Naar man disputerer om Religioner, som ofte, desværre! uden Frugt er skeed, og, som efter Anseelse vil blive ved, saa længe som Verden staaer, efterdi enhver stedse hitter paa Argumenter, for at besmykke sin egen og at svække andres Troe; naar, siger jeg, saadant skeer, og et Menneske deraf bliver forvildet og vankelmodigt, da er intet, som kand trøste det meer end saadan Tanke: EndskiøntEndskiønt]Endskiønt] Endskiont A, Endskiønt Bruun Endskiønt] Endskiont A, Endskiønt Bruun min Troe er ikke i alle Maader uden Vanskelighed, og adskillige Artikle derudi synes at vakle; saa dog kand jeg give mig tilfreds, efterdi alle mine Modstandere maa tilstaae, at Hoved-Artiklen er ret, og at udi Grunden af min Religion intet anstødeligt er, og som giver slet Idée om det Guddommelige Væsen, som jeg dyrker; ligesom en Søe-Mand glæder sig ved at være kommen udi en Havn, hvilken, endskiønt den ikke er den rette, saa er den dog tryg, og kand redde ham fra Skibbrud. Det er med saadant Argument, at Mahomedaner kand forsvare sig nogenledes mod Hedninger; thi Summen af den Mahomedanske Troes Bekiendelse er denne: Jeg troer, at der |129er en eeneste GUD og Skaber, som jeg bør dyrke, og at han haver skikket sin Prophet Mahomed, for at give mig saadant tilkiende. Udi denne Bekiendelse eller Hoved-Artikel, siger han, er intet anstødeligt: Thi, endskiønt man kand giøre Indvendinger mod Mahomeds Creditiv, saa maa man dog tilstaae, at den Lærdom om GUds Eenighed er gandske rigtig, og uden Fare kand troes, da I Hedninger derimod synde mod det Guddommelige Væsen, ved at multiplicere det, og at giøre andre deelagtige udi den Dyrkelse, som eders Skaber alleene tilkommer. Naar Objectioner giøres mod andre Bi-Artikle og Dogmata angaaende Dyrkelsens Maade, svarer en Mahomedaner: Deslige Indvendinger kand giøres mod andre Religioner, og end større og fleere udi eders, nemlig den Hedenske: Nok er det, at vi have den Trøst frem for eder, at vor Grund-Lærdom efter alles Tilstaaelse er uden Critiqve; thi, endskiønt der kand være Vildfarelse i Dyrkningens Maade, saa er der dog ingen udi Dyrkningen i sig selv. Herudover, endskiønt eders Guds-Tieneste kunde synes at være grundigere og ordentligere end vores; saa dog, eftersom I ved Apotheoser forringe det Guddommelige Væsen, giøre Skaar |130udi dets Majestet, og, ved at adjungere ham Colleger udi Regieringen, ligesom disputere ham hans Souverainetet og Eenevolds Magt, saa er eders GUds-Tieneste dog ingen GUds-Tieneste, efterdi Grunden er u-rigtig, og af en skiden Kilde intet godt Vand kand flyde. At der er meere Sikkerhed udi vor u-ordentlige end udi eders ordentlige og philosophiske Religion, kand vises af saadant Exempel. En Konge haver to slags Undersaattere: Nogle af dem celebrere hans Fester og Fødsels-Dag med grove og u-ordentlige Ceremonier, giøre udi Vildfarelse vrange Forklaringer over hans Love og Forordninger, tillegge ham visse Qvaliteter, som ikke ere hans Egenskabe, men derhos troe, at han er deres rette og eeneste Herre, til hvilken Troeskabs Eed alleene maa aflegges, at ingen uden han er berettiget til Regimentet, og at hans Bud og Befalinger bør alleene være Rette-Snoer for dem. Andre derimod ere lykkeligere i at udfinde de Kongelige Loves rette Meening, dyrke deres Regent med meere anstændige Ceremonier, dømme ret om hans Guddommelige Egenskabe; men derhos holde for at dependere af fleere Herrer end ham alleene. Det er ingen Tvivl paa, |131at jo Kongen vilde ansee de første som gode, de sidste derimod som onde Undersaatter, efterdi hine erkiende ham for deres eene retmessige Herre; disse derimod disputere ham lovlig  Adkomst  til det heele Regimente. Den Mahomedanske Alcoran maa derfor være saa fuld af U-rimeligheder og vanskabte Ting, som den være vil; saa er den sikkere og meere antagelig end det beste philosophiske Systema, hvorudi Grunden er falsk, og GUds Unitet og Eenevolds-Magt negtes, og Mennesker giøres til Guder. Mahomedaner have derudover den Fordeel mod Hedninger