Nogle har i den henseende fundet for godt at udføre sådan moral i behagelige fabler. Óg ser man af adskillige steder i Det Gamle Testamentes skrifter at den invention er helt gammel, ja at den har været i fuld brug hos de hebræere fra de ældste tider. Den bekendte Æsopus, en frygier, er den første som har gjort en samling af moralske fabler, hvilke endnu læses med behag og nytte. Adskillige andre har siden fulgt hans eksempel. Óg ser man at hellige skribenter, ja Kristus selv, har betjent sig af fabler og lignelser som af den kraftigste måde at moralisere på.

Andre har forsøgt at udføre sådant i muntre samtaler. Denne måde at undervi|3se på kaldes den sokratiske, såsom Socrates holdes for den første der har ført den ret i brug, hvilket ses af hans discipel Platonis skrifter. Socrates har deri været efterfulgt af utallige lærere; óg er den måde at lære på i fuld brug endog i vore tider. Ja, såsom man har mærket at deslige samtaler ikke alene opvækker læserens attention, men giver også anledning at udføre en lærdom med des større grund og kraft, har man ekstenderet denne lærdomsmåde også til adskillige andre videnskaber, som til teologi, historier, mathesis etc.

Hid hensigter óg de nu brugelige romaner hvis oprindelse Verderius deriverer af de franske normanner såsom deslige fabler var skrevet på det gamle normanniske sprog. Ordet er siden forandret så at man i steden for normanner har givet dem navn af romaner. Spanierne, som efter de franske har antaget den skrivemåde, kalder dem romanzes, óg betegner Italienerne dem med samme navn. Men dette må stå ved sit værd. Man ser at grækerne også har betjent sig |4af den skrivemåde; óg har vi endnu tvende gamle græske romaner: En af Achille Tatio, en anden af Heliodoro. Apuleji Metamorphosis er den fornemste gamle roman som vi har på latin, og Barclai Argenis blandt de yngre på samme sprog. De fleste af disse romaner synes alene at være skrevet af ørkesløse mennesker for tidsfordriv. Men der findes nogle som under opdigtede historier forestiller vigtige ting, såvel i politicis som i moral, så at deres læsning er ikke mindre nyttig end behagelig.

Af alle moralske romaner er mest i anseelse den såkaldte Télémaque, hvis autor er den bekendte ærkebisp af Cambrai, Fénelon. Samme Télémaque holdes for et mesterstykke af det slags skrifter, såvel i henseende til stilen som til materien. Men såsom jeg i mange ting har en egen smag, så bekender jeg rent ud at jeg kan ikke se alle de herligheder som de fleste deri finde. Stilen, som er fortræffelig i |5poesi, bliver modbydelig i solut stil, og lærdommen, som i sig selv er ganske solid, er dog ikke så rar at den jo findes i de fleste skrifter som handler om dyder og regeringsregler. Thi når et skrift skal passere som et mesterstykke, må i lærdommen være noget som er originalt, det er sådant som enhver ikke er bekendt, hvoraf jeg dog intet finder i denne navnkundige roman, thi de regler og maksimer som gives, er bekendte og almindelige, så at autor heri alene har distingveret sig ved sin behagelige skrivemåde og ved den tone han har sat på sit værk. Men jeg siger at dette er alene således efter min smag. Thi om andre holder værket for et mesterstykke, må det stå enhver frit for at fælde sådan dom; óg vil jeg med ingen indvikle mig i tvistighed derom. Alt hvad som efter min ringe skønsomhed bør siges derom, er at det er et nyttigt og sirligt værk, men dog derhos sådant som kan gøres uden troldom.

