Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistel 40
Til * *
Min herre takker mig i sin seneste skrivelse for den forklaring jeg gjorde ham over den pyrrhoniske lærdom, om det ellers kan kaldes lærdom hvorved foregives at intet kan læres, men at alting er uvist og vaklende. Mig synes at om det skal kaldes en lærdom, så er den heller latterlig end skadelig, helst om man går så vidt som Pyrrho og hans disciple.
Det udførligste som vi har derom, findes i Sexti Empirici skrift, hvori autor med al optænkelig subtilitet stræber at vise alting at være uvist og derved selv agerer en lærer, hvilket er imod pyrrhonisternes eget foregivende. Hvis pyrrhonisterne havde alene vist at de fleste ting og meninger er uvisse, havde deres lærdom ikke alene kunnet forsvares, men endog ført en slags nytte med sig såsom den kunne tjene til at dæmpe de dogmatiske philosophorum hovmod og ydmyge dem der holder deres gisninger for uimodsigelige axiomata. Den kunne også have tjent til at befordre sindets rolighed, hvilket er ellers et andet sigte af scepticismo som de kalder ataraxia, som består deri at når man ser knuderne ikke at kunne løses, da at suspendere sine tanker og at slå sig til rolighed. Men eftersom de strækker dette alt for vidt ud og gør sansernes og fornuftens brug |220i alting unyttig, er det ikke umagen værd at gendrive dem.
Man kan sige at det er uvist enten det er solen eller jorden som går; men at nægte både den enes og den andens gang er dårligt, og deri består den skeptiske galskab; thi et er ej at kunne begribe en tings årsag, et andet er at nægte dens eksistens, eller at tingen er til. En der nægter at to er ikke mere end en, en der siger at man ikke kan bevise at en stor blykugle er tungere end en liden papirkugle, hvorom ikke alene hans egen følelse, men endogså nogle tusinde menneskers enstemmige vidnesbyrd kan overbevise ham (thi om en iblandt ti tusinde ingen forskel fandt i vægten, kunne det ikke komme deraf at sanserne bedrog ham, men at han ingen følelse havde), en sådan en er ikke philosophus, men filosofiens forstyrrer. Herudover trakterer Cicero Arcesilaum som en oprørsk mand, sigende at ligesom Tiberius Gracchus forstyrrede republikkens fred, så har Arcesilaus forstyrret den sunde filosofis principia (ut in optima republica Tiberius Gracchus, qui otium turbaret, sic Arcesilaus, qui constitutam philosophiam everteret).
Der er visse propositioner som kaldes de første sandheder, hvilke mærkes af alle mennesker der betjener sig af deres forstand. Sådanne er efterfølgende: Intet kan skabe sig selv. Hvad som alle mennesker bekræfter, må ufejlbarligt være sandt. Alle mennesker |221ønsker sig det gode og har afsky for det onde. Stridige ting kan ikke konsistere sammen på én tid og i ét subjecto. En kunstig og ordentlig bygning kan ikke være af en hændelse, men må være en virkning af et forstandigt væsen. Hvad som en stor mængde af fornuftige mennesker bevidner sig at have set og hørt, derom kan ikke tvivles. Tvende størrelser som passer sig lige til den tredje, er lige imellem hinanden. Det hele er større end en part. Item det moralske axioma: Quod tibi non vis fieri etc. Det er: Gør ikke imod en anden det som du ikke vil at en anden skal gøre imod dig. Hvo som i slige ting nægter at finde klarhed, nægter óg tilligemed at han har en fornuftig sjæl, og at han er et menneske, og med sådan en er dårligt at disputere; thi man vikler sig derved kun ind i chikaner og subtiliteter, hvoraf man ikke uden med møje kan rede sig ud igen.
Således er det gået med den store Aristotele, der tog sig for at gendrive den eleatiske philosophi Zenonis sælsomme paradoxa; hvorudover det synes at Diogenes gik fornuftigere til værks, der konfunderede ham på den latterlige måde som jeg har anført i min forrige skrivelse. Zenonis sælsomme meninger, som Aristoteles forgæves har bemøjet sig med filosofiske argumenter at gendrive, består fornem|222melig i at nægte at der er nogen bevægelse til. Intet sælsommere kan rinde et menneske i sinde. Ikke des mindre har han dog med sådan subtilitet forsvaret denne urimelighed at den skarpsindige Aristoteles ikke har ret philosophice kunnet gendrive ham. Zeno påstår at der er ingen bevægelse til, og betjener sig af sådanne argumenter: Han siger, når en pil udskydes, må man for at bevise bevægelsen tilkendegive i hvilket øjeblik den går ud af buen. Dette kan ikke siges efterdi et øjeblik eller momentum kan ikke deles i flere parter, følger så efter hans sigelse deraf at eftersom ingen sådant kan determinere, og pilen ikke kan være på og af buen i samme moment, så er deri ingen bevægelse. Vil man sige at man ser pilens fart med øjnene, så lader han sig ikke bevæge deraf såsom han nægter sansernes vished og holder sig alene til sin gjorte objektion, som han siger ikke kan gendrives.
