|70
Epistel 93
Til * *
Min herre skriver at det er ham kært at
N.N. er hjulpet til et embede, hvorved han kan have
sin rigelige udkomst . Det er mig også kært; men end kærere når jeg hører
at et embede er hjulpet til en bekvem embedsmand, hvorved det vel kan
forestås. Thi enhver regent, endskønt mange regeringsregler af ham blev forsømt, kunne holdes for en kostbar øvrighed
når i bestillingers distribution man ikke ledte efter
embeder for dermed at hjælpe personer, men efter personer for dermed at
forsyne embeder. Thi ligesom intet er større styrke for et hus end at det er
forsynet med bekvemme tjenere til hver husgerning, så er óg intet større
styrke for en stat end at hvert embede er vel besat.
Når en husfader vil
have en fuldmægtig, en kok, en kældersvend, en kusk, søger han ikke efter den
som mest trænger til brød, men efter den som er bekvemmest til en
husforretning som er ledig. Thi at hjælpe en nødlidende er priseligt, men
hjælpen må ikke ske på den måde. Publikke bestillinger
må ligeledes ikke bortgives til mænd, men mænd til bestillinger. De må ikke
være gaver og almisser, men belønnin|71ger. Man
må ikke sige: Se, her er en god mand som må hjælpes, men:
Se, her er en vigtig bestilling som må forsynes. Men at sådant
gemenlig ikke sker, viser alle landes og alle tiders historier.
Embeder, som
burde hedde byrder, bliver overalt kaldt beneficia;
hvorudover man siger ikke at embedet er beneficeret med en
mand, hvilket i alle sprog nu er uforståeligt, men at manden er beneficeret med et embede. De fleste sollicitanters ansøgninger giver óg sådant
til kende, thi de præluderer og endes gemenlig med de
ansøgendes nødlidenhed og slette tilstand, hvilket bør være lige så lidet motiv til at erholde et publikt embede
som om en søger at blive en herres kusk alene på det fundament efterdi han er en fattig mand. Thi husherren spørger ikke
om hans tilstand, men om hans kapacitet at styre en
vognhest. Han spørger ej heller om hans andre kvaliteter:
thi han kan være en god husfader, der vel styrer sin hustru og sine børn,
men kan derfor være ganske ubekvem til at styre heste. Det hedder:
Hic Rhodus, hic salta.
Jeg bekender vel at det er ikke så let for en regent der har
et stort land at forestå, at opfylde denne pligt som for en husfader der
er kun regent i miniature og til en liden økonomi behøver kun få tjenere. Men som en høj regent har større
økonomi, så har han óg flere fuldmægtige og
statsministre, hvis fornemste pligt det kunne blive at
udfinde middel til at hæve de |72vanskeligheder som
derved møder. Intet kunne være større styrke for en stat. En regent ville glæde
sig ved at se alle embeder i landet vel forsynede; og enhver embedsmand ville
opmuntres til at efterleve sin pligt og at svare til den tillid som
regeringen havde ladet se til hans person ved at betro ham et embede som
man havde holdt ham frem for andre bekvem til at opfylde. Om denne regel røres
dog lidet eller intet af dem der har skrevet vidtløftige bøger om regenters
pligt.
Jeg finder ellers i samme bøger nogle andre poster kun løseligt
omtalt, hvorvel de er af stor vigtighed i henseende til de konsekvenser som flyder deraf. En er denne at når tiderne
udfordrer at en almindelig ekstraordinær skat må
pålægges, der da fornemmelig tilses at alle efter proportion og tilstand bærer lige byrde; thi erfarenhed viser at hvor
stort et pålæg end er, så skikker enhver sig deri når det er lige for
alle. Tværtimod, hvor liden og mådelig en byrde er, synes den tung og
utålelig når ens nabo eller medborger derfor dispenseres.
Man mærker sådant daglig ved hoveribønder, hvilke med
tålmodighed bærer store byrder når de er almindelige, men deres skuldre bliver
for svage til at bære de mindste når de ser en eller anden af deres naboer
ganske befriet; thi da bliver fluer til elefanter, og skålpund til lispund.
Herudover tager en landmand nøje i agt ingen bonde at befri for ringeste
hoveri, medmindre han betaler arbejdet med penge. I byrders pålæg |73møder vel vanskeligheder såvel som i embeders
uddeling; men reglen må iagttages, så vidt som muligt. Det var at ønske at alting kunne vejes ud
efter lod og kvintin; thi i så måde kunne en øvrighed uden møje og uden
undersåtternes klynken erholde alting.
Såsom nu dispensationer i almindelige pålæg føder fortrædeligheder, og enhver
borger bilder sig ind at al den byrde som tages fra sin medborger, lægges på
sig, så kan man sige at enhver gør ilde som anholder om sådan dispensation, thi han giver dermed
til kende at han vel vil være delagtig i alle fordele, men ikke i byrder,
hvilket er mod alle societeters love. Óg bekender jeg for
min part at hvis i sådant fald dispensation mig blev
tilbudt, jeg ingenlunde ville eller kunne bekvemme mig til dens modtagelse. Dog
kan her som i andre ting være omstændigheder hvorved sådant kan forsvares.
Thi en kan ved en særdeles merit eller tjeneste være
blevet publici creditor, og derfor kan modtage sådan
befrielse i almindelige pålæg som en belønning og anse den som en likvidation, skønt man kan sige at det er sikrest og
rådeligst at belønningen sker på al anden måde end sådan som opvækker
andres fortrydelse og sætter et helt societet i fermentation. Thi endskønt en ting kan være den samme,
så forårsager dog måden på hvilken den sker, at den ikke bliver den samme.
Derpå grunder sig de mange inventioner man har i byrders
pålæg, og de mange |74navne man sætter på skatter,
hvilke mange anser som idel pedanteri, da dog deri er en
stor politik såsom erfarenhed viser at de fleste
mennesker vil trakteres som små børn, og at man uden møje
kan bringe dem til at undergå byrder når de pålægges under visse navne.
Således når for eksempel en sættes i skat for 20 rigsdaler, kan han krympe sig
derved; men når den samme sum deles, så at en part sættes på paryk, en anden
på broderede veste, finder han sig bedre deri, såsom han
indbilder sig at det er ikke ham selv, men parykken og vesten ment. Ellers er
i alle ekstraordinære skatter intet bedre middel end at
taksere efter ting som alene bruges til vellyst og
overdåd, item på titler som søges af pur vanitet; thi
derved slås to fluer med et smæk; thi penge bringes i den publikke kasse, og borgere kan i fremtiden blive mere tarvelige og
mindre forfængelige.
Min herre ser af disse anmærkninger at jeg også kan
tale om statssager når jeg vil ryste mine ærmer. Han må selv dømme om de er
vel grundede, eller om de bør sættes i klasse med Herman von Bremens maksimer.
Jeg forbliver etc.