Adskillige mønsterskrivere eller critici har foretaget sig at eksaminere og mønstre den første klasse og klarligt har vist at helgenernes register eller catalogus har været langt større end den burde være, og derfor ikke har ta|9get i betænkning at lede ligesom ved ærmerne én helgen ud af Paradis efter den anden. Sådant har foretaget sig ikke alene protestantiske men endogså roman-katolske critici, óg har den bekendte Launoy således distingveret sig dermed at nogle skæmtvis har sagt: “Hvis denne mønsterskriver skal længe holde protokol, bliver der næppe én helgen tilbage i himmelen.” Det synes óg at en og anden pave selv har tvivlet om visse helgeners lovlige  adkomst . Jeg har derpå anført et eksempel i min Kirkehistorie, hvor der tales om en romersk pave som sådant gav til kende; thi da han engang enten blev forurettet eller mente sig at være forurettet af et vist italiensk hus, sagde han: “Disse folk er meget utaknemmelige imod mig, ej eftertænkende at jeg har kanoniseret en af deres familie som aldeles ikke tilkom sådan ære.” En sådan mønstring kan komme de øvrige helgener til at skælve og bæve, ja det er at befrygte at hvis quæstio status blev moveret, en St. Francisco og en St. Dominico selv, som deres disciple har givet sæde i himmelen imellem Gud Fader og Jomfru Maria, de ville have vanskelighed ved at fremvise deres hjemmel og næppe vente deres dom at blive klausuleret med et uti possidetis.

Hvor ville det da ikke gå med de andre, som er i så stor mængde at Papebroch har regnet imod 1800 helgener alene på den 1. juni i året, og hans trykte martyro|10logium, som indeholder kun 6 måneder, består af 24 volumina in folio. Den mønstring som Launoy har gjort, er kun en prøve som tjener til bevis på hvad ved en nøjere eksamen kan gøres. Han siges at have drevet af himmelen flere helgener end 10 paver har kanoniseret. Men sådan reduktion vil endda ikke meget forslå, og det efter romerske skribenters egen tilståelse. Mabillon har skrevet en dissertation hvori han har vist hvor urimelig denne helgenernes store mængde er, helst af de nye, om hvilke Camus, biskoppen af Bellay, sagde engang på prædikestolen at han ville give 100 nye helgener for én gammel. Når roman-katolske taler således, så kan man slutte hvad protestantiske skribenter dømmer herom, hvilke lader fast ingen blive stående, uden patriarker, profeter og apostle, så at, om deres annotater er rigtige, bliver mange 1000 stole ledige i himmelen.

Sandelig, når man læser kirkehistorien og deraf ser at en formedelst studsighed imod den høje øvrighed, en anden formedelst iver i at forsvare pavernes interesse og myndighed, den tredje formedelst ørkesløshed, den fjerde formedelst dumhed og en blind tro som han aldrig har bemøjet sig med at efterforske, den femte ved at gennemhegle mennesker for de synder som han selv daglig har bedrevet, den sjette ved at give til kirker og klostre penge som han ofte ved ulovlige midler har samlet, den syvende ved blodige forfølgelser imod vildfarende, den ottende ved hykleri og med iver at |11forfægte lærdomme som han selv i hjertet har beleet etc., og således mærker at nogle ved magelighed og for godt køb og andre ved syndige og ulovlige midler er blevet helgener, kan man holde for at Papebrochs 24 volumina kan reduceres til få blade, og at helgenerne som næppe kan få rum i himmelen, kan med magelighed indesluttes i en liden almanak. Thi de fleste helgener kan lignes med vore karakteriserede rangspersoner, hvilke har titler af det som de hverken er eller agter at blive.

Jeg kan ikke forbigå her at anføre det svar som Cominæus engang fik af en vis mand i Bourges. Da han spurgte samme mand hvi man kaldte Joh. Galeazzo en helgen, da det dog var bekendt at han har været en stor tyran, svarede manden: “Man kalder dem her i landet helgener som har givet noget til et kloster.” Da kardinal Bessarion så at man gjorde mange uværdige til helgener, sagde han: “Disse nye helgener kommer mig til at tvivle om de gamle óg er ægte” (questi santi moderni mi fanno dubitare delli passati).