Det andet argument hvoraf han betjener sig for at gøre al bevægelse til intet, er dette: Til at drive en pil frem nogle få skridt eller tommer måtte udfordres en uendelig tid. Thi såsom den mindste partikel eller solgran i luften hvorigennem pilen skal passere, kan deles i uendelige parter, så kunne den i en uendelig tid ikke avancere en tommebred frem. Hvis Zeno havde levet i vore tider, ville han end mere have trodset med denne objektion efterdi de største philosophi nu om stunder holder for at de mindste partikler kan de|223les in infinitum.
Det tredje Zenonis argument, som kaldes Achilles, og hvoraf han mest bryster sig, er dette: Han forestiller sig Achilles som er helt rask på benene, og en skildpadde som har en langsom gang, men som har 20 skridt forud. Han supponerer at Achilles avancerer 20 skridt lige så hastigt som skildpadden et, og lader dem så kaprende. Når nu Achilles gør sine 20 skridt, og skildpadden sit ene, har skildpadden end et skridt forud. Achilles bliver ved at løbe og avancerer 20 dele af det skridt som endda er forud, medens skildpadden går en tyvendedel frem så at skildpadden har endda en tyvendedel af et skridt forud. Videre: Achilles gør på ny 20 dele af den 20. del, medens skildpadden går frem en tyvendedel af samme tyvendedel og har endnu en del forud, og således in infinitum. Zeno, for at bestyrke dette paradoks, anfører end flere argumenter, som jeg ikke vil omtale.
Man ser af dette og andet at han har været en af de subtileste, men tilligemed sælsomste philosophis, ja sådan en som man heller må begegne med skæmt end med alvorlige argumenter. Óg bør man det samme iagttage med de såkaldte scepticis eller Pyrrhonis disciple, med hvilke erfarenhed viser ingen  udkomst  at være når man med dem alvorligt vil gå til værks. Det stærkeste argument som stoici bruge imod dem når de siger at intet kan gøres bevisligt, er dette: “Hvis I sceptici kan bevise at der er ingen de|224monstration, så beviser I derved at der er en; og hvis eders ræsonnement er ikke bevisligt, så er der virkelig en demonstration efterdi I ikke kan bevise at der ingen er. Således ser man at der bliver demonstrationer enten I beviser eller ikke beviser dem at være.” Sextus, som denne objektion har bragt i knibe, giver sig dog ikke, men bruger utallige subtiliteter for at rede sig ud deraf.
Jeg for min part finder mere smag i det argument som Herophilus, en gammel medicus, brugte mod den bekendte Diodorum, hvilken ligesom ovenmeldte Zeno nægtede bevægelse. Da Diodori aksel engang var gået af led, og han søgte råd derfor hos Herophilum, svarede Herophilus at det kunne ikke være, efterdi intet i verden bevægedes. Hvorudover Diodorus måtte bede ham denne gang at sætte filosofien til side. Ligeledes blev han en anden gang konfunderet af sine debitorer; thi såsom han påstod at der ingen vished var i regnekunsten, nægtede de at betale ham såsom der efter hans sigelse ingen mulighed var at gøre nogen addition eller subtraktion. Hid henhører en artig måde af hvilken en i vor tid siges at have løst en sofistisk knude. En sofist lægger tre æg på bordet som han siger at være 8, og argumenterer således: I 3 er 2, 2 og 3 gør 5. Videre, i 2 er 1, som gør 3; hvorudover der bliver 8 æg. Den anden lod som han dette til|225stod, men sagde: “Jeg tager da kun de 3 æg og vil lade dig beholde de øvrige 5.”
Man må vel forundre sig over at adskillige store mænd som le Vayer, Leibniz, Huetius, Bayle er henfaldet til at forsvare sådan lærdom. Det er dog troligt at Bayle har haft andet sigte dermed; thi da monsieur Placette engang foreholdt ham sådant, svarede han at han vidste for meget for at være pyrrhonist og for lidt for at være dogmatisk.
Jeg forbliver etc.
 
 
 
xxx
xxx