Mig er nyeligen faldet i Hænder et lidet Tydsk Skrift, som fører den Titul: Beweis, daß die Universal Monarchie vor die Wohlfarth von Europa, und überhaupt des menschlichen Geschlechts die gröste Glückseligkeit würcken würde. Skriftet haver behaget mig, efterdi derudi er noget Nyt: Men faa kand bifalde saadan Thesi. Man siger, at adskillige Refutationer derimod ere komne for Lyset; men jeg haver endnu ingen af de samme seet. Man kand vel ikke sige, at Autor til dette Skrift raisonnerer ilde: Adskillige Argumenter derudi anføres, som ikke alleene have Skin, men som man og kand bifalde: Alleene en saadan vigtig Materie burde omstændeligen at udføres, saa at Tiid, Sted og Maade til et Universal Monarchies Oprettelse burde nøje examineres: Og, naar saadant skeede, vilde man see, at Conclusionen blev anderledes. Om de, som have søgt at igiendrive Skriftet, have skridet til saadan Examen, kand jeg ikke sige: En saadan Methode er dog fornøden; og, naar man gaaer den Vej frem, kand dette glimrende Paradox, der haver Anseelse af en Macedonisk Phalanx, ved Angreeb paa adskillige Steder saaledes svækkes, at det omsider taber all sin Styrke, og som et Vejer-Lys |341truer og forsvinder paa een gang. Autor stræber udi Almindelighed at bestyrke sin Thesin med følgende Argumenter. Han søger først at vise, hvor skadelig Regenternes Mængde er for det almindelige Beste; efterdi, jo fleere adskilte Stater udi Europa ere, jo mindre Magt og Ævne haver enhver Regent at beskytte sig selv og sine Undersaatter, og at skaffe dem Ret, naar de lide Vold af et mægtigere Lands Indbyggere. 2.) Efterdi Misgierninger ofte blive ustraffede, saasom en Misdæder kand tage sin Tilflugt til en anden Regent, hvilket ikke kand skee, naar alle have en tilfælles Herre. 3.) Oprør mod Regieringen, som udi et almindeligt Monarchie lett dæmpes, avles og handhæves ved Regenteres Mængde, efterdi et Naboe-Land seer gierne, at et andet derved svækkes. 4.) Jo fleere regierende Hoffe, jo fleere Bekostninger, og jo større Skatter og Byrder maa Undersaatter paalegges; og, saasom enhver Potentat søger at sætte sig udi Defensions-Stand mod en anden, saa underholdes staaende Kriigs-Hære udi et hvert Land over dets Formue; hvilket er Aarsag til den Fattigdom, hvoraf de meeste Stater laborere. 5.) Christendommens Svaghed mod tilfælles Fiender, som profitere af den U-eenighed, som stedse regierer blant Regentere, og i sær Tydsklands Afmægtighed, som ellers kunde holde Stand imod heele Europa, hvis det var foreened under et Hoved. 6.) Saasom Historien viser, at Regentere ofte henfalde til Tyrannie og adskillige Laster, saa flyder deraf, at deres Mængde er skadelig for det menneskelige KiønKiøn]Kiøn] Kion A Kiøn] Kion A ; og, saasom Un|342dersaatterne følge gemeenligen de Regierendes Exempel, saa styrtes heele Lande derved udi Fordærvelse. Alle slige Uheld meener Autor, om ikke at forebygges, saa dog at formindskes ved almindelige Monarchier; Fred og Sikkerhed derved befordres; Omkostninger paa utallige staaende Kriigs-Folk og Grændse-Fæstninger spares; utallige Kriige, som have satt heele Europa udi Flamme, afvendes; Handel og Vandel overalt have fri Fart; enhver at have Frihed uden Formindskelse af sine Midler at fæste sin Boepæl udi hvilket Land han vil; Had og Fiendskab, som regierer imellem Naboe-Lande, efterdi de leve under adskildte Regieringer, ophøre; og endelig Eenstemmighed udi Religion tilvejebringes. Naar Autor haver opregnet alle disse Herligheder, besvarer han løseligen de Indvendinger, som kand giøres derimod; og seer man af det, som han skriver om Religionen, at han enten maa være Roman-Catholsk, eller en Indifferentist, saasom han holder det for en Lyksalighed, at alle kand bringes til at antage den almindelige Monarchs Troe, og, at, ligesom de have tilfælles Øvrighed, de og kand have tilfælles Religion. Jeg bekiender, at adskilligt findes udi dette Skrift, som stikker udi Øjene, og at eenfoldige Mennesker deraf kand forledes til at troe, at den Frygt, som man gemeenligen haver for et almindeligt Monarchie, og den Iver man lader see, i at holde Europa udi en lige Vægt, maa være ilde grundet. Hvorledes dette Skrift ellers er igiendrevet, kand jeg ikke sige, efterdi jeg ikke haver seet de omtalte Refutationer. Det synes vel her nødigt at |343giøre Forskiel imellem universale Monarchier: Thi saasom alle ikke have lige  Adkomst , saa kand ej heller alle have lige Virkninger. Thi et saadant Monarchie, som blant Barbariske Folk udi Asia, Africa og America stiftes, kand føre mindre Uroelighed med sig, end et som erhverves blant polerede Folk udi Europa. Og et Herredom, som ved adskillige Landes frivillige Samtykke erhverves, kand bedre tilvejebringe de Herligheder, som Autor anfører, end det som erhverves ved Sværd. Men, saasom Skriftets Forfatter