|97
Libr. I.
Epigramm. 83.
Menneskets kår er ikke så uens fordelt som det synes, |
ingen kan kalde sig helt lykkelig, det står vel klart. |
Verdslig lyksalighed og ulyksalighed er i
mine tanker ting som består mere i det blotte navn og indbildning end i
realitet. Dette paradoks har jeg
udført i et epigramma som jeg siden, i min tredie
latinske epistel, har forklaret; óg er det samme forklaring som jeg her med
adskillige tillæg har oversat på dansk.
Jeg tvivler ikke på at jo nogle vil holde denne mening for
ilde grundet efterdi den synes at stride såvel mod fornuft som erfarenhed. Men
man må ikke fordømme nogen uhørt. Jeg håber at hvis man vil give sig
tålmodighed til at gennemlæse den hele dissertation, man
vil finde at endskønt mine tanker herom ikke fortjener alles fuldkomne bifald,
så ville de dog ikke findes så ugrundede som de synes ved første øjekast.
|98Jeg siger at der er liden forskel imellem
det som kaldes lyksalighed og ulyksalighed i denne verden. At de riges vilkår
lidet differerer fra de fattiges, er ikke vanskeligt at
bevise. De fattige har ikke det de kan æde, de rige derimod æder ikke det de
kan have. Begge derudover lider nød. De første af mangel, de sidste af overflod.
Begge går med halvtomme maver fra bordet, hine fordi der er intet, og disse
fordi der er for meget i fadet. Hine finder lige så stor smag i kallunsuppe,
som disse i pasteter. Alt er velsmagende for den fattige,
og alt er ildesmagende for den rige. Thi den fattige vrager ingen slags mad. Det
går med ham som ordsproget lyder: At den æder mest som sidder længst fra
fadet, og den drikker mest som sidder længst fra tønden.
Nam pauper stomachus raro vulgaria temnit. |
Den rige derimod må have krydder derpå, at han kan få den til
livs. Den syrakusanske konge Dionysius
vragede de spartaneres sorte suppe efterdi appetitten, som er
madens krydder, fattedes ham. Og Darius som i flugten
engang drak rørt og skident vand, sagde sig aldrig at have drukket med større
fornøjelse. En som sjældent har lejlighed at musicere, anretter en koncert med bekostning.
Sådant derimod er en byrde for en musikant af profession,
ja ofte lige så stor byrde som at hugge brænde er for en |99gårdskarl, eller at tærske er for en bonde. Ingen finder
mindre smag i sukkerkonfiturer end en urtekræmmerdreng,
og ingen ser et fruentimmer med mere koldsindighed end den der har et helt
serail af demoiselles. Det hedder
som poeten siger:
Pinguis amor, nimiumque potens in tædia nobis |
vertitur et stomacho dulcis ut esca nocet. |
Videre, de fattige er sunde og rørige; thi det hedder: Fattigdom
føder, men feder ikke. De rige derimod skrøbelige og tunge så at de har møje
at bære deres legemer. Hine har intet, og disse har óg intet efterdi de har
aldrig nok. Men såsom de første har intet, så fattes dem heller intet
eftersom naturen lader sig nøje med lidet, eller med de ting som let og uden
møje og bekostning kan erhverves. Men i forfængelige vellyster er hverken
måde eller ende. Hvis den fattige mangler kostbare retter, så har han
des mere forråd på helbred, og hvis han æder og drikker lidet, så sover han
des bedre. Så man deraf ser at det er vanskeligt at dømme enten den riges
eller fattiges vilkår er bedst, efterdi det som kaldes godt, er ikke så meget
godt i henseende til dets eget valør som i henseende til
den pris man sætter derpå, og den smag man finder deri. Thi den samme ting
som forårsager fornøjelse hos én, forårsager |100væmmelse hos en anden, og hvad som bevæger én mådeligt, bevæger en anden
heftigt. Således er skimlet brød altid en fortræffelig ret for den fattige, og
en agerhøne ofte en mådelig spise for den rige, efterdi man om begge ting må
dømme, som scholastici siger, ikke absolute, men relative, det er: ikke efter tingen
i sig selv, men efter dens virkning. Det hedder: Den fattige æder hvad han
har, og kvæder hvad han ved; alting er ham godt. Jeronimi
hustru har et ansigt som man kan skrække børn med. Jeronimus selv holder hende for en skønhed, og når så er, er hun
også og bliver en skønhed for ham, ja smukkere end Lucretia, hvilken med al sin beauté mishager
hendes mand. Således kan man óg sige at alt mad og drikke er lige godt, og at
den fattige holder lige så godt bord som den rige, efterdi den ene finder lige
så stor smag i det grove som den anden i det fine. Endelig, efterdi
erfarenhed viser at der er få som dør af mangel, men utallige som dør af
overflod, så kan man heri prise de fattige lyksaligere end de rige.
