De taler, de erindringer, de opmuntringer er de kraftigste som passer sig på det auditorium som de holdes for. Dette har adskillige oratores taget i agt, og ved korte og uformelige taler har udvirket mere end ved lange og sirlige orationer. Der fortælles om en engelsk officer at han opmuntrede sine krigsfolk i Spanien med sådan tale: “Det er jo en skam for eder englændere som æder det gode og fede oksekød, at lade eder slå af nogle spaniere og nogle kanaljer som æder ikke uden pomeranser og citroner.” Óg siges der at denne tale havde bedre virkning end om anføreren havde udkopieret en af Demosthenis eller Quinti Curtii orationer. Således, ligesom der er differente genier blandt mennesker, så må der bruges differente måder at bevæge dem. De patienter |75som de åndelige medici øver deres kræfter på, er enten kættere, fanatici eller ateister.

Ved kættere forstår jeg vildfarende, det er sådanne som enten ved læsning eller andre persvasioner er bragt ud af den rette vej, således at de tror en lærdom at være ret som dog kan være falsk. Thi jeg kan ikke antage den distinktion som gemenlig gøres imellem vildfarende og frivillige kættere, hæreticos judicii et voluntatis, med mindre man vil holde for at visse mennesker uden interesse hænger ved en lærdom som de ved at være fordømmelig, og derfor ligesom af lyst renoncerer på deres salighed, hvilken tanke man hverken bør eller kan have om noget menneske, men må hellere her applicere hvad en gammel helt fornuftigt har sagt: Errare possum, hæreticus fieri nolo. Det er: Jeg kan vildfare, men vil ej være kætter. Jeg forstår derfor her ved kættere ikke uden dem som af andres persvasioner, læsning og uskønsomhed mod deres vilje er bragt på vrange veje, og henfører dem som man kalder frivillige, heller til bedragere, det er sådanne som af ærgerrighed eller egen nytte forplanter en falsk lærdom, eller rettere som intet tror. Det var sådanne som i den første kristne kirke alene førte navn af kættere, og med hvilke man ingen samkvem ville have. De andre derimod ansås som skrøbelige kirkens lemmer hvilke man heller ynkede end hadede.

Jeg tager her kættere i den mening som nu bruges, og forstår derved alene vildfarende. Deres omvendelse kan og bør ikke forsøges med vold. Thi hvis voldsomme midler bruges, tilvejebringes ikke omvendelse, men simulation af omvendelse; óg er det derfor lige så ugørligt at vinde en vildfarende med ris og svøbe som at bestorme en fæstning med syllogismer. Man sletter en fold ved at holde jernet derpå, men så snart jernet tages bort, kommer den gamle fold igen. Man kan ved væsker gøre en plet ukendelig, men hvis pletten er indgroet, lader den sig på ny se så snart vandet tørres. Det er ikke det vildfarende menneskes legeme som skal omvendes, men dets sind som ingen piske og svøber er underkastet. Man kan tvinge en til at sige “Jeg tror”, men man kan ikke tvinge ham til at tro. Man kan tvinge den blinde til at sige “jeg ser”, men man kan med hug og slag ikke gøre ham seende. Blindhed må kureres ved øjensalve, sygdomme med urter, og vrange meninger med sagtmodige persvasioner. En hidsig og voldsom convertisseur kan derfor lignes med en kvaksalver eller hestedoktor hvis recepter er værre end sygdommen.

Jeg vil ikke opholde mig længe herved, såsom mange store skribenter i vor tid med sådan fynd har vist en voldsom omvendelses-ubillighed og -umulighed at de som tilforn har øvet vold og forsvaret den i skrifter, begynder nu |77at skæmme sig derved og at sætte anden farve derpå, helst såsom de ser at derved vindes ikke andet end at gøre vildfarende mennesker til fordømmelige øjenskalke. Således dømte derom den persiske konge shah Abbas, og derfor, da han hørte at man havde tvunget eller lokket nogle jøder til at forlade deres tro, tillod han dem at antage den jødiske igen.

*Den store russiske regent Petrus Alexiowitz gik heri så vidt at man kunne tage anledning til at kritisere gerningen. Da en fremmed som i hans tjeneste var blevet generalmajor, antog den russiske religion for at insinuere sig videre, gav zaren ham afsked med disse ord: “Ville han ej være Gud tro i den religion hvori han var opdraget, kunne man ej heller vente at han ville blive kejseren tro.” Enhver må efter behag dømme om denne gerning. Jeg for min part anser den som et sirat i denne store regents historie, hvilken ellers i utallige andre ting er forunderlig og opbyggelig. Samme store lovgiver har vist det principium at være ganske falsk, nemlig at differente religioner kan ikke konsistere med et lands fred og rolighed. De som endnu tvivler derom, kan kun rejse til Rusland, hvor de vil blive overbevist derom. Thi den forordning at ingen må disputere om religionssager eller søge at indprente andre deres religions principia, har i Moskovien befordret lige så stor fred og enighed som tvang og |78forfølgelser har opvakt forvirrelse og urolighed i andre lande. En grundig tolerance kan ikke andet end have en god virkning.