selv herudi ingen Forskiel giør, men foregiver, at et universal Monarchie, paa hvilken Maade det end er erhvervet, tilvejebringertilvejebringer]tilvejebringer] tilbejebringer A tilvejebringer] tilbejebringer A en stor Lyksalighed for det menneskelige Kiøn, saa behøver man kun at examinere det sidste slags Herredom, helst saasom man seer, at han selv saadant til Exempel foresætter, naar han siger, at det havde været en Lyksalighed for Europa, hvis det Østerrigske Huus, som gik frugtsommelig med det 5te Monarchie, havde udi den 30te Aars Kriig faaet Overhaand. Jeg siger, at man derfore behøver ikkun at examinere, om EuropaEuropa]Europa] Euorpa A Europa] Euorpa A kand være lyksaligere under et saadant erhverved almindeligt Herredom, end under adskillige separerede Regieringer. Dette haver Autor søgt at vise ved ovenanførte Argumenter, hvoraf de fleeste dog ikke holde Stik. 1.) Siger han, at jo mægtigere et Herredom er, jo bedre kand en Monarch beskytte sine Undersaatter mod andres Vold. Dette kand ikke nægtes, naar Monarchen er saa sindet, at han tracterer de ved Sværd erobrede Lande og Riger |344paa samme Fod, som sine Arve-Lande. Erfarenhed viser dog, at saadant gemeenligen ikke skeer; men tvertimod, at det Rige, ved hvis Magt de andre ere undertvungne, stedse tilegner sig Frihed og Fordeel, hvilket opvækker Fortrydelse, og omsider Oprør udi de conqveterede Lande; hvorpaa kand til Beviis anføres mange Exempler af Historier. 2.) Siger han, at Misgierninger udi smaae separerede Stater ofte blive ustraffede, efterdi en Misdæder søger Tilflugt og Beskyttelse udi et Naboe-Land. Men derimod kand siges, at mange med U-ret forfuldte Mænd derved kunde reddes. Hvor mange berømmelige Mænd, som for deres Dyd alleene bleve forfuldte af TiberioTiberio]Tiberio] Tiberis A; Tiberio Bruun Tiberio] Tiberis A; Tiberio Bruun , Caligula, Nerone, Domitiano &c. under det Romerske Monarchie, bleve ikke opofrede, efterdi de ingen Tilflugts-Steder havde, men maatte blive paa det Sted, hvor de vare, og lade sig myrde som slagtede Faar. Den U-lejlighed, som Autor ellers anfører om Misgierningers Impunitet, kand forebygges ved de Foreeninger, som giøres imellem Naboe-Lande om Misdæderes Extradition. 3.) Siger Forfatteren, at Oprør mod Regieringen, som udi et almindeligt Monarchie lett kand dæmpes, handthæves ved Regenteres Mængde, efterdi et Naboe-Land seer gierne, at et andet svækkes. Dertil kand svares, at de store Monarchier ere fast aldrig befriede for Oprør; og, naar een af de erobrede Provincier giør Opstand, haver den gemeenlig Tilløb af andre. Historierne vidne, at de store Persiske og Romerske Monarcher ikke have kundet beskytte |345deres Throne saalænge, som mindre Regentere. Det Ottomanniske store Herredom kand endnu derpaa forsyne os med mærkelige Beviisligheder. Det 4de Argument kand ikke nægtes jo at være af nogen Vægt: Thi det er u-imodsigeligt, at jo fleere separerede Stater der findes udi en af Verdens Parter, jo fleere staaende Tropper holdes paa Beene, og jo større Byrder legges paa Undersaatterne. Hvad som derimod er at sige, er, at Statholderne udi et stort Monarchies langt bortliggende Provincier søge udi deres Statholderskabe, at berige sig, og at udsue de dem betroede Provincier; og lærer Historien, at adskillige af dem udi faa Aar have samlet Kongelig Riigdom, og derved ere satte i Stand til at byde Monarcherne selv Spidsen. Saadant er og Oprindelsen til de mange smaa independente Stater, som nu findes i Europa, sær udi Tydskland, hvor Statholderskabe ere blevne forvandlede til souveraine Førstendømmer og Herskaber. 5.) Christendommens Svaghed mod Religionens tilfælles Fiender, som profitere af den U-eenighed, som regierer imellem de mange Regentere. Dette Argument er vel grundet; men een Knude er dog derved, nemlig, at de store Monarchier sielden ere befriede for indvortes U-roeligheder. Derpaa kand anføres Exempel af det Ottomanniske Herredom, af det Spanske Monarchie, som aftog udi Styrke ligesom det tiltog udi Størrelse; og haver jeg viset udi min Dannemarks Historie, at de Nordiske Riger vare aldrig svagere, end den Tiid da de alle vare foreenede under een Konge. 6.) Saasom sees, |346at Regentere ofte henfalde til Tyrannie og adskillige Laster, saa er deres Mængde skadelig for det menneskelige Kiøn: Men derimod kand siges, at, saasom der ogsaa findes dydige Regentere, saa er deres Mængde nyttig for det menneskelige Kiøn. Jeg maa dertil legge dette, at maadelige Regentere ikke vel kand henfalde til saa grove Laster, som ere fundne hos de store almindelige Monarcher, og at Caligula, Nero, Caracalla, Heliogabalus aldrig havde givet deres onde Lyster saa stærkt Tøjelen, om der udi Italien havde været andre independente Regieringer. Det passer sig fornemmeligen paa de store Monarcher, hvad Poëten siger: