|91
L. H.
Danmarks og Norges Søe-Historie.
Første Periodus.
Adskillige fremmede Skribentere have bebreidet vore
Historie-Skrivere, at de tale for prægtigen om disse Rigers Ælde og Forfædrenes
Bedrifter. Maaskee at mange af en patriotisk Iver derudi ere
gangne for vidt: Det alleene kand man med Sikkerhed sige, at fast ingen af de nu
værende Europæiske Riger have distingueret sig meer udi
Seilads og Søemandskab. Dertil har givet Anledning Dannemarks *Situation, efterdi Riget bestaaer af adskillige *omflodte Øer, item Norges mange herlige og
beqvemme Havne. Der tales om anseelige Flaader udi de allerældste Tider. Landets
Deeling og Districternes Navne viise ogsaa, at Søe-Etaten har været disse Nordiske Rigers Styrke: thi Landet
var deelt udi *Havne-lag, Skib-reeder, Styreshavne &c. Naar jeg siger
anseelige Flaader, saa er derved at forstaae Skibe efter de Tiders Maade; thi
det, som man i gamle Dage kaldte et Krigs-Skib, var en Jagt med 12. Aarer: thi
det var ikke uden *i Tidens Længde,
at man begyndte at bruge de saa kaldne lange Skibe, hvortil behøvedes 120. Mand.
Dog finder mand endogsaa udi de ældste Tider visse faae store Fartøy, som
Kongerne lode bygge, ikke mindre til Stats og Pragt end til Krigsbrug. Jeg
finder, at den første Eenevolds-KongeEenevolds-Konge]Eenevolds-Konge] A; Eenevolds Konge SS Eenevolds-Konge] A; Eenevolds Konge SS udi Norge, Harald Haarfager, haver havt anseelige Flaader udi Søen, og at
han har bygget blant andre et saadant stort Skib kaldet Dragen, hvorpaa han
satte sine Bærsærker eller stærkeste Kiemper. Det store *decisive Slag, hvorudi Harald Haarfager *erholdt
Seyer over de mange smaa allierede
Konger, holdtes til Søes udi *Haversfiorden
ved Jæderen (Hafuers Firdi): Saa at det er ved et Søeslag, at han erhvervede sig Herredom over heele
|92Norge. Dette gav Anledning til de mange *Migrationer, som da skeede til Søes af Norge, og foraarsagede, at Iisland, Ørkenøer,
*Hetland og Færøer bleve bebygde;
item at *Vester-Søen blev opfyldt med
Søerøvere, som da kaldtes Vikinger: thi de fornemste Mænd udi Norge kunde ikke
beqvemme sig til at leve under Haarfagers Herredom, og
derfore giorde saadanne Tog. Man seer saaledes, at fra Rigets første Begyndelse
Havet har vrimlet af Norske *Søe-Haner, hvilke den heele Sommer holdte Søen, og om Vinteren *retirerede sig
til *Syderøer og Ørkenøer. Det Ord
Viking eller Søe-Røver var da et hæderligt Navn: thi man finder, at den
bekiendte Norske Helt Gange-Rolf, som undertvang Normandien udi Frankerig,
roeses deraf, at han var en mægtig Viking eller Søe-Røver. Andre Nationers
Historier viise ogsaa, at saadan Handel ikke har været lagt store Mænd til Last,
men tvertimod, at de brystede sig af at have erhvervet Midler derved. Herudover
er *πολυλήιος, (a)
eller en der ved Rov er kommen til Rigdom, det samme som en rig Mand hos Homerum. Historien viiser, at unge Prindser, førend de finge
Skiæg paa Hagen, bleve af Kongerne udskikkede udi Viking: Erik Blodøxe, Harald
Haarfagers kiæreste Søn, fik udi sit 15de Aar af sin Fader 5. Skibe, hvormed han
røvede udi Øster-Søen, paa Dannemark, Sachsen og Friisland udi 4. Aar. Med et
Ord: Alle de Nordiske Folkes Hu var fæstet til Søemandskab. Det var udi deres
Flaader at Landets Styrke bestod, og bleve derfore alle Bygder og Gaarde deelte
udi *Skibreder, saa at et hvert Lehn
vidste, hvor mange Skibe det skulde *udrede. *Den Norske Chronik giør *Autor til denne Deling *Hagen Adelstein, efterdi Riget i hans Tiid var trued med
Erik Blodøxes Sønners *Indfald.
Navnet hvorunder visse Districter *befattes varer endnu til denne Dag.
De Nordiske Folk have fra første Begyndelse havt talrige Flaader; thi mand seer,
at den Flaade, som *Harald Gormsen og *Hagen Jarl førte til Norge, har bestaaet af
700. Skibe: men man kand sige, at Skibene vare derefter; thi Konsten har her saa
vel som paa andre Steder havt ringe og ufuldkommen Begyndelse. Det er troeligt,
at de første Mennesker først have betient sig af Planker, for at flyde paa |93Vandet; derefter af smaa Baade; og at de af Fiske
og Fugle have lært at betiene sig af Aarer, og siden af Seil, for at komme frem.