Jeg siger en grundig tolerance, såsom jeg derved ikke forstår stridige sekters sammenstøbning, hvilket erfarenhed lærer ikke at være gørlig. Derfor drev den utrechtske præst Hubert Dovehouse dette for vidt idet han på én gang agerede pastor for tvende menigheder, såvel reformerte som katolske, så at han i samme kirke holdt messe om formiddagen og en calvinsk prædiken om eftermiddagen. Til en grundig tolerance som befordrer fred i et land hvor adskillige sekter er, kan tjene til model den konstitution som mr. Locke forfattede for kolonien i Carolina.

Jeg vil ikke tale mere herom, men begive mig til det andet konversionsmiddel som alene har virkning hos fanaticos. En fanaticus er lige så vanskelig at vinde med ord som en vildfarende at overbevise med hug. Thi det gør intet gode at disputere om en ting når man ikke er enige i principiis. En fanaticus følger alene sin indvortes drift, som han kalder samvittighed og guddommelig inspiration, og som han ikke tager fornuft til grundvold, så spilder man kun tiden med at ræsonnere. Her behøves derfor anden slags kur end den man bruger med vildfarende. En doktor eller chi|79rurgus opererer her kraftigere end en præst eller missionarius. Thi her må urter forsøges hvor ord ikke kan virke, ligesom en dosis china chinæ gør bedre effekt i en feber end hele Platonis og Aristotelis filosofi. Man mærker heraf at jeg holder fanaticismum for en virkelig sygdom og en hysterisk passion. Erfarenhed viser også at de såkaldte illuminerede folk er gemenlig forsynet med en stærk dosi af den sorte galde, ja at mange ved virkelige apotekerrecepter således er blevet reformeret at de har tabt alle deres profetier, enthusiasmos og åbenbarelser, men tilligemed fået sundere legemer.

Jeg vil her videre ikke tale om en så bekendt materie. Men alene herved gøre en curiøs anmærkning, nemlig at fanatici gemenlig er de ivrigste convertisseurs, da de dog af alle sekter er de som mest burde holde sig fra at katekisere. Alle andre kan tilegne sig en ret at hverve proselytter; fanatici alene har efter deres egne principia ingen ret dertil, skønt de øver den ivrigst. Andre har tilfælles fundamenter i skrift, historie og naturlig ræson hvorefter enhver formerer sit systema som han mener at være rettest, og søger af disse almindelige fundamenter at overbevise andre. En fanaticus derimod har intet uden sin egen samvittighed og indvortes drift at beråbe sig på, hvilken ingen |80rapport eller forbindelse har med en andens samvittighed. Hvorudover, såsom han ingen tilfælles rettesnor eller fundament har med andre, må han lade enhver tro hvad han tror; thi vil han sige at en andens samvittighed er vildfarende, svækker han derved sin egen.

Der kan derfor ingen materie være til tvistighed med fanaticis, thi så snart én beråber sig på sin samvittighed, beråber den anden sig i lige måde på sin, så at derfor disputen straks naturligt må ophøre og bringes til det som man i spil kalder remis. Óg er så intet kortere middel til at komme ud af en disput med en fanatico end at sige: “Således siger eders gejst, min gejst siger tværtherimod. Hvem skal man da tro?” Når samvittighed sættes mod samvittighed, er det ligesom tvende corpora af lige vægt og størrelse støder mod hinanden; óg bliver da virkningen denne at de må begge gå tilbage, thi den samme effekt som det ene har i statica, har det andet i religionsstrid, såsom alle de argumenter som tages af indvortes drift og samvittighed, er alle af lige vægt og størrelse. Kort at sige, der er ingen  udkomst  med en fanatico såsom man intet systema har at holde sig til. Han råber at man ikke må forlade sig på fornuften, i det ringeste må man bruge den med stor varsomhed. Han siger at de som med størst omhyggelighed leder efter den rette vej, geråder |81snarest på udveje. Men med alt dette ræsonnerer han dog selv når der handles om at vise hvor lidt man kan vinde ved at ræsonnere. Hvoraf ses at der er intet at vinde med de slags folk.