Nu vil jeg begive mig til at eksaminere andre
ting, som giver end større oplysning heri, og som lægger end større vægt til
denne min thesis. En fattig og en rig lever stedse i
bekymring. Den ene for sin udkomst og føde, den anden for sine midlers konservation. Den |101rige er bange for tyve, røvere,
bedragere, skælver ved mindste
knarken han hører i huset, har mange urolige nætter og er at anse som en
skildvagt der idelig står på sin post og ser sig om at ingen kommer ham
for nær. Den fattige går uden frygt hele verden igennem, så at det er som
poeten siger:
... Cantat vacuus coram latrone viator. |
Jeg har selv i min fattigdom uden gelejde gået fremmede lande
igennem uden mindste anfægtning, da andre som på samme tider og steder har
rejst med eskorter, er blevet plyndret. Jeg erindrer mig da førhen ved 23 á
24 år siden folk kunne ikke sove roligt her i staden formedelst de subtile tyverier som hver nat skete. Jeg sov lige så
trygt som jeg plejede efterdi jeg da havde intet som kunne stjæles. Jeg vil
intet tale om andre bekymringer og ulejligheder som rige folk er
underkastet, thi det hedder, som Seneca siger i tragedien: Man spiser trygt ved et lidet bord, og gift
drikkes ikke uden af guldbægere:
Tutus in mensa capitur angusta cibus; |
venenum in auro bibitur. |
Lad os kun nøje betragte en fattig og en rigs ansigt, mine
og tilstand; vi vil finde den rige bleg, tankefuld, frygtsom og mistænkelig,
den fattige derimod gemenlig lystig og uden |102bekymring; og når han synes bedrøvet, er det ofte ikke uden en simuleret bedrøvelse,
hvoraf han betjener sig til at erholde
almisse. Og lad være at begges bekymringer er lige, så er den fattiges kun
kort efterdi den med en liden gave eller almisse kan hæves. Den riges
bekymring derimod er stedsevarende, thi ligesom feberen følger den syge, enten
man lægger ham i en træseng eller sølvseng, enten man lægger ham på strå
eller edderdun, så følger bekymringer idelig den rige, så at man kan sige
at frygt, urolighed og nattevagt er hans bestandige compagnons.
Dette kan
vises ikke alene af ethvert menneske især, men endog af hele nationers
eksempler. Hvilket folk er rigere end de engelske, og blandt hvilket folk er
fortvivlelse og egenmord almindeligere. Scythere lever i stedsevarende fattigdom
og dog har livet kært. Andre derimod lever i bestandig overflod og er dog
kede af livet. En af mine landsmænd har fortalt mig at han kendte en
fornem englænder i Paris hvilken beskrev sit daglige levned sammesteds
således, nemlig at han om morgenen drak sin chokolade, om eftermiddagen sin
kaffe, hvorpå han gik på komedie eller opera, derfra igen på promenader,
og bortdrev den øvrige tid af aftenen ud på natten med spil, men sagde
derhos at han omsider var blevet så ked af disse gode dage at han var færdig til at hænge sig selv. |103
Man fandt ham også om morgenen hængende i hans sovekammer.
Cicero taler om et gravskrift som i hans tid fandtes over en ved navn
Cleombrotum hvilken, såsom ingen modgang var hændt ham i verden, kededes ved
den bestandige lykke og omsider druknede sig selv. Der findes blandt spaniere rige
og fornemme folk hvilke renoncerer frivilligt på deres egen velstand og
indrullerer sig blandt stoddere som går dør fra
dør og beder om almisse, hvori
de finder en slags vellyst, så at de dømmer heri som ordsproget lyder: Den er
friherre der må betle hvor han vil. Ingen er fornøjet med sin egen stand. Det
hedder som poeten siger:
O fortunati mercatores! gravis annis |
miles ait, multo jam fractus membra labore. |
Contra mercator, navim jactantibus austris |
militia est potior etc. |
Hvor man sig vender hen, og hvor man kaster øjet, |
man ser fast hver og en at være misfornøjet. |
Man søger hvor man vil, man finder ingensteds |
den som med sine kår er fro og veltilfreds. |
Man ser en købmand ej sin skibspart at forlise, |
han jo begynder straks krigsstanden højt at prise. |
Soldaten ønsker sig igen købmandens kår, |
når han en anden ser at trækkes hannem for. |
Fattelse og overflod kan inkommodere lige meget, ligesom heftig
kulde brænder ikke mindre end |104heftig hede. De
fattige sukker vel undertiden når de ser de rige i forgyldte vogne at age
igennem staden og at bestænke sig med skarn, men det er kun lutter øjenforblindelser
og forfængeligheder, som lidet kontribuerer til lyksalighed og
sindets fornøjelse; thi det er ikke rart at se bedrøvede og fortrædelige
ansigter inde i vognen, og derimod glade og fornøjelige bagpå.
Jeg vil gerne tilstå at der findes nogle få rige som lever
idelig i vellyst og som aldrig kedes derved. Men hvor stort tønder til synd
og misgerninger er ikke velstand? Herudover kalder Kristus de fattige
lyksalige, og siger at de riges salighed er vanskelig. Jeg vil ikke tale om
andre ting. Det er ej heller fornødent at beskrive vidtløftigt de riges og
fattiges vilkår, såsom den materie er af adskillige andre omstændigt udført,
og viser at de fattiges skæbne er ikke så ond som gemenlig foregives. Vel
forekastes herimod at fattige folk har ingen venner, item at de i trætter og
tvistigheder som de har med de rige, kommer gemenlig til kort, thi det hedder at den som binder sine sko med bast, må betale
lavet.
Til det første kan svares at de mange venner som de rige bryster sig
af, er kun mundvenner eller rettere hyklere. Hvad det sidste angår,
nemlig at den fattige har ingen ret, så er det |105vel et almindeligt ordsprog, men ordsproget synes at være gjort af de fattige
og af dem dagligt at repeteres, og det med en fortræffelig virkning. Thi der
findes utallige devote dommere der holder det for en pligt
at dømme i favør af de fattige, enten de har ret eller ej.
Óg viser den daglige erfarenhed at en kællings tårer og våde kinder virker
undertiden mere end to lovfaste vidner. Jeg for min part frygter mere for en
proces med en fattig end med en rig, og et hospitalslem kommer mig for at være
en forfærdeligere kontrapart end en bemidlet vekselerer, såsom jeg af adskillige
eksempler har mærket at mange søger beneficium paupertatis,
ikke så meget af armod som for at gøre deres kontrapart forhadt og derved at
bevæge en højhjertet eller devot dommer til en favorabel sentens.
Ja, ordsproget har ofte større influens hos en dommer end det vel burde have, og en
kællings klynken er af større vægt end en rig jødes verificerede indlæg.
Derpå grundede en vis herredsfoged sin dom imellem en fattig kristen og en
rig israelit, dømmende den sidste til processens omkostning, en del efterdi
han kunne tåle at betale, en del også såsom hans forfædre havde omkommet
Vorherre.
Jeg vil sætte at fattige folk har ikke meget forsvar og mange venner.
Men man må derved tilstå at de kan nogenledes være forvissede om deres få
venners oprigtighed, |106da derimod rige og mægtige
kan ikke være forvissede om nogen, såsom ære og tjenstfærdighed bevises ikke
så meget til personen som til personens stand, hvilken har sat ham ligesom
uden for commerce med mennesker. Herudover sagde kejser Julianus da han hørte nogle at berømme sig: “Hvis disse
berømmelser kommer fra folk som turde frit laste og rose, ville jeg glæde
mig derover.” Så at man ser endogså heraf at den fattiges skæbne er
tåleligere end den holdes for at være.