De Fartøy, som paa disse Tider kaldtes Krigs-Skibe, vare vel aabne uden Dek, men
distinguerede fra Kiøbmands Skibe ved Spidse Stavne, i
Form af *Sporrer, hvorudover de
kaldtes sporrede Skibe (naves
rostratæ). Hvad Skikkelse de Nordiske Skibe da ellers
have havt, derover findes hos vore Skribentere ingen nøye Beskrivelse: Det er
troeligt, at de have været dannede som de Skibe, der vare brugelige udi andre
Lande, og hvorefter de Nordiske Søe-Helte, som da flakkede Verden vidt omkring,
have taget Mynster. Man seer, at nogle Skibe udi Størrelse og herlig Bygning
have været distinguerede fra andre: Jeg haver talet om det
Skib kaldet Dragen, som Harald Haarfager til Stats lod bygge; Historien melder
alleene om, at det var kiendeligt fra andre Skibe, men beskriver ikke dets Bygning. Det samme kand siges om Olav Tryggesens store
Skib, kaldet den lange Orm eller Ormen hin lange. Historien taler alleene
saaledes derom. *Den næste Vinter Olav Tryggesøn var kommen fra *Helieland igien, lod hand bygge et stort Skib ved
Lade-Hammer, Torberg Skofflaugsen var ypperste Bygmester *derfor med mange andre *konstige Bygmestere. Skibet var baade langt og
breedt og høyt paa Borde, item stærkt af Tømmer. Kongen lod det kalde Ormen hin
lange, efterdi det havde en Drages Skikkelse. Hovedet *for paa Skibet og Rumpen var forgyldt. Saa vidt
derom tales allene udi Sturlesøns Danske Oversættelse; hvorudi adskilligt er
forbigaaet. Udi Originalen findes meere, nemlig, at
Bygmesteren Torberg, førend Skibet var fuldfærdiget, giorde en udenlands Reise,
mueligen for at perfectionere sig udi Skibbyggerie, og at da
han kom hiem, var alting i Stand. Paa Skibet blev graven en Drage eller Orm;
hvilket baade udi Størrelse og Herlighed overgik det andet forhen bygde Skib,
kaldet den lille Orm, (Ormin
scamma). Paa den lange Orm, siger Autor, var 34. Roersbænke: og holdtes det for det største Skib, som
havde været bygget udi Norge. Det var paa samme store Skib Olav Tryggesøn omkom
udi det fatale Søe-Slag, som hand holdt med de Danske og
frafaldne Norske. Man kand sige, at, ligesom Skibet var paa de Tider det
største, som man saae udi de Nordiske Farvande, saa var ogsaa denne Konge den
største Søe-Helt paa de Tider. Historien taler forunderlige Ting om hans |94Behændighed; blant andet, at hand kunde gaae paa
Aarerne, imedens hans Folk roede.
Udi Dannemark haver Søemandskab ikke mindre udi de allerældste Tider floreret: Ja man kand sige, at dette Riges Indbyggere have
fast bestaaet af lutter Søefolk. De vare derfore udi Klædedragt kiendelige fra
alle deres Naboer; thi, saasom de fleeste opholdte sig paa Vandet meer end paa
Landet, og større Fliid anvendtes paa Seilads end paa Agerdyrkning, saa brugte
de gemeenligen Matrosklæder: og synes det, at en Deel Konger selv maa have ført
Baadsmands-Dragt. Thi den bekiendte Søe-Helt *Kong Regner blev kalden Lothbrok, efterdi han bar
beegede Buxer; og er det klart, at saadan Dragt maa heller tilskrives hans
bestandige Seilads, end den Frygt hand havde for Slanger. Dette anførte
bestyrkes af et mærkeligt Vidnesbyrd, som findes hos *Arnoldum Lubecensem saaledes:
Olim formamformam]formam] forman A formam] forman A nautarum in vestitu habuerunt Dani propter navium consuetudinem,
quia maritima inhabitabant. Nunc non solum scarlatico vario, grisio, sed
& purpura & bysso induuntur: omnibus enim divitiis
abundant propter piscationem, quæ quotannis in Scania
exercetur. Det er: De Danske vare fordum klædte som Søemænd, efterdi de ideligen
opholdte sig paa Søen, og boede udi Søe-Stæder; men nu bære de baade Scarlagen og Purpur, efterdi de ere blevne rige
formedelst Fiskeriet ved de Skaanske Kuster.
Det er saaledes troeligt, at de gamle Danske ikke maa have lagt stor Vind paa
Agerdyrkning. Historien viiser og, at saa vel Kongerne selv, som Undersaatterne
nærede sig ved at røve til Søes; hvilket Handverk blev kaldet Fribytterie. Det
samme holdtes ikke allene sømmeligt, men endogsaa priisværdigt under de Hedenske
Konger. Det havde da taget saadan Overhaand, sær udi Kong Regner Lothbroks Tiid,
at det er uvist, om der vare flere Danske paa Havet end paa Landet, eller om der
have været flere Land-Konger end Søe-Konger. De som øvede dette Handverk, blive
udi den Norske Krønike betegnede med det Navn af Vikinger;
og udi de Danske Historier blive de kaldne Fribyttere. Man seer af samme
Historier, at *Jomsborgerne eller Julinerne, som vare en Dansk Colonie,
vare de stærkeste Fribyttere, og at de derfore |95førte Navn af Joms-Vikinger. Man holder for, at de *Vendiske Stæder lærte allerførst Handverket af
dem, som de øvede, nu under den Titel af *Ascomanner
og siden af *Vitalianer &c. Det almindelige Navn var Vikinger eller Fribyttere; hvoraf man *deriverer det
endnu brugelige Ord *Flibustiers, som gives de Americanske Søe-røvere.
