Jeg seer af sidste Aviser, at Paven paa nye haver satt Frimurerne udi Kirkens Band. Jeg fortænker ikke hans Hellighed derfor: thi, endskiønt han mærker, at ingen meer fældes af hans Torden-Straale, saa vil han dog lade see, at han ikke haver renonceret paa de Romerske Pavers gamle Regale, og vil mage det saa, at det ved Præscription, som res derelicta, ikke reent skal tabes. Mod Frimurerne kand han øve saadan Jurisdiction uden Fare: thi de gribe ikke til Gevær for at hævne sig, men tie stille, og, maaskee, lade sig nøye med udi deres hemmelige Forsamlinger at excommunicere ham igien, saa at alting kand gaae lige op, og Spillet kand, som man siger, bringes til Remise. Men med Konger og Førster er det af større Betydelse, saasom Hans Hellighed efter det nu værende Kirkens Systema kand med Sikkerhed ikke øve saadant mod Potentater meere. Jeg vilde ikke raade Hans Pavelige Hellighed nu omstunder at excommunicere enten Keyseren, Kongen af Frankrig, eller Kongen af Spanien; thi, da udi Begyndelsen af dette Seculo Pave Clemens XI. satte i Band den Keyserlige Krigshær udi Italien, stoed |399han i Fare at miste baade Kald og Kiole. Siden Lutheri Tiid, da man fik Leylighed at examinere det Pavelige Herredoms  Adkomst , have Paverne ikkun skudt med løst Krud, og deres Torden-Straaler kand nu omstunder ikke ansees anderledes end som Raketter. Man mærkede strax i Begyndelsen af Reformationen, hvor farligt det var for Paverne at øve deres forrige Myndighed; thi General Fronsberg, som var udi den Keyserlige Krigshær, der var skikket mod Rom, førte til Felttegn en Strikke, hvorudi han agtede at henge Paven. Naar saadant eftertænkes, maa Haarene paa enhver Paves Hoved reyse sig: thi det som da truedes med, kunde nu virkeligen skee. Den absolute Myndighed Paverne udi forrige Tider have øvet, og den Virkning, som deres Tordenstraale have haft, er saa forunderlig, at man ikke kunde fæste Troe dertil, hvis Historien ikke var fuld af Exempler derpaa. Hvad kunde være selsommere, end at see en fremmed Bisp at dømme de mægtigste Potentater fra Zepter og Krone, og det ofte for uvedkommende og ringe Sager, som enten fordi de havde Trætte med deres egne Undersaatter, eller efterdi de ikke kunde forliges med deres Hustruer? Man skulde vel tænke, at et saadant almindeligt geistlig Herredom kunde være af nogen Nytte, og at det kunde have samme gode Virkning, som Abbé St. Pierres almindelige Europæiske Senat, der ved dets Myndighed kunde bilegge alle Tvistigheder, som reysede sig imellem Potentater, og tilveyebringe en almindelig og bestandig Fred. Jeg siger, man kunde i den Henseende |400holde det nyttigt, at alle Regentere havde en saadan tilfelles Custos: Men Historien viser, at det var de Tiders Paver ikke derom at giøre; thi de have selv yppet de fleeste Krige, og ophidset Potentater mod hinanden for at fiske udi rørt Vand: Ja nogle Paver have selv anført deres Kriigsmagt, og ved deres Exempler opmuntret andre Bispe og Prælater til at agere Generaler mod deres egne Lands-Herrer. Hvad som lagdes verdslige Potentater til Last, blev anseet som Dyder hos Geistligheden; saa at den blev holden for en duelig Bisp, der forstoed sin Kaarde, og vidste at bruge den mod Pavens Fiender: Thi Christianus Erke-Bisp af Mayntz blev afsat, efterdi han duede ikke til Kriig. En og anden Potentat forekastede dem vel saadant undertiden; men det blev ikke agtet. Kong Richard af Engeland fangede engang udi Striid en bevæbnet Bisp; og da Paven paastoed, at han skulde løslade Bispen, som han kaldte sin Søn udi Christo, skikkede Kongen ham Harnisket, hvorudi Bispen var bleven fangen, sigende derhos, ligesom Josephs Brødre sagde til Jacob: See! om det er Eders Søns Kiortel. For at giøre begribeligt, hvi Paverne have kunnet øve saadant Herredom over Potentater, ere tvende Ting at mærke: 1) At de udi Tvistigheder med Konger og Førster havde paa deres Side de fleeste Bispe og Prælater, som alle besadde store Lehn. 2) Efterdi en Potentat ofte fandt sin Regning ved, at Paven excommunicerede og forfuldte en anden. Hvis 2 eller 3 af de største Potentater havde været eenige i at beskytte |401deres Høyhed, havde aldrig saadanne Tragoedier kundet blive spillede. Pavernes Hoved-Statsgreeb var derfore at fomentere Fiendskab imellem Riger og Lande; saa at man kand sige, at deres Herredom grundede sig paa Fiendskab imellem Konger og Førster, item paa visse Potentaters U-ordentlighed, og at de i den sidste Henseende have anseet de helligste Konger med skeele Øyen, efterdi de ingen Prætext havde at angribe de samme. Jeg holder derfore for, at den Franske Konge St. Louis, hvis heele Liv var ustraffelig, haver i hans Tiid været den største Torne udi Pavernes Øyen: thi, naar saadan en Konge vilde staae paa sin Myndighed, som man seer ham at have giort, maatte Paverne give Kiøb. Ellers er dette mærkeligt, at just paa de Tider, da Paverne spillede Bold med de mægtigste Potentater, vare de udi meest Foragt udi Staden Rom, hvorudi de residerede: thi de store Italienske Familier spillede Bold igien med dem, dreve dem ofte i Landflygtighed, ja tracterede dem fast som Misdædere; hvorudover visse Potentater søgte at alliere sig med disse Familier, saasom de med deres egen Magt intet kunde udrette. For at begribe dette Paradox, kand man holde for, at Paverne ingen Ærbødighed kunde erhverve sig af Romerne, der dagligen saae deres slette Levnet og Opførsel. Jeg forbliver &c.