Jeg vil i mangel deraf melde det at jeg for nylig var i et lærd selskab, hvor der blev talt om oprindelse til de gamle hedenske guder og gudinder, i lige måde til store helte. Jeg bifaldt ens betænkning i selskabet, helst over de i historien berømte store helte som man uforskyldt har ophøjet over andre mennesker alene efterdi de har opofret utallige mennesker og excelleret i et studio som ikke er andet end en videnskab at myrde folk, så at der er ingen forskel imellem dem og ordinære slagtere uden denne at de første forstår at slagte mennesker og de sidste kvæg. Hvad den gamle apotheosis angår hvorved mange af de første mennesker er blevet gjort til guder og gudinder, da tilstod jeg også de tiders blindhed heri, men mente dog derhos at der kunne være mere at sige på adskillige kanonisationer af den romerske kirke. De gamle hedninger beviste guddommelig ære til Ce|85res efterdi hun havde lært mennesker at dyrke jorden, til Hercules efterdi han havde renset adskillige lande fra røvere og mordere, og til andre formedelst store velgerninger de havde bevist det menneskelige køn. Mange af de roman-katolske helgener derimod kan ikke vise nær så god  adkomst  til deres apotheosin eller kanonisation, såsom adskillige af dem har været unyttige jordens byrder og er blevet gjort til guder alene ved ørkesløshed, blind overtro og hykleri.

Censeo, ne quis post hanc diem deus fiat ex his, qui ἀρούρης καρπὸν ἔδουσιν. Det er: Jeg holder for at man herefter ikke må sætte i gudernes tal mennesker som alene har levet for at æde, sagde fordum en romersk rådsherre; hvilket passer sig end bedre på disse pavelige helgener. Vel foregives at slige helgener ingen guddommelig dyrkelse bevises. Men når man ser at årlige fester for dem er indrettet, kirker til dem indviet, daglige bønner til dem udøst og mennesker at ligge næsegrus ned for deres støtter og billeder, finder man liden forskel imellem den dyrkelse som bevises dem og de hedenske guder, hvilke ikke af hedninger blev anset uden som subalterne af den højeste Gud. Så at derfor ingen forskel er imellem hedningernes apotheoses og den romerske kirkes kanonisationer uden alene i navnet.

Kanonisation siges af det ord kanon, som betyder en liste eller et register, så at kanonisere er det samme som |86at sætte på helgeners register. Af samme årsag kaldes også bibelske bøger kanoniske skrifter, efterdi de almindelig er antaget og som autentiske bøger er sat på kirkens liste eller kanon. Kanonisationer skete fordum af den hele kirke. Man holder for at pave Alexander 3. var den første som tilegnede sig ret ene at kanonisere. Man kanoniserer gemenlig ikke uden 50 år efter helgenens død. Sådant sker med stor højtidelighed; óg assignerer man da den afdøde en offentlig dyrkelse og navns påkaldelse i kirker. Eksempel på en ret højtidelig kanonisation er den augsburgske bisp Luitolfs, hvilken blev erklæret helgen af pave Johanne 15. i det år 995.

Jeg forbliver etc.