|415
Epistel 176
Til * *
Jeg takker min herre for hans lykønskning.
Den kritik som han melder at nogle har gjort over min
nye værdighed, sætter mig i ingen bevægelse. Så tit jeg hører sådant, svarer
jeg at adskillige andre litterate personer til sådan
værdighed er ophøjet, at min adkomst dertil er så god som nogen andens, og at
min promotion er mindre paradoks end
adskillige andre litterate tyske personers, efterdi deres
baronier ligger i månen, da mit derimod virkelig eksisterer på jordens klode og ligger i den provins Sjælland. Videre forestiller jeg dem skæmtvis at
jeg er af militær stand, og at jeg for 50 år siden har
stået indrulleret i det aggerhusiske regiment i Norge, så at jeg efter min tur
kunne måske nu have
været general hvis jeg imidlertid
havde beholdt mit hoved.
En vis ung person som mente at jeg havde gjort alt
for stort spring på en gang, bad jeg gunstigst at ville eftertænke at jeg var
i embede og i en slags anseelse førend han blev født. En anden, som
forundrede sig over at jeg på min høje alder har ladet mig
baronisere, svarede jeg at det var sket alene for at vise at den karakter som jeg for|416hen i
mine skrifter har givet denne nation, er ganske rigtig,
nemlig at man her ikke bekommer lyst til at danse førend man får ligtorne,
og at man ikke får smag på verden førend man bliver 60 år gammel,
formanende ham derhos at han selv ville tage sig vare når han kom til samme
fatale alder.
Andre svar giver jeg ikke disse raisonneurs,
hvorvel mig ikke fattes solide argumenter, som af fornuftige
folk er bekendt, og som af dem holdes for at være grundige. Men at jeg med
min herre skal tale lidt mere alvorligt, da eftersom nogle tager anledning at
kritisere denne min metamorphosin af
det som jeg tilforn har skrevet, især i en af mine epistler, hvori jeg
har vist min bestandighed i at modstå fristelser og censurerer dem som af ambition og for at
beklædes med ærestitler indvikler sig i verdslige forretninger, hvorved
boglige kunster må tilsidesættes, da kan jeg
dertil sige at sådan kritik går mig aldeles ikke an.
Jeg har ikke sagt at ære og værdighed gør skår i boglige kunster og akademiske studeringer, tværtimod, jeg har sagt at
studeringer derved heller opmuntres og forfremmes. Jeg har alene sagt at
mange som har gjort stor fremgang i boglige kunster, søger, for at nyde
ærestitler, at indvikle sig i verdslige forretninger, hvorved deres
studeringer sættes til side, og at det er sådanne fristelser som jeg har
modstået, ej villende deri følge deres fodspor. Til bevis derpå har jeg
anført en tid af mere end 30 år, |417i hvilken
jeg uden anfægtning har anset andres forvandlinger i det selvsamme collegio hvori jeg sidder. Óg kan enhver slutte at
eftersom jeg har holdt stand indtil min høje alder, det nu kan være mig lige
meget enten jeg går på andres højre eller venstre hånd, helst såsom jeg
ikke mere kommer i store selskaber hvor man fører sig sin rang til nytte. Jeg håber derfor at enhver kan se at den erektion som er sket af mit jordegods til friherreskab, er
sket alene til publici nytte og for at have et monument efter min død, så at det her må hedde, som en
gammel philosophus sagde: Sero arbores quæ aliis prosint, det er: Jeg planter træer som andre skal nyde frugt af. Mit hele
levnedsløb viser at dette kan være mit symbolum, eftersom
jeg aldrig har haft det nærværende gode for øjnene, og såsom jeg ikke efter
håndværksfolks eksempel har arbejdet de fleste dage i ugen for at have en
fri mandag.
Enhver som indretter sit levned efter sådan plan, bør ingen misundelse underkastes. Hvis misundelse kan
forsvares, så må det heller være i henseende til dem der ved arv, giftermål,
ublu råben og idelige ansøgninger kommer til velstand, ikke i henseende til
dem der næst Gud ej kan tilskrive deres velstand uden deres eget arbejde og
ordentlige økonomi. Jeg håber at ethvert fornuftigt
menneske sådant kan begribe. Jeg håber også at de af mine landsmænd som
med sådan hidsighed jager efter rang og titler, ikke kan besmykke deres opførsel
med mit eksempel. |418Min værdighed har langt anden
adkomst . Den er óg et embede, hvori er en realitet, da
andre derimod begærer at kaldes det som de hverken er eller agter at blive. De
søger hvert sjette eller syvende år at beklædes med nye titler, hvortil de anfører
langt slettere motiv end børns der i tilvoksende år før
tiden beder om en ny kjole, foregivende at den gamle bliver dem for stakket.