*Jeg har viiset, at saadanne
Gierninger holdtes priisværdige under de Hedenske Konger. De paafølgende
Christne Regentere, sær St. Olav fordømte vel saadant
Handverk, hvorvel det derfor ikke blev afskaffet, saasom de Nordiske Folkes
Hoved-Passion var at flakke om i Søen, og der at viise
Prøver paa deres Tapperhed. Fattigdom og Mangel paa retskaffen Handel opmuntrede
dem og dertil.
Intet tiener meere til Beviis, saa vel paa det eene som det andet, end de mange
store og mærkelige *Tog, som ere
skeede af disse Riger, og hvorpaa udi intet Land findes saadanne Exempler. Disse
Tog, naar man undtager de *Cimbrers, og maaskee de
*Gothers, ere alle skeede til Søes. De Angler, et Folk som
beboede den Syndre Part af *Cimbrica Chersoneso, nu Jylland,
giorde Anno 449. under deres tvende
Anførere *Hengisto og
Horsa det mærkelige Tog til Søes mod Brittannien, hvilket Land af dem blev undertvunget, og siden
indtil denne Tiid har ført Navn af Engeland eller de Anglers
Land. Skibene hvorpaa de bleve transporterede, kaldtes hos
de Tiders Latinske Autores *Ciulæ; hvoraf man meener, at det nu brugelige Danske Ord
*Jolle kommer.
De Normanners store Tog under den bekiendte Norske Søe-Helt *Rollo, gemeenligen kalden Gange Rolf, er ikke mindre merkværdigt. De giorde sig
da en stor Deel af Frankerige Skatskyldig, og endeligen bekomme til Eyendom den
vigtige Province *Neustria, som siden indtil denne Tiid har ført Navn af Normandien.
*Longobardernes første Tog er og skeed til Søes. Historien melder, at de samlede sig
først udi Skaane, og at de seilede siden til *Gulland, hvor de toge sig Navn af Longobarder. Om dette Tog og Longobardernes
Bedrifter udi Tydskland, *Pannonien
og Italien findes *et gammelt Gullandsk Vers, som jeg
har indført udi min Dannemarkes Historie. *Jeg haver tilforn
talet om de Norske Colonier, som udi Ha|96rald
Haarfagers Tiid skeede, og hvorved Island, Færøe, Gulland, Syderøer, Manøer
&c. bleve af de Norske bebyggede.
Dette skeede alt udi denne første Periodo under de Hedenske
Konger, og tiener til Beviis paa de gamle Nordiske Folks Søemandskab, hvorudi
ingen anden Europæisk Nation kand lignes med dem. Jeg holder
mig alleene til det, som er beviisligt, og som af alle andre Nationer tilstaaes, og *extenderer mig ikke videre
med *nogle andre Skribentere, hvilke
finde Nordiske Colonier udi alle Verdens Parter; saa at de
af Nidkiærhed for Fædernelandets Ære henfalde til en slags Charlatanerie, og grunde Historier allene paa Gisninger. Naar man vil
tage sig saadan Frihed, og give Imaginationen Tøylen, kand
man udfinde, hvad man foretager sig at viise: Jeg vilde paatage mig, efter
andres Exempel, at viise, at de *Argonauter,
som bemægtigede sig det gyldene Fæ, vare Danske Fribyttere, og at udi
den Græske *Flode, som seilede til
Troja, var en *Escadre af Norske Vikinger. Lader os holde os til det, som er beviisligt, og som
andre Nationer ikke kand nægte: Lader os ikke bryste os
formeget af visse Forfædres Bedrifter; thi visse af dem ere saadanne, at hvis de
viise Prøve paa Tapperhed, saa give de derhos Immoralitet
tilkiende. GUd give, at man i Steden for de gamle Nordiske Folks Fribytterie,
kunde viise deres Hurtighed udi retskaffen Handel og Vandel, og giøre dem til
saadanne Søemænd, som *Tyrier og
*Phœnicier fordum vare,
saa kunde man nogenledes undskylde vore *Antiquarii, naar de søgesøge]søge] A; søgte SS søge] A; søgte SS at *multiplicere deres Søe-Tog. Just denne bestandige
Streiffen til Søes, og just disse store Søe-Tog viise, at de Nordiske Folk ingen
Omsorg have havt for deres egne Lande, og at de have ladet Agre og Enge ligge
udyrkede. Saadant kand meere undskyldes hos de Norske, der beboede et klipagtigt
og ufrugtbart Land, end de Danske, hvis Jord Naturen har distingueret udi Frugtbarhed. Saa at derfore den Berømmelse, som
legges paa vore Forfædre formedelst deres Bedrifter til Søes, hvilke gemeenligen
bestoede i at plyndre alle Nationer i Fleng, er lige saa
ilde grunded, som om man nu omstunder vilde legge *det Tartariske Folk og Araber
til Berømmelse, at de lade deres egne frugtbare Jorde ligge udyrkede, og søge at
erstatte den Fattigdom, som deres egen Dovenhed bringer til Veye, ved idelige
*Excursioner, ved at plyndre Caravaner, og at foruroelige andres retmæs|97sige Handel. Vel er sandt, at adskillige andre Nationer paa de Tider øvede samme Handverk, som de gamle Danske og
Norske, ja at ingen skiemmede sig ved, naar hand blev adspurt, hvo han var? at
svare: Prædo sum.
Det er: Jeg er en Fribytter. Men ingen har øvet det i
saadan Grad, som de gamle Danske og Norske: thi Opmuntring til Fribytterie var
den første Artikel udi de Nordiske Folks *Catechismo; og Kongerne selv *tilholdte
deres Børn at giøre saadanne Tog, førend de havde faaet Skiæg paa Hagen,
foregivende, at det var deres Pligt at efterfølge deres
berømmelige Forældres Fodspor, anseende saadant ikke alleene som tilladelige,
men endog som ypperlige Gierninger, helst naar de deelede Byttet med deres
Guder.
