I henseende til tiderne da er det med dyder og lyder ligesom med klædedragt eller mad og drikke. Hvad som sirer én tid, vanhelder en anden tid, og hvad som i forige tider har smagt vel, forårsager nu væmmelse, og det vice versa, så at |382sødt bliver til surt, og surt igen til sødt, efterdi smagen grunder sig ikke på en tings naturlige kvalitet, men på tidernes mode. I fordum tid var sørøveri en sirat for store herrer, og betegnedes med et ærværdigt navn af fribytteri, men nu er det en misgerning som straffes med stejle og hjul. Drukkenskab har på sine tider været et galanteri, på andre tider igen har været regnet blandt de hæsligste laster. Hvad én tid har haft navn af modesti og ærbarhed, har en anden tid ført navn af urimelig pænhed. Dueller har på visse tider af øvrigheden selv været anordnet, på andre tider er de igen med livsstraf reprimeret. Så at der findes mange gerninger om hvilke, når der spørges til hvad klasse de skal henføres, enten til dyders eller lyders, man kan alene sige at nu om stunder er det en dyd, eller i vor tid er det en last, indtil ved smagens forandring tingen får et andet navn. Det samme som anmærkes ved gerninger, kan også tjene til eksempel i skrifter; óg har en vis skribent antegnet hvor ofte den engelske nations smag deri har været forandret. Heri må man óg rette sig efter tiderne; óg må man holde for at en bog er velskreven når den er skrevet efter tidernes smag.

|383Dyder og lyder har óg andre navne i henseende til personerne. Man må vel sige at når tvende gør ét, er det derfor ikke ét efterdi de samme gerninger i henseende til personen bliver ikke de samme, men får et andet navn. Dette kan oplyses ved adskillige eksempler i historien og af daglig erfarenhed. Tvende regenter, tvende embedsmænd kan ved lige kvaliteter, med lige opførsel, underkastes ulige dom. En ond fyrste bliver undertiden holdt for en god regent efterdi han succederer en tyran. Og en god regent underkastes ofte hårde domme og ikke kan regere til måde efterdi hans formand var et mønster af dyd. Hvad som forøgede den berømmelse kejser Augustus ved sit gode regimente erhvervede, var dette at han blev succederet af Tiberio. Og hvad som formindskede det had man havde fattet mod Tiberium, var dette at hans successor var Caligula. Derfor holdes begge disse regenter forsætligt at have udvalgt sig slige successores. Den ene at han kunne blive mere elsket og berømmet, den anden at han skulle blive mindre hadet og lastet. Herodes havde med alle sine lyder óg store dyder. Hans lyder er afmalet med sorteste farve, og hans dyder har man enten ikke villet se eller forvandlet til laster efterdi han, som en fremmed, succederede kongerne af det asmonæiske hus som hos jøderne var i stor veneration. Det var et stort uheld her i landet for |384kong Erik af Pommern at han succederede den berømmelige dronning Margaretha. Dette forårsagede at man var mere grantseende i hans fejl end i hans dyder, og at han intet kunne gøre til måde. Ja kritikken mod ham gik så vidt at de lagde ham til last at fiskeriet slog fejl ved Skåne. Det var i lige måde et stort uheld for kong Jacob 1. at han succederede dronning Elisabeth; thi den første havde gjort den engelske nation så delikat at den fandt afsmag i alt hvad som gjordes af den sidste. Det har her samme beskaffenhed som i mad og drikke. Man kan finde smag i ordinært kød, men hvis den første ret er agerhøns, bliver alt andet siden afsmagende. Man siger derfor at når to gør ét, er det derfor ikke ét.

Mangen bliver lastet for det selvsamme som har været berømmet hos en anden, ligesom mangen lærdom holdes for kættersk hos en ny skribent som agtes ortodoks hos en gammel kirkefader eller hos en anden skribent som har haft publici favør. Ingen har for eksempel lastet den comparaison som Plutarchus gør imellem overtro og vantro med disse ord: “Jeg undrer mig,” siger han, “at de samme personer som holder vantro for ugudelighed, dømmer ikke ligeledes om overtro. Den som tror at der er ingen guder til, kaldes ugudelig, men de som tillægger guderne store |385fejl og skrøbeligheder, fører de ikke langt ugudeligere lærdom? Hvad mig angår, da vil jeg hellere at folk skal sige at Plutarchus ikke er, eller har aldrig været til, end at de skal sige: ‘Plutarchus er en kapriciøs, ubestandig, fremfusende, hævngerrig mand, og som finder behag i bagateller.’” Disse er Plutarchi ord som aldrig har været censureret. Men når en Bayle siger det samme, bevæbner han den hele gejstlige og filosofiske verden mod sig. Så man ser at disse stridige domme rejser sig af personerne, og det som tåles hos den første, fordømmes hos den sidste eftersom han ved anden sælsom lærdom har gjort sig mistænkt for vantro, hvorudover man med billighed intet kvarter har villet give ham. Alle fornuftige og upartiske mænd må tilstå at Jansenius ikke har ført anden lærdom end sankt Augustinus, men det som er kætteri hos den sidste, kaldes en hellig lærdom hos den første, såsom det er ikke i henseende til lærdommen, men til læreren man dømmer om ordene.