Jeg vil ikke tale om andre moralske romaner, hvoraf nu findes en stor mængde, |6men alene give min betænkning over et nyt skrift i den materie, eftersom derover er fældet så stridige domme at nogle har løftet det op til skyerne, andre derimod har talt derom med yderste foragt og derved har forårsaget, helst iblandt fruentimmer, tvende faktioner af pamelister og antipamelister. Deri forestilles en fattig ung kammerpige som en stor herre havde forelsket sig i, og som han med vold og al optænkelig list søgte at overvinde, men hendes dyd og kyskhed var så stor og bestandig at hun ved intet middel kunne bringes til at akkordere ham nogen usømmelig favør. Hvorudover hans ublu elskov omsider forvandledes til estime og admiration, så at han, uanset standens ulighed, tog hende til ægte.

Denne unge pige anser nogle som en model for fruentimmer at efterfølge, ja der er fundet gejstlige i England der har på prædikestolen rekommanderet historien. Andre derimod har deri fundet karakter af en devot kokette og et listigt fruentimmer der i grund har forstået den kunst at bringe en mandsperson |7i snaren. Begges domme synes mig at være outrerede. Man kan vel på den ene side ikke ganske forlade sig på sådan opførsel hos et fruentimmer såsom erfarenhed viser at man ofte af maskerede dyder har været bedraget. Men man kan på den anden side ej heller gøre alle dyders øvelser til hypokrisi; thi der kan óg findes de fruentimmer der herved intet har for øjnene uden gudsfrygt, dyd og ærekærhed. Óg vil jeg gerne, for ikke at støde honnette fruentimmer for hovedet som jeg stedse har holdt venskab med, henføre Pamela til den sidste klasse, helst som der ses at hun i hendes påfølgende velstand var sig stedse selv lig og indtog alle ved bestandig douceur, ydmyghed og føjelighed. Alt hvad som jeg herimod kan sige, er dette at historien havde været end mere opbyggelig, og karakteren mindre kritik underkastet, hvis denne heroine havde efter sådan opførsel og efter så mange udstandne forfølgelser stedse opofret sig til enlig stand for at vise at alle de kritikker som var gjort over hende, havde været |8ilde grundet, eller hvis hun i det ringeste havde ladet hendes bejler bie nogle år førend hun indlod sig i handel med ham. Jeg regner ellers historien blandt en af de gode romaner såsom den er fuld af adskillige gode sentiments og viser eksempel på dyd og ærlighed, skønt jeg dog holder den for intet mesterstykke og ingenlunde kan bifalde de gejstlige i England der har rekommanderet den på prædikestolen. Thi ser man noget deri som er opbyggeligt, så ser man óg noget som kan irritere til elskov og sætte endogså en philosophum i fuld flamme. Det portræt som gives på et fruentimmers dejlighed, på hendes bryster, taille, etc., ja de mange karesser og kys som omtales, er ikke sådanne materialer hvoraf man kan tage tekster til prædikener.

Det samme kan óg siges om de andre moralske romaner, ikke at tale om at karaktererne deri gemenlig er så outrerede at de passer sig heller på engle end mennesker, visende hvordan et menneske bør være og ikke hvad det er |9eller kan være. Er det tapperhed, troskab, kærlighed, så er alting kvintessentieret og så abstrakt at læseren i steden for bon sens erhverver en urimelig affektation. Man kan derfor ikke råde meget til sådanne bøgers læsning, thi det er noget som kan ikke alene gøre en og anden især, men endog en hel nation grimacieuse; óg var det for at kurere sådan affektation som den spanske nation af romaners læsning var blevet befængt med, at Cervantes skrev den sindrige roman som er bekendt under det navn af Don Quixote.

I disse tider har man fundet et synderligt behag i den moral som fremsættes i opdigtede rejsebeskrivelser, i breve og de skrifter som fører navn af Spectateurs. Hvad opdigtede rejsebeskrivelser angår, da holdes det for en bekvem måde at moralisere på, óg ser man at mange sådant har gjort med succes. Men derved som med andet er sket misbrug; thi der er fundet de som under sådanne beskrivelser af opdigtede lande har anført adskillige anstødelige |10ting, såvel mod religion som mod moral, óg henføres fornemmelig til den klasse den såkaldte Historie af de Sevaramber. En del af disse rejsebeskrivelser er af samme art som Luciani, hvilken indeholder intet uden skæmt. Af disse er mest anselige Bidermanni Utopia og andre af samme natur. De fingerede rejsebeskrivelser som i vor tid gøres af den bekendte engelske doctor Swift er en sammenblanding af skæmt og lærdom, dog således at det første deri prædominerer.

