|70
Epistola XCIII.
Til * *
Min Herre skriver, at det er ham kiært, at
N. N. er hiulpen til et Embede, hvorved han kand have
sin rigelige Udkomst . Det er mig ogsaa kiært; men end kiærere, naar jeg hører,
at et Embede er hiulpen til en beqvem Embedsmand, hvorved det vel kand
forestaaes: Thi enhver Regent, endskiønt mange Regierings-Regler af ham bleve forsømte, kunde holdes for en kostbar Øvrighed,
naar udi Bestillingers Distribution man ikke leedede efter
Embeder, for dermed at hielpe Personer, men efter Personer, for dermed at
forsyne Embeder. Thi, ligesom intet er større Styrke for et Huus, end at det er
forsynet med beqvemme Tienere til hver Huusgierning; Saa er og intet større
Styrke for en Stat, end at hvert Embede er vel besatt. Naar en Huusfader vil
have en Fuldmægtig, en Kok, en Kiældersvend, en Kudsk, søger han ikke efter den,
som meest trænger til Brød, men efter den, som er beqvemmest til en
Huus-Forretning, som er leedig; Thi at hielpe en Nødlidende er priseligt, men
Hielpen maa ikke skee paa den Maade. Publiqve Bestillinger
maa ligeleedes ikke bortgives til Mænd, men Mænd til Bestillinger; De maa ikke
være Gaver og Almisser, men Belønnin|71ger : Man
maa ikke sige, see! her er en god Mand, som maa hielpes, men,
see! her er en vigtig Bestilling, som maa forsynes. Men, at saadant
gemeenligen ikke skeer, vise alle Landes og alle Tiders Historier. Embeder, som
burde heede Byrder, blive overalt kaldne Beneficia;
hvorudover man siger ikke, at Embedet er beneficeret med en
Mand; hvilket i alle Sprog nu er uforstaaeligt; men at Manden er beneficeret med et Embede. De fleeste Solicitanters Ansøgninger give og saadant
tilkiende; thi de præludere og endes gemeenligen med de
Ansøgendes Nødlidenhed og slette Tilstand; hvilket bør være lige saa liden Motif til at erholde et publiqve Embede,
som om een søger at blive en Herres Kudsk, alleene paa det Fundament, efterdi han er en fattig Mand: Thi Huus-Herren spørger ikke
om hans Tilstand, men om hans Capacitet at styre en
Vogn-Hest; Han spørger ey heller om hans andre Qvaliteter:
thi han kand være en god Huus-Fader, der vel styrer sin Hustrue og sine Børn,
men kand derfor være gandske ubeqvem til at styre Heste. Det heeder:
Hic Rhodus, hic Salta. Jeg bekiender vel, at det er ikke saa let for en Regent, der haver
et stort Land at forestaae, at opfylde denne Pligt, som for en Huus-Fader, der
er kun Regent udi Mignature, og til en liden Oeconomie behøver kun faa Tienere. Men, som en høy Regent haver større
Oeconomie, saa haver han og fleere Fuldmægtige og
Stats-Ministre, hvis fornemste Pligt det kunde blive at
udfinde Middel til at hæve de |72Vanskeligheder, som
derved møde. Intet kunde være større Styrke for en Stat; en Regent vilde glæde
sig ved at see alle Embeder udi Landet vel forsynede; og enhver Embedsmand vilde
opmuntres til at efterleve sin Pligt, og at svare til den Tillid, som
Regieringen havde ladet see til hans Person, ved at betroe ham et Embede, som
man havde holdet ham frem for andre beqvem til at opfylde. Om denne Regel røres
dog lidet eller intet af dem, der have skrevet vitløftige Bøger om Regenteres
Pligt. Jeg finder ellers udi samme Bøger nogle andre Poster ikkun løseligen
omtalede, hvorvel de ere af stor Vigtighed i Henseende til de Conseqvencer, som flyde deraf. Een er denne, at, naar Tiderne
udfordre, at en almindelig extraordinaire Skat maa
paalegges, der da fornemmeligen tilsees, at alle efter Proportion og Tilstand bære lige Byrde; thi Erfarenhed viser, at hvor
stort et Paalæg end er, saa skikker enhver sig der udi, naar det er lige for
alle. Tvert imod, hvor liden og maadelig en Byrde er, synes den tung og
utaalelig, naar eens Naboe eller Medborger derfor dispenseres. Man mærker saadant daglig ved Hoverie-Bønder, hvilke med
Taalmodighed bære store Byrder, naar de ere almindelige; men deres Skuldre blive
forsvage til at bære de mindste, naar de see een eller anden af deres Naboer
gandske befriede: thi da bliver Fluer til Elephanter, og Skaalpund til Lispund.
