|25
Bog 1
Epigram 1
Kun for at undgå ruin går du ynkeligt til i ruinen, |
dør uden salt til et æg – for at bevare dit gods. |
Blandt de mange underlige ting som er fast
ubegribelige hos mennesker, er en rig mands karrighed og en stodders ødselhed.
Den rige sparer i dag ret ligesom han frygtede at dø af armod i morgen, og
den fattige øder én time hvad han ofte må sulte for et helt år. Ja, disse kvaliteter er des vanskeligere at fatte |26efterdi karrighed findes helst hos ældgamle folk som hver dag
venter på døden, og ødselhed mærkes fornemmelig hos de unge som venter at leve
længe, så at de første synes at holde på penge just fordi de dem ikke behøver,
og de sidste at kaste dem bort just efterdi deres konservation er højlig
fornøden. Dette kan derfor ikke tilskrives uden menneskets bizarreri hvori man ingen rede kan finde, thi ingen anden årsag
dertil kan gives uden at det er menneskeligt og ligesom naturligt efterdi
man ser at det er fast almindeligt. Jeg har eftertænkt, for eksempel, de
farver som en gammel rig mand sætter på sin sparsomhed, men finder at de
ingen stik vil holde. Thi at samle mest på rejsepenge når rejsen er til ende,
at gnie mest på proviant når man ser havnen, er ganske ubegribeligt, ja
lige så latterligt som den mands gerning der med stor omhyggelighed satte sit
hår i bukler om aftenen da han var dømt til at miste hovedet om morgenen.
Vel er sandt at en husfader der har hustru og børn, kan med bedre skin
forsvare sin karrighed end en der lever i enlig stand; thi den første kan
sige at man må tænke på sin familie, den sidste derimod lever sparsomt uden at
kunne anføre ringeste årsag til sin sparsomhed og uden at vide for hvem han
samler. Jeg bekender at det argument en husfader betjener sig af, har et
stort skin, ja så stort at det hos menig|27mand
passerer for et uimodsigeligt motiv. Men når man anser det med filosofisk
øje, er det kun en uægte farve, som her bruges til at skjule en og den samme
skrøbelighed.
Jeg vil med en del alt for letsindede philosophis ikke gøre den
naturlige forening imellem forældre og børn og slægt til en blot kimære. Jeg fordømmer Aristippi ord, hvilken da
han blev erindret om pligt imod sine børn, som var avlet af ham selv, spyttede
på jorden og sagde: “Dette kommer óg af mig
selv.” Item den hos Plutarchum der blev erindret om
kærlighed til sin broder og svarede at forbindelsen bestod deri at de
begge var kommet til verden igennem én kanal. Jeg vil end med sundere
philosophis ikke gå for vidt heri. Jeg vil med dem ej heller sige at det
bånd som er imellem husbond, hustru og børn, løses ved døden, så at når
manden dør, er de som i livet var hans hustru og børn det ikke mere.
Hvorudover enten de spiser én eller fire retter, enten de kører i forgyldte
karosser eller de ager på kurvvogne efter hans død, dertil føler han slet intet.
Og når personerne møder hverandre igen i det andet liv, bliver næppe spurgt
om deslige ting, medmindre man med den gemene almue vil forestille sig et
kødeligt himmerige. Jeg vil dog, siger jeg, ikke gå så vidt, thi sådan
lærdom kunne føde en slags efterladenhed, og det er undertiden nyttigt for
menneskene at de |28holdes i visse svage
principiis efterdi societeter derved holdes nogenledes ved lige. Jeg vil kun
alene sige dette at en grundig philosophus lader sig ikke afspise med sådant
argument. Thi han holder for at alt hvad en er sit afkom skyldig, er en god
optugtelse, og at rigdom kan være børnene lige så snart til skade og
fordærvelse som til nytte. Han vil sige at mådeligt arvegods driver de
efterladte børn til at arbejde og at kultivere deres sind, ja tvinger dem til
mod deres naturel at blive folk af meritter og nyttige lemmer i et societet.