Dette siger jeg ikke, for at sværte vore Forfædre; thi de beste Nationer kand ved Vane og ond Lærdom fordærves; men alleene, for at
erindre vore Skribentere, at de ikke tale saa prægtigen om Bedrifter, som man
heller burde tie med; item, at de ikke multiplicere saadanne
Expeditioner, giøre dem større og flere, end de
virkeligen have været, og tillegge de Nordiske Folk adskilligt, som af andre Nationer er bedrevet. Jeg for min Part bryster mig ikke
deraf, at vore Forfædres Grumhed har været indførte udi andre *Nationers Litanier. Jeg siger heller med Poëten:
Hvis de gamle Nordiske Folk havde kunnet anføre retmæssige Aarsager til de øvede
Fiendtligheder, kunde man holde Skribentere deres Berømmelser til gode, og ansee
de gamle Skialdres Lovsange som Opmuntringer til Tapperhed. Men Historien
viiser, at de førede Kriig alleene for at føre Kriig, og uden at give mindste
Skin dertil; hvorudover de fortienede meer at lastes, end de gamle Græker, der
udi 10. Aar bekrigede Troja for et *Qvindmenneske af maadelig Reputation: thi der var dog noget Skin, men her intet. Vil
nogen *forekaste mig, at jeg herudi
viger fra alle andre Skribenteres Meeninger, og at jeg ikke skriver som en Patriot; da svarer jeg dertil: At det er ikke den første
gang jeg gaaer ud af den alfare Vey, og at jeg ikke holder det for en Patriots Pligt at forsvare sine Landsmænds Synder; Alt hvad
jeg siger, og meener, at man bør sige herom, er dette: At vore Forfædres
Bedrif|98ter bør lastes, men tillige med
admireres; thi, hvis deres Stridbarhed havde været øved
udi rette Tider og paa rette Steder, kunde man sige, at vor Norden har været
meer frugtbar paa Heroes og store Helte, end noget Land;
saasom ingensteds kand viises Folk, der have ladet see saa stor Foragt for
Døden. Det er i den Henseende, og efter den brugelige Stiil jeg giver Titel af
store Helte til Harald Haarfager, Gange Rolf, Olaf Tryggesen, Regner Lothbrok,
Svend Tiuguskiægg. Man seer af deres forunderlige Bedrifter og Halsbrækkende Actioner, at de have været store Søe-Haner, og saadanne, som
i Algier, Tunis og Tripolis endnu beæres
med Titler af berømmelige *Amiraler, men ikke udi vel
indrettede og *moraliserede Stater,
hvor saadant ikke kand ansees som Heroismus, og hvor Grumhed
skilles fra Tapperhed. Dette seer mand dog tillige med, at mange af dem have
besiddet saadanne Egenskabe, at hvis de havde *indfaldet i mindre fordervelige Tider, og havde
havt anden Skolegang, de vilde ved den rette Brug af deres naturlige Qualiteter været blevne saadanne, hvilke man kunde ansee som
Zirather udi et Land.
Hvad Harald Haarfager angaaer, da er hans Bedrifter mindst at dadle, saasom hans
Søetog havde et vist Sigte, nemlig at foreene alle smaa stridige Stater under et
Hoved. Han beskrives ellers udi *den Norske
Krønike at have været en viis Herre, dristig, og derhos agtsom. Udi
Selskab og Omgiængelse var hand lystig og venlig, sær i Ungdommen. Hand ærede
gamle Folk, og omgikkes venligen med sine jævnlige udi Alder; hvorudover hand
var kiær for alle sine Undersaatter. Man elskede ham formedelst hans Gavmildhed,
og ærede ham formedelst hans sædelige og prydelige Hoff, som hand dagligen
holdt. Med et Ord: Hand forøgede sit Rige ikke meere med Magt, end med
Veltalenhed og Venskab. Saadant Portrait gives ham udi
Historien, hvoraf man seer, at hand havde bleven en dydig Regent, hvis hand
havde levet udi en meere moralisered Alder.