Såsom tallet er blevet så stort at året ikke kunne forslå til helgenernes fester, har man stiftet allehelgensdag på det at ingen skulle forglemmes. Man kan derfor herpå applicere det som Juvenalis siger om de romerske guder:

Når man nu eksaminerer såvel de nye som de gamle heltes  adkomst , finder man at den gemenlig er ilde grun|13det; thi når en helt skal tages i den rette mening og derved forstås en velgører af det menneskelige køn som har distingveret sig ved dydens øvelse, som ved herlige love har kultiveret mennesker, stiftet stæder og regeringer, ophittet kunster og udryddet laster, ser man at en stor del som er siret med sådan titel og ophøjet til sådan ære, må igen degraderes. Thi spørges der hvorfor Alexander kaldes en helt, så kan dertil intet andet svares end dette at han gik stedse om med sværd i hånden for at myrde mennesker. Achilles har intet andet at beråbe sig på end sine stærke arme, hvilket er en slet  adkomst  efterdi der findes adskillige umælende creaturer som er langt stærkere, så at han lidet differerer fra en stærk og brutal arbejdskarl. Det samme kan siges om Diomedes, Ajax og andre; thi det var alene stærke arme som gjorde folk til helte i Homeri tid.

Hvad Æneas angår, da mener nogle at han kan ikke henføres til den klasse. Saint-Évremond siger at han fortjener heller at anses som en munkeordens stifter end som en heros. Men man kan sige at han fortjener hverken den ene eller den anden titel; thi med alle de attester som Virgilius har forsynet ham med, kan han dog hverken passere for en helt eller en dydig mand; thi poeten afmaler ham til dels som en frygtagtig person, hvilket kommer ikke overens med den karakter som gives de homeriske helte, hvis egenskab er styrke og brutalitet, til dels også som en uretfærdig mand |14efterdi han voldtog under ægteskabs løfte en dronning, som han siden forlod. Sådant passerer ikke for heroismus ved vore tamperretter.

Alexander og Cæsar kan med bedre føje regnes blandt de homeriske helte, thi de fulgte begge de ældres fodspor; men hverken den ene eller den anden kan ved examen philosophicum blive stående på rullen. Thi det hedder, som poeten siger:

Nu skrider jeg til de akademiske kanonisationer eller den tredje klasse, som består af dem der har titel af polyhistores. Disse kan henføres til tvende klasser. Den første består af dem som har erhvervet sig sådanne titler eller akademiske kanonisationer førend man begyndte at skrive lærde journaler, den anden af dem som har fået navn af polyhistores efter sådanne journalers publikation. Af dem som er i den første klasse, kan vises adskillige som virkelig har fortjent den titel. En Erasmus, en Grotius, en Scaliger etc. kan med rette bære sådant navn efterdi om de ikke besad alle, så dog de vigtigste videnskaber, hvilke ikke kunne erhverves uden ved idelig læsning og et fast uendeligt arbejde. Derimod siden den tid man har opfyldt verden med lærde journaler og ekstrakter af skrifter hvormed en sættes i stand til at tale om alle slags videnskaber som han ikke forstår, og at kritisere bøger som han aldrig har læst, kan man ved mådelig læsning erhverve et stort navn. Årsagen er at man lige så hastigt og med mindre møje kan læse 100 eks|16trakter af skrifter end en eneste god bog, hvorudover en som er begavet med en god ihukommelse, kan ved deslige læsning gøre sådan parade at han iblandt visse folk anses som en heksemester. Jeg siger: iblandt visse folk, som ikke ved af hvilke kilder lærdommen flyder. Det er af sådanne folk at personen kanoniseres. Og de som ser dybere ind i tingen og vægrer sig ved at underskrive sådan kanonisation, bliver anset som avindsyge og misundelige mennesker.

Mønstringen med personer af denne klasse kan bedst gøres med at opholde enhver sådan titulær polyhistor noget længe i en materie. Da mærker man sammenhængen, og da ser og hører man at han intet ved uden hvad han kan komme i hu af den ekstrakt som han har læst. Intet er i mine tanker mere nødigt at erindre såsom erfarenhed viser at der er intet hvori folk mere lader sig forblinde.

Jeg forbliver etc.