Nu vil jeg begive mig til andre ting, og efterse den ulighed som
er imellem herrer og tjenere, hvilket kan ske ved at sammenligne de førstes
med de sidstes skæbne og vilkår. Når jeg betragter den hårdhed, de hug og
slag, det slæb og arbejde, som tjenere er underkastet, da synes mig at deres
vilkår lidt differerer fra umælende creatures. Derimod, når jeg ser dem friske
og sunde, vel til mode, ja gladere end deres herrer, falder jeg på andre
tanker og min medlidenhed ganske ophører. Tjenere udstår vel flere onde ting
end deres herrer, men mindre onde efterdi de tåler dem bedre; thi en plage er
ikke en plage når man tålmodigt bærer den. Store herrer bryster sig af deres
rigdom og frihed, men hvorledes kan dé kaldes rige der stedse higer efter mere
rigdom, og som poeten siger:
|107
Qui cum possideant plurima, plura petunt. |
Og hvorledes kan de kaldes frie hvis inklinationer er aldrig enige med dem selv, og derfor ingen solid fornøjelse kan have. Vi ser tjenere undertiden at
sukke under åget, vi se dem med hug og slag samt hårdt arbejde at trykkes,
men vi ser derimod herrer af en eneste sur mine og et umildt øjekast af en
konge eller fyrste at blive syge, at gå til sengs og aldrig at rejse sig
mere. Tjeneres plage kommer stødvis og har snart ende; thi så snart pisken
nedlægges, ophører smerten. Store herrers plager derimod er stedsevarende og
endes ofte ikke uden med livet. Hvorledes, siger Cicero,
kan jeg sige at dén er fri over hvilken sorg hersker og dominerer, hvilken af en uformodentlig hændelse lader sig skrække og
nedslå; thi endskønt den er under ingens herredømme, så kan den dog ej
regere sig selv (Qui illum judicare
possim liberum, cui dolor imperat, quem repentinus casus perturbat,
impellit, evertit? nam, licet nemini pareat, sibi tamen non
imperat). Hvor mange sorger og bekymringer er ikke store
herrer underkastet som tjenere er fri for. Når vi betragter regenters
lyksalighed og anser dem med filosofisk øje, finder vi at
en regent er stadens eller landets vægter, hvilken må våge på det at
undersåtterne kan trygt sove. Derfor sagde kong Antigonus
til sin søn: |108”Ved du ikke at
vort rige er et fornemt slaveri?”
(An non novisti, fili, regnum esse
nobilem servitutem?). Det samme kan siges om hver mægtig
husfader som familiens omsorg ligger på hjertet.
Det er derfor ikke uden i det blotte navn at tjenere differerer fra herrer. Thi vi ser undertiden at endskønt
standen forandres, så bliver sindet dog det samme. Velstand og højhed, siger
Epicurus, er ikke standens forbedrelse, men standens
forandring, eller, som Seneca siger, at det som vi kalder
velstands erhvervelse, er ikke vor elendigheds ende, men alene scenens forandring (parasse
divitias non miseriarum finis est, sed mutatio).
Hvorudover en vis herre, da hans tjenere klagede over deres lange og besværlige
tjeneste og begærede deres afsked, svarede dem meget artigt: “Bild eder ind at I er herrer, så er I det virkelig.” Dette svar
var i sig selv kortvilligt, men tilligemed filosofisk.
Således en aktør i et skuespil som hver aften agerer kejser, differerer lidet fra en virkelig kejser,
undtagen deri at han sover roligere om natten såsom han tillige med
sine kejserklæder nedlægger al omsorg for regimentet. Således kunne Dionysius
den yngre, der var stødt fra tronen i Sicilien, bilde sig ind at han endda
regerede da han siden agerede skolemester |109i
Corintho. Der er stor forskel imellem en konsul i Aleppo, Smyrna, Helsingør
etc. og en romersk konsul, men når den første vil indbilde sig at
værdigheden er den samme ligesom navnet er ens, så bliver det óg det samme.
For nogle år siden havde nogle lystige hoveder stiftet
et latterligt societet som forestillede paven med hele kardinalernes collegio.