og Polytheister, at, naar der handles om Religions-Stifternes guddommelige Mission og Creditiv, de første kand sige: Vi bekymre os ikke meget om saadant at bevise; nok er det, udi vor Grund-Lærdom er intet Paradox, men en Sandhed, som den sunde Fornuft byder os at antage, af hvem den og er bleven lært: I derimod beraabe eder paa en Revelation, som strider imod Fornuften, og derfore behøve Beviis for eders Stifters Mission. Det er i den Henseende, at vi Christne, saasom, udi den Christelige Hoved-Lærdom om den Hellige Trefoldighed og Manddoms Paatagelse af GUD er et Mysterium, som Fornuften ikke begriber, arbeyde paa at vise Stifternes guddommelige Kald, som bestyrkes ved Prophetier og Miracler; thi derpaa |132grunder sig Apostlernes Catechisation, naar de sige, at den Lærdom om den korsfæstede Christo er en Forargelse for Hedninger, og alleene søge at vise dens Rigtighed af Prophetier, Miracler og Christi herlige Morale, hvorved saadant Paradox bliver forvandlet til et helligt og venerable Mysterium og en af GUD aabenbaret Hemmelighed, som vi ere pligtige til at troe, endskiønt den overgaaer Fornuften. Derpaa grunder sig vor Religions Rigtighed; og derved kand vi acqviescere: Hvilket ikke kand siges om andre, der lære Ting, som enten modstride eller overstige Fornuften, naar dem mangler Beviis paa deres Religions Stifteres guddommelige Kald, og derfore Lærdommen ikke kand ansees som et Mysterium, men som et u-naturligt og farligt Paradox. Man seer heraf, at Mahomedaner udi Religions-Tvistigheder kand med Hoved-Artiklen udi deres Lærdom, som grundes paa Naturens Lys, forsvare sig mod andre, der anføre Paradox-Lærdom, som de kalde Mysterium: Men ikke mod Christne, der alleene kand giøre reede for deres Religions Mysteriis, efterdi de ved guddommelig og verificered Revelation dem og alle ere paabudne at troe; saa at de imod dem, som imod andre ikke kand sige, at det er sikkerst at blive ved deres simple Confession, som enhver Lovgiver uden Creditiv kand dictere: Thi Revelation, som er alle tilkiendegivet, og som ved Prophetier og Miracler er bestyrket, betager dem all Undskyldning, og for dem ingen Undskyldning kand være, uden de Christnes Beviisligheder om Revelationen brøstede. |133Af dette, som jeg her haver anført, sees ogsaa, at det er sikkere at forblive udi den Protestantiske Religion, som byder, ingen at bevise guddommelig Dyrkelse, uden GUD alleene, end udi den Romerske, der adjungerer canoniserede Mennesker GUD til Colleger, og ligesom deele Dyrkelsen imellem ham og deres Helgene. Thi der kand aldeeles ingen Fare være derved, at GUD dyrkes alleene; da derimod man kand frygte for GUds Vrede, naar man giør andre deelagtig udi den Ære, som han selv tilkiendegiver, sig alleene at tilkomme. Det samme kand siges om adskillige andre Troes Artikle udi den Romerske Religion, som ere af samme Natur. Endeligen kand man og sige, at det i samme Henseende er mindre farligt at dyrke mange Guder, end slet ingen; saasom Polytheister svække GUds Magt, hvilken Atheister gandske negte: Med mindre ved Polytheismum følger saadan Lærdom, som giver os en hæslig Idée om det Guddommelige Væsen, og som tillegger Guder Tyrannie, Løsagtighed, Falskhed, og andre onde Egenskabe, som vi see gamle Poëter og Almue have giort med Græske og Romerske Guder; thi i saadan Fald kand man bifalde M. Bayles Theses, og med Plutarcho holde for, at det er sikkere, ingen Troe at have, saasom det er mindre farligt at negte en Regents Existence eller hans Forsyn, end at sværte ham med Tilleg af Lyder og hæslige Qvaliteter; ligesom det er bedre at være doven og et unyttigt Jordens Byrde, end at lade see Arbeyde og Activitet udi Misgierninger. Epicurus siger: Den er ikke ugude|134lig, som forkaster Gudernes Mængde; men den, som tillegger Guder saadanne Ting, som ere Guddommelighed u-anstændige: Hvis han havde sagt, mindre ugudelig, kunde man saadant med ham underskrive; thi Begge kaldes ugudelige, skiønt den første mindre. Jeg forbliver &c.