I Klims underjordiske rejse er også begge dele, men besynderlig det sidste, thi der indeholdes så mange karakterer at man deraf kan forsynes med materialer til et helt moralsk systema. Nogle har taget sig for at censurere samme skrift, foregivende deri at finde en slags naturalismum, men beskyldningen er så elendig at man ikke har holdt fornødent at svare derpå. Der vises i skriftet hvor meget et folk alene af naturens lys og de skabte tings betragtning kan forfremmes i moralitet og gudskundskab. Sådant er noget som alle |11theologi tilstår, og viser at den sande revelerede religion er grundet på den naturlige. Autor har derforuden taget den prækaution at vise revelationens nødvendighed for at gendrive dem som i vor tid har nægtet dens fornødenhed. Slige censurer rejser sig derfor enten af ondskab, at skade sin næste, eller af vankundighed, óg vil jeg heller henføre dem til det sidste, såsom ingen er dristigere i at kritisere end en halvlærd, og dén som man siger har kun læst én bog.

Andre har i vor tid taget sig for at fremføre deres moral i fingerede breve. Blandt dem er mest bekendt de som er udgivet under det navn af Den tyrkiske spion. For nogle år siden er denne skrivemåde blevet fast almindelig, så at man årlig har set i hobetal at udkomme persiske, kinesiske, jødiske, ægyptiske og andre breve. Blandt dem er de såkaldte ældste Lettres persannes i stor estime, og det efter fortjeneste, thi man finder deri adskillige ting som er stærke, nye og originale. Jeg kalder dem de ældste Lettres persan|12nes såsom der er nogle andre under samme titel siden udkommet, men som ligner ikke de første.

I England har for nogle år siden visse skønne hoveder forenet sig i at udarbejde adskillige materier i moral. Óg er det de samme som siden er samlet i adskillige bind og publiceret under den titel af Spectator. I denne samling, såsom det er ikke én mands arbejde, så er stykkerne deri hel ulige. Nogle materier er udført med sådan fynd og sirlighed at de kan passere for mesterstykker; andre derimod er kun mådelige, og den største del af ingen betydning, hvorudover den franske oversætter har fundet for godt at udelade mange stykker deraf; óg var det at ønske at han end havde udeladt flere.

Adskillige andre autores har imiteret dette værk, men med ulige succes, thi de nyere Spectatores kan ikke lignes med de gode stykker som findes i den første. Den svenske Argus skal også være en imitation deraf, i lige måde den ham|13borgske Patriot, hvilken af de nyere Spectateurs holdes for den bedste og grundigste. Den samme er, som den første engelske Spectator, også en samling af adskillige fornuftige mænds arbejde; óg er stykkerne deri overalt gode og med flid udarbejdet, så at den derudover bør præfereres for de franske Spectateurs hvis moral holdes for mere sirlig end grundig.