Den som skulle agere pavens person, blev således underrettet at han i
gebærder og tale skulle lade se en bestandig gravitet. Den samme habiliterede
sig således i samme karakter at han ved at efterabe en andens natur
ligesom tabte sin egen. Thi efter at societetet var ophævet, og han engang
havde en sag at udføre for en vis ret her i staden, talte han med sådan
gravitet og myndighed at assessores i retten som ikke kendte ham, mente
at han var beskænket. Men da de fik at høre af præsidenten, som havde
kundskab om ham, at han nylig tilforn havde været pave, blev deres fortrydelse
forvandlet til latter. Således ser man at højhed og forskel i stand og
vilkår består ofte i indbildning, og at manden havde ikke meget uret der
sagde til sin tjener: “Bild dig ind at du er herre, så er du
det.”
Hvad som et menneske mest har at bryste sig af, er forstand og
sindets gaver. Sådant |110er det eneste som han
ejer, thi penge, guld, sølv, rige mobilier etc. er alene omkring ham,
men ikke i ham. Sindets gaver, som et menneske alene ejer, findes hos
tjenere såvel som hos herrer. Kong Henrik 8. i England tillod alt mandkøn
i sin tid at læse Bibelen, undtagen lakajer. Men det forbud blev ophævet
igen under Edvardo 6. såsom man holdt for at mange tjenere kunne have mere
forstand end deres herrer.
Nu vil jeg gå videre frem, og eksaminere hvorledes og hvor meget
en syg differerer fra en sund. Såsom alle holder sundhed for en uskatterlig
herlighed og derfor her finder stor ulighed i vilkår og skæbne, så må
jeg her gå sagte og ligesom fod for fod frem uden at decidere. Jeg vil
alene derfor anføre hvad som i denne materie kan siges pro og kontra, og overlade andre at dømme om den
ulighed er så stor imellem syge og sunde som den holdes for at være. Jeg
har i min Underjordiske rejse givet afridsning på dem som ingen sygdomme er
underkastet, men som lever al deres tid i bestandigt helbred. De samme kaldes
gemenlig lyksalige, men de skønner ikke på den lyksalighed just fordi den
er stedsevarende, og de mærker selv ikke at de er sunde, just fordi de aldrig
er syge. De bortdriver derfor deres tid i bestandig sundhed og tilligemed
i bestandig |111lunkenhed efterdi menneskets
natur er således beskaffen at den kedes endogså ved gode ting når de er
stedsevarende. Syge derimod, når de bliver deres svagheder kvit, glæder sig og
triumferer derudover, og når feberen intermitterer, regner gode og onde dage, og
en dobbelt glæde følger på sorg og smerte. Dersom man derhos vejer de sundes
stedsevarende lunkenhed med de svages alternerende sorg og glæde, vil man finde
at vægten bliver lige; thi såsom de første ingen onde dage regner, så regner de
også ingen gode. Thi man skønner ikke på godt vejr uden man tilforn har
haft uvejr.
Man kan her sige det samme som naturkyndige
har anmærket om solens lys, nemlig at alle jordens indbyggere har lige meget
sol eftersom de der bor nær ved polen om vinteren vel ser ingen dag, men om
sommeren derimod har ingen nat, så at når det hele år bliver regnet,
befindes det at de har haft lige så meget af solens skin som de der bor i
de varme lande. Man har kun at betragte dem som lever i bestandig sundhed,
man vil finde at de er hverken glade eller bedrøvede, men gemenlig lunkne
og lidet sociable, ikke at tale om at det temperament som
er årsag til deres sundhed, betager dem al fyrighed
og aktivitet. Thi galde og
blodets hidsighed skærper ofte sindet, og iver, som føder feber, siges at være
dydens |112slibesten; thi hvad aktivitet eller dyd
kan have sted hos den der stedse er lunken og følelsesløs?
