Vil man spørge hvortil tjener den store omhyggelighed nogle af vore tiders grammatici lader se i at rense sprogene fra alle fremmede ord, da kan siges at den tjener til intet andet end at gøre et sprog vanskeligt ikke alene for fremmede, men endog for et lands egne naturlige indbyggere; thi man skiller sig ved bekendte ord som alle forstår, og i deres sted enten digter nye eller optager antikverede ord som er kommet af brug. Og endskønt man ikke nødes til enten at digte eller at optage af brug komne ord, så nødes man dog at betjene sig ofte af det samme ord, skønt det passer sig ikke så vel på ét sted som på et andet.

Jeg tilstår vel at intet europæisk sprog er så fattigt at man jo derved tilstrækkelig kan tilkendegive sin mening. Men vil man forsøge på at gøre det med fynd og sirlighed, mærker man straks en mangel; thi et er at give nogenledes sin mening til kende, et andet er at eksprimere sig med de bekvemmeste og mest adækvate ord, hvilket de nationer kan gøre som har mange ord at gå valg i så at de af 3 eller 4 kan udvælge det bekvemmeste på et vist sted, ligesom bygningsmænd vælger de bekvemmeste sten hvorved bygningen ikke alene kan rejses men endogså sires. Man ser at de mest polerede nationer sådant har iagttaget, og at de derved har bragt deres sprog til største fuldkommenhed. Thi jo større fremgang de har gjort i videnskaber og tale|509kunst, jo større fornødenhed har de fundet at betjene sig af bekvemme fremmede ord. Det er en merit at befordre socialitet og omgængelse imellem nationer. Sådant forfremmes ikke ved at gøre sprogene tunge og ukendelige for sine naboer, men giver heller til kende en slags misantropi efterdi man derved synes ligesom at vise at man i sprogene gør sådan mønstring på det at vore naboer, som tilforn har kunnet læse vore skrifter, skulle herefter være blinde deri. Nogle skribenter i vor tid synes óg virkelig at have sådant i sigte, og på det ingen må tvivle om deres forsæt heri, så har de også udryddet visse bogstaver, ligesom for at vise at hvis der var et eller andet fremmed ord som de ikke kunne undvære, så vil de dog ved bogstavernes forandring i det ringeste mage det så at ordene skulle blive uforståelige. Således, såsom man ikke vel kan undvære de ord doctor, character, academie, skriver man dokter, karakter, akedemie, etc. Dette kan man kalde at rase af lutter patriotisk iver.

Nogle franske har i vor tid foretaget sig at reformere sproget således at de vil have at man skal skrive ligesom man taler. Det var at ønske at alle mennesker ikke talte uden hvad de tænkte, og ikke skrev uden hvad de talte; men at ville på egen hånd reformere en ortografi som i nogle 100 år har været i |510brug, er en dårlig mands arbejde, thi ligesom ingen fornuftig mand klæder sig anderledes end alle landets indbyggere, så taler og skriver han ej heller anderledes end andre. L’abbé de St. Pierres skrifter er nyttige og sindrige, men hans singularitet i at ortografere forspilder al den kredit man kan fatte for manden, og forårsager at hans moralske og politiske maksimer bliver nøjere driftet, og mindre kvarter dem gives end til andre skrifter. Jeg for min part kan sige at jeg fattede væmmelse til skriftet alene af titlen: Ouvrayes politiques, i steden for Ouvrages, og derfor des stærkere har censureret et og andet i hans politiske maksimer, især hans forslag om at gøre hele kristendommen til en almindelig republik. De gamle har sagt at man må tale som de levende, men leve som de afdøde forfædre, og har jeg selv sådant udført i et epigramma:

Man skæmter med englændere efterdi de har antaget så mange fremmede ord og beriget sig med andres fjedre; óg grunder sig herpå den historie som fortælles om det engelske sprogs oprindelse, nemlig at Fanden engang kastede alle sprog i en gryde, og da de begyndte at koge, tog han skummet, og deraf gjorde det engelske sprog. Men englænderne kan igen skæmte med andre nationer når de ser deres skrifter at laborere af mangel på ord. Vil nogen spørge hvori den mangel består, da har man kun at blade lidt i de reformerede og fra alle fremmede ord rensede skrifter for sådant at bevise. Denne korte dissertation tillader ikke at tale omstændigt herom. Jeg vil derfor alene lade mig nøje med at anføre et par eksempler til bevis herpå.

Det ord poet er af alle nationer, af læg og lærde, bekendt. I steden derfor skriver de grammatikalske reformatores nu om stunder ein Tichter, og derved i steden for et bekendt og bekvemt giver os et ubekendt og ubekvemt ord. Thi en digter er en løgner, hvilken titel man ikke kan give til en der udfører bibelske eller andre sandfærdige historier i sirlige vers. Silius Italicus, Lucanus, Lucretius etc. er poeter, men ikke digtere, medmindre man vil sige at de krige som har været ført mellem romere og karthaginensere eller mellem romere indbyrdes, er opspundet af poeterne. Allermindst fortjener Lucretius sådan titel efterdi han |512i vers med største oprigtighed har anført Epicuri filosofi. En som lyver i solut stil, hvilket nu om stunder desværre mange historieskrivere gør, kan heller kaldes en digter end en poet der udfører en sandfærdig materie i vers. Videre, det ord antikvitet er alle bekendt, så at når en siges at lægge sig efter antikviteter, forstås af alle derved at han studerer på gamle skrifter og monumenter. Dette ord har sprogenes nye rensere også forkastet, og i dets sted betjener sig af det ord Alterthum, hvilket heller betyder senectus end antiquitas. Når man derfor siger: er leget sich auf Alterthümer, kan man i en hast bilde sig ind at der tales om en der i elskov har en fordærvet smag så at han jager mest efter gamle kællinger. Jeg kunne anføre utallige andre eksempler af samme natur hvis værkets korthed tillod sådan vidtløftighed.

Jeg har ellers sagt at intet folk går så vidt heri som det hollandske; thi de nye hollandske skribenter lade sig ikke nøje med at udrydde almindelige fremmede ord, men endogså kunstgloser hvorved deres filosofiske, matematiske, tekniske og grammatikalske skrifter bliver så uforståelige og defigurerede at en lærd hollænder kan med større lethed læse dem på latin end i sit eget moderssprog. Thi der behøves for eksempel at forklare på latin hvad |513man mener ved roepende Vall, gebährende Vall, hvormed de nu eksprimerer genitivos og vocativos.

Men såsom jeg ingen vil disputere sin smag, så indvikler jeg mig herudover ikke i proces med nogen. Det er ej heller i det forsæt denne dissertation er skrevet. Jeg har derved alene villet gøre rede for min skrivemåde og vist at det er med ganske velberåd hu at jeg betjener mig af bekvemme fremmede ord, og at jeg uanset al den kritik som derover kan gøres, stedse fremturer i sådant forsæt.