Jeg for min part ville dog gerne tage det almindelige argument for fulde hvis
erfarenhed ikke viste at omsorg for hustru og børns velgående ikke kan være
årsag til sådan karrighed; thi hvis så var, foresatte man sig et vist mål
som man ikke overskred, og lod sig nøje med at samle en sum som kunne være
tilstrækkelig til de efterlevendes skikkelige udkomst .
Men man ser at gnieres
sparsomhed ingen grænser har; thi den som ejer ti tusinde pund, er lige så
omhyggelig for at forøge sin kapital som den der har et tusinde, så at han
lever fattig, alene for at dø rig. Hvoraf ses at en gammel husfader
forsvarer sin karrighed med lige så slet grund som en gammel såkaldt
ungkarl. Begge arbejder på at lægge dynge på dynge uden at vide hvorfor det
sker. Óg er det derfor bedst at den ene med den anden bekender sin
skrøbelighed og ikke betjener |29sig af argumenter
som ingen stik kan holde.
Så ofte nogen censurerer min omhyggelighed og
spørger mig, til hvad ende jeg med arbejde og bekymring søger at formere mit
bo, giver jeg óg ingen anden årsag dertil end denne: at jeg er et menneske,
det er på anden dansk: en nar, og er forvisset om at min hr. censor vil blive
den samme så snart han kommer i samme
situation som jeg er i, det er: Så snart han begynder at lægge grundvold til en
stående kapital. Menneskets fordærvede natur fører dette med sig at så snart
en begynder at sætte til side en sum som han ikke agter at røre ved, og som han
kalder sin nødskilling, får han straks lyst til at forøge den, og jo større dyngen bliver, jo mere magnetisk kraft bekommer den
at trække til sig, så at dette heri kommer overens med hvad disse tiders
naturkyndige siger om gravitate:
Quo copiosior est materia corporis, eo majorem habet vim
attrahendi, det er: Jo større et korpus bliver, jo mere kraft får det at trække
et andet til sig. M. Crassus var en af de rigeste borgere
som er at finde i historien. Karrighed og velstand forøgedes hos ham i lige
grad. Plutarchus fortæller at han holdt daglig omgængelse
med en philosopho, og at han flyede ham en hat for at beskærme sig mod solen
når de spadserede tilsammen til hans gård uden for staden, men at han glemte
aldrig at fordre hatten tilbage når rejsen var |30gjort. En grådig og ufornøjelig Euclio er således fattig
i al sin rigdom, thi han lider altid mangel efterdi han får aldrig nok, da
derimod en der er fornøjelig, lider aldrig mangel efterdi han har altid nok.
Óg er det derfor at en vis poet siger at fornøjelse er den filosofiske
sten. At dette således forholder sig, vises ikke alene af personers især,
men af hele nationers eksempler.
Intet land er rigere end holland, og intet er
tilligemed sparsommeligere. Thi indbyggerne lever fast af intet uden af tobaksrøg,
så at det går dem som kamelen, hvilken bærer en guldsæk og æder tidsler,
bærer vin og drikker vand. De fattigste nationer derimod svømmer i overdåd. Man
hører dagligt denne fejl at censureres og med hæslige farver at afmales, man
forestiller de ulejligheder, bekymringer og farer rigdom fører med sig,
gnieren bliver dog stedse ved at gnie. Han holder den fattiges deklamation at
rejse sig af misundelse og allegerer rævens eksempel hvilken lod som han
foragtede rønnebærrene, og sagde at de var sure, efterdi han ikke kunne nå
dem. Hvad som mest bestyrker ham i denne skrøbelighed, er det at de som mest
prædiker mod rigdom og taler om de ulejligheder den fører med sig, ikke kryber
bag buskene når en rig vil gøre dem til arving; thi ingen vægrer sig da at
modtage arven tillige med de byrder som den fører med sig. Intet er gemenere
end at høre fattige folk |31således tale: Hvad vil den eller den med det liggendefæ som han ruger over? Han
kan jo intet deraf føre med sig til jorden? Gud give mig min daglig
udkomst ! Det er alt hvad jeg forlanger, og det er alt hvad et fornuftigt
menneske bør tragte efter. Men intet er tilligemed almindeligere end
at se deslige pengeforagtere ganske omstøbte så snart de selv bliver
bemidlede; thi da mærker de at de fristelser er ikke så lette at bestride som
de havde forestillet sig, så at det heri går dem ikke anderledes end den
politiske kandestøber der sagde: “Jeg havde ikke tænkt at det var
så vanskeligt at være borgmester førend jeg kom i rådet.”