Den anden mærkelige Søemand, som er bekiendt ikke mindre udi udenlandske end
indenlandske Historier, var Rolf, en Søn af Ragnwald Jarl
udi Norge. Samme Rolf blev en mægtig Søerøver. Han var saa
stor af Vext, at ingen Hest kunde bære ham; hvorudover, saasom han af
Nødvendighed stedse maatte gaae til Fods, hand blev kalden |99Gange Rolf. Hand blev af Harald Haarfager dreven i
Landflygtighed: og giver Historien saadan Aarsag dertil. Kongen havde befalet,
at ingen maatte øve Søerøverie inden Rigs: Dette uanseet, øvede dog Rolf sit gamle Handverk, sær en Sommer udi Vigen, hvorfra
hand med et stort Bytte kom tilbage. Da Kongen fik dette at vide, dømte hand ham
offentligen til Landflygtighed, og, endskiønt hans Moder Hildis
*intercederede for ham, blev dog Dommen fuldbyrdet. Efterat Rolf saaledes var erklæret Fredløs, forlod hand Norge, for
at forsøge Lykken udi fremmede Lande. Hans øvrige Bedrifter henhøre meest til
den Franske Historie, efterdi hand udi Frankerig, ved at bemægtige sig en
anseelig Deel af Landet, lagde Grundvold til det store Fyrstendom af Normandien. Om hans personlige Qvaliteter findes intet synderligt antegnet udi *de Nordiske Historier. De *Franske Skribentere beskrive hans Person
saaledes. Rollo var en Mand, som var elsket og æret ikke
alleene af hans eget Folk, men endogsaa af fremmede. Hand havde en majestætisk
Anseelse og en heroisk Skikkelse. Hand var af stor Forstand,
Belevenhed og Oprigtighed; hvorudover, da hand fik i Sinde at forsøge Lykken udi
fremmede Lande, fik hand stort Tilløb fra alle Kanter udi Norden; saa at hand i
en Hast tilveyebragte en anseelig Flode og en stor Krigshær, hvormed hand efter
adskillige Tog omsider landede udi Frankerig. *Torfæus udi hans Orcadiske Historie siger, at der endnu
findes udi Sundmøer udi Norge nogle af denne Rollonis
Skibs-Levninger, som hand havde brugt til det Franske Tog; og citerer han til Beviis en gammel Provstes Sigelse ved Navn Christoffer
Hierman: men hvor vidt saadan Sigelse kand gielde, vil jeg lade staae ved sit
Værd. Franske Skribentere vidne, at han efter visse store Heltes Exempel, der
have, for at giøre sig anseelige, fingeret Aabenbaringer, foregav, at han havde havt et mærkeligt Syn, som
forsikrede ham om en særdeles Lykke: og siges der, at samme Syn *erhvervede ham ikke mindre *Tilløb, end hans personlige Qvaliteter. Naar man legger dette tilsammen, kand mand ansee ham som
en Nordisk *Scipio. At hand i Begyndelsen ikke øvede de Dyder, som man udi Ungdommen saae at
fremskinne hos den Romerske Helt, maa tilskrives hans slette Optugtelse og
Tidernes Fordervelse;Fordervelse;]Fordervelse;] A; Fordervelse: SS Fordervelse;] A; Fordervelse: SS thi hvis hand havde gaaet i Scipionis Skole, havde
hand maaskee og øvet Scipionis Dyder udi Ungdommen. Til
Beviis herpaa tiener dette, at, da hand kom udi et meere moraliseret Land, og blev un|100derviiset udi den Christelige Troe, distinguerede hand sig
saaledes udi Dyd og et fornuftigt Regimente, at hans Ihukommelse endnu er stor
og hellig, ikke alleene udi Normandien, men endogsaa udi andre Europæiske Lande.
Man seer saaledes heraf, at den Grumhed og Uretfærdighed, som mange af de gamle
Nordiske Søemænd øvede, maa tilskrives allene Tiderne, paa hvilke de levede, og
Stederne, hvor de vare opdragne. Et ligesaadant mærkeligt Exempel viises udi den
Danske Konge *Canuto Magno, hvilken af en vild Fribytter blev forvandlet til en stor Lovgiver, og
til en af de dydigste Regentere udi Historien.
Den tredie Nordiske Søe-Helt, som udi denne Hedenske Periodo
giorde Søerne urolige, var Olaf Tryggesen. Jeg siger den
Hedenske Periodum: thi, endskiønt hand udi sit 46de Aar ved
Daaben blev indlemmed udi den Christne Kirke, saa seer man dog, at hans
Christendom fast derudi allene har bestaaed; thi hand continuerede med sit Fribytterie, som tilforn; og viiser
Christendommens Indførsel udi Norge, som skeede ved hans Middel, at hand for
tiligen var kommen af Skolen. Historien melder om trende Ting, som bevægede ham
til at antage den Christelige Troe: 1.) De Jertegn, som hand havde seet af den
Nordiske Apostel *Poppo, da hand døbte Kong Harald Gormsen udi Dannemark. 2.) Den Underviisning
hand havde faaet af en geistlig Mand ved Navn *Tangbrand, som siden blev hans Hof-Prædikant eller Hirdpræst. 3) Af en udenlandsk
*Eremit, efter hvis Raad denne Olaf seilede til et Kloster, og der lod sig døbe
udi sit 46de Aar. (4.) Af et Syn, hand udi Garderige havde
om Natten, hvilket udi den Norske Krønike fortælles saaledes. Samme Vinter døde
hans Dronning Geira; thi seilede hand af Sorg udaf Landet,
og kom til Garderige: Der havde hand *et Syn udi Søvne om de Christnes evige Glæde og
de fortabte og fordømte Hedningers evige Pine; hvorudover hand reisede til
Grækenland, og derfra førede en lærd Mand med sig tilbage ved Navn Paulum. Derefter seilede hand i Vester-Havet, og røvede paa
Engeland, Skotland, Suderøer, Irland og Frankerige. Hvoraf kand sluttes, enten
at dette Syn ikke maa have giort *stor Impression paa ham, eller at hans Læremesters *Catechisation ikke har været
ret *orthodox; thi hand blev forvandlet af en Hedensk til en Christen Viking, hvorved
allene foraarsagedes, at Handverket blev meere lastværdigt.
Det er troeligt, at Man|101gel paa grundig
Underviisning har allene foraarsaget saa slet Virkning; thi man seer ellers af
hans Historie, at hand har været en Herre af fortreffelige Qualiteter. Den Norske Krønike vidner, at hand var altid glad og
skiemtsom, item at hand var from og ydmyg. Hand hastede med alt hvad hand
foretog sig, var rund og gavmild. Hand var den dueligste og mandigste udi
Striid, og stræng imod sine Fiender; hvorudover hand var ligesaa meget frygtet
af sine Fiender, som hand var elsket af sine Venner: og efterdi somme vare ham
lydige af Kiærlighed, andre af Frygt, havde hand stedse Fremgang i sine Sager.