Men hvis spørgsmålet bliver om sengeliggende eller om dem som er
bestandigt syge, da bekender jeg at denne min thesis bliver end vanskeligere
at forsvare. Thi det synes i så måde dårligt at tvivle om den ulighed som
er i menneskets vilkår. Men endskønt knuden er helt vanskelig at løse, vil
jeg dog ikke ganske give mig tabt eller vende ryggen, men fægte ligesom i
retræte. Jeg vil lade mig nøje med at anføre noget, alene dem til trøst som
plages med stedsevarende sygdomme. Erfarenhed viser at alt ondt er heftigst i
første angreb, og at sygdomme, når de har mistet deres første hede, er
ligesom insekter der har tabt deres bråd. Al smerte som intermitterer og
kommer igen, er skarpere end den som holder stedse ved; thi ligesom alt kort
herredømme er strengt, så er også al kort smerte heftig. Herudover mærker man
at syge mennesker med sådan tålmodighed skikker sig i
stedsevarende svagheder, såsom på den ene side sygdommen formedelst dens
langvarighed taber sin
styrke, og patienten på den anden side ved lang liden hærdes. Herudover siger
Cicero: Dolor in
longinquitate levis, in gravitate brevis est. Videre,
dødens forestillelse som indjager dem rædsel |113der
falder i hastige svagheder, trøster og vederkvæger de stedsevarende syge,
hvilke anser dødens ankomst som en forløsers, der vil afbryde deres lænker og
åbne fængslets dør for dem. Thi vi går alle med glæde ud af et fældigt og
råddent hus. Nemo, siger
Seneca, tam
timidus est, ut malit semper pendere quam semel cadere.
Det er: Ingen er så frygtsom at han vil hellere stedse vakle, end en gang
falde. Naturen selv, siger en vis philosophus, rækker os heri hånden og
indprenter os mod: Hvis døden er kort og hastig, gives os ikke stunder til at
frygte; hvis den er langsom, så får man afsky for livet ligesom man
avancerer i sygdommen. Thi den resolution at dø er vanskeligere for en sund end
for en febricitant; med lyst til livet formindskes også frygt for døden. Og
ligesom belejrede folk der har udstået meget ondt, er villige til at
kapitulere, så er en syg også ikke uvillig til at træde i kapitulation med døden. Thi den som af sygdom eller alder er udmarvet,
kan heller siges død end levende. Hvorudover Cæsar da en
gammel og af svaghed udmattet soldat bad om frihed at omkomme sig selv, spurgte
om han indbildte sig at leve: Nunc enim
vivis?
Der fortælles om en soldat i kong Antigoni krigshær der overgik alle i tapperhed og uforsagt mod, men
som derhos var af et slet helbred. Kongen drog derfor omsorg for hans sundhed,
så at han |114ved medikamenter fik fuldkomment
helbred, men man mærkede at han fra den tid tabte sin forrige tapperhed.
Hvilket da kongen engang bebrejdede ham, svarede han at kongen var selv skyld
deri efterdi han ved sit helbred havde fået lyst til livet og frygt for
døden. Så at man deraf ser at sygdommen selv styrker mod dødens ankomst. Det
hedder her, som den græske poet siger:
Καλὸν τὸ θνῄσκειν οἷς ὕβριν τὸ ζῆν φέρει. |
Hertil kan lægges gejstlige bevisligheder hvilke er så
kraftige og er sådant plaster på de syges sår så at de syge må anse
stedsevarende svagheder som store guddommelige velgerninger.
Jeg slutter denne materie med sådan betænkning at de riges såvel
som de fattiges, tjeneres såvel som herrers, syges såvel som sundes levned er
gemenlig ikke andet end en kæde af elendigheder, og at de elendigheder er
større og mindre ligesom man tager sig dem
nær til. Mange ting, siger Seneca, synes utålelige, ikke efterdi de er utålelige,
men efterdi vi er bløde og skrøbelige. Multa videntur intolerabilia, non quia dura illa sunt, sed quia nos
molles. Dersom en kan bære en byrde af 1000 pund
lige så let som en anden kan bære af 10, så er de begge lige meget
bebyrdede. Sindets |115gode ting er de eneste
virkelige herligheder som mennesket har. De legemlige gode ting derimod,
endskønt de i sig selv ikke var forfængelige, så holdes man dog idelig
i frygt for at miste dem, og al frygt er ikke andet end en forventelse af
tilkommende modgang og uheld.
Conditio atque status sic differt nomine, non re, |
sorteque contentum quemlibet esse decet. |