Jeg kunne opregne utallige andre som i sådan henseende alene har i historien fået andet navn end de har fortjent. Enhver historieskriver derfor, som vil give en regents portræt, må have dette og andet for øjnene; thi ellers bliver han selv bedraget, og ved falske beretninger bedrager læseren. De |386i historien afmalede onde regenter og tyranner, som Diocletianus, Julianus og andre, kan blive forvandlet til store og duelige fyrster når tiderne tages i agt på hvilke deres historier er skrevet, ligesom Constantinus, Ludovicus Pius og andre der er afridset som mønstre på dyder, kan ved samme middel tabe al deres glans. Sær må man tage denne regel i agt når man læser munkekrøniker; thi man kan sige at deri dyd bliver gjort til last, og last til dyd. Man ser for eksempel i deslige krøniker en af de største regenter der nogen tid har siddet på tronen, som Friderich den Anden, at afmales som den hæsligste tyran, da uduelige fyrster derimod opløftes til skyerne. Sådant må tilskrives skribenternes temperament, deres acido og alcali, hvorpå fornemmelig kan citeres til eksempel Procopius hvilken i de fleste af hans skrifter afmaler Justinianum som en stor regent, men i et særdeles skrift gør ham til et monstrum; thi regentens karakter forandres efter skribentens humør. Hvis Nicolai Damasceni historie havde endnu været til, ville man finde andet portræt på Herodes end det som gives ham i Josephi historie. Og hvis Hans Mikkelsen, borgmester i Malmø, havde skrevet Christiani 2. historie, havde samme konge ikke været så ond som han findes hos Huitfeldt og hos de svenske historieskrivere.

|387Man ser således at dyder og lyder forandrer deres navn og retter sig efter konjunkturer, helst blandt almuen, skønt de hos fornuftige og skønsomme folk er og bliver de samme. Thi en maler kan afskildre en Venus som en Medusa, men hun taber intet af sin skønhed derved, thi originalen bliver den samme hvor meget man end defigurerer kopierne. De samme gerninger bekommer også navn af dyder og lyder, det er: bliver rost og lastet i henseende til deres udfald. Således bliver dårlighed kaldt visdom, og visdom igen får navn af dårlighed i henseende til udfaldet. Mangen stor krigsanfører er ved de fortræffeligste og viseste anstalter kommet i miskredit efterdi udfaldet af pur hændelse ikke har svaret dertil, og mangen dårlig rådgiver er kommet i udråb for visdom efterdi hans dårlige råd er blevet af den blinde lykke sekunderet. Og mangen doktor er ved en hestekur kommet i reputation, og er blevet en hof-medicus, såsom folk gemenlig ikke dømmer efter gerningen, men efter udfaldet. Catilina og Cæsar var begge onde mænd, begge søgte at bane sig vej til højhed ved republikkens undergang; men som begge var ikke lige lykkelige, men de samme gerninger havde ulige udfald, så er den første afmalet i historien som et mønster på udyd, den anden derimod er blevet til en sirat i krøniker, så at store monarker gør sig en ære af |388at føre hans navn og at lade sig kalde cæsares eller kejsere. I fald Catilina havde været lige så lykkelig i sine misgerningers eksekution, ville de samme monarker have gjort sig en ære af at føre Catilinæ navn, så at den højeste titel i steden for ‘Kejserlig Majestæt’ havde blevet ‘Catilinariske Majestæt’. Hvis Junius Brutus, der udryddede den kongelige familie i Rom, havde mislinget i sit foretagende, havde hans navn været blevet til en eksekration i den romerske historie, og i steden for et æresmonument havde en skandstøtte for ham blevet oprettet.

En kan ved hændelse blive rig og lyksalig, men ikke duelig og berømmelig, ligesom den der i et lotteri trækker det største lod, kan gratuleres men ikke berømmes; thi gerningens udfald kan tilbringe velstand, men gerningen i sig selv alene ære. En helt af hasard er ingen helt, ja fortjener lige så lidet navn af en heros som en spåmand der af en hændelse spår ret, fortjener det navn af profet. Men dette tager menneskene dog gemenlig ikke i agt, thi de oprejser æresstøtter for gerninger hvori personerne ingen del har haft, men som er alene lykkens virkninger, ligesom den syge belønner en doktor når naturen har kureret.

|389Således ser man de samme gerninger blive ikke de samme, men efter deslige omstændigheder få differente navne, ikke alene blandt læg, men også blandt lærde. En ret philosophus derimod sætter alt sådant til side og betragter alene tingen i sig selv, så at en dyd hos ham bliver stedse en dyd og en last stedse en last, på hvilke steder, af hvilke personer og på hvilke tider de end øves. Han dømmer enhver ting efter dens naturlige vægt og intrinseque valeur, så at han kender de rette dyder og laster, i hvilken klædedragt de findes, ej rettende sig efter hvad en ting holdes for at være, men hvad den virkelig er, og ej seende efter præget men efter materien.