Jeg har nøje eftertænkt om nogen naturlig årsag kunne udfindes
til denne karrighedslyde, men forgæves. Thi hvad skulle vel bevæge et menneske
til at underkaste sig arbejde, bekymring, nattevagt for at skrabe penge sammen
som ofte blive fordøjere, ja ens egne fjender til pris?
Man kan derfor ikke tilskrive denne passion til andet end til menneskets
fordærvede natur og bizarre tilbøjeligheder, hvilke heri
er så store at der findes mennesker som end ødelægger sig selv ved
sparsomhed. Óg er det især på deslige slags gniere som epigramma sigter:
|32
Olus inops moritur ne minuantur opes,
|
og om hvilke ordsproget er, nemlig: Han gnier på
en skilling for at sætte til en daler. Karrighed i sådan grad kan
kaldes en heftig sygdom og med ingen svaghed lignes bedre uden med en
vattersottigs, hvilken jo mere væske den får, jo mere tørster den.
Quo plus sunt potæ, plus sitiuntur aquæ.
|
Hånden får aldrig nok førend munden fyldes med jord. Den kan
også kaldes en trældom. Thi gnieren, som en gammel philosophus siger, ejer ikke
pengene, men pengene ejer ham: Non nummos habet, sed a nummis habetur.
Af dette som jeg her har anført om karrighed, ses at den er og
bør holdes for en hæslig fejl, men derhos at den er menneskelig, og at de farer
vild der anser rige gniere som monstra der strider imod naturen, da den
tværtimod kan anføres som et kendetegn på et menneske, det er:
på et bizart creatur som ingen kan finde rede i.
Såsom mine moralske betænkninger sigter egentlig ikke til at
gennemhegle laster, thi jeg har nok at bestille med at sætte mig selv til
rette og at feje for min egen dør, men til at vise de vildfarelser og vrange
meninger som menigmand har om laster og dyder, så vil jeg her ved denne
lejlighed melde noget om de |33irringer som dagligt
begås ved at konfundere gerrighed med gnieragtighed. Derimellem bliver såvel
i skrifter som tale så liden forskel gjort at visse nationer betjener sig
af et og det samme ord for at eksprimere begge disse passioner, da det dog er
ikke alene adskilte, men endogså stridende laster. En gnier hader, men en
gerrig elsker sit eget legeme. Den første er sin egen, men den anden det
menneskelige køns bøddel. Thi såsom gnieren er ikke så meget for at skrabe
til sig som for at ruge på det som han har, så er han mod ingen ond uden mod
sig selv; thi det hedder, som ordsproget lyder, at karrighed er sin egen
stedmoder, og derfor kan han passere for en god og uskyldig borger i en stad.
Den gierrige derimod, såsom han kaster ud med den ene hånd hvad han får
i den anden hånd, så betjener han sig af lovlige og ulovlige midler til at
erhverve hvad han skal øde og til at stoppe på de hul som dagligt gøres;
så at derfor en gerrig mand er en ond og skadelig borger, thi gerrighed er en naturlig effekt af ødselhed.