Herudover tager en Landmand nøye i Agt, ingen Bonde at befrie for ringeste
Hoverie, med mindre han betaler Arbeydet med Penge. Udi Byrders Paaleg |73møde vel Vanskeligheder, saavel som udi Embeders
Uddeeling: men Regelen maa i AgtAgt]Agt] A; agt SS Agt] A; agt SS tages, saavidt som mueligt. Det var at ønske, at alting kunde veyes ud
efter Lod og Qvintin; thi i saa Maade kunde en Øvrighed uden Møye og uden
Undersaatternes Klynken erholde alting. Saasom nu Dispensationer udi almindelige Paaleg føde Fortrædeligheder, og enhver
Borger bilder sig ind, at all den Byrde, som tages fra sin Medborger, legges paa
sig, saa kand man sige, at enhver giør ilde, som anholder om saadan Dispensation: thi han giver dermed
tilkiende, at han vel vil være deelagtig udi alle Fordeele, men ikke udi Byrder;
hvilket er mod alle Societeters Love. Og bekiender jeg for
min Part, at, hvis i saadant Fald Dispensation mig blev
tilbuden, jeg ingenlunde vilde eller kunde beqvemme mig til dens Modtagelse. Dog
kand her, som i andre Ting, være Omstændigheder, hvorved saadant kand forsvares.
Thi een kand ved en særdeeles Merite eller Tieneste være
bleven Publici Creditor; og derfore kand imodtage saadan
Befrielse udi almindelige Paaleg, som en Belønning, og ansee den som en Liqvidation: skiønt man kand sige, at det er sikkerst og
raadeligst, at Belønningen skeer paa all anden Maade, end saadan, som opvækker
andres Fortrydelse, og setter et heelt Societet i Fermentation; Thi, endskiønt en Ting kand være den samme,
saa foraarsager dog Maaden, paa hvilken den skeer, at den ikke bliver den samme.
Derpaa grunde sig de mange Inventioner man haver udi Byrders
Paaleg, og de mange |74Navne man setter paa Skatte;
hvilke mange ansee, som idel Pedanterie, da dog derudi er en
stor Politiqve, saasom Erfarenhed viser, at de fleeste
Mennesker ville tracteres som smaa Børn, og at man uden Møye
kand bringe dem til at undergaae Byrder, naar de paalegges under visse Navne.
Saaleedes, naar for Exempel, en settes i Skatt for 20 Rdlr. kand han krympe sig
derved; men naar den samme Sum deeles, saa at en Part settes paa Peruk, en anden
paa broderede Veste, finder han sig bedre derudi, saasom han
indbilder sig, at det er ikke ham selv, men Peruken og Vesten meened. Ellers er
udi alle extraordinaire Skatter intet bedre Middel, end at
taxere efter Ting, som alleene bruges til Vellyst og
Overdaad, item paa Titler, som søges af pur Vanitet; thi
derved slaaes to Fluer med een Smække: thi Penge bringes i den publiqve Casse; og Borgere kand i Fremtiden blive meere tarvelige og
mindre forfængelige. Min Herre seer af disse Anmærkninger, at jeg ogsaa kand
tale om Stats-Sager, naar jeg vil ryste mine Ærmer: Han maa selv dømme om de ere
vel grundede, eller om de bør settes i Classe med Herman von Bremens Maximer. Jeg forbliver &c.