Du spørger mig, hvorpaa den Rang, som er imellem Potentater, grunder sig, og hvi en Keyser holdes at være større end en Konge. Jeg kand dertil ikke andet svare, end at det grunder sig ey paa anden Aarsag, end paa en vedtagen Skik, ligesom en fattig Churførste agtes høyere end en riig Hertug, og en Græve høyere end en Friherre. Titulen i sig selv, nemlig af Keyser, er ellers mindre end Konge; thi det var alleene af Modestie, at de Romerske Regentere lode sig kalde Cæsares eller Keysere, og ikke vilde betiene sig af Konge-Navn, som syntes at være for stort, og Conseqventer forhadt. Hvoraf man seer, at det var ikke i Kraft af Titulen, men i Henseende til det Romerske Herredoms store Magt, at de holdtes høyere end Konger. De Rangs Stiftelser, som siden det Romerske Monarkies Undergang have været i Agt tagne blant Potentater, grunde sig alleene paa den Middel-Alders Tids Uvidenhed udi politiske Sager, eller rettere paa de Romerske Pavers og Geistlige Forsamlingers Anordninger. Det var udi slige Forsamlinger, at man regulerede Rangen blant verdslige Potentater: Hvoraf sees, at Kirke-Moder bemængede sig da med andet end at forklare Troens |162Artikle; og meenede enhver Regent at have lovlig  Adkomst  til sin Rang og Titul, naar den grundede sig paa et Concilii Canon: De Romerske Bispe giorde Keysere, og Keyserne, som Pavernes Fuldmægtige giorde Konger, end ogsaa udi fremmede og dem uvedkommende Lande, da det dog tilkommer Stædernes Indbyggere alleene at give deres Øvrighed de Æres-Titler, som de finde for got. Naar nu enten en Pave, eller Kirke-Mode, eller den høyeste Regent udi Tydskland, som kalder sig Romerske Keyser, uddeelte saadanne Titler til en eller anden Første, troede de andre Europæiske Potentater, at det skulde saa være, erkiendte den tillagde Værdighed, og enten ved Samtykke eller Stiltienhed foraarsagede, at enhver saaledes promovered Første erhvervede Hævd paa sin Rang og Titul. De Tiders Mennesker vare slagne med saadan Blindhed, at man i verdslige saavel som i geistlige Sager kunde indbilde dem, hvad man lystede. Paven foregav sig at have Skiøde eller et Lomme-Brev af St. Peder paa sit aandelige og af Constantino Magno paa sit verdslige Herredømme, og ingen bekymrede sig om at efterforske Adkomstens Rigtighed, eller forlangede, at Skiøderne maatte fremvises. De Franske, og efter dem de Tydske Konger, sagde sig at være Successores af det Vestlige Romerske Keyserdom, som for nogle 100 Aar siden i Bund og Grund havde været ødelagt, og strax tvivlede ingen derom, helst, naar Paverne, som funde deres Regning ved at giøre Keysere, forsikkrede, at Tingen var gandske rigtig. Man maa vel forundre |163sig over, at en Præst torde anmaße sig ligesom Jurisdiction over alle Potentater, og at nogle Pastores eller Kirke-Forstandere dristede sig til paa Lande-Moder at regulere Rangen imellem Regentere: Man maa end meer forundre sig over Potentaters Docilitet herudi; sær over de mægtige Kongers paa de Tider, i det de underkastede sig saadanne Domme, hvorved for Exempel en stor Konge i Frankrig erkiendte sig ringere udi Værdighed end en Wilhelmus Hollandus eller en Rudolf af Habsburg, hvilke besadde ikke fleere Eyendomme end de neppe kunde føde Kone og Børn med, og derforuden vare indskrænkede Regentere, som intet af Vigtighed kunde foretage, uden med Stændernes Samtykke udi Tydskland. Skulde nogen Potentat kunne tilegne sig Rang og Fortrin for en anden, maatte det være enten en større over en mindre, en Souverain over en ved Love indskrænket, eller en Arve- over en Vall-Konge. Saadant er meer rimeligt end at grunde Fortrinnet paa en Udenlandsk Præstes Decision. Thi det kommer meget an paa, med hvad Ret en besidder en Eyendom, om en regierer som en u-omskrænked Herre, der haver til ingen at giøre Regnskab uden til GUD; Eller han regierer som en af Folket beskikket Fuldmægtig; Om en regierer over et stort Rige, eller over en liden Stad; Eller om et Rige eller en Republiqve er rigere og mægtigere end et andet. Thi Magt og Høyhed kand i visse Maader holdes for Synonyma: og er det i den Henseende, at Spanierne betegne fornemme Folk ved rige Folk (riccos hombres). St.St.]St.] St A St.] St A Marino er en |164Republiqve ligesaavel som Venedig: men, naar samme lille Stad, som Italienerne kalde paa Spot Republichetta, skriver sig Søster (Sorella) af Venedig, gives derved Aarsag til Latter. Høyhed og Fortrin grunder sig derfor naturligen paa ovenanførte Omstændigheder. Hvad pure Titler derimod angaaer, da confereres de i et hvert Land enten af Folket, eller en Regent tiltager sig dem selv; hvilket dog ikke forbinder Fremmede, førend deres Samtykke dertil er erhvervet. Dette kand oplyses ved et særdeeles Exempel udi vor Tiid. Den store Russiske Czar Petrus I. fandt for got at antage Titel af Keyser: ingen kunde disputere ham den Ret udi hans eget Land; men der behøvedes Ansøgninger, for at giøre Titelen ogsaa almindelig udi fremmede Lande. Ellers er herved at mærke, at det Ord Keyser, enten alleene er en blot Titel, som intet andet fører med sig end det pure Navn, hvorved en Regent distingveres fra andre: Af saadan Beskaffenhed er den Keyserlige Titel, som gives Kongerne af China, Jappan, Rusland &c. eller derved betegnes en slags Høyhed og Fortrin for andre Potentater. Af saadan Beskaffenhed er Titelen, som gives de Tydske og Tyrkiske Konger; thi de samme tilegne sig Navnet som Successores udi det Vestlige og Østlige Romerske Herredom: og er det i den Qvalitet, at de Tydske Keysere have tilegnet sig Jurisdiction over andre end ogsaa over de Lande, som aldrig have staaet under det gamle Romerske Herredom. Dette siger jeg ikke for at giøre nogen Keysers, Konges, Churførstes, Erkeher|165tugs eller anden Hertugs Navn og Fortrin disputeerligt: thi man kand sige, at enhver besidder nu omstunder sin Titel med rette, skiønt saadan Ret grunder sig alleene paa en lang Tids u-anked Possession, hvorved Hævd og Præscription er erhverved. Thi vil man gaae til Oprindelsen, finder man, at den Keyserlige Værdighed grunder sig alleene paa Pavelige Skiøder: Spørger man nu hvo der haver berettiget Paverne til at udstede slige Gave-Breve, da svares: St. Peder; og spørger man endelig St. Peder, da vil hverken han eller nogen Apostel være dem saadant gestændige. Thi man haver kun at læse deres Skrifter og Epistler, for at see, at saadan Slags Hiemmel over alt brister. Vil man sige, at Paverne have saadan Ret af de Romerske Keysere, som er lidt meere rimeligt, saa flyder deraf en Circulus Vitiosus, og maa det da heede hos enhver Pave: Eftersom Keyseren haver skabt mig, saa haver jeg og skabt ham igien; saa at en Romersk Bisp bliver Skaber og Creature paa engang. Jeg forbliver &c.