Hvad som herved ellers fornøjer mig, er dette at andre studerende personer af dette eksempel opmuntres, og at alle fornuftige
folk lægger denne min dignitet
Hans Kongelige Majestæt til berømmelse. I promotionen er ellers intet paradoks, medmindre
man vil holde for at det er imod anstændighed at en der profiterer politiske historier, jus publicum og
moral, beklædes med værdighed, og at højhed og ærestitler alene tilkommer dem som sidder i andre kollegier, hvori
regnskaber revideres, ekstrakter af memorialer gøres, og formularer eller
forskrifter skrives.
Min herre ser heraf at på mig ikke kan retorkveres hvad jeg har dadlet hos andre, såsom denne min
værdighed ingen desertion fra studeringer forårsager. Thi
en baron kan holde venskab med de 9 musæ lige så vel som en professor; og man mærker
af mine studeringers fortsættelse at jeg end ikke har opsagt eller agter at
opsige mit borgerskab. Det er ikke værdighed, men visse forretninger som ligger
til en værdighed, hvilke forårsager studeringers tilsidesættelse. Hvis en
artikel havde været indført i mit friherrelige patent,
nemlig at jeg
|419måtte herefter ingen omgængelse
mere have med de 9 lærde jomfruer, og jeg ikke des mindre havde ladet
mig baronisere, så havde den kritik
som af nogle gøres, været ganske rigtig. Men såsom værdigheden ikke med
sådan clausula er givet, og grundige studia er ingen kontrabandevarer for en
friherre, men heller sirer standen, så er visse folks domme heri som i mange
andre ting uden grund.
Det var at ønske at alle grever og friherrer var lige
så vellærde som velbårne. Derved led landet aldeles ikke. Tværtimod, grundig
lærdom sirer standen mere end forgyldte vogne eller toppede heste. Óg er det
derfor at jeg lader hverken mine døtre eller vognheste toppe, men søger at
distingvere mig ved videnskabers kultivation, med et ordentligt levned, med udkårne folks omgængelse
og ved liberalitet i slige ting som sigter til publici nytte. Ikke at tale om at man i klædedragt,
stads og ekvipage nu om stunder ikke kan distingvere sig mere, helst i en stad hvor man ser
håndværkskarle i røde skarlagensklæder, skræddere, skomagere og bagere at
age i vogne og karosser og at bo i huse som man
kunne tage for paladser hvis dørene ikke var tegnet med sakse, støvler og
forgyldte kringler.
Lad os engang ret betænke hvori en mands ære består.
Ingen tid har givet os bedre lejlighed til at åbne vore øjne end denne som
vi nu lever i, da Gud har velsignet rigerne med en konge og en dronning der
ved |420egen frugalitet og
tarvelighed daglig foregår os med eksempler. Vita principum censura est, hoffets eksempel kan udvirke mere end de strengeste forbud og
love. Vor tid viser derpå et mærkeligt eksempel i Rusland. Der kunne en bojar fordum ikke besøge sin nabo uden han var gelejdet af
20 til 30 edelmænd; men da de så deres egen store monark ofte at gå igennem Moskvas gader uden
følge, mente de at det også kunne være dem anstændigt, så at de begyndte at
fatte andre idéer om det som kaldes dekorum eller sømmelighed.
Jeg råder herved ingen til karrighed;
tværtimod, jeg holder den for at være lige så stor lyde som overdåd, hvilket
jeg óg ofte i mine skrifter har vist. Jeg råder til at lade penge rullere. Min moral sigter alene til
at vise den rette brug deraf og at udrydde det falske koncept man gemenlig gør sig om generositet og det som man kalder godhjertighed, helst i dette
land hvor mange i stads og vellyst lidet agter penge og ikke spørger om hvad
et gæstebud eller en lystrejse skal koste, men derimod slår knuder om
pungen når der handles om at give penge til deres egen og landets ære, hvilket
forårsager at mange gode ting ingen fremgang kan have, og at mange nyttige og
sirlige stiftelser kvæles i deres fødsel.
Jeg forbliver etc.