Man kan i almindelighed sige om de nye franske moralister at de ser mere efter formen end efter materien. Stil og sirlige talemåder er det som står dem mest for øjnene. Deres pensees og moralske betragtninger falder óg gemenlig på amourøse passioner og at afmale fruentimmerkvaliteter. Sådant bliver en essentiel ting såvel i deres skæmt som alvor, såvel i deres alvorlige moral som i deres skuespil. Óg er det derfor at en komedie hos dem er ingen komedie medmindre den endes med ægteskab. Og såsom de i alting affekterer en slags politesse, så anser de andre philosophos som grove |14og upolerede folk når de i lasters afridsning tager mennesket ret på bylden, ladende sig selv nøje med at kommentere over visse små skrøbeligheder og ved en sminket moral alene at røre ved den blotte hud. Jeg siger de nye franske moralister, thi Montaigne, Charron, Molière, Boileau og andre franske moralister af forrige seculo har fulgt de gamle philosophorum plan i at moralisere, hvorudover deres skrifter vil blive stedsevarende og aldrig uddø. Men hver alder har sin smag; óg går det med de franske skrifter som med deres klæder, hvilke er så mange foranderligheder underkastet at dét som ét år er en sirat, er et andet år et vanheld. Jeg har hørt adskillige fornuftige folk i Frankrig at besvære sig over den smag som nu har taget overhånd, ja skribenter selv at undskylde sig dermed at de må indrette deres skrifter efter folks nuværende goût.

Under skæmtsom moral befattes satirer og skuespil. Af satiriske skribenter har vi tvende gamle i Horatio |15og Juvenale, hvilke de nye har fulgt som modeller. De fleste critici præfererer den første for den sidste, skønt efter mine tanker uden grund; óg har jeg givet årsag til denne min betænkning i en af mine latinske epistler. Af de nyere satyricis sættes først i spidsen Boileau, og det med billighed såvel i henseende til stilens sirlighed som materiens fynd. Han har indskrænket den dristighed som findes hos de gamle satyricos og banet vej for andre til tempererede og tilladelige satyres, skønt man kan sige at han overgår undertiden de grænser som han selv sætter, nævnende en og anden ved navn, hvilket ikke bør være tilladeligt. Jeg for min part har ikke dristet mig at gå så vidt i mine satiriske skrifter. At de samme her har forårsaget større bevægelse, er at tilskrive de nordiske folks temperament og konstitution, hvilke ikke kan finde sig så vel i skæmt som franske og engelske folk.

Hvad komedier angår, da kan man sige at ingen kraftigere skrivemåde er |16opfundet at moralisere på, og hvori dyders og lyders karakter livagtigere kan gives. De gamle skuespil har været meget betydelige, men derhos grove og skarpe, hvilket ses af Aristophanis komedier som vi endnu har. Menander er den første iblandt grækerne der har moraliseret på en finere og mindre anstødelig måde. Men af alle de mange skuespil som han i sin tid har gjort, er intet blevet konserveret. Af romerske komedieskrivere er de fornemste Plautus og Terentius. Om begges skrifter er store tvistigheder blandt de lærde. De fleste præfererer Terentium for Plauto, men jeg kan ikke være enig med dem deri. Jeg tilstår gerne at stilen er renere og regulariteten større i den sidstes skuespil, så at de har mindre fejl end den førstes. Men med alle de fejl som findes i Plauti skuespil, så kan man sige at de er uforligelige. Jeg ligner den førstes arbejde ved en almindelig skabning uden lyder, den sidstes derimod ved et dejligt og ugement ansigt, men hvorpå kan findes en eller anden plet eller vorte.

De bedste og stærkeste |17literati kan være ubekvemme dommere i henseende til skuespil. En dømmer efter stilen, en anden efter moralske sentenser og maksimer, den tredie efter teatralske regler; men et skuespil kan være sirligt, moralsk, og have alle de attributa, ja være dannet efter alle de regler som Aristoteles foreskriver, og dog intet skuespil være. Et andet derimod kan uanset adskillige fejl være et mesterstykke. Ingen kan nægte at exempli gratia Plauti Aulularia har sine fejl, men med alle sine fejl står det endnu i spidsen af alle, såvel nye som gamle komedier. En Molière er heri bekvemmere dommer end et helt lærd societet. Man ser at han har fundet for godt helst at imitere Plautum, óg at han har umaget sig at oversætte for det franske theatro nogle af samme gamle komedieskrivers stykker som endnu passerer for de bedste. Man ser derimod at han ikke har promitteret sig den succes af Terentii skuespil og derudover, uanset al den sirlighed og regularitet som findes hos de samme, har ladet dem være urørt. Visse |18af Plauti komedier, som Aulularia, Amphitruo, Menechmi, Pseudolus, Mostellaria og andre, er endnu ikke alene i fuld brug, men forestilles med sådan succes at tilskuerne af deres idelige repetitioner aldrig bliver kede. Thi deri fremskinner overalt den festivitet som er sjælen i en komedie, eller anima theatri som ingen kan tilvejebringe uden den som naturen har dannet dertil, da mange derimod med flid, arbejde og en slags skønsomhed kan udarbejde sådanne skuespil som Terentii.

