|149
Epistel 27
Til * *
Jeg takker for din sidste skrivelse og for den
oplysning jeg deri fik om det omspurgte. Du mener at det er en vildfarelse at
man kalder visse europæiske regenter suveræne herrer, da dog deres magt ved love er indskrænket. Men du må
vide at det ord suveræn har adskillige bemærkninger. Man
betyder derved en regent som regerer alene efter sit velbehag, og som er over
alle menneskelige love. Den kaldes også suveræn som øver den
højeste magt, skønt han står under en anden suveræn.
Sådanne souverains er de tyske fyrster, som står under
kejseren. Titlen gives også til visse høje retter som dømmer uden appel; thi man
ser at de i Frankrig kaldes cours
souveraines. Endelig kalder man også suveræn alt
hvad som er ypperligt.
Vil man tage ordet i den første mening, da passer titlen
sig ikke på indskrænkede regenter, men kun på ganske få potentater,
hvoraf nogle øver suverænitet alene facto, og andre tillige
med jure. Blandt europæiske og andre os bekendte
regenter er ingen jure suveræn uden ene kongen af Danmark. Dette vil vel
synes dig at være et paradoks; men tingen kan klarlig bevises
når man overvejer enhver potentats adkomst til den
uomskrænkede magt som han |150øver. Til de danske
konger er sådan magt overdraget ved en højtidelig akt af alle
rigets stænder. En sådan overdragelse vil man næppe finde i noget andet rige,
hvor meget man end blader i historien. At de franske konger regere med en suveræn magt, kan vel ingen nægte. Men hvis man leder efter
oprindelsen dertil, finder man at regeringen har betjent sig af belejlige konjunkturer for at klippe vingerne på parlamenterne og rigets adel,
item at hindre rigsdage eller stændernes
forsamling, hvori regeringens styrke fordum bestod.
De spanske og portugisiske
konger har også ved lejlighed i disse sidste tider forøget deres magt; dog er
den ikke så uomskrænket som de franske kongers. Thi man finder i Spanien og
Portugal endnu levninger af rigernes gamle jure publico. I de
andre europæiske riger som England, Polen, Sverige etc. er
kongernes magt indskrænket, skønt mere og mindre, så at nu om stunder i Europa er ingen suveræne riger uden
Danmark og Frankrig, med den forskel at det første riges konger øver deres
uomskrænkede magt jure, men det andets kun facto.
At den franske regerings suveræne magt ikke
er så vel grundet, vises af adkomsten. Man ser også, så ofte mellemrige,
mindreårigheder eller andre lejligheder indfalder i Frankrig, at parlamenterne og rigets stænder rejser
hovedet i vejret og søger at igen bekomme den myndighed som dem har været
frataget.
Kejseren af det ottomanske hus
hol|151des vel også for at regere med en absolut magt; men
når man ret betragter regeringens form, ser man at
den heller kan henføres til et militært demokrati. Thi
så snart militsen bliver misfornøjet med en kejser, har hans
regering ende. Visse tyske fyrster synes vel også at herske med en uomskrænket
magt, men de dependerer dog alle af kejseren, om ikke facto, så dog jure. Ellers kan man sige at
intet uomskrænket monarki kan være i et land hvor den
romerske religion hersker; thi samme religion indskrænker såvel kongers som anden øvrigheds magt og
forårsager at al regering bliver biceps eller tohovedet,
såsom en af de anseligste stænder i visse tilfælde kan skyde sig under en
fremmed potentats jurisdiktion og appellere
til den romerske pave.
De orientalske konger regerer med en
uomskrænket magt, men de kan dertil ikke vise nogen adkomst eller akt hvorved sådant dem af undersåtterne er overdraget. Ses således,
at der er intet sådant suverænitet til som i Danmark,
efterdi alle andre grunder sig alene på magten.
Jeg forbliver etc.