Jeg ville ikke råde Hans Pavelige Hellighed nu om stunder at ekskommunikere enten kejseren, kongen af Frankrig eller kongen af Spanien; thi da i begyndelsen af dette seculo pave Clemens 11. satte i band den kejserlige krigshær i Italien, stod |399han i fare at miste både kald og kjole. Siden Lutheri tid da man fik lejlighed at eksaminere det pavelige herredømmes  adkomst , har paverne kun skudt med løst krudt, og deres tordenstråler kan nu om stunder ikke anses anderledes end som raketter.

Man mærkede straks i begyndelsen af Reformationen hvor farligt det var for paverne at øve deres forrige myndighed; thi general Frundsberg, som var i den kejserlige krigshær der var skikket mod Rom, førte til felttegn en strikke hvori han agtede at hænge paven. Når sådant eftertænkes, må hårene på enhver paves hoved rejse sig; thi det som da truedes med, kunne nu virkeligt ske. Den absolutte myndighed paverne i forrige tider har øvet, og den virkning som deres tordenstråle har haft, er så forunderlig at man ikke kunne fæste tro dertil hvis historien ikke var fuld af eksempler derpå. Hvad kunne være sælsommere end at se en fremmed bisp at dømme de mægtigste potentater fra scepter og krone, og det ofte for uvedkommende og ringe sager som enten fordi de havde trætte med deres egne undersåtter, eller efterdi de ikke kunne forliges med deres hustruer? Man skulle vel tænke at et sådant almindeligt gejstligt herredømme kunne være af nogen nytte, og at det kunne have samme gode virkning som abbé St. Pierres almindelige europæiske senat, der ved dets myndighed kunne bilægge alle tvistigheder som rejste sig imellem potentater og tilvejebringe en almindelig og bestandig fred.

Jeg siger: Man kunne i den henseende |400holde det nyttigt at alle regenter havde en sådan tilfælles custos; men historien viser at det var de tiders paver ikke derom at gøre, thi de har selv yppet de fleste krige og ophidset potentater mod hinanden for at fiske i rørt vand. Ja, nogle paver har selv anført deres krigsmagt og ved deres eksempler opmuntret andre bisper og prælater til at agere generaler mod deres egne landsherrer. Hvad som lagdes verdslige potentater til last, blev anset som dyder hos gejstligheden, så at den blev holdt for en duelig bisp der forstod sin kårde og vidste at bruge den mod pavens fjender; thi Christianus, ærkebisp af Mainz, blev afsat efterdi han duede ikke til krig. En og anden potentat forekastede dem vel sådant undertiden, men det blev ikke agtet. Kong Richard af England fangede engang i strid en bevæbnet bisp, og da paven påstod at han skulle løslade bispen, som han kaldte sin søn i Christo, skikkede kongen ham harnisket hvori bispen var blevet fanget, sigende derhos ligesom Josefs brødre sagde til Jakob: “Se om det er eders søns kjortel.”

For at gøre begribeligt hvi paverne har kunnet øve sådant herredømme over potentater, er tvende ting at mærke: (1) At de i tvistigheder med konger og fyrster havde på deres side de fleste bisper og prælater, som alle besad store len. (2) Efterdi en potentat ofte fandt sin regning ved at paven ekskommunikerede og forfulgte en anden. Hvis 2 eller 3 af de største potentater havde været enige i at beskytte |401deres højhed, havde aldrig sådanne tragedier kunnet blive spillet. Pavernes hovedstatsgreb var derfor at fomentere fjendskab imellem riger og lande, så at man kan sige at deres herredømme grundede sig på fjendskab imellem konger og fyrster, item på visse potentaters uordentlighed, og at de i den sidste henseende har anset de helligste konger med skele øjne efterdi de ingen prætekst havde at angribe de samme.

Jeg holder derfor for at den franske konge St. Louis, hvis hele liv var ustraffeligt, har i hans tid været den største torn i pavernes øjne, thi når sådan en konge ville stå på sin myndighed, som man ser ham at have gjort, måtte paverne give køb. Ellers er dette mærkeligt at just på de tider da paverne spillede bold med de mægtigste potentater, var de i mest foragt i staden Rom hvori de residerede; thi de store italienske familier spillede bold igen med dem, drev dem ofte i landflygtighed, ja trakterede dem fast som misdædere, hvorudover visse potentater søgte at alliere sig med disse familier, såsom de med deres egen magt intet kunne udrette. For at begribe dette paradoks kan man holde for at paverne ingen ærbødighed kunne erhverve sig af romerne, der dagligt så deres slette levned og opførsel.

Jeg forbliver etc.