Óg ser man at disse tvende laster gemenlig er så kombinerede at
de ikke kan skilles fra hinanden. Den karakter derfor som af Sallustio gives Catilinæ, nemlig: alieni appetens, sui profusus,
er aldeles ikke så rar som visse skribenter har holdt for. Thi karakteren
er ganske gemen, óg har man kun at kaste sine øjne på mennesker for at
bli|34ve ganske overbevist derom. Catilinæ gøres her intet andet portræt end hvad som i
almindelighed passer sig på gerrige mænd hvilke ligesom af nødvendighed er
gerrige, just fordi de er ødsle. Det er med dem beskaffet som med
febricitanter, hvilke idelig må drikke efterdi væskerne fortæres af
sygdommens hede. Man ser óg medicos at gøre samme formaning til deres
patienter når det vomitiv som de har indtaget, opererer; thi det hedder: Man må have noget at vomere på; man må se til at der er
nogen tilstrækkelig indtægt til så stor udgift. Gerrighed og
karrighed er således tvende adskilte, ja stridige passioner, endskønt de
gemenlig konfunderes, så at de franske betegner begge med det ord af avarice; óg kaldes derfor Harpagon i den
bekendte komedie l’Avare, skønt
hans karakter var alene at gnie.
Vil ellers nogen spørge hvilken af disse
karakterer er den lastværdigste, da kan man sige at gnierens er mest sælsom,
men den gerriges mest lastværdig. Den førstes passion er ganske ubegribelig
og giver afridsning på menneskeligt bizarreri. Den andens
derimod ganske let at fatte og giver portræt på menneskelige laster. Begge
er lastværdige; den første fortjener mundtlige korrektioner, men den sidste
korporlig straf.
|35
Dette som jeg her har anført, er kun i almindelighed, thi der
er ingen regel som jo har sine exceptioner. Således findes der adskillige
gniere som tilligemed er gerrige. Men begge disse onde kvaliteter findes
sjældent i ét subjecto, thi man ser gemenlig at gnieren er lige så lidet
for at akkvirere som den gerrige er for at spare.
Efter at jeg har talt om en rig mands karrighed og vist
hvilken sælsom passion det er, vil jeg melde noget korteligt om en fattig mands
ødselhed hvilken er end en sælsommere kvalitet. Dog, førend jeg skrider dertil,
vil jeg løseligt antegne en anden vildfarelse som gemenlig begås i
karrigheds beskrivelse. Mangen en kan være gavmild og øve den dyd i sådan
grad at den fortjener navn af ødselhed og dog udråbes for en stor gnier. En
anden derimod sparer på skillingen og dog kaldes en pengeforagter. Disse domme
grunder sig derfor ikke på udgifterne, men på udgifternes måde og kan forklares med sådant eksempel: A og B depenserer begge over
fornødenhed 1000 rigsdaler årligt. A byder ingen gæster, lader sig nøje med én
ret mad, men sparer intet i mobilier og sit hus’ sirat, er også god mod
fattige. B derimod skøtter ingen sirat, lader sig nøje med fire hvide vægge
og sparer på adskillige ting, men gør sig vel til gode i mad og |36drikke. Begges udgifter kan
således være lige store, men som udgifterne ikke sker på én måde, hedder den
første en gnier og den anden en resolut mand. Óg begås denne vildfarelse
fornemmelig i Norden hvor man dømmer en mands ødselhed efter hans køkken
og kælder, således at når de samme er vel forsynet og hans bord vel
garneret med retter, hedder han en mand der lader sine penge rullere. Man
eftertænker ikke at pengene også kan rullere på andre måder og at man for
enhver broderet klædning som opslides om året, kan have mange stegte kapuner.
Karakteren forandres således efter udgifternes måde, så at en der anvender
sine penge på håndværksmænd og kunstnere, kaldes en gnier, og en anden der
befordrer vintapperes og kokkes næring, får navn af resolut borger.