Man seer af dette Portrait, at, hvis Olaf Tryggesen havde
havt anden Optugtelse, eller hvis hand ikke havde levet paa de Tider, da
uretfærdige Krige og Søerøverie vare regnede for heroiske
Gierninger, hand kunde have erhvervet lige saa stort Navn af Dyd, som af
Stridbarhed, og at hand kunde fortiene al den Berømmelse, som ham tillegges udi
gamle Krøniker, hvilke grunde deres Lovsange allene paa hans store og mange
Søetog, item paa hans forunderlige Styrke og Behændighed. Historien vidner, at
hand var den behændigste Mand, som man veed at sige af: Hand var stærkere og
raskere end nogen anden. Hand kunde bestige den Klippe *Smalserhorn, og der fæste sin Skiold op i
Bierget; og da een af hans Mænd havde forsteeget sig udi Bierget, saa at hand
kunde hverken komme frem eller tilbage, tog Kongen ham under sin Arm, og bar ham
ned paa den slette Mark. Hand kunde gaae paa Aarerne uden Borde, naar hans Mænd
roede. Hand kunde hugge med begge Hænder, og skyde med tvende Spyd tillige
&c. og lignede ham ingen udi at svemme paa Vandet. Jeg vil ikke tale om
andre forunderlige Ting, som fortælles om denne Herre udi *det besynderlige Skrift, kaldet Olaf Tryggesens
Historie: thi det synes, at Skribenten i mange Ting gaaer for vidt. Af
det, som findes antegnet hos Snorro, en tilforladelig
Skribent, sees dog, at hand har været en forunderlig Mand og den største
Søe-Helt, som er at finde udi den gamle Historie. Intet tiener meere til Beviis
herpaa, end det sidste fatale Søe-Slag hand holdt mod de combinerede Danske, Svenske og Norske Misfornøyede, hvilke
med en talrig Flaade angrebe hans faae Skibe. Kongen blev da raadet at redde sig
med Flugten; men hand svarede: Jeg har aldrig flyet i Striid, og derpaa *bandt an med Fienderne, settende sit
eget Skib, nemlig den lange Orm, hvorom tilforn er talt, først udi Spidsen.
Efter |102at Trefningen med stor Hidsighed havde
varet en Tiidlang, besteege de Norske Misfornøyede, som anførtes af Eric Jarl,
omsider Kongens Skib; hvorudover Kongen, seende ingen Redning meer, efterdi de
meeste af hans Folk vare slagne, og de øvrige udmattede, kastede sit Skiold over
sig, og styrtede sig ud i Vandet, hvor det er troeligt, at hand strax druknede,
hvorvel nogle lode udspreede, at hand var bleven reddet; og rygtedes siden,
saavel udi Engeland, som udi Norge, at hand skulde have været seet udi et
Kloster i Syrien. Men man kand holde
saadant for en Digt, og regne det blant de prægtige Historier, som fingeres om forunderlige Mænd. Vist nok er det, at hand
aldrig blev siden Slaget seet i Norge.
Dannemark haver udi denne Periodo ikke været mindre frugtbar
paa store Søemænd. Saadanne vare de fleeste Regentere; hvorudover man kand sige,
at Riget var heller regieret af Amiraler og Fribytter-Capitainer end af Konger. Ingen har derudi overgaaet *Regner, som gemeenligen kaldes
Lothbrok. Hans Historie findes beskreven udi en *særdeles Bog paa Islandsk: og seer man deraf, at
hand har været en af de største Avanturiers, som man veed at
sige af; thi hand flakkede sin heele Tid om i Søen, uden at have noget vist
Sigte dermed, og uden at bekymre sig om sit eget Rige, hvorudover ofte, naar
hand kom tilbage, hand fandt, at Indbyggerne havde taget sig andre Konger. Der
siges vel, at hand paa disse Tog undertvang sig Engeland, Skotland, Ørkenøerne
&c. men det vil ikke andet sige, end at hand udplyndrede samme Lande, og
reisede med stort Bytte derfra. Derudi bestoede saa vel hans som de andre Danske
Kongers *Conqvêter, som de siges at have giort i Engeland: thi ingen søgte at sette sig fast
udi Landet, førend Svend Haraldsen, kalden Tiuguskiæg, eller rettere førend Kong
Knud den Store. Kong Regner lod sig ikke nøye med at agere
Fribytter udi de Nordiske Søer, men krydsede ogsaa udi det Middellandske Hav:
thi Historien viser, at han giorde Tog til Constantinopel,
som de Nordiske Folk da kaldte Mykilgaard; thi alle fremmede
Stæders Navne *exprimerede de paa Dansk og Norsk: saaledes kaldtes *Strædet
Norva Sund, Italien Walland, Jerusalem Jorsala, den Flod *Tanais Vanaqvisl,
Rusland Ostragard &c. Til Beviis paa Kong Regners idelige
Flakken til Søes, er det Navn, som ham gives, nemlig Regner Lothbrok, det er |103med de lodne eller beegede Buxer; saa det er
troeligt, at hand har lignet meer en Baadsmand end en Konge. At de Nordiske
Søe-Helte ellers ved deres mange Expeditioner intet andet
Sigte have havt, end Fribytterie, sees deraf, at de jævnligen have krydset udi
det Midlandske Hav, hvor de beste og rigeste Priiser *fulde. Der tales om denne Regners Tog til Constantinopel, og Olaf Tryggesen, som levede paa samme
Tiid, blev kalden Olaf Græske, af hans Tog paa de Græske Stæder. Det er
troeligt, at de have luret paa de Skibe, som ginge fra Alexandria, hvilken da var en *Stapel-Stad for den rige Ost-Indiske Handel, efterdi den Indianske
Rigdom blev ført der igiennem til Græske og andre Europæiske Stæder, indtil Portugiserne udfunde en anden Vey forbi *Capo bonæ spei. Det er ubeskriveligt, hvad Rigdom
dette
dette]
dette] dete A
dette] dete A Fribytterie haver bragt de Nordiske Folk til Veye. Det var fra den
Midlandske Søe Kong *Harald Sigurdsen og
*Sigurd Jorsalafar bragte det meget Guld og Sølv med sig til Norge.
Den anden navnkundige Danske Søemand udi denne Periodo var
*Svend Haraldsen, som gemeenligen kaldes Svend Tiuguskiægg. Denne Konge er
særdeles bekiendt af de ulykkelige Søe-Krige hand førte med Jomsborgerne eller
Julinerne, og af de lykkelige Tog, hand giorde mod
Engeland, om man ellers kand kalde lykkelige Krige, de som føres allene af
Begierlighed efter Rov og Bytte. Udi den Krig, som hand førte med Julinerne, blev hand 3 gange fangen. Dette
fortælles
fortælles
]
fortælles
] fortæller A; fortælles SS
fortælles
] fortæller A; fortælles SS saaledes: Kongen, efter at hand efter 2de Fængsel var løskommen,
forsamlede hand 3die gang sin Flode imellem Møen og Falster, hvormed hand agtede
at besøge sine Fiender paa nye. Julinerne grebe da til en
dristig Gierning, som neppe har lige udi Historien. Thi da den Danske Flode laae
for Anker, begave nogle af dem sig udi en Baad, hvormed de roede til Kongens
Skib, foregivende, at de havde noget at sige ham, som var magtpaaliggende. Men,
da Kongen stak sit Hoved over Bord, for at høre, hvad deres Forlangende var,
greebe de ham om Halsen, og roede bort med ham: Og er dette et Beviis paa
Jomsborgernes store *Forvovenhed.
Kong Svend, da hand kom løs igien, var siden lykkeligere: thi hand erholdt ved
de Svenskes og misfornøyede Norskes Hielp Seyer udi det store Søe-Slag udi
Sundet, hvor Olaf Tryggesen omkom. Derefter giorde han adskillige Tog mod
Engeland, udi hvilket Land hand |104huserede
skrekkeligen. Hidindtil vare saadanne Streiferier skeede, allene for at erhverve
Bytte: men ved det tredie og sidste Tog, som Kong Svend giorde paa Engeland,
søgte hand at sette sig fast i Landet. Hand havde da og saadan Fremgang, at hanhan]han] A; hand SS han] A; hand SS tvang den Engelske Konge Ethelred at flygte til Normandien, og derpaa
erobrede den Stad London, hvor hand blev proclameret til Konge.
Jeg vil ikke tale om fleere af denne Periodi Søe-Bedrifter:
man seer tilstrækkeligen af ovenanførte, at de Nordiske Folk da have spillet
Mester til Søes. Det var at ønske, at disse Expeditioner
havde sigtet til andet, end til Fribytterie. Man seer dog, at adskillige Colonier ved disse Leyligheder ere stiftede. Island, Færøe,
Hethland, Suderøer &c. ere da blevne bebyggede af de Norske; et nyt
Herredom udi Britannien opretted af de Angler; Northumberland, et vigtigt Stykke Land udi Engeland, giort til
en Dansk, ligesom Normandien udi Frankerig til en Norsk Province. En Dansk Colonie blev
iligemaade stiftet udi Venden. Denne Colonie førte Titel af
Jomsborgere eller Joms-Vikinger, det er Julinske Søerøvere. Disse Folk overginge
alle udi Dristighed, Halsbrækkende Actioner og Foragt for
Døden; hvorpaa viises mærkelige Exempler udi den saa kaldede *Joms-Vikinga Saga. Men med al den Grumhed, som antegnes hos dem, findes dog visse Tegn til
Moralitet, ja noget, som nærmer sig til Heroismus. Saadant tilskrives deres Lovgiver *Palnatoko, en Dansk Herre, som levede under Harald Gormsen. Den samme gav disse
Juliner, eller den Søe-Republique nogle Love, hvilke jeg her
vil opregne, saasom det er de ældste Love, som man med Omstændighed finder
omtalte her udi Norden. Vel anfører Saxo
nogle af Kong Frodes Forordninger, iligemaade Kong Snies; men man kand lidet bygge paa den allerældste Danske
Historie. Samme Saxo taler ogsaa om en Anordning af Regner
Lothbrok, hvorved blev befalet, at hver Huus-Fader skulde overgive til
Krigs-tieneste den af sine Sønner, som var meest uduelig, og som han ingen god
Forhaabning havde om; item at alle Tretter skulde *paakiendes af tolv gamle fornuftige Mænd. Intet
videre meldes derom; hvorudover man kand holde Palnatokos
Love for de allerældste.
1.) Hvo som er under 18. og over 50. Aar, maa ikke antages udi det |105Jomsborgske Societet, ey
heller den, som veigrer sig ved at gaae i Kamp med en bevæbnet Mand. Hvoraf
sees, at hand vilde, at Republiquen skulde bestaae
alleene af unge og stridbare Mænd, og at hand havde samme Principia, som den Lacedæmoniske Lovgiver *Lycurgus, hvis Stiftelser sigtede fornemmeligen til at giøre Staden
stridbar.
2.) Enhver som blev antagen udi Societetet, skulde
*forbindes til at hævne den
Uret, som vederfoer een af de andre Medborgere, og det ligesom det kunde
være hans egen Fader eller Broder. Dette viiser, at Jomsborgernes Republique har været et *Gilde-Laug, hvoraf de paafølgende Gilde-Love
udi Norden kand være udcopierede.
3.) Ingen maatte bagtale en anden.
4.) Hvis nogen begik noget Mord, kunde hand dog ikke drives ud af Societetet strax derfor, men Sagen maatte underkastes
Palnatoki Kiendelse allene.
5.) Ingen maatte under Straf af Landflygtighed udspreede nye Tidender;
hvis de hørte noget nyt, maatte de bringe det for Palnatoko, som meenede ved saadan Anordning at hindre Oprør og
Bevægelser udi Societetet.
6.) Ingen Qvinder maatte boe udi Staden: saasom deres Omgiængelse kunde
ikke være tienlig for Stridsmænd.
7.) Ingen maatte uden Palnatoki Tilladelse være 3.
Dage fraværende.
8.) Alt Bytte maatte henføres til et vist Sted, for der at sælges.
9.) Ingen maatte lade see mindste Tegn til Frygt, endskiønt hand var i
yderste Fare &c.
Disse Love bleve helligen iagttagne og florerede længe der
under dette Societet eller Amiralskab.
Staden Jomsborg eller Julin var stor og anseelig, og havde
en Havn, som kunde bierge 300. lange Skibe. Den blev ogsaa kalden Søeborg,
efterdi den var anlagt ved Søen. Hvorledes dette Amiralskab
ellers videre har tiltaget, og hvilke Figurer den Julinske Republique har giort i Norden,
indtil den omsider af *Waldemaro I. blev ødelagt, derom skal
tales udi *efterfølgende Periodi Historie, hvortil saadant henhører.
Man seer heraf, hvorledes Søe-Sagerne vare paa den Tiid udi Norden. Jeg haver
tilforn viiset, at man i Begyndelsen betienede sig af Jagte, hvortil udfordredes
12. Roerskarle, og at man siden byggede |106de saa
kaldne lange Skibe, hvoraf nogle førte over 100. Mand. Jeg haver ogsaa givet en
liden Beskrivelse over de tvende statelige Krigs-Skibe, nemlig Dragen og den
lange Orm. Det sidste Skib, hvorpaa Kong Olaf Tryggesen omkom udi det store
Slag, som blev holdet i Sundet, havde 34. Roersbænke; hvoraf kand sluttes, at
det maa have været af en anseelig Størrelse. Udi samme Slag tales om *Erik Jarls store Skib, kaldet
Jærnbarden, hvilket var beslaget med Jernsprænger fra Vandgangen op ad Borde, og
havde en Jern-Kam oven paa rundt omkring. Dette viiser, at man da allerede
stærkt haver konstlet paa Skibbyggerie, skiønt man ikke begriber, hvortil det
Jern-Beslag skulde tiene, som giorde kun Skibet tungt og umageligt til at seile,
helst saasom man seer af de Tiders Søe-Slag, at mand gemeenligen figtede fra
Stavnene, hvilke, naar Slaget skulde gaae for sig, bleve lagde tilsammen, og
søgte man gemeenligen udi Søe-Slag at bestige de fiendtlige Skibe, og efterat
man havde omkommet Folket, at lade de tomme Skibe bortløbe.
Man maa forundre sig over de Nordiske Folkes store og vidtløftige Søe-Expeditioner paa de Tider, efterdi Compasser da ikke vare opfundne. Det samme kand vel og siges om andre
Nationer; men ingen sværmede saa ideligen til Søes som
de Danske og Norske, ey heller giorde saa vidtløftige Reyser, som fra Norge til
Constantinopel og andre Steder udi den Middellandske
Søe. Det er troeligt, at de
ey stedse
ey stedse
]
ey stedse
] stedse ey A; ey stedse SS
ey stedse
] stedse ey A; ey stedse SS have fulgt Kusterne; hvorudover man maa holde for, at de ikke have været
ukyndige udi *Himmelens Lob, helst
saasom man finder, at de ikke gierne have taget Feil udi Seiladsen.
Jeg har viiset, at deres Søe-Tog sigtede allene til at berige
sig ved Fribytterie, og det ikke allene ved at plyndre alle fremmede Skibe
udi Søen, men endogsaa ved at giøre Landgang, og lade sig derved nøye, uden
at bekymre sig om at giøre videre Conquêter: Saa at
Tilstanden her udi Norden var, som den nu omstunder er udi Algier, Tunis og Tripolis, hvilke føre Krig
moxen med det heele menneskelige Kiøn, og *subsistere allene af
Fribytterie. Saadan Handtering reisede sig af Mangel paa Handel og anden
redelig Næring. Det er troeligt, at de ingen Vind have lagt paa
Agerdyrkning, og finder man intet talt om nogen Nordisk Handelstad paa de
Tider. Saadan var Tilstanden ikke allene udi den Hedenske, men endogsaa
længe udi den Christelige Alder, og varede den længere udi Norge end udi
Dannemark, hvor den efterhaanden ophørede, da Indbyggerne begyndte at
beflitte sig meere paa Agerdyrkning, og at nære sig ved det Skaanske
Fiskerie, som da var af stor Importance.