|152
Epistola CXVI.
Til * *
Det synes, at Italiener tage meer og meer til udi Kriigs-Sager, saa at de nu
omstunder nogenledes kand passere for Soldater; thi deres Feltslage ere nu
blodigere, end de vare for 300 Aar siden, og derover, da Krigshære efter
Machiavelli Beretning udi hans Florentinske Historie kunde slaaes sammen fra
Morgenen til Aftenen, uden at der blev funden en eeneste Mand paa Val-Stedet: Ja
man kand sige, at ingen udi Italien da vidste at bruge Bysse eller Kaarde, uden
den Romerske Pave, hvilken med eet Skudd kunde fælde heele Riger paa een gang.
Nu derimod er Sagerne saa forandrede, at enhver Italiensk Bonde skyder vissere
end Paven, hvilken ingen meere fælder; saa at det synes, at nu omstunder hans
Canoner ere forvandlede til Raketter, og at han skyder ikkun med løst Kruud, som
alleene foraarsager Knald, men intet Fald. Jeg meener ved disse Skud de Pavelige
Excommunicationer; som i gamle Dage havde saa skrækkelige Virkninger. Intet er i
mine Tanker større Beviis paa menneskelig Overtroe: Thi disse Excommunicationer
holdtes for at foraarsage baade timelig og ævig Død; saa at det synes, at
Paverne paa de Tider have villet skille |153GUD ved sit
Dommer-Embede, og anmasset sig en Jurisdiction, som Mennesker ikke tilkommer.
Der fortælles, at en vis eenfoldig Dommer raadførede sig engang med en Jurist
udi en criminel Sag, og, da Juristen sagde, at han ikke kunde forsee sig i at
skierpe Dommen, efterdi Misgierningen, som skulde dømmes, var meget stor,
dømmede han Misdæderen til at lide baade timelig og ævig Død. Dommen var
latterlig, men ikke meere end de Pavelige Excommunicationer: Begge ere lige
u-efterretlige; thi Fanden haver ligesaa slet
Adkomst
paa en Bondes Siæl,
hvorpaa Paven haver givet Assignation, som han kand have paa Pavens, hvorpaa en
Bonde assignerer. Et Menneske kand vel bande et andet; men derpaa følger
just ikke virkelig Fordømmelse, saasom GUD alleene haver forbeholdet
sig Jurisdiction over Menneskers Siæle. Der er intet udi Kirke-Sager, hvoraf
man haver giort større Misbrug end Excommunicationer. Excommunication var udi
Begyndelsen ikke andet end en naturlig Ret, som alle Societeter have, at
udelukke dem af Selskabet, som bryde Societetets Love: Saa at geistlige
Excommunicationer svarede til Borgerskabs Opsigelse udi civile Sager. Saadanne
Excommunicationer forkyndedes i gamle Dage af den heele Christen Kirke, siden af
Bisperne, og fornemmeligen af de Romerske Paver, hvilke have udstrakt dem videre
og videre, saa at de ikke have ladet sig nøye med at excommunicere private
Personer, men endogsaa øvet det samme mod Konger og Keysere, ja endog mod heele
Lande, saa |154at et heelt Rige, formedelst en Tvistighed, som
en Regent kunde falde udi med en Bisp, kunde settes udi Kirkens Band, hvilket
gemeenligen blev betegnet ved det Ord Interdict, hvorved alle Landets Indbyggere
bleve kiendte uværdige til at have Deel udi Kirkens Sacramenter. Excommunication
havde udi den første Kirkens Alder ikke Sted uden i Religions Sager, saa at
ingen kunde excommuniceres uden for Ugudelighed eller falsk Lærdom: Men siden
betienede man sig deraf udi alle andre Ting; saa at Bisper og geistlige Dommere
excommunicerede dem, der vilde disputere dem deres Indkomster, og Debitores, som
ikke vilde eller kunde betale deres Gield: Ja man seer, at saadant strakte sig
og til Debitorernes Hustruer og Børn; hvilket tilkiende gives udi et Canon
Concilii Herbip. med disse Ord: Nonnulli sicut audivimus, pro maritorum seu
filiorum debitis uxores seu matres excommunicant: saa at man seer, at en Moder
ogsaa kand dømmes til Helvede for hendes Søns Gield. Men man maa sige, at ingen
kunde staae større Fare for Fordømmelse, end den, der øver saadan