Nu skrider jeg til fattige folks ødselhed hvilken jeg har sagt
at være en sælsommere kvalitet end en rig mands karrighed. Thi ligesom det er
vanskeligt at begribe hvi en ligger og ruger på et liggendefæ som han ikke
agter at bruge, så er det langt vanskeligere at fatte hvi en der ved
forsynlighed kan forekomme armod, foragt, fængsel og andre ulykker, ikke
moderere sin begærlighed. Hvis man kan kalde karrighed en sygdom, så kan
man ligne sådan ødselhed med raseri. Óg er det derfor ikke uden grund |37at visse love beskikker formyndere for ødsle
personer ligesom for børn og afsindige. Når ødselhed kommer til den højeste
grad, er det en af de fordærveligste fejl i det menneskelige societet. Thi en
sådan fordøjer ødelægger sig ikke alene selv, men tilligemed mange andre;
thi man ser ofte en eneste bankerot at sætte hele gader, ja hele stæder
i Trauer; så at fordøjerens død eller undvigelse kan lignes med Samsons endeligt på hvilket fulgte filistrenes ruin.
Såsom nu ødselhed fører en så ufejlbar fordærvelse med sig, så kan man ikke
begribe hvi mennesket kan lade sig overvinde af sådan passion. Vel er sandt
at profusion får undertiden en honorabel titel af gavmildhed, og at øderen,
så længe hans midler eller kredit varer, bliver agtet og æret blandt smarotsere;
ja det hænder sig ofte at hans skål med ærbødighed bliver drukket på de
gæstebud som ikke koster ham selv en skilling, men som sker alene på en
Nordrups, en Tujons eller en mester
Jacobs bekostning, hvilke ingen tak bekommer derfor, men
nyder alene ret og ære til at kræve penge for de forskudte varer. Jeg siger at
sådant der flatterer en øder, kunne vel anses som en slags motiv til
ødselhed. Men burde ikke en ufejlbar ulykkes foreståelse heri lægge tømme
på en fordøjer? Og det des hellere efterdi armod og mangel kan forestilles ham
hårdere end dem der har væn|38net sig til
mådelighed og daglig føde; thi her er ikke uden de største ekstremiteter at
vente, nemlig forvandling fra konge til betler, så at en prægtig fordøjers
undvigelse kan lignes med Dionysii den yngres skæbne,
hvilken i én måned herskede over et stort rige og i den anden agerede
skolemester i Corintho.
Man kan
derfor intet motiv anføre til ødselhed, allermindst til den som sker i
stads og prægtig ekvipage hvilket kommer ikke inden for fordøjerens gane, men
tjener til intet uden at underkaste ham bitre kritikker og endelig til at
gøre hans fald des mærkeligere. Hvor mange mennesker ser man ikke af ryttere
at være forvandlet til fodgængere der i ungdommen har aget i forgyldte
karosser og overstænket godtfolk for i alderdommen at overstænkes af andre.
Hvad er hånligere? Og hvad er tilligemed almindeligere?
Der kunne siges meget
om denne materie, men såsom mit forsæt herved ikke har været at beskrive
disse tvende lyder, hvorved kunne gives anledning til at opkoge hvad utallige
andre skribenter herom har anført, men at vise begge lyders sælsomhed og at
aldeles intet motiv kan findes til den riges karrighed og den fattiges
ødselhed, så vil jeg derfor slutte denne materie med en kort sammenligning
imellem en gnier og en øder.
Jeg har mærket at begges passioner er fast lige
ubegribelige. Den første er sin egen, den sidste |39tilligemed sin næstes fjende. Den første samler på hvad andre efter ham skal
adsprede, og den anden adspreder hvad andre for ham har samlet. Den første
tænker så meget på det tilkommende at han glemmer det nærværende, den sidste
har sine tanker så henfæstet til det nærværende at han intet tænker på det
tilkommende. Den første lever som han aldrig skulle dø, den sidste som han
kun en dag skulle leve. Begge er incommode borgere i et societet. Den første
forårsager obstruktion, og den sidste blodgang. Den første er som en stille tyk
tåge hvoraf luften rådner, den anden som en orkan der nedriver træer, huse
og gårde. Den første har urolige nætter, skønt han intet har at frygte
for, den sidste sover trygt og overlader al bekymring til hans kreditorer. Så
at deraf ses at en gnier er en latterligere, og en øder en skadeligere
mand.