Med Plauto og Terentio uddøde den kunst at forfærdige moralske skuespil, så at Molière kan regnes for den første der har bragt for lyset det begravne artificium og skrevet komedier efter de gamle grækeres og romeres plan. Ja, man kan sige at han ikke alene lykkeligt har efterfulgt, men endogså overgået de gamle deri, så at han derfor kan regnes iblandt de sidste tiders store philosophos. Ingen har bedre udstuderet menneskelige tilbøjeligheder; óg er de portraits, som han giver på en |19skæmtsom og behagelig måde, livagtigere end Theophrasti karakterer. I hvad klædning og i hvilken stil og form sådan bliver frembragt, så er det et arbejde som er en philosopho anstændigt. Den moral er den nyttigste som har mest virkning, óg tvivler jeg på at de bedste og grundigste philosophorum præcepta har haft større effekt og med bedre succes har bestridt menneskelige dårligheder end samme mands skuespil, endskønt de synes alene at have været gjort for at divertere. Jeg tvivler, siger en vis autor, at den skarpeste gejstlige prædiken er kraftigere til at omvende en øjenskalk end Molières Tartuffe, eller at nogen ligtale kan have større virkning end det skuespil kaldet Dødningens gæstebud eller Festin de Pierre.

Det er i den henseende at jeg selv ikke har holdt det min stand og alder uværdigt at moralisere på den måde; og den fremgang mine komedier har haft, såvel inden- som udenlands, forårsager at jeg ikke skæmmer mig ved sådant arbejde. Jeg har besynderli|20g i mine komedier søgt at udføre de characteres som Molière og andre ikke har rørt ved. Sådanne characteres findes i Den politiske kandestøber eller Statsmand i egen indbildning, i Den vægelsindede, i Den stundesløse, i den såkaldte komedie Uden hoved og hale, hvori vises deres karakter som falder fra én ekstremitet i en anden, i Den rangsyge og andre.

Man ser af mine skrifter, som tid efter anden er kommet for lyset, at jeg har søgt at moralisere på adskillige måder. I min Heltehistorie, som er skrevet efter Plutarchi plan, er en ærbar og alvorlig moral. I mine satires er salt og peber, og alt hvad som bider, men tilligemed læger. Mine komedier indeholder skæmt, eller de sandheder som søges med latter. Mine latinske epigrammata og Underjordiske rejse er fulde af moralske paradokser, eftersom jeg deri har foretaget mig at bestride almindelige vildfarelser og at distingvere dyders og lyders realitet fra deres apparence. Om jeg deri har succederet, det vil jeg overlade til andres |21domme og kendelser. Hvis jeg i en og anden ting har taget fejl, har jeg dog derved givet anledning til at eksaminere adskillige ting og vist at et og andet axioma eller almindeligt antaget mening ved nøje eksamen ikke altid holder stik.