Intet er derfor sælsommere end at finde den største iver til at katekisere hos folk som af alle efter deres egne principia burde være mest indifferente heri. Men man kan sige at alt hvad som findes hos slige folk, er uordentligt. Hvad som forårsager at de af alle sekter er mindst lidt, er dette at de af alle sekter er mindst bekvemme til at leve i societeter. Thi illuminerede folk kan være gode mennesker, men bliver aldrig gode borgere. Det mundheld som de betjener sig af, nemlig at man må mere adlyde Gud end mennesker, er i sig selv godt når det tages i den rette mening. Men såsom fanatici ofte konfunderer Guds vilje med deres egen vilje, samvittighed med sindets svaghed, guddommelig inspiration med vapeurs, bestandighed med hårdnakkethed, gudsfrygt med melankoli, så er mundheldet ilde grundet og farligt. Thi at adlyde Gud mere end mennesker bør alene at forstås så tit Gud expresse i sit ord sådant befaler, ikke så tit min egen ånd tilsiger mig sådant, såsom der er mange slags ånder hvoraf nogle er gode, andre onde. Óg kan man sige at ingen drives af en god ånd der alene følger |82sin egen drift, og sætter Guds love og øvrighedens befaling, som derpå er grundet, til side.

Man kan derfor dømme således om fanaticis at endskønt de er gode mennesker der siger hvad de mener, og uden sky øver det de holder for at være deres pligt, så er de dog sådanne som man mindst kan tolerere i et societet. Thi fanatici lade sig ikke nøje med at tro hvad de får i sinde, men de påstår óg ofte at andres samvittighed skal rette sig efter deres, hvilket er lige så ubilligt som om en spiller ville påbyde at de kort skulle dominere eller være triumphs som han havde mest forråd på.

Jeg vil ikke tale om de sørgelige virkninger som man en og anden gang har set at flyde af fanatiske paroxysmis, for ikke at gravere et folk som i sig selv kan mene Gud og sin næste vel, og som derfor heller fortjener medlidenhed end had og forfølgelse. Jeg vil derfor ikke tale derom, men siger alene at de af alle sekter er sådanne som mindst kan tolereres i regering. Thi endskønt adskillige andre kan være mere vildfarende, så iagttager de dog bedre en borgers pligt og er enige i det principio om lydighed mod øvrigheden, når dem ikke bydes at overtræde Guds lov og naturens hovedbud. Men en fanaticus sætter sin vildfarende |83samvittighed til lov og rettesnor og gør sig en merit at være martyr deraf, hvorudover han stedse kan anses som en ubekvem borger, og som man ikke sikkert kan leve i societet med. Forestil dig for eksempel at en fanaticus eller kvæker tager min hustru fra mig til sit brug, undskyldende sig med sin samvittighed og holdende for at alle ting bør være Guds børn tilfælles. Jeg kan ikke aktionere ham med samme eftertryk som jeg kan aktionere en anden borger der har underkastet sig tilfælles lov. Øvrigheden kan ej heller straffe gerningen, men har ligesom bundet hænderne på sig selv ved at give borgerskab til den der ikke sætter landets lov, men sin samvittighed til rettesnor. I den henseende strækker min tolerance sig ikke så vidt, skønt jeg ellers har en naturlig medlidenhed med alle vildfarende; óg holder jeg for at hvis de skulle tolereres, måtte de være på separerede steder hvor deres uordentlighed ingen forvirring kunne forårsage.

Jeg befatter under samme lov visse roman-katolske, især jesuitter, en del såsom de samme selv er intolerante med alle andre kristne sekter, en del også efterdi de med alle onde midler søger at forplante deres meninger på de steder hvor de nyder frihed at opholde sig. Thi de som holder det for en dyd at omkomme en fader for at bringe sønnen under pavens |84lydighed, kan ikke protestere imod hårdhed når man nægter dem borgerret. De bebrejdelser er derfor uden grund som gøres visse protestantiske stæder, nemlig at de tolererer jøder som er kristendommens hovedfjender, og derimod vægrer sig ved at give borgerskab til roman-katolske som er kristne; thi her handles ikke om større og mindre vildfarelse, men om visse religions-principiis som strider mod regeringen. Her øves hårdhed, ikke så meget af had som af frygt. Det er ligesom en belejret stads besætning uddriver en del borgere af frygt for hunger og oprør, eller som den der ikke tillader mange bevæbnede at rejse igennem sit land. Det er dermed en vis gerning undskyldes som her tildrog i forrige svenske krig. En jydeskude mødte i søen et svensk skib som var blevet læk og ville synke. De svenske anholdt om hjælp. Jyderne, som var barmhjertige, bevægedes deraf. Men da de mærkede at de svenske var engang så mandstærke som deres egne, foldede de deres hænder og sagde: “Synk i Herrens navn.” Derpå grunder sig den hårdhed som af protestanter øves mod roman-katolske, især mod jesuitter; óg kan man dermed gendrive alle de objektioner som gøres af de sidste.