Excommunication. Thi hvad kunde være uchristeligere end at excommunicere en
Moder, fordi Sønnen havde tilsatt hendes Midler? ligesom hvad kunde være
umenneskeligere end at dømme mange tusinde Undersaatter til Helvede, efterdi
deres Øvrighed med Paven eller en Bisp var forfalden udi en Tvistighed, hvorudi
de, nemlig Undersaatterne ingen Deel havde. Vil man sige, at excommunicere var
ikke det samme som at dømme |155til Helvede, da kand vises, at
det dog maatte være en Følge deraf: Thi enhver bandsat Person, som døde, førend
han blev absolvered, kunde ikke vente sig Salighed. Man seer jo, at en saadan
blev forbuden at begraves i christen Jord, og foregaves da latterligen, at
Legemerne ikke kunde raadne, men at de laae heele og ubeskaarne, indtil de bleve
absolverede, skiønt man maa holde for, at, hvis saa var, burde alle Børn og
Arvinger ønske deres Forældre Excommunication, saasom de derved kunde befries
for de Omkostninger paa at balsamere de Dødes Legemer. Ellers sees af adskillige
Excommunicationer, at derved forstodes virkelig Fordømmelse til Helvede: Thi udi
den Tvistighed, som den Danske Konge Christophorus II. havde med Tycho den Borglumske Bisp, overgav
Pave Johannes XXII. saavel Kongen som det heele Danske Folk til Dievelen: Regem
& Danos diris devovet. Et merkeligt Exempel paa den Pavelige Excommunication,
som er bleven øved mod Konger og Fyrster, vises udi det Aar 1080, da Gregorius
VII. tvistede med Keyser Henrich IV. om de geistlige Lehne. Urbanus II.
excommunicerede siden samme Keyser, og fulgte derpaa mange andre, og det ofte
formedelst ringe Aarsager. Thi Keyser Friderich II. blev satt i Kirkens Band,
efterdi han udi vanskelige Tider ikke vilde forlade sine egne Lande og Riger,
for at giøre et Tog til det hellige Land, skiønt adskillige slige Tog havde
tilforn været giort frugtesløse. Dette gav Anledning til den Historie, som
findes hos Matthæum Parisium, og som jeg haver anført i min |156Kirke-Historie.
En Sogne-Præst udi Paris, som blant andre havde Befalning at
oplæse paa Prædikestoelen Pavens Bands-Brev mod Keyseren, forrettede dette
saaledes. Han sagde: Jeg haver Befalning at forkynde Keyser Friderich
excommuniceret. Hvad Aarsag dertil er, veed jeg ikke: Det alleene veed jeg, at
der er en stor Tvistighed imellem ham og Paven; jeg kand dog ikke sige, hvilken
af Partierne der haver Ret: Hvorudover jeg hermed forkynder den at være
excommuniceret, som haver U-ret, og absolverer den, som haver Ret. Man kand ikke
sige, at denne Præst havde megen U-ret: Thi undertiden excommunicerede en Pave
eller Bisp en anden Pave eller Bisp; saa at man ikke kunde sige, hvo af Parterne
der virkeligen var bandsat. Man excommunicerede ikke alleene levende Mennesker,
men endogsaa døde. Thi man seer af den Svenske Historie, at Sverrigs
Administrator Steen Sture blev satt i Kirkens Band længe efter hans Død. Ja
Excommunicationer strakte sig ogsaa til Dyr: Og erindrer jeg mig at have seet
blant Arnæ Magnæi Documenter et gammelt Bands-Brev mod Muus og Kirke-Rotter.
Excommunicationer kunde ved saadan Misbrug ikke andet end tabe deres Kraft. Det
første Skaar, som giordes derudi, var udi det Seculo, som havde tvende Paver
tillige, da den eene Pave excommunicerede den anden. Ved Lutheri Reformation
tabte de end |157meere af deres Kraft. Og, som Paverne nu mærke,
at man agter deres Excommunicationer ikke meere, betiene de sig gandske sielden
deraf. For nogle Aar siden ere vel Frimurerne blevne excommunicerede, men det er
troeligt, at Excommunicationen haver giort lige saa liden Virkning hos dem, som
fordum hos Kirke-Rotterne. Hvorudover, hvis jeg havde noget at sige hos Paven,
raadede jeg hans Hellighed at legge det Narrerie reent af. Jeg forbliver &c.

