Jeg takker for din sidste Skrivelse, og for den Oplysning jeg derudi fik om det omspurte. Du meener, at det er en Vildfarelse, at man kalder visse Europæiske Regentere souveraine Herrer, da dog deres Magt ved Love er indskrænket; Men du maa vide, at det Ord souverain haver adskillige Bemærkninger: Man betyder derved en Regent, som regierer alleene efter sit Velbehag, og som er over alle Menneskelige Love: Den kaldes ogsaa souverain, som øver den høyeste Magt, skiønt han staaer under en anden Souverain: Saadanne Souverains ere de Tydske Fyrster, som staae under Keyseren. Titulen gives ogsaa til visse høye Rette, som dømme uden Appel; Thi man seer, at de udi Frankerig kaldes Cours souveraines. Endeligen kalder man ogsaa souverain, alt hvad som er ypperligt. Vil man tage Ordet udi den første Meening, da passer Titulen sig ikke paa indskrænkede Regentere, men ikkun paa gandske faa Potentater, hvoraf nogle øve Souverainetet alleene facto, og andre tillige med Jure. Blant Europæiske og andre os bekiendte Regentere er ingen Jure Souverain uden eene Kongen af Dannemark. Dette vil vel synes dig at være et Paradox: men Tingen kand klarligen bevises, naar man overveyer enhver Potentats  Adkomst  til den u-omskrænkede Magt, som han |150øver. Til de Danske Konger er saadan Magt overdragen ved en høytidelig Act af alle Rigets Stænder. En saadan Overdragelse vil man neppe finde udi noget andet Rige, hvor meget man end blader i Historien. At de Franske Konger regiere med en souverain Magt, kand vel ingen nægte: men, hvis man leeder efter Oprindelsen dertil, finder man at Regieringen haver betient sig af beleilige Conjuncturer for at klippe Vingerne paa Parlamenterne og Rigets Adel, item at hindre Rigsdage eller Stændernes Forsamling, hvorudi Regieringens Styrke fordum bestod. De Spanske og Portugisiske Konger have ogsaa ved Leilighed udi disse sidste Tider forøget deres Magt; dog er den ikke saa u-omskrænket, som de Franske Kongers. Thi man finder udi Spanien og Portugal endnu Levninger af Rigernes gamle Jure Publico. Udi de andre Europæiske Riger, som Engelland, Polen, Sverrig &c. er Kongernes Magt indskrænket, skiønt meere og mindre: Saa at nu omstunder udi Europa ere ingen souveraine Riger uden Dannemark og Frankerig, med den Forskiel, at det første Riges Konger øve deres u-omskrænkede Magt jure, men det andets ikkun facto. At den Franske Regierings souveraine Magt ikke er saa vel grundet, vises af Adkomsten: Man seer ogsaa, saa ofte Mellem-Rige, Mindre-Aarigheder, eller andre Leyligheder indfalde udi Frankerige, at Parlamenterne og Rigets Stænder reyse Hovedet i Veyret, og søge at igien bekomme den Myndighed, som dem haver været fratagen. Keyseren af det Ottomanniske Huus hol|151des vel ogsaa for at regiere med en absolut Magt; Men, naar man ret betragter Regieringens Form, seer man, at den heller kand henføres til et militaire Democratie. Thi, saasnart Milicen bliver misfornøyet med en Keyser, haver hans Regiering Ende. Visse Tydske Førster synes vel ogsaa at herske med en u-omskrænked Magt, men de dependere dog alle af Keyseren, om ikke facto saa dog jure. Ellers kand man sige, at intet u-omskrænked Monarchie kand være udi et Land, hvor den Romerske Religion hersker; Thi samme Religion indskrænker saavel Kongers, som anden Øvrigheds Magt, og foraarsager, at all Regiering bliver Biceps eller To-Hoved, saasom en af de anseeligste Stænder udi visse Tilfælde kand skyde sig under en fremmed Potentats Jurisdiction, og appellere til den Romerske Pave. De Orientalske Konger regiere med en u-omskrænked Magt, men de kand dertil ikke vise nogen  Adkomst , eller Act, hvorved saadant dem af Undersaatterne er overdragen. Sees saaledes, at der er intet saadant Souverainetet til, som udi Dannemark, efterdi alle andre grunde sig alleene paa Magten. Jeg forbliver &c.