Den tredje omvendelsesmåde er i henseende til ugudelige folk og ateister. Ved atei|85ster forstår jeg ikke teoretiske, det er sådanne som således har fordybet sig i spekulationer og hedensk filosofi at de er henfaldet til at tvivle ikke alene om revelation, men endogså om Guds eksistens; thi de samme kan i visse måder befattes under den klasse af vildfarende efterdi de af onde skrifters læsning er forført til vantro. Men jeg forstår her ved ateister de praktiske, det er sådanne som fører et ryggesløst og ugudeligt levned og derfor finder deres regning ved at der er ingen Gud til, og at der er ingen straf og belønning at vente. Mod deslige folk hjælper hverken ord eller urter, så at man for dem må alene katekisere med ris og svøbe. Óg viser erfarenhed at sådan konversionsmåde har haft virkning hvor de andre ingen har haft. Jeg erindrer i min barndom at en vis præst blev beskyldt for at drive en del af sin menighed til pønitense med stok og svøbe. Konversionens måde kom øvrigheden uanstændig og sælsom for. Men da man hørte af præstens beskrivelse, som var en hel fornuftig mand, hvorledes tilhørerne var kvalificerede, faldt beskyldningen, såsom man mærkede at en finlap ville kureres på en anden måde end en trondhjemsborger. Thi disse var præstens ord, og deri bestod hans apologi som blev befundet at have nogen grund.

Hvad teoretiske athei angår, da bør mod dem alene bruges prædikener og persvasioner. Thi såsom de af speciøse skrifter og taler kan være forført til vantro, så kan der være forhåbning ved grundig lærdom og formaning at bringe dem på rette veje igen. Óg er det i den henseende og i det håb man til en tid kan tolerere dem i en republik. Jeg siger til en tid, såsom en bestandig tolerance ikke kunne være tjenlig, thi jeg kan ikke bifalde mr. Bayle der holder for at en republik af ateister kan bestå. Thi en atheus som ingen anden gud har end sin egen nytte og højhed, undser sig ikke ved at bedrive de største misgerninger når de kun kan blive skjulte.

Derom vil jeg ikke mere tale, men slutte denne dissertation med en rar anmærkning, nemlig at der blandt ateister også findes convertisseurs. Intet er forunderligere end at finde folk der med iver søger at bringe andre af en tro som de selv tilstår intet at tabes ved, eller at bringe dem i en vantro som efter deres egen tilståelse intet kan vindes ved. En overtroisk nidkærhed er lastværdig, men en vantroisk iver dårlig og latterlig. En overtroende sveder og arbejder på at bringe andre til superstition, hvilket man kan begribe efterdi han holder superstition for en saliggørende tro. Han opofrer óg undertiden andre i samme sin iver hvilket man óg kan begribe efterdi han holder for at man må for|87dærve legemet for at frelse sjælen. Men en atheus agerer konversor uden at kunne give nogen årsag dertil. Han søger at bringe andre på en mening som han selv siger er dem til ingen nytte. Han lokker og frister uden at love noget. Han søger at hverve proselytter, og siger tilligemed at de ingen besoldning har at vente. Hvad kunne man dømme om den krigsmand der anvendte al sin veltalenhed på at hverve soldater, men klausulerede sin oration dermed at de ingen gage måtte vente sig? Hvor kunstig og sirlig end talen var indrettet, så kunne man dog ikke anse den uden som en samling af ord som ingen betydning har. Anderledes kan man ikke dømme om en athei iver heri. Man kan ligne en ateistisk convertisseur med en spiller der sveder og bæver i terningespil, skønt der spilles om intet. Jeg har eksprimeret sådant i et latinsk epigramma som ikke er trykt, men lyder således:

Vi kalder dem brødre som er enige med os i meninger og udvortes konfessioner. Men vi bør heller kalde dem brødre som er enige med os i dyd og gudsfrygt, skønt de differerer fra os i visse meninger. Ingen gudfrygtig og retsindet mand bør gives navn af kætter; thi endskønt en sådan vildfarer, vildfarer han mod sin vilje, og når han lader se docilitet, leder efter sandhed og ikke vægrer sig for at høre andres lærdom, bør man heller elske end hade ham. Dén fortjener heller at kaldes kætter der fordømmer sin næste fordi han |89har ikke evne eller begreb at fatte en ting ret; thi han lader derved se hovmod, overtræder billighed og af lutter ortodoksi forfalder til kætteri. Det er sådant som skriften betegner med den titel; óg er det i den henseende at al hidsig ortodoksi er kætteri, og at enhver som forfølger sin næste for meninger som rejser sig af pur vildfarelse, er en separatist.