Jeg holder for at det fornemmelig er en philosophi pligt at eksaminere antagne meninger, om de er vel grundede eller ej. Thi at opkoge hvad som 100 gange tilforn er talt og omskrevet, er ikke at lære, men at deklamere. At kommentere over ødselhed, gerrighed og andre bekendte lyder, er ikke andet end opmuntringer som tilhører oratores og prædikanter at gøre. Men at gøre decouverter, at vise hvorledes skyggen tages for legemet, og hvorledes lyder konfunderes med dyder, det er ret at agere en lærer og at efterleve en philosophi pligt. Der er i den henseende at jeg rekommanderer paradokse meninger, thi når de samme med grund og skønsomhed bliver udført, kan de samme anses som nye og nyttige decouverter.

Jeg siger når de med grund og skønsomhed er udfør|22t, thi der er fundet adskillige skribenter som alene af ambition og for at lade se deres høje klogskab og kvintessentierede forstand har fremsat og forplantet meninger som heller har forarget end opbygget. Blandt dem regner jeg den navnkundige Bayle der i sådan henseende har søgt at bestride meninger alene fordi de af alle er antaget item L’Esprit der deriverer alle dyder af syndige og onde kilder, hvilket er at gå for vidt og at kuldkaste al moralitet. Thi endskønt man kan tilstå at mange nyttige ting øves af onde motiver og at, som en vis autor siger, hovmod og forfængelighed har bygget flere hospitaler end alle dyder tilsammen, så flyder dog der ikke af at de har bygget dem alle.

Besynderlig fortjener heri at censureres autor til den såkaldte fabel om bierne (Fable of the bees) hvilken tager sig for at plædere for alle laster og at vise deres nytte og nødvendighed i det menneskelige societet. Han siger at det er umuligt at gøre en republik florerende og lyksalig når man vil bortdrive moralsk og fysisk onde ting. Han kan have ret i henseende |23til fysisk onde ting efterdi han selv var doctor medicinæ, og doctores samt apotekere lever af sygdomme, og kunne derfor ikke fortænkes om han ønskede sygdomme. Thi der er vel næppe nogen medicus der, som den gamle græske comicus siger, finder behag i almuens bestandige helbred. Ligesom en proprietarius finder liden behag i frugtbare åringer, men heller glæder sig over misvækst, advokaten glæder sig over påkommende tvistigheder, en klokker eller graver over lig og dødsfald, en soldat over krig, såsom enhver derved finder sin regning. Herudover siger Seneca: cui non ex alieno incommodo lucrum? Miles bellum optat, agricolam annonæ caritas erigit, eloquens captat pretium ex litium numero, medicis gravis annus in quæstu est; nullo igne, nulla tempestate lædantur tecta, jacebit opera fabrilis. Det var derfor at den franske chirurgus tilbad Caroli 8. billede, efterdi samme konge var den første som bragte den svaghed kaldet fransoser ind i landet hvorved chirurgi har vundet sig mange penge (a).

|24Jeg siger derfor, så vidt kan han have ret i henseende til fysisk onde ting, men at gøre laster og udyder til fornødne ting, er et ublu og urimeligt paradoks. I det øvrige anser jeg paradokse meninger af stor nytte og derfor selv ikke har taget i betænkning ofte at gå af den alfare vej og at efterforske adskillige almindeligt antagne meningers  adkomst , i hvilket arbejde jeg har fundet at adskillige axiomata eller maksimer grunder sig ikke så meget på ret og billighed som på sædvaner og disse anselige læreres myndighed. Thi ligesom når én gisper i selskab, begynder også alle ved sympati at gispe tilligemed, så følger vi ofte blindt gamle ærværdige mænds meninger uden videre eksamen. Sådan moral er indholdet af dette værk, hvori man ser mere meditation end læsning. Jeg påstår heri ingen infallibilitet, men underkaster alting fornuftige folks skønsomhed og lader mig rette af enhver som kan vise hvori jeg har taget fejl. Vil ellers nogen forekaste mig at jeg har egne meninger i moral, svarer jeg med Chrysippo at just det samme tilkendegiver en applikation på filosofien; thi at tænke med de fleste og at gå den alfare vej, er sådant som heller viser en magelig læsning af mange bøger end egen møjsom meditation.