes en pengeforagter. Disse domme grunder sig derfor ikke på udgifterne, men på udgifternes måde og kan forklares med sådant eksempel: A og B depenserer begge over fornødenhed 1000 rigsdaler årligt. A byder ingen gæster, lader sig nøje med én ret mad, men sparer intet i mobilier og sit hus’ sirat, er også god mod fattige. B derimod skøtter ingen sirat, lader sig nøje med fire hvide vægge og sparer på adskillige ting, men gør sig vel til gode i mad og |36drikke. Begges udgifter kan således være lige store, men som udgifterne ikke sker på én måde, hedder den første en gnier og den anden en resolut mand. Óg begås denne vildfarelse fornemmelig i Norden hvor man dømmer en mands ødselhed efter hans køkken og kælder, således at når de samme er vel forsynet og hans bord vel garneret med retter, hedder han en mand der lader sine penge rullere. Man eftertænker ikke at pengene også kan rullere på andre måder og at man for enhver broderet klædning som opslides om året, kan have mange stegte kapuner. Karakteren forandres således efter udgifternes måde, så at en der anvender sine penge på håndværksmænd og kunstnere, kaldes en gnier, og en anden der befordrer vintapperes og kokkes næring, får navn af resolut borger.

Nu skrider jeg til fattige folks ødselhed hvilken jeg har sagt at være en sælsommere kvalitet end en rig mands karrighed. Thi ligesom det er vanskeligt at begribe hvi en ligger og ruger på et liggendefæ som han ikke agter at bruge, så er det langt vanskeligere at fatte hvi en der ved forsynlighed kan forekomme armod, foragt, fængsel og andre ulykker, ikke moderere sin begærlighed. Hvis man kan kalde karrighed en sygdom, så kan man ligne sådan ødselhed med raseri. Óg er det derfor ikke uden grund |37at visse love beskikker formyndere for ødsle personer ligesom for børn og afsindige. Når ødselhed kommer til den højeste grad, er det en af de fordærveligste fejl i det menneskelige societet. Thi en sådan fordøjer ødelægger sig ikke alene selv, men tilligemed mange andre; thi man ser ofte en eneste bankerot at sætte hele gader, ja hele stæder i Trauer; så at fordøjerens død eller undvigelse kan lignes med Samsons endeligt på hvilket fulgte filistrenes ruin.

Såsom nu ødselhed fører en så ufejlbar fordærvelse med sig, så kan man ikke begribe hvi mennesket kan lade sig overvinde af sådan passion. Vel er sandt at profusion får undertiden en honorabel titel af gavmildhed, og at øderen, så længe hans midler eller kredit varer, bliver agtet og æret blandt smarotsere; ja det hænder sig ofte at hans skål med ærbødighed bliver drukket på de gæstebud som ikke koster ham selv en skilling, men som sker alene på en Nordrups, en Tujons eller en mester Jacobs bekostning, hvilke ingen tak bekommer derfor, men nyder alene ret og ære til at kræve penge for de forskudte varer. Jeg siger at sådant der flatterer en øder, kunne vel anses som en slags motiv til ødselhed. Men burde ikke en ufejlbar ulykkes foreståelse heri lægge tømme på en fordøjer? Og det des hellere efterdi armod og mangel kan forestilles ham hårdere end dem der har væn|38net sig til mådelighed og daglig føde; thi her er ikke uden de største ekstremiteter at vente, nemlig forvandling fra konge til betler, så at en prægtig fordøjers undvigelse kan lignes med Dionysii den yngres skæbne, hvilken i én måned herskede over et stort rige og i den anden agerede skolemester i Corintho.

Man kan derfor intet motiv anføre til ødselhed, allermindst til den som sker i stads og prægtig ekvipage hvilket kommer ikke inden for fordøjerens gane, men tjener til intet uden at underkaste ham bitre kritikker og endelig til at gøre hans fald des mærkeligere. Hvor mange mennesker ser man ikke af ryttere at være forvandlet til fodgængere der i ungdommen har aget i forgyldte karosser og overstænket godtfolk for i alderdommen at overstænkes af andre. Hvad er hånligere? Og hvad er tilligemed almindeligere?

Der kunne siges meget om denne materie, men såsom mit forsæt herved ikke har været at beskrive disse tvende lyder, hvorved kunne gives anledning til at opkoge hvad utallige andre skribenter herom har anført, men at vise begge lyders sælsomhed og at aldeles intet motiv kan findes til den riges karrighed og den fattiges ødselhed, så vil jeg derfor slutte denne materie med en kort sammenligning imellem en gnier og en øder.

Jeg har mærket at begges passioner er fast lige ubegribelige. Den første er sin egen, den sidste |39tilligemed sin næstes fjende. Den første samler på hvad andre efter ham skal adsprede, og den anden adspreder hvad andre for ham har samlet. Den første tænker så meget på det tilkommende at han glemmer det nærværende, den sidste har sine tanker så henfæstet til det nærværende at han intet tænker på det tilkommende. Den første lever som han aldrig skulle dø, den sidste som han kun en dag skulle leve. Begge er incommode borgere i et societet. Den første forårsager obstruktion, og den sidste blodgang. Den første er som en stille tyk tåge hvoraf luften rådner, den anden som en orkan der nedriver træer, huse og gårde. Den første har urolige nætter, skønt han intet har at frygte for, den sidste sover trygt og overlader al bekymring til hans kreditorer. Så at deraf ses at en gnier er en latterligere, og en øder en skadeligere mand.