Menneskets smag består mere i indbildning end i realitet, mere i hvad en ting siges at være end hvad den virkelig er. Spæde børn er de rette dommere om smagen. Man ser dem fast alle at finde behag i mælk, frugt, sukker etc., hvoraf man må slutte at deri er en naturlig angenemhed. Voksne mennesker derimod er gemenlig ubekvemme dommere heri, efterdi deres smag af vaner og indbildning er blevet så forfalsket at de ikke skatter en ting efter dens naturlige godhed, men efter den pris som andres dårlighed har sat derpå. Sagernes høje pris og rarhed forårsager at de foragter de ting som naturen har distingveret i godhed, alene fordi de kan haves uden møje og bekostning, og derimod finder vellyst i unaturlige og ildesmagende ting, alene efterdi de er dyre, og de uden besværlighed ikke kan erhverves. Hvad har for eksempel givet kaffe |284eller brændte bønner behageligere smag end mælk? Intet uden prisens forskel, thi hvis en potte mælk kostede 1 rigsdaler og et pund brændte bønner 2 skilling, ville det sidste blive et fyrsteligt traktement, og det første ikke bruges uden i stråhytter. Alt hvad som kommer fra Indien og Kina, smager vel efterdi det ikke uden ved rejser som varer tvende år, kan os tilbringes.

Herudover er ordsproget: Koster det meget, så smager det des bedre. Det er derfor ikke i henseende til føden, men til fødens pris at der gøres så stor forskel imellem en rig og en fattig mands bord. Ja, man kan sige at den sidste spiser bedre, men den første kostbarere, thi når vi eksaminerer den riges taffel, finder vi det bedækket med mange slags retter som mennesket har måttet vænne naturen til at æde efterdi de er fornemme. På den fattiges bord derimod findes intet uden de ting som man må vænne naturen til at vrage. I alle de retter |285som findes på bondens bord, er en naturlig god smag, óg har man kun at gøre forsøg med et spædt barn, hvis smag endnu ikke er bleven fordærvet, for at blive overbevist herom. Den riges gane er ved mode og vane blevet så fordærvet at den æder hellere en rådden og stinkende bekkasin end det bedste og saftigste oksekød, ja det er troligt at hvis en kokasse kostede mange penge og med besværlighed blev ført syltet fra Indien eller den nye verden, at den ville blive en hovedkonfiture på fornemme borde. Det går med mad og drikke ligesom med klædedragt; hvis en første hittede på at gå på stylter, ville óg andre holde det for en bekvem mode, ja man har til Venedig virkelig set fornemme damer i sådan positur at gå igennem gaderne, hældende sig på tvende opvartersker. Man vænner sig til ildesmagende ting og til ubekvemme moder for at distingveres fra almuen, og vanen bliver siden til en natur, så at man finder sødhed i det som er mest surt og bittert.