Jeg mener ved disse skud de pavelige ekskommunikationer, som i gamle dage havde så skrækkelige virkninger. Intet er i mine tanker større bevis på menneskelig overtro. Thi disse ekskommunikationer holdtes for at forårsage både timelig og evig død, så at det synes at paverne på de tider har villet skille |153Gud ved sit dommerembede og anmasset sig en jurisdiktion som mennesker ikke tilkommer. Der fortælles at en vis enfoldig dommer rådførte sig engang med en jurist i en kriminel sag, og da juristen sagde at han ikke kunne forse sig i at skærpe dommen efterdi misgerningen som skulle dømmes, var meget stor, dømte han misdæderen til at lide både timelig og evig død. Dommen var latterlig, men ikke mere end de pavelige ekskommunikationer. Begge er lige uefterretlige, thi Fanden har lige så slet  adkomst  på en bondes sjæl hvorpå paven har givet assignation, som han kan have på pavens hvorpå en bonde assignerer. Et menneske kan vel bande et andet, men derpå følger just ikke virkelig fordømmelse, såsom Gud alene har forbeholdt sig jurisdiktion over menneskers sjæle. Der er intet i kirkesager hvoraf man har gjort større misbrug, end ekskommunikationer.

Ekskommunikation var i begyndelsen ikke andet end en naturlig ret, som alle societeter har, at udelukke dem af selskabet som bryder societetets love, så at gejstlige ekskommunikationer svarede til borgerskabs opsigelse i civile sager. Sådanne ekskommunikationer forkyndtes i gamle dage af den hele kristne kirke, siden af bisperne og fornemmelig af de romerske paver, hvilke har udstrakt dem videre og videre så at de ikke har ladet sig nøje med at ekskommunikere private personer, men endogså øvet det samme mod konger og kejsere, ja endog mod hele lande så |154at et helt rige formedelst en tvistighed som en regent kunne falde i med en bisp, kunne sættes i kirkens band, hvilket gemenlig blev betegnet ved det ord interdikt, hvorved alle landets indbyggere blev kendt uværdige til at have del i kirkens sakramenter.

Ekskommunikation havde i den første kirkens alder ikke sted uden i religionssager, så at ingen kunne ekskommunikeres uden for ugudelighed eller falsk lærdom. Men siden betjente man sig deraf i alle andre ting, så at bisper og gejstlige dommere ekskommunikerede dem der ville disputere dem deres indkomster, og debitores som ikke ville eller kunne betale deres gæld. Ja, man ser at sådant strakte sig óg til debitorernes hustruer og børn, hvilket tilkendegives i et Canon Concilii Herbipolitani med disse ord: Nonnulli sicut audivimus, pro maritorum seu filiorum debitis uxores seu matres excommunicant, så at man ser at en moder også kan dømmes til helvede for hendes søns gæld. Men man må sige at ingen kunne stå større fare for fordømmelse end den der øver sådan ekskommunikation. Thi hvad kunne være ukristeligere end at ekskommunikere en moder fordi sønnen havde tilsat hendes midler? Ligesom hvad kunne være umenneskeligere end at dømme mange tusinde undersåtter til helvede efterdi deres øvrighed med paven eller en bisp var forfaldet i en tvistighed hvori de, nemlig undersåtterne, ingen del havde?

Vil man sige at ekskommunikere var ikke det samme som at dømme |155til helvede, da kan vises at det dog måtte være en følge deraf. Thi enhver bandsat person som døde førend han blev absolveret, kunne ikke vente sig salighed. Man ser jo at en sådan blev forbudt at begraves i kristen jord, óg foregaves da latterligt at legemerne ikke kunne rådne, men at de lå hele og ubeskårne indtil de blev absolveret, skønt man må holde for at hvis så var, burde alle børn og arvinger ønske deres forældre ekskommunikation, såsom de derved kunne befries for de omkostninger på at balsamere de dødes legemer. Ellers ses af adskillige ekskommunikationer at derved forstodes virkelig fordømmelse til helvede. Thi i den tvistighed som den danske konge Christophorus 2. havde med Tycho, den borglumske bisp, overgav pave Johannes 22. såvel kongen som det hele danske folk til djævelen: Regem et Danos diris devovet.

Et mærkeligt eksempel på den pavelige ekskommunikation som er blevet øvet mod konger og fyrster, vises i det år 1080 da Gregorius 7. tvistede med kejser Henrik 4. om de gejstlige len. Urbanus 2. ekskommunikerede siden samme kejser, óg fulgte derpå mange andre, og det ofte formedelst ringe årsager. Thi kejser Frederik 2. blev sat i kirkens band efterdi han i vanskelige tider ikke ville forlade sine egne lande og riger for at gøre et tog til Det Hellige Land, skønt adskillige slige tog havde tilforn været gjort frugtesløse. Dette gav anledning til den historie som findes hos Matthæum Parisium, og som jeg har anført i min |156Kirkehistorie:

En sognepræst i Paris, som blandt andre havde befaling at oplæse på prædikestolen pavens bandbrev mod kejseren, forrettede dette således: Han sagde: “Jeg har befaling at forkynde kejser Frederik ekskommunikeret. Hvad årsag dertil er, ved jeg ikke. Det alene ved jeg at der er en stor tvistighed imellem ham og paven. Jeg kan dog ikke sige hvilket af partierne der har ret, hvorudover jeg hermed forkynder den at være ekskommunikeret som har uret, og absolverer den som har ret.”

Man kan ikke sige at denne præst havde megen uret. Thi undertiden ekskommunikerede en pave eller bisp en anden pave eller bisp så at man ikke kunne sige hvo af parterne der virkelig var bandsat. Man ekskommunikerede ikke alene levende mennesker, men endogså døde. Thi man ser af den svenske historie at Sveriges administrator Sten Sture blev sat i kirkens band længe efter hans død. Ja, ekskommunikationer strakte sig også til dyr. Óg erindrer jeg mig at have set blandt Arnæ Magnæi dokumenter et gammelt bandbrev mod mus og kirkerotter.

Ekskommunikationer kunne ved sådant misbrug ikke andet end tabe deres kraft. Det første skår som gjordes deri, var i det seculo som havde tvende paver tillige, da den ene pave ekskommunikerede den anden. Ved Lutheri reformation tabte de end |157mere af deres kraft. Og som paverne nu mærker at man agter deres ekskommunikationer ikke mere, betjener de sig ganske sjældent deraf. For nogle år siden er vel frimurerne blevet ekskommunikeret, men det er troligt at ekskommunikationen har gjort lige så liden virkning hos dem som fordum hos kirkerotterne. Hvorudover, hvis jeg havde noget at sige hos paven, rådede jeg Hans Hellighed at lægge det narreri rent af.

Jeg forbliver etc.