Vil man tage ordet i den første mening, da passer titlen sig ikke på indskrænkede regenter, men kun på ganske få potentater, hvoraf nogle øver suverænitet alene facto, og andre tillige med jure. Blandt europæiske og andre os bekendte regenter er ingen jure suveræn uden ene kongen af Danmark. Dette vil vel synes dig at være et paradoks; men tingen kan klarlig bevises når man overvejer enhver potentats  adkomst  til den uomskrænkede magt som han |150øver. Til de danske konger er sådan magt overdraget ved en højtidelig akt af alle rigets stænder. En sådan overdragelse vil man næppe finde i noget andet rige, hvor meget man end blader i historien. At de franske konger regere med en suveræn magt, kan vel ingen nægte. Men hvis man leder efter oprindelsen dertil, finder man at regeringen har betjent sig af belejlige konjunkturer for at klippe vingerne på parlamenterne og rigets adel, item at hindre rigsdage eller stændernes forsamling, hvori regeringens styrke fordum bestod.

De spanske og portugisiske konger har også ved lejlighed i disse sidste tider forøget deres magt; dog er den ikke så uomskrænket som de franske kongers. Thi man finder i Spanien og Portugal endnu levninger af rigernes gamle jure publico. I de andre europæiske riger som England, Polen, Sverige etc. er kongernes magt indskrænket, skønt mere og mindre, så at nu om stunder i Europa er ingen suveræne riger uden Danmark og Frankrig, med den forskel at det første riges konger øver deres uomskrænkede magt jure, men det andets kun facto. At den franske regerings suveræne magt ikke er så vel grundet, vises af adkomsten. Man ser også, så ofte mellemrige, mindreårigheder eller andre lejligheder indfalder i Frankrig, at parlamenterne og rigets stænder rejser hovedet i vejret og søger at igen bekomme den myndighed som dem har været frataget.

Kejseren af det ottomanske hus hol|151des vel også for at regere med en absolut magt; men når man ret betragter regeringens form, ser man at den heller kan henføres til et militært demokrati. Thi så snart militsen bliver misfornøjet med en kejser, har hans regering ende. Visse tyske fyrster synes vel også at herske med en uomskrænket magt, men de dependerer dog alle af kejseren, om ikke facto, så dog jure. Ellers kan man sige at intet uomskrænket monarki kan være i et land hvor den romerske religion hersker; thi samme religion indskrænker såvel kongers som anden øvrigheds magt og forårsager at al regering bliver biceps eller tohovedet, såsom en af de anseligste stænder i visse tilfælde kan skyde sig under en fremmed potentats jurisdiktion og appellere til den romerske pave.

De orientalske konger regerer med en uomskrænket magt, men de kan dertil ikke vise nogen  adkomst  eller akt hvorved sådant dem af undersåtterne er overdraget. Ses således, at der er intet sådant suverænitet til som i Danmark, efterdi alle andre grunder sig alene på magten.

